DLCG - side

Referenceprogram 2001 

LUNGECANCER 

Undersøgelse og 

behandling 

FORORD 

DANSK LUNGE CANCER GRUPPE 2001 

1

Referenceprogram 2001 

LUNGECANCER 

Undersøgelse og behandling 

Udarbejdet af 

Dansk Lunge Cancer Gruppes Styregruppe: 

Kurt Andersen* 

Jørgen Steen Andersen 

Asger Dirksen* 

Peter Faurschou 

Mogens Hüttel 

Peter Buhl Jensen 

Jens Karstoft 

Mark Krasnik 

Roar Maagaard 

Jørgen Olsen 

Torben Palshof* 

Ulrik Pedersen 

Birgit Guldhammer Skov 

Kell Østerlind* 

(*koordinationsgruppe) 

med bidrag fra: 

Helle Gamborg 

Olfred Hansen 

Fred R Hirsch 

Inge-Birgit Holst 

Erik Jakobsen 

Jens Benn Sørensen 

Redaktion, 

Layout og sats: 

Torben Palshof 

Tryk: CC PRINT 92 APS - Århus 

© Dansk Lunge Cancer Gruppe (DLCG) 

ISBN: 87-988368-0-3 

Eftertryk tilladt med angivelse af kilde. 

Publikationen kan rekvireres hos: 

DLCGs Sekretariat 

att.: Lægesekretær Inge-Birgit Holst 

Onkologisk afdeling 

Århus Kommunehospital 

Nørrebrogade 44, 8000 Århus C 

Tlf.: 8949 2534; Fax: 8949 2530; E-mail: holst@aaa.dk 

Publikationen findes ligeledes på DLCG´s hjemmeside: 

www.lungecancer.dk 

2 REFERENCEPROGRAM 2001

FORORD ved SUNDHEDSSTYRELSEN 

Sundhedsstyrelsen udsendte i 1998 et referenceprogram vedrørende undersøgelse 

og behandling af lungecancer udarbejdet af Dansk Lunge Cancer Gruppe (DLCG). 

Siden da har der været en øget opmærksomhed på indsatsen for patienter med 

lungekræft. DLCG har været særdeles aktive i denne sammenhæng. Bl.a. har DLCG 

bidraget til arbejdet med den nationale kræftplan og deltager nu også i arbejdet 

med udvikling af indikatorer til evaluering af behandlingen af patienter med 

lungekræft. Endvidere har DLCG oprettet Dansk Lunge Cancer Register (DLCR). 

Sundhedsstyrelsen finder, at det er en naturlig opgave for de faglige miljøer at udsende 

og opdatere referenceprogrammer vedrørende de faglige krav til tilrettelæggelsen 

af sundhedsvæsenets indsats. Det er i denne sammenhæng man skal se det foreliggende 

referenceprogram, som er opdateret og udbygget i forhold til det program 

Sundhedsstyrelsen udsendte i 1998. 

DLCGs referenceprogram indeholder en række anbefalinger til støtte for en nutidig 

kvalitet i diagnostik og behandling af patienter med lungekræft. Sundhedsstyrelsen 

finder at referenceprogrammet sammen med DLCGs øvrige initiativer udgør en 

god platform for fortsat at udvikle det faglige og organisatoriske arbejde til gavn 

for patienterne. 

Det er væsentligt, at initiativer til forbedring af indsatsen for patienter med tobaksrelaterede 

sygdomme altid anskues i et bredt perspektiv, der også omfatter mulighederne 

i den primære forebyggelse. DLCGs initiativer vedrører patienter, som har 

lungekræft eller hos hvem der er rejst mistanke om sygdommen. Sundhedsstyrelsen 

finder det imidlertid positivt, at DLCG også fremhæver vigtigheden af at tobaksforbruget 

i befolkningen nedbringes, og på betydningen af rygeophør hos den enkelte, 

bl.a. ved at rådgivning om ophør med tobaksrygning altid skal indgå i læge- patientforholdet 

i såvel praksis som på sygehusene. 

Sundhedsstyrelsen marts 2001 

Steen Werner Hansen 

Sundhedsstyrelsens kontor for sundhedsplanlægning 

FORORD 

3

FORORD ved DANSK LUNGE CANCER GRUPPE 

Denne publikation er Den Danske Lunge Cancer Gruppes (DLCG) første revision 

af referenceprogrammet vedrørende udredning, diagnostik, behandling og registrering 

af lungecancer. 

Med Sundhedsstyrelsens udgivelse af Referenceprogrammet i 1998 blev der mulighed 

for at sikre kvaliteten af den tværfaglige indsats overfor lungecancer, og med 

oprettelse og igangsættelse af den nationale kliniske database er det fra januar 2000 

blevet muligt at monitorere implementeringen af rekommandationerne. 

Det er Styregruppens indtryk, at de udmeldte rekommandationer i meget høj grad 

følges, og at der de seneste år er tilført en del ressourcer til dette indsatsområde. 

Som anført i den "Nationale kræftplan", udgivet af Sundhedsstyrelsen februar 2000, 

forventes det at DLCGs målsætninger vedrørende: „Et hensigtsmæssigt patientforløb 

både fagligt og ressourcemæssigt - God information til såvel patienter som befolkning 

- og Forbedrede kvalitetsparametre med hensyn til udredning og behandling“, 

realiseres gennem referenceprogrammet. 

Den Danske Lunge Cancer Gruppes overordnede målsætninger fra 1992 omfatter 

bl.a., at 5-års overlevelsen for patienter med lungecancer forbedres fra de nuværende 

5% til mindst 10%. I den Nationale kræftplan udtrykkes der forventning til at dette 

mål snarest opnås, således at det samlede behandlingsresultat er på skandinavisk 

niveau. Den væsentligste forudsætning herfor er tidlig diagnose og dermed mulighed 

for kurativ kirurgisk behandling af de patienter, hvor dette er den optimale strategi. 

Antallet af operationer skal dermed øges med 50%, således at andelen af operable 

patienter øges fra de nuværende ca. 20% (ca. 600) til 30 % (900) årligt. 

En tidligere diagnose fordrer, at primærsektoren dvs. de praktiserende kolleger udviser 

større opmærksomhed overfor sygdommen - bl.a. ved en mere konsekvent 

holdning til indikationen for undersøgelse af patienter i risikogruppe, dvs. rygere 

med nye eller ændrede lungesymptomer. DLCG har derfor i samarbejde med Selskabet 

for Almen Medicin rettet henvendelse til samtlige kolleger i primærsektoren 

med henblik på at orientere om referenceprogrammets retningslinier. Dette vil 

medføre, at antallet af patienter, som henvises til røntgenundersøgelse, stiger betydeligt. 

Antallet af patienter, som skal udredes for et suspekt infiltrat, skønnes at 

stige med en faktor 2 til 3 - opgaver som de radiologiske og lungemedicinske afdelinger 

forberedes på at løse. 

I Sundhedsministeriets bekendtgørelse om behandling af visse livstruende sygdomme 

af marts 2000 er det for lungecancer angivet, at tiden fra henvisning til behandling 

ikke må overstige 6 uger - samt at røntgenundersøgelse af thorax bør gennemføres 

indenfor højst 14 dage. I denne forbindelse er der derfor i en række amter udarbejdet 

patientforløbsprogrammer, som skal sikre at garantien overholdes for det stigende 

antal patienter, som vil blive henvist til undersøgelse, udredning og behandling. 


Forberedelserne til revisionen af referenceprogrammet blev iværksat i begyndelsen 

af 2000 med deltagelse af styregruppens medlemmer samt eksterne ressourcepersoner. 

Det var primært intentionen at udarbejde et evidensbaseret referenceprogram 

- men dette forekom ikke at være realistisk indenfor en overskuelig tidsramme. I 

stedet er opbygningen ændret til en forhåbentlig mere brugervenlig struktur, ligesom 

nye afsnit er tilføjet. Alle kan få adgang til programmet via DLCGs hjemmeside 

på adressen www.lungecancer.dk. 

Der er i tilslutning til Den Danske Lunge Cancer Gruppe foreløbig tilknyttet fire 

arbejdsgrupper: Registrering (Dansk Lunge Cancer Register - DLCR); Tidlig diagnostik 

(bl.a. screening); Dansk Onkologisk Lungecancer Gruppe (DOLG), som udarbejder 

behandlingsstrategier samt en Early Warning Gruppe der overvåger, vurderer 

og resumerer den betydelige mængde af oplysninger, der offentliggøres i tidsskrifter 

og ved møder (se side 6-7). 

Det er en betydelig faglig udfordring for DLCG, at lungecancer blev udvalgt som 

indikatorprojekt af Det Nationale Kvalitetsråd. Dette arbejde er nu påbegyndt, ligesom 

der er iværksat forskningsprojekter i samarbejde med EvalueringsCentret for 

Sygehuse. Med disse projekter søges det klarlagt i hvor høj grad referenceprogrammet 

er implementeret - og hvilke indikatorer som bedst giver udtryk for det optimale 

patientforløb og behandlingsresultat. 

En afgørende forudsætning for referenceprogrammets kvalitetssikring er, at alle 

udrednings- og behandlingsforløb registreres i den nationale database. Registreringen 

er forløbet planmæssigt i det første år (2000) - ved en betydelig indsats fra 

Registerets projektleder og sekretær samt de deltagende afdelinger. Aktiviteterne i 

år 2000 og 2001 finansieres af Odense Universitetshospital - men det forventes at 

udvikling og drift fra næste år sikres via en fælles økonomiaftale for de kliniske 

databaser i Danmark. 

Det er fortsat en grundlæggende forudsætning for at forbedre prognosen for lungecancer, 

at alle involverede fagspecialer er aktive i det fortløbende arbejde med at 

implementere referenceprogrammets rekommandationer. 

DLCG anbefaler, at den forebyggende indsats forstærkes bl.a. ved at rådgivning 

om ophør med tobaksrygning skal indgå i læge/patient forholdet i såvel praksis 

som på sygehusene. 

Hvis disse forudsætninger tilvejebringes, forventes det at det indenfor kort tid kan 

dokumenteres, at prognosen for patienter med lungecancer forbedres. 

Århus, marts 2001 

På vegne af DLCGs Styregruppe 

Torben Palshof 

FORORD 

5

Medlemmer af Styregruppe og Arbejdsgrupper. 

Den Danske Lunge Cancer Gruppe udgøres af en styregruppe med repræsentanter 

valgt af de videnskabelige selskaber. 

Styregruppen har aktuelt nedenstående sammensætning: 

Kurt Andersen & Mark Krasnik Dansk Thoraxkirurgisk Selskab 

Asger Dirksen & Peter Faurschou Dansk Lungemedicinsk Selskab 

Peter Buhl Jensen Dansk Selskab for Medicinsk Onkologi 

Torben Palshof Dansk Selskab for Onkologi 

Ulrik Pedersen Dansk Selskab for Otolaryngologi - Hoved & Halskirurgi 

Jens Karstoft Dansk Radiologisk Selskab 

Birgit Guldhammer Skov Dansk Selskab for Patologisk Anatomi og Cytologi 

Mogens Hüttel Dansk Anæstesiologisk Selskab og Intensiv Medicin 

Kell Østerlind Dansk Selskab for Intern Medicin 

Roar Maagaard Dansk Selskab for Almen Medicin 

Jørgen Olsen Institut for Epidemiologisk Kræftforskning, 

Kræftens Bekæmpelse 

Jørgen Steen Andersen Sundhedsstyrelsen 

Styregruppen ledes af et formandskab bestående af Kurt Andersen (formand) og 

Asger Dirksen (næstformand). 

Sekretariatsfunktionen varetages af Torben Palshof og hermed støttet af Århus 

Kommunehospital og Onkologisk afdeling. Sekretæren har redigeret og opsat programmet 

samt udarbejdet det efterfølgende afsnit om målsætninger og et resumé, 

som sammenkæder rekommandationerne for det samlede patientforløb. 

Der er foreløbig tilknyttet 4 arbejdsgrupper til Den Danske Lunge Cancer Gruppe. 

Associering af disse foregår ved, at styregruppen godkender arbejdsgruppens kommissorium 

og anbefaler gruppens medlemmer, at de orienterer deres videnskabelige 

selskab om dette medlemskab. Arbejdsgrupperne bestemmer selvstændigt deres organisation, 

valg af medlemmer etc., men fremsender mødereferater og andet relevant 

materiale til DLCGs sekretariat (medlemmer af DLCGs styregruppe er markeret 

med *). 

Dansk Lunge Cancer Register (DLCR): 

Kurt Andersen* , Asger Dirksen*,Ulrik Pedersen*, Torben Palshof*, Birgitte Guldhammer Skov* & 

Kell Østerlind* (formand). Endvidere projektleder Erik Jakobsen & sekretær Charlotte Rasmussen. 

Gruppen afholder møde ca. 4 gange årligt. 

Arbejdsgruppen for tidlig diagnostik: 

Kurt Andersen*,Asger Dirksen*, Fred R Hirsch, Mark Krasnik*, Martin P Iversen, Peter Lange, Jørgen 

H Olsen*,Jesper J Holst Pedersen (formand), Hans Pilegaard, Jørgen Vestbo, Kell Østerlind*. 

Gruppen afholder møde ca. 3 gange årligt. 

Dansk Onkologisk Lungecancer Gruppe (DOLG): 

Flemming Bach (Næstved), Britta Bjerregaard (Sønderborg), Hanna Frank (Aalborg), Olfred Hansen 

(Odense), Peter Buhl Jensen* (Rigshospitalet), Nina Jeppesen (Roskilde), Ulrik Lassen (Rigshospitalet), 

Anders Mellemgaard (Hillerød), Torben Palshof* (sekretær -Århus), Carsten Rytter 

(Århus),Bente Sørensen (Vejle), Jens Benn Sørensen (Rigshospitalet), Morten Sørensen, Kell Østerlind* 

(formand - Herlev),Kristian Aabo (Viborg), Gruppen afholder møde ca. 4 gange årligt. 


Early Warning Gruppen: 

Kurt Andersen*, Paul Clementsen, Peter Faurschou*, Olfred Hansen, Martin Iversen, Mark Krasnik*,Torben 

Palshof*, Finn Rasmussen, Jesper Bohnsen Ravn, Birgit Guldhammer Skov*, Jens 

Benn Sørensen, Kell Østerlind*. Gruppen afholdt det første møde den 20. februar 2001. 

DLCGs (*) associering til andre forsknings- og arbejdsgrupper: 

Det Nationale Indikatorprojekt - Indikatorgruppen vedr. lungecancer: 

Lone Ammentorp, Kurt Andersen*, Vibeke Backer, Anders Bonde, Asger Dirksen*, Helle Gamborg, Erik 

Jakobsen, Inge Jørgensen, Åse Jørgensen, Torben Jørgensen, Allan Linneberg, Sussie Laustsen, Jan Mainz, 

Torben Palshof*, Jesper Bohnsen Ravn, Anne Vinkel, Inge Løcte & Kell Østerlind*. 

Projekter i samarbejde med EvalueringsCenter for Sygehuse: 

Projektstyregruppe. 

Anders Bonde, Asger Dirksen*, Erik Jakobsen, Roar Maagaard*, Gerd Mikkelsen, Charlotte Rasmussen, Kell 

Østerlind*. 

1)Evaluering af referenceprogrammet fra 1998. 

Erik Jakobsen*, Gert Just Mikkelsen, Torben Palshof*, Kell Østerlind*. 

2) Analyse af overlevelsesresultater. 

Mark Krasnik*, Kurt Andersen*, Paul Clementsen, Gerd Mikkelsen. Jørgen Olsen*. 

3) Primær sektorens opgaver. 

Roar Maagaard*, Erik Jakobsen, Jens Karstoft*, Gerd Mikkelsen, Julie Damgaard Nielsen. 

4) Palliation og rehabilitering. 

Anders Bonde, Anna Ingvardsen, Erik Jakobsen, Gerd Mikkelsen. 

FORORD 

7


RESUMÉ 

RESUMÉ 

9

10 REFERENCEPROGRAM 2001 

RESUMÉ 

BAGGRUND. ................................................................................................................................... 11 

DLCG´S MÅLSÆTNINGER & DEN NATIONALE KRÆFTPLANS 

ANBEFALINGER. ........................................................................................................................ 13 

DLCG´s kortsigtede målsætninger .............................................................................................. 13 

Langsigtede målsætninger - realiseret inden år 2000 ............................................................... 14 

EPIDEMIOLOGI - PROGNOSE - ÆTIOLOGI - PRIMÆR PROFYLAKSE. .... 17 

OPGAVENS OMFANG. ............................................................................................................. 17 

PATIENTFORLØB OG VISITATIONSPLAN. ................................................................ 18 

DIAGNOSTIK. ............................................................................................................................... 19 

Symptomer som skal give mistanke om lungekræft .................................................................. 19 

Billeddiagnostiske undersøgelser ................................................................................................ 20 

Bioptiske procedurer ..................................................................................................................... 20 

PATOLOGI. ...................................................................................................................................... 21 

DET KLINISKE STADIE - PROGNOSE - OPERABILITET. ................................. 22 

PATIENTFORLØBSPROGRAM. .......................................................................................... 23 

KIRURGISK BEHANDLING. ................................................................................................. 24 

ONKOLOGISK BEHANDLING. ............................................................................................ 25 

UNDERSTØTTENDE OG PALLIATIV BEHANDLING OG PLEJE. .................. 27

BAGGRUND 

Dansk Lunge Cancer Gruppe (DLCG) blev etableret i 1992 på initiativ af Dansk 

Thoraxkirurgisk Selskab, idet kliniske data tydede på, at prognosen for lungecancer 

gradvist var blevet forringet i Danmark sammenlignet med andre lande. 

Styregruppen i den Danske Lunge Cancer Gruppe består af repræsentanter fra de 

ansvarlige specialer (udpeget af de videnskabelige selskaber), Kræftens Bekæmpelse 

samt Sundhedsstyrelsen. Der er til DLCG tilknyttet en række uafhængige arbejdsgrupper, 

og DLCG er associeret til en række forsknings- og udviklingsprojekter 

(se side 7). 

Af styregruppens udredningsrapport fra 1994 fremgik det, at der var væsentlige 

forskelle i de anvendte diagnostiske kriterier og terapeutiske procedurer. Disse forhold 

dokumenterede et betydeligt behov for udarbejdelse af ensartede retningslinier, 

hvorfor det blev besluttet, at der snarest blev udarbejdet nationale retningslinier 

for visitation, diagnostik og behandling af patienter med lungecancer. 

I 1996 blev udkastet til et nationalt referenceprogram sendt til høring, og dette blev 

med få ændringer udgivet i 1998 af Sundhedsstyrelsen som det officielle faglige grundlag 

for diagnostik og behandling af patienter med lungecancer i Danmark [1]. 

Rekommandationerne er løbende udmøntet fagligt og organisatorisk, idet der er 

tilført en del af de nødvendige ressourcer. Ressourcebehovet er dog yderligere forstærket 

med ventetidsgarantien og den forventede stigning i antallet af patienter, 

som henvises til undersøgelse, udredning og behandling. 

De økonomiske, strukturelle og organisatoriske forhold er beskrevet i de patientforløbsprogrammer, 

som er udarbejdet i en række amter. Det anbefales heri, at koordinationen 

af henvisnings- og udredningsforløbene styrkes, og at der tilføres de 

nødvendige ressourcer. 

Styregruppen har siden 1996 arbejdet med udviklingen af en national database. En 

ensartet registrering af samtlige patientforløb har primært til formål at kvalitetssikre 

de faglige aktiviteter i relation til referenceprogrammet, og kan ligeledes dokumentere 

omfanget og indholdet af disse i relation til fx geografiske forhold og ventetidsgarantien. 

De kliniske data udgør endvidere en vidensbank og et dokumentationsredskab 

for kliniske og videnskabelige aktiviteter. 

Dansk Lunge Cancer Register (DLCR) blev endeligt etableret i 1999 med betydelig 

økonomisk støtte fra Sundhedsstyrelsen, Sundhedsministeriet, Kræftens Bekæmpelse 

og ikke mindst Odense Universitetshospital. Registret er tilknyttet thoraxkirurgisk 

afdeling på Odense Universitetshospital, og registreringen blev påbegyndt januar 

2000. 

RESUMÉ 

11

Denne publikation indeholder: 

F–RESUMÉ 

F INDLEDNING 

F VISITATION OG PATIENTFORLØB 

F DIAGNOSTIK 

F PATOLOGI 

F STADIEINDDELING 

F KIRURGISK BEHANDLING 

F ONKOLOGISK BEHANDLING 

F UNDERSTØTTENDE OG PALLIATIV BEHANDLING OG PLEJE 

F DANSK LUNGE CANCER REGISTER 

F REFERENCER 

For yderligere oplysninger om DLCG, arbejdsgrupper, information om lungekræft, 

litteratur etc. henvises til hjemmesiden www.lungecancer.dk, hvorfra 

referenceprogrammet kan læses og nedhentes. Referenceprogrammet fra 1998 kan 

læses på adressen www.st.dk. 

Referenceprogrammet er baseret på den aktuelle viden, og tilkendegiver i relation 

til en række faglige emner nuancerede synspunkter. 

Det er fundet hensigtsmæssigt at redegøre for DLCGs målsætninger sammenholdt 

med Kræftstyregruppens anbefalinger i den Nationale kræftplan 

[2], samt at resumere og sammenkæde programmets rekommandationer og 

skitsere det anbefalede patientforløb så overskueligt som muligt. 


DLCGS MÅLSÆTNINGER 

& 

DEN NATIONALE KRÆFTPLANS ANBEFALINGER 

Som omtalt i forordet er det DLCGs overordnede målsætning: 

· „At beskrive det fagligt mest hensigtsmæssige patientforløb således 

undersøgelse og behandling af samtlige patienter har den samme kvalitet, 

· At angive kriterier og procedurer som bør anvendes og 

· At forberede grundlaget for etablering af en klinisk database.“ 

Dette skulle sikre: 

· „Et hensigtsmæssigt patientforløb både fagligt og ressourcemæssigt, en 

beskrivelse som samtidig danner grundlag for, at informationen af 

patienter og befolkning er så god som mulig. 

· Forbedrede kvalitetsparametre fx udredningtidens varighed - 

resektionsraten - forholdet mellem radikale og eksplorative operationer 

samt morbiditet og mortalitet. 

· En registrering der dokumenterer den kliniske aktivitet og dens resultater.“ 

Ved DLCGs oprettelse i 1992 blev der formuleret nedenstående kort- og langsigtede 

målsætninger, som kommenteres i den Nationale Kræftplan [2]: 

„DLCGS KORTSIGTEDE MÅLSÆTNINGER“ 

„Landsdækkende registrering“ 

Dette er opnået ved oprettelse af Dansk Lunge Cancer Register (DLCR), som januar 

2000 påbegyndte registrering af samtlige patientforløb. 

I den Nationale Kræftplan anbefales det at støtte udviklingen af denne kliniske kvalitetsdatabase 

(side 17). 

„Ensartet klassifikation 

Retningslinier for primær diagnostik og behandling“ 

Dette er opnået gennem udgivelse af Referenceprogrammet i 1998. 

I den Nationale Kræftplan forventes det, at implementeringen af anbefalingerne vil 

lede til tidligere diagnostik, og således føre til at 5 års overlevelsen for danske patienter 

stiger fra 5% til det skandinaviske niveau på 8-10%. Dette sammenholdt med 

de overordnede målsætninger omfattende: Et hensigtsmæssigt patientforløb både 

fagligt og ressourcemæssigt; god information til såvel patienter som befolkning; 

forbedrede kvalitetsparametre med hensyn til udredning og behandling - forventes 

af Kræftstyregruppen at føre til en lavere sygelighed og dødelighed af lungekræft 

(side 73). 

„Mindre end 30 dages delay fra første positive fund til primær behandling“ 

Dette anbefales i Referenceprogrammets patientforløbsprogram, men er nu yderligere 

RESUMÉ 

13

sikret gennem Regeringens ventetidsgaranti [3] (se side 33). Det anbefales ligeledes, 

at den visiterende afdeling har ansvaret for en hensigtsmæssig koordination af 

undersøgelsesprogrammet. 

I den Nationale kræftplan støttes Referenceprogrammets konklusion om, at det hverken 

er hensigtsmæssigt eller muligt at centralisere al diagnostik, men at der amtsligt 

udpeges en lungemedicinsk afdeling, som er ansvarlig for koordinationen, således 

at udredningsforløbet bliver så hensigtsmæssigt som muligt. Eventuelle ændringer 

kan blive baseret på resultatet af undersøgelser, som sammenligner tidsforbruget af 

udredningsforløbene på de decentrale afdelinger med forløbet på den centrale lungemedicinske 

afdeling (side 72). 

Det anbefales ligeledes at overveje indbyrdes at sammenligne de forløbsprogrammer, 

som er udarbejdet i nogle af amterne. Eventuelt også at opsøge internationale erfaringer. 

Forslag til omlægninger skal fremsendes til Kræftstyregruppen, som foreslår 

at der afsættes midler til dette kvalitetssikringsarbejde (side 14). 

„Årligt videnskabeligt møde“ 

Dette mål er ikke nået. Men i et samarbejde mellem Dansk Lunge Cancer Gruppe og 

Kræftens Bekæmpelse afholdes den 22. marts et symposium om, hvorledes prognosen 

for lungecancer kan forbedres. Den lægefaglige drøftelse af det foreliggende referenceprogram 

planlægges at finde sted i regi af Dansk Medicinsk Selskab. 

„LANGSIGTEDE MÅLSÆTNINGER - REALISERET INDEN ÅR 

2000“ 

„Centralisering af kirurgien til de thoraxkirurgiske afdelinger“ 

Dette mål blev også formuleret i 98 programmet. 

Med baggrund i Sundhedsstyrelsens „Vejledning om specialeplanlægning og landsog 

landsdelsfunktioner i sygehusvæsenet“ fra 1996 samt i Referenceprogrammets 

rekommandationer, anbefaler Kræftstyregruppen, at al lungekirurgisk aktivitet i 

fremtiden finder sted på de 5 thoraxkirurgiske landsdelsafdelinger (side 72). 

„10% 5 års-overlevelse“ 

Dette mål er endnu ikke nået. 

I den Nationale Kræftplan forventes det, at implementeringen af anbefalingerne vil 

lede til tidligere diagnostik, og således føre til at 5 års overlevelsen for danske patienter 

stiger fra 5% til det skandinaviske niveau på 8-10% (side 73). 

„30% resektionsrate for NSCLC 

Mindre end 10% eksplorative/non-resektable torakotomier 

Mindre end 5% operativ mortalitet“ 

Resultatet af registrering af den kirurgiske aktivitet i Dansk Lunge Cancer Register 

vil vise i hvor høj grad disse mål er nået. En stigning af resektionsraten fra de 

nuværende 20% til 30% er alene betinget af, at sygdommen diagnosticeres tidligere. 

Andelen af eksplorative indgreb er entydigt relateret til en optimal klinisk TNMklassifikation. 

Anbefalingerne vedrørende præoperativ undersøgelse af den kardiopulmonale 

tilstand, anæstesi og postoperativ behandling er en afgørende for- 


udsætning for en lav postoperativ mortalitet og morbiditet. 

Kræftstyregruppen støtter Referenceprogrammets anbefaling af, at lungecancerkirurgi 

kun bør udføres på thoraxkirurgiske afdelinger i tæt samarbejde med flere 

specificerede støttefunktioner, alle i døgnberedskab (side 72). 

„Acceptabelt omsorgsniveau“ 

Dette mål er ikke direkte forfulgt af DLCG. Til det stiftende møde i 1992 var repræsentanter 

fra plejesektoren indbudt, men har siden ikke været inddraget i DLCGs 

arbejde. Aspekter vedrørende palliation og rehabilitering vil formentlig indgå som 

væsentlige indikatorer i Indikatorgruppens arbejde (se side 7). 

Rekommandationerne vedrørende understøttende, palliativ og terminal pleje og behandling 

er søgt styrket i det foreliggende Referenceprogram. 

Kræftstyregruppen anbefaler, at der afsættes øgede ressourcer til den palliative behandling 

og pleje, og at amterne evaluerer den nuværende indsats i relation til Sundhedsstyrelsens 

redegørelser vedrørende „Omsorg for alvorligt syge og døende“ 

[180], samt „Faglige retningslinier for den palliative indsats“ [179]. Alle patienter 

skal have tilbud om rehabilitering afpasset efter den enkeltes behov. Det anbefales, 

at der amtsligt iværksættes en evaluering af den aktuelle indsats, og at der fra de 

centrale sundhedsmyndigheder tages initiativ til, at der udarbejdes faglige retningsliner 

for rehabilitering af kræftpatienter (side 19). 

„Folkeoplysning resulterende i 50% reduktion af tobaksforbruget“ 

Dette mål er ikke nået. Det skal tilføjes at DLCG er meget opmærksom på problemstillingen, 

men besluttede som præambel til kommissoriet, at varetagelse af denne 

opgave ligger udenfor gruppens indsatsområde. 

Evidensbaserede anbefalinger fra Kræftstyregruppen vedrørende indsatsen 

indenfor lungekræft (side 74-75) omfatter følgende områder: 

Diagnostik: „Et forbedret resultat af behandlingsindsatsen er afhængig af, at primærsektoren 

identificerer risikopatienter, og at sekundærsektoren har ressourcer 

til at undersøge dem. Det må forventes, at det fokus på lungecancer, der er sket i 

faglige kredse med udarbejdelsen af det nationale lungecancerreferenceprogram 

og med oprettelsen af et nationalt lungecancerregister, vil have en positiv afsmittende 

effekt på behandlere i såvel sekundær- som primærsektoren, og hermed også en parallelt 

afsmittende effekt på almenbefolkningen, hvor holdningen herhjemme nok i 

højere grad end i udlandet hidtil har været præget af nihilisme”. 

Behandlingsindsatsen: ”Der er med referenceprogrammet og den efterfølgende videnskabelige 

aktivitet på området lagt op til en intensiveret behandlingsindsats 

med iværksættelse af udarbejdede protokoller vedrørende eksperimentelle behandlinger. 

Det forventes hermed, at behandling til patienter med såkaldt lokaliseret 

småcellet lungecancer vil kunne optimeres, hvormed 5 års overlevelsen skulle kunne 

forbedres væsentligt fra de nuværende ca. 5%. Videre vil patienter i højere stadier 

af ikke-småcellet lungecancer i protokolregi nu blive tilbudt kombineret kirurgi, 

strålebehandling og kemoterapi, hvorved det forventes at 5 års overlevelsen vil 

kunne øges til 15-40%. Endelig er der holdepunkter for, at visse patienter med 

RESUMÉ 

15

uhelbredelig fremskreden lungecancer vil kunne tilbydes en mere effektiv palliativ 

behandling i relation til almentilstand, smerter og i visse tilfælde levetidsforlængelse 

ved kemoterapi, som imidlertid i dag kun tilbydes et mindretal af patienterne”. 

Behov for forskning og medicinsk teknologivurdering: Der er i Danmark etableret 

et tværfagligt og tværsektorielt samarbejde af de behandlere, som står for indsatsen 

for patienter med lungekræft. Ligeledes er der med oprettelse af Dansk Lunge Cancer 

Gruppe og Dansk Onkologisk Lungecancer Gruppe samt Dansk Lunge Cancer Register 

skabt enestående mulighed for – i lighed med udviklingen inden for brystkræftområdet 

– at gennemføre populationsbaserede undersøgelser inden for diagnostik 

og behandling. 

En sådan aktivitet vil skabe grundlag og grobund for et øget samspil mellem klinik 

og grundforskning, ligesom en sådan organisationsform vil være attraktiv i forhold 

til tilgang for afprøvning af ny medicin og internationalt samarbejde til gavn for 

danske lungekræftpatienter. Tilførsel af ressourcer til en opprioritering af indsatsen 

fordrer, at ny aktivitet så vidt muligt finder sted i protokollerede og kontrollerede 

regi. 

Eftersom sygdommens helbredelsesmuligheder er så afhængige af, at sygdommen 

diagnosticeres i tidligt stadie, og på grund af sygdommens hyppighed, har der været 

stor interesse for mulighederne for at screene for sygdommen. Videnskabelige 

undersøgelser har imidlertid ikke kunnet dokumentere en gunstig effekt af fx regelmæssige 

røntgenundersøgelser af lungerne hos storrygere. Der er i den seneste tid 

publiceret resultater, der tyder på, at tidlig diagnostik og dermed forbedret prognose 

for den enkelte er mulig ved rutinemæssig CT-scanning af befolkningsgrupper 

med forhøjet risiko. En arbejdsgruppe nedsat af Dansk Lungemedicinsk Selskab og 

Dansk Thoraxkirurgisk Selskab arbejder i øjeblikket på en protokol for en større 

randomiseret screeningsundersøgelse...” 


EPIDEMIOLOGI - PROGNOSE - ÆTIOLOGI - PRIMÆR PROFYLAKSE 

Den Danske Lunge Cancer Gruppes formodning om, at prognosen for patienter 

med lungecancer var blevet forringet gennem 1980érne betød samtidig, at prognosen 

stadig var ringere sammenlignet med overlevelsen for patienter i de øvrige nordiske 

lande [4]. Analysen af de nordiske resultater er blevet revurderet, og det påpeges 

at årsagen til den ringere prognose formentlig er, at sygdommen hos danske 

patienter er mere fremskreden på diagnosetidspunktet [5-6]. Fem-års overlevelsen 

blandt de bedste lande i Norden (Finland) og Europa (Holland) er ca. 10% [7], og i 

USA over 15% [8-10]. 

En 5-års overlevelse på ca. 5% i Danmark er således utilfredsstillende, dels i forhold 

til at overlevelsen er mere end dobbelt så høj i store udenlandske materialer, dels i 

forhold til resultaterne opnået i de øvrige nordiske lande. 

I analysen fra de nordiske cancerregistre estimeres det, at det årlige antal dødsfald 

på grund af lungecancer hos mænd og kvinder i år 2010 vil være henholdsvis 2399 

og 1899 [5]. Det årlige antal tilfælde af lungekræft i år 2010 vil være ca. 10% større 

end antallet af døde. Det vurderes aktuelt at disse estimater skal nedjusteres med 

ca. 10%. I en analyse af data fra Cancerregistret i Danmark skønnes det, at 

hyppigheden af lungekræft hos kvinder inden 2020 ville overstige den fortsat faldende 

hyppighed hos mænd [11]. Det årlige antal dødsfald på grund af lungekræft 

blandt kvinder nærmer sig hastigt det årlige antal dødsfald på grund af brystkræft, 

og det forventes i løbet af få år, at dødeligheden af lungekræft vil overstige dødeligheden 

af brystkræft [12]. 

Årsagen hertil skal primært søges i livsstilsfaktorer, hvor tobak uden sammenligning 

er den mest betydende faktor [13-16]. Selv om andelen af rygere og storrygere 

er faldende [17], forventes det at forbruget indtil nu vil bevirke, at sygdomshyppigheden 

fortsat vil stige. Strategien med at nedsætte indholdet af afhængighedsskabende 

og skadelige stoffer i cigaretter synes desværre at have slået fejl, og oven i 

købet måske at have haft den modsatte effekt! [18]. 

Da rygning er kausal årsag i 85% af tilfældene, kan sygdommen på længere sigt 

stort set elimineres ved at fjerne årsagsfaktoren [13]. Storrygeren har en ca. 20 

gange så stor risiko som ikkerygeren, men risikoen kan halveres efter 10 års rygeophør, 

og herefter reduceres til det dobbelte af aldrigrygerens risiko [14,15]. 

Rådgivning om ophør med tobaksrygning bør derfor indgå i læge/patient forholdet 

i sundhedssektoren. 

OPGAVENS OMFANG - SEKUNDÆR PROFYLAKSE 

Der anmeldes årligt ca. 3200 nye tilfælde af lungekræft, fordelt på ca. 2000 mænd 

og ca. 1300 kvinder [19]. Der er flere yngre kvinder end mænd, således er 27% af 

kvinderne under 59 år på diagnosetidspunktet sammenlignet med 20% af mændene. 

Halvdelen af de nye tilfælde optræder hos personer mellem 60 og 74 år, og medianalderen 

for samtlige er 65 år [11,19]. 

RESUMÉ 

17

I DLCGs udredningsrapport fra 1994 skønnes det, at 75% af samtlige nye tilfælde 

(ca. 2400) diagnosticeres på de 80 afdelinger, som indgik i undersøgelsen. Det 

skønnes fortsat, at ca. halvdelen af samtlige nye tilfælde dvs. ca. 1600 henvises til 

yderligere udredning med henblik kirurgisk/onkologisk behandling. Der er således 

hos ca. halvdelen af patienterne ikke indikation for yderligere udredning baseret på 

en samlet vurdering af patientens sygdomssituation og generelle tilstand. Det er 

dog indtrykket, at et stigende antal patienter henvises til endelig vurdering på de 

lungemedicinske/kirurgiske/onkologiske afdelinger. 

Den afgørende forudsætning for at prognosen kan forbedres er, at sygdommen på 

diagnosetidspunktet er mindre fremskreden end nu [5,6]. Dette vil betyde, at et 

stigende antal patienter henvises til udredning for et suspekt infiltrat påvist ved rtg. 

af thorax. Aktuelt har ca. hver anden af de henviste patienter lungecancer - den 

såkaldte „hit-rate“ - men denne skønnes at falde til ca. 25%, betinget af, at der vil 

blive henvist mindst dobbelt så mange til udredning. 

Ved screeningsprogrammer med CT-scanning af højrisiko personer er det muligt at 

stille diagnosen tidligere og dermed forbedre overlevelsen [20], men det skønnes 

aktuelt ikke realistisk at etablere denne mulighed i Danmark. Der er de seneste år 

skabt mulighed for med genanalyser (cytogenetisk cytologi) at identificere personer 

med øget risiko for at udvikle/have cancer i tidlige stadier. Det er DLCGs mål 

at styrke dette forskningsområde i Danmark og dermed mulighederne for ved sekundær 

profylakse at forbedre prognosen. 

PATIENTFORLØB OG VISITATIONSPLAN 

Ventetidsgarantien for patienter, som skal udredes og behandles for lungekræft, 

medfører, at behandling skal påbegyndes indenfor 6 uger efter at henvisning på 

mistanke om lungekræft er modtaget. I bilag til bekendtgørelsen anføres de 

symptomer, som specielt hos risikopatienter bør medføre, at diagnosen lungekræft 

overvejes. Den primære undersøgelse omfatter røntgenundersøgelse af thorax som 

bør gennemføres inden for 14 dage. 

Den Nationale kræftplan foreskriver, at patienter med et suspekt infiltrat eller andre 

symptomer på lungekræft bør undersøges efter en lokalt aftalt visitationsplan. 

Diagnose og stadieinddeling varetages oftest i lungemedicinsk regi, og afklaring af 

behandlingsmulighederne bør finde sted på en fælleskonference med deltagelse af 

de specialer som indgår i det diagnostiske team. 

På længere sigt vil det være hensigtsmæssigt, at visitation og udredning centraliseres 

til den lungemedicinske afdeling, som dermed får ansvaret for at koordinere den 

diagnostiske funktion. 


DIAGNOSTIK 

Symptomer som skal give mistanke om lungekræft 

Åndenød 

Åndenød kan være et symptom hos patienter med 

lungekræft af flere grunde. Atelektase medfører 

ofte åndenød, ligesom pleuraeksudat som ses ved 

spredning til pleura. Sjældnere lammes nervus 

phrenicus ved tumorindvækst med diafragmaparese 

til følge. 

De beskrevne årsager til åndenød giver principielt 

en restriktiv funktionsnedsættelse, men billedet er 

oftest broget, fordi der oftest er en forudbestående 

obstruktion (tobaksinduceret). Ved nyopstået åndenød 

tages røntgen af thorax. 

Stridor af ukendt årsag bør føre til røntgen af thorax, 

spirometri og laryngo-bronkoskopi, også selv 

om røntgen af thorax måtte være normalt. 

Almensymptomer 

Hvis der ikke er organrelaterede symptomer, men 

mere generelle symptomer, som giver anledning til 

mistanke om malign lidelse, er røntgen af thorax en 

undersøgelse, som bør stå højt på listen hos rygere. 

Stokes krave 

Halsvenestase med ødem af hals og hoved er oftest 

forårsaget af en lungetumor med indvækst i vena 

cava superior. Patienten bør henvises akut til undersøgelse 

på lungemedicinsk eller thoraxkirurgisk 

afdeling. 

Den onkologiske behandling omfatter stråleterapi 

eventuelt i kombination med kemoterapi. 

Hoste 

Hoste af mere end 6 ugers varighed hos en tidligere 

lungerask person eller ændringer i hostemønstret 

hos en person med kronisk bronchitis skal føre til, 

at der foretages røntgen af thorax. 

Hæshed 

Hæshed af mere end 3-4 ugers varighed bør undersøges 

af øre-næse-halslæge. Venstresidig stemmebåndsparese 

kan opstå ved tumorindvækst i nervus 

recurrens, og bør undersøges med røntgen af thorax 

og laryngobronkoskopi. 

Hæmoptyse 

Første gang der observeres hæmoptyse, bør der 

foretages røntgen af thorax. Hæmoptyse er hyppig 

hos patienter med kronisk bronchitis, men også 

hos patienter med lungekræft. Hæmoptyse af mere 

end en uges varighed hos risikopatienter dvs. rygere 

over 50 år bør føre til bronkoskopi, også selv 

om røntgen af thorax er normalt [21,22]. 

Thoraxsmerter 

En lungetumor kan ved indvækst i brystvæggen 

give smerter, og vedholdende nyopståede smerter 

hos rygere over 50 år bør foranledige røntgen af 

thorax. Smerter i øvre del af thorax med udstråling 

til skulder og arm ses ved apikal lungetumor 

med indvækst i ribben og plexus brachialis (sulcus 

superior tumor, Pancoast tumor). 

Knoglesmerter 

Da lungekræft ofte metastaserer til skelettet, skal 

der ved knoglesmerter af uklar genese også foretages 

røntgen af thorax. 

Nytilkomne luftvejssymptomer af 6 ugers varighed eller en ændring af kroniske 

luftvejssymptomer bør hos midaldrende personer og specielt hos rygere give mistanke 

om lungekræft og føre til røntgen af thorax. Undersøgelsen skal gennemføres 

indenfor 14 dage, og det bør derfor klart fremgå, at diagnosen er cancer 

pulmonis obs. pro. 

Samtlige almen praktiserende læger og relevante speciallæger har fået tilsendt et 

kort resumé af referenceprogrammet. Det understreges heri, at det er en afgørende 

forudsætning for at forbedre prognosen, at et betydeligt større antal patienter med 

ovenstående symptomatologi henvises til undersøgelse. 

RESUMÉ 

19

Billeddiagnostiske undersøgelser 

Konventionel røntgenundersøgelse af thorax bør være første valg ved mistanke om 

lungecancer. Den kan med rimelig sikkerhed påvise parenkymatøse tumorer større 

end 1-2 cm. 

Den videre udredning omfatter nedenstående teknikker og supplerende undersøgelser: 

CT-skanning af thorax og abdomen 

Fund Supplerende undersøglser 

Central tumor eller tegn på mediastinal 

spredning dvs. glandler større end 1 cm 

Bronko-mediastinoskopi 

Perifer tumor - mediastinale gl. < 1 cm Transtorakal finnålsbiopsi - indikationen for 

mediastinoskopi er ikke tvingende 

Suspekte områder i lever og binyrer Ultralyd- eller CT vejledt biopsi 

Infiltrat i kontralaterale lunge Afklares med enten finnål eller resektion 

MR-skanning anvendes ikke rutinemæssigt, men fremstiller dog apex og mediastinale 

processer bedre end CT-teknik. PET undersøgelse anvendes heller ikke rutinemæssigt, 

men har måske større diagnostisk sikkerhed end CT-skanning. Det undersøges 

aktuelt om PET kan erstatte mediastinoskopi med hensyn til vurdering af den 

mediastinale N-status, samt andre invasive procedurer ved afklaring af metastasesuspekte 

processer. 

Bioptiske procedurer 

Invasiv diagnostik er nødvendig for at stille en histopatologisk diagnose og gennemføre 

den kliniske TNM-klassifikation. 

Indikation Diagnostisk sikkerhed 

Fiberbronkoskopi (FB) 

Bør altid udføres præoperativt 60-90% ved centrale tumorer, men 

Obligatorisk ved centrale tumorer under 10% ved perifere tumorer 

Fiberbronkoskopisk transbronkial nålebiopsi (TBNAB) 

Som led i vurdering af N-stadiet, Påviser tumorceller hos ca. 90% med CTsamt 

ved paratrakeal lymfadenopati påvist paratrakeal lymfadenopati 

Transtorakal nåleaspirationsbiopsi (TTNAB) 

Initiale undersøgelse ved perifere tumorer > 1 cm Sensitivitet 60-80%, 10% falske negative 

Mediastinoskopi 

Altid ved mediastinalglandler > 1 cm Positiv hos 90% med forstørrede glandler, 

og ved mistanke om mediastinal indvækst positiv hos 30% med glandler < 1 cm 


De invasive diagnostiske procedurer omfatter også: 

Indikation Diagnostisk sikkerhed 

Endoskopisk transøsofageal ultralydvejledt finnålsbiopsi (EUL-NAB) 

Biopsi af processer i mediastinum og > 90% også ved biopsi af subcarinale og 

nær esophagus - kan påvise gl. < 5 mm aorta-pulmonale glandler 

Medicinsk diagnostisk torakoskopi 

Anvendes ved pleuraeffusion af ukendt genese Sensitivitet på 90% 

Video-assisteret torakoskopi (VATS) 

Biopsi af kontralaterale lungetumorer - mistanke om pleuracarcinose - mediastinale glandler som er 

udenfor rækkevidde ved mediastinoskopi - resektion af perifert infiltrat 

Vurdering af M-stadiet foretages primært ved at der rutinemæssigt foretages CTskanning 

af lever og binyrer - og ved at suspekte processer biopteres. 

Andre undersøgelser foretages såfremt der er kliniske symptomer. 

PATOLOGI 

Foruden den kliniske TNM-klassifikation er behandlingsstrategien baseret på den 

histologiske vurdering af, om det drejer sig om et småcellet- eller ikke-småcellet 

carcinom. Der er imidlertid flere forhold, som gør denne afgrænsning usikker: 

I) Som det fremgår af oversigten over de anvendte invasive procedurer, vil der i 

stigende grad alene være mulighed for at basere diagnosen på cytologisk materiale. 

Dette er ikke optimalt når det fx gælder om at udelukke forekomsten af småcellede 

komponenter. Det skønnes således, at mere end halvdelen af tumorerne er heterogene 

og dermed indeholder cellulære elementer fra flere af de 4 hovedtyper; identifikation 

heraf vanskeliggøres også ved, at der ofte kun er materiale fra en meget lille del af 

tumor til rådighed. II) Den nye WHO klassifikation indeholder ikke cytologiske 

kriterier for den diagnostiske klassifikation. 

Gennem de sidste dekader er andelen af planocellulære carcinomer faldet, mens 

hyppigheden af adenocarcinomer stiger. Dette skyldes en forbedret histologisk 

teknik, hvor de lysmikroskopiske karakteristika suppleres med immunhistokemiske 

undersøgelser på det histologiske materiale. 

Indenfor den nærmeste fremtid vil der blive mulighed for diagnostik baseret på 

molekylærbiologiske undersøgelser af såvel maligne som præmaligne forandringer. 

Det er således vigtigt, at histopatologiske diagnoser baseres på repræsentativt 

materiale samt relevante kliniske oplysninger, ligesom klinikeren må erkende begrænsningerne 

i den patoanatomiske diagnostik. 

RESUMÉ 

21

DET KLINISKE STADIE - PROGNOSE OG OPERABILITET 

Det internationalt anvendte klassifikationssystem blev modificeret i 1997. Stadieindelingen 

baseret på TNM-klassifikationen er primært korreleret til prognosen - 

som resultat af behandlingsmulighederne. 

Den kliniske c-TNM stadieinddeling er baseret på det samlede resultat af de 

diagnostiske procedurer, mens den patoanatomiske p-TNM klassifikation baseres 

på resultatet af histopatologiske undersøgelser af operationsmaterialet. Kun i ca. 

halvdelen af tilfældene er der overensstemmelse mellem den kliniske og den 

patoanatomiske klassifikation, idet sidstnævnte ofte indikerer en forringet prognose. 

Stadie 

TNM-klassifikation - Prognose 

TNM-grupper 5-års overlevelse 

0 Tis N0 M0 ............................................................... 100 

IA T1 N0 M0 .................................................................. 75 

IB T2 N0 M0 .................................................................. 55 

IIA T1 N1 M0 .................................................................. 50 

IIB T2 N1 M0 T3 N0 M0 ...................................................... 40 

IIIA T3 N1 M0 .................................................................. 35 

IIIB 

T1 N2 M0 T2 N2 M0 T3 N2 M0 ................................. 15 

T4 N0 M0 T4 N1 M0 T4 N2 M0 ............................... 3-7 

T1 N3 M0 T2 N3 M0 T3 N3 M0 ............................... 3-7 

T4 N3 M0 ............................................................... 3-7 

IV AlleT Alle N M1 .................................................................. 1 

Prognosen er foruden TNM-stadiet afhængig af, om patienten tåler kirurgisk/onkologisk 

behandling. Patienter med ikke-småcellet tumor, som vurderes teknisk 

operable dvs. sygdom i stadie I, II og IIIA, skal vurderes klinisk omfattende almentilstanden, 

komplicerende sygdomme samt den kardiopulmonale tilstand. 

Respiratoriske forhold er den hyppigste årsag til postoperative komplikationer, og 

det er derfor afgørende at der foretages en valid præoperativ lungefunktionsundersøgelse. 

Denne bør baseres på algoritmen vedrørende tolerancerne for det kirurgiske 

indgrebs betydning for de postoperative lungefunktionsparametre (se side 57). 

Da lungeresektion medfører store hæmodynamiske påvirkninger af specielt det lille 

kredsløb, skal alle patienter med kliniske tegn på hjertelidelse kardiologisk vurderes. 

Tåler pneumonektomi Tåler lobektomi Tåler ikke operation 

FEV1 > 2 L eller Beregnet postoperativ Beregnet postoperativ 

> 60% af normalen FEV 1 mellem 40 og 30% FEV 1 < 30% af normalen 

Beregnet postop. FEV 1 > 40% af normalen 

Behandlingsresistent hjertesvigt - 

og arytmi - AMI inden for 3 mdr. 

med EF < 40% 


ˆ 

ˆ 

ˆ 

PATIENTFORLØBSPROGRAM 

Primær sektor 

Patienten skal henvises til rtg af thorax eller direkte til udredende afdeling ved symptomer som anført 

på side 19 - eller ved anden mistanke - henvisningen skal påføres diagnosen cancer pulm. o.p. af hensyn til 

visitationen. Røntgenundersøgelsen skal foretages indenfor højst 14 dage. 

Ved påvisning af et suspekt infiltrat skal patienten henvises til udredning. 

Sekundær sektor 

Den lungemedicinske/intern medicinske/ anden afdeling indkalder patienten snarest til udredning i ambulant/ 

stationært regi. 

Det afgøres primært om der er indikation for udredning med henblik på behandling - eller der alene stiles 

mod en diagnostisk undersøgelse (se note ). 

Udredning af et suspekt infiltrat omfatter: afklaring af infiltratets cytologiske/histologiske natur - ved 

malignitet at foretage en stadieklassifikation - og at det samlede resultat vurderes på en tværfaglig 

konference mhp. at fastlægge behandlingsstrategien. 

CT-skanning 

Thorax - Mediastinum Hepar og binyrer 

ò ò ò 

Resultat gl. > 1 cm gl. < 1cm i.a. pos. biopsi ðInoperabel 

ò ò ò 

Bronkomedia- Centralt infiltrat ð Bronkoskopi ƒ 

stinoskopi ‚ Perifert infiltrat „ ð Operation / biopsi „ 

Resultat Ikke-småcellet Småcellet Benign finnålscytologi 

ò ò ò 

Vurdering af Henvisning til Afsluttes 

operabilitet onkologisk afd. 

Operabilitetsvurdering … 

Patienter med stadium I & II sygdom skal anses for operable - patienter med stadium IIIA sygdom bør i 

forbindelse med operation indgå i protokollerede undersøgelser (se side 89). 

Udover sygdomsstadie skal operabilitetsvurderingen omfatte den kardiopulmonale tilstand. 

Lungefunktion: Mhp. skøn over den postoperative lungekapacitet. 

FEV1 og DLCO 

÷ ø 

³2,0 l eller > 60% forventet < 2,0 l eller < 60% forventet 

ò ò 

Tåler Pneumonektomi Skintigrafi mhp. beregnet postop. FEV1 

ò ò ò 

FEV1 > 40% FEV1 > 30% FEV1 < 30% 

ò ò ò 

Pneumonektomi Lobektomi Inoperabel 

Kardiale status: 

Patienter med klinisk hjertelidelse bør præoperativt kardiologisk vurderes. 

Kontraindikationer -Behandlingsresistent hjerteinsufficiens 

-Behandlingsresistent arytmi 

-AMI inderfor 3 måneder med ekkokardiografisk 

verificeret nedsat ejection fraction < 40 % 

RESUMÉ 

23

NOTER 

Det skønnes at alder, kardiopulmonal status og kliniske tegn på metastasering udelukker 

videre udredning hos ca. 50% af patienterne. 

‚ Ved tegn på forstørrede glandler i mediastinum skal der foretages mediastinoskopi. 

ƒ Alle skal forinden torakotomi bronkoskoperes, 

„ Perifere T1N0 tumorer opereres ofte primært. Perkutan finnålsbiopsi foretages rutinemæssigt i 

nogle regimer, men pga. en falsk negativ rate på 10-15% bør FN ofte gentages specielt ved 

uspecifikt resultat. 

Ofte foretages der ved en uspecifik benign cytologi en diagnostisk torakotomi. 

… Ved den kliniske klassifikation (cTNM) skal der mhp. operabilitet foruden den rutinemæssige 

vurdering af hepar og binyrer gennemføres supplerende undersøgelser vejledt af de kliniske 

symptomer. 

KIRURGISK BEHANDLING 

Patienter med ikke-småcellet lungecancer bør opereres forudsat at radikal resektion 

skønnes at kunne gennemføres, samt at de præoperative undersøgelser konkluderer, 

at patienten kan tåle det nødvendige indgreb. 

Kirurgi med kurativt sigte er indiceret hos patienter med stadium I, II og IIIA sygdom. 

Procedure Prognose 

Stadium IA og IB 

Udgør ca. 10% - Lobektomi er standard 5-års overlevelsen for IA er 75%; 55% for IB 

Stadium IIA og IIB 

Udgør ca. 10% - 5-års overlevelsen for IIA er 50%; 40% for IIB 

Pneumonektomi er ofte nødvendig 

Stadium IIIA 

T3 N01-sygdom udgør 5% 5-års overlevelsen er ca. 35% 

N2 sygdom udgør 10% 5-års overlevelsen er ca. 15% 

Udover lobektomi og pneumonektomi omfatter de kirurgiske procedurer sleeve-lobektomi, 

hvorunder en del at bronchus reseceres. Ved mindre tumorer kan kileresektion 

anbefales specielt til patienter med stærkt begrænset lungefunktion. 

Ekstensiv kirurgi er nødvendig ved T3-tumorer, idet den involverede del af thoraxvæggen 

skal reseceres. Ved N2-sygdom skal der foretages komplet mediastinal glandeleksairese. 

Carina-nære tumorer kan undertiden fjernes radikalt, når carina /trachea/hovedbronkus 

medinddrages i resektionen. 

De palliative teknikker omfatter endoskopisk laserresektion samt tubulering og stentning 

af de store luftveje. 


Der bør altid gennemføres peroperativ staging med henblik på at kunne foretage 

den endelige p-TNM-klassifikation af sygdommen. Som omtalt medfører dette, at 

næsten halvdelen af de kliniske TNM-vurderinger må revideres. 

For at sikre at mortaliteten efter kirurgi er < 5%, kræves der foruden beherskelse af 

den operative teknik et tæt samarbejde med thoraxanæstesiologen samt et kvalificeret 

personale til varetagelse af den postoperative observation og behandling. 

Patienten bør i den postoperative fase være hæmodynamisk og respiratorisk stabil 

- uden arytmier - normohydreret og smertefri, og kan i denne situation mobiliseres 

i operationsdøgnet. 

Disse institutionelle krav bevirker, at lungecancerkirurgi alene bør udføres på de 

thoraxkirurgiske specialafdelinger med adgang til døgnberedskabet fra de tilknyttede 

specialer. 

ONKOLOGISK BEHANDLING 

Behandlingsstrategien baseres primært på den histologiske klassifikation samt patientens 

almentilstand. 

Kurativt sigte Pallierende sigte Behandlingsstrategier 

Småcellet - begrænset sygdom Småcellet - udvidet sygdom Lokal strålebehandling alene 

NSCL - stadium I-III NSCL - stadium IV Systemisk kemoterapi alene 

Alle som ikke tåler kurativ beh. Kombineret stråle-kemoterapi 

Karakteristika og Prognostika Modaliteter- og Resultater 

Småcellet sygdom (SAC) 

Primært særdeles følsom for stråle- og kemoterapi 

Begrænset sygdomsstadie (ca. 30% af ialt ca. 500/år) .....Respons hos 90% - median ovl. på 14 mdr. 

........................................................................................... Fem års sygdomsfri overlevelse på 10-15% 

Udvidet sygdom ................................................................Respons hos ca. 75% - median ovl. 8 mdr. 

........................................................................................... Fem års sygdomsfri overlevelse ca. 2 % 

Ikke-småcellet sygdom (NSLC) 

Relativ resistent for stråle- og kemoterapi 

Stadium I og II (ialt ca. 500/år) .........................................Eksperimentel præoperativ kemoterapi 


Stadium IIIA (ialt ca. 150/år) ............................................Kombineret kirurgi-stråle- og kemeoterapi 


Stadium IIIB (ialt ca. 200/år) ............................................Eksperimentel stråle/kemoterapi 


Stadium IV (ialt ca. 400/år) .............................................. Eksperimentel kemoterapi 

........................................................................................... Fem års sygdomsfri overlevelse på 1% 

RESUMÉ 

25

Det er således af afgørende betydning, at den histopatologiske diagnose er repræsentativ 

for tumor, samt at resultatet af de kliniske stadieundersøgelser i så høj 

grad som muligt er i overensstemmelse med den reelle sygdomssituation. 

Behandlingen af småcellet sygdom er de seneste år forbedret ved at supplere kombinationskemoterapi 

med lokal torakal/cerebral strålebehandling til patienter med 

begrænset sygdom. Desværre synes andelen af patienter med begrænset sygdomsudbredning 

at være faldende, hvilket vanskeliggør mulighederne for at gennemføre 

kliniske undersøgelser. 

For alle patienter med småcellet sygdom gælder, at der initialt er meget stor sandsynlighed 

for at behandlingen er effektiv, og således meget hurtigt lindrer de sygdomsrelaterede 

symptomer og dermed forbedrer livskvaliteten. Behandlingsregimerne 

kan i stigende omfang gennemføres i ambulant regi, og de gastrointestinale bivirkninger 

kan lindres effektivt hos de fleste. Hos ca. 85% indtræder der imidlertid 

recidiv, og tumor har da udviklet multiresistens, således at kun ca. 25% vil respondere 

på anden form for kemoterapi eller på den tidligere behandling. 

Indikationen for onkologisk behandling til patienter med ikke-småcellet sygdom er 

de seneste år ændret radikalt. Patienter med stadium IIIA behandles nu i fælles 

skandinaviske protokoller, hvor værdien af såvel kirurgi som kemoterapi undersøges 

i randomiserede undersøgelser. Det overvejes aktuelt at inkludere patienter med 

stadium I og II sygdom i en undersøgelse angående effekten af præoperativ kemoterapi. 

Postoperativ strålebehandling har desværre og noget overraskende vist 

at have negativ effekt på overlevelsen. 

Patienter med sygdom i stadium IIIB bør tilbydes deltagelse i videnskabelige behandlingsforsøg, 

men dette er aktuelt ikke muligt i alle tilfælde på grund af den 

begrænsede strålebehandlingskapacitet. 

Den største gruppe af patienter har på diagnosetidspunktet sygdom i stadium IV, og 

er således udenfor kurativ rækkevidde. Behandlingsindsatsen skal derfor koncentreres 

om at yde den mest lindrende terapi. Den bedste symptomlindring opnås, såfremt 

behandlingen er effektiv mod selve sygdommen. Patienter i god almentilstand 

bør derfor tilbydes kemoterapi, som hos næsten halvdelen vil medføre symptomlindring 

og en om end beskeden levetidsforlængelse. 

Indsatsen mod behandlingsrelaterede komplikationer, som især omfatter påvirkning 

af knoglemarvsfunktionen og gastrointestinalkanalen, skal være optimal. 

For alle patienter skal det tilstræbes at opnå så stor symptomkontrol som muligt. 

Der suppleres derfor ofte med lokal strålebehandling mod sygdomsrelaterede manifestationer 

fx: vena cava superior syndrom - hjernemetastaser - medullært tværsnitssyndrom 

samt knoglemetastaser. 

Tilrettelæggelse og koordination af den onkologiske behandling skal foregå i samarbejde 

med de specialer, som indgår i det diagnostiske og behandlende team. På 

landsplan varetages den onkologiske strategi af Dansk Onkologisk Lungecancer 

Gruppe, som udarbejder og monitorerer behandlingsprotokoller. 


UNDERSTØTTENDE OG PALLIATIV BEHANDLING OG PLEJE 

Patienter med lungekræft har ofte et stort behov for understøttende og pallierende 

behandling og pleje. Livskvaliteten er ofte påvirket af fysiske symptomer, men 

hele sygdomssituationen ledsages af psykologiske, åndelige og sociale 

problemstillinger. Der er derfor i høj grad behov for en koordineret og kvalificeret 

indsats fra de pro-fessionelle i den samlede sundhedssektor. 

De hyppigste sygdomsrelaterede symptomer hidrører fra lunger og luftveje med 

dyspnoe som det mest ubehagelige symptom. Symptomerne forværres ofte af en i 

forvejen nedsat lungefunktion samt angsten for at opleve kvælningsfornemmelse. 

Hoste og hæmoptyser er ofte udmattende og alarmerende og bør lindres og forebygges 

bedst muligt. Det første sygdomssymptom er ofte utilsigtet vægttab, som 

fortsætter så længe sygdommen progredierer. Dette opfattes derfor som et skræmmende 

tegn på sygdomssituationen, men er ofte vanskelig at forhindre trods kosttilskud 

og vejledning. 

Smerter er et af de symptomer som såvel patienten som de pårørende frygter mest. 

Der indgår både fysiske og psykologiske elementer i tilstanden, og det er derfor 

vigtigt at behandlingen rettes mod såvel smertetypen som de psykiske problemstillinger. 

Sygdommens dystre udsigter giver ofte anledning til, at situationen er præget af 

håbløshed og opgivenhed. Information af patienten vanskeliggøres derfor af, at 

denne befinder sig i et følelsesmæssigt kaos, hvilket understreger behovet for løbende 

information. Den psykiske støtte skal baseres på kendskab til det psykiske krisereaktionsmønster. 

Psykologisk bistand, fysioterapi og alternative behandlingsmetoder kan tilbydes 

som supplement til anden behandling. 

Lindring og støtte til patient og pårørende skal baseres på et indgående kendskab 

til deres samlede situation. Denne opgave varetages derfor ofte i et nært samarbejde 

mellem patientens egen læge, hjemmesygepleje, hospitalsafdeling og rådgivningsklinik. 

Kommunikationen mellem de forskellige led bør derfor være så optimal 

som mulig, således at patientens overgang i de forskellige sygdomsfaser og imellem 

de forskellige behandlende instanser ikke giver anledning til kvalitetsbrist. 

Den palliative indsats bør styrkes og tilrettelægges i henhold til Sundhedsstyrelsens 

retningslinier herfor, ligesom omsorgen for alvorligt syge og døende samt udbygning 

af hospiceprogrammet foregår efter de anbefalinger, som også er udarbejdet af den 

centrale sundhedsmyndighed. 

RESUMÉ 

27


INDLEDNING 

VISITATION 

PATIENTFORLØB 

INDLEDNING & VISITATION 

29


INDLEDNING 

INDLEDNING. ................................................................................................................................ 31 

Hvor hyppig er lungekræft?. ......................................................................................................... 31 

Epidemiologi............................................................................................................................. 31 

Hvad er årsagerne til lungekræft?. .............................................................................................. 32 

Risikofaktorer ........................................................................................................................... 32 

Kan lungekræft forebygges?. ....................................................................................................... 32 

Prognosen ved lungecancer er fortsat dårlig. ............................................................................ 32 

VISITATION OG PATIENTFORLØB. ................................................................................ 33 

Ventetidsgaranti. ............................................................................................................................ 33 

Hvor foregår udredning af patienterne, som mistænkes for at have lungecancer?............... 34

INDLEDNING 

HVOR HYPPIG ER LUNGEKRÆFT? 

Epidemiologi 

Der registreres årligt ca. 3.300 tilfælde af lungekræft (1996-data), som dermed er 

den hyppigste kræftform hos mænd, årligt ca. 2.020 tilfælde, og den næsthyppigste 

– efter brystkræft – hos kvinder [19]. Medianalderen på diagnosetidspunktet er ca. 

65 år [11], således er ca. halvdelen af patienterne mellem 60 og 74 år, mens 20% af 

mænd og 27% af kvinderne er under 59 år [19]. 

Hyppigheden blandt mænd nåede et toppunkt i 1985 med ca. 2300 tilfælde, hvorefter 

der indtrådte et fald, som er under fortsat udvikling (figur 1.) Hyppigheden blandt 

kvinder har siden 1960 (170 tilfælde årligt) udvist en markant stigning på 20-50% 

per 5 års kalenderperiode, og der er ikke tegn til ændring i denne udvikling [11]. 

Hyppigheden hos kvinder er nu dobbelt så høj som i Norge og Sverige og fire gange 

hyppigheden blandt finske kvinder. Det forventes, at hyppigheden hos danske 

kvinder vil stige med 50% i perioden 1987 - 2010, og få år senere overstige hyppigheden 

hos mænd! 

Figur 1: Den registrerede og estimerede hyppighed hos kvinder og mænd i 

perioden 1943 - 2035. 


31

HVAD ER ÅRSAGERNE TIL LUNGEKRÆFT? 

Risikofaktorer 

Hovedparten af lungekræfttilfældene kan forebygges, idet rygning er årsag til 

omkring 80% af tilfældene hos kvinder og 85% hos mænd [13]. Der er en klar sammenhæng 

imellem tobaksforbrug og hyppighed af lungekræft, således at incidensudviklingen 

følger udviklingen i rygemønsteret med ca. 30 års forsinkelse. Andre 

vigtige risikofaktorer er eksponering for nikkel-krom-kadmium- og arsenforbindelser 

samt asbest, ligesom medicinsk strålebehandling er årsagsmedvirkende [13]. 

Radon i indeluften bidrager til ca. 10% af alle lungekræfttilfælde i befolkningen. 

Både radon og asbest potenserer den kræftfremkaldende virkning af tobaksrøg, og 

vice versa. 

KAN LUNGEKRÆFT FOREBYGGES? 

Forekomsten af lungekræft i den danske befolkning kan stort set elimineres ved at 

fjerne de kendte årsager i miljø og livsstil. Lungekræft er en af de få kræftsygdomme, 

hvor årsagerne er kortlagt tilfredsstillende [13], og tobaksrygning er uden sammenligning 

den mest betydende faktor. Storrygeren har en ca. 20 gange så stor risiko 

for at udvikle lungekræft som aldrigrygeren. Ved rygeophør reduceres denne 

risiko, men det tager mere end 10 år før den er halveret [14], og den kommer ikke 

under det dobbelte af aldrigrygerens risiko [15]. 

Rådgivning om rygeophør bør altid indgå i læge/patient forholdet i primær- og 

sekundær sektoren. 

Anvendelse af antioxidanter til forebyggelse af lungekræft er på forskningsstadiet. 

Der foreligger imidlertid studier som påviser, at der ikke er nogen gevinst ved 

regelmæssig indtagelse af beta-karoten, som er den kostkomponent, der var de største 

forventninger til [16]. Området er fortsat utilstrækkeligt belyst, hvorfor det er for 

tidligt at drage endelige konklusioner. 

PROGNOSEN FOR LUNGEKRÆFT ER FORTSAT DÅRLIG 

5-års overlevelsen har de sidste 50 år været uændret. 

I Danmark radikalopereres knap 20% af patienterne med ikke-småcellet lungecancer 

(NSCLC). 5-års overlevelsen for disse patienter er ca. 30%, således at 5-års overlevelsen 

for hele sygdomsgruppen er ca. 5%. Disse rater er beskedne sammenlignet 

med forholdene i andre lande. I USA og Canada er 5 års overlevelsen i visse regioner 

13-15% [10]. 

I en undersøgelse foretaget af de 5 nordiske Cancerregistre i 1995 beregnes 5-års 

overlevelsen i Danmark signifikant lavere sammenlignet med overlevelsen i de 

øvrige nordiske lande [4]. Dette forhold er siden bekræftet i en fornyet analyse [5]. 

Ved sammenligning af sygdomsforløb fremgår det, at sygdommen diagnosticeres i 

et mere fremskredent stadie i Danmark, og dette forhold antages at være den 


væsentligste forklaring på den ringere 5-årsoverlevelse [6]. Andel af såvel mænd 

som kvinder med lokaliseret sygdom (dvs. operable) på diagnosetidspunktet er 33% 

i Norge men kun 22% blandt danske patienter. 

I den nedenstående tabel anføres 5-års overlevelsen for henholdsvis mænd og kvinder 

i de nordiske lande i perioden 1968 til 1987 [5]. 

1968 - 72 1973 - 77 1978 - 82 1983 - 87* 

Sverige 4.1 / 4,3 5.0 / 6,8 6,6 / 8,3 6,0 / 8,5 

Norge 5,5 / 6,8 5,3 / 6,3 5,2 / 7,8 6,5 / 5,8 

Island 4,3 / 1,2 4,2 / 1,2 7,1 / 9,9 7,1 / 9,9 

Finland 4,7 / 6,8 5,5 / 6,8 7,1 / 7,8 8,6 / 8,2 

Danmark 4,2 / 3,9 4,3 / 4,8 4,2 / 4,9 3,8 / 4,0 

* Nyere sammenlignelige data foreligger ikke. 

VISITATION OG PATIENTFORLØB 

Ventetidsgaranti 

Af Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 161 af 8. marts 2000 §4 stk. 4 og 5 [3] 

fremgår, at operation skal være foretaget eller behandling med kemoterapi være 

påbegyndt inden for 6 uger fra den dato, hvor sygehuset har modtaget lægehenvisning 

med henvisningsdiagnosen cancer pulmonis eller cancer pulmonis obs. pro. 

Af bekendtgørelsens bilag 2 om Sundhedsstyrelsens retningslinier om maksimale 

ventetider for patienter med lungekræft anføres det om behandlingens omfang og 

varighed: 

„Den praktiserende læge bør overveje diagnosen lungekræft hos midaldrende personer, 

specielt rygere, med behandlede/ubehandlede luftvejssymptomer (hoste, opspyt 

- især blodtilblandet, kortåndethed, brystsmerter eller hæshed) af mere end 6 

ugers varighed, eller ved ændringer i permanente luftvejssymptomer - specielt hoste. 

Denne patientgruppe bør primært henvises til røntgenundersøgelse af lungerne. 

En sådan undersøgelse bør almindeligvis kunne gennemføres inden for 14 dage. 

Udredning af patienter, hvor der er rejst mistanke om lungekræft (det integrerede 

diagnostiske system), omfatter almindeligvis CT-skanning, fiberbronkoskopi, vurdering 

af vævsprøve eller celleprøve ved speciallæge i patologi, og en udredning 

af om der i øvrigt er tilstande hos patienten af betydning for gennemførelsen af et 

eventuelt operativt indgreb eller en onkologisk behandling med kurativt sigte. Udredning 

bør i reglen være gennemført, således at samtale - med henblik på at opnå 

informeret samtykke til henvisning til operation, eller med henblik på henvisning 

til onkologisk afdeling - kan gennemføres inden for 14 dage. 


33

Kirurgisk behandling af patienter, der modtages på thoraxkirurgisk landsdelsafdeling, 

bør gennemføres få dage efter at patienten modtages på afdelingen. 

Onkologisk behandling for lungekræft kan bestå af kemoterapi og stråleterapi. 

Kemoterapi bør i reglen igangsættes inden for en uge efter at patienten har givet 

informeret samtykke hertil, med mindre hensynet til patientens helbredstilstand tilsiger 

noget andet, eller patienten ønsker noget andet.“ 

Påbegyndelse af strålebehandling er aktuelt ikke omfattet af ventetidsgarantien 

pga. utilstrækkelig behandlingskapacitet. 

HVOR FOREGÅR UDREDNING AF PATIENTER, SOM 

MISTÆNKES FOR AT HAVE LUNGECANCER? 

Den Nationale kræftplan [2] foreskriver, at undersøgelse af patienter mistænkt for 

lungekræft foregår efter en lokalt aftalt visitationsplan. Ofte foregår undersøgelserne 

på flere afdelinger. Alment praktiserende læger og praktiserende speciallæger 

bør informeres klart om visitationsveje, og denne information bør opdateres 

med passende mellemrum. Tidlig henvisning og diagnostik er, som tidligere anført, 

afgørende for behandlingsresultatet. 

Ved henvisning til videre udredning på mistanke om lungekræft bør der foreligge 

røntgen af thorax. Herefter er diagnose og stadieinddeling med afklaring af behandlingsindikation 

en specialistopgave, som oftest varetages af en lungemedicinsk 

afdeling. Undersøgelsesprogrammet vil i reglen kunne gennemføres ambulant. I 

det diagnostiske team indgår lungemediciner, øre-næse-halslæge, radiolog, thoraxkirurg, 

patolog og onkolog. På grundlag af resultaterne af den kliniske undersøgelse 

foretages den videre visitation. Dette bør foregå ved en konference mellem 

alle de involverede specialer. 

Det vil være usædvanligt, at alle de procedurer, som indgår i den diagnostiske proces, 

beherskes i en enkelt afdeling, men de må være tilgængelige på sygehusets øvrige 

afdelinger. På længere sigt vil det være hensigtsmæssigt at centralisere visitationen 

til amtets lungemedicinske afdeling for at skabe størst mulig rutine i den diagnostiske 

proces, og for at sikre at behandlingsstrategien følger rekommandationerne. 

Den visiterende afdeling skal varetage en diagnostisk koordinerende funktion. 


DIAGNOSTIK 

DIAGNOSTIK 

35

HVILKE SYMPTOMER BØR GIVE MISTANKE OM LUNGECANCER?. ..... 37 

Hoste ............................................................................................................................................ 37 

Hæmoptyse..................................................................................................................................... 37 

Hæshed ........................................................................................................................................... 37 

Thoraxsmerter ................................................................................................................................37 

Åndenød .......................................................................................................................................... 38 

Stokes krave ................................................................................................................................... 38 

Knoglesmerter ................................................................................................................................38 

Almensymptomer ........................................................................................................................... 38 

HENVISNING TIL RØNTGENUNDERSØGELSE AF THORAX. ....................... 38 

DET TILFÆLDIGT FUNDNE INFILTRAT. ..................................................................... 38 

HVILKEN SENSITIVITET OG SPECIFICITET HAR 

BILLEDDIAGNOSTISKE UNDERSØGELSER?. ......................................................... 38 

Konventionel røntgenundersøgelse af thorax (KRT) ................................................................. 38 

CT-skanning af thorax og øvre abdomen .................................................................................... 39 

MR-skanning................................................................................................................................... 39 

Positron emmisions tomografi (PET) .......................................................................................... 39 

BILLEDDIAGNOSTIK AF LYMFEKNUDER I MEDIASTINUM. ......................... 40 

BIOPTISKE PROCEDURER - SENSITIVITET OG SPECIFICITET. ............... 40 

Fiberbronkoskopi (FB) ................................................................................................................... 41 

Transtorakal nåleaspirationsbiopsi (TTNAB) .............................................................................. 41 

Fiberbronkoskopisk transbronkial nålebiopsi (TBNAB) ............................................................. 41 

Mediastinoskopi ............................................................................................................................. 42 

Endoskopisk transøsofageal ultravejledt finnålsbiopsi (EUL-NAB) ......................................... 42 

Medicinsk diagnostisk thorakoskopi ............................................................................................ 43 

VIDEO-ASSISTERET TORAKOSKOPISK (VATS). .................................................. 43 

UNDERSØGELSE FOR METASTASERENDE LIDELSE - M STADIE. ........... 45 


DIAGNOSTIK

DIAGNOSTIK 

Nytilkomne luftvejssymptomer af 6 ugers varighed eller en ændring af kroniske 

luftvejssymptomer bør hos midaldrende personer og specielt hos rygere give 

mistanke om lungekræft og føre til røntgen af thorax. 

HVILKE SYMPTOMER BØR GIVE MISTANKE OM LUNGEKRÆFT? 

Typiske symptomer ved lungekræft er hoste, opspyt, hæmoptyse, dyspnoe, brystsmerter, 

hæshed og almensymptomer i form af træthed, manglende appetit og 

vægttab. Som komplikation til lungekræft ses pneumoni, effusion i pleura, Stokes 

krave, neuropathi, knoglesmerter og trommestikfingre, og disse symptomer bør 

ligesom et suspekt infiltrat på røntgen af thorax føre til nærmere udredning. Nedenfor 

kommenteres nogle af symptomerne. 

Hoste 

Hoste af mere end 6 ugers varighed hos en tidligere lungerask person eller ændringer 

i hostemønstret hos en person med kronisk bronchitis skal føre til, at der foretages 

røntgen af thorax. 

Hæmoptyse 

Første gang der observeres hæmoptyse, bør der foretages røntgen af thorax. Hæmoptyse 

er hyppig hos patienter med kronisk bronchitis, men også hos patienter med 

lungekræft. Hæmoptyse af mere end en uges varighed hos risikopatienter dvs. rygere 

over 50 år bør føre til bronkoskopi, også selvom røntgen af thorax er normalt [21,22]. 

Hæshed 

Hæshed af mere end 3-4 ugers varighed bør undersøges af øre-næse-halslæge. Venstresidig 

stemmebåndsparese kan opstå ved tumorindvækst i nervus recurrens, og 

bør undersøges med røntgen af thorax og laryngobronkoskopi. 

Thoraxsmerter 

En lungetumor kan ved indvækst i brystvæggen give smerter, og vedholdende 

nyopståede smerter hos rygere over 50 år bør foranledige røntgen af thorax. Smerter 

i øvre del af thorax med udstråling til skulder og arm ses ved apikal lungetumor 

med indvækst i ribben og plexus brachialis (sulcus superior tumor, Pancoast tumor). 

Åndenød 

Åndenød kan være et symptom hos patienter med lungekræft af flere grunde. Atelektase 

medfører ofte åndenød, ligesom pleuraeksudat som ses ved spredning til 

pleura. Sjældnere lammes nervus phrenicus ved tumorindvækst med diafragmaparese 

til følge. 

De beskrevne årsager til åndenød giver principielt en restriktiv funktionsnedsættelse, 

men billedet er ofte broget, fordi der hyppigt er en forudbestående obstruktion (tobaksinduceret). 

Ved nyopstået åndenød, tages røntgen af thorax. 

Stridor af ukendt årsag bør føre til røntgen af thorax, spirometri og laryngobronkoskopi, 

også selvom røntgen af thorax måtte være normalt. 

DIAGNOSTIK 

37

Stokes krave 

Halsvenestase med ødem af hals og hoved er oftest forårsaget af en lungetumor 

med indvækst i vena cava superior. Patienten bør henvises akut til undersøgelse på 

lungemedicinsk eller thoraxkirurgisk afdeling. Den onkologiske behandling omfatter 

stråleterapi eventuelt i kombination med kemoterapi (se side 84). 

Knoglesmerter 

Da lungekræft ofte metastaserer til skelettet, skal der ved knoglesmerter af uklar 

genese også foretages røntgen af thorax. 

Almensymptomer 

Hvis der ikke er organrelaterede symptomer, men mere generelle symptomer, som 

giver anledning til mistanke om malign lidelse, er røntgen af thorax en undersøgelse, 

som bør stå højt på listen hos rygere. 

HENVISNING TIL RØNTGENUNDERSØGELSE AF THORAX 

Patienter med et eller flere af ovennævnte symptomer skal henvises til røntgenundersøgelse 

af thorax. Af hensyn til undersøgelsens prioritering bør henvisningsdiagnosen 

være cancer pulmonis obs. pro. Denne undersøgelse skal gennemføres 

indenfor 14 dage [3]. 

DET TILFÆLDIGT FUNDNE SUSPEKTE INFILTRAT 

Hvis dette er nytilkommet skal det udredes i følge referenceprogrammets retningslinier. 

HVILKEN SENSITIVITET OG SPECIFICITET HAR 

BILLEDDIAGNOSTISKE UNDERSØGELSER? 

Konventionel røntgenundersøgelse af thorax (KRT) 

KRT er en hurtig og let tilgængelig undersøgelse, som fortsat bør være første valg 

ved mistanke om lungecancer. KRT har en rimelig diagnostisk sikkerhed, når det 

gælder tumorer over to cm i diameter beliggende i lungeparenkymet. Ved mindre 

tumorer falder den diagnostiske sikkerhed kraftigt [23]. 

Såfremt patienten er fysiologisk operabel, og der ikke foreligger klinisk mistanke 

om dissemineret lidelse, bør patienten efter KRT snarest muligt, evt. i direkte tilslutning 

til KRT, have foretaget CT-skanning af thorax og øvre abdomen for at bedømme 

lymfeknudestatus i mediastinum og eventuel forekomst af metastaser i lever og binyrer 

[24-27]. Såfremt der foreligger klinisk mistanke om dissemineret sygdom, 

bør dette udredes, og mistanke om fjernmetastaser bør som hovedregel afklares 

ved invasiv diagnostik. 


CT-skanning af thorax og øvre abdomen 

CT-skanning af thorax og øvre abdomen skal udføres inden for få dage [28-31]. 

Skanningen udføres som volumen-skanning, med henblik på den lokale udstrækning 

af sygdommen fx indvækst i thoraxvæg, samt for at vurdere glandelstatus i mediastinum 

og hilus og eventuelle andre lungeinfiltrater. Øvre halvdel af abdomen skal 

medinddrages for at vurdere binyrer og lever for mulige metastaser. 

CT vurderes med henblik på følgende forhold: 

• T og N status: Hvis der foreligger central tumor eller tegn til mediastinal 

spredning (T eller N ), bør der altid foretages bronkoskopi og mediastino- 

3-4 2-3 

skopi.Ved perifert infiltrat uden mistanke om glandelmetastaser til mediastinum, 

dvs. ingen glandler større end 1 cm indgår transtorakal finnålsbiopsi 

(TTNAB) i den primære diagnostik, og indikationen for mediastinoskopi inden 

operation er ikke tvingende [24-28]. I nogle centre udføres mediastinoskopi 

som en rutineundersøgelse præoperativt hos alle patienter. 

• Metastasesuspekte områder i lever eller binyrer bør afklares med ultralyd - 

eller CT-vejledt biopsi [26,32]. Ved negativ biopsi bør udredningsprogrammet 

fortsætte mhp. operation. 

• Ved fund af et infiltrat i den kontralaterale lunge bør naturen af dette infiltrat 

afklares ved finnålspunktur. Ved et uspecifikt benignt fund foretages resektion 

af infiltratet, enten torakoskopisk eller ved minitorakotomi, og udredningsprogrammet 

af den primære tumor fortsættes. I denne sammenhæng opererer 

man med begrebet synkrone lungetumorer, dvs. 2 primære lungecancere i 

hver sin lunge, hvilket forekommer i mindre end 1% ved primær lungecancer 

[33]. Hvis den fjernede tumor er benign fortsætter udredningsprogrammet 

mhp. operation for den primære tumor. Hvis diagnosen bilateral primær lungecancer 

kan bekræftes, klassificeres og behandles begge primærtumorer hver 

for sig efter de vedtagne retningslinier. 

MR-skanning 

MR-skanning anvendes aktuelt ikke rutinemæssigt ved udredning af lungecancer. 

Undersøgelser fra de seneste år har imidlertid vist, at tumorer lokaliseret i apex og 

i tilslutning til mediastinum fremstilles bedre ved MR end ved CT-skanning [34]. 

Den diagnostiske sikkerhed ved mindre tumorer i lungeparenkymet er dog fortsat 

ikke på niveau med CT-skanning [35] (se også det efterfølgende afsnit om billeddiagnostik 

af lymfeknuder i mediastinum). 

Positron emmisions tomografi (PET) 

Maligne celler har generelt et øget sukkerstofskifte, og en øget optagelse af den radioaktive 

sukkeranalog 18 F FDG (fluoro-deoxy-glucose) kan visualiseres ved PET 

[36]. Studier tyder på, at undersøgelsen er både sensitiv og specifik ved lungekræft 

med en større diagnostisk sikkerhed end CT. De amerikanske sundhedsmyndigheder 

har godkendt såkaldt „dedikeret PET“ (i modsætning til gamma-kamera PET) som 

DIAGNOSTIK 

39

utineundersøgelse både til at skelne mellem benigne og maligne lungeinfiltrater 

samt til stadieinddeling. Formålet med PET undersøgelsen er primært at kunne 

diagnosticere og vurdere stadie ved en non-invasiv procedure. Undersøgelsen er 

aktuelt kun tilgængelig på få centre i Danmark. Den diagnostiske værdi er endnu 

ikke afklaret. 

BILLEDDIAGNOSTIK AF LYMFEKNUDER I MEDIASTINUM 

Den diagnostiske sikkerhed for påvisning af lymfeknudemetastaser i mediastinum 

er meget lav ved den konventionelle røntgenundersøgelse af thorax. CT-skanning 

af thorax kan påvise de fleste lymfeknuder med en diameter på over 5 mm med en 

sensitivitet på omkring 70%, men med en relativ lav specificitet, fordi man ikke 

kan skelne reaktivt forstørrede lymfeknuder fra metastatiske lymfeknuder [37,38]. 

MR har muligvis større diagnostisk sikkerhed end CT-skanning [34], men kan heller 

ikke skelne mellem reaktivt forstørrede lymfeknuder og metastatiske lymfeknuder. 

Udviklingen af specifikke kontrastmidler kan muligvis forbedre den diagnostiske 

sikkerhed. Ved metastaser i lever, binyrer og hjerne har MR større diagnostisk sikkerhed 

end CT og med den fordel, at der med moderne teknik kan skelnes mellem 

benigne adenomer og metastaser i binyrerne [39]. 

PET-skanning har større diagnostisk sikkerhed end både CT og MR, men er mere 

unøjagtig med hensyn til lokalisation af maligne lymfeknuder [40]. 

MR- og PET-skanningskapaciteten er aktuelt af en sådan størrelse, at de kun kan 

anvendes på speciel indikation. 

Da forstørrede lymfeknuder i mediastinum påvist ved CT og MR ikke er specifikke 

for metastasering, bør undersøgelserne suppleres med invasiv diagnostik, dvs. mediastinoskopi 

eller EUL (se side 42). Ligeledes bør suspekte forandringer i binyrer 

eller lever biopteres. 

BIOPTISKE PROCEDURER - DERES SENSITIVITET OG 

SPECIFICITET - VED DIAGNOSTIK AF LUNGEKRÆFT 

Hvis den kliniske bedømmelse ikke udelukker kurativ behandling, skal der i alle 

tilfælde udføres invasiv diagnostik. Invasive undersøgelser har generelt høj specificitet, 

men variabel sensitivitet. 

Sekundære tumorer (metastaser) i lungerne omtales ikke i dette program. 

Nedenfor kommenteres følgende procedurer: fiberbronkoskopi, transtorakal nåleaspiration, 

mediastinoskopi, fiberbronkoskopisk transbronkial nålebiopsi, endoskopisk 

transøsofageal ultralydsvejledt finnålsbiopsi, diagnostisk torakoskopi samt videoassisteret 

torakoskopi. 

Cytologisk undersøgelse af ekspektoratet har vist sig af minimal værdi [41]. 


Fiberbronkoskopi (FB) 

FB bør altid udføres før operation for at sikre, at tumor er teknisk resektabel og for 

at planlægge omfanget af indgrebet. 

I langt de fleste tilfælde kan FB foregå i lokalanæstesi, og patienten kan udskrives 

efter få timer. Ved FB med transbronkial bioptering bør patienten være indlagt et 

døgn, pneumothorax ses i ca. 6% af tilfældene, og ca. halvdelen af disse kræver 

drænbehandling [42]. 

FB er obligatorisk ved centrale tumorer, den diagnostiske sikkerhed er 60-90%, 

ved perifert beliggende tumorer er denne under 10% [42,43]. Udføres FB med transbronkial 

bioptering, børstebioptering eller skylning stiger den diagnostiske sikkerhed 

ved perifere infiltrater til 20-40% [44]. 

På trods af den relativt lave diagnostiske sikkerhed ved perifere infiltrater anbefales 

det, at alle patienter initialt bronkoskoperes for at udelukke en tumor i bronkieslimhinden 

[43]. I visse tilfælde udføres bronkoskopisk N-stadie-inddeling ved 

transtrakeal nåleaspirations bioptering (TBNAB). Undersøgelsen udføres som en 

såkaldt DUO - en kombination af FB med N-stadie inddeling og efterfølgende 

TTNAB i samme anæstesi. 

Transtorakal nåleaspiration (TTNAB). 

Ved perifere tumorer bør den initiale undersøgelse være transtorakal biopsi. Denne 

undersøgelse har en sensitivitet på 60-80% [42,45,46], og en falsk negativ rate på 

ca. 10% [45,47,48]. Gentagne biopsier giver en sikrere diagnostik. Cytologisvaret 

bør ideelt foreligge samme dag eller senest dagen efter undersøgelsen, for derved 

evt. at kunne gentage den, inden patienten udskrives. Såfremt de cytologiske undersøgelser 

er inkonklusive (atypiske celler/uspecifikt benignt resultat), skal der 

foretages resektion, enten ved video-assisteret torakoskopisk kirurgi (VATS) eller 

minitorakotomi. 

CT-skanning bør udføres inden transtorakal biopsi med henblik på infiltratets lokalisation. 

Transtorakal biopsi udføres oftest under to-dimensional gennemlysning. 

Infiltrater beliggende tæt på thoraxvæggen kan også biopteres vejledt af ultralyd. 

Infiltrater under 10 mm ses vanskeligt i gennemlysning og bør biopteres CT-vejledt. 

Den foretrukne biopsikanyle bør være en finnålsbiopsikanyle (diameter: 0.6 mm) 

eller aspirationskanyle, hvor det udhentede materiale overvejende består af cytologisk 

materiale. Transtorakal nåleaspirationsbiopsi med grovere kanyler øger ikke 

sensitiviteten, men er derimod behæftet med flere komplikationer [45,49]. Pneumothorax 

opstår hos 16% af patienterne, og ca. halvdelen behøver pleuradræn. For 

20.000 patienter er mortaliteten opgjort til 0.05% [50,51]. 

Fiberbronkoskopisk transbronkial nålebiopsi (TBNAB) 

TBNAB kan udføres samtidig med FB og bl.a være led i en N-stadie inddeling. 

Metoden kan formentlig i en del tilfælde blive et alternativ til mediastinoskopi 

[52]. Hos patienter med paratrakeal lymfadenopati påvist ved CT-skanning fandtes 

tumorceller ved TBNAB hos 89.1% af patienterne [53]. 

DIAGNOSTIK 

41

Mediastinoskopi 

Mediastinoskopi er den væsentligste invasive procedure i selektionen af patienter 

til kirurgisk behandling. Undersøgelsen udføres på thoraxkirurgisk eller otologisk 

afdeling. 

Hvis CT af thorax ikke afslører lymfeglandler i mediastinum der er større end 1 

cm, kan mediastinoskopi undlades før operation. Det er imidlertid vist, at patienter 

med perifere tumorer og med normale forhold i mediastinum i 20% af tilfældene 

får påvist tumorspredning til mediastinum ved supplerende mediastinoskopi [54- 

56]. 

Hvis CT af thorax afslører lymfeglandler i mediastinum større end 1 cm, bør der 

altid udføres mediastinoskopi og ingen patient bør bedømmes inoperabel blot på 

CT-påvist lymfeknudeforstørrelse. N2-lidelse bør således verificeres histopatologisk. 

Hvis røntgen eller CT af thorax viser forstørret hilus eller forstørrede mediastinale 

glandler er der 90% risiko for malign metastasering. Er undersøgelserne normale, 

vil der være ca. 70% sandsynlighed for, at der ikke foreligger spredning til mediastinum. 

Hvis der således ikke udføres mediastinoskopi vil 30% af de opererede patienter 

have mediastinal lymfeknudemetastasering [56,57]. Nogle centre udfører 

derfor også mediastinoskopi hos patienter med normal hilus/mediastinum bedømt 

ved CT-skanning. 

Hvor CT-skanning ikke udføres rutinemæssigt, bør mediastinoskopi være en rutineundersøgelse. 

Mediastinoskopi er obligatorisk i alle tilfælde, hvor CT-skanning har vist: 

1. Tegn på eller mistanke om metastaser i hilus eller mediastinum (N1, N2, 

N3). De tilgængelige lymfeknudestationer er gengivet i figuren side 44 [58]. 

2. Tegn på eller mistanke om mediastinal tumorinvasion eller invasion i 

thoraxvæggen (T3,T4). 

Mediastinoskopi er ikke indiceret ved fjernmetastaser, herunder pleuracarcinose. 

Mediastinoskopi giver ikke adgang til de anteriore mediastinale glandelstationer 

eller til det aorto-pulmonale vindue (se figur side 44). Anterior mediastinotomi kan 

derfor anbefales, hvis CT-skanning giver mistanke om mediastinal tumorinvasion 

eller metastaser til mediastinum, trods negativ mediastinoskopi [59]. Proceduren 

kan desuden anbefales ved central tumor ledsaget af vena cava superior syndrom. 

Endoskopisk transøsofageal ultralydsvejledt finnålsbiopsi (EUL-NAB) 

EUL-NAB er en ny og lovende metode til at diagnosticere malignitetssuspekte processer 

i mediastinum i tæt relation til esophagus. Ved hjælp af et endoskop påmonteret 

en ultralydstransducer kan man ved ultralydsvejledt finnålspunktur udtage celler 

til cytologisk vurdering. Undersøgelsen foretages som en almindelig øsofagoskopi 

med patienten i let sedation. Selvom undersøgelsens indikationer endnu ikke er 


klart definerede, synes metoden at have stor klinisk værdi med en diagnostisk sensitivitet 

på over 90% ved lungetumorer med esophagusnær relation [60]. Samme 

høje sensitivitet er vist ved spredning til mediastinale lymfeknuder lokaliseret esophagusnært, 

herunder subcarinale glandler og glandler i det aorto-pulmonale vindue. 

Metodens afgrænsning til mediastinoskopien er uafklaret, men lymfeknuder beliggende 

foran trachea kan ikke påvises ved EUL pga. luft i trachea. Man må derfor 

forvente, at metoden vil komplettere mediastinoskopi. 

Hidtidige studier har overvejende fokuseret på patienter, som allerede har fået påvist 

processer ved CT-skanning. Da man ved EUL benytter sig af højfrekvent ultralyd 

(frekvens 5-10 MHz), er billedopløsningen betydelig bedre end ved CT. Det betyder, 

at selv lymfeknuder på 3-5 mm kan påvises og i mange tilfælde biopteres [61]. Om 

metoden er i stand til at forbedre den præterapeutiske stadieinddeling af lungecancer 

hos patienter uden forstørrede lymfeknuder ved CT er endnu uafklaret. 

Medicinsk diagnostisk torakoskopi 

Udføres i lokalanæstesi efter etablering af pneumothorax. Hovedindikationen er 

pleuraeffusion af ukendt genese oftest forudgået af 3 undersøgelser af pleuravæsken. 

Kun i ca. 50% af tilfældene med pleuracarcinose findes tumorceller ved undersøgelse 

af pleuravæsken. Torakoskopien har her en diagnostisk sensitivitet på 90% [62]. 

VIDEO-ASSISTERET TORAKOSKOPISK (VATS) 

KLASSIFIKATION AF LUNGECANCER 

VATS er en relativ ny teknik i thoraxkirurgien. Det er endnu uafklaret, hvilken rolle 

denne teknik vil få fremover ved klassifikation af lungecancer. Alle de i figuren 

anførte lymfeknudestationer er indenfor rækkevidde. VATS vil i mange tilfælde 

være et oplagt alternativ til eksplorativ torakotomi. 

VATS er en værdifuld procedure til følgende: 

• Biopsi af pleura ved negativ torakocentese. VATS er fundet velegnet til verifikation 

af mistanke om pleural carcinose, som sjældent afsløres ved CT 

[63]. 

• Mistanke om metastaser i kontralaterale lunge trods negativ finnålspunktur. 

• CT-påviste forstørrede lymfeknuder i mediastinum uden for mediastinoskopiens 

rækkevidde. VATS giver adgang til det aorto-pulmonale vindue, mediastinum 

anterius, ligamentum pulmonale inferior, nedre lungevene, samt glandlerne 

paraøsofagealt. 

• CT-påvist invasion af tumor i mediastinum, men negativ mediastinoskopi. 

• Diagnostisk resektion af solitært perifert infiltrat. 

Ved VATS diagnostik skal muligheden for straks at konvertere til torakotomi altid 

være til stede, idet indgrebet kan vise sig at være uigennemførligt torakoskopisk, 

eller fulgt af komplikationer, som kræver umiddelbar torakotomi. 

DIAGNOSTIK 

43

1 


Øvre mediastinale 

glandler: 

1 Høje mediastinale 

2 Øvre paratrakeale 

3 Retrotrakeale 

4 Nedre paratrakeale 

(incl. azygos) 

N2: ipsilaterale 

N3: kontralaterale 

samt supraclavikulære 

Aortarelaterede 

glandler (N2): 

5 A-P vindue 

6 Paraaorta 

Nedre mediastinale 

glandler (N2): 

7 Subcarinale 

8 Paraoesophageale 

9 Lig. pulmonale 

N1 glandler: 

10 Hilære 

11 Interlobære 

12 Lobære 

13 Segmentale 

14 Subsegmentale 

Reproducet efter tilladelse fra Bristol-Myers Squibb Compagny, Princeton, NJ, USA.

UNDERSØGELSER FOR METASTASERENDE LIDELSE - M STADIE 

Lungekræft metastaserer ofte udenfor thorax, og det kan være indiceret at bioptere 

fra hud, halslymfekirtler, lever eller binyrer. Præoperativ rutineundersøgelse af 

asymptomatiske organsystemer har vist sig at give et så beskedent udbytte, at de 

bør undlades [64]. Imidlertid bør det være rutine at inkludere øvre abdomen, dvs. 

lever og binyrer, i forbindelse med CT-skanningen af thorax. I disse tilfælde er incidensen 

af okkulte metastaser 1-4% [29,47,64]. Mistanke om malignitet bør dog 

altid bekræftes ved finnålsbiopsi. 

Ved kliniske symptomer på fjernmetastaser til lever, knogle og hjerne bør der foretages 

ultralydsskanning af abdomen, knoglerøntgen, knogleskintigrafi eller CTskanning 

af cerebrum. Rutinemæssig knogleundersøgelse er ikke indiceret [65,66]. 

Ved småcellet lungecancer foretages ofte knoglemarvsbiopsi af hensyn til stadieinddelingen. 

DIAGNOSTIK 

45


PATOLOGI 

PATOLOGI 

47


PATOLOGI 

HVAD KRÆVES FOR AT STILLE DIAGNOSEN 

LUNGECANCER? 

Primære tumorer i lungerne kan inddeles efter deres udgangspunkt i alveolært lungeparenkym, 

bronkier og bronkiale glandler. Histologisk anvendes WHOs klassifikation 

[67], der er baseret på lysmikroskopiske, histologiske karakteristika evt. 

suppleret med immunhistokemi (se side 50). På trods af at en stadig stigende del af 

tumorerne diagnosticeres på cytologisk materiale, indgår der ikke cytologiske 

kriterier i denne klassifikation. 

Carcinomer klassificeres i henhold til den bedst definerede komponent og graderes 

i henhold til den lavest differentierede komponent. I det daglige diagnostiske arbejde 

inddeles maligne, epiteliale tumorer fra præoperative prøver (cytologisk materiale 

og mucosabiopsier) ofte i to grupper, nemlig småcellet karcinom (SCLC) og ikkesmåcellet 

karcinom (NSCLC), som er den inddeling, der umiddelbart har behandlingsmæssig 

konsekvens. 

Den nye WHO klassifikation indeholder flere væsentlige ændringer sammenlignet 

med den tidligere udgave. 

Bronkioalveolært carcinom er defineret som et ikke-invasivt adenocarcinom med 

spredning langs bevarede alveoleseptae. Hvis der foreligger stromal, vaskulær eller 

pleural invasion klassificeres tumor som adenocarcinom med bronkioalveolært 

vækstmønster. Gruppen af neuroendokrine tumorer er blevet ændret og indeholder 

nu bl.a. storcellet neuroendokrint karcinom som selvstændig tumortype og kriterierne 

for atypisk karcinoid er blevet modificeret. Atypisk, adenomatøs hyperplasi 

opfattes som en potentiel præmalign tilstand og kriterierne for præmaligne forandringer 

i bronkieslimhinden (pladeepiteldysplasi og carcinoma in situ) er blevet 

redefineret. Molekylærbiologiske undersøgelser har vist, at hamartomer og scleroserende 

hæmangiomer er ægte neoplasmer og ikke tumorlignende læsioner. 

Mere end 90% af de maligne tumorer udgøres af 4 hovedtyper (planocellulært 

karcinom, adenokarcinom, storcellet karcinom og småcellet karcinom). 

Den procentvise forekomst af disse 4 hovedtyper har vist tydeligere ændringer igennem 

de seneste decennier såvel nationalt som internationalt, idet forekomsten af 

planocellulært carcinom er faldende, mens antallet af adenokarcinomer er stigende. 

Ændringen tilskrives forbedret histologisk teknik og ændret form for diagnostik 

(bl.a. med fiberbronkoskopi og transtorakal finnålsaspiration), men trods materialets 

uensartethed forekommer stigningen af adenokarcinomer reel. 

Imidlertid er mere end 50% af tumorerne heterogene og indeholder elementer fra 

flere af de fire grupper, især når det drejer sig om lavt differentierede tumorer og 

adenocarcinomer. Dette er af betydning fordi en stadig stigende del af patienterne 

med lungecancer får diagnosen stillet på basis af en cytologisk eller histologisk

iopsi, der udgør en minimal del af hele tumor, ligesom valg af behandling træffes 

ud fra den mikroskopiske undersøgelse af denne meget lille del af tumor. Den faldende 

hyppighed af autopsi vanskeliggør imidlertid kvalitetssikring af data. 

Cytologisk materiale (expectorat, skyllevand, BAL-væsker, børstemateriale og aspirationscytologi) 

fra forandringer suspekte for lungecancer undersøges på en række 

forskellige måder. Primært gælder det ved rutineprocedure at be- eller afkræfte 

malignitet i prøven, og dernæst i tilfælde af at der foreligger en malign tumor at 

klassificere denne i relation til hovedgrupperne. 

Ud over dette kan cytologisk materiale anvendes til påvisning af en række benigne 

lidelser og til diagnostisk af visse opportunistiske infektioner. 

Histologisk materiale (mucosabiopsier, transbronkiale biopsier og lungeresektater) 

undersøges ligeledes på en række forskellige måder og giver ofte mere diagnostisk 

information end cytologisk materiale og danner som anført grundlag for klassifikationen. 

Kan typen af den maligne tumor ikke med sikkerhed afgøres ved den primære 

undersøgelse foretages supplerende immunhistokemiske undersøgelser. Herved kan 

en stor del af tumorerne klassificeres. Tilsvarende procedurer anvendes, når det 

skal afgøres om der foreligger en primær eller sekundær tumor. Som hovedregel 

udføres immunhistokemiske undersøgelser på histologisk materiale. 

Peroperativt foretages frysesnitsundersøgelse af lymfeknuder, fokale processer uden 

for den suspekte tumor samt af resektionsrande for at afgøre operationens omfang 

og sikre radikalitet. 

Det er af afgørende betydning for optimal diagnostik af det fremsendte materiale, 

at dette er repræsentativt, optimalt bevaret og ledsaget af relevante, kliniske oplysninger. 

Det er desuden af stor betydning, at klinikeren erkender den patoanatomiske 

diagnostiks muligheder og begrænsninger. 

Hos patienter hvor videre udredning ikke vil få terapeutisk konsekvens, kan man 

være henvist til at basere diagnosen lungekræft alene på sygehistorien, objektive 

fund og suspekte forandringer på røntgen af thorax. 

PATOLOGI 

49

EPITHEPIAL TUMOURS 

BENIGN 

Papillomas 

Squamous cell papilloma 

Exophytic 

Inverted 

Glandular papilloma 

Mixed squamous and glandular papilloma 

Adenomas 

Alveolar adenoma 

Papillary adenoma 

Adenomas of salivary gland type 

Mucous gland adenoma 

Pleomorphic adenoma 

Other 

Mucinous cystadenoma 

Others 

PREINVASIVE LESIONS 

Squamous dysplasia/carcinoma in situ 

Atypical adenomatous hyperplasia 

Diffuse idiopathic pulmonary neuroendocrine cell hyperplasia 

INVASIVE MALIGNANT 

Squamous cell carcinoma 

Variants: 

Papillary 

Clear cell 

Small cell 

Basaloid 

Small cell carcinoma 

Variant: 

Combined small cell carcinoma 

Adenocarcinoma 

Acinar 

Papillary 

Bronchioalveolar carcinoma 

Non-mucinous (Clara cell/type II pneumocyte) type 

Mucinous (goblet cell) type 

Mixed mucinous and non-mucinous (Clara cell/type II pneumocyte and 

goblet cell) type, or indeterminate cell type 

Solid adenocarcinoma with mucin formation 

Adenocarcinoma with mixed subtypes 

Variants: 

Well-differentiated fetal adenocarcinoma 

Mucinous (“colloid”) adenocarcinoma 

Mucinous cystadenocarcinoma 

Signet ring adenocarcinoma 

Clear cell adenocarcinoma 

Large cell carcinoma 

Variants: 

Large cell neuroendocrine carcinoma’ 

Combined large cell neuroendocrine carcinoma 

Basaloid carcinoma 

Lymphoepithelioma-like carcinoma 

Clear cell carcinoma 

Large cell carcinoma with rhabdoid phenotype 

Adenosquamous carcinoma 

Carcinoma with pleomorphic, sarcomatoid or sarcomatous elements 

Carcinomas wih spindle and/or giant cells 

Pleomorhic carcinoma 

Spindle cell carcinoma 

Giant cell carcinoma 

Carcinosarcoma 

Pulmonary blastoma 

Carcinoid tumours 

Typical carcinoid 

Atypical carcinoid 

Carcinomas of salivary gland type 

Mucoepidermoid carcinoma 

Adenoid cystic carcinoma 

Unclassified carcinomas 


STADIEINDDELING 


51

SKAL PATIENTER MED LUNGECANCER STADIEINDDELES?. .................... 53 

Hvordan stadieinddeles lungekræft? ........................................................................................... 53 

Tumorklassifikation - TNM ...................................................................................................... 53 

HVORDAN BØR FORLØBET AF TNM-KLASSIFIKATIONEN 

PLANLÆGGES, OG HVILKEN KONSEKVENS FOR 

OPERABILITETEN HAR RESULTATET?. .................................................................... 55 

HVILKE PATIENTER TÅLER KIRURGISK BEHANDLING 

MED KURATIVT SIGTE?. ...................................................................................................... 56 

Præoperativ undersøgelse af lungefunktionen........................................................................... 56 

Præoperativ undersøgelse af hjertefunktionen .......................................................................... 56 

Algoritme vedrørende tolerance for pneumonektomi og lobektomi ......................................... 57 

HVAD BETYDER SYGDOMSSTADIET FOR PROGNOSEN?. ............................ 57 

FREMTIDSPERSPEKTIVER. ................................................................................................ 57 

PATIENTFORLØBSPROGRAM. .......................................................................................... 59 


STADIEINDDELING


SKAL PATIENTER MED LUNGECANCER STADIEINDDELES? 

En nøje beskrivelse af tumors udbredelse er nødvendig for at afgøre operabiliteten. 

Stadieinddeling anvendes også ved bedømmelsen af prognosen, og er aldeles afgørende 

i forbindelse med sammenligning af behandlingsresultater. Det forekommer 

ofte, at patientens almentilstand, påvisning af dissemineret lidelse eller kardiopulmonale 

forhold medfører inoperabilitet og gør videre udredning meningsløs. 

HVORDAN STADIEINDDELES LUNGEKRÆFT? 

Tumorklassifikation - TNM 

The American Joint Committee (AJC) og the Union Internationale Contre le Cancer 

(UICC) har i 1986 defineret det internationalt anvendte klassifikationssystem og i 

1997 modificeret den såkaldte TNM stadieinddeling [68-70], som er gengivet i 

nedenstående figur. T står for primærtumors størrelse og udstrækning, N for regional 

lymfeknude involvering, og M for fravær eller tilstedeværelse af fjernmetastaser. 

Som ved andre kræftsygdomme sammenfattes TNM-kategorierne i 4 stadier. 

1997 TNM stadieinddeling 

Stadium IA T1 N0 M0 

Stadium IB T2 N0 M0 

Stadium IIA T1 N1 M0 

Stadium IIB T2 N1 M0 

T3 N0 M0 (flyttet fra IIIA) 

Stadium IIIA T3 N1 M0 

T1-3 N2 M0 

Stadium IIIB *T4 AlleN M0 

AlleT N3 M0 

Stadium IV AlleT AlleN M1** 

TX Maligne celler; ingen tumor, 

TIS Carcinoma in situ, 

T1 < 3 cm diameter, 

T2 > 3 cm diameter samt atelektase, 

T3 Udbredning til pleura, thoraxvæg 

diaphragma eller perikardium, 

T4 Indvækst i mediastinum og/eller organer 

i thorax eller malignt pleuraeffusion. 

N0 Ingen glandel involvering 

N1 Ipsilaterale bronkopulmonale eller hilære 

N2 Ipsilat. eller subcarinale mediastinale gl., 

Ipsilaterale supraclaviculære, 

N3 Kontralat. hilære eller supraclaviculære. 

M0 Ingen fjernmetastaser 

M1 Fjernmetastaser 

*T4 omfatter ipsilobulære satellit-tumorer; **M1 omfatter extralobulære satellit-tumorer. 

Den kliniske stadieinddeling - benævnt cTNM - baseres på billeddiagnostiske undersøgelser 

og invasive diagnostiske undersøgelser. cTNM-stadiet er afgørende for 

operabiliteten (se figurer side 54 - reproduceret med tilladelse efter reference [71]. 

Den postkirurgiske/patoanatomiske stadieinddeling - benævnt pTNM - er baseret 

på analyser af operationsvæv og er afgørende for prognose og adjuverende onkologisk 

behandling. I mindre end halvdelen af tilfældene er der overensstemmelse 

mellem cTNM og pTNM, idet pTNM i reglen er højere end cTNM [72]. Dette 

medfører bl.a. at ca. 10% af torakotomierne ender som eksplorative indgreb. Ved 

genoptagelse af behandling og nyklassifikation benævnes stadiet rTNM. Undertiden 

er det muligt ved kemo- og/eller strålebehandling at mindske cancerens udbredelse 

og dermed forbedre stadiet (down-staging), således at patienten kan opereres. 


53

Stadium IA: Tumor < 3cm / 

- invasion af lobær bronkus 


Stadium IIB: T2N1M0 samt T3N0M0 

Stadium IIIA: T3 tumorer i N1,M0 stadie samt N2 sygdom med T1,T2,T3 tumorer 

Stadium IIIB: Forekomst af satellittumorer 

i den primære lobus klassificeres 

som T4. 

Stadium IIIB: Invasion af organer/kar - 

metastaser til kontralaterale mediastinale/ 

hilære glandler samt supraclavikulære 

glandler. 

Stadium IV: Forekomst af samsidige 

tumorer i en eller flere lobi udenfor den 

primære klassificeres som M1.

HVORDAN BØR FORLØBET AF TNM-KLASSIFIKATION 

PLANLÆGGES, OG HVILKEN KONSEKVENS FOR 

OPERABILITETEN HAR RESULTATET? 

Patientsforløbsdiagrammet på side 59 har som udgangspunkt en patient med et 

malignitetssuspekt infiltrat på røntgen af thorax, fundet tilfældigt eller forudgået 

af symptomer. Udredningen kan som grundidé følge diagrammet, men kan selvfølgelig 

ændres afhængig af individuelle kliniske forhold og lokale rutiner. 

Forløbet kan være anderledes opbygget i forbindelse med prospektive kliniske 

undersøgelser. 

Efter rtg af thorax følger andet trin omfattende CT af thorax inklusive øvre abdomen. 

Ved et perifert infiltrat og ingen forstørrede glandler i mediastinum kan mediastinoskopi 

undlades og bronkoskopi kan udføres i forbindelse med operation. 

Finnålsbiopsi (TTNAB) kan udføres inden eventuel operation: 

• Ved specifik benign biopsi, fx hamartom er operationsindikationen ikke tvingende, 

men infiltratet bør følges ved røntgenkontrol, 

• Ved uspecifik benign histologi kan biopsien gentages, ellers bør der foretages 

torakotomi eller VATS-resektion. 

• Ved fund af atypiske celler foretages torakotomi, 

• Ved tegn til malignitet (ikke-småcellet) foretages torakotomi, 

• Ved fund af småcellet carcinom henvises til onkologisk behandling. 

TTNAB og fiberbronkoskopi kan udføres i én seance (DUO). 

Ved centralt infiltrat eller tegn til forstørrede glandler i mediastinum bør der foretages 

mediastinoskopi eventuelt suppleret med EUL. Kan spredning til mediastinum ikke 

bekræftes, bør patienten torakotomeres. 

Patienter med N2 lidelse opereres rutinemæssigt ikke - men bør indgå i protokolleret 

behandling omfattende en kombineret kirurgisk-onkologiske strategi, som omtalt 

side 78. Hvis N2 lidelse påvises ved torakotomi trods relevant præoperativ evaluering 

(„minimal N2 disease“), bør komplet resektion af tumor og de metastasesuspekte 

glandler tilstræbes [33,73-87]. 

Patienter med T3 lidelse bør ligeledes indgå i protokolleret behandling som anført 

ovenfor. 

Præoperativt verificeret N og T -lidelse bør ikke opereres. To-års overlevelsen 

3 4 

efter kirurgi er højst 3% [33,73-75]. 

Metastatisk sygdom (M1) har en yderst dårlig prognose, og må bedømmes som 

uhelbredelig. 


55

HVILKE PATIENTER TÅLER KIRURGISK BEHANDLING MED 

KURATIVT SIGTE? 

Patienter med ikke-småcellet lungecancer (NSCLC) i stadie I, II og IIIA undersøges 

med henblik på operabilitet. Der lægges her vægt på en helhedsbedømmelse inklusive 

almentilstand, komplicerende lidelser, alder og hjerte-lungefunktion. De patienter, 

som skønnes operable, henvises til thoraxkirurgisk afdeling. 

Præoperativ undersøgelse af lungefunktionen 

Erfaringen viser, at respiratoriske problemer er årsag til de væsentligste komplikationer 

postoperativt. Simpel spirometri med bestemmelse af forceret eksspirationsvolumen 

i 1 sekund (FEV1) og forceret vitalkapacitet (FVC) bør udføres på et tidligt 

tidspunkt i undersøgelsesprogrammet, idet resultatet er afgørende for muligheden 

for operation [44,78-83]. Er FEV1 mindre end 1 liter præoperativt er operation 

sjælden mulig. 

Algoritme vedrørende tolerance for pneumonektomi og lobektomi er anført side 57. 

a. Patienter med FEV og D CO som overstiger 60% af den forventede normal- 

1 L 

værdi for højde, køn og alder kan accepteres til torakotomi inkl. pneumonektomi 

uden yderligere rutineundersøgelser. 

b. Patienter med FEV og D CO under 60% af normalværdien bør have foretaget 

1 L 

ventilations- og perfusionsskintigrafi. Den præoperative FEV værdi multipli- 

1 

ceres med den ikke involverede lunges perfusionsfraktion og giver et skøn 

over den postoperative FEV . Hvis den beregnede postoperative FEV er større 

1 1 

end 40% af normalværdien for den pågældende patient kan pneumonektomi 

gennemføres. Beregnet FEV under 40% udelukker pneumonektomi [82]. 

1 

Beregnet FEV under 30% udelukker torakotomi [82]. 

1 

c. Ud over disse standardundersøgelser er måling af maksimal iltoptagelse ved 

arbejde (VO ) en brugbar parameter. Hvis VO ved maksimal belastning er 

2 2 

større end 15 ml/kg/min. kan patienten tåle en torakotomi. Patienter, der 

kan gennemføre trappegang mere end 2 etager, har erfaringsmæssigt en VO2 tilstrækkelig til at kunne tåle en torakotomi [83]. 

Præoperativ undersøgelse af hjertefunktionen 

Patientens kardiale status er yderst vigtig for overlevelsen, idet lungeresektion er 

forbundet med store hæmodynamiske påvirkninger relateret specielt til det lille 

kredsløb. Patienterne er endvidere ofte ældre og har hyppigt iskæmisk hjertelidelse. 

Kardiale kontraindikationer er: behandlingsresistent hjertesvigt - behandlingsresistent 

arytmi - AMI inden for 3 måneder med ekkokardiografisk verificeret nedsat 

ejection fraction (EF

Algoritme verørende tolerance for pneumonektomi og lobektomi. 

FEV1 

FEV1 > 2 L eller FEV1 < 2 L eller 

> 60% af normalen < 60% af normalen 

ò 

Tåler pneumonektomi 

Scintigrafi med henblik på 

beregnet postoperativ FEV1 

FEV1 > 40% 40%>FEV1< 30% FEV1 < 30% 

ò ò ò 

Tåler pneumonektomi Tåler lobektomi Tåler ikke operation 

Ved indikation for revaskularisering af myokardiet (koronar by-pass eller PTCA) 

eller korrektion af klaplidelse, bør denne behandling foretages forud for lungeresektionen. 

I de senere år er der beskrevet gode resultater efter kombineret by-pass 

operation og lungeresektion [86-88]. 

HVAD BETYDER SYGDOMSSTADIET FOR PROGNOSEN? 

Sygdomsstadiet er afgørende for prognosen. Således er 5 års overlevelsen for stadium 

I 55-75%, i stadium II 40-50%, stadium III A 15-35%, stadium IIIB og IV 5-10% 

[70,89]. I tabellen side 58 angives en skønnet fordeling på kliniske stadier for danske 

patienter i sammenligning med en amerikansk population (fra en kirurgisk afdeling) 

samt den estimerede 5-års overlevelse. Som det fremgår på side 67, er der en 

væsentlig forskel i prognosen når det kliniske stadie sammenlignes med det 

postkirurgiske-histopatologiske stadie. 

Erfaringerne fra lungevolumenreducerende kirurgi (LVRS) har i nogen grad kompliceret 

problemstillingen, idet man ved undersøgelse af det resecerede væv overraskende 

har påvist forekomst af lungecancer i 5-10% af tilfældende [84,85]. 

FREMTIDSPERSPEKTIVER 

En tidlig diagnose af lungekræft stillet ved screening kunne tænkes at forbedre 

prognosen [6,90]. I højrisikogrupper fandt man i en undersøgelse for 20 år siden 

ikke nogen forbedring af prognosen ved hyppig undersøgelse med konventionelt 

røntgen af lunger med eller uden samtidig undersøgelse af ekspektorat for tumorcel- 


57

Stadium 

TNM 

Ca. andel (%) 

USA / DK 

5-års overlevelse (%) efter 

komplet kirurgisk resektion 

0 Tis, N0, M0 100 

1A 

1B 

T1, N0, M0 

T2, N0, M0 

13 

23 

/10 

75 

55 

IIA T1, N1 , M0 1 50 

IIB T2, N1, M0 

T3, No, M0 

7 

5 

/15 

40 

40 

IIIA T1-3, N2, M0 5 15 

T3, N1, M0 

IIIB T1-3, N3, M0 

5 

5 

/20 

35 

3-7 

T4, Alle N, M0 3-7 

IV Alle T, Alle N, M1 37 /55 1 

ler [91,92]. De senere år er det imidlertid blevet muligt at screene med CT [20,93,94]. 

Stråledosis kan reduceres til en dosis, der svarer til mammografi [95], og invasive 

undersøgelser kan holdes på et minimum ved som kriterium for malignitet at anvende 

infiltratets vækst ved gentagne CT [96,97]. Mens et infiltrat på et konventionelt 

røntgen sjældent erkendes, før det måler 2 cm, kan det ved CT påvises, før det 

måler 0,5 cm. Vækst fra 0,5 cm til 2 cm svarer til 6 fordoblinger af volumen, hvilket 

betyder, at canceren gennemsnitligt skulle kunne påvises mere end et år tidligere 

ved CT end ved konventionel røntgen. Hvad det betyder for prognosen, må dokumenteres 

i randomiserede undersøgelser. Endvidere må de etiske forhold overvejes, 

specielt i relation til falsk positive fund, før screening for lungecancer af rygere 

med lavdosis CT kan anbefales. Hertil kommer afvejning af sådanne initiativer 

overfor primære profylaktiske tiltag. 

Påvisning af en genetisk betinget markør er forsøgt uden overbevisende resultat 

[98]. 

Identifikation af tumormarkører er aktuelt genstand for en betydelig forskningsaktivitet. 

Foreløbig har markørstudier dog ikke fundet rutinemæssig klinisk anvendelse 

[99-101], 

Der er i de senere år udviklet diagnostiske fiberbronkoskopiske metoder til afsløring 

af tidlig cancer i bronkieslimhinden, hvor det hvide lys erstattes af laserlys. Reflektionen 

fra slimhinden kan måles ved hjælp af computerteknik og et fintfølende 

kamera (autofluorscens bronkoskopi=LIFE bronkoskopi) [102]. 


ˆ 

ˆ 

ˆ 


Primær sektor 

Patienten skal henvises til rtg af thorax eller direkte til udredende afdeling ved symptomer som anført side 

37 - eller ved anden mistanke - henvisningen skal påføres diagnosen cancer pulm. o.p. af hensyn til 

visitationen. Røntgenundersøgelsen skal foretages indenfor højst 14 dage. 

Ved påvisning af et suspekt infiltrat skal patienten henvises til udredning. 

Sekundær sektor 

Den lungemedicinske/intern medicinske/ anden afdeling indkalder patienten snarest til udredning i ambulant/ 

stationært regi. 

Det afgøres primært om der er indikation for udredning med henblik på behandling - eller der alene stiles 

mod en diagnostik undersøgelse (se note ). 

Udredning af et suspekt infiltrat omfatter: afklaring af infiltratets cytologiske/histologiske natur - ved 

malignitet at foretage en stadieklassifikation - og at det samlede resultat vurderes på en tværfaglig 

konference mhp. at fastlægge behandlingsstrategien. 

CT-skanning 

Thorax - Mediastinum Hepar og binyrer 

ò ò ò 

Resultat gl. > 1 cm gl. < 1cm i.a. pos. biopsi ðInoperabel 

ò ò ò 

Bronkomedia- Centralt infiltrat ð Bronkoskopi ƒ 

stinoskopi ‚ Perifert infiltrat „ ð Operation / biopsi „ 

Resultat Ikke-småcellet Småcellet Benign finnålscytologi 

ò ò ò 

Vurdering af Henvisning til Afsluttes 

operabilitet onkologisk afd. 

Operabilitetsvurdering … 

Patienter med stadium I & II sygdom skal anses for operable - patienter med stadium IIIA sygdom bør i 

forbindelse med operation indgå i protokollerde undersøgelser (se side 78). 

Udover sygdomsstadie skal operabilitetsvurderingen omfatte den kardio-pulmonale tilstand. 

Lungefunktion: Mhp. skøn over den postoperative lungekapacitet. 

FEV1 og DLCO 

÷ ø 

³2,0 l eller > 60% forventet < 2,0 l eller < 60% forventet 

ò ò 

Tåler Pneumonektomi Skintigrafi mhp. beregnet postop. FEV1 

ò ò ò 

FEV1 > 40% FEV1 > 30% FEV1 < 30% 

ò ò ò 

Pneumonektomi Lobektomi Inoperabel 

Kardiale status: 

Patienter med klinisk hjertelidelse bør præoperativt kardiologisk vurderes. 

Kontraindikationer -Behandlingsresistent hjerteinsufficiens 

-Behandlingsresistent arytmi 

-AMI inderfor 3 måneder med ekkokardiografisk 

verificeret nedsat ejection fraction < 40 % 


59

NOTER 

Det skønnes at alder, kardiopulmonal status og kliniske tegn på metastasering 

udelukker videre udredning hos ca. 50% af patienterne. 

‚ Ved tegn på forstørrede glandler i mediastinum skal der foretages mediastinoskopi. 

ƒ Alle skal forinden torakotomi bronkoskoperes. 

„ Perifere T1N0 tumorer opereres ofte primært. Perkutan finnålsbiopsi foretages 

rutinemæssigt i nogle regimer, men pga. en falsk negativ rate på 10-15% bør 

FN ofte gentages specielt ved uspecifikt resultat. 

Ofte foretages der ved en uspecifik benign cytologi en diagnostisk torakotomi. 

… Ved den kliniske klassifikation (cTNM) skal der mhp. operabilitet foruden den 

rutinemæssige vurdering af hepar og binyrer gennemføres supplerende undersøgelser 

vejledt af de kliniske symtomer. 


KIRURGISK 

BEHANDLING 


61



HVILKE PATIENTER BØR TILBYDES KIRURGI MED 

KURATIVT SIGTE ?. ................................................................................................................ 63 

DE KIRURGISKE INDIKATIONER OG RESULTATER STADIUM 

FOR STADIUM. ............................................................................................................................ 64 

STANDARDOPERATIONER. ................................................................................................. 65 

EKSTENSIV KIRURGI. ............................................................................................................ 65 

PALLIATIV KIRURGI. .............................................................................................................. 66 

KIRURGISK BEHANDLING AF SMÅCELLET LUNGECANCER. .................... 66 

VATS I DEN DEFINITIVE BEHANDLING AF PRIMÆR LUNGECANCER. 66 

PEROPERATIV STADIEINDDELING. .............................................................................. 67 

ANÆSTESI. .................................................................................................................................... 67 

POSTOPERATIV MONITORERING OG BEHANDLING. ....................................... 68 

Smerteterapi ................................................................................................................................... 68 

Respiratoriske problemer .............................................................................................................. 69 

INSTITUTIONELLE KRAV. ................................................................................................... 69


IKKE-SMÅCELLET LUNGECANCER 

Patienter med ikke-småcellet lungecancer, NSCLC, bør opereres, forudsat at en radikal 

resektion kan gennemføres med en acceptabel risiko for komplikationer. Hensigten 

med operation er en komplet fjernelse af tumor. Fem års overlevelsen afhænger 

overvejende af tumorstadiet, mindre af den histologiske type, men ikke af køn 

og kun i mindre grad af alder, om end prognosen er bedre for patienter under 50 år. 

Den bedste overlevelse har patienter, som har fået påvist lungecancer, men som 

endnu ikke har kliniske manifestationer [10,64,94]. Kirurgi med kurativt sigte er 

indiceret hos patienter i stadium I og II og kun for udvalgte patienter i stadium IIIA. 

HVILKE PATIENTER BØR TILBYDES KIRURGI MED 

KURATIVT SIGTE ? 

Den vigtigste forudsætning for et godt resultat efter kirurgi er en optimal præoperativ 

udredning. Det vil sige en udvælgelse af de patienter, som dels har mulighed for radikal 

kirurgi, og som samtidig kan tåle det kirurgiske indgreb. Ikke-radikal kirurgi 

gavner ikke patienterne og bør derfor undgås [74,103]. Derfor er kirurgerne traditionelt 

integreret i den invasive diagnostiske fase, og den definitive operationsindikation 

bør stilles af thoraxkirurgen. 

Patientforløbsprogram. 


Ú 

Røntgen af thorax 

Cancersuspekt infiltrat 

Almen medicin Lungefunktion 

Lungemedicin Hjertefunktion 

Otologi Bronkoskopi 

Patologi Finnålsbiopsi (FN) 

Klinisk fysiologi M-lidelse? 

Kardiologi 

CT-skanning 

Thorax Abdomen 

Neg. Pos. è 

FN 

T1-2 N0 T1-4 N1-3 

Perifert infiltrat Centralt infiltrat 

Mediastinale gl. 

è Evt FN 

Bronkomediastinoskopi 

Ú Ú 

TORAKOTOMI 

TIDSFORBRUG HØJST 4 UGER 

Ú 


63

Alle patienter med tumor begrænset til den ene lunge uden metastaser til lymfeknuder 

i mediastinum skal opereres, forudsat at patientens kardiopulmonale reserve 

tillader operation, jvf. ovenstående forløbsprogram. 

De senere år har udviklingen inden for kirurgi, anæstesiologi og postoperativ behandling 

reduceret den peroperative mortalitet og risikoen for postoperative komplikationer 

betydeligt, og i dag er det muligt at foretage selv store lungeresektioner og 

mere ekstensive indgreb på bronkietræet, mediastinum og thoraxvæggen med gode 

resultater [104-110]. Kirurgisk behandling tilbydes årligt ca. 700 patienter, ca. 85% 

af disse kan opereres radikalt med en kumulativ 5 års overlevelse på ca. 30%. 

DE KIRURGISKE RESULTATER STADIUM FOR STADIUM 

Stadium I udgør i Danmark desværre næppe mere end 10% af patienterne med 

NSCLC. Fem-års overlevelsen for stadium IA, det vil sige T1, N0-gruppen er 75% 

og 55% for stadium IB (side 58). Den eneste prædiktive faktor for denne gruppe 

med hensyn til overlevelse er tumors størrelse, idet en størrelse over 3 cm medfører 

en signifikant dårligere prognose [111]. Standardbehandlingen er lobektomi. 

Stadium II. Når tumor har spredt sig til lymfeknuderne i hilus er prognosen væsentlig 

dårligere. Sandsynligheden for okkulte fjernmetastaser i stadium II tiltager i forhold 

til stadium I, og 5 års overlevelsen er ca. 40% efter komplet resektion [76]. 

Pneumonektomi er ofte nødvendig for at sikre radikaliteten. 

Stadium IIIA. Ved T3 og N2-lidelse kan ekstensiv resektion med radikalt sigte 

foretages i udvalgte tilfælde. Ved T3-tumor med indvækst i thoraxvæggen (inklusive 

sulcus superior tumor, også kaldet pancoasttumor) er komplet „en bloc“ resektion 

af lungelappen og den angrebne thoraxvæg indiceret forudsat at spredning til mediastinum 

kan udelukkes. Fem-års overlevelsen efter resektion for T3, N0-lidelse 

er ca. 40% i selekterede materialer [105-107,112]. Ved tumorindvækst i de proksimale 

luftveje kan der i enkelte tilfælde udføres pneumonektomi kombineret med 

resektion af carina [110]. 

En stor del af patienterne har N2-lidelse på diagnosetidspunktet med spredning til 

ipsilaterale eller subcarinale lymfeknuder. Operation ved mediastinoskopiverificeret 

N2-lidelse kan på nuværende tidspunkt alene anbefales såfremt denne foretages 

som del af en protokolleret behandlingsstrategi (se side 78). Hvis N2-lidelse påvises 

ved torakotomi trods negativ mediastinoskopi, såkaldt “minimal N2-disease” bør 

resektion og komplet lymfeknudefjernelse om muligt foretages [73-77]. 

Stadium IIIB. T4-tumorer og N3-lidelse bør betragtes som uden mulighed for radikal 

kirurgi [33]. 

Stadium IV. Patienter med begrænset lidelse i lungen og en solitær metastase til 

hjernen bør om muligt opereres. Forudsætningen er, at en komplet resektion kan 

foretages både af hjernemetastasen og af lungetumor. Fem-års overlevelsen er i 

denne situation ca. 20% [65,113]. 


Patienter med primær lungecancer og en solitær hjernemetastase bør derfor omhyggeligt 

udredes med henblik på om radikal operation kan gennemføres af den ofte 

symptomgivende cerebrale metastase, udelukkelse af metastaser i andre organer og 

endelig om primærtumor i lungen senere kan fjernes radikalt. Helt så gode resultater 

er ikke opnået i forbindelse med solitære metastaser i binyrer og lever [32]. 

STANDARDOPERATIONER 

Lobektomi og pneumonektomi er standardoperationerne og udføres i Danmark i 

forholdet 2:1 i henholdsvis 50 og 25% af tilfældene. Segmentære eller subsegmentære 

kileresektioner udgør ca. 10% og eksplorative torakotomier ca. 15%. 

Hvis tumor er begrænset til en enkelt lap er lobektomi den foretrukne procedure, 

idet en væsentlig del af lungeparenkymet kan bevares (se figurer side 54, 

reproduceret efter tilladelse fra Mountain CF og Libshitz HI, Houston, Texas) . Det 

postoperative forløb er oftest ukompliceret og 30 dages mortaliteten er under 2% 

[114,115]. 

Pneumonektomi bør imidlertid hyppigt foretages af hensyn til radikaliteten, og alle 

patienter, der tilbydes operation, bør vurderes med henblik på pneumonektomi da 

resektionens omfang aldrig med sikkerhed kan forudses præoperativt. Hvis pneumonektomi 

ikke kan gennemføres radikalt bør operation undlades, da en inkomplet 

resektion øger den operative risiko uden at forlænge overlevelsen [74,76]. Pneumonektomi 

ledsages af en væsentlig højere morbiditet og mortalitet end lobektomi. 

30 dages mortaliteten er 4 - 8%, uafhængig af alderen [114,115]. 

Ved sleeve-lobektomi forstås lobektomi samtidig med resektion af et segment af 

hoved/stammebronchus. Udføres i udvalgte tilfælde ved centrale overlapstumorer 

som alternativ til pneumonektomi med den fordel at underlappen bevares. Resultaterne 

er gode, svarende til lobektomi i små selekterede materialer [104]. 

Mindre indgreb som segmentær og subsegmentær kileresektion (wedge-resektion) 

anbefales ofte ved mindre tumorer hos patienter med begrænset lungefunktion. Den 

operative mortalitet er lav, ca. 2 - 3%, men nyere undersøgelser har vist en signifikant 

højere incidens af lokalrecidiv sammenlignet med lobektomi [116]. Proceduren bør 

derfor begrænses til patienter med svær nedsat lungefunktion i den hensigt at bevare 

mest muligt funktionsdygtigt lungevæv. 

EKSTENSIV KIRURGI 

Ekstensive resektioner ved N2 og T3-sygdom er kun indiceret i udvalgte tilfælde. 

T3-lidelse med tumorindvækst i thoraxvæggen inklusive sulcus superior tumor bør 

reseceres en bloc forudsat at der ikke er spredning til de mediastinale glandler og at 

resektionen af thoraxvæggen kan foretages radikalt. Fem-års overlevelsen med 

komplet resektion for T3, N0 sygdom er 12 - 40% [105-107] i selekterede materialer. 

Over 50% af samtlige patienter med NSCLC har på diagnosetidspunktet N2-lidelse. 


65

Indikationen for torakotomi ved præoperativ mediastinoskopisk verificeret N2lidelse 

bør som tidligere omtalt alene udføres i protokolleret regi (se side 78). Hvis 

N2-lidelse imidlertid påvises ved torakotomi bør resektion inklusiv komplet 

glandeleksairese overvejes. Flere udenlandske centre har i stærkt selekterede materialer 

vist acceptable resultater med en 5 års overlevelse på 15 - 25% [73,108,109]. 

Ved carina-resektion forstås pneumonektomi og samtidig fjernelse af carina samt 

en begrænset del af den modsidige hovedbronchus og trachea. Operationen udføres 

i sjældne tilfælde ved carina-nære tumorer forudsat at lidelsen kan klassificeres 

som N0 eller N1. Resultaterne er acceptable i stærkt selekterede materialer [110, 

117]. 

PALLIATIV KIRURGI 

Ved massiv hæmoptyse eller lungeabsces vil en palliativ resektion kunne bedre 

livskvaliteten. Effektiv smerteterapi og anvendelse af endoskopisk laserbehandling 

og stentning har reduceret behovet for palliative torakotomier. 

Endoskopisk laserresektion kan ved flere manifestationer af lungecancer i bronkiesystemet 

give hurtig palliation [117]. Ved hjælp af CO , neodynium YAG-laser eller 

2 

argon-laser kan man bronkoskopisk resecere okkluderende tumorvæv i trachea, carina 

eller hovedbronkier. Behandlingen bør udføres i generel anæstesi [118]. 

Ved endobronkial tubulering/stentning er det muligt at nedlægge silikonestents eller 

netmetalstents i trachea, carina og hovedbronkier. Indikationerne er okkluderende 

tumorer, afklemning på grund af tumortryk udefra eller esophagotracheale eller 

bronkiale fistler [119]. Anvendelsen af stents er nu rutine på alle thoraxkirurgiske 

afdelinger, og de foreløbige resultater er gode. 

KIRURGISK BEHANDLING AF SMÅCELLET LUNGECANCER 

SCLC betragtes sædvanligvis som en medicinsk onkologisk lidelse, men har en 

yderst dårlig prognose. 5-10% af tilfældene kan imidlertid klassificeres som stadium 

I, og behandling af denne gruppe bør bestå i resektion efterfulgt af kemoterapi. 

Fem års overlevelsen er under disse forudsætninger over 30% [120]. 

VATS I DEN DEFINITIVE BEHANDLING AF LUNGECANCER 

I de seneste år er der udfoldet mange bestræbelser på at introducere videotorakoskopi 

i lungecancerkirurgien [117,121,122]. Metodens anvendelse er tiltaget betydeligt 

og mindre resektioner inklusive lobektomier udføres med gode resultater. Resultater 

fra store patientmaterialer i form af langtidsoverlevelse savnes dog stadig. Forudsætningen 

for at gennemføre en operation torakoskopisk bør være, at den kan gennemføres 

med samme sikkerhed og radikalitet som ved konventionel kirurgi. Der 

er endnu ikke enighed om at torakoskopisk udført lobektomi eller pneumonektomi 

kan honorere disse krav [122-124]. Anvendelse af VATS ved primær lungecancer 

er indiceret hos patienter med perifere infiltrater som dårligt tåler eller ikke øn- 


sker torakotomi. VATS anvendt på anden indikation i lungecancerbehandling 

anbefales indtil videre at foregå i forbindelse med kontrollerede undersøgelser evt. 

som en national strategi. 

PEROPERATIV STADIEINDDELING 

Peroperativ staging bør altid gennemføres med henblik på en definitiv p-TNMklassifikation. 

Tumorspredning uden for lungen bør nøje identificeres ved 

vævsprøve og histologisk undersøgelse. Alle regionale lymfeknuder bør opsamles 

systematisk. Alle stationer anført på figuren side 44 bør eksploreres, markeres og 

un-dersøges mikroskopisk. 

Som det fremgår af nedenstående figur (data fra reference [125]) er der væsentlig 

forskel mellem 5-års overlevelsessandsynligheden afhængig af, om denne tager 

udgangspunkt i det kliniske (cTNM) eller det histopatologiske (pTNM) resultat af 

stadieklassifikationen. 

70 

60 

50 

40 

30 

20 

10 

0 

61 

67 

38 

Fem-års overlevelsen i relation til det kliniske c-TNM-stadie (åben søjle) omfattende 

5230 patienter med småcellet og ikke-småcellet cancer og i forhold til det postkirurgiske-histopatologiske 

p-TNM-stadie (mørk søjle) foretaget på 1910 patienter 

med ikke-småcellet lungecancer. 

ANÆSTESI 

Det postoperative forløb bestemmes af et samspil mellem følgende forhold. Patientens 

præoperative status, specielt de kardiopulmonale forhold, det operative indgreb, 

anæstesiteknikken, samt den postoperative intensive monitorering og behandling. 

Udgangspunktet for den perioperative anæstesiologiske behandling og monitorering 

er et indgående kendskab til det kirurgiske indgreb og de mulige postoperative 

komplikationer. Målet for anæstesien er en patient, som efter operationen er ekstuberet, 

vågen, rolig, smertefri i hvile og i stand til at hoste og ekspektorere. Patienten 

bør være hæmodynamisk stabil uden arytmitilbøjelighed samt normohydreret - 

57 

23 24 

c-IA p-IA c-IIA p-IIA c-IIIA p-IIIA 


67

helst uden for stor væskeomsætning. 

Inden anæstesien indledes monitorering med EKG, pulsoxymetri og evt. arterietryk. 

Der etableres torakal epidural analgesi på niveau af Th 3-4 ned til Th 6-7. Efter 

dette indledes anæstesien. Der anvendes altid dobbeltløbet tube - og da den kliniske 

kontrol af korrekt placering ikke er tilstrækkelig, anvendes altid fiberbronkoskopi. 

Under operationen tilstræbes normokapni. Når pleura åbnes, etableres CPAP på 

den non-ventilerede lunge. Den elektive patient ekstuberes ved operationens afslutning. 

Blodtab over en vis størrelse erstattes med blod - og da perspiratio er begrænset, 

minimeres væskeindgiften. 

POSTOPERATIV MONITORERING OG BEHANDLING 

Patienten bør rutinemæssigt observeres og behandles på et intensivt afsnit bemandet 

med læger og sygeplejersker med erfaring i det postoperative thoraxkirurgiske forløb. 

Der bør derfor forefindes 24-timers beredskab af både thoraxkirurger og anæstesiologer. 

Den pneumonektomerede patient bør oftest observeres i mere end 1 døgn i det 

intensive regi, idet komplikationerne er alvorlige og ofte optræder senere sammenlignet 

med lobektomipatientens. Den operative mortalitet efter pneumonektomi er 

4-8%. 

Alle patienter bør monitoreres intensivt med følgende teknologi: Ekg, invasiv arterietryk, 

CVP, pulsoxymetri samt hyppig blodgasmåling. 

Afhængig af patientens præoperative kardiopulmonale tilstand er pneumonektomi 

et betydeligt traume for det centrale kredsløb. Hjertesvigt, AMI og arytmi forekommer 

hyppigt og er ofte livstruende. Indikationer for Swan-Ganz-monitorering 

er lungeødem ved normalt CVP, hypotension ved normalt CVP, tegn til myokardieiskæmi 

eller AMI samt behov for betydelig inotropi [126]. 

Hypovolæmi bør undgås, men i operationsdøgnet er for stor væskeindgift nok farligere 

og væskeindgift bør balanceres nøje overfor behovet for adækvat systemisk 

perfusion. 

Hyppigheden af postoperativ arytmi er ca. 20% [127]. Supraventrikulær takykardi 

er sjældent livstruende og behandles ofte effektivt med digoxin. Alle ventrikulære 

arytmier er livstruende og bør behandles aggressivt evt. i samarbejde med kardiolog. 

Smerteterapi 

Når den umiddelbare restanæstesieffekt er klinget af, er smertebehandlingen den 

vigtigste rutinebehandling. Torakal epiduralanalgesi synes anden smertebehandling 

overlegen. Der anbefales en kombination af marcain og morfika som kontinuerlig 

infusion, evt. som patientkontrolleret analgesi (PCA). Det er vigtigt, at sygeplejerskerne 

har erfaring med denne metode og dens bivirkninger. Behandlingen er højeffektiv 

og kan gennemføres i op til 5-7 dage postoperativt [128]. 


Respiratoriske problemer 

Patientens vågenhedsgrad, vejrtrækning og evne til at ilte bør løbende observeres. 

Patienten bør have ilttilskud som rutine de første døgn. Ud over kirurgiens reduktion 

af lungens volumen medfører torakotomi de første døgn en yderligere belastning af 

respirationen, specielt er thoraxvæggens og diaphragmas bevægelighed kompromitteret, 

ligesom lungens compliance er ændret. Samtidig har de fleste patienter 

kronisk, obstruktiv lungelidelse med risiko for sekretobstruktion. Lungefysioterapi 

er derfor obligatorisk, bør udøves hele døgnet og påbegyndes så snart patienten er 

vågen og smertedækket. Sekretobstruktion, atelektase og hypoxsi bør behandles 

tidligt og aggressivt med intensiv lungefysioterapi, nasotrakealsugning eller bronkoskopi. 

Tidlig reintubation er indiceret ved svigt af konservativ behandling. Ved 

mistanke om atelektase, pneumothorax, hæmothorax samt dislokation af mediastinum 

bør der på vide indikationer foretages røntgenundersøgelse hos den ustabile 

patient. 

Generelt bør den nyopererede, stabile patient allerede om aftenen efter operationen 

mobiliseres. Drikke og let føde kan indtages allerede i operationsdøgnet. Den velinformerede, 

smertefrie patient har sjældent behov for sedativa. 

INSTITUTIONELLE KRAV 

Lungecancerkirurgi bør kun udføres på de thoraxkirurgiske specialafdelinger [1,2] 

i et tæt samarbejde med flere medicinske funktioner, alle i døgnberedskab: 

Thoraxanæstesiologisk lægelige ekspertise. 

Intensiv/postoperativ afdeling med speciel erfaring i thoraxkirurgiske forhold. 

Medicinske specialer: Kardiologi, lungemedicin, neurologi, hæmatologi, nefrologi 

og infektionsmedicin. 

Hertil kommer adgang til diagnostisk radiologi, patologi, klinisk kemisk afdeling 

samt lungefysioterapi i døgnberedskab. 


69


ONKOLOGISK 

BEHANDLING 


71



SMÅCELLET LUNGECANCER. ............................................................................................. 74 

Sygdomskarakteristika ................................................................................................................... 74 

Stadieinddeling ......................................................................................................................... 74 

Kemoterapi ...................................................................................................................................... 74 

Strålebehandling ............................................................................................................................. 75 

Prognostiske faktorer og behandlingsstrategi ............................................................................. 75 

Nye cytostatika ................................................................................................................................76 

Behandlingsstrategier ved SCLC .................................................................................................. 76 

Begrænset sygdom .................................................................................................................. 76 

Udvidet sygdom ........................................................................................................................ 77 

Konklusion ....................................................................................................................................... 77 

IKKE-SMÅCELLET LUNGECANCER. ............................................................................... 77 

Kemoterapi. ..................................................................................................................................... 77 

Adjuverende (postoperativ) kemoterapi ved NSCLC. ................................................................. 77 

Neoadjuverende (præoperativ) kemoterapi ved NSCLC. ........................................................... 78 

Kemoterapi til avanceret sygdom. ................................................................................................ 78 

Konklusion. ...................................................................................................................................... 79 

STRÅLEBEHANDLING VED IKKE-SMÅCELLET LUNGECANCER. ................... 79 

Stadium I & IIA. ............................................................................................................................... 79 

Behandling af lokalt recidiv og ikke radikalt opererede ............................................................. 79 

Stadium IIIA ..................................................................................................................................... 80 

Stadium IIIB - Lokal avanceret sygdom. ...................................................................................... 80 

Palliativ strålebehandling. .............................................................................................................. 80 

SPECIALAFSNIT OM UDVIKLING AF NYE ANTICANCERMIDLER. ..................... 81 

Moderne tiltag til opdagelse af nye cytostatiske midler. ............................................................ 81 

Udvikling af in vitro modeller af SCLC og NSCLC. ..................................................................... 81 

Resistensmekanismer. ................................................................................................................... 82 

Beskyttelse af normale celler . ...................................................................................................... 82 

Udnyttelse af ekstracellulære faktorer . ....................................................................................... 83 

Fremtid . ........................................................................................................................................... 83 

SYGDOMSRELATEREDE KOMPLIKATIONER. ........................................................... 83 

Vena cava superior syndrom ......................................................................................................... 83 

Småcellet lungecancer ............................................................................................................ 83 

Ikke-småcellet lungecancer .................................................................................................... 84 

Hjernemetastaser ............................................................................................................................ 84 



Meningeal carcinomatose .............................................................................................................. 85 

Medullært tværsnitssyndrom ......................................................................................................... 85

Knogle- og knoglemarvsmetastaser ............................................................................................. 86 



Hypercalcæmi.................................................................................................................................. 86 

BEHANDLINGSRELATEREDE KOMPLIKATIONER. ................................................. 86 

Kemoterapi ...................................................................................................................................... 86 

Hæmatologiske komplikationer .............................................................................................. 86 

Gastrointestinal toksicitet ........................................................................................................ 87 

Neurologiske symptomer ......................................................................................................... 87 

Alopeci ............................................................................................................................................. 87 

Allergi ............................................................................................................................................. 87 

Strålebehandling ............................................................................................................................. 88 

APPENDIX 1. ................................................................................................................................... 89 


73


AF LUNGECANCER 

SMÅCELLET LUNGECANCER 

Sygdomskarakteristika 

Småcellet lungecancer (SCLC) udgør 25% af de tilfælde af lungecancer, på hvilke 

der stilles en cyto- eller histologisk diagnose. Sygdommen er karakteriseret ved 

tidlig metastasering og hurtig vækst. Færre end 5% af patienterne er potentielt operable, 

og uden adjuverende kemoterapi vil flertallet af selv komplet resecerede 

patienter få recidiv. Tidlig spredning viser sig ved at 55-65% af patienter med SCLC 

har udvidet sygdom på diagnosetidspunktet. Mindre end 35-45% har således begrænset 

sygdom, der omfatter én lunge (men ikke pleura) og regionale lymfeknuder. 

Når sygdommen er „begrænset“, kan primær tumor rummes indenfor grænserne 

af et torakalt strålefelt. 

Stadieinddeling omfatter: Rtg. af thorax, bronkoskopi, CT-skanning af thorax, CTeller 

ultralyd skanning af abdomen (lever og binyrer) og cristabiopsi (inkl. marvaspirat). 

I udlandet udføres ofte skeletskintigrafi, men ingen knoglemarvsundersøgelse. 

CT-skanning af hjernen reserveres til patienter med symptomer på cerebrale 

metastaser. 

Kemoterapi 

Denne omfatter kombinationskemoterapi bestående af 2 - 3 stoffer. For patienter 

med begrænset sygdomsstadie har behandlingsstrategien helbredende sigte, mens 

målet ved udvidet sygdom primært er symptomlindring og livsforlængelse. Til 

patienter med begrænset sygdom suppleres kemoterapien med strålebehandling rettet 

mod primær tumor og de regionale lymfeknuder. På denne kombinationsbehandling 

opnås komplet remission af tumor hos 50-60% af patienterne, og kun hos ca. 10% 

er der primær resistens (dvs. en responsrate på 90%). Blandt patienter med udvidet 

sygdom er mange (15-20%) så sygdomspåvirkede, at de dør indenfor den første 

måned og responsraten tilsvarende lavere: 75-80%, hvoraf dog 30% er komplette 

remissioner. Behandlingseffekten indtræder prompte (dage) og selv svært 

sygdomsstig-matiserede patienter kan efterfølgende gennemføre behandlingen i 

ambulant regi. 

Median overlevelsen er omkring 8 måneder for patienter med udvidet sygdom og 

14 måneder for patienter med begrænset sygdom. Fem års sygdomsfri overlevelse 

opnås hos 10-15% af patienter med begrænset sygdom mod kun 1,5% af patienter 

med udvidet sygdom. Udover sygdomsstadiet er en normal serum LDH værdi og en 

god performance status vigtige forudsætninger (dvs. kliniske prædiktorer) for 

langtidsoverlevelse [129]. Performance status (PS) er et grundlæggende og vigtigt 

begreb i onkologien. Patienter med god PS har kun få eller ingen symptomer. 


Omfattende klinisk forskning de sidste 25 år, med mange randomiserede behandlingsundersøgelser, 

har skabt betydelig om end ikke fuld klarhed over forskellige 

kemoterapiregimers effektivitet, betydning af stråleterapi, behandlingsvarighed og 

dosis intensitet etc. [130] . 

Mange stoffer er aktive overfor småcellet lungecarcinom, utallige kombinationer 

er mulige, mange har været forsøgt, men ingen er aktuelt definitivt bedre end kombinationen 

af etoposid plus cisplatin eller carboplatin, der derfor i dag kan karakteriseres 

som standardbehandling. 

Strålebehandling til SCLC 

For patienter med begrænset sygdom er der indikation for torakal bestråling (TI) 

mod det tumorområde, der identificeres før kemoterapi påbegyndes. En meta-analyse 

fra 1992 konkluderede, at 3 års overlevelsen øges fra 8.9% til 14.3% [131], men 

man fandt samtidig, at kombinationsbehandlingen var mere toksisk med en oddsratio 

for behandlings relateret død på 2.5, et forhold der eliminerede behandlingsfordelen 

for patienter ældre end 65 år. Dosis er 45-50 Gy, og selv om de fleste undersøgelser 

tyder på, at de bedste resultater opnås ved at initiere strålebehandling tidligt 

i behandlingsforløbet og uden at holde pause med kemoterapien, er dette ikke ganske 

afklaret [132]. To randomiserede undersøgelser favoriserer hyperfraktioneret 

strålebehandling (behandling givet 2 gange dagligt) givet tidligt i forløbet [133,134] 

med forventede 5 års overlevelser over 25%. 

Profylaktisk kraniel bestråling (PCI) reducerer risikoen for hjernemetastaser efter 

afsluttet kemoterapi fra omkring 50% til 25-30% ifølge en nyligt publiceret metaanalyse 

[135]. Mange patienter dør af systemisk recidiverende sygdom, men PCI 

reducerer også den generelle dødsrisiko [136]. Dosis er 25- 30 Gy på 10 fraktioner. 

Prognostiske faktorer og behandlingsstrategi 

De tre mest betydningsfulde faktorer ved småcellet lungecancer er: sygdomsstadie, 

performance status og serum LDH [137]. Det er muligt at definere en meget robust 

prognostisk score baseret på disse tre karakteristika: 

Faktor Værdi Score 

Sygdomsstadie Udvidet 1 

Performance status 2, 3 eller 4 1 

Serum LDH Forhøjet 1 

Patienter med begrænset sygdom får herved score 0-2, mens patienter med udvidet 

sygdom får score 1-3. Behandlingsstrategi, risiko for tidlig død (< 4 uger), samt 

forventet 2 års overlevelse fremgår af nedenstående tabel (som er baseret på patienter 

< 70 år behandlet i forsøgsprotokoller): 


75

Sygdoms Progn. % af Tidlig 2 års 

Strategi stadie score patienter død overlevelse 

Begrænset 0 24% 2% 25% 

Helbredelse Begrænset 1 19% 4% 15% 

Udvidet 1 10% 4% 10% 

Palliation Begrænset 2 4% 10% 3% 

og Udvidet 2 21% 10% 3% 

Livsforlængelse Udvidet 3 22% 25% 2% 

Nye cytostatika 

De seneste år har der fundet en omfattende klinisk afprøvning sted af tre nye cytostatika 

(grupper): Taxaner (paclitaxel og docetaxel), topo-1 isomerase hæmmere 

(topotecan og irinotecan) samt gemcitabin, som er en antimetabolit. De tre stoffer 

har hver især ydet et positivt bidrag til behandlingsresultaterne ved en række kræftsygdomme, 

men ved småcellet lungecancer er det endnu for tidligt at udtale sig om 

deres fremtidige anvendelse i behandlingsstrategien. Da topo-2 isomerase hæmmeren 

etoposid er et af de mest aktive stoffer ved SCLC, knytter der sig betydelige 

forhåbninger til topo-1 hæmmere - givet alternerende med etoposid. Behandlingsforsøg 

med regimer, der indeholder de nye stoffer, retter sig primært mod de patientkategorier, 

hvor det endelige mål er helbredelse (jvf. ovenstående tabel). 

Behandlingsstrategier ved SCLC 

Begrænset sygdom 

Behandlingsmålet er i denne sygdomssituation helbredelse. Behandlingen omfatter 

kombineret kemoterapi og lokal strålebehandling. Den systemiske behandling 

omfatter: Etoposid 120 mg/m 2 i.v. dgl. i 3 dage + Vincristin 1,4 mg/m 2 + Carboplatin 

AUC=5. (AUC = area under the curve) beregnet ud fra EDTA-clearance, i dette 

tilfælde som: 5 x (clearance i ml/min + 25)). Tidligt i behandlingsforløbet (fx efter 

3 uger) suppleres der med stråleterapi mod primær tumor og regionale lymfeknuder 

fx 2 Gy x 23. Patienter, som er i komplet remission efter afsluttet kemoterapi, tilbydes 

bestråling mod cerebrum (25-30 Gy), idet denne reducerer såvel risikoen for 

efterfølgende fremvækst af hjernemetastaser (fra 50% til 25%) som for død (med 

16% - hazard ratio 0,84) [135]. 

Den Danske Onkologiske Lungecancer Gruppe (DOLG) blev etableret i 1998 med det sigte at sikre 

en ensartet kvalitet i den onkologiske behandling gennem udarbejdelse af nationale behandlingsprotokoller 

med international standard. 

Behandlingsprotokollen for begrænset sygdom blev aktiveret medio 2000, og forventes afsluttet ultimo 

2001. Det forventes, at 5-års overlevelsen med denne behandling øges fra ca. 10% til ca. 25%. 

Protokoller fra DOLG-gruppen kan hentes fra den Danske Lunge Cancer Gruppes hjemmeside: 

www.lungecancer.dk. 


SCLC - BEGRÆNSET SYGDOM

Udvidet sygdom 

Patienter med udvidet sygdom i bedste prognose gruppe (se omstående) kan behandles 

med de tre stoffer i samme dosering, mens man til patienter svækket af 

alder og sygdom kan reducere doseringen til: Etoposid 100 mg/m 2 i.v. dag 1-3 hhv. 

120 mg/m 2 p.o. + Vincristin 1,4 mg/m 2 + Carboplatin AUC=4. I begge tilfælde gives 

6 behandlingsserier. 

En ny behandlingsprotokol udarbejdet af DOLG aktiveres primo 2001, www.lungecancer.dk. 

Konklusion 

Ved behandling af småcellet lungecancer er det vigtigt indledningsvis at gøre sig 

terapimålet klart. Langt de fleste af patienterne vil dog kunne pallieres og opnå levetidsforlængelse 

ved en relativ „skånsom“ kemoterapi. En mindre andel kan helbredes 

- primært patienter med begrænset sygdom, hvor kombinationskemoterapi suppleres 

med strålebehandling mod primær tumor og mediastinum samt såkaldt 

profylaktisk bestråling mod cerebrum, såfremt sygdommen er komplet remitteret 

efter seks serier kemoterapi. Selv i den bedste prognosegruppe er 5 års overlevelsen 

fortsat skuffende lav (

kemoterapi oftest indeholdende et platin-stof. I ingen af undersøgelserne var den 

samlede overlevelse statistisk signifikant forlænget, selvom den mediane overlevelse 

numerisk var højere for patienterne, som modtog platinholdig kemoterapi. 

Yderligere undersøgelser med adjuverende kemoterapi ved NSCLC er ønskelig for 

at afklare, om der er en overlevelsesgevinst med henblik på den samlede overlevelse. 

Neoadjuverende (præoperativ) kemoterapi ved NSCLC 

Igennem de seneste 10 år er neoadjuverende behandling intensivt evalueret ved lokal 

avanceret NSCLC, og der foreligger talrige fase-2 undersøgelser med såvel 

kemoterapi alene som kemoterapi kombineret med strålebehandling. Disse undersøgelser 

viser klart, at induktionsbehandling efterfulgt af operation i mange tilfælde 

er mulig, men at store konklusive kontrollerede (randomiserede) undersøgelser er 

nødvendige for definitivt at kunne dokumentere en mulig gavnlig effekt. 

Der foreligger aktuelt to mindre randomiserede undersøgelser. Rosell et al. [138] 

anvendte et præoperativt regime med mitomycin C, ifosfamid og cisplatin, mens 

Roth et al. [139] anvendte en kombination af cyclofosfamid, etoposid og cisplatin. 

I begge undersøgelser fandtes en signifikant forlænget overlevelse blandt patientgruppen, 

som modtog neoadjuverende kemoterapi inden operation (p

levelse samt en forøgelse af fraktionen af 1-års overlevelse fra ca. 10% til omkring 

30%. Kemoterapi kan som bekendt være forbundet med væsentlige bivirkninger, så 

behandlingen bør forbeholdes ambulante patienter i god almentilstand. 

Det er endvidere generelt accepteret, at kombinationskemoterapi er mere aktiv end 

enkeltstof kemoterapi ved NSCLC. For 5-6 år siden bestod de mest aktive 

kombinationer af cisplatin i kombination med enten et vincaalkaloid eller etoposid 

med eller uden mitomycin C. Cisplatin afløses i disse år af carboplatin, som ikke 

har cisplatins nefro- og neurotoksicitet. Mange steder, bl.a. i Norge og Sverige, har 

kombinationen af carboplatin og vinorelbin karakter af standardbehandling. Efter 

omfattende kliniske forsøg er etoposid og mitomycin C nu erstattet af nye cytostatika: 

gemcitabin og taksanerne Taxotère® eller Taxol®. Man opnår herved højere responsrater, 

palliation af flere patienter samt en større fraktion 1-års overlevere. Kun enkelte 

patienter bliver dog fortsat langtidsoverlevere. 

Dansk Onkologisk Lungecancer Gruppe udarbejder løbende nye behandlingsprotokoller 

(se DLCGs hjemmeside). 

Konklusion 

Det må på ovenstående baggrund konkluderes, at kemoterapi bør indgå i behandlingen 

af patienter i god almentilstand med inoperabel NSCLC. Samtidig må det 

dog iagttages, at behandling af NSCLC med stråle- og kemoterapi fortsat er i en 

udviklingsfase, når det drejer sig om adjuverende og neo-adjuverende terapi, samt 

i behandling af patienter med avanceret sygdom. De foreliggende behandlingsresultater 

viser imidlertid, at kemoterapi – sammen med kirurgi og strålebehandling 

- spiller en vigtig rolle i behandling af NSCLC. Det er derfor vigtigt, at man deltager 

i det omfattende internationale udviklingsarbejde, som foregår omkring denne 

sygdomsenhed. 

STRÅLEBEHANDLING VED IKKE-SMÅCELLET LUNGECANCER 

For at sikre optimal behandling er det nødvendigt at bruge CT-baseret dosis-planlægning 

af strålebehandlingen af NSCLC. Det er imidlertid ikke afklaret hvor 

omfattende strålefelterne skal være, specielt i hvilken udstrækning ikke involverede 

lymfeknudestationer skal inddrages. Der har dog gennem de sidste 20 år været en 

stigende tendens til at formindske feltstørrelsen og i stedet øge stråledosis til det 

dokumenterede tumorvolumen. 

Stadium I-IIA 

Patienter som ikke kan tåle operation eller som afstår fra denne kan, såfremt lungefunktionen 

er tilstrækkelig, tilbydes kurativt tilsigtet strålebehandling: 60 - 80 

Gy / 30-40 fraktioner afhængig af lokalisation. Der er ikke indikation for elektiv 

strålebehandling af lymfeknuder. Den forventede 5 års overlevelse er i denne situation 

på ca. 15% [141]. 

Behandling af lokalt recidiv og ikke radikalt opererede 

Disse patienter bør tilbydes kurativt intenderet behandling (60Gy/30F). 


79

Stadium IIIA 

Der mangler generelt data for, hvilken behandlingsstrategi der er at foretrække, og 

det må anbefales, at patienterne tilbydes indgang i randomiserede studier. 

Patienter med T3 tumorer dvs. i stadium IIB (T3, N0) og IIIA (T3, N1), som teknisk 

er operable, behandles internationalt hyppigt med en kombination af neoadjuvant 

kemoterapi og operation med henvisning til de positive resultater fra de to tidligere 

omtalte (se side 78) randomiserede undersøgelser, der fandt, at denne kombination 

var operation alene overlegen [138, 139]. 

Den skandinaviske neoadjuverende protokol for patienter med T3-sygdom er anført 

i Appendix 1. Patientgruppen udgør kun 5% af patienter med NSCLC, hvilket 

medfører at patienttilgangen er beskeden. 

Patienter med stadium IIIA sygdom med spredning til samsidige mediastinale/subcarinale 

lymfeknuder (N2) er ikke primært operable. Behandlingsstrategien omfatter 

her neoadjuvant kemoterapi fulgt af operation og stråleterapi. Om resektion kan 

undværes undersøges bl.a. i den skandinaviske protokol. 

Den skandinaviske neoadjuverende protokol for patienter med N2-sygdom er anført 

i Appendix 1. Patientgruppen udgør ca. 10% af patienter med NSCLC. 

Stadium IIIB - lokal avanceret sygdom 

Inoperable patienter (stadium IIIB) i god performance status kan behandles med 

stråleterapi alene i doser på 60-66 Gy / 30-33 fraktioner. Der er ikke konsensus om 

strålefelternes størrelse. Der opnås hermed en 3 års overlevelse på 10% og en 5 års 

overlevelse på 5%. Der foreligger imidlertid ikke randomiserede undersøgelser, 

som afklarer om strålebehandling, kemoterapi eller kombinationer heraf er den 

bedste strategi. Meta-analyser har imidlertid godtgjort, at kemoterapi og strålebehandling 

giver længere overlevelse end strålebehandling alene. Gevinsten har hidtil 

været anset for relativ beskeden [140,142], men nyere undersøgelser har vist, at 

induktionskemoterapi fordobler 4 års-overlevelsen til 11% [143]. En randomiseret 

undersøgelse (hvor 2/3 patienterne havde stadium IIIB sygdom) har påvist, at 

samtidigt administreret kemoterapi og strålebehandling er det alternerende regime 

overlegen med 16% 5 års overlevelse mod 9%. 

Palliativ strålebehandling 

Der kan gives palliativ strålebehandling for bl.a. smertegivende processer, strikturerende 

processer, vena cava superior syndrom og hæmoptyse. For de fleste patienters 

vedkommende, hvor der er relativ begrænset forventet levetid af størrelsesordenen 

3 - 6 måneder, giver en enkelt fraktion på 10 Gy eller 17 Gy på 2 fraktioner 

en lige så effektiv palliation som regimer der omfatter flere fraktioner [145, 

146]. For patienter med en forventet restlevetid på mere end 6 måneder giver en 

samlet større stråledosis over flere fraktioner længere overlevelse [147]. Sådanne 

patienter kan fx behandles med 30 Gy på 10 fraktioner. Smertegivende knoglemetastaser 

bliver hos 50-80% af patienterne tilfredsstillende pallieret ved anvendelse af 

en enkelt fraktion på 8 Gy [148]. 


Hjernemetastaser: Patienter med en solitær hjernemetastase på mindre end 3 cm, 

hvor patienten ikke har sygdom udenfor hjernen, og i øvrigt er i god performance 

status, anbefales operativ fjernelse af metastasen [149] eller stereotaktisk strålebehandling 

mod metastasen evt. efterfulgt at strålebehandling mod hele hjernen. 

Patienter med symptomgivende hjernemetastaser behandles med glukokortikoider 

(fx prednisolon 100-150 mg dgl.) og strålebehandling, almindeligvis i doseringen 

20 Gy på 4-5 fraktioner mod hele hjernen. 

SPECIALAFSNIT OM UDVIKLING AF NYE ANTICANCERMIDLER 

Trods den høje initielle kemosensitivitet af SCLC overfor en række cytostatika er succesraten ved 

SCLC behandling ikke øget de sidste to årtier. I en nylig analyse af 1111 patienter med udvidet 

stadie SCLC behandlet i øst-Danmark fra 1973-1992 blev 526 patienter behandlet i den tidlige 

periode (1973-1981) og 585 i den sene periode (1981-1992). Der var ingen forskel i fordelingen af 

prognostiske faktorer og fraktionen af patienter med udvidet sygdom var ens i de to perioder. Man 

fandt ingen forskel i responsraten eller i den mediane overlevelse (P = 0.49), som var 7 måneder i 

begge grupper [150]. Tilsvarende data fra andre forskningsgrupper har ledt til det pessimistiske 

synspunkt, at overlevelse ved udvidet sygdom er stagneret ved 7-8 måneder uanset behandlingsstrategien. 

Andre fastholder at der er fremskridt, og at nyere resultater med aggressive 

behandlinger viser længere overlevelse [151]. Uanset dette synspunkt er det dog stadig således, at 

næsten alle patienter får recidiv og langtidsoverlevelse er sjælden [152]. 

Hovedårsagen til den manglende fremgang i behandlingen er udvikling af resistens i tumorer som 

initialt er kemofølsomme. Forsøg på at omgå resistensudviklingen har omfattet: Høj-dosis kemoterapi 

med og uden autolog knoglemarvstransplantation, alternerende kemoterapi i hht. Goldie-Coldman 

hypotesen, vedligeholdelsesbehandling osv. Alt sammen med skuffende kliniske resultater [153]. 

Baggrunden for dette faktum er formentlig multifaktoriel, men det er naturligt at fokusere på udvikling 

af resistens og på udviklingsprogrammer for nye stoffer mod lungecancer. 

Moderne tiltag til opdagelse af nye cytostatiske midler 

Siden 1980erne er der etableret mere end 1000 tumorcellelinier fra patienter med SCLC og NSCLS 

[154]. Disse cellelinier har ledt til mange studier af resistensmekanismer og til screening efter nye 

aktive midler. Spørgsmålet om celleliniers repræsentativitet og stabilitet blev fornylig undersøgt i et 

større arbejde. Tolv etablerede NSCLC cellelinier blev sammenlignet med deres korresponderende 

primær-tumorer. Med undtagelse af P53 mutationer, som var hyppigere i cellelinierne, var der 

generelt en meget klar overensstemmelse mellem lungetumor cellelinierne og deres korresponderende 

tumorer [155], det gælder morfologi (100%), aneuploidi (100 %), HER2/neu expression (100%), 

P53 protein (100%), tab af heterozygoti på kromosom 13 (97%), microsattelit variation (75%), p53 

(67%) og K-ras (100 %) gen-mutationer. Tilsvarende var der 100 % konkordans i alle 115 

sammenlignede alleltab. Sådanne data støtter ideen om, at tumorcellelinier udgør en anvendelig 

model for biomedicinske studier af lungekræft. 

Udvikling af in vitro modeller af SCLC og NSCLC 

Mange forskningsgrupper har studeret kemofølsomhed i paneler af vildtype NSCLC og SCLC 

cellelinier in vitro. Generelt er der fundet et differentieret følsomhedsmønster overfor etablerede 


81

anticancermidler forstået på den måde, at forskellige stoffer med forskellige virkningsmekanismer 

giver forskellige mønstre [156-160]. Flere grupper påviste tidligt, at cellelinier kunne anvendes til 

at bestemme et stofs virkningsmekanisme. Det vil sige, at et stofs virkemekanisme er tæt forbundet 

med dets mønster af sensitivitet og krydsresistens - og dermed kan systemet identificere stoffer med 

nye mønstre [161, 156, 162, 163, 158, 159]. Noget overraskende er der derimod kun ringe evidens 

for, at cellelinier fra et specifikt organ med fordel kan anvendes til at selektere stoffer mod netop 

denne tumortype [164]. 

I den nuværende NCI (USA) in vitro sygdomsorienteret screening anvendes 60 humane cellelinier 

fra adskillige forskellige solide tumorer [160, 164, 165]. I NCI’s database er der nu sensitivitetsmønstre 

på mere end 100.000 forskellige stoffer. Databasen er tilgængelig for alle, og man 

kan her søge på strukturer og sammenligne mønstre. Hvis man er villig til at udlevere den tredimensionelle 

struktur af ens stof, kan man uden vederlag få stoffet testet på cellelinierne. 

Resistensmekanismer 

Op til 70% af SCLC patienter responderer på enkeltstofbehandling med etoposid, og etoposid er 

formentlig det mest aktive enkeltstof ved denne sygdom. Etoposid omdanner det essentielle kerne 

enzym topoisomerase II til et celledræbende protein. Det er vist, at jo mere topoisomerase II cellen 

har jo mere følsom er den, og omvendt kan cellen opnå resistens, hvis cellerne reducerer niveauet af 

målenzymet. Det har længe været en gåde, hvorfor NSCLC i modsætning til SCLC er primært resistent 

overfor etoposid, men det har nu vist sig, at der er meget mindre topoisomerase II i tumorer fra 

patienter med NSCLC end i SCLC [166, 167]. NSCLC celler er dermed ikke kandidater til behandling 

med topoisomerase II aktive midler. 

Der er to andre kendte resistensmekanismer overfor etoposid, begge giver krydsresistens til en række 

andre midler såkaldt multidrug-resistens (MDR). P-glycoprotein og MRP (multidrug resistance 

related protein) er begge ATP drevne pumper, som effektivt reducerer den intracellulære etoposid 

koncentration. Disse pumper har bred substrat-specificitet og transporterer begge en række kemisk 

meget forskelligartede stoffer, fx mange topoisomerase II aktive stoffer ikke kun etoposid, men også 

doxorubicin, daunorubicin og 4-epirubicin, tubulinaktive stoffer som vincristin, paclitaxel og 

docetaxel samt topoisomerase I-aktive midler som topotecan og det alkylerende melphalan. Selvom 

der således ved MDR er krydsresistens til en række vigtige midler, er det dog vigtigt at gøre sig klart, 

at der ikke er krydsresistens til alle midler. Overfor en række midler er der slet ingen resistens, og 

endelig er der stoffer, som er mere effektive på MDR-celler end på vildtype celler. Sådanne 

differentielle sensitivitetsmønstre støtter den grundlæggende antagelse om, at krydsresistens ikke 

er panresistens. Der er således ikke fundet cellelinier, der er resistente overfor alle stoffer. Det er 

netop grundlaget for et optimistisk syn på muligheden for at identificere nye aktive midler. 

Beskyttelse af normale celler 

I de senere år har studier af cellelinier givet en meget bredere forståelse for regulering af cellecylus 

samt mekanismer bag programmeret celledød, apoptose. Det forventes, at denne information kan 

lede til bedre anvendelse af vore konventionelle anticancermidler. En sådan mulighed eksisterer i 

designet af cellecyklusblokerende stoffer, som er i stand til at stoppe normale celler ved cellecyklus 

checkpoints, hvorimod check-point-syge kræftceller (fx pga. mutationer i RB eller P53) ikke 

respekterer et sådant stopsignal. Et sådant system kan øge det terapeutiske index af S-fase spe- 


cifikke stoffer som camptothecin og gemcitabin og af M-fase specifikke stoffer som taxanerne. 

Udnyttelse af ekstracellulære faktorer 

Foruden studier af programmeret celledød og cellecyklusregulation er der andre betydningsfulde 

forskningsområder i eksperimentel onkologi, såsom dannelse af blodkar i tumor, mikromiljøet i tumor 

og studier af den metastatiske proces. Nye stoffer indenfor disse område vil ikke kunne identificeres 

med cytotoxicitets-modeller, men vil kræve mere komplekse screeningssystemer. Også den kliniske 

bedømmelse af sådanne stoffer, der ikke har direkte effekt på tumorceller, vil kræve nye responskriterier. 

Nogle vil kun kunne evalueres i fase III studier gennem deres indflydelse på 

overlevelsen [168]. 

Fremtid 

Som set tidligere med monoklonale antistoffer og genterapi kan nye forskningsområder hurtigt blive 

meget populære, selvom resultaterne indtil videre er meget begrænsede. Således har næsten alle 

farmaceutiske virksomheder et program for udvikling af angiogenesehæmmere. Selv kendte stoffer 

som paclitaxel og camptothecin fik et mere modern look, da det blev opdaget, at de også var hæmmere 

af angiogenese [169, 170]. 25 års erfaring med medicinsk behandling af lungecancer fortæller os, 

at tumorceller er svære at slå ihjel, eftersom de adapterer til stress og udviser en heterogen fænotype. 

NSCLC og SCLC bør naturligvis angribes fra nye vinkler, men man må gøre sig klart, at nye behandlinger 

i bedste fald komplementerer anvendelsen af etoposid, cisplatin og taxaner. Det faktum, 

at den medicinske behandling af lungecancer ikke har haft megen fremgang de sidste 20 år, bør ikke 

lede til desperation og videnskabelig håbløshed. Vi står ikke overfor et valg mellem gamle muligheder 

og nye ideer. Ny viden og nye ideer har igen tændt håbet om bedre behandling. Etablerede stoffer 

som etoposid og platin-derivaterne kan i dag anvendes bedre, ganske enkelt fordi vi nu ved, hvordan 

de virker, og hvordan deres effekt kan reguleres. Der skal stadig søges efter nye cellegifte, og der er 

fortsat et stort potentiale for denne behandlingsmodalitet. 

SYGDOMSRELATEREDE SYMPTOMER 

Vena cava superior 

Lungecancer giver i mange tilfælde anledning til vena cava superior syndrom (SVCsyndrom), 

både som initial præsentation og under behandlingsforløbet. 

SVC-syndrom vil typisk manifestere sig med øget venetegning på thorax forflade, 

ødem af hals og ansigt samt evt. ødem af proximale dele af begge OE. 

Observation af disse patienter er vigtig specielt vedrørende halsomfang, respirationssymptomer 

etc. Behandlingen af SVC-syndrom er afhængig af tumors histologi 

og hvornår i sygdomsforløbet tilstanden indtræder. 

SVC ved småcellet lungecancer 

Ved SVC-syndrom på diagnosetidspunktet udgør kemoterapi den primære behandling. 

Behandlingseffekt ses hos langt de fleste patienter allerede indenfor få dage. 

Hos patienter, hvor behandlingen ikke har effekt indenfor 1-2 uger eller hvor syndromet 

opstår under behandling, vil strålebehandling være indiceret. Det bestrålede 


83

område omfatter tumor + 2 cm margin, og behandlingen kan gives som en enkelt 

fraktioneret behandling (10Gy/1F) eller over flere fraktioner (20Gy/4F). 

En del patienter behandles med høj-dosis steroid (tbl. prednisolon 100-150 mg dgl.), 

men der foreligger ikke kontrollerede undersøgelser, som kan dokumentere effekten. 

SVC ved ikke-småcellet lungecancer 

Strålebehandling er i disse tilfælde den primære behandling, og administreres oftest 

som anført ovenfor. I hvert enkelt tilfælde vurderes patientens SVC-syndrom i 

forhold til sygdomstilstand og AT i øvrigt. Hos nogle patienter i dårlig AT vil henvisning 

til strålebehandling ikke være aktuel, og i stedet bør man koncentrere sig 

om medikamentel palliativ behandling, inklusiv anvendelse af morfin og ilt. Selv 

om der som anført ikke foreligger videnskabelig dokumentation for anvendelse af 

steroid, suppleres der ofte hermed i håb om lindring ved at reducere ødemet i 

bronkierne. 

Hjernemetastaser 

Hjernemetastaser forekommer ofte hos patienter med lungecancer. På diagnosetidspunktet 

har ca. 10% af patienterne hjernemetastaser stigende til ca. 50% hos 

patienter, som lever mere end 2 år. 

Hjernemetastaser kan klinisk manifestere sig fra yderst diskrete neurologiske symptomer 

til dramatisk indsættende symptomatologi, fx pludselig indsættende hemiparese, 

hvilket kan være udtryk for en blødning i en metastase. 

Diagnostik af hjernemetastaser baseres på en klinisk neurologisk undersøgelse og 

efterfølgende CT- eller MR-skanning. 

Behandlingen af hjernemetastaser afhænger af forskellige faktorer: 

Tumors histologiske type, hvornår i forløbet diagnosticeres metastasering, sygdomsstatus 

udenfor CNS, patientens AT og prognose. 

Ved symptomatiske hjernemetastaser bør der straks påbegyndes steroidbehandling 

svarende til en prednisolon dosis på 100 - 150 mg dgl., hvilket i de fleste tilfælde 

inden for timer til få dage giver lindring af symptomerne. Denne behandling forsættes 

uændret i 2 uger efter afsluttet strålebehandling. Hvis der opnås betydende symptomatisk 

effekt, kan steroiddosis halveres, og dernæst aftrappes langsomt, fx med 5 

mg hver anden dag til dosis 0. Såfremt de neurologiske symptomer herunder 

recidiverer eller forværres, skal aftrapningen indstilles. Såfremt der ikke hurtigt 

indtræder objektiv bedring skal differentialdiagnoser som fx haemorrhagi overvejes. 

Hjernemetastaser ved småcellet lungecancer 

Hjernemetastaser på diagnosetidspunktet behandles initialt med kemoterapi som 

led i den primære behandling af grundmorbus. Man bør dog evaluere effekten af 

behandlingen efter 2-3 måneder ved fornyet CT-skanning med henblik på supplerende 

strålebehandling. Dersom patienten kun har en solitær metastase i hjernen 

uden andre tegn på fjernmetastatisk sygdom, bør neurokirurgi overvejes. Stereotaktisk 

strålebehandling benyttes sædvanligvis ikke mod hjernemetastaser fra småcellet 

lungecancer. 


Dersom hjernemetastaser udvikles under behandlingsforløbet, må behandlingen være 

afhængig af sygdomsstatus, performance status etc. Ved manglende symptomatisk 

effekt af steroid bør patienten henvises til strålebehandling, hvis patientens 

performance status er rimelig (PS = 0-2). Stråledosis kan være 20 Gy / 4 fraktioner. 

I denne situation fortsættes kemoterapi, idet fremkomst af CNS-sygdom ikke alene 

kan tages som udtryk for behandlingssvigt, idet passagen af kemoterapi over blodhjerne-barrieren 

ikke er komplet. 

Hjernemetastaser ved ikke-småcellet lungecancer 

Solitære hjernemetastaser hos operable patienter henholdsvis patienter som allerede 

er radikalt opererede vurderes med henblik på neurokirurgisk extirpation subsidiært 

stereotaktisk strålebehandling. Øvrige tilfælde pallieres med steroid eventuelt i kombination 

med strålebehandling i en dosering som ved SCLC. 

Meningeal carcinomatose 

Er en sjælden, klinisk betydningsfuld sygdomsmanifestation ved lungecancer. Bør 

overvejes som differentialdiagnose ved diffuse neurologiske symptomer. Diagnosen 

stilles ved MR-skanning, eventuelt suppleret med cytologi fra spinalvæsken. Behandlingen 

af meningeal carcinomatose afhænger af patientens almentilstand og 

sygdomsstatus i øvrigt. Prognosen er dårlig, så specifik behandling i form af intrathecal/spinal 

kemoterapi er sjældent indiceret. Palliativ stråleterapi er undertiden 

mulig. 

Medullært tværsnitssyndrom 

Optræder ikke sjældent hos patienter med lungecancer, og manifesterer sig oftest 

ved hurtigt indsættende udfaldssymptomer i form af sensibilitetsforstyrrelser, pareser 

stigende til paralyse, urinretention og inkontinens for fæces. Radikulære smerter 

og gangbesvær kan være et begyndelsessymptom på medullær påvirkning/kompression. 

Det er vigtigt, at det diagnostiske arbejde påbegyndes straks ved klinisk mistanke 

(neurologisk vurdering, MR-skanning). Høj-dosis steroid behandling bør indledes 

på den kliniske mistanke, og neurokirurgisk afdeling bør kontaktes initialt i alle 

tilfælde, hvor et kirurgisk indgreb ikke på forhånd er udelukket (fx udbredt sygdom 

og dårlig almentilstand, konkurrerende lidelser, høj alder etc.). 

Det bedste resultater [171] opnås ved kirurgisk fjernelse af tumor/aflastning af 

medulla efterfulgt af strålebehandling, som påbegyndes ca. 12 dage efter operation. 

Hvis operation ikke er mulig/indiceret skal strålebehandling indledes akut. Strålefeltet 

inkluderer en uafficeret hvirvel på hver side af det afficerede spinale område. 

Dosis er 20 - 25 Gy / på 4 til 5 fraktioner. 


85

Knogle- og knoglemarvsmetastaser 

Småcellet lungecancer 

Medfører ofte spredning til knoglemarv, men yderst sjældent radiologisk manifeste 

knoglemetastaser. Ca. 25% af patienterne har knoglemarvsinvolvering på diagnosetidspunktet 

diagnosticeret ved bilateral knoglemarvsundersøgelse (cristae iliacae). 

Knoglemarvsmetastaser giver sjældent kliniske symptomer, men kan af og til forårsage 

trombocytopeni og anæmi. 

Patienter med verificeret knoglemarvsinvolvering og påvirkning af de hæmatologiske 

parametre bør imidlertid behandles med fuld dosis kemoterapi. 

Ikke-småcellet lungecancer 

Medfører ofte knoglemetastaser, specielt osteolytiske metastaser ved planocellulært 

carcinom og adenocarcinom. 

Ved smertegivende knoglemetastaser gives strålebehandling efter retningslinier som 

anført på side 80. Behandlingen kan gentages ved smerterecidiv, forudsat at primær 

behandlingen har medført symptomatisk effekt vurderet 4 - 5 uger efter behandlingen. 

Hypercalcæmi 

Ses især hos patienter med ikke-småcellet lungecancer, dels som følge af knoglemetastaser, 

dels som et paraneoplastisk fænomen uden radiologisk erkendelig knoglemetastasering. 

Hypercalcæmi ses praktisk talt aldrig ved småcellet carcinom. 

Hypercalcæmi med dehydrering behandles primært med i.v. væske. Bisfosfonater 

i.v. udgør den specifikke behandling, der med fordel indledes tidligt inden patienten 

når at udvikle dehydrering/konfusion og andre neurologiske symptomer. 

Ses især hos patienter med ikke-småcellet lungecancer, dels som følge af knogle- 

Behandlingsrelaterede komplikationer 

Kemoterapi 

Følgende komplikationer ses hyppigst ved kemoterapi: 

Hæmatologiske komplikationer 

Gastrointestinale symptomer 

Neurologiske symptomer 

Alopeci 

Allergi 

Hæmatologiske komplikationer 

De fleste kemoterapeutika forårsager knoglemarvssuppression. Leukopeni ses som 

regel 8-12 dage efter 1. dags behandling. Graden af leukopeni er dosisafhængig og 

varierer desuden fra medikament til medikament. Patienterne skal informeres om 

at kontakte den behandlende afdeling ved feber >38C. Ved granulocyttal 38C gives almindeligvis „profylaktisk“ antibiotisk behandling, forudgået 

af relevante mikrobiologiske dyrkninger. Såfremt infektionsfokus påvises påbegyndes 

„specifik“ antibiotisk behandling. Varigheden af den antibiotiske behandling 

udstrækkes almindeligvis til efter et døgns feberfrihed og/eller granulocyttal >0.5. 


Hvilken antibiotisk behandling der gives varierer fra afdeling til afdeling. Ved 

positivt dyrkningssvar ændres behandlingen i henhold til dette. 

Ofte ses i den leukopene fase stomatitis, som behandles med antimykoticum (fx 

fluconazol). 

Trombocytopeni ses hos en del patienter - undertiden med næseblødning og/eller 

hudblødninger (petekkier), men sjældent anden manifest blødning. Grænsen for 

nødvendigheden af trombocyttransfusion er afhængig af et klinisk skøn. 

Anæmi forekommer jævnligt under kemoterapi. Symptomatiske patienter med 

hæmoglobin

synligt, at sjældent forekommende hæmaturi i forbindelse med cytostatica har en 

allergisk ætiologi. 

Strålebehandling 

De umiddelbare (akutte) bivirkninger ved den pallierende strålebehandling for SVCsyndrom 

- CNS - og knoglemetastaser er få - og behandlingen kan ved god symptomatisk 

effekt i det fleste tilfælde gentages, da det ikke forventes at senbivirkninger 

vil opleves. 

Behandling mod det pulmonale tumorområde medinddrager lungevæv og i de fleste 

tilfælde esophagus. Efter behandlingen kan der optræde pneumonitis visende sig 

ved tør hoste, febrilia, infiltrater på thoraxrøntgen samt åndenød. Risikoen afhænger 

af stråledosis og feltets størrelse og ses derfor hyppigst ved kurativt intenderet 

strålebehandling som led i den samlede strategi for ikke-småcellet lungecancer. 

Behandlingen omfatter antibiotika (da infektion sjældent kan udelukkes) samt 

prednisolon fx 50 mg dagligt, som udtrappes langsomt over uger. Symptomerne 

varer oftest 1-2 uger. 

Esophagitis optræder hyppigst når kemoterapi og strålebehandling gives samtidigt 

som i strategien ved småcellet lungecancer. Dette viser sig ved svien i esophagus 

medførende spisebesvær især i slutningen af behandlingen og varende 2-3 uger 

efter afslutning af strålebehandlingen. Sværhedsgraden afhænger også af stråledosis 

og feltstørrelse. Behandlingen kan være H2-blokkere og andre syrepumpehæmmere 

og i de sværeste tilfælde sondeernæring. 


APPENDIX 1 

R 

A 

N 

D 

O 

M 

I 

S 

E 

R 

I 

N 

G 

SLCG 96/I: NSCLC stadie IIIA / T3 (T3N0 & T3N1, m en excl. T3N2) 

3 serier Operation Komplet Kontrol 

kemoterapi Inkomplet Strålebeh. 

resektion 

Operation Kom plet Kontrol 

Inkomplet Strålebeh. 

resektion 

Oversigt over den skandinaviske protokol for patienter med ikke-småcellet 

lungecancer i stadium IIIA - og med T3,N0,N1 sygdom 

R 

A 

N 

D 

O 

M 

I 

S 

E 

R 

I 

N 

G 

SLCG 96/II: NSCLC stadie IIIA / N2 (T1N2, T2N2 & T3N2) 

3 serier 

kemoterapi 

3 serier 

kemoterapi 

Operation Strålebehandling Kontrol 

Strålebehandling Kontrol 

Oversigt over den skandinaviske protokol for patienter med ikke-småcellet 

lungecancer i stadium IIIA - og med N2 sygdom 


89


UNDERSTØTTENDE 

OG PALLIATIV 

BEHANDLING OG 

PLEJE 

PALLIATION 91

UNDERSTØTTENDE OG PALLIATIV 

BEHANDLING OG PLEJE 

GENERELT. .............................................................................................................................. 93 

Dyspnoe .......................................................................................................................................... 93 

Hoste ............................................................................................................................................... 94 

Hæmoptyse..................................................................................................................................... 94 

Ernæring og hydrering ................................................................................................................... 95 

Smertebehandling og pleje ........................................................................................................... 95 

Smertebehandlingen med opioider skal være opbygget af: ..................................................... 96 

Andre behandlingsformer .............................................................................................................. 96 

PSYKOLOGISKE ASPEKTER. ............................................................................................ 97 

TVÆRFAGLIGT SAMARBEJDE I 

PRIMÆR / SEKUNDÆRSEKTOREN. ............................................................................... 98 

Generelt .......................................................................................................................................... 98 

Terminal pleje ................................................................................................................................. 98 

Hospice ........................................................................................................................................... 98 

Palliativt team ................................................................................................................................. 99 


UNDERSTØTTENDE OG PALLIATIV 

BEHANDLING OG PLEJE 

GENERELT 

Uanset den histologiske diagnose, tumors størrelse, lokalisation og eventuelle spredning 

samt mulige kurative behandlingstilbud, repræsenterer patienter med lungecancer 

en patientkategori med et stort behov for understøttende og pallierende behandling 

og pleje. 

Dette behov er eksisterende fra patientens primære kontakt til sundhedsvæsenet og 

vil være aktuelt i hele behandlings - og plejeforløbet, uanset udfaldet af sygdommen. 

De fysiske symptomer, der fører patienten til læge, vil initialt være ledsaget af en 

række psykologiske reaktioner. Lungecancer tilhører en af de mest frygtede cancersygdomme 

og vil for nogle patienters vedkommende (rygerne) yderligere være belastet 

af skyldfølelse og et reduceret selvværd. 

Sygdommens organiske påvirkning og ovennævnte forhold, kombineret med de 

faktiske behandlingstilbud og resultaterne heraf, stiller krav om en optimal tværfaglig 

indsats af udøverne i den primære og sekundære sundhedstjeneste. De professionelle 

bør være opmærksomme på patientens totale situation, både hvad angår 

fysiske, psykologiske, åndelige og sociale aspekter. Såvel under eventuelle behandlingstiltag 

med kurativt sigte, som i et terminalt forløb uden aktive behandlingsmuligheder 

vil understøttende og palliativ behandling og pleje være de tilbud, der kan 

sikre patienten en optimal livskvalitet og lindring [172]. 

Dyspnoe 

Dyspnoe er et kendetegnende og meget ubehageligt symptom hos patienten med 

lungecancer. Det er ikke ualmindeligt, at dyspnoe optræder tidligt i forløbet og forværres 

i takt med sygdommens udvikling. 

Dyspnoe kan komme pludseligt eller snigende, den kan være konstant eller intermitterende, 

og kan forekomme i flere grader, fra funktionsdyspnoe til hviledyspnoe. 

Graden kan ofte vurderes ved simpel inspektion af patienten sammenholdt med 

patientens angivelse af, hvor nedsat hans funktion er. 

Det kan af og til være vanskeligt at skelne egentlig dyspnoe forårsaget af sygdommen 

fra kvælningsfornemmelser pga. angst. 

Det er vigtigt at hjælpe patienten til at opnå maksimal beherskelse af det psykologiske 

element for at undgå den onde cirkel, hvor frygten for dyspnoe forværrer denne, 

hvilket kan resultere i respiratorisk panik [173]. 

Behandling og pleje: Det er vigtigt at huske, at dyspnoe hos patienter med malign 

sygdom kan have ikke malign årsag, fx kronisk obstruktiv lungesygdom, kardial 

in-kompensation og anæmi. Disse kan søges afhjulpet ved vanlig behandling. 

PALLIATION 93

En eventuel tilgrundliggende infektion bør behandles. Ved pleuraeksudat kan pleurapunktur 

overvejes, om end eksudatet ofte gendannes. Ved tryk fra tumor gives 

strålebehandling ved NSCLC – eller kemoterapi ved SCLC. Iltterapi kan være 

gavnlig for nogle patienters vedkommende. 

Farmakologiske tiltag: Mange patienter med dyspnoe kan, til trods for den respirationsdeprimerende 

effekt, have glæde af opioider. Behandlingen gives fortrinsvis 

peroralt, fx morfinmikstur eller morfin-dråber 20mg/ml (”røde dråber”) som fremstilles 

på Glostrup og Skanderborg apoteker. De “røde dråber” opslemmes i lidt 

vand og doseres i forhold til patientens symptomer og anden opioid behandling. 

Benzodiazepiner i lav dosering har ligeledes effekt hos mange patienter, selvom 

der ikke findes kontrollerede studier heraf [174]. 

Personalet må søge at skabe størst mulig tryghed for patienten fx ved at åbne en dør 

til sygehusgangen, nærværelse af pårørende, kendt plejepersonale eller evt. fast 

vagt. Det er vigtigt for patienten med en optimal lejring i seng eller stol for at sikre 

maksimal respiration. Et åbent vindue med frisk luft eller en elektrisk vifte kan 

forsøges. 

Fysioterapeuten kan lindre dyspnoen ved respirationsøvelser, afspænding og/eller 

massage. Desuden kan fysioterapeuten lære patienten, hvordan han skal forholde 

sig for at få kontrol over vejrtrækningen ved evt. begyndende respiratorisk panik. 

I det samlede behandlingstilbud vil der altid være tale om en kombination af ikke 

farmakologisk og farmakologisk behandling. 

Hoste 

Hoste, der kan optræde intermitterende eller konstant, er et udmattende symptom, 

som påvirker både den vågne og den sovende patient. Tør hoste skyldes sædvanligvis 

cigaretrøg eller andre irriterende faktorer, obstruktion eller pulmonal infektion. Den 

produktive hoste er ofte forårsaget af tilstødende lungeinfektion. 

Behandling og pleje: Ved tør hoste kan man forsøge at lette hosten med varm fugtig 

luft. Fx dampende vand fra kedel eller varmt vand i forstøver. 

Mukolytika så som bromhexin (Bisolvon) kan evt. reducere bronchialsekretets viskositet 

og dermed lette ekspektorationen. Til opretholdelse af væskebalancen anbefales 

rigeligt med varme drikke. 

Som hostestillende midler, der hæmmer hosterefleksen, anbefales fx pectyl mikstur, 

kodein, noskapin og morfin mikstur. Vær opmærksom på sidstnævnte præparaters 

mulige bivirkninger. 

Hæmoptyse 

Generelt: Hos ca. 25% af patienterne opstår hæmoptyse. Det er vigtigt ikke at negligere 

dette symptom, der selv i mindre omfang opfattes som både alarmerende og 

livstruende af patient og pårørende. En god og grundig information er påkrævet 

såvel for patienten som til de pårørende. Voldsomme hæmoptyser er sjældent 

forekommende, men kan ses hos denne patientkategori. En kraftig hæmoptyse kan 

medføre patientens pludselige død, hvilket er en yderst panikskabende situation. 


Behandling og pleje: Strålebehandling kan anvendes og det rekommanderes, at der 

gives en enkelt behandling på 10 Gy. 

Ved voldsom blødning gives intravenøst morfin og benzodiazepin. Er det ikke muligt 

at skaffe intravenøs adgang, må medicinen injiceres dybt intramuskulært. Det 

er vigtigt at personalet holder hovedet koldt og ikke lader sig gribe af panik. Bliv 

hos patienten og forsøg at berolige så meget som muligt. 

Ernæring og hydrering 

Generelt: Alvorlig sygdom og psykiske belastninger medfører almindeligvis ændringer 

i appetit og fødeindtagelse såvel som et markant vægttab. Samtidig med at 

fødeindtagelsen er et basalt fysisk behov, der medvirker til at opretholde eksistens 

og velvære, repræsenterer det for de fleste mennesker et socialt element, et traditionelt 

samvær. Det vil ofte være skræmmende for patienten og dennes pårørende at 

konstatere et betydeligt vægttab, som er forårsaget af den nedsatte appetit, sygdommens 

organiske påvirkning og evt. behandlingsgener. 

Behandling og pleje: Man bør tilbyde små lette måltider. Det er vigtigt at opfylde 

individuelle ønsker både hvad angår fødeemne og tidspunkt, ligesom man bør forsøge 

at skabe en rar atmosfære, gerne med selskab ved måltiderne. Kosttilskud i form af 

protein og kalorierige drikke kan evt. tilbydes. Alkohol kan virke appetitstimulerende 

[175]. 

Smertebehandling og pleje 

Smerteproblemer hos patienter med lungecancer tager udgangspunkt både i den 

fysiske smerte og de påtrængende psykologiske forhold ved sygdommen. 

Netop ved lungecancer eksisterer for patienten samt pårørende og behandlere en 

udtalt frygt for intraktable smerter, risiko for kvælning eller uudholdelig dyspnoe i 

sygdommens sidste fase. Hertil kommer frygten for en evt. afhængighed af morfika 

samt angsten for, om der vil være tilstrækkelige midler til rådighed i hele forløbet. 

Behandlingsprincipper: En omhyggelig smerteanamnese suppleret med en grundig 

objektiv undersøgelse er udgangspunktet for en optimal smertebehandling. Samtidig 

er det medvirkende til etableringen af det tillidsforhold imellem patient og behandler, 

som er afgørende for smertebehandlingens succes. 

Smertetypen skal erkendes, ikke sjældent er lungecancer patienter plaget af både 

nociceptive (somatiske og viscerale) og neurogene smerter, hvilket kræver behandling 

med flere forskellige typer af analgetika. 

Patienten orienteres om baggrunden for den ordinerede behandling, at evt. døsighed, 

kvalme og opkastning ved brug af morfika oftest svinder efter nogle dage, at 

man ikke bliver narkoman af nødvendig smertebehandling, at morfika altid kan 

trappes ned ved aftagende smerter og at morfika ikke bliver ineffektive trods langvarigt 

brug. 

PALLIATION 95

Medikamentel smertebehandling af kræftpatienter bør følge WHOs velkendte smertetrappe, 

modificeret efter danske forhold [173]: 


1. trin: Paracetamol og / eller NSAID 

2. trin: Perorale opioider + Paracetamol / NSAID 

3. trin: Plasterbehandling (opioid) +/- hjælpestoffer 

Opioidrotation 

Epidural / spinal kateter (opiod + lokal analgesi) 

4. trin: Subkutan infusion (opioid + hjælpestoffer) 

Intravenøs infusion (opioid + hjælpestoffer) 

Non-opioide analgetika: Paracetamol er første valg pga. den lave bivirkningsfrekvens, 

NSAID præparater er andet valg. Det er vigtigt at lytte til patientens erfaring 

med disse præparater, ligesom der må tages hensyn til evt. gastrit, blødningstendens, 

allergier etc. 

Opioider: Ved tiltagende smerter af moderat styrke kan man anvende „de svage 

opioider“ fx tramadol eller kodein, ofte kombineret med paracetamol. I mange tilfælde 

vil man dog gå direkte til de „stærke opioider“ Morfin er første valg, både 

som hurtigvirkende og som depotpræparat. 

Smertebehandlingen med opioider skal være opbygget af: 

Grundbehandling: Her anvendes langtidsvirkende præparater. Dette kan være depottabletter, 

smerteplaster og kontinuerlige infusioner. Sigtet er kontrol med den konstante 

grundsmerte og forebyggelse af gennembrudssmerter. Behandlingen gives 

med faste intervaller tilpasset den individuelle patient. 

P.N. behandling: Denne tilsigter kontrol af gennembrudssmerter ved anvendelse af 

hurtigvirkende og korttidsvirkende præparater, fx tabletter, mikstur, brusetabletter, 

suppositorier og injektioner. Det er vigtigt at huske at øge p.n. doseringen i forhold 

til grundbehandlingens størrelse. 

For begge typer behandling bør man altid vælge den enkleste administrationsform 

i samarbejde med patienten. Det er vigtigt at behandlingen kan videreføres i hjemmet 

uden vanskeligheder. 

Behandling af neurogene smerter med opioider er tvivlsom, og det er derfor ofte 

nødvendigt at supplere med de såkaldte ”sekundære” analgetika, antidepressiva 

og antikonvulsiva [173]. 

Anvendelse af hjælpestoffer: Det er ofte nødvendigt at benytte hjælpestoffer til den 

analgetiske behandling. Ved opioidbehandling skal samtidig iværksættes profylaktisk 

behandling med laxantia, så obstipation undgås, og ikke sjældent kan det være 

nødvendigt at anvende antiemetika. 

Andre behandlingsformer 

Fysioterapi i form af aktiv eller passiv træning, massage og afspænding er mulige 

alternativer eller supplementer til medikamentel behandling. Den naturlige berøring

i forbindelse hermed kan være af stor psykologisk værdi. 

Alternative behandlingsmetoder som musik og visualisering er benyttet med vekslende 

resultater. Som i al anden behandling er det væsentligt at patienten er motiveret 

for behandlingen, og at den udøvende har kendskab til og viden om behandlingsformen. 

Psykologisk bistand kan overvejes ved smertetilstande, som synes umulige at lindre. 

PSYKOLOGISKE ASPEKTER 

Den generelle holdning til lungecancer er ofte præget af håbløshed og opgivenhed, 

hvilket kan vanskeliggøre kommunikationen mellem kræftpatienten, de pårørende 

og de professionelle. Sygdommens dystre udsigter dominerer patientens hverdag 

fra det øjeblik, diagnosen er stillet og gennem hele forløbet. 

Det er sjældent at erfare positive oplevelser vedrørende prognose og overlevelse 

hos denne patientgruppe med en mortalitet på 70% indenfor et år. 

Information: Patienten er ved sygdommens konstatering ofte i et følelsesmæssigt 

kaos af fortvivlelse, uro og angst. Ved information til patienten om sygdommens 

forløb og behandling er det vigtigt at forholde sig til disse forhold, ligesom til de 

forskellige faktorer, der har indflydelse på information og kommunikation. 

Det er ikke usædvanligt, at patientens situation medfører en nedsat koncentration 

og dermed en dårligere indlæring, hvorfor gentagelse af information er nødvendig 

ligesom deltagelse af pårørende er en fordel. 

Løbende information bør derfor tilbydes igennem hele forløbet, helst af få og samme 

personer. Man må erindre, at patienten har ret til at blive informeret ligesom en ret 

til at frasige sig informationer. Det er patienten der bestemmer tempoet. Desuden 

er det vigtigt, at informationen gives på en nænsom måde. 

Psykisk støtte: Det er en traumatisk oplevelse at konstatere, at man er alvorligt syg, 

alle i familien bliver dybt berørt, og alle i den syges omgivelser bliver stillet overfor 

store og følelsesmæssige krav. For nogen vil der være tale om en krisetilstand med 

tanke - og følelsesforvirring, ofte præget af nedsat koncentrationsevne, hukommelsesbesvær, 

uro, søvnbesvær og emotionel labilitet. Den enkelte har svært ved at 

passe sit arbejde og de daglige gøremål. For andre er det knap så traumatiserende, 

de kan magte deres dagligdag rimeligt normalt og tilpasser sig på en eller anden 

måde situationen og de fremmedartede følelser. 

Psykiske reaktioner som fornægtelse, vrede, købslåen, sorg og accept er alle menneskelige 

reaktioner på kriser. De velkendte stadier beskrevet af bl.a. Kübler Ross 

[176] og Johan Cullberg [177] skal betragtes som en hjælp til forståelsen af de 

mange og fremmedartede følelser patienten kan opleve. Det er dog en misforståelse 

at skulle hjælpe patienten gennem ,,stadierne“. Ethvert menneske gennemlever sin 

krise på sin måde, og ikke sjældent helt uden for de teoretiske angivelser. 

Håb: For patienten kan håbet være medvirkende til at værne mod angst og frygt, og 

håbet er nødvendigt for at patienten kan mobilisere kræfter til at være til stede selv 

under forhold, hvor det må erkendes at livet nærmer sig sin afslutning. 

PALLIATION 97

Håbet er ikke altid, at livet vil vare mange år endnu, men det kan være et ønske om 

at dø uden smerter, at se det ventede barnebarn, at opleve endnu et forår etc. Ofte er 

det kortvarige realistiske håb, patienten sætter sig, og som vi skylder at støtte med 

al respekt. 

TVÆRFAGLIGT SAMARBEJDE I PRIMÆR OG 

SEKUNDÆR SEKTOR 

Generelt 

Patienter, som ophører med aktiv behandling pga. progression eller recidiv, kan 

komme i en vanskelig plejemæssig situation [178]. Der er et stort behov for opfølgning 

og intensivering af omsorgen samt støtte i tilrettelæggelsen af plejeforløbet 

og den palliative behandling. Det er vigtigt, at patienten ikke føler sig isoleret nu, 

hvor indsatsen ikke længere sigter mod helbredelse og forlængelse af livet, men 

mod en værdig livsafslutning. 

Palliation 

Palliation kan foregå alle steder. På sygehus, plejehjem, hjemme eller på hospice. 

Hvor patienten vælger at afslutte sit liv vil være tæt forbundet med patientens livserfaring, 

holdning til døden, familieforhold, samt de værdier og mål, vedkommende 

har sat sig. Det altafgørende er, at den enkelte patient kender til de valgmuligheder, 

der er i den givne situation. De professionelle hjælpere har pligt til og ansvar for, at 

patienten og dennes pårørende er i besiddelse af den viden, som er nødvendig for at 

kunne træffe det rette valg. Sundhedsstyrelsen har i 1999 udarbejdet vejledende 

retningslinier for den palliative indsats [179]. 

I de kommende år må det forventes at flere alvorligt syge og døende, herunder lungecancer 

patienter, vælger at være i deres eget hjem i den sidste levetid og om muligt 

at dø der. En forudsætning for at dette kan lade sig gøre er, at der eksisterer 

klare samarbejdsaftaler imellem forskellige instanser (sygehuslæge, praktiserende 

læge, hjemmesygeplejerske og evt. palliativt team), og at sundhedspersonalet er 

uddannet til den palliative indsats. 

For hjemmeværende cancerpatienter udgør den praktiserende læge og hjemmesygeplejersken 

den basale støtte. Behovet for hjælp kan variere alt efter patientens tilstand, 

og må derfor løbende vurderes. Det er vigtigt, at patienten og de pårørende 

ikke er i tvivl om, hvor de kan henvende sig og få den fornødne hjælp incl. 

medicinske ordinationer, også selvom det er aften eller nat. 

Hospice 

Et hospice er et hjem for alvorligt syge og døende patienter, som ikke har mulighed 

for at være i eget hjem, eller som ikke ønsker at afslutte deres liv på et sygehus. 

Sundhedsstyrelsen har i 1996 udarbejdet vejledende retningslinier for omsorg af 

alvorligt syge og døende samt hospiceprogrammer [180]. Det første hospice åbnede 

i 1992 på Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup. Siden kom Sct. Maria Hospice Center 

i Vejle i 1995 og i 1998 Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg. Alle tre 


hospicer er pr. 1.7.2000 under ”Lov om sygehusvæsenet” (Hospice og frit 

sygehusvalg) og derfor uden omkostninger for patienten. I 1999 åbnede yderligere 

to hospicer i henholdsvis Aalborg og Århus. Begge er finansieret af det offentlige 

sundhedsvæsen. 

Hospice indeholder velegnede fysiske rammer samt et personale med den nødvendige 

viden om palliation. På hospice er fokus rettet mod kvaliteten af det liv der skal leves, 

indtil døden naturligt indtræder. Udover omsorgen for patienten er omsorgen 

for de pårørende en vigtig del af hospiceplejen. 

Palliativt team 

Palliativt team er en tværfagligt sammensat gruppe bestående af læger og sygeplejersker 

med speciel viden og erfaring om palliation. Et palliativt team er en udefunktion, 

som følger patienten i eget hjem i tæt samarbejde med den praktiserende læge og 

hjemmeplejen. Teamet kan udgå fra et hospice eller en palliativ enhed. Nogle teams 

er døgndækkende året rundt, hvilket betyder at patient og familie kan få den nødvendige 

bistand ved telefonisk rådgivning eller ved besøg i hjemmet og derved forhindre 

unødige indlæggelser på sygehuset [180]. 

Teamets opgaver er udover symptomlindring at bidrage til at skabe tryghed hos 

patienten og familien ved bl.a. at tale åbent om forløbets forventede karakter og 

om, hvilke handlemuligheder der kan blive aktuelle. De foreløbige erfaringer med 

det palliative team i Københavns Amt (Sankt Lukas Hjemmehospice) tyder på, at 

forudseenhed i vid udstrækning kan minimere behovet for vagtbesøg [181]. 

PALLIATION 99


DANSK LUNGE 

CANCER REGISTER 

DANSK LUNGE CANCER REGISTER 

101


INDHOLD 

BAGGRUND. ............................................................................................ 103 

FORMÅL. ................................................................................................. 103 

ORGANISATION. ..................................................................................... 104 

SYSTEM. ................................................................................................. 104 

DATA. ...................................................................................................... 105 

RAPPORTER. .......................................................................................... 105 

HJEMMESIDE. ........................................................................................ 105 

UDVIKLING OG FREMTID. ..................................................................... 106


Dansk Lunge Cancer Gruppe (DLCG) har etableret en national klinisk database, 

hvis hovedformål er at indsamle oplysninger om udredning og behandling af lungecancer 

i Danmark. Dansk Lunge Cancer Register (DLCR) startede indsamlingen af 

oplysninger 1. januar 2000. 

BAGGRUND 

Referenceprogrammet er basis for den kliniske database og fastlægger procedurer 

og mål for kvaliteten af diagnostik og behandling af lungecancer i Danmark. 

Betingelsen for, at en løbende registrering vil kunne gennemføres med succes, er at 

samtlige afdelinger deltager efter frivillighedsprincippet. Motivationen for deltagelse 

bør ligge i en viden om kvalitetskontrollens overordnede formål samt vigtigheden 

af en løbende statistisk information om den enkelte afdelings resultater, som 

kan sammenlignes med andre afdelinger, landsgennemsnittet og internationale normer. 

FORMÅL 

Referenceprogram og klinisk database vil sikre et hensigtsmæssigt patientforløb. 

Databasen åbner mulighed for at dokumentere den kliniske aktivitet og vurdere 

om behandlingsresultaterne er på højde med de ønskede mål. En række kvalitetsparametre 

som fx overlevelse, morbiditet, resektionsrater, udredningstid kan belyses. 

De deltagende afdelinger får et instrument til løbende kvalitetsvurdering. 

Databasen har som formål at registrere følgende konkrete delelementer: 

Overlevelse totalt og relateret til stadiefordeling, type, behandlingsmetode 

og behandlingssted. 

‚ Patientfordeling i Danmark. 

ƒ Tid fra symptomdebut til kontakt til sundhedsvæsenet, fra første 

kontakt til henvisning til udredning, udredningstid, ventetid fra 

færdigudredning til behandling og behandlingstid. 

„ Terapeutiske risikofaktorer. 

… Metodik anvendt til diagnostisk udredning. 

† Stadiefordeling i patientpopulationen. 

‡ Behandlingstype. 

ˆ Behandlingsresultater. 

‰ Årsager til at patienterne ikke bliver behandlet. 

Š Behandlingsrelateret morbiditet og mortalitet. 


103

Registeret skal desuden informere: 

· de deltagende afdelinger, 

· amtskommunerne og sundhedsmyndighederne, 

· befolkningen, 

· internationalt og samarbejde med tilsvarende registre i udlandet, 

· Dansk Lunge Cancer Gruppe. 

samt generere ny viden om lungecancer, og medvirke til udviklingen og gennemførelsen 

af videnskabelige projekter. 

ORGANISATION 

Sekretariatsfunktionen for Dansk Lunge Cancer Register er placeret på thoraxkirurgisk 

afdeling T på Odense Universitetshospital. Dansk Lunge Cancer Gruppes styregruppe 

har det overordnede ansvar for registeret. Styregruppen har nedsat et forretningsudvalg 

med repræsentanter for de lægelige specialer, den driftsansvarlige 

afdeling og Odense Universitetshospital. 

En sekretær varetager den daglige kontakt til de tilsluttede afdelinger. Driften betales 

af Odense Universitetshospital. Udvikling og etableringen af Sundhedsministeriet, 

Odense Universitetshospital, Fyns Amt og Kræftens Bekæmpelse. 

SYSTEM 

Registeret er opbygget med en central database beliggende på Kommunedata A/S´s 

nethotel i Odense. Til den centrale database importeres data overført fra de deltagende 

afdelinger. Data indrapporteres fra afdelingerne via et lukket netværk til en hjemmeside, 

hvorfra de overføres til den centrale database. Deltagende afdelinger kan 

løbende via hjemmesiden orientere sig om egne data indberettet til registeret. Sideløbende 

med denne indberetning fra de kliniske afdelinger foretages 4 gange årligt 

en samkøring mellem den centrale database og andre nationale registre. 

Der samkøres med Cancerregisteret, CPR-registeret og Det Centrale Patologi-register. 

Denne samkøring sikrer dels at alle lungecancer patienter optages i registeret 

og dels at oplysningerne på de udredte patienter har høj grad af validitet. 

For at kunne indrapportere patienter skal afdelingerne have PCére tilsluttet sygehusets 

Edb-netværk, der igen via det pågældende amts Edb-netværk står i forbindelse 

med Kommunedatas lukkede netværk. Dermed kan afdelingerne via en 

standard internet-browser nå DLCRs hjemmeside hos Kommunedata og således 

indrapporterer patienterne. Hentning af afdelingens statusrapport og patientmateriale 

foregår på samme måde. Systemet kan således ikke nås via det offentlige internet. 


DATA 

Afdelingerne indberetter data af principielt 3 typer: Anamnese og diagnostik, kirurgi 

og onkologi. Data indsamles fra patienternes journalmateriale og indrapporteres 

ved afslutningen af et udrednings- eller behandlingsforløb. Data kan enten indsamles 

løbende på der til udarbejdede papirskemaer og efterfølgende indtastes på PCér 

eller indtastes direkte uden brug af skemaer. Desuden hentes som anført data fra 

andre nationale registre. 

Data indsamles med baggrund i en række kvalitetsindikatorer og mål formuleret i 

Referenceprogrammet og udmøntet i en kravspecifikation og en rapportmodel udarbejdet 

af DLCR. På basis af disse er dannet de inddatalister, der senere er anvendt 

til udarbejdelse af de felter og skærmbilleder, som anvendes i DLCR´s internetbaserede 

program. Den her anvendte metode skal sikre, at de uddata (rapporter), 

der udarbejdes på baggrund af inddata, rent faktisk kan anvendes til at udtale sig 

om de kvalitetsindikatorer og mål, som registeret ønsker at belyse [182,183]. 

Anvendelse af samkøring med andre nationale registre har flere formål. Således er 

formålet at indhente vitalstatistika om de enkelte patienter på en hensigtsmæssig 

og enkel måde, og sikre at hele lungecancerpopulationen er beskrevet i registeret, 

samt at validere indsamlede data. 

RAPPORTER 

På basis af de indrapporterede data udarbejdes et antal rapporter. De deltagende afdelinger 

kan til enhver tid hente opgørelser over egne data, enten i form af en kort 

rapport, der viser sammentællinger over patientmaterialet i en forud bestemt periode, 

eller selve patientmaterialet i form af “rådata”. Disse data er frit tilgængelige over 

det lukkede netværk for alle registrerede brugere på afdelingen. Hentes rådata er 

disse omfattet af registerlovgivningen. 

En gang årligt eller efter behov udarbejdes desuden en Status-rapport over lungecancer 

behandlingen i Danmark. Denne rapport viser nationale sammentællinger 

og datas gennemsnit og spredning samt forholder sig til de kvalitets-indikatorer og 

-mål, som er opstillet af Dansk Lunge Cancer Gruppe. I statusrapporten er anført 

regionale forskelle og sammenligninger, men ikke sammenligninger mellem afdelinger. 

Til de tilsluttede afdelinger udarbejdes en årsrapport, hvori anføres den pågældende 

afdelings resultater sammenlignet med landsresultater. Dette med henblik på 

at afdelingen kan identificere egne resultater og løbende monitorere udviklingen. 

Endelig udarbejdes en række temarapporter, der beskriver aktuelle områder fx 

sygdomsudviklingen hos kvinder. 

HJEMMESIDE 

Dansk Lunge Cancer Gruppes hjemmeside indeholder oplysninger om styregruppen 

samt de tilknyttede arbejdsgrupper. Referenceprogrammet, rapporter og protokoller 

kan læses og downloades fra adressen www.lungecancer.dk 


105

UDVIKLING OG FREMTID 

I januar 2001 var i alt 53 afdelinger tilsluttet Dansk Lunge Cancer Register. Dansk 

Lunge Cancer Register startede dataindsamlingen 1. januar 2000 og er således et 

nyt register. På længere sigt er det håbet, at registeret kan leve op til sit formål og 

medvirke til at overlevelsen for lungecancerpatienterne bedres. Desuden har registeret 

et ønske om i lighed med andre nationale registre at kunne medvirke til at opnå 

ny viden. 


REFERENCER 

REFERENCER 

107

1. Dansk Lunge Cancer Gruppe. 

Referenceprogram - LUNGECANCER - Undersøgelse og behandling. 

Sundhedsstyrelsen 1998. 

2. Sundhedsstyrelsen. 

Den Nationale Kræftplan, København, 2000. 

3. Sundhedsministeriet. 

Bekendtgørelse om behandling af visse livstruende sygdomme. 

Bekendtgørelse nr 161 af 8. marts 2000 

4. Engeland A, Haldorsen T, Tretli S, Hakulinen T, Hörte LG, Luostarinen T, et al. 

Prediction of cancer incidence in the Nordic countries up to the years 2000 and 2010, on 

the basis of relative survival analysis.APMIS 1995; 103 (suppl. 49): 1-163. 

5. Engeland A, Haldorsen T, Dickman PW, Hakulinen T, Möller TR et al. 

Relative survival of cancer patients. A comparison between Denmark and the other Nordic 

countries. Acta Oncol 1998; 37: 49-59. 

6. Storm HH, Dickman PW, Engeland A, Haldorsen T, Hakulinen T. 

Do morphology and stage explain the inferior lung cancer survival in Denmark? 

Eur Respir J 1999; 13: 430-5. 

7. Rørth M, Storm HH. 

Behandling af kræftpatienter i Norden. Nord med 1998; 113: 293-6. 

8. Berrino F, Sant M, Verdecchia A, Capocaccia R, Hakulinen T., EstÈve J (eds). 

Survival of cancer patients in Europe. The Eurocare study. 

IARC Scientific Publications no 132, Lyon, 1995. 

9. Miller BA, Ries LAG, Hankey BF, Kosary CL, Edwards BK (eds). 

Cancer Statistics Review1973-1989. National Cancer Institute, NIH Pub no 92-2789, 1992. 

10. Olsen JH., Hirsch FR. 

Lung cancer epidemiology. In: Hirsch FR, editor. Lung cancer. Prevention, diagnosis and 

treatment. Lyngby: Bristol-Myers Squibb, 1996, pp. 9-30. 

11. Skuladottir H, Hirsh FR, Olsen JH. 

Primær lungekræft i Danmark: Historiske og aktuelle udviklingstendenser. 

Ugeskr Laeg 1999; 161: 6179-84. 

12. Sundhedsstyrelsen 

Dødsårsagerne i Danmark 1996 samt Sundhedsstatistikken 1998, Sundhedsstyrelsen. 

13. Olsen JH, Andersen A, Dreyer L, Pukkala E, Tryggvadottir L, Gerhardsson de 

Verdier M et al. 

Avoidable cancers in the Nordic countries. APMIS 1997; 105 (suppl 76):1-146. 

14. Burns DM. 

Primary prevention, smoking, smoking cessation: implications for future trends in 

lung cancer prevention. Proceedings of the International Conference on Prevention and 

Early Diagnosis of Lung Cancer, Varese, Italy; 1998:164-70.1 

15. Peto R, Darby S, Deo H, Silcocks P, Whitley E, Doll R. 

Smoking, smoking cessation, and lung cancer in UK since 1950: combination of national 

statistics with two case-control studies. BMJ 2000; 321: 323-9. 

16. Lippman SM, Lee JJ, Savidi AL. 

Cancer chemoprevention: Progress and promise [Commentary]. 

J Natl Cancer Inst 1998; 90:1514-28. 


17. Nielsen PE, Sørensen JF. 

Danskernes rygevaner 1988-1993. Ugeskr læeger 1995; 157: 3451-56. 

18. PLS Consult. 

Analyser for Tobaksskaderådet, Hjerteforeningen, Danmarks Lungeforening og Kræftens 

Bekæmpelse. Kan læses på www.tobaksskaderaadet.dk 


Cancer incidence in Denmark 1995. Copenhagen: Sundhedsstyrelsen, 1996. 

(Sunhedsstatistikken 1999:2). 

20. Henschke CI, McCauley DI, Yankelevitz DF, Naidich D, McGuinness B, Miettinen OS, et al. 

Early Lung Cancer Action Project: overall design and findings from baseline screening. 

Lancet 1999; 354:99-105. 

21. Jackson CV, Savage PJ, Quinn DL. 

Role of fiberoptic bronchoscopy in patients with hemoptysis and a normal chest 

roentgenogram. Chest 1985; 87(2):142-4. 

22. Poe RH, Israel RH, Marin MG, Ortiz CR, Dale RC, Wahl GW, et al. 

Utility of fiberoptic bronchoscopy in patients with hemoptysis and a nonlocalizing chest 

roentgenogram. Chest 1988; 93(1):70-5. 

23. Quekel LGBA, Kessels AGH, Goei R, van Engelshoven JMA . 

Miss rate of lung cancer on chest radiograph in clinical practice. 

Chest 1999; 115: 720-4. 

24. Daly BDT, Faling LJ, Pugatch RD, Jung-Legg Y, Gale ME, Bite G, et al. 

Computed tomography. An effective technique for mediastinal staging in lung cancer. 

J Thorac Cardiovasc Surg 1984; 88:486-94. 

25. Thermann M, Bluemm R, Schroeder U, Wassmuth E, Dohmann R. 

Efficacy and benefit of mediastinal computed tomography as a selection method for 

mediastinoscopy. Ann Thorac Surg 1989; 48:565-7. 

26. Lewis JW, Pearlberg JL, Beute GH, Alpern M, Kvale PA, Gross BH, et al. 

Can computed tomography of the chest stage lung cancer?. 

Ann Thorac Surg 1990; 49:591-6. 

27. Ratto GB, Frola C, Cantoni S, Motta G. 

Improved clinical efficacy of computed tomographic scan in the preoperative assessment of 

patients with non-small cell lung cancer. J Thorac Cardiovasc Surg 1990; 99:416-25. 

28. Armstrong P. 

Preoperative computed tomographic scanning for staging lung cancer. 

Thorax 1994; 49:941-943. 

29. Muers MF. 

Preoperative screening for metastases in lung cancer. Thorax 1994; 49:1-2. 

30. Sparup J, Friis M, Brenøe J, Vejlsted H, Villumsen B, Olesen KP. 

Computed tomography and the TNM classification of lung cancer. 

Scand J Thorac Cardiovasc Surg 1990; 24:207-11. 

31. Shields TW. 

Screening, diagnosis, and staging of non-small cell lung cancer and consideration of 

usual primary tumors of the lungs. Curr Opin Oncol 1992; 4:299-307. 

32. Pagani JJ. 

Non-small cell lung carcinoma adrenal metastases: Computed tomography and percutaneous 

needle biopsy in their diagnosis. Cancer 1984; 53:1058-66. 

REFERENCER 

109


Surgical treatment of non-small cell bronchial carcinoma. In: Shields TW, editor. 

General thoracic surgery. Fourth ed. Baltimore: William & Wilkins, 1994:1167. 

34. Landwehr, Schulte and Lackner: 

MR imaging of the chest: Mediastinum and chest wall. European Radiology 1999; 9 (9). 

35. Kauczor and Kreitiner. 

MRI of the pulmonary parenchyma. European Radiology 1999; 9(9). 

36. AlSugair A, Coleman RE. 

Applications of PET in lung cancer. Seminars in Nuclear Medicine. 1998; 4:303-19. 

37. Potepan et al. 

Non-invasive lymphatic staging of lung neoplasms: Comparative stydy with computerized 

tomography and endoscopic ultrasonography. Radiol-Med. Torino 1999; 97 (1-2):42-47. 

38. Ingram et al. 

Normal Lymph Node Size in the Mediastinum: Retrospective Study in Two Patient Groups. 

Clinical Radiology 1989; 40:35-9. 

39. Schwartz, Ginsberg, Burt, Brown, Getrajdman, Panicek. 

MRI as an alternative to CT-guided biopsy of adrenal masses in patients with lung cancer. 

Ann Thorac Surg 1998; 665(1):193-7. 

40. Boiselle, Patz-EF Jr., Vining, Weissleder, Shepard, McLoud. 

Imaging of mediastinal lymph nodes: CT, MR and FDG PET. 

Radiographics 1998; 18(5):1061-9. 

41. Tanaka T, Yamamoto M, Tamura T, Moritani Y, Miyia M, Hiraki S. 

Cytologic and histologic correlation in primary lung cancer. A study of 154 cases with 

resectable tumors. Acta Cytol 1985; 29:49-56. 

42. Milman N, Munch EP, Faurschou P, Grode G, Petersen BN, Struve-Christensen E, et al. 

Fiberoptic bronchoscopy in local anaesthesia. Indications, results and complications in 

1.323 examinations. Acta Endoscopia 1993; 23:151-162. 

43. Swinburn A. 

Fine percutaneous needle biopsy vs. fiberoptic bronchoscopy as a means of achieving a 

histological diagnosis in peripheral pulmonary opacity. Respir Med 1989; 83:493-95. 

44. Milman N, Faurschou P, Munch EP, Grode G. 

Transbronchial lung biopsy through the fiberoptic bronchoscope. Results and 

complications in 452 examinations. Respir Med 1994; 88:749-53. 

45. Grode G, Faurschou P, Milman N. 

Percutaneous transthoracic fine-needle lung biopsy with 3 different needles. 

Respiration 1993; 60:284-88. 

46. Westcott JL. 

Percutaneous transthoracic needle biopsy. Radiology 1988; 169:593-601. 


Presentation, diagnosis, and staging of bronchial carcinoma and of the asymptomatic 

solitary pulmonary nodule. In: Shields TW, editor. General thoracic surgery. 

Fourth ed. Baltimore: William & Wilkins, 1994:1058-66. 

48. Colquhoun SD, Rosenthal DL, Morton DL. 

Role of percutaneous fine-needle aspiration biopsy in intrathoracic malignancy. 

Ann Thorac Surg 1991; 51:390. 


49. Balsløv S, Vestbo J, Viskum K. 

Value of true-cut lung biopsy in focal and diffuse lung disease. 

Thorax 1988; 43:147-50. 

50. Struve-Christensen E. 

Perkutan transtorakal lungebiopsi. 1976; Copenhagen: FADLs Forlag (dissertation). 

51. Francis D. 

Transtorakal aspirationsbiopsi. 1979; Copenhagen: FADLs Forlag (dissertation). 

52. Harrow EM, Wang Ko-Pen. 

The staging of lung cancer by bronchoscopic transbronchial needle aspiration. 

Chest Surg Clin N Am 1996; 6:223-35. 

53. Schenk DA. 

Comparison of the Wang 19-gauge and 22-gauge needles in the mediastinal staging of the 

lung cancer. Am Rev Respir Dis 1993; 147:1251-8. 

54. Ashraf MH, Milsom PL, Walesby RK. 

Selection of mediastinoscopy and long term survival in bronchial carcinoma. 


55. Luke WP, Pearson FG, Todd TR, Patterson GA, Cooper JD. 

Prospective evaluation of mediastinoscopy for assessment of carcinoma of the lung. 


56. Goldstraw P. 

Mediastinoscopy 1992: Is it still essential? Lung Cancer 1992; 8:79-84. 

57. Kristensen S, Aaby C, Møller Nielsen S. 

Mediastinal staging of lung cancer. Is mediastinoscopy still essential? 

Dan Med Bull 1995; 42:192-4. 

58. Moutain CF, Dresler 

Modifications from Naruke/ATS-LCSG Map. 1997 Bristol-Myers Squibb. 

59. Best L, Munichor M, Ben-Shankar M, Lemer J, Lichtig C, Peleg H. 

The contribution of anterior mediastinotomy in the diagnosis and evaluation of diseases of 

the mediastinum and lung. Ann Thorac Surg 1987; 43:78-81. 

60. Pedersen BH, Vilmann P, Folke K et al. 

Endoscopic Ultrasonography and Real-time Guided Fine-needle Aspiration Biopsy of Solid 

Lesions of the Mediastinum Suspected of Malignancy. Chest 1996; 110:539-44. 

61. Vilmann P. 

Endoscopic ultrasonography with curved array transducer in diagnosis of cancer in and 

adjacent to the upper gastrointestinal tract. Scanning and guided fine needle aspiration 

biopsy. Copenhagen: Munksgaard, 1998 (dissertation). 

62. Hansen M, Faurshou P, Clemmentsen P. 

Medical thoracoscopy, results and complications in 146 patients. A retrospective study. 

Respir Med 1998; 92:228-32. 

63. Wain JC. 

Video-assisted thoracoscopy and the staging of lung cancer. 


64. Ramsdell JW. 

Multiorgan scans for staging lung cancer. J Thorac Cardiovasc Surg 1977; 73:653. 

REFERENCER 

111

65. Davis SD. 

CT evaluation for pulmonary metastases in patients with extrathoracic malignancy. 

Radiology 1991; 180:1-12. 

66. Covelli HD, Zaloznick AJ, Shekifka KM. 

Evaluation of bone pain in carcinoma of the lung. JAMA 1980; 244:2625-7. 

67. Travis WD, Colby TV, Corrin B et al. 

Histological Typing of Lung and Pleural Tumours. International Classification of 

Tumours, No 1, 3rd edn.World Health Organisation: Geneva, 1999. 

68. Olsen JH, Skuladottir H, Hirsch FR. 

Lung cancer: Occurrence, survival and prevention. In: Hirsch FR, editor. Lung cancer. 

Recent developments in diagnosis and treatment. 

Lyngby: Bristol-Myers Squibb, 1999. 9-38. 

69. Mountain CF. 

A new international staging system for lung cancer. Chest 1986; 89:225-33. 


Revisions in the international system for staging lung cancer. Chest 1997; 111:1710-17. 

71. Mountain CF, Libshitz HI, Hermes KE. 

Lungcancer. A handbook for Staging, Imaging and Lymph Node Classification. 

Charles P. Young Company. USA, 1999. 

72. Fernando HC, Goldstraw P. 

The accuracy of clinical evaluative intrathoracic staging in lung cancer as assessed by 

postsurgical pathology staging. Cancer 1990; 65:2506-9. 


The significance of ipsilateral mediastinal lymph node metastases (N2 disease) in non-small 

cell carcinoma of the lung. J Thorac Cardiovasc Surg 1990; 99:48-53. 

74. Goldstraw P, Mannam GC, Kaplan DK, Michail P. 

Surgical management of non-small cell lung cancer with ipsilateral mediastinal node 

metastases (N2 disease). J Thorac Cardiovasc Surg 1994; 107:19-28. 

75. Van Raemdonck DE, Schneider A, Ginsberg RJ. 

Surgical treatment for higher stage non-small cell lung cancer. 


76. Martini N. 

Surgical treatment of non-small cell lung cancer by stage. 

Semin Surg Oncol 1990; 6:248-54. 

77. Watanabe Y, Shimizu J, Oda M. 

Aggressive surgical intervention in N2 non-small cell cancer of the lung. 


78. Miegham Wv, Demedts M. 

Cardiopulmonary function after lobectomy or pneumonectomy for pulmonary neoplasm. 

Respir Med 1989; 83:199-206. 

79. Groth S, Oxhøj H, Dahl R. 

Practical use of lung function tests. Indications and choice of methods. 

1990; Copenhagen: FADLs Forlag. 

80. Smith TH, Kinasewitz GT, Tucker WY, Spillers WP, George RB. 

Exercise capacity as a predictor of postthoracotomy morbidity. 

Am Rev Respir Dis 1984; 129:730-4. 


81. Nakagawa K, Nakahara K, Miyoshi S, Kawashima Y. 

Oxygen transport during incremental exercise load as a predictor of operative risk in 

lung cancer patients. Chest 1992; 101:1369-75. 

82. Olsson GN. 

Pulmonary physiologic assessment of operative risk. In: Shields TW, editor. General 

thoracic surgery. Fourth edition ed. Baltimore: William & Wilkins, 1994: 279 

83. Ferguson MK, Reeder LB, Mick R. 

Optimizing selection of patients for major lung resection. 


84. Hazelrigg SR, Boley TM, Weber D, Magee MJ, Naunheim KS. 

Incidence of lung nodules found in patients undergoing lung volume reduction. 

Ann Thorac Surg 1997 Aug; 64(2):303-6. 

85. Rozenshtein A, White CS, Austin JH, Romney BM, Protopapas Z, Krasna MJ. 

Incidental lung carcinoma detected at CT in patients selected for lung volume reduction 

surgery to treat severe pulmonary emphysema. Radiology 1998 May; 207(2):487-90. 

86. Miller DL, Orszulak TA, Pairolero PC. 

Combined operation for lung cancer and cardiac disease. 


87. Anderson RW, Alexander JC. 

Preoperative cardiac evaluation of the thoracic surgical patient and management of perio 

perative cardiac events. In: Shields TW, editor. General thoracic surgery. Fourth edition 

ed.Baltimore: William & Wilkins, 1994: 288. 

88. Canver CC. 

Pulmonary resection combined with cardiac operations. Ann Thorac Surg 1990; 50:796. 

89. Rens MTM van, Rivière AB de la, Elbers HRJ, Bosch JMM van den. 

Prognostic assessment of 2,361patients who underwent pulmonary resection for non-small 

cell lung cancer, stage I, II, and IIIA. Chest 2000; 117:374-9. 

90. Christensen ED, Harvald TB, Jendresen M, Aggestrup S, Petterson G. 

The impact of delayed diagnosis of lung cancer on the stage at the time of operation. 

Eur J Cardiothorac Surg 1997; 12:880-4. 

91. Roberts CM, Spiro SG. 

Is screening for lung cancer meaningful? Eur Respir J 1990;853-5. 

92. Walter SD, Kubik A, Parkin DM, Reissigova J, Adamec M, Khlat M. 

The natural history of lung cancer estimated from the results of a randomized trial of 

screening. Cancer Causes and Control 1992; 3:115-23. 

93. Smith IE. 

Screening for lung cancer: time to think positive. Lancet 1999; 354:86-7. 

94. Shimizu N, Ando A, Teramoto S, Moritani Y, Nishii K. 

Outcome of patients with lung cancer detected via mass screening as compared to those 

presenting with symptoms. J Surg Oncol 1992; 50:7-11. 

95. Rusinek H, Naidich DP, McGuinness G, Leitman BS, McCauley DI, Krinsky GA, et al. 

Pulmonary nodule detection: low-dose versus conventional CT. Radiology 1998; 209:243-9. 

96. Yankelevitz DF, Henschke CI. 

Does 2-year stability imply that pulmonary nodules are benign? AJR 1997; 168:325-8. 

97. Yankelevitz DF, Gupta R, Zhao B, Henschke CI. 

Small pulmonary nodules: Evaluation with repeat CT – preliminary experience. 

Radiology 1999; 212:561-6. 

REFERENCER 

113

98. Puchetti V, Faccini GB, Micciolo R, Chimenton F, Bertrand C, Zatti N. 

Dextrometorphan test for evaluation of congenital predisposition to lung cancer. 

Chest 1994; 105:449-53. 

99. Ebert W, Leichtweis B, Schapöhler B, Myley T. 

The new tumor marker Cyfra is superior to SCC antigen and CEA in the primary diagnosis 

of lung cancer. Tumordiag u Ther 1993; 14:91-9. 

100. Szabo E, Birrer MJ, Mulshine JL. 

Early detection of lung cancer. Sem Oncol 1993; 20:374-82. 

101. Mulshine JL, Treston AM, Scott FM, Ingallil A, Boland C. 

Lung cancer: Rational strategies for early detection and intervention. 

Prim Care Cancer 1991;11-20. 

102. Bolliger CT, Mathur PN (eds): 

Interventional Bronchoscopy. Prog Respir Res. Basel. Karger, 2000, vol 30, 236-42. 

103. Nou E, Åberg T. 

Quality of survival in patients with surgically treated bronchial carcinoma. 

Thorax 1980; 35:255-63. 

104. Røder O, Andersen K. 

Bronchoplastic procedures for bronchial carcinoma. 

Scand J Thorac Cardiovasc Surg 1987; 21:109-11. 


Expanded possibilities for surgical treatment of lung cancer. Survival in stage III disease. 

Chest 1990; 97:1045-91. 

106. Paulson DL. 

The surgical sulcus lesion. In: Baue AE, editor. Glenn’s Thoracic and Cardiovascular 

Surgery. 5th. ed. Norwalk: Appleton and Lange, 1991:375. 

107. Dartvelle P, Marzelle J, Chapellier A. 

Extended operations for T3T4 primary lung cancers; indications and results. 

Chest 1989; 96:510-30. 

108. Naruke T, Gaye T. 

The importance of surgery to non-small cell carcinoma of the lung with lymph node 

metastasis. Ann Thorac Surg 1988; 46:603-10. 

109. Martini N. 

The role of surgery in N2 lung cancer. Surg Clin North Am 1987; 67:1037. 

110. Dartevelle P, Khalife J. 

Tracheal sleeve pneumonectomy for bronchial carcinoma. Report of 55 cases. 


111. Martini N et al.: 

Survival after resection in stade II non small-cell-lung cancer. Ann Thorac Surg 1992; 54:460. 

112. Albertucci M, DeMeester TR, Rothberg M, Hager JA, Santoscoy R, Smyrk TC. 

Surgery and the management of peripheral lung tumors adherent to the parietal pleura. 


113. Read RC. 

Management of NSCLC with solitary brain metastasis. 


114. Haahr PE, Andersen LI, Andersen K. 

Kirurgisk behandling af lungecancer i Danmark 1982-86. Ugeskr Læger 1991; 153:152-5. 


115. Ginsberg RJ, Hill LD, Eagan RT. 

Modern thirty-day operative mortality for surgical resection in lung cancer. 


116. Ginsberg RJ, Rubinstein L. 

A randomized comparative trial of lobectomy vs. limited resection for patients with T1N0 

non-SCLC lung cancer. Lung Cancer 1992; 7:304. 

117. Roviaro G, Varoli F, Rebuffat C, Vergani C, D’Hoore A, Scalambra SM, et al. 

Major pulmonary resections: Pneumonectomies and lobectomies. 


118. Miller JI, Philips TW: 

Neodynium YAG-laser and brachytherapi in the management of inoperabel bronchogenic 

carcinoma. Ann Thorac Surg 1990; 50:190-5. 

119. Vakela A: 

The use of Gianturco selfexpandable stents in the tracheal bronchial tree. 


120. Shepard FA, Ginsberg RJ, Patterson GA, et al: 

Is there ever at role for salvage operations in limited small-cell lung cancer? 

J Thor Cardiovasc Surg 1989; 97:177-86. 

121. McKenna JR. 

Lobectomy by video-assisted thoracic surgery with mediastinal node sampling for lung 

cancer. J Thorac Cardiovasc Surg 1994; 107:879-82. 

122. Robert J, McKenna et al: 

Is lobectomi by video assisted thoracic surgery an adequate operation? 


123. Ginsberg RJ. 

Thoracoscopy: A cautionary note. Ann Thorac Surg 1993; 56:801-3. 

124. Miller JI. 

Present role and future considerations of video-assisted thoracoscopy in general thoracic 

surgery. Ann Thorac Surg 1993; 56:804-6. 

125. Newsletter fra European Society of Thoracic Surgeons. 

Newsletter 1999; 1: 10. 

126. Joob AW, Hartz RS. 

General principles of postoperative care. In: Shields TW, editor. General thoracic surgery. 

Fourth ed. Baltimore: William & Wilkins, 1994: 341 

127. Beck Nielsen J, Sørensen HR, Alstrup P. 

Atrial fibrillation following thoracotomy for non-cardiac diseases, in particular cancer of 

the lung. Acta Med Scand 1973; 193:425. 

128. Lubenow TR, Penfield FL. 

Postthoracotomy pain management using continuous epidural analgesia in 1,324 patients. 


129. Lassen U, Østerlind K, Hansen M, Dombernowsky P, Bergman B, Hansen HH. 

Long-term survival in small-cell lung cancer: posttreatment characteristics in patients surviving 

5 to 18+ years - an analysis of 1,714 consecutive patients. J Clin Oncol 1995; 13:1215-20. 

130. Østerlind K. 

Chemotherapy in small cell lung cancer (Chpt. 11, pp. 306-31). In S.G. Spiro (ed.): 

Carcinoma of the lung. European Respiratory Monograph (Vol. 1, No. 1). 

European Respiratory Society Journals Ltd. Sheffield. UK. 1995. 

REFERENCER 

115

131. Pignon J-P, Arriagada R, Ihde DC, Johnson DH, Perry MC, Souhami RL et al. 

A meta-analysis of thoracic radiotherapy for small-cell lung cancer. 

N Engl J Med 1992; 327:1618-24. 

132. Work E, Nielsen OS, Bentzen SM, Fode K, Palshof T and the Aarhus Lung Cancer Group. 

Randomized study of initial versus late chest irradiation combined with chemotherapy in 

limited-stage small-cell lung cancer. J Clin Oncol 1997; 15: 3030-7. 

133. Goto K, Nishiwaki Y, Takada M, Fukuoka M, Kawahara M, Sugiura T et al. 

Final results of a phase III study of concurrent versus sequential thoracic radiotherapy 

(TRT) in combination with cisplatin (P) and etoposide (E) for limitedstage small cell lung 

cancer (LDSCLC): the Japan Clinical Oncology Group (JCOG) study. 

Proc. Annu. Meet. Am. Soc. Clin. Oncol. 18, A1805. 1999. 

134. Turrisi A, Kim K, Blum R, Sause WT, Livingston RB et al. 

Twice-daily compared with once-daily thoracic radiotherapy in limited small-cell lung 

cancer treated concurrently with cisplatin and etoposide. 

N Engl J Med 1999; 340: 265-7. 

135. Aupérin A, Arriagada R, Pignon J-P, Le Péchoux C, Gregor A, Stephens RJ et al. 

Prophylactic cranial irradiation for patients with small-cell lung cancer in complete remission. 

N Engl J Med 1999; 341:476-84. 

136. Work E, Bentzen SM, Nielsen OS, Fode K, Michalski W, Palshof T 

and The Aarhus Lung Cancer Group. 

Prophylactic cranial irradiation in limited small celle lung cancer: Survival benefit in patients 

with favourable characteristics. Eur J Cancer 1996; 32A: 772-8. 

137. Sørensen JB, Østerlind K. 

Prognostic factors: From clinical parameters to new biological markers (Chpt. 2). 

In: P. Van Houtte, J. Klastersky & P. Rocmans (eds.): Progress and Perspectives in Lung 

Cancer. Springer. Heidelberg 1999. 

138. Rosell R, Gómez-Codina J, Camps C, Maestre J, Padille J, Cantó A et al. 

A randomized trial comparing preoperative chemotherapy plus surgery with surgery alone in 

patients with non-small-cell lung cancer. N Engl J Med 1994; 330:153-8. 

139. Roth JA, Fosella F, Komaki R, Ryan B, Putnam JB, Jr., Lee JS et al. 

A randomized trial comparing perioperative chemotherapy and surgery with surgery alone 

in resectable stage IIIA non-small cell lung cancer. J Natl Cancer Inst 1994; 86:673-680. 

140. Non-small Cell Lung Cancer Collaborative Group. 

Chemotherapy in non-small cell lunger cancer: a meta-analysis using updated data on 

individual patients from 52 randomised clinical trials. Br Med J 1995; 311:899-909. 

141. Sibley GS. 

Radiotherapy for patients with medically inoperable stage I nonsmall cell lung carcinoma. 

Smaller volumes and higher doses - a review. Cancer 1998; 82:433-8. 

142. Pritchard RS, Anthony SP. 

Chemotherapy plus radiotherapy compared with radiotherapy alone in the treatment of 

locally advanced, unresectable, non-small-cell lung cancer. A meta-analysis [published 

erratum appears in Ann Intern Med 1997 Apr 15;126(8):670]. 

Ann Intern Med 1996; 125:723-9. 

143. Komaki R, Scott CB, Sause WT, Johnson DH, Taylor SG, IV, Lee JS et al. 

Induction cisplatin/vinblastine and irradiation vs. irradiation in unresectable squamous cell 

lung cancer: Failure patterns by cell type in RTOG 88-08/ ECOG 4588. 

Int J Radiat Oncol Biol Phys 1997; 39:537-44. 


144. Furuse K., Fukuoka M, Kawahara M, Nishikawa H, Takada Y, Kudoh S et al. 

Phase III study of concurrent versus sequential thoracic radiotherapy in combination with 

mitomycin, vindesine, and cisplatin in unresectable stage III non-small-cell lung cancer. 

J Clin Oncol 1999; 17:2692-9. 

145. Medical Research Council Cancer Working Party. 

Inoperable non-small cell lung cancer(NSCLC): a Medical Research Council randomised 

trial of palliative radiotherapy with two fraction or ten fractions. 

Br J Cancer 1991; 63:265-70. 

146. Medical Research Council Cancer Working Party. 

A Medical Research Council (MRC) randomised trial palliative radiotherapy with two 

fractions or a single fractions or a single fraction in patients with inoperable non-small-cell 

lung cancer (NSCLC) and poor performance status. Br J Cancer 1992; 65:934-941. 

147. Macbeth FR, Bolger JJ, Hopwood P, Bleehen NM, Cartmell J, Girling DJ et al. 

Randomized trial of palliative two-fraction versus more intensive 13-fraction radiotherapy 

for patients with inoperable non-small cell lung cancer and good performance status. 

Medical Research Council Lung Cancer Working Party. 

Clin Oncol (R Coll Radiol ) 1996; 8:167-75. 

148. Nielsen OS. 

Palliative radiotherapy of bone metastases: there is now evidence for the use of single 

fractions. Radiother Oncol 1999; 52:95-6. 

149. Loeffler JS, Shrieve DC. 

What is the appropriate therapy for a patient with a single brain metastasis? 

Int J Radiat Oncol Biol Phys 1994; 29:915-17. 

150. Lassen UN, Hirsch FR, Østerlind K, Bergman B, Dombernowsky P. 

Outcome of combination chemotherapy in extensive stage small-cell lung cancer: any 

treatment related progress? Lung Cancer 1998; 20:151-60. 

151. Aisner, J. 

Extensive-disease small-cell lung cancer: The thrill of victory; The agony of defeat. 

J Clin Oncol 1996; 14:658-65. 

152. Chute JP, Chen T, Feigal E, Simon R, Johnson BE. 

Twenty years of phase III trials for patients with extensive-stage small-cell lung cancer: 

percetible progress. J Clin Oncol 1999; 17:1794-1801. 

153. Bonomi P. 

Review of selected randomized trials in small cell lung cancer. 

Sem Oncol 1998; 25: suppl 9, 70-8. 

154. Moody TW, Cuttitta F. 

Growth factors and peptide receptors in small cell lung cancer. Life Sci 1993; 52:1161-73. 

155. Wistuba II, Bryant D, Behrens C, Milchgrub S, Virmani AK, Ashfaq R, et al. 

Comparison of features of human lung cancer cell lines and their corresponding 

tumors. Clin Cancer Res 1999; 5:991-1000. 

156. Jensen PB, Christensen, IJ, Sehested M, Hansen HH, Vindeløv L. 

Differential cytotoxicity of 19 anticancer agents in wild type and etoposide resistant small 

cell lung cancer cell lines. Br J Cancer 1993; 67:311-20. 

157. Jensen PB, Holm B, Sorensen M, Christensen IJ, Sehested M. 

In vitro cross-resistance and collateral sensitivity in seven resistant small cell lung cancer 

cell lines. Preclinical identification of suitable drug partners to taxotere, taxol, topotecan 

& gemcitabine. Br J Cancer 1997; 75: 869-77. 

REFERENCER 

117

158. Weinstein JN, Kohn KW, Grever MR, Viswanadhan VN, Rubinstein LV, Monks AP, et al. 

Neural computing in cancer drug development: predicting mechanism of action. 

Science 1992; 258:447-51. 

159. Weinstein JN, et al. 

An information-intensive approach to the molecular pharmacology of cancer. 

Science 1997; 275:343-9. 

160. Monks A, Scudiero D, Skehan P, Shoemaker R, Paull K, Vistica D, et al. 

Feasibility of a high-flux anticancer drug screen utilizing a diverse panel of cultured human 

tumor cell lines. J Natl Cancer Inst 1991; 83:757-66. 

161. Roed H, Vindeløv LL, Christensen IJ, Spang-Thomsen M, Hansen HH. 

The cytotoxic activity of cisplatin, carboplatin, and teniposide alone and combined 

determined on four human small cell lung cancer cell lines. 

Eur J Clin Oncol 1998; 24:247-53. 

162. Paull KD, Lin CM, Malspeis L, Hamel E. 

Identification of novel antimitotic agents acting at the tubulin level by computer-assisted 

evaluation of differential cytotoxicity data. Cancer Res 1992; 52:3892-3900. 

163. Pettit GR, Cichacz ZA, Gao F, Herald CL, Boyd MR, Schmidt JM, et al. 

Isolation and structure of Spongistatin 1. J Org Chem 1993; 58:1302-4. 

164. Boyd MR, Paull KD. 

Some practical considerations and applications of the National Cancer Institute in vitro 

anticancer drug discovery screen. Drug Develop Res 1995; 34:91-109. 

165. Monks A, Scudiero DA, Johnson GS, Paull KD, Sausville EA. 

The NCI anti-cancer drug screen: a smart screen to identify effectors of novel targets. 

Anticancer Drug Design 1997; 12:533-47. 

166. Guinee DG., Holden JA, Benfield JR, Woodward ML, Przygodzki RM, Fishback NF, et al. 

Comparison of DNA topoisomerase II expression in small cell and non small cell 

carcinoma of the lung. In search of a mechanism of chemotherapeutic response. 

Cancer 1996; 78,729-35. 

167. Kreisholt J, Sorensen M, Jensen PB, Nielsen BS, Andersen CB, Sehested M. 

Immunohistochemical detection of DNA topoisomerase II, P-glycoprotein and Multi Drug 

Resistance related protein (MRP) in small cell and non-small cell lung cancer. 

Br J Cancer 1998; 77:1469-73. 

168. Gelmon K A, Eisenhauer EA, Harris AL, Ratain MJ, Workman P. 

Anticancer agents targeting signaling molecules and cancer cell environment: Challenges 

for drug development. J Natl Cancer Inst 1999; 91:1281-7. 

169. O’Leary JJ, Shapiro RL, Ren CJ, Chuang N, Cohen HW, Potmesil M. 

Antiangiogenic effects of camptothecin analogues 9-amino-20(S)-camptothecin, topotecan, 

and CPT-11 studied in the mouse cornea model. Clin Cancer Res 1999; 5:181-7. 

170. Belotti D, Vergani V, Drudis T, Borsotti P, Pitelli MR, Viale G et al. 

The microtubule-affecting drug paclitaxel has antiangiogenic activity. 

Clin. Cancer Res 1996; 2:1843-9. 

171. Bach F, Agerlin N, Sørensen JB, Bøge-Rasmussen T, Dombernowsky P et al. 

Metastatisk spinalt tværsnitssyndrom hos patienter med lungecancer. 

Ugeskr Læger 1996; 158: 5606-10. 

172. Doyle D, Hanks GWC, MacDonald N, editors. 

Oxford text-book of palliative medicine 1993; Oxford, New York, Toronto: Oxford University 

Press. 


173. Ankersen L et al. 

Behandling og pleje af patienter med kræftsygdomme, 

Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København 2000. 

174. Fonnest I, Hjortshøj K, Strømgren LAS. 

Palliering af dyspnø ved malign sygdom, Ugeskr Laeg 1999; 161: 244-8. 

175. Allingstrup L. 

Kræft, kost og energi. G.E.C. Gads Forlag, København 1996. 

176. Kübler-Ross E. 

Døden og den døende. Gyldendal. København 1995. 

177. Cullberg J. 

Krise og udvikling: et psykoanalytisk og socialpsykiatrisk studie. 

Hans Reitzel. København 1988. 

178. Christoffersen S. 

Onkologisk sygepleje – en special funktion. Munksgaard, København 1988. 


Faglige retningslinier for den palliative indsats. København 1999. 


Omsorg for alvorligt syge og døende. Redegørelse. Om hospiceprogrammer og andre 

initiativer indenfor den palliative indsats. København 1996. 

181. Hee I, Henriksen H, Riis J. 

Sankt Lucas hjemmehospice. Palliativt team i Københavns Amt. 

Redegørelse for det første år. Sankt Lukas Stiftelsen. Hellerup 1998. 

182. Olsen PS 

Kliniske databaser - Opbygning, integration og drift. 1999. København, Sundhedsstyrelsen. 


Delrapport fra udvalget for etablering af mål for kvaliteten af sygehusbehandlingen. 1999. 

REFERENCER 

119

DLCG - side

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?