Nr.3 September. - Senior MC Danmark

Nogle ting i livet skal have tid til at
modne, og således også det, jeg vil
berette om her.
I adskillige år har folk ofte sagt til mig:
Skal du ikke have et kørekort- eller
hva`?
Nej, har jeg svaret – jeg har det fint
med at være bagsædepassagerer, og
det har jeg virkelig også ment. Men en
februardag i 2005, hvor vi var på vej
til fødselsdag, siger Ole til mig: Hvad
nu, hvis det værste skulle ske, og du
pludselig står uden nogen til at køre
motorcyklen? Hvad med alle de gode
venner, du har i Seniorklubben – har
du tænkt på det? – Næ, det havde jeg
vel egentlig ikke.
Jamen så se dog at få dig et kørekort,
siger manden så – og pludselig var jeg
ikke et sekund i tvivl. Næste dag
ringede jeg til en af byens kørelærere
og sagde, at nu kunne hun godt
begynde at grine, for nu ville jeg med
mine 57 år på bagen – altså gerne lære
at køre motorcykel. Men til alt held,
sagde hun blot, at jeg skulle da ikke
tro, at jeg var noget særligt, for der var
skam adskillige, der begyndte at køre i
den alder.
Så primo marts - i snevejr - for at det
ikke skulle være løgn – trak jeg for 1.
gang en motorcykel alene – ude på
Køreteknisk Anlæg. 4 timer havde jeg
til rådighed – og efter disse timer,
kunne jeg trække, køre i 1. gear, køre i
cirkler samt parkere. Jeg siger jer, jeg
En fortælling fra det virkelige liv
7
var høj, som havde jeg røget græs eller
lignende.
Næste step var, at vi gik på nettet for at
se på MC, priser og andet. Ole mente,
at vi skulle vente, til kortet (måske)
kom i hus, men på det tidspunkt, var
jeg blevet så tændt på det, at jeg sagde,
at jeg VILLE have det kort – uanset
hvor mange timer og hvor mange
gange, jeg skulle dumpe.
Herefter gik der ikke mange dage, før
vi havde fundet cyklen – en Kawasaki
ER 5, med kåbe, som havde kørt
28.000 km.
Den stod hos vor gode ven Søren ude
hos SPH – og den smilede forførende
til mig og slog smut med sine glasøjne,
så jeg ikke fik et øjebliks ro. Så Ole
handlede lidt med Søren, og ringede
derefter til mig ude på arbejdet, for at
fortælle, at nu havde han altså en gave
til mig. Behøver jeg at fortælle, at han
fik et ekstra kys, da vi kom hjem.
Hen over foråret blev jeg faktisk helt
ferm til at køre, ja vi trænede da også
lidt, idet vi kørte nogle ture ude på
landet, først med Ole i bilen bagved,
derefter blev jeg jo modig, og kørte et
par gange til Skælskør, hvor vi så kørte
på 2 motorcykler.
Teoriprøven blev bestået, og nu
ventede køreprøven. Den gik over alt
forventning. Bestod 1. gang og uden
ekstra timer.