Nr.3 September. - Senior MC Danmark

Herfra er der kun 7 km. til bjergbyen
Vernet og et lille hus med kælenavnet
”Grotten” som skal være mit hjem i et
par uger. Kælenavnet viste sig at være
velvalgt: Huset er på tre små etager
som er hæftet fast på bjergsiden.
Underetagen, som rummer køkken og
spisestue, ender som en hule ind i den
rå bjergvæg. Ifølge den lokale
historiefortælling ender hulen i en
snæver skakt som fortsætter dybt ind i
bjerget. Et hus med særpræg og sjæl!
Fra den lille terrasse er der udsigt til de
omgivende bjergtinder, bl. a. Mont
Canigou, som hæver sig 2800 m. over
havet. Huset har adresse i Rue de
Soixante Degres, ”60-graders-gaden.”
Endnu et navn med rødder i det
håndgribelige, idet de 60 grader er
gadens hældningsgrad. Mange af
byens turister kommer for at vandre i
bjergene eller lade sig forkæle i en af
egnens kurbadeanstalter. Der findes
sågar et casino, tegnet af en dansk
arkitekt ved navn Dorph Petersen.
I de to følgende uger fik jeg taget godt
og grundigt for mig af områdets
herligheder, såvel de der kan nås til
fods som de fjernereliggende, som
rummer en god undskyldning for at få
blæst støvet af motorcyklen på de
appetitligt snoede bjergveje. De første
2-3 dage var bagdelen rimelig mæt af
kørsel efter de 2800 km fra Rotterdam.
At begive sig til fods ud i de stille,
kølige bjerge var bare rent guf ovenpå
et par dages motorvejsbrøl. Jeg
startede med en vandretur til
vandfaldene Cascades des Anglais, et
22
af de smukkeste steder i omegnen. Jeg
var alene derude, så jeg smed kludene,
tog en rekord-kort svømmetur i én af
de små pools ved foden af vandfaldene
og soltørrede på de varme klipper.
Vores jord er faktisk et ganske rart
sted! Et andet vandringsmål, som kan
nås fra byen, er bjergklostret St.
Martin du Canigou. Grupperundvisninger
kan fås og – med skam
at melde- jeg deltog ikke i en sådan.
Da jeg besøgte klostret var der netop
ankommet 2 busser med turister i 100års-alderen
som skulle indenfor. Blev
enig med mig selv om at jeg havde
været tættere på Gud ude ved
vandfaldene end det lod sig gøre at
komme her. Til gengæld fik jeg forført
en nonne til at give mig hvad jeg
drømte om: Eftermiddagskaffe!
Mod toppen.
Onsdag den 8. juni havde jeg fået
selvtilliden så meget på plads med
nogle 4-5 timers vandreture i bjergene,
at jeg tog beslutningen om at springe
på nakken af den store fætter i
landskabet: Selve Mt. Canigou.
Bjerget knejser over byen med sne på
nakken, 2.785 meter over havet og
synligt på mere end 100 kilometers
afstand. Fra Vernet, 600 meter over
havet, er der 15 km. til toppen, hvilket
indebærer, at stigningen på 2.185 m.
skal afvikles over de 15 km. Dette var
de facts, jeg kunne hente i en pjece om
stedet. Endvidere kunne jeg læse mig
frem til, at der kunne køres i bil ad en
grusvej til bjergstationen Marialles, 5
kilometer før toppen, hvis man vælger