Nr.3 September. - Senior MC Danmark

Møde i bjergpasset.
AV FOR S….!!!! Det snerrende
uhyre, der forfølger mig, har haft held
til at komme så tæt på at den har fået
plantet en hjørnetand i mit venstre ben,
lige hvor skaftet til motorcykelstøvlen
slutter. Det smerter lidt, men det har
jeg ikke tid til at se på nu. For et
øjeblik har jeg også glemt formålet
med at jeg befinder mig i denne
situation på Col du Mantet i
Pyrenæerne i 1800 m.´s højde: Under
en tidligere køretur på bjerget havde
jeg set et skilt med ”Promenades a
cheval” uden for en gård på den anden
side af toppen. Området lignede en
reklame for schweitsisk chokolade og
fristede til en ridetur. I stedet blev det
til en helt anden form for dyrekontakt:
Netop som jeg har passeret bjergpasset
og er på vej ned mod landsbyen
dukker en flok får op foran mig. Hele
kørebanen er pakket med uld. Samtidig
viser en vildt gøende hyrdehund sig på
min venstre side og optager
forfølgelsen. Den ligner en Golden
Retriever der har fået 25 % ekstra i
kopimaskinen, og den er tydeligvis
ikke motorcykel-fan. ”Nåda, her har vi
så en loyal funktionær der committer
sig så kraftigt til jobbet, at det gi´r lidt
tunnelsyn. Hvis nu jeg pænt standser
op og giver ham tid til at samle sine
krammedyr sammen, så kan vi vel
hjælpe hinanden med at få trafikken
afviklet.” Men ak – mine smukke
intentioner om samarbejde falder på
gold, catalansk klippegrund. Ikke så
FORÅR I 60 GRADER GADEN.
17
snart har jeg fået stoppet, før varulven
ryger direkte i flæsket på mig.
Situationen er lidt presset, idet vejen er
for smal til blot at lave en U-vending
og køre tilbage igen. At stå stille og
bakse med kværnen til den vender bort
fra fåreflokken frister heller ikke:
Køteren vil have lavet mig til
slagteriaffald inden manøvren er
tilendebragt. Jeg vælger den eneste
plausible løsning: Accelerationsduel
med Fazer 600 mod pyrenæerhund og
så ellers bardus ind i garnbutikken. De
næste sekunder er et inferno af
motorbrøl, rasende hundeglam og
panisk skrigende får og lam der flygter
i vild panik imens jeg arbejder mig
igennem fåreflokken og holder
rovdyrets smækkende kæber på
afstand med spark fra venstrebenet. Et
af fårene skrider på asfalten og ruller
som en snebold. Så fortoner skrigeriet
sig bagude. Jeg har fået overhalet de
sidste får og kan trille ned til ridestedet
og få hevet op i buksebenet for at
checke, om den temperamentsfulde
dyreassistent ligger oppe på bjerget og
gumler på et stykke af min venstre
læg. Jeg kan stadig mærke en
hjørnetand, men læderbukserne har
reddet mig: Der mangler ikke noget.
Til gengæld har jeg netop fået et
argument mere for ikke at falde for
fristelsen til at køre af sted i shorts og
gummisko, selv om det er ”de varme
lande.”
Forud for intermezzoet på bjerget var,
naturligvis, gået en mængde