Tømrerlaugets Stiftelse - Bernadette Preben-Hansen

Bernadette Preben-Hansen og Beatrice Brandt, Vesterbro 2006
Tømrermestrenes Stiftelse. Vold, 20. marts 1879
Indhold:
Tømrerlaugets Stiftelse
Grundens historie før 1880
Justitsråd Kildes Gård
Spekulanterne
Drømmen om Valdemarsgade
Bygmesteren: Københavns Tømrerlaug
Arkitekten: Ludvig Vold
Forlægget: Gisselfeld Kloster
Bygningens opførelse
Husets arkitektoniske værdi,
ved arkitekt Kresten Agerbæk
Tømrerlaugets Stiftelse En bevaringsværdig ejendom på Vesterbro
2
4
5
7
8
9
10
13
14
15
17
18
20
22
Ejerne
Husets originalitet
Epilog
Summary

Gadefront. PB
Tømrerlaugets Stiftelse
Én af Valdemarsgades bemærkelsesværdige
bygninger er ejendommen
Tømrerlaugets Stiftelse, Valdemarsgade
11-13 på Vesterbro under
Københavns Kommune, matrikel 371,
Udenbys Vester kvarter. Bygningen
er tegnet i 1879 af arkitekt Ludvig
Vold, og opført i 1880 af Københavns
Tømrerlaug. Ejendommen, i daglig
tale Willy Hoppe efter et udhængsskilt
endnu placeret på bygningens facade
mod gaden, ejes i dag af Andelsboligforeningen
A/B af 1. april 1986 under
administration siden 1989 af advokat
Eskild Kyhn. Andelsforeningen er
medlem af gårdlauget Guldhornene,
Sankt Matt hæus sogn, Vesterbro
provsti, Københavns stift. Pernille
Stensgaard har kommenteret bygningen:
“Villa i borgstil på den usædvanlige
Valdemarsgade, hvor stiftelser og
friboliger giver et åbent grønt udseende.
Nærmest Frederiksbergsk”.
Vesterbro er arkitektonisk set et
blandet kvarter, hvilket tydeligt ses af
2
Valdemarsgade, nord. Stiftelsesgaden
Valdemarsgade, som strækker sig fra
Vesterbrogade til Sønder Boulevard.
Den nordlige del af Valdemarsgade,
imellem Vesterbrogade og Matthæusgade
til Sankt Matthæus kirke, er
domineret af en række stiftelser og
friboliger: Suhrs Friboliger fra 1878,
Tømrerlaugets Stiftelse fra 1880, Kong
Christian den Niendes og Dronning
Louises Jubilæumsasyl, tegnet 1894 af
Ludvig Harald Knudsen, og Sankt Matthæus
Sogns Plejeforening fra 1886.
Om Valdemarsgade, nord har arkitekt
Jørn Kjærsgaard skrevet: “Valdemarsgades
nordlige del udgør et særligt
bebyggelsesmønster på Vesterbro.
Vejstrækningens østlige side med de
mange fritliggende bygningsanlæg,
stiftelser og friboliger gør gaden til
noget særligt i et bykvarter præget
af karrébebyggelse. Da bygningerne
ligger tilbagetrukket fra vejen, er der
blevet plads til forhaver og træer, der
giver gaden en grøn karak ter”.
Og konservator Jørgen Høj Madsen:
“Sankt Matt hæus kirken er omgivet

Tømrerlaugets Stiftelse
af arkitektur af en særlig karakter.
Kommer man fra Vesterbrogade ad
Valdemarsgade, er denne gades arkitektur
både som helhed og de enkelte
bygninger en god optakt til mødet
med kirken”. Den sydlige del af Valdemarsgade
fra Sankt Matt hæus kirke,
imellem Matt hæusgade og Søndre
Boulevard, bæ rer derimod præg af karrébebyggelse
og arbej derkvarter.
Ganske kendetegnende for gadens engang
så forskelligartede sociale iden-
Suhrs Friboliger og Tømrerlaugets Stiftelse
titet eksisterede i sin tid en vejbom
over Valdemarsgade ved Matthæusgade:
Valdemarsgade, nord, en privat
fællesvej, ønskede ingen uvelkommen
sydlig trafik mod Vesterbrogade.
I 1980’erne gennemførte Planstyrelsen
en registrering, fotografering og
vurdering af samtlige bygninger på
Vesterbro med det formål at bestemme
hver enkelt bygnings bevaringsværdi
ud fra følgende kategorier: arkitek-
3
tonisk, kulturhistorisk og miljømæssig
værdi, originalitet og tilstand. Tømrerlaugets
Stiftelse blev vurderet i kategorien
tre: et dominerende bygningsværk
af høj bevaringsværdi på
det tætte Vesterbro, i området ved
og nord for Sankt Matthæus kirke,
ligeledes af høj bevaringsværdi.
Bygningens naboejendom er fredet:
Etatsråd Ole Bernt Suhr og hustrus
friboliger for trængende grosserere og
deres enker, tegnet 1877 af stadsarki-
tekt Ludvig Peter Fenger, der samme
år tegnede Sankt Matthæus kirke.
Arkitekt Vold havde tydeligvis iagttaget
Fengers arbejde, da han tegnede de
kamtakkede facader til Tømrerlaugets
Stiftelse. De to ejendommes facader
flugter og klæder uundværligt hverandre
i gadebilledet.

Landevejen til Valby
Galgested
Galgemølle
Sankt Hans
kirkegård
Sankt Hans hospital
Gedde 1761
4
Grundens historie før 1880
Tømrerlaugets Stiftelse blev bygget på
den gamle matrikel 48b, 44d og 49,
afløst af den nye matrikel 371, der er
gængs i dag. Grunden var før 1880
ubebygget, dog ingenlunde historieløs.
I sekstenhundredetallet udgjordes
“Vesterbro” af den murede galge
(Københavns rettersted fra 1622),
Galgemøllen, Pesthuset (Sankt Hans
hospital), Pesthuskirke gården (Sankt
Hans kirkegård) og det åbne Vesterfælled
eller Pesthusfælled, efter Pesthuset,
der lå i den sydlige del af det
nuværende Valdemarsgade. Området,
fælleden, henlå øde, ubebygget og
skyet. Anden bebyggelse, gårdene og
værtshusene, lå langs landevejen til
Valby (Vesterbrogade), den vigtigste
indfaldsvej fra det sjællandske opland
til hovedstaden København.
Da den militære demarkationslinje
blev nedlagt i 1852 og Vesterport
nedrevet i 1856, voksede byen hastigt
udenfor voldene, og fra 1850’erne
blev det nuværende Vesterbro skabt.
Før 1859 henlå grunde ne omkring det
nuværende Valdemarsgade som dele af
Vesterfælled, ubebyggede med undtagelse
af Valdemarsgade 2, hvor der
havde ligget en stor gammel bindingsværksgård
med tilhørende grunde.
Området bar præg af fugtig sumpet
undergrund: “i henseende til dette
jordsmons beskaffenhed, da samme er
fuldt af huller og grave, som må fyldes
og jævnes, og har megen sumpig
grund, som må udtørres, hvortil meget
anseelige bekostninger vil udfordres”,
1779. At arealet var “fuldt af huller og
grave” var allerede tidligere noteret i
Københavns jordebog over udenbys
grunde, 1694: “magistratens brev,
tolvte februar, 1680, som indeholder,
at Jens Andersen er bevilget en plads
og jordsmon, som var gamle grave og
huller”, da brygger Jens Andersen drev
værtshuset Sorø Kloster på stedet.
Fra 1731 var grunden ejet af kongelig
køkkeninspektør og fjerkræ
hofleverandør Christoffer Nelling, og
blev anvendt som græsningsareal for
gæs. I 1780’erne blev grunden anlagt
ved hofagent Johannes Christopher
Amberg og konferensråd Jessenius
Clasen til brug for tobaksavl for tobaksfabrikken
Friheden. Projektet gik
dog konkurs, og grunden solgt i 1791
for siden at genopstå som Justitsråd
Kildes gård.

1806-matriklen: 48b, 44d & 49. Schlegel 1834
Justitsråd Kildes Gård
I 1799 købte justitsråd, over krigskommissar
i admiralitetet, Heinrich
Christian Kilde gården. Han opkøbte
igennem 1800-1810’erne “nye arealer
af fælleden, dels det manglende
stykke syd for haven, dels endnu en
stor parcel, matrikel 44d, der strakte
sig tre hundrede alen længere mod
syd fra vængernes bagskel”. Gården
blev en haveejendom, en københavnsk
overklasses sommerbolig, med mange
frugttræer og “meget jordbærland”.
Henriette Lund, 1829-1909, der
som barn opholdt sig på “Justitsråd
Kildes gård, nr. 48 på Vesterbro” fem
somre i træk, 1836-1840, beskrev den
store gamle have med dets blomster,
staudebede, aspargesbede, stikkelsbærbuske
og frugttræer. Lund tilhørte
det københavnske højborgerskab, og
var på mødrenes side niece til filosoffen
Søren Kirkegaard, ”Onkel Søren”,
hvem hun fulgte på tæt hold i sin
familiære erindringsbog, nedskrevet
i 1876, og publiceret posthumt.
“Jeg erindrer endnu den henrykkelse,
hvormed mor påstod, at hun
kunne mærke søluften i Kildes have
på Vesterbro, hvor vi boede fem somre
5
Henriette Lund. KB
i træk. Det var fra Kalvebod strand,
som rigtignok lå adskillige stykker land
borte”.
Kilde var en ivrig havemand: “Kildes
havekyndighed gav sig blandt andet
vidnesbyrd i de forskellige plantager
af udmærkede frugttræer, som optog
et betydeligt rum af den store gammeldags
have, der i forening med
et tilhørende vænge, udgjorde fem
tønder land. I vore dage har Valdemarsgaden
rejst sig på dens grund,
dog er ikke ethvert spor fra tidligere
tid udslettet. Vort gamle lysthus fore-
fandtes således endnu, da jeg sidste
gang var på stedet, om det end mere
lignede en forfalden ørnerede”.
Frøken Lund nærede lykkelige sommerlige
barndomsminder fra gården på
landet og dens beboere, den aldrende
fru Kilde, justitsråd Kildes enke,
vænget og haven “hvor blomsterne
prangede i broget mængde, ja, hvor
alle de smukke gammeldags stauder,
som nu næsten overalt forsvinde af
haverne, ret solede sig i mangefarvet
malerisk ... uorden”.

Justitsråd Kildes Gård
Peter William Jerndorff, 1842-1926,
kongelig skuespiller ved Det Kongelige
Teater, boede i sin barndom på
gården. Familien flyttede i 1844 som
lejere “ud på Vesterbro, nr. 48, dér
hvor Valdemarsgade nu begynder”, og
fraflyttede i 1852. Gården tilhørte da
enkemadam Thrane. “Vi boede som
sagt dengang i 1848 på Vesterbro, lidt
forbi Jernporten, der dannede indgang
til Frederiksberg Allé, i en større
bindingsværksgård på to etager med
en vidunderlig have, der strakte sig
helt ned til den gamle, nu genoptagne
jernbanevold i hele den nuværende
Valdemarsgades længde”. Jerndorff
beskrev i sine Minder gården, dets
beboere og den store herregårdshave:
“den første tredjedel var blomster
og køkkenhave, den anden en herlig
frugthave, og endelig den tredje en
mark med køer”.
“Huset var forholdsvis anseeligt” og
gården tydeligt herskabelig: “vor
toetages bindingsværksgård med port
midt på facaden, høj stueetage og så
kun første sal, hvor vi boede. Portrummet,
der var meget højt, førte ind til
en stor lys gård med hvide ét etages
længer på begge sider, en række
klippede lindetræer på bagsiden af
6
Peter Jerndorff. KB
hovedbygningen. For enden af den
firkantede gård var et højt stakit, der
skilte den fra haven og foran dette i
selve gården til venstre for indgangen
til haven, to vældige valnøddetræer.
Men haven selv, det var det vidunderlige”.
At gården var herskabelig bevid-
nes af at “stiftamtmand Tetens, der om
vinteren boede i Badstuestræde, havde
sommerlejlighed i samme gård, hvor vi
boede året rundt fra 1844 til 1852. Så
god var haven”.
Det var dog havens blomster: “hvide
og blå syrener, den tyrkiske rosenbusk,
bedene med stedmoderblomster, ne-
mophylla og blå konvolver”, og navnlig
dens uendelighed, der betog den lille
Peter: “med en havegang i den ene
side, der førte til verdens ende, en
bred og dyb grøft næsten en lille å,
som jeg altid drømte om at skulle over,
men aldrig nåede at passere ... Vejen
ud langs marken var begrænset af en
række pyramidepopler langs plankeværket,
der skilte hele haven fra naboen
til højre, én af Vesterbros mange
møller, der naturligvis brændte, mens
vi boede derude, som datidens møller
jævnligt gjorde”.

Spekulanterne
I 1850’erne blev gården opløst, og
grunden opkøbt af en række københavnske
ejendomsspekulanter. I 1850
af Hans Rasmussen Thrane, rebslagermester,
kapitalist, ejendoms spekulant
og som det fremgår af hans erindringer:
en mand af folket. “Arbejdet
formerede sig stadig væk, og jeg måtte
tænke på at anlægge en fabrik. Jeg
købte da gamle nr. 48 på Vesterbro,
hvor nu Valdemarsgade er og som er
anlagt efter min plan”. Thrane bemærkede
om den gamle have: “Jeg
havde imidlertid straks ladet udarbejde
en plan til at udparcellere ejendommen
og anlægge en gade, hvor nu Valdemarsgade
er. Mine svogre spurgte om
jeg var gal, da der jo kun kunne blive
én vej, og hvor de da skulle køre ud.
Jeg svarede, at inde i enden af gaden
ville jeg bygge et lille sted med en
rund plæne foran, hvorpå en statue.
Om denne plæne kunne de køre tilbage
igen, og der kunne blive bygget
smukke steder for folk af den bedre
klasse, som havde deres forretning
inde i byen. Der var nemlig otte tønder
land med syvhundrede frugttræer, ottehundrede
stikkelsbær- og hindbærbuske
samt meget jordbærland. Dem
synes familien ikke, at jeg skulle rydde
så meget af for at få vej. Det varede
imidlertid et halvt år inden jeg fik
planen for udparcelleringen, og imens
solgte jeg ejendommen efter denne
plans opgivelse”. Flådeofficer, kaptajnløjtnant
Jens Langemarck købte nemlig
grunden i 1852, der for de følgende
år hyppigt skulle skifte ejer.
I 1857 blev arealet opkøbt af den
driftige københavnske grosserer, tømmerhandler
og bjærgningsentreprenør
Emil Zeuthen Svitzer, vek selmægler
kaptajn Johan Carl Eduard Lorentzen,
og tømrermester arkitekt Jacob
Beierholm Wenzel, atter med henblik
på udparcellering. Valdemarsgade blev
7
anlagt i 1859, og Svitzer foreslog at
opkalde vejen Fortungade. Forslaget
blev nedstemt af kommunalbestyrelsen
til fordel for navnet Valdemarsgade,
i tidens natio nalromantiske ånd
efter den danske middelalderkonge
Valdemar den Store. Gadens vestlige
side blev hurtigt bebygget med villaer,
derimod stod den østlige side ubebygget
til 1870’ernes sidste år.
Svitzer & Lorentzen nedrev Kildes
renoverede og fornemt indrettede
bindingsværkshus. Jerndorff, som blev
gift med Amalie Lorentzen, skrev: “En
del år efter blev gården købt af min
svigerfar og grosserer Svitzer. De lod
den nedrive, og grundlagde Valdemarsgade
ned gennem haven, hvor de
byggede villaer”.
Valdemarsgade, 1872

Drømmen om Valdemarsgade
Københavns Bymuseum bevarer et
interessant prospekt: et litografi af
det påtænkte byggeri, planlagt til at
omfatte den østlige side af Valdemarsgade.
Det har endnu ikke været muligt
at identificere kilden til dette litografi,
men det må antages at være fra
1860-1870’erne, efter Valdemarsgades
grundlæggelse. Litografiet indgik efter
al sandsynlighed i planlæg ningen for
8
byggeriet ved Den Suhrske Stiftelse af
Suhrs Friboliger, bestyret af Grosserer
Societetets Understøttelses Fond,
Børsen. Senere end 1876 er litografiet
ikke, for da lagdes grundstenen til
Drømmen kom til at se således ud
Suhrs Friboliger. Litografiet illustrerer
ganske godt Thranes tanke om Valdemarsgade
som et “smukt sted for folk
af den bedre klasse, som havde deres
forretning inde i byen”.

Bygmesteren: Københavns Tømrerlaug
Laugets logo
I efteråret 1876 indkaldte Københavns
Tømrerlaugs oldermand kaptajn
Frederik Emil Kerrn til laugsforsamling:
“torsdag, den 16. november 1876,
efter middag klokken halv syv præcis” i
Kron prinsessegade 7, hvortil “samt lige
laugets medlemmer bedes give møde”.
På dagsordenen var et forslag fra
laugets revisor, tømrermester løjtnant
Jens Christian Jørgensen om at “tage
bestemmelse om laugets sammensparede
midler”. Lauget havde forinden
modtaget et håndskrevet notat, 16.
maj 1876, fra Jørgensen, hvori han
under anførsel af en kapital på otte
tusind kroner skrev om den påtænkte
investeringsmulighed: “det smukkeste
og gavnligste mål, nemlig at annamme
sig en fribolig for de trængen de laugsbrødre
eller deres efterladte”. Der ønskes:
“en smuk grund ... muligvis med
en lille have til, og umiddelbart ud til
en sporvogns route”. Brevet afsluttes:
“Søg efter en grund, og giv anvisning
på samme til oldermanden!!”
Tømrerlauget vedtog at opføre en
fribolig. Arvingerne efter tømrermester
Henrik Thyberg havde nemlig
skænket mesterlauget et legat: Det
Thybergske Legat på seks hundrede
kroner. Legatets renter skulle tilfalde
en trængen de enke eller datter efter
en afdød københavnsk tømrermester:
Stiftelsen for gamle håndværksmestre
og deres enker i trange kår. Et par år
senere var grunden fundet, og Svitzer
& Lorentzen solgte i 1879 den endnu
ubebyggede grund til Tømrerlauget,
repræsenteret ved én af firmaets
gamle samarbejdspartnere: Frederik
Emil Kerrn. Gadekort og Københavns
Vejviser viser i 1879 ingen bebyggelse
på grunden, derimod er ejendommen
i 1881 såvel aftegnet, beboet som
omtalt: Tømrerlaugets Stift.
9
Valdemarsgade, 1879 Valdemarsgade, 1881

Ludvig Vold, 1869
Arkitekten: Ludvig Vold
Ludvig Vold blev født 1839 i Holbæk,
hvor han tog realeksamen. Som ung
mand flyttede Vold til København,
hvor han lærte tømrerhåndværket
hos sin mosters mand, tømrermester
Frederik Emil Kerrn. Derefter studerede
han arkitektur på Københavns
Kunstakademi. Da Frederiksborg Slot
brændte i 1859 blev genopbygningen
iværksat under ledelse af arkitekt Ferdinand
Meldahl og brygger Jacobsen.
Meldahl ansatte den unge arkitekt som
tegner på projektet. Efter endt arbejde
på Frederiksborg Slot drog Vold i 1862
mod Skåne, hvor han virkede som
arkitekt gennem 1860’erne.
I Skåne tegnede Vold et større antal
bygninger. Han medvirkede under ledelse
af arkitekt Christian Zwingmann i
tegningerne til Marsvinholm kirke, der
arkitektonisk er påvirket af Vor Frue,
10
domkirken i København. Derud over
tegnede Vold hovedbygningen ved
Finnhult ved Ringsjön, et stadshus i
Årsjö ved Krageholm, Gamla Läroverket
i Ängelholm, det lille lystslot
Lyckås ved Ystad, Ladefogedhuset ved
Rydsgård, og Östra Broby kirke.
I 1856 havde Sverige indledt grundlæggelsen
af de svenske jernbaner, og
i 1866 stod jernbane linien mellem
Volds ansøgning til Krigsministeriet om overflytning fra
forstærkningen til ingeniørkorpset, sendt fra Skåne i 1864
Ystad og Eslöv færdig til indvielse,
privat projekteret og bygget under ledelse
af den svenske jernbaneingeniør
major Claes Adolf Adelsköld. Vold
tegnede stationsbygningen i Ystad og
lokalstationerne på banelinien Ystad-
Eslöv. Ystad og Lövestad stationshuse
er fredede.
I Ystad mødte Vold sin tilkomne, den
skånske frøken Johanna Elisabeth

Arkitekten: Ludvig Vold
Catharina Frederika Helena Wendt,
1840-1924, datter af Ystads rådmand
Christopher Frederik Wendt. Parret
blev trolovet i 1866 i Ystad. Samme år
drog Vold på sin første dannelsesrejse
til Italien, som danske kunstnere og
arkitekter yndede det i attenhundredetallet.
Italien gjorde et dybt indtryk
at dømme efter hans bevarede breve,
akvareller og skitser.
Ystad stationshus. PC
Tilbage i København blev Vold i 1869
ansat som assi stent hos arkitekt Johan
Daniel Herholdt, der blev en stærk
inspiration i Volds eget arbejde. Året
før Vold, tre og tredive år gammel, ind-
gik ægteskab i 1872 med sin Johanna i
Ystad, opgav han arkitektgerningen og
indgik kompagniskab med den københavnske
grosserer Johan Fich, der
handlede med jernbjælker.
11
Johanna og
Ludvig. KB
Tømrerlauget havde således valgt en
arkitekt, oldermandens tømrersvend,
der i samtiden havde gjort sig bemærket
i Skåne som en dygtig og habil
arkitekt, og i Danmark som en driftig
forretningsmand.
I København boede Vold i Nørrevold
kvarter, Nansensgade 23, ét i dag
nedrevet træhus ud til Peblinge søen.
På nabogrunden lod han ejendom-
men Nørre Søgade 33 opføre, som
blev ægteparrets hjem fra 1880’erne.
Husets facade blev tegnet af arkitekt
Herman Baagøe Storck. I 1887 var
Vold selv grosserer: Lager og Import
af Jern og Stålbjælker med firmanavn:
Johan Fichs Efterfølger, L. Vold.

Johanna, 1903 og Ludvig, 1912
Arkitekten: Ludvig Vold
Vold blev velhavende. I sine senere
år byggede han to landsteder ud til
Øresund, begge ejet af Vold og benyt-
tet som sommerbolig. Først i Rungsted
tegnet i italiensk stil af vennen,
arkitekt Andreas Clemmensen, siden i
Humlebæk tegnet af Vold selv.
Fra 1890’erne rejste Vold. Rejserne
gik til Belgien, Frankrig, Nederlandene,
Norge, Sverige og Tyskland. Men
Italien stod Volds hjerte nært, ikke
mindst grundet hans stærke interesse
for kunsthistorie. Han blev i 1913
udnævnt til æresmedlem af Den Skandinaviske
Forening for Kunst nere og
Videnskabsmænd i Rom, og stiftede i
1918 Firenze-legatet, et rejselegat for
arkitekter til studierejser til Italien.
Som person synes Vold at have været
af en privat, reser veret og omhyggelig
12
natur. Han døde tre og firs år gammel
i 1923, og ligger begravet på Gentofte
kirke gård.
Östra Broby kirke. Vold, 1868
Preben-Hansen, Bernadette & Brandt, Beatrice
Ludvig Vold: En dansk arkitekt i 1860’ernes
Skåne. Vesterbro, 2007
Isbn 978-87-991402-1-3
www.preben.nl/LV.pdf

Forlægget: Gisselfeld Kloster
I 1869 blev Ludvig Vold ansat som assistent
hos arkitekt Johan Daniel Herholdt.
Herholdt udfærdigede i 1870 et
forslag til restaurering og ombygning
af hovedbygningen på Gisselfeld
Kloster på Sydsjælland, Peder Oxes
renæssanceslot fra 1550’erne, én af
Danmarks bedst bevarede herregårde.
Vold blev ansat som konduktør på
restaureringen i de første år af dets
udførelse, og tegnede skitser af Gisselfelds
facade.
13
Ni år senere, da Vold tegnede Tømrerlaugets
Stiftelse på Vesterbro, havde
han Gisselfeld i tankerne. Gisselfelds
kamtakkede facade og karakteristiske
rundbuede vinduer genkendes
i Vesterbro bygningens kamtakkede
Gisselfeld. Vold, 1870
gavle og rundbuede vinduer. Vesterbro
bygningen er således et fint eksempel
på 1870’ernes historicisme i dansk
arkitekturhistorie. Tømrerlaugets Stiftelse
er Volds hovedværk i Danmark.

Bygningens opførelse Facadetegninger. Vold, 9. oktober 1879
I sensommeren 1879 ansøgte Vold
om byggetilladelse i et håndskrevet
notat, 24. august 1879: “For Københavns
Tømrerlaug ansøger undertegnede
om tilladelse til på grunden
matrikel 371 i Udenbys Vester kvarter
i Valdemarsgade at måtte opføre en
byg ning til stiftelse efter ved lagte
tegninger”. Bygningsinspek tør Wilhelm
Friederichsen ansøgte der efter: “Efter
vedlagte andragende med tegninger
anholder arkitekt L. Vold fra Køben-
havns Tømrerlaug om tilladelse til
på grunden matrikel 371 i Udenbys
Vester kvarter i Valdemarsgade ved
opførelsen af en toetages beboelsesbygning
med jordkælder og beboelig
tagetage”. Tilladelsen blev tilkendt ved
Københavns Bygningskommission, og
arbejdet kunne gå i gang. Dagen efter
afleverede Vold de endelige tegninger,
9. oktober 1879.
Huset blev bygget med flid, dygtighed
14
og planmæssigt, for et halvt år senere
kunne bygningsassistent Oscar Krarup
udfærdige en “rapport over de af mig
foretagne eftersyn af den på grunden
matrikel 371 i Udenbys Vester kvarter,
Valdemarsgade, opførte toetages
beboelsesbygning med jordkælder
og beboelig tagetage”. I efteråret
1880 kunne skorstenssagkyndig C.
P. Svendsen udstede brugstilladelse
til husets otte skorstene: “I den nyopførte
ejendom nr. 7 i Valdemars-
gade matrikel i Udenbys Vester
kvarter er fra grunden opført otte
styks ni/ni skorstene”, 4. november
1880. Husets praktiske opførelse har
således krævet ét år. Regnskaberne
for planlægningen, bygningen og
indretningen af Tømrerlaugets Stiftelse,
1876-1882, er endnu bevarede,
bugner med regninger, og kvitteringer
for materialer og udført arbejde, 1879-
1881, og udgør således en guldgrube
som kilde til husets historie.

Gadefront
Husets arkitektoniske værdi, ved arkitekt Kresten Agerbæk
Miljø: Bygningen ligger i et for Vesterbro
åbent miljø og danner sammen
med naboejendommene en stærk
kontrast til de omkringliggende sammenbyggede
karreer. På bygningens
vestside mod Valdemarsgade findes
en lille forhave og på østsiden et stort
grønt område, som er fælles med
de modstående karreer i Oehlenschlægersgade.
Arkitektur: Bygningen er et trefløjet
anlæg med en midterfløj og to sidefløje.
Grundplanen er udformet som
15
et symmetrisk stort H, og husets to
opgange er placeret midt i hver sin
sidefløj, således at de giver let adgang
til alle lejligheder. Arkitektonisk er huset
typisk for den stileklekticisme, der
var fremherskende i sidste halvdel af
attenhundredetallet, mest beslægtet er
Stuen, 1942
det nok med Herholdts lidt tørre stil,
men der er også både middelalderborg
og gotisk bykirke, altså national
romantik, i bygningen. Mest er den
dog præget af den Herholdtske omhu
for den gode detalje, se bare på
murværket med dets anvendelse af

Sydfront
Husets arkitektoniske værdi
faconsten, der er af meget høj kvalitet.
Huset er generelt velholdt, det har
indenfor det sidste årti gennemgået en
løbende istandsættelse.
Byggeteknik: Bygningens tre fløje er
alle i to etager med udnyttet tagetage
og fuld kælder. Fløjene er udført som
sammenbyggede længehuse, dvs.
med bjælkelag og spær på tværs af de
enkelte fløjes længderetning. Murværket
er massivt med røde maskinsten
udvendigt. Kælderydervægge er
murede, men kældergulv er støbt i
16
beton. Lejlighederne opvarmes i dag
via et vandbåret radiatorsystem, og
varmeforsyningen er fjernvarme. Alle
lejligheder har eget køkken, halvdelen
har eget toilet, nogle har badeværelse,
men der er også et fælles baderum
samt vaskerum i kælderen.
Gårdfront

Ejerne
I 1922 udbød Københavns Tømrerlaug
ejendommen til salg. Den offentlige
vurdering af grunden var da halvfjerds
tusind kroner, og den 10. juli 1922
blev grunden købt af Autoriseret Gas-
& Vandmester, Willy Michael Gottlieb
Hoppe, født 1885. Willy Hoppe var én
af Vesterbros driftige håndværksmestre
med privatadresse på Vesterbrogade
54, overfor Københavns Bymuseum. I
1915 indtrådte han i Københavns Blikkenslagerlaug,
blev medinitiativtager
til Gas- & Vandmesterforeningen af
1919, hvor han var bestyrelsesmedlem
fra 1921, og formand fra 1926 indtil
sin død. Han var medlem af Dansk
Broder Orden, Frimurerorden af 1894
i Valdemarsgade. Willy og hans hustru
Ellen, født 1892, har på intet tidspunkt
beboet husets små stiftelses
lejligheder, der fortsat skulle tjene
som udlejet privat beboelse. Udover
udlej ningsvirksomhed benyttede
Hoppe ejendommen som forretnings
adresse med kontor i Valdemarsgade
13, stuen. Gårdarealet blev anvendt
til erhvervsformål, idet Hoppe først
byggede et garageanlæg af atten garager,
1923, med vagtbyg ning, 1924,
siden et værksted, 1934, efter han i
17
Udhængsskiltet. PB
En grafisk manipulation af
de to skiltehalvdele.
LL & AL
1928 havde løst næringsadkomst som
vognfabrikant og metalarbejder. Willy
Hoppe døde i 1943, under Besættelsen,
efter længere tids sygdom, og
blev begravet på Vestre Kirkegård.
Ellen Hoppe arvede ejendommen,
og videreførte forret ningen efter sin
mands død.
På husets facade mod gaden hænger
i dag et udhængsskilt, der består af
to halvdele. Den ene rektangulære
halvdel bærer navnet: Willy Hoppe,
den anden runde halvdel: Blikkenslager,
Gas- & Vandmester. Da Carl
Lindhardt i 1975 købte huset af den
da tre og firs årige Ellen Hoppe, tog
han skiltets runde halvdel med sig til
pryd foran sin egen VVS virksomhed
Carl Lindhardt A/S. Indtil 2006 hang
den runde halvdel ud til offentlig
vej: Ny Vestergårdsvej 17, Værløse.
Lindhardt donerede i 2007 den runde
halvdel til huset i Valdemarsgade, hvor
det atter genforenet hænger som i
1920’erne.

Husets originalitet
Carl Lindhardt solgte i 1985 ejendommen
til Ole Bonne ApS, der året efter
solgte til Andelsboligforeningen A/B af
1. april 1986. Huset havde stået nedslidt,
men med andelsboligforeningen
blev ejendommen for alvor underkastet
vedligeholdelsesarbejde.
Den “sumpige grund” havde forsat
voldt vanskeligheder, så i 1991 etableredes
et omfangsdræn om huset. Den
åbne gård var formentligt et sølle sted,
gemmested for Vesterbros sociale
problemer, førend der i 1990’erne
blev taget hånd om miljøet. Gårdens
Wc’er blev nedlagt i 1992, Hoppes
18
garageanlæg revet ned i 1993, og det
nuværende lukkede gårdanlæg anlagt
i 1994: en stor åben grøn plæne, der
hører til ejendommens grund.
Vedligeholdelsesarbejdet tog sin begyndelse,
da Peter Jahn & Partnere A/S
i 1992 udarbejdede en vedligeholdelsesplan,
der noterede: “Generelt må
Gadefronten set fra genboens tagterasse
ejendommen betegnes som værende i
rimelig stand hvad angår dens primære
bygningsdele, dvs. bærende fundamenter,
kælder ydervægge, ydervægge,
skillerum, etageadskillelser, trapper
og bærende elementer i tagkonstruktionen.
Hvad angår de sekundære
bygningsdele er standen mindre god”.

Kvistene før og efter, 2004. Blikkenslagersvenden var med rette stolt af sit værk. MS Murersvenden med fugekosten balancerer på
gavlen. MS
Husets originalitet
Om lejlighederne bemærkede rapporten:
“i normal stand, når man tager
bygningens alder i betragtning”. Peter
Jahn anbefalede udskiftninger, særligt
af trævinduer og tagbeklædning.
Samtlige ejendommens vinduer blev
udskiftet i 1996. De nye vinduer til
beboelse og trapperum har forbillede i
de originale trævinduer, der stammede
tilbage fra ejendommens opførelse.
Efter 125 års negligeren gennemførtes
en udskiftning af husets nedslidte,
utætte og uisolerede naturskifertag,
samt renovering af husets otte oprindelige
skorstene, husets kamtakkede
gavle, gavlenes murværk, og husets
to kviste med den hensigt at bibeholde
husets originale 1880-udseende.
Huset bar otte skorstene, der havde
stået i miserabel stand. To skorstene
19
blev pudset op, to skorstene fjernet og
genopbygget fra grunden, fire skorstene,
der stod skævt, blev taget halvt
ned og muret op igen, samtlige otte
skorstene med oprindelig profil. Et
antal munke- og nonnesten blev lagt
om og udskiftet med nye sten, patinerede
for at opnå et ensartet farvepræg,
og fugerne blev gennemgået.
Der blev under tagarbejdet ikke
fundet spor af råd og svamp. Da murer
mester Karl Poulsen i 2004 afleverede
husets nye isolerede naturskifertag,
var vedligeholdel sesplanen fra 1992
således blevet fulgt, og fuldt realiseret.

Plan for gårdanlægget. Vold, 20. marts 1879
20
Epilog
Suhrs Friboliger og Tømrerlaugets
Stiftelse udgør en ganske speciel bygningskultur
på Vesterbro. Det er andelsforeningens
håb at Tømrerlaugets
Stiftelses særlige bygnings- og kulturhistoriske
værdi vil blive aner kendt
som en særegen og uerstat telig del
af Vesterbros bykultur. Bygningen
blev nyligst vurderet af Planstyrelsen
før 1990, og for t je ner i dag efter de
omfattende ved ligeholdelsesarbejder
siden 1990’erne en nyvurdering.
Gård anlægget bringer i dag mindelser
om Kildes have med frugttræer,
frugtbuske og “meget jordbærland”:
en genopstanden have på Vesterbro,
midt i en hastigt voksende og travl
storby. Bygningen vidner om udsøgt
håndværks kunst fra Det moderne gennembruds
tid, og en arkitekt overset i
dansk og svensk arkitektur historie.

Volds facadetegning signeret:
”Med svar af 9. oktober 1879.
Wilhelm Friederichsen,
Frederik Emil Kerrn,
Ludvig Vold, 1879”
Denne artikel er forfattet på grundlag af fortrinsvist håndskrevne og utrykte
kilder, bevaret på E. K. Administration A/S, Det Kongelige Bibliotek: Center for
Kort og Billeder, Københavns Bymuseum: Billedarkivet, Københavns Stadsarkiv,
Københavns Kommune, Teknik- og Miljøforvaltningen: Byggesagen, Landsarkivet
for Sjælland: Laugsarkiv for Københavns Tømrerlaug, samt familien
Volds privatarkiv.
21
“Søg efter en grund, og giv anvisning på samme til
oldermanden!! København, 16. maj 1876”
Tak til Orla Hansen. Hansen var lærling og svend, 1937-1973, under Willy &
Ellen Hoppe, og arbejdede på værkstedet i Valdemarsgade. Da ejendommen blev
solgt til Lindhardt, fulgte Hansen “med i købet”. Han tjente først på kontoret i
Valdemarsgade 13, 1975-1977, og overgik derefter til virksomheden Carl Lindhardt
A/S, hvor han var ansat som servicechef til sin pension.

Summary
The plans of the building Valdemarsgade 11-13 in the Vesterbro district of
Copenhagen were drawn up by the Danish architect Ludvig Vold in 1879. The
house was built by the Copenhagen Guild of Carpenters in 1880. Ludvig Vold
had a large number of commissions in Scania in the south of Sweden during
the 1860s, constructing churches and railway property. The building of the
Copenhagen Guild of Carpenters is one of the few buildings in Denmark,
drafted by Ludvig Vold. From its inauguration, the building served as
dwellings for master carpenters in reduced circumstances and their
dependants. The northern part of Valdemarsgade is shaped by Foundation
buildings from the 1870s to 1890s, making the street unique in Copenhagen’s
urban profile.
Ide, research & tekst: Bernadette Preben-Hansen
Afsnittet ”Husets arkitektoniske værdi” er forfattet af arkitekt Kresten Agerbæk,
Hareskovby, syvende februar 2006
Grafik & layout: Beatrice Brandt
Foto: Anne Lippert (AL), Bernadette Preben-Hansen (BPH), Lone Langer (LL),
Marthe Seiden (MS), Povl Bigum (PB), Preben Conrad (PC)
Bygningsfoto uden anden angivelse er optaget af BPH, 2006
Akvareller af Ludvig Vold i familieeje
Summary: Elisabeth McOwan
Vesterbro, 2006
Isbn 87-991402-0-9
www.preben.nl/TS.pdf
22
The model for the building of the Copenhagen Guild of Carpenters was Gisselfeld
Monastery, a Renaissance castle built by the Danish nobleman Peder Oxe
in the 16th century, one of the best preserved historical properties in Denmark.
The building in Vesterbro can therefore be considered an excellent example of
the use of historicism in the history of Danish architecture.
I 2007 anmodede andelsforeningen Kulturarvsstyrelsen om en stillingtagen til en
eventuel fredning af Tømrerlaugets Stiftelse. Efter besigtigelse af ejendommen
besluttede Kulturarvsstyrelsen ikke at rejse en sag om fredning: ”Kulturarvsstyrelsen
finder at Tømrerlaugets Stiftelse er en markant historicistisk bygning,
der sammen med de andre stiftelser i den øvre del af Valdemarsgade skaber
et helt særligt kulturmiljø på Vesterbro. Styrelsen finder imidlertid også, at de
ganske mange og ofte hårdhændede sammenlægninger og ombygninger, der er
foretaget af stiftelsens oprindeligt små lejligheder ikke lever op til den autenticitet,
som hører til en fredning, idet en bygning som oftest bliver fredet med
såvel arkitektoniske som kulturhistoriske værdier”. Kulturarvsstyrelsen, J. nr.
2003-112/101-0097, 12. november 2007.
Adobe InDesign CS4. 2009