Metoder og dokumentation på handicapområdet - mod en - imeta.dk

Ny viden I Nye veje 

Metoder og dokumentation 

på handicapområdet 

Mod en vidensbaseret indsats

Titel 

Metoder og dokumentation på handicapområdet 

– mod en vidensbaseret indsats 

Udgiver 

Videnscenter for Bevægelseshandicap 

2006 

Redaktion 

Anja Birgitte Amdisen 

Eggert Carstens (ansvarshavende) 

Lisbeth Helm-Petersen 

Journalistik 

Inger Anneberg, a4media 

Bjarne Bjelke Jensen 

Morten Kurth 

Foto 

Jørgen True 

Forside 

Winnie Meisler 

Lay-out 

Helle Guldmann, a4media 

Tryk 

LavprisTRYKKERIET 

Oplag 

1500 

ISBN 13 978-87-90306-17-5 

ISBN 10 87-90306-17-1 

Bestilles hos 


MarselisborgCentret 

P. P. Ørumsgade 11, Bygn. 3, 2. sal 

8000 Århus C 

tlf. 8949 1270 

fax 8949 1276 

vfb@vfb.aaa.dk 

Oline version og bestilling 

www.vfb.dk 

Winnie Meisler, grafiker, billedkunster og bogillustrator, har følgende 

kommentar til den forside hun har tegnet til temahæftet: 

” En ung mand (næsten som en fugl med fuglenæb) holder fast i to 

balloner, som viser sig at være to hjerner. Hjernerne symboliserer ikke 

alene viden/videnskab, men de symboliserer også vores egen hjerne (...) 

Det er vores hjerner der – i fællesskab (derfor to hjerner) kan hjælpe 

den unge mand ud af stolen – eller sin fastlåste situation – og komme 

ud i verden – blive fri som fuglen. Ikke båret af vinger – men af viden 

og tankens kraft. 

Langt nede på jorden står hans kørestol. Den har fået et øje – for 

stolen er hans bedste ven – den er hans ben, der bringer ham rundt. 

Derfor er den unge mand malet uden ben. Stolens udtryk ser måbende 

til, som om den siger: Det var pokkers! Ude i horisonten lyser det – de 

mørke skyer driver væk, snart er himlen blå – igen. Jorden krummer, vi 

er et sted på jordkloden: Situationen er ens for os alle”.

Metoder og dokumentation 

på handicapområdet 

– mod en vidensbaseret indsats

Indhold 

Til debat 

Tid til refleksion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 

Socialarbejdere – kom ud af busken . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 

Jo flere regler – jo større vilkårlighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20 

Hold fingrene fra metoderne. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 

Refleksioner, relationer og raffinerede teknikker . . . . . . . . . . . . . . . . 31 

Metoder er magtfulde redskaber. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 38 

Mellem stejlhed og knæfald . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 44 

I perspektiv 

Medicinen virker ikke, hvis samspillet er respektløst . . . . . . . . . . . . . . 47 

Der er grund til at være vågen og påvirke processen . . . . . . . . . . . . . . 52 

Vi skal bevare evnen til at tvivle . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 55 

En helt ny tankegang er nødvendig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 58 

Specialundervisning i farezonen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63 

Bosted Systemet 

IT-system skal sikre, at viden bliver delt. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66 

Fra papkassen til den elektroniske klientjournal . . . . . . . . . . . . . . . . 71 

Pædagogisk Resultatmåling 

Tekst og tal skal være en naturlig del af pædagogens hverdag . . . . . . . . . 72 

Marte Meo 

Ved egen kraft. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 76 

Når udvikling går gennem et kamera . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 80 

Pædagogiske Handleplaner 

Handleplaner hører til i hverdagen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 83 

Petö metoden 

Jeg rejser mig op.. Jeg står på begge fødder! . . . . . . . . . . . . . . . . . 90 

MOVE programmet 

At holde fast ved en drøm . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 96

Goal Attainment Scaling (GAS) 

GAS motiverer og afklarer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 100 

Indsigt og intelligente løsninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 106 

ICF 

ICF: Fælles reference med muligheder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 109 

Social analyse 

Analyse før handling kan kvalificere socialt arbejde . . . . . . . . . . . . . 114 

Funktionsevnemetoden 

God forberedelse betyder alt. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 121 

Fælles Sprog II 

Fælles sprog på godt og ondt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 125 

Arbejdsevnemetoden 

Med loven i ryggen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 132 

Metoder i jobformidling 

Når en trekant skal passe til en firkant . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 139 

Kommunikationsudvikling 

Der skal to til tango . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 143 

Ny metode til træning af børn med hjerneskade 

Forældre ønsker indflydelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 148 

Vi ønsker jo bare at tage ansvar . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 153 

Metodeudvikling for unge bevægelseshandicappede 

Et spring fremad . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 156 

Nu giver jeg ikke op så let . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 162

Hvordan og hvorledes? 

Med dette temahæfte tilbyder Videnscenter for Bevægelseshandicap en omfattende formidling 

af både en overordnet, men ligeledes detaljeret viden om metoder og dokumentation på handicap- 

og rehabiliteringsområdet. Hæftet er let tilgængeligt og involverer mange af feltets faglige nøglepersoner. 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at hæftet har udvidet sig undervejs – der er ganske enkelt 

mange relevante metoder og dokumentationsformer med tilknytning til handicapområdet. I dag 

er arbejdet med metoder og dokumentationsredskaber et område i vækst, og det stiller nye krav 

til fagpersoner og ledelser – men også til borgeren, som tilbydes en mere fremtrædende rolle og 

inddrages på mere aktiv vis i indsatsen, og også i udviklingen deraf. Fokus på handicapområdet er 

øget, og der skal nu dokumentation og metodisk viden på banen i forhold til at styrke borgerens og 

de pårørendes indflydelse på egne liv. Deltagelse og empowerment er derfor to af en række mulige 

fællesnævnere for hæftets pointer. 

Vi har i temahæftet påtaget os at give en slags overblik over de mest relevante metodetiltag, som 

har med handicapområdet at gøre, især bevægelseshandicap.Vi er overbeviste om, at de metoder 

vi præsenterer, har lange perspektiver – forstået på den måde, at de forandrer og udvikler sig, men 

at de rammer noget, der er behov for, også fremover. For en god metode indeholder solide argumenter 

for sin virkning, og dem præsenterer eksperterne på de enkelte felter i artiklerne. Og gode 

argumenter og dokumenteret viden vil der være øget behov for i de kommende års omstruktureringer 

på området, da meningen og formålet med Kommunalreformen blandt andet er sikring og 

fortsat udvikling af kvaliteten i indsatsen for borgeren. 

Handicapområdet er et komplekst fagligt felt og derfor er der i temahæftet eksempler på mange 

forskellige slags metoder – det kan være metoder, som handler om fysisk træning, kommunikation, 

jobformidling, kompensation, organisering af hjælp, IT-metoder og meget andet. Viften er spredt 

ud. Den kunne have set anderledes ud; men det er hvad vi har valgt at sætte spot på. Metodedebatten 

er – ligesom handicapområdet – flertydig og uden simple løsninger. Dette hæfte kan, 

set i sammenhæng med vores tidligere publikation, ”Forandring til det bedre!”, opfattes som en 

introduktion til kvalitets- og metodedebatten. Bevæbnet med disse to udgivelser vil man være klar 

til at udforske feltet yderligere, eksempelvis gennem de mange henvisninger til udgivelser, hjemmesider, 

tiltag og projekter. 

Dette temahæfte henvender sig især til fagpersoner, men alle med interesse for eller kendskab til 

rehabiliterings- og socialområdet, også fra uddannelsessektoren og ”den anden side af bordet”, 

vil have udbytte af artiklerne. 

Handicapområdet har som nævnt igennem en periode oplevet en stigende opmærksomhed på, 

hvorfor man gør, som man gør – hvordan og hvorledes? – og virker det set i forhold til udgifterne? 

Vi har derfor valgt at lægger vi ud med en række artikler, som diskuterer udviklingen, både med 

en sund kritisk distance, men også med gode råd og idéer, hvorefter vi tilnærmer os de konkrete 

metoder, der anvendes i disse år. 

Vi takker de medvirkende, ønsker god læsning og håber, at der opstår lyst og behov for at søge 

mere viden og inspiration til arbejdet. 

Videnscenter for Bevægelseshandicap, marts 2006

Tid til refleksion 

Kritisk forskning kan bidrage med advarselslamper og nødvendig distance til de metoder, man benyt- 

ter, men den giver ikke socialarbejderne et refleksionsberedskab. ’Evidensbasering’ kan i bedste fald 

belyse effekter, men handler heller ikke om refleksion. Det er et problem, for det er afgørende at 

kunne reflektere over egne handlinger, siger forsker og lektor på Den Sociale Højskole i Århus. 

Interview med lektor Søren Peter 

Olesen, Den Sociale Højskole, Århus 

– Metodeudvikling. 

– Evidens. 

– Dokumentation. 

De sidste års udvikling på det sociale 

område har gjort disse ord og begreber 

mere og mere dominerende. Men 

begreberne øger også risikoen for et 

snæversyn, som ikke vil bringe det 

sociale arbejde videre, mener lektor ved 

Den Sociale Højskole i Århus, cand.mag. 

Søren Peter Olesen. 

– Jeg efterlyser i højere grad fokus på en 

gylden middelvej, et kvalificeret samspil 

mellem praksis, uddannelse og forskning 

i den sociale verden. Det mangler i 

særlig grad i Danmark, hvor vi kun har 

meget få professorater i socialt arbejde, 

hvor socialt arbejde fastholdes som 

mellemuddannelsesområde, og hvor en 

stram økonomisk styring af socialrådgiver- 

og pædagoguddannelsen ikke 

sikrer midler til forskning. Forskning, ud- 

T I L D E B AT 

dannelse og praksis foregår i Danmark i 

adskilte regier, og vi mangler samspillet 

mellem disse, understreger Søren Peter 

Olesen. 

Søren Peter Olesen er oprindelig cand. 

mag. i samfundsfag og historie. Han har 

i næsten 3 årtier undervist i sociologi, 

socialpolitik og arbejdsmarkedsforhold på 

socialrådgiverstudiet, men har gennem 

de sidste 10 år i stigende grad bevæget 

sig over i forskning i socialt arbejde, en 

forskning der er tæt knyttet til praksis og 

dagligdagen hos socialrådgiverne. 

7

8 

T I L D E B AT

Det er afgørende at socialarbejdere 

kan reflektere over egne handlinger, 

mener lektor Søren Peter Olesen fra 

Den Sociale Højskole i Århus 

Han har bl.a. forsket i handlingsplansamtaler 

i social- og arbejdsmarkedspolitisk 

aktivering), og netop nu er han, 

sammen med Leena Eskelinen og Dorte 

Caswell, AKF, midt i forskningsprojektet 

Socialt arbejde på arbejdsmarkedsområdet 

i spændingsfeltet mellem politiskadministrativ 

styring og faglighed. Det 

er et projekt som blandt andet kommer 

til at basere sig på forskernes ophold 

i et af de nye arbejdsmarkedscentre. I 

projektet lægger forskerne vægt på at 

belyse faglighedens rolle i praksis og 

søger at anlægge såvel en kritisk som en 

konstruktiv tilgang. 

Spændingsfeltet 

– Kommunikation mellem system og 

borger, eller med en mere teknisk betegnelse 

institutionel interaktion, altså hvad 

foregår der mellem system og borger, 

bruger/klient – det er min hovedinteresse. 

Det er et spændingsfelt både i 

praksis, politisk og forskningsmæssigt. 

Det er bl.a. interessant at spørge: Hvorfor 

hører vi al denne snak om forskning 

og metodeudvikling i disse år? Hvad 

går argumenterne ud på? På den ene 

side ser vi øgede forsøg på administrativ 

styring og på den anden side et ønske 

om øget faglighed. Det er dette spændingsfelt 

mellem styring og faglighed 

jeg synes er interessant, forklarer Søren 

Peter Olesen, der netop er blevet valgt 

som formand for FORSA, Foreningen til 

fremme af forskning i socialt arbejde, 

et netværk for forskere, praktikere og 

undervisere, som interesserer sig for 

forskning og udvikling i socialt arbejde. 

Der findes FORSA-organisationer i alle 

de nordiske lande. 

Søren Peter Olesen beskriver to hovedstrømninger, 

hvis man ser på hvor 

Danmark står med hensyn til forskning 

og metodeudvikling på området. To 

hovedstrømninger, som efter hans 

mening også repræsenterer to grøfter, 

man kan falde ned i – frem for at blive 

midt på vejen! 

– Evidens i sig selv kan forstås både 

snævert og bredt. Når der snakkes 

om evidens i forbindelse med sociale 

indsatser er det ofte i en ganske 

snæver form, og hyppigt refereres til 

sundhedsvæsenet. I forbindelse med 

’evidensbasering’ i snæver forstand anerkender 

man i princippet kun én form 

for dokumentation, nemlig den, der er 

baseret på randomiserede, kontrollerede 

eksperimenter. Internationalt samarbejde 

om at frembringe viden går i denne 

sammenhæng i hovedsagen ud på at 

lave kritiske forskningsoversigter, hvor 

man samler et bredt spektrum af undersøgelser 

inden for et område og derefter 

uddrager essensen af det, forklarer 


Det er denne form for forskning, som 

nonprofit organisationen The Cochrane 

Collaboration repræsenterer i deres 

formidling af systematiske forskningsoversigter 

fra den medicinske verden. 

På det sociale og pædagogiske område 

findes en tilsvarende nonprofit organisation, 

The Campbell Collaboration. Også 

her hersker en hardcore forståelse af 

evidensbegrebet, hvor kvalitative studier 

ikke levnes megen plads i forskningsoversigterne. 

– I de senere års socialpolitik har vi set 

en stigende tendens til at politikere og 

fagfolk efterlyser dokumentation for, 

hvad der egentlig kommer ud af den 

sociale indsats. Politikerne efterspørger 

eksempler på god og dårlig praksis, og 

fra ministeriets side er der øget fokus 

på metodeudvikling. Problemet er, at 

det i høj grad er den meget snævre 

definition af, hvad der er god udvikling 

og forskning, som dominerer via den 

tankegang vi ser hos The Campbell Collaboration. 

Det er det snævre evidensbegreb, 

som dominerer opfattelsen af, 

hvad evidens er, og det sker i store dele 

af verden, bestemt ikke bare i Danmark, 

forklarer Søren Peter Olesen. 

Han kan ikke give nogen entydig 

forklaring på, hvorfor det er sådan. 

– Hvis vi skal forklare det, må vi ind og 

se på hele den sen-moderne samfundsudvikling. 

Men det hænger til dels 

sammen med, at økonomien er blevet 


enerådende som retningssnor for de 

politiske beslutningstagere, hvorimod de 

bredere sociologiske betragtninger ikke 

slår an. 

Problematisk udvikling 

Den snævre forskningstradition har altså 

”vundet” ifølge Søren Peter Olesen, og 

han lægger ikke skjul på, at han anser 

denne udvikling for temmelig problematisk. 

– Samtidig vil jeg sige, at jeg i høj grad 

hører til dem, der er meget optaget af 

at fremskaffe og formidle viden, for 

eksempel omkring hvad der sker i socialt 

arbejde, og jeg hører også til dem, der 

synes at alle former for viden er vigtig at 

få frem. Jeg har ikke noget imod at den 

viden, der lægges frem, er i kvantitativ 

form, der hvor det nu lader sig gøre. 

Hvis et projekt kan belyse effekten af en 

indsats, er det da godt. Eller fraværet 

af effekten for den sags skyld. Det har 

vi set udmærkede eksempler på, men 

for det første tror jeg, at det kun er et 

stærkt begrænset antal områder i den 

sociale verden, hvor man kan skaffe 

sig relevant viden i kvantitativ, statistisk 

form. Relevant viden på socialområdet 

vil ofte antage helt andre former. For 

det andet synes jeg, vi skal huske, at 

andre typer af viden end den statistiske 

kan være mindst lige så interessante. 

Ser vi for eksempel på dokumentation 

omkring det faktum, at nogle grupper 

er særligt truede, så har vi en vigtig 

kvantitativ viden om, hvordan sam- 

fundet fungerer i kraft af brede kvanti- 

tative studier, men det giver ikke nødvendigvis 

noget særligt bidrag til, hvordan 

den enkeltes liv fungerer, pointerer 


I socialt arbejde er der ofte en stor 

grad af usikkerhed netop omkring 

spørgsmålet: ”Hvordan klarer den enkelte 

sig”. Det kræver, ifølge Søren Peter 

Olesen, helt andre typer af viden at få 

svar på dette felt. 

– I den sammenhæng danner den statistiske 

viden et udmærket bagtæppe, 

hvor vi altså er godt dækket ind i 

9

10 


dag, hvad angår viden, der kan belyse 

uligheder og trusler af almen karakter. 

Det ved vi ganske meget om, og vi ved 

hvilke grupper der er sårbare. Vi ved derimod 

forskningsmæssigt meget lidt om, 

hvordan praktisk, socialt arbejde udspiller 

sig, og vi ved meget lidt om, hvordan 

det er at leve i en sårbar situation – altså 

kvalitativt. Især ved vi meget lidt om, 

hvordan socialt arbejde udformes og 

hvilke processer og dynamikker det 

kendetegnes ved. 

Søren Peter Olesens pointe er altså at 

kvantitativ viden ikke i sig selv fører 

til strategier for, hvordan man løser 

problemer for den enkelte, selv om det 

sagtens kan bidrage med antagelser. 

Kvantitativ viden betyder meget sjældent 

en afklaring af, hvordan man skal handle 

i de helt konkrete beslutninger, som 

socialt arbejde ofte indebærer. 

– Vi har også i de senere år set en del 

kvalitativ, sociologisk forskning, blandt 

andet om det magtfulde møde mellem 

system og klient, og om hvordan en 

klient skabes af systemet osv. Det blev 

blandt andet inddraget i folketingets 

magtudredning samt de undersøgelser, 

den byggede på. 

Denne forskning har været optaget af 

asymmetrien og magtproblematikken 

i forholdet mellem system og klient, 

og den form for kvalitativ sociologisk 

forskning, der er inspireret af kritisk teori, 

finder Søren Peter Olesen skal være velkommen, 

lige såvel som den kvantitative 

forskning. 

– En kritisk viden om, hvordan det sociale 

arbejde systemgør klienterne er nødvendig, 

blandt andet fordi socialt arbejde 

oftest foregår i kommunalt regi og vil 

være præget af kommunale forvaltningslogikker, 

der ikke nødvendigvis altid 

er forenelige med de hensyn, man må 

tage i praktisk socialt arbejde. Her bliver 

systemets mulige undertrykkelse af 

klienten særdeles vigtig viden. Vi har 

set en del kvalitativ forskning inspireret 

af kritisk teori blandt andet i form af en 

række Ph.D. afhandlinger om socialt 

arbejde, og jeg synes, det er vældig 

godt, at man ikke bare tæller og måler, 

men det forekommer mig at være disse 

to grøfter, den kvantitative effektforskning 

og den kritiske ’afsløring’ af det 

sociale arbejde som magtfuldkomment, 

der præger billedet. Disse grøfter kan 

imidlertid være farlige at gå ned i, hver 

især, fordi de billeder, der tilbydes, ofte er 

forenklede og entydige i en grad, så de 

slet ikke indfanger den kompleksitet, der 

kendetegner praksis. 

En middelvej 

Søren Peter Olesen efterlyser således en 

middelvej i snakken om evidens og dokumentation 

i Danmark, det som han også 

betegner som ”en dialektik mellem den 

kritiske dekonstruktion på den ene side 

– og genopbygningen, rekonstruktionen 

af det sociale arbejde, på den anden 

side”. Man taler også, bl.a. i forbindelse 

med evalueringsforskning, om ”the black 

box”, den sorte kasse, som ingen rigtig 

kender eller kan beskrive indholdet af, 

nemlig de processer i socialt arbejde, som 

foregår mellem indsatsernes ’input’ og 

’output’ i form af resultater. 

– Jeg savner en vekselvirkning, en dialog. 

Kritik alene bliver nemt gold. Den kvantitative 

forskning søger en viden, som 

man tror og hævder er universel, men 

praktikernes handlinger er altid indlejret i 

nogle helt specifikke, konkrete sammenhænge, 

der har med andre mennesker 

at gøre. Det er godt at have viden om, 

hvad der truer generelt, for eksempel 

viden om, at et handicap kan gøre et 

menneske sårbart, men det er kun en 

udvendig forståelse i forhold til det at 

gå ind og støtte det enkelte menneske, 

som man sidder overfor. Manglen på en 

mellemvej mellem disse to grøfter gør, 

at jeg mener, vi har behov for en 3. type 

forskning, der går mere på tværs, siger 


En afgørende sammenkobling 

Han peger på, at problemet er særligt 

stort i Danmark, hvor man i dag kun har 

tre professorater på det sociale område, 

i modsætning til for eksempel Sverige, 

hvor der er ca. 25. Danmark er desuden 

præget af mellemlange uddannelser til 

socialt arbejde (socialrådgiver- og pædagoguddannelsen), 

som i dag er underlagt 

kraftige styringstiltag og sluset ind i 

CVU-regi, en udvikling, som har betydet 

en øget (økonomisk) styring – og meget 

få midler til forskning. I andre lande har 

man derimod set en større og større 

tendens til at koble uddannelse, forskning 

og praksis sammen. 

– Det er ikke altid vellykket, men det er 

tankevækkende, hvordan andre lande i 

høj grad satser på denne sammenkobling. 

I Danmark er vores chance for at 

gøre noget tilsvarende dårlig, fordi vi 

har denne markante, historiske opdeling, 

og jeg savner i høj grad, at der 

kommer til at foregå et mere markant 

kvalificeret samspil mellem praksis, uddannelse 

og forskning. På det medicinske 

område har man universitetsklinikker 

og hospitaler. I Norge har man 

gang i tanker om at lave ”universitetssocialforvaltninger” 

– med henblik på 

netop forskning i og udvikling af socialt 

arbejde. I Danmark er dette nærmest en 

vild og fremmed tanke! De tilløb vi ser 

til et samarbejde foregår fuldstændig 

ukoordinerede. 

Søren Peter Olesen er ikke i tvivl om, at 

der i praksisfeltet i den sociale verden er 

store bestræbelser i gang på at dygtiggøre 

sig og hævde den status som praktikerne 

har. Denne udvikling anser han 

gennemgående for at være positiv. 

– Men der er en fare i, hvis praksisfeltet 

ukritisk overtager det snævre evidensbegreb. 

Så vil man opleve, at man 

kommer fra asken og i ilden. Det kan 

nemlig vældig let bruges i overordnede 

styringssammenhænge, hvor de problemstillinger, 

der er knyttet til sårbare 

menneskers liv og til praksis i socialt 

arbejde faktisk ikke kommer til sin ret, 

og hvor andre træffer beslutningerne. 

Denne diskussion er vigtig, påpeger 

Søren Peter Olesen, og han forsøger 

blandt andet at fremme den gennem 

FORSA, både på dansk og nordisk 

niveau.


– Jeg tror, det er særligt vigtigt i disse år, 

at vi har et forum, hvor vi kan diskutere 

de her forskellige opfattelser af forskningens 

rolle og placering i forhold til 

udannelse og praksis, siger han. 

Strukturreformen – nye muligheder 

I sammenhæng med strukturreformen 

ser Søren Peter Olesen nye muligheder, 

men samtidig erkender han, at det 

næsten er umuligt at sige, hvordan for 

eksempel større praksisenheder kommer 

til at spille ind på metodeudvikling og 

forskning på det sociale område. 

– Reelt ved vi ikke om større kommuner 

vil afsætte tid og midler til forskning og 

udvikling. Man kan jo heller ikke sige 

med sikkerhed, om forskningsvejen er en 

sikker forbedring af praksis! Der kan også 

ske det, at meget af det håndværksmæssigt 

overleverede sociale arbejde og dets 

kvaliteter vil gå tabt. Men mange dynamikker 

uden for socialt arbejde peger 

altså på, at det sociale arbejde fremover 

skal foregå i en større skala end det 

hidtil har gjort. 

Søren Peter Olesen er ikke i tvivl om, 

at der skal systematisk forskning til, 

hvis man fremover skal fastholde og 

systematisere viden om, hvad der sker i 

socialt arbejde. Men han peger også på, 

at uddannelserne i høj grad bør lægges 

om, en proces der er i gang. 

– Det er ikke nok at lære ved at ”gå 

op og ned ad svenden”, altså på den 

håndværksbaserede måde. Vi er nødt 

til at arbejde på andre måder, herunder 

oparbejde en viden, der kan overføres, 

og blandt andet derfor er man nødt til 

at kunne dokumentere sin indsats bredt. 

Tiden er løbet fra håndværkermodellen, 

og det afgørende er nu, om man skaber 

plads til at oparbejde et refleksionsberedskab. 

Men på det punkt er de to 

yderpunkter i forskning, som jeg har 

beskrevet her, faktisk en trussel. Den 

kvantitative viden kan munde ud i manualer, 

som gør praktikeren til en autopilot, og 

det tror jeg er voldsomt skadeligt. Hvis det 

sker, vil det i høj grad forøge menneskelig 

lidelse i vores samfund. Uden tilbud om 

11

12 


at lindre og om at hjælpe sårbare mennesker 

videre, er vi dårligt stillede. Men 

det er jo en dybt politisk diskussion. Den 

kritiske forskning kan give os advarselslamper 

og distance, men heller ikke 

den giver praksis i socialt arbejde det 

nødvendige refleksionsberedskab. 

Søren Peter Olesen mener, at troen på 

oplysning og videnskab i det moderne 

samfund til dels pålægger socialarbejderen 

en rolle, som langt hen ad vejen 

kan sammenlignes med den måde medicinsk 

behandling fungerer på. Socialarbejderen 

skal indsamle informationer 

om problemets art, diagnosticere hvad 

der er sygdommens karakter og baggrund, 

og så giver behandlingstiltaget 

sig selv, ud fra den viden, som faget 

repræsenterer. 

– Det er modernitetens forståelse af, 

hvordan socialt arbejde fungerer. Men 

jeg mener, vi er i en situation, hvor 

socialt arbejde aldrig har været entydigt 

indlejret i det moderne. Her kommer det 

forhold ind i billedet, at socialt arbejde 

ikke er løsrevet fra den kulturelle og 

politiske kontekst, som det befinder sig 

i. Det har også en moralsk karakter og 

er altid sat i ramme af det omgivende 

samfund. Så må man bare håbe, at det 

omgivende samfund fungerer nogenlunde 

demokratisk! 

Den anden side er, at det sociale arbejde 

næsten altid udspiller sig i samspil med 

sårbare grupper, påpeger Søren Peter 

Olesen. 

– Derfor er det vigtigt, at det sociale 

K I L D E L I S T E 

arbejde ikke bare er objektiverende og 

diagnosticerende, men at det formår at 

komme borgerne i møde og gå i ægte 

dialog med den pågældende. Socialt 

arbejde udspiller sig altså i en meget 

modsætningsfyldt arena. 

Respekt for praktikerne 

Men hvad kan man da gøre for at 

hjælpe socialarbejderne igennem denne 

tid med krav om evidens og dokumentation? 

Ifølge Søren Peter Olesen er den bedste 

støtte at sørge for at uddanne prak- 

tikere, der har en omfattende viden, 

men som dertil har mulighed for og 

bliver fastholdt på at reflektere over 

egne handlinger. 

– Praktikerne er nødt til at handle i 

situationen, men de skal løbende gøre 

sig bevidste om, hvordan de handler og 

gøre sig overvejelser, om det er rimeligt 

i forhold til rammerne. Hjælper det jeg 

gør? Er det imødekommende, og kan jeg 

stå inde for det? Vil jeg være med til det 

under disse præmisser og betingelser? 

Mange vil gerne arbejde i feltet, og 

mange vil gerne hjælpe andre mennesker, 

men også her er det refleksive 

beredskab vigtigt. Hvis det er hjælperens 

behov for at hjælpe, der overskygger 

brugerens opfattelse af tingene, så 

forvandler hjælpen sig let til undertrykkelse. 

Søren Peter Olesen skjuler ikke, at han 

ser med skepsis på strukturreformen og 

det aktuelle politiske styre, men på det 

Foreningen FORSA: Mødested for forskere, praktikere og undervisere som interesserer sig for forskning 

og udvikling i socialt arbejde: www.forsa.dk 

The Cochrane Collabroation: www.cochrane.org 

The Campbell Collaboration: www.campbellcollaboration.org 

sociale arbejdes vegne er han ikke så 

skeptisk. 

– Der findes en del praktikere, som jeg 

har stor respekt for. Undervejs i min 

forskning, når jeg for eksempel har 

observeret samtaler eller hjemmebesøg, 

så er min tanke om dette arbejde ofte, 

at mange praktikere virkelig laver en 

meget hæderværdig indsats (det modsatte 

forekommer selvfølgelig også). Det 

synes jeg ikke altid forskningen formår 

at skildre. Tværtimod kan man sige, 

at noget af den forskning, der foregår 

med kritisk teori som udgangspunkt, 

risikerer at tjene et andet ærinde end 

det man egentlig ville, fordi der lige nu 

i den offentlige debat er en tendens til 

at hænge socialarbejderne ud. I mange 

sammenhænge er det populært at 

nedgøre og kritisere samt ikke mindst 

placere ansvar på den enkelte socialarbejders 

skulder, når tingene ikke fungerer 

optimalt. Her kan man eventuelt 

forestille sig, at reformen kan få en 

betydning, fordi ansvaret måske bliver 

lettere at få øje på i større enheder, 

eller i hvert fald sværere at placere 

hos den enkelte medarbejder. Ikke at 

store enheder nødvendigvis vil fungere 

bedre. Men store og dårligt fungerende 

enheder kan betyde, at ansvaret ikke så 

nemt kan lægges over på den enkelte 

sagsbehandler. Det vil – måske – blive 

tydeligere, hvor i systemet, problemerne 

egentlig hører hjemme, men det er 

selvfølgelig en ringe trøst, så længe 

problemerne fortsat er der. 

Søren Peter Olesen, Leena Eskelinen og Dorte Caswell: Faglighed i socialt arbejde som forskningsgenstand 

– et kritisk-konstruktivt perspektiv. Se arbejdspapir på www.akf.dk 

Søren Peter Olesen: Handlingsplansamtaler: Den institutionelle interaktion. Forskningsrapport, 2003 

Den Sociale Højskole i Aarhus, CARMA, Center for forskning i arbejdsmarkedsforhold, Aalborg Universitet

Socialarbejdere 

– kom ud af busken! 

Mennesker der arbejder indenfor det sociale og sundhedsfaglige felt skal ikke være 

bange for at trække deres bagvedliggende ideologier frem i lyset og reflektere kritisk over 

dem. Målet er et ægte helhedssyn med respekt for det særegne, siger Pär Nygren, norsk 

professor i psykologi og socialt arbejde. 

Interview med professor Pär Nygren, 

Høgskolen i Lillehammer, Norge 

– Tag stilling i stedet for at stikke 

hovedet i busken. I skal gøre op med 

strudsepolitikken og erstatte den med et 

deltagerstyret kvalitetsarbejde. 

Sådan lyder opfordringen til de danske 

social- og sundhedsarbejdere fra Pär 

Nygren, professor i psykologi og socialt 

arbejde ved Høgskolen i Lillehammer i 

Norge. 

Fra 2005 er han i en to års periode ansat 

i et forskningsprofessorat ved Danmarks 

Pædagogiske Universitet for at forske i 

menneskelige handlekompetencer inden 

for socialpædagogikkens og det sociale 

arbejdes områder. 


I sin sidste bog: Handlingskompetanse 

– om profesjonelle personer, fremlægger 

han en teori om udvikling af 

professionelle kompetencer inden for 

social- og sundhedsfeltet. Pär Nygren 

lægger ikke skjul på, at han er kritisk i 

sit syn på, hvordan det sociale arbejde 

foregår i dag – ud fra sine erfaringer 

om, hvad som faktisk lader sig gøre, når 

13

14 


det gælder kvalitetsudvikling. Men han 

retter ikke kritikken imod den enkelte 

medarbejder: 

– Jeg mener ikke, det er den enkeltes 

fejl, at man ikke er kommet længere. 

Men generelt ser jeg en stor usikkerhed 

hos socialarbejderne, når det gælder 

om at håndtere de øgede krav til for 

eksempel dokumentation i det sociale 

arbejde, blandt andet fordi faget mangler 

tradition for skriftlighed, dokumenta- 

Pär Nygren, norsk professor i psykologi og socialt arbejde 

tion og forskning. Efter min mening er 

de professionelle udøvere af det sociale 

arbejde blevet svigtet, både af politikerne 

og forskerne. Allerede i 1996, da jeg 

publicerede bogen om deltagerstyret 

kvalitetsudvikling i Norge, kunne vi se 

tegn på samfundets øgede krav til, at 

man også i de ”bløde” fag skulle dokumentere 

sit arbejde og sikre bestemte 

mindstekrav til kvalitet. Generelt har vi 

som forskere imidlertid ikke bidraget 

tidligt nok til at forberede socialar- 

bejderne på, hvad der måtte komme 

på dette område, hverken teoretisk eller 

metodisk. For at man, på en god måde, 

skal kunne møde de udfordringer som 

”kvalitetsbølgen” har bragt med sig, 

burde alliancen mellem forskere og professionsudøverne 

have været sat i værk 

og have fået forskningsmæssig, politisk 

og økonomisk opbakning langt tidligere 

i Danmark. Ikke mindst i form af en 

opbygning af forskningsinstitutioner 

og forskeruddannelse i socialt arbejde, 

sådan som det er sket i Sverige, og også 

er på vej i Norge, mener Pär Nygren. 

De tre dilemmaer 

Når den norske professor beskæftiger 

sig med blandt andet udvikling og brug 

af faglige standarder, tager han fat i tre 

dilemmaer i det sociale arbejde: 

1) Det ideologiske dilemma: Socialarbejderen 

skal forholde sig til det faktum, 

at socialt arbejde generelt – og socialt 

arbejde med børn og familier specielt 

– pr. definition altid rummer en ideologisk 

side. Hvor skal den enkelte socialarbejder 

placere sig selv og sin professionelle 

indsats og sine egne ideologiske 

synspunkter, når han deltager i den 

runddans af ideologier, som samfundet 

byder på i dag? 

2) Socialarbejderens Janus-ansigt: 

Nygrens betegnelse for det dilemma, 

der viser sig ved, at social kontrol og 

tvangstiltag går hånd i hånd med 

støttende og hjælpende tiltag på flere 

område inden for det sociale arbejde. 

3) Forholdet mellem det generelle og 

det særegne: Et dilemma, der efter 

Nygrens mening altid har eksisteret, 

men er blevet aktualiseret i de senere år 

i forbindelse med nye krav om kvalitetssikring. 

Dilemmaet kommer for eksempel 

til udtryk i krydsilden mellem, på den 

ene side kravene om ligebehandling og 

brug af generelle metoder, på den anden 

side kravene om individuelle hensyn og

erkendelser af, at hver klient har sit eget 

særpræg. 

– Tidligere var det sådan, at socialarbejderens 

faglighed krævede, at han var 

neutral i sine værdier og sin opførsel. 

Åbenlyse ideologier var faktisk fy-fy, 

påpeger Pär Nygren og henviser til det 

klassiske ideal fra psykoanalysen, hvor 

psykologen sidder bag ved patienten 

og patienten associerer frit – uden at 

blive påvirket af terapeutens følelses- og 

værdimæssige reaktioner og personlige 

måde at være til stede på. 

– I dag er det anerkendt, at ideologier og 

værdier spiller en stor rolle, også i samspillet 

med klienten, og i virkeligheden 

har det faktisk altid været sådan, at vi har 

ladet os vejlede af værdier i det sundheds- 

og socialfaglige felt – ustandselig. 

Hvad er godt og ondt? Hvordan møder vi 

andre mennesker? Det er bare foregået 

mere i det skjulte, understreger han. 

Efter Pär Nygrens mening er det i øvrigt 

umuligt at forhindre, at ideologiske 

holdninger på en eller anden vis ”afspejler 

sig” i socialarbejdernes udredningsarbejde, 

for eksempel når man skal lave 

en beskrivelse af en bestemt families 

forhold. Her kan en socialarbejders mere 

eller mindre skjulte, private ideologier få 

vældig meget plads, fordi han/hun hele 

tiden går ind og vægter, hvad der er 

vigtigt. Hvis man skal imødegå dette og 

sikre brugerne, ud fra et retssikkerheds- 

synspunkt, så er det nødvendigt at bruge 

standarder på bestemte områder, faste 

metoder, som holder den sagsansvarliges 

private ideologier i tømmen, så langt 

som muligt, mener Pär Nygren. 

Han peger på, at ideologi i dag aner- 

kendes som en naturlig del af den kompetence, 

som socialarbejdere har med sig. 

Men den helt afgørende forskel mellem 

før og nu er, at det er blevet et stigende 

krav, at man er bevidst om og åbent står 

frem med, hvad det er for en ideologi, 

man arbejder ud fra. Her er socialarbejderne 

imidlertid ofte meget diffuse. 

– Tag et begreb som ”brugerindflydelse”. 

Det er i dag anerkendt som et centralt 

begreb i en bestemt professionel ideo- 

logi, men hvad mener vi hver især med 

det? Hvordan bliver det forstået i praksis? 

Vi kan enkeltvis gå rundt med vores 

egen private tolkning, og hvis en bruger 

på sin vej gennem systemet møder flere 

professionelle, kan han også risikere at 

møde en vældig inkonsekvens, som han 

så måske kan ”spille på” og bruge imod 

systemet. Derfor er det vigtigt, at vi i fællesskab 

finder ud af, hvad begrebet skal 

rumme i vores lokale og konkrete praksis. 

På den ene side vil vi naturligvis altid have 

vores private ideologier, som man giver 

sin egen personlige tolkning, men på 

den anden side, må den private ideologi 

ikke modarbejde den fælles platform, 

som jeg mener, vi skal arbejde med at 

gøre tydelig og videreudvikle i de lokale, 

professionelle praksisfællesskaber som vi 

deltager i. Hvis den fælles platform ikke 

er begrebsliggjort, er den ikke tilgængelig 

for selvkritik eller for kritik udefra 

– og dermed kan den ikke videreudvikles, 

understreger Pär Nygren. 

Myten om teoretikere og praktikere 

Ønsket fra Pär Nygrens side er, at man 

på arbejdspladsen sørger for at tage den 

bagvedliggende ideologi frem, ud i lyset, 

reflekterer kritisk over den, for på den 

måde at afgøre, om man kan stå ved 

den, om den faktisk fungerer i praksis 

eller skal udvikles. 

– Ideologier udvikler sig til ofte til standarder, 

hvis man bruger dem konsekvent. 

En standard kan være alt, fra at have 

som en regel at servere en god kop kaffe 

og skabe en stemning første gang man 

ser klienten, til systematisk at gentage en 

række handlinger, som man ved fører til 

et bestemt mål. Når vi taler om metoder, 

mener vi ofte flere standarder, altså nogle 

mere omfattende og teoretisk begrundede 

standarder, forklarer Pär Nygren. 

Han slår en pæl igennem, at det sociale 

fag ikke rummer ret mange teoretikere 

men først og fremmest praktikere, der 

ikke kan forholde sig til teoretiske, ideologiske 

diskussioner. 

– Efter min mening er vi alle teoretikere, 

for sådan er det at være menneske. 


Det eksisterer ikke et eneste menneske 

som er ”praktiker”, i betydningen ”ikke 

teoretiker”. Hvis jeg tager min kaffekop 

op, så slipper jeg den ikke bare, mens 

jeg holder den i min hånd oven over 

bordet. Jeg har nemlig en teoretisk viden 

om tyngdeloven med mig – og sådan er 

det: Vi bruger alle sammen teorier hele 

tiden, ellers ville vi ganske enkelt ikke 

overleve! Derfor er det en myte, når man 

i mange fag opdeler folk i teoretikere og 

praktikere. Vi arbejder alle i praksis, også 

forskerne, det er bare en anden form 

for praksis, og vi bruger alle teorier, hele 

tiden, også selv om vi ikke er bevidste 

om det. I mange år har der eksisteret en 

holdning i socialfaget, at teoretiker, det 

var man, hvis man havde læst bøger! 

Men det er altså en overfladisk forblændelse, 

for al teori stammer jo ikke fra ét 

medie. Vi lærer faktisk mange teorier i 

samspillet med andre mennesker, helt 

fra vi er ganske små. Jeg tror, myten 

er opstået, fordi den er nyttig, blandt 

andet når det gælder om at opretholde 

statusforskelle i samfundet. Der er også 

visse politiske interesser i at dele os op på 

den måde. Men der er selvfølgelig også 

mennesker, som ikke er interesserede i 

at anerkende sig selv som en, der bruger 

teorier og gøre en indsats for at forstå 

teorierne bag det, de arbejder med. 

Her er der ofte tale om hvad jeg kalder 

”intellektuel dovenskab”. De vil gøre 

meget for at opretholde myten om at 

nogle er ”teoretikere”, mens andre er 

”praktikere”. På samme måde kan den, 

der kalder sig teoretiker, bruge myten 

som en undskyldning for ikke at udfylde 

sin praktiske funktion i hverdagen: ”Jeg 

er så dårlig til det praktiske, det må andre 

gøre”, smiler Pär Nygren. 

Forskere i samarbejde 

med institutioner 

Nygren efterlyser øget samarbejde 

mellem forskere og professionsudøvere 

i socialarbejdet – og det gør han blandt 

andet, fordi forskning kan tydeliggøre 

det fundament, som socialfaget hviler på. 

– I dag kræver staten i højere og højere 

15

16 


grad, at alle mulige professioner kan 

dokumentere deres arbejde, men virkeligheden 

er, at de ikke ret tit har værktøjerne 

eller ressourcerne til det. Det 

må de kræve at få ude på arbejdspladserne. 

Hvis man ikke giver mulighed 

for tid til dokumentationen som en 

integreret del af arbejdet, efteruddannelse, 

videreuddannelse osv. på dette 

område, så kan folk ikke opfylde kravet 

om dokumentation. Og vi taler om en 

dynamik, som går begge veje. Det er 

ikke bare de, som er i den socialfaglige 

praksis, der skal lære af forskerne. 

Det går også den anden vej, for al god 

forskning er afhængig af et forpligtende 

samarbejde med den socialfaglige 

praksis. Dels giver det indsigt i praksisrelevante 

forskningsproblemstillinger 

og danner gode forudsætninger for 

det samarbejde, som er nødvendig 

for at kunne samle de nødvendige 

data ind. Dels vil et tæt samarbejde 

skabe nye forudsætninger for professionsudøverne, 

så de kan se på deres 

praksis med nye øjne. Der er altså tale 

om en gevinst for begge parter. 

Pär Nygren har selv været med til at 

lancere den idé i Norge, at man bør 

etablere det, man kunne kalde ”universitets-institutioner” 

inden for det 

sociale arbejde, på samme måde som 

man har universitets-hospitaler. 

– Det er institutioner, som samarbejder 

tæt med forskerne. Her har vi noget 

at lære af den medicinske verden, 

hvor forskningen altid har taget 

udgangspunkt i klinisk praksis. Men 

et tæt samarbejde med forskere, hvor 

målsætningen for eksempel kan være 

at etablere bevidste faglige standarder, 

kan også opleves som en risiko. 

Socialarbejderne er ikke vant til at blive 

kigget i kortene og har måske en vis 

angst for at blive det – og en usikkerhed 

overfor, om de mere eller mindre 

ubevidste standarder som opbygger 

den metode, de nu bruger, rent faktisk 

fører til de opsatte faglige mål. Vi ved 

godt, at vi hele tiden bruger standarder, 

hvad enten vi er os dem bevidst eller ej, 

og det er livsnødvendigt, ellers skulle 

vi jo begynde forfra hver eneste dag. 

Vi har vores måder – vi ved hvordan 

tingene plejer at fungere, og sådan 

overlever vi! Min pointe er ikke, at vi 

skal indføre en hel masse nye standarder, 

men at vi skal lægge dem på bordet, 

som vi allerede bruger. De skal kunne 

tåle en fælles granskning, en korrektion, 

for kun på den måde udvikler 

vi vores arbejde. Spørgsmålet er altså 

ikke om vi skal indføre standarder eller 

ej, men om vi tør at se kritisk på, om 

de standarder, som vi allerede bruger, 

holder mål. 

Det generelle og det særegne 

Pär Nygren hører ofte den indvending 

mod standarder, at de ikke kan anvendes, 

fordi den enkelte klient altid er 

unik. Men at tro at man kan undlade 

standarder af den grund, finder han 

urealistisk. 

Han ser ikke standarder som firkantede 

og umenneskelige, men taler derimod 

for, at socialarbejderne lærer sig at 

tænke i en både - og strategi, et synspunkt 

der ofte møder modstand i de 

sociale fag. 

– Det er afgørende, at man lærer både 

at tage hensyn til det særegne og 

derudover til sine tidligere erfaringer og 

viden, altså at man hele tiden bygger 

videre på generelle kundskaber, som 

man ved fungerer, påpeger Nygren. 

Han giver et eksempel fra en fagmodel, 

som han har været med til at udvikle 

ved en akutinstitution i Oslo, et sted 

hvor børn kan placeres, hvis der er krise 

i hjemmet. 

– Mange børn føler skyld i denne situation, 

tror det er deres fejl, noget de 

personligt har gjort. Derfor indførte vi 

en faglig standard, som gik ud på at 

man altid inden for en bestemt tid efter 

akutplaceringen skal have en krisebearbejdende 

samtale med barnet. Målet 

med denne samtale er, at barnet skal få 

en så realistisk forståelse som mulig af, 

hvorfor det er placeret på institutionen. 

Ved hjælp af samtalen skal barnet – og 

forældrene, hvis de deltager - have mulighed 

for at få korrigeret de urigtige 

fantasier, de har om situationen og 

hvorfor den er opstået. 

Dette at man har denne samtale 

indenfor en bestemt tid, at den altid 

skal gennemføres af den person, som 

skal have nær følelsesmæssig kontakt 

med barnet (barnets kontaktperson) 

og som kan følge op på samtalen i 

daglig praksis, er altså en af flere faste 

standarder i den aktuelle fagmodel, som 

man arbejder efter, forklarer Pär Nygren, 

og tilføjer: 

- Men den konkrete udformning af samtalen 

skal naturligvis samtidig tilpasses 

det unikke, det særegne i situationen. 

For eksempel barnets alder og hvad der 

rent faktisk er sket i netop denne familie. 

Standarden sikrer altså, at det ikke er 

socialarbejderens personlige følelser, der 

afgør om der bliver en samtale og hvad 

indholdet af samtalen skal være, og den 

sikrer, at barnet får den nødvendige 

information. Men samtidig udelukker 

standarder altså ikke, at man tager 

hensyn til det unikke i enhver situation, 

mener Pär Nygren og pointerer igen, 

at spørgsmålet, om vi skal have faglige 

standarder eller ej er et fejlagtigt stillet 

spørgsmål, som skjuler det faktum at vi 

hele tiden arbejder med standarder. 

Teori – og målstyret arbejde 

Målet i arbejdet og den teoretiske 

kundskab er vigtig, og metoden er bare 

et hjælpemiddel, mener Pär Nygren, og 

taler for, at det sociale arbejde skal være 

teori- og målstyret frem for metodestyret. 

Han ser i dagens sociale arbejde en 

tendens til det modsatte, nemlig at 

det er midlerne, altså metoderne og 

værktøjerne, som styrer den praktiske 

udførelse. 

– Risikoen for at nogle mennesker bliver 

metode-slaver kommer måske især til 

udtryk der, hvor man får en metode eller 

et sæt af procedurer dikteret ovenfra, 

som man ikke har en chance for at 

forstå den fagteoretiske baggrund for. 

Hvis man pådutter medarbejderne en

Arbejdspladserne skal sørge for at 

tage den bagvedliggende ideologi 

ud i lyset, for at afgøre, om man 

kan stå ved den, siger Pär Nygren 

metode uden forudgående tid til at 

forstå den og ”gøre den til sin”, risikerer 

man en modreaktion, hvor medarbejderen 

siger: ”Så skal jeg sørme også 

vise dem, at jeg kan mestre den her 

metode”. Man udfører dernæst sit job 

perfekt i forhold til de formelle ydre krav 

der stilles, men opdager så, at man alligevel 

ikke når målet. Og så kan man jo 

altid sige: Det er metodens fejl! 

Denne form for udvikling kan ske, 

mener Nygren, hvis medarbejderne ikke 

har ejerskab til den metode, de arbejder 

med – og dybest set måske blot bruger 

metoden for at bevise, at den ikke 

fungerer. Medarbejderne kan sige, at de 

har gjort deres – men effekten udeblev! 

Deltagerstyring afgørende 

Metodefetichisten, som Pär Nygren også 

kalder metode-slaven, kan ende med 

alene at lade sig styre af midlet og helt 

glemme målet. Han citerer i den sammenhæng 

Mark Twain: ”Hvis man har 

en hammer i hånden, tror man alting er 

et søm”. 

– Hvis vi ønsker, at man i det sociale arbejde 

skal blive bedre til at arbejde systematisk, 

metodisk og målstyret, er det 

virkelig vigtigt at tænke i deltagerstyret 

kvalitetsudvikling. Hvis medarbejderne 

i et kvalitetsudviklings- eller kvalitetssikringsforløb 

ikke får lov til også at 

udvikle de standarder og metoder, de 

skal arbejde med – får lov til at tilpasse 

og korrigere dem til deres konkrete og 

lokale praksis – bliver ambitionerne om 

kvalitetsudvikling og kvalitetssikring kun 

noget på papiret – en papirtiger. De 

bliver aldrig et reelt værktøj, men blot 

en meningsløs øvelse. 

Arbejdspladsen er nødt til at have en 

udviklende systematisk dialog i gang 

hele tiden, understreger Pär Nygren. 

– En udviklende dialog, hvor man får lov 

at sætte ind med sin egen analyse og 

først og fremmest får mulighed for at 

videreudvikle de metoder, man arbejder 

med, i forhold til sine egne erfaringer. 

Dét giver folk ejerfornemmelser – og 

det er en klar forudsætning for arbejds- 


17

18 


glæden, at man føler ejerskab til de 

metoder, man skal anvende i sit arbejde, 

mener den norske professor. 

I sin bog Udvikling og kvalitet i psykosocialt 

arbejde taler Nygren varmt for, 

at de sociale arbejdspladser bør have 

denne type af deltagerstyret kvalitetsudvikling 

i gang hele tiden som en 

naturlig del af det lokale arbejde. 

– Hvis ledelsen mener, at man vil have 

kvalitetsudvikling, skal den sikre, at der 

er mulighed for at udvikle de nødvendige 

kompetencer, ressourcer og tid til 

det. Ellers er det bare naivt at bringe det 

på bane og tro, at det vil fungere. Medarbejderne 

skal have den nødvendige 

teoretiske kundskab om, hvad der ligger 

bag metoden. Ellers kan de ikke bruge 

den på en fleksibel og optimal måde i 

den konkrete situation. Og de skal vide, 

hvordan og hvorfor den hænger sammen 

med forskellige muligheder for at 

bidrage til at løse brugerens problem. 

Dette kræver lokalt udviklingsarbejde 

på arbejdspladsen, hvor de ansatte 

”udvikles ved at udvikle” deres praksis. 

En sådan proces vil altid kræve ekstra 

ressourcer i begyndelsen, men denne 

pukkel vil flade ud efterhånden som folk 

får øget deres handlekompetencer inden 

for deltagerstyret kvalitetsudvikling, 

mener Pär Nygren, som også efterlyser, 

at ledelsen på de sociale arbejdspladser 

bliver skolet i teori og metode i ledelse 

af deltagerstyret kvalitetsudvikling. 

At lede gennem udvikling 

– God ledelse er at lede gennem at 

udvikle. Det er efter mit skøn et af de 

vigtigste nye krav til ledere, også på de 

offentlige arbejdspladser, og jeg kan 

ikke se, at der findes anden udvej. Det 

kræver tid og koordinering af arbejdet 

at dokumentere – og det kræver derfor 

også en ledelse, som kan tilrettelægge 

disse processer, siger Pär Nygren. 

Nygrens erfaring er, at motivationen hos 

personalet på det sociale område egentlig 

er meget stor, når det handler om at 

udvikle kvalitet. 

– Det ligger et kæmpemæssigt poten- 

tiale på det sociale område. Det er folk 

der virkelig brænder for deres arbejde 

og de brugere, de arbejder med. Selvfølgelig 

ser man, at nogle brænder ud, 

men det jeg gennemgående oplever er, 

at folk meget gerne vil arbejde bevidst 

med kvalitet og standarder, de skal blot 

implementeres rigtigt fra begyndelsen. 

– Nogle ansatte går i forsvar i forhold 

til nye krav om for eksempel dokumentation 

og kvalitetssikring. Det ser man 

ofte, når kravene bliver synlige, fordi det 

opfattes som en invadering af det, man 

hidtil har defineret som sin private, professionelle 

sfære, forklarer Pär Nygren. Det 

afgørende er, om folk får mulighed for 

at tolke og modificere de nye metoder 

eller retningslinjer ind i forhold til deres 

egen praksis og egne erfaringer. De skal 

så at sige ”oversættes” til deres egen 

praksis og tidligere erfaringer, og denne 

proces skal de ansatte have indflydelse 

på, forklarer han. 

De to ansigter 

Pär Nygren mener, at de fleste socialarbejdere 

er særdeles bevidste om, at 

de arbejder med det dilemma, som 

han benævner som socialarbejderens 

Janus-ansigt, hvor man på den ene side 

er hjælper og giver støtte, på den anden 

side er den, som udøver magt og kontrol. 

– Denne dobbeltrolle må man lægge 

ærligt og åbent frem, også overfor brugerne, 

mener han. 

– Det kan handle om at forklare, hvilken 

magt man har, og hvordan man har 

tænkt sig at bruge de informationer, 

som brugeren giver eller som man får 

fra andet hold. Her er åbenhed og tydelighed 

det eneste svar – det er vigtigt, 

at socialarbejderen tør lægge sin plan 

frem, for ellers kan brugeren ikke melde 

tilbage om han er enig eller uenig. 

– Af faglige grunde, ikke bare etiske 

eller ideologiske, vil man altid vinde ved 

at være åben og tydelig. Nogle gange 

kan det naturligvis være vanskeligt, hvis 

vi taler om sager, hvor det også indebærer 

efterforskning, for eksempel seksuelle 

overgreb, men hovedopskriften 

på at håndtere dette Janus-ansigt er efter 

mit skøn altid åbenhed og tydelighed om 

egen rolle, pointerer Pär Nygren. 

Selv har han 25 års erfaring fra socialfaglig 

praksis – og ved derfor godt, at det 

kræver mod at stå ved sin dobbeltrolle. 

– Det kan give kortvarige konflikter med 

brugerne, men den socialarbejder, der 

alene vil fremstå som ”sød og rar og 

samarbejdsvillig”, skjuler sit sande 

ansigt, og de fleste brugere vil gennemskue, 

at man blot prøver at gøre sig 

populær – så i længden lønner det sig 

ikke. Nogle ønsker at være i det sociale 

arbejde med ”rene hænder”, et sted, 

hvor de tror, de slipper for at udøve 

tvang – og hvorfra de kan foragte dem, 

som arbejder med begge dele, både 

omsorg og tvang! Det kan naturligvis 

også være en slags strategi, man kan 

vælge. Men for mig at se er det en 

myte, at man helt kan undgå at være 

på kontrol-siden. Man kan ikke være 

i den sociale sektor uden at få snavs 

på hænderne, og hvis man moraliserer 

over andre, som åbent viser, at de er involverede 

i kontrolfunktionen, så er det 

enten et udtryk for intellektuel dovenskab 

eller også fej moralisme. 

En stor del af arbejdet i den sociale sektor 

er og bliver et arbejde i et minefelt, 

et terræn fyldt af konflikter og interessemodsætninger, 

understreger Pär Nygren 

og tilføjer: 

– At tro man kan stå uden for disse 

konflikter er en illusion. Det var der 

stor åbenhed om i 70’erne, men i dag 

lader vi som om alt er harmoni, et 

harmonisk marked, hvor ”brugeren altid 

har ret”. Det er en beklagelig udvikling, 

blandt andet fordi det ikke bare er 

selvbedrageri – men også et bedrageri 

i forhold til brugerne, mener Pär Nygren. 

Stå ved diagnosen 

I samme forbindelse påpeger han, at socialfaglige 

udredninger altid er en form 

for diagnose, også selv om det er et 

ord, der bliver associeret med medicinsk 

praksis, og et ord, som socialarbejdere 

værger sig ved at bruge.

– Vi stiller diagnoser, bevidst eller ubevidst, 

så for mig at se handler det ikke om, 

hvorvidt vi stiller dem, men om: Hvad, 

hvem, hvornår og med hvilke kategorier 

skal vi diagnosticere i socialfagligt arbejde? 

En diagnose har den funktion, at den 

skal sætte et forklarende fokus på det 

område, hvor man vil gribe ind. Den 

har en vejledende funktion, og den kan 

hjælpe dig til at formulere konkrete mål. 

Endelig siger den også noget om prognosen. 

Vi skal ikke være så bange for 

begrebet, for en diagnose kan godt være 

kompleks, og jeg synes, vi skal udvikle 

begrebet i stedet for at bruge ”strudsepolitik” 

og gemme ordet væk. Så hellere 

lære af det. 

Pointen er igen, at hvis vi skal udvikle 

denne del af det socialfaglige arbejde, 

så må vi synliggøre det. Det handler 

om at begrebsfæste virkeligheden, 

før vi kan forandre den. Men for min 

skyld kan man da også bruge et helt 

andet ord, som ikke er belastet af den 

medicinske virkelighed og af den grund 

måske virker mindre stigmatiserende, 

for eksempel ”problembeskrivelse”. 

Alligevel vil jeg påstå, at vi faktisk arbejder 

med diagnostik, og vi kan ikke bare 

lade som om, at vi ikke gør det! 

De store udfordringer 

og tværfagligheden 

Når Pär Nygren skal samle op på de 

fremtidige udfordringer for socialarbejderne, 

vender han tilbage til begrebet 

”målopnåelse”, og tre forskellige 

U D G I V E L S E R A F P Ä R N Y G R E N 

elementer i dette, som alle indgår i den 

samme proces. 

– For det første handler det om, hvad vi 

faktisk gør. Dernæst om, hvilke resultater 

vi får ud af det vi gør i forhold til 

de mål vi har. Som sidste og tredje del 

er det afgørende, at vi får systematisk 

viden om, hvad vi gør og resultaterne 

af det vi gør – set i forhold til vores 

faglige mål. Uden denne viden kan vi 

ikke forandre og udvikle det vi gør. Det 

hele hænger sammen i en sløjfe. Man 

kan ikke bare for eksempel tage kravet 

om dokumentation ud fra denne sammenhæng 

og kræve det løsrevet fra 

processen. At satse på dokumentation i 

sig selv – uden at de, som udfører den, 

ved hvad den skal bruges til og hvorfor, 

og uden at dette indgår i en bevist 

strategi for udvikling af arbejdet i de 

lokale professionelle praksisfællesskaber, 

tror jeg kan virke direkte destruktivt. 

At sætte kravet om dokumentation ind 

i denne sløjfe – det er udfordringen. 

Dokumentation for dokumentationens 

egen skyld – det er farligt, og det stjæler 

tid fra vigtige brugerrelaterede arbejdsopgaver. 

Trods alle forbehold er Pär Nygren optimist, 

når det handler om det sociale områdes 

udvikling i retningen af at tænke 

i det, han kalder et ”ægte helhedssyn 

– med respekt for det særegne”. 

– Strategierne og metodikken i arbejdet 

med at udvikle det sociale arbejdes 

faglige grundlag og metoder kan og bør 

bygge på det, som binder mennesker 

Pär Nygren: Handlingskompetanse – om profesionelle personer, Gyldendal Akademisk, 2004, Oslo. 


sammen, det vil sige på ligheder og 

fælles interesser, mener han. 

Efter Pär Nygrens opfattelse kan man se 

et af tidens store mantraer, det tværfaglige 

samarbejde, som et udtryk for, at 

man på de sociale arbejdspladser anerkender, 

at et helhedssyn er nødvendigt. 

– Når socialarbejdere skal samarbejde, 

må de finde frem til det, som er mindste 

fællesnævner i forhold til de brugere, de 

skal støtte – ellers kan de ikke benytte 

sig af hinandens fagkundskaber. Her er 

en fælles faglig og ideologisk referenceramme 

afgørende, mener Pär Nygren. 

Samtidig understreger han, at tværfagligt 

arbejde i høj grad afhænger af to 

andre aspekter. For det første det organisatoriske: 

Har man en organisation og 

ledelse, som fremmer det? For det andet 

professionsinteresser, som i sig selv er 

en stor udfordring, fordi mange netop 

definerer deres faglige kunnen ved at 

skille sig ud fra de andre. 

– Derfor er det i høj grad også en 

ledelsesopgave at tænke alle faggrupper 

ind, at finde frem til det, som kan binde 

dem sammen. Målet skal altså være 

fælles, selv om deltagerne i det tværfaglige 

samarbejde giver forskellige 

bidrag til målopnåelsen. 

At få vores praktiske strategier dybt 

forankret i et ægte helhedssyn med respekt 

for det særegne – det er en meget 

vigtig udfordring for os, som arbejder 

i socialsektoren fremover, slutter Pär 

Nygren. 

Sammen med socialarbejdere og psykologer i Norge har Pär Nygren udarbejdet flere fagmodeller for socialt arbejde, 

herunder en model for udredning af socialt udsatte børn og deres familier. Disse modeller er publiceret på dansk i bogen: 

Professionel omsorg for børn og familier – fra teori til værktøj, Dansk Psykologisk Forlag, 1999. 

Hans bog om deltagerstyret kvalitetsudvikling er også udgivet på dansk under titlen: 

Udvikling og kvalitet i psykosocialt arbejde, Dansk Psykologisk Forlag, 1999. 

19

20 


Jo flere regler – jo større vilkårlighed

Udviklingen på det sociale område kan ende med at skabe 

uansvarlige medarbejdere, fordi al energien bruges på at 

opfylde kravene fra et stigende antal metoder og regler. 

Interview med centerleder, cand. merc. 

Frank Ebsen, Center for forskning i 

socialt arbejde 

– Flere regler på det sociale område – nej 

tak. Det er slet ikke det, vi har brug for. 

Brug i stedet de regler og metoder der er 

– og lad være med at indføre flere. 

Sådan lyder advarslen fra centerleder 

Frank Ebsen, Center for forskning i socialt 

arbejde. 

Frank Ebsen holdt i efteråret 2005 et 

oplæg med titlen Behov for nye metoder? 

– Hvordan kan den sociale indsats tilrettelægges? 

Hovedpointen i hans oplæg 

var, at man skal undgå at indføre flere 

metoder. De kan nemlig ende med at forringe 

borgernes retssikkerhed, selv om de 

er lavet for det modsatte. 

Kan du uddybe din pointe fra konferencen? 

Frank Ebsen: 

– Jeg har selv været med til at udarbejde 

metoder, fx Funktionsevnemetoden. 

Arbejdsevnemetoden er endnu mere 

udbredt. Jeg har også arbejdet med 

standarder på børn- og ungeområdet. 

Min pointe er, at vi i kraft af, at vi indfører 

flere og flere metoder og regler, risikerer 

at forringe borgernes retssikkerhed, selv 

om vi går ud og siger det modsatte, at vi 

vil forstærke den! 

– Jo flere regler der kommer, jo mindre 

kan sagsbehandleren rent faktisk overskue 

det. Hvis der er mange regler og tidspresset 

er stort, bliver sagsbehandleren nødt 

til at vælge at bruge visse regler frem for 

andre, for hun kan umuligt overskue dem 

alle. Det vi risikerer er, at det vi forstærker 

i den ene ende, med indførelse af regler 

og metoder, forringer vi i den anden, 

fordi ingen ved hvilke regler som bliver 

overholdt. Jeg tror, vi vil se en udvikling, 

som viser, at jo flere regler, der indføres, 

jo større bliver vilkårligheden over for 

borgerne. Der vil nemlig ske det, at når 

den enkelte sagsbehandler ikke er i stand 

til at leve op til alle disse regler, så vil 

hendes valg foregå i hemmelighed. Det 

vil forblive skjult, for hun kan ikke gå ud 

og sige det højt. Det er ikke legitimt for 

sagsbehandlere at sige, at ”jeg overholder 

reglen om afholdelse af børnesamtaler, 

men jeg kan ikke nå at skrive i journalen” 

eller ”jeg laver grundige funktionsevnevurderinger, 

men kan ikke overholde 

reglen om partshøring”. Alle reglerne står 

jo i loven eller er bestemt af ledere og 

politikere, og derfor skal de følges. Det 

bliver dermed skjult for borgeren, hvilke 

regler der i realiteten gælder, og det 

kommer til at variere fra sagsbehandler til 

sagsbehandler. Borgerens retssikkerhed 

formindskes. I de dygtigste, mest professionelle 

afdelinger vil man have en fælles 

holdning, som gør, at man siger den slags 

til hinanden, internt. Men det går ikke 

”udenfor huset”. 

– Dertil kommer, at fokus på instrumentelle 

regler – lav handleplaner, lav 

børnesamtaler, sæt borgere i matchkategorier, 

lav partshøringer, osv. – er 

administrative krav. For hver af disse 

regler formindsker man afdelingens tid til 

at tale med borgerne. De følges sjældent 

af øgede ressourcer. Det kan derfor af 

sagsbehandleren opleves som fornuftigt 

ikke at overholde alle regler for at få talt 

med borgerne. 

Flere metoder kan 

forringe retssikkerheden 

Frank Ebsen skitserer altså en virkelighed, 

hvor systemet giver borgeren 


indtryk af, at man forstærker deres 

retssikkerhed og gør det sociale område 

mere overskueligt ved at indføre 

metoder og regler, men i virkeligheden 

forringer man det. 

Hvad synes du, vi bør være opmærksomme 

på, når den sociale indsats skal 

tilrettelægges fremover? 


– Vi er nødt til at finde en bedre balance, 

for det er klart, at vi ikke kan undvære 

regler. I dag er vi ved at have for mange, 

og problemet er, at vi bilder hinanden 

ind, at vi via regler kan effektivisere, 

men i stedet minimerer vi det handlerum, 

som sagsbehandlerne har. Al 

sagsbehandling vil rumme et skøn, og 

de personer der arbejder med det skal 

altid udøve skøn. Selv inden for de 

regler der laves, vil der være forskellige 

muligheder for skøn. Det er desuden 

hele tiden et valg, hvor langt man vil 

gå for at oplyse borgeren om, hvad det 

er man laver. Vi kan se en begyndende 

karikatur af, hvor galt det kan gå, hvis vi 

ser på hjemmeplejens ”bestil og udfør” 

model. Hjemmehjælperen skal ud og 

udføre det, der står på bestillerlisten. 

Hvis så den ældre beder hende gøre 

noget helt andet, kan hun vælge at gå 

ind på det, men hun kan så også risikere 

at blive kritiseret for ikke at gøre, hvad 

der står på sedlen. Hun skal altså vælge, 

om hun vil tage en konflikt på det her 

område. I nogle kommuner ved vi i 

dag, at det må hun gerne. I andre taler 

man ganske enkelt ikke om det. Jeg 

synes, at man i en sådan model skaber 

en risiko for uansvarlige medarbejdere, 

der kun forholder sig til lister og ikke til 

de borgere, de møder. Min frygt er, at 

den stærkt regulerede hjælp, som bliver 

mere og mere bureaukratisk, vil gøre at 

de ansatte mister ansvarsfølelsen. 

Det er nødvendigt at diskutere indhold 

samtidig med at der diskuteres regler. 

Der er mange af reglerne, som fremstår 

som gode, fx børnesamtaler og 

handleplaner. I mange – ofte statslige 

– målinger lægges der vægt på, om de 

bliver udført. Det er i sig selv godt nok, 

21

22 


Hvis kravene om dokumentation 

kommer sammen med 400 

andre regler, så risikerer vi at 

underminere ønsket om dokumentation, 

for det kræver kræfter, tid 

og prioritering, siger Frank Ebsen, 

Center for forskning i socialt arbejde 

men hvad stiller vi op, hvis det er dårlige handleplaner eller 

dårlige børnesamtaler? Hvordan får vi en indholdsdiskussion 

ind i det her? Det gør vi kun, hvis vi fastholder, at ansvaret 

ligger på socialarbejderens skulder og ikke kun på et bureaukratisk 

systems. Hvis vi bliver overdænget med den slags 

regler og målinger, kommer vi aldrig til at tale indhold. 

Hvad med borgernes øgede medbestemmelse? 

Borgernes øgede medbestemmelse, tror du ikke på det 

som en del af fremtiden? 

– Man siger, at borgerne får lov at vælge mere frit. Men 

for mig er der en forskel på, som vi for eksempel ser 

det inden for ældreområdet, om man vælger mellem 

leverandører eller om man vælger mellem ydelser. At have 

frit valg mellem leverandører betyder, at den eneste forskel 

borgeren oplever er uniformen. Det svarer til at vælge, om 

vi vil købe mælken i Irma eller Brugsen – indpakningen er 

måske forskellig, men indholdet er det samme. 

I dit oplæg ”Behov for nye metoder?” opfordrer du til, at 

der bliver målt på indholdssiden lokalt. Du mener også, det 

skal sikres, at borgernes ekspertrolle skal bruges. Kan du 

uddybe det? 


– Jeg synes, det er barokt, at man på det kommunale plan 

er så dårlig til at følge udviklingen hos sine klienter, hvad 

enten det drejer sig om børn eller voksne. Den lokale vurdering 

er virkelig vigtig! Men faktum er, for eksempel når 

det gælder stigningen på de sociale udgifter, at vi ikke ved 

ret meget om, hvad der skyldes det ene eller det andet. 

Faktisk kan vi sagtens i dag være der, hvor vi er i gang 

med at løse de forkerte problemer, fordi vi ikke har den 

rigtige baggrund at agere på. Det er mig virkelig en gåde, 

hvorfor man ikke lokalt, i kommunerne, bygger et værktøj 

op, så man blandt andet kan se, hvordan det går med de 

unge i bestemte grupper, som man hæfter foranstaltninger 

på. Men det gør man rent faktisk ikke. Der er ingen, som 

systematisk følger med i den slags, hverken på børne- eller 

voksenområdet. Bortset fra handicapkonsulenterne, så er 

der heller ingen der ved, hvordan kommunen behandler 

voksne udviklingshæmmede. Jeg tvivler på, at mange 

voksne handicappede faktisk føler sig kendt af deres 

kommune, fordi der ikke er opbygget nogen systematisk 

opsamling af viden over tid. 

Hvordan kan man sikre, at borgeren selv bliver ekspert og 

bliver brugt som ekspert? 

– Vi har for eksempel forsøgt at sikre det i Funktionsevnemetoden 

ved at indføre, at borgeren skal have skemaet 

hjem til sig selv først. Borgeren kommer altså først til 

orde og bestemmer derved dagsordenen. Dermed håber 

vi, at der kommer forskellige aspekter til syne og andre 

typer af problemer, som den kloge sagsbehandler så kan

forholde sig til. Hvis man skal gøre 

borgeren til ekspert, handler det om 

at skabe en situation, hvor de kan tale 

sammen – det er helt grundlæggende. 

Et kig i krystalkuglen 

I en artikel af nu afdøde sociolog Torben 

Berg Sørensen kigger han i krystalkuglen 

og giver et bud på, hvordan han ser 

det sociale område og socialrådgiverens 

situation anno 2010. Her peger han på, 

at socialrådgiveren vil skifte rolle fra at 

være sagsbehandler til at være konsulent, 

der guider borgeren rundt i det 

sociale system, altså en serviceminded 

indfaldsvinkel frem for en omsorgsorienteret, 

da borgerne i betydelig grad 

vil være deres egen sagsbehandler og 

gå direkte i dialog med regelsættet via 

internettet. Er du enig i den vurdering? 


– Nej, jeg tror ikke på den udlægning, 

tværtimod. Jeg ser ikke en udvikling, 

hvor vi bliver mere servicemindede, 

men derimod en øget teknokratisk 

udvikling, som borgerne vil få sværere 

og sværere ved at finde rundt i. Øget 

regelrytteri, bestemte procedurer, der 

skal følges, eksempelvis for at komme i 

arbejde eller for at ens børn kan få det 

bedre – og desværre uden garanti for 

at det lykkes. I dag ser vi for eksempel, 

at systemet kræver, at borgeren udviser 

”aktivitet” på sygedagpengeområdet. 

Man lægger altså op til, at borgerne 

skal følge bestemte handlemønstre, og 

jeg er bange for, at sagsbehandlerens 

rolle i stigende grad bliver at kontrollere, 

at borgeren gør som systemet 

forventer. 

Torben Berg Sørensen vurderer også i sit 

bud på fremtiden, at socialrådgiveren i 

mindre grad skal fungere som sagsbehandler, 

der tager stilling til borgerens 

forhold. Denne stillingtagen vil i stedet 

være inkorporeret i de IT-redskaber, 

som borgeren betjener sig af. Det vil 

betyde en teknisk lettelse og mindre 

skønsmæssighed. Borgerne vil i høj grad 

selv kunne gennemskue, hvilke ydelsesmuligheder 

der er i forskellige situ- 

ationer. Det betyder mere inddragelse 

af borgerne. Tror du på denne vision 

– mere inddragelse af borgerne via brug 

af IT? 


– Nej, den form for borgerinddragelse 

tror jeg ikke på. Vi ved jo allerede i 

dag, at de regler vi har om for eksempel 

partshøring og om at borgerne skal 

have alle papirer tilsendt i hans/hendes 

sag ikke fungerer i praksis. Jeg skal ikke 

dømme om hvorfor, men sådan er det. 

Målet/visionen, som kommer frem i 

Torben Berg Sørensens fremtidsbillede er 

ikke forkert, men når han taler om at ITredskaber 

skal sikre denne inddragelse, 

så må jeg spørge: Hvilke IT-redskaber? 

Jeg har i hvert fald ikke indtil nu set 

nogen form for IT-systemer, der kan 

lette denne procedure. Jeg er bange 

for, at de IT-redskaber, der kommer, vil 

blive brugt til kontrol af borgerne – og 

af sagsbehandlerne. 

Mindre metodefrihed i fremtiden? 

Torben Berg Sørensens siger også i 

artiklen, at han forventer at tendensen 

i retningen af mindre metodefrihed vil 

tiltage. Metodefriheden har i vid udstrækning 

været et dække over en diffus 

metodeanvendelse og en intuition 

baseret på kriterier af faglig-, privat- og 

holdningsbaseret karakter. Både i og 

uden for faget vil man fremover kræve, 

at der kan redegøres for metodevalget. 

Hvad er din vurdering? 


– Jeg er enig. Jeg tror også, der bliver 

mindre og mindre metodefrihed fremover. 

Det er slut med at gå og passe 

sin egen lille butik. Men en vis form for 

vilkårlighed vil altid være uundgåelig 

i det sociale arbejde. Hvis du og jeg 

sidder over for samme person, vil vi 

vurdere forskelligt – denne forskellighed 

kan du ikke fjerne. Men man 

kan, som det også er sket på børneområdet, 

stille øgede krav om systematik 

og dermed minimere vilkårligheden. 

Samtidig kan man øge fællesskabet 

i forvaltningen og sammen tage stil- 


ling til ”Hvordan gør vi det her”, altså 

skabe fælles holdninger. De personlige 

sym- og antipatier må vi have lagt langt 

væk, så i den forstand er systematiske 

udredninger et gode. 

Men dette synes jeg egentligt er noget 

andet end selve metodediskussionen. 

Én ting er den metodik, der ligger i at 

lave disse vurderinger, noget andet er 

kendskab til og forståelse af metoder i 

øvrigt. Jeg tror, at rigtig mange institutioner, 

også inden for handicapområdet, 

mangler viden om metoder i dag. 

Og dét, at man skal have øget viden 

om hvilke metoder der findes og have 

øget forståelse for at anvende dem, 

vil vi se mere af fremover. Det kan 

man sådan set jo godt kalde ”større 

metodefrihed” frem for mindre, i og 

med at flere fagfolk vil få kendskab til 

de metoder, der er relevante! Men i 

kølvandet på dette følger altså også et 

krav om, at man uddanner personalet 

på institutionerne. Hvis forvaltningerne 

rundt omkring ikke lægger en strategi 

for, hvordan man sætter tid af til at 

indsamle og implementere ny viden, så 

vil det ikke lykkes i praksis heller. Det 

er helt sikkert, at når cheferne mødes i 

deres cheffora, så går de alle sammen 

ind for evidensbaseret viden, men gør 

de det i virkeligheden? Sætter de tid og 

penge af til det? 

Flere leverandører 

og mere ”branding”? 

Torben Sørensen er i sin artikel inde 

på, at flere leverandører i fremtiden vil 

konkurrere om borgernes gunst, de vil 

operere i flere kommuner og regioner, 

de vil markedsføre – eller ”brande” sig 

væsentligt mere i forhold til borgerne, 

end man ser i dag. Han mener også, 

at den fremtidige forskning i det 

sociale arbejde vil komme til at ligne 

medicinalindustriens – hvor der sker en 

grundig afprøvning af metoder, men 

uden at metoderne som sådan er kendt 

med hensyn til indholdet, det vil blive 

”fabrikshemmeligheder”. Hvad er din 

vurdering af disse visioner? 

23

24 



– Jeg tror også, vi vil se de private 

leverandører ”brande” deres tilbud og 

markedsføre dem over for aftagerne, 

kommuner og regioner. Men over for 

borgerne tror jeg ikke, det får den store 

betydning. Det bliver i sidste ende kommunerne, 

der kommer til at bestemme. 

Borgerne får måske, ligesom på ældreområdet, 

et slags pseudovalg, det kan 

man ikke afvise. Men allerede nu her før 

kommunalreformen træder i kraft, vælter 

det ind med brochurer til kommunerne 

med alle mulige slags tilbud fra folk, der 

kan løse alverdens problemer. Samtidig 

må vi se i øjnene, at reglerne for eksempel 

på børneområdet er så snævre, at det 

ikke vil være let for private at bevæge sig 

ind her. Men hvis reglerne for normering 

og prissætning løsnes op, kan private 

måske godt etablere nye institutioner, jeg 

tror bare ikke det sker foreløbig. 

Angående risikoen for, at metodeudvikling 

på det sociale område bliver 

behandlet som ”fabrikshemmeligheder”, 

så må jeg sige, at sådan er det faktisk 

allerede i dag – nu er det bare kommunerne, 

der står for hemmeligholdelsen. 

Personligt synes jeg, det ville være 

godt, hvis staten kunne igangsætte en 

systematisk evaluering og ikke mindst en 

certificeringsordning af leverandørerne 

til det sociale marked. Vi må se i øjnene, 

at disse leverandører ikke selv har råd til 

at betale en certificering. Hvis den skal 

etableres, skal staten give tilskud. 

Hvad udvikling og forskning angår har 

jeg svært ved at tro, at der er store private 

firmaer, som vil ønske at gå ind og 

kæmpe på dét marked – ud over måske 

lige når det drejer sig om ældre- og daginstitutionsområdet. 

Generelt er det sådan, 


Torben Berg Sørensens artikel: 

Fremtiden står på branding 

og fabrikshemmeligheder kan 

findens på www.socialrdg.dk/fremtid. 

at prioriteringen af forskning på det sociale 

område er utrolig lav. Hvis det problem 

skal løses, er staten nødt til at smide nogle 

penge i det og etablere forskningstilbud, 

som kommunerne synes er interessante. 

Kommunerne skal, mener jeg, inddrages 

i forskningspraksis, for ellers vil de ikke 

føle sig forpligtet af det. 

Dokumentation på det 

sociale område fremover? 

Der er i dag meget fokus på og skærpede 

krav til at kunne dokumentere virkningen 

af en given indsats på det sociale område. 

Har du nogle bud på, hvordan der 

fremover bliver fokus på det emne? 


– Vi vil se skærpede krav til dokumentation, 

og jeg synes også, det er fornuftigt 

for eksempel at lave handleplaner, hvis 

de er i sammenhæng med folks behov 

og ønsker. Det, der udføres, skal være 

velbeskrevet – det krav kan man ikke 

afvige fra. Men hvis kravene om dokumentation 

kommer sammen med 400 

andre regler, så risikerer vi at underminere 

ønsket om dokumentation, for det 

kræver kræfter, tid og prioritering. Det 

koster rigtig meget tid – og det kræver 

en stærk ledelse at bruge ressourcer på 

at dokumentere på en ordentlig måde. 

”Hit and run” forskning giver ingenting 

i den sidste ende, det skaber højest en 

immuniseringseffekt – fordi de ansatte 

bliver ligeglade og frustrerede. Hvad skal 

de gøre ved disse resultater? Det spændende 

vil være, hvis man kan knytte 

forskningen op på kommunerne, så de 

får noget konkret ud af det, ikke mindst 

en bedre viden om, hvilke metoder de 

skal benytte sig af. 

Stigende kvalitetsproblemer i de offentlige 

serviceydelser? 

Den Alternative Velfærdskommission 

mener, at kvalitetsproblemerne i de offentlige 

serviceydelser vokser. De skriver 

blandt andet: ” Børne- og ældreforsorg, 

folkeskolen, som bliver mere og mere 

managementorienterede og detailstyrede, 

mens de professionelle og frivillige 

medarbejderes faglige kompetencer 

tilsidesættes, omsorgen og interessen 

for det enkelte menneske visner”. Er det 

en udvikling, som efter din mening kan 

vende? 


– Nej, jeg tror ikke det er en udvikling, 

der kan vendes lige med det samme. 

Det ville være let at sige, at det bare er 

et spørgsmål om at fjerne Anders Fogh 

Rasmussen som statsminister, men vi 

taler om en meget lang bevægelse, 

som er påbegyndt, før han kom til. Det 

fornuftige i denne udvikling er, at den 

vil synliggøre, hvad der foregår i den 

offentlige sektor, og faktisk ved vi for 

lidt om hvad der foregår. Så langt er jeg 

enig. Det er et problem, hvis du som 

borger ikke kan få indsigt i din egen 

sag, så synliggørelse er fornuftig. 

Men når vi indfører ”bestil og udfør 

funktioner” i vores offentlige ydelser, 

sådan som vi ser på ældreområdet, og 

når vi gør indsatsen op i minutter, så 

må vi også se i øjnene, at vi øger den 

offentlige administration. Det kan jeg 

godt leve med, hvis det ikke slår over 

i, at vi glemmer relationsdelen. Vi er 

nødt til at fastholde, at beskrivelserne 

skal være fleksible, de skal kunne 

ændres undervejs. Og det er stadig helt 

afgørende, at der er plads til at opbygge 

relationer mellem mennesker. Vi skal 

kunne snakke sammen, for ellers kan vi 

ikke finde ud af, om vi stoler på hinanden. 

Ser man på handicapområdet, som 

ikke i dag er helt så belastet af kontrol 

som arbejdsmarkedsområdet, så er det 

vigtigt at vide, hvad der er den enkeltes 

behov, og vi skal helst ikke derud, at 

vi ikke tør spørge. At træde ind i en 

relation, og træffe beslutninger på den 

baggrund, parallelt med synlighed og 

procedure, er hvad det handler om. Vi 

skal hele tiden være opmærksomme på 

den fare, der er i at indføre flere og flere 

regler, da det kan betyde, at vi ender 

med at se klienterne som ting, frem for 

at se dem som mennesker.

Pas på 

metoderne 

Er metoder påbudt gennem lovgivningen 

en tendens, der er ved at vinde indpas? 

Med baggrund i mange års forskning gør 

professor Peter Høilund sig nogle overvejelser 

over juraens rolle på det sociale område og 

de institutionelle forudsætninger for at kunne 

udføre godt socialt arbejde. 

Interview med professor Peter Høilund, 

Roskilde Universitetscener 

– Jeg har ikke fantasi til at forestille mig en udbredelse af 

særlige metoder påbudt gennem lovgivningen, ligesom 

det heller ikke giver mening at påbyde, hvilke metoder for 

eksempel en læge skal anvende. 

Peter Høilund, professor i sociale forhold ved Roskilde 

Universitetscenter, er betænkelig ved en udvikling i retning 

af at indskrive bestemte metodiske redskaber i lovgivningen, 

som det er tilfældet med arbejdsevnemetoden og 

funktionsevnemetoden. Med afsæt i sin forskningsinteresse 

indenfor de institutionelle rammer for praktisk socialt 

arbejde, særligt de etiske, retlige og magtmæssige forhold, 

kan Peter Høilund dog heller ikke identificere en generel 

tendens til et øget påbud om bestemte metoder i lovgivningen. 

– Jeg mener ikke, at der er en stærk tendens til, at fagmetoder 

bliver påbudt gennem lovgivning, men at der 

er tale om en sammenblanding af helt forskellige funktionsområder, 

som er meget uheldig. Denne tendens er 

betænkelig, mener Peter Høilund. 

– Det betyder, at man er forpligtet til at arbejde efter 


samme metoder. Det kan have den uheldige konsekvens, 

at man laver dårligt arbejde, og at politikerne kan have 

nogle ideer om, hvad man skal, som går på tværs af det, 

der er fagets tradition. I øjeblikket er metoderne meget 

centreret omkring arbejdsmarkedsplacering. Jeg mener, 

at socialt arbejde handler om meget mere. Dette fokus 

udtrykker ikke kernen i det sociale arbejde. Det sociale 

arbejde er bredere og har en tradition som efter min opfattelse 

ikke kan dækkes ind af de metoder, som politikere 

kommer med. 

Ifølge Peter Høilund gælder dette også i tilfælde af, at 

metoderne orienterer sig bredere end primært mod arbejdsmarkedet. 

– Politikerne har ikke den faglige ballast – heller ikke i ministerierne 

– der skal til for at udvikle sådanne metoder. Det 

gælder også konsulentbureauerne, selvom de kan være 

nok så gode. Det må være ud fra de socialfaglige miljøer i 

dialog med praksis, at metoderne udspringer. 

En del af svaret på, hvorfor bestemte metoder er begyndt 

at dukke op i lovgivningen, henter Peter Høilund indenfor 

de socialfaglige miljøer. 

– Jeg tror ikke de socialfaglige miljøer er hurtige nok og 

gode nok til selv at komme med bud på metoder. Jeg vil 

25

26 


appellere til, at man i højere grad har et samarbejde med 

sociale højskoler og universiteter, som driver socialforskning. 

Det er i det forum, at det skal foregå, og så skal man 

sige til politikerne at de skal holde fingrene fra det faglige. 

Viden er en proces 

I artiklen Den endelige socialmedicinske løsning retter Peter 

Høilund sammen med Haakon Lærum, speciallæge i psykiatri 

og samfundsmedicin, en kraftig kritik mod idéen om den rette 

metode. 

– Det er vist alles drøm at få en manual, hvor det hele står. 

Ligesom når man skal have repareret en bil: Skru disse skruer 

af, løft dækslet af, gør det og det og skru det på. Det kan 

man ikke gøre med mennesker, fordi sociale problemer ikke 

altid følger de velkendte logiske mønstre som metoderne bygger 

på. Vi kan ikke lave en på forhånd fastlagt metode. Det er 

helt afgørende for mig, at socialt arbejde handler om, hvordan 

et menneske bliver et socialt væsen. Godt socialt arbejde, 

som understøtter individet visioner om et godt liv, er godt for 

samfundet som sådan, understreger Peter Høilund. 

En for stor tiltro til metoder kan i Peter Høilunds optik komme 

til at spærre for selvrefleksionen i det sociale arbejde. Hans erfaring 

er, at socialarbejdere har et veludviklet fagområde og et 

ofte kompetent, personligt beredskab. Men socialarbejderens 

forforståelse kan være til hinder for at se, opleve og forstå. 

– Det er meget svært at løse, da vi har alle har en forforståelse. 

Der findes ikke et menneske uden en forforståelse 

af verden, men man får problemer, hvis man ikke formår at 

sige: Jeg har godt nok en bestemt opfattelse, men jeg må 

alligevel anstrenge mig for at se denne persons konkrete situation 

og se om der er nogle ressourcer, der kan understøttes. 

Peter Høilund bevæger sig et skridt længere ind i forskningsverdenen 

og knytter dette ideal an til en bestemt form for 

socialfilosofi. 

– Metoderationaliteten bygger på en bestemt filosofi. En positivistisk 

tænkning som reelt dominerede i sidste århundrede 

og var kendetegnet ved en tro på det objektive. Vi kender 

det fra ”nu skal jeg altså ikke være privat”. Jeg skal være 

objektiv. Men vi kan aldrig være objektive og der er forskel 

på at være private og anvende sin personlighed i det sociale 

arbejde. Vi er til stede som såvel som fagpersoner som personer 

med en større elle mindre livserfaring konstaterer Peter 

Høilund og trækker en parallel til arbejdsevnemetoden. 

– Arbejdsevnemetoden skal jo afdække viden om hvilke ressourcer, 

der kan føre til et bestemt job på arbejdsmarkedet. 

Metoden bygger imidlertid på en opfattelse af viden, der ikke 

kan opretholdes i dag. Viden er ikke noget man finder men 

nærmere noget der skabes i en historisk og dynamisk proces. 

Arbejdsevnemetoden bygger således på en forældet opfattelse 

af hvad viden er, hvilket får konsekvenser for metodens 

anvendelighed. 

Med afsæt i disse videnskabsteoretiske betragtninger danner 

Peter Høilund fundamentet for sin kritik af arbejdsevnemetoden. 

Arbejdsevnemetoden redegør blandt andet for, 

hvordan sagsbehandleren kan beskrive borgerens ressourcer 

og eventuelle barrierer i forhold til at kunne udføre et arbejde. 

Beskrivelsen af borgerens ressourcer tager udgangspunkt i en 

ressourceprofil, som er grundstammen i arbejdsevnemetoden. 

– Hvordan er den så blevet til, spørger Peter Høilund retorisk 

til ressourceprofilen. Det er et stykke papir, der er blevet til 

i en samtale mellem en socialarbejder og borgeren. Vi ved 

imidlertid, at hvis der kommer en anden socialarbejder ind, 

så vil resultatet blive et andet forløb og dermed en anden 

ressourceprofil. Jeg er desuden bekendt med det fra de kurser, 

hvor man underviste i anvendelsen af ressourceprofilerne. 

Så vist jeg husker, deltog her tre forsøgspersoner, der interviewede 

og udarbejdede en ressourceprofil på den samme 

person. Det kom der tre helt forskellige ressourceprofiler 

ud af. Men det er helt naturligt, for det er tre helt forskellige 

mennesker, der sidder og taler med dig. De agerer på 

forskellige måder og opfatter tingene forskelligt. Man kan 

ikke sige, at én af de tre ressourceprofiler er sand, ej heller at 

de er sande alle tre. For mig at se vil den mest ”sande” være 

den, der vil være mest egnet til at understøtte borgerens egne 

visioner. 

Peter Høilund fremhæver, at det første punkt i udkastet til 

arbejdsevnemetoden var drømme og visioner. Uvist af hvilken 

årsag er punktet imidlertid udgået og metoden sigter primært 

mod at finde ressourcer, der matcher jobbet, så borgeren kan 

komme ud i arbejde uanset om arbejdet er relevant ud fra 

borgerens visioner. At arbejdsevnemetoden er tænkt på denne 

måde, behøver dog ikke at være ensbetydende med at den 

også praktiseres sådan. Ifølge Peter Høilund er det heldigvis 

sådan at socialarbejdere ofte i praksis inddrager borgernes 

visioner, selvom det er imod arbejdsevnemetodens idealer. 

– Der må laves en ressourceprofil, der på én eller anden måde 

egner sig til at understøtte borgerens visioner. Hvis målet er 

en rigid arbejdsplacering, så taler vi ikke længere om socialt 

arbejde. Så taler vi om jobformidling. 

– Jeg mener det er rigtigt, at det at have et arbejde i dag er 

en utrolig vigtig del af identiteten, men det udtømmer ikke 

det sociale arbejde. Det sociale arbejde appellerer bredt og 

socialt arbejde har et idéhistorisk perspektiv, der handler om 

at hjælpe mennesker med sociale problemer. Det er her socialarbejderne, 

i samarbejde af de socialfaglige forskningsmiljøer, 

må gøre deres faglighed gældende og udgøre en væsentlig 

drivkraft i etableringen af relevante socialfaglige metoder. 

Tre kritikpunkter 

Arbejdsevnemetodens grundlæggende idé bygger på nogle 

forudsætninger, som Peter Høilund prøver at tydeliggøre og 

problematisere. Udover at arbejdsevnemetoden abonnerer på

en bestemt opfattelse af viden, peger Peter Høilund yderligere 

på tre kritikpunkter: det samfundsmæssige, det politisk-juridiske 

og det sociale. 

– Lad mig begynde med det samfundsmæssige. Tidligere 

har man opfattet samfundet som noget, der styres ovenfra. 

I toppen har vi folketinget, højesteret. Hertil kommer forestillingen 

om en entydig faglighed, hvor man er enig om, 

hvad faglighed er. Læger ved hvad lægevidenskab er, socialarbejdere 

ved hvad socialt arbejde er. Det er den moderne 

opfattelse – og det er den arbejdsevnemetoden i høj grad er 

tænkt ud fra. Men det er svært at finde en samfundsforsker i 

dag, der har denne topstyrede samfundsmodel som ideal. Der 

er sket en fragmentering. Nogle taler om det senmoderne, 

der kendetegnes ved at samfundet ikke udelukkende styres 

ovenfra. Der er ikke enighed blandt fagfolk om, hvad der er 

godt socialt arbejde, men de fleste er enige om, at der er sket 

en større eller mindre fragmentering af samfundsstrukturen, 

der fører til at metoder må tænkes på en ny måde. 

Ét af de centrale formål med indførelsen af arbejdsevnemetoden 

er en forbedring af borgernes retssikkerhed. For 

Peter Høilund udgør dette imidlertid det andet kritikpunkt. 

– Vedrørende det juridiske i forhold til ressourceprofilen, så 

medfører den en ganske stor svækkelse af retssikkerheden. 

Sagen er, at man nærmest har afskåret retssystemet. I motiverne 

til loven får vi en detaljeret beskrivelse af de 12 punkter 

i ressourceprofilen, der skal fortolkes af socialarbejderen i 

samarbejde med borgeren. Det betyder, at fortolkninger og 

skønsudøvelse får en fremtrædende plads ved den praktiske 

anvendelse af ressourceprofilen. Såvel det administrative klagesystem 

som domstolene har anlagt en praksis, hvor man kun 

meget sjældent tilsidesætter fortolkninger og skønsudøvelse. Det 

er en svækkelse af retssikkerheden, konstaterer Peter Høilund 

og fortsætter. 

– Hvis socialarbejderen har drøftet de 12 punkter og borgeren 

efterfølgende har sagt, at det passer, så er der ikke noget at 

komme efter. Så er sagen lukket. Men her skal man tænke på, 

at de borgere vi her taler om ofte ikke har det overskud der 

skal til for at imødegå en socialarbejders opfattelse. 

Således kommer Peter Høilund frem til sin sidste anke mod 

arbejdsevnemetoden. 

– Man har slet ikke overvejelser over, hvad det er for magtforhold, 

der gør sig gældende. Fx betydningen af den omfattende 

økonomiske regulering der har udviklet sig gennem de 

sidste 15 – 20 år og som ofte tilsidesætter retlig regulering. 

Fortrolighedskundskab 

Borgerens møde med det sociale system er udgangspunkter 

for Peter Høilunds bog Anerkendelse og dømmekraft i socialt 

arbejde, der er skrevet sammen med lektor Søren Juul, der 

også er fra Roskilde Universitetscenter. Med bogen har de 

forsøgt at klarlægge de mest elementære fordringer til socialt 


arbejde, som må indfries, hvis arbejdet skal kunne få et godt 

forløb. Som titlen angiver spiller anerkendelse og dømmekraft 

en central rolle i denne bestræbelse. Én af bogens konklusioner 

retter sig mod en ændring af den herskende institutionelle 

dømmekraft, som truer med at underlægge sig det menneskesyn 

og de værdier, som det sociale arbejde traditionelt har 

været orienteret mod: omsorg og understøttelse af borgerens 

mulighed for menneskelig opblomstring. Her har socialarbejderne 

et ansvar for at bringe fortrolighedskundskaben ind 

som et centralt element i den institutionelle dømmekraft. 

– Fortrolighedskundskaben virker ofte afklarende af en række 

væsentlige forhold, når man sidder overfor borgeren. Det 

handler om, at løsninger indfinder sig, når man er sammen 

med de mennesker, sagen drejer sig om. Når man sidder med 

en bunke sager på distance af disse mennesker, kan jeg være i 

tvivl. Hvordan bør jeg reagere? Men dette bør forsvinder ofte i 

mødet, hvor fortroligheden udfolder sig. 

Dermed påpeger Peter Høilund vigtigheden af at anerkende 

fortrolighedskundskaben som en vigtig kilde til viden om de 

mennesker, det sociale system har til opgave at hjælpe. 

– Man kan ikke understøtte og anerkende et andet menneske, 

hvis man udelukker den fortrolighedskundskab, der 

opstår i samtalen mellem socialarbejderen og borgeren. 

Fortrolighedskundskab gør, at man ser hinanden. Der ligger 

en indsigt dér, som i de fleste tilfælde ligger hinsides enhver 

metode og som er helt nødvendig, for at man kan lave et 

stykke socialt arbejde, der netop understøtter denne konkrete 

person i at udvikle sig til et socialt velfungerende individ. 

Ubalance i de institutionelle normsystemer 

Fortrolighedskundskaben søger at genoprette den ubalance, 

som gør sig gældende i det sociale arbejdes institutionelle 

normsystemer. Ubalancen består i, at etiske og retlige hensyn 

til den enkelte borger ofte har lav status i forhold til økonomisk 

og politisk regulering. Fortrolighedskundskaben skal med 

Peter Høilunds ord indgå i kampen for en anden institutionel 

dømmekraft, hvor borgerens vision og retsgarantier spiller en 

mere fremtrædende rolle. I den udstrækning de institutionelle 

rammer udgør barrierer for fortrolighedskundskaben, bør 

socialarbejderen kæmpe for at overvinde dem. 

– Man har ofte fx budgetteret et antal førtidspensionister, 

flexjobbere og personer på sygedagpenge og når så kvoten er 

opbrugt, fortrænges metoder og lovgivningen for at budgetterne 

kan overholdes. Økonomien bliver, navnlig vedrørende 

de kostbare velfærdsydelser, en slags overordnet lov, der kan 

tilsidesætte både lovgivning, socialfaglige hensyn og metoder. 

Det har vi flere eksempler på i Anerkendelse og dømmekraft 

i socialt arbejde. Det er simpelthen betænkeligt, fordi man 

således indfører uigennemskuelige vilkår for det sociale arbejde, 

og tildelingen af for eksempel flexjob bliver helt vilkårlig. 

Jeg plejer at sige, at man skal komme i starten af kalender- 

27

28 

T I L D E B AT

Lektor Peter Høilund fra Roskilde 

Universitetscenter lægger vægt på, 

at forskere og socialarbejdere har 

brug for hinanden med det fælles 

formål at støtte borgere med 

sociale problemer 

året, hvis man skal have tilkendt en af de kostbare ydelse, 

bemærker Peter Høilund lakonisk. 

Samtidig peger Peter Høilund på, at der er en manglende 

erkendelse af økonomiens kolonisering af det sociale arbejde. 

– Man er alt for lidt indstillet på at inddrage økonomiens 

regulerende betydning i forhold til lovgivning og metoder i det 

sociale arbejde. Da vi talte med socialarbejdere i forbindelse 

med udarbejdelsen af Anerkendelse og dømmekraft i socialt 

arbejde, var de ret afvisende overfor, at økonomien skulle 

tages i betragtning. På mellemleder- 

og chefniveau var der imidlertid en klar erkendelse af, at der 

var et problem. Så der er stor forskel på, hvor indstillet man er 

på at vedstå økonomiens betydning alt efter, hvor i hierarkiet 

man befinder sig. Der er slet ingen tvivl om, at social-arbejderne 

er gode til deres arbejde, men de har til gengæld 

svært ved at erkende, at der er institutionelle magtforhold, 

der påvirker dem. De har ofte meget lidt forståelse for, at når 

de er på arbejde, så er der nogle institutionelle forhold, som 

påvirker de vurderinger, skøn og handlinger, som de foretager 

sig. 

Peter Høilund erkender, at det kan være svært at forklare 

de etiske og retlige hensyns lave status. Når man taler med 

socialarbejdere og borgere, er det ikke nødvendigvis deres 

opfattelse, at juraen fylder mindre – måske tværtimod. 

– Det er svært at forstå, for der er ingen tvivl om, at i de sociale 

institutioner bliver de tæppebanket med juridisk materiale. 

Der er dog heller ingen tvivl om, at det materiale der kommer 

frem aldrig har betydet så lidt. Det skyldes blandt andet, at 

materialet er af meget blandet kvalitet. Derfor havner de sociale 

institutioner i en situation, hvor de tvinges til at sige: Det 

her ser meget fornuftigt ud, så det prøver vi. Det her forstår 

vi ikke – og så sker der ikke mere. Lad mig give et eksempel 

fra den sociallovgivning som vi fik i 1998. Her er det sådan, 

at når en person skal aktiveres, så har han krav på at blive 

medinddraget i sagen. Aktiveringen skal være meningsfuld 

og den skal på kortere eller længere sigt føre til en placering 

på arbejdsmarkedet. Tillige skal borgeren så vidt muligt have 

mere end ét tilbud. Hvad er der så sket? Jeg så et indslag i TVavisen, 

hvor to ældre mænd blev spurgt, om de var tilfredse 

med aktiveringen. De synes det var ”dødssygt” og at det ikke 

førte til noget som helst. Var de blevet inddraget? Nej, det var 

de ikke, men de havde fået at vide, at ville de have penge, så 

måtte de lave skilte. Efterfølgende blev de sociale myndigheder 

spurgt og sagde: Hvis de vil have kontanthjælp, så må de 

arbejde. Det er ”noget for noget”-tilgangen. Eksemplet illustrerer, 

at ingen af de juridiske rettigheder, som politikerne har 

lagt ind i lovgivningen, for at sikre medindragelse og relevant 

aktivering, fik betydning i den aktuelle aktiveringssag. 

Peter Høilund betragter ikke problemet som knyttet specifikt 

til Danmark eller til den enkelte socialarbejder. 

– En undersøgelse fra Sverige tyder på, at det også forholder 


sig sådan her. Norge og Tyskland har også lignende problemer. 

Der er tale om et samfundsfænomen og ikke kun om 

egenskaber ved de danske socialarbejdere. Pointen er, at der 

er sket en omfordeling, hvor jura og etik som discipliner er 

gledet i baggrunden og erstattet af et økonomisk-politisk 

rationale som grundlag for sagsbehandlingen. 

De svære løsninger 

Peter Høilund medgiver, at det er lettere at kritisere end at 

finde vejen ud af de problemer, det sociale arbejde står overfor. 

Men det er ikke desto mindre vigtigt at forsøge at opstille 

handllingsanvisende punkter, der kan fungere som overordnet 

referenceramme for, hvad der bør efterstræbes i mødet med 

borgeren. 

– Vi forsøger i Anerkendelse og dømmekraft i socialt arbejde 

at ændre forståelsen af socialt arbejde og italesætte nogle 

ting i håb om, at de bliver taget seriøst af de sociale myndigheder, 

fagpersoner og drøftet af de studerende på de 

sociale højskoler. Forandringspotentialet ligger i, at det bliver 

drøftet og italesat af de mennesker, der skal ud at arbejde 

med det sociale. Samtidig er det vigtigt, at ledelsen og socialcheferne 

kan redegøre for, hvordan de har tilrettelagt tingene 

i organisationen, så man sikrer, at borgeren inddrages. Mange 

socialchefer planlægger på baggrund af økonomien og det 

kommer til at smitte af på hele organisationen. Derfor er 

den største udfordring, jeg vil arbejde videre med, samspillet 

mellem jura, økonomi og etik. Når man eksempelvis fremfører 

det argument: ”Det er der ikke penge til”, så må man synliggøre 

problemet på en eller anden måde. Det der sker i dag er 

urimeligt overfor både socialarbejdere, borgere og samfundet 

som sådant. 

Peter Høilund lægger vægt på, at forskere og socialarbejdere 

har brug for hinanden med det fælles formål af støtte borgere 

med sociale problemer. Det kræver en kritisk dialog, hvor 

man tager hinanden seriøst. Peter Høilund har gjort sig nogle 

erfaringer med, at den form for kritisk dialog kan være svær 

at opretholde. 

– Der har desværre været en tendens til at enkelte socialarbejdere 

fornægter det, som forskningen systematisk viser. 

Enkelte har svært ved, at der rejses en seriøs og grundig kritik. 

Forskningen på det sociale område har taget et stort opsving 

i Danmark i de senere år og der ligger mange gode arbejder, 

som siger det samme. For eksempel ligger Rambøll Managements 

undersøgelse om medinddragelse af borgere på linje 

med vores forskning. Man skal nok indenfor det sociale område 

vænne sig til, at der er kritiske forskere på banen. Det er 

således meget sjældent, at forskere ser det som deres opgave 

blot at bekræfte og understøtte den professionelles forståelse 

af arbejdet. 

For Peter Høilund handler det om at betragte det sociale arbejde 

fra et perspektiv, som giver stemme til de svagest stillede. 

29

30 


– Inspireret af Axel Honneth har vores forskning været at give et 

talerør til de svagest stillede. Vi har taget fat i dem, der ikke er i 

stand til at skrive læserbreve eller gå op på kommunen med et 

problem. Vi har forsøgt at få deres uretfærdighedserfaringer frem. 

Det vil ifølge Peter Høilund have nogle meget fortvivlende 

konsekvenser, såfremt dialogen mellem forskningsverdenen 

og praksis bryder sammen. 


– Det er et kæmpe problem, hvis det fører til, at mange institutioner 

siger nej til at få forskere inden for dørene. Det er 

vigtigt at forklare de socialfaglige kredse, at socialforskningen 

er kommet for at blive og at vi forhåbentlig har fælles interesser 

i, at det sociale arbejde skal være så godt som muligt. 

Men vi har forskellige vinkler på sagen og derfor bliver vi nødt 

til at finde konstruktive måder at håndtere kritik på. 

Internettet: 

Rambøll Management i samarbejde med VFC Socialt udsatte, Dacapo Teatret, Ålborg Universitet & Socialministeriet: 

Undersøgelse af borgerens medvirken i sociale sager – retsikkerhedslovens §4 på www.brugerinddragelse.dk. 

Litteratur: 

Peter Høilund & Søren Juul (2005). Anerkendelse og dømmekraft i socialt arbejde. Købehavn: Hans Reitzels Forlag. 

Peter Høilund & Haakon Lærum (2002). 

Den endelige socialmedicinske løsning – om socialt-lægeligt samarbejde uden læger. Ugeskrift for Læger, nr. 39. 

Peter Høilund & Søren Juul (2003). Hvad er godt socialt arbejde. Social Kritik, nr. 89.

Hvordan findes den rette balance mellem en forståelse af metoder som tekniske manualer og 

Interview med psykolog John Andersen, konsulent i Udviklingsforum 


en forståelse, hvor åbenhed og dynamik er de væsentligste størrelser? John Andersen, som har 

beskæftiget sig med metoder og dokumentation på det sociale område gennem en årrække, 

fortæller her om overordnede metodeforståelser. 

Refleksioner, relationer 

og raffinerede teknikker 

– Vi hjælper fagfolk til at udvikle og reflektere over deres metoder. Ikke sådan at 

vi kommer og underviser i Marte Meo eller Girafsprog, det er der andre, der kan. 

Vi kommer for at hjælpe dem til det, de vil – ud fra det ståsted, de har. Vi hjælper 

til med at reflektere, opnå mere systematik og eventuelt også med at evaluere 

på en måde, der er meningsfuld for dem i det samvær, de har med deres brugere 

– familier eller børn. 

31

32 


John Andersen er uddannet psykolog 

og driver sammen med to andre 

konsulenter firmaet Udviklingsforum. 

Konsulenterne arbejder med tre typer 

opgaver på socialområdet: evalueringer 

i tæt kommunikation med forældre og 

personale på institutioner, organisationsudvikling 

og metodeudvikling. 

De to retninger 

I forbindelse med metodeudviklingen, 

som er det område John Andersen 

arbejder mest med, oplever han, at der 

er to forskellige metodeopfattelser eller 

-retninger i spil. 

– Den ene er kort sagt en rigid manualorienteret 

opfattelse, der handler om 

at vi, de professionelle, skal gøre noget 

ved de andre. Vi handler, vi påvirker 

dem og håber så, at det går i en god 

retning. En anden metodetænkning er, 

at vi i fællesskab skaber en udvikling. 

Når jeg siger i fællesskab, er det fordi 

både den professionelle og brugeren er 

med til at skabe – det er i højere grad 

ikke blot medinddragelse, men også 

medskabelse. Det er forskellen sat på 

spidsen, forklarer han. 

Ud fra et moderne menneskesyn skal 

alle have mulighed for at være medskabere 

af deres eget liv, mener John 

Andersen. Tager man ikke konsekvensen 

heraf, giver man udtryk for, at nogle 

mennesker er dårligere mennesker 

end andre – grundet eksempelvis et 

handicap. Og dermed lægger man en 

bombe under et moderne værdisyn, 

mener han. Men det er ikke nødvendigvis 

nogen let opgave at give rum for 

medskabelse. 

– Men bare man forsøger – det er med 

til, at brugerne oplever sig som set og 

respekteret. Så kan det godt være, at 

der sker mange kiks og koks, men det 

er dog udtryk for, at man vil brugerne 

og at man respekterer dem. Det lykkes 

ikke altid, og det er fair nok, vi er jo 

ikke idealmennesker, forklarer han og 

uddyber: 

– Jeg ser det mere som en stræben, da 

DEN GODE METODE eller DET GODE 

MENNESKELIGE LIV jo ikke er noget, vi 

kan opnå på absolut vis. Men stræber 

vi efter det, er det min erfaring, at det 

også giver en tolerance, når man kommer 

til at gøre noget, der er skævt eller 

ramt ved siden af. 

Forening? 

John Andersen oplever i forlængelse af 

de to retninger, at de kan være i modstrid 

med hinanden, men ikke behøver 

at være det. Det medskabende perspektiv 

stiller spørgsmål som de følgende. 

– Hvorfor gør man, som man gør, 

og hvad har det af konsekvenser for 

brugeren? Herunder findes et vigtigt 

spørgsmål: hvordan får vi inddraget 

brugerens perspektiver og støttet op 

om en stemme på egne betingelser, 

sådan at det bliver en del af vores eget 

reflektionsrum? 

Denne retning opfordrer altså ikke blot 

til at fagpersonerne overvejer deres 

egne begrundelser for faglig handling, 

men også til at brugernes meninger 

indgår tydeligt i overvejelserne. Den 

anden retning, den mere manualorienterede, 

opstiller i følge John Andersen 

mere handlingsprægede formler. 

– Når der sker dét og dét, så skal vi 

handle sådan og sådan. Når der kommer 

en ny beboer, så skal vi gøre: a, b, 

c, d, e... Som huskeseddel kan det være 

fint nok, men når mødet med brugeren 

også bliver for manualorienteret, er 

det ofte for firkantet. Man risikerer, at 

brugeren bliver et objekt. De er jo altid 

forskellige som alle os andre. 

John Andersen kan dog også se noget 

positivt i manualer. 

– Nogle gange kan manualer være en 

hjælp, især hvis man kun har en kort 

uddannelse. Så kan manualen give 

handlemuligheder og tryghed – tingene 

kan gøres lidt bedre og hurtigere, fordi 

fagpersonerne får nogle handleorienterede 

anvisninger på, hvordan man 

kan gribe det an. 

Han mener derimod ikke, der kan 

laves en præcis manual for fremgangsmåden, 

hvis man ser på de 

sværeste samtaler. I stedet er det vigtigt 

at have en række refleksionspunkter 

omkring samtalen. 

– Men det er klart, at der eksempelvis 

skal være navn på døren og en person 

til at tage imod, når man modtager 

en ny beboer på et plejehjem. Det kan 

være meget fair og ordentligt at lave en 

sådan liste. 

De to retninger kan altså være i modstrid 

med hinanden, men er det ikke 

nødvendigvis altid. Det afhænger af 

karakteren af den konkrete opgave. I de 

fleste sammenhænge vil der både være 

komplekse og svære opgaver og situationer 

og de mere rutineprægede. 

– Jeg har eksempelvis været med i et 

udviklingsprojekt, hvor man ville lave 

manualer for tværfagligt samarbejde. 

Det udviklede sig i stedet til nogle 

huske-punkter og nogle refleksionsark, 

som vi kalder dem. I stedet for manualer 

siger vi altså: dét her, det er godt. Noget 

af det munder ud i en egentlig aftale: 

Når vi holder et tværfagligt møde, så 

gør vi sådan og sådan... Når der er brugere 

til stede, så ændrer vi perspektivet 

og måden, vi opfylder dagsordenen på 

osv. 

Man kombinerer altså på flere måder 

tilgangene afhængigt af konteksten. 

John Andersen ser netop en reel fare 

for, at brugerne bliver til objekter, hvis 

man ikke kombinerer og udelukkende 

benytter en mekanisk handleanvisning. 

Engagementet og 

det professionelle ansvar 

Det professionelle ansvar fylder meget i 

John Andersens øjne – altid kombineret 

med et personligt engagement. Han tror 

simpelthen ikke, man kan være god til 

sit arbejde og givende over for andre 

mennesker, med mindre man også er 

personligt engageret i det. 

– Man må brænde lidt for det, man 

må ville det: ”her er jeg med til at gøre 

noget, som er positivt”. Det behøver 

ikke at være hele drivkraften, men den 

skal være der. Engagementet er dog 

ikke er tilstrækkeligt. Som fagperson

vil jeg godt vil have en systematik, der 

bygger på noget andet og mere end mit 

umiddelbare personlige engagement. En 

systematik, som jeg kan reflektere over 

og argumentere for, og som ikke kun 

bygger på min egen baggrund, men på 

den fælles kultur og faglige viden på 

området, man har skabt. 

Rivaliseringen mellem forskellige 

metodeopfattelser, som eksempelvis 

opstår, når systematik blandes med 

varierende måder at engagere sig på, 

illustrerer John Andersen blandt andet 

med diskussionen om hjemmehjælpere 

og stregkoder. 

– Vi ser i minuttyranniet hvordan hjemmehjælperne 

kun må tage gulvet den 

ene uge og vindueskarmen den anden, 

og de må ikke købe ind. Den minutiøse 

planlægning dræber jo energien 

og lysten, og det kan betyde, at de 

mennesker, der har brug for ydelsen 

overhovedet ikke får noget forhold til 

den. Fleksibiliteten forsvinder og den 

menneskelige dimension forsvinder. 

Fleksibiliteten skal ligge i, at brugeren 

og serviceyderen i fællesskab finder ud 

af, hvad der er brug for. Den manualagtige 

tilgang kan i yderste konsekvens 

fratage brugeren handlekompetencen. 

– Hvis man som hjemmehjælper eksempelvis 

udelukkende har manualer og kun 

handler derefter, så er der en tendens 

til, at man ikke ser brugeren. Man 

fokuserer på, at man har 12 minutter til 

at vaske gulvene – og bare fru Jensen 

ikke går i vejen. Hvis vi netop siger, at 

vi skal være medskabere af vores eget 

liv som grundlæggende menneskeligt 

ideal, så er en af prøvestenene: Giver 

vores metoder brugeren mere handlekompetence 

eller fratager den brugeren 

handlekompetence? Det er helt grundlæggende. 

Det er en lakmusprøve, vi 

må foretage! 

John Andersen finder det interessant, 

at det ofte er de samme røster, som 

taler om udgangspunkt i brugeren og 

brugerens behov, der også vedtager det, 

han kalder minuttyranniet. 

– De forskellige rationaler, økonomien 

og de menneskelige værdier og idealer, 

kommer jo nogle gange i karambolage. 

Når det ideelle og realiteterne støder 

sammen, har vi en tendens til at løse det 

på en måde, der ikke udspringer af et 

moderne og etisk ordentligt menneskesyn. 

Og det er vigtigt! Man kan ikke 

bare springe fra det ene til det andet 

uden konsekvenser. 

At stikke fingeren i jorden 

Psykologen understreger dog igen, at 

han ikke udelukkende ser manualer 

som noget negativt. Han har selv lavet 

flere af slagsen, men han forudsætter, 

at man bruger dem som inspiration, og 

at man hele tiden også inddrager andre 

perspektiver. 

– Der er den helt mekanisk orienterede 

manual og så er der den, hvor refleksioner 

og idéer har sin plads. Der er 

et bredt spektrum af dem. En handlemanual 

som følges mekanisk er farlig, 

men den gode manual indlejrer de 

positive erfaringer man har gjort sig, så 

de kan blive fælles. Så overser man ikke 

så let nogle ting, hvilket man let kan 

komme til i en presset hverdag. 

Enkelte gange kan en ”mekanisk” 

manual, der fokuserer på hvad der skal 

gøres, også være rimelig, mener John 

Andersen og bringer igen eksemplet 

om modtagelsen af en ny beboer på et 

botilbud på banen. Der er nogle helt rutinemæssige 

ting, som kan være oplistet 

i en manual, og det kan fungere fint i en 

større sammenhæng. Netop sammenhæng 

er et absolut nøgleord for ham. 

– Metoder kan ikke bedømmes isoleret, 

men kun i den sammenhæng de indgår 

i. Det lyder lidt abstrakt, men manualen 

vedrørende modtagelsen af en 

ny beboer indgår i sammenhæng med 

hvad er det for et sted beboeren skal 

ind i, hvilket menneskesyn der findes på 

stedet osv. Her kan manualen støtte op 

om en god modtagelse, for man har jo 

en erfaring med hvad der fungerer godt 

i den situation, og det er da vanvittigt 

ikke at bruge den. 

Men personalet skal altså også stikke 


fingeren i jorden i forhold til den nye beboer, 

forklarer han videre. Det vides ikke 

hvad beboeren har behov for, før man 

har mødt og talt med vedkommende. 

Derfor skal manualen ses i denne sammenhæng. 

Manualer kan altså være 

gode, men processen kræver hele tiden 

selvstændig refleksion om, hvorvidt 

en specifik foranstaltning passer i en 

konkret situation. 

– Hvis man blot følger manualen fra a til 

å, så bliver ikke alene brugeren et objekt, 

men også den professionelle. Man kan 

ende med at tilsidesætte sig selv som 

menneske for at følge manualen, selv 

om man godt kan mærke, at Fru Jensens 

behov er et helt andet, siger han. 

Hvordan er brugerens oplevelse? 

– Jeg læste for nylig et interview med 

en dreng med en DAMP-diagnose. Han 

blev spurgt, hvad han havde det svært 

med i skolen, hvorefter han fortalte, 

at han altid kom op og slås i klassen, 

fortæller John Andersen og refererer til 

interviewets videre forløb. 

”Hvad så når du ikke kan klare det 

mere?” 

”Så går jeg.” 

”Hvad sker der så?” 

”Så råber læreren, at jeg skal komme 

tilbage.” 

”Hvad gør du så?” 

”Så løber jeg væk fra skolen, og de må 

ringe efter mine forældre.” 

”Hvad skulle din lærer have gjort?” 

”Hun skulle have sagt, at når jeg kunne 

klare det, så skulle jeg bare komme 

tilbage.” 

”Ville du så have gjort det?” 

”Ja, det tror jeg.” 

John Andersen mener, at det i hvert fald 

åbenlyst er et forsøg værd og forklarer: 

– Man kunne da have spurgt ham. Han 

kan tale, han går i anden klasse! Jeg 

har aldrig mødt et barn, der ikke kunne 

svare, når jeg har spurgt: ”har du en 

god idé til, hvad de voksne kan gøre for 

at hjælpe?” Jeg har aldrig mødt én, der 

ikke kunne komme med en idé – og det 

er helt ned til børn lige før skolealderen 

33

34 


Der er en fare for at ” gro fast” i 

en metode, men man kan også 

falde i den anden grøft: At benytte 

den sidste nye metode, der er på 

markedet for tiden. Det er bestemt 

ikke en bedre løsning, mener 

psykolog John Andersen 

– hvorfor gør man ikke det? 

Når man inddrager brugeren, må man 

se det som et forsøg på at gøre tingene 

bedre, forklarer han, for måske har brugeren 

ret, og så må man lave tingene 

om. Det kræver en holdningsændring 

og en åbenhed, men det kan man 

udvikle og oven i købet have det rigtig 

godt med, siger han. Han ved dog godt, 

at mange i starten skal tage nogle dybe 

indåndinger, når de skal finde ud af at 

se anderledes på tingene. 

– Det er ofte her Udviklingsforum kommer 

ind. Ikke for at slå folk i hovedet, 

men for at hjælpe til med at se tingene 

på en anden måde og måske handle 

anderledes. 

Når John Andersen ser på metoderne på 

sit eget felt, børneområdet, ser han de 

to metoderetninger i forskellig fremtoning. 

Det er dog meget sjældent, at 

man ser den ene eller anden retning i 

ren form, men af og til oplever han ikke 

desto mindre det, han karakteriserer 

som den rigide manualtænkning. Andre 

gange ser han eksempler på, at folk 

kaster sig ud i noget, de hurtigt mister 

overblikket over, hvilket medfører en 

manglende systematik. 

– Systematik er en del af professionelt 

arbejde, dvs. at man reflekterer over, 

hvad man gør og justerer derefter. Der 

skal være nogle fremgangsmåder i 

sådan en refleksion. Man må have nogle 

overvejelser over, hvad der er vigtigt og 

hvorfor. Hvis man ikke har det, kan man 

ikke blive kigget over skulderen og man 

kan ikke få en faglig kollegial debat. 

Heller ikke med brugeren. Det er vigtigt, 

at der er gennemsigtighed – det er en 

del af den fælles udviklingsproces. 

Det er meget påkrævet for John Andersen, 

at man som fagperson undersøger 

de relationer man har til brugeren og 

ens egen andel i det, der sker. Han 

mener, at jo mere man går ind i den 

tankegang, jo mere må man også kigge 

på sig selv som fagperson. Desto mere 

fagpersonerne synliggør brugerens 

perspektiv, desto mere synligt bliver fagpersonernes 

eget perspektiv. I henhold

til ovenstående eksempel med drengen 

gælder det således, at læreren bliver 

mere synlig, desto mere han spørger 

drengen. 

– Og det gælder generelt. Hvis vi tager 

udgangspunkt i brugerens perspektiv, 

får vi også set brugerens perspektiv 

på OS. Og det berører også OS! Det 

er relationen, vi udforsker i stedet for 

at udvikle raffinerede teknikker til at 

beskrive og objektgøre brugeren, 

understreger han. 

Metodevirkning? 

Hvornår virker en metode så? Der er 

kommet mere fokus på det i de senere 

år, men ikke så meget som man kunne 

ønske sig, mener John Andersen. Der 

har været en tendens til at beskrive 

tingene i almene værdier: god kontakt, 

engagement – såkaldt almenmenneskelige 

plus-ord. Han er ikke i tvivl om, at 

de er livsvigtige, men de udgør ikke en 

god metode i sig selv. 

– Det kræver noget mere systematik 

i måden vi forholder os på, gør 

tingene, planlægger og reagerer. Og 

her mangler vi stadigvæk at grave 

nogle spadestik dybere end de almene 

grundværdier. Men som fagpersoner 

har vi også en forpligtelse til at kigge 

på: virker det? Fungerer det? Hvorfor? 

Og hvis det ikke gør, hvad kan vi så 

finde på? 

John Andersen peger på familieplejen 

som eksempel. Det er et område, hvor 

mange har det dårligt og han kan se, at 

der er noget, der ikke virker. 

– Og så må man spørge: Hvad skal der 

til, for at vi får en god familiepleje, der 

kan fungere? Hvilke børn har behov 

for noget, som en familiepleje ikke kan 

magte, uanset hvor gode de er? Hvad 

skal vi så lave til dem? Her dykker man 

ned i, hvad der egentlig virker, hvorfor 

og hvordan det kan virke bedre. Vores 

beskrivelse af tingene bliver mere nuanceret, 

og det kan vi så også bruge som 

et søgekriterium, når vi skal udvælge 

nye familieplejer. 

En god metode er aldrig helt er den 

samme fra man starter, til man slutter. 

– Den gode metode gør jo altid at man 

lærer lidt undervejs og dermed ændrer 

sig. Vi justerer jo undervejs på vores 

arbejde. Det kan godt være vi bruger de 

samme ord, men vi mener noget lidt andet 

med det. Jeg tror vi skal være åbne 

overfor den proces: at gode metoder 

ændrer sig, når vi bruger dem, siger 

John Andersen. 

Den gode metode forbliver kun god, 

hvis den til stadighed udfordres og 

udvikles, mener han. Selv gode metoder 

kan blive slidt. Det, som i udgangspunktet 

har nerve og engagement, kan, når 

man har brugt metoden mange gange, 

blive rutine. Indlevelsen og engagementet 

dør en lille smule og man tager 

hen ad vejen i stigende grad brugerens 

oplevelse for givet, for ”sådan plejer 

de”. 

– Verden udenom ændrer sig en lille 

smule hele tiden, mens man selv arbejder 

med noget fra fortiden, sådan lidt 

hårdt sat op. Så dør lidt af det menneskelige 

i relationen. Når det sker er 

det på tide, at vi videreudvikler vores 

metoder. Den dygtige professionelle 

udvikler altid sine metoder – gør man 

ikke det, går man i stå. Man bliver til et 

museum, siger han. 

Enkelt er godt! 

Der er en fare for at ” gro fast” i en 

metode, men man kan også falde i den 

anden grøft: At benytte den sidste nye 

metode, der er på markedet for tiden. 

Det er bestemt ikke en bedre løsning, 

mener John Andersen. Han fortæller 

videre, at dialogen med brugeren kan 

lede til udvikling af ”tredje veje”, som 

afspejler en åben, undersøgende og 

udviklende holdning. 

– Om det så går hurtigt eller langsomt, 

det tror jeg i og for sig ikke er så vigtigt, 

bare det sker. Det afhænger jo af, hvordan 

de involverede mennesker har det 

med det. Jeg vil nødig være handicappet 

og hvert år være udsat for en eller anden 

ny måde at være sammen med personalet, 

det ville da være rædselsfuldt. 


Når han er ude som konsulent, bliver 

John Andersen ofte mødt med reaktionen: 

”Hjælp, hvad er det, du vil have 

os til?” Her mener han, det handler om 

at få folk til at tage udgangspunkt i det, 

de synes fungerer godt og det, de er 

glade for, for det er her energien som 

oftest findes. 

– Jeg tager afsæt i glæde og engagement 

og forsøger at skabe mere glæde, 

mere engagement og – hvordan kan de 

selv gøre det? Det er min generelle erfaring, 

at så står folk sjældent af. De får 

synliggjort det positive, de faktisk gør. 

Det er udgangspunktet for at udvikle 

videre. 

Han mener i øvrigt, det er en vigtig 

pointe, at de fleste gode metoder faktisk 

er meget enkle. Hvis de er komplicerede, 

kan man ikke bruge dem alligevel. 

Det er hans grundregel for metoder i 

generel forstand: så enkelt som overhovedet 

muligt. 

Teknikker og følelser 

Det er John Andersens erfaring, at 

mange faggrupper, når de arbejder 

tværfagligt, gør det fordi de kan hjælpe 

hinanden med at løse opgaven. Men de 

glemmer hvor meget kommunikation 

og information, der ofte kommer til at 

foregå bag brugerens ryg. 

– Forældre ved godt, at deres barn 

drøftes i de tværfaglige teams, men de 

ved ikke altid, hvad dét lige betyder. 

De har selvfølgelig givet tilladelse til at 

faggrupperne godt må snakke sammen, 

men alligevel. Et eksempel er en far til et 

hjerneskadet barn. Der var sket et uheld 

i sagsgangen, som man undskyldte. 

Faderen blev så tosset, at han sagde, at 

de ikke måtte holde møder, uden han 

var til stede. De første gange sad han og 

surmulede ovre i hjørnet – og så fortalte 

han: ”Så lærte de, at de kunne bruge 

mig”. Og de havde et fortrinligt samarbejde. 

Her er det så jeg tænker: Hvorfor 

var det ikke sådan fra starten? 

John Andersen mener, at med mindre 

man har en meget aktiv brugerinddragelse, 

så risikerer man at pacificere 

35

36 


brugeren. Også uden det er meningen. 

Han fortæller, at for nogle professionelle 

er tværfaglighed én ting og 

brugerinddragelse en anden. Mange 

fagpersoner vil i denne forbindelse 

gerne lære teknikker, fx spørgeteknikker 

under svære samtaler. Teknik opfattes 

her som noget meget handleorienteret. 

For John Andersen er teknik i 

sin egentlige betydning dog koblet til 

faglighed og bevidsthed. 

– Jeg plejer at vende det om og sige, 

at teknik netop ikke er det centrale. 

Det er derimod vores måde at forholde 

os på: tør vi være nysgerrige, åbne og 

inddragende i samtalen? Tør vi lytte 

til de andre? For hvis ikke vi har den 

grundlæggende ordentlige måde at 

forholde os på, så vil en hvilken som 

helst teknik falde til jorden. Man kan 

risikere, at teknikker alene blot umenneskeliggør. 

Derfor dropper psykologen alle 

teknikkerne i de første faser, når han 

underviser. Han tager i stedet fat på 

måden at forholde sig på. Når det så 

er på plads, spørger han: hvordan kan 

vi så raffinere processerne? Når man 

reflekterer over metoden, er det ikke 

alene for at tilpasse den til situationen. 

Som professionel er man også nødt til 

at reflektere over sine egne følelser, 


– Nogle gange hører vi brugerens perspektiv 

og indlevelse, og så forsvinder 

den professionelles egne følelser. Men 

det er blandt andet vores følelser, brugeren 

reagerer på, ligesom vi reagerer 

på brugerens følelser. En gang imellem 

må man være åben over for de følelser, 

der bliver sat i gang hos en selv – og så 

reagere på dem professionelt. 

Hvis der sker et eller andet, der gør, 

at man som fagperson bliver gal, 

mener John Andersen dog ikke, at 

det er særlig professionelt at reagere 

med vrede. Men det kan være godt, 

at man lige skal mærke, at det er dét, 

der sker, så man kan reagere på en 

måde, der passer til situationen. Han 

forklarer, at det er en dobbeltproces, 

som består i at turde være åben over 

for de følelser, der sættes i gang i en 

selv – og bruge dem professionelt, 

ellers risikerer man at forfalde til 

navlepilleri. 

Hvordan man høvler... 

John Andersen lægger stor vægt på, 

at det menneskesyn, der ligger bag 

metoder og tilgange, synliggøres. 

Han mener ikke, at folk inden for det 

sociale område taler så ofte om etik, 

men: 

– Der er faktisk utrolig mange etiske 

refleksioner. For nogle år siden skulle 

vi beskrive et større projekt, og da 

vi var nået alle punkter igennem i 

interviewene, tænkte jeg: de siger jo 

ikke noget om etik! Vi lyttede igen til 

båndene, og så gik det op for os, at de 

talte om det hele tiden, de brugte bare 

ikke ordet. Det er en vigtig pointe: der 

er mange etiske overvejelser på et højt 

niveau, men man sætter sig ikke ned 

og gør det til noget formelt, intellektuelt, 

man gør det bare! 

Og John Andersen erkender, at det er 

særdeles svært at beskrive sin egen 

tilgang og metode. Han benytter et 

eksempel med en snedker, som man 

spørger, hvordan man høvler. Snedkeren 

kan ikke forklare det, men hvis 

man begynder at høvle, vil han kunne 

vise dig hvordan via konkrete forklaringer 

og instrukser. 

– Det er altså vigtigt at få sat ord på de 

vigtige dele af vores relationer til brugerne, 

så der kommer masser af små 

nuancer frem, som man ikke lige har 

tænkt på. Det er ikke altid, der sker 

en verdensrevolution, men det gør, 

at man kan justere lidt på sin fremgangsmåde, 

gøre det lidt anderledes. 

Det er en vigtig del af metodeudviklingsprocessen. 

Psykologen og konsulenten fortsætter 

med at forklare, hvordan man kan 

danne grobund for metodeudvikling 

ved at starte op med at lave nogle 

praksisbeskrivelser. Her kan tages 

udgangspunkt i, hvordan man som 

professionel beskriver situationer og 

drøfte, hvad der egentlig sker. Man 

kan også spørge brugerne om, hvad 

sker der i deres liv, og hvordan de 

oplever det. Han nævner også muligheden 

for at bruge video: man 

tager nogle brudstykker ud og ser på, 

hvad det egentlig er man gør, hvorfor 

man gør det etc. Altså beskrivelser af 

praksis. 

– Det er meget lettere, end hvis vi 

starter med at beskrive vores metoder, 

for så starter vi med det intellektuelle 

– og det er næsten umuligt. Vi må 

starte med det konkret levede liv og så 

spørge: Hvilke metoder er der i det, og 

hvad kan vi beskrive? Så kan vi måske 

godt se, at noget skal være anderledes. 

Fint nok, så reviderer vi med det 

samme. 

Han forklarer videre, at folk på den 

måde har en metodebeskrivelse, der er 

brugbar i deres egen hverdag og med 

det samme frem for en intellektuel

øvelse. Det er i den fremgangsmåde, 

han ser energien. 

Dog er der altså ud over praksiserfaringerne 

også brug for de mere 

overordnede vurderinger. Vurderinger, 

der kan pege på hvilken indsats, der 

generelt virker bedst. 

– Ser man igen på familieplejen, kan 

man jo se på forskellen på de børn 

det gik henholdsvis skidt og godt for. 

Er der noget, der kendetegner deres 

opvækst? For det er helt klart, at der 

er noget, der virker bedre end andet, 

og der er noget, der er mere etisk 

ordentligt end andet. Her må man 

så vove pelsen og lade sig kigge over 

skulderen på en meningsfuld måde. 

Ser John Andersen på de fremtidige 

udfordringer på det sociale område, 

er han ikke i tvivl om, at arbejdet med 

metoder vil fylde en del. 

– Det er en udfordring at beskrive 

vores metoder ordentligt, men det 

udgør også en udfordring, at nogle 

metoder altså er bedre end andre. 

Vi må spørge hvilke krav, vi stiller til 

kvaliteten. Hele denne diskussion 

handler til syvende og sidst om, hvilken 

kvalitet vi vil have, understreger han. 

Metodediskussionen hænger for ham 

således altid sammen med kvalitet, og 

hvis det høje kvalitetsniveau er målsætningen, 

må vi også indrette vores 

metoder derefter. 

J O H N A N D E R S E N 

John Andersen har bl.a. skrevet bogen: 

Børn og familier med særlige behov – metoder i specialdagtilbud, 

Socialministeriet, 1999. 


37

38 


Interview med ergoterapeut og konsulent 

Lilly Jensen, Hjælpemiddelinstituttet 

Lilly Jensen, ergoterapeut og konsulent i Forskningsafdelingen 

på Hjælpemiddelinstituttet i Høje Taastrup, er markant i sin 

advarsel, når det drejer sig om brug af metoder på social- og 

sundhedsområdet. 

– Hvis vi ikke passer på, kan metoder virke som bremseklodser 

for udvikling, fleksibilitet og tilpasning til den enkelte borger. 

Metoder må ikke blive betragtet som ”det eneste rigtige”, for 

så kan de ende som fundamentalistiske redskaber. 

Hun giver et eksempel: 

Metoder er 

magtfulde 

redskaber 

Metoder er magtfulde redskaber, 

der afspejler systemets/behandlerens 

ideologier. Udfordringen er at blive 

bevidst om de ideologier og mål, 

der ligger bag metoden, så borgeren 

også kan forholde sig til dem. 

– En ung pige skal have en kørestol og den bliver udvalgt efter 

en vældig masse principper. Pigen er lille og spinkel, så stolen 

skal være anatomisk korrekt. Fagpersonerne finder altså en 

metode, som gør at stolen kommer til at passe perfekt til 

kroppen. De glemmer bare at forholde sig til pigens virkelighed, 

nemlig at hun er elev på en skole, og nu viser det sig, 

at hendes stol ikke kan gå ind under skolebordet, fordi bordet 

ikke er højt nok. Metoden er altså kun delvis til gavn for 

pigen, for den tager ikke højde for hendes omgivelser. 

En metode er, ifølge Lilly Jensen, hverken negativ eller positiv 

i sig selv. 

– Jeg betragter alle metoder som en ramme, man kan arbejde

ud fra. Det svarer til, at du har et hus, 

som en ramme om dit familieliv. Når du 

får børn, skal huset måske ændres – og 

når du har teenagebørn skal det laves 

om igen. Rammen må ikke presses ned 

over folk, for så kvæler du dem, og selv 

om man som fagperson føler, man har 

fundet de vises sten, er det vigtigt, at du 

hele tiden er åben og modtagelig for, 

om der nu er noget, der ikke stemmer. 

Som fagperson kommer du helt sikkert 

ud i problemer, hvis du tror du har 

fundet ”den eneste ene”, for det viser 

sig altid, at der er 1000 andre måder 

at gøre tingene på, afhængig af kultur, 

ideologier, religion osv. I så fald må man 

gribe til andre værktøjer. 

Hvad er en metode? 

Metoder kan defineres som specifikke 

teknikker eller handlemønstre, der bruges 

til at udføre ønskede opgaver. 

– Bevidst brug af metoder er helt afgjort 

vigtigt, for hvis man er bevidst om sine 

metoder, kan man også ændre på dem, 

fravige dem, vide hvorfor og beskrive 

hvad man gør. Metoder synliggør 

processen, så den kan diskuteres og 

formidles, forklarer Lilly Jensen og 

understreger, at metoder ikke behøver 

at være store, teoretiske systemer. 

– At vaske op er også en metode. 

Metoder handler generelt meget om, 

hvad vi gør i vores dagligdag, mener 

hun og tilføjer, at man som sundheds- 

eller socialarbejder skal vælge en 

metode, der er i overensstemmelse 

med det område, man har med at gøre. 

– Hvis du vil måle, hvor lang en vej 

er, bruger du et metermål og ikke et 

termometer, for den metode passer 

til et andet område. Min pointe er, 

at metoden skal passe til både fagpersonen 

og brugeren, men det sker 

desværre langt fra altid, forklarer hun 

og giver endnu et eksempel: 

– Kommunerne udvikler en metode, 

som skal hjælpe dem til at have styr 

på de ydelser, hjemmeplejen bruger. 

Kommunen ønsker at standardisere, 

og her virker metoden udmærket, 

men borgeren, den ældre, oplever, at 

man nu får ”afmålte” ydelser frem for 

individuelle, og det er ikke i hans/hendes 

interesse. Her er man nødt til at prøve at 

finde frem til en metode, der tilgodeser 

begges interesser, for selv om metoden 

til at få styr på ydelserne i sig selv er 

god nok, er den utilfredsstillende for 

borgerne. 

Et af de eksempler Lilly Jensen ofte 

vender tilbage til, når hun skal beskrive 

vigtigheden af, at metoder skal passe 

til de problemstillinger, de skal løse, 

er en undersøgelse, der viste, hvordan 

det gik med ældre, der blev indlagt på 

sygehuset. 

– Læger og sygeplejersker fandt ud af, 

hvad personen fejlede, de gjorde dem 

raske og så blev de sendt hjem. Men 

undersøgelsen viste også, at patienterne 

kom igen – og igen og igen! Det skyldtes, 

at den hjælp, de fik tilbudt, alene 

handlede om deres sygdomme, men 

ingen talte med dem om deres hverdag. 

I virkeligheden rummede sygdommene 

mange sociale aspekter. Angst for at bo 

alene, for eksempel. Det blev bare ikke 

undersøgt. Man kan sige, at metoden til 

behandlingen af de ældres sygdomme 

var god nok, men deres problemer 

blev ikke løst. Metoden passede ikke til 

problematikken, og hvad hjælper det, 

at lægen kan afdække sygdommene, 

hvis man ingen metoder har, der kan 

se på personens situation som helhed? 

Det første man bør gøre er at afdække, 

hvad problemerne er. 

Holdninger bag alt 

Lilly Jensen pointerer, at hver eneste 

gang en behandler gør noget, ligger der 

en holdning bag, bevidst eller ubevidst. 

– Hvis en ergoterapeut udtaler, at ”det 

vi gør her, er Hr. Jensen vældig glad for, 

og derfor må det være godt nok”, så 

kan jeg ikke lade være med at tænke: 

Hvad er det ergoterapeuten udtrykker 

i det, hun siger her? Forholdet til patienten 

er nemlig altid et magtforhold. 

Så hvis man som behandler siger: ”De er 

jo glade for det vi gør”, hvad er det så 


man rent faktisk måler? Svaret er: Ikke 

andet end din egen tilfredshed! Det har 

intet at gøre med borgerens oplevelse, 

for det kræver, at folk har fået informationer 

og et reelt valg. I øvrigt er langt 

de fleste brugere tilfredse, hvis de bliver 

spurgt, fordi vi alle generelt er høflige 

mennesker. Jeg har på et tidspunkt 

undersøgt, hvordan ældre oplever at få 

hjælpemidler første gang. De professionelle 

i undersøgelsen svarede, at de 

syntes, de gjorde et godt stykke arbejde, 

men brugerne, de ældre, havde det 

meget sværere, når de skulle svare. De 

stod ofte med følelsen af, at de faktisk 

ikke havde haft et valg, at de ikke kunne 

svare nej til det, de fik tilbudt. Så selv 

om de professionelle synes alt gik godt, 

stemte det ikke overens med, hvordan 

brugerne oplevede det. 

Borgeren er altid med 

Pointen er, ifølge Lilly Jensen, at fagpersonen 

skal gøre sig klart, hvordan man 

udfører sine arbejdsopgaver og hvorfor 

opgaverne udføres (ideologier og mål), 

for først da har borgeren en mulighed 

for at forholde sig til dem og blive 

medaktiv. 

– Bevidst brug af metoder er at sige: 

Hvad skal jeg bruge det her til? Hvad 

er målet? Hvad skal der til af forudsætninger 

for, at vi kan nå det mål? Derfra 

kan man udlede sine metoder, og en 

metode er når alt kommer til alt bare 

et system, en handlemåde, som er hensigtsmæssig 

i forhold til det mål, du vil 

nå, forklarer Lilly Jensen og tilføjer. 

– Bevidst valg af metode kræver altid, 

at man kender sit mål, for ellers svæver 

man rundt i ingenmandsland og lader 

sig alt for let aflede. 

Lilly Jensen vil helst undgå ordet ”inddrage”, 

når talen kommer på, hvordan 

man som professionel samarbejder med 

borgeren, for eksempel om hvad det er 

for metoder, man vil bruge. 

– På det sociale område er borgeren rent 

faktisk den eneste, som er med i hele 

forløbet. Derfor virker det mærkeligt at 

tale om medinddragelse. Det er deres 

39

40 


sygdom, deres liv, deres hverdag, det 

handler om. Vi kommer ind som fagpersoner 

(det er faktisk fagpersonerne, 

der bliver inddraget) – i kortere eller 

længere tid – med vores kompetencer 

og skal støtte, vejlede og hjælpe, men 

det er borgeren, der skal sige: Sådan her 

synes jeg, mit liv skal se ud. 

Hvis du så for eksempel er socialrådgiver, 

er det op til dig at forklare: ”Jeg 

kan hjælpe dig med det og det område, 

og jeg kan gøre det sådan og sådan.” 

Men det handler naturligvis ikke om 

”bare at gøre som borgeren siger”, for 

som fagpersoner har vi en lovgivning 

og vores faglighed at holde os til – vi 

ved noget om hvad der er sundt og 

ikke sundt. Alligevel skal vi altid tage 

udgangspunkt i, hvad der er borgerens 

mål. Derfor er ordet ”inddrage” efter 

min mening misvisende. Som fagpersoner 

skal vi behandle folk med respekt 

og ligeværdighed. Det omfatter også 

at sige lige ud, hvis noget ikke lader sig 

gøre. Borgeren er ikke et objekt, som 

vi skal fortælle, hvordan hans/hendes 

liv skal være. Det afgørende må være, 

at borgeren forstår og kan overskue 

processen i rehabiliteringen – og det er 

borgerens viden om og erfaringer med 

sit liv, der styrer processen. 

Underlagt visse rammer 

Lilly Jensen mener, at de fleste velfungerende 

borgere i dag oplever, at 

de får en behandling, som lever op til 

servicelovens krav. Hvorimod knap så 

velfungerende borgere i højere grad skal 

kæmpe for det. 

– Når jeg siger den slags, kommer det tit 

til at lyde som en kritik af de fagfolk, der 

arbejder i praksis. Men sådan er det ikke 

ment. Vi er alle underlagt de organisationer, 

vi arbejder i, og de muligheder 

og rammer, vi har i en organisation, vil 

altid forme dit arbejde og altså også 

de metoder, du anvender. Man kan 

ikke spille fodbold, hvis man står med 

et bordtennisbord – og hvis du som 

fagperson ikke har de rammer, der gør, 

at borgeren kan være aktiv og tage del i 

målsætningen for hans/hendes eget liv, 

så kan du ikke leve op til det krav. 

En anden kritik lyder, at man risikerer, at 

de svage bliver tabt på gulvet, når man 

stiller krav om, at borgeren skal være i 

centrum og tage del i beslutningerne 

hele vejen i deres forløb. 

– Efter min mening er det fuldstændig 

misforstået, at vi taber de svage på 

gulvet, for hvis vi gør det, er hele vores 

uddannelse spildt. Vores opgave er at 

støtte folk, der ikke kan selv. Den, der 

ikke kan overskue det, skal have professionel 

støtte, og vi skal ind og finde det 

punkt, hvor folk kan være med. Det 

kan være yderst forskelligt, hvor det 

punkt er. Hvis du for eksempel ligger 

for døden, og fagpersonen kommer og 

vil inddrage dig i dit og dat, er det ikke 

ligefrem givet, at du ønsker at være 

med i flere beslutninger. Og hvis folk så 

melder ud, at de ikke vil være med til at 

bestemme noget, må du som fagperson 

vurdere om det er en kort fase, eller 

om det strækker sig over længere tid. 

Det er altid en overvejelse, man som 

fagperson må gøre sig. Hvis et menneske 

er smadret efter en trafikulykke, 

står vi jo heller ikke og spørger, om man 

vil være med til at beslutte det ene og 

det andet. På samme måde hvis folk er 

psykisk brudt sammen. I de situationer 

træffer vi nogle beslutninger. Bagefter 

hører vi i øvrigt ofte, at folk siger: ”Hvis 

ikke personalet havde gjort sådan og 

sådan, så var jeg aldrig kommet oven 

vande igen”. Det er ikke at udøve magt, 

det er at give støtte på en hensigtsmæssig 

måde. 

Mangel på metoder 

Lilly Jensen medgiver gerne, at det er 

en særlig problemstilling, når det drejer 

sig om at involvere borgere, der har en 

dysfunktion intellektuelt eller kognitivt. 

På dette område mangler der metoder 

i dag, siger hun og peger på, at det er 

en udfordring at få styrket borgere i rehabiliteringsprocessen, 

hvis de har svært 

ved at forstå eller udtrykke sig. 

– Metodeudviklingen, når det gælder 

medinddragelse på dette felt, er godt 

i gang, især inden for området med 

udviklingshæmmede. Her sker der en 

udvikling, men risikoen er den samme, 

som på alle andre felter, nemlig at vi 

bygger folks hverdag op, sådan som vi 

professionelle helst vil se den. At vi ikke 

sørger for, at mennesker får et råderum, 

der passer til deres måde at fungere 

på. Det er her vi er nødt til at udvikle 

metoder, som sikrer at folk har reel 

medbestemmelse. Man kan sammenligne 

det med, at hørehandicappede 

ofte kan føle, de bliver påtvunget en anden 

kultur – nemlig de talendes kultur. 

Har man sit eget sprog, har man også 

sin egen kultur, og her står de borgere 

svagt, der har svært ved at forstå eller 

udtrykke sig. 

At skabe dialog 

Lilly Jensen citerer filosoffen Paolo Freire, 

der siger, at det drejer sig om at ”skabe 

dialog og gensidighed ved ideologisk 

at forpligte sig til lighed, at afstå fra 

privilegier og forpligte sig til ikke-elitære 

ledelsesformer, hvor specielle kvalifikationer 

kan udøves, men ikke bevares 

som magtposition”. 

– Det forstår jeg sådan, at dér, hvor vi 

som fagpersoner har kompetence, skal 

vi tage lederskab, men uden at vi bliver 

elitære. Dér, hvor vedkommende har 

brug for hjælp, skal vi være ledere, men 

vi skal også kunne give slip igen og give 

plads til andre måder at fungere og 

eksistere på. Det vil nemlig altid være 

et problem, når vi tror, at den måde vi 

selv lever på er den bedste. Og det er 

her metoder kan hjælpe dig. Begynd 

med at analysere, hvad det er denne 

person tænker og tror om sit eget liv. 

Det er langt nemmere at hjælpe til med, 

hvilke metoder, der skal træde i kraft, 

når vi arbejder imod samme mål. Derfor 

må det handle om at afdække behov, 

og det kræver, at den anden person 

kommer til orde. Funktionsevnemetoden 

er udarbejdet på denne baggrund. Det 

er en metode, som tager højde for at 

borgeren er med fra først til sidst – og

Ergoterapeut og konsulent 

Lilly Jensen, Hjælpemiddelinstituttet 

borgerne har selv været med til at udvikle 

metoden. 

Lilly Jensen erkender, at funktionsevnemetoden 

er lavet til mennesker, 

der selv har mulighed for at tænke og 

formulere sig. Men hvad med dem, der 

ikke kan det? 

– Her handler det blandt andet om fagfolkenes 

tilgængelighed. Vi skal være, 

hvor disse mennesker er, så vi er i stand 

til at få kontakt. Vi skal ikke sidde på et 

kontor, hvor man kan ringe ind og få en 

tid. Vi er nødt til at tænke i andre rammer, 

når det gælder mennesker, der ikke 

selv kan formulere sig. Hvis vi undlader 

at komme med alternative tilbud og 

være hvor de er, svarer det til, at du altid 

bliver tilbudt størrelse 42 i arbejdstøj, 

selv om du faktisk bruger en helt anden 

størrelse. Men systemet har nu engang 

valgt størrelse 42, og lige meget hvem 

du er, så har du bare at bruge det! 

Fælles teorier, fælles sprog 

Lilly Jensen ser det som en stor landvinding, 

at en lang række metoder, blandt 

anden inden for ergoterapien, i dag har 

fået en overordnet, fælles teoriramme. 

– Det betyder, at vi kan udvikle faget 

sammen, for nu ved vi, hvad vi taler om. 

Vi har fået et sprog. Hvis man ikke har 

en ramme, en teori for det man gør, 

kan borgerne heller ikke tage del. For 

fagpersonen kan ikke forklare sig, ikke 

sige med ord, hvad den her metode går 

ud på. 

Lilly Jensen var selv praktiserende ergoterapeut, 

da boomet med udvikling af 

teori bag faget begyndte. I dag arbejder 

hun som forsker/teoretiker, men hun 

husker stadig glæden over den udvikling, 

der blev sat i gang – som et skridt væk fra 

den medicinske verden, hvor ergoterapi 

alene var lig genoptræning i medicinsk 

forstand. 

– I dag siger vi, at det afgørende er, at 

mennesker bliver i stand til at deltage i 

det samfund, de lever i. Det er det centrale 

i al vores behandling: At folk kan få 

et liv som aktive samfundsborgere. Det er 

ikke nok at kunne vippe med tre fingre. 


41

42 


Jeg betragter alle metoder, som en ramme du kan arbejde ud fra. Det svarer til, at du har et hus, 

som en ramme om dit familieliv, siger ergoterapeut og konsulent Lilly Jensen 

Hvis jeg for eksempel skal hjælpe en 

familiefar, der er bevægelseshandicappet 

efter en ulykke, skal jeg ikke blot tænke 

på, hvordan han nu bedst lærer at tage 

tøj på igen. Jeg skal også tænke over, 

om han kan være far! Kan han hjælpe sit 

barn med lektierne? Kan han deltage i 

forældremøder? Vi ved meget om, hvad 

det betyder, at man har et handicappet 

familiemedlem. Det påvirker i den 

grad alle familiemedlemmernes roller. 

Den grundlæggende genoptræning er 

selvfølgelig stadig vigtig, men det handler 

om at se på mange forskellige sider 

af menneskers liv. 

Rehabiliteringstankegangen 

Lilly Jensen har, sammen med en bred 

kreds af fagfolk fra rehabiliteringsområdet 

og handicaporganisationerne, 

deltaget som medlem af den tænketank, 

der i 2004 barslede med bogen 

”Rehabilitering i Danmark”, en hvidbog 

om rehabiliteringsbegrebet. Det er 

bogens ambition at udgøre et fælles, 

nationalt grundlag og referencepunkt 

for det videre arbejde med rehabilitering 

i Danmark. I hvidbogen er rehabilitering 

defineret på denne måde: 

”Rehabilitering er en målrettet og 

tidsbestemt samarbejdsproces mellem en 

borger, pårørende og fagfolk. Formålet 

er, at borgeren, som har eller er i risiko 

for at få betydelige begrænsninger i sin 

fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, 

opnår et selvstændigt og 

meningsfyldt liv. Rehabilitering baseres på 

borgerens hele livssituation og beslutninger 

består af en koordineret, sammenhængende 

og vidensbaseret indsats”. 

– Tankegangen er, at forløbet er samlet 

i en fælles plan. Som fagfolk støtter vi 

hver især, hvor vi kan, men vi har 

et fælles mål, som borgeren selv har 

været med til at afstikke. Indsatsen 

inddrager borgeren men også borgerens 

omgivel-ser, for eksempel fysisk tilgængelighed, 

sociale miljøer, osv., forklarer 

Lilly Jensen. 

Hun understreger, at det er i denne rehabiliteringsproces, 

det bliver afgørende, at 

mål og metoder kan lægges klart frem. 

– Hvis du er bevidst om mål og metoder, 

kan du også diskutere dem med andre. 

Heri ligger der allerede en kvalitetssikring. 

Du har formuleret dig som 

fagperson, sagt hvad du vil – og dermed 

har du også mulighed for at diskutere 

det. Bagefter kan du følge op på, om 

metoden var hensigtsmæssig. 

Når en metode kan lægges frem, giver 

det maksimal mulighed for borgerindflydelse, 

mener Lilly Jensen. 

– Problemet er, at borgeren ofte kommer 

fuldstændig uforberedt til møde 

med det sociale system. Det har vi nu 

metoder, som prøver at imødekomme, 

for eksempel funktionsevnemetoden, 

som i dag bliver sendt ud til borgeren 

før mødet med kommunen, så borgeren 

har mulighed for at forberede 

sig, hermed får borgeren også styrket 

sin viden om sin egen person. Det 

er også empowerment. Og igen er 

det vigtigt at slå fast: Metoden må 

ikke blive brugt til at slå folk oven i 

hovedet med. Den skal ikke slavisk 

gennemgås fra a til ø, men alene det 

faktum, at sagsbehandleren viser, at 

hun har læst sagsakterne på forhånd 

og kender dem, er et væsentligt signal 

til borgeren om interesse, faglighed 

og metodebevidsthed. 

Med udgangspunkt i hvidbogen kan Lilly 

Jensen pege på en række udfordringer 

for rehabilitering fremover – blandt 

andet skal metoder specificeres, konkre-

tiseres og operationaliseres inden for 

forskellige praksisområder. 

– Med hvidbogen i hånden kan du 

lynhurtigt stille dig spørgsmål om, hvordan 

samarbejdet skal foregå, hvordan 

kommunikationen skal se ud og hvordan 

målsætningen skal lyde. Helt centralt 

står kravet om, at borgeren skal være 

omdrejningspunktet. Hvis det skal 

fungere, skal organisationen indrettes 

efter det – og det vil betyde omstrukturering 

på mange niveauer. Det er faktisk 

en unik chance for at ændre praksis, 

men det kræver at man er i stand til at 

gennemføre et ordentligt samarbejde 

med borgeren. 

Lilly Jensen peger på, at det er veldokumenteret 

gennem undersøgelser i psykiatrien, 

hvilke aspekter ved metoder, der er 

afgørende for om metoden virker efter 

hensigten 

– Ved at analysere forskellige metoder 

fandt de frem til, at de aspekter i samarbejdet 

mellem borger og den profesionelle, 

der ser ud til at virke, uanset 

hvilken metode man bruger er følgende: 

• At man arbejder på grundlag af borgerens 

egen oplevelse af sin situation 

• At borgeren tager del i alle beslutninger 

• At den professionelle viser menneskelig 

interesse og engagement i borgeren 

som individ og medmenneske. 

Og vi ved det jo godt, tilføjer Lilly 

Jensen, for vi har hørt det adskillige 

gange, når det IKKE virker. Her er den 

gennemgående kritik nemlig, at borgeren 

ikke føler sig accepteret som en 

ligeværdig person. Den situation, hvor vi 

ikke oplever situationen som ligeværdig, 

kender vi faktisk alle sammen, og i bund 

og grund handler meget af det om at 

behandle hinanden ordentligt. Det har 

intet med struktur at gøre, det drejer sig 

om holdninger. Dels i samfundet, men 

også i selve organisationen. Det siger for 

eksempel meget om en organisations 

forhold til sine medmennesker, hvis man 

i kaffepausen sidder og rakker ned på 

sine klienter. Så er der faktisk noget galt. 

Nye muligheder i reformen 

Lilly Jensen ser gode muligheder i den 

strukturreform, som er lige på trapperne 

og hvor en række kommuner får 

chancen for at ændre på deres organisationer. 

– Mange bliver slået sammen til nye, 

fælles enheder og det er faktisk en unik 

mulighed for at tænke kreativt. Men 

man skal have gjort sig klart, hvad man 

vil. Hvad er målet med de nye enheder? 

Hvilke metoder skal de anvende? 

Det store skridt for at ændre på praksis 

og for alvor få borgerne inddraget 

i rehabiliteringstankegangen ligger 

imidlertid, efter Lilly Jensens skøn, på 

uddannelserne og i øget oplysning. 

– Vi skal have indført rehabiliterings- 


tankegangen på uddannelserne – og 

så skal vi sørge for mere oplysning til 

befolkningen generelt. Hvis folks opfattelse 

begrænser sig til at de siger: ”Det 

ved eksperterne bedst, de siger vi skal 

gøre sådan og sådan..”, så kan de heller 

ikke stille krav om at blive behandlet 

ordentligt. Men jo mere den enkelte ved 

om, hvordan tingene foregår, jo større 

krav kan de også stille om ordentlig 

behandling. Hvis borgeren ikke kender 

varen, kan de heller ikke efterspørge 

den, men hvis folk ved, at god rehabilitering 

kræver en plan, som man selv 

skal være med til at udarbejde, så kan 

de også stille de rigtige krav. Det centrale 

er, at rehabilitering skal indgå i al 

form for behandling – og deri ligger den 

helt store ændring. 

A N B E FA L I N G F R A H V I D B O G E N V E D R Ø R E N D E B O R G E R S A M A R B E J D E : 

Samarbejdet med borgeren og de pårørende skal styrkes og udvikles, så borgeren oplever ligeværdighed og at blive hørt og 

forstået. Det handler om at muliggøre reelt ligeværdigt borgersamarbejde også med borgere med nedsat kommunikation og 

forståelse. 

Udvikling af praksis kan blandt andet baseres på systematisk tilvejebragt viden om denne problemstilling, dels ved at indhente 

eksisterende viden via litteraturgennemgang mv., dels ved forskning og udviklingsprojekter og dels ved påvirkning af civilsamfundet. 

Viden og dokumentation om god praksis i samarbejdet mellem borgere, pårørende og professionelle i rehabiliteringsprocesser 

samt metodebeskrivelser skal udvikles og formidles så erfaringer med og viden om borgersamarbejdet kan udveksles 

og optimeres.” 

Læs mere om Hvidbogens anbefalinger på www.marselisborgcentret.dk 

L Æ S M E R E 

Lilly Jensen citerede Paolo Freire fra: 

Education: The practice of freedom, 

Writers and Readers Publishing Cooperative, 

1976, London 

Lilly Jensen m.fl. har skrevet: 

Metodebog i hjælpemiddelformidling, 

Munksgaard, 2003, København 

43

44 


Mellem stejlhed og knæfald 

Koncepters og metoders værdi skal ikke bare ses ud fra en traditionel pædagogisk tankegang, 

men også ud fra beslutningstagernes måde at vurdere disse ”opskrifter” på. Her gælder der ofte 

helt andre spilleregler end i den pædagogiske verden, og det skal pædagoger og socialrådgivere 

lære at navigere i forhold til, mener udviklingskonsulent Thomas Lund. 

Interview med udviklingskonsulent 

Thomas Lund, Kontoret for misbrug, 

hjemløse, bolig og byggeri, Københavns 

Kommune 

– I skal forstå den tankegang og de 

rationaler, der ligger hos politikerne og 

forvaltningen, når og hvis de pålægger 

institutionerne at bruge et bestemt koncept. 

Hvis man forstår den tankegang, 

der kan ligge bag ønsket om en implementering 

af et ny koncept, er man 

langt bedre stillet og kan bedre argumentere 

for, hvorfor man eventuelt har 

indsigelser, modstand eller ændringsforslag. 

Sådan lyder rådet til pædagoger og 

socialrådgivere fra udviklingskonsulent 

Thomas Lund, ansat på Kontoret for 

misbrug, hjemløse, bolig og byggeri 

under Københavns Kommune. 

Thomas Lund, der er Master i professionsudvikling, 

har så at sige ”et ben 

i hver lejr”, når det gælder forståelse 

af metodeudvikling samt udvikling og 

implementering af koncepter og manualer. 

Via sit konsulentarbejde kommer 

han både i praksislejren, hvor han har 

tæt samarbejde med det pædagogiske 

personale og socialrådgiverne, og i 

den offentlige forvaltning, hvor han 

samarbejder med den politiske/forvaltningsmæssige 

ledelse og administration. 

– Fra mit arbejde ved jeg, at der er 

forskellige, ofte modstridende rationaler 

i de to lejre, og de kan let komme til 

at stå stejlt overfor hinanden, når det 

gælder for eksempel vurdering af nye 

koncepter. Der kan være en stærk antipati 

fra pædagogerne side, når ledelsen 

ønsker bestemte koncepter implementeret 

på en arbejdsplads. Men beslutningstagerne 

har en anden målestok 

for vurdering af koncepter, end den 

pædagogiske verden har. Hos beslutningstagerne 

gælder det først og fremmest 

forhold omkring økonomi, styring, 

rationalisme og legitimitet. Det rækker 

ud over det pædagogiske område, men 

jo også langt ind i det, og det vil være 

en fordel for den pædagogiske verden, 

hvis de kan forholde sig til dette, siger 

Thomas Lund. 

Fire perspektiver der bør indtænkes 

Det kan være, at en metode ser håbløs 

ud fra praktikerens synsvinkel, og alligevel 

kan virke lovende set ud fra politikerens, 

lederens eller forvaltningens perspektiv. 

I et andet perspektiv bliver metoden 

målt ud fra en anden målestok. 

Thomas Lund peger på fire forskellige 

perspektiver, som har stor betydning 

blandt politikere, ledelse og administratorer, 

og som praktikeren bør forsøge at 

forstå: 

Produktivitet 

Behovet for øget produktivitet – koncepter 

passer godt med en dagsorden 

med effektivisering og besparelse. Hvis 

et koncept har bevist sit værd, fordi det 

er afprøvet og testet, vil den udbredte 

tænkning i produktivitet og effektivitet 

være med til at bane vejen for konceptet. 

Rationalitet 

Troen på rational planlægning gennemsyrer 

velfærdsstaten. Inspirationen for en 

række koncepter kommer fra sundhedsvidenskaben, 

og her vil ingen vel gå til en 

læge, der opererer, som hun nu finder 

det for godt, men vælge hende, der har 

fulgt med i den videnskabelige udvikling 

og følger de nyeste anbefalinger. 

Legitimitet 

Det har stor betydning om koncepter 

eller metoder har evne til at signalere 

særlige værdier. Evidensbaserede indsatser, 

best practise mv, har måske en særlig 

evne til at sprede sig, fordi de signalerer 

de værdier, som beslutningstagerne ønsker 

at identificere sig med. Det siger ikke 

nødvendigvis noget om koncepternes 

reelle effekt, men signaleffekten kan 

også have betydning for en institution. 

Man viser nemlig med sit valg, at man er 

”med på noderne” osv. 

Styring 

Det fjerde element, der kan fremme 

koncepters indtog i de socialfaglige og 

pædagogiske professioner er behovet for 

styring. Konceptet kan nemlig stille sig 

til rådighed som en styringsmulighed for 

forvaltninger i stat, amt og kommune. 

Konceptet lover styring i en ellers uregerlig 

hverdagspraksis og lover administratorerne 

regelmæssighed og orden. 

– Jeg tror, det er helt afgørende, at 

pædagoger og socialarbejdere prøver

at forstå de rationaler, der ligger bag 

politikernes og forvaltningens valg. I ét 

perspektiv kan det være meningsfuldt at 

tænke i prototyper, ligesom i industrien, 

og hvis man kan overføre et koncept, 

der oven i købet er fundet evidens for, 

hvorfor skulle 20.000 pædagoger så 

sidde og holde hånden over hver sin 

egen lille metode? spørger Thomas 

Lund. 

Knæfald giver sovende ben 

Thomas Lund understreger, at det 

er vigtigt, at praktikerne hele tiden 

orienterer sig i den herskende dagsorden, 

men at orientere sig og navigere 

taktisk i forhold til en dagsorden betyder 

imidlertid ikke, at man skal anerkende 

den blindt. Som et eksempel peger han 

på Socialpædagogernes Landsforbund, 

som efter hans mening har lavet et alt 

for dybt knæfald for resultatmålingsmodellerne. 

– De har ligget for meget på knæ 

for denne metode, og risikoen er, at 

man som fag mister både styrke og 

troværdighed, fordi man fuldstændig 

går ind på andres præmisser. Men det 

her handler ikke om at gentage andres 

rationaler eller ligge på knæ for dem. 

Nok bør man være åben for nye tiltag 

og tendenser, men når praksis ikke 

duer mere, er den gal. At kunne udføre 

”praksis der duer i praksis” er nemlig 

praktikernes eneste langtidsholdbare 

legitimitet. Forvaltningen kan lægge 


Man skal ikke ukritisk løbe efter tendensen, æde det hele råt og begynde at opfinde simple, overskuelige 

værktøjer til at kortlægge alt, fra vuggestue til plejehjem, mener udviklingskonsulent Thomas Lund 

45

46 


planer, politikerne kan beslutte dem og 

lederen kan beordre dem, men praktikerne 

skal føre dem ud i livet. 

Brug rationalerne som boomerang 

Set fra en mand, der står med et ben 

i hver lejr, er det altså ikke yderlighederne, 

man skal vælge. 

– Man skal ikke blot affeje koncepterne 

som ”gammel vin på nye flasker”, 

og man skal heller ikke fastholde, at 

pædagogisk og socialfaglig viden ikke 

kan ekspliciteres og koncepter ikke kan 

bruges i en kompleks verden. Denne 

form for argumentation holder ganske 

enkelt ikke, for den matcher ikke de 

interesser og den magt, der ligger bag 

brugen af koncepter. Koncepter bliver 

nemlig ikke kun trukket frem, fordi de 

virker i den pædagogiske praksis, men 

måske særligt fordi de virker uden for 

den pædagogiske praksis! 

- På den anden side skal man heller 

L Æ S M E R E : 

Tidsskriftet VERA nr. 29, 2004: 

Konceptpædagogik 

Artikel af Thomas Lund: 

Magtfulde opskrifter 

Udviklingskonsulent Thomas Lund, 

Kontoret for misbrug, hjemløse, bolig 

og byggeri, Københavns Kommune 

ikke ukritisk løbe efter tendensen, æde 

det hele råt og begynde at opfinde simple, 

overskuelige værktøjer til at kortlægge 

alt, fra vuggestue til plejehjem. 

– For mig at se er det første skridt at 

forstå, og langt hen ad vejen acceptere, 

hvad det er for forhold der muliggør 

koncepternes indtog. Det er dybest set 

rimeligt, at der skal spares penge og 

at forvaltningen gerne vil have styring. 

Ved at forstå denne tankegang kan 

man meget lettere gå i diskussion med 

argumenter, der matcher, understreger 

Thomas Lund, der afslutningsvis pointerer, 

at økonomiske argumenter også 

kan vise sig at være dybt irrationelle. 

– Et eksempel: Hvis indførelsen af et 

bestemt koncept betyder, at alting 

kommer til at tage tre gange så lang 

tid, og at der i realiteten går tid fra 

brugerne, så kan det godt vise sig at 

være dybt uøkonomisk. Så må man 

jo ind og dokumentere, at det er 

sådan, og for eksempel gennem sin 

fagforening få lavet en analyse og 

forsøge at bevise, hvad man mener. 

På den måde bruger man den økonomiske 

og rationalistiske målestok i eget 

favør, og man bliver både magtfuld 

og en konstruktiv medspiller. Et andet 

eksempel er den her konference, som 


arrangerer i foråret 2006. Her er overskriften 

Metode og dokumentation på 

handicapområdet - mod en vidensbaseret 

indsats. Det er en fin tvist af 

begrebet evidensbaseret praksis. For 

hvor evidens er et eksklusivt begreb for 

en snæver række af forskere i Campbell 

Instituttets fold, er vidensbegrebet 

langt bredere. Med konferencens 

overskrift bliver praktikernes erfaring, 

evalueringer og anden dokumentation 

også legitim, samtidig med at man relaterer 

sig til den aktuelle dagsorden”, 

slutter Thomas Lund.

Medicinen virker ikke, 

hvis samspillet er respektløst 

Interview med socialchef Leif Gjørtz Christensen, 

Socialforvaltningen, Århus Kommune 

– Amterne har haft fokus på døgnløsninger, hvor de har 

udviklet metoder, mens man i det kommunale landskab har 

fokuseret på at få driften til at fungere inden for de mindre 

indgribende, forebyggende foranstaltninger. På mange måder 

er det en uheldig arbejdsdeling, som jeg håber, vi får ændret 

på nu, gennem kommunalreformen. 

Det siger Leif Gjørtz Christensen, chef for den nye Socialforvaltning 

i Århus Kommune, som er oprettet fra den 1. januar 

2006. En afdeling som i forbindelse med kommunalrefor- 

I P E R S P E K T I V 

Indtil nu har kommunerne haltet meget bagefter, når det gælder en vidensbaseret indsats på det 

sociale område. Det har i høj grad været amterne, der har båret metodeudviklingen på dette felt. 

men forventes at vokse med ca. 1600 medarbejdere og være 

blandt dem, som virkelig vil mærke de nye tider. 

Leif Gjørtz Christensen mener, at den hidtidige fordeling, 

hvor amterne har stået for meget af metodeudviklingen på 

det sociale område, skyldes amternes rolle som sygehusejere. 

Organisationen har været præget af en sundhedsfaglig tradition, 

hvor der er brugt store ressourcer på udvikling, ligesom 

det har været en naturlig del af lægernes overenskomst, at de 

skulle forske. 

– Det har givet en vis afsmitning på det amtslige sociale 

område og betydet, at der har været højere til loftet og måske 

mere forståelse for, at metodeudvikling er nødvendigt, men 

47

48 


Personligt ser Leif Gjørtz Christensen 

ingen modsætning i at skulle arbejde 

både med viden og med følelser, selv 

om mange socialarbejdere vil sige, at 

de prioriterer varme hænder frem for 

kolde bureaukrater 

samtidig har amterne været begrænsede af deres fokus 

på døgntilbud. Her har de ekspertise, mens vi modsat står 

med en godt funderet kommunal indsats på alt, hvad der 

handler om de lokale tiltag. 

Socialforvaltningen i Århus Kommune er efter Leif Gjørtz 

Christensens mening godt med, når det gælder de fremtidige 

muligheder, fordi kommunen har oprettet sit eget 

Center for Socialfaglig Udvikling (CSU). Centret er ifølge 

Leif Gjørtz Christensen et godt ståsted for kommunen 

– nemlig som bindeled mellem praksis og de forskellige 

vidensmiljøer, der findes både nationalt og internationalt. 

Centret er en socialfaglig stabsenhed, hvis opgave er 

fagligt at understøtte udviklingsstrategier og prioriteringer 

i Socialforvaltningen. Konkret skal centret understøtte den 

faglige udvikling af praksis via blandt andet metodeudvikling, 

brugerundersøgelser og evaluering. 

– Jeg tror, de store kommuner selv vil finde nye måder at 

organisere sig på – finde frem til de steder, hvor man kan 

arbejde sammen. At udvikle metoder skal foregå specialiseret 

og kommunerne skal finde ud af, hvor de vil placere metodeudviklingen. 

Hvilke netværk kan der dannes, som kan 

tage sig af kvalitets- og udviklingsopgaver – og hvordan 

spiller man sammen, når disse opgaver er ekstra tunge?, 

afslutter Leif Gjørtz Christensen. 

En vifte fra ministeriet 

Han efterlyser, at Socialministeriet skærer igennem inden 

for genoptræningsområdet og åbner op for eller anbefaler 

en vifte af metoder, samtidig med at man giver bevillingsmæssig 

baggrund for det. 

– Et eksempel er genoptræning af hjerneskader for børn 

og unge, hvor det har været et ”alt eller intet” for forældrene. 

Enten har de selv skulle stå for hjemmetræning, for 

eksempel efter Doman–metoden, eller også har de været 

overladt til meget få tilbud via det offentlige. Jeg synes, vi 

savner en vifte af muligheder, og her er lovgiverne, efter 

min mening, nødt til at være langt mere tydelige, end de 

har været hidtil. 

Leif Gjørtz Christensen er bestemt ikke tilhænger af, at 

hver eneste lille plet inden for det sociale område selv 

kaster sig ud i at opfinde den dybe tallerken – forfra. 

– Hvis vi på det sociale område skal fremme den vidensbaserede 

indsats, skal der for det første sættes langt 

stærkere kræfter ind på at popularisere resultaterne – på 

dansk. Det er ikke ukompliceret. Vi må erkende, og her lyder 

jeg lidt som Kresten Poulsgaard når han siger, at dansk 

er for lille et sprogområde til at have sin egen ballet, at vi 

ikke skal udvikle alting selv. Vi er kun en lille smule større 

end Hamburg, og hvis vi tror, vi selv skal udvikle det hele, 

går vi galt i byen. Jeg tror, vi er nødt til at have central styring, 

når det drejer sig om formidling af viden og kobling

mellem de forskellige centre, der arbejder med en vidensbaseret 

indsats, og jeg håber, at den nye styrelse, herunder 

VISO, vil komme til at spille en stor rolle på det område. 

Respekt frem for alt 

I samme åndedrag tilføjer Leif Gjørtz Christensen, at en 

vidensbaseret indsats aldrig vil kunne stå alene. 

– Verdens bedste medicin virker ikke, hvis samspillet med 

borgerne er respektløst. Jeg plejer at sige, at det ikke er 

evidensbaseret, at man skal opføre sig ordentligt, men det vil 

helst sikkert fremme forståelsen. Fra psykiatrien ved vi, at det 

er et tveægget sværd, hvis viden og samarbejde ikke følges. 

Her har man i mange år haft en sundhedsfaglig, vidensbaseret 

indsats centreret om medicin, men brugerne følte sig alligevel 

ofte umyndiggjort, ikke hjulpet. Jeg tror mange af os har det 

sådan, at vi hellere vil mødes af en mindre dygtig fagperson 

og så mødes med respekt, end det modsatte. 

I et indlæg i fagbladet ”Metodemagasinet” fra oktober 2004 

nævner Leif Gjørtz Christensen en ældre plejer i psykiatrien, 

der havde et særligt talent for at understøtte hjemmeboende 

sindslidende, som man ikke kan kompetenceudvikle folk til at 

have, et talent som formodentligt ”rækker ud over metodebeskrivelser”. 

Alligevel mener han ikke, at det sociale system 

bruger for mange kræfter på at udvikle kompetencer: 

– Nej, sådan vil jeg ikke sige det. Vi er nødt til at tænke i udvikling 

– og udvikling er ikke bare teknisk viden. Det er også 

spørgsmålet om at udvikle sig, så man ser helheden i indsatsen 

og ser sine egne sociale, medmenneskelige kompetencer. 

Det sociale arbejde rummer mange elementer ud over det 

tekniske. Men jeg vil advare mod, at det som er vidensbaseret 

udvikler sig til tekniske manualer. Jeg ønsker en human 

vidensbaseret tilgang til tingene. Men det er en stor udfordring 

at fastholde det i dag, hvor vi har en lovgivning, som 

er virkelig procesorienteret og som opstiller mange snævre 

bindinger på, hvordan vi arbejder – frem for at fokusere på, 

hvordan vi opnår de bedste resultater. Det ses i høj grad inden 

for arbejdsmarkedsområdet, hvor vi har en snævert reguleret 

sagsbehandling, som måles på, om alle formalia er i orden. 

Men det må vel være lige så vigtigt, at folk kommer i arbejde! 

Hvad nytter det, at alle formalia er i orden, hvis det er uden 

effekt? 

Keep it simple 

Leif Gjørtz Christensen mener, at fokus i metodeudvikling skal 

forskydes til at handle om, hvilken effekt der kommer ud af 

metoderne, frem for at fokusere på ydelserne, på processen 

eller på ressourcerne. 

– Det ultimative mål er at man får hjælp til tiden og den rigtige 

hjælp. Men det kan godt gøres mere målorienteret. Jeg synes, 

vi har brug for nogle ”keep it simple” metoder, for vi kan 

hurtigt nok blive tæppebombet med komplicerede systemer. 


Jeg savner for eksempel, at vi også inden for det sociale system 

kendte noget til ”bivirkningerne” ved de metoder, vi anvender, 

sådan som man gør, når man snakker medicin. Jeg ser frem til 

den dag, hvor en familie kan komme ind til rådgiveren, som 

så siger: ”Vi er enige om, at I har de og de vanskeligheder. Til 

det kan vi yde hjælp via denne metode X. Undersøgelser viser, 

at den har visse bivirkninger, for eksempel kan vi se, at efter 

tre måneder bliver 40 procent af de ægtepar, der har prøvet 

metoden, skilt. Vi kan også tilbyde jer en anden hjælp, hvor 

risikoen for skilsmisse er mindre, men hvor resultaterne er ... 

osv. Hvad vil I gerne?” 

Et tydeligt budskab til klienten om, hvad metoden går ud på, 

og hvilke resultater den kan give, er drømmen for Leif Gjørtz 

Christensen, som samtidig erkender, at hvis den vision skal 

indfries, må man nytænke det sociale arbejde. 

– I dag er det ofte sådan, at der ikke er sat tid af til at omsætte 

de vidensbaserede tiltag. Mange socialarbejdere reagerer derfor 

med at sige ”Nej tak, det kan vi ikke nå, hvis vi skal lave det 

oven i vores øvrige arbejde”. Men at omsætte viden og måle 

på det bør simpelthen være integreret i arbejdet. Det er ikke 

noget, man skal lave ”oven i alt det andet” eller ved siden af 

eller i sin fritid. Og hvis man ikke kan få accept af det i det 

danske samfund, så er det umuligt at få det indarbejdet. Virkeligheden 

i dag er, at det IKKE er en del af hverken socialarbejdernes 

eller den politiske kultur, knap nok af ledelseskulturen 

på arbejds-pladserne. 

Personligt ser Leif Gjørtz Christensen ingen modsætning i at 

skulle arbejde både med viden og med følelser, selv om mange 

socialarbejdere vil sige, at de prioriterer varme hænder frem for 

kolde bureaukrater. 

– For mig må socialarbejderne gerne blive mere akademiserede 

i deres tilgang. Uddannelsesmæssige krav er i centrum i disse år, 

og vi er nødt til at prioritere en opgradering af socialarbejderne, 

give dem flere muligheder for efteruddannelse, påpeger han. 

Han understreger, at vi står midt i et paradigmeskift, et skift 

han tror får betydning, når det gælder om at højne socialarbejdernes 

status. 

– Meget af den decentrale metodeudvikling er skønne spildte 

kræfter. Den er helt personafhængig og svær at overføre til 

andre arbejdspladser, og den bunder tit i et ønske om selv at 

bestemme, som man så kalder metodefrihed. Det er traditionen 

i dag. Men vi skal, ligesom lægerne, lære at arbejde ud fra den 

bedste viden, og vi har behov for de samme forskningsmæssige 

og uddannelsesmæssige muligheder, pointerer Leif Gjørtz 

Christensen. 

De mange konkurrerende dagsordener, som findes inden for 

metodeudvikling, giver Leif Gjørtz Christensen ikke meget for. 

De har, efter hans skøn, næppe et klart fokus på at hjælpe de 

særligt udsatte. 

– Der er for mange konkurrerende aktører på dette felt. Aktører, 

som ikke har en fælles værdi- og vidensbaseret forståelse 

49

50 


for, hvordan vi får den mest effektive indsats. Både erfaring og 

forskning, især inden for psykiatrien, peger på behovet for at 

arbejde med en ”kærlig og insisterende” opsøgende indsats, 

for at skabe kontakt med og guide de særligt udsatte ind i 

samfundets hjælpesystemer. I dag er det ikke desto mindre 

bortprioriteret til fordel for væresteder, forsorgstilbud og så 

videre. 

Alligevel ser Leif Gjørtz Christensen optimistisk på, hvordan 

fremtiden vil blive. 

– Den optimistiske hypotese er, at vi, med de store kommuner 

i spidsen, får et frirum, også økonomisk, til at kunne påtage 

os udviklingen af nye metoder, i samarbejde med for eksempel 

VISO, siger han. 

Husk dialogen 

Styrelsen for Social Service samt Socialministeriet har ældre-, 

handicap- og børneungeområdet samt området for særligt 

udsatte grupper som fokusområder, og en af styrelsens 

opgaver er, at udvikle metoder og redskaber og stille dem 

til rådighed for kommunerne. Den proces har Leif Gjørtz 

Christensen tillid til, men den skal ske i en dialog med kommunerne, 

understreger han. 

– Et negativt skræmmeeksempel kunne være, at vi får et organ 

for skiftende ambitiøse socialpolitikere på Christiansborg, 

som hver har deres mærkesager, så indsatsen til stadighed 

skal drejes i den ene eller den anden retning. Hvor skiftende 

politikere betyder, at vi får tiltag, som er ude af trit med de 

behov, folk rent faktisk har, og det bliver de ideologiske vinde 

som afgør, hvem der får hjælp. Jeg mener, vi har en tovejs 

proces, hvor vi har borgerne med, vi har brugerorganisationerne 

med, og vi har folk ude i marken. Alle disse dele skal 

foregå i dialog og være med til at udforme hvad der skal ske, 

og det skal være værdi- OG vidensbaseret. Hvis man ikke har 

denne dialog, så vinder værdier over viden. 

I den sammenhæng nævner Leif Gjørtz Christensen, at det er 

vigtigt at samarbejde med for eksempel universiteterne. 

– Jeg håber på, at et af de fremmeste ekspertområder fremover 

bliver at være eksperter i samspil med kommunerne. 

Man kan også sige, at hvis det ikke var fordi, vi hele tiden 

har med mennesker at gøre, så var implementeringen af 

diverse metoder meget enkel, men det er altså mennesker der 

befolker jorden. Derfor er vi nødt til hele tiden at fastholde en 

dialog. Top–down styresystemer eller hvad det nu hedder, er 

ingen løsning. Fremtiden handler om at spille sammen.

Socialchef Leif Gjørtz, 

Socialforvaltningen, Århus Kommune 

Hvordan får vi kommuner med forskellige størrelser og forskellige 

behovsprofiler til at tænke sammen på tværs? 

Når kommunalreformen indføres, vil kommunerne kunne 

købe ydelser hos regionerne, og regionerne bliver altså 

leverandører til kommunerne. Den model ser Leif Gjørtz Christensen 

optimistisk på. 

– Det vil betyde en mere afklaret relation end vi har i dag. 

Det bliver tydeligere, hvor man skal gå hen og hvem, der har 

hvilke roller. Det vil være en fordel for eksempel i forhold til 

handicapgrupperne, at det er tydeligt, hvilke politikere, man 

skal henvende sig til, mener han. 

En skarp prioritering 

Leif Gjørtz Christensen mener, at man i den første tid efter 

reformen vil se, at mange kommuner selv vil ønske at stå for 

alle opgaverne. 

– Det kommer til at stille meget store krav til kommunerne, og 

de vil være nødt til at lave en prioritering inden for hele feltet, 

både inden for de store normalområder – børn, unge, ældre 

– og inden for de specialiserede områder så som børn/voksne 

med handicap og psykiatrien. De samme politikere skal 

altså prioritere, om de for eksempel vil bygge en almindelig 

børnehave eller have et specialiseret tilbud til nogle ganske 

få voksne med bestemte problemer. Men det er jo også det 

demokratiet går ud på, at vi vælger nogle som kan prioritere 

og det kan være en fordel, når disse valg kommer tættere på 

os, så vi kan se hvad der foregår. 

Leif Gjørtz Christensen peger på, at der i centrum af den 

ændrede kultur- og professionsrolle sker et skift fra relationstænkning 

med fokus på den fagprofessionelle og den borger, 

der trænger til hjælp, hen imod udviklingen af 

forskellige former for inklusionspraksis. 

– Inklusionspraksis ser man for eksempel i metoder som 

empowerment og familierådslagning, over børnehuse til nye 

former for tværsektorielle samarbejder – alt sammen for at 

udvikle normalsystemernes evne til at rumme vanskeligt stillede 

borgere. Jeg tror, man er nødt til at foretage dette socialpolitiske 

skift. Det er en Sisyfos–opgave at lave specialiserede 

tilbud til dem, der udskilles af samfundet, og på en måde en 

håbløs opgave, samtidig med at det er en kæmpe udfordring 

og meget, meget bekosteligt. Det er ikke den type udvikling, 

jeg ønsker. Derfor tror jeg, vi skal finde frem til metoder, som 

handler langt mere om at inkludere folk i lokalsamfundet. Det 

er helt sikkert op ad bakke, for mange har faktisk en interesse 

i at opretholde et opsplittet system, både forskellige interesseorganisationer 

og forskellige fagkulturer. Men jeg tror, vi skal 

gøre en indsats for det. 

På handicapområdet er der en særlig aktør, nemlig hele 

ankesystemet, som i høj grad fastlægger niveauet. Det vil få 

en afgørende indflydelse på det kommunale serviceniveau, 

mener Leif Gjørtz Christensen. 


– Det gør, at det er sværere at rende dette område over ende. 

Til gengæld vil der være mulighed for at tænke mere integreret 

og mere på tværs i de nye tilbud, for eksempel mellem 

døgnløsninger og mere familieorienterede løsninger. Derfor 

håber jeg, det er her vi kommer til at se de bedste eksempler 

på sammenhængende behandlingskæder. 

Økonomi som medspiller 

Leif Gjørtz Christensen er ikke bekymret for, at økonomi fremover 

vil være en modsætning til faglighed, selv om kommunerne 

kommer ud i en prioriteringskamp. Tværtimod kan det 

skabe fælles udvikling, hvis processen ikke bliver ”væltet over 

ende af andre dagsordener”, som han formulerer det. 

– Økonomi er altid en faktor. Man kan vælge at se bort fra 

den og så fokusere på rollsroyce modeller til mindre grupper. 

Men det vil blive på bekostning af andre. Jeg mener, det 

er vigtigt at tænke en vidensbaseret indsats sammen med 

økonomien, lave scenarier for hvad det er for en indsats vi kan 

lave, og sætte prisskilte på, hvad der kommer ud af det. 

I praksis kan der være mange veje til samme mål, og skal 

vi have mest social valuta for ressourcerne, er vi nødt til at 

tænke økonomi og faglighed sammen. 

51

52 


Der er grund til at være vågen 

og påvirke processen 

Interview med amtsdirektør Niels 

Aalund, Viborg Amt og kommende 

direktør for psykiatri-, social- 

og specialundervisningsområdet 

i region Midtjylland 

– Der er ingen tvivl om, at den del af 

socialsektoren, som får til huse i regionerne, 

kommer til at arbejde meget 

evidensbaseret. Vi skal kunne dokumen- 

tere, at den indsats, vi tilbyder, har en 

virkning, når kommunerne skal ud og 

købe ydelser i regionerne. Alene dét vil 

være en spore til at sikre dokumentation 

og sikre, at vi stadig anvender og 

udvikler de bedste metoder. 

Det siger Niels Aalund, amtsdirektør i 

Viborg Amt. Han er indstillet som direktør 

for psykiatri-, social- og specialundervisningsområdet 

i Region Midtjylland. 

De nye regioner vil fremme specialisering 

og metodeudvikling - i det omfang de 

får indflydelse på det sociale område. 

Det mener direktør for psykiatri, social- 

og specialundervisnings-området i 

region Midtjylland. 

Niels Aalund har mange års erfaring, når 

det gælder netop kvalitetssikring, brugerundersøgelser 

og metodeudvikling i 

amterne. I 1993 blev han tværgående 

direktør i Århus Amt med den opgave at 

gennemføre amtets kvalitetspolitik, og i 

1995 blev han direktør for psykiatri- og 

socialområdet i Århus Amt. 

– Da vi oprettede amtets kvalitetskontor 

var det brugervinklen vi lagde ud med.

Vi gennemførte flere kvalitetsprojekter 

med brugerundersøgelser på institutionerne, 

og jeg kan huske, hvordan nogle 

af resultaterne var meget overraskende 

for institutionerne. Et sted mente de, at 

samarbejdet med forældrene var rigtig 

godt, men brugerundersøgelsen afslørede, 

at de faktisk kun samarbejdede 

med de forældre, personalet kunne lide. 

Dem de ikke kunne lide, talte de slet 

ikke med. Det var en væsentlig pointe 

dengang. Senere er der jo sket rigtig 

meget på dette felt, og i dag vil man 

måske sige, at det er banalt, for nu er 

brugerundersøgelserne sat i system og 

et veldefineret koncept på både sygehus 

og socialområdet, ligesom medarbejdertilfredshedsundersøgelser 

er et generelt 

koncept i amterne, siger Niels Aalund. 

Niels Aalund var tilbage i 90’erne også 

med til at oprette JYFE, Jysk Socialforsknings- 

og Evalueringssamarbejde, et 

initiativ der foregik i samarbejde mellem 

Nordjyllands, Viborg og Århus amter. 

Samarbejdet har i dag sekretariat i 

Kvalitetsafdelingen i Århus Amt. 

– Målet var at etablere og udbygge 

et samarbejde mellem forsknings- og 

evalueringsmiljøer og samarbejde med 

uddannelsesområderne. Det synes jeg 

er lykkedes, for vi har i dette regi fået 

finansieret en række projekter, temadage 

og et internationalt samarbejde. 

Hele ideen er at fremme interessen 

for at arbejde med et systematisk og 

veldokumenteret grundlag inden for 

socialsektoren, forklarer Niels Aalund og 

påpeger, at han gerne ser dette dokumenteringsarbejde 

udbygget og støttet, 

når han skal ind og arbejde for region 

Midtjylland. 

Relationen der tæller 

– Noget af det, jeg ofte har hørt i tidens 

løb i det sociale arbejde er for eksempel, 

at ”det er relationen der tæller”. Selve 

relationen mellem den fagprofessionelle 

og brugeren er det som tæller. Men 

sådan et område kan man også forske 

i. Hvis det rent faktisk er det vigtigste, 

må man tænke meget mere konsekvent 

i at matche folk, matche pædagoger, 

sagsbehandler og klient rigtigt. Den 

slags kunne jeg godt ønske mig mere 

afklaret, så vi kan anvende det systematisk. 

Et eksempel, hvor relationstankegangen 

faktisk afprøves i dag, er 

på handicaphjælperordningen, hvor 

man lader den handicappede selv 

ansætte sin hjælper. I den situation har 

brugeren altså magten, fordi man skøn- 


ner at det er afgørende for relationen, 

påpeger Niels Aalund. 

Selv mener han altså, at socialområdet 

fremover, hvad enten det placeres i 

kommunerne, i regionerne eller – som 

det ser ud lige nu – begge steder, vil 

komme til at arbejde mere og mere 

evidensbaseret. 

– I de tilfælde, hvor socialområdet forbliver 

en del af regionerne, vil der være 

et behov for en tydelig, klar dokumentation 

af, hvad man kan. Hvis man ikke 

kan påvise effekten kommer der ingen 

kunder. 

Niels Aalund kan godt forstå den bekymring, 

som mange forældre til blandt 

andet børn med funktionsnedsættelse 

giver udtryk for i overgangen til en ny 

struktur, hvor det endnu er uafklaret, 

hvor en del institutioner og tilbud på det 

sociale område bliver placeret og hvor 

mange kommuner melder ud, at de vil 

overtage så meget som muligt selv. 

– Indtil nu har omkostningerne været 

delt, og det er sjældent, man har set 

på den samlede pris for, hvad det for 

eksempel koster at have et barn i en 

specialinstitution under et amt. Nu 

vil der ske det fremover, at regningen 

kommer til én myndighed – og dermed 

bliver prisen for blandt andet specialinstitutionerne 

mere synlig. Samtidig 

forsvinder den økonomiske beslutningsmagt 

fra det udvalg, som i amtet har 

haft særligt fokus på handicappede. 

Til gengæld bliver der nedsat rådgivende 

handicapråd i kommunerne. Niels 

Aalund erkender, at udsagnet fra mange 

kommunale socialchefer lyder ” egne 

tilbud til egne borgere”. Historisk har 

man set det samme ske i amterne, som 

i høj grad har været tilbøjelige til at ville 

klare deres brugere selv. 

– Den mekanisme vil vi også se i kommunerne 

– og det vil, tror jeg, bidrage til en 

form for ”afspecialisering” fremover. Det 

er der mange forældregrupper der frygter, 

og jeg kan kun anbefale dem at følge 

området meget tæt i de kommende år. 

Det bliver en politisk proces, som de skal 

forsøge at påvirke, og hvad det angår 

53

54 


Jeg kan kun anbefale forældregrupperne at 

følge området meget tæt i de kommende år. 

Det bliver en politisk proces, som de skal 

forsøge at påvirke, siger Niels Aalund 

er kommunalpolitikere som mennesker 

jo ikke anderledes end amtets politikere 

var, men deres fokus er bredere og 

omfatter alle de sociale områder, siger 

Niels Aalund. 

Et nyttigt samarbejde 

Niels Aalund ser også nye muligheder i 

samarbejdet mellem regioner og kommuner, 

og han ser en spændende debat i de 

kommende år, når det gælder dilemmaet 

mellem øget specialisering og tendensen 

til afspecialisering. 

– Der er kræfter, der arbejder i begge 

retninger og det er en debat, som bliver 

interessant at følge. Det gælder for eksempel 

på specialundervisningsområdet, 

som kommunerne overtager i stor stil. På 

den ene side er der et krav om at få specialundervisningen 

mere almengjort, på 

den anden side står forældre og eksperter 

med specielle krav og ønsker om særlige 

metoder. Samtidig øges kravet om at 

arbejde evidensbaseret. 

Niels Aalund mener, at regionerne i høj 

grad kan formidle metodeudvikling og 

specialisering – i det omfang regionerne 

får en indflydelse på feltet. Kommunerne 

vil derimod i en vis udstrækning trække 

den anden vej, specielt de mindre kommuner, 

som ikke har mulighed for at lave 

specielle tilbud, fordi det bliver for dyrt. 

Om specialisering og metodeudvikling på 

det sociale område vil få et stor nok volumen 

i regionerne er også en afgørende 

faktor. Regionerne har ikke egne midler 

og hvis ikke det sociale område får en vis 

volumen, kan der ikke kanaliseres penge 

over til for eksempel metodeudvikling, 

forskning mv. 

– Man kan også forestille sig, at noget 

af socialsektoren vil flyde sammen med 

sundhedssektoren, som står stærkt, 

når det gælder udviklingsarbejde og 

forskning. Det kan blive områder, som 

i større grad vil komme til at overlappe 

hinanden. Men alt dette afhænger af, 

hvordan den politiske proces ender, som 

er i gang lige nu. 

Hvad angår kommunernes rolle mener 

Niels Aalund, at det er temmelig uforud- 

sigeligt, hvordan arbejdet med metode 

og metodeudvikling vil komme til at 

foregå fremover. Nogle steder vil man 

være stolte af sine specialinstitutioner 

og satse på deres viden, andre steder vil 

man synes, de koster for mange penge 

– og der vil komme et pres for at føre 

penge fra specialinstitutionerne over i 

for eksempel ældreplejen eller børnepasning. 

– Nogle kommuner taler om, at der 

ligger en synergi-effekt i at have særlige 

specialinstitutioner, hvis viden kan smitte 

af på andre områder og medarbejderne 

imellem. Andre kommuner får ganske 

enkelt ikke råd til at give specialområdet 

den særlige opmærksomhed, siger Niels 

Aalund. 

Splittelsen mellem specialisering og 

afspecialisering er et udtryk for en 

tendens i tiden, mener han. På den 

ene side øgede internationale krav om 

at arbejde systematisk og specialisere 

sig inden for bestemte metoder. På den 

anden side fremmer decentralisering til 

kommunen tendensen til at arbejde i 

mindre specialiserede enheder. 

– Specialiseringen kan kun vinde, 

hvis den virkelig kan dokumentere, at 

den gør en forskel, lyder det fra Niels 

Aalund. 

I den region, han selv skal være direktør 

for, er der lagt op til at der skal oprettes 

et videns- og kompetencecenter for 

folkesundhed, som blandt andet får 

sundhedsfremme og forebyggelse som 

sit ansvarsområde. 

– Her skabes et rimeligt stort fagligt 

miljø, som også får socialområdet som 

sit felt. Den slags centre skal kommunerne 

bruge, efter min mening, og jeg 

håber virkelig vi får et godt samarbejde 

med kommunerne, blandt andet om 

kvalitetssikring. Vi har meget at byde 

på i regionerne, og vi skal ind og skabe 

en fælles rolle, skabe udvikling sammen 

med kommunerne. Men der er ingen 

tvivl om, at beslutningskompetencen 

fremover ligger i kommunerne. På det 

sociale område bliver regionen kommunernes 

tjener, slutter Niels Aalund.

Interview med fhv. landsdommer Holger 

Kallehauge, formand for PTU, Landsforeningen 

af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede 

– Den allervigtigste nøgle til hele kommunalreformens 

succes er kravet om 

samarbejde! Kommunerne skal til at 

skabe en ny og grundlæggende model, 

der dækker både social- og sundhedssektoren, 

og kommunerne skal blive bedre 

til at samarbejde på tværs – også med 

regionerne. Social- og sundhedssektoren 

skal lære at samarbejde, og hvis det ikke 

lykkes, kommer vi til at opleve kaos. 

Det siger fhv. landsdommer Holger Kallehauge, 

formand for Landsforeningen af 

Polio-, Trafik – og Ulykkesskadede, PTU. 

Holger Kallehauge mener, at det afgørende 

for de nye kommuner er, om de 

forstår, hvor meget arbejde der kommer 

til at ligge i at prioritere et samarbejde 

og i at koordinere de to vidt forskellige 

kulturer på social- og sundhedsområdet. 

– Vi taler om, at der skal bygges bro 

over nogle meget store forskelle. Tænk 

bare på sproget – den ene faggruppe 

taler om brugere, mens det anden taler 

Vi skal bevare 

om patienter. Der er tale om to helt forskellige 

kulturer, og det fordrer blandt 

andet nye uddannelser, for eksempel i 

form af fælles kurser, og at man kender 

hinandens praksis. Hvis kommunerne 

ikke prioriterer dette samarbejde, går 

det galt. 

Involvering af brugerne og kunsten at 

anvende brugernes viden i praksis, vil 

ikke blive nemmere efter kommunalreformen, 

mener Holger Kallehauge. 

– Her taler vi om et område, som amterne 

faktisk har løst ganske godt, og 

de er, efter min mening, blevet bedre 

og bedre til det. Men det er en proces 

under udvikling at inddrage borgerne, 

og vi er bestemt ikke ved det endelige 

mål. Handicappede er en mindretalsgruppe 

og vil altid være lettere at 

overse i forhold til normalbefolkningen. 

Samtidig har vi et større behov for 

at blive hørt, men for eksperterne er 

handicappede ikke særligt nemme 

at identificere sig med. Ikke fordi 

eksperterne er dumme, men de er jo 

ikke i stand til at se, hvordan verden 

ser ud fra handicappedes synsvinkel. 

Det er en forhindring, som aldrig bliver 


evnen til at tvivle 

– Jo større en flade marmeladen smøres ud over, jo tyndere bliver 

laget som bekendt, siger PTU’s formand, som et billede på hvad 

der sker, når ekspertisen på handicapområdet flytter fra amterne 

ud i kommunerne. 

overvundet, og som vi skal være konstant 

opmærksomme på. Noget andet 

er, at vi tit og ofte taler om brugernes 

”særlige viden”, men vi skal også gøre 

os klart, om det nu er en viden, der rent 

faktisk er operationel? Vi er, som brugere, 

ikke altid gode til at kommunikere 

den viden ud, vi rent faktisk har. Én ting 

er, hvad den enkelte har af behov, men 

disse behov er hamrende irrelevante, 

med mindre vi taler om en skræddersyet 

løsning. Kunsten må ligge i at identificere 

behov og generalisere dem. Det er 

brugerne ikke altid de bedste til. 

Reformen slår itu 

Holger Kallehauges synspunkt er 

altså, at kommunalreformen næppe 

vil bidrage til en bedre løsning, når 

det gælder brugerinvolvering, måske 

snarere tværtimod. 

– Reformen betyder umiddelbart, at vi 

får slået en hel masse i stykker. Gode 

ekspertteams, som amterne har haft, 

bliver nu spredt og fordelt, og guderne 

må vide hvor de ender. Som bekendt 

bliver marmelade, der smøres ud over 

en stor flade, bare tyndere! 

55

56 


Kallehauge peger på, at det først i løbet 

af 2006 bliver klart, hvor mange af de 

opgaver, som amterne hidtil har løst, 

kommunerne nu vil trække hjem. 

– I nogle kommuner, blandt andet de 

nordjyske, har jeg hørt udsagn om, at 

man virkelig vil tænke sig godt om, før 

man slår de fællesskaber i stykker, som 

amterne har opbygget, og som har 

været velfungerende. I andre kommuner, 

for eksempel Herning, har jeg 

hørt, at de vil trække alt det til sig, de 

overhovedet kan og satse på at løse alle 

opgaver selv. 

Efter Holger Kallehauges mening er det 

værst tænkelige scenarium, at kommunerne 

tager en velfungerende amtsinstitution 

til sig, laver den om, skærer 

den ned, sælger de gode bygninger og 

scorer gevinsten de første par år. 

– Risikoen er, at kommunerne ikke vil 

bruge de specialinstitutioner, som nu 

ligger i en nabokommune, men i stedet 

tænker: ”Det her kan vi gøre bedre og 

billigere selv”. I visse tilfælde kan det 

være sandt, at borgeren godt kan bruge 

et andet tilbud, men de specialiserede 

tilbud, som hidtil har eksisteret, har jo 

ikke været her for ingenting – og de 

koster altså penge. Jeg gad godt se, 

hvordan vi genopretter dem, spredt på 

98 kommuner? 

Nogle fremhæver nærhedsprincippet 

som vigtigt, når det handler om at 

løse specialiserede opgaver for mennesker 

med særlige behov, men Holger 

Kallehauge påpeger, at vi bør vægte 

kvalitetsprincippet mindst lige så højt. 

– Nærhed og kvalitet, det ene er ikke 

bedre end det andet. Det skal afvejes 

hver gang. For borgere, der efterspørger 

kvalitet, kan det godt være det helt 

rigtige valg at sende sin pårørende til en 

specialinstitution på Sjælland, selv om 

familien bor i Vestjylland. 

Vil de bruge VISO? 

At kommunerne får brug for hjælp til 

at vurdere indsatsen, for eksempel i 

forhold til de handicappede, er Holger 

Kallehauge ikke i tvivl om, men vil de 

aktivt søge denne hjælp? 

– De får blandt andet VISO – den kommende 

nationale videns- og specialrådgivningsinstitution 

– som et hjælpemiddel, 

hvor de kan søge råd, men her er 

vores største bekymring og indvending, 

at vi, som repræsenterer handicaporganisationerne, 

ikke selv har ret til at 

få en udredning foretaget af VISO. Vi 

kan bede kommunerne om at få lavet 

en udredning på bestemte problemstillinger, 

men det er udelukkende en kom-

munal afgørelse, om de vil benytte sig 

af muligheden. Hvis kommunerne har 

den rette eftertænksomhed og lytter til 

borgerne, bruger de vel VISO, men den 

enkelte borger og vi som organisationer 

har ingen indflydelse på det. Så jeg 

er skeptisk afventende – og ser også i 

øjnene, at nu går der altså to-tre år med 

at lave en ordentlig sammenlægning, og 

imens går en række andre opgaver i stå. 

Så i forhold til kommunalreformen og 

de handicappedes situation vil jeg sige 

som den gode soldat Svejk sagde, da 

man ville sende ham i krig: ”Det er nu 

alt for meget ulejlighed for min skyld!” 

Evidens – til en vis grad 

Et andet af tidens mantraer, kravet til 

evidensbaserede metoder, tager Holger 

Kallehauge også forbehold overfor 

– især i lyset af kommunalreformen. 

– Jeg er ikke sikker på, at den nye 

struktur vil virke befordrende på 

udvikling af nye metoder i det hele 

taget. Der har hidtil været tradition 

for, at kommunerne selv udviklede 

metoder, men med den nye struktur 

kan jeg godt forestille mig, at vi vil 

se øget statslig styring i stedet for. 

Måske ud fra et ønske om at øge 

borgernes retssikkerhed – og hvis det 

er udgangspunktet er det principielt 

godt nok. Men hvis man i virkeligheden 

centraliserer for at stække 

kommunernes frihed og indføre 

besparelser ad den vej er det mindre 

godt. 

Holger Kallehauge peger på et af 

tidens meget modsatrettede krav til 

systemerne: På den ene side ønsker 

vi minimal ventetid og hurtig sagsbehandling, 

altså stor effektivitet som 

ingenting må koste. Samtidig ved vi 

godt, at netop retssikkerheden tager 

tid. Som borgere har vi krav på skriftlige 

begrundelser og at vores sag er 

behandlet grundigt og helt til bunds. 

– Det er altså to helt modsatrettede 

ønsker, der her stilles til den offentlige 

forvaltning, og det gør det sociale 

område uhyre komplekst. Jeg synes 

tendensen i dag er, at når vi stiller os 

op og kritiserer noget, så glemmer vi 

ofte det modhensyn, man også bør 

tage. Jeg mener, at man fremover må 

skabe plads til metodeudvikling både i 

de kommunale miljøer og fra centralt 

hold. Vi skal have rum til begge dele. 

Netop metodeudvikling og information 

om nye metoder er et område, 

som har optaget Holger Kallehauge. 

”Metoder er godt men ikke uden 

holdninger” lyder hans indgang til 

emnet – hvor han pointerer, at man 

som socialarbejder altid skal kende 

formålet med en ny metode, og man 

skal kunne forstå dens indhold men 

også dens begrænsninger, før man 

begynder at arbejde med den. Hvis 

en metode går fra at være et tilbud 

om hjælp til at blive en regel, og den 

dermed forenkles, bliver den farlig. 

Social- og sundhedssektoren skal lære at samarbejde, og hvis det ikke lykkes, 

kommer vi til at opleve kaos, siger fhv. landsdommer Holger Kallehauge, 

formand for Landsforeningen af Polio-, Trafik– og Ulykkesskadede, PTU 


– Metoder bør efter min mening kun 

være vejledende, ikke bindende. Faren 

ved nye metoder, som er lette at 

anvende, er at de kan blive brugt – og 

misbrugt. Hvis man ikke lærer altid at 

slutte sin sagsbehandling af med at 

læne sig tilbage, se på det konkrete 

resultat og spøge sig selv: ”Er det 

nu også fornuftigt?” så kan det ikke 

undgå at gå galt. 

Den besværlige tvivl 

– En metode skal ses som et hjælpemiddel, 

ikke en facitliste, understreger 

Holger Kallehauge og peger på, at et 

af de helt store faremomenter ligger i, 

at man som bruger alt for hurtigt og 

let får hæftet en etikette på sig. 

– Det er virkelig farligt, fordi det er 

så svært at komme af med sådan en 

etikette igen. En kategorisering kan 

godt være en hjælp for sagsbehandleren, 

men det er langt fra sikkert, 

det også er til gavn for brugeren. Det 

kan snarere blive både en plage og en 

forbandelse. Første gang passer den 

måske udmærket, men så snart man 

som bruger falder uden for det, den 

var beregnet til, kan man tale om et 

misbrug. Facitlister samt etiketter på 

brugerne er et omfattende problem. 

Metoder kan godt virke sådan, at de 

fritager sagsbehandleren for at tænke 

selv. Jeg er godt klar over, at det er 

ideelle krav jeg her stiller. Min pointe 

er, at vi skal bevare evnen til at blive i 

tvivl. Det er ganske vist noget af det 

mest besværlige her i verden, at tvivle, 

men det er fantastisk vigtigt, at vi bliver 

ved med at turde tvivle og tænke 

selvstændigt, siger Holger Kallehauge 

og slutter af med at fortælle følgende 

selvoplevede erfaring: 

– Min faster strikkede altid trøjer til 

min bror og mig, da vi var drenge. 

Engang passede trøjerne os ikke, og 

min faster forsvarede sig mod kritikken 

ved at sige: ”Ja men de er lavet 

lige efter opskriften!”, hvortil min 

mor svarede: ”Men det er drengene 

åbenbart ikke”. 

57

58 


Hjerneskaden, der medfører cerebral parese, 

påvirker et menneskes samlede individuelle 

funktionsprofil. Det kræver ikke nødvendigvis 

nye metoder, når det gælder træning, men 

snarere at de metoder, vi allerede kender, 

bruges på en bedre, mere specifik måde, 

siger direktøren i Spastikerforeningen.

En helt ny tankegang 

er nødvendig 

Interview med direktør Peder Esben, Spastikerforeningen 

For snæver, for fastlåst, ja direkte forkert 

Det er nogle af de ord Peder Esben bruger til at beskrive den 

viden, fagfolk hidtil har bygget på i Danmark, når det gælder 

indsatsen i forhold til cerebral parese. Peder Esben er direktør 

i Spastikerforeningen og har skrevet hæftet ”Cerebral Parese 

– med nye øjne”. 

International forskning samt danske resultater fra et modelforsøg 

viser, at der er brug for en fundamental ændring i 

opfattelsen og forståelse af cerebral parese. 

– Den nyeste forskning giver grundlag for et paradigmeskift i 

opfattelsen af cerebral parese og må som logisk konsekvens 

føre til en ny definition af tilstanden. Organiseringen af indsatsen 

bør fremover være langt mere helhedsorienteret, mener 

Peder Esben. 

Cerebral parese – herefter forkortet CP – er den diagnose, der 

oftest forekommer hos børn med medfødt hjerneskade. Tilstanden 

er en af de alvorligste, medfødte lidelser hos børn, og 

den virker ind på hele familiens liv. Set over et helt liv stiller CP 

store krav til indsatsen fra familien, sundhedsvæsen, skolesystem 

og sociale tilbud. 

Undersøgelser viser, at en del unge med CP har store problemer 

med at fastholde støtte og tilbud efter afslutning af 

skolen. Voksne kan have store vanskeligheder i forhold til integration 

og deltagelse i almindeligt samfunds– og arbejdsliv. I 

Danmark findes ingen koordineret indsats for mennesker med 

CP efter det fyldte 18. år. 

Resultatet af et dansk forskningsprojekt, udført inden for CPregistret, 

taler sit eget tydelige sprog: Det viser, at der hos en 

gruppe på 819 voksne med CP blot er 29%, der er selvforsørgende. 

Kun 33% har gået i skole længere end 7. klasse og 70% 

befinder sig i laveste indkomstgruppering. 

Den nye viden 

Spastikerforeningen har gennem fire år gennemført en 

udrednings– og analyseundersøgelse med henblik på at samle 

den nyeste viden om CP – herunder udenlandsk forskning. 

Konklusionen fra undersøgelsen i Danmark viser, at CP, ud 

over funktionsnedsættelsen, indebærer en individuel påvirkning 

af de perceptuellekognitive funktioner – det vil blandt 

andet sige, at korttidshukommelsen samt evnen til at fastholde 

opmærksomheden er påvirket. 

Konklusionen er også, at hele det psykologiske aspekt i nogen 

grad har været nedprioriteret i forhold til den samlede indsats. 


Resultatet er i modstrid med det faktum, at alle hidtil kendte 

og anvendte definitioner af CP kun beskriver tilstanden som 

en fysisk, motorisk funktionsnedsættelse. 

Peder Esben og Spastikerforeningen ønsker fremover, at den 

nye viden skal bruges til en langt grundigere afdækning af 

hvad CP betyder for den enkelte. Det skal ske ved hjælp af en 

individuel funktionsprofil, som giver et mere samlet billede. 

Profilens elementer beskrives af Peder Esben: 

– En motorisk profil, der ikke bare ser på de udvendige 

fysisk-motoriske symptombilleder, som alle kan se, men også 

indeholder en vurdering af barnets evne til motorisk bevidsthed 

og kropsforståelse. Visualiseringsprocessen, at forstå en 

bevægelse, anses nemlig i dag for at være lige så vigtig som 

alene at kunne træne bevægelsen. 

– En kognitiv profil. Er der tale om nedsat koncentration? 

Påvirket kombinations– og struktureringsevne? Er der vanskeligheder 

med at fuldføre en opgave? Forringet korttidshukommelse? 

Kan opmærksomheden fastholdes – kan flere bolde 

være i luften samtidig? 

– En social profil. Har barnet vanskeligheder med aktiv deltagelse? 

Nedsat selvkontrol – ringe eller manglende evne til at 

tage initiativ eller til at samarbejde med andre? Øget tendens 

til isolation? 

Denne individuelle funktionsprofil fremhæver Peder Esben 

som det vigtigste redskab i fremtidens indsats i forhold til CP, 

fordi den skal sikre, at alle påvirkningerne fra hjerneskaden 

bliver synlige. 

Det hele menneske 

I den nye karakteristik af CP ønsker Spastikerforeningens 

direktør altså at få inddraget ”det hele menneske”. 

– Hvis ikke det sker, risikerer vi nemlig at stå i en situation, hvor 

myndighederne bliver ved med at slå op i en bog med en alt 

for snæver definition, der alene lyder på ”motorisk handicap”. 

Dermed er det sværere at få lavet en psykosocial undersøgelse, 

der kan afdække, hvad hjerneskaden i øvrigt har forårsaget af 

problemer, forklarer Peder Esben og fortsætter: 

– Politisk står vi meget svagt med den meget snævre definition. 

I alt for lang tid har vi været forblændet af en overfokusering 

på det motoriske, men vores undersøgelse viser, at 

der er nogle gennemgående træk hos alle personer med CP, 

uanset uddannelse og social baggrund, nogle problemområder, 

de har til fælles. Det er disse fælles træk, vi er nødt til at 

have inddraget. 

Et af de fælles træk er vanskeligheder med at fastholde 

59

60 


opmærksomhed. Det kan forklares ved, at størsteparten af 

hjerneskaden ved CP har oprindelse i hændelser, der finder 

sted i løbet af hjernens meget tidligere udvikling – under graviditeten 

og inden færdiggørelse af de såkaldt højere centre. 

– De skader har betydning for vores evne til at afkode de 

sanseindtryk, som vi får fra vores krop og fra hvad vi i øvrigt 

oplever. Disse indtryk skal vi kunne afkode og forstå. Hvis 

denne evne er skadet fra første færd betyder det, at træningen 

ikke alene skal fokusere på det motoriske, men i lige 

så høj grad på at træne fx opmærksomhed, hukommelsen 

osv. Vi skal forstå skaderne meget mere pædagogisk og 

didaktisk – og fagfolk skal lære at gøre træningen meget 

mere specifik, påpeger Peder Esben. 

Han efterlyser en ændring i både opfattelse og indsatsstrategi 

i fremtiden – alt sammen med udgangspunkt i, at børn 

der fødes med CP bør have bedre muligheder, end de har i 

dag. 

– Hvis vi ikke gør dokumentationsarbejdet tilstrækkeligt, 

kommer vi til den situation vi næsten har i dag, at samfundet 

lægger op til at negligere det at være handicappet. 

I Danmark er vi tilbøjelige til at se alle problemerne som 

miljørelaterede. Vi må ikke se personen som handicappet 

men skal hellere se på, om omverdenen nu er tilgængelig 

osv. Det er et fornemt princip – lidt som at sige, at hvis bare 

alt er tilgængeligt, så er der ikke nogen handicappede! Dér 

er vi dog ikke nået til endnu, men hvis den anskuelse vinder 

frem, kan det betyde, at mennesker med funktionsnedsættelser 

SELV begynder at negligere deres problemer, fornægte 

dem, undlade at spørge om hjælp og kræve kompensation 

osv. Derved sætter man disse mennesker i en meget 

sårbar og dårlig situation. Skal vi medvirke til, at mennesker 

fornægter de problemer de har – og at de så måske ikke får 

det, de har krav på?, spørger Peder Esben. 

Svaret er naturligvis nej. Dokumentationen skal derimod på 

plads. Alle de påvirkninger, som barnet er født med i kraft af 

hjerneskaden, skal afdækkes så tidligt som muligt, så de ikke 

længere er usynlige. 

Pas på det almindelige 

Direktøren for Spastikerforeningen er ikke ude efter, at der 

nu skal lanceres helt nye metoder eller værktøjer til at hjælpe 

mennesker med CP, for han ser ikke mangelen på metoder 

eller værktøjer som det centrale problem for hverken børn 

eller voksne. 

– Nej, det handler mere om afdækningen af de påvirkninger, 

der er hos fx et barn, for at indsatsen derefter kan blive mere 

præcis, og de nuværende redskaber bliver rettet til efter hvad 

CP-børnene har brug for. Jeg tror sådan set, at den danske 

uddannelse af pædagoger og lærere til specialundervisning 

er god, dvs. værktøjerne er allerede i kassen, de er i brug på 

en række andre områder, men altså ikke i tilstrækkelig grad 

til børn med CP. Vi ønsker at sikre en ordentlig afdækning, så 

fagfolkene tilbyder den nødvendige specialundervisning, altså 

at fx Psykologisk Pædagogisk Rådgivning er parate til at gå 

dybere ind i det og se på øvrige sider af barnet også. 

Peder Esben påpeger, at det store mantra på handicapområdet 

i dag hedder rummelighed samtidig med at der er færre 

ressourcer at gøre med. 

– Trenden er mainstreamting, og det er vanskeligt at kæmpe 

imod. Men tingene bliver altså ikke lettere eller anderledes af, 

at man pludselig taler meget om ”vigtigheden af normalisering”. 

Faren er faktisk, at dette mantra i tiden kan bruges til 

at begrænse indsatsen over for disse børn – at man fra det offentlige 

forsøger at inkludere flere og flere af barnets behov i 

”det almindelige”, mens man samtidig nedtoner den specielle 

indsats. Som advokater for børn med CP synes vi, der ligger 

faresignaler i, at man vil ”almindeliggøre” alting. 

Udfordringen nu 

Peder Esben mener altså, at en ny definition af CP har en 

helt afgørende indflydelse på niveauet for indsats og typen 

af terapi. Men en ny indsats forudsætter vilje og evne til konsekvent 

at indføre tværfaglig diagnostik og samarbejde, siger 

han og peger på, hvor den helt store udfordring ligger: 

– Vi skal arbejde på at udbrede diskussionen og skabe en 

debat og en forståelse blandt læger, blandt behandlere og 

i skole-verdenen. Alle disse faggrupper skal være forberedt, 

før vi kan sætte skibet i søen – den nye definition af CP. Disse 

faggrupper vil også opleve, at kravet om en ny definition i 

høj grad vokser nedefra, nemlig fra forældrene. Vi ser det 

mere og mere – forældrenes krav til at barnets tilstand bliver 

ordentligt dokumenteret er stærkt stigende. Det bliver uden 

tvivl et sejt træk over de næste mange år, for det har jo også 

et stærkt økonomisk islæt at indføre en ny definition. Men 

det kræver at behandlerverdenen er parat. Den skal kunne se 

værdien af at tænke i helheder. 

Peder Esben pointerer, at det danske ønske om en ny definition 

nu er så langt internationalt, at det er taget med i det 

arbejde, en international gruppe af forskere har i gang på 

verdensplan. 

– Der arbejdes internationalt med at redefinere CP, og man 

har faktisk henvendt sig til os og bedt om man må anvende 

vores formuleringer som en del af grundlaget for en ny definition. 

Vi er altså nået langt i forhold til den internationale 

verden, hvad der i sig selv er ret overvældende, forklarer Peder 

Esben, som samtidig erkender, at det faktisk er sværere at slå 

igennem ”i den by man selv bor i”. 

– Spastikerforeningen vil i fremtiden arbejde målrettet for et 

paradigmeskift, der medfører en ny definition af CP, ingen 

tvivl om det. Men vi kan ikke gøre det i Danmark alene. Vi tror 

på, at det vil slå igennem via den internationale forskergruppe, 

der støttes af amerikanske og britiske fonde. Vi kan se at

Trenden er mainstreaming, og det er vanskeligt at 

kæmpe imod. Som advokater for børn med 

CP synes vi, der ligger faresignaler i, at man vil 

”almindeliggøre” alting, siger direktør Peder 

Esben, Spastikerforeningen 

den foreløbige definition, de har udarbejdet, 

allerede nu har inddraget meget 

af det, vi arbejder for. Man vægter i 

stigende grad det kognitive aspekt ved 

tilstanden – og det er en begyndelse. 

Uenighed og bedre balance 

Peder Esben erkender samtidig, at 

skiftet af paradigme har skabt både 

diskussion og usikkerhed inden for egne 

rækker i Spastikerforeningen. 

– Der er da kredse, som mener vi er gået 

for langt i CP-centrets konklusioner, 

når vi fx siger, at alle med CP også har 

kognitive funktionsnedsættelser. Måske 

er det også for firkantet at anvende 

begrebet alle, men en konflikt kommer 

vi ikke helt uden om. Nogle spørger, om 

det overhovedet er formålstjenligt at 

tage dette her op – og nogle påstår, at 

vi forværrer de muligheder mennesker 

med CP har, fordi vi går ind og påpeger 

de kognitive problemstillinger. Risikoen 

er, mener de, at voksne med CP, der 

IKKE har disse problemer, fremover 

bliver ”peget ud” og måske bremset i 

deres muligheder, altså får forværret deres 

livssituation. Den angst og den risiko 

er vi nødt til at arbejde med, og det gør 

vi også. En ny definition skal naturligvis 

ikke være en bremseklods for dem, der 

klarer sig godt i dag, og vi skal derfor 

afbalancere vores formuleringer. 

Dem der især vil nyde godt af en ny 

definition er forældrene til mindre børn, 

skoleverdenen og behandlerne, forklarer 

Peder Esben, mens voksne med CP vil få 

vanskeligere ved at bruge en ny definition 

til noget. 

– Man kan sige, at de på sin vis får en 

beskrivelse af noget, der burde være 

gjort, men aldrig blev gjort i forhold til 

dem. De kan nu stå i en situation, hvor 

de oplever, at de mangler noget. Den 

frygt kan vi godt forstå. Vi skal også 

sørge for at få forklaret tydeligt, at 

kognitive problemer, for eksempel med 

korttidshukommelsen, intet har at gøre 

med intelligensbegrebet, men det kan 

ikke desto mindre give dig problemer 

i din dagligdag. Det kan også betyde, 


61

62 


at du som voksen med CP har brug for kompensation, daglig 

støtte, blandt andet i forhold til at være på en arbejdsplads. 

Der er redskaber til hjælp for dette problem, og der er 

træningsmuligheder, også for voksne med CP. Det skal vi gøre 

tydeligt, understreger Peder Esben. 

Nej til det gamle paradigme 

At vedblive at tage udgangspunkt i det gamle CP-paradigme 

er helt udelukket efter Peder Esbens mening. 

– Det ville da være den værst tænkelige situation, at man 

fortsætter med de sidste 50 års indsats, især når vi husker 

på den danske undersøgelse, som viser at 2/3 af voksne 

med CP lever som marginaliserede. Dét er resultatet af at 

overfokusere på de fysiske skader. Hvis man fortsætter ad 

den vej tror jeg ikke, at disse tal vil ændre sig. I øvrigt mener 

jeg at løbet er kørt nu, og vi kan ikke gå tilbage, så den 

risiko er rent teoretisk. På den måde har de internationale 

forskningsresultater trods alt tilført så meget ny viden, at vi 

er nødt til at lytte – og det præger også det internationale 

arbejde, understreger han. 

Peder Esben er ikke bekymret over den manglende danske 

dokumentation på området, når det gælder viden om, at et 

nyt paradigme for CP vil betyde en bedre behandling. 

– Nej, her har vi reelt ingen dokumentation, men vi har set 

på en række andre områder, at en indsats for hele mennesket 

har afgørende betydning. Man ved altså godt, 

hvordan man gør de her ting rigtigt, det skal ikke bevises 

forfra. Generelt vokser interessen på forskningsplan også 

helt tydeligt for øjeblikket, netop fordi vi går fra alene at 

fokusere på de fysiske funktionsnedsættelser til at fokusere 

på hele mennesket. Jeg har også hørt rigtigt mange forældre 

sige, at de nu endelig får sat ord på det, som de godt 

vidste i forvejen. Dette område handler altså lige så meget om 

accept og erkendelse, som det handler om faktuel viden. 


Peder Esben: Ny CP. Cerebral Parese med nye øjne 2 . 

Udgivet 2005 af CP:Center/Spastikerforeningen, Flintholm Allé 8, 2000 Frederiksberg. 

Skrækscenariet for Peder Ebsen er altså ikke, at der mangler 

dokumentation, men snarere at CP-gruppen kommer for 

sent med sine krav. 

– Jeg frygter, at mange af midlerne går til børn med ADHD 

og Asperger syndrom, for de har været meget fremme de 

sidste 5-6 år – og har fået stigende fokus, blandt andet i 

specialundervisningen. Vi er et lille område, men jeg håber 

på, at vi ved en seriøs præsentation kan få overbevidst de 

rigtige om, at vi har en vigtig pointe, som ikke skal tabes på 

grund af økonomiske hensyn. 

Peder Esbens håb er, at der vil blive opbygget nye tværfaglige 

ressourcer på CP-området. 

– Vi satser på, at vi kan få opbygget et ressourcecenter i 

CP-regi, så vi kan medvirke til at få de enkelte faggrupper 

klædt rigtigt på i forhold til blandt andet at udarbejde 

profiler af børnene. Vi ser gerne, at vores lille CP-center får 

en central rolle i at udbrede knowhow og viden om CP. At 

få udformet en psykologisk profil burde ikke være noget 

problem, for det redskab findes i forvejen, det er bare aldrig 

brugt nok i forhold til CP-børn, fordi det ligger i rygmarven 

hos fagfolk, at disse børn ”kun har et fysisk handicap”. 

Denne holdning skal vi bruge tid på at bearbejde, og vi skal 

bruge tid på at udbrede den nye viden. 

Peder Esben understreger, at det også kommer til at spille 

en stor rolle fremover, at forældrene bliver inddraget langt 

mere, end det sker i dag. 

– Vi bor i et land, hvor vi ikke kan få fagpersoner til at 

træne med børnene hver dag, så derfor er vi nødt til at 

tænke i programmer, der inddrager forældrene som en ressource. 

Indsatsen kan gøres langt mere helhedsorienteret 

end den er i dag, og der er meget ekspertise i familiernes 

viden om deres barn. Jeg tror, at en ny definition af CP vil 

betyde, at forældrene får en øget grad af forståelse for 

deres barn.

Der er en overhængende risiko for, at kommunerne vil udvande specialundervisningen efter 

strukturreformen, og det giver grund til bekymring i forhold til undervisning af de børn, der 

har særlige problemer, mener professor Niels Egelund, Danmarks Pædagogiske Universitet. 

Interview med professor, 

dr. pæd. Niels Egelund, 

Danmarks Pædagogiske Universitet 

Specialundervisningen af børn med 

særlige problemer bliver et af de meget 

sårbare områder, når kommunalreformen 

træder i kraft. 

Når kommunerne opdager, hvad det 

koster at have for eksempel et svært 

handicappet barn i en specialinstitution 

i nabokommunen, vil risikoen for, at de 

trækker barnet hjem og etablerer en 

kvalitetsmæssig ringere undervisning i 

hjemkommunen, være overhængende. 

Det mener professor, dr. pæd. Niels 

Egelund, Danmarks Pædagogiske Universitet. 

Niels Egelund har fulgt specialundervis- 

ningen i Danmark gennem mange år og 

blandt andet stået for Undersøgelse af 

specialundervisningen i Danmark – en 

kvantitativ og kvalitativ redegørelse for 

situationen på 20.1 området. 

Udgiftskalkulering 

– Jeg føler mig ret overbevist om, at 

man ude i de kommuner, hvor de i dag 

transporterer handicappede elever til en 

skole et andet sted i amtet, vil sætte sig 

ned og regne grundigt på de udgifter, 

de får, når vi kommer frem til 2007. 

Som et eksempel betaler en kommune i 

dag omkring 180.000 kr. om året for et 

handicappet barn, der går på en amtslig 

institution, mens resten af beløbet, det 

kan være op til trekvart million, udredes 

af amtet. Fra 2007 ligger den samme 


Specialundervisning i farezonen 

institution måske i nabokommunen, og 

kommunen med det handicappede barn 

skal af med hele beløbet selv. Det vil få 

mange til at tage regnearket frem og 

sige: ”De penge og de arbejdspladser 

skal nabokommunen ikke have. Vi må 

kunne gøre det bedre og billigere selv 

– vi har jo også lige nedlagt en af landsby-skolerne, 

lad os bygge den om til 

en specialskole og så ansætter vi 

fru Pedersen til at tage sig af børnene”, 

siger Niels Egelund. 

Skrækeksemplet er selvfølgelig teoretisk, 

men Niels Egelund påpeger, at der ikke 

følger bestemte krav med til kommunerne 

om, hvordan specialundervisning 

skal gennemføres, og risikoen er, at de 

alt for let kan slippe af sted med at lave 

en ”skraldespand” i form af nye spe- 

63

64 


Professor Niels Egelund frygter, 

at den høje grad af specialisering vil 

forsvinde igen i de kommende år. 

– Jeg er bestemt ikke optimist, hvad 

angår kommunernes vilje til at værne 

om disse særlige specialer, siger han 

cialskoler eller klasser, hvor man blander 

børn med mange forskellige diagnoser 

og ansætter tilfældigt og ikke altid kvalificeret 

personale. 

– Det er disse børn, jeg vil være mest 

bekymret for, fordi jeg tror, det bliver 

tilfældigt, hvordan de får hjælp, for 

eksempel vil det være afhængigt af, om 

forældrene har en stærk organisation i 

ryggen, som kan råbe politikerne op. 

Niels Egelund beklager, at politikerne 

i forbindelse med kommunalreformen 

ikke har valgt at lave et særligt organ i 

regionerne, som har forpligtigelser til at 

følge det specialpædagogiske område 

over en årrække, et organ, der ville have 

særlig relevans i de kommende år, hvor 

vi vil se mange børn blive hjemtaget til 

egne kommuner. 

– Om fem til syv år kommer vi til at opdage, 

hvad der er sket ved at amternes 

ekspertise på specialundervisningsområdet 

er væk. Vi har fået et samarbejdsorgan 

i regionen, der skal dække både 

sundhed og det specialpædagogiske 

område og jeg tror specialpædagogikken 

drukner i sundhedsområdet, som 

automatisk er i fokus, fordi der altid er 

problemer på sygehusene. Jeg synes, 

man på denne facon har valgt en meget 

svag løsning, og jeg kunne ønske mig, 

at politikerne, som et minimum, havde 

opretholdt en gruppe af regionale specialkonsulenter, 

som kunne følge op på, 

hvad der sker på specialundervisningsområdet 

i takt med at kommunerne 

overtage det mere og mere. 

Samtidig peger Niels Egelund på, at 

mange lærere på specialundervisningsområdet 

i dag er oppe i årene, og 

mange vil derfor holde op på arbejdsmarkedet 

inden for de næste 5-6 år. 

– Virkeligheden er, at der ikke er nogen 

ny generation der kan tage over, for vi 

har nedlagt uddannelsen, og antallet 

af personer, der har fået erfaring og 

viden på området, er meget lille. De 

specialpædagogiske diplomuddannelser, 

der har afløst speciallæreruddannelsen 

på lærerhøjskolen, er slet ikke nok til at 

opfylde behovet. 

Der findes i dag ikke nogen dokumentation 

af specialundervisningens kvalitet 

i Danmark og intet overblik over, hvor 

mange børn der modtager specialundervisning 

i folkeskolen. En stikprøve 

i 2003 viste, at praksis varierer meget, 

fra 0 til 26% henviste børn, og en 

nyere undersøgelse viser, at børn i små 

skoler oftere henvises til specialundervisning 

end børn på store skoler. 

Mere forskning er stærkt påkrævet, 

mener Niels Egelund og understreger, 

at dokumentationsbølgen på det 

pædagogiske område ikke er gratis, 

men manglen på dokumentation 

gælder i virkeligheden hele undervisningsområdet. 

– Dokumentation, virkning og effekt 

skal vi fremover blive langt bedre til, 

for i dag ved vi reelt ikke ret meget 

om, hvad der virker, for eksempel ved 

man ikke, hvilke organisationsformer, 

der rent faktisk er bedst, altså om det 

eksempelvis er bedre at være enkeltintegreret 

i en klasse end at sidde i en 

specialklasse, eller om gruppeundervisning 

er bedre end enkelt-integration. 

Ny metoder 

Specialundervisningen i folkeskolen 

er blevet kritiseret skarpt for at få 

eleverne til at føle sig som outsidere, 

og et af Niels Egelunds ønsker for 

udviklingen på området er da også, 

at specialundervisningen i højere grad 

skal foregå i klasserne, lærerne skal 

uddannes bedre og PPR, Pædagogisk 

Psykologisk Rådgivning, skal være 

langt mere med i selve klasseværelset, 

frem for primært at stille enkeltdiagnoser 

på afstand af hvad der sker 

i blandt børn og lærere. 

Niels Egelund så gerne, at begrebet 

”specialundervisning” blev afskaffet, 

når det gælder flertallet af de børn, 

der henvises i dag, og at man satte 

flere og bedre ressourcer af til de 2-3 

procent af børnene, som virkelig har 

brug for specialundervisning. 

I dag er specialundervisningen koblet 

sammen med tildeling af ressourcer.

En henvisning fra PPR udløser ressourcerne 

til specialundervisningen, 

og det er den eneste vej at gå for at 

få øgede midler. Det betyder at børn, 

som ikke har brug for at gå denne vej, 

alligevel kommer det, fordi der ligger 

en belønning indbygget i systemet, 

mener Niels Egelund. 

– Det ville være bedre, hvis ressourcerne 

var uafhængige af, om der bliver 

udpeget elever. Lærere udpeger elever 

til specialundervisning meget forskelligt, 

nogle gør det for et godt ord, 

mens andre ikke kan få det over deres 

hjerter. Samtidig har vi rent faktisk 

mange lærere, som står på hovedet for 

at differentiere undervisningen i klassen 

og dermed undgå at børns skilles 

ud til specialundervisning. Det burde 

de belønnes for, men i dag udløser det 

ingenting. Ressourcerne burde ligge 

på skolen og kunne gives af skoleledelsen, 

for eksempel til at støtte op 

om den differentierede undervisning, 

men den fleksibilitet er der ikke i 

systemet i dag. Hvis den var der, ville 

det naturligvis kræve, at skolen har en 

ledelse, som ikke bare uddeler disse 

ressourcer pr. automatik. Til det kunne 

han/hun trække på for eksempel PPR’s 

psykolog som skolelederens hjælper til 

at vurdere, hvor de ekstra ressourcer 

skal sættes ind. 

Niels Egelund slår fast, at PPR’s rolle 

må ændres, så den er langt mere 

konsultativ og rådgivende i forhold 

til skole og daginstitutioner og 

deres personale. Den undersøgende 

og visiterende rolle skal forbeholdes 

de elever, som skal have specialundervisning, 

og dermed kan man bevæge 


sig væk fra den diagnosticeringskultur, 

som er alt for udbredt i Danmark i dag. 

– Den er rigid og skaber ikke nogen form 

for rummelighed. Men man kan sige til 

denne fremgangsmådes fordel, at når 

et barn kommer igennem maskineriet 

giver det en form for retssikkerhed, som 

sikrer, at man i familien får det, man har 

krav på. Denne del er rigtigt tænkt, men 

systemet rummer altså stadig det problem, 

at det er en belønning for skolen 

at henvise til specialundervisning – man 

slipper for et problem i klassen – og de 

lærere, der samtidig knokler for at få en 

differentieret undervisning til at hænge 

sammen, de får ingenting. 

De specifikke problemer 

Niels Egelund mener altså, at der 

stadig er brug for specialklasser og 

specialskoler – i denne sammenhæng 

er begrebet specialundervisning faktisk 

på sin plads, men her er også tale om 

fundamentalt anderledes og mere 

specifikke problemer. 

– Specialundervisning bør fremover 

være et begreb, som dækker en undervisning, 

der er kvalitativt anderledes, 

som trækker på helt særlige materialer 

og metoder og helt særlige kommunikationshjælpemidler, 

som kræver 

en grundig undersøgelse af elevens 

forudsætninger og potentialer inden 

den sættes i værk. Specialundervisning 

vil derefter være noget, der rettes mod 

nogle få elever fra 2 til højest 5%, 

mener Niels Egelund. 

Han peger på, at det er relativt velbeskrevet, 

hvilke metoder og muligheder, 

der er på området, for eksempel 

i form af it-redskaber og særlige 

Niels Egelund, Danmarks Pædagogiske Universitet, 2003 

Undersøgelse af specialundervisning i Danmark 

– en kvantitativ og kvalitativ redegørelse for situationen på 20.1 området 

(Omtale af undersøgelsen findes på www.dpu.dk) 


materialer, som er individuelle og egnet 

til elever, der ikke skal gå i en almindelig 

klasse. 

– Vi har skoler for handicappede børn, 

hvor de i høj grad anvender den nyeste 

teknologi og hvor faggrupperne 

samarbejder på tværs, således at 

både fysioterapeuter, pædagoger og 

forskellige andre professioner sammen 

kan stimulere børnene i deres læringsproces. 

På de steder ser jeg en meget 

stor grad af professionalisme, og jeg 

er ikke i tvivl om at lærersamarbejde i 

teams er særligt vigtigt, når det gælder 

specialundervisning. Tværfaglige teams, 

hvor hver profession udnytter hinandens 

viden, er altafgørende, og her ser 

vi heldigvis en stor bevægelse fra det 

mere isolerede til at faggrupperne i 

højere grad støtter hinanden og arbejder 

reelt sammen. 

Samtidig frygter Niels Egelund, at det 

er denne høje grad af specialisering, vi 

vil se forsvinde igen i de kommende år. 

– Jeg er bestemt ikke optimist, hvad 

angår kommunernes vilje til at værne 

om disse særlige specialer. Nogle kommuner 

vil slå på nærhedsprincippet, 

og at det er synd, at børn skal køre 50 

km i taxi for at få den rette undervisning. 

Mange steder vil vi samtidig se at 

landsbyskoler nedlægges – mit skøn er, 

at vi vil se 300 skoler forsvinde inden 

for de næste 10 år efter reformen – og 

kommunerne vil så oprette særlige specialklasser 

for at få disse børn tættere 

på, men risikoen er, at man overlader 

dem til lærere, som ikke aner hvad de 

skal stille op, og imens er amternes 

ekspertise splittet til atomer. 

65

66 

B O S T E D S Y S T E M E T 

Farvel til Kina-dagbøgernes tidsalder. Flere og flere institutioner slutter sig til Bosted 

Systemet, et fælles IT-værktøj – og det sætter nyt perspektiv på evaluering af metoder. 

IT-system skal sikre, 

at viden bliver delt 

Interview med souschef Michael Henriksen, 

Bo- og Aktivitetstilbuddet 

Lindebjerg, Fyns Amt 

– Tidligere havde vi små og store 

kinadagbøger, ulæselige kragetæer, disketter 

af forskellige slags, hængemapper 

i arkivskabe, løse lapper, alle mulige 

og umulige metoder til at gemme og 

videregive informationer og viden. Men 

den tid er forbi nu. Nu arbejder vi alle 

i det samme system, og det må også 

være det eneste rigtige, når man taler 

om vidensdeling, som er ét af tidens 

kodeord. 

Holdningen kommer fra Michael Henriksen, 

souschef på Bo- og Aktivitetstilbuddet 

Lindebjerg på Fyn. Lindebjerg 

er Fyns næststørste bo- og aktivitetstilbud 

med 69 voksne udviklingshæmmede 

beboere. 

Her forlod man virvaret af forskellige 

dokumenter, overleveringsmetoder, 

backup systemer og kinadagbøgernes 

tidsalder for tre år siden. I stedet har de 

140 ansatte i de sidste tre år anvendt 

Bosted Systemet. Det er et IT-værktøj, 

der vinder indpas på bosteder og 

institutioner flere steder i landet, fordi 

systemet sikrer, at alle oplysninger samles 

ét centralt sted, uanset om det er 

handleplaner, dagbøger, medicin, rapporter, 

aktiviteter eller stamoplysninger, 

det drejer sig om, og hvad der er nok 

så afgørende: alle kan gå ind og søge 

på eller læse de samme informationer. 

Systemet, der kører via internettet, 

er specielt designet til pædagogisk 

arbejde og opbygget, så også medar- 

bejdere, der ikke har forstand på IT, kan 

bruge det. Også forældre, pårørende 

og brugere kan anvende systemet, eller 

dele af det, uden det store kendskab 

til IT. 

– Mange af de ansattes tidligere forsøg 

på at overdrage viden er aldrig blevet 

anvendt til noget fornuftigt. Håndskrevne 

notater og dagbøger er svære 

at bruge til at evaluere med eller samle 

op på, fordi materialerne er alt for forskellige 

og uoverskuelige, uden fælles 

struktur, forklarer Michael Henriksen, 

som har været med til at udvikle Bosted 

Systemet, sammen med Handicapafdelingen 

i Fyns Amt og IT-virksomheden 

Team Online i Odense. 

Bag skærmen 

Når medarbejderen åbner for sin 

computer og kobler sig ind på Bosted 

Systemet, får han eller hun adgang til 

sin egen startside, som kan konstrueres 

efter hvad man nu har brug for. Her 

kan man blandt andet få overblik 

over beboere, aktiviteter, afdelinger 

og aftaler og dagsrapporteringen kan 

foregå direkte fra startsiden. 

Bosted Systemet har naturligvis også 

kalender samt stamkort over både 

ansatte og beboere. 

Men det helt centrale er, at man kan 

føre de lovbefalede handleplaner 

elektronisk. Systemet opretter handleplaner 

for hver enkelt beboer, lige så 

mange planer man ønsker, og man kan 

arbejde med målsætninger, delmål osv. 

Systemet indeholder også en dagbog, 

hvor medarbejderne skriver daglige 

observationer, og det er her, via handleplaner 

og dagbøger, at systemet giver 

mulighed for at lave effektmåling og 

evalueringer. 

Endelig kan man bruge Extranettet, 

som er et indbygget modul. Det giver 

folk uden for institutionen mulighed 

for at få adgang til en beboers informationer, 

for eksempel familien. Her 

kan de følge med i de informationer, 

de har fået rettigheder til at se, for eksempel 

handleplaner, dagbogsnotater 

og aktiviteter. Systemet kan desuden 

rumme bostedets personalehåndbog 

og fælles retningslinjer for arbejdspladsen. 

Desuden kan der oprettes debatforum, 

hvor de, der har lyst, kan udveksle 

erfaringer og meninger om bestemte 

emner. 

At spare tid? 

”Anvendelse af Bosted Systemet vil 

medføre store ressourcebesparelser for 

organisationen og give medarbejderne 

et større overblik samt målrette indsatsen 

i det daglige pædagogiske arbejde 

for den enkelte beboer”, skriver firmaet 

Team Online i deres salgsmateriale. 

Men er det også erfaringen fra Lindebjerg, 

at anvendelse af Bosted Systemet 

sparer tid – og bliver den tid givet til 

beboerne? 

– Ja, det vil jeg påstå den gør, svarer 

Michael Henriksen og uddyber: 

– Man kan godt købe systemet alene 

for at spare tid, men egentlig er den 

oprindelige idé nok tænkt som en anden 

form for rationalisering, som ikke 

direkte handler om tid. Pædagogerne 

Souschef Michael Henriksen, Bo- og 

Aktivitetscenter Lindebjerg, Fyns Amt


67

68 


Systemet opretter handleplaner for hver enkelt beboer, lige så mange planer man ønsker, 

og man kan arbejde med målsætninger, delmål osv, forklarer Michael Henriksen 

hos os brugte for eksempel meget 

energi på at lede, finde, udlede og 

sortere i de mange forskellige former 

for systemer, som er blevet brugt til 

at dokumentere og registrere. Bare 

at tolke hinandens håndskrifter og 

kragetæer! Men når man så kigger på 

handleplanværktøjer og intentionerne 

med handleplaner de sidste 30 år, så 

drejer de sig om at opstille mål for den 

handicappede, drage erfaringer og 

evaluere på den indsats man har gjort, 

så vi kan lære af det som fagpersoner. 

Altså at dele viden. Og det er her vi kan 

tale om rationalisering og effektivisering 

via Bosted Systemet, påpeger Michael 

Henriksen, som mener, at man på 

Lindebjerg har fået højnet kvaliteten 

i arbejdet væsentligt, fordi man i dag 

kan dele viden langt mere effektivt. 

– For eksempel kan jeg se i dag, at 

pædagogerne skriver mindre, men 

til gengæld mere præcist, end da de 

håndskrev dagbøger og handleplaner. 

Før skrev de om alt muligt, også løs 

snak, ”Vi har haft en hyggelig søndag” 

og den slags. Nu forholder de sig til 

det faglige og til delmålene, fordi det 

er indbygget i systemet som en færdig 

skabelon, der er ens for alle. Dermed 

er den faglige del af arbejdet blevet 

mere effektiv og mere objektiv, ikke så 

følelsesladet, mener han. 

Lindebjergs souschef kan ikke dokumentere 

det, men tør alligevel påstå, 

at den ekstra tid, der kommer ud af, 

at dokumentationen er blevet mere 

effektiv, helt afgjort kommer beboerne 

til gode. Netop nu er han i øvrigt ved at 

lægge sidste hånd på en kursusrække 

for pædagogerne på Lindebjerg, hvor 

man yderligere arbejder med at videregive 

informationer og formidling på en 

objektiv måde. 

Faglig status 

Michael Henriksens vigtigste argumentation 

for, hvorfor andre sociale institutioner 

bør vælge Bosted Systemet 

handler om, at medarbejderne fortjener 

et værktøj, som kan skabe overblik over 

deres indsats. 

– At drage omsorg for udviklingshæmmede 

har for eksempel altid haft lav 

status i vores samfund og har det stadigvæk. 

Når pædagogerne får overblik 

over deres arbejde, kan de dokumentere 

deres indsats, og det skaber højere 

faglighed, synlig faglighed. Det er 

meget vigtigt, understreger han og 

henviser til, at det ikke bliver mindre 

vigtigt med synlig faglighed, når 

kommunalreformen fuldstændig ændrer 

Danmarkskortet. 

– I reformen står der direkte, at de 

forskellige institutioner og bosteder 

fremover selv skal holde hjulene i gang. 

De får ikke noget ”sikkerhedsbudget”, 

men får lagt det hele ud til eget ansvar. 

Derfor er det endnu vigtigere, at vi kan 

sælge os selv på kvalitet og beskrive, at 

det gør en forskel, hvad vi arbejder med. 

Der er forskel på at vælge os og for 

eksempel et kommunalt plejehjem – og 

hvorfor er der det? Det skal vi lægge 

frem og skabe dokumentation for. 

Michael Henriksen peger på, at man på 

Lindebjerg lærte meget af erfaringer fra 

det fynske kvalitets- og kompetenceprojekt 

K2000, som blev gennemført på en 

række institutioner i Fyns Amt og gik ud 

på, at man inden for fem sociale områder 

i amtet skulle se, om man kunne 

måle indsatsen ved at opstille realistiske 

mål, beskrive hvordan man arbejder og 

beskrive hvordan det er gået. 

K2000 var næsten afsluttet, da Michael

Henriksen gik i gang med at etablere 

Bosted Systemet. 

– Vi har altså lånt erfaringer fra K2000, 

som beskriver, hvad effektmålinger består 

af. K2000 var for os en måde at komme 

videre på, fordi vi her kunne læse om 

andres erfaringer med at sætte evalueringer 

i system. Erfaringerne fra K2000 

viste for eksempel, at de operationelle 

mål er vigtige. Det er ikke nok med nogle 

flotte, overordnede ”ballon-mål”. Vi skal 

arbejde med operationelle mål i dagligdagen, 

og den erfaring har vi indarbejdet 

i Bosted Systemet, understreger han og 

giver et eksempel: 

– Et overordnet mål er at sige, at en 

beboer skal være selvstændig. Men hvad 

handler det om konkret? Det kan for 

eksempel være, at frem for at vente på, 

at pædagogen køber hans ugentlige 

blad, skal beboeren selv gå hen og købe 

det. For at nå frem til det mål, skal han 

først være sikker i trafikken, og han skal 

have forståelse for penge. Vi arbejder 

med at træne de her områder en formiddag 

om ugen, og i vores delmål beskriver 

vi, hvad der sker. Succeskriteriet er også 

fastsat: ”Han skal kunne gå til kiosken og 

købe sit ugeblad selv. Evaluering om tre 

måneder”. Det lyder banalt, men det er 

synligt, og det virker at sætte effektmål 

op. Det er straks sværere at beskrive, 

når det ikke går så godt, men det bør 

man også gøre, så vi andre kan lære af 

det. Hvordan finder vi ellers ud af, hvilke 

metoder, der virker og hvilke der ikke gør, 

spørger Michael Henriksen. 

Fordel for beboerne? 

Men kommer metoden beboerne til 

gode? Det mener Michael Henriksen, og 

han forklarer det med, at de efter Bosted 

Systemets indførelse får mere individuel 

service, mere individuel tid sammen med 

personalet. 

– Det vil vi også gerne give dem, men 

tidligere endte det hele let med at være 

gruppeorienteret, og det blev sådan 

noget med ”nu står alle op”, ”nu spiser 

alle frokost” osv. I dag ser vi mere på 

mulighederne for individuelle tilbud, og 

beboerne ses som individer. Det hjælper 

Bosted Systemet os til at fokusere på. 

Beboerne kan også, teoretisk set, gå ind 

og bruge systemet selv, for eksempel læse 

handleplaner eller lægge fotos ind, som 

de pårørende kan se. 

– Det fordrer, at de kan læse, og det har 

vi også nogle der kan, men vi har ikke 

erfaringer med at beboerne selv bruger 

Bosted Systemet, forklarer Michael 

Henriksen. 

På Lindebjerg arbejdes der dog nu indirekte 

med at give beboerne adgang til 

Bosted Systemets oplysninger om handleplaner 

gennem et såkaldt bisidderprojekt. 

Studerende fra Odense Socialpædagogiske 

Seminarium er bisiddere for Lindebjergs 

beboere på handleplansmøderne, 

og i det omfang bisidderen kender 

beboeren tilstrækkeligt, kan han/hun tale 

for beboeren på handleplansmødet. 

– Det kan dreje sig om at udtrykke, hvad 

det er beboeren gerne vil, for eksempel 

hvad angår bolig, fritid og kæreste. På 

den måde forsøger vi at sikre brugerindflydelse, 

som vi også skal ifølge loven om 

social service, forklarer Michael Henriksen. 

Samarbejde med pårørende 

Han har forventninger om, at mange 

pårørende vil få glæde af Bosted Systemet 

i fremtiden. 

– Tidligere, for 30 år siden, havde 

udviklingshæmmede ingen pårørende, 

de var bare ”anbragt”. I dag har de alle 

sammen pårørende. De er vokset op med 

bistandsloven, har været i daginstitutioner 

og haft egen skolegang. Og derfor har vi 

også i dag nogle meget aktive pårørende, 

som vil det bedste, vil vide alt, vil orientere 

sig osv. Hos os er det stadig under 

udvikling, hvordan vi får de pårørende 

med i Bosted Systemet. Jeg tror, det bliver 

en fordel, når det sker, men vi skal have 

defineret rammerne for, hvad pårørende 

skal have adgang til først. 

Michael Henriksen giver et eksempel på, 

at Bosted Systemet kan bruges til samarbejde 

med de pårørende. 

– En beboer får konstateret sukkersyge, 

men forstår ikke konsekvenserne af 


denne sygdom og har derfor svært ved 

at lære og acceptere at skulle tage insulin 

og lægge sine kostvaner om til en meget 

stram diæt. Beboeren har en meget tæt 

kontakt til sin familie og er tit hjemme hos 

dem, gerne i weekender. I samarbejde 

med forældrene lægges en handleplan 

om en fælles indsats, som skal hjælpe 

beboeren med at få styr på sin sukkersyge. 

Netop fordi beboeren tit er hjemme, 

er det vigtigt, at de pårørendes erfaringer 

kommer videre til os. Her bruges Bosted 

Systemet til at videregive erfaringer og 

inddrage beboerens netværk. Før handlede 

det måske om at tage telefonen og 

ringe til os, men det her er mere rationelt, 

for gennem IT-systemet kan du give dine 

erfaringer videre til andre mennesker, 

uanset om de er til stede eller ej, understreger 

Michael Henriksen. 

Hvor går grænsen? 

At systemet er let at gå til har blandt 

andet vist sig ved, at de ansatte i nogle tilfælde 

har logget sig ind via nettet og set 

på dagens program, læst dagbøger osv., 

allerede inden de møder på for eksempel 

en eftermiddagsvagt kl. 15. 

– Nogle medarbejdere syntes, de var 

klædt bedre på til at komme på arbejde, 

hvis de havde læst på det her hjemmefra 

og det kan de, fordi det kører via 

nettet. Det førte så til en henvendelse 

til ledelsen, om man var ved at indføre 

hjemmearbejdspladser, og om folk blev 

betalt for det? Men konklusionen er 

altså, at hvis en nysgerrig medarbejder 

gerne vil læse på det her, inden 

han/hun møder, må hun gerne det. Vi 

betaler blot ikke for det. Omvendt må vi 

sige, at når personalet er med beboerne 

på ferieture, har de ingen undskyldning 

for ikke at skrive i dagbogen undervejs, 

og det skal man også, forklarer Michael 

Henriksen, og understreger, at flere i 

personalegruppen synes, at arbejdet 

med systemet er decideret sjovt, og 

mange har oplevelsen af, at de pludselig 

er blevet socialpædagoger igen. 

Han ser det også som en markant 

forbedring af samarbejdet personalet 

69

70 


imellem, at Bosted Systemet er blevet et 

fælles værktøj. 

– Kvaliteten i vores notater er højnet 

væsentligt. Før kunne det tage flere dage 

før en besked kom frem. Nu kan du bare 

lægge den på. Man skal ikke absolut 

sidde i hver sin ende af et telefonrør 

samtidig. Førhen blev der sendt skemaer 

ud på kryds og tværs, du skulle udfylde 

ditten og datten. Nu er målet, at alle 

kildedata findes på ét sted, ikke hundrede 

forskellige steder. Det tredje aspekt er 

vidensdeling, hvor vi nu blandt andet 

har personalehåndbog, retningslinjer for 

alkoholpolitik, rygepolitik og individuelle 

jobprofiler samlet det samme sted. Hvis 

man mangler en bestemt faglig profil i 

den ene ende af huset, kan man gå ind 

og søge og måske findes den i en anden 

afdeling. En beboer ville for eksempel 

gerne ud og prøve ballonflyvning. Vi 

søgte på systemet og fandt ud af, at en 

af medarbejderne havde skrevet ballonflyvning 

på i sin profil, fordi han dyrker 

det i sin fritid. Vi havde altså kompetencen 

i huset, men vidste det bare ikke. 

Michael Henriksen mener, at mange 

udviklingshæmmede i tidens løb har 

været udsat for et utal af metoder fra 

velmenende pædagoger – men der blev 

aldrig samlet op på, hvad der virkede og 

hvad der ikke virkede. 

– Og spurgte man pædagogerne, om 

de ville beskrive, hvad de lavede, stod de 

tilbage med åben mund og kunne ofte 

ikke sætte ord på det. Nu findes det på 

skrift i systemet, med fotos, delmål og 

det hele, lige til at spytte ud, hvis nogen 

spørger. Og vi kan dokumentere i dag, 

hvilken indsats der nytter og hvad der 

IKKE nytter. Jeg påstår ikke, at pædagoger 

aldrig har været faglige. For det 

har de – selvfølgelig. Vi har bare aldrig 

kunnet vise omverdenen, hvad vi lavede. 

Det kan vi nu. 

Fælles platform 

For Michael Henriksen er der dog stadig 

en ultimativ drøm tilbage – at Bosted 

Systemet kan tale med andre systemer 

også for eksempel inden for Fyns Amt. 

– Jeg har en drøm – et ønske om ”det 

eneste-ene” system, men jeg tror desværre, 

at det er umuligt. I stedet må vi 

arbejde for fælles udvekslingsplatforme, 

så alle systemer kan importere og 

eksportere i et bestemt format. Bosted 

Systemet er forberedt på den data-standard, 

som også skal bruges på EU-plan, 

en database-standard, alle skal kunne 

bruge med tiden. Hvad dét angår, er 

vi langt forud for det system, som for 

eksempel Fyns Amt bruger, og vi kan af 

den grund ikke snakke sammen med 

amtets økonomisystem. Hvad der i 

øvrigt sker fremover, når kommunerne 

lægger sig sammen, det er umuligt at 

sige. Vi kan risikere, at de vælger et helt 

tredje system. 

At det er ganske vanskeligt at få medarbejderne 

i kommuner og amter til at 

samarbejde på IT-området, har Michael 

Henriksen personlige erfaringer med. 

Det er ikke let at få folk til at lære nyt, 

heller ikke selv om det ville gøre alting 

enklere. 

– Bosted Systemet kan alle logge ind 

på og bruge. Det er ensartet og der er 

struktur over det. På den måde er det en 

gevinst. Alligevel må vi, når vi skal holde 

handleplanmøder med for eksempel en 

sagsbehandler fra kommunen, sende 

handleplanen frem til vedkommende 

som en pdf-fil vedhæftet en e-mail. 

Det forlanger de, selv om de sagtens 

fra centralt hold kan gå direkte ind via 

Bosted Systemet og se handleplanen. 

Det er sådan, de er vant til, at vi gør. 

Det kan ikke sådan laves om, forklarer 

IT-pædagogen på Lindebjerg, hvis næste 

mål er, at erfaringerne fra endnu et 

udviklingsprojekt, ”Projekt Social-IT”, 

gennemføres i praksis. 

Social IT 

Lindebjerg har i samarbejde med Fyns 

Amt, Syddansk Universitet, IT-forum Fyn 

og IS-Fyn gennemført dels et projekt, 

hvor mulighederne for digital kommunikation 

med praktiserende læger og 

speciallæger på Odense Universitetshospital 

blev undersøgt og testet i praksis, 

og dels undersøgt, hvilke kommunikationsstrømme, 

der er mellem sociale 

institutioner og sundhedsdatanettet 

generelt, og hvordan disse kan digitaliseres 

og optimeres. 

I stedet for at beboernes praktiserende 

læger sender notater og medicinændringer 

pr. gammeldags post, er det 

testet, at lægen kan sende direkte til 

Bosted Systemet. 

Neurologen på Odense Universitetshospital 

bruger blandt andet videooptagelser 

af krampeanfald hos beboere 

med epilepsi som hjælp til at vurderer 

for eksempel medicinering. Disse videooptagelser 

kan ses i Bosted Systemet 

umiddelbart efter, at krampen er filmet, 

og neurologen skal ikke vente dage 

eller uger på, at videobåndet kommer 

frem. Han kan straks regulere medicinen 

og give pædagogerne på institutionen 

anvisninger. 

Hele Projekt Social-IT er mundet ud i en 

rapport, som er offentliggjort i sommeren 

2005. Rapporten er enestående, 

blandt andet fordi den kortlægger informationsstrømme 

inden for et område, 

som aldrig før har været belyst og giver 

en grundig analyse og beskrivelse af 

behov og muligheder for at digitalisere 

og optimere udveksling af data 

og erfaringer mellem sundhedsdatanettet 

og det social område. 

– Min fremtidsvision er, at Bosted Systemet 

kan få en central placering på alle 

pædagogiske arbejdspladser inden for 

det sociale område, og at der for første 

gang i denne nye IT-tidsalder bliver plads 

til et system, der er udviklet på pædagogernes 

præmisser – med udgangspunkt 

i en pædagogisk hverdag. Og ikke 

som praksis har været så mange gange 

før – et system, der er pålagt os fra 

centraladministrationen, slutter Michael 

Henriksen.

Fra papkassen 

til den elektroniske klientjournal 

Interview med direktør Michael Sandal, Team Online og 

chefkonsulent Steffen Ørnemark, Århus Amt 

En lang række forskellige institutioner landet over har taget 

Bosted Systemet til sig. 

– Vi dækker et bredt spektrum nu, fra børne og unge institutioner 

over voksenhandicap til socialpsykiatrien og institutioner 

for socialt udsatte, siger direktør Michael Sandal fra Team 

Online, der har udviklet systemet og i dag forhandler det. 

Fra 2006 udvides systemet med et beboer- og økonomimodul, 

som kan foretage beretninger på ydelser, husleje og lommepenge. 

Disse elementer er indført i systemet blandt andet for at 

fremtidssikre det i en overgangsfase, hvor nogle af institutionerne 

går fra at høre under amterne til at blive kommunale. 

– Vi vil gerne sikre, at man har en platform at drive institutionen 

fra, når amterne giver slip, og det er nu udviklet på initiativ af 

Århus Amt, forklarer Michael Sandal. 

Århus Amt har i slutningen af 2005, som et led i et større 

forsøgsprojekt, indført Bosted Systemet som pædagogisk værktøj 

på otte sociale institutioner i amtet. De otte institutioner er: 

• Birkebakken i Brabrand 

• Bostedet Høvejen, Randers 

• Elbæk Højskole 

• Hadsten bo- og aktivitetscenter 

• Rosenholm bo- og aktivitetscenter 

• Stefanshjemmet, Århus 

• Århus Amts alkoholrådgivninger 

• Århus Amts misbrugscentre 

Den overordnede idé er, at Bosted Systemet skal indgå i en 

plan for en bedre IT-mæssig understøttelse af institutionerne 

på det sociale område. 


Bosted Systemet er repræsenteret på 140 institutioner landet over. Århus Amt har søsat et nyt 

projekt, hvor otte institutioner afprøver systemet i samarbejde med amtets øvrige IT-systemer. 


– I dag er udveksling af dokumenter besværlig, uanset hvor i 

systemet du er, forklarer chefkonsulent Steffen Ørnemark fra 

amtets enhed for Digital Forvaltning. 

– På den ene side har vi i Århus Amt det såkaldte ESDH 

system (Elektronisk Sags- og Dokument Håndtering), som dels 

er et arkivsystem, dels et system, der kan hjælpe folk med at 

holde styr på deres arbejdsgange. På den anden side har vi en 

række forskellige omsorgssystemer, som hjælper institutionerne 

med at holde styr på deres ”kunder i butikken”. Endelig 

har amtet også et afregningssystem, som er særdeles relevant 

for alle sociale institutioner, for det er meget komplekst i dag 

at udveksle regninger mellem amt, kommune og institutioner. 

Det er disse forskellige systemer, vi gerne vil have til at arbejde 

sammen i et fælles system, som vi har døbt Elektronisk Social 

Klient Journal (ESKJ). 

Steffen Ørnemark understreger, at det nye projekt ikke handler 

om at afskaffe alt gammelt og starte forfra. 

– Tanken er, at vi bygger videre på eksisterende systemer. Det 

har vi arbejdet på fra begyndelsen. Problemet er den store 

mangel på ensartethed i dag. På de sociale institutioner har de 

hvert sit system, når det gælder journalisering, fra papkasser 

og hængemapper til computere eller slet ingenting. Vi vil i 

denne fase af projektet gøre brug af Bosted Systemet, som 

uden de store problemer kan integreres med amtets elektroniske 

sags- og dokumenteringssystemer og afregningssystemet 


Otte institutioner i Århus Amt har fået BostedSystemet som 

værktøj fra 2005. Derefter følger udviklingen af ESKJ, Elektronisk 

Social Klient Journal, som også skal indgå som fælles 

system i den kommende region. 

Bosted Systemet er et internetbaseret IT-system til daglig kvalitetssikring af observationer, aktiviteter, beskrivelse af beboernes 

hverdag og gennemførelse af individuelle handleplaner. 

Systemet indeholder de væsentligste redskaber til beskrivelse af en beboers hverdag. Gennemførelse af individuelle planer, 

herunder effektmåling og kvalitetssikring, observationer, aktiviteter, fælles kalender, dokument- og informationsdeling samt 

avancerede søgnings- og udskriftfaciliteter. 

Bosted Systemet er godkendt af Datatilsynet og udviklet i samarbejde med Bo- og aktivitetstilbuddet Lindebjerg, Fyns Amt og 

Team online A/S. 

Læs mere på www.teamonline.dk 

71

72 

P Æ D A G O G I S K R E S U LTAT M Å L I N G 

Tekst og tal skal være 

en naturlig del af 

pædagogens hverdag 

Interview med socialpædagog 

og pædagogisk konsulent 

Lars Bluhme, I-Meta.dk 

– Alle pædagoger bør opleve det som 

naturligt at dokumentere deres arbejde 

– tekst og tal skal være en integreret del 

af hverdagen i institutionerne. 

Socialpædagog og pædagogisk 

konsulent Lars Bluhme er ikke i tvivl 

om, hvad han brænder for. Han har i 

årevis høstet erfaringer med at bruge 

computerprogrammer som værktøj i 

det pædagogiske arbejde – først og 

fremmest for at gøre det lettere og mere 

naturligt for pædagoger at omsætte deres 

praksisviden, og dernæst for at lære 

pædagogerne at tænke i både kvantitative 

og kvalitative data. 

Begge former for data har betydning for 

formidling af hverdagens pædagogiske 

praksis, mener Lars Bluhme. 

De modeller, Lars Bluhme har udviklet i 

sit firma, I-Meta.dk, hedder henholdsvis 

Resultatmålingsmodellen samt Dagbog 

& Statistikmodellen. Rammen for de to 

modeller hedder I-Meta – et navn der 

ligger op til, at man ”skal se tingene i 

fugleperspektiv” ved hjælp af de digitale 

modeller. 

Siden februar 2005 har en del af 

amtskredsene i Socialpædagogernes 

Landsforbund (SL) købt temadage af 

Lars Bluhme, hvor fokus er at introducere 

de to modeller, og den forbedring 

af fagligheden, de lægger op til. 

– Modellerne læner sig op ad de store 

forventninger, der er til begrebet 

”pædagogisk resultatmåling”, og som 

SL som interesseorganisation de sidste 

fem år har forsøgt at skabe debat om, 

forklarer Lars Bluhme og tilføjer: 

– Ét er at beskrive sine observationer, at 

bygge dokumentation op, så den bliver 

i institutionen og ikke forsvinder med 

den enkelte medarbejder eller beboer, 

når folk skifter arbejdsplads eller institution. 

Noget andet er at kunne trække 

statistik og tal ud på disse observationer. 

Disse måder at arbejde på kan fungere 

parallelt og bør være en naturlig del af 

pædagogernes værktøj, og efter min 

mening er det helt afgørende at tage 

disse muligheder i brug, hvis pædagoger 

fremover skal synliggøre, om man når 

fra A til B, men også så omverdenen kan 

se, at alle de milliarder, der bruges på 

det pædagogiske arbejde, har en værdi, 

mener Lars Bluhme. 

Ingen historie fulgte med 

Lars Bluhme er uddannet socialpædagog 

fra Aalborg Socialpædagogiske 

Seminarium. 

Hans engagement i at udvikle computerbaserede 

værktøjer, som kan understøtte 

dokumentation og resultatmåling i den 

pædagogiske hverdag, udspringer af 

hans egne faglige erfaringer. 

– Jeg arbejdede i en periode med en 

helt ung klient, som kom til os fra en 

anden institution. Han havde haft en 

masse skift mellem forskellige institutioner, 

og der fulgte meget lidt dokumenteret 

viden med, om de resultater 

de andre steder havde med ham. På den 

måde startede man som bruger forfra 

hver gang. Det var jeg frustreret over, 

og det var han i øvrigt også selv. Hans 

forhistorie var vigtig, og andre professio- 

nelle havde allerede gjort sig erfaringer 

med mange forskellige pædagogiske 

retninger, men vi fik intet at vide – ud 

over et vist rygteniveau, hvor der er fokus 

på det negative, eller en mundtlig overlevering, 

hvis vi var heldige. For ikke at 

komme ud i det samme, altså mangel på 

overlevering, lavede jeg en grundig rapport, 

en udredning, om ham, da vores 

projekt skulle rundes af, men jeg aner 

ikke den dag i dag, om det blev brugt 

til noget. Var det spildte kræfter eller 

hvad? Det fik mig til at tænke videre 

over begrebet dokumentation. 

Den moderne tidsalder 

Lars Bluhme flyttede fra Nordjylland 

til København og fik arbejde på 

Frederiksholm Akutinstitution. Her 

arbejdede man efter en norsk inspireret 

model, Udredningsmodellen, hvor der 

bliver lagt vægt på forretningsgangens 

synlighed, på åbenhed og på god 

kvalitet i den sociale service. 

– Det var mit første møde med en 

gennemført struktureret indgang til 

pædagogisk arbejde og med det, der 

minimum skal være til stede, nemlig 

målopfølgning og kontinuerlig beskrivelser, 

for eksempel også af samarbejdet 

med forældrene og med andre faggrupper. 

Det var en meget positiv oplevelse, 

husker Lars Bluhme, som dog også 

erfarede, at den norske model på det 

tidspunkt var svær at overskue, fordi 

den skulle gennemføres ved manuel 

dokumentation på A4-ark. 

Erfaringerne med det strukturerede 

system fik Lars Bluhme til at udvikle 

en IT-model, som skulle erstatte den

udbredte brug af Kinadagbøger som 

overleveringsmateriale. Han fik et 

samarbejde i gang med institutioner i 

både Nordjylland og på Frederiksberg og 

arbejder i dag fortsat på at udvikle sine 

computermodeller i samarbejde med en 

række forskellige institutioner. 

– Det handler om at træde ind i den 

moderne tidsalder og læne sig op af alle 

de rationelle gevinster, der er i at bruge 

en pc. Mit ønske har hele tiden været, 

at det skal være et fagligt fremskridt 

at bruge pc’en, men også at vi skal 

have den åbenhed og tydelighed, som 

forvaltningslovgivningen kræver i dag, 

påpeger Lars Bluhme. 

Med tiden håber han, at det bliver mere 

og mere naturligt for alle pædagoger 

at lave dokumentation og ikke adskille 

teori og praksis, sådan som det i udpræget 

grad sker i dag. 

– I dag sker der ofte det, at teoretikeren 

tager sin viden med sig, når han forlader 

arbejdspladsen. Og praktikeren får lov 

at slippe af sted med at sige, at ”jeg 

er jo ikke er så god til det teoretiske” 

– så det lader vi ligge! Men efter min 

mening skal pædagoger lære at forene 

de to retninger, for det vil give bedre 

pædagogik og større fælles forståelse i 

personalegruppen. Vi skal ikke have en 

mur bygget op mellem os, vi skal derimod 

lære at dele viden, og det kan vi 

bruge computeren til. Jeg håber, at begreber 

som praktiker og teoretiker helt 

vil uddø, og at det bliver helt naturligt 

for alle at arbejde med resultatmåling, 

så det ikke er noget man tænker over, 

men bare gør. 

Lars Bluhme henviser til en undersøgelse 

IT-modellen kan synliggøre målsætningerne, 

og det tror jeg, faget vil have godt af, 

siger socialpædagog og pædagogisk 

konsulent Lars Bluhme, I-Meta.dk 


Socialpædagogen Lars Bluhme har som ambition at 

motivere pædagoger til at dokumentere deres arbejde 

og måle på, om de metoder, de anvender, nu også 

virker efter hensigten. 

73

74 


lavet af Socialpædagogernes Landsforbund, 

”Projekt dagbog” der viser, at de 

værdier, som socialpædagogerne syntes 

var de vigtigste, var det nære, relationen 

til brugerne, hvorimod det organisatoriske 

og relationer ud af huset ikke betød så 

meget. 

– Det er slående, at pædagogerne har 

det sådan, og det viser, at det er meget 

svært at dele viden, både internt men 

også udadtil, for eksempel over for 

samarbejdspartnere i kommunerne. 

Men udviklingen er sådan i dag, at vi 

er nødt til i højere og højere grad, at 

kunne dokumentere kvaliteten af vores 

arbejde på en systematisk og målelig 

måde, ikke bare over for os selv, men i 

høj grad også over for samfundet, så for 

eksempel politikerne kan se, at vi gør en 

forskel. 

Når pædagogen kan dokumentere, at 

han/hun gør sit arbejde godt, og at indsatsen 

hjælper, kan de også bedre stille 

krav, også i en lønforhandling, mener 

Lars Bluhme. 

Pædagogisk resultatmåling 

Bluhmes programmer går altså hånd 

i hånd med kravet om pædagogisk 

resultatmåling, som mange socialpædagogiske 

arbejdspladser prøver at leve op 

til i dag. 

– Grundlæggende er det vigtigt, at 

pædagoger har en forståelse for, hvorfor 

man arbejder efter mål og at målet bliver 

så godt beskrevet, at det ikke skrider, for 

så kan man naturligvis ikke måle på det 

undervejs, understreger han. 

Bluhme har, i forbindelse med temadage 

for pædagoger, fået meget viden om, 

hvorfor mange oplever det som svært at 

arbejde med operationelle mål. 

- Jeg oplever pædagoger, der har 

kendt hinanden i mange år og arbejdet 

samme sted, men når de skal beskrive 

et operationelt mål, gør de det helt, 

helt forskelligt. Det er vigtigt, at de gør 

sig klart, hvorfor de er forskellige, for 

ellers forvirrer man i høj grad brugerne 

og hinanden. Hvis man ikke formår at 

beskrive målene ens, må man lære sig 

det – for eksempel ved at splitte målet 

op i delmål, danne øer af mindre kompleksitet 

i en overkompleks verden, så 

målene er realisable i hverdagen. 

En anden måde at sikre sig, at målet 

ikke glider, er ved at sørge for hyppige 

evalueringer, gerne hver uge, alt efter 

hvor store bevægelser der sker. 

Synliggøre målsætninger 

Lars Bluhmes modeller er bygget op, så 

man kan gå ind og se på det specifikke 

udviklingsmål, som har direkte reference 

til den årlige handleplan, og ved et tryk 

på en knap kan man blive opdateret på, 

hvad der er sket, mens man for eksempel 

har været væk fra arbejdspladsen. 

– IT-modellen kan synliggøre målsætningerne, 

og det tror jeg, faget vil have 

godt af. Ellers kommer man let til at 

rende rundt i den samme form for trummerum 

og tro, at ro, orden og struktur 

for eksempel altid er det bedste. Man 

kommer for let til at vælge de brede 

tilgange, som er traditionelle for faget, 

og som man er tryg ved. Det er også 

rigtig nok. De generelle mål er vigtige, 

men de individuelle udviklingsmål har 

også meget stor betydning. 

Brugerindflydelse 

Beboerne, eller de pårørende til beboere 

på en institution, har ikke, som systemet 

er indrettet nu, adgang til at se målbeskrivelser, 

vurderinger eller andre dele af 

systemet. 

– Den, der modtager pædagogens 

arbejde, inddrages naturligvis ofte i en 

dialog, som går forud for målet. Men 

systemet er ikke gearet til, at forældre 

til børn på en institution kan gå ind og 

logge sig på systemet på lige fod med 

pædagogen. Det går gennem pædagogen, 

hvis de skal have disse informationer, 

forklarer Lars Bluhme. 

Han pointerer, at modellerne sagtens 

kan indrettes, så der kommer adgang til 

brugerne, hvis de enkelte arbejdspladser 

ønsker det. 

– Det er ikke problematisk at gøre det 

i praksis, og vi har da også øje for den 

mulighed, men personligt mener jeg, at 

vi er nødt til at forstå vores egne metodiske 

muligheder bedre, for vi begynder 

at eksperimentere med at inddrage 

brugerne. Pædagogen skal først lære at 

være en anstændig formidler. 

Tal er vigtige 

Bluhmes computermodeller tilbyder 

pædagogen at lave en kvalitativ og 

kvantitativ dokumentation i skriftform, 

baseret på observationer og faglige 

vurderinger – samt ved abstrakte 

karakterer i form af en skala fra 1-10. 

Den særlige nøgle, der følger hver 

pædagogs indtastning, betyder, at 

det er muligt at se, hvem der ofte når 

målsætningen. 

Ud over at lave dagligt dokumentationsarbejde 

på pædagogiske målsætninger, 

skrive dagbog og lave statistikker, kan 

man også dokumentere og måle på 

forældresamarbejde, samarbejde med 

psykolog, psykiater, dagtilbud osv. 

– På den skala, som programmet benytter 

og som pædagogen taster ind på, 

er succeskriteriet 10-tallet, mens otte er 

”tilfreds”....osv. Pædagogen kan sætte 

tal på, hvorvidt en aktivitet sammen 

med en bruger lykkes eller ej. Eller det 

kan være tal på graden af magtanvendelser 

over for en beboer. Uanset 

hvordan skalaen anvendes, kan disse 

tal omdannes til statistikker. Et eksempel: 

Hvis vi taler om magtanvendelse, 

kan tallene bruges til at stille skarpt 

på følgende: Hvor ofte går det galt i 

relationen mellem bruger og pædagog, 

så det fører til magtanvendelse? Er det 

i forhold til en bestemt pædagog, det 

går galt? forklarer Lars Bluhme. 

Ved at trække statistik ud fra hverdagen, 

får man et bedre grundlag for en 

faglig vurdering, spørger han. Alternativet 

er, at man nøjes med at skønne, 

hvor galt det står til, men tal kan vise, 

sort på hvidt, hvordan hverdagen ser ud. 

– Tallene er det rationelle, hurtige svar 

på, hvordan det går. Brugen af tal kan 

skabe en oversigt, men de erstatter 

selvfølgelig ikke ordene, og jeg taler

ikke for, at man skal fjerne beskrivelserne, 

prosaformen, for så ville tallene 

stå alt for nøgne. Men hvis to pædagoger 

er uenige om, hvor på skalaen 

de skal placere en bestemt hændelse, 

kan det give god anledning til at få talt 

igennem, hvilke observationer, man hver 

især har gjort sig. Man har måske set 

det samme ske, men har to vidt forskellige 

vurderinger af det. Hvorfor det? Det 

kan brugen af skalaen være med til at 

klargøre. 

Hvem lykkes? 

Lars Bluhme mener, at IT-modellerne kan 

bruges til at skærpe opmærksomheden 

omkring, hvilke pædagoger der lykkes i 

deres pædagogiske praksis, for eksempel 

når det drejer sig om at få en beboer til 

at nå det opstillede mål. 

Desuden vil der opstå et billede af, hvilke 

pædagoger der ikke har held til at motivere 

beboeren og dermed nå målet. 

– Det vil ikke altid være populært, men vi 

må gøre op med den tankegang, at alle 

pædagoger er lige gode til alt, og at man 

altid skal agere som en gruppe. Nogle vil 

næppe klappe i hænderne over mit synspunkt, 

men jeg mener, det er vigtigt at 

få gennemført en dagsorden, hvor man 

kan tage diskussionerne. Hvordan 

konfronterer man i øvrigt de pædagoger, 

der ikke tager deres arbejde seriøst 

nok? spørger Lars Bluhme og tilføjer, at 

statistik også vil være et godt værktøj for 

ledelsen, som har ansvaret for pædagogikken. 

– Systemet skal sikre, at alle har viden 

om den gode praksis. Beboeren skal 

have den bedst mulige hjælp, det står 

også i lovgivningen. For mig er der ingen 

tvivl om, at den sociale service kan blive 

langt bedre. Hvis professionelle fagfolk 

træder på bremsen i den proces, så må 

man kvalificere dem til ikke at gøre det. 

Det handler ikke om at fyre folk eller 

køre dem ud på et sidespor, men om at 

god praksis skal tilflyde alle i organisationen, 

og øget brug af faktuel viden og 

muligheden for at sammenligne observationer 

er meget nyttigt i den faglige 

supervision. I stedet for at man tager 

udgangspunkt i følelser, skal man se på 

den faglige problemstilling. 

Ja til kvalitet 

Bluhmes erfaring er, at pædagogerne 

sagtens kan højne kvaliteten af deres arbejde 

og blive langt mere strukturerede. 

Specielt hvis ordet ”viden” bliver et mere 

neutralt begreb, noget man kan tage til 

sig, noget man ikke er bange for. 

– Der har været talt meget om skriftlighed, 

og på det felt er der sket en øget 

professionalisering. En øget grad af resultatmåling 

kan generelt bruges til at give 

pædagogers arbejde højere status, gøre 

det synligt. Det er også et rimeligt krav 

på et område, som koster samfundet milliarder 

af kroner hvert år, mener han. 

Generelt oplever Lars Bluhme, at hans 

modeller med resultatmåling, observationer 

og brug af skala samt statistik 

bliver godt modtaget i faget. 

– Mange synes opdelingen er interes- 

Grundlæggende er det vigtigt, at pædagoger har en forståelse for, 

hvorfor man arbejder efter mål, mener Lars Bluhme 


sant, man kan ligefrem høre 10-øren 

falde, når jeg lægger det frem. De 

fleste har en oplevelse af, at tingene er 

rodet godt og grundigt sammen, eller 

også arbejder de efter alt for brede og 

overordnede mål, som de alligevel ikke 

kan kontrollere, forklarer han. 

Lars Bluhme mener, det i sidste ende 

vil være en kæmpe fordel for fagligheden, 

at pædagogerne bruger faktuel 

dokumentation i deres diskussioner, 

både internt og udadtil, frem for at 

bruge fornemmelser fra rygraden. 

– Åbenhed og tydelighed om målene 

og resultaterne giver faktisk også 

større demokrati på arbejdspladsen. 

Ingen arbejder i det skjulte efter sin 

egen lille djævelske plan. Endelig har 

det også betydning for muligheden 

for aktindsigt, og det øger retssikkerheden 

for brugerne, at faget kan 

fremlægge fakta for anvendelse og 

resultaterne af deres metoder, understreger 

Lars Bluhme. 

75

76 

M A R T E M E O 

Interview med terapeut Maria Aarts, udvikleren 

af Marte meo metoden, Holland 

– Jeg elskede at stirre på mennesker. 

Da jeg var fire-fem år gammel, bad min 

mor mig holde op med at stirre, ellers 

ville hun ikke tage mig med ud på besøg 

mere. Det virkede åbenbart uhøfligt, 

sådan stirrede jeg, og jeg forsøgte da 

også at lade være, men så snart jeg så 

mit snit til det, sad jeg igen og stirrede 

uhæmmet på mennesker omkring 

mig. Jeg så alt muligt ske – hvordan de 

bevægede sig, hvordan de agerede sammen. 

Det var fascinerende. 

Maria Aarts fortæller om sin barndoms 

Ved egen kraft 

”dårlige vane”, som mange år senere 

viser sig at komme hende til stor nytte. I 

dag har hun gjort sin stirren til en del af 

sin profession, og når hun gennemgår 

Marte meo metoden ved hjælp af 

videoklip, hvor hun billede for billede 

forklarer, hvad der sker mellem de mennesker, 

der er på filmen, ja så genkender 

man fuldstændig hendes fascination af 

at stirre. Men nu har hun lov til det, og 

hendes mor har da også, da hun blev 

voksen, sagt til sin datter: ”Hvor var 

det klogt af dig, Maria, når du nu ikke 

kunne holde op med at stirre, at du så 

valgte at gøre det til din levevej!”. 

– Det var virkelig gået op for min mor, 

Maria Aarts var et meget 

stirrende barn – og denne 

stirren blev til hendes levevej 

og til metoden Marte meo, 

som i dag bruges i 25 

forskellige lande verden over. 

hvor nyttig min stirren havde været og 

hvor mange mennesker, der nu kan 

profitere af min viden, ler Maria Aarts 

og kaster sig så ud i en engageret 

beskrivelse af metodens stærke og 

svage sider, men først skal hun tilbage 

til 1976, da det oprindelige skridt blev 

taget til at udvikle Marte meo til en 

metode. 

Dengang arbejdede Maria Aarts, der 

er uddannet terapeut på en hollandsk 

institution for autistiske børn. En dag 

brød en mor sammen i gråd, da hun 

kom ind på institutionen og så, hvordan 

hendes søn sad i nær kontakt med sin 

behandler, Maria Aarts.

”Jeg ville også gerne have den form for 

kontakt med ham, som du har”, lød 

moderens forklaring på, hvorfor hun 

blev bevæget. 

Hvordan gør vi vores 

viden tilgængelig? 

Det blev startskuddet til gå i gang med 

et projekt, som Maria Aarts havde haft i 

hovedet i flere år, nemlig: ”Hvordan gør 

vi vores professionelle viden tilgængelig 

for forældrene?”. 

Maria Aarts udgangspunkt var, at den 

faglige information burde formuleres, 

så den blev lettere tilgængelig for de 

pårørende. Eksperternes teoretiske 

og abstrakte, problemorienterede 

viden skulle omformes til praktisk 

hverdagssprog. 

De første familieprogrammer, som Maria 

Aarts arbejdede med, blev udviklet 

i samarbejde med Orion, et center i 

Holland, hvor hun dengang var leder. 

Marte meo metoden er da også netop 

kendetegnet ved, at den er udviklet ”på 

gulvet” i samarbejde med fagpersoner, 

forældre og børn. 

I 1987 blev Maria Aarts leder af sin 

egen virksomhed, ”Marte Meo”, en 

international organisation, og i dag 

bruges metoden i mange forskellige 

sammenhænge, ikke alene til at hjælpe i 

forældre-børn relationer men i høj grad 

også til at give fagpersoner ny viden og 

indsigt, samt i relationer der har med 

voksne at gøre, for eksempel i samarbejdet 

mellem personale og demente 

eller i samarbejde mellem fagpersoner 

og voksne med forskellige former for 

funktionsnedsættelser. 

Metoden er i dag i brug i 25 forskellige 

lande. I Danmark har den været kendt 

siden midten af 90’erne, og netop i 

Danmark har metodens anvendelse ført 

til overraskelser for Maria Aarts. I dag 

er den nemlig i brug i sammenhænge, 

som hun aldrig havde forventet, for 

eksempel i samspillet mellem personalet 

og ældre demente på plejehjem og institutioner 

i en række amter i Danmark. 

– Det havde jeg ikke på noget tidspunkt 

forestillet mig, men det har vist sig, 

at personalet har virkelig meget glæde 

af den. Jeg får hele tiden nye samarbejdspartnere 

i Danmark, også i 

børnepsykiatrien. Jeg tror, at Marte 

meo vinder så kraftig indpas blandt 

personalet på plejehjemmene, fordi den 

modvirker, at fagpersonerne brænder 

ud. Den fokuserer på, hvad der virker, 

og det kan personalet i høj grad bruge. 

De får større glæde af deres arbejde i 

hverdagen, fordi de tydeligere kan se, 

hvor deres arbejde giver succes. 

Ved egen kraft 

Marte meo er latin og betyder ”Ved egen 

kraft”. Metoden er videobaseret, den er 

meget konkret og først og fremmest løsningsorienteret. 

Når terapeuten vejleder 

og rådgiver, tager hun udgangspunkt i 

de ressourcer, der i forvejen er til stede 

hos personerne. 

Videoen er et arbejdsredskab, og 

optagelse af almindelige dagligdags 

situationer gør det muligt at få øje på 

barnets, den unges, den voksnes eller 

den ældres initiativ samt på samspillet 

mellem personer. For eksempel: Hvad 

kan barnet allerede? Og hvad har barnet 

brug for at lære? 

Men optagelsen kan også fokusere på, 

hvad den voksne/fagpersonen allerede 

kan, som støtter brugerens udvikling, 

og på hvad fagpersonen har brug for at 

lære, gøre anderledes, for at brugeren 

kan komme videre i sit liv. 

Terapeuten, der er uddannet i metoden, 

analyserer videofilmen, og viser derefter 

udvalgte, centrale klip frem til den, som 

analysen gælder. 

– Metodens stærke side er, at den giver 

konkrete, detaljerede informationer som 

kan støtte en udvikling i det daglige liv. 

Den bliver skræddersyet til dem, der skal 

bruge den, eksempelvis forældre der skal 

lære at støtte deres børn bedre. Ikke noget 

med, at de skal tilpasse sig metoden 

eller de professionelles krav. Metoden 

tager udgangspunkt i forældrenes 

hverdag, forklarer Maria Aarts. 

Netop det skræddersyede er meget 


centralt. På den ene side tager Marte 

meo udgangspunkt i basal viden om 

udviklingsprocesser. På den anden side 

bliver der i hvert eneste tilfælde lavet 

en unik film med udgangspunkt i den 

enkelte klients daglige liv. 

– De spørgsmål forældre eller fagpersoner 

kommer med, er helt centrale i 

hjælpeprocessen, og der laves altid en 

analyse til den specifikke klient, en analyse 

der er forbundet med klientens 

egne spørgsmål og dagligdags problemer, 

forklarer Maria Aarts. 

Begrænsninger 

Hun erkender også, at metoden ikke 

kan bruges til alt og alle. Marte meo har 

sine begrænsninger og dem skal man 

huske: 

– Metoden beskriver det, som du ser her 

og nu, men du kan ikke bruge den til at 

stille en diagnose. Den kan ikke anvendes 

til at hjælpe folk over alvorlige lidelser, for 

eksempel seksuelt misbrug eller alvorlige 

psykiatriske vanskeligheder. Den handler 

om, hvordan du får et bedre liv i morgen 

– og det er vigtigt at de, der bruger 

den, kender dens begrænsninger og 

ikke begynder at bruge den til at stille 

diagnoser. Vi ser på den besked, der kan 

ligge i en bestemt opførsel, lige præcis 

den dag, vi filmer. 

Maria Aarts ser ikke Marte meo som en 

modsætning til andre metoder, hun vil 

hellere se den som et supplement. Da 

hun bliver bedt om at beskrive, hvor den 

adskiller sig fra andre metoder, nævner 

hun to ting: 

1) Den kopierer naturen 

2) Den fokuserer meget på, hvordan 

man bruger sproget. 

Kopieringen af naturen, at efterligne 

naturen, er en vigtig del af princippet 

bag Marte meo. 

– Det vigtige er, at vi, når vi vil genoprette 

et naturligt samspil i en familie, gør 

brug af naturens egen model, forklarer 

Maria Aarts. 

Hun begynder for eksempel sine forelæsninger 

om metoden med at vise film af 

en helt almindelig far, der er ved at give 

77

78 


sit lille spædbarn tøj på. Ved at vise, 

hvordan han hele tiden spejler sit barn, 

både gennem sine lyde og sin mimik, 

viser Maria Aarts sit publikum, hvad den 

naturlige forældrerolle rummer, altså 

hvordan normale forældre nærmest 

instinktivt går ind og udvikler deres børn. 

Når barnet gurgler eller sige sjove lyde, 

er faderen straks på pletten og bruger 

samme lyde i sit svar til barnet. Senere 

er princippet det samme, når forældrene 

helt tiden sætter ord på, hvad der sker 

og hjælper barnet på vej i for eksempel 

dets sproglige udvikling. 

Den naturlige dialog 

Marte meo tager udgangspunkt i, hvad 

der kan beskrives som ”den naturlige 

dialog mellem forældre og børn”. Det 

er den, der danner grundlaget for den 

forståelse, der ligger bag behandlerens 

intervention, og i de videosekvenser, 

der vises bagefter, bestræber man sig 

også på at vise de steder, hvor denne 

naturlige dialog er i fokus. Men de 

tilbagemeldinger, som terapeuten giver 

forældrene eller fagpersonen kan både 

fokusere på, hvor den naturlige dialog 

fungerer godt, men også på, hvor den 

ikke fungerer. 

– Vi bliver sommetider beskyldt for alene 

at fokusere på det positive, siger Maria 

Aarts, men det er ikke sandt. Vi skal 

naturligvis ikke arbejde i blinde. Vel finder 

vi de gode eksempler frem, men vi ser 

også efter konfrontationerne – og det er 

ikke et krav, at vi bare skal være positive. 

Både forældre og professionelle opfatter 

det imidlertid som positivt, at vi ikke bare 

beskriver dysfunktionerne i samspillet 

mellem forældre og børn, men i høj grad 

fokuserer på, hvordan man stimulerer de 

områder, som fungerer dårligt, forklarer 

hun. 

– Netop fordi vi er omhyggelige med at 

vælge de sekvenser ud i filmen, som kan 

danne basis for udvikling, er der nogle 

gange folk, som synes, at vi ”kun viser 

positive billeder”, men virkeligheden er, 

at selv om vi indleder med at fokusere på 

det, som forældrene/fagpersonerne er 

gode til, så vælger vi også billeder ud fra, 

hvad der kan ændres på, forklarer Maria 

Aarts. Hun understreger, at netop selve 

udvælgelsen – og transformeringen af 

”Marte meo know how” til klienten er et 

meget stort felt i uddannelsen af Marte 

meo terapeuterne. 

Sprog og nonverbalt sprog 

Når terapeuten fortæller forældre eller 

personale, hvad målet er og hvor man 

er på vej hen, bliver det gjort i et ganske 

almindeligt sprog. Det er et markant 

princip hos Marte meo, og det lægger 

Maria Aarts stor vægt på. 

– Jeg synes ikke, det er nødvendigt at 

bruge fremmedord, og det er et krav, 

at man som terapeut er trænet i at 

oversætte vanskelige informationer til 

et sprog, som passer med for eksempel 

forældrenes. Vi skal kunne tale praktisk 

og klart. Derved oplever forældrene 

også, at de ikke skal ”passe ind i programmet”, 

de behøver ikke at gætte, 

hvad vi mener, vi tilpasser os dem. 

Det sproglige aspekt fylder meget i Marte 

meo, også kropssproget, det nonverbale 

udtryk. 

– Det er altafgørende, at man er trænet 

i at aflæse det nonverbale, for eksempel 

hvis man som terapeut bruger metoden 

sammen med fysisk og psykisk handicappede. 

Alle børn, udviklingshæmmede 

eller ej, er født med at være tunet ind 

på lyde – de får skabt en forbindelse 

med forældrene via lyd, og børn, unge, 

voksne, der ikke taler, kommunikerer 

alligevel, forklarer Maria Aarts. 

Hun giver et eksempel med et filmklip 

fra en institution, hvor fire beboere 

deler lejlighed. Den ene kan ikke tale, 

og hans adfærd giver problemer for de 

andre, fordi han hele tiden udtrykker sig 

gennem voldsomme råb, som de ikke 

forstår. Filmen viser, at pædagogen, når 

han kommer ind og hilser, siger klart og 

tydeligt godmorgen, men mest henvendt 

til de af beboerne, der kan tale. Imens 

råber den ikke-talende beboer voldsomt 

op i baggrunden. 

– Ved at analysere filmklippet og lyden, 

kunne man høre, at den råbende beboer 

faktisk forsøgte at efterligne pædagogens 

tonefald, når denne sagde godmorgen. 

Men der blev bare aldrig reageret 

på det, fordi man opfattede det som en 

tilfældig irriterende råben, og det blev 

beboeren selvfølgelig desperat over og 

råbte så bare højere og højere, forklarer 

Maria Aarts. 

Pædagogen fik instruktion i at efterligne 

beboerens lyde, og det blev også filmet. 

– Den reaktion det gav, da beboeren fik 

sin hilsen retur, ja, det var helt utroligt at 

se den glæde det vakte: ”De ser mig, de 

hører mig”, smiler Maria Aarts og understreger, 

at hun gang på gang ser, hvor 

vigtigt det er, at personalet får lov til at 

lære nyt om, hvordan de agerer sammen 

med for eksempel handicappede børn 

eller voksne. 

– De vil så utroligt gerne lære og motiveres 

i deres arbejde. Og det er meget 

lettere, når man griber det an via billeder 

og træner dem op i selv at se, hvad der 

sker. Det er ikke nødvendigt med en 

negativ konfrontation, det er meget 

mere motiverende, hvis folk selv kan lære 

at se efter, hvad der sker. 

En ”simpel” metode! 

Nogle betegner Marte meo metoden 

som meget ”simpel” og mener, at der 

derfor er en risiko for, at behandleren 

tænker sit eget teorigrundlag ind i 

metoden uden at være bevidst herom. 

Maria Aarts husker da også, at hun i 

Norge i 1999 netop mødte reaktionen 

i universitetssammenhænge, at skønt 

hun var en god terapeut var metoden 

for simpel at beskæftige sig med på et 

universitet. 

– Men så prøvede vi sammen at analysere, 

hvad der faktisk skete undervejs, 

når man brugte metoden. Og denne 

analyse viser, at man skal tænke ret dybt 

for at sikre, at der sker en udvikling. Det 

er nødvendigt at terapeuten kan tænke 

analytisk. Man skal faktisk have lidt af 

en matematisk hjerne, og det har jeg da 

også. Jeg kunne være blevet matematikprofessor, 

ler Maria Aarts, som understre-

ger, at forskning i metoden har vist, at 

den passer meget godt sammen med de 

nyeste teorier om børns udvikling. Dog 

tilføjer hun, at brugen af metoden står 

og falder med, hvordan terapeuterne er 

uddannet. 

– Uddannelsen er meget vigtigt og du får 

kun certifikat i at bruge metoden, hvis 

du kan gøre det med succes. Det skal du 

bevise gennem din træning med andre, 

og du skal igennem en række cases, som 

viser, at du mestrer metoden. Det er altså 

noget man virkelig skal arbejde med, 

understreger Maria Aarts. 

Men ved brugerne altid, at de bliver 

filmet og brugt i en bestemt metodesammenhæng? 

– Ja som regel, og altid hvis det er forældre, 

der er brugerne. Her er det os, der 

skal lære af dem, af deres spørgsmål. De 

fortæller os, hvad de er bekymrede over, 

for eksempel hvis barnet er forsinket i sin 

udvikling på grund af et handicap, eller 

hvis de har svært ved at opdrage barnet. 

Deres spørgsmål er vores orienteringspunkter 

– og det retter vi så vidt muligt 

ind efter. Men hvis vi taler om ældre 

demente eller om folk uden sprog, så 

ved de ikke nødvendigvis, hvad vi laver. 

Alligevel gør vi meget ud af at inddrage 

dem, vi fortæller dem, at de kommer 

med i en film. 

Dokumentation 

Også Maria Aars hæfter sig ved, at kravet 

om dokumenteret virkning af arbejdet på 

det sociale område er stigende – og det 

har hun det fint med – til en vis grænse. 

– Vi dokumenterer konstant, hvad vi 

laver via vores film. Vi er meget strukturerede, 

når vi arbejder, vi skriver 

ned trin for trin, hvad der sker, det er 

nødvendigt for at skaffe sig overblik, og 

på den måde lever vi op til kravet om 

dokumentation. 

Men det er også nødvendigt at passe 

lidt på, at ikke alting drukner i papir og 

bureaukrati, mener Maria Aarts. 

– Hvis kravet bare er dokumentation 

for dens egen skyld, kan det dræbe en 

masse energi. Al den tid du bruger på at 

Marte meo har sine begrænsninger 

og dem skal man huske, siger udvikleren af 

Marte meo metoden, Maria Aarts, Holland 

dokumentere viden, går fra dine klienter, 

det skal vi huske. For mig er det vigtigste 

stadig, at vi koncentrerer os om brugernes 

behov. Vi skal sikre at fagpersonerne 

imødekommer brugerens behov, ikke 

systemets. 

Samarbejde via dialog 

Maria Aarts er ikke i tvivl om, hvad der 

er det allermest centrale i Marte meo 

metoden: 

– Det er samarbejdet mellem fagperson 

og bruger, siger hun med eftertryk. 

– Hele programmet er bygget op om 

samarbejde, og hver eneste gang 

metoden tages i brug, er den skræddersyet 

til brugeren. Vi sætter ikke bare en eller 

anden standard op, som så kører hver 

gang. Vi ser på familiernes behov forfra, 

hver gang. Det er grundlæggende i Marte 

meo, at de eller den, der ønsker hjælp, 

selv formulerer spørgsmålet – de ved 

bedst, hvad de ønsker at arbejde med. 

For at kunne skabe det nødvendige 

samarbejde er dialogen altafgørende, 

forklarer Maria Aarts. Den professionelle 

terapeut er særligt trænet i at høre 

efter hvad brugerne siger, tune ind på 

deres niveau, være i stand til at skabe en 

dialog. 

Maria Aarts mener, at det er bedst at 

arbejde med Marte meo inden for sin 

egen profession. Hun giver i ”Marte meo 

Grundbog” et eksempel på, hvordan 

hun selv har lavet fejl i sine beslutninger, 

da hun forsøgte sig med at arbejde med 

en mor, der var aktiv stofmisbruger. Hun 

manglede imidlertid viden og erfaring 

i samarbejdet med stofmisbrugere, og 

kunne derfor ikke vurdere moderens 

situation. 

– Jeg synes, Marte meo udnyttes bedst, 

hvis den bygger oven på ens egen uddannelse 

og ens egen professionelle 

viden. Den skal ikke ind og erstatte en 

uddannelse. Nej, metoden skal komplementere, 

ses som en slags støtte til det, 

du kan i forvejen. 


79

80 


Når udvikling går 

gennem et kamera 

Interview med pædagog og afdelingsleder Aase Gydesen 

og pædagog Ulla Stæhr, Specialbørnehaven Æsken. 

Seksårige Katrine kommer op i sit gangstativ, og pædagogen 

Trine Tander finder en kasse frem med legesager. På Katrines 

lyde og enkelte ord er det klart at forstå, at hun er glad og helt 

med på, at der nu skal ske noget særligt. At hun bliver filmet 

imens, tager hun ikke nogen særlig notits af, hun har prøvet 

det før og lader sig ikke længere aflede af kameraets tilstedeværelse. 

Vi er i specialbørnehaven Æsken i Skanderborg. Børnehaven 

er normeret til otte børn, alle med betydelig og varig nedsat 

funktionsevne, der gør, at de har behov for omfattende pleje 

og specialpædagogisk støtte. 

Katrines leg med Trine bliver filmet af den ene af de to pædagoger 

i Æsken, som begge har taget en ekstra uddannelse som 

Marte meo terapeuter. 

Aase Gydesen, der er pædagog og afdelingsleder i Æsken og 

pædagog Ulla Stæhr har afsluttet deres toårige uddannelse til 

Marte meo terapeuter i juni 2005. De blev begge optaget af 

metodens muligheder, da de læste om den i deres fagblad, 

Socialpædagogen, og siden fik den beskrevet på et endagskursus. 

– Vi bruger flere forskellige metoder i arbejdet med børnene, 

ofte blandet lidt sammen, så den ene overlapper den anden. 

For eksempel arbejder vi meget med sanse-stimulering og 

med at stimulere sproget. Man kan ikke tale om, at Marte 

meo kan gå ind og erstatte andre metoder, for brugen af 

Marte meo handler først og fremmest om at analysere samspil. 

Man bruger Marte meo til at arbejde med samspillet i den 

aktivitet, der er i gang, og Marte meo kan bruges som analyseredskab 

på tværs af alle metoder, forklarer Aase Gydesen og 

Ulla Stæhr. 

Ser på barnets styrke 

– Arbejdet med Marte meo passer ind i vores måde at tænke 

på her på institutionen. Vi synes ikke, man skal lade sig 

bremse af, hvad børnene ikke kan, men derimod se på de ressourcer, 

de har. Hvad kan barnet på sit eget niveau, forklarer 

Ulla Stæhr. 

– I den sammenhæng bliver Marte meo metoden et redskab 

til at sikre, at der sker det, som vi ønsker at arbejde efter 

– nemlig at vi tager udgangspunkt i barnets stærkeste side. 

Lykkes det? Det kan vi sikre ved at se på situationerne gennem 

Marte meo metoden, tilføjer Ulla Stæhr.

På Æsken i Skanderborg har to pædagoger taget 

Marte meo metoden til sig i det daglige arbejde med 

børn, der har brug for særlig støtte. 

Tilbage til situationen, hvor Aase Gydesen filmer, mens pædagogen 

Trine er sammen med Katrine. Situationen er valgt, 

fordi Trine kom og bad om hjælp til et bestemt problem, hun 

ofte syntes, hun havde sammen med Katrine. 

– Og det er også kravet for at begynde at arbejde med Marte 

meo, at der skal være noget man undrer sig over, et problem, 

et område, man gerne vil have fokus på. I det her tilfælde lød 

spørgsmålet fra Trine: ”Hvordan stimulerer jeg bedst muligt 

Katrines sproglige udvikling?”, forklarer Aase Gydesen. 

Den seksårige Katrine har en medfødt hjerneskade som gør 

hende multihandicappet, både fysisk og psykisk. Hun er spastiker 

og sprogligt kan hun sige enkelte ord – dagligdags ting, 

som hun genkender, men mange gange bruger hun sproget 

ukorrekt. Hun kan lege med ordene i form af remser, men 

uden nødvendigvis at vide, hvad de betyder. 

– Trine havde observeret, at Katrine kan mange sprogmelodier 

og ofte synger på sproget, men hun har for eksempel svært 

ved at svare, fordi hun mangler ord, og Trine var usikker på, 

om hun gav hende den rigtige sproglige støtte, forklarer Aase 

Gydesen. 

Marte meo som metodesupplement 

Hun fortæller, at man på Æsken i mange år har arbejdet 

meget struktureret med børnenes sproglige udvikling, blandt 

andet efter Irene Johanssons Karlstadsmodel, og Marte meo 

metoden går fint ind og supplerer denne model, fordi Marte 

meo hjælper med at sætte fokus på den respons, pædagogen 

giver barnet rent sprogligt. Dermed kan man bedre udnytte 

de særlige legeredskaber og virkemidler, som Irene Johanssons 

sproglige udviklingsmodel tilbyder. 

I tilfældet med samarbejdet mellem Trine og Katrine udvalgte 

Marte meo terapeuten dels en struktureret, dels en ustruktureret 

situation, som hun filmede i 10-15 minutter. Sådan 

er fremgangsmåden i alle Marte meo forløb, begge typer af 

situationer skal filmes. Disse minutter analyserer terapeuten 

grundigt, og ud fra dem piller hun for eksempel 3 x 1 minut 

ud, som hun vil gennemgå sammen med Trine. 

– Eksemplerne, som vi leder efter, tager altid udgangspunkt i, 

hvor vi kan se, at samarbejdet mellem pædagogen og barnet 

har de helt rigtige elementer i sig. Når vi kan se, hvad der går 

virkelig godt i samarbejdet mellem Trine og Katrine, kan vi 

bygge videre på det. Vi viste, via filmen, hvad Trine gjorde helt 

korrekt, da hun for eksempel fortalte med ord, hvad det var 

Katrine var i gang med: ”Nu tager du dukken, Katrine, nu ser 

du glad ud”, for at nævne et eksempel. 

Tit er de voksne i institutionen og forældrene rigtig gode 

til at stille børnene utallige spørgsmål, forklarer Ulla Stæhr. 

Børnene bliver spurgt, hvad de har fået til morgenmad, hvor 

de har holdt ferie, hvad de har med i madpakken osv., men 

de glemmer at sætte ord på børnenes egne udtryk, deres 

handlinger. 


– Det lærte Trine at gøre mere ud af, når hun var sammen 

med Katrine. Vi ved, det er svært, for vi er ofte uvante med 

at sætte ord på handlinger, det føles kunstigt at gøre det, 

men her viste de første filmsekvenser tydeligt, at arbejdspunktet 

hed: ”Sæt ord på Katrines handlinger”. Man kunne 

nemlig se på filmen, hvilken utrolig effekt det faktisk havde 

på Katrine, når pædagogen formulerede, hvad det var 

Katrine gjorde. Det havde en stor virkning, for eksempel blev 

hun mere opmærksom og koncentreret, og hun begyndte at 

tage flere initiativer, både sprogligt og i leg. 

Nyt arbejdspunkt 

Efter 14 dage, hvor Katrine har øvet sig sammen med Trine, 

vender Marte meo terapeuten tilbage og laver en ny filmsekvens, 

som så bliver analyseret med henblik på at vise, om 

der sker fremskridt. Derefter formuleres et nyt arbejdspunkt, 

som for eksempel kan være ”Sæt ord på barnets følelser”. 

– Børnene viser sig at blive roligere, når de får adgang til 

flere ord. Det skærper deres koncentration, de oplever, at de 

er i fokus, også når den voksne i første runde sætter ord på, 

”Hvordan stimulerer jeg bedst muligt Katrines sproglige udvikling?” 

Sådan lød spørgsmålet fra pædagogen før Marte Meo blev taget i 

brug som en hjælp til at give Katrine en bedre sproglig støtte. 

81

82 


hvad det er barnet gør. Bagefter tør barnet gradvis selv gøre 

det, afhængig af hvor meget sprog det mestrer, forklarer 

Ulla Stæhr og giver et eksempel med en dreng i naboinstitutionen, 

hvor problemet ikke var konkret sprogligt, for 

drengen var ikke handicappet, men mere handlede om hans 

manglende selvtillid. 

– Han var nummer fem i en søskendeflok og krøb lidt langs 

væggene, en lille forsigtig dreng. Gennem Marte meo fik 

vi indkredset arbejdspunktet til at pædagogen skulle give 

ham mere sproglig anerkendelse. Den effekt, det havde, var 

ganske utrolig. Filmen viser, hvordan han gradvis tager over 

og selv bliver i stand til at fortælle om sine interesser. Det 

var virkelig bevægende at se, hvordan han blomstrede op 

fortæller hun. 

Marte meo kan også bruges i forhold til børn, der slet ikke 

har sprog. På Æsken er der for eksempel blevet sat fokus på 

samarbejdet mellem et barn og institutionens fysioterapeut, 

hvor barnet var uden sprog. Pigen blev ofte meget ked af 

det under træningen, og det ønskede fysioterapeuten at få 

sat fokus på, fordi meget træning var uundgåelig. 

– Filmen viste de steder, hvor fysioterapeuten faktisk var 

i stand til at berolige barnet ved i høj grad at efterligne 

pigens lyde og holde meget øjenkontakt. Det blev klart, at 

– Metoden er tidskrævende, den kræver et vist overskud. Det skal en institution, som tager den i brug, 

naturligvis være klar over, forklarer pædagogerne Aase Gydesen og Ulla Stæhr 

det skulle hun arbejde mere aktivt med, for det var på det 

niveau, barnet befandt sig, og det var her barnet skulle have 

mere respons, forklarer Aase Gydesen. 

– Metoden er tidskrævende, den kræver et vist overskud. 

Det skal en institution, som tager den i brug, naturligvis 

være klar over. Den tid vi bruger på at analysere, er tid som 

går fra børnene, men samtidig profiterer børnene af det, 

når vi udvikler os som pædagoger. Den gevinst børnene får 

i form af et mere udviklende samvær, gør at tiden er godt 

brugt og såvel børn som voksne udvikler sig, pointerer Aase 

Gydesen og Ulla Stæhr. 

Ingen af dem har hidtil brugt metoden i forbindelse med 

forældrenes samarbejde med deres børn, men det kan godt 

blive relevant at gøre på et tidspunkt. 

– Vi er så nye endnu, så vi har nok været lidt varsomme med 

at tage metoden i brug i forbindelse med forældrenes samarbejde 

med børnene, men det kan sagtens blive aktuelt, 

fordi metoden er god til at vise forældre, hvordan de, med 

ret enkle midler, kan give deres barn øget opmærksomhed, 

især på det verbale, men også på det nonverbale plan. Men 

hvis der er et problem, vi skal fokusere på, så skal det tage 

udgangspunkt i et behov fra forældrenes side, det skal ikke 

bare komme fra os, siger Aase Gydesen.

Interview med 

afdelingsleder Lone Bitsch og 

pædagog Merete Stockmar, 

specialbørnehaven Solsikken 

”Målet er, at Jakob lærer at gå ved 

hjælp af rollator – og at Jakob får øget 

styrket udholdenhed og udvikler bedre 

balance-strategier. Delmål: At Jakob behøver 

mindre og mindre støtte, når han 

går/står. At Jakob bliver bevidst om at 

det er hans krop, der går/står – at Jakob 

får gode synsoplevelser med briller på”. 

Udsnittet er hentet fra den handleplan, 

som specialbørnehaven Solsikken har 

udarbejdet for drengen Jakob, der er 

51⁄2 år. Jakob er født med Angelman 

Syndrom og det betyder, at han er generelt 

forsinket i sin udvikling, også på 

det motoriske og kommunikative plan. 

Specialbørnehaven Solsikken ligger i 

Resenbro i Silkeborg Kommune som en 

del af organisationen “Sol & Skov”. 

Ud over børnehaven er der en afdeling 

P Æ D A G O G I S K E H A N D L E P L A N E R 

Handleplaner hører til i hverdagen 

Plads til skriftlige 

registreringer er 

en fordel for både 

personale, børn 

og forældre i 

specialbørnehaven 

Solsikken. 

for børn og unge med autisme, en aflastningsafdeling 

samt tre afdelinger for 

børn og unge med fysiske og psykiske 

funktionsnedsættelser. 

Solsikken er normeret til 10 børn og er 

bygget sammen med institutionen Solbo 

via egen, meget velindrettet tilbygning 

med brede gange, som giver børnene 

mulighed for at bevæge sig omkring med 

eller uden hjælpemidler. Solsikken deles 

med Solbo om flere fælles faciliteter, 

blandt andet en god, stor have, et særligt 

sansehus, Snoezelhuset, samt busser, 

køkken mv. Ud over at være børnehave 

tilbyder Solsikken aflastning til en gruppe 

børn 11 weekender om året. 

Handleplaner som metode 

Handleplaner er ikke et lovkrav for børn 

og unge med handicap, men i Solsikken 

har personalet arbejdet med handleplaner 

som pædagogisk metode gennem 

flere år og gjort erfaringer med at 

dokumentere deres pædagogiske praksis. 

83

84 


Alt hvad pædagogerne registrerer 

undervejs i barnets hverdag i 

institutionen gives videre gennem 

kontaktbøger til forældrene. 

Derfor indgår kontaktbøgerne 

som en vigtig del af dokumentationen 

I dag er metoden en integreret del af 

institutionens daglige arbejde. 

Det nævnte eksempel med Jakob blev 

udformet som handleplan i 2004. I 

evalueringen i juni 2005 kan man læse, 

at ”personalet er begejstrede over 

Jakobs motoriske udvikling og man tror 

nu på, at det er via rollator, at Jakob 

skal op og gå. Han har fortsat brug 

for sit ståstativ, men institutionen har 

opfordret forældrene til at søge om en 

rollator til Jakob”. 

Sammen med evaluering og handleplan 

er der vedlagt fotos af Jakob og 

videoklip. 

De handleplansskemaer, som Solsikken 

arbejder ud fra, rummer følgende seks 

elementer: 

• Indsatsområdet – udviklingsområdet. 

• Mål og delmål – beskrives kort og 

ofte med fokus på noget meget 

konkret. 

• Arbejdsbeskrivelse – laves på en side 

for sig og vedhæftes skemaet. 

• Succeskriterier – den udvikling, 

man gerne vil se, forventer 

vil ske på vejen mod målet/delmålet, 

indtræffer. 

• Registrering – hvad personalet har 

gjort, set observeret, justeret, nået 

undervejs i forløbet. Beskrevet i 

prosa, billeder og video. 

• Evaluering – laves i fællesskab på 

stuemødet. Evalueringen er et skriftligt 

referat af stuemøde-evalueringen, 

der renskrives i skemaet. Dato 

fastsættes af den, der laver handleplanen. 

Evalueringen er den egentlige dokumentation 

af det pædagogiske/terapeutiske 

arbejde. 

I Solsikken er handleplanerne lagt ind i 

et skema for at gøre dokumentationen 

omkring barnet og det pædagogiske 

arbejde overskueligt. De aktuelle 

handleplaner er samlet på stuerne, 

tilgængelige for alt personale. 

Det tomme skema ligger på institutionens 

computer i mappen ”handleplaner 

og dokumentation” under 

dokumenter, som en ramme/skabelon,

der er ens for alle børn og derfor kan 

udfyldes ensartet af personalet. 

Oprindeligt blev personalet i Solsikken 

inspireret af en artikel om handleplaner 

på institutionen Strandvænget på Fyn. 

Her dokumenterede man sin pædgogiske 

praksis gennem skemalagte handleplaner, 

ligesom der blev arbejdet med 

succeskriterier. 

Afdelingsleder Lone Bitsch og pædagog 

Merete Stockmar i Solsikken har 

begge været med i hele udviklingen af 

brugen af handleplaner som metode. 

Institutionens brug af handleplaner 

begyndte faktisk for en del år tilbage, 

men problemet var, at arbejdet blev 

udført helt forskelligt. Nogle planer var 

skrevet i hånden, andre på pc, nogle 

var med billeder, andre brugte video. 

De lå spredt og registret forskellige 

steder, og skrevet på vidt forskellige 

måder. Der fandtes desuden ikke noget 

samlet overblik over planerne, og som 

dokumentation var de ikke anvendelige, 

heller ikke i forhold til forældrene. 

Institutionen erkendte også, at det var 

svært for udefrakommende, for eksempel 

forældre, vikarer og studerende, at 

få overblik over, hvilket arbejde der var 

sat i gang i forhold til det enkelte barn. 

– Vi vidste, at vi udførte et meget godt 

stykke pædagogisk arbejde i forhold 

til børnene. Men det foregik nærmest 

symbiotisk, i et tæt forhold mellem 

pædagogen og barnet. Det var rigtigt 

svært for andre at komme ind og 

sætte deres præg. Men vi er, som personale, 

en gruppe, og vores holdninger 

er, at jo flere øjne, der sammen ser på, 

hvad vi arbejder med, desto bedre er 

det for børnene. Ellers risikerer vi, at vi 

hver bliver ”hjemmeblinde”, forklarer 

Lone Bitsch. 

Først værdierne 

Merete Stockmar forklarer, at det 

særlige fokus på handleplaner startede 

i 1999, da institutionen satte gang 

i et projekt, som skulle undersøge 

kvaliteten i det pædagogiske arbejde. 

– Vi begyndte denne proces med mere 

uddybende at beskrive, hvilke værdier 

vi sætter højt her i huset. Dernæst 

fulgte naturligt nok spørgsmålet: 

Hvordan kan vi konkret se, hvilket 

arbejde vi rent faktisk udfører for at 

opfylde disse værdier? Hvordan lever vi 

op til det, når vi for eksempel siger, at 

vi ”vægter kvalitet i samspillet”. Er det 

så eksisterende? Hvordan kan vi måle 

det? forklarer Merete Stockmar. 

Fra Århus Amts side har der regelmæssigt 

være fokus på dokumentation og 

kvalitetsmåling af pædagogisk praksis. 

På Solbo kom personalet frem til, at de 

selv ønskede indflydelse på, hvordan 

deres arbejde kunne synliggøres og 

dokumenteres. 

Lone Bitsch: 

– Vi var oprindeligt skeptiske i forhold 

til at måle og dokumentere på de 

såkaldt bløde værdier, men siden er vi 

blevet klar over, at det kan man sagtens, 

og det er vi ikke længere hverken 

bange eller negative overfor. 

Merete Stockmar: 

– Det er et eller andet sted helt logisk, 

at hvis andre, uden for vores fag, skal 

forstå, hvad vi laver, så må vi være 

åbne overfor, hvordan det skal foregå. 

Hvordan kan de se, hvad vi er gode til? 

Kan det måles i tal, så må vi gøre det, 

og hvis man ikke kan det, hvordan gør 

vi det så? 

Lone Bitsch: 

– Vi opfandt dengang selv et talsystem, 

hvor vi gav hinanden point for det 

samspil vi så, også for at få en dialog 

i gang med hinanden. Det var en del 

af vores kvalitetsprojekt. Senere fandt 

vi ud af, at det netop er kvaliteten i 

samspillet, vi vil måles på, ikke bare 

på resultatet. Vores børn udvikler sig i 

samspil med andre mennesker, det skal 

vi have fokus på, og det er stadig vores 

værdigrundlag i dag. 


– Vi blev klar over, at det ikke er 

talværdier, vi skal sætte på os selv og 

hinanden. Det handler langt mere om 

at beskrive processen og udviklingen. 

Vi kan se, at vi har mere glæde af, at 


det foregår i prosa og i sammenhæng 

med videoklip, som vi bruger hele tiden. 

At skrive – en overvindelse 

Merete Stockmar og Lone Bitsch 

erkender, at netop det at skrive sig ud 

af det pædagogiske arbejde er en stor 

hurdle for mange pædagoger. Derfor 

har institutionen arbejdet hårdt på at 

udvikle den skriftlighed, som kunne 

være en barriere i kvalitetsarbejdet. I 

ansættelsen af nye pædagoger lægges 

der da også vægt på, at man har lyst til 

det skriftlige arbejde, noget som godt 

kan virke forskrækkende på ansøgerne, 

men i Solsikken oplever personalet 

efterhånden, at de nyuddannede i dag 

er langt bedre til at udtrykke sig på skrift 

end tidligere. 

Sideløbende med øget skriftlighed 

er kommet et behov for at ensarte 

handleplanerne, og derfor er der i dag 

lagt en fast form ind over indholdet. 

Formen består blandt andet af, at man 

skal udarbejde en udviklingsbeskrivelse 

af det enkelte barn. Her bruger Solsikken 

deres egen videreudvikling af 

Kuno Beller-metoden som et redskab 

til at sikre, at man kommer omkring en 

beskrivelse af hele barnet, fra helbred 

til kognitiv udvikling osv. Kuno Bellermetoden 

er en udviklingsbeskrivelse, 

som ser på følgende områder: 

• Legemspleje og kropsbevidsthed 

• Omverdensbevidsthed 

• Social følelsesmæssig udvikling 

• Leg 

• Sproglig udvikling 

• Tankemæssig udvikling 

• Grovmotorik 

• Finmotorik 

– Nogle kalder det en test, men det er 

vores model ikke. Det er en undersøgelse, 

hvor vi bruger en bestemt metode 

for at nå omkring hele barnet og ikke 

springe noget over, forklarer Lone Bitsch 

og understeger, at når et barn har en 

funktionsnedsættelse, så kan dette i sig 

selv godt forføre pædagogen til alene at 

fokusere på nedsættelsen – og dermed 

glemme den øvrige del af barnet, og 

85

86 


den udvikling barnet ellers er ved at 

gennemgå. 


– Vi skal holde fast i at se barnets potentialer, 

ikke dets begrænsninger. Alle 

børn er født med udviklingspotentialer, 

men de udvikler sig i forskellige tempi. 

Lone Bitsch: 

– Vi er mere optaget af barnets væren 

end dets gøren. Vi prøver at se på 

børnene som personligheder, der gør alt 

hvad de kan for at kommunikere med 

deres omverden, og vi skal ind og støtte 

dem, hvor de har deres styrker. 

Tændt på planerne 

Og det er blevet meget populært at 

arbejde ud fra handleplaner i Solsikken, 

så populært, at institutionen i dag har 

draget den erfaring, at man også kan 

sætte for mange handleplaner i gang på 

samme tid. Det kan ganske enkelt være 

svært at begrænse sig, fordi man bliver 

så ”tændt” på metoden, at man vil for 

meget. 

Lone Bitsch: 

– For mange handleplaner gør, at man 

risikerer at miste overskueligheden. 

Derfor må der ikke arbejdes med alt for 

mange planer eller mål ad gangen. I 

stedet skal man sikre sig, at der arbejdes 

med det, som vi kalder ”fokusområder”. 

Det vil sige, at man i perioder har fokus 

på enkelte handleplaner/indsatsområder 

ad gangen. En handleplan, der er særligt 

fokus på, vil blive evalueret oftere 

end de øvrige handleplaner. 

Et fokusområde inden for kommunikation 

kan for eksempel være, at pædagogen 

og barnet vil arbejde med det 

mund-motoriske, de verbale lyde. Et andet 

kan være at se på barnets døgnrytme, 

fordi forældrene kommer og beder 

om hjælp på dette område. Pointen er, 

at gøre fokusområdet konkret, overskueligt 

og ikke for stort. 


– Målene nås ofte overraskende hurtigt. 

Det er vores opgave løbende at evaluere 

på, om det går i den rigtige retning. Er 

målet for lavt sat eller for højt? Som 

regel evaluerer vi efter tre måneder, men 

hvis barnet når målet inden, reviderer 

vi undervejs. Vi kan også nogle gange 

opleve, at vi har sat de forkerte mål op 

– at barnet bevæger sig i en helt anden 

retning. Det skal der være plads til. Jo 

bedre vi lærer barnet at kende, desto 

mere præcist kan vi sætte målene op. 

Lone Bitsch: 

– Handleplanen kan også gå på, at vi skal 

undersøge nogle bestemte problemer. Vi 

skal blive klogere på, hvad det er vi ser. 

Også her bruger vi video-klip. Generelt 

arbejder vi meget med Marte meo 

metoden, og vi er vant til at iagttage på 

video og gå helt ned i meget små klip. 

Forældreindflydelse 

I Solsikken er både Lone Bitsch og Merete 

Stockmar overbeviste om, at brugen 

af handleplaner som metode har givet 

forældrene en langt større indsigt i, hvad 

der sker på institutionen. Planens mål 

lægges løbende frem for forældrene, og 

på den måde får de et konkret indblik i, 

hvad det er, man for øjeblikket arbejder 

hen imod. 

Lone Bitsch: 

– Vi understreger altid, at en handleplan 

ikke er nogen færdigpakket løsning på 

et problem, og når vi lægger et delmål 

frem, kan vi godt være i tvivl om det er 

sat for højt eller for lavt. Det får forældrene 

indflydelse på. De bidrager ofte 

selv med egne observationer, og de kan 

faktisk lettere blande sig med det, de 

iagttager derhjemme, når vi taler ud fra 

en konkret handleplan. 


– Det mest positive er, når forældrene 

melder tilbage – efter at de har lært 

handleplanen at kende og set videoklip 

– at de nu føler sig motiverede til at ændre 

nogle ting derhjemme også. De kan 

pludselig se, at de kan give barnet nye 

valgmuligheder. 

Lone Bitsch: 

– Det er altid en svær balance for en 

institution, hvad den skal forvente af 

forældrene. Alle gør i udgangspunktet 

det, de kan. Men for mange af 

forældrene er det positivt at få flyttet 

fokus fra mad og søvn til andre udviklingsmuligheder 

for deres barn. De 

kan se, hvordan de også selv kan arbejde 

med fordybelse i samspillet med barnet, 

og det er givende for hele familien. 


– Den velkendte og lidt slidte vending: 

”I skal bare have lov til at være forældre” 

er ikke anvendelig længere. For hvad vil 

det egentlig sige? Det er i virkeligheden 

meget diffust, og det er ikke nok at 

komme med den slags udmeldinger til 

forældre i dag. De vil have en rolle, og 

det er hos dem, barnets sunde fundament 

etableres. 

Lone Bitsch: 

– Den tid, hvor den professionelle ”ved 

bedst” er slut. Vi har en faglighed og en 

erfaring med børnene, som forældrene 

kan drage nytte af, og vi kan se, at de 

ønsker indflydelse, de vil gerne bidrage 

og gøre en forskel. Det skaber en 

helhedsindsats, når forældre og professionelle 

trækker i samme retning. 

Alt hvad pædagogerne registrerer undervejs 

i barnets hverdag i institutionen gives 

videre gennem kontaktbøger til forældrene. 

Derfor indgår kontaktbøgerne 

som en vigtig del af dokumentationen. 

De kan også bruges, når der skal samles 

op i forhold til en evaluering. 


– Det tidsmæssige kan være et problem 

for pædagogen. Kan man nu også nå at 

få skrevet det ned, som er nødvendigt? 

Det er i sidste ende et spørgsmål om 

prioritering, men det er meget vigtigt, at 

vi husker at melde tilbage til forældrene 

– hver dag. Derfor kan vi også i en nødsituation 

låne kontaktbøgerne, og se hvad 

det var, vi i sin tid registrerede og så på 

den måde samle det op i evalueringen. 

Amtets institutioner skal jævnligt lave 

brugerundersøgelser, og det har Solsikken 

også gjort. Sidst det skete, scorede 

man ikke særlig højt på formidlingen til 

forældrene. Lone Bitsch understreger, 

at den sidste undersøgelse er udført, før 

institutionen gik over til at bruge handleplaner 

som metode.

Det tidsmæssige kan være et problem 

for pædagogen. Kan man nu også nå at 

få skrevet det ned, som er nødvendigt. 

Det er i sidste ende et spørgsmål om 

prioritering, siger pædagog Merete 

Stockmar, her sammen med Jakob 

– Jeg er sikker på, vi vil se en forbedring 

på netop formidlingen til forældrene, 

når vi får resultatet af den næste 

undersøgelse, tilføjer hun. 

Handleplanens konklusioner og evalueringen 

kan også bruges som dokumentation 

overfor kommunen. Den 

kan for eksempel bekræfte, at barnet 

har brug for et bestemt hjælpemiddel. 

Ligeledes bruges planerne sammen 

med videoklip ved den årlige konference, 

og i forbindelse med barnets 

skolestart bruges evalueringerne som 

konferenceoplæg til skolen, ligesom 

nogle handleplaner følger med over på 

skolen. 

Til hver handleplan bruges prosabeskrivelser, 

videoklip eller andre former for 

billeder. Handleplanen evalueres på 

stuemøderne, og det er selve evalueringen 

der er dokumentationen. 


– Ved evalueringen gennemgår vi alle 

de registreringer, der er lavet og vi 

ser videoklip som relaterer til handleplanen. 

Det hele foregår i dialog, og 

vi tager stilling til, hvad vi synes er 

barnets næste udviklingstrin. En ny 

handleplan kan også være, at det er 

pædagogen der skal lære nyt, være 

mere tålmodig, give mere plads til barnets 

egne initiativer. Barnets kontaktperson 

tager referat af denne dialog, 

og referatet kommer til at indgå som 

evaluering. 

Lone Bitsch: 

– Vi kan også vælge, at vi vil fortsætte 

med samme handleplan, men inddrage 

flere i området, fordi vi gerne vil være 

klogere. Måske er vi usikre på, hvad 

det er, vi ser, og så må vi ind og spørge 

kollegaer med andre relevante kompetencer. 

Fordelen er, at vi er hinandens 

øjne, vi skal hele tiden se på, om vi er 

på rette vej og gøre det i respekt for 

hinanden og for børnene. Det kan godt 

være et tungt ansvar at være kontaktperson 

for et barn her i institutionen, 

for vi har også børn, hvis mulighed for 

udvikling er meget små. Måske kommer 

de med en kompliceret familiesitu- 


87

88 


Afdelingsleder Lone Bitsch (th) og pædagog Merete Stockmar, specialbørnehaven Solsikken i Resenbro ved Silkeborg 

ation som baggrund. Ikke alle bliver 

boende hjemme til de er fyldt 18, nogle 

skal i døgntilbud. Det kan alt sammen 

være belastende. 

Tværfaglighed i fokus 

Merete Stockmar og Lone Bitsch 

beskriver det som ”en god dag på 

Solsikken”, når arbejdet er sat op i 

forhold til handleplanen, og den faglige 

udveksling omkring barnet er registreret 

og skrevet ned. 

Lone Bitsch: 

– For os er det afgørende, at alle i 

personalet tør gå ind og tegne dagen, 

tage ledelse og prioritere. At man starter 

sin dag i institutionen med at gøre 

klart, hvad det er, man vil opnå, hvilke 

børn man er sammen med, og hvordan 

man skal arbejde med de børn. Hvis 

alle render rundt uden at gøre sig klart, 

hvad deres arbejde består af, fungerer 

det ikke. 

Både hun og Merete Stockmar er enige 

om, at tværfagligheden også nyder 

godt af, at der er sat fokus på handleplaner. 

Fysioterapeuterne og pædagogerne 

er sammen om handleplanens 

mål, og dens udførelse stopper ikke 

selv om den ene faggruppe ikke altid er 

til stede. 


– Som kontaktperson til for eksempel 

Jakob, er det ofte mig, der går med 

ham, for eksempel når han øver sig i 

at bruge rollator. Jeg har drøftet mål 

og den praktiske måde at gøre det på 

med fysioterapeuten, og så kan jeg 

eventuelt også formulere handleplanen 

på skrift. Vi kender hinandens sprog og 

kan derfor sagtens udarbejde sådan en 

plan i fællesskab og skrive for hinanden.

Lone Bitsch: 

– Vi er meget faglige og tør godt 

bidrage med, hvad vi hver især er 

gode til. Der er generelt stor villighed 

til at stille viden til rådighed og give 

hinanden sparring. Fysioterapeutens 

tilstedeværelse skal give mening, og 

hun skal også kunne møde barnet i leg. 

Meget af den fysioterapi, der foregår 

her tager udgangspunkt i det daglige 

arbejde. Hvordan kommer barnet op 

på puslebordet osv. Det skal vi lære på 

tværs af fag, og så rådgiver vi hinanden. 

Fysioterapeuten kan gøre sig 

nogle helt særlige iagttagelser, som vi 

har brug for – og omvendt. 

En simpel metode 

Set udefra kan handleplaner i hverdagen 

virke som en simpel metode, som 

alle kan tilegne sig med forholdsvis små 

virkemidler, men Solsikkens metode har 

ét væsentligt udgangspunkt, som bliver 

understreget af både Merete Stockmar 

og Lone Bitsch: Personalet i institutionen 

skal føle ejerskab til metoden 

og den skal baseres på institutionens 

værdier. 

Å R E T S G A N G I S O L S I K K E N 

Lone Bitsch: 

– Enhver kan gå ind på et eller andet 

niveau og udfylde sådan et skema, men 

den måde vi kan sikre, at arbejdet udføres 

rigtigt, ligger i at vi holder hinanden 

fast på, at der hele tiden skal være 

en dialog. Evalueringen skal være der, 

ellers når vi aldrig frem til en egentlig 

dokumentation. Det må ikke ende som 

et skema for skemaets egen skyld. 


– Vores handleplaner er en del af en 

udvikling og kan ikke ses isoleret, men 

skal snarere ses som en mursten i arbejdet. 

Desuden skal man forstå, at det er 

en metode, man tilegner sig over lang 

tid, og den skal tage udgangspunkt i de 

værdier, institutionen har. 

I Solsikken kunne både Lone Bitsch og 

Merete Stockmar godt tænke sig, at 

metoden med handleplaner i hverdagen 

blev dokumenteret, så dens anvendelse 

kunne finde ud til andre institutioner. 

Lone Bitsch: 

– Vi kan slå fast i dag, at forældrene 

kan mærke en forskel. De kan se på 

børnene, at der sker en udvikling. Det 

hører vi jævnligt. Forældrene fortæller 


videre, også til andre forældre, hvorfor 

de er glade for at have deres børn 

her – og noget af det der går igen 

er netop, at vi arbejder med tydelige 

mål, som de kan relatere sig til. Det 

betyder utroligt meget, og det giver 

forældrene en stolthed at kunne sige 

til deres omverden: ”Vores barns institution 

kan fremlægge dokumentation 

for de fremskridt, der sker. Vores 

børnehave har en pædagogisk 

metode og er ikke bare frit 

svævende”. Især i disse tider, hvor 

der er et øget pres på forældrene om 

selv at gribe ind og tage ansvar for 

barnet, hjælper det dem meget, at de 

er inddraget i, hvad barnets institution 

arbejder med. 


– Men en egentlig dokumentation af, 

hvordan handleplanerne virker, har vi 

ikke selv mulighed for at lave. Det ville 

snarere kræve, at der kom en person 

forbi udefra, som ville undersøge effekten. 

Det ville bestemt være spændende, 

hvis det skete. 

August-september: 

Barnets handleplan justeres og nye udarbejdes. Disse tages op på stuemøderne, kontaktpædagogen får sparring af kolleger. 

September-november: 

Hjemmebesøg hos forældrene, hvor handleplaner drøftes og evt. justeres. 

Januar-marts: 

Kontaktpædagogen indsamler materiale. Konferenceoplæg udarbejdes. 

Marts-maj: 

Afholdelse af konference. Handleplaner evalueres, nye mål sættes. 

Sommer: 

Et nyt år begynder. 

89

90 

P E T Ö M E T O D E N 

Jeg rejser mig op.. 

Jeg står på begge fødder! 

Interview med speciallærer Kari Wulff 

Hansen, Geelsgårdskolen, Virum 

De fleste elever i Yngstegruppen på 

Geelsgårdskolen i Virum er bevægelseshandicappede 

i svær grad. Allerede 1. 

skoledag sidder børnene i klassen ved 

de specielle Petö-møbler, og for nogle 

børn er det en helt ny oplevelse ikke at 

være spændt fast i en kørestol. Andre 

har prøvet det før, måske i specialbørnehaven 

eller på Petö-kurser sammen med 

deres forældre. 

Børnene lærer som regel hurtigt at sidde 

selv og holde balancen ved at holde fast 

i tremmebordets ribber eller håndtag. 

Møblerne bruges også, når børnene skal 

lære at rejse sig op, stå og gå. Mens de 

står op, synger lærerne med klar og rytmisk 

stemme en remse, som sætter ord 

og rytme på lige præcis denne øvelse: 

Jeg rejser mig op, op 

Jeg står på begge fødder 

Fødderne er væk fra hinanden 

Jeg strækker mine knæ 

Jeg trækker enden ind 

Retter ryggen op 

Mit hoved er i midten 

Jeg kigger lige frem 

Så kan jeg stå, så kan jeg stå, 

så kan jeg stå. 

Alle børnene reagerer på den rytmiske 

remse, mens de med støtte fra personalet 

rækker hænderne frem, så de kan 

gribe fat i bordets tremmer eller i en 

tremmestige. Nogle børn får hjælp til 

at strække benene, andre til håndens 

bevægelser, det er helt individuelt, hvad 

det enkelte barn har brug for. 

Petö-møblerne, fællesskabet mellem 

børn og voksne, børnenes egen motivation, 

brug af rytmisk intention og remser,

Den konduktive pædagogik burde være langt mere 

udbredt i Danmark, siger lærer på Geelsgårdskolen i Virum, 

hvor metoden er lagt ind i Indskolingens læseplan. 

samt et intenst samarbejde mellem 

meget forskellige faggrupper, er nogle 

af de centrale omdrejningspunkter i 

den variant af den konduktive pædagogik, 

som man møder i Indskolingen på 

Geelsgårdskolen, en amtskommunal 

specialskole, der optager elever mellem 

5 og 18 år. 

Petö-pædagogik 

Konduktiv pædagogik kaldes også Petöpædagogik 

efter grundlæggeren, den 

ungarske fysiurg Andreas Petö, som begyndte 

sin udvikling af metoden i 1945 

på et speciallærer-seminarium i Budapest. 

Her arbejdede han med en gruppe 

på 13 svært motorisk handicappede 

børn, som lægerne havde opgivet. Hans 

træning med børnene betød, at de fik 

det betydeligt bedre, og siden førte hans 

erfaringer til oprettelsen af National 

Motor Institute i Ungarn. 

Den konduktive metode retter sig først 

og fremmest mod personer med lidelser 

i centralnervesystemet, for eksempel 

Cerebral Parese (spastisk lammelse) eller 

andre former for bevægelseshandicap. 

I den konduktive pædagogik er målet 

med støtten til barnet at stimulere barnets 

egen motivation for den gradvise 

udvikling, som ikke er gået normalt i 

gang af sig selv på grund af hjerneskaden. 

Princippet er, at barnet skal 

være den aktive part, og målet kan for 

ek-sempel være, at barnet selv kan holde 

sit hoved, lære at holde fast i et greb, 

sidde oprejst med så lidt støtte som 

muligt. 

Hele filosofien hviler på, at handicappede 

børn kan udvikle sig gennem 

læring. De voksne viser børnene vejen, 

men lader børnene gøre tingene selv. 

En kæmpestor metode 

På Geelsgårdskolen har den konduktive 

pædagogik haft en plads i mange år. 

Den blev indført i Indskolingen efter et 

forsøgsprojekt, der begyndte i 1985, og i 

de sidste 10 år har den været en fast del 

af læseplanen for de yngste elever. Målet 

med arbejdet i Indskolingen er at udvikle 

eleverne sprogligt, motorisk og socialt. 

Lærer Kari Wulff Hansen har arbejdet 

med konduktiv pædagogik, siden hun 

kom til skolen for 18 år siden. 

– Konduktiv pædagogik er i sin helhed 

en kæmpestor metode, som man ideelt 

set burde begynde at arbejde med 

allerede hos det helt lille barn. Men 

mange af vores børn i Indskolingen har 

aldrig mødt denne form for træning eller 

samvær før de kommer her på skolen. 

Derfor kan man bedst udtrykke det ved, 

at vi bruger nogle af områderne fra 

metoden, men ikke hele systemet. Vi 

har tilpasset metoden forholdene på en 

dansk specialskole. 

Kari Wulff Hansen forklarer, at personalet 

gennem årene har erfaret, at den 

konduktive metode er et særdeles godt 

valg i Indskolingen, fordi den tilgodeser 

både behandling og undervisning, leg og 

pædagogik i en fælles ramme, i stedet 

for at splitte det op, så noget foregår i 

skolen, noget hos fysioterapeuten, noget 

i fritidsordningen og noget derhjemme. 

Baggrunden for, at skolen sværger til 

den konduktive pædagogik i Indskolingen 

er, at den fungerer helhedsorienteret, 

pointerer Kari Wulff Hansen, 

og hun uddyber det på denne måde: 

– Alle fag med respekt for sig selv vil 

i dag sige, at de arbejder ud fra et 

helhedssyn på barnet. Men for nogle betyder 

begrebet tværfaglighed, at der er 

ugentlige fællesmøder mellem fysioterapeut, 

lærer og pædagog, som hver især 

arbejdet med barnet. På fællesmødet 

udarbejder de for eksempel en samlet 

beskrivelse af barnet. Det er tværfagligt 

arbejde for dem. 

– Den konduktive metode går imidlertid 

langt videre, fordi vi, uanset hvilken 

faggruppe vi tilhører, arbejder integreret 

hver dag året rundt. Gangtræning med 

et barn i Indskolingen på Geelsgård- 


skolen foregår ikke ved, at fysioterapeuten 

tager barnet med sig til træning 

et helt andet sted. Træningen foregår, 

mens barnet er i skolen, og træningen 

kan varetages af folk med forskellige 

faglig baggrund, ikke alene fysioterapeuten. 

Kari Wulff Hansen forklarer, at det 

helt overordnet stadig er den enkelte 

fagperson, som har et særligt ansvar for 

sine egne specialer. Fysioterapeuten har 

således ansvaret for at vurdere barnet 

og hvordan det udvikler sig inden for 

hendes speciale, læreren et tilsvarende 

ansvar for sit felt, osv. Det er således den 

enkelte fagpersons ansvar at oplære sin 

kollega. 

– Men vi har samtidig den store fordel, 

at vi alle, uanset fag, oparbejder erfaring 

i at bruge metoden. Vi kan altså udføre 

motoriske øvelser med barnet, selv om 

fysioterapeuten ikke er til stede. Men 

terapeuterne får en viden ved at deltage 

i skolen, blandt andet om alternativ 

kommunikation og læseindlæring, 

som de kan bruge i deres samvær med 

barnet. Vi kan bruge metoden på tværs 

af vores fag og det profiterer børnene 

virkelig meget af, understreger hun. 

Samtidig tilføjer hun, at netop praktisk 

erfaring med metoden er altafgørende. 

– Det er ikke muligt blot at læse sig til, 

hvordan man arbejder med metoden. At 

håndtere børnene rent fysisk skal læres 

i praksis, og det er faktisk svært at lære, 

det er ikke noget man bare lige gør. Men 

igen, her hjælper det at se på, hvordan 

andre gør det. Det er et håndværk, og 

der er kun én måde at lære det på: Det 

er at få børnene i hænderne og prøve. 

Kari Wulff Hansen peger på, at kravet 

om den totale form for integration 

mellem fagene kan være en barriere for 

nogle og altid vil være en meget stor 

udfordring. 

– Det er givetvis svært at gennemføre. 

Personalegrupperne vil sige, at de gerne 

vil, men hvis blot nogle få er skeptiske, 

91

92 


og indførelsen af metoden alene skal 

hænges op på ildsjæle som så senere 

flytter eller går på barsel, falder det 

måske fuldstændig fra hinanden igen, 

og så er alle erfaringerne gået tabt. 

Bevidstheden og grupperne 

At få gjort barnet bevidst om selve 

læreprocessen, og dermed være med 

til at vække dets egen motivation, er 

centralt i den konduktive pædagogik. 

Derfor spiller sproget en stor rolle, for 

barnet skal bruge sin bevidsthed og 

sproget for at kunne lære at bevæge 

sig, også selv om 2/3 af børnene i 

gruppen på Geelsgårdskolen er uden 

talesprog. 

– I den konduktive pædagogik er 

den rytmiske intention et væsentligt 

element som benyttes, når man øver 

de bevægelsesmønstre, som er mest 

hensigtsmæssige, forklarer Kari Wulff 

Hansen. 

Ved rytmisk intention forstår man, at 

fagpersonen i tilknytning til at barnet 

laver en bestemt bevægelse, benytter 

en sætning, der beskriver, hvad barnet 

gør. Nogle gange kan sætningen 

siges, andre gange synges. Sangen er 

med til at motivere barnet og skærpe 

opmærksomheden, og rytmen i sangen 

hjælper barnet til at udføre bevægelsen. 

De særlige sange kan i dag fås i en 

Petö-sangbog, hvor der følger noder og 

becifringer med, samt et kassettebånd. 

– Rolige rytmer og rolig tale virker hæmmende 

på barnets spasticitet. Børnene 

bliver bedre til at bruge deres krop og 

gøre bevægelserne i et flow, når de 

ledsages af faste rytmer og vi undgår 

pludselige bevægelser og støj, forklarer 

Kari Wulff Hansen. 

Burde begynde tidligere 

Hun peger på, at det virker stærkt motiverende 

på børnene, når de kan mærke, 

at de selv kan styre deres krop og gøre 

noget – uden at der altid skal være en 

voksen ved deres side. 

– Eleven skal have oplevelsen af, at når 

jeg gør tingene på en bestemt måde, så 

kan jeg for eksempel holde mit hovede 

eller stå på mine ben. Børnene kan 

mærke, det nytter, selv om det er hårdt. 

De mærker, at de bliver bedre. 

Nogle forældre kender metoden på 

forhånd, men ellers bliver forældrene informeret 

om metoden, når de kommer 

på besøg, og dens indhold fremgår også 

af skolens informationsmateriale, bl.a. 

læseplanen. For alle børn gælder det, 

at der bliver udarbejdet handleplaner to 

gange årligt, hvor barnets individuelle 

mål og arbejds/træningsmetoder bliver 

aftalt med forældrene. 

– Vores erfaring er også, at når først 

børnene opdager, at de kan nogle ting 

selv, så begynder de at eksperimentere. 

Og faktisk tror jeg, man kunne 

Speciallærer Kari Wulff Hansen peger på, at 

det virker stærkt motiverende på børnene, når 

de kan mærke, at de selv kan styre deres krop 

og gøre noget – uden at der altid skal være en 

voksen ved deres side

nå meget længere end de fleste gør i 

dag, hvis træningen begyndte tidligere, 

påpeger Kari Wulff Hansen. 

Hun efterlyser, at der bliver satset meget 

mere massivt i Danmark på at tilbyde 

børn med CP en intensiv træning gennem 

konduktiv pædagogik, mens de 

endnu er små. 

– Fra de er nul til de kommer i skole, 

burde metoden være et centralt tilbud 

over hele landet. Det ville involvere 

forældrene meget mere, og det ved 

vi, at forældre meget gerne vil i dag. I 

gamle dage var træning en specialistsag, 

men sådan er det ikke længere. 

Forældrene kan sagtens inddrages. Men 

to timers fysioterapi om ugen rykker slet 

ikke nok, hvis man virkelig skal opnå 

forbedringer for barnet, før det kommer 

i skole. 

Geelsgårdskolen har tidligere tilbudt 

kurser for forældrene, så metoden i 

højere grad også kan integreres i hjemmets 

dagligdag, ved tandbørstning, toiletbesøg 

og mange andre hverdagssituationer. 

Disse kurser er imidlertid skåret 

væk i dag, og hvis forældre vil lære om 

konduktiv pædagogik, må de opsøge 

de få private konsulenter, som tilbyder 

kurser i Danmark. Det vil ofte kræve, at 

de kan få deres kommune til at betale 

for det. 

– Vi ser da også, at nogle får støtte til 

det, fordi kommunerne erkender, at der 

AT I N D D R A G E F O R Æ L D R E N E 


I 2005/2006 er der sat gang i et projekt på Geelsgårdskolen, hvor formålet er er at udvikle et hjemmetræningstilbud til forældre, 

som supplement til det offentlige skoletilbud med henblik på at sikre sammenhæng i barnets tilværelse. 

I en families hverdag er der mange situationer, der kan indrettes, så barnet udfordres til at øve sig i nærmeste udviklingszone og 

derved komme videre i sin udvikling. 

Det kan være svært for forældrene selv at få øje på de nødvendige forandringer – projektet har til hensigt at give forældrene 

viden og indsigt, så de selv får øje på barnets ressourcer og potentialer og således får integreret træning i familiens daglige liv. 

Mange gentagelser er en forudsætning for, at et barn tilegner sig færdigheder. 

Deltagere: Forældre til børn med bevægehandicap – elever fra Yngstegruppen på Geelsgårdskolen (alder 7-10 år). 

Projektet består af 4 kursuslørdage og en række hjemmebesøg hos hver familie. 

93

94 


er et behov. Selv magter vi ikke længere 

på skolen at tilbyde forældreuddannelse, 

fordi vi oplevede at det var svært at få 

det til at løbe rundt økonomisk, men 

det er en central problemstilling at 

få træningen i skolen og hverdagen i 

hjemmet til at hænge bedre sammen, 

forklarer Kari Wulff Hansen. 

Doman og Petö 

Kari Wulff Hansen peger på, at en af årsagerne 

til, at en anden metode, Doman 

metoden, har vundet indpas i Danmark 

og er meget populær blandt forældre 

netop skyldes, at den i sin opbygning 

indbyder til, at forældrene selv skal 

handle aktivt og yde en stor personlig 

indsats. 

– Der er mange fælles træk i den 

konduktive pædagogik og Doman 

metoden, også historisk. Begge er 

opstået i 40’erne og 50’erne, og det 

præger dem. Det er også tydeligt, at de 

har en forskellige kulturel og ideologisk 

baggrund, den ene er opstået i Østeuropa 

og den anden i USA. Alligevel 

bygger begge metoder på det samme 

princip, nemlig at man ved træning kan 

danne nye neurologiske forbindelser, 

så hjernen kan udvikle nye områder i 

stedet for de ødelagte. Begge metoder 

vægter også, at tidlig indsats giver de 

bedste resultater og at det handler om 

en årelang indsats. 

Men der er også forskelligheder, pointerer 

Kari Wulff Hansen. For eksempel 

M U L I G H E D F O R U N D E R V I S N I N G : 

prioriterer den konduktive pædagogik 

træning i grupper højt. Børnene skal 

være sammen og indgå i et fællesskab, 

lære af hinanden og se, at andre børn 

også gør fremskridt. 

– Vi kan se, at der opstår et meget tæt 

og godt sammenhold i vores grupper 

her på skolen. I dag vægter vores kultur 

den individuelle tilgang voldsomt, og 

den er i fokus hos Doman, hvor forældrene 

alene står for træningen. Men 

man skal huske, at mange svært handicappede 

børn har meget få muligheder 

for at etablere venskaber med jævnaldrende 

i fritiden. Den ramme skaber vi 

for dem i den konduktive pædagogik. 

Kari Wulff Hansen mener også, at den 

konduktive pædagogik er mindre styrende 

end Doman metoden er. 

– Vi har en ramme, som vi arbejder 

indenfor, men indholdet er så op til os 

selv at definere. Det kan for eksempel 

være dansk, musik, leg, m.m. Vi 

vægter, at børnene har et hverdagsliv, 

som træningen foregår i, altså træningen 

sker, mens du spiser, mens du går 

i skole, mens du går på toilettet. For 

os er det ikke så afgørende, om du 

kan lære at kravle, før du kan gå. Det 

handler derimod om, at barnet bliver 

mest muligt aktivt, og vi vægter både 

motorik, sprog, intellektuel udvikling, 

personlighed og socialisering. 

Hverken den konduktive pædagogik 

eller MOVE (se side 96) har være genstand 

for forskning i Danmark. Reelt ved 

Konduktøren Andrea Udvardy Sabroe afholder kurser for CP børn og deres forældre i København. 

Læs mere om kurserne og om Andrea Udvardy på: 

www.conductivecopenhagen.com, Conductive Education Program Copenhagen 

man altså ikke, om metoderne virker 

eller måske snarere hvorfor de virker, 

for der findes ikke dokumentation i 

forskningsmæssig forstand, kun praksisbaseret 

viden. 

– Der er aldrig lavet en videnskabelig 

evaluering af metoden i Danmark, 

og det er også svært at forestille sig, 

hvordan en pædagogisk metode kan 

dokumenteres videnskabeligt, mener 

Kari Wulff Hansen. 

Hun pointerer, at den pædagogiske 

praksis, der foregår i specialbørnehaver 

og skoler i øvrigt, heller ikke bygger 

på metoder, der har en dokumenteret 

effekt. 

– For mig betyder det meget, at fagfolk 

i mange lande har brugt og bruger 

Petö-metoden. Noget vi ved i dag er, 

at jo tidligere vi begynder på at bruge 

metoden, jo større virkning har den. 

Intensitet og tidlig start har betydning, 

men hvis du gav børn traditionel og 

intensiv fysioterapi fra de var helt små, 

ville man også her se dem blive bedre 

end de gør i dag. Jeg er ikke i tvivl 

om, at mange børn kunne udvikle sig 

bedre. Det vigtigste er måske ikke, om 

man vælger Doman, MOVE, Konduktiv 

pædagogik eller andre metoder, der 

også omfatter traditionel fysio- og ergoterapi. 

Det vigtigste er, at træningen 

er intensiv, at forældrene drages med 

ind i forløbet og at der satses massivt 

og tidligt i barnets liv, siger Kari Wulff 

Hansen.

L Æ S P Å N E T T E T: 

www.konduktiv.dk Hjemmeside for Konduktiv Pædagogik i Danmark. 

www.movewalk.se Hjemmeside for svensk institut der arbejder med konduktiv pædagogik. 


Petö Sangbog 

Sangbog med 12 rytmiske børnesange med noder, becifringer samt indspillet kassettebånd. 

Forlaget Egenæs. 

Petö-pædagogikken i fokus 

En præsentation af metoden og erfaringer og resultater med Petö-pædagogikken i Danmark. 

Ingrid Liljereth: Udgivet af Videnscenter for Bevægelseshandicap 1997, www.vfb.dk 

Anders reser sig upp och går. 

Studentlitteratur, Lund, 2006 


Speciallærer Kari Wulff Hansen, 

Geelsgårdskolen, Virum 

95

96 

M O V E P R O G R A M M E T 

At holde fast ved en drøm 

Interview med fysioterapeut Anette Heinz, 

Geelsgårdskolen, Virum 

Det er ikke nødvendigvis en metode, der markerer sig særligt 

synligt, når man som udenforstående træder ind i klasseværelset 

på Geelsgårdskolen i Virum. 

Alligevel har MOVE som redskab været fast integreret på 

skolen siden 1998, hvor metoden blev indført som værktøj på 

spor 2, skolens klasser for børn med bevægelseshandicap og 

generelle indlæringsvanskeligheder. 

– Det var ikke sådan, da metoden blev indført, at vi slet ikke 

kendte disse muligheder og funktioner til at træne efter. 

Tværtimod. Vi arbejdede sådan set med mange af dem allerede. 

Men for medarbejderne har MOVE som redskab betydet 

et fælles sprog og en mulighed for at måle på, om der sker 

fremskridt hos børnene. Det er en afgørende forskel, hvis man 

tænker ”før og efter MOVE-programmet”, forklarer fysioterapeut 

Annette Heinz, tilknyttet Geelsgårdskolen siden 1974. 

MOVE-programmet udkom første gang i 1991. MOVE står 

for Mobility Opportunities Via Education og er, hvad man på 

dansk kalder en motorisk læseplan, et nøje beskrevet undervisningsprogram, 

der angiver forskellige måder at arbejde 

med motorisk udvikling på – i forhold til at lære at gå, at stå 

og at sidde. 

Skaberen er Linda Bidabe, som på det tidspunkt arbejdede 

med elever med multihandicap på Blair Learning Center i 

Bakersfield, Californien, USA. 

Hun havde arbejdet på en lang række skoler inden for specialundervisning, 

og hun var, som så mange andre fagfolk, frustreret 

over den megen tid, der gik med pleje og omsorgsopgaver, og 

hvor lidt tid der var tilbage til selve undervisningen. Derfor lavede 

hun en læseplan, hvor ”plejefunktionerne” blev til læringssituationer. 

Fysioterapeut Annette Heinz hørte om MOVE i 1996, da 

hun deltog på en temadag om børn arrangeret af Danske 

Fysioterapeuter. 

En engelsk oplægsholder, Jenni French, fortalte om MOVE, 

og Annette Heinz, der senere tog MOVE-uddannelsen i USA, 

indså, at netop dette værktøjs fælles sprog kunne være med 

til at løse et problem, som lå i hverdagen, nemlig spørgsmålet 

om at få integreret et værktøj, som alle i personalegruppen 

tog ansvar for, uanset fagligt tilhørsforhold. 

– Når jeg som fysioterapeut formidlede min viden, oplevede 

jeg for eksempel, at nu kunne en elev gå på en bestemt måde 

inde i klassen. Det kunne læreren eller pædagogen måske 

tage vare på et par gange, men det gled hurtigt ud – dels 

fordi fagfolkene ikke følte de magtede det, og dels fordi de 

dybest set ikke opfattede det som deres viden og opgave, 

forklarer Annette Heinz.

Efter en ufrivillig pause i uddannelsen af personalet har Geelsgårdskolen 

igen fokus på MOVE som metode – og vigtig viden kan fastholdes. 

MOVE og de seks trin 

MOVE-programmet er bygget op omkring seks trin, som 

afspejler en idealmodel for, hvordan man kan arbejde med 

MOVE i praksis: 

Trin 1: Test 

Trin 2: Opstille mål 

Trin 3: Analyse 

Trin 4: Omfang af støtte 

Trin 5: Reduktion af støtte 

Trin 6: Læring af færdigheder 

– Det hele står i en bestemt manual, og det gør, at alle faggrupper 

kan gå ind og følge en opskrift på, hvordan de skal 

løse opgaven, når de har fået den nødvendige basisuddannelse. 

Ikke nødvendigvis ”efter bogen”, men systematikken 

er vigtig i MOVE, forklarer Annette Heinz. 

I USA var metoden en mindre revolution, fordi man på det 

tidspunkt, hvor den kom frem, havde mange bevægelseshæmmede 

børn, som altid var mere eller mindre fastspændte 

og aldrig fik den rette træning. 

– Med MOVE kunne man se børn, der i mange år havde siddet 

helt tilbagelænet, rette sig op, og metoden blev derfor 

set som et markant fremskridt, forklarer Annette Heinz. 

På Geelsgårdskolen var overgangen ikke så markant, fordi 

den praktiske arbejdsfacon allerede var integreret – men 

uden MOVE’s systematiske tilgang og særlige sprog. 

– MOVE er ingen mirakelkur for hvad som helst, den kan 

ikke stå alene som metode, men det er et systematisk værktøj, 

når det handler om at sidde, stå og gå, understreger 

Annette Heinz og lægger vægt på, at det er vigtigt både at 

arbejde motorisk og kommunikativt, især på en specialskole 

som Geelsgårdskolen, hvor alle børn har motoriske vanskeligheder. 

– Motorik og kommunikation skal kombineres. Tesen er, at 

arbejder man med motorikken, så øges barnets bevidsthed 

også, det vi kalder arousal, vågenhedstilstanden. Barnet 

bliver mere til stede, når dets fysiske betingelser bedres, 

for eksempel gennem motorikken. Det holistiske syn på 

børnenes hverdag har jeg taget med mig fra den konduktive 

pædagogik (se side 90), hvor det i høj grad handler om at 

se på livet som en meningsfyldt helhed, frem for at tilbyde 

børnene isolerede træningsprogrammer, der ikke hænger 

sammen med deres hverdag, forklarer Annette Heinz. 

Fra test til drøm 

Trin 1, Testen, viser barnets motoriske profil på det aktuelle 

tidspunkt, hvor den udføres. Når dens resultat foreligger, 

bliver den brugt til at fastlægge en række indsatsområder 

(trin 2). Disse mål sætter man op i samarbejde med eleven, 

forældrene og den professionelle fagperson. 


– Det er ikke så tit, vi udfører testen sammen med forældrene, 

og jeg vil nok sige i dag, at vi har forsømt forældrene i vores 

læringsproces. Forældrene bør selvfølgelig være med, når man 

udfylder testen, så de også får ejerskab. Men vi gennemgår altid 

testens resultater sammen med dem. Vi har også tidligere 

holdt basiskursus for forældre, og vi har altid forældrene 

involverede, når målene skal formuleres. 

Trin 2 hedder ”Opstille mål” og er et redskab til at fastlægge 

den indsats, der skal ske på det motoriske område på baggrund 

af testen. 

– Man kan også udtrykke hvad der sker på Trin 2 ved at sige, 

at alle har en drøm, og det er den drøm, barnet skal arbejde 

hen imod. For vores børn kan en sådan drøm være ganske 

svær at få formuleret, fordi de har så specielle vanskeligheder, 

forklarer Annette Heinz. 

Drømmen er det langsigtede mål – et ønske om at kunne 

udleve en drøm som voksen. 

Et eksempel kan lyde: ”Jakob drømmer om at komme med sin 

familie til Australien og besøge sin morfar”. 

– Det indebærer, at han skal kunne komme op i et fly og 

kunne klare at sidde i sædet. Han skal kunne gå nogle få 

skridt selv - med støtte, forklarer Annette Heinz. 

En anden drøm kunne lyde: ”Jens skal med til landskamp i 

Parken”. 

Dernæst sætter man de mål, der har betydning lige nu i 

hverdagen. 

– Det er langt fra alle vores børn, der forstår omfanget af 

drømmen sådan helt sort/hvidt og tydeligt. Men klargøringen 

af drømmen er vigtig. Denne klargøring gør nemlig, at vi får 

talt med forældrene om deres ønsker på lang sigt og på kort 

sigt ud fra spørgsmålet: 

”Hvad vil du ønske barnet kan gøre, som det ikke kan i dag? 

Og hvad vil du ønske for dit barn i voksenlivet?” 

MOVE er som værktøj relateret helt og fuldt til det dagligdags 

liv i skolen og hjemme hos familien. 

– De trin, der beskrives i de enkelte mål, kan føles voldsomme, 

men det er ikke anderledes, end hvis man nærmer sig en løsning 

på et hvilket som helst spørgsmål ved at gå systematisk 

til værks, forklarer Annette Heinz. 

Nærmeste udviklingstrin 

Når målet er sat, bliver opgaven analyseret, så delfærdighederne 

bliver synlige. Det handler om at se nærmeste udviklingstrin 

og finde forslag til, hvordan barnet når sit delmål. 

Her indgår også en vurdering af den støtte der skal til, eksempelvis 

i form af hjælpemidler. MOVE har som metode udviklet 

nogle særlige hjælpemidler, som kan tages i brug efter behov. 

– Når støtten er manuel og kan fjernes igen, kan vi hele tiden 

udfordre eleven. Det er, hvad vi kalder bevidst reduktion af 

97

98 


støtten, og det kan betyde, at man lærer nye færdigheder. 

Først med støtte, siden uden. Tanken bag reduktion af 

hjælpemidlerne er at bruge den reducerede støtte til læring i 

den videre udvikling, og vi kan se, via testen og reduktion af 

støtte, at eleverne bliver bedre, forklarer Annette Heinz. 

Beskrive hvad vi gør 

Annette Heinz husker, hvor opildnet hun i sin tid blev af 

mødet med MOVE, fordi det var et værktøj, man kunne være 

fælles om og bruge til dokumentation af arbejdet i skolen. 

Hun fik ledergruppens opbakning, blandt andet fordi skolen 

på dette tidspunkt stod overfor at skulle arbejde med et heldagstilbud 

til børnene på spor 2. I dag kan hun se, at MOVE 

også har betydet, at det er blevet lettere at beskrive præcist, 

hvor barnet skal støttes. 

– Tidligere var vi ikke så bevidste om, hvordan forskellen var 

på, om man nu holdt fast på den eller den måde med sin 

hånd. Men i og med at hele personalegruppen bruger samme 

metode i dag, har vi i høj grad øget den fælles bevidsthed, og 

det sker på tværs af faggrupper, for det er underordnet om 

man er pædagog, lærer, fysioterapeut eller medhjælper, alle 

bruger samme værktøj. 

Nu kunne det indvendes, at MOVE som redskab så må ende 

med at gøre eksempelvis fysioterapeuten overflødig, men det 

er ikke tilfældet, forklarer Annette Heinz. 

– Den grundlæggende viden, som fysioterapeuten har, er lige 

så relevant som altid, og vi kan naturligvis supplere MOVE 

med den viden, vi i øvrigt har. Det afgørende er, at vi ser os 

selv som et team, også når fysioterapeuten ikke er der – og 

sådan er virkeligheden jo. Mange steder er fysioterapeuten 

ikke tilgængelig ret mange timer om ugen. 

I 2000 blev skolen udnævnt til dansk model-skole på området, 

men udnævnelsen, som er foretaget af den europæiske 

MOVE-organisation, har ikke i praksis haft den store be- 

G E E L S G Å R D S K O L E N I V I R U M 

Geelsgårdskolen er en amtskommunal specialeskole, der optager elever mellem 5 og 18 år. 

I forbindelse med strukturreformen bliver skolen i 2007 lagt ind under den nye Region Sjælland. 

Se mere på www.geelsgaardskolen.dk 

Fysioterapeut Anette Heinz, Geelsgårdskolen, Virum: 

Det afgørende er, at vi ser os selv som et team, 

også når fysioterapeuten ikke er der 

tydning, for det internationale samarbejde er ikke altid en 

ubetinget fordel, påpeger Annette Heinz, der sammen med 

Geelsgårdskolens tidligere leder, Birgitte Rasmussen, har været 

på efteruddannelse i England. 

– I England bruger man for eksempel meget tid på særlige 

engelske problemstillinger omkring arbejdsmiljøet, problemer 

som håndteres helt anderledes i Danmark. Englænderne har 

haft svært ved at forstå det danske system med, at her er det 

arbejdsgiverens ansvar, hvis en medarbejder kommer til skade 

eller andre ulykker under arbejdet. I England, og også i USA, 

er det helt andre forhold, hvis medarbejderne kommer galt af 

sted, fordi de for eksempel ikke bruger metoden korrekt. Det 

kommer de selv til at hæfte for, men det er som sagt ikke en 

dansk problemstilling. 

Juristeriet i England var måske en medvirkende årsag til, at det 

tog så lang tid at få etableret en MOVE-uddannelse i Europa. 

Dette betød, at MOVE-projektet på Geelsgårdskolen i Danmark 

en overgang blev sat helt i stå. 

– Det har været ganske svært gennemskueligt, hvad der skete 

på det europæisk plan, men vi har måttet forholde os afventende, 

fordi vi gerne vil have flere medarbejdere uddannet i 

MOVE uden at skulle sende dem helt til USA. Vores strategi 

har været at vente på den nye europæiske uddannelse, men 

den blev altså først en realitet i efteråret 2004, forklarer 

Annette Heinz. 

Nu er det imidlertid lykkedes at få uddannet en lærer og en 

pædagog fra Geelsgårdskolens spor 2 i Skotland i 2004. De 

har siden gennemført grundkurser for alle medarbejdere på 

spor 2. 

– Vi risikerede en overgang, at al vores viden ville gå tabt, og 

det var ærgerligt at der kom til at gå så lang tid, før vi fik nye 

folk uddannet. Nu er det imidlertid lykkedes, og det betyder, 

at vi er godt i gang igen, hvilket jeg synes er rigtig dejligt, 

forklarer Annette Heinz.


MOVE i praksis – erfaringer med MOVE-programmet 

Udgivet 2001 af Videnscenter for Bevægelseshandicap 

www.vfb.dk 

På nettet: 

www.move-international.org 

www.geelsgaardskolen.dk 


99

100 

G O A L AT TA I N M E N T S C A L I N G ( G A S ) 

GAS motiverer og afklarer 

Træningsgruppen, Høskov-Kollegiet i Århus, bruger GAS-metoden 

med stort udbytte for institutionens beboere og personale. 

Interview med afdelingsleder, 

ergoterapeut Inger Nygaard Larsen, 

psykolog Lena Isager og social- og 

sundhedsassistent Lene Hansen, 

Høskov-Kollegiet, Århus Amt 

GAS er en meget velegnet metode, når 

det drejer sig om at skabe samarbejde 

mellem beboere og personale. 

Det fastslår både personale og ledelse 

i Træningsgruppen, Høskov-Kollegiet, 

et bo- og genoptræningstilbud til fysisk 

handicappede og senhjerneskadede. 

Institutionen har arbejdet med og anvendt 

GAS som metode siden 2003. 

I dag er metoden så integreret i hverdagen 

for beboere og personale, at 

både personale og ledelse betegner den 

som en styrke i institutionens hverdag 

– ikke mindst fordi den i dag indgår 

som et fast element i Høskov-Kollegiets 

overordnede strategi for behandling. 

GAS (Goal Attainment Scaling, at måle 

de opnåede mål) er en metode, der 

er udviklet i USA i midten af 70’erne, 

men tilpasset danske forhold i 1998 

af Center for Evaluering, Psykiatrien i 

Århus Amt. 

GAS-metoden handler om at opstille 

overkommelige, realistiske og målbare 

mål. GAS skal altså gøre det nemmere 

at afgrænse, målrette og dokumentere 

indsatsen i forhold til den enkelte

eboer/bruger. Der benyttes et skema 

opdelt i fem niveauer, og i forhold til 

disse udarbejdes målsætning og kriterier 

tilpasset den enkelte, altid i samarbejde 

med fagpersoner. 

Udover at være et anvendeligt evalueringsredskab 

har metoden vist sig 

at være en værdifuld støtte for praktikere, 

der i det daglige arbejder med 

mennesker, der for eksempel har en 

sindslidelse, men metoden bliver også 

anvendt i forhold til blandt andet mennesker 

med senhjerneskade eller andre 

former for funktionsnedsættelser. 

En lang proces 

I dag er metoden som nævnt fuldt 

integreret i Træningsgruppen som et 

redskab i dagligdagen, men sådan har 

det ikke været fra begyndelsen. At få 

indarbejdet GAS som metode i institutionens 

hverdag er ikke bare sket fra 

den ene dag til den anden. 

Historien begynder tilbage i 2001, 

hvor Høskov-Kollegiet blev tildelt satspuljemidler 

til et etårigt projekt, KEGTprojektet, 

hvor formålet var at finde et 

koncept til effektmåling af genoptræning 

i Træningsgruppen. KEGT-projektet 

endte med en rapport, der gennemgik 

en række forskellige målemetoder, som 

institutionen kunne anvende, og én af 

dem, der blev anbefalet var GAS. 

– Eftersom vi havde fået midler til at undersøge 

en række forskellige metoder, 

var det også et krav, at vi skulle ende 

med at finde frem til et brugbart 

produkt, en målemetode, som vi ville 

anvende fremover. I ledelsen vidste vi 

godt, at vi skulle have hjælp til at få en 

sådan metode implementeret. Vi kunne 

ikke bare komme og diktere til medarbejderne, 

at nu var denne her metode 

den helt rigtige, siger afdelingsleder 

Inger Nygaard Larsen. 

Hun forklarer, at hun så nogle særlige 

muligheder i GAS som et redskab, fordi 

metoden kan bruges tværfagligt og alle 

faggrupper kan anvende det. 

– For eksempel har vi manglet konkrete 

målemetoder og dokumentationsred- 

skaber til vores pædagoger samt til social- 

og sundhedsassistenterne – begge 

faggrupper, som ikke hidtil har været 

helt så vant til at dokumentere deres 

indsats. Derfor var det særligt værdifuldt 

at kunne enes om en tværfaglig 

metode, siger Inger Nygaard Larsen og 

tilføjer: 

– Desuden virkede GAS som et redskab, 

der kunne motivere brugerne – og den 

problematik arbejder vi ofte med, blandt 

andet fordi vores brugere kan mangle 

erkendelse af deres situation, som en 

følge af hjerneskaden. GAS kan hjælpe 

vores brugere til at få større erkendelse af 

deres situation, forklarer Inger Nygaard 

Larsen. 

For at få metoden bredt ud til personalet 

og indarbejdet i hverdagen, ansatte 

institutionen uddannelseskonsulent 

Marianne Cohen i et halvt år. Hun havde 

praktisk erfaring i brug af metoden, idet 

hun havde været med til at implementere 

den i psykiatrien i Århus Amt, og 

hun stod herefter for personaletræning 

i GAS i alle tre teams i Træningsgruppen 

én gang om måneden i seks måneder. 

Hjælp udefra 

– Vi var nødt til at få hjælp udefra til 

at få GAS indarbejdet, men selv efter 

et halvt års introduktion var det svært 

at bruge GAS i praksis. Jeg tror, det i 

høj grad handlede om, at vi selv skulle 

opleve, at vores dagligdag blev løftet af 

at bruge den her metode. At den rent 

faktisk gør en forskel. Derfor har det 

været en meget gradvis proces for os at 

få GAS indført, og metoden er i en stadig 

udvikling, forklarer psykolog Lena Isager 

og uddyber det sådan her: 

– Først langsomt blev vi opmærksomme 

på, at noget af det, der er rigtigt vigtigt 

er, at man kan beskrive, hvad formålet er 

med at sætte GAS i gang på en bestemt 

aktivitet. 

Lena Isager pointerer, at først da GAS blev 

indarbejdet som ét af flere redskaber i 

forbindelse med udarbejdelse af behandlingsplaner 

for beboerne, faldt den nye 

metode på plads i institutionens hverdag. 


I behandlingsplanen, der løber over 10 

måneder, sættes en række aktiviteter i 

gang for beboeren, både på det fysiske, 

det praktiske og det sociale plan. Her 

indgår GAS på alle tre områder som en 

metode til at udarbejde kortsigtede mål 

i forhold til de aktiviteter, der er sat i 

gang. 

– Det har været vigtigt, at GAS-metoden 

indgik i vores eksisterende behandlingsplaner. 

Vi skulle ikke arbejde i forskellige 

spor, forklarer hun og tilføjer, at GAS 

som metode giver mening for både beboere 

og for personalet, fordi den gør, 

at mål, som ellers kan synes for store 

og uoverskuelige kan koges ned, så det 

er nemmere at se formålet med den 

enkelte aktivitet. 

I praksis bestemmes det på de 

ugentlige, tværfaglige behandlingskonferencer, 

hvor man ønsker at lave GAS. 

Personalet gennemgår de aktiviteter, der 

er i gang for beboerne, og ud fra det 

kan man beslutte sig for at lave GAS på 

en af underaktiviteterne. 

– Hvis vi gerne vil have ekstra fokus 

på et bestemt område, eksempelvis 

gangtræningen, kan vi beslutte os for 

at udføre GAS på lige præcis dette område, 

forklarer Lena Isager. GAS sættes 

altså aldrig i gang af enkeltpersoner, 

men altid via konferencerne med det 

tværfaglige team. 

Måleområder og dialog 

GAS-skemaet rummer en gradinddeling 

for, hvordan man opnår det overordnede 

mål. 

– Skemaet rummer altså en kvantitativ 

niveauopdeling af målet, så man 

hele tiden kan se, hvor meget man har 

flyttet sig i forhold til, hvor man var, da 

man startede. Det bliver meget konkret 

målbart, og det er her metoden bliver 

motiverende for beboerne, forklarer 

Lena Isager. 

Når der skal foretages en måling, hvor 

GAS anvendes som metode, foregår det 

altid som udgangspunkt i en samtale 

med beboeren. Beboerens kontaktperson 

i personalegruppen er som regel 

101

102 


den, der kommer med et forslag til, 

hvad der kan måles på. Hvis det overordnede 

mål i GAS-skemaet hedder 

”Bedre gangfunktion”, så bliver den 

konkrete GAS-aktivitet at lave GAS på 

gangtræningen, og skalaen inddeles nu 

i forhold til gangtræningen. 

– Kontaktpersonen drøfter med beboeren, 

hvad der giver bedst mening. 

Selv om udspillet kommer fra personalet, 

kan mange beboere godt selv 

se, hvad der kan måles på, men vi 

har også nogle der ikke kan, blandt 

andre folk med afasi. Men beboeren 

skal som udgangspunkt kunne se 

meningen med målingen – at man 

eksempelvis bliver mere selvhjulpen. 

Og det er denne mening man sammen 

forsøger at afklare i en dialog, 

forklarer Lena Isager. 

GAS-skemaet er altså med til at synliggøre 

og fastholde, at beboeren på 

Hø-skov-Kollegiet bliver mere selvhjulpen. 

Der kan laves GAS-måling både på 

en beboers adfærd og på personalets 

tiltag/strategier. Det sidste kan handle 

om, at personalegruppen bruger forskellige 

metoder over for en beboer. Her 

kan GAS indgå som en evaluering af 

metoderne, så personalegruppen sammen 

finder frem til den bedste, fælles 

metode. 

Faldgruberne 

Når GAS er sat i gang, følges der 

jævnligt op ud fra skemaet, og der 

gøres status på beboerens fremskridt. 

Målet må ikke være hverken luftigt eller 

overordnet – men skal derimod være 

særdeles konkret. 

– Det er let nok at skrive, at man 

ønsker, at en beboer får ”forbedret sin 

livskvalitet”, det kan ingen anfægte, 

men det kan heller ikke måles om 

det virker, om kvaliteten faktisk bliver 

forbedret. Derfor er det helt anderledes 

konkrete mål, vi arbejder med i GAS, 

forklarer Lene Hansen, social- og sundhedsassistent 

og en af de nøglepersoner, 

der følger brugen af GAS-metoden i 

institutionens hverdag. 

Et eksempel: 

Nils (opdigtet navn) er en beboer, der 

ofte beder om hjælp, når han skal 

træne i madlavning. Han er ikke selv klar 

over, hvor tit han beder om hjælp, men 

personalet vurderer at han faktisk kan 

meget mere, end han selv tror. Derfor 

bliver GAS-metoden taget i brug. Det 

overordnede mål er at afklare, hvor 

megen støtte Nils har brug for, når han 

laver mad i forbindelse med udflytning 

fra Træningsgruppen. 

På skalaen er det bedste resultatet sat 

til, at Nils kun beder om hjælp 0-1 gang 

under madlavningen, i den anden ende 

af skalaen hedder det ”Beder om hjælp 

gennemsnitligt mere end syv gange 

under en madlavning”. 

I begyndelsen var personalet på Høskov- 

Kollegiet meget fokuserede på netop 

brugen af skalaen – på overhovedet at få 

lært at opstille en måleskala ”uden huller 

i”, som det hedder i fagsproget. Det er 

nemlig afgørende, at den forholdsvis 

enkle skala er opstillet helt præcist. 

Hvis man tager eksemplet med Nils, så 

vil en skala have huller i sig, hvis første 

trin er at beboeren spørger om hjælp 

1-2 gange, andet trin hedder 4 gange, 

dernæst syv gange og ni gange. 

– Men hvad så hvis Nils spørger tre 

gange eller fem gange? Hvor skal jeg så 

placere det på skalaen? Man skal sørge 

for, at skalaen går fra 0-1 gang, 2-4, 5 til 

7 gange. Det her er et enkelt eksempel, 

fordi der kan sættes klare tal på, mens 

andre eksempler vil være mere finurlige. 

Pointen er, at skalaen skal kunne scores 

af enhver. Den skal være let at gennemskue 

og bruge. Vi skal kunne blive enige 

om, hvor krydset skal stå, forklarer 

psykolog Lena Isager. 

En af de klassiske og helt store faldgruber, 

som metoden rummer er at man 

måler på flere ting på én gang. Men der 

må kun være én målfaktor i skalaen. Hvis 

man opdager, at der arbejdes med flere 

mål, er metoden ikke anvendelig – og så 

må opgaverne prioriteres. Det vigtigste 

mål skal kredses ind. 

– Det kan være, at en beboer ikke alene 

skal lære at købe ind, men også at finde 

hen til det sted hvor han køber ind, 

forklarer Lene Hansen. Det kan man 

imidlertid ikke evaluere på, fordi man 

her har sat to forskellige mål op samtidig, 

og det skaber uklarhed om målet. 

Endelig er det også skitseret som en 

faldgrube, at man kommer til at bruge 

et fagsprog eller en faglig jargon, når 

man udfylder skemaet. Det er afgørende, 

at sproget er et sprog, som 

begge parter forstår – og at det er 

tydeligt. 

Uenighed kan også måles 

At udfylde skalaen kræver altså et indgående 

kendskab til beboeren, erkender 

personalet på Høskov-Kollegiet. 

Til det siger social- og sundhedsassistent 

Lene Hansen: 

– Vi arbejder hele tiden med at lave 

observationer, som vi skriver ned. Ud 

fra disse observationer kan vi beslutte 

os for, hvad beboeren skal arbejde hen 

imod – og så kan vi sammen sætte mål, 

vælge de aktiviteter ud, som man kan 

lave en GAS-måling på. 

Men hvad gør man, hvis personale 

og beboer ikke er enige om, hvordan 

målene skal se ud, eller hvis man ser forskelligt 

på, hvilke metoder der fungerer 

eller hvor langt beboeren er i stand til 

at nå? 

– I så fald kan GAS–metoden bruges til 

at afklare uenigheden. Hvis man har forskellige 

syn på en sag, oplever det forskelligt, 

så er det dér man må begynde, 

og det sker også jævnligt, forklarer 

social- og sundhedsassistent Lene Hansen. 

Et eksempel er, at en beboer siger, 

at han træner gangtræning alene hver 

eneste dag, mens personalet påstår, at 

det kun sker en gang om ugen. Resten 

af tiden får beboeren hjælp til det. Her 

kan GAS bruges til at foretage en regulær 

registrering. 

– Det er meget ofte, at et GAS-skema 

involverer et registreringsskema, og så 

kan selve GAS-målingen bestå i, om beboeren 

rent faktisk får foretaget denne 

registrering, forklarer Lena Isager. Det

kan være med til at afklare, om problemet 

er, at beboeren ikke selvstændigt 

tager initiativ til træning, eller om han 

blot glemmer at sætte kryds, når han 

har trænet. 

Nøglepersoner og sparringspartnere 

For at holde fokus på metoden og sikre 

at den anvendes korrekt, har Høskov- 

Kollegiet udpeget nøglepersoner blandt 

personalet, to nøglepersoner i hvert af 

de teams, som i dag anvender GAS. 

Nøglepersonens opgave er at følge op 

på og give sparring til de GAS-skemaer, 

der skal udfærdiges, for eksempel skal 

nøglepersonen tjekke, om skalaen er 

fyldt helt ud eller om der er huller osv. 

Nøglepersonerne skal også introducere 

metoden for nyt personale. 

– Nøglepersonen har ikke til opgave 

at se, om det er relevante mål, man 

arbejder efter, men vi vurderer om 

selve udformningen er udført korrekt, 

forklarer Lene Hansen. 

Høskov-Kollegiet bruger også begrebet 

sparringspartner, en ekstra person som 

kan hidkaldes, hvis det er nødvendigt. 

Sparringspartneren er med til at vurdere 

om målet er realistisk, mens nøglepersonen 

alene ser på om skalaen er 

udfyldt korrekt. 

Modstand 

På Høskov-Kollegiet har personalet aldrig 

oplevet, at beboerne ikke har brudt 

sig om metoden, men det sker, at en 

beboer siger nej til måling af et bestemt 

område. 

– Det handler egentlig aldrig om, at 

man er imod metoden, mere om at man 

ikke ønsker eller har lyst til at få målt 

lige præcis på dette område. Det kan 

være et spørgsmål om, at beboeren ikke 

er parat, og så må vi vente, forklarer 

psykolog Lena Isager. 

Hos nogle beboere betyder deres handicap, 

at der er grænse for de verbale krav 

eller den abstrakte tænkning, som en 

GAS-måling kræver. 

– Men som et minimum er beboeren 

altid orienteret om GAS-målingen, og 


Afdelingsleder, ergoterapeut Inger Nygaard Larsen ( i midten), psykolog Lena Isager (th) 

og social- og sundhedsassistent Lene Hansen (tv), Høskov-Kollegiet, Århus Amt 

103

104 


jeg synes generelt, de ER vældig meget 

med. Et eksempel er en mand med en 

meget svær afasi, som var meget lidt 

motiveret for at styrketræne hånden ved 

at trykke en bold sammen. Her foreslår 

fysioterapeuten en GAS-måling, som 

fungerede på den måde, at der blev 

opstillet et måleapperatur, der kunne 

læse, hvor meget styrke han trykker 

med. Disse resultater blev der kørt en 

GAS-måling på, og det blev rent faktisk 

en motivation for at træne, fordi han nu 

konkret kunne se, at han flyttede sig på 

skemaet. Der endte altså alligevel med 

at være en høj grad af involvering fra 

beboerens side. 

– Men hvis beboeren magter det, så 

er han/hun involveret 100 procent 

fra begyndelsen. Det er en del af 

alliancen, at man er sammen om at 

opstille målene. Det kan godt være 

at udspillet kommer fra personalet, 

men når først dét er lagt frem, foregår 

resten i fuld åbenhed, forklarer psykolog 

Lena Isager. 

Lene Hansen er enig. 

– Den form for måling, som GAS 

repræsenterer, betyder at en række 

aktiviteter gøres mere nærværende 

– og først og fremmest kan metoden 

motivere både beboere og personale, 

siger hun og forklarer, at for nogle 

beboere rummer metoden et konkurrenceelement, 

fordi det er muligt at 

komme videre ”opad” på femtrinsskalaen. 

Dette element er der nogle, 

som godt kan lide. 

Modstand fra personalet 

Social- og sundhedsassistent Lene 

Hansen lægger ikke skjul på, at der 

var modstand mod metoden i be- 

gyndelsen, ikke fra beboerne men 

derimod fra personalet. 

– Nogle syntes, det var svært at se, 

hvad det kunne tilføre vores arbejde af 

nyt. Gav det nogen mening? Vi havde 

jo vores behandlingsplan i forvejen, og 

man forudså at GAS-metoden blot ville 

give en masse ekstra arbejde. 

Virkeligheden er da også, at GAS rent 

faktisk betyder ekstra arbejde, erkender 

hun, og derfor er det meget afgørende, 

at personalet kan se meningen med 

metoden. 

– Hver gang man følger op, skal man 

lave et nyt skema. Det betyder, at der 

ER en del papirarbejde forbundet med 

GAS, det kan vi ikke sige os fri for, og 

man sætter ikke GAS i gang på fem 

minutter. Den kræver virkelig mange 

overvejelser. Derfor skal man helst 

kunne se, at metoden gør en forskel. 

Det er i hvert fald helt afgørende, at 

vi som nøglepersoner kan se, at den 

giver mening, for vi skal give metoden 

videre. Det har vi lært undervejs. Hvis vi 

ikke har gejsten, kan det være svært at 

få det øvrige personale til at tro på det 

og påtage sig den ekstra opgave. 

Samarbejdet med beboeren 

At GAS er egnet til at øge samarbejdet 

mellem personale og beboere er Lene 

Hansen og hendes kolleger ikke i tvivl 

om. 

– GAS-metoden er med til at skabe 

en alliance med beboeren, fordi GAS 

lægges åbent frem i forhold til beboeren 

i det øjeblik, vi går i gang. Beboeren 

ved altså, at der skal foregå en måling, 

en registrering. Derfor møder vi sjældent 

den her reaktion: ”Hvorfor går 

I og registrerer på mig?” – som også 

GAS som metode giver mening for både 

beboere og for personalet, fordi den gør, 

at mål, som ellers kan synes for store og 

uoverskuelige kan koges ned, så det er 

nemmere at se formålet med den enkelte 

aktivitet, forklarer de tre interviewdeltagere 

fra Høskov-Kollegiet 

let kan opfattes som en mistænkeliggørelse. 

Metoden med GAS er mere 

synlig overfor beboerne, og dermed får 

beboeren et medansvar over for egen 

træning. 

– Tidligere kunne vi godt lave registreringer/målinger, 

som beboerne ikke 

vidste besked om. Det var i sig selv et 

problem, og det gør vi aldrig mere. Det 

har GAS været medvirkende til, fordi 

registreringen i kraft af GAS er lagt ind 

i nogle faste rammer, og det fremmer 

helt sikkert samarbejdet med beboerne, 

forklarer Lena Isager. 

Afdelingsleder Inger Nygaard Larsen 

tilføjer: 

– Hele arbejdet på Høskov-Kollegiet er 

generelt gennemsyret af, at beboerne er 

med i alt, det er en af grundholdningerne 

her. 

Til det siger Lena Isager: 

– Hos os er det ikke dialogen med 

beboerne, der er den største udfordring 

i GAS-metoden, for vi har altid været et 

sted med vægt på samarbejde og dialog. 

Vi siger det også på den her facon: 

Hos os behandler vi ikke PÅ folk, vi 

samarbejder. At behandle PÅ nogen er 

et udtryk for, at man ikke ser det hele 

menneske. Man behandler måske på 

Bo’s arm, men ikke Bo som sådan. Det 

er ikke vores måde. Vi har samarbejdet 

som udgangspunkt for, at behandlingen 

skal lykkes. Derfor taler vi også 

om, at man kommer ind som patient, 

men går ud som borger. Det drejer sig 

om selv at tage ansvar for egen genoptræning, 

blive herre over sit liv igen. 

Personalets ansvar 

GAS metoden har vist sig at have 

endnu en fordel – nemlig at også

personalets medansvar øges, når det 

gælder om at nå de mål, der stilles op 

for beboeren. 

– Ansvaret for at målene bliver nået 

er ikke beboerens alene. Og i og med 

at vi selv som personale er med til at 

beskrive og sætte målene op, er det 

også blevet meget mere tydeligt, hvem 

der har et medansvar blandt personalet. 

Vi skal selv være med til at følge 

op. Nogle gange er der rigtig mange 

personer omkring en beboer, og det 

kan være svært at overskue, hvem der 

har ansvaret for at tingene sker. Her 

hjælper GAS os til at holde fast i, hvem 

der har aftalt hvad, forklarer social- og 

sundhedsassistent Lene Hansen. 

GAS har også betydet, at personalet 

har fået mere styr på registreringen 

af den udvikling, der finder sted hos 

beboerne. 

– GAS målene betyder, at personalets 

indsats, når det gælder registrering, er 

blevet mere præcis. Vi er blevet bedre 

til at lave egentlige beskrivelser, for eksempel 

af støttebehov. Det giver dårlig 

mening for en beboer at arbejde med 

støttebehov, hvis det slet ikke beskrives 

undervejs, hvor langt man er nået 

– og hvis der pludselig er store huller 

i beskrivelsen. Det oplevede vi før, og 

det udvander faktisk indsatsen, hvis 

vi ikke får beskrevet den og dermed 

afdækket, hvad der sker af udvikling, 

forklarer Lena Isager og Lene Hansen. 

Tværfagligt samarbejde 

Arbejdet med GAS har vist sig at have 

endnu en fordel – nemlig at metoden 

tydeliggør de forskellige faggruppers 

indsats. Dermed øger den kendskabet 

til hinandens arbejdsområder og styrker 

det tværfaglige samarbejde. 

– Som psykolog kan jeg, via GAS, få 

et meget tydeligere billede af, hvad 

ergoterapeuten for eksempel arbejder 

med hos en beboer. Hvor er deres 

fokus, når de træner madlavning, hvad 

er de optaget af? Det er en styrke, 

mener psykolog Lena Isager. 

Set i forhold til det tværfaglige samar- 

bejde, betegner Lena Isager den metodeudvikling, 

som Høskov-Kollegiet har 

fået gennem GAS, som ”helt eminent 

god”. 

– Dels ser vi som sagt hinandens arbejdsområder 

tydeligere, men GAS har også 

betydet, at vi har siddet sammen i den 

tværfaglige personalegruppe og udviklet 

på det her redskab, så det i den grad er 

tilpasset lige præcis vores brug. Ergoterapeut, 

fysioterapeut, social- og sundhedsassistent, 

pædagog, psykolog, vi 

har alle drøftet det i fællesskab og givet 

input til metoden hver især. Det betyder, 

at vi har fået hinandens perspektiver 

gjort tydelige. Det kunne ske i forhold til 

hvilken som helst metode, man arbejder 

med – og for os har det altså været en 

slags ”sidegevinst” ved at afprøve GASmetoden. 

Beskrivelser til andre 

De mange konkrete beskrivelser som 

GAS har medført, viser sig også at være 

til stor nytte, når det handler om kommunikation 

i forhold til nyt personale, 

vikarer og praktikanter. 

– De har brug for at vide, hvilke redskaber 

der skal tages i anvendelse. Og 

vores forventning er også, at de læser 

de beskrivelser igennem, der fremgår 

af beboernes mapper, forklarer Inger 

Nygaard Larsen. 

Derimod er det ikke nemt for Høskov- 

Kollegiet at gå uden for huset og finde 

sparring i form af et netværk med andre 

institutioner, der også arbejder med 

GAS, for det er ret begrænset, hvem der 

gør det – i hver fald når det handler om 

senhjerneskadede. 

Høskov-Kollegiet har dog kontakt med 

et genoptræningscenter i Odense, som 

bruger metoden. 

– Og Århus Amt har meldt ud, at man 

er tilfredse med vores tiltag i forhold 

til GAS. Vi bruger en metode, som er 

synlig. Man kan måle på, hvor gode vi 

er til at sætte realistiske mål og om vi 

rammer de mål vi sætter os, forklarer 

afdelingsleder Inger Nygaard Larsen. 

Med tiden håber Høskov-Kollegiet, at 


GAS-metoden også kan bruges til at 

synliggøre institutionens arbejde udadtil, 

for eksempel i forhold til kommunerne. 

– Vi tror, at metoden er velegnet til at 

vise vores samarbejdspartnere, blandt 

andet sagsbehandlerne i kommunerne, 

hvordan det er vi arbejder, siger Lene 

Hansen. 

Lederens rolle 

En større undersøgelse om implementeringen 

af GAS i Danmark, foretaget 

af Center for Evaluering, Psykiatrien i 

Århus Amt i 2004, viser at det er helt 

afgørende for metodens succes, at 

lederen på institutionen går aktivt ind 

for metoden. 

”Lederen skal stille entydige krav om, 

at GAS skal bruges, hvis det skal blive 

taget vedvarende i brug”, står der i 

rapporten. 

Det er altså ikke nok, at lederen har 

været med til at beslutte, at GAS skal 

tages i brug. Lederen skal bakke op 

om selve processen, ikke bare være 

igangsætter. 

Det er Inger Nygaard Larsen helt enig i: 

– Jeg har fulgt hele processen, og 

især i begyndelsen nok fungeret som 

indpisker. Vi har brugt mange penge på 

at få metoden indført, og det kræver 

også, at den leder, der sidder med 

magten, skal gå ind og sikre, at det 

virker. Personligt har jeg hele tiden set 

GAS som et supplement til vores eksisterende 

arbejde. Men hvis lederen ikke 

er med, så har medarbejderne ikke en 

chance for at løbe det i gang. Der skal 

følges op hele tiden, og ledelsen skal 

sikre, at for eksempel nøglepersonerne 

har den fornødne tid til deres arbejde 

– også i hverdagen, når metoden er 

implementeret. Det er lederens opgave 

at skaffe rammer og struktur, så 

metoden kan praktiseres. Hvis lederen 

ikke definerer, hvad man kan kalde ”tid 

afsat til GAS”, så vil metoden smuldre. 

Det er bestemt ikke bare noget, man 

gør lidt ved siden af sit øvrige arbejde, 

understreger afdelingsleder Inger 

Nygaard Larsen. 

105

106 


GAS er som princip 

meget enkelt. 

Metoden kan opleves 

forståelig og lige 

til at gå til. 

Men det er rent snyd! 

GAS kræver: 

Indsigt og intelligente løsninger 

Interview med evalueringschef Knud Ramian, 

Center for Evaluering, Århus Amt 

Knud Ramian, evalueringschef på Center for Evaluering, Psykiatrien 

i Århus Amt, var med til at indføre GAS som metode i 

psykiatrien i Danmark, og han er stadig en varm og ivrig fortaler 

for den. Ikke mindst fordi behovet for GAS, efter hans mening, 

opfylder kravet til det, han benævner som ”bæredygtig dokumentation”. 

– Kernen i bæredygtig dokumentation er, at den gør nytte 

for de mennesker, der leverer data. Min holdning er, at vi som 

mennesker ikke skal levere oplysninger til dokumentation, uden 

at vi får noget igen, og det er min erfaring, at hvis vi leverer data 

i egen interesse, så bliver resultaterne også de bedst mulige. 

Og her egner GAS metoden sig meget, mener Knud Ramian, 

for den skaber dokumentation i et samspil mellem fagperson 

og bruger. 

– Allerede selve processen, hvor man arbejder med GAS, gør 

nytte, samtidig med at du kan beregne effekten af indsatsen 

som antallet af realiserede målsætninger – og det kan du så 

præsentere for politikerne på et A4 ark, understreger han og 

fortsætter. 

– Dokumentation gør ingen nytte, hvis man sætter folk hen i 

et hjørne, hvor de får lov at udfylde et spørgeskema. Styrken 

i dokumentation ligger i de metoder, hvor der sker noget 

undervejs, i selve processen. Desuden skal dokumentationen 

styrke opmærksomheden på det, som er kerneydelsen og ikke 

fjerne den, hvilket desværre tit sker, når fagfolk bliver bedt om 

at dokumentere noget og skal bidrage med oplysninger om 

alt muligt andet end selve kernen i deres arbejde, mener Knud 

Ramian og understreger, at vi ikke bør acceptere dokumentationssystemer, 

som de mennesker, der skal måles og vejes, 

ingen glæde får af. 

Han påpeger, at hvis GAS skal give resultater, stiller metoden 

meget store krav til medarbejderne. Krav om, at man kan 

etablere en særlig form for dialog med brugerne, en dialog,

Evalueringschef Knud Ramian, 

Center for Evaluering, Århus Amt 

som kræver, at man har dyb indsigt i brugerens problemstilling 

og mulighed for at finde på intelligente løsninger. 

– GAS lægger op til en ret dybtgående forvandlingsproces, 

så man på den ene side kan finde de mål, der er så små, at 

folk selv kan nå dem, og samtidig så store, at det virkelig gør 

en forskel, at man opnår dem, mener Knud Ramian og understreger, 

at GAS ikke ”bare” er en metode, den er også en 

holdning, som indebærer en erkendelse af, hvad målsætning 

og målsætningsarbejde er for noget. 

– På overfladen er GAS bare et skema, men for at man har 

glæde af det skema, forudsætter det en erkendelse af, at 

det man leder efter er ”den mindste forandring, der gør en 

forskel”. Som fagperson skal man vide, at risikoen for, at 

man kommer til at lave for store målsætninger er enorm, og 

vi skal forstå, at der ikke er noget mere demotiverende end 

målsætninger, der producerer fiasko. Hvis ikke 80% af de 

aftalte målsætninger lykkes, har man en demotiveret klient 

– så klart kan det siges! Det er også vigtigt at forstå, at 

målsætninger også kan handle om at vedligeholde, ikke altid 

om forbedringer. Vi kender det alle fra det her med at tabe 

os i vægt. Nu har jeg tabt 14 kg, det må være nok – og så er 

man vældig stolt, fordi man har nået sit mål, men at vedligeholde 

dette vægttab er det virkeligt vanskelige. Og det er 

her de fleste bryder sammen, mens man i stedet burde føle 

succes ved netop at kunne vedligeholde det, mener Knud 

Ramian. 

Måling medfører forpligtigelse 

Han understreger, at målene ikke kan laves uden at det 

involverer én selv som fagperson. Enhver GAS måling medfører 

en forpligtigelse for den, som er med til at lave den. 

– Vi ser tit, at der er en tendens til, at målsætningen alene 

bliver brugerens ansvar, men så fungerer det ikke rigtigt, 

mener Knud Ramian og peger på en generel fare i det, han 

benævner som ”målsætteriet” i det sociale arbejde, nemlig 

at medarbejdernes og brugernes ambitioner løber af med 

dem. Dermed risikerer man, at ”målsætteriet” i sig selv kan 

G A S – D A N M A R K – N Y R A P P O R T P Å V E J 


producere fiaskoer. Det urealistiske mål kommer til at modvirke 

sin egen hensigt, og så kommer man nemt til at gøre 

skade, mener Knud Ramian. 

Han er ikke i tvivl om, at GAS har potentiale i sig til at sprede 

sig, og det er ikke en metode, der bør være begrænset til 

psykiatrien, men samtidig understreger han, at metoden ikke 

kan indføres uden et grundigt implementeringsarbejde. 

– Det er nok temmelig undervurderet, hvilke krav GAS rent 

faktisk stiller til medarbejderne. Altså også selve tankeredskabet 

bag GAS. Det handler ikke kun om at lære at udfylde 

skemaer. Det kræver faktisk rigtig megen øvelse. 

Men Knud Ramian har også blik for de ulemper, som nogle 

oplever ved at anvende GAS, nemlig at metoden medfører, 

at de krav, der bliver stillet, vokser i tydelighed. 

– Nogle mennesker, det kan være både fagfolk og brugere, 

synes at det er vanskeligt, når kravene bliver så tydelige, som 

de gør via GAS. Derfor står de af på metoden på forhånd. 

For nogle kan det altså være dybt ubehageligt, at en proces 

tydeliggør, hvad det er man vil og hvad man skal gøre ved 

det. Men det er en del af udviklingsprocessen. For når man 

snakker målsætning, tænker man som regel i forandringer, 

men det kan lige så meningsfyldt handle om at vedligeholde 

eller bremse en negativ udvikling. 

Hvis medarbejderne ikke synes, man kan bruge GAS på sig 

selv, skal man nok også være varsom med at bruge den på 

andre, mener Knud Ramian og peger på, at når klient og behandler 

mødes for at gøre resultatet op, så er både klientens 

og behandlerens succes i forløbet til eksamen. 

– Vi skal også huske, at det ingenting koster at lave målsætninger, 

men at tilvejebringe den støtte, der skal til, er en 

opgave i sig selv. GAS er jo ikke noget supervaskepulver, som 

bare virker. Det kræver håndværk, og det gør alt målsætningsarbejde. 

Jeg tror stadig på, at metoden vil sprede sig 

endnu mere i Danmark fremover – og jeg ved, at mange 

lader sig inspirere af selve tankegangen, også selv om de 

ikke anvender GAS, slutter Knud Ramian. 

Videnscenter for Socialpsykiatri har udgivet rapporten Gas – Danmark, metode, kompetence, kontekst, 

skrevet af GAS-netværksgruppen. Rapporten rummer blandet andet en orientering om undersøgelsen ”Implementering af GAS”, 

og netværksgruppen stiller også forslag til, hvordan GAS kan tilpasses danske forhold. Her præsenteres en detaljeret ”trin for trin 

vejledning” i den konkrete brug af GAS. Intentionen er, at den kan lette processen med at tage GAS i brug. Endelig rummer 

rapporten også en række praksisfortællinger. 

Rapporten kan hentes på www.socialpsykiatri.dk/rapporter eller hos Videnscenter for Socialpsykiatri, tlf. 3393 4452. 

107

108 

I C F 

ICF er på vej frem i Danmark, og forhåbningerne 

til klassifikationsmodellen er voksende, især fordi 

ICF tilbyder en fælles referenceramme for 

forskellige faggrupper.

ICF: Fælles reference med muligheder 

Interview med ICF-konsulent, 

ledende ergoterapeut Lene Lange, 

Brædstrup-Horsens Sygehus 

og ICF-konsulent, cand.scient.pol. 

Mette Svarre, MarselisborgCentret 

ICF er den internationale klassifikation 

af funktionsevne, funktionsevnenedsættelse 

og helbredstilstand – International 

Classification of Functioning, Disability 

and Health – den seneste af WHO’s klassifikationer. 

I foråret 2005 fik klassifikationen sin 

egen vejledning på dansk, en vejledning 

som rummer en lang række eksempler 

fra praksis. Vejledningen kan for alvor 

betyde et gennembrud for brugen af 

ICF i Danmark. 

Lene Lange, der er ICF-konsulent og ledende 

ergoterapeut på Brædstrup-Horsens 

Sygehus, er forfatter til den danske 

vejledning. Hun underviser i ICF og bruger 

også metoden i praksis på sin egen 

arbejdsplads. Lene Lange understreger, 

at ICF ikke er et undersøgelsesredskab 

eller et testredskab, om man vil. 

– Det understreger vi altid, for det er 

lidt af en misforståelse at tro, at klassifikationen 

kan bruges til at score en 

funktionsevne. Det skal man først bruge 

andre former for metoder til. 

Lene Lange forklarer, at ICF kan anvendes 

på to måder: 

a) Som en fælles reference, hvor forskellige 

faggrupper får foræret et fælles 

sprog, når det gælder borgernes funktionsevne. 

ICF kan altså give forskellige 

aktører den samme referenceramme. 

b) Til at samle og systematisere de data, 

man allerede har, for eksempel om en 

enkelt borgers eller om en hel gruppe 

borgeres funktionsevne. Hertil bruges 

koder og gradienter, som nuanceret kan 

angive, i hvilken grad brugerens funktionsevne 

er nedsat. 

Standardiseret beskrivelse 

Fordelen ved ICF som referenceramme 

er, ifølge Lene Lange, at man kan nå 

frem til en fælles beskrivelse af brugerens 

funktionsevne – en beskrivelse, 

som er standardiseret på tværs af fag, 

sektorer og landegrænser, fordi alle 

elementer i funktionsevnen er klart og 

tydeligt defineret. Derved er det sikret, 

at betydningen af hvert element er det 

samme for alle, der anvender klassifikationen. 

– Her udmærker klassifikationsredskabet 

sig virkelig. Vi ser ofte, at mange 

forskellige parter har en mening om 

et menneskes funktionsevne. De pårørende 

har én mening, borgeren selv 

har en anden, og en række fagpersoner 

har også deres egen mening. Vi ser på 

borgerens funktionsevne med hver vores 

optik, men gennem ICF kan vi sætte de 

forskellige meninger ind i samme optik, 

bruge de samme briller, fordi alle begreber 

her er definerede. 

Lene Lange giver et eksempel: Sygehuset 

skriver i patientens journal, i forbindelse 

med at han/hun udskrives, at 

personens gangfunktion er i orden. Men 

hvad mener man egentlig med det – ud 

over, at man altså påpeger at gangfunktionen 

er normal? Sådan en beskrivelse 

kan man, hvis man sætter den ind i ICF’s 

ramme, gør langt mere præcis, for her 

vil man få klassificeret, om der er tale 

om, at man kan gå korte eller lange 

distancer, om man kan gå i forskellige 

former for omgivelser, osv. 

– Det er detaljer, som man er nødt til at 

få beskrevet, hvis man vælger at bruge 

ICF, og kan man ikke svare på det, så er 

det nødvendigt med flere undersøgelser, 

forklarer Lene Lange. 

Lene Lange peger på, at en diagnose 

har sine begrænsninger. Den siger ikke 

noget om for eksempel varigheden af 

indlæggelsen, om plejen bagefter eller 

om hvad patienten kommer hjem til. 

– Her kan ICF anvendes til en helhedsvurdering, 

og når vi systematiserer 

funktionsevnen ved hjælp af ICF, får 

vi et klart billede af, hvad det enkelte 

menneske har brug for. ICF inddrager i 

høj grad også omgivelserne, herunder 

også de økonomiske, sociale og holdningsmæssige 

faktorer i et menneskes 

liv, mener hun. 

I C F 

Det hører også med at belyse, via ICF, 

hvilken form for assistance, man har 

mulighed for at få, eksempelvis fra det 

offentlige. Men ICF klassificerer ikke de 

personlige faktorer, når det gælder for 

eksempel livserfaring og mestringsevne. 

Disse bør imidlertid også beskrives i ICF, 

fordi de har stor betydning for det enkelte 

menneskes værdier og handlinger. 

– Vi kan ikke se bort fra dem, men de 

vil være utroligt forskellige fra land til 

land, og vi kan ikke klassificere, om det 

hæmmer eller fremmer ens funktionsevne, 

om man for eksempel er gift eller 

enlig. Vejledningen anbefaler imidlertid, 

at man beskriver de personlige faktorer 

med ord, for det hører med i en helhedsvurdering, 


ICF’s opdeling 

ICF klassificerer ikke personer, men 

beskriver en persons funktionsevne i 

sammenhæng med den kontekst personen 

lever i. ICF består af to dele, som 

er afgrænsede aspekter af den samlede 

helbredstilstand. 

Første del handler om funktionsevnen 

og indeholder disse komponenter: 

• Kroppens funktioner og anatomi 

• Aktivitet og deltagelse 

Anden del handler om de kontekstuelle 

faktorer, dvs. rammerne for et menne- 

skes funktionsevne, og rummer følgende 

komponenter: 

• Omgivelsesfaktorer, dvs. ydre påvirkninger 

af funktionsevnen 

• Personlige faktorer, dvs. indre påvirkninger 

af funktionsevnen. 

Med ICF kan en persons funktionsevne 

kodes ved at udvælge relevante delelementer 

af funktionsevnen inden for 

hvert komponent, for eksempel hukommelse, 

udholdenhed, vaske sig eller have 

lønnet beskæftigelse. 

Personens funktionsevne inden for hver 

af de udvalgte delelementer beskrives 

ved hjælp af en gradient, dvs. et tal, 

som nærmere specificerer graden af 

funktionsevne. 

I vejledningen gøres grundigt rede for, 

109

110 

I C F 

hvordan man kan anvende ICF kodningen 

på tre forskellige måder: 

• Minimumsudgaven – anbefales ved 

behov for et overordnet overblik over 

funktionsevne og funktionsevnenedsættelse 

• Medium udgaven – anbefales hvis 

man ønsker en mere detaljeret kodning 

• Maksimumudgaven – anbefales til 

rutinerede brugere af ICF i forbindelse 

med højt specialiserede funktioner, 

for eksempel forskning. 

– Vejledningen har først og fremmest til 

formål at gøre ICF mere forståelig, mere 

logisk og brugbar, forklarer Lene Lange. 

I oversættelsen er der skitseret et hav 

af muligheder for at anvende ICF. Det 

har man i vejledningen forsøgt at gøre 

mere overskueligt og mere operationelt 

ved at give konkrete anvisninger på, 

hvordan man kan gå i gang, samt gøre 

det mindre indviklet, blandt andet ved 

at give praktiske eksempler inden for 

minimums-, mediums- og maksimumsudgaven, 

tilføjer Lene Lange. 

Udviklingen i Danmark 

ICF, den danske vejledning og eksempler 

fra praksis er udgivet af 

Sundhedsstyrelsen og udarbejdet af 

MarselisborgCentret, dansk center for 

rehabilitering, forskning og udvikling. 

Centret holder sig ajour med, hvordan 

brugen af ICF udvikler sig i Danmark, 

men der er ingen fast procedure for 

tilbagemelding, hverken til MarselisborgCentret 

eller til Sundhedsstyrelsen 

fra de steder, hvor ICF tages i brug, og 

U D V I K L I N G S P R O J E K T I Å R H U S 

der findes ikke nogen egentlig database 

over, hvor ICF anvendes. 

– På centret har vi et korps af erfarne 

praktikere, som kan undervise i ICF. 

Vi tilbyder dels foredrag om ICF, dels 

kurser, som kan skræddersyes efter 

behov, forklarer ICF-konsulent, cand. 

scient.pol. Mette Svarre fra MarselisborgCentret. 

MarselisborgCentret hjælper også med 

vejledning om ICF og med at udvikle 

nye projekter, hvor ICF indgår, ligesom 

centret i dag støtter en række samar- 

bejdsprojekter og etablering af forskning 

på området. 

– Vi ser muligheder for, at ICF fremover 

kan komme mere i anvendelse, end 

det er tilfældet i dag. Vi mærker en 

stigende interesse inden for områderne 

voksne med funktionsevnenedsættelse, 

børn med funktionsevnenedsættelse 

og i psykiatrien. Inden for social- og 

sundhedsområdet i kommunerne, hvor 

Fælles Sprog er dominerende, bliver 

det interessant at få erfaringer med, 

hvordan metoderne kan spille sammen, 

siger Mette Svarre. 

ICF for børn og unge 

Et af de områder, hvor hun ser store 

muligheder for brug af ICF fremover er 

på børne- og ungeområdet. Her vil ICF 

komme mere i fokus fremover, også 

fordi der for øjeblikket er en ICF – child 

and youth klassification (ICF-CY) på vej 

fra WHO. 

Denne version tager højde for, at børn 

og unge udvikler sig, at de udvikler sig 

i et samspil med andre (ofte voksne) og 

at forsinket udvikling ikke nødvendigvis 

er et udtryk for funktionsevnenedsættelser, 

men måske blot den almindelige 

variation i gruppen af børn. 

ICF-CY findes som nævnt endnu ikke 

i en dansk udgave, men Mette Svarre 

anbefaler at bruge den svenske eller 

foreløbige engelske version. I Sverige er 

gennemført en egentlig feltafprøvning 

blandt praktikere af ICF klassifikationen 

for børn og unge. Den svenske udgave 

kan findes på www.mdh.se under 

childprogrammet. 

ICF har især været afprøvet inden for 

hjerneskadeområdet, både som klassifikation 

og som referenceramme. Det 

er på dette område, der er flest danske 

erfaringer, og Mette Svarre tror, at 

erfaringerne vil brede sig herfra. 

– Den faggruppe, der kender og anvender 

ICF mest er terapeuterne, men 

der er en stigende interesse fra andre 

faggrupper, som for eksempel læger, 

sygeplejersker og socialpædagoger. Der 

er ingen tvivl om, at det vil være godt 

for ICF’s udbredelse, at få lægerne til 

at fatte større interesse for ICF. Men 

man skal huske, at der stadig er tale 

om et udviklingsarbejde, og det tager 

tid at implementere ICF. Det er ikke et 

fuldstændig færdigudviklet redskab. 

Vi ser, at brugen af ICF sideløbende 

spredes i forskellige sektorer, der har 

hver sin måde at arbejde med det på, 

og man kan ikke sige, at den ene måde 

er mere rigtig end den anden. Vi skal 

også huske, at når vi taler om at introducere 

et nyt redskab, så er der gamle 

redska-ber og metoder, som enten ikke 

mere skal anvendes eller som skal ses i 

en sammenhæng med det nye. 

Århus Amt har i slutningen af 2005 bevilliget økonomiske midler til et udviklingsprojekt, hvor ICF skal implementeres som kommunikationsredskab 

og klassifikation i et projekt for patienter med kroniske rygsmerter. 

Projektet er et samarbejdsprojekt mellem Reumatologisk afd. U, Århus Sygehus, Arbejdsmedicinsk Klinik, Gigthospitalet Hans 

Jansens Hjem og MarselisborgCentret.

Udvikling er også lig med afvikling i 

mange tilfælde, og det kan i sig selv 

være meget krævende, understreger 

Mette Svarre. 

Som referenceramme 

Lene Lange, ledende ergoterapeut på 

Brædstrup-Horsens Sygehus, har erfaring 

fra Vejle Amt, når det gælder brugen af 

ICF som referenceramme. 

– Vi bruger ICF som fast procedure, når vi 

skal definere opgavefordelingen mellem 

amt og kommune for træning af patienter 

i forbindelse med sygehusindlæggelse. 

Det vil sige, vi benytter ICF-termerne. Den 

træning, der vedrører kroppens funktioner 

er en sygehusopgave, ligesom de nære aktiviteter, 

det at kunne gå på toilet og lære 

at spise selv, også er det, mens patienten 

er indlagt. Når fokus så skifter til, at man 

skal ud og leve et liv uden for sygehuset, 

så overgår opgaven til kommunen. Her er 

det en hjælp at lave en statusbeskrivelse, 

som bruger ICF som forståelsesramme. 

Således er det klogt, at man spiser den 

”elefant”, som ICF godt kan fremstå som, 

i små bidder, forklarer Lene Lange og 

peger på, at et fælles sprog kan ophæve 

gråzoner på en række områder. 

– Vi har for eksempel i Vejle Amt 

valgt ikke at tale om genoptræning og 

vedligeholdelsestræning længere. Vi 

taler om træning på kropsniveau, aktivitetsniveau 

og deltagelsesniveau. Det 

betyder, at vi ikke længere er i tvivl om, 

hvem der skal gøre hvad, og hvem der 

har ansvaret, siger Lene Lange. 

I samme forbindelse understreger hun, 

at ICF ikke benytter begrebet handicap, 

men det mere værdineutrale begreb 

funktionsevne. 

– Det spørger mange til. Jeg synes selv, 

det er meget positivt, at ICF ikke stigmatiserer 

mennesker på grund af et handicap, 

men alene bruger betegnelsen 

funktionsevne og funktionsevnenedsættelse, 

forklarer hun. 

På Horsens – Brædstrup Sygehus er man 

i gang med at opbygge en fælles tværfaglig 

statusrapport inden for udvalgte 

sygdomsområder, som baseres på ICF. 

ICF-konsulent og ledende ergoterapeut Lene Lange 

– Vi er en stor gruppe fagpersoner, fra 

sygeplejerske til lægen, fra fysioterapeut 

til talepædagog og ergoterapeut, som 

har helt forskelligt fokus. Derfor indfører 

vi nu ICF som referenceramme indenfor 

en række områder. Vi definerer, hvem 

der har hovedansvaret for at beskrive 

de forskellige områder. Alle beskrivelser 

indgår i et fælles elektronisk dokument, 

en tværfaglig statusbeskrivelse. Det 

er naturligvis lidt af en øvelse i begyndelsen 

og forudsætter, at man bruger 

tid på undervisning af alt personalet, 


Tag anbefalingen alvorligt 

I Vejle Amt afholder amtets uddannelsescenter 

ni ens temadage, hvor alt personale 

fra sygehus og kommuner kan få 

undervisning i, hvordan ICF er bygget op, 

og hvordan man sætter sig ind i det. 

Lene Lange efterlyser, at fagpersoner 

I C F 

rundt om i landet i højere grad tager det 

alvorligt, når Sundhedsstyrelsen faktisk 

skriver, at de anbefaler, at samarbejdspartnere 

på tværs af fag og sektorer anvender 

ICF som fælles referenceramme. 

– Med udgivelse af vejledningen er der 

gjort det, som formelt skal til for at ICF 

kan komme i brug. Nu skal vi også i praksis 

taget det alvorligt, og vi skal sprede 

de gode historier om, hvordan ICF kan 

anvendes. 

Hun erkender samtidig, at der er visse 

områder, hvor det giver vanskeligheder at 

bruge ICF, for eksempel at oversætte de 

scores, resultater, som kommer frem ved 

at bruge andre metoder. 

– Men resultatet af at bruge ICF er altså 

heller ikke bare et facit, du kan sætte to 

streger under. Det vil altid i sidste ende 

være nødvendigt med en faglig drøftelse. 

Nogle ønsker sig, at disse oversættelser 

fra mono- og tværfaglige undersøgelses- 

111

112 

I C F 

metoder til ICF er på plads, før man tager 

ICF i brug, men jeg mener sagtens, man 

kan eksperimentere med det, som ICF ser 

ud i dag. Det er et unikt redskab, hvis vi 

taler om at have et fælles sprog – også 

selv om det ikke er færdigt endnu. Jeg 

mener, vi klart er bedre hjulpet ved at 

systematisere vores viden, og sætte de 

data vi hver især har, ind i en fælles 

forståelsesramme. 

Brugeren er ekspert 

– Det er en af anbefalingerne i vejledningen, 

at både bruger og pårørende skal 

inddrages og som mindstemål orienteres, 

hvis man anvender ICF, forklarer ICF-konsulent 

Mette Svarre og tilføjer: 

– Det er klart, at hvis man inddrager 

brugere og pårørende, skal man gøre det 

på et passende niveau og med øje for, at 

ICF er et kompliceret redskab, der kræver 

kendskab og forudgående undervisning. 

Hun anbefaler, at fagpersonerne først 

sætter sig grundigt ind i den faglige 

brug af redskabet og forsøgsvis bruger 

ICF, for herefter at vurdere i hvilken 

udstrækning og hvorledes inddragelse 

af brugeren er hensigtsmæssig i det 

konkrete tilfælde. 

– Brugere er ofte langt mere kompetente 

end fagfolk tror, og brugere har 

ofte et stort ønske om at medvirke. 

Her kan ICF måske være redskabet, der 

sikrer, at der tales et fælles sprog, som 

også brugeren, uden fagspecifik viden, 

kan forstå. Men man kan ikke sige, at 

ICF automatisk sikrer dette. Det kommer 

an på, hvordan ICF anvendes konkret, 

udtaler Mette Svarre. 

Lene Lange tilføjer: 

– Hvad enten man er behandler eller 

socialarbejder, så skal man have det 

menneske med, som det handler om. 

Folks egne input skal være med. De 

oplysninger, de selv kommer med, er 

ligeværdige oplysninger på linje med 

dem, som man finder frem til ved hjælp 

af faglige redskaber. 

Lene Lange mener, man bør kunne 

forklare brugerne, hvad ICF handler om. 

– Men det spænder vidt, hvordan man 

skal gøre det. Det kan spænde fra at 

orientere de pårørende til at brugeren 

selv er med til at udfylde skemaet. I 

sidste ende gælder det om at huske, at 

det er brugeren, der er ekspert på sit liv 

og at brugeren er en ligeværdig part. 

Det ligger i selve værdigrundlaget for 

ICF, og det handler i høj grad om at se 

tingene i sin helhed – det vil sige den helhed 

der er brugerens verden. Tværfagligt 

samarbejde og inddragelse af brugerens 

viden betyder, at man må droppe alle 

standardpakker, og se på hvad den 

enkelte har brug for. En diagnose siger 

for eksempel ikke noget om brugerens 

behov, men det gør ICF, påpeger Lene 

Lange. 

Sådan kommer du i gang 

Når det gælder om at komme i gang, 

har både Mette Svarre og Lene Lange 

flere råd til nybegyndere. Det første 

lyder: ”Sæt jer grundigt ind i hvad det 

handler om” og det næste lyder ”Hold 

det simpelt – spis elefanten i små bidder”. 

– Start med at blive fortrolig med ICF 

komponenterne, lær dem at kende. 

Sæt dig ind i de definitioner, der hører 

til. Oversættelsen i sig selv gør det ikke. 

Den er der mange, som finder svært 

tilgængelig. Derfor anbefaler jeg, at 

man læser vejledningen først, siger Lene 

Lange. 

– Og så er det afgørende, at man faktisk 

har et behov for at bruge dette redskab. 

At man tror, man kan løse noget ved at 

bruge det, hvad enten det handler om 

at styrke et team, eller tro på, at det kan 

medvirke til større brugerinddragelse, 

eller give et større overblik over, hvad 

de forskellige fagområder arbejder med, 

siger Mette Svarre, som også anbefaler, 

at man tager tidsperspektivet med ind, 

når man begynder. 

– At indføre ICF kan ikke jages igennem. 

For eksempel er det meget tidskrævende, 

når man sidder i et tværfagligt 

team og skal blive enige om at udvælge 

koderne eller at sætte gradienter på de 

tidligere udvalgte koder for en konkret 

person. Nogle bliver utålmodige og 

tænker måske: ”Det er da meget lettere, 

at jeg bare gør det selv”, og ja det

er klart, at det tværfaglige aspekt er noget af det, der kræver tid og vil føles 

sejt i begyndelsen. 

– Vælg nogle cases, der ikke er for komplicerede, og afprøv ICF i det små, 

tilføjer Lene Lange, som også anbefaler, at man først bruger ICF som fælles 

referenceramme, før man for eksempel give sig i kast med klassificeringen. 

– Start med at bruge komponenterne, men ikke koderne i første omgang. 

Se alene på det tilbud om systematik, som ICF rummer. Det kan allerede 

bringe folk langt, mener hun. 

Forskning og dokumentation 

Virkningen af at bruge ICF som værktøj er ikke dokumenteret i Danmark – og 

generelt findes der meget lidt forskning på området. Det beklager både Lene 

Lange og Mette Svarre. 

– Det jeg siger om fordelen ved ICF, bygger jeg på min praksiserfaring og på 

baggrund af, hvad jeg ved om andre, der anvender ICF, og personligt har jeg 

en tyrkertro på, at det virker, men jeg kan ikke bevise det. Dog kan man vel 

godt sige, at den praksiserfaring der eksisterer udgør en slags evidens. 

Men vi trænger afgjort til forskning på området. Det kan dog næppe ske, før 

ICF er implementeret nogle flere steder, og vi mangler stadig at se det i brug 

som en fast del af driften. Jeg kan kun appellere til, at nogle sætter forskning 

i gang på området. 

Mette Svarre peger på, at man både i Norge og Sverige har forsket mere i ICF 

og betydningen af klassifikationens anvendelse i praksis. 

– I modsætning hertil, har vi kun få erfaringer med at forske i ICF i Danmark. 

Vi har til gengæld iværksat mange udviklingsprojekter, men kun lidt forskning, 

hvilket nok blandt andet skyldes den manglende tradition i Danmark 

for at forske inden for socialsektoren. 

I Danmark er erfaringerne med ICF vokset ud fra praksis. Projekterne har 

taget udgangspunkt i de konkrete behov, der har været og er ofte blevet 

gennemført af ihærdige og engagerede ildsjæle. Disse projekter har givet 

meget viden om ICF og mulige anvendelsesområder, men det har ikke været 

forskningsprojekter. Derfor vil det fremover være ønskeligt med mere egentlig 

forskning i relation til ICF projekter. Det arbejder ICF- konsulenterne på 

MarselisborgCentret på at fremme, understreger Mette Svarre. 


Vejledningen: 

ICF – den danske vejledning og eksempler fra praksis – udarbejdet af MarselisborgCentret og udgivet af Sundhedsstyrelsen, april 2005 

Den danske ICF-klassifikation: 

Gunnar Schiøler og Tóra Dahl (red.): ICF - International Klassifikation af Funktionsevne, Funktionsevnenedsættelse og Helbredstilstand, 

1. udgave, 1. oplag, WHO, Sundhedsstyrelsen, MarselisborgCentret, Munksgaard Danmark, 2003 

På nettet: www.icf.marselisborgcentret.dk 

ICF-konsulent og cand.scient.pol. Mette Svarre, 

Marselisborgcentret 

I C F 

113

114 

S O C I A L A N A LY S E 

Analyse før handling 

kan kvalificere socialt arbejde 

Social analyse er et redskab til at forstå og tolke en problemstilling 

– og det kan kaste lys over socialrådgiverens ståsted. 

Interview med socialrådgiver og 

cand.scient.soc. Kirsten Henriksen, 

Den Sociale Højskole i Århus, 

og de tre socialrådgivere, 

Louise Cathrine Nørmark, 

Mona Stevnsgaard Andersen 

og Rikke Alminde, 

alle uddannet juni 2005. 

Baserer socialrådgiveren sin praksis på 

common sense, på erfaringer fra lignende 

sager eller på teori eller forskning? 

Det kan redskabet Social analyse være 

med til at belyse. Social analyse kan 

nemlig kaste lys over socialrådgiverens 

forforståelse og gøre hans/hendes 

vidensmæssige og værdimæssige 

ståsted tydeligere. Det mener Kirsten 

Henriksen, underviser ved Den Sociale 

Højskole i Århus, socialrådgiver og cand. 

scient.soc. 

Hun har udviklet begrebet ”Social 

analyse og handling”, og siden har tre 

nyuddannede socialrådgivere, Louise 

Cathrine Nørmark, Mona Stevnsgaard

Andersen og Rikke Alminde, gennem 

deres bachelorprojekt, undersøgt mulighederne 

for at få Social analyse til at 

fungere i tre familieafdelinger. 

Rundbordssamtale om 

Social analyse som redskab 

I denne artikel har vi sat de fire stævne 

til en rundbordssamtale om forholdet 

mellem praksis, uddannelse og forskning 

og om erfaringerne med at bruge 

Social analyse som redskab. 

I indledningen til bachelorprojektet 

Videreudvikling af Social analyse gennem 

et Aktionsforskningsprojekt skriver 

de tre studerende: 

”Vi har alle i praktikken oplevet at blive 

mødt med modstand, når vi har forsøgt 

at omsætte teori fra skolen til handling 

i praksis. Samtidig er vi i praktikken i høj 

grad blevet præget af den kontekst, vi 

har befundet os i og har i mindre grad 

end ønsket kunnet påvirke den. Vi talte 

i praktikken om, hvor lang tid det egentlig 

tog for os, før vi blev opslugt af praksis 

og ”glemte” den viden vi havde fra 

uddannelsen. Vi har i vores praktikker 

set en tendens til, at de diskussioner, der 

er gået forud for handling, eksempelvis 

på gruppemøder, kun i mindre grad har 

præget den efterfølgende handling hos 

praktikerne. Vi mener, at grundlaget for 

handling til tider har virket a–teoretisk 

og i nogle tilfælde ureflekteret. Vi ser, at 

begrebet metodefrihed i mange tilfælde 

er blevet tolket som fravalg af metode 

og ikke frihed til at vælge den bedst 

egnede metode”. 

Kirsten Henriksen har også beskæftiget 

Socialrådgiver og cand.scient.soc. Kirsten Henriksen, 

Den Sociale Højskole i Århus 

sig med de forskellige syn på socialrådgiveruddannelsen 

og opfattelsen af 

socialt arbejde, blandt andet beskrevet 

i artiklen: Betydningen af forskningsbaseret 

og teoretisk viden i socialrådgiveruddannelsen 

og i socialt arbejde. 

På den ene side står den tavse viden og 

håndværket, hvor man ikke behøver 

at tale om, hvordan og hvad man gør. 

På den anden side står opfattelsen af 

socialrådgiveren som den reflekterende 

praktiker. 

Tavs viden overfor 

den reflekterende praktiker 

Kirsten Henriksen: 

– Den første opfattelse repræsenterer 

den lidt ”gammeldags socialrådgiver” 

– hvor vi taler om en slags mesterlære. 

At man bliver uddannet socialrådgiver 

gennem praktikken og gennem øvelse. 

Man handler som de ældre og erfarne 

handler, uden at det nødvendigvis er 

særligt teoretisk eller vidensmæssigt 

begrundet. 

– Det jeg ser som den anden – modsatrettede 

tendens – er den nye uddannelse, 

bacheloruddannelsen. Den skal selvfølgelig 

også bibringe handlekompetence, 

men den skal være teoretisk/analytisk 

funderet. 

Kirsten Henriksen mener, at den 

tekniske rationalitetsopfattelse, den 

såkaldte ”mål–middel–tænkning”, er 

fremherskende på det sociale område. 


– Der er tale om at tænke i løsninger. Vi 

fokuserer på, hvad der virker, men vi bør 

også interessere os for formuleringen 


af spørgsmålene. Det, vi hyppigst ser, 

er en ”common sense” måde at forstå 

mange ting på. Der sker et eller andet 

– og så afføder det noget andet. En 

lineær årsag–virkning sammenhæng. 

Sådan tror jeg mange tænker og forstår 

virkeligheden via vores opvækst og 

skolegang, og den opfattelse ser ud til 

at have megen klangbund hos politikere 

og ledere, når de møder grene af 

forskningen, som har netop denne form 

for rationalitet. Vi skal gøre det der 

virker. Uden måske at have tanke på 

at det ikke bare fungerer sådan på det 

sociale område. 

Louise Cathrine Nørmark: 

– I vores opgave har vi beskrevet det 

som markedsinspirerede metoder, der er 

kommet ind på det sociale område. A 

fører til z – det er New Public Management 


Rikke Alminde: 

– Men det er også menneskeligt! Vi kan 

ikke håndtere den komplekse situation. 

Derfor bliver vi nødt til at reducere den. 

Og vi kommer ikke uden om, at vi også 

skal måle på området. Vi må bare finde 

ud af, hvordan vi i vores fag kan måle 

uden at reducere for meget. Reduktion 

vil der altid være. 

Forskningsresultater 

mødt med skepsis 

De tre nyuddannede har alle prøvet at 

fremføre forskningsresultater i deres 

praktiktid – og oplevet, at denne form 

for referencer kan mødes med megen 

skepsis. 

De mener, at viden skal defineres i 

115

116 


en bredere forstand end positivistisk forskning, og at alle 

videnskilder skal tages i betragtning, når man laver en social 

analyse af en given problemstilling, 


– Vi diskuterede det der med, at når man går ind og henter 

undersøgelser fra Socialforskningsinstituttet – at man så 

også forholder sig kritisk til det. At man ikke behøver at tage 

det for gode varer, fordi der står SFI i toppen. Men kan også 

tænke: Hvad har jeg selv af erfaring? 

Mona Stevnsgaard Andersen: 

– Og hvordan er undersøgelsen lavet? I vores projekt fortalte 

en deltager, at når man diskuterer bestemte former for viden, 

og en så siger: ”Ja, men det er også forskning!”, så går diskussionen 

ofte helt i stå. Så siger en anden deltager: ”Det er 

typisk, når man sidder og snakker og nogen bringer forskning 

på banen, så er det som om, det er sandheden og så kommer 

diskussionen ikke videre”. Det er lige netop det, vi gerne vil 

– at diskussionen fortsætter, for forskningen er jo ikke hele 

sandheden! 


– Opfattelsen er traditionelt, at forskning er noget forskerne 

laver – og så kan praktikerne gøre brug af den, hvis de nu 

synes. Mange praktikere tager afstand fra forskning: ”Det 

er ikke noget, vi kan bruge til så meget”. Vi mener, at der er 

og bør være mange mellemvarianter. At forskerne fint kan 

forske sammen med praktikere og at praktikere fint kan lave 

udviklingsarbejde, som måske ikke er forskning med stort F, 

men alligevel gør brug af forskningsbaserede metoder, dyrke 

praksisforskning og på den måde skaber og synliggør viden i 

praksis. Så på den led mener jeg, at socialrådgivere har mange 

roller at spille i forskning. 

Ideen til redskabet 

Ideen til Social analyse som redskab opstod oprindeligt i forlængelse 

af Kirsten Henriksens arbejde, da hun var projektleder 

på ”Familier med børn med handicap”. Her arbejdede hun 

med at kvalificere samarbejdet mellem rådgivere og familier 

gennem arbejdet med handleplaner. 


– Det var i den forbindelse min oplevelse, at nogle praktikere, 

når familierne begyndte på at fortælle deres historie, helt 

erfaringsmæssigt vidste, at nu er det ”den og den slags 

familie”. Derefter trak de skuffen ud med handlinger, som de 

syntes passede til situationen. Socialrådgiverne var generelt så 

handlingsparate, at de havde svært ved at tøjle det. Det var en 

øvelse at give plads til at få familiens situation frem. 

– Siden har jeg som underviser tænkt, at det er ikke gjort 

med det. Man skal ind og analysere situationen mere grundlæggende, 

så det ikke bliver den enkeltes common sense opfattelse, 

der styrer familiens situation, og jeg har helt bevidst 

brugt ordet analyse – i et forsøg på at tvinge socialrådgiverne 

til at analysere og være bevidste om hvad der skal analyseres. 

Det er ikke nok at høre en fortælling og så gå ud og handle 

på den. 

Louise Cathrine Nørmark, Mona Stevnsgaard Andersen og 

Rikke Alminde gik ind i arbejdet med Social analyse efter 

blandt andet inspiration fra en række tv–programmer om 

tidligt anbragte børn, inspiration fra debatten om social arv, 

og det at man ikke ved, hvad der virker i socialt arbejde. Men 

endelig også i en slags protest mod, hvordan flere og flere 

eksperter og politikere påtager sig at definere, hvad der er 

god og hvad der er dårlig rådgivning i deres fag. 


– Vi syntes, der er megen top–down styring. Politikeren og 

mange andre kommer med forslag til, hvad en ”god socialrådgiver” 

er. Det har knebet for klienten og for socialrådgiverne 

selv at komme til orde. Og så tænkte vi: Det kan bare 

ikke passe! Det må være os, der ved mest om området. Vi må 

på en eller anden måde frembringe noget faglighed. Det var 

vores udgangspunkt – at vi skal være stolte af det vi er og den 

faglighed vi har. 


– Social analyse gør det muligt at evaluere og dokumentere 

det sociale arbejde, og det er dét der efterspørges. 


– Men på socialrådgiverens præmisser, lige netop. Det skal 

ikke bare reduceres til at handle om klientens selvansvarlighed 

eller ansvar for at komme ud på arbejdsmarkedet. Det handler 

også om hele den sociale situation, ikke bare de fakta, der er 

i forhold til den enkelte. En hel klar styrke ved Social analyse 

er, at redskabet kan omsætte viden. Det er ikke det, der har 

været fokus på. Det, der hidtil har været fokus på er at samle 

viden op, for eksempel via ressourceprofilen, og så kan socialrådgiveren 

sidde alene tilbage og tænke: ”Hvad skal jeg så 

bruge dét til?” Her går Social analyse ind og sætter fokus på, 

hvordan vi kan omsætte viden til handling. 


– Vi oplevede faktisk hos praktikerne, at de var meget interesserede 

i Social Analyse, fordi de et eller andet sted godt vidste, 

at der skal der ske noget i vores fag, hvis vi skal blive ved med 

at fungere. Der skal ske en udvikling, og det er helt klart, at vi 

skal være bedre til at inddrage teori i vores arbejde. I kommunerne 

pegede de blandt andet på, at det måske vil ske i øget 

grad i forbindelse med strukturreformen, for her er der også 

fokus på viden. 

Muligheder og barrierer 

Louise Cathrine Nørmark, Mona Stevnsgaard Andersen og 

Rikke Alminde havde som mål med deres bachelorprojekt 

et ønske om at videreudvikle Social analyse og undersøge 

mulighederne for få Social analyse til at fungere i en familieafdeling.

De har i den forbindelse også set på muligheder og barrierer i 

forbindelse med Social analyses brug i kommunerne, og de har 

gjort sig en række erfaringer med, hvordan den blev modtaget i 

de afdelinger, hvor de præsenterede modellen. 

I deres konklusion fremdrager de blandt andet følgende som betydningsfuldt 

for om Social analyse fungerer i en familieafdeling: 

• Hvis betydningen af rådgiverens egen forforståelse ikke er 

bevidst, er det en barriere for at lave Social analyse 

• Flertalsdiktatur og konsensuskultur er en barriere for en 

diskussionskultur og dermed for Social analyse, fordi en god 

diskussionskultur er en forudsætning for Social analyse 

• Gruppesammensætning og antal i gruppen er vigtigt for at 

opretholde engagement i hinandens sager – og dermed 

skabe diskussionskultur 

• Gruppemøder som et beslutningsorgan er en barriere for 

Social analyse, fordi det ikke er beslutningen men læring, 

der er det centrale i Sociale Analyse 

• Tidspres er en barriere for Social analyse, fordi det kræver 

tid at gå i dybden med enkeltsager 

• Lederens rolle har betydning for at få Social analyse til at 

fungere på gruppemøderne 


– Det kommer nok ikke bag på nogen, at tidspres er en barriere. 

Vi har ikke haft så meget fokus på netop det faktum, 

fordi argumentet om tidspres kan rumme flere forhold. Det 

kan være helt konkret i form af for meget arbejde til for få 

ressourcer. Det kan også være en undskyldning, fordi socialrådgiverne 

i travlheden ikke kan mobilisere den nødvendige 

energi til faglige diskussioner. I socialt arbejde i dag er det 

nødvendigt at prioritere. Vi mener, at Social analyse med 

fordel kan prioriteres højt, da arbejdet med Social analyse og 

den faglige refleksion bibringer mere end blot den dybdegående 

analyse af den enkelte sag. Det medfører læring, som 

også kan kvalificere arbejdet med efterfølgende sager. 

Kulturen kan også være en barriere, fordi der ikke er et forum 

og en kultur for faglige diskussioner. Hvis der skal mere faglighed 

ind i socialrådgiverens hverdag, tror jeg, man generelt 

mangler et kommunikationsredskab, noget at samle det i. Her 

ser vi at Social analyse kan fungere som en fælles referenceramme, 

der gør det legitimt og muligt at tale ud fra viden, der 

er teoribaseret og vidensbaseret frem for at man alene taler 

ud fra ”den gode historie”. 

T Æ N K S O M M E A R B E J D S P L A D S E R 


Undervejs i projektet erfarede de tre studerende, at rådgiverne, 

der blev inddraget, sagtens kunne fanges ind i 

diskussionerne, når de fik lov at sætte teori på. Mange blev 

meget optaget af det og følte at diskussionerne berigede 

deres arbejde. 


– Vi oplevede respons som: ”Nej, hvor er det interessant! Mit 

arbejde er egentlig utrolig spændende”. 

En af rådgiverne nævnte i evalueringen, at disse teoretiske diskussioner 

kunne afhjælpe udbrændthed, nemlig ud fra devisen: 

”Det er ikke dig det handler om, det er din faglighed!”. For os 

at se kan Social analyse sprede sig som ringe i vandet og gøre, 

at man får motivation og glæde ved arbejdet tilbage. 


– Men det er også krævende. Det så vi i vores gennemgang 

af gruppemøderne i kommunerne. En kulturændring kræver 

virkelig meget, fordi det ligger så dybt, at ”sådan plejer vi at 

gøre”. Vi er godt klar over, at der skal noget af en revolution til. 

Ledelsens rolle 

Bachelorprojektet viste også, at ledernes rolle har afgørende 

betydning for om Social analyse kan implementeres på en 

arbejdsplads eller ej. 


– Mellemledere og afdelingsledere har stor betydning for 

om Social analyse bliver implementeret. De ser ofte behandlingsmøderne 

som et beslutningsorgan. Vi lagde mærke til, at 

rådgiverne kiggede over på afdelingslederne og forventede, at 

der kommer et svar derfra: ”Er det sådan her jeg skal gøre”. 

Man lægger det ikke ud til en faglig diskussion blandt kolleger, 

det er afdelingslederen man henvender sig til. 


– Svaret er vel igen, at man sagtens kan foretage disse 

vurderinger uden sin afdelingsleder, men et eller andet sted 

er det alligevel hende, der bestemmer. For der eksisterer et 

bureaukrati og et hierarki uanset hvor fragmenteret en forvaltning 

man taler med. 


– Men jeg tænker også, at det er meget afdelingslederen, der 

skal skabe rum til, at diskussionen nu også kan komme til at 

foregå. Han/hun skal være med til at holde afdelingen fast på, 

at det er sådan vi arbejder. For eksempel i situationen, hvor 

der er mange ”gode forklaringer” på, hvorfor vi ikke har tid 

Louise Cathrine Nørmark, Mona Stevnsgaard Andersen og Rikke Alminde skal undervise i Social analyse i 2006 i forbindelse med 

møderækken “Tænksomme arbejdspladser” som Dansk Socialrådgiverforening region Nord udbyder. Programmet kan ses på 

www.social-rdg.dk/nord. 

117

118 


De tre soc 

Ledernes rolle har afgørende betydning for om Social analyse kan implementeres på en arbejdsplads eller ej. 

til det og det. Her bør lederen bruge sin 

status og sige: Sådan arbejder vi her. Vi 

vægter den faglige refleksion. 

Den magtfulde forforståelse 

Et af de begreber, som bachelorprojektet 

flere gange kredser om er ”den 

magtfulde forforståelse”, og i mødet 

med kommunerne har de fået erfaringer 

med, hvad forforståelsen kan betyde 

for arbejdet, blandt andet i form af et 

konkret eksempel, hvor deltagerne i en 

periode skrev logbog om deres problemforståelse 

og deres problemhåndtering, 

hvorefter de koblede teori på. 


– En af deltagerne kom tilbage og 

fortalte os, at hun var blevet opmærk- 

som på, at hun havde siddet overfor en 

kvinde, som forsøgte at komme igennem 

med nogle forklaringer, men som 

socialrådgiver havde hun haft sin helt 

egen dagsorden. Hun havde slet ikke 

hørt på, hvad klienten havde sagt, for 

hun vidste lige præcis, hvordan tingene 

skulle være. Hun havde altså hvad vi 

kalder en forforståelse. Denne form for 

forståelse bliver magtfuld, fordi den får 

betydning for, hvordan forløbet bliver. 

Socialrådgiveren hører slet ikke på, hvad 

det er klienten siger eller hvad klienten 

gerne vil have frem. 


– Forforståelse og kritisk forholden 

sig til sig selv syntes medarbejderne 

generelt var meget interessant. De er 

U D D R A G F R A I N D L E D N I N G T I L B A C H E L O R P R O J E K T E T 

selv inde på, at man som rådgiver har 

megen forforståelse, dels på grund af 

ens erfaringer, dels på grund af den 

person man nu engang er. Hvis man så 

ikke åbner op overfor klienten, bliver 

den magtfuld, fordi den så bliver lagt 

over på klienten. 

Samarbejde 

Både Kirsten Henriksen og de tre socialrådgivere 

bag bachelorprojektet er 

optaget af den formidling og erfaringsudveksling, 

der bør finde sted mellem 

studerende og praktikere. 

I projektet peger de på, at de godt 

kunne forestille sig, at der blev etableret 

en fast ramme for formidling mellem 

praktikere og studerende. 

Videreudvikling af Social analyse gennem et aktionsforskningsprojekt 

”Samfundet i dag kan betragtes ude fra et postmoderne syn. Postmoderniteten har gjort op med troen på de store sandheder 

og samfundet er derfor præget af usikkerhed, da ”alt er lige gyldigt”. Praktikerens viden passer ikke længere til de ændrede 

praksissituationer, der i stigende grad opfattes som usikre, ustabile, enestående og i værdikonflikt. Dette forsøger man ud fra 

vores synsvinkel, at kompensere for ved at indføre lovbestemte metoder og manualisering i det sociale arbejde. Det er et forsøg 

på at gøre vilde problemer tamme for at kunne kategorisere problemerne og derefter tilpasse problemerne til de skræddersyede 

løsninger. Vi ser, at der foregår en ren magtkamp mellem bureaukratiets tankegang med en forestilling om neutralitet, rationalitet 

og ensartethed og den modgående tendens - det refleksive sociale arbejde, kendetegnet ved unikhed, fortolkning og kritisk 

stillingtagen. Vi ønsker med Social analyse at fremme den reflektive praksis”.


– Det var en ide vi fik, efter at vi deltog 

på et Nordic Campbell kursus, hvor vi 

fik en liste udleveret over, hvad man 

kan gøre for at skabe bedre forhold 

mellem praksis og forskning. 


– Samtidig er vi faktisk på Den sociale 

Højskole i Århus en gruppe undervisere, 

der arbejder for at der skal oparbejdes et 

praksis–forskningsnetværk. Vi ser nogle 

perspektiver i at etablere et samarbejde 

mellem undervisere, studerende og 

praktikere, og vi håber vi kan danne 

et sådant netværk, mere eller mindre 

fast. Vi tænker det også tilknyttet 7. og 

sidste semester, så man kan få bachelorprojekterne 

med ind og dermed få 

koblet dem til egentlige undersøgelser 

som efterspørges fra praksis. 


– Vi kunne afgjort godt tænke os, at 

der var en sådan gruppe her på skolen, 

som praktikerne kunne kontakte. Hvis 

man opdager ude i praksis, at man 

mangler viden på et bestemt område, 

så kunne man for eksempel kontakte 

skolen, fordi der så måske er nogle studerende, 

som kan hjælpe med at finde 


denne viden. For det var også noget 

vi fandt ud af i vores projekt: Der skal 

være et aktuelt behov, for at man kan 

indtage viden. For eksempel en konkret 

situation, hvor man mangler viden om 

”hvordan samtaler jeg med børn”. Her 

kunne det være fint med et samarbejde 

med studerende. 


– Der er omvendt ingen tvivl om, at 

det vil kvalificere uddannelsen at blive 

inddraget i praksisverdenen ved at man 

som studerende for eksempel får at 

vide: ”Jeg har den og den problemstilling, 

som jeg har brug for viden om”. 

Det er også en form for teknik at finde 

forskning og omsætte den. 


– Plus at praksis bliver opmærksom på, 

hvad det sidste nye er, vi har modtaget 

undervisning i på skolen. Vi har også 

tænkt, at man burde have en hjemmeside 

her på skolen, hvor praktikerne 

kan se hvad der foregår på skolen helt 

aktuelt. 


– Forskning skal også kunne fremvises! 

Vi tænker også i et nyhedsbrev, hvor 

man kan bringe nogle appetitvækkere 


– ”se her er det nye” og hvorfor er det 

interessant? 

Et samspil 

Teori og praksis i bedre samspil – her er 

Social analyse et godt redskab mener 

alle fire interviewpersoner, og der er nu 

udformet et inspirationshæfte om Social 

analysemodellen, ligesom kravet om den 

faglige refleksion i Social analyse er skrevet 

ind i studieordningen for Den Sociale 

Højskole i Aarhus. Desuden holder alle 

fire foredrag om Social analyse. 

Men tydelighed er ikke nok. Der skal 

kæmpes for værdierne bag Social analyse, 

fremhæver de. Modellen hjælper i høj 

grad med at tydeliggøre forskellige synspunkter, 

for eksempel, at man arbejder 

ud fra forskellige teoretiske standpunkter, 

eller at man simpelthen ikke har 

formuleret et teoretisk ståsted. 


– En af vores deltagere siger også, at 

hun synes at Social analyse modellen 

legaliserer, at man har forskellige 

synspunkter, fordi det ikke bliver lagt 

over på, at det er dig som person, der 

mener noget bestemt. Nu tilbyder du 

tværtimod noget. Du kommer med en 

Rikke Alminde, Louise Cathrine Nørmark og Mona Stevnsgaard Andersen: 

Videreudvikling af Social analyse gennem et aktionsforskningsprojekt. Speciale, Den Sociale Højskole i Aarhus, juni 2005. 

Hæfte: Social analyse. Kan købes via www.socialanalyse.dk eller på Den Sociale Højskole i Århus, tlf. 86 27 66 22 

Kirsten Henriksen og Christine Hemme: Illustration af perspektiver i socialt arbejde. Den Sociale Højskole i Aarhus, 2004. 

Hæfte om forskellige teoretiske retninger indenfor det sociale arbejde. 

Kirsten Henriksen: Betydningen af forskningsbaseret og teoretisk viden i socialrådgiveruddannelsen og i socialt arbejdes 

perspektiv. Fra antologi udgivet af Udviklings- og Formidlingscenteret for udsatte børn og unge. 2005 . 

Familier med børn med handicap. – hæfter og brochurer, 

Videnscenter for Bevægelseshandicap, Aarhus, www.vfb.dk 

119

120 


viden eller en erfaring. Så behøver det 

ikke være sådan her: ”Nu siger jeg ikke 

noget, fordi jeg er uenig med dig”. Det 

bliver faktisk legalt at være uenige, for 

det fremstår ikke som en konflikt, men 

som en nuance. 

Når det er sagt, er det en vigtig pointe 

for de fire interviewpersoner, at det ikke 

stopper med at konstatere en uenighed 

eller en enighed. 

S O C I A L A N A LY S E – E T R E D S K A B 

Alle synspunkter er ikke lige gode/lige 

gyldige. Redskabet er udarbejdet med 

en klar holdning til, hvad godt socialrådgiverarbejde 

er, og man må kæmpe for 

at udbrede de tankegange og synspunkter, 

der ligger bag. 


– Det kommer ikke af sig selv. Det handler 

om nogle værdimæssige holdninger 

til socialt arbejde, om at man som so- 

cialrådgiver tænker, at det sociale arbejde 

må basere sig på et bevidst vidensgrundlag 

og et bevidst teoretisk grundlag, og 

at det grundlag også må være bekendt 

for klienterne gennem inddragelse i 

egen sag. Så må man prøve på at få 

overbevist sine kolleger og sin ledelse 

om, at vi skal arbejde med fælles faglig 

refleksion! 

”Social analyse er ikke en metode, men et redskab til at forstå og tolke en given problemstilling. Modellen skal ses som et redskab 

til bevidst at kunne anvende teori og forskning i praksis og skabe rum for øget refleksivitet. 

Med Social analyse ser vi en mulighed for at bevare og styrke refleksionens handlerum og dermed tage kampen op mod den 

rationelle tankegangs indmarch på det sociale område. Vi ser Social analyse som et tankeredskab, der kan være med til at bane 

vejen for den refleksive praktiker. 

Modellen kan imødekomme den stigende efterspørgsel på evaluering og dokumentation af det sociale arbejde, da man i kraft af 

modellen får koblet teori på de beslutninger man træffer, og er bevidst om de tanker der ligger bag ens handlinger. 

Vi mener ikke Social analyse skal skabe ens faglighed, men en refleksiv faglighed. Den enkelte situation og problemstilling er 

unik, hvilket kræver en unik opgaveløsning og dermed refleksion og analyse over hver eneste handling. 

Modellen er et redskab, der kan bruges på gruppemøderne i forvaltningen eller i socialt arbejde i andre sammenhænge, da vi 

ud fra egne erfaringer og empiri mener, at der er et potentiale for refleksivitet og faglige diskussioner, som vi mener ikke bliver 

udnyttet til fulde. 

Vores erfaringer siger, at Social analysemodellen tager en time første gang den gennemgås, men når modellen er implementeret, 

vil den tage en halv time at anvende. 

Social analysemodellen består af otte punkter: 

Formål, Beskrivelse, Forforståelse, Viden, Kritisk forholden til viden, Analysens fokuspunkter, Vurdering og Beslutning/handling. 

Det er vigtigt, at man i gruppen bliver enige om, hvilken funktion gruppen skal varetage og hvordan man opnår det. Vi har 

udviklet spørgeskemaer til brug i gruppen, der kan være med til at åbne op for en diskussion og refleksion over mødets funktion 

og struktur, og dermed være med til skabe rum for læring. Er mødernes funktion både at behandle og bevillige sager, kan vi anbefale 

at man deler mødet op i to. Første del til Social analyse, og anden del til en bevillingsrunde. Vi har oplevet, at der derved 

skabes rum for at foretage en Social analyse, da der på den måde er et klart skel mellem, hvornår man analyserer og hvornår 

gruppemødet varetager andre funktioner. 

Beskrivelsen af de enkelte sager tager ofte lang tid, og vi har derfor udviklet en Fakta-seddel som vi mener kan være med til at 

sikre, at der sker en god og grundig forberedelse, samt undgå at der bliver brugt unødig tid på beskrivelsen”. 

(Uddrag fra hjemmesiden www.socialanalyse.dk)

God forberedelse 

betyder alt 

Funktionsevnemetoden bruges for lidt – og 

forkert. Borgere, der fra begyndelsen bliver 

grundigt introduceret til metoden, er glade for 

den, viser evaluering, men sagsbehandlerne 

mangler træning i at bruge metoden på den 

rigtige måde. 

Interview med cand.polit. og seniorkonsulent Susanne Pade, 

Bureau 2000 Aps 

Funktionsevnemetoden bliver ikke brugt i tilstrækkelig grad 

– og den indfrier kun i nogen grad forventningerne om øget 

retssikkerhed, inddragelse af borgerne og mere helhedsorienteret 

sagsbehandling. Både borgere og sagsbehandlere har 

brug for mere vejledning og viden om metoden og de ydelser, 

den er rettet imod. Metoden sikrer ikke i tilstrækkelig grad en 

ensartet behandling af borgerne. 

Det er hovedkonklusionerne i den evaluering af Funktionsevnemetoden, 

som blev offentliggjort i slutningen af 2005. 

Evalueringen er udført for Socialministeriet/Styrelsen for Social 

Service af Institut for Serviceudvikling a/s i Odense med bistand 

fra Bureau 2000. 

Seniorkonsulent Susanne Pade er ansvarlig evaluator. Hun påpeger, 

at metoden som helhed rummer mange gode intentioner, 

men det har vist sig vanskeligt at gennemføre en del af 

dem. 

– Der er ingen tvivl om, at man har tænkt sig særdeles godt 

om, da metoden blev lavet, men virkeligheden viser sig altså at 

være anderledes, forklarer Susanne Pade og peger på, at den 

først og fremmest bliver brugt for lidt – og dernæst forkert. 

Funktionsevnemetoden skal anvendes af de kommunale 

forvaltninger, når en sagsbehandler skal bedømme, om en 

borger med nedsat funktionsevne skal have hjælp til sine 

merudgifter. 

F U N K T I O N S E V N E M E T O D E N 

Den blev indført i 2003 i forbindelse med gennemførelsen af 

førtidspensionsreformen, og det er i dag obligatorisk for de 

kommunale forvaltninger at anvende metoden i sager efter 

Servicelovens §84, men metoden kan også anvendes i forhold 

til andre handicapkompenserende bestemmelser på handicapområdet. 

”Formålet er at få afklaret, hvad du har brug for, så din 

dagligdag kan fungere” hedder det i det brev, den borger får, 

som har søgt sin kommune om ydelser til kompensation for 

nedsat funktionsevne. 

Med brevet følger et samtaleskema på 12 sider. Skemaet er 

kernen i selve metoden. Det skal udsendes til borgeren sammen 

med et følgebrev og dermed være udgangspunkt for den 

samtale, der skal danne grundlag for sagsbehandlingen. 

Skemaet indeholder en række spørgsmål om alt fra personlig 

pleje til madlavning, transport, samvær med familien, ønsker 

for fremtiden mv. 

Skemaet skal sikre, at sagsbehandleren kommer omkring alle 

aspekter af borgerens dagligliv og desuden skal metoden 

sikre, at borgeren inddrages fra starten. 

Formålet med metoden er at: 

• Fremme objektiv og ensartet grundlag for sagsbehandling 

• Sikre den rigtige indsats 

• Styrke borgerinddragelsen 

• Sikre borgernes retssikkerhed under sagsforløbet 

• Bevilge kompenserende ydelser i en helhedsorienteret og 

koordineret indsats 

121

122 


Et af formålene med metoden er netop at 

inddrage borgerne mere aktivt i egne sager, 

og det mener chefkonsulent Susanne Pade 

kun delvis lykkes i Funktionsevnemetoden 

• Gøre procedurer og afgørelser forståelige, håndterbare og 

meningsfulde 

• Sikre let og smidigt sagsforløb. 

Bedre træning 

– I evalueringen har vi talt med sagsbehandlere, borgere og 

ledere i forvaltningerne. Tilbagemeldingen fra cirka halvdelen 

af sagsbehandlerne er, at metoden faktisk øger retssikkerheden 

og giver et mere ensartet grundlag, men en stor del af 

sagsbehandlerne oplever altså også noget helt andet. I praksis 

synes de, at metoden er usmidig og ressourcekrævende. 

Den tager mere tid at anvende, end de havde regnet med, 

forklarer Susanne Pade. 

I den håndbog, det er lavet som instruktion i metoden, står 

der, at det skal understreges, at ”brugen af samtaleskemaet 

ikke må forstyrre samtalen med borgeren. Det er bedre at 

have den gode samtale end at følge skemaet slavisk. Skemaet 

skal altså ses som en slags huskeliste for at man kommer hele 

vejen rundt..”. 

Til det siger Susanne Pade: 

– Mange sagsbehandlere tager metoden yderst konkret og 

gennemgår hele skemaet med borgeren. Det viser os, at de 

har brug for mere træning i at anvende metoden. Det der 

sker ved denne meget konkrete fremgangsmåde er, at sagsbehandlerne 

oplever metoden som hæmmende. De føler, 

borgerne bliver spurgt om ting, som man ikke behøves at vide 

noget om, fx på det seksuelle område. Nogle melder altså 

tilbage, at skemaet ikke bringer dem i den bedste situation for 

en samtale, og hvis sagsbehandlerne ikke synes, skemaet er 

godt, er det givet, at de har en forkert og negativ indgangsvinkel 

til brugen af det. 

En logisk pointe 

Men ikke alene sagsbehandlerne mangler bedre træning i at 

bruge metoden. Også borgerne har problemer med at bruge 

skemaet. 

Evalueringen viser for det første, at kun lidt over halvdelen af 

de borgere, der burde have fået skemaet sendt hjem forud for 

samtalen, rent faktisk har fået det. Kommunerne har pligt til 

at sende det ud, men mange gør det ikke. 

Dernæst viser den, at blandt de borgere, som får skemaet, 

er der en betydelig gruppe, der finder det for detaljeret, for 

nærgående og visse spørgsmål direkte ”latterlige”, for eksempel 

spørgsmålet: ”Er du syg – fejler du noget?”, et spørgsmål, 

der virker mærkeligt, når man netop søger kompensation, 

fordi man har en eller andet form for handicap/funktionsnedsættelse. 

– Evalueringen viser imidlertid helt klart, at hvis blot borgerne 

får den rigtige introduktion til skemaet – herunder at man 

bliver informeret om, at man ikke skal udfylde ALT, men kun 

det man finder relevant – så vil de rent faktisk godt være

med. God forberedelse, god vejledning fra begyndelsen, er 

altafgørende. De borgere i undersøgelsen, som føler sig godt 

taget imod, kan også lide metoden. Det er en enkel og meget 

logisk pointe, siger Susanne Pade. 

Aktive borgere 

Et af formålene med metoden er netop at inddrage borgerne 

mere aktivt i egne sager, og det mener Susanne Pade kun 

delvis lykkes i Funktionsevnemetoden. 

– Når borgerne har fået god vejledning fra begyndelsen 

oplever de også, at de er med i processen, og så får de som 

ofte også et godt forløb. Vi kan se ud af evalueringen, at der 

skal sendes en bedre vejledning ud sammen med skemaet, en 

vejledning i et let og forståeligt sprog, så borgeren fra begyndelsen 

har indblik i hvad der sker. Desuden er det en fordel at 

give borgeren god information om, hvilke ydelser man rent 

faktisk har mulighed for at få. Denne type af information skal 

forbedres fremover. 

Nogle borgere oplever, at de skal dokumentere i et urimeligt 

stort omfang for at få en lillebitte ydelse. 

– Det virker ikke hverken let eller smidigt, men snarere 

urimelig bureaukratisk, og her bør man fremover sikre større 

smidighed, siger Susanne Pade. Som et eksempel giver hun, 

at mange diabetikere skal bruge metoden for at få kompensation 

for diætkost, men måske har de ikke nogen egentlig 

funktionsnedsættelse. Her burde der indføres en mere enkel 

procedure. 

– Det er klart, at hvis du bruger tid på at udfylde skemaet, og 

du ikke har nogen funktionsnedsættelse, så virker skemaet 

voldsomt. Det er muligt du som diabetiker på sigt får en 

funktionsnedsættelse, men i den tidlige fase virker metoden 

overflødig, siger Susanne Pade. Hun tilføjer, at kravet om at 

skemaet SKAL udsendes til borgerne ikke i sig selv fremmer 

smidigheden. 

– Jeg tror ikke, vi skal slå på det obligatoriske i at udsende 

skemaet, snarere er det vigtigt at sikre en vejledning i selve 

samtalens forløb og forklare mere om, hvilke rammer der er 



for de ydelser borgerne kan få. Borgerne har brug for mere 

reel information om §84, viden om hvilke muligheder de har 

for at få hjælp, mener Susanne Pade. 

En af de problemstillinger, der ikke fremmer smidigheden 

i borgernes øjne er, når oplysninger, der allerede er afgivet 

én gang, nu skal indhentes igen, denne gang via Funktionsevnemetoden. 

– At indhente de samme oplysninger flere gange virker stærkt 

irriterende. Nogle gange ser man desuden, at det som står i 

Funktionsevnemetodens aftaleskema, står på en anden måde i 

borgerens journal. Denne dobbelte procedure i forvaltningen, 

hvor man skriver det samme to gange, en gang til borgerne 

og én gang mere i et andet sprog til forvaltningens eget 

system, er ikke god. Systemerne bør passe sammen, som et 

minimum, påpeger Susanne Pade. 

Hun tilføjer, at metoden ikke i tilstrækkelig grad sikrer en ensartet 

behandling af borgerne, sådan som der var lagt op til. 

– Borgernes evne til selv at argumentere deres sag spiller en 

lidt for stor rolle. Den der er dygtig til at argumentere, får 

lettere opfyldt sine behov – det har vi set flere eksempler på. 

Samtidig er nogle borgere usikre på, hvad de skal bede om, 

fordi de ofte ikke fra begyndelsen har fået at vide, hvilke muligheder 

der er. Det skaber frustrationer i en række sager. 

Intet kommunalt overblik 

Formålet med metoden har også været at sikre en mere 

systematisk dokumentation af sagsforløb og baggrund for 

sagernes udfald. 

– Det overrasker mig at se, via evalueringen, at kommunerne 

faktisk intet overblik har over de afgørelser, de træffer i disse 

sager, forklarer Susanne Pade og forklarer det med, at dette 

område, i sociale sammenhænge, udgør et meget lille felt, 

som ikke har nogen særlig politisk bevågenhed og ikke nyder 

nogen prioritering. 

– Der er rent faktisk intet overblik i dag over, hvem der får 

ydelser efter §84. Det kan komme med tiden, måske når 

kommunalreformen sikrer større enheder, men det findes ikke 

Funktionsevnemetoden er udviklet som følge af den lov om førtidspension, som trådte i kraft 1. januar 2003. Ifølge den 

skal man søge om kompensation for nødvendige merudgifter som følge af funktionsnedsættelser efter Servicelovens §84. 

Metoden skal sikre ensartet sagsbehandling ved tildeling af handicapkompenserende ydelser og den er udviklet for at 

sagsbehandlerne kan vurdere ansøgerens funktionsevne. Den kan afklare en persons funktionsevne og dermed behov for 

handicapkompenserende ydelser. 

Metoden består af et samtaleskema til brug for samtalen mellem sagsbehandler og borger samt et aftaleskema. 

Rapporten Evaluering af Funktionsevnemetoden er udkommet i november 2005 og kan rekvireres gratis ved henvendelse 

til Styrelsen for Social Service samt læses på hjemmesiden www.servicestyrelsen.dk 

123

124 


i dag, fastslår Susanne Pade, og fremhæver, at evalueringen 

generelt påviser en manglende sammenhæng mellem §84 

området og de øvrige problemstillinger på handicapområdet. 

- Der er behov for en sammentænkning her. Organiseringen 

på handicapområdet er yderst forskellig fra kommune til kommune. 

Få, større kommuner har egentlige handicapteams, 

hvor man koncentrerer sin viden. Langt de fleste steder 

indgår handicapområdet i den generelle sagsbehandling, 

forklarer Susanne Pade. Hun håber på, at den nye struktur 

på kommunalområdet vil få en positiv betydning. 

– Kortene blandes på en ny måde, men lige nu skal der faktisk 

et stort udviklingsarbejde i gang for at imødegå de udfordringer, 

der er på handicapområdet. Især er der brug for mere 

ledelsesmæssig fokus og styring, og så er der brug for et kompetenceløft 

hos sagsbehandlerne. Mange giver i evalueringen 

udtryk for, at de gerne vil vide mere, de mangler i høj grad 

information og vejledning, men problemet er, at handicapområdet 

er så lille, at kun meget få kommuner har en politik 

på området. Det lider det under, selv om jeg ikke tror, det 

skyldes uvilje i kommunerne. Det skyldes snarere for få 

ressourcer og mangel på overskud, siger Susanne Pade. 

Hun peger på, at mange sagsbehandlere i netop dette 

arbejdsområde oplever, at de sidder meget isolerede. Derfor 

har evalueringen gjort meget ud af at spørge til chefernes 

holdning til metoden. 

A N B E FA L I N G E R 

Evalueringen af Funktionsevnemetoden har medført en række anbefalinger fra Socialministeriet: 

• Der er behov for en gennemgang og smidiggørelse af Funktionsevnemetoden 

• Informationsniveauet skal forbedres og skemamaterialet har brug for at blive revideret 

• Der skal findes nye veje for at sikre god sagsbehandling 

• Der er brug for et kompetenceløft af de kommunale sagsbehandlere – ligesom der peges på 

at den ledelsesmæssige fokus på og styring af området er svag. 

– Det har været vigtigt for os at få alle niveauerne med, for 

der er naturligvis en sammenhæng mellem, hvad man politisk, 

ledelsesmæssigt melder ud og hvad man som sagsbehandler 

oplever og gør. På det felt har evalueringen været meget 

grundig, og derfor bør man tage udmeldingerne alvorligt. 

Tingene hænger jo sammen. Den overordnede politik smitter 

af på hele systemet. Personligt er jeg overrasket over, hvor 

uens de kommunale forvaltninger behandler dette område. 

Der er ofte ingen retningslinier i den enkelte kommune på for 

eksempel ydelsesniveauet. 

Også handicaporganisationerne har udtalt sig om Funktionsevnemetoden, 

og deres udtalelser bekræfter, at metoden har 

de rigtige intentioner, men ifølge handicaporganisationerne 

mangler der evne og vilje i de kommunale forvaltninger til at 

føre intentionerne ud i livet. 

– Organisationerne mener, at hvis metoden bruges rigtigt, 

så fremmer den samarbejdet med borgerne. Det stemmer 

overens med, hvad borgerne selv siger i evalueringen, hvor 

de borgere der har fået dårlig vejledning fra starten også 

oplever, at de efterfølgende får en dårlig sagsbehandling, 

for eksempel i form af at deres sag ikke følges op. Generelt 

oplever de også, at det er op til dem selv, deres egen indsats 

samt bistand fra deres organisationer, om en sag ender godt, 

forklarer Susanne Pade.

Interview med konsulent Christian 

Ahlmann Olesen, Kommunernes Landsforening, 

professor i Statskundskab, 

Morten Balle Hansen, Syddansk Universitet 

og socialrådgiver Gitte Madsen, 

Formand for DSI’s Sociale og Arbejdsmarkedspolitiske 

udvalg 

• Brugerinddragelsen styrkes markant i 

Fælles Sprog II 

• Fælles Sprog II inddrager muligheder 

for genoptræning/træning 

• Arbejdet med målsætning og 

et fælles retningsgivende mål øger 

fagligheden og bygger bro mellem 

myndighed og leverandør. 

Disse hovedpunkter er nogle af de 

centrale forbedringer i Fælles Sprog II, 

som konsulent i Kommunernes Lands- 

Fælles sprog på 

godt og ondt 

forening, Christian Ahlmann Olesen, 

fremhæver, når han skal pege på de 

mest væsentlige forbedringer af Fælles 

Sprog II i forhold til den første version af 

Fælles Sprog. 

Fælles Sprog er et dokumentationsredskab 

udviklet af Kommunernes Landsforening 

og finansieret af Socialministeriet 

til at anvendes inden for det 

kommunale ældre– og handicapområde. 

Fælles Sprog blev udviklet af Kommunernes 

Landsforening i perioden 1993- 

98 ud fra en række generelle ønsker og 

behov herunder: 

• Et ønske om at indføre IT-styringssystemer 

i den offentlige administration 

• En ønske om at sikre, at borgere med 

samme behov inden for samme 

F Æ L L E S S P R O G I I 

En ny version af dokumentationsredskabet Fælles Sprog er på vej ud i kommunerne. Fælles Sprog II 

rummer en række forbedringer, siger Kommunernes Landsforening, men De samvirkende Invalide- 

organisationer er stadig kritiske og mener metoden er for snæver, især set i forhold til yngre, voksne 

handicappede. 

kommune får nogenlunde samme 

service 

• Et behov for bedre dokumentation 

over for borgerne 

• Et krav om, at den offentlige sektor 

fik bedre styr på sin vækst, på især 

ældreområdet. 

Fælles Sprog anvendes til at dokumentere 

afgørelser i forbindelse med en 

række kommunale kerneydelser, der 

bevilliges på baggrund af serviceloven. 

Tanken er, at forskellige fagfolk anvender 

samme redskab – og samme 

begreber – heraf navnet Fælles Sprog. 

Fælles Sprog i den første version er i dag 

i brug i næsten alle landets kommuner, 

og siden medio 2004 har den næste 

version, Fælles Sprog II, været klar. Den 

er nu taget i brug i en lille håndfuld 

125

126 


Konsulent Christian Ahlmann Olesen, 

Kommunernes Landsforening lægger 

især vægt på brugerinddragelsen som 

et af de vigtigste punkter, hvor Fælles 

Sprog II er forbedret i forhold til sin 

forgænger 

kommuner, men det store gennembrud 

for Fælles Sprog II forventer Christian 

Ahlmann Olesen vil ske i forbindelse med 

overgangen til de nye storkommuner i 

2007. 

– Vi forventer, at i år 2006, vil 20-30 kommuner 

været gået over til Fælles Sprog 

II, for vi kan mærke at det er efterspurgt. 

Men det vil naturligvis være af endnu 

større interesse, når der sker sammenlægninger. 

Brugerinddragelsen 

Christian Ahlmann Olesen lægger især 

vægt på brugerinddragelsen, som et af de 

vigtigste punkter, hvor Fælles Sprog II er 

forbedret i forhold til sin forgænger. 

– Det er obligatorisk i den nye version, 

at fagpersonen skal bruge tid på at 

doku-mentere borgerens egne udsagn 

og vurdering af, hvordan hverdagen er 

forløbet. Det er et nyt element, og det 

betyder, at fagpersonen er nødt til at 

træde et skridt tilbage og lade borgeren 

sætte ord på, hvad der er af problemer 

eller begrænsninger i hverdagen FØR den 

faglige vurdering finder sted. Det er stadig 

fagpersonen, som laver den afgørende 

vurdering, men borgeren skal altså ind 

med sine udsagn først. I de tests, vi har 

lavet af Fælles Sprog II viser det sig, at 

visitatorerne er overbevist om, at den her 

form for brugerinddragelse vil skabe en 

mere ligestillet dialog fremover. 

Christian Ahlmann Olesen lægger vægt 

på, at der er tænkt mere i helhedssyn i 

Fælles Sprog II, for eksempel har man 

ikke alene fokus på personlig og praktisk 

hjælp, men har nu også fået træning med. 

– Det skaber en bedre sammenhæng, 

fordi vi har flere ydelser inddraget i Fælles 

Sprog II. Du bliver som fagperson nødt til 

at se borgeren i et helhedsperspektiv. Jeg 

håber, det betyder øget grad af forebyggelse 

og sundhedsfremme. 

At få bygget en faglig bro mellem myndigheden 

og rækken af forskellige leverandører 

inden for ældre- og handicapområdet 

er også en høj prioritet i Fælles Sprog II. 

– Vi har frit valg, og adskillige leverandører 

skal samarbejde med den kommunale

myndighed. Derfor ser vi Fælles Sprog II 

som et redskab, der kan bygge bro mellem 

leverandør og myndighed. Alle, der 

udfører hjælpen, skal kende ”det retningsgivende 

mål”, som myndigheden 

har pligt til at udfylde. Dét at alle kender 

den faglige ambition, altså beskrivelsen 

af, hvorfor vi er lige præcis i det her 

hjem, bør være med til at gøre det 

mindre væsentligt, om der er tale om 

én eller fire forskellige hjælpere. De har 

nemlig alle et fælles mål, som skal være 

toneangivende, og det skal de bruge 

deres faglighed til at udfylde, påpeger 

Christian Ahlmann Olesen. 

Enighed fra forskerside 

Morten Balle Hansen, professor i 

Statskundskab ved Syddansk Universitet, 

er ansvarlig for den evaluering, som er 

gennemført af dokumentationsredska- 

bet Fælles Sprog i dets første version. 

Han er enig med Christian Ahlmann 

Olesen i nogle af de forbedringer, som 

nu er kommet. 

– Fælles Sprog har, uanset hvilken version 

vi taler om, en række fordele og 

ulemper, påpeger Morten Balle Hansen. 

– Der er den generelle fordel, at systemet 

gør det tydeligere, hvad det er en 

kommune har lovet borgeren. Den nye 

version, Fælles Sprog II, har også den 

klare fordel, at metoden som noget nyt 

inddrager borgerens vurdering af sin 

egen situation, som en del af dokumentationen 

i forbindelse med visitationen. 

Det er helt klart et fremskridt, siger 

Morten Balle Hansen. 

Et af kritikpunkterne i evalueringen af 

første udgave af Fælles Sprog var, at 

systemet gav et for statisk billede 

af borgernes funktionsevne. Fælles 

– Systemer vil aldrig, efter min vurdering, kunne erstatte den fleksible varetagelse af opgaverne, 

som sikres i samspillet mellem hjemmehjælper, gruppeleder og visitator, mener professor Morten Balle Hansen 


Sprog sagde ikke noget om de udviklingsmuligheder 

der lå forude, 

for eksempel om man med en 

bedre træning havde mulighed for at 

forbedre sin funktionsevne eller holde 

den ved lige. 

– På det punkt mener jeg, at Fælles 

Sprog II er blevet forbedret. Den 

inkluderer nemlig i dag en målsætning 

om indsatsen, og det betyder, at der er 

indbygget en tankegang, som rækker 

ud over blot det at vedligeholde, siger 

Morten Balle Hansen og tilføjer: 

– Der er ingen tvivl om, at Fælles Sprog 

er et meget vigtigt redskab i kommunerne, 

et sprog, der har ændret 

visitationspraksis og indført en fælles 

systematik, og det vil også gælde 

fremover. 

Morten Balle Hansen understreger, at 

uanset hvilket system man indfører, 

127

128 


vil der altid være et grundlæggende 

dilemma: 

Et konstant krydspres mellem på den 

ene side ønsket om en fleksibel, decentraliseret 

måde at varetage opgaven på, 

tilpasset det enkelte individ – og på 

den anden side krav om effektivitet og 

dokumentation af at løfter holdes, og 

at der skal produceres værdier for de 

skattekroner, vi betaler. 

– Systemer vil aldrig, efter min vurdering, 

kunne erstatte den fleksible 

varetagelse af opgaverne, som sikres 

i samspillet mellem hjemmehjælper, 

gruppeleder og visitator. Samarbejdet 

bliver mere struktureret af et system 

som Fælles Sprog, men der vil altid være 

områder, som ikke kan sikres. 

Her er ledelsens indstilling og opbakning 

afgørende, mener Morten Balle Hansen. 

– Meget handler på det her felt om 

en fleksibilitet og en grundlæggende 

tillid til, at medarbejderne laver deres 

arbejde ordentligt. Den problemstilling 

er uændret, og uanset om hjemmehjælperne 

overholder deres kontrakter 

med de borgere, de kommer hos, så 

er der områder, som ikke kan registres, 

for eksempel stemningen, om borgeren 

grundlæggende er blevet i bedre eller 

dårligere humør, osv., efter besøget. 

Den slags kan man ikke registrere. Det 

kræver en grundlæggende professionel 

identitet, hvor medarbejderen sætter en 

ære i at være med til at gøre sit arbejde 

bedst muligt. Der er altid en fare ved at 

indføre systemer, nemlig at de ”uprogrammerede” 

og mere uhåndgribelige 

opgaver i det daglige arbejde vil blive 

nedprioriteret, med mindre ledelsen 

arbejder bevidst med mere ”bløde ” 

ledelsesformer, såsom værdibaseret 

ledelse, der sætter fokus på de mindre 

håndgribelige aspekter af hjemmehjælperens 

arbejde. 

Et arbejdsredskab 

Men Fælles Sprog II er faktisk blevet 

mere kompliceret end Fælles Sprog i 

den første version, mener Morten Balle 

Hansen. Derfor, mener han, kan det 

være vanskeligere at overskue metoden 

i daglig praksis, og her kommer han 

med en advarsel. 

– Min bekymring kan være, at det bliver 

for kompliceret at arbejde med det i 

dagligdagen, især for dem, der kun 

bruger det indimellem. For visitatoren, 

der bruger det hver dag, er det nemt 

nok, men for de, der kun sjældent bruger 

det, er Fælles Sprog II bestemt ikke 

blevet nemmere at lære. 

Morten Balle Hansen peger i sin evaluering 

på, at Fælle Sprog ikke er – og 

aldrig har været – et fælles sprog for 

de ældre eller for de handicappede, 

altså for brugerne, det er derimod et 

fagsprog. Hans evaluering bekræftede, 

at hjemmehjælperne/sosu-assistenterne 

ikke havde noget grundlæggende kendskab 

til Fælles Sprog. 

– De kender ikke Fælle Sprog i dets 

helhed, men de bruger nogle af kategorierne 

– nemlig den del som handler 

om, hvad de skal lave, ydelseskataloget. 

Dem, der kender Fælles Sprog bedst, er 

gruppelederne og visitatorerne – og en 

ambition om at hjemmehjælpere/sosuassistenterne 

skal færdes lettere i den 

nye version, tror jeg nok ikke på. Den 

første version var faktisk nemmere og 

mindre kompliceret end Fælles Sprog II, 

og det bliver ikke let at implementere 

det, så hjemmehjælperne også kender 

det. Det vil kræve virkelig meget undervisning, 

men også brug i dagligdagen, 

mener Morten Balle Hansen. 

Det kan læres 

Christian Ahlmann Olesen, konsulent i 

Kommunernes Landsforening, understreger, 

at Fælles Sprog er et arbejdsredskab, 

ikke en metode, der bare forklarer sig selv. 

– Vi taler om et redskab, der skal dokumentere 

data og indsamle informationer, 

som fagperson og visitator har brug for. 

Men efter min mening er det også 

særdeles vigtigt, at hjemmehjælperne 

kender redskabet i sin helhed og ikke 

kun en lille del af det. Og ja, det kræver 

undervisning, men selvfølgelig kan de 

blive dus med det! Det vil være en af de 

oplagte måder, hvorpå du i en kommune 

kan arbejde med at sikre en høj kvalitet. 

Christian Ahlmann Olesen har stået 

for undervisningen af en række 

leverandører i kommunerne, og han er 

derfor ikke i tvivl: Fælles Sprog skal ud i 

leverandørleddet, så man er i stand til at 

forholde sig til de mål, metoden sætter 

op om, hvorfor man er i hjemmet. 

Ahlmann Olesen erkender, at Fælles 

Sprog II til en vis grad er blevet mere 

kompliceret, men igen understreger han, 

at der naturligvis skal undervisning til hos 

dem, der skal bruge værktøjet. 

– Antallet af felter, der skal udfyldes, 

er vokset, men samtidig synes jeg, at 

sammenhængen er blevet bedre. Fælles 

Sprog II afspejler jo de behov, vi møder 

i praksis, og de behov er parallelt med 

udviklingen fra Fælles Sprog I til Fælles 

Sprog II blevet stadigt mere komplekse. 

Derfor er det også nødvendigt, at vores 

dokumentationsredskaber kan dokumentere 

og synliggøre denne udvikling. 

Men Fælles Sprog erstatter hverken sund 

fornuft eller faglighed, understreger 

Christian Ahlmann Olesen. 

– At sætte et mål op for indsatsen giver 

efter min mening hjemmehjælperen et 

meget bedre udgangspunkt for at vurdere, 

om man for eksempel vil bytte den 

ene ydelse ud med den anden. Fælles 

Sprog er et værktøj, der hjælper til at 

fremme kvaliteten, men det erstatter 

ikke noget som helst, som ellers skulle 

være der, for eksempel den sunde fornuft 

og den gode faglighed. Et redskab 

må ALDRIG blive en automat-pistol, 

hvor udfaldet er givet, før du trykker på 

aftrækkeren. Hvis det sker, er det utrolig 

skadeligt. Fælles Sprog er lavet for, at 

vi kan oversætte tekst til tal, men vi 

skal ikke forfalde til faste mønstre eller 

automatiske reaktioner af den grund! 

Christian Ahlmann Olesen ser udviklingen 

af Fælles Sprog som et langt og sejt 

træk hen imod en fælles standard for 

visitationen, som synliggør borgerens 

forskelligheder. 

– Der har flere gange været peget på 

dilemmaet mellem standardisering og

det individuelle hensyn. Min holdning er, 

at de kommunale sagsbehandlere skal 

have en fælles standard for, hvad de skal 

levere, men servicen skal stadig være 

individuel. Fælles standard i forhold til 

visitationen giver en fælles ramme for 

vurderingen, som gør, at folk kan falde 

forskelligt ud. Det går hånd i hånd, 

efter min mening. En fælles ramme er 

forudsætningen for, at man kan synliggøre 

borgernes forskellige prioriteter og 

begrænsninger. 

Christian Ahlmann Olesen mener, at 

Fælles Sprog anerkender, at konsekvensen 

af handicap, sygdom eller 

andet er forskellig fra person til person, 

og leverandørleddet, for eksempel 

hjemmeplejen, har derfor et særligt 

ansvar for at folk rent faktisk bliver 

behandlet individuelt. 

– Leverandørleddet har også en særlig 

pligt til at gå ind og tilpasse hjælpen. 

Hvis der skal forandringer til, skal de 

melde tilbage til myndighederne, og 

så må de ansvarlige her så afgøre, om 

der er plads til de forandringer inden 

for den politik, der nu er fastlagt i den 

enkelte kommune. Sagt kort: Det fælles 

redskab sikrer, at borgerne får individuelle 

afgørelser, fordi de bliver vurderet 

ud fra samme parameter. 

Svært at se forbedringer 

Hos De Samvirkende Invalideorganisationer 

(DSI) har man svært ved at få 

øje på forbedringer i Fælles Sprog II i 

forhold til de behov, der findes i gruppen 

af yngre, handicappede voksne. 

Socialrådgiver Gitte Madsen, der er 

formand for DSI’s Sociale og Arbejdsmarkedspolitiske 

udvalg, understreger, 

at det ikke er standardiseringen, der i sig 

selv er problemet. Det handler snarere 

om, at Fælles Sprog er udviklet til ældre 

og derfor ikke slår til, når det gælder 

om at afdække voksne handicappedes 

behov. 

– Standardisering er i sig selv ikke et 

onde, og vi er fuldt ud klar over, at der 

altid vil være et dilemma mellem på den 

ene side en lov, der siger, at man skal se 

på folks individuelle behov, og på den 

anden side et krav om retssikkerhed, 

som gør, at det man tilbyder borgerne 

skal være nogenlunde ensartet, forklarer 

Gitte Madsen. 

Standardiseringer er imidlertid ikke 

særligt velegnede, når det gælder om 

at afdække især voksne handicappedes 

behov, påpeger hun. 

– Indfaldsvinklen hos Fælles Sprog er 

ældre mennesker. Der fokuseres meget 

entydigt på hjemmeplejeydelsen, og så 

bliver metoden for snæver. Hvis jeg skal 


Gitte Madsen, der er formand for DSI’s Sociale og Arbejdsmarkedspolitiske udvalg, understreger, at Fælles 

Sprog er udviklet til ældre og derfor ikke slår til, når det gælder om at afdække voksne handicappedes behov 

sammenligne med andre metoder, for 

eksempel Funktionsevnemetoden, så 

har den et meget bredere perspektiv. 

Den inddrager folks liv i en helhed, 

hvorimod Fælles sprog er meget fokuseret 

på, hvad der foregår inden for hjemmets 

fire vægge. 

Alt for snæver og alt for ensidig, lyder 

dommen altså fra DSI’s repræsentant. 

Hun påpeger, at det der foregår inden 

for hjemmets fire vægge kun er en 

mindre del af den voksne handicappedes 

livsverden, og at ældre handicap- 

129

130 


pede i øvrigt også skiller sig ud fra 

ældre generelt – et område, hvor der i 

høj grad mangler erfaringer i forhold til 

hvilke metoder, man bedst kan anvende. 

– Det er tydeligt, at man har forsøgt 

at forbedre metoden i udviklingen af 

Fælles Sprog II, som klart inddrager 

borgeren mere, men det er bare ikke 

godt nok. Man har udvidet med 

træningselementet i erkendelse af, at 

det er alle hjemmeplejens ydelser, der 

skal omfattes af metoden. Men igen 

– hvad er det nu yngre mennesker 

har brug for? Det er ikke det samme 

som ældre. De kommer meget mere 

ud af deres hjem, de har måske stadig 

arbejde, de har tit mindre-årige børn, 

de har behov for at leve et aktivt liv. 

Alt det tager tid og her er det meget, 

meget afgørende, at man taler med den 

pågældende om, hvad der er vigtigt for 

lige præcis DIG. 

En fremtidig udfordring 

Christian Ahlmann Olesen er til dels 

enig i at Fælles Sprog har mangler, når 

det gælder de voksne handicappede, 

men også andre mindre grupper falder 

igennem. 

– Fælles Sprog er bygget op til at tage 

en vis procentdel af dem, der er i det 

kommunale ældreområde. Derfor 

falder nogle mindre grupper udenfor, 

for eksempel de voksne handicappede, 

de yngre handicappede og de psykiatriske 

patienter. Man kan sige, at der 

FA K TA O M F Æ L L E S S P R O G 

er behov for at Fælles Sprog II bliver til 

Fælles sprog III, eller at vi får udviklet 

nogle hjælpeværktøjer til specifikt at 

imødekomme den kritik, som DSI rejser. 

Vi har allerede nu på KL’s hjemmeside 

et opslag, hvor vi efterlyser kommuner, 

som vil være med til at skabe udvikling 

på dette område. 

Men samtidig håber Christian Ahlmann 

Olesen, at den øgede brugerinvolvering 

vil være med til, at man kommer omkring 

flere af de områder, som er vigtige 

for voksne handicappede. 

– Områder som arbejde, uddannelse og 

vedligeholdelse af bolig er områder, som 

specielt voksne handicappede kan have 

interesse i og her håber vi, at brugerinddragelsen 

vil føre med sig, at de også får 

den reelle indflydelse. Vi kan efter mit 

skøn nå meget langt, hvis brugerinddragelsen 

fungerer. Systemet rummer også 

mulighed for fritekst, så det som ikke 

fremgår af rubrikkerne kan skrives på 

andre måder, mener han. 

Gitte Madsen, DSI beklager, at kommunerne 

ikke i højere grad tænker i 

Funktionsevnemetoden, når det gælder 

voksne handicappede. 

– Nogle kommuner bruger begge dele, 

men visitator for hjemmeplejen bruger 

alene Fælles Sprog, og det hænger 

desværre ikke godt nok sammen. Derfor 

møder de voksne handicappede en utrolig 

fragmenteret verden, når de kommer 

i kommunerne. De kan let møde femseks 

forskellige sagsbehandlere, hvis 

indsats ikke er koordineret. 

Christian Ahlmann Olesen håber på, at 

de to redskaber i fremtiden i højere grad 

kan supplere hinanden. 

– Funktionsevnemetoden samler kun 

data ind via tekst. Vi har brug for Fælles 

Sprog II til styring, for at få et samlet 

indtryk for hele kommunen, hvor vi 

oversætter tekst til tal. Men funktionsevnemetoden 

kan du ikke lave statistik 

på – det er en interviewguide, og som 

sådan en god metode. Jeg synes, man 

skal bruge dem som et supplement til 

hinanden. 

Ikke helhedsorienteret 

Gitte Madsen pointerer, at kernen i 

de voksne handicappedes problemer i 

kommunerne er, at der ikke bliver set 

helhedsorienteret på voksne med handicap, 

men at de enkelte afdelinger alt 

for tit overlader koordineringen til den 

handicappede selv. 

- Og uanset uddannelse, så har ansatte 

i hjemmeplejen deres perspektiv rettet 

mod de ældre. De har meget få erfaringer 

med voksne handicappede, og de 

mangler ganske enkelt konkret viden 

om, hvordan det er at have en hverdag 

som yngre handicappet og hvilke ydelser 

det er, man har brug for. 

Der, hvor man virkelig rammer en mur 

hos hjemmeplejen er, hvis man som voksen 

handicappet har en ”rask” ægtefælle, 

som forventes at kunne gøre 

alt, mener Gitte Madsen, og peger på, 

Fælles Sprog er et dokumentationsredskab, som personale i ældre- og handicapsektoren kan bruge, når de skal beskrive 

(eller læse om) en borgers funktionsevne og de ydelser, som kommunen leverer. 

Visitator taster oplysningerne ind i det IT-system, som den enkelte kommune har valgt at håndtere oplysningerne med. 

Medarbejdere med forskellig faglig baggrund bruger samme redskab med de samme begreber – deraf navnet Fælles Sprog. 

Det nye Fælles Sprog består også af et katalog over indsatsområder (tidligere kaldet ydelseskataloget). Med Fælles Sprog II 

går man fra fire til fem funktionsniveauer. De fem niveauer gør det muligt at udveksle oplysninger med samarbejdsparter, der 

bruger ICF, (International Classification of Functioning, Disability and Health). Hvor man tidligere vurderede funktionen hos 

borgeren på otte overordnede områder, omfatter dokumentationen nu 17 aktiviteter. Her har ICF været en inspiration til 

den nye, mere specifikke opdeling.

at man her rammer ind i to centrale 

temaer: 

– Det ene er det, som handler om den 

berømte sidste sten, der vælter hele læsset. 

Hvis opgaverne lander på ægtefællen 

– og bliver ved med det – samtidig 

med at man skal passe hus, børn og 

arbejde, så kan det gå helt galt. 

– Det andet tema handler om, hvor 

utroligt vigtigt det er for voksne handicappede 

selv at få lov til at yde en 

indsats. Det skal de ofte have hjælp til, 

og hvis du ikke får bevilliget den hjælp, 

så du kan være med til at få hverdagen i 

hjemmet til at hænge sammen, risikerer 

du at miste din selvrespekt helt. 

– Disse temaer synes jeg, man har for 

lidt forståelse for. Det handler jo ikke 

om, at folk skal have 35 timers hjælp 

om ugen, snarere to timer, for eksempel 

til lidt rengøring – og det kan gøre 

alverden til forskel. Men desværre er 

det sådan, at et aktivt og udadvendt liv, 

også for den handicappedes ægtefælle, 

det er der ikke plads til i Fælles Sprog. 

Gitte Madsen påpeger, at det overordnede 

princip handler om at skabe lige 

muligheder for mennesker, med eller 

uden handicap. 

– Når det gælder merudgifter, skal yngre 

handicappede kunne leve et liv, som 

svarer til at leve som andre i samme 

livssituation. Det perspektiv synes jeg er 

helt udeladt i Fælles Sprog. Vi har måske 

nok ligestilling i vores overordnede 

politiske udmeldinger, men i praksis 

glemmer man den. Hvad er det reelt for 

en støtte der skal til, når vi snakker praktisk 

bistand og pleje, hvis man virkelig 

blot tilnærmelsesvis vil give mennesker 

med handicap mulighed for at leve som 


Gitte Madsen ser ikke med større optimisme på, 

hvilke muligheder der vil være for forandringer, 

når kommunerne slutter sig sammen til 2007. 

– Jeg frygter da, at det ikke bliver bedre, siger hun. 

andre i samme livssituation? 

Gitte Madsen ser ikke med større optimisme 

på, hvilke muligheder der vil være 

for forandringer, når kommunerne slutter 

sig sammen til 2007. 

– Jeg frygter da, at det ikke bliver bedre. 

Det afgørende problem handler om, at 

der slet ikke er ledelsesmæssig fokus på 

voksne handicappede. Meget få ser 

samlet på denne gruppe, og derfor bliver 

der ikke skabt sammenhæng mellem 

ydelserne. Ganske få kommuner har en 

egentlig voksenhandicapafdeling. De er 

til gengæld helt klart bedre til at få et 

overordnet blik og samle ydelserne efter 

folks behov. Så man kan selvfølgelig 

sige, at hvis kommunalreformen fører 

til, at flere kommuner laver denne form 

for afdelinger, så vil det være et fremskridt. 

At placere handicappede i samme 

afdeling som ældre er og bliver helt hen 

i vejret. 

Christian Ahlmann Olesen erkender, at 

den næste store udfordring for Fælles 

Sprog II i høj grad er at inddrage de små 

grupper og deres erfaringer. 

– Vi har allerede stort udbytte af Fælles 

Sprog, meget positive erfaringer. Både 

økonomisk og fagligt har det været en 

gevinst at indføre metoden. Man får, som 

fagpersoner, sat sig sammen omkring 

bordet og diskuteret, hvad man mener 

med de forskellige ord, man bruger – og 

det giver et yderligere incitament til at 

finde ud af hvilke metoder, der fungerer 

bedst. Nu bliver udfordringen at få de 

mindre grupper med – og det tror jeg er 

muligt, især hvis nogle af dem går aktivt 

ind i et udviklingsarbejde gennem Kommunernes 

Landsforening. 

Morten Balle Hansen og Evert Vedung: Syddansk Universitetsforlag, 2005. 

Fælles Sprog i ældreplejens organisering. Evaluering af et standardiseret kategorisystem. 


131

132 

A R B E J D S E V N E M E T O D E N 

Med loven i ryggen

Interview med socialrådgiver Susanne 

Koch Larsen, konsulent og supervisor 

Susanne Koch Larsen, socialrådgiver, 

konsulent og supervisor, er ikke i tvivl 

om, hvilke positive ord hun skal vælge 

for at beskrive Arbejdsevnemetoden. 

Som konsulent og underviser har hun 

deltaget i Socialministeriets implementering 

af Arbejdsevnemetoden, og hun 

kender den meget kritiske debat, der 

er fulgt i kølvandet efter, at metoden er 

blevet indført. Selv om hun er enig i en 

del af kritikken, er hun stadig overvejende 

positiv, når det gælder metodens 

muligheder for at tage fat på en række 

særlige problemer, herunder kontakten 


Arbejdsevnemetoden (i det følgende 

kaldet AEM) adskiller sig fra andre 

metoder, fordi den er lovbestemt i alle 

sager om revalidering, fleksjob og førtidspension. 

Sager på sygedagpenge- og 

aktiveringsområdet anbefales fra politisk 

side, at metoden anvendes i tilfælde, 

hvor arbejdsevnen er truet. 

Metoden blev udviklet i forbindelse med 

førtidspensionsreformen i 2003, hvor 

arbejdsevnebegrebet blev sat i centrum 

for at sikre en systematisk, socialfaglig 

beskrivelse og vurdering af borgernes 

arbejdsevne. Redskabet, som AEM 

benytter, hedder ressourceprofilen og 

er det redskab, som medarbejderne på 

arbejdsmarkedsområdet skal benytte. 

– Jeg definerer metoden som et samspil 

mellem ressourcer, barrierer og arbejds-markedets 

generelle krav/konkrete 

jobfunktioner. Der skal foretages to 

vurderinger i dette samspil. På den 

ene side matchet mellem borgerens 

ressourcer og de barrierer og krav, vi alle 

bliver stillet overfor, når vi arbejder. 

Kan borgeren for eksempel møde til 

tiden, holde tempoet, samarbejde med 

andre osv. På den anden side matchet 

mellem borgerens ressourcer og barrierer 

i forhold til konkrete jobfunktioner. 

Det vil sige, hvad kan borgeren 

konkret ud fra de ressourcer vedkommende 

har. Tankegangen er således 

arbejdsmarkedsrettet, hver gang der 

spørges ind til borgerens ressourcer. I 

dette match mellem ressourcer og jobmuligheder 

på arbejdsmarkedet, finder 

vi arbejdsevnen. Jo flere matchmuligheder, 

jo større arbejdsevne, forklarer 

Susanne Koch Larsen. 

En ny tankegang 

Socialministeriet peger på, at der med 

indførelsen af AEM er sket et paradigmeskift. 

Metoden betyder, at vi er gået 

fra en omsorgs- og almissekultur til 

en kultur, der stoler på, at det enkelte 

menneske kan integreres på arbejdsmarkedet. 

Dette skift er Susanne Koch Larsen enig i. 

– Jeg vil godt gå med til at kalde det et 

paradigmeskift, for vi har ændret kurs 

fra at have fokus på folks begrænsninger 

til at sætte fokus på folks ressourcer. 

Det er selve tankegangen, der 

er forandret. Vi taler i dag om en socialfaglig 

vurdering, ikke om en lægefaglig. 

Vi fokuserer ikke på sygdom, hvor man 

før altid begyndte med diagnoserne og 

eventuelle sygdomme. I stedet spørger 

vi i dag: Hvad kan denne person – på 

trods af sygdom? understreger Susanne 

Koch Larsen og tilføjer, at den ændrede 

tankegang i øvrigt var intentionen 

allerede med bistandslovens ophævelse i 

1998, men den blev bare ikke defineret 

så konkret. 

– Jeg er selv gammel socialrådgiver og 

kan godt huske, hvordan vi tidligere 

tænkte. Det handlede om at sætte alle 

sejl til, når folk skulle sikres revalidering: 

”Hun fejler det og det.., hun kan 

ikke det og det”. Jo mere vi lagde på 

af den slags, jo større muligheder for 

revalidering. Det er klart, at lægeoplysninger 

stadig spiller ind, men i dag er 

det blevet mere almindeligt at sige, at 

du godt kan arbejde, selv om du er syg. 

Lægen skal tage stilling til for eksempel 

skånebehovet, men man spørger 

ikke først og fremmest til sygdom og 

diagnose. Ideen er at spørge: ”Hvad kan 

du på trods af din sygdom?”. Man kan 

sige, at lægerne har tabt terræn på det 


– Arbejdsevnemetoden tager borgerne alvorligt. Desuden tvinger den sagsbehandleren 

til at forholde sig til arbejdsmarkedet på en langt mere aktiv måde end tidligere. 

her område, og det skal de også efter 

min mening. Den lægefaglige vurdering 

skal nedtones, men vi skal naturligvis 

stadig samarbejde, hvor det er relevant 

– der skal være en balance, hvor det er 

påkrævet. 

Susanne Koch Larsen er selv et personligt 

eksempel på et menneske, som lever 

med en varigt nedsat arbejdsevne, idet 

hun blev ramt af polio som barn. 

– Hvis jeg ønskede det, kunne jeg få 

pension. Men jeg kan så meget andet 

end bare at være syg, og det er sådan, 

det bør anskues. Der er altid blevet set 

på, hvilke evner jeg havde til at uddanne 

mig, men hvis man havde matchet mig 

forkert, for eksempel sat mig i sving som 

flyttemand, var det ikke gået! Jeg har 

nogle boglige evner, jeg altid har kunnet 

udnytte – på trods af fysiske begrænsninger. 

Susanne Koch Larsen minder om, at der 

rent historisk er en lang tradition for 

at tænke i ”begrænsninger” frem for 

”ressourcer”. 

– Vi har lovgivet om invaliditet og 

erhvervsevne siden 1921. Arbejdsevnebegrebet 

har vi kun kendt siden 1998, 

vi har altså i mange år været vant til at 

tænke i, at jo mindre du kan, jo større 

offentlig ydelse har du ret til. Det tager 

tid at ændre den tankegang. I øvrigt er 

det selvfølgelig også et politisk signal, 

når der i reformens bemærkninger står, 

at alle har krav på et arbejde. At tale 

om folks ressourcer og at ”arbejde er en 

menneskeret” drejer sig ikke kun om et 

menneskesyn, men er i høj grad også et 

politisk synspunkt, som handler om at 

vi bliver færre og færre til at holde indtægtsniveauet 

oppe i Danmark. Derfor 

satser politikerne på alle mulige fronter 

på at holde folk i arbejde. 

Kontakten med borgerne 

Ressourceprofilen er det nye redskab, 

som Susanne Koch Larsen ser rigtig 

gode muligheder i, hvis det altså anvendes 

efter hensigten. 

– Tidligere var borgeren ikke i nær 

så høj grad en del af sin egen sag, 

133

134 


som han/hun bliver det i dag, når ressourceprofilen 

skal udarbejdes, siger hun. 

I vurderingen af borgerens arbejdsevne 

tager sagsbehandleren udgangspunkt 

i fem områder, der kan fortælle noget 

om de ressourcer borgeren har. De fem 

områder er: 

• Dine faglige og praktiske kompetencer 

i relation til arbejdsmarkedet 

• Dine personlige kompetencer til at 

kunne indgå i sociale og jobmæssige 

relationer 

• Dine materielle forhold og netværk 

med relevans for arbejdsmarkedet 

• Dine helbredsmæssige forhold i relation 

til arbejdsmarkedet 

• Dit eget arbejdsperspektiv. 

Inden for de fem områder ligger der 12 

elementer, som bruges, når ressourcerne 

skal beskrives. De 12 elementer udgør 

borgerens ressourceprofil. 

I rapporten Når kan erstatter kan ikke 

omtales profilen som ”et godt detektivredskab, 

når gåden om den langvarige 

lediges ressourcer skal løses og når 

ressourcerne skal omsættes til arbejdsmarkedet”, 

men det fremgår også 

tydeligt af interviews med sagsbehandlere 

i rapporten, at det er krævende at 

bruge profilen. 

”Det tager tid, og fra politisk hold skal vi 

have de nødvendige ressourcer”, lyder 

det, men det fremhæves også, at ”man 

får et helt andet billede af borgeren og 

de muligheder vi har”. 

– Profilen betyder, at du som sagsbehandler 

skal fordybe dig i nogle af 

de problemområder, der er relevante, 

og borgeren skal kommentere det, når 

sagsbehandleren har lavet sine faglige 

vurderinger ud fra profilen. Dette forløb 

gør, at borgeren bliver aktiv i sin egen 

sag, hvis det altså fungerer. Fra nogle af 

dem, der i dag er uddannet i metoden, 

ved jeg, at udarbejdelse af profilen 

kan betyde en kæmpe omvæltning for 

borgerne. De sætter faktisk pris på at 

blive taget alvorligt, at blive hørt og blive 

forstået, understreger Susanne Koch 

Larsen. 

Tidligere var det, efter Susanne Koch 

Larsens mening, et alvorligt problem, at 

borgerne meget ofte ikke følte sig hørt. 

Dette problem er ikke helt udryddet 

i dag, selv om der nu er lovgivet om 

Arbejdsevnemetoden, erkender hun. 

– I praksis foregår det for eksempel sådan 

i nogle kommuner, at ressourceprofilen 

sendes hjem til borgeren, og her 

bliver han/hun bedt om at skrive sine 

oplysninger ned. Disse oplysninger 

får lov at stå urørte – også efter samtalen 

i kommunen. Dermed bliver det 

borgeren, der skriver store dele af sin 

egen ressourceprofil, hvilket er klart 

ulovligt, da det er kommunen, der vurderer, 

hvilke oplysninger den skal bruge 

til ressourceprofilen efter bekendtgørelsen 

om arbejdsevnemetoden. Til 

gengæld er det en god ide, som oplæg 

til samtalen, i forvejen at bede borgeren 

tænke over nogle af de oplysninger, 

som kommunen skal bruge i ressourceprofilen, 

blot skal kommunerne være 

opmærksomme på, om borgeren forstår 

begreberne i ressourceprofilen. Alle ved 

for eksempel ikke, hvad der forstås ved 

”sociale kompetencer” osv. Nogle er 

ikke rustet til at svare på det og blokerer. 

Derfor synes jeg, man med rette kan kritisere, 

at ressourceprofilen ukritisk bare 

sendes hjem til borgeren. Ressourceprofilen 

skal efter loven udføres i dialog og 

samarbejde med borgeren. 

Retssikkerhed 

Det er et krav i retssikkerhedslovens 

paragraf 4, at borgeren inddrages 

aktivt i sagsbehandlingen. Som det står 

formuleret i loven: ”Borgeren skal have 

mulighed for at medvirke ved behandlingen 

af sin sag. Kommunen og amtskommunen 

tilrettelægger behandlingen af 

sagerne på en sådan måde, at borgeren 

kan udnytte denne mulighed”. 

Kravet er, at borgeren skal kunne 

genkende sig selv i ressourceprofilen 

og dermed tage ansvar for sin egen 

udviklingsproces. 

– På det punkt er AEM et gode, fordi 

metoden, efter min mening, øger den 

faglige dokumentation, så borgeren rent 

faktisk kan bruge den – også i en klagesag. 

Tidligere var der ikke noget krav om 

dokumentation, og det kunne derfor 

være svært for borgeren at se de faglige 

vurderinger og dermed afgørelsesgrundlaget, 

hvis man for eksempel ville klage 

over afgørelsen. I dag har vi den første 

afgørelse fra Ankelstyrelsen, hvor en 

kommune blev underkendt, fordi ressourceprofilen 

var utilstrækkelig, påpeger 

Susanne Koch Larsen. Hun erkender, at 

netop retssikkerheden og involvering af 

borgerne er et problematisk område i 

den nye lov. 

– Det er klart, for hvordan foregår det 

ude i kommunerne – og gør man det 

tilstrækkeligt? Hvor mange samtaler skal 

der til, for at det er godt nok? 

Susanne Koch Larsen pointerer, at hun på 

nuværende tidspunkt ikke synes borgerinddragelsen 

fungerer efter hensigten. 

– Personligt er det, jeg har set ude i kommunerne 

ikke godt nok. Rådgiverne bruger 

for lidt tid på at reflektere sammen 

med borgeren. Profilen skal helst vise en 

udvikling over tid. Hvis sagsbehandleren 

for eksempel drager en konklusion, og 

borgeren dernæst kommenterer, at 

”det er jeg ikke enig i”, så skal det ikke 

slutte her! Næste skridt er, at man taler 

sammen igen og når frem til, hvorfor 

man ikke er enige. I princippet er profilen 

aldrig afsluttet, den skal være under 

konstant udvikling. 

– For mig at se er det et af de helt store 

kritikpunkter i AEM i dag, at dette princip 

ikke fungerer godt nok. Ressourceprofilen 

er et udviklings- og læringsforløb, 

som skal give mulighed for fordybelse og 

derefter forandring. Hvis responsen fra 

sagsbehandlerne bare er, at ”det har jeg 

ikke tid til”, så må jeg svare, at det altså 

ikke nødvendigvis er mere tid, der skaber 

forandringerne. Det er mere et spørgsmål 

om at turde fordybelsen, mener Susanne 

Koch Larsen. 

Nye samarbejdsmuligheder 

AEM byder ikke alene på nye muligheder 

for at inddrage borgerne, men 

også på nye samarbejdsmuligheder

mellem faggrupper. Susanne Koch 

Larsen påpeger især, at AEM har øget 

samarbejdet mellem kommunerne og 

arbejdsmarkeds aktører, for eksempel 

de faglige organisationer, A-kasserne og 

Arbejdsformidlingen. Hun fremhæver, 

at fagforbundene ofte kender borgere 

fra en anden synsvinkel end kommunen 

gør. Derfor kan det være en fordel, at 

ressourceprofilen også kommer til fagforeningens 

kendskab. 

Susanne Koch Larsen understreger, at 

AEM tvinger sagsbehandlerne til at forholde 

sig mere aktivt til arbejdsmarkedet 

end tidligere, og det er også intentionen 

med loven. 

– Før, hvor man sad med en revalideringssag, 

sendte man ofte en henvisning 

til jobkonsulenten, der typisk sidder 

et andet sted i byen. Så var det op til 

jobkonsulenten at finde et arbejde – og 

på den måde kunne sagsbehandleren 

lægge denne del af ansvaret fra sig. 

Susanne Koch Larsen har erfaret, at 

nogle kommuner har ændret praksis, 

når det gælder det nye krav om, 

at sagsbehandleren skal forholde sig 

aktivt til arbejdsmarkedet. I dag sørger 

disse kommuner for, at den person, for 

eksempel en jobkonsulent, der har stor 

viden om arbejdsmarkedet, på et tidligt 

tidspunkt i udviklingen af ressourceprofilen 

deltager i en eller flere samtaler 


– Den måde at arbejde på går jeg stærkt 

ind for. En sagsbehandler kan ikke vide 

alt, og det er meget vigtigt at trække 

på de kolleger, som kender arbejdsmarkedet, 

hvad enten det er private 

konsulenter, fagforeningsfolk, a-kassen 

eller andre. Ved at inddrage dem 

i samtalen med borgeren holder man 

hele tiden fast i arbejdsmarkedsperspektivet. 

Det står også i bemærkningerne 

til førtidspensionsreformen, at arbejdsevnemetoden 

skal udarbejdes i samarbejde 

med arbejdsmarkedets parter. Det 

er altså ingen løsning blot at ”sende 

folk videre”. 

Et af kritikpunkterne af ressourceprofilen 

lyder, at den har ”begrænset 

forklaringsværdi”, for hvorfor pege på 

ressourcer hos mennesker, der ikke har 

mulighed for at varetage et arbejde? 

Til det siger Susanne Koch Larsen. 

– Profilen er bygget op, så kommunerne 

skal vurdere både ressourcer og barrierer. 

Ressourcerne kan for eksempel være, 

at en borger er både veluddannet, med 

lang arbejdsmarkedserfaring og fine 

sociale kompetencer, men han har altså 

fået Parkinson-syge. 

– Teoretisk set kan man således have 


Socialrådgiver Susanne Koch Larsen, konsulent og supervisor: Personligt er det, jeg har set ude i 

kommunerne ikke godt nok. Rådgiverne bruger for lidt tid på at reflektere sammen med borgeren. 

Profilen skal helst vise en udvikling over tid! 

mange ressourcer, men man kan ikke 

bruge dem på arbejdsmarkedet. Så 

kan man godt spørge: Hvorfor skal de 

så beskrives? Det skal de, fordi udarbejdelsen 

af ressourceprofilen er en 

udviklingsproces sammen med borgeren, 

for selv om vedkommende ikke 

kan bruge sine ressourcer på arbejdsmarkedet, 

kan det jo være, at han kan 

bruge dem til noget andet, for eksempel 

i forbindelse med en fritidsinteresse. Jeg 

blev spurgt af en kursist, om det ikke er 

135

136 


at gøre nar af folk, at slæbe dem igennem 

en samtale om deres ressourcer, 

hvis de i sidste ende lider af en alvorlig 

kronisk lidelse. Men som nævnt tror jeg 

på, at folk kan opnå en følelse af, at de 

kan noget, også selv om de er syge – og 

det er godt at få sine muligheder drøftet 

igennem. Måske fører sagen til et fleksjob, 

selvom borgeren har anmodet om 

førtidspension – eller en førtidspension 

kombineret med et skånejob, det vil 

sige, at borgeren kan bruge sin restarbejdsevne. 

Borgeren får en følelse af, 

at han kan noget på trods af sin sygdom 

frem for: ”Jeg kan ingenting”. Det er et 

godt fremskridt. 

Uddannelse er alt 

I forbindelse med indførelse af Arbejdsevnemetoden 

fra 1. januar 2003 blev 

der sat 60 millioner kroner af til uddannelse 

af medarbejderne i kommunerne. 

De penge er for længst brugt op, og i 

dag er det op til de enkelte kommuner 

at sikre, at nye medarbejdere får en 

uddannelse i metoden, for der er ikke 

sat centrale midler af til løbende uddannelse. 

– Uddannelse er helt afgørende for at 

sikre det faglige beredskab. Men man 

gør ikke nok ud af det i kommunerne i 

dag, siger Susanne Koch Larsen. 

Et af de centrale punkter i de første års 

uddannelsesforløb var faglig sparring i 

forbindelse med udvikling af ressourceprofiler. 

– Tanken var, at sagsbehandlerne skulle 

ses over skulderen, drøfte profilen 

med kolleger og blive bedre til at lave 

den. Da vi gennemførte de første uddannelsesforløb 

blev der etableret et 

netværk af faglige ressourcepersoner, 

som netop skulle have ansvaret for at 

der blev lavet faglig sparring. Jeg ved, 

at nogle kommuner holder fast i det, 

men de fleste gør ikke, hvilket er en 

stor skam, mener Susanne Koch Larsen. 

Hun erkender, at der er tale om en 

prioritering af tiden i kommunerne, men 

beklager, at det netop er den faglige 

sparring der smuldrer. 

– Mange rådgivere og sagsbehandlere 

bliver aldrig kigget i kortene. De fleste 

har selvstændig kompetence til at indstille 

til revalidering og fleksjob, nogle 

også til førtidspension. Især afgørelse 

om førtidspension er så indgribende 

for borgeren og dennes retssikkerhed, 

at sagsbehandleren inden afgørelsen 

bør have faglige sparring i sine faglige 

vurderinger. I dag er det oven i købet 

sådan, at nogle alene lærer om 

Arbejdsevnemetoden ved blot at læse 

vejledningen. De kommer ikke på 

kursus. Det er de vilkår, man byder nye 

medarbejdere, som måske kun har hørt 

om metoden ganske kort under deres 

uddannelsesforløb. 

Regionale forskelle 

Flere kritikere, blandt andre socionom 

Anemette Andersen mener ikke, at 

brugen af AEM sikrer ”lige behandling 

for lige sager”, sådan som lovens intention 

er. Anemette Andersen afviser 

således, at man ”ved anvendelse af 

elementer i ressourcevurderingen vil 

kunne nå frem til en, for retssikkerheden 

afgørende, lige behandling af lige 

sager”. Hun betegner denne intention, 

som ”det rene skære blålys” og henviser 

til jurist Simon Thorbeck, der udtaler, 

at ressourceprofilen i mange sager vil 

sige mere om socialrådgiveren end om 

borgeren. 

”Ressourceprofilens elementer kan ikke 

objektiviseres og vil derfor ikke kunne 

leve op til krav om lige behandling af 

lige sager,” lyder kritikken. 

Til denne kritik siger Susanne Koch 

Larsen: 

– Det er jeg enig i. Kravet om, at der 

ikke må være forskel på, hvordan du 

behandles, uanset om du bor i Gedser 

eller på Skagen, holder ikke. 

Susanne Koch Larsen peger på, at det 

hidtil har været et af de store problemer 

på rehabiliteringsområdet, at der har 

været tale om store regionale forskelle, 

når det gælder afgørelser om rehabilitering 

og pension. Ankestyrelsen har i 

forbindelse med deres praksisundersø- 

gelser tidligere konstateret, at pensionstilkendelserne 

ikke er de samme rundt 

om i landet, hvilket faktisk var grunden 

til indførelse af arbejdsevnemetoden. 

– Det handler om forskelle i kommunens 

måder at arbejde på. Nogle 

sagsbehandlere er meget gode til at 

skrive oplæg til pension, andre er ikke 

nær så dygtige. Desuden afhænger 

meget også af, hvad der er af arbejdsmuligheder 

i regionerne. Sådan var 

det før, og sådan er det også nu. Ikke 

desto mindre er det intentionen med 

AEM at reducere de regionale forskelle, 

når det gælder sagsbehandlernes 

forskelligheder, understreger Susanne 

Koch Larsen. 

Et fælles sprog 

AEM har, efter Susanne Koch Larsens 

mening, udstyret sagsbehandlerne med 

et fælles sprog. AEM skal altså sikre, 

at vurderingsgrundlaget er det samme, 

uanset om du bor på Lolland Falster 

eller på Nørrebro. Styrken ved AEM 

ligger da også i, ifølge Susanne Koch 

Larsen, at loven nu sikrer fælles begreber 

overalt i landet. De 12 elementer 

i ressourceprofilen SKAL beskrives, 

uanset hvor du bor. 

– Men det er altså reelt første gang, 

man lovgiver ud fra en bestemt 

metode, og jeg må da også tilføje, 

at man ikke kan lovgive sig ud af alle 

forskelle, tilføjer hun. 

– Det er som nævnt stadig sådan, at 

nogle sagsbehandlere er dygtigere 

til at formulere sig end andre. Nogle 

har bedre kontakt med borgerne end 

andre – og endelig er det praktiske 

match stadig afhængig af, hvor du bor 

geografisk. 

Sådan må det imidlertid ikke være, hvis 

sagsbehandleren skal ”følge bogen”, 

altså lovens bogstav. Her gælder det 

om at finde et match, der er uafhængig 

af, om du i praksis kan få arbejde i 

nærheden af hvor du bor. 

– Matchtanken er teoretisk, erkender 

Susanne Koch Larsen. Den handler om, 

hvorvidt en person har en arbejdsevne

eller ej, ikke om arbejdsmulighederne 

ligger lige uden for din egen dør. 

Men igen – praksis viser sig anderledes, 

tilføjer hun. 

– Det er ikke let for en sagsbehandler 

at lave et match, hvis man ved, at der 

absolut ingen arbejdsmuligheder er i 

dette felt inden for de nærmeste 200 

kilometer. Man matcher ud fra de lokale 

og regionale forhold og det kan jeg godt 

forstå, siger Susanne Koch Larsen. 

Kritik og udstødning 

Socionom Anette Andersen og andre 

kritikere har også peget på, at der ligger 

en kontrast mellem på den ene side en 

kultur, der stoler på at det enkelte menneske 

kan integreres på arbejdsmarkedet 

– og på den anden side undersøgelser fra 

SFI (Socialforskningsinstituttet), der peger 

på konstant udstødning og stadig flere 

jobs, der skabes under særlige vilkår. 


På nettet: 

www.arbejdsevnemetoden.dk 

www.minarbejdsevne.dk 

”Det ville være dejligt, hvis det kunne 

lade sig gøre, men ret urealistisk i et 

samfund, hvor antallet af personer 

på langvarig forsørgelse er steget fra 

110.000 i 1995 til 122.000 i år 2000, 

og hvor udstødningen fra arbejdsmarkedet 

ligger konstant på 16.000”, 

skriver Anette Andersen i en kronik om 

arbejdsevnemetoden i anledningen af 

Jens Bangs bog: Arbejdsevnemetoden 

– en teoretisk og praktisk indføring. 

Til denne kritik siger Susanne Koch 

Larsen: 

– Jamen det er da en kontrast. Efter 

min mening er det i lige så høj grad 

sagsbehandlerne, altså kommunerne, 

som deltager i denne form for udstødning 

til særlige vilkår. Kommunerne 

bidrager til udstødningen, fordi de 

ikke overholder lovgivningen. Det er 

sådan, at hvis en person overhovedet 

kan revalideres til at få et arbejde på 


ordinære vilkår skal man det, også selv 

om borgeren har et arbejde i forvejen. 

I mange tilfælde vil arbejdsgiveren 

gerne beholde sin medarbejder. I 

stedet for at sætte en revalidering i 

gang (konsekvensen er, at borgeren 

skal ophøre i sit arbejde), beslutter 

kommunen at etablere et fleksjob på 

arbejdspladsen og dermed bidrager til 

udstødningen. Derudover står arbejdsgiverne 

ikke i kø, når det gælder personer, 

som skal integreres på arbejdsmarkedet/arbejdspladserne, 

medmindre 

de får et tilskud. Da kommunerne 

mangler virksomheder, er man ”lidt til 

fals” og etablerer i visse tilfælde fleksjob, 

hvor det ikke burde have været. 

Det rummelige arbejdsmarked er jo 

bare en vision. Faktisk kniber det stadig 

med rummeligheden, efter min 

mening, især når det gælder de mere 

usynlige skavanker. 

Andet materiale: 

Marianne Holland: Når kan erstatter kan ikke. Udgivet af Projekt Jobskabelse, 2003. www. jobskabelse.dk 

En undersøgelse af, hvordan kommunale sagsbehandlere oplever dét at arbejde med arbejdsevnemetoden og 

langvarigt ledige kontakthjælpsmodtageres ressourceprofil. 

Peter Høilund og Haakon Lærum: Den endelige socialmdedicinske løsning – om socialt-lægefagligt samarbejde uden læger. 

Ugeskrift for Læger. 

www.dadlnet.dk 

Socionom Annette Andersen, socialrådgiver Grith Ingvorsen & Ellen Ryg Olsen: 

Arbejdsevnemetoden, Kronik. Ugeskrift for Læger, 2003, nr. 8. 

www.dadlnet.dk 

137

138 

M E T O D E R I J O B F O R M I D L I N G 

Jobcenter Marselisborg er en privat jobformidling og rådgivningsvirksomhed med 

speciale i at hjælpe personer med funktionsnedsættelser ind på arbejdsmarkedet.

Når en trekant 

skal passe til en firkant 

Interview med direktør Michael M. Dyreholt, 

Jobcenter Marselisborg, Århus 

– Vi tager altid udgangspunkt i hele personen, ikke i funktionsnedsættelsen 

og ikke i begrænsningerne, men alene 

i hvad personen har med sig set ud fra den totale palet: 

styrker og svagheder, barrierer og muligheder. 

Det understreger Michael M. Dyreholt, leder af Jobcenter 

Marselisborg i Århus. Her rører han ved det centrale i 

værdigrundlaget for Jobcenter Marselisborg: Borgeren, der 

får hjælp gennem Jobcenter Marselisborg, skal ikke ses 

på som ”en sag”, der ankommer sammen med en bunke 

tilsendte papirer fra kommunen. På jobcentret er borgeren 

et blankt stykke papir, og han/hun bliver draget maksimalt 

ind den proces, der følger, når jobcentret herefter sætte 

det arbejde i gang, som skal til for at få personen ud på en 

arbejdsplads. 

– Det handler om ejerskab til hele forløbet. Vi holder ikke 

møder uden at borgeren er med, for det er hans/hendes liv, 

det drejer sig om, og vi sender ikke papirer til for eksempel 

sagsbehandleren eller aftaler møder, uden at borgeren 

har været med til at træffe beslutningerne. Alt for mange 

oplever, at der handles hen over hovedet på dem, men 

her vægter vi individets egne beslutninger, fordi vi ønsker 

at bevare tilliden. Hvis den glipper, kan man naturligvis 

stoppe samarbejdet – og det gælder begge veje, forklarer 

Michael M. Dyreholt. 

Fra projekt til forening 

Jobcenter Marselisborg er en privat jobformidling og 

rådgivningsvirksomhed, som er specialiseret i at hjælpe 

personer med handicap ind på arbejdsmarkedet. 

Fra 1. marts 2005 blev virksomheden omdannet til en 

almennyttig forening med egen bestyrelse efter i tre år at 

have været et projekt under Arbejdsmarkedsstyrelsen. 

Målet med projektet var at opbygge en jobformidlingsenhed 

med særlige kompetencer i forhold til specielle 

målgrupper, at udvikle metoder og nye tilgange i forhold 

til at få denne målgruppe ud på arbejdsmarkedet – og at 

skabe succes på dette område. 

– Når vi har konstrueret os som en almennyttig forening, 

betyder det, at vi ikke har ejere, som skal have et overskud 

ud af os. Men vi får heller ikke tilskud mere og skal 


selvfølgelig have virksomheden til at løbe rundt. Kommer 

der overskud, skal vi bruge pengene til metodeudvikling på 

området, forklarer Michael M. Dyreholt. 

Brug af erhvervstest 

Jobcentret har udviklet et screenings- og coachingværktøj, 

der tegner et billede af den lediges kompetencer, ressourcer, 

potentiale og eventuelle barrierer. 

Den erhvervstest, man bruger hedder GPP-I (Gordons 

Personale Profile-Inventory) og er udviklet af Psykologisk 

Forlag til brug for uddannelses- og erhvervsmæssig afklaring 

og coaching. 

Testen anvendes som et coachingværktøj, hvor man gennem 

dialog/coaching med den enkelte diskuterer de hypoteser, der 

fremgår efter scoringen af testen. 

GPP-I består af 152 udsagn, der tilsammen danner otte 

personlighedsfaktorer, træk, der er af væsentlig betydning for, 

hvordan et menneske fungerer i sin hverdag. De otte faktorer 

hedder: 

• Selvsikkerhed 

• Ansvarlighed 

• Emotionel stabilitet 

• Udadvendthed 

• Forsigtighed 

• Kreativ tænkning 

• Personlige relationer 

• Energi 

– En brugbar kompetence- og erhvervsprofil bør række 

udover det beskrivende niveau, især når det gælder langtidsledige, 

mener Michael M. Dyreholt. 

Han forklarer, at Jobcentret, med udgangspunkt i testen, kan 

kvalificere de samtaler, konsulenterne har med borgeren. 

– Vi skal kunne se styrker og svagheder, men testen, og de 

hypoteser vi laver ud fra den, er ikke en facitliste, den vil altid 

kun være et øjebliksbillede ud fra de svar, der nu er givet, 

forklarer Michael M. Dyreholt. 

Erhvervstesten og hypoteserne bruges som udgangspunkt for 

de første samtaler med brugeren. 

Han giver et eksempel: 

– Vi kan tale om, hvordan det fungerer på en arbejdsplads, 

hvis testen viser, at personen er meget indadvendt. Måske var 

han tidligere ansat på et lager, og han kan fortælle, at han 

arbejdede bedst i det selvstændige, individuelle arbejde, hvor 

139

140 


han ikke var i et team hele tiden. I samtalens løb får vi så be- 

og afkræftet nogle af de hypoteser, vi har stillet op. 

Centralt i brugen af erhvervstesten er, at den skal bidrage til 

at styrke den lediges tro på, at et arbejde er inden for rækkevidde. 

– Dette er nødvendigt, ikke blot for at udplacere den ledige, 

men i lige så høj grad for at sikre en varig tilknytning til 

arbejdspladsen, tilføjer Michael M. Dyreholt. 

Troen på at det lader sig gøre at få et arbejde, skabes i tre 

faser, forklarer han: 

1) I afklaringsfasen skal den ledige kunne genkende sig selv i 

sin erhvervsprofil og kunne erkende profilen som sin egen. 

2) I jobsøgningsfasen skal den ledige gradvist opbygge en fornemmelse 

af selv at have styringen og en tro på, at han/ 

hun kan løse de fremtidige arbejdsopgaver, som profilen 

lægger op til. 

3) I kontakten til virksomheden må den ledige have fuld tillid 

til, at han/hun kan få den støtte (personligt og fagligt), som 

vedkommende måtte have behov for, for ikke at underminere 

den spirende selvtillid. Af denne grund lægger jobcentret 

op til ikke alene, at den ledige er motiveret, men også, 

at virksomheden er klar over, hvad den går ind til. 

Hvor mange samtaler en borger skal igennem hos Jobcenter 

Marselisborg varierer fra sag til sag. For nogle bliver jobprofilen 

klar efter et par uger, hos andre kan der gå tre måneder. 

Kompromisløse 

– Når jobprofilen er klar, begynder centrets medarbejdere at 

lede efter jobåbninger: Hvor tror vi, der er en arbejdsplads, 

som denne person kan matche? Vi kontakter så virksomheden, 

tager en snak med dem, for at få afdækket, hvilken 

type medarbejder, der vil passe ind her. Hvis vi tror, der er tale 

om det rigtige match og virksomheden er interesseret, sætter 

vi parterne sammen. Uden det rette match vil planen ikke 

lykkes, og et nederlag er det eneste, vi ikke ønsker i denne kritiske 

fase af kontaktforløbet, forklarer Michael M. Dyreholt. 

Jobcenter Marselisborg har ikke et færdigt kartotek over 

bestemte virksomheder, som altid bruges. I 90 procent af 

tilfældene er der tale om nye virksomheder. 

Det vigtigste er, mener Michael M. Dyreholt, at når virksomheden 

introduceres for ideen om at ansætte en person gennem 

centret, kan de med det samme få klare, præcise svar på, 

hvilke potentialer ansøgeren har. 

– Det er nemt at være ærlig, når virksomhedslederen spørger 

ind til det her, for vi ved nøjagtig, hvad vi skal svare. Det kan 

virksomheden mærke, og det gør dem trygge. Det skaber en 

stor tillid parterne imellem. 

Michael M. Dyreholt understreger, at Jobcenter Marselisborg 

er kompromisløse, når det gælder det rigtige match og dét er 

i sig selv en metode, der har indbygget succes. 

– Vi er meget hårde. Vi placerer aldrig folk, hvor vi ved, at 

der kan følge nederlag med. Hos kommuner og reva-centre 

sker det, at man omplacerer folk både tre og fire gange, og 

dermed bliver borgerens selvtillid også lavere og lavere. Vi 

satser på at ramme rigtigt første gang, og vores statistik viser, 

at det sker i 97 procent af tilfældene. Vi skaber heller aldrig 

fiktive job. Der skal være et reelt behov i virksomheden for 

denne arbejdskraft. Hvis der ikke er det, finder vi en anden. 

Det handler om livskvalitet, sådan som jeg ser det, ikke om 

jobbet er af to eller 40 timers varighed om ugen. Men man 

leverer en indsats, den tid man er der. 

Kommunerne kan lære det 

Michael M. Dyreholt lægger ikke skjul på, at AF-systemet og de 

kommunale socialforvaltninger, efter hans skøn, har været for 

dårlige til at udvikle metoder, og det er en af grundene til en 

manglende succes med hensyn til at få folk i arbejde. 

– Jeg synes ikke, man angriber det her felt, matchet mellem 

borger og virksomhed, professionelt nok. En af årsagerne er, at 

mange ansatte i det offentlige mangler forståelse for tankegangen 

på det private arbejdsmarked, de har ganske enkelt 

ikke nok kendskab til arbejdspladserne. 

Michael M. Dyreholt mener, at der er brug for helt nye kompetencer 

hos fremtidens jobformidlere og konsulenter, især når 

det gælder om at mestre for eksempel screeningsværktøjer. 

Fremtidens jobformidler skal desuden i langt højere grad se sig 

selv som tovholder, frem for at påtage sig en rolle som ekspert, 


Han er selv er uddannet socialrådgiver, men før det er han 

IT-uddannet og har en mangeårig baggrund i det private 

erhvervsliv, blandt andet som salgs- og marketingsmedarbejder 

i SAS. 

– Ud over at lave jobformidling, går vi også ind og løfter og uddanner 

inden for kommunerne på dette her felt. Alle kommuner 

har en restgruppe af borgere, som de har problemer med at 

få i arbejde. Jeg kan ikke sikre, at alle kommer ud, men hvis jeg 

kan løfte tallet fra 42 til 55 ved at uddanne en kommunes ansatte 

bedre, er det også en succes. I sidste ende er det naturligvis 

delvis et spørgsmål om ressourcer, men jeg tror, at man kan 

hæve kvaliteten betragteligt ved at sætte ind med læring. 

Barrieren ligger, efter Michael M. Dyreholts mening, ikke på 

arbejdspladserne, men først og fremmest hos det offentlige. 

– Vi har flere virksomheder, som har stor rummelighed, flere 

end vi kan skaffe folk til. Rigtig mange små og mellemstore 

virksomheder efterspøger folk til fleksjob, skånejob, deltidsjob 

osv. Det der mangler er at få kvalificeret jobformidlingen, og 

vi vil gerne tage et medansvar for at få løftet den generelle 

kvalitet i jobformidlingen i kommunerne. 

Det der især mangler i kommunerne er viden om, hvordan 

man afdækker en persons erhvervsprofil, mener Michael M. 

Dyreholt. 

– Det handler ikke kun om det faglige eller om personens

egrænsninger. Den personlige profil er en meget afgørende 

medspiller, det faglige kan man altid opkvalificere. Men her taler 

vi om to klodser, der skal passe sammen, og det kræver særlig 

viden, hvis man skal kombinere en trekant med en firkant. 

At testen skal gå i dybden på det personlige plan forklarer 

Michael M. Dyreholt med, at mange langtidsledige ofte har 

udviklet en ledighedsidentitet. Det kan betyde, at den ledige 

resignerer, oplever sig som værdiløs, usikker mv. Personer, der 

er fastlåst i en ledighedsidentitet, kan ubevidst have opbygget 

modstand mod forandringer af egen situation. 

– Der er således behov for at udvikle nye metodiske tilgange til 

at udarbejde en kompetence- og erhvervsprofil, som effektivt 

kan transformere en ledighedsidentitet hen imod en arbejdsidentitet, 

mener Michael M. Dyreholt og peger på, at jobcentret 

hele tiden arbejder med at indsamle dokumentation for, at de 

metoder, man anvender nu også virker optimalt. 

– Arbejdsmarkedsstyrelsen har bedt os fungere som videnscenter 

og derfor stilles der selvsagt krav til, at vi kan dokumentere 

vores arbejde, beskrive metoderne og beskrive effekten. Vi har 

to fuldtidsansatte, alene til at beskrive metoder og dokumentere 

vores projekter i dag, forklarer Michael M. Dyreholt. 

Modstand mod tests 

Han erkender, at mange medarbejdere i det offentlige ser 

rødt, når de hører ordet ”test” i forbindelse med metodeudvikling. 

På det private rekrutteringsmarked er der mange slags test og 

værktøjer, men i det offentlige har han oplevet, at medarbejdere 

udvandrede fra møder, når han introducerede ordet test. 

– Alt hvad der handler om erhvervsscreening og tests er fyord, 


noget ”poppet amerikansk”. Men for mig at se handler det 

om at lære at bruge de redskaber, der gør det nemmere for 

borgeren, og gøre det med høj etik og respekt over for den 

enkelte. 

Michael M. Dyreholt mener, at faggrupper som sagsbehandlere 

og jobkonsulenter i dag har det meget svært, når det 

handler om samarbejde, fordi de ofte har vidt forskellige baggrunde 

både i uddannelse og erfaring. 

– De to grupper skal begge have nye kompetencer på dette 

område, helst så de får et fælles sprog. De skal lære at snakke 

sammen. Det kan virkelig spare ressourcer, forklarer Michael 

M. Dyreholt og fortæller om sine erfaringer med at undervise 

jobkonsulenter i en mindre jysk kommune: 

– Her sad rigtig mange medarbejdere i en Reva-afdeling, og 

kendetegnende for dem var, at de absolut intet vidste om det 

private erhvervsliv i deres eget område. De læste ikke aviser, 

fulgte ikke med på det private arbejdsmarked. De kunne ringe 

op til en virksomhed og efterspørge fleksjobs, hvorefter virksomhedsejeren 

siger: ”Hvorfor ringer du til mig? Jeg har lige 

fyret 120 mand i sidste uge, så ...”. 

Den slags manglende lokalkendskab mærkes og modtages 

med mistro i virksomhederne, mener Michael M. Dyreholt, 

som også har oplevet at mange medarbejdere i det offentlige 

er decideret bange for kontakten med virksomhederne og 

kvier sig ved alene at tage telefonen og ringe en virksomhedsleder 

op. 

– Vi underviste i en kommune i forhandlingsteknik med 

virksomhederne, og vi brugte deres eget materiale, hvor vi arbejdede 

med at ringe op til virksomhederne og aftale møder. 

Efter 1-2 dages kursus var medarbejdernes verden ændret. 

Direktør Michael M. Dyreholt, Jobcenter Marselisborg lægger ikke skjul på, at AF-systemet og de kommunale socialforvaltninger, efter hans skøn, 

har været for dårlige til at udvikle metoder, og det er en af grundene til en manglende succes med hensyn til at få folk i arbejde 

141

142 


En af dem lavede 12 jobåbninger på en time! De fik et meget 

simpelt værktøj, en manual til, hvordan de kunne gøre disse 

telefonsamtaler bedre, og pludselig opdagede de, at det fungerede, 

for det er faktisk en teknik, der kan læres. 

På endnu et punkt skiller jobcentrets konsulenter sig fra kommunernes. 

– I kommunerne er man meget optaget af ret og pligt, altså af 

hvilke paragraffer, der nu gælder. Det ser vi ikke så meget på. 

Vi vil gerne sprænge rammerne, se lidt mere på mulighederne 

frem for begrænsningerne. Man kan godt gemme sig bag 

lovgivningen, den kan blive en barriere, som skaber berøringsangst 

i forhold til, hvad der kan lade sig gøre, mener Michael 

M. Dyreholt. 

Det er ikke kun kommunernes sagsbehandlere og jobformidlere 

Dyreholt er kritisk overfor. Også handicaporganisationerne 

kan være medvirkende til, at mennesker brændemærkes på 

en måde, som ingen, allermindst de selv, har gavn af. 

– Hos os siger vi som udgangspunkt: Glem handicappet 

fuldstændig. Problemet hos handicaporganisationerne er, 

at de som oftest tager udgangspunkt i handicappet, og det 

synes jeg er en fejl. At du er blind eller har muskelsvind eller 

af andre grunde bruger kørestol, det må ikke være udgangspunktet. 

Det handler om fagligheden, kan de levere varen? 

Selvfølgelig er der nogle begrænsninger, der skal tages hensyn 

til, men fokus skal være på det, man har at tilbyde frem for, 

at man bliver fastlåst i sit handicap, understreger Michael M. 

Dyreholt. 

Åbenhed om metoderne 

Med det sidste nye udspil om at undervise i kommunerne 

markerer Michael M. Dyreholt også, at Jobcenter Marselisborg 

er åbne om de metoder, man anvender og gerne fortæller 

åbent om dem. 

– Det har været rejst som en kritik af, at den øgede konkurrence 

mellem leverandører på jobformidlingsområdet kan 

betyde større lukkethed på området. Den fare er jeg enig i. 

S U C C E S R AT E 

Vi skal have mere fokus på, hvad der virker og hvad der ikke 

virker. Nogle udbydere af metoder er bange for at andre vil 

kopiere dem, de tænker i profit, men jeg er vant til at tænke 

i netværk – og jeg ser det her som en samfundsopgave 

at skabe vidensdeling på det her område. Jeg synes ikke, 

det er negativt at dele viden, tværtimod, vi lærer også af 

at samarbejde med kommuner og andre, for vi indgår alle 

med forskellige kompetencer. Hvis vi bare gemmer os bag 

en lukket dør, så dør vi – og det kan aldrig være en fordel 

for borgerne, mener Michael M. Dyreholt og pointerer, at 

jobformidlingsområdet er et område i konstant udvikling. 

– Vi bliver aldrig færdiguddannede – og derfor er åbenhed 

om metoderne også vigtigt. I dag giver loven mulighed for, 

at nogle kan score profit på området, og vi risikerer at stå 

med leverandører, der er fuldstændig ligeglade med, om 

folk fik noget ud af at blive henvist til dem, ud over en flot 

mappe. Det er en gal udvikling. 

Michael M. Dyreholt ser store muligheder i det fremtidige 

samarbejde med kommunerne og AF. 

– Jeg lægger ikke vægt på at sige, at de gør det dårligt i 

kommunerne eller hos AF. De har mange gode faglige 

kompetencer, men de trænger også til at få justeret deres 

kurs, få kompetencerne opkvalificeret. Det er i høj grad 

et ledelsesspørgsmål, for det er ledelsen, der skal skabe 

muligheder for at en organisation kan udvikle sig. Jeg tror 

på, at der vil ske en positiv udvikling i kraft af den nye, 

énstrengede arbejdsmarkedsreform. Den vil betyde en mere 

helhedsorienteret tilgang, fordi man ikke længere deler op i, 

hvornår man hører til kommunen, hvornår man hører til AF, 

osv. Man får det tilbud, der er bedst muligt og kassetænkningen 

forsvinder. Vi er ikke dygtigere end kommunerne, 

vi har bare en anden tilgang, der viser sig af have 

succes, men det jeg lægger allermest vægt på i det kommende 

samarbejde er åbenhed i metodeudviklingen, læring 

og vidensdeling. 

Jobcenter Marselisborg har en overbevisende statistik at lægge frem, når det gælder om at vise succes. Resultaterne fra 2003 

viste, at 88,4% af de udredte personer havde fået ansættelse eller praktikplads, 92,3% heraf var stadig ansat efter tre måneder. 

Tal fra de opgaver, som centret har løst for Århus kommune i 2004 viser, at i 15 fleksjob-sager fik 15 job i minimum tre måneder. 

Tre sager blev lukket på grund af flytning, tilbagevisitering og vægring. 

Ud af 60 skånejob sager blev 44 ansat i skånejob i minimum tre måneder. Årsagerne til at 26 sager blev lukket var dels, at 

helbred og ønsker ikke stemte overens, dels sygdom, dels at nogle valgte uddannelse i stedet for job. Endelig sagde nogle brugere 

nej til jobtilbud, blandt andet på grund af for dårligt økonomisk udbytte eller på grund af manglende interesse.

Der skal to til en tango 

Ny rapport fra Socialt Udviklingscenter SUS viser blandt andet, at det helt 

centrale for kommunikation i forhold til mennesker uden ekspressivt verbalt 

sprog er et velfungerende kommunikationsmiljø, hvor organisationens struktur, 

den pædagogiske holdning og hverdagens praksis går op i en højere enhed. 

På botilbuddet Lunden i Frederikssund bor Kristina Kryster (tv) - og Rikke Jeppesen ved hendes side er pædagog. 

Syv botilbud fra henholdsvis Vejle og Frederiksborg Amter har deltaget i projektet som medudviklere 

Interview med projektleder Birger Perlt, 

projektchef Socialt Udviklingscenter SUS 

Der skal to til en tango er titlen på rapporten 

om projektet: Om kommunikation 

og relationer i støtten til mennesker 

uden et ekspressivt verbalt sprog. 

Titlen rammer præcist ind i projektet 

konklusion: 

Der findes ikke én metode, der sikrer 

inddragelsen af brugere, som helt eller 

delvist mangler talesprog. Det centrale 

er derimod etableringen af et velfungerende 

kommunikationsmiljø, hvor flere 

elementer trækker i samme retning, 

nemlig både den organisatoriske 

struktur, den pædagogiske holdning til 

kommunikationshandicap samt hverdagens 

kommunikative praksis. Disse elementer 

skal sammen skabe rammer for 

at lade kommunikation og samspil opstå 

og udfolde sig på de kommunikerende 

parters præmisser. 

– Det altafgørende element i kommunikationen 

ligger i medarbejdernes måde 

at betragte brugerne og brugernes 

kompetencer på. Det er alfa og omega. I 

det øjeblik medarbejderne først begynder 

at se kommunikation som en gensidig 

proces og opdager, at de selv er en del af 

kommunikationen, så sker der også en 

udvikling, siger projektleder Birger Perlt. 

P R O J E K T K O M M U N I K AT I O N S U D V I K L I N G 

Baggrunden for projektets opståen er 

en evaluering, som SUS foretog i samarbejde 

med COWI i 2000-2001 af konsekvenserne 

af Servicelovens ophævelse 

af institutionsbegrebet. Evalueringen var 

et led i Socialministeriets indsats overfor 

mennesker med fysiske og psykiske 

handicap og med særlige sociale problemer. 

Med Servicelovens ikrafttræden 

i 1998 blev det traditionelle institutionsbegreb 

for voksne med handicap 

ophævet og erstattet af et boligbegreb. 

Evalueringen kunne sammenfattende 

konstatere, at Servicelovens ophævelse 

af institutionsbegrebet har haft mindst 

gennemslagskraft i de botilbud, hvor 

143

144 


beboerne har svære handicap og har 

svært ved at udtrykke sig. Manglen 

på sprog har øjensynligt forringet 

brugernes muligheder for indflydelse i 

dagligdagen, ligesom der har manglet 

metoder til afdækning af netop disse 

brugeres behov. 

Derfor ønskede Socialministeriet at 

støtte et projekt, hvor formålet var 

at udvikle og afprøve nye metoder, 

der kunne sætte svært handicappede 

brugere i stand til at drage nytte af den 

ændrede position, de har fået som følge 

af institutionsbegrebets ophævelse. 

Projektet skulle – om muligt – udmunde 

i et eller flere handlingsanvisende 

kommunikationsværktøjer, som på let 

tilgængelig vis (fx i form af en manual, 

hjemmeside eller lignende) kunne 

formidles til personalegrupper i mange 

forskellige situationer. Desuden har 

projektet haft til formål at pege på 

modeller for uddannelsesaktiviteter, 

der sikrer, at såvel metoder til brugerinddragelse 

som øget bevidsthed om 

de personlige og faglige krav bliver et 

centralt element i en ny professionel 

støtterolle. 

Projektteamet bestod af medarbejdere 

fra Socialt Udviklingscenter SUS, 

med Birger Perlt som projektleder og 

Pauline Hagensen som projektmedarbejder. 

Desuden medvirkede en ekstern 

E K S E M P L E R P Å M E T O D E R 

konsulent, Kirsten Nielsen, samt lektor 

Jesper Holst fra Danmarks Pædagogiske 

Universitet, som blev tilknyttet 

til at tage sig af forskningsaspektet i 

projektet. 

Projektet har nemlig fra begyndelsen 

haft såvel et udviklingssigte som et 

forskningsmæssigt sigte. Forskningen 

er løbende blevet brugt i udviklingsarbejdet 

til at raffinere aktiviteterne, ligesom 

projektets udviklingskonsulenter 

har deltaget i forskningsplanlægningen. 

Projektets teoretiske perspektiv 

og metodiske fremgangsmåde har, 

i overensstemmelse med tankerne 

bag aktionsforskning – været delvis 

deltagerorienteret. Syv botilbud fra 

henholdsvis Vejle og Frederiksborg 

Amter har deltaget i projektet som 

medudviklere samt været hovedaktører 

i planlægningen og udførelsen af de 

konkrete kommunikationsprojekter og 

metodeafprøvninger. De syv botilbud 

dækker tilsammen en bred vifte af 

voksne beboere med større eller mindre 

handicap, der bevirker, at de ikke eller 

kun i ringe grad, har et ekspressivt 

verbalt sprog. Beboerne er primært 

mennesker med udviklingshæmning 

eller autisme. 

Resultatet af projektet er ikke alene udkommet 

som rapport men også i form 

af en håndbog på 80 sider, udformet 

som en form for grundbog om kommunikation 

– med den intention, at den 

kan anvendes som grundbog på de sociale 

og sundhedsmæssige uddannelser 

i forhold til netop denne målgruppe. 

Desuden har projektteamet udarbejdet 

et hæfte, hvori man giver en række 

hverdagsorienterede praktiske eksempler 

på metoder. Dette hæfte er tænkt 

som et inspirationshæfte til personalet 

på botilbud, der gerne vil have nogle 

konkrete råd om, hvordan man går i 

gang med at udvikle kommunikationen 

med brugerne. 

Træning ikke nok 

Projektleder Birger Perlt peger på, at 

træning af professionelle i kommunikation 

i sig selv ikke gør det. 

– Træning alene rykker ikke nok. Medarbejderne 

skal turde prøve sig selv af 

– og turde tage brugernes kommunikative 

udspil alvorligt. Vi kan se, at jo 

mere brugerne kommunikerer med 

medarbejderne, jo mere kommunikerer 

de også indbyrdes. Der er altså ingen 

tvivl om, at det øger kommunikationen, 

hvis medarbejderne tør, siger Birger 

Perlt og understreger, at holdningen 

til kommunikation er afgørende for al 

kommunikationsudvikling. Brugernes 

kommunikation udvikler sig ikke uden 

at medarbejderne selv udvikler sig, da 

Alt afhængig af de udvalgte beboere, medarbejdere og det enkelte botilbuds miljø, er der blevet arbejdet med en række 

forskellige metoder i forhold til kommunikationsudvikling, for eksempel: 

• Udvikling af en søgemodel, der blandt andet indeholder interview med medarbejdere samt videoanalyse 

• Video- og observationsanalyse 

• Kommunikation via digitale billeder 

• Kommunikation via billede sat i en nøglering, som beboere og medarbejdere altid bærer på sig 

• Kommunikation via billedsystemet PECS, som har nogle af de samme egenskaber som nøgleringen med billeder 

• Kommunikation via konkreter, så som en gummiand som tegn på/symbol for ønsket om et boblebad 

• Kommunikation via tegn-til-tale, som kræver indlæring fra begge parters side 

• Kommunikation via matchning af beboernes kropssprog, mimik og gester 

• Kommunikation via talemaskine.

kommunikation altid udspiller sig i relationer 

mellem mennesker, der ønsker at 

ville noget sammen. 

I rapporten konkluderer man følgende: 

”Den pædagogiske holdning til, hvad 

et kommunikationshandicap er og 

hvad kommunikation indebærer, er 

altafgørende for igangsættelsen af en 

udviklingsproces, der ikke må bygge på 

træning og fokus på mangler. 

Pædagogiske medarbejdere må derfor 

bort fra at anskue kommunikation som 

en egenskab, en evne, eller færdighed 

hos et menneske. Kommunikation er 

en måde at være sammen på, som hele 

tiden justeres gensidigt og videreudvikles. 

Kommunikation er således ikke 

et spørgsmål om, hvorvidt for eksempel 

et menneske med handicap er i 

stand til at kommunikere – det er et 

spørgsmål om hvorvidt to mennesker 

sammen er i stand til at kommunikere. 

Kommunikation bygger grundlæggende 

på en tiltro til brugerens selvstændige 

intention og kommunikative 

kompetence. Brugeren både kan og vil 

kommunikere, men det er op til personalet 

at finde frem til den måde og de 

kanaler, brugeren selv finder det nemmest 

og mest naturligt at anvende”. 

– Kommunikation med brugere uden 

ekspressivt verbalt sprog hænger 

også sammen med, hvad du oplever 

D I G I TA L K A M E R A B L E V S U C C E S 

som bruger, om du har noget at dele 

med andre. Hvis du har en begrænset 

oplevelsesverden, fordi din hverdag er 

præget af rutiner og forudsigelighed, 

har du ikke meget at fortælle andre 

mennesker om. Den kommunikative 

snebold begynder først at rulle og blive 

større, når du oplever mere og mere og 

dernæst bliver taget alvorligt, når du vil 

formidle det. Mange professionelle har 

det billede, at kommunikation udvikler 

sig i en bestemt rækkefølge. Fra at 

pege på konkrete genstande, over at 

pege på tegneserielignende figurer, til 

at pege på symbolbilleder, altså trin 

for trin. Det er helt ude i skoven, efter 

min mening. Mennesker lærer at kommunikere 

på en lang række forskellige 

niveauer og gennem mange forskellige 

kanaler på én og samme tid. Der er 

ikke nogen bestemt rækkefølge i det, 

understreger Birger Perlt, som også 

påpeger, at medarbejderne også kan 

være hæmmede i deres kommunikation 

med brugerne, hvis de har den 

opfattelse, at brugernes begrebsverden 

udelukkende er konkret. 

– Måske antager vi som medarbejdere, 

at lysten til at kommunikere altid tager 

udgangspunkt i hverdagen og hverdagens 

ændringer. Det gør den naturligvis 

først og fremmest også, men der 

er næppe tvivl om, at brugerne også 


kender til en lang række abstrakte 

begreber. De har ønsker, følelser, fornemmelser, 

anelser og meninger, som 

medarbejderne alt for sjældent får fat i 

og dermed kan handle på. Det hele kan 

let ende med at dreje sig om, hvorvidt 

brugerne har lyst til leverpostej eller 

pålægschokolade på sin mad, – og det 

er så det man kommunikerer om. Men 

medarbejderne skal også turde tale om 

bløde værdier og mere luftige emner, 

fordi det selvfølgelig også optager 

brugere uden sprog. 

Det tager tid 

Et meget væsentlig element er at erkende, 

at kommunikation med brugere 

uden ekspressivt verbalt sprog tager tid 

– ”en pokkers masse tid”, som Birger 

Perlt udtrykker det. 

– Det er noget af det sværeste – at få 

tilstrækkeligt med tid. Og jo mindre 

tid der er, jo mere praktisk orienteret 

bliver kommunikationen. Så handler 

det hele om at få ordnet nogle ting her 

og nu, dagligdagen skal jo fungere, så 

brugerne ikke dør af sult eller gror til i 

snavs. Tiden bliver alt for ofte bestemmende 

for indholdet af kommunikationen, 

siger Birger Perlt. 

Endelig peger projektet også på, at 

indretningen af de fysiske rammer er 

meget væsentlige for kommunikations- 

Uddrag af eksempler på forskellige former for kommunikationsværktøjer nævnt i den færdige rapport: 

Tre af bostederne valgte at bruge digitalkamera i kommunikation med nogle beboere. På et af bostederne har to deltagende 

beboere gjort det til noget almindeligt at bringe kameraet med, hvor de end er. På arbejde, når de er på besøg hjemme og til 

forskellige aktiviteter. 

Som en pædagog formulerede det, er kameraet blevet en ekstra legemsdel. Beboerne bestemmer selv, hvilke billeder, der 

skal tages, og når de kommer hjem, viser de billederne til andre beboere, personalet eller pårørende på computeren. Bagefter 

ved denne form for kommunikation er, at billederne bliver produceret med det samme, mens beboerne husker det, og mens det 

stadig har interesse. Beslutningen om, hvad der skal kommunikeres om, er dermed flyttet over til beboerne. 

Et andet bosted har arbejdet med billeder på en mere enkel måde, og her er beboeren endnu ikke nået til selv at tage billederne. 

Han er dog med til at vælge, hvad medarbejderne skal tage billeder af. Da denne beboer samtidig er meget glad for lyd, har man 

forsøgt at kombinere med lyd. 

145

146 


miljøet – og dermed også for kommunikationen 

mellem medarbejder og 

bruger. 

– Rummet du befinder dig i har betydning 

for, hvordan du er sammen med 

mennesker. Mange botilbud lægger op 

til én bestemt form for kommunikation. 

For eksempel lægger store fællesarealer 

ikke op til ret meget privat kommunikation 

– man er for mange til stede i 

samme rum på samme tid. Omvendt vil 

små værelser nok give en god kommunikation 

på tomandshånd, men her 

glemmer man så at der skal være plads til 

“netværket”. Hvis blot 3-4 mennesker i 

kørestole skal samles for at spise sammen 

eller bare hygge sig, så fungerer de små 

rum ikke. Den fysiske indretning betyder 

så helt afgjort meget, siger Birger Perlt. 

I rapporten indgår en række råd og 

anbefalinger og rådet omkring kommunikationsmiljøet 

lyder således: 

”Sørg for at det omgivende miljø giver 

inspiration til at kommunikere. Det kan 

være billeder på væggene af fællesoplevelser, 

men det kan også være nogle 

dagsrytmer, der eksempelvis sørger for 

at rykke brugerne sammen i fælles- 

A N B E FA L I N G E R 

rummene og opfodre dem til kommunikation. 

Desuden er det vigtigt at give 

ro og tid til brugernes kommunikative 

udspil og reaktioner på andres udspil 

og samtidig spørge til forskellige emner, 

som ikke bare vedrører praktiske herog-nu 

situationer. Også den sociale og 

følelsesmæssige kommunikation er vigtig 

at have i fokus. Giv plads til, at der kan 

handles spontant, situationsbestemt og 

individuelt og ikke blot ud fra på forhånd 

fastsatte strukturer (for eksempel fastlagte 

dagsrytmer) og typologiseringer”. 

Mange aha-oplevelser 

For stort set alle deltagende botilbud 

i projektet lyder tilbagemeldingen, at 

pædagogerne som følge af projektets 

eksistens, har opdaget, at beboerne 

forstår langt mere og kommunikerer 

langt mere, end de anede. 

– Nogle medarbejdere bliver selvfølgelig 

flove over denne opdagelse, men 

de får også skabt nye relationer til 

beboerne, de ser dem på en helt anden 

måde end tidligere. Nogle steder havde 

man næsten “fastlåst” den indbyrdes 

kommunikation, fordi man havde 

Rapporten fra SUS rummer en række anbefalinger, som kan opsummeres i fem råd: 

begrænset det til om en beboer ville 

have mælk eller cola. Projektet har så 

afsløret, at beboeren faktisk hellere ville 

have noget helt andet! Har man først 

fået øjnene op for sammenhængen 

mellem relation og kommunikation, vil 

den slags erkendelser sprede sig som 

ringe i vandet, og vi kan se, at brugerne 

generelt bliver mere selvbevidste og har 

fået større indflydelse på eget liv. De 

opdager, at ”det nytter at sige noget” 

og personalet opdager, at kan man ikke 

“få hul igennem” til brugerens egne 

ønsker og meninger på den ene måde, 

ja, så må man prøve på den anden, 

forklarer Birger Perlt. 

Det er projektets erfaring, at man ikke 

kan anbefale én bestemt kommunikationsmetode 

til alle mennesker uden 

ekspressivt verbalt sprog. Tværtimod vil 

og bør en kommunikationsform altid 

være bestemt af begge kommunikationsparters 

interesse, behov og fysiske 

og psykiske kunnen. Alligevel formulerer 

projektet nogle generelle råd om 

kommunikationsmetoder: 

”Tag altid udgangspunkt i den enkelte 

brugers interesser, behov og kunnen. 

1) Socialministeriet, Undervisningsministeriet og de kommende regioner bør sammen fastsætte regler for undervisning i 

kommunikation og kommunikationsudvikling på uddannelserne til pædagog og social- og sundhedsassistent. 

2) Efteruddannelse i regioner og kommuner samt på de enkelte botilbud, der drejer sig om kommunikation og brugerindflydelse, 

bør vægtes højt. 

3) Afholdelsen af temadage om kommunikation, kommunikationsudvikling og handicapsyn er nødvendig for enhver form for 

iværksættelse af kommunikationsudvikling. 

4) Personalegruppen bør løbende føre diskussioner om forskellen mellem at have en bolig og have et hjem – samt om hvad det 

vil sige at arbejde som gæst i et andet menneskes hjem. 

5) Medarbejdere, der har lært sig at anvende kommunikationsredskaber i forhold til ”svage” brugere, tildeles kvalifikationstillæg.

Vælg så vidt muligt en metode eller et hjælpemiddel, som kan 

anvendes i flest mulige situationer og gerne på en lettilgængelig 

og hurtig måde. Undgå at hjælpemidler eller metoder erstatter 

allerede eksisterende kommunikation, som falder brugeren lettere. 

Sørg for, om nødvendigt, at hente teknisk hjælp så hurtigt som 

muligt i forløbet og at samtlige personer omkring brugeren lærer 

metoden og hjælpemidlet godt at kende og bruger det”. 

– Som sagt er det helt afgørende faktisk ikke redskaberne, men 

holdningerne til kommunikation. Om redskaberne som sådan 

kan man sige, at de først og fremmest skal være en forstærkning 

af den kommunikation, der allerede findes. At finde frem til det 

bedst egnede kommunikationsredskab til en konkret bruger 

kræver, at man først og fremmest analyserer brugerens interesser, 

behov og sociale samspil, samt hvad der går galt og godt i 

kommunikationen med andre, påpeger Birger Perlt. Derfor lyder 

rådet i rapporten da også: 

”Foretag altid en grundig kommunikationsanalyse før igangsættelse af 

udviklingsarbejde om kommunikation – det vil sige før valget af kommunikationsmetode 

– og derefter løbende undervejs i hverdagen”. 

SUS-projektet konkluderer i sin rapport, at når det gælder viden om 

kommunikation, så er uddannelsesforløb i form af grunduddannelse 

eller efteruddannelse absolut nødvendige, men ikke tilstrækkelige. 

Udviklingen i kommunikation tager først fart, når medarbejderne 

kaster sig ud i dialogerne med brugerne, med alle øjne og ører 

åbne, og alle forudfattede meninger om, hvad brugerne kan og 

ikke kan, smidt over bord. Uddannelse, ændring af holdninger, udvikling 

af praksis, erfaringsopsamling – og masser af tid – er benzinmotoren 

bag at øge brugernes kommunikative indflydelse. 

L Æ S M E R E O M K O M M U N I K AT I O N : 

www.Kommunikationsudvikling.dk 

er oprettet som hjemmeside til formidling af projektet, og her er der også beskrivelser 

af konkrete kommunikationsmetoder, henvisning til relevant litteratur, links samt et debatforum. 

Læs også mere på www.sus.dk under kommunikationsudvikling. 



Rapporten ”Der skal to til en tango - Om kommunikation 

og relationer i støtten til mennesker uden et ekspressivt 

verbalt sprog kan rekvireres via: 

Socialt Udviklingscenter SUS 

Nørre Farimagsgade 13 

DK-1364 København K 

Tlf.: 33 93 44 50 

Fax.: 33 93 54 50 

E-mail: sus@sus.dk 

Lektor Jesper Holst fra Danmarks Pædagogiske Universitet har 

været forsker på projektet og forskningen er løbende blevet 

brugt i udviklingsarbejdet på de syv botilbud. 

147

148 

N Y E M E T O D E R T I L T R Æ N I N G A F B Ø R N M E D H J E R N E S K A D E 

Forældrene ønsker medindflydelse 

Interview med projektleder 

Tove Clemmensen Madsen, 

MarselisborgCentret 

Rigtig mange forældre ønsker at tage 

aktivt del i at træne deres børn, og både 

børn og forældre kan have glæde af 

en udvikling, hvor forældrene får større 

indflydelse på at træne børnene. 

Det påpeger projektleder Tove Clem- 

mensen Madsen, MarselisborgCentret 

i Århus, dansk center for rehabilitering, 

forskning og udvikling. 

Centret står for de overordnede og 

tværgående funktioner i det flerårige udviklingsprojekt 

Intensivering af indsatsen 

overfor børn med hjerneskade, som Socialministeriet 

har iværksat for perioden 

2002-2007 i forhold til børn med en 

medfødt eller erhvervet hjerneskade. 

I denne forbindelse har Marselisborg- 

Centret også varetaget evalueringen af 

en forsøgsordning, hvor forældre, der 

i en periode ønsker at træne hjemme 

med deres barn, kan få kommunal støtte 

efter ansøgning. Forsøgsordningen efter 

servicelovens §138 er netop forlænget til 

udgangen af 2008, hvorefter Socialministeriet 

skal tage stilling til, om metoderne 

skal blåstemples, så forældrene fremover


Forældrene bliver mere og mere aktive, når det gælder om at træne deres børn. Det afspejles 

i en række forsøgsprojekter, som inddrager forældrene i træning af børn med hjerneskade. 

kan søge deres kommune om tilskud til 

hjemmetræning. 

– Vi oplever helt klart et stigende pres 

i disse år fra en meget aktiv forældregeneration. 

Tidligere var det holdningen 

blandt de fagprofessionelle, at man 

skulle lade ”forældre være forældre” 

og overlade træningen af børnene til 

fagpersoner, men denne holdning er 

under forandring. Forældrene vil gerne 

være aktive og tage del i at træne og 

udvikle deres børn. De søger hele tiden 

ny viden og er langt mere på banen end 

før, fordi de også udnytter den viden, de 

får, forklarer Tove Clemmensen Madsen. 

Ny indsigt – ny indsats 

I rapporten Ny indsigt – ny indsats fra 

2004 har MarselisborgCentret i en række 

udvalgte amter og kommuner afdækket, 

hvad der findes af tilbud inden for det offentlige 

og hvad der findes af muligheder 

for hjemmetræning. Centret har i sin 

undersøgelse spurgt til både fagpersoners 

og forældres opfattelse. Afdækningen 

var optakten til at sætte gang i et 

udviklingsarbejde i amter og kommuner, 

og i 2005 har Socialministeriet fulgt op 

på udviklingen ved at fordele 11 millioner 

kroner til 16 forskellige udviklingsprojekter. 

– Der er to hovedretninger i de projekter, 

som nu er sat i gang, forklarer Tove 

Clemmensen Madsen. 

– Den ene retning er støtte til projekter, 

der rummer større forældreinddragelse. 

Ideen er at udvikle nye metoder til, 

hvordan man får forældrene inddraget i 

arbejdet, både i institutionerne og derhjemme, 

og hvordan fagpersoner bedst 

støtter forældrene. 

Den anden retning handler om at udvikle 

og afprøve nye metoder, herunder 

også decideret forskning, som skal vise 

om en metode er effektiv, samt om at 

oprette intensive træningstilbud inden 

for det offentlige system. Tanken er 

også, at metoder, som er udviklet hos én 

gruppe børn, skal afprøves hos en anden 

gruppe, ud fra ønsket om at metoder, 

som gælder én slags målgruppe også 

kan overføres til andre. Målet er, at vi får 

en viden ud af disse projekter, som kan 

bruges generelt. Det skal være en viden, 

som kommer andre til gavn, og den 

skal formidles, så andre kan bruge den, 

forklarer Tove Clemmensen Madsen. 

Endelig vil nogle af projekterne også 

fokusere på større sammenhæng mellem 

sociale tilbud, sygehustilbud og familien. 

Tove Clemmensen Madsen peger på, at 

projekterne kan få stor betydning, når 

det gælder om at danne nye netværk 

mellem fagfolk – og det kan få særlig 

betydning i de kommende år, hvor der 

dannes helt nye strukturer for samarbejde 

i forbindelse med kommunalreformen 

og etablering af nye regioner. 

– Allerede da vi lavede kortlægningen 

af den eksisterende indsats i amter og 

kommuner, betød det, at vi fik bragt folk 

sammen på tværs af sektorer. Selv om 

det er et lille land, så findes der ikke noget 

samlet overblik over, hvad der foregår 

af træning eller efter hvilke metoder, 

hverken privat eller offentligt. Kendskabet 

til hinandens arbejde på tværs af 

sektorer og geografi er ret begrænset. Vi 

kunne se, at det gav folk meget, at de fik 

ny viden om hinandens arbejdsområder, 


At træne i hjemmet 

Sideløbende med udviklingsprojektet 

meldte Socialministeriet desuden ud 

med en forsøgsordning, hvor forældrene 

har mulighed for at træne deres børn 

derhjemme via økonomisk støtte fra 

kommunerne, blandt andet tabt arbejdsfortjeneste. 

Første del af forsøgs-ordningen 

er evalueret. Evalueringen kan læses 

i rapporten Hjemmetræning af børn med 

hjerneskade, og downloades fra www. 

marselisborgcentret.dk eller www. sm.dk. 

I alt 53 børn i 31 kommuner har været 

omfattet af forsøgene med hjemmetræning. 

Den største del af børnegruppen 

er børn med CP, cerebral parese, evt. 

med følgetilstande (49%), dernæst børn 

med medfødte kromosomfejl/generel 

retardering (28%). Den sidste gruppe 

(23%) er noget forskellig: børn uden 

149

150 


diagnose, børn med autisme, børn født 

med vand i hovedet mv. 

Kommunerne har i forsøgsperioden haft 

ansvaret for at føre tilsyn. 

Hovedparten af børnene er blevet trænet 

i hjemmet efter koncepter udviklet i 

USA på The Institute for Achievement of 

human Potential (IAHP) – også kendt herhjemme 

som Doman-metoden (opkaldt 

efter instituttets grundlægger). 

Enkelte blev trænet efter den beslægtede 

metode, der praktiseres på Family Hope 

Center (FHC), som er en udbryder fra 

IAHP. Også nogle få andre metoder er 

i brug i forsøgsordningen, herunder 

gængse fysioterapeutiske/ergoterapeutiske 

metoder ca. 10 timer ugentligt i 

kombination med tilbud i børnehave. 

Navnlig Doman-metoden og Family Hope 

Centres metode har været omdiskuteret 

i dansk presse og i fagblade. Metoderne 

er bl.a. blevet kritiseret for at bygge på 

forældet viden om hjernen og for at 

være overgreb mod børn. 

IAHP (Doman-metoden) har det 

synspunkt, at den hidtil praktiserede 

behandling af hjerneskadede børn og 

unge udelukkende har koncentreret sig 

om behandling af symptomer, hvorimod 

IAHPs metoder optræner raske hjerneceller 

til at overtage de færdigheder, som 

de beskadigede dele af hjernen ikke er i 

stand til at udføre. 

– Formålet med evalueringen af forsøgsordningen 

har været at afdække de 

erfaringer, som kommunerne, børnene 

og forældrene har haft med at træne 

hjemme, men evalueringen giver ikke, 

og skal heller ikke give, et videnskabeligt 

svar på, hvilken effekt træningen har haft 

på det hjerneskadede barn, eller om de 

anvendte metoder har haft betydning for 

barnets udvikling, forklarer Tove Clemmensen 

Madsen. 

Skift i metode og problemer 

med tilsynet 

Undervejs i forsøget har nogle familier 

skiftet træningsmetode. De fleste skift er 

sket fra Doman-metoden til Family Hope 

Center metoden, FHC. Forældrene har 

forklaret skiftet med, at FHC nu afholder 

kurser i Danmark (modsat Doman, hvor 

uddannelsen foregår i USA), og det gør 

det mere realistisk for nogle forældre 

at sikre sig den nødvendige opbakning 

og uddannelse. En forklaring på skiftet 

har været, at FHC giver mulighed for, at 

man kombinerer med andre metoder, og 

netop valgfrihed og muligheden for at 

kombinere hjemmetræning med for eksempel 

træning i en institution spiller en 

rolle for forældrene, viser evalueringen. 

– Disse skift fra én metode til en anden 

har naturligvis gjort evalueringen vanskelig, 

også selv om metoderne ligger 

tæt op af hinanden. Mange familier har 

desuden været i gang med at træne 

efter disse metoder før forsøgsordningen 

begyndte, og endelig har arten af 

tilsyn været meget, meget forskellig fra 

kommune til kommune. Nogle steder 

har tilsynet været ført af fagfolk, der 

ikke har været kendt med denne her 

børnegruppe i forvejen, og nogle tilsynsførende 

har kun set børnene en enkelt 

gang undervejs. Det er en af årsagerne 

til, at de kommunale tilsynsfolk som 

hovedregel udtaler sig meget forsigtigt 

om familiens udbytte af metoden, 


Uklarheder om tilsynet og de forskellige 

former for tilsynsførende peger hen 

imod et behov for langt klarere regler 

for tilsyn og hjemmetræning, mener 

Tove Clemmensen Madsen. 

– Der har ikke været reelle retningslinjer 

for, hvordan tilsynet skulle føres, og 

det har både forældre og kommuner 

efterlyst. Det er da også en af vores 

anbefalinger, at hvis muligheden for 

hjemmetræning skal fortsætte, skal 

man sikre tilsynsførende, som er vant til 

at bedømme børnene i denne gruppe, 

og der skal være klare retningslinjer for 

tilsynet. Uanset om indsatsen i forhold 

til barnet finder sted hjemme eller i offentlig 

regi, skal der være fagpersoner 

tilknyttet, som følger barnets udvikling 

og vejleder familien, og tilsynet skal 

foregå regelmæssigt og varetages af et 

tværfagligt team. Vi kan se, at i de kom- 

muner, hvor man har arbejdet tværfagligt 

og været flere faggrupper om at 

følge barnet, er fagpersonerne på mere 

sikker grund, end de kommuner, hvor 

man har sat en enkelt person til at følge 

barnet – måske oven i købe en person, 

der aldrig har beskæftiget sig med målgruppen 

før, påpeger Tove Clemmensen 


Også øget synlighed, når det gælder 

kontrol og tilsyn er et ønske fra familiernes 

side. 

– Folk vil naturligvis gerne vide, hvad de 

bliver målt på. Vi taler måske her om 

familier, der har kæmpet med forskellige 

systemer i mange år, og de har brug for 

tydelige signaler, men også fagpersonerne 

har brug for synlighed, en guide 

til, hvordan tilsynet skal føres. Skal de 

bruge tests? Skal de bruge observation? 

Hvad har de af redskaber? Vi kan se i 

forsøgsordningen med hjemmetræning, 

at forskellene på dette område i dag er 

enorme. 

Det kan måles 

Hun peger på, at en af grundene til 

at mange familier trives med Domanmetoden 

og Family Hope Center 

metoden skyldes, at disse metoder 

rummer klare beskrivelser af fremgangsmåden. 

– Forældrene får nøjagtig instruktion i, 

hvilke metoder, du skal træne dit barn 

efter, og det bliver hele tiden fulgt op. 

Du får det prøvet af under supervision, 

og der bliver stillet mål op for næste 

kvartal. Målene bliver justeret alt efter, 

hvordan barnet udvikler sig. Det at 

have en slags manual for, hvad jeg selv 

kan gøre med mit barn og i hvor lang 

tid – det er meget tilfredsstillende for 

forældrene. 

Som en kontrast til den meget konkrete 

fremgangsmåde i for eksempel Domanmetoden 

peger hun på, at beskrivelser 

om børns udvikling, som kommer fra 

det offentlige, tit vil fremstå langt mere 

luftige og upræcise. 

– Der vil ofte være tale om meget overordnede 

formuleringer i retningen af at

Projektleder Tove Clemmensen Madsen, 

MarselisborgCentret, Århus peger på, at rigtig 

mange forældre ønsker at tage aktivt del i at 

træne deres børn, og både børn og forældre kan 

have glæde af en udvikling, hvor forældrene får 

større indflydelse på at træne børnene 

”barnet skal lære at være mere opmærksom 

overfor....osv”. Men hvordan det skal 

lære det og hvilke metoder, der kommer 

i brug for at udvikle barnet, er ikke altid 

særligt synligt, og så er disse beskrivelser 

svære at bruge for forældrene, som tit står 

meget famlende og i høj grad har brug 

for både vejledning og struktur på, hvad 

de selv kan gøre. 

Tove Clemmensen Madsen peger på, at 

der også er et stort skisma i det faktum, 

at forældrene ofte slet ikke har viden 

eller kendskab til de målbeskrivelser 

og handleplaner, som det offentlige 

har lavet for deres barn. Dette arbejde 

foregår ikke åbenlyst eller i samspil med 

forældrene, og mange forældre når ikke 

at opfatte, hvad der rent faktisk bliver 

besluttet. 

– Ofte ved forældrene for lidt om, 

hvad der foregår. Men når det gælder 

Doman-metoden får de hele tiden ny 

viden med sig. Det er forældreindragelse, 

hvor de kan se at tingene flytter 

sig. Den sociale verdens kultur i Danmark 

er imidlertid præget af relationstankegang, 

og den pædagogiske fremgangsmåde 

er meget lidt skemalagt, 

snarere domineret af intuition, relationer 

og følelser. Det er ganske givet godt i 

mødet med den enkelte bruger, men 

bagved dette kunne man gøre langt 

mere ud af at synliggøre, hvilket værktøj 

man bruger og fortælle for eksempel 

forældrene om det, mener Tove Clemmensen 


Forældretilfredshed 

Hvor de kommunalt ansatte tilsynsførende 

generelt er forsigtige i deres 

vurdering af børnenes udvikling, mens 

de træner i hjemmet, så er forældrene 

ikke i tvivl i deres konklusioner: Børnene 

udvikler sig af at træne hjemme. 

Hele 97% af børnene har udviklet sig i 

træningsperioden, mener forældrene. 

De kommunale medarbejdere vurderer, 

at der har fundet en udvikling sted for 

74% af børnene. 

Langt flertallet af forældrene mener, at 

det er selve træningen, der er årsagen til 


151

152 


udviklingen hos børnene, mens kun 1/3 

af de kommunalt ansatte mener, det er 

træningen, der udvikler. I stedet peger 

de på, at udviklingen sker, fordi barnet 

generelt udvikler sig, eller fordi barnet 

har større samvær med forældrene osv. 

– Hovedparten af forældrene i undersøgelsen 

siger, at børnene har fået 

forbedret deres fysiske funktioner, for 

eksempel når det glæder om at kravle, 

krybe og gå. Der er større tvivl om 

udviklingen, når det gælder det kognitive 

og sociale område, men forældrene 

peger især på udvikling, når det gælder 

følesansen, lyde, læsefærdigheder, koncentration 

og opmærksomhed, forklarer 

Tove Clemmensen Madsen. 

En af de anbefalinger evalueringen 

kommer med handler om, at træningen 

skal være fleksibel, og at familierne 

kan kombinere offentlige tilbud med 


– Det er et ønske fra flere forældre, at 

de knyttes til en person i det offentlige 

P R O J E K T 

og får vejledning undervejs. Men det 

skal være en person, som kender barnet 

og familien, metoden, der trænes efter 

og de forudsætninger barnet har. Forældrene 

vil være med i hvad der sker, 

men de efterlyser også mere uddannelse 

og introduktion til, hvad der virker og 

hvad der ikke virker, understreger Tove 


Ønsket om fleksibilitet og valgmuligheder 

går også igen i responsen fra 

forældrene. 

Forældrene vil gerne have overblik over, 

hvilke muligheder der er i for eksempel 

deres eget amt, så de ved, hvad de 

har at vælge imellem, når det gælder 

træning af deres barn. 

– Allerbedst vil det være, hvis der kan 

ske en vekselvirkning mellem intensiv 

træning og knap så intensive perioder. 

Det er nogle af disse behov, som de 

kommende udviklingsprojekter tager 

højde for, blandt andet i form af forældrekurser, 

hvor forældrene er med 

Projekt Intensivering af indsatsen overfor børn med hjerneskade består af: 

i korte, intensive kursusforløb på den 

institution, hvor barnet er til daglig, 

påpeger Tove Clemmensen Madsen. 

Forskning – ja tak 

Viden om hvad der virker og hvad der 

ikke virker efterlyses af både fagpersoner 

og forældre i forsøgsordningen med 


– Mere forskning efterlyses af alle, 

herunder især mere fokus på, hvad der 

virker i forhold til børn, forklarer Tove 


Tove Clemmensen Madsen efterlyser, at 

man på længere sigt fra centralt hold vil 

komme med flere tydelige anbefalinger 

af, hvilke metoder der er brugbare. 

– Det tror jeg, der er et stort behov for 

rundt omkring. Det er udmærket at 

kortlægge, men der skal også et overordnet 

fokus på, hvad man fra centralt 

hold synes der skal støttes op omkring. 

1) Udredning af eksisterende indsats, samt forslag til forbedringer (2002-2004) – herunder kortlægning af tilbud og metoder i 

offentlige tilbud samt hjemmetræningsprogrammer, erfaringsopsamling fra forældre og fagpersoner og udarbejdelse af 

forslag til udvikling af området. 

Se publikationen Ny indsigt – ny indsats, MarselisborgCentret 2004 v/ projektleder Tove Clemmensen Madsen. Den kan 

rekvireres på MarselisborgCentret, tlf. 8949 1200. 

2) Gennemførelse af udviklingsprojekter i amter og kommuner (2005-2006). På baggrund af Ny indsigt – ny indsats samt en 

ansøgningspulje på 11 millioner kr. er der igangsat i alt 16 udviklingsprojekter i kommuner og amter. Der er etableret et 

netværk mellem projekterne, og der bliver udarbejdet en sammenfatning og erfaringsopsamling fra projekterne. 

3) Etablering af forsøgsordning i forhold til Servicelovens §138 ( 2003-2008) 

Sideløbende med udviklingsprojekterne er der etableret en forsøgsordning, hvorefter forældre, der ønsker at hjemmetræne 

deres barn i en periode, kan opnå kommunal støtte efter ansøgning. Forsøgsordningens første periode frem til 2005 er 

evalueret af MarselisborgCentret. Evalueringen er offentliggjort i juni 2005 og kan findes på www.marselisborgcentret.dk 

eller www.social.dk og MarselisborgCentret tilbyder formidling af resultater og erfaringer fra forsøgsordningen. 

4) Centrale initiativer fra Socialministeriet/Styrelsen for Social Service.

Interview med Larz Thielemann, far til Sofie 

Sofie er 10 år og i dag kommet længere i sin udvikling end 

forældrene, Larz og Eva, nogensinde havde turdet håbe på, 

da hun var lille. 

En ting er, at Sofie har lært at gå, noget andet er, at hun i dag 

også begynder at få et sprog – en udvikling som hendes far 

betegner som ”endnu et grænseoverskridende fremskridt, 

som gør, at vi er nødt til at blive ved”. Alt sammen takket 

været Doman-metoden, som forældrene tog i brug i 1999, da 

Sofie var tre år gammel. 

Sofies diagnose var ved fødselen en blanding af at være 

retarderet, CP og epilepsi, men disse symptomer har hun ikke 

længere. 


Vi ønsker jo bare at tage ansvar 

Far til en datter med hjerneskade oplever nye krav om dokumentation 

for Doman-metodens virkninger som umulige. 

– Hun kunne som lille se frem til et liv på døgninstitution 

som udviklingshæmmet, uden sprog og uden at kunne gå. I 

hendes første år prøvede vi lidt af hvert hvad metoder angår, 

fra Petö til zoneterapi, men ingenting hjalp. Vi fandt herefter 

IAHP og Doman-metoden, der overbeviste os om, at vi selv 

var nødt til at tage ansvar for hendes udvikling, siger Larz 

Thielemann. 

Tilegnede sig Doman-metoden 

Familien var nogle af de første i Danmark, der tilegnede sig 

Doman-metodens teorier ved at tage på kursus i USA. At lære 

sig metoden har været en lang proces og ikke uden kamp, 

især i begyndelsen. 

– Nogle mente, at metoden var børnemishandling, og det 

153

154 


Hele debatten om yderligere dokumentation og forskning af Doman-metoden virker helt urimelig, 

når man sidder og ser på sit barns fremskridt, siger Larz Thielemann, her sammen med Sofie 

var også sin sag at turde fravælge det 

etablerede system. Derfor var vi længe 

om at beslutte os, men det program og 

de øvelser, som Sofie gennemførte, gav 

omgående fremskridt, og det klamrede 

vi os til. Siden er vi blevet mere og mere 

bevidste om metodens virkning – og 

hvad der måske er nok så afgørende: 

Vi er begyndt at tro på, at ingen kan 

gøre det bedre end os. Virkeligheden 

er jo den, at ingen fagfolk, selv nok så 

dygtige, vil og kan ofre den tid på det 

enkelte barn, som vi forældre vil ofre. 

Det er kun os, der kan gøre den tilstrækkelige 

indsats, fordi hun er vores kød og 

blod. 

Ansvaret er vores 

At man som forældre får ansvar og 

indflydelse er efter Larz Thielemanns 

mening fuldstændig centralt. 

– Tidligere plejede jeg at sige, at vi gør 

dette her for vores barn, fordi det offentliges 

tilbud er for dårlige. Det svar 

giver jeg ikke mere. Vi arbejder med 

Doman-metoden, fordi vi som forældre 

selv vil gøre noget for Sofie, og vi føler, 

vi er de bedste til det. Skulle jeg begynde 

forfra, ville jeg gøre det samme. Sofie 

ville aldrig kunne udvikle sig på samme 

måde i en institution, og generelt synes 

jeg, brugen af institutioner i vores samfund 

har taget overhånd. Der må være en 

mening med, at børnene har forældre. 

Evalueringen af hjemmetræningen 

viser i øvrigt, at også de raske søskende 

profiterer af, at forældrene er så meget 

hjemme hos det handicappede barn, 

som man er, når man hjemmetræner. 

Det skaber liv i hjemmet, at der sker 

”skøre ting”. Forældrene er aktive – far 

sidder ikke bare og gemmer sig bare en 

avis, men er med til at stimulere sine 

børn, påpeger Larz Thielemann. 

En myte om metoden 

Han understreger, at det efter hans 

mening er en myte, at Doman-metoden 

skulle være mindre fleksibel end for 

eksempel den træning, der tilbydes fra 

Family Hope Center.

– Faktum er, at man 100% selv kan bestemme under Domanmetoden. 

Den er en platform for lige præcis den model, man 

selv ønsker. Det sker jævnligt, at forældre kommer med en 

metode, en øvelse eller en ekstra behandling, de ser som en 

god overbygning til Doman, og så er det noget man drøfter 

med Doman-instituttet i al fordragelighed. Vi har selv benyttet 

os af den mulighed, forklarer Larz Thielemann. 

Han støtter, at der skal være et kvalificeret tilsyn med hjemmetræning, 

og påpeger, at det i hans familie fungerer fint, 

at der to gange årligt kommer en pædagogisk konsulent på 

besøg for at se, at familien stadig hænger sammen, og at der 

ikke foregår overgreb. Desuden er der tilsyn fra en læge, der 

ser til barnets sundhedstilstand. 

Dokumentation – hvordan? 

I efteråret 2005 meldte Socialminister Eva Kjer Hansen ud 

til kommunerne, at forsøgsordningen med hjemmetræning 

er forlænget til udgangen af 2008. Samtidig skriver hun, at 

evalueringen har vist at forsøgsordningen fungerer. 

”Den giver ikke et videnskabeligt svar på, hvilken virkning 

træningen har på det hjerneskadede barn, men det har heller 

ikke været mening med evalueringen,” skriver Eva Kjer Hansen 

til landets kommunalbestyrelser. 

Ministeren skriver desuden, at Danmark nu vil følge et 

forskningsprojekt om Doman-træningen, der er sat i gang i 

Norge. 

– Evalueringen har aldrig været tænkt som dokumentation, 

det har vi hele tiden vidst, men det er altså langt ude at 

forlænge forsøgsordninger og vente på forskning fra Norge, 

siger Larz Thielemann, der medlem af bestyrelsen og sekretær 

i Foreningen Hjerneaktiv, som hele tiden har kæmpet for at få 

Doman-metoden blåstemplet i Danmark. 


Larz Thielemann mener, at det vil være umuligt at gennemføre 

en videnskabelig dokumentation af Doman-metoden, 

som nogensinde vil blive anset for at være god nok. 

– At forlænge forsøgsordningen i stedet for at blåstemple 

den nu, efterlader os med følelsen af at blive snydt igen. 

Den nuværende forsøgsordning er ikke god nok, dækker 

ikke hele landet, men alligevel skal vi trækkes med den i 

fire år mere. Jeg tror, det er helt urealistisk med forskning i 

metoden, fordi børnenes programmer faktisk er vidt forskellige. 

I Doman-metoden gør man ikke noget, der er ens fra 

barn til barn, og hvordan vil man overhovedet sammenligne 

med andre børn? Det er vi skeptiske overfor. De norske 

forældre er også stærkt skeptiske overfor det design, som 

det norske forskningsprojekt har fået. Selv om jeg kunne 

ønske det, så tror jeg ikke på, at Doman-metoden nogensinde 

kan dokumenteres tilstrækkeligt, og det siger jeg, fordi 

jeg kender programmet – det er virkelig komplekst. Metoden 

er ikke baseret på medicinsk tankegang, men derimod helt 

igennem baseret på naturens vej, samt at det skal gennemføres 

af forældrene. De aspekter er i sig selv nok til at den 

etablerede lægeverden vil være skeptiske, uanset hvor 

mange beviser der føres frem, understreger Larz Thielemann. 

Både Larz Thielemann og Foreningen Hjerneaktiv har 

påpeget, at mange andre metoder, som bruges over for børn 

med hjerneskader, er ganske udokumenterede. 

– Derfor synes vi det helt afgørende er, at forældrene selv 

må vælge. Nu har vi fået Doman-metoden beskrevet i evalueringen 

fra MarselisborgCentret, og vi ved, at den ikke gør 

skade. Forældrene synes den virker, og hele debatten om 

yderligere dokumentation og forskning virker helt urimelig, 

når man sidder og ser på sit barns fremskridt, slutter Larz 

Thielemann. 

155

156 

M E T O D E U D V I K L I N G F O R U N G E B E V Æ G E L S E S H A N D I C A P P E D E 

Et spring fremad

Fokus på metoder, som kan styrke socialt svage unge med 

funktionsnedsættelse til at få et selvstændigt voksenliv. 

Interview med ergoterapeut 

Ann-Lisbeth Højbjerg, 

RehabiliteringsCenter for Muskelsvind 

Hvilke metoder er særligt egnede til at 

styrke socialt svage unge med nedsat fysisk 

funktionsevne til at få et selvstændigt 

voksenliv på egne præmisser? 

Det er et af spørgsmålene i det nu afsluttede 

Projekt ForSpring, et udviklingsprojekt, 

der blev sat i værk i 2001 med det 

formål at udarbejde en rehabiliteringsmodel. 

Modellen beskriver de metoder, som i 

særlig grad egner sig for unge med fysisk 

funktionsnedsættelser, som har brug for 

et leve et mere selvstændigt liv. 

Et af kernepunkterne i Projekt ForSpring 

var, at de unge selv skulle være med til at 

bestemme indholdet i projektet. Værdigrundlaget 

var baseret på begrebet empowerment, 

som i denne sammenhæng 

betyder at få styrke til at håndtere sit eget 

liv og få styrke til at søge indflydelse. 

Da Projekt ForSpring begyndte i januar 

2001 var der således ingen færdig opskrift 

på, hvordan forløbet skulle være. 

– Projektet var lagt så åbent tilrette, at vi 

hele tiden har kunnet rette ind, når noget 

ikke var som vi forventede. De unge 

deltagere skulle have mest mulig indflydelse 

undervejs, og derfor evaluerede vi 

løbende, så vi kunne indrette os efter det, 

de unge gerne ville. Hvis vi havde lagt os 

alt for firkantet fast på nogle metoder 

på forhånd, ville vi have fået problemer 

undervejs. I stedet har ideen været at 

udvikle metoderne efter hvad der var 

relevant for de unge, forklarer Ann-Lisbeth 

Højberg, der er ergoterapeut og har 

været projektleder på Projekt ForSpring. 

Ann-Lisbeth Højberg har været udlånt fra 

RehabiliteringsCenter for Muskelsvind til 

at gennemføre det fireårige projekt, der 

er foregået i MarselisborgCentrets regi. 

Værdier i egne ønsker 

Ann-Lisbeth Højberg har haft mange 

overvejelser i forbindelse med projektets 

værdigrundlag – at der blev taget 

udgangspunkt i den enkelte unges egne 

ønsker og mål. 


– Det var afgørende, at de selv følte 

ejerskab til projektet. Det måtte altså 

ikke være vores projekt, det var deres. 

De skulle selv ønske at være med, det 

skulle ikke være bestemt af deres mor 

eller deres sagsbehandler. Medindflydelse 

og medbestemmelse har fyldt 

meget, siger hun. 

Unge med funktionsnedsættelse 

oplever ofte at blive socialt isoleret og 

pakket ind i vat. Det gjaldt også for 

de otte unge mænd i projektet, der 

kom fra en opvækst med skolegang 

og familieliv, men alligevel manglede 

erfaringer med at leve selvstændigt. 

– Vi brugte et begreb, som vi kalder 

”at undgå ukritisk omsorg”, og det 

har også været en del af værdigrundlaget. 

Det handler om at se den enkelte, 

se hver deltager som unik. 

Alle med muskelsvind har ikke samme 

ønske og mål, bare fordi de har 

samme diagnose, og metoder kan 

derfor ikke bruges ukritisk på en hel 

gruppe. Det kom da også tydeligt 

frem i samarbejdet, at de unge ikke 

skal skæres over én kam – og de bliver 

trætte af, når det sker. Nogle skal 

skubbes, andre kan i højere grad selv. 

Selv om de havde samme diagnose, 

var det vidt forskelligt, hvordan de ønskede 

at arbejde i projektet, påpeger 

Ann-Lisbeth Højberg, og tilføjer, at 

mange unge med bevægelseshandicap 

er vant til at omgivelserne svarer for 

dem og derfor ofte er blevet afskåret 

fra selv at tage initiativer. 

– For eksempel havde ingen af de 

unge en kalender, da projektet gik i 

gang. Derimod har de givetvis haft 

en mor eller en hjælper, der har styret 

deres liv, taget initiativerne. Det har 

de arbejdet meget med, og vi som 

medarbejdere har skullet lære at 

vente. Vente på, at de selv traf beslutningerne, 

vente på at se, hvad de rent 

faktisk gerne ville. Det er let at falde i, 

når man har en hjælperordning og for 

eksempel er vant til, at det er hjælperen, 

der tager telefonen, bestiller 

billetterne, gør det, som de unge rent 

faktisk godt selv kunne gøre. Det 

kræver stor bevidsthed om hvad der 

foregår i ens omgivelser, hvis man selv 

skal tage styringen. 

Fokusområder 

Det centrale spørgsmål i projektet har 

altså været, hvilke metoder, man kan 

bruge for at styrke de unge deltagere, 

og derefter lægge resultaterne frem, 

så andre steder, hvor denne gruppe 

unge befinder sig efter folkeskolen, for 

eksempel i kommunerne, på højskoler, 

daghøjskoler eller andre former for 

institutioner, også kan lære af det og 

måske inddrage disse metoder som 

delelementer i deres arbejde. 

På forhånd blev der opstillet seks fokusområder 

i projektet: 

1) At erkende, at det er vigtigt at kunne 

være initiativtager i et fællesskab 

2) At samle erfaring og få viden om at 

få egen bolig, flytte hjemmefra og få 

en dagligdag til at fungere 

3) At få viden om beskæftigelsesmuligheder 

4) At få viden om mulighederne for at 

få praktisk hjælp, erkende behovet 

for hjælp og erfaring i at styre en 

hjælperordning 

5) At få viden og erfaring i at forsørge 

sig selv og styre sin økonomi 

6) At være aktivt deltagende i sociale og 

kulturelle tilbud. 

At Forspring er gennemført som et 

metodeudviklingsprojekt har haft stor 

betydning for hele projektets tilrettelæggelse, 

påpeger Ann-Lisbeth Højberg. 

– Vi har været meget konsekvente, 

stringente i vores holdning til at vi hele 

tiden skulle planlægge OG dernæst 

evaluere. Hvis de unge kom med modstand, 

skulle det tages alvorligt. For at 

sikre disse værdier, har projektet haft en 

fast indre struktur, som var delt op i fire 

faser: Afdækning, forberedelse, afvikling 

af aktivitet og evaluering. 

Denne model blev brugt hver gang en 

ny aktivitet blev sat i gang. Dels for at 

sikre, at de unges egne ønsker blev 

157

158 


formulerede, dels for at sikre at der altid 

blev evalueret efter hver aktivitet, så 

det blev afklaret, om der skulle ændres 

noget i processen til næste gang. 

Projektet rummer da også eksempler 

på, at de unge deltagere sagde nej til 

at gøre brug af visse metoder. Et af de 

områder, som de unge ikke ønskede 

at samarbejde omkring, var en ide om 

at udarbejde personlige handleplaner i 

begyndelsen af projektet. 

– De var ikke interesserede i omgående 

at blive fastholdt i handleplaner, som de 

opfattede som andres planer med dem. 

Derfor blev denne metode udskudt, og 

den kom først ind i billedet igen flere 

måneder efter, hvor de selv kunne se 

relevansen, men det krævede, at de 

først havde arbejdet på andre måder, 

blandt andet med fremtidsdrømme, 

ønsker og egne ressourcer, siger Ann- 

Lisbeth Højberg. 

COPM-samtale 

En af de metoder, der blev anvendt 

undervejs i projektet er COPM-samtalen 

(Canadian Occupational Performance 

Measure) – en metode, som afdækker 

den unges ståsted og udviklingsønsker 

og kæder dette til planlægningen af 

konkrete realistiske handlinger. 

COPM er et ergoterapeutisk redskab til 

resultatmåling og/eller et interviewredskab, 

og det er baseret på personens 

egen vurdering af betydningen af en 

konkret daglig aktivitet, af udførelsesniveauet, 

af tilfredshed med hvordan 

aktiviteten bliver udført og ønsker om 

ændringer. 

Hver tredje måned foretog to projektmedarbejdere 

COPM-samtaler med hver 

enkelt deltager. I interviewet beskriver 

den unge sin dagligdag og sit liv og 

undervejs finder deltageren frem til 

højest fem aktivitetsønsker, som han 

ønsker at arbejde med inden for den 

kommende tre måneders periode. 

– COPM samtalerne handler om at 

vurdere sig selv. Hvor god er jeg til en 

aktivitet? Hvor meget betyder den her 

aktivitet for mig? Men vi har tilpasset 

metoden lidt til vores eget formål. Vi 

har bygget flere kategorier ind i den, så 

den passer til de fokusområder, som var 

bestemt på forhånd, forklarer Ann-Lisbeth 

Højberg. 

I det officielle danske COPM-skema er 

der en inddeling i tre kategorier med 

eksempler på underkategorier, for 

eksempel egenomsorg. For at tilgodese 

de fokusområder, der var aktuelle i For- 

Spring, blev der udarbejdet et suppleringsskema 

til det gængse COPM-skema. 

I skemaet er tilføjet tre emner under 

overskriften ”Egen omsorg”: 

1) Bomuligheder (for eksempel kendskab 

til bomuligheder, at flytte til en 

anden bolig eller forbedre sin nuværende 

bolig) 

2) Hjælpeordning/praktisk hjælp (for 

eksempel kendskab til muligheder, 

igangsætte handlinger, være arbejdsgiver, 

tage beslutninger) 

3) Personlig udvikling (for eksempel 

sociale, personlige og kognitive 

kompetencer). 

Samtalen kom også ind på, hvad 

vedkommende havde arbejdet med 

siden sidste samtale, hvilke ændringer 

der var sket, hvad der gjorde vedkommende 

glad og hvilke ønsker han havde. 

Herefter valgte deltageren hvilke 

problematikker, han ønskede at arbejde 

med i den kommende periode. 

Ann-Lisbeth Højberg understreger, at 

det har været vigtigt og værdifuldt 

at have en metode som COPM til at 

arbejde med hele vejen igennem projektet. 

Både medarbejdere og deltagere 

fandt, at COPM var et yderst velegnet 

redskab. Kontinuiteten i COPM-samtalerne 

har givet rutine og tryghed ved 

metoden og sikret, at der hele tiden 

blev arbejdet med det, deltagerne fandt 

væsentligt. I rapporten om projekt 

ForSpring konkluderer medarbejderne, 

at COPM er et godt redskab at bruge, 

når deltagernes subjektive ønsker og 

vurderinger skal frem. 

Ann-Lisbeth Højberg forklarer, at også 

metoder som GAS (Goal Attainment 

Scaling), ACIS (Assessment of Commun- 

cation and Interaction Skills) og CAN 

(Camberwell Assessement of Needs) var 

metoder, 

der var under overvejelser inden projektet, 

men ingen af disse blev valgt på 

grund af medarbejdernes manglende 

uddannelse i at foretage scoringer og et 

ønske om at have en meget detaljeret 

vurdering, som alle, trods deres fysiske 

funktionsnedsættelse, kunne deltage i. 

Fremtidsværksted 

En anden metode, som blev afviklet 

med succes, var Fremtidsværksted, 

en arbejdsmetode som handler om at 

udvikle visioner og drømme. Der blev 

arbejdet i grupper, og det var deltagerne 

og ikke medarbejderne der bestemte, 

hvad der skulle arbejdes med. 

I fremtidsværkstedet indgår tre faser: 

Kritikfasen, fantasifasen og virkeliggørelsesfasen. 

I projekt ForSpring blev der arbejdet 

med fremtidsværksted i forhold til 

handleplaner og i forhold til emnet: 

”Hvad kan man lave, når man ikke går i 

skole eller har et skåne-/fleksjob.” 

– Og her blev det tydeligt, hvad der især 

var metodens force: De unge kunne 

bruge den til at inspirere hinanden i 

gruppen. Metoden fungerede som 

igangsætter, for de havde svært ved at 

forholde sig til deres fremtidsdrømme. 

Fremtidsværksted gør brug af brainstorm, 

og det lod de sig virkelig inspirere 

af, forklarer Ann-Lisbeth Højberg. 

Både i grupper og individuelt 

– hvad er bedst? 

Generelt fik gruppetilhørsforholdet en 

voksende betydning undervejs i hele 

projektforløbet. Deltagerne blev bedre 

og bedre til at lytte til hinanden og give 

respons. 

Hun forklarer, at både gruppeformen og 

den mere individuelle form har været 

helt nødvendige i forløbet – ingen af 

dem har kunnet undværes. 

– I gruppen har de unge været ufattelig 

gode til at inspirere hinanden. 

Når nogle gik i stå, bad vi dem hjælpe

hinanden. Fælles brainstorm har også 

været et godt værktøj. Men undervejs 

blev forløbet mere individuelt, fordi det 

senere hen viste sig, at de unge ville 

i hver sin retning, og så fik gruppemodellen 

mindre vægt. 

– De blev naturligvis mere og mere 

optaget af, hvad de selv skulle. Hvad 

skal jeg? Det var det store spørgsmål 

– og så blev det mindre vigtigt at høre 

på, hvad de andre ville vælge. Men 

omvendt ville det være synd at lave et 

sådant projekt med en enkelt eller to 

deltagere. Her vil man mangle gruppen, 

hvor de virkelig gav hinanden god 

feedback, og tit tog de det, som deres 

venner sagde i gruppen, mere til sig 

end når vi formulerede det som medarbejdere, 

forklarer Ann-Lisbeth Højberg. 

Hun henviser til endnu en metode, 

som var i brug, den sokratiske metode, 

som fagpersonerne benyttede, når de 

fornemmede, at de unge gled af på at 

være medbestemmende og finde frem 

til et svar. 

– Metoden fremmer muligheden for 

refleksion. Den handler om at spørge 

ind til problemets kerne og blive ved 

med at spørge ind. Vi accepterede ikke 

svaret ” ved ikke”, men blev ved med 

at spørge. Her kan det være fristende 

at gå ind og forsøge at finde svaret for 

P R O J E K T F O R S P R I N G 


personen, men det er ikke tilladt. Det 

betød også, at det nogle gange tog rigtig 

lang tid. Man kunne så sidde med fornemmelsen 

af, at vi ingenting havde lavet, 

men sådan var det ikke. Det handler ganske 

enkelt om, at det tager meget lang 

tid, fordi de unge selv skal komme med 

beslutninger og forslag. De skal støttes og 

tilskyndes til at afprøve opgaver, som de 

måske i første omgang ikke troede sig i 

stand til. 

ICF-metoden 

En af de metoder, som WHO anbefaler 

er ICF-metoden, som projektet også 

benyttede sig af. ICF (International 

Classification of Functioning, Disability 

and Health) (se side 109) er både en 

klassifikation og en begrebsramme, 

hvor begrebsrammen skal sikre et universelt 

og neutralt sprog til at beskrive 

funktionsevnen hos den enkelte. 

ICF indeholder tre dimensioner: Kroppens 

funktioner, aktivitet og deltagelse. 

Metoden voldte nogle særlige problemer, 

fordi den på afprøvningstidspunktet 

endnu ikke var oversat til dansk. Det 

skabte stor usikkerhed om begreberne 

i metoden, men medarbejderne ser 

alligevel fordele i de muligheder, som 

ICF-metoden fører med sig. 

– På den ene side er der fortsat meget 

usikkerhed om metoden. Den er så ny 

og er, mig bekendt, ikke brugt andre 

steder til grupper med unge med fysisk 

funktionsnedsættelse. På den anden 

sige betød metoden, at vi fik en meget 

større bevidsthed om, hvor deltagernes 

funktionsnedsættelser var centreret og 

hvad funktionsnedsættelsen betød for 

de unge. Vi kunne se, at deltagernes 

personlige og kognitive kompetencer 

var en langt større barriere for dem, 

end vi først havde antaget. Vi har 

arbejdet med at lade de unge vurdere 

sig selv, selv om her normalt er tale om 

et fagpersonredskab. De tog utroligt 

godt imod det tilbud, og selv var jeg 

forbavset over, at vi ikke lå så langt fra 

hinanden i vurderingerne. De kunne 

vurdere sig selv i højere grad end forventet, 

forklarer Ann-Lisbeth Højberg, 

som samtidig understreger, at der 

ingen forskning er lavet på området. 

Handleplaner 

Udarbejdelse af handleplaner var også 

en metode, som projektmedarbejderne 

inddrog. Formålet har været at sikre, at 

den unge bliver inddraget i så mange 

beslutninger som muligt, der vedrører 

den enkelte, og at give deltagerne 

indsigt i, hvad en handleplan giver af 

muligheder og rettigheder. Formelt er 

Formålet med Projekt ForSpring i MarselisborgCentret (2001-2004) var at støtte socialt svage unge med nedsat funktionsniveau i 

at opnå en selvstændig voksentilværelse på egne præmisser. 

Målgruppen for Projekt Forspring var personer i alderen 18-25 år med fysisk funktionsnedsættelse. I medarbejdergruppen var de 

to fasttilknyttede henholdsvis ergoterapeut og socialpædagog. Som timebaseret medarbejdere var knyttet personer med andre 

former for faglig baggrund. 

Projektet begyndte i januar 2001, hvor der gennem litteraturgennemgang, studiebesøg og ideudvikling blev udarbejdet en nærmere 

præcisering af fokusområder og indhold. I begyndelsen af 2002 begyndte de første projektdeltagere. I alt deltog otte unge 

mænd i projektet i alderen 18 til 21 år. Alle havde varig nedsat funktionsevne i forskellig grad. Følgende diagnoser var repræsenterede: 

Spastisk lammelse, rygmarvsbrok og muskelsvind. Frem til maj 2004 forløb projektudviklingen i et samarbejde med de 

otte deltagere. Derefter er der blevet udarbejdet en rehabiliteringsmodel, og der er foretaget en afsluttende evaluering. Projektet 

er gennemført af MarselisborgCentret i Århus og finansieret af Socialministeriet via Satsreguleringspuljen. 

159

160 


Ergoterapeut Ann-Lisbeth Højbjerg, 

RehabiliteringsCenter for Muskelsvind 

det de kommunale myndigheder, der 

har ansvaret for at tilbyde at udarbejde 

og koordinere handleplaner. Men erfaringerne 

fra Projekt ForSpring er i dag, 

at den unge selv skal tage hånd om sin 

egen handleplan. 

– Mange af de unge var ikke klar over, 

at de har ret til en sådan handleplan 

– og at det ikke bare er noget, de 

skal overlade til deres sagsbehandler. 

De kan selv tage initiativ til at få den 

udarbejdet, og det arbejdede vi bevidst 

med. Deltagerne i Projekt ForSpring 

har således selv valgt at holde deres 

handleplanmøde, mens de har været 

i ForSpring, forklarer Ann-Lisbeth 

Højberg. Dette arbejde indebar også en 

række praktiske aftaler. Hvordan laver 

man en invitation, en dagsorden til 

mødet? I den forbindelse udarbejdede 

medarbejderne en skabelon, som deltagerne 

kunne bruge som tjekliste ved 

forberedelsen til handleplanmødet. 

– Skabelonen har udviklet sig undervejs, 

den har også været præget af, 

hvad de unge kom med af tilbagemeldinger. 

For eksempel ønskede de 

ikke nær så mange fagpersoner til at 

deltage i disse møder, som vi havde 

forestillet os. De satte deres personlige 

præg på møderne, og det blev meget 

anderledes, end vi som fagpersoner 

havde forestillet os, forklarer Ann- 

Lisbeth Højberg. 

Gang i for meget 

Handleplaner, COPM samtaler, evaluering, 

eksterne ophold, studieture, 

gruppearbejde, individuelt arbejde, 

fælles projektopgaver, rollespil. Alt 

sammen metoder, som har været sat i 

sving undervejs i Projekt ForSpring. 

– Hver gang en ny metode er blevet 

introduceret, har vi været grundige i 

forberedelserne og som medarbejdere 

har vi arbejdet meget med vores egen 

rolle. Hvor meget skulle vi skubbe på? 

Hvornår coacher vi? Hvordan motiverer 

vi de unge? Selv om man overlader 

mest muligt til deres eget initiativ, 

betyder det jo ikke, at vi har lagt vores 

faglighed på hylden, tværtimod. Den 

er i høj grad lagt ind i det her, forklarer 

Ann-Lisbeth Højberg. 

Hun fortæller, at man bevidst valgte, at 

der hos medarbejderne også indgik en 

person, som kunne være rollemodel for 

de unge, nemlig en erfaren person med 

funktionsnedsættelse. 

– De unge var, i kraft af deres alder, 

på mange måder ret tæt på hinanden, 

selv om ikke alle diagnoser var 

ens. Ved at inddrage en rollemodel, 

en mand, der var ældre end dem selv, 

kunne de få talt med én som kendte 

til deres problemer men som samtidig 

var kommet længere. Han kunne sige 

nogle ting til dem, som vi andre ikke 

kunne. De lyttede til hans erfaringer, så 

rollemodellen således blev et spejl for 

deltagerne. 

Udviklingen, og det at kombinere 

metoder på kryds og tværs, betød 

undervejs i Projekt ForSpring, at det i 

perioder kunne være ganske svært at 

bevare overblikket. 

– Det var da en risiko, at vi satte gang i 

for meget på én gang, men jeg oplevede 

generelt, at de unge sagtens kunne 

kapere det. De var virkelig imødekommende, 

de gik faktisk med til meget 

for vores skyld, og vi bestræbte os på 

jævnligt at holde stop-op dage, hvor 

vi så på, hvad der gik godt og hvad 

der gik skidt, det var med til at skabe 

overblik igen, forklarer Ann-Lisbeth 

Højberg, som også fremhæver skriftlighed 

som et nødvendigt redskab for 

både medarbejderne og de unge. 

– Det handler om hele tiden at huske, 

hvor vi er på vej hen. For de unge 

kunne det for eksempel være svært 

at huske, hvordan de havde haft det 

ved projektets begyndelse. Så er det 

vigtigt man kan gå tilbage og se, 

hvad der før er skrevet og at man har 

systematik og overblik over, hvor man 

er på vej hen. 

Evaluering 

BIKVA er en evalueringsmetode. som 

projektet lod sig inspirere af og delvis 

afprøvede. Her er hovedprincippet, at 

brugerne selv definerer, hvad de ønsker 

at evaluere. Erfaringen i projektet var 

dog, at dette ikke var nok. Medarbejderne 

måtte indarbejde supplerende 

spørgsmål for at få den særlige viden, 

de specifikt havde brug for, men som 

måske ikke var en del af de unges 

tankegang. 

Ann-Lisbeth Højberg har følgende råd, 

når det handler om evaluering: 

• Man bør evaluere hyppigt 

• Det er godt at bruge skemaer, som de 

unge kender i forvejen, idet genkendelighed 

gør det nemmere 

• Det er nødvendigt at evaluere på alle 

aktiviteter undervejs, for at sikre 

størst mulig brugerinddragelse. 

– Vi forsøgte os frem på mange 

måder, også ved for eksempel at 

afprøve stop-op dage i hvert kvartal, 

hvor evalueringen var mundtlig, men 

hvor en af medarbejderne skrev ned, 

hvad vi snakkede om. Andre gange 

arbej-dede vi kun med skriftlig evaluering, 

og noget evaluering var individuel 

mens andet var gruppebaseret, 

for de blev jo også inspirerede af at 

høre på hinanden. Vores erfaringer 

er, at det er vigtigt at evaluere hurtigt 

efter et forløb, især efter de eksterne 

ophold. Det nytter ikke at vente til

efter weekenden, for så har de unge 

allerede flyttet sig og kan ikke huske, 

hvad der er foregået. 

Lykkedes det? 

Ann-Lisbeth Højberg er ikke i tvivl i dag. 

Det lykkedes i høj grad at gøre de unge 

selv til aktive medspillere. 

– Ved det afsluttende interview har de 

understreget, at de har følt sig taget 

alvorligt, de oplevede, at vi lyttede til 

dem, og det viser, at det værdigrundlag, 

vi har haft som base, har kunnet 

fastholdes. Uden værdigrundlaget tror 

jeg, at vi let kunne være endt med at 

være alt for styrende som medarbejdere. 

Men som fagpersoner skal man tro på, 

at de kan og vil selv, og det kan sagtens 

kombineres med, at man kommer med 

et sæt metoder, som man anvender som 

værktøj. I dag taler man om ”brugerinddragelse” 

kontra ”brugerindflydelse”. 

For os at se er brugerinddragelse ikke 

tilstrækkeligt. At inddrage og lytte er ikke 

nok. Målet må være, at personen selv får 

en indre styrke til at skabe sig indflydelse 

R E H A B I L I T E R I N G S M O D E L L E N 


på, hvordan man vil have sit liv. Hvis det 

skal lykkes, skal man faktisk være så 

stærk, at man kan påvirke de systemer, 

der er omkring én. Mennesker med fysisk 

funktionsnedsættelse skal være virkelig 

stærke for at tage kampen op med det 

system, der omgiver dem. Der er faktisk 

mange barrierer at forholde sig til. Dem 

har vi valgt også at beskrive undervejs i 

projektet, i håb om at vi kan være med 

til at påvirke de mennesker, der laver den 

danske sociallovgivning, for vi tror ikke 

altid, de er nok opmærksomme på de 

problemer, denne gruppe har. 

Inddrag brugerne 

En af de vigtigste erfaringer, som Projekt 

ForSpring giver videre til andre fagfolk er, 

at de skal være mere opmærksomme på 

at give brugerne indflydelse, hvor det er 

muligt. 

– Rundt omkring foregår der alt for 

mange ting, som er rutiner og sædvaner. 

Medarbejderne tror, at det er den måde 

man skal gøre det på, og så glemmer 

de at finde ud af, om det nu også er 

brugernes interesse, mener Ann-Lisbeth 

Højberg. Hun erkender, at brugerinddragelsen 

er krævende, men det handler om 

i første omgang at blive bevidst om det. 

– Vi blev selv overraskede flere gange 

over den drejning tingene kunne tage, 

og det viser blot, hvor vigtigt det er at 

finde ud af, hvad brugerne gerne vil, de 

kan inddrages meget mere end man tror. 

Jeg ved i dag, at hvis man finder ud af, 

hvor brugernes motivation er, så er der 

meget større sandsynlighed for, at de 

rykker sig og bliver deltagende. 

Rådet til brugerne fra Ann-Lisbeth Højberg 

lyder: 

”I skal være aktivt deltagende, tage et 

medansvar!” 

– Mange bliver lullet ind i en meget 

passiv rolle, og det kan betyde, at de slet 

ikke registrerer de tilbud om medindflydelse, 

som de får. Vi skal stille krav til 

brugeres aktive deltagelse, det er vores 

erfaring, at det bliver positivt modtaget, 

siger hun. 

Resultatet af ProjektForsprings metodemæssige udvikling er samlet i en rehabiliteringsmodel samt en række anbefalinger. 

Man kan vælge at bruge hele modellen eller blot enkelte metoder fra modellen, sammensat efter behov. Der er tale om 

en fremadrettet model, hvor målet er øget selvstændighed. Det er ikke en liniær model, men derimod en dynamisk model, 

som aldrig har én rigtig vej, som alle skal følge. 

I projektets rapport fremstilles modellen som tre cirkler med deltagerne i centrum. Uden om ligger værdigrundlag og 

menneskesyn, som omgives af metode og faglighed, som igen omgives af aktiviteter. 

Se modellen på www.marselisborgcentret.dk 

Følgende eksempel, forklaret af Ann-Lisbeth Højberg, viser hvordan man kan arbejde ud fra modellen: 

– Et ungt menneske har et bestemt ønske, han gerne vil have afklaret, nemlig hvordan kan han få råd til at bo for sig selv, og 

han har brug for at få afklaret sin økonomi, hvis han skal bo alene. For at afklare hans situation starter vi i modellens centrum, 

hos brugeren. Når vi så går ud i 1. cirkel handler det om værdier – og det betyder, at han skal være aktivt deltagende i det her. 

Han er en unik person, og selv om vi som medarbejdere har erfaringer for, at andre unge har gjort sig de samme overvejelser, 

skal vi stadig finde ind til lige præcis det, som er rigtigt for ham. 

Næste cirkel handler om metoder og faglighed. Den unge mand i eksemplet er meget uselvstændig, metoden går ud på at 

støtte og vejlede ham inden for ”nærmeste udviklingszone” – det vil sige at stille udfordringer for ham, som er så vanskelige, 

at han oplever en sejr, hvis han mestrer opgaven, men samtidig må de ikke være større end at risikoen for at fejle er minimal. 

I eksemplet skal han stille sit budget op, han skal også have kontakt til sin sagsbehandler. Det handler om at skubbe ham lidt 

mere, end han selv tror han kan magte. 

Den 3. cirkel hedder aktiviteter, og her afprøver han den samtale, han står over for at skulle have med sin sagsbehandler i 

form af et rollespil, hvor andre går ind og agerer sagsbehandler og for eksempel hans forældre. 

161

162 


Nu giver jeg ikke op så let 

Interview med Christian Grundvad 

Sørensen, deltager i Projekt Forspring 

– Jeg er blevet bedre til at tackle konflikter 

og selv sige fra, hvis der er noget, jeg 

ønsker ændret, for eksempel i forhold til 

mine hjælpere. 

Meldingen kommer fra Christian Grundvad 

Sørensen, 23 år og gennem næsten 

to år deltager i et metodeudviklingsprojekt 

for unge med nedsat fysisk funktionsevne, 

Projekt ForSpring på Marselisborg- 

Centret i Århus. 

Målet med projektet var, at de unge 

skulle lære i højere grad at leve et 

selvstændigt liv. 

– Det har også holdt stik. Jeg fik prøvet 

en masse ting af og har senere kunnet 

indføre nogle nye måder at klare hverdagen 

på. Tidligere kan man vel sige, at 

jeg var lidt for god til at give op! Det har 

altid været svært for mig at klare mig, i 

skolen for eksempel, men efter Projekt 

ForSpring har jeg fundet ud af, at jeg 

faktisk læser udmærket og kan overkomme 

at læse mere, end jeg troede. 

Så jeg synes bestemt, det har modnet 

og udviklet mig meget at være med. Jeg 

giver ikke op på så let, som jeg gjorde før 

i tiden. 

Christian har haft muskelsvind siden han 

var fem år, han er helt afhængig af sin 

el-kørestol og af de hjælpere, han har 

ansat døgnet rundt. Han bor i egen lejlighed 

i samme hus som sine forældre, 

og det står på hans liste over ønsker om 

forandringer at finde sig en bolig som i 

højere grad er hans og ikke helt så tæt 

ved hjemmet.

– Vi er alle blev mere udadvendte, bedre til at 

tage kontakt, bedre til at tale med andre mennesker. 

– Men i Projekt ForSpring er jeg blevet 

mere afklaret på, at det skal være i 

dette her område af Århus Syd, som jeg 

kender og er fortrolig med, for det er 

her jeg har mine venner. Desuden ønsker 

jeg ikke at flytte til noget, der er for 

institutionsagtigt, for så bliver man for 

alvor sat i bås. Jeg vil også gerne bevare 

den frihed jeg har i dag, for eksempel 

med egen bil, som jeg ikke skal dele 

med andre, forklarer Christian. 

Flytteplanerne har da også været stillet 

helt i bero, mens han har været på et 

højskoleophold sidste år, og lige nu 

ligger de stille, fordi han i foråret 2005 

været meget syg i flere omgange. 

– På én måde er jeg for tæt på mine 

forældre, men det er også rart, at min 

mor er her lige ved siden af. Jeg kan 

altid få fat i hende, så det har også 

noget godt i sig, siger Christian, med 

henvisning til det dilemma, der ligger 

i gerne at ville være mere selvstændig 

men stadig have behov for tryghed. 

Selv tage styring 

På Projekt ForSpring lå det indbygget, at 

de unge deltagere skulle bestemme så 

meget som muligt selv. Selv tage styring, 

selv tage stilling. Det var både udfordrende 

og hårdt, husker Christian. 


– Vi fik lov at styre helt fra begyndelsen. 

Af og til føltes det næsten som lidt for 

meget deltagerindflydelse, fordi vi jo 

også hele tiden skulle blive enige om, 

hvem der nu tog det næste initiativ. 

Det måtte vi så lære at skiftes til, og 

vi var nødt til at diskutere meget. 

Undervejs fandt vi ud af, at vi ønskede 

mindre gruppearbejde og mere individuelt 

fokus. Gruppearbejdet fungerede 

godt, når vi var på ture, men hjemme 

på centret havde vi brug for at arbejde 

individuelt. 

Projektets kerne var netop, at der ikke 

lå nogen færdige opskrifter på, hvordan 

forløbet skulle være, tværtimod var 

det vigtigt at finde og udvikle metoder, 

der fremover kan hjælpe andre unge 

med fysisk funktionsnedsættelse til at 

komme i gang med et voksenliv, som 

de fleste andre jævnaldrende uden 

handicap har. 

Christian forklarer, at gruppen af unge 

hele tiden var klar over sigtet med projektet, 

og han havde ingen problemer 

med at være forsøgskanin i forhold til 

forskellige metoder. 

– Nej tværtimod. Metoderne viste os, 

hvad der rent faktisk kan være svært, 

og hvad vi har problemer med i vores 

udvikling. For nogle var det sociale det 

Der skete virkelig noget med os undervejs. Tit kan man ikke se det selv, måske ikke før langt senere. Men omgivelserne lagde mærke til det 

– for eksempel, at vi alle blev mere udadvendte, forklarer Christian Grundvad Sørensen, deltager i Projekt Forspring 

sværeste, det gjaldt ikke i så høj grad for 

mig. Derimod vidste jeg, at jeg havde 

problemer med at kontakte systemet, 

for eksempel sagsbehandlerne 

og få ordentlige aftaler, og jeg har 

også haft store problemer med at være 

direkte over for hjælperne og håndtere 

konflikter. 

Mødet med systemet 

Begge dele arbejdede Christian med 

undervejs i projektet. 

– Det med sagsbehandlerne var og er 

virkelig svært. Jeg har haft to, som ikke 

har været gode, de har ikke forstået 

min situation men derimod misforstået 

mange ting. På det punkt er jeg stadig 

nødt til at lære at være meget aktiv. 

Nu har jeg fået en ny, som jeg ikke 

har mødt endnu, men jeg skal have 

organiseret et møde her hos mig på et 

tidspunkt. 

Et andet eksempel på mødet med 

systemet, hvor det gælder om at stå 

fast, er når man har problemer med sin 

kørestol. 

– I dag er det system med vedligeholdelse 

af el-kørestolene overgivet til Falck. Det 

er dem jeg skal kontakte, når jeg har 

problemer, for eksempel da en printplade 

gik i stykker. Men virkeligheden er, 

163

164 


at de ingenting ved om den her form for 

elektronik. Det er den slags, som man 

hele tiden skal ind og kæmpe med, og 

det kræver initiativ. 

Christian har de sidste to-tre år haft sit 

eget hjælper-system med tre fuldtidshjælpere 

på hverdagene og et andet 

hold (studerende) som weekendvagter. 

– Her har projekt Forspring gjort, at jeg 

har kunnet prøve nogle nye initiativer af 

for bedre at forklare mig over for hjælperne. 

Nu har jeg for eksempel selv lavet 

et skema over rengøring og tøjvask, som 

de kan følge. Det er systemer, som gør 

det nemmere for mig at uddelegere, 

hvis jeg gør det skriftligt. Jeg har også 

lært at tackle konflikter med hjælperne 

og være mere direkte over for min familie. 

Jeg kan sige til dem, hvordan jeg har 

det, og det gør det jo lettere, hvis noget 

skal ændres. 

Forandringer og fremtid 

Helt konkret lærte Christian også på projekt 

ForSpring, hvordan han kunne blive 

bedre til at instruere sine hjælpere. 

– Mange unge falder let i den fælde, at 

de bare overlader alt til hjælperens eller 

forældrenes initiativ, de behøver slet ikke 

sige noget selv. Men undervejs i projektet 

lærte vi, hvad der sker, hvis man ikke selv 

tænker aktivt med i planlægningen og selv 

åbner munden. For eksempel gik der flere 

timer en aften, før vi fik mad, fordi ingen 

havde instrueret hjælperne i, hvilken mad 

der skulle laves og hvordan. Og aftalen 

var, at de ikke skulle gøre noget, hvis vi 

ingenting sagde. Det har jeg lært meget 

af. Den personlige udvikling sker i høj grad 

også, fordi man lærer af de fejl, man begår 

undervejs. 

Christian satte sig blandt andet som et 

fremtidsmål, at han efter Projekt For- 

Spring ville på højskole. Det har han også 

gennemført og været 10 måneder på 

Egtmont højskolen i Hov. 

Et andet mål, han nu har sat sig er, at han 

ønsker at engagere sig i frivilligt arbejde i 

en eller anden form for handicaporganisation. 

Derfor skal han på kursus om at være 

frivillig for at øge sit kendskab til området. 

Han er også med i en netværksgruppe 

for unge mellem 18 og 25 år med fysiske 

eller psykiske handicaps. Et af de næste 

mål for netværksgruppen er at arrangere 

en fælles rejse til Holland. 

Christian peger på, at noget af det, 

som var virkelig vellykket i Projekt Forspring 

netop var, når gruppen fik lov at 

arrangere fælles rejser og ekskursioner, 

blandt andet en 10 dages tur til Litauen. 

– Dels så vi, hvor anderledes en kultur 

kan være for de handicappede, for 

eksempel blander man i Litauen psykisk 

og fysisk handicappede i én pærevælling, 

og generelt har de langt vanskeligere 

forhold end vi har. Dels lærte vi, hvor 

krævende det er at arrangere den slags 

rejser. Hvor utroligt meget man skal 

huske, når man planlægger, fortæller 

Christian. 

Direkte dårlige erfaringer med projektet 

har han ikke, men han peger på, at det 

til tider var uklart, hvordan hjælperordningerne 

skulle fungere undervejs i 

projektet, og så var det nødvendigt at 

projektlederne fik erfaringer med, at det 

er virkelig tidskrævende at være fysisk 

handicappet. 

– De fandt da ud af, at alting tager 

meget længere tid, når man har et 

fysisk handicap og det kræver virkelig 

tålmodighed fra omgivelserne. Derfor 

går der meget tid med at vente, vente og 

vente, mens der bliver spist, ved toiletbesøg, 

vente på om vi ankom til tiden 

om morgenen! Det sidste lærte vi hen ad 

vejen, for det handler jo også meget om 

tilrettelæggelse af sin egen tid, erkender 

Christian. 

Lær at lytte 

Christian giver følgende råd til fagfolk, 

som fremover skal tilrettelægge lignende 

projekter for unge med fysisk funktionsnedsættelse: 

– I skal først og fremmest lære at lytte og 

være forstående over for de problemer 

og udfordringer, som I kommer ud for, 

og så altid huske at spørge brugerne. 

Hvad vil I gerne? Spørg os direkte, lad 

være med at spørge alle mulige andre! 

Generelt anbefaler Christian andre unge 

at sige ja til denne form for udviklingsprojekter. 

– Der skete virkelig noget med os undervejs. 

Tit kan man ikke se det selv, måske 

ikke før langt senere. Men omgivelserne 

lagde mærke til det – for eksempel, at vi 

alle blev mere udadvendte, bedre til at 

tage kontakt, bedre til at tale med andre 

mennesker. Det var godt, at vi nogle 

gang blev udsat for et vist pres, fordi det 

hele tiden rykkede ens grænser. 

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg nok er 

blevet ret overbeskyttet i mit liv. Men 

projektlederen sagde på et tidspunkt til 

os unge i projektet, at vi kan 10 gange 

så meget som vores mor tror og tre 

gange så meget , som vi selv tror – og 

det viste sig at holde stik.

Videnscenter for Bevægelseshandicap · MarselisborgCentret 

P. P. Ørumsgade 11, Bygn. 3, 2. sal · 8000 Århus C 

tlf 8949 1270 · fax 8949 1276 · vfb@vfb.aaa · www.vfb.dk 

ISBN 13 978-87-90306-17-5 

ISBN 10 87-90306-17-1

Metoder og dokumentation på handicapområdet - mod en - imeta.dk

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?