Nummer 80 (august 2010) - Landsforeningen af Patientrådgivere ...

Godt. Ja, men så vil jeg nu godt lige komme med en lille
personlig vinkling på det her.
Den 02.12. skulle vi have julefrokost i Rådet foruden at vi
skulle holde møde, eller møde efter julefrokost. Jeg måtte
desværre meddele, at jeg blev forsinket, fordi jeg skulle i
Retten. Det er den eneste gang i mit liv jeg har været tiltalt
for noget som helst og stået som anklaget i en retssag,
og det hænger sammen med, at jeg i maj måned sidste år
var indlagt i en akut psykotisk tilstand, jeg led af krigsparanoia.
Det er 2. gang jeg er blevet psykotisk i forbindelse
med at vi havde holdt verdenskongres i vores bevægelse,
første gang kunne jeg forstå det for da stod jeg selv for det,
det var i 2004, men her 2. gang forstod jeg det ikke helt for
da var det vores kammerater i Afrika, der var vært, så jeg
havde sådan set ikke det store arbejde, men jeg tror, at jeg
i Afrika blev udnævnt til at være grandfather dvs bedstefar
for vores spirende brugerbevægelse i mange afrikanske
lande, og det var måske det der gik mig til hovedet pludselig
at få, for det er en meget høj titel at få i Afrika at blive
udnævnt til grandfather for en hel bevægelse. I hvert fald
tog fanden ved mig da jeg kom hjem, jeg ende med en
indlæggelse på en lukket afdeling, nærmest frivilligt, fordi
der var noget politi der hentede mig på et hotel, hvor man
synes jeg var lidt underlig. OK jeg lod mig så aflevere. Da
jeg så bliver udskrevet efter en uges tid og får kopi af min
journal, så læser jeg minsandten i journalen at overlægen
på afdelingen han har meldt mig til politiet med en påstand
om, at jeg skulle have truet ham på livet. Jeg skulle
have sagt til ham at jeg ville henrette ham, – jeg henretter
dig eller noget i den stil, og det skulle jeg have sagt til ham
på et tidspunkt, en times tid eller to timer før jeg fik et ordentlig
skud Cisordinol Accutard, – som I jo ved Cisordinol
Accutard tager simpelthen ens hukommelse baglæns. Jeg
kan ikke klart gengive hændelsesforløbet, så jeg kunne
jo ikke påstå fuldstændig firkantet eller hårdnakket,at jeg
ikke havde sagt sådan noget, men jeg troede nu ikke at jeg
havde sagt det for jeg har aldrig truet folk på den måde,
uanset hvor sindssyg jeg har været. Jeg har nok nærmere
sagt: I vil henrette mig fordi jeg led af krigsparanoia og
overlægen her gik rundt i sådan nærmest militær lignende
uniform, beklædt i sådan jæger tøj, når han er på arbejde,
men det er endt i retten, jeg bliver afhørt af politiet og får
at vide at det skulle jeg da ikke tage alvorligt, den læge var
kendt med et stort alkoholmisbrug ved det lokale politi
osv osv., men så ender det alligevel med en retssag, men
jeg tager mig så sammen og får klaget til psykiatridirektøren
i regionen i Region Syddanmark og vores psykiatridirektør
har tidligere siddet i psykiatriledelsen i det gamle
Århus Amt og har været sygeplejerske i mange år og sådan
humanistisk indstillet, så hun gik i brechen for mig,
så psykiatriledelsen forsøgte at få stoppet sagen, men det
kunne de ikke fordi anklagemyndigheden havde valgt at
rejse tiltale, så det ender med at jeg skal i retten og den der
fjumrede psykiater han kommer hoverende ind og tror, at
nu skal han få mig ned med nakken. Da så min forsvarer
begynder at spørge uddybende til at lægen her har tilladt
86 LPD · avisen · TEMADAGE PÅ CHRISTIANSBORG
at skrive i min journal, at jeg jo er kendt for mine negative
og kritiske holdninger til psykiatri og antiparti imod medicinering
osv. Da min forsvarer begynder at spørge ind til
det så begynder han at uddybe hvorfor han synes jeg var
et dumt svin, fordi jeg havde nogle kritiske holdninger til
psykiatrien, og jo mere han uddybede det jo mere til grin
blev han jo, så det hele ender med at jeg bliver frikendt,
dog på de præmisser at man mente, at det var bevist at
jeg skulle have sagt sådan. Man hæftede altså tillid til lægen,
selvom han var ikke særlig tillidsvækkende om jeg
nok havde sagt sådan, at jeg ville henrette ham. Men det
mente dommeren og domsmændene så at det måtte man
altså kunne stå model til, hvis man arbejder på en lukket
afdeling og får hamrende sindssyge patienter ind, og på
den måde kan man sige, at det er en meget god afgørelse,
fordi den kan danne lidt præcedens selvom det kun er i en
byret. Men sådan noget er interessant og som jeg synes I
også skal være opmærksomme på, også hvis I kommer til
at rådgive folk, der står overfor at skulle i retten. Det er jo
alment kendt og jeg mener at vi har jo i mange år ført en
polemik med lægerne om hvad ligger der bag tallene. Jeg
ved at I, i går blev præsenteret for noget – en eller anden
form for undersøgelse – om at der skulle være flere og flere
kriminelle sindssyge. Jeg har i alle årene sat spørgsmålstegn
ved, om det nu også holder stik, passer det. Er det en
korrekt beskrivelse af virkeligheden, at der er flere og flere
psykisk syge, der begår kriminalitet. Jeg mener ikke vi har
nogen dokumentation for det. Vi har dokumentation for at
flere og flere bliver dømt til behandling. Men i min dialog
med vores psykiatridirektør i Region Syddanmark, da bekræfter
hun overfor mig, at for måske 15 år siden, da var
man enige om i psykiatriledelsen i det gamle Århus amt,
at nu ville man bevidst begynde at anvende straffelovens
bestemmelse om at få besværlige patienter ind under
det her regimente med behandlingsdomme, det var en
bevidst strategi, det har hun erklæret overfor mig. Og nu
kunne hun godt se, at nu er man gået for langt fordi den
kommer jo samtidigt med at man har indført no tolerance
politik i de faglige foreninger og at man tror, at hver gang
nogen har sagt noget grimt til en læge, så skal det anmeldes
til politiet. Så jeg mener vi har tal og vi har statistikker
der bekræfter at en stor del af – en væsentlig og en stor
del af stigningen i antallet af behandlingsdømte skyldes
domme for hændelser, der udspiller sig under indlæggelse
og under ophold på socialpsykiatriske institutioner
fordi man er meget restriktive og man anvender meget og
man bruger efter min bedste overbevisning straffeloven
som disciplineringsmiddel.
Så vil jeg lige kort – hvor lang tid har jeg igen?
Så vil jeg lige kort prøve at ridse op for jer, hvorfor det er at
jeg mener at denne her konvention bør være normgivende
og bør være det vi måler holdninger og praksis og lovgivning
op imod. Den er nem at få fat i, den er udgivet og
findes på nettet og er udgivet i denne her trykte form af
det Centrale Handicap Råd, og i øvrigt lige nu vi er ved det