Nummer 80 (august 2010) - Landsforeningen af Patientrådgivere ...

fået en tvangsbolig efter Serviceloven, de er jo også administrativt
frihedsberøvet, så vi har sådan forskellige steder.
Så har vi valgt, at vi ikke fører tilsyn med plejesteder der
er private hjem, så der går vi meget tæt på de tilsyn, som
kommunen har, sådan at vi går ind og fører til tilsyn med
tilsyn og så samarbejder vi meget med Ombudsmanden,
sådan at vi ikke lige kommer på de samme steder lige efter
hinanden, for begge instanser har begrænsede ressourcer,
så det er jo ikke nødvendigt at vi fører tilsyn på den samme
afdeling, så de får 2 tilsyn på et år, mens der måske kunne
gå 8-10 år mens andre afdelinger ikke får tilsyn, så vi har
sådan nogle fælles aftaler om, hvordan vi gør.
Når vi så kommer ud, så opfører vi os måske ret gammeldags.
Kort beskrevet, det vi registrerer er det vi ser, hører
og lugter og det kan være lidt mærkeligt at vi tager alle
sanserne i brug, men det er faktisk ikke uinteressant at
komme på behandlingssteder, hvor der stadig lugter som
et herrepissoir, fordi der ikke er toiletter nok eller ikke rengøring
nok, eller det lugter af gammel hygiejne, der lugter
af støv eller gammel mad, fordi det er lukkede enheder
mange steder og derfor er der ikke ordentlig ventilation,
og tidligere lugtede det også massivt af røg, - det gør det
så ikke længere. Jeg er faktisk dybt imponeret over de
mange røgfrie steder, som vi kommer til. Så vi tager sanserne
med i brug på bedste gammeldags husmoder vis,
er der friske blomster, hænger malerierne pænt, er der
udsmykning, er der rent, er der nobelt, lugter der på vaskestuen
og andre steder og er der kaos på afdelingerne,
eller er det en total rømmet enhed for udsmykning. Og
så spørger vi så ind alt efter ud fra det vi ser, så vi får jo
meget at vide ved at spørge. Vi har sådan en tjekliste vi
gennemgår, sådan at det vi spørger om på stedet, det er
det vi kan nå på stedet, men vi følger også op bagefter
med at sende spørgsmål. Sidst vi var på tilsyn tror jeg at
det ene sted vi besøgte tror jeg fik 22 skriftlige spørgsmål
efter vi kom hjem, hvor vi siger, at det vil vi gerne have at
I lige forholder jer til, fordi vi kan jo ikke bare kan komme
ud og interviewe folk på stedet og regne med at vi får det
bedste svar, – nogle gange skal man jo tænke sig om, og
nogle gange skal man også udarbejde noget statistik til de
spørgsmål vi har med at gøre. Så taler vi selvfølgelig også
med de konkrete personer, der ønsker at tale med os. Ved
et anmeldt besøg er de jo forberedt på at vi kommer, og
da har de også gjort opmærksom på, at de vil tale med os.
På et uanmeldt besøg starter vi med at sige hvem vi er, og
så beder vi dem om at fortælle patienterne, at vi er kommet
på et uanmeldt besøg, og dem der ikke ønsker at vi
skal hilse på dem de må gerne fortrække sig, og dem der
gerne vil tale med os kan så gøre det i slutningen af besøget,
så de lige har sorteret op på, at vi nu er der.
Det kan godt ske, at vi har fået nogle henvendelser om
stederne, vi får faktisk en del henvendelser, og nogle af de
henvendelser bliver så ophøjet til at vi siger, at næste gang
vi skal på tilsyn bliver det nok derhenne. Så vi har sådan
en officiel plan og så har vi en hemmelig plan. Vi kan godt
70 LPD · avisen · TEMADAGE PÅ CHRISTIANSBORG
have en officiel plan om hvor vi kommer hen på anmeldt
besøg, men det er altså lidt svært at have en officiel plan
om, hvor vi vil hen på uanmeldt besøg, så vi har sådan ligesom
en kalender for os selv og så en kalender andre godt
må kigge med på.
Og hvad er det så vi ser efter. Jo vi ser efter det der i princippet
hedder noget om god sygehusstandard, hvis det er
en psykiatrisk afdeling og det er jo noget om enestuer og
så alle de der husmorting og almindelig god standard på
forskellige ting, men vi ser også på, om man bliver informeret
om sine rettigheder, fordi det synes vi er meget vigtigt
for vi må ikke tage stilling til om en beslutning, om en
tvangsforanstaltning er korrekt eller forkert, det har man
jo klagesystemet til og domstolene til, men det er vigtigt,
at folk der er frihedsberøvet at de kender under hvilke betingelser
de er der, hvem kan de kontakte og hvordan skal
forholdene være.
Så spørger vi også om der er en husorden, for det skal
der faktisk være i dag, og så går vi også ind bagefter, lidt
i interviewform på stedet, men også når vi kommer hjem,
og så snakker vi om var der nogle ting vi så, som vi synes
der var for restriktive, var det lovmedholdeligt eller var det
ikke lovmedholdeligt, eller var det for skærpet. Det kan
være noget med sengetider for de unge, hvornår lukker
man ned på om man må have sin mobiltelefon eller bliver
den taget allerede kl. 6 eller bliver den først taget kl. 22. Vi
oplever mange sjove ting, når vi kommer rundt og vi går
ikke ind på stedet og tager stilling til noget, men vi undrer
os højlydt og spørger ind til noget.
Den måde vi kontaktes på bliver selvfølgeligt lidt mere per
mail, men i høj grad per brev men også nogle gange per
telefon. Vi har nogle enkelte pårørende, som beder om at
komme i foretræde for Udvalget, hvor de fortæller og der
prøver vi så at sige: »Pas nu på. Vi kan jo ikke tage stilling
til din konkrete pårørendes sag, men vi kan finde nogle
principper i den, og så er det det vi forholder os til«. Men
vi synes også, at det er lidt vigtigt, at selvom vi ikke er en
klageinstans kan vi godt være en ventil for at høre, hvad
det er folk har at fortælle på stedet. Også fordi under klageinstansen
har man jo ikke det personlige foretræde, og
så siger vi, jamen det er der jo en tradition for her i huset
at borgerne kan få foretræde for et politisk udvalg, så kan
de selvfølgelig også få foretræde for paragraf 71 udvalget,
og bare de kender betingelserne, så har vi i hvert fald ikke
oplevet, at det ikke går godt nok. Men nogle af de meget
komplekse sager har vi faktisk haft glæde af, at borgerne
har været her i foretræde, hvor vi så også lidt mere dialogbaseret
kan tale om nogle ting.
Så kan det også være systemerne, der kontakter os, det
kan være en afdeling, det kan være en tilsynsvirksomhed,
der siger,: er det nu rigtigt?, eller det kan være en organisation,
en interesseorganisation eller andre der gør os
opmærksomme på noget.