Nummer 80 (august 2010) - Landsforeningen af Patientrådgivere ...

strere tvang. Dansk Psykiatrisk Selskab siger nej, det har
intet at gøre med det, for der er ikke nogen sammenhæng
i forhold til om man er blevet bedre til at registrere om antallet
af tvang stiger. Og derfor er vi så kommet med et
bud der hedder, vi vil halvere tvangen indenfor de første 3
år fra et regeringsskifte nedbragt og det kan man faktisk
gøre ved også at gå ind og sige, hvordan kan man – altså
kan man lave de her gennembrudsprojekter – hvor man
kan se, at der var et rigtigt stort resultat af det, helt ned til
75% af nogen af afdelingerne hvor tvang faldt. Der er også
afdelinger på Rigshospitalet hvor man nærmest ikke bruger
tvang. Det er den ene del, det andet er at hvis man skal
gå ind for alvor og gøre noget i forhold til psykiatrien så
skal man knække den kurve der hedder hvordan vi kan
producere mindre rets psykiatriske patienter. Det bliver
også et af de områder vi skal arbejde med næste år, har vi
aftalt blandt ordførerne, at vi ved det er et problem i dag,
altså jo flere retspsykiatriske patienter der kommer, jo
mere bliver systemet også belastet, men idag er det bare
desværre sådan at hvis du midt i en psykose slår efter nogen,
så kan du faktisk risikere at få en behandlingsdom og
der er jo klart, det hjælper jo ligesom ikke på afstigmatisering,
så har man altså en behandlingsdom hængende over
hovedet og så kører den derudaf igen, og den skal vi kunne
finde ud af at knække. Og vi begyndte også at tage kontakt
til Justitsministeren for at finde ud af, kan man kigge
på de her behandlingsdomme, kan man se på det på en
anden måde, kan det løses anderledes og så er der jo hele
pårørendeinddragelsen. Hvis man ser i udlandet så kan
man også se, at der er et rigtig godt resultat, når man inddrager
netværket omkring patienten, tilbagefaldet og
genindlæggelserne, tvangsindlæggelserne falder faktisk
fx for skizofrene helt ned til 9% hvor den ellers er oppe på
40% hvis man ikke inddrager pårørende, og det kender jeg
faktisk også fra min egen situation. Jeg kan huske en dag,
hvor min storebror prøvede at begå selvmord, og jeg blev
så ringet op, jeg var på det tidspunkt ansat i en børnepsykiatrisk
afdeling og fik at vide, at nu havde han prøvet at
begå selvmord og hele vejen derud så tænkte jeg, at det er
jo nok fordi at jeg kom for sent til vores sidste aftale, eller
det var nok fordi at jeg havde ikke taget telefonen da han
ringede. Man sidder jo som pårørende fyldt med skyld og
skamfølelse, og da kan jeg huske da vi kom derud – han
havde taget rigtig rigtig mange Panodil’er – så blev han jo,
så siger de jo, dem som er derovre at for det første har de
jo tavshedspligt, det er godt nok os der har kørt ham ind.
De har tavshedspligt og så siger min far, men vi ved jo
godt, hvad det handler om. Nåh men så efter et stykke tid
så lykkes det også at overtale plejepersonalet, at vi kender
faktisk situationen, det er ikke nyt for os. Og så kan jeg huske
det der med – mine forældre, de er ikke så gode til
dansk, så spurgte lægen: er der en der kan oversætte her,
så meldte jeg mig. Så stod jeg der og oversatte samtidigt
med at jeg tænkte, jeg skal bare ikke græde. Det er ikke nu
jeg skal græde, for det er jo mange informationer man får
at vide, det er ikke sikkert han kan overleve, kan du ikke
lige oversætte det – jo, så oversætter man det og tænker i
66 LPD · avisen · TEMADAGE PÅ CHRISTIANSBORG
sit eget hoved, men jeg har jo også nogle spørgsmål og vi
ved jo at patienter med anden etnisk baggrund i psykiatrien,
det er virkelig stigende og det hænger jo også sammen
med at der skal gå rigtig lang tid før man tænker, at
man måske hører stemmer, tit, desværre er det også i psykiatrien
at man går ud fra, at det måske er deres kultur, der
er årsag til at de går og terroriserer måske en hel del bydel.
Det kan jeg huske da jeg arbejdede med flygtninge og
indvandrere på Nørrebro, at det var først da Ali slog nogen
ned at man tænkte, at han kunne være sindslidende, men
det der bare skete med min storebror, dengang det var jo
at vi blev sendt hjem. Jeg tænkte – yes, nu kommer der en
psykiater, og så kan man se, at han er syg, så bliver min
storebror ligesom før. Det gjorde der ikke. Der kom en psykiater,
som sagde han fejler ikke noget, så vi tog ham med
hjem efter 3 dage og lavede et skema over hvem der skulle
være fast vagt på ham. Og grunden til at jeg nævner det
her eksempel er jo – det tog mig jo lang lang lang tid, at
fortælle om det her – jeg kan huske, at da jeg arbejdede i
distrikts psykiatrien så sagde jeg til min afdelingssygeplejerske:
jeg skal til en lægesamtale om min storebror og det
er fordi min storebror er lidt psykisk syg, men du skal ikke
sige det til nogen. Og så sagde min afdelingssygeplejerske,
stop lige en gang, ikke. Du arbejder med de her mennesker,
hvis selv du holder det skjult, hvordan skal vi så
bryde det her tabu, og det er faktisk rigtigt og det gør jo, at
man som pårørende sidder og bliver betragtet som en belastning,
men ikke som en ressource og man møder den
modstand også fra systemet af, så forstærker man også
hele den tabuisering af sindslidende og det kan jo ses efterfølgende
den måde vi prioriterer psykiske lidelse på.
Hvis folketinget er repræsentativt for befolkningen – det
siger vi jo de er, ikke – er der 34% ude i befolkningen som
er pårørende, så er der også 34% her i folketinget som er
pårørende til en sindslidende. Hvis nogen stod frem – og
der var flere der stod frem – og sagde det, så kan jeg love
jer for at psykiatrien stadig ikke – at man sad og fedtede
rundt med psykiatrien med SATS pulse – så havde det heller
ikke været den eneste lidelse, som er på SATS pulje,
hvor alle andre – prøv at forestille jer hvis kræft patienter,
kræft behandlingen i dag i Danmark skulle finansieres af
puljer, det kunne man aldrig drømme om, men det gør
man fordi det hele tiden handler meget om skyld og skam,
som en af de vigtigste visioner, som jeg håber vi kan få
skrevet i regeringsgrundlaget, det bliver kun en sætning,
at målsætningen skal være at man kan komme sig, hvis de
kan skrive det ind, at målsætningen skal være at man kan
komme sig, så vil der også være en behandling, der gør, at
vi ikke vil parkere 4 unge under 40 år hver dag på førtidspension,
som har en sindslidelse. 4 unge om dagen under
40 år, hvor vi siger til dem, vi har opgivet jer, vi forventer
ikke noget af jer mere, nu er i parkeret der og nu kan I passe
jer selv og vi kan passe os selv. Når man ved at gentagne
fagfolk siger, jamen de kan behandles, de er ikke psykotiske,
de kan behandles, selv skizofrene kan komme sig. Det
er jo klart, at når man ikke prioriterer det, men der er en
aldersbegrænsning på depressionsbehandling, hvis du er