Nummer 80 (august 2010) - Landsforeningen af Patientrådgivere ...

Ja, så er vi den hyggelige situation, at vi er lidt forud for
tiden, og det havde vi også håbet på, fordi det betyder at
vi nu får mulighed for at de radikales psykiatriordfører
kan få lov at komme på talerstolen, og få lov at komme
med et indlæg omkring sit bud på tingene, vær så god
Anne Marie Geisler.
Anne Marie Geisler
Tak, ja jeg hedder Anne Marie Geisler Andersen og jeg er
ny psykiatriordfører for Det Radikale Venstre, jeg har været
medlem af folketinget i et halvt år. Jeg var oprindelig ikke
på programmet, så jeg har ikke forberedt det store forkromede
oplæg, men jeg vil meget gerne fortælle jer, hvad
jeg tænker om det emne, der er på dagsordenen i dag,
nemlig holdninger til psykiatrien og til mennesker med
psykisk sygdom. Jeg er gået ind i politik, fordi jeg gerne vil
slå et slag for psykiatrien, og den dag jeg fik at vide, at jeg
kom i folketinget, da gik det op for mig, at jeg også selv er
underlagt det tabu, som der hersker omkring det at have
en psykisk sygdom. Jeg bilder mig jo ind, at jeg er meget
åben omkring det, jeg er vokset op med en far, der lider af
depressioner, har gjort det i rigtig mange år og har været
indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling, og har prøvet at
tage sit eget liv. Har taget, ja altså, han har været rigtig rigtig
syg og det har jeg lært efterhånden at åbenhed var vejen
frem for mig, både for – ja, i min familie, det at man kan
snakke om det, det gør det meget lettere, og lære at leve
med en psykisk sygdom, og også i forhold til andre, det at
man kan være åben på sin arbejdsplads i forhold til kollegaer
og venner, det gør, at man kan få noget støtte, som
man ikke ellers ville kunne få, bare herinde på Christiansborg,
det er jo et meget hektisk arbejdsmiljø, der er, og der
kan jeg mærke, at det at jeg kan sige til mine kollegaer,at
jeg har det med mig i bagagen som jeg har, det gør det lettere
for mig at fungere, fordi jeg har bedre mulighed for at
passe på mig selv, det er mere legitimt at komme og sige,
at i dag har jeg bare brug for at blive i sengen, det kan jeg
mærke. Jeg tror på at åbenhed er vejen frem, men alligevel
– da jeg så fik at vide at jeg skulle i folketinget – da ramte
tvivlen mig, og da begyndte jeg at tænke om jeg stadig
kunne være åben, fordi hvad ville folk så ikke tænke, altså
ville folk stemme på mig, hvis de vidste, at jeg også lider af
depressioner. Ville de bare tænke, at jeg er nok for svag, og
jeg kan nok ikke holde til livet herinde. Jeg gjorde mig rigtig
mange overvejelser, men jeg endte med at konkludere,
at jeg ville synes det var absurd, hvis jeg gerne vil kæmpe
for at gøre op med det tabu, der er omkring psykisk sygdom
og hvis jeg ikke så selv kan gå forrest og sige, at jeg
har det med mig i bagagen, som jeg har, og at jeg også
selv lider af depressioner, så det besluttede jeg mig for at
gøre og nu må vi jo så se hvad det fører til. Men jeg kunne
godt tænke mig at være med til at gøre op med den opfattelse
der er af mennesker med psykisk sygdom. Jeg tror
at mange mennesker, når man tænker på folk der har en
psykisk lidelse, får det der billede, som medierne gladelig
fremstiller af en mand der bliver skudt ned i 7Eleven, eller
man er nok kriminel eller – jeg er rigtig ked af det billede,
der er af mennesker med psykisk sygdom, fordi jeg mener
egentlig, at vi er en meget broget skare, vi er meget forskellige
og det kunne jeg tænke mig, at være med til at vise at
det er altså muligt at lære at mestre en psykisk sygdom og
det at have en psykisk sygdom, det er ikke nødvendigvis
mere permanent end det er at have en somatisk sygdom.
Jeg forstår ikke, hvorfor man siger, at man er psykisk syg,
man siger jo heller ikke, at man er en blindtarmsbetændelse
eller man er sukkersyge, eller man er alle mulige andre
somatiske lidelser, men vi siger, at man er psykisk syg.
Der er en eller anden opfattelse af, at det er meget mere
permanent, når man har en psykisk lidelse og jeg har læst
mig til at selv skizofreni, som jo mange tror er noget som
man ikke kan helbrede eller ikke kan – i hvert fald afhjælpe
i nogen forstand – jeg har læst mig til, at man faktisk godt
kan helbrede mennesker med skizofreni, om ikke andet så
kan man afhjælpe deres symptomer, man kan i hvert fald
godt hjælpe dem og jeg vil vove den påstand, at det ikke
er mere permanent at have en psykisk lidelse end det er
at have en somatisk, der er jo også nogle mennesker, der
skal leve med fx sukkersyge resten af deres liv, de skal gå
i dialyse eksempelvis, så jeg har svært ved at se, at der er
den store forskel, men jeg synes, der er en stor forskel i den
måde vi taler om det at have en fysisk sygdom og det at
have en psykisk sygdom. Jeg forsøger konsekvent at sige,
ligesom jeg også gør om mennesker med handicap, at
man er menneske med handicap eller menneske med en
psykisk sygdom for man er først og fremmest menneske,
og så kan man have en psykisk sygdom i større eller mindre
omfang, og det er muligt i mange henseender – i hvert
fald på en eller anden måde og i et eller andet omfang –
at lære at mestre sine sygdomme, eller få hjælp til i hvert
fald at tage de værste symptomer, der er en mulighed for
fremgang.
Øh, ja, og så er der også det, at vi er – mennesker med psykisk
sygdom er meget forskellige, der er nogle for hvem
det vil være en kæmpe – hvad kan man sige, bare det at få
et liv som man er tilfreds med – det er ikke sikkert man skal
ind på arbejdsmarkedet, men nogle mennesker vil kunne
få et godt og tilfredsstillende liv udenfor arbejdsmarkedet,
fx hvor man kan lave noget frivilligt arbejde eller måske
kan være ansat på timebasis. Nogle mennesker vil kunne
fungere i fleksjob, nogle mennesker vil måske kunne fungere
på deltid eller måske en fuldtids stilling, men mennesker
med psykisk sygdom er lige så forskellige som alle
mulige andre mennesker er og det at have en psykisk sygdom
det er ikke ensbetydende med at man på forhånd
skal være dømt ude. Og så har jeg også – jeg synes lidt, at
TEMADAGE PÅ CHRISTIANSBORG · 55 LPD · avisen