Nummer 80 (august 2010) - Landsforeningen af Patientrådgivere ...

jeg kan sige, at der er mange patienter ude hos os, som
ikke ønsker at komme på åbent afsnit, de kan meget bedre
lide enestuerne på lukkede afsnit, for der er meget personale
og selvom I måske ikke tror det, så vil jeg sige, at der
er mange på Bispebjerg – der er sådan en særlig Bispebjerg
ånd – hvor man sådan hæger lidt om de her dårlige
patienter, de har jo også dårlige sociale forhold mange af
dem og det kan patienterne godt lide, tonen er rå men
hjertelig som jeg plejer at sige, så de ønsker ikke at være
på åben afsnit, de ønsker at være på lukket, hvor de også
har udgang, kan gå ud eller være på weekend fra lukkede
afsnit, og det er der jo mange, der ikke ved noget om, og
det er jo sådan nogle ting vi må have frem i lyset. I øvrigt
synes jeg det er vanvittigt, når vi taler om psykiatrien, så er
det som om det er en stor homogen gruppe, det er det jo
ikke. Dem jeg ser i det daglige, det er jo heldigvis kan man
sige et mindretal, som er de svært dårlige, som vi udøver
tvang overfor, men der er mange der klarer sig rimeligt
selvom der også er nok at tage fat på ude i distrikts psykiatrien,
der er jo mange der klarer sig godt nok der, men jeg
vil gerne have at der kommer mere fokus på dem der er
bag den lukkede dør. Hvad siger de pårørende? Ja, de siger
det samme, at det er jo også forfærdeligt at patienterne
ikke kan komme ud, de bliver behandlet nedladende af
personalet og af lægerne, og det er en mærkelig verden
og der er nogle mærkelige regler med udgang, og vi glemmer
nok hvilke mærkelige regler det er at vi har og de er
frustrerede over, at de ikke altid kan få besked, og det er jo
også – jeg har lige haft en sag i Sundhedsvæsenets Patientklagenævn,
hvor jeg har givet aktindsigt til en mor til
en der tog sig af dage, fordi jeg synes, det var ulykkeligt og
det var ulykkeligt for alle parter. Jeg fik en påtale – og der
er vi nok lidt pivede, vi læger, det har vi fået at vide af juristerne,
men det er faktisk ubehageligt at få en påtale, når
man synes, man har opført sig ordentligt og det næste der
så skete, det var, at jeg blev sigtet med en sigtets og afhørt
med en sigtets rettigheder, idet det blev til en politianmeldelse,
så det kan jo være en svær balance, når man egentlig
synes – og det er jo også det der ligger sådan i tiden, at
vi skal informere de pårørende, vi må ikke lukke af – men
så er vi jo sådan lidt bange for at få fingrene i maskinen.
Hvad siger personalet på afdelingen, ja, de siger noget
med for få ressourcer og de er dybt frustrerede over at de
ikke kan gå ud med patienterne og det er nok blevet værre
her igennem årene vil jeg sige. Vi kan ikke en gang ledsage
patienterne ud så de kan få luft, så hvad er kravet til at
være ansat på en psykiatrisk afdeling, at have med psykiatriske
patienter at gøre, jamen det er efter min mening –
og det plejer jeg at sige og det er der nogle der bliver vrede
over – man skal kunne lide patienterne og man skal
behandle dem respektfuldt, og så når man faktisk langt,
meget meget langt. Og befolkningen, ja de hopper jo med
på alle de der gale historier, som er i medierne, og det er jo
næsten ikke til at holde ud at høre på, så jeg tror virkelig, at
der er noget vi kan gøre. Jeg tror, at de fleste mennesker
faktisk gerne vil se TV der er lidt stille og roligt, det behøver
ikke at være så dramatisk, de behøver ikke at kigge på
34 LPD · avisen · TEMADAGE PÅ CHRISTIANSBORG
retspsykiatrien. Der er nogle mennesker, der tror at sindslidende
overhovedet ikke kan tale almindeligt, så det er jo
grotesk, hvad der er af fordomme, så det jeg vil slutte med
at sige det er, at nu må vi altså slå dørene op og vi må slå
dørene op til den der lukkede del, som er det der skræmmer
befolkningen og det vil jeg da prøve at gå i front for,
så vi må lade patienterne tale, fordi jeg tror, de er bedre til
det end alle os her som ved så god besked om patienternes
tarv, ih hvor ved vi god besked, ikke Lad dem dog tale
selv, fordi det kan de jo sagtens.
Til aller aller sidst så står der noget om øget samarbejde –
det ved ja da ikke hvorfor jeg egentlig har skrevet på det,
men det skal man vist nok sige noget om, at der er mange
instanser man skal samarbejde med.
Hvad siger du? – nåh, okay.
Men til sidst vil jeg citere Mogens Skov, som var professor
på Risskov og som er verdenskendt, jeg har set ham på en
kongres i USA, hvor han sådan var videofilmet for han var
blevet for gammel til at rejse, han holdt et foredrag i Dansk
Psykiatrisk Selskab for nogle år siden, 2005, han døde året
efter og det var første gang han havde holdt foredrag i 30
år, han stod med »lithiumstenen«, den havde han med og
på et tidspunkt, da han stod heroppe på talerstolen, som
jeg står ved nu, så sagde han: Uh, nu bliver jeg dårlig og
han svarede, og vi tænkte alle sammen gys, ikke – tænkt at
falde om foran medlemmer af Dansk Psykiatrisk Selskab,
det er jo stort set det værste man kan komme ud for, men
han rettede sig igen, fik en kop vand og så fortalte han sådan
bevæget med tårer i øjnene, fortalte han om hvilken
revolution det var faktisk – og det kan måske ikke forstå
nu, hvor man ved, at der er bivirkninger osv., vi har jo ikke
fundet drømmemedicinen – men trods alt behandlede
han sin bror som var maniodepressiv og han behandlede
ham med Lithium så han kom på fode igen, men som
han sagde og det citerer jeg jo altid – jeg synes det var så
smukt – så sagde han: »men husk Lithium skal gives med
kærlighed«.
Ole: Ja, tak til Lykke.
En masse stof til eftertanke, – jeg vil nok sige en anden Lykke
end jeg måske tidligere har hørt, humoren – og jeg var lige
ved at stille mig selv det spørgsmål – Lykke fortalte mig jo, at
alle de her Panodil’er Lykke har taget for at komme her i dag,
var det nu det rigtige glas du har haft fingrene nede i, men
det det skal jeg nok lade være med at spørge dig om, nej, jeg
synes, der var meget stof til eftertanke og jeg synes, at Henning
Lund Sørensen var meget ivrig med griflen derovre, så
det hører vi nok om lidt senere i eftermiddag, men der er lige
tid til et par enkelte korte spørgsmål, og der er nogle fingre i
vejret rundt omkring.
Spørgsmål: fra salen, unavngivet. Ligesom jo andre har
nævnt, at psykiatrien mangler stadig status og anerken-