Nummer 80 (august 2010) - Landsforeningen af Patientrådgivere ...

mange mennesker faktisk ville være interesseret i at høre
om, hvordan er der egentlig på en lukket afdeling, og det
har vi talt meget om ude hos os og som jeg har gentaget
før, vi må åbne døren, vi har ikke brug for alle de der dramatiske
historier Der var jo for nogle år siden en fantastisk
god serie ude fra Sct. Hans Hospital – det var så fra retspsykiatrisk
afdeling og så har der været en fuldstændig
blændende udsendelse som hedder »sindssyg farlig« om
en patient som jo tog nogle gidsler i et tog, og han har
filmet sig selv i sine dårlige faser og det er jo fint, når patienterne
selv står frem. Den er blændende, men ellers har
der jo ikke været meget igennem årene, hvor vi får vist,
hvad det her handler om. Det, de også sagde, de lægelige
direktører, det var at man jo nu – det der med den fysiske
problematik taget i betragtning, der tænker man fx på i
Slagelse af alle vegne – I kan høre jeg kommer ude fra de
kanter, ikke – Slagelse, det har vi da altid betragtet som et
sådan lidt mærkeligt sted ikke, men der vælger man noget
så morderne, som at have en fælles indgangsdør og dvs, at
for det første så kan psykiaterne gå op og ned af somatikkerne,
måske finde ud af, at de er ikke så tossede, måske,
og så kan patienterne også nemmere blive undersøgt for
deres fysiske lidelser. Det skal ikke være en stor skadestue,
men en fælles indgangsdør. Det synes jeg lyder som en
rigtig god ide.
Her til sidst – sådan da – side 8 ud af 12, så vil jeg tale lidt
om en undersøgelse, der blev lavet i Dansk Sygehus Institut
i 2007. Hvordan skal vi rekruttere studerende? Da interviewede
man jo de studerende og nu har jeg skrevet ned
her: studerendes syn på psykiatere, står der her i 2007,
småkikset person der går rundt i sin egen verden og ser
besynderlig ud, er kikset klædt, har fodformet fodtøj og er
halv eksentrisk. En tidligere undersøgte viste: psykiatere
det er sådan nogle med æg i skægget, hængerøv i fløjlsbukser,
kiksede sko og fjernt blik bag de småkiksede briller.
Så det der ord: kikset, der er sådan lidt underligt. Jeg
kom til at tænke på det forleden da jeg mødte en patient,
en skizofren kvinde, som jeg ikke har set i nogle år, men jeg
har i øvrigt kendt hende i mange år og hun har sådan et
meget godt udtryk »Hej Lykke, nej sidder du her endnu,
hallo, kan du ikke finde på andet at lave, hallo altså, åh skal
du ikke snart have nogle nye sko« – og det gjorde jo, at jeg
lige måtte hjem og tænke lidt over det, men jeg tænkte
også på, har jeg alligevel været for længe i feltet, men hvad
angår de interview 2007, Dagens Medicin har haft et par
undersøgelser – det er det her blad, der kommer en gang
om ugen – der spurgte personalet studerende om hvad de
synes, hvem vil du helst – der var en undersøgelse for nogle
år siden, hvor man spurgte sygeplejerskerne: hvem vil
du helst tilbringe en weekend sammen med. Der vandt
anæstesilægen og neurokirurgen kom på 2. pladsen. Man
gentog nu denne her undersøgelse: hvem synes I er mest
smarte indenfor lægeverden og det er klart anæstesilægen,
hospitalets casa nova, som der stod som overskrift og
nede i bunden har vi lægeverdens ukronede nørder med
grydefrisurer, fodformede sko – der er den igen, ikke – og
hjernen fuld af kringlede tanker, men de studerende, de
synes nu faktisk at psykiaterne har humor og de er intelligente.
Jeg ved ikke hvem de sammenligner med. Det minder
mig om, at der er en hjemmeside, der hedder lægernes
genbrugscentral – gå ind og kig, men det er nu ikke noget
man kan få læger ud til, udkantsområderne. Men altså
grundet de her problemer så så jeg helt seriøst nogle tal i
Dansk Psykiatrisk Selskab for nogle år siden, at man skulle
gøre faget mere – jeg citerer: sexy, sexy. Og det gør man jo
ved at finde nogle gode rollemodeller, at fokusere på dem,
der rent faktisk opfører sig ordentligt i psykiatrien og her
taler jeg om alle behandlere og alle dem der overhovedet
er i berøring med psykiatrien. Det er jo mærkværdigt, at vi
nærmest skal stå og forsvare faget – nu tror jeg du sagde
noget om at hver 2. har berøring – jeg plejer at sige hver 3.,
men det er nok rigtigt, hvis vi regner lidt flere med, at hver
2. eller hver 3. i Danmark har i hvert fald på en eller anden
måde berøring med psykiatrien og jeg synes det er dybt
dybt dybt tragisk, at vi ikke er nået meget længere end for
110 år siden, da Knud Pontoppidan skrev sin bog »6. afdelings
jammersminde«, så tvang fylder for meget. Vi skal
selvfølgelig nedsætte tvang, men jeg tror ikke vi helt kan
komme af med den. Vi er jo også lidt slemme til at lukke af,
ikke at kalde tingene ved rette navn – altså nu hedder vi, vi
har ikke lukkede afsnit ude ved os, nu hedder vi intensive
afsnit og der faktisk nogle, der er gået galt fra Bispebjerg
hospital, som har troet, at de skulle gå over og besøge en
pårørende derovre, som lå med ilt og slanger og hele molevitten
og var noget overrasket over at døren var lukket,
så det hedder jo intensive afsnit nu eller skærmede afsnit
og patienterne de ved da godt, hvad det er, det er jo bare
en lukket dør, ikke – hvorfor kalder I det det, det er da noget
mærkeligt noget. Så det er jo vores egen skræk for at
kalde tingene ved rette navn, det vil være min påstand.
Hvad er det alle patienterne er optaget af, når man spørger
dem? – jamen de vil gerne have udgang, det er det ord jeg
hører mest, de vil have frisk luft – det får de ikke altid på en
lukket psykiatrisk afdeling, og er de varetægtsfængslede!!
Vi har på et tidspunkt haft over halvdelen af vores patienter
ud af en 10-sengs afdeling, der var 5 af dem varetægtsfængslede,
de kan slet ikke komme ud jo og nogle af dem
siger de har bedre forhold i fængslet. De keder sig, de kan
ikke altid få besøg, de vil gerne hjem og se til lejligheden,
der er nogle husdyr, der er nogle regninger, der skal betales
og så sørger vi så for »på en eller anden måde« at de er
indlagt i månedsvis inden vi får dem behandlet og sendt
hjem. De siger også klart, at vi taler ikke ordentligt til dem,
vi taler nedladende til dem, vi taler til dem som om de er
børn – og det er rigtigt – og derfor tror jeg også, at der er
meget brug for, at der er nogle der kigger på os udefra og
siger: hvordan er det dog I bærer jer ad, fordi man får nogle
mærkelige vaner. Hvis patienten står i døren og spørger
om et eller andet – så, gå nu væk fra den dør, og jeg har jo
sagt det – og det er jo rigtigt det patienterne siger, at de
bliver ikke altid behandlet med respekt. Noget af det der
fylder mest hos patienterne er tvang. Det jeg har oplevet
– og jeg har tvangsbehandlet mange igennem årene – og
TEMADAGE PÅ CHRISTIANSBORG · 33 LPD · avisen