Nummer 80 (august 2010) - Landsforeningen af Patientrådgivere ...

sig for meget. Der skal være orden i dokumentationen,
der skal være orden i tingene, men det er blevet for meget.
Nu er der jo kommet et lovforslag, hvor der står max.
3 dage skal patienterne motiveres for behandling og det
er næsten ovre i den anden grøft, det er næsten for meget
vil jeg sige, så i virkeligheden kan man snakke med patienten
og spørge, vil du have medicin og så kan man
træffe en beslutning efter et par timer – det jo heller ikke
rimeligt altså. Man skal jo også have fået talt med patienten
om hvad synes du, men der er altså en forestilling om,
at vi vil påtvinge patienterne maksimal dosis, som noget
de ikke ønsker. Hvis vi har patienter der siger, jamen jeg
vil da gerne have et eller andet, jamen så prøver vi at give
det, så den lov – det ved jeg ikke altså, den er jo, den ligger
jo nu til 1. behandling og er gået i Sundheds Udvalget,
og nu må vi se hvad det bliver til. Den ligger jo sammen
med revurdering af – hvad hedder det – 48 timers
revurdering af bælte, at man skal revurdere bæltefiksering
hver uge, god ide og så ligger den sammen med den
der oppegående fiksering, det er efter min mening en
god ide, og hvis der er nogle, der mener noget andet, så
skulle jeg til at sige, så tager de fejl. Så tror jeg, man skal
tage på besøg oppe på Sikringsafdelingen, men primært
vil jeg sige, de lange indlæggelser tjener kun til yderligere
stigmatisering af patienten. Og skal jeg så gøre mig klog
på det – ja, det vil jeg sige, at jeg kan, når jeg nu har været
25 år på lukket afdeling og det er også derfor, at jeg har
valgt bare at stå og bræge det her ud, fordi når jeg er færdig,
så vil der ikke blive tid til spørgsmål, fordi så skal man
spise. Vi har en masse patienter, som jeg kender vældig
godt og man øger faktisk aggressions niveauet ved at gå
og spørge dem: vil du gerne have det her medicin. Hold
dog kæft, har du ikke fattet det, jeg skal ikke have medicin.
Så skal vi bruge flere uger på at motivere dem, det er
meget meget meget mærkeligt, og jeg har aldrig nogensinde
oplevet velkendte patienter, som har været indlagt
igen og igen, at jeg har kunnet motivere dem for behandling.
Nu taler jeg om de velkendte patienter, hvor vi ved
de ikke ønsker antipsykotisk medicin, så bruger vi så 3
uger på at få dem i behandling og så kan vi da heldigvis
udskrive dem efter et stykke tid, men nu var det egentlig
det jeg ikke ville komme ind på, men der er sådan en politisk
holdning til, at vi skal prøve at sammenligne psykiatrien
med somatikken, og det synes jeg også er en god
ide, og der er det jo interessant at se på den somatiske
tvangsbehandling, dem har vi faktisk ret mange af, men
det er jo tal, der delvist er ukendte for jer der sidder her,
for der bliver ikke klaget over det. Jeg tror, at vi har hos os
ude på Psykiatrisk Center København – altså der er mange
tilsyn – der har vi nok 1-2 patienter ovre på de somatiske
afdelinger, som ugentlig – ugentligt – 1-2 gange ugentligt
bliver tvangsindlagt og bliver tvangsbehandlet for
deres fysiske lidelse. Jeg har været, igennem de mange år
har jeg været med til, af hvad jeg ved, der været en klage
ude på Bispebjerg og det var en patient der klagede over
at han var blevet tvangsbehandlet for sin lungebetændelse,
og det er jo interessant, fordi vi har mange sager –
32 LPD · avisen · TEMADAGE PÅ CHRISTIANSBORG
folk bliver frihedsberøvet, bliver tvangsbehandlet, og det
er jo faktisk sådan at den beslutning der behøver man
ikke have politiadvokaten på banen, man tvangsindlægger
patienten, det bliver en ortopædkirurg fx og en psykiater,
det kan være de 2 bagvagter, det behøver ikke at
være overlæger, så kan de faktisk beslutte, at nu amputerer
vi fru Jensens ben, der er ikke en jurist på banen og
man sagde i sin tid, at det var ikke en fejl, nu er en fejl vel
en fejl, men det sagde Peter Bak Mortensen, at det var det
ikke og det er nok fordi at det skal gå stærkt fordi man
betragter patienten som værende i en livstruende tilstand,
men det er da underligt, at vi synes det er fuldstændig
i orden at vi tvangsbehandler patienterne for
deres fysiske sygdomme, men de psykiske sygdomme der
skal de helst være indlagt på en lukket afdeling månedsvis,
og det er også interessant at patienterne ikke klager
over at de bliver tvangsbehandlet for deres fysiske sygdom.
Ja i det hele taget somatisk sygdom, det er jo noget der
også har været fokus på, at vi forsømmer behandling af
fysisk sygdom hos vores patienter, vores patienter dør tidligere
end andre, der er flere selvmord. Vi får forsømt at få
dem undersøgt og det er jo også dårlig behandling, det
er stigmatisering, vi ser det egentlig også i dagligdagen
at hvis det er en patient, der har en psykiatrisk diagnose,
som kommer ind ovre på den somatiske skadestue, nåh
ja, så må vi hellere vippe vedkommende over til psykiaterne,
stort set lige meget hvad patienten fejler og vi har
set mange, som er blevet fejlvisiteret, som er endt hos os,
hvor de har en svær fysisk lidelse.
Ved vores årsmøde i Dansk Psykiatrisk Selskab, der kan jo
faktisk – det er meget spændende – det er jo synd at der
ikke er så mange andre med, der kan man se, at de her
mærkelige psykiatere er samlet. Der er også nogle lægestuderende
med, de har deres egen forening og det er
fordi vi prøver at få dem til at søge inden for feltet, så de
bliver inviteret hvert år, for det viser sig jo faktisk, at når vi
har lægestuderende inde i et stykke tid, vi har et vagthold
hos os af lægestuderende, så bliver de faktisk fanget ind
i faget og synes det er spændende, men de har ligesom
alle andre de fordomme mod både psykiatere og personalet
på psykiatrisk afdeling og de psykiatriske patienter,
men der har man de lægelige direktører på banen og de
spurgte hvad er egentlig det psykiatriske projekt, hvad er
det egentlig vi vil, hvorfor er vi så »dårlige« til at reklamere
for os selv, hvad er det der går galt. Der laves et 10-punkts
program i Dansk Psykiatrisk Selskab og det er sådan noget
med at vi vil gerne yde den bedste behandling for flest
mulige borgere osv, altså måske på sin vis lidt indholdsløst,
men altså som de igen sagde, der er selvmord og der
er overdødelighed af fysiske sygdomme, der er mange, der
kommer for tidligt på pension, vi får forsømt at få dem på
fode igen patienterne, og så er der alle de retspsykiatriske
patienter og det er den sidstnævnte gruppe, der trækker
overskrifterne hvilket er fuldstændig vanvittigt. Jeg tror, at