Nummer 80 (august 2010) - Landsforeningen af Patientrådgivere ...

alle sager, altså man har ikke kunnet undslå sig at give indsigt,
så vi har jo fået også mailkorrespondancer – det kan
man lære meget af vil jeg sige, hvordan man udtrykker sig
på mail, når man er på en offentlig arbejdsplads, fordi der
er der både ferieminder og jeg ved ikke hvad blandet ind
i, hvordan det ellers går med vores klient som det hedder.
Men jeg synes sådan, at det helt overordnede er, at mange
gør et kæmpe arbejde, det gør man i kriminalforsorgen,
det gør man i kommunerne og det gør man – tro det eller
ej, det gør man faktisk også på de psykiatriske afdelinger,
men der er ikke rigtig nogen kobling mellem de 3 linier,
man får ikke samarbejdet og der er da også kommet et udspil
fra Sundhedsstyrelsen nu, hvordan skal man forvalte
disse behandlingsdomme, og det ligger nu til høring. Man
prøver at lægge et ansvar ud, fordi det går jo rivende galt
mange gange. Så har jeg selv været involveret i et projekt,
en undersøgelse inde på Justitsministeriets undersøgelsesklinik,
den såkaldte paragraf 16 undersøgelse, hvor vi
har gennemgået sådan 700 journaler, altså patienter som
fik en dom til behandling, fordi de blev erklæret sindssyge
eller næsen tæt på overvejende sandsynlig sindssyge, som
det hedder eller mentalt retarderede. Der er ikke så mange
overraskelser, men der vil komme nogle tal inden så
længe, men noget af det jeg kan fremhæve er, at næsten
80% af alle de her patienter, alle disse »sager« – nogle er
blevet mental observeret flere gange, de har modtaget
psykiatrisk behandling op til den kriminelle handling, så
man kan sige at systemet svigter. Jeg synes det er et vigtigt
fokus område, hvorfor rette blikket så meget på de
retslige patienter, der er jo altid nogle dramatiske sager,
som udløser penge til retspsykiatrien, men vi burde jo
gøre en indsats for de patienter vi har inde, for at undgå
at de blev retslige.
Nu vil jeg tale lidt om lovgivning – det er ikke fordi der
kommer så mange nye love, altså da vi havde Christian
den V’s lov fra 1683, som egentlig har kørt udmærket frem
til sindssyge loven kom i 38 og den kom jo, fordi der var
uro på Kommunehospitalet, hvor Knud Pontoppidan måtte
gå fra sin stilling, den magtfulde psykiater og han skrev
en bog om det, der hedder »6. afdelings jammersminde«
og det er en blændende bog, som lige så godt kunne
være skrevet i dag. Så kom der nogle ubehagelige sager i
Middelfart og det førte direkte til den reviderede lov, psykiatriloven
som kom i 1989 og siden har der jo været mange
reguleringer. Nu er lovforslag nr. 128 jo lige blevet vedtaget
om tvungen opfølgning, det vi kalder ambulant
tvang. Jeg vil gerne sige, at det er jeg ikke tilhænger af og
det har jeg ikke været, og jeg synes – jeg kan undre mig i
den grad – og de kriterier man har stillet op for overhovedet
at kunne komme i betragtning for tvungen opfølgning,
de er nærmest umulige at komme til at opfylde, man
skal være indlagt 3 gange indenfor, tvangsindlagt 3 gange
indenfor 3 år. Den aktuelle indlæggelse skal være en
tvangsindlæggelse eller tvangstilbageholdelse, man skal
have undladt at følge en koordinationsplan eller udskrivningsaftale,
og hvad er det sidste – man skal have undladt
at følge en behandling i opsøgende psykiatri team, står
der vist, indenfor det sidste halve år op til indlæggelsen.
Og hvad er et opsøgende psykiatri team, et OP team, dvs
vores bo centre hvor efter min mening alt alt for dårlige
patienter bor, de falder udenfor, fordi de bliver som oftest
fulgt i deres opsøgende team af distriktspsykiatrien, så de
er ikke med. Patienter med dom til psykiatrisk behandling
er heller ikke med, og de er jo ligestillede, når de bliver
indlagt. De er jo ligestillede, dem kan vi jo ikke bare behandle
med medicin. Det er der mange der tror, når man
har dom til behandling, så skal man behandles, men det
bliver man jo ikke umiddelbart ved, at man er sidestillet
med andre patienter, når man bliver indlagt i henhold til
dom. Det kunne jeg tale flere timer om, fordi vi har haft
mange alt alt for lange indlæggelser, hvor vi ikke er kommet
i gang med en behandling, og hvor patienten spilder
sin tid ved at gå på lukket afdeling. Der er ingen, der synes,
at det er behageligt at være på en lukket afdeling, og
vi ved fra undersøgelser, at man mister – altså der er funktionstab,
man kan ikke så meget når man kommer ud,
som man kunne, da man kom ind, sådan er det. Det der er
problemet er, altså mod behandlingen, nu er jeg ved at
nærme mig lidt forsigtigt, men måske vil jeg alligevel
springe lidt hurtigt over det, det er hvordan det med
tvangsbehandling som er så omdiskuteret, og når jeg siger,
at vi skal fokusere på de ikke retslige, så mener jeg, at
vi skal da se og få patienterne behandlet, hvis man tvangsindlægger
en person eller indlægger en person i henhold
til dom, det er noget af det værste, man kan komme ud for
– spørg patienterne, det er det mest voldsomme indgreb,
det er at blive frihedsberøvet. Så er det fuldstændig absurd
at juridiske spidsfindigheder – det vil jeg kalde det –
gør, at man ikke kan komme igennem med en behandling,
og jeg tør ikke udskrive patienter, der har dom til
psykiatrisk behandling fx for vold, hvis de er svært psykotiske,
fordi så vil man jo straks komme på forsiden af Ekstra
Bladet, hvor man skrev: psykisk syg kriminel udskrevet
ubehandlet, ikke. Dvs, at vi har patienterne indlagt i månedsvis,
hvor de går ubehandlet. Det er spild af ressourcer,
primært spild af patientens tid og de fleste patienter
siger det selv. Så hvad er det – hvordan bærer man sig
egentlig ad med sådan en tvangsbehandling, ja det er der
ingen der ved. Der blev stillet et spørgsmål lige før, hvordan
kommer det ud til os alle sammen, altså facitlisten,
det er jo afgørelsen i Sundhedsvæsnets patientklagenævn.
Ja dem skal man jo kende og man kan jo gå på nettet
og finde afgørelserne, men det bedste er sådan set at
være ansat på en lukket psykiatrisk afdeling, og efter nogle
år så finder man ud af hvordan det er og så følger man
med og den stramning, der er kommet, det er jo sådan
udtalt juridisk stramning om dokumentation i journal, det
skal være dokumenteret elektronisk, det må kun være et
præparat patienten motiveres for, dosis skal nævnet gudhjælpemig
også gå ind i – er det rimeligt? Nej det er det
ikke, fordi det tjener ikke patientens tarv og jeg synes, det
har fået sådan helt groteske dimensioner, og det er jo det
jeg kalder skabspsykiatri, når juristerne går ind og blander
TEMADAGE PÅ CHRISTIANSBORG · 31 LPD · avisen