Nummer 80 (august 2010) - Landsforeningen af Patientrådgivere ...

tigt, det som du er inde på, at det er jo også en hæmsko at –
og det gælder i øvrigt i hele sundhedsvæsenet – at man har
en historie, som er meget hierarkisk. Jeg synes dog, at det
bliver bedre og bedre. Altså i den tid jeg har haft kontakt
med psykiatrien synes jeg det er blevet meget bedre, men
vi ikke ved vejs ende endnu, det er jeg helt enig med dig i.
Næstsidste spørgsmål.
Spørgsmål: Unavngivet. Det er lige en kommentar til det
der med, at det ikke er så prestige fyldt at være i psykiatrien.
Jeg synes også det er bekymrende – jeg tror, at det var
1% af de medicinstuderende i undersøgelsen, der havde
vist interesse for at gå videre i psykiatrien og specialisere
sig indenfor psykiatrien, og jeg tænker, at det starter allerede
der, at når man har så lidt undervisning i psykiatri i
medicinstudiet– min kæreste har læst til læge, og han har
haft en eller to mdr. undervisning i psykiatrien. Det er ikke
særligt meget, når man tænker på, at det tager 6 - 8 år at
blive læge, og der synes jeg, der er et misforhold i forhold
til hvor meget psykiatri og psykisk sygdom der fylder i
samfundet. Det er så stor en udfordring, at – der for mig at
se et – ja, et misforhold. I forhold til det at aftabuisere, der
er jeg enig med dig i, at den kampagne vi har sat penge af
til i SATS- puljeregi, det er jo ikke nok, det er et lille skridt
på vejen og jeg tror også, det kommer til at tage tid og det
kræver en langvarig indsats, men hvis du skulle nævne en
ting, som du tror, en enkeltstående ting, som kunne gøre
den største forskel i forhold til at aftabuisere det at have en
psykisk sygdom, hvad ville så være dit bud? hvad kunne
det være?
Svar: Det er det, der hedder et godt spørgsmål, øh – jeg
tror nok, at hvis jeg virkelig skal vælge en ting ud – nej jeg
har lyst til at sige – helt overordnet så har jeg virkelig lyst
til at vi i fællesskab går ind og siger: der er i princippet ikke
nogen forskel på at have en psykisk sygdom og så have en
somatisk sygdom, altså det er ikke værre, eller det er ikke
anderledes end at have et brækket – ja, det er det jo så –
men det skal ikke betragtes som værende anderledes end
at have blindtarmsbetændelse eller et brækket ben, men
hvis jeg skulle kigge på et af de største samfundsmæssige
problemer vi har lige nu, så er det den der frygt for psykisk
syge, altså det som vi også har været inde på – de er »farlige«.
Det er efter min mening en af de største hindringer
for at vi kan integrere de psykisk syge på arbejdsmarkedet
og i boligområderne. Hvis ikke vi får gjort noget – hvis ikke
vi får gjort op med det der – og jeg ved godt, at det er et
dilemma fordi vi kan jo ikke bortforklare, at der en stigning
i antallet af psykisk syge, der begår kriminalitet, men vi er
pokker’mig nødt til at få gjort op med den fordom, at de er
farlige, fordi, hvis vi ikke får det, så kommer de ikke ind på
arbejdsmarkedet og så kommer de ikke ind i vores boligområder
i større omfang end de er nu.
Sidste spørgsmål v. Henry.
Spørgsmål: Jeg hedder Eva Nielsen og jeg er patientrådgi-
14 LPD · avisen · TEMADAGE PÅ CHRISTIANSBORG
ver og jeg har været det igennem flere år. Først vi jeg sige
mange tak for dit indlæg, det var rigtig godt. Jeg vil også
sige dig tak for dit store arbejde du gør i SIND, det er virkelig
vigtigt, at vi har nogen, der går ind og taler de her
menneskers sag. Så vil jeg spørge jer – tror I, at vi kunne få
Danmarks Radio til at lave et stort indsamlings show så vi
kunne få samlet nogle midler sammen til den her sektor,
som vi alle sammen slås for. Jeg tror ikke, at vi kan få lavet
et indsamlings show til fordel for psykiatrien, men jeg
kunne godt tænke mig at høre og se om landsforeningen
her og måske andre – hvad tror du, vi skal gøre for at råbe
politikerne op, således at vi får nogle flere penge til den
her sektor med vores psykisk syge, fordi jeg synes ikke vi
kan blive ved at acceptere, at der bliver skåret ned på det
her område. I den sidste ende bliver det jo meget meget
dyrere, men hvad skal vi skal gøre for at råbe politikerne
op for at få flere penge.
Svar: Altså, jeg tror helt entydigt at svaret på det sidste
spørgsmål det er, at vi bliver bedre til at arbejde sammen
for det der karakteriserer det her område, hvis vi sammenligner
det med kræftområdet det er jo, at vi ikke har en stor
samlet organisering, som Kræftens Bekæmpelse, vi har et
utal af små og store foreninger og vi har tidligere brugt
uforholdsmæssig meget tid på at være uenige med hinanden,
sammenlignet med hvad vi har brugt på at være
enige med hinanden, men heldigvis synes jeg, at det går
den rigtige vej, at foreningerne mødes på kryds og tværs,
og som du sagde, der er foreninger både i Region Midtjylland
og her i hovedstaden, hvor man har lavet fællesråd og
vi har nu stiftet et socialt netværk, hvor landsforeningerne
arbejder sammen, så jeg tror på mere samarbejde. Og så
skal vi overbevise politikerne om, at der er stemmer i det
her. Når jeg sagde indledningsvist at jeg tror at det er over
halvdelen af den danske befolkning, som på den ene eller
den anden måde er i direkte kontakt med psykiatrien, så
må det altså også være over halvdelen af stemmerne og
det skal vi altså have overbevist politikerne om. Jeg synes,
jeg har stor respekt for det du har været ude og sige for nylig,
hvor du har fortalt om dine egne problemer, og sådan
må det jo nødvendigvis være. Der er jo også folketingsmedlemmer
der kæmper med de her problemer. Jo flere
vi står frem og fortæller vores egen historie og gør noget
ved det her, jo større er chancen, men heller ikke det sker
over 14 dage, det kan jeg godt love dig. Der er så mange
interesser og vi er jo oppe imod at vi skal kæmpe om de for
få ressourcer vi har, men vi knokler på.
Ole: Ja, tak til Knud Kristensen for nogle inspirative ting, og
som man kunne høre så kunne vi jo holde flere temadage
omring alene det Katrine Woel var inde på og det som har
været nævnt her, men det skal vi nok tage hen ad vejen.
Tak til Knud Kristensen. Tak for i dag og her er en lille ting til
resten af Bededagen.