Nummer 80 (august 2010) - Landsforeningen af Patientrådgivere ...

den subjektive erkendelse ud fra deres eget erfaringsgrundlag
ikke har grund til at formode at der findes anden
erkendelse end den rent subjektive, dels fordi vi såfremt vi
søger anden erkendelse ofte forlader os på intersubjektive
oplevelser, hvilket kan bestå af et fælles erfaringsgrundlag
med andre subjekter i et nærmiljø, derfor spiller holdninger
for den del af befolkningen, der står helt udenfor psykiatrien
også en meget stor rolle både for psykiatrien selv
og for os, som brugere og pårørende som ofte i udstrakt
grad stigmatiseres på baggrund af befolkningens holdninger
til det psykiatriske område. Holdninger fra grupper
af mennesker der dømmer ud fra deres eget erfaringsgrundlag,
som måske er fuldstændig ukritisk og funderet i
mediernes fremstilling af psykiatriområdet. Et af de punkter,
der ofte skaber konflikt imellem brugere og pårørende,
psykiatrien og samfundet i øvrigt er når det omhandler
holdninger der angår anvendelse af psykiatriloven. De fleste
brugere bryder sig ikke om at der anvendes tvang
imod dem, nogle pårørende føler sig magtesløse, når psykiatrien
umyndiggør deres kære, og sætter en tilfældig
dagsorden for et behandlingsforløb, der når den udøves
med tvang ofte også er dybt traumatiserende for patienten,
men ofte også en dagsorden der fx kan begrænse besøgstider
i en grad, der gør det svært at opretholde et tæt
og nært forhold til de pårørende. Andre synes efter svære
tider, at det er en lettelse at psykiatrien tager over, men
efterlades i det langsigtede forløb alligevel ofte i en situation,
der ikke er meget bedre end den oprindelige, det
gælder især hvis den syge er blevet pacificeret, men i øvrigt
ikke er blevet understøttet i nødvendige forløb. En
holdning der er blevet ytret på forskellig vis, og omhandler
det faktum, at hvis bare man pacificerer den syge, så får
alle parter fred. Det er den stil pressen anvender, når de
rydder forsiderne med psykisk syge voldsmænd og deres
grusomme gerninger, som skræmmer befolkningen fra
vid og sans. Politikernes svar på disse historier har i de senere
år været, at de vil indføre love der tillader anvendelsen
af mere tvang, jo mere politikerne taler i medierne om
at anvende tvang, jo mere tror befolkningen på, at psykisk
syge er farlige, opstillet som præmis, at man i et samfund
kan tillade at udøve sådan særlige indgreb mod mennesker,
som tvangsbehandling er, så bliver konklusionen for
den enkelte borger også, at hvis disse øgede tiltag om anvendelse
af tvang anses som nødvendige, så må disse
mennesker også i ekstrem grad være farlige, dermed er
psykiatriloven et af de aspekter vi selv anser som en del af
den stigmatisering, som psykiatriområdet udsættes for.
De fleste i vores foreningsfællesskab ved godt, at det kun
er meget få psykiatribrugere, der er farlige, men de ved
også at tvang udøves overfor en meget stor del af psykiatribrugerne.
De pårørende stigmatiseres i høj grad også af
samfundet fordi de pludselig står i en nær relation til et
menneske med en psykisk lidelse, som i folkemunde betragtes
som farlig, mærkelig, gak-gak, personlighedsspaltet.
De pårørende mærkes måske i højere grad af samfundets
stigma overfor alt, hvad der har med psykiatri at gøre,
idet de både skal støtte deres kære med at håndtere sit
stigma, samtidigt med at de skal håndtere deres egen nye
rolle i samfundet som pårørende til en sindslidende, der
kan medføre udstødelse. Udstødelse fordi psykiatribrugere
ofte bryder med samfundsnormerne, idet de enten ikke
magter, har lyst til eller kan se pointen i at gøre eller leve
som alle andre, måske fordi deres sygdom eller sårbare
væsen resulterer i at de vægter mange ting på en anden
måde end den gængse, det kan gøre det svært at begå sig
i samfundet at sige fra overfor samfundsnormer uden at
gøre det, så almindelige mennesker føler sig fornedret
omkring deres værdisæt. Det handler om at samfundet
sætter en standard for det ideelle politiske samfund, og
om det man anser som den bedst mulige levevis, at sam-
TEMADAGE PÅ CHRISTIANSBORG · 119 LPD · avisen