03-33/200-0064

NATURKLAGENÆVNET
Afgørelse
Frederiksborggade 15, 1360 København K
Tlf.: 3395 5700
Fax: 3395 5769
X.400: S=nkn; P=sdn; A=dk400; C=dk
E-mail: nkn@nkn.dk
20. maj 2003
J.nr.: 03-33/200-0064
KDJ
i sagen om lokalplan for byggeri ved Rørmosegård i Farum Kommune
Farum Kommune har den 10. december 2002 endeligt vedtaget Lokalplan
32.1 for et boligområde ved Rørmosegård samt Tillæg nr. 6 til Farum
Kommunes Kommuneplan 2001-2012. Lokalplanen og kommuneplantillægget er
offentlig bekendtgjort den 17. december 2002.
Tre borgere i Farum har påklaget vedtagelsen af lokalplanen til Naturklagenævnet.
Klagerne finder, at den nye lokalplan for Rørmosegård er i
strid med den overordnede planlægning (regionplanlægningen/regionplanen
for Frederiksborg Amt) og aftaler med andre myndigheder og med kommunens
borgere samt ”Trevangsredegørelsen” om områdets fremtid. Klagerne
finder endvidere, at beregningen af bebyggelsesprocenten er forkert og,
at det er en mangel, at der ikke er udarbejdet trafikplan. Klagerne har
endelig gjort gældende, at lokalplanen er i strid med EF-habitat-direktivets
artikel 12, om en streng beskyttelse af yngle- og rasteområder
for de beskyttede dyrearter, der fremgår af direktivets bilag IVa.
Klagerne har påstået lokalplanen ophævet som værende ugyldig, og har
til støtte herfor navnlig henvist til, at det planlagte boligbyggeri -
i strid med habitatdirektivet - må forventes at ville forringe levevilkårene
i området for den store vandsalamander og den spidssnudede frø,
der begge er beskyttede dyrearter i henhold til habitatdirektivet.

Regionplanlægningen
Lokalplanområdet udgør ca. 11,5 ha. I Frederiksborg Amts Regionplan
2001 er om området ved Trevang mellem Slangerupvej og Trevangsvej anført,
at der i alt må opføres ca. 150 boliger. Området, der er på ca.
19 ha, omfatter dels Rørmosegård på 11,5 ha (dvs. hele det areal, der
er omfattet af Lokalplan 32.1), og dels naboområdet mod nord kaldet
”Hjortefarmen”, hvorom der endnu ikke er vedtaget nogen lokalplan.
Lokalplanens indhold
Lokalplan 32.1 har efter § 1 bl.a. til formål at sikre, at området kan
bebygges med en attraktiv boligbebyggelse - med indtil 150 boliger - i
op til 1½ etager, at fastholde og styrke områdets grønne karakter, herunder
at sikre bevaring af vandhullerne, at sikre yngle- og rasteområder
for de dyrearter, der beskyttes af EF-habitatdirektivet samt at
sikre hensynet til grundvandsbeskyttelse ved at undlade brug af pesticider
til vedligeholdelsen af grønne og befæstede arealer.
Ifølge § 2 er området beliggende i byzone.
I lokalplanens § 3 er det bl.a. bestemt, at området kun må anvendes til
boligformål, og bebyggelsen må kun bestå af tæt-lav eller åben-lav boligbebyggelse.
Om eksisterende bygninger er det bestemt, at disse kan
bevares og kan anvendes til boliger og/eller fælles formål for områdets
beboere. Om fælles friarealer angivet på kortbilag 4 bestemmes, at områderne
fungerer både som spredningskorridor for områdets fauna og som
et særligt naturskønt fælles friareal. Arealerne skal efter § 3.3 tilpasses,
anlægges og vedligeholdes i overensstemmelse med principperne,
der er redegjort for i lokalplanens redegørelsesdel side 12-16 og på
kortbilag 3 og 4 vedrørende hhv. lavbundsarealer, kunstige overvintringssteder
for beskyttede dyrearter og beplantning.
Om veje, stier og parkering er i § 5 bl.a. bestemt, at området vejbetjenes
via Rørmosevej samt at boligveje og stier anlægges i princippet
som vist på kortbilag 1 og 2 i overensstemmelse med principperne, som
beskrevet i redegørelsen side 12-16 samt anvist i bilag 1, 2 og 3 og på
kortbilag 3 (om placering af faunapassage og paddehegn) samt kortbilag
4 (om ny beplantning i korridor samt kunstige overvintringssteder for
padder). På vejbaner, der ikke er afspærret for padder med paddehegn,
2

skal der være nogle centimeters afstand mellem kantsten og afløbsbrønd,
alternativt kan kantsten helt udelades, jf. lokalplanens § 5.
Bebyggelsesprocenten for området som helhed må, jf. § 6.1, ikke overstige
30. Der må højst opføres 150 boliger inden for byggefelt I-VIII.
Inden for byggefelt IX kan opføres yderligere 11 boliger, på betingelse
af at regionplanen ændres med henblik herpå.
Al bebyggelse skal, jf. § 6.2, holdes inden for de på kortbilag 1 viste
byggefelter og i højst 1½ etage med mulighed for kælder. Bebyggelseshøjden
må maksimalt være 8,5 m.
I § 7 er fastsat bestemmelser for bebyggelsens ydre fremtræden. Af §
7.5 fremgår, at trappe- og lysskakter forsynes med ramper eller skrå
rør, som padder kan kravle på/i. Afløbsriste udformes om muligt med en
lille hulstørrelse (max. 7 X 7 mm) eller (i forbindelse ved tagafløb)
ved at hæve risten ca. 5 cm over terræn af hensyn til padderne.
I § 8 er fastsat bestemmelser for ubebyggede arealer og hegning. Af §
8.6 fremgår, at de i området eksisterende søer/vandhuller skal bevares,
at vandstanden i vandhullerne skal bevares og der må ikke udledes overfladevand
fra omkringliggende befæstede arealer eller etableres ny beplantning,
der har drænende effekt på vandhullerne. I bestemmelsen er
henvist til redegørelsen side 12 ff.
I § 8.7 er af hensyn til bevarelsen af de beskyttede paddearter bestemt,
at der ikke må ske udsætning af ænder, fisk, krebs, skildpadder
eller andre dyr i vandhullerne, og der må ikke opsættes andehuse eller
fodres i eller nær vandhullerne. § 8.9 foreskriver skiltning herom.
Friarealer, som er vist på lokalplanens kortbilag 1 med priksignatur
skal efter § 8.8 sikre yngle- og evt. rasteområder for dyrearter, der
er beskyttet af EF-habitatdirektivet. Arealerne må hverken bebygges eller
befæstes. De skal anlægges eller retableres og vedligeholdes i
overensstemmelse med principperne beskrevet i redegørelsen side 12 ff
og vist i kortbilag 4.
3

Efter § 8.11 skal terrænregulering så vidt muligt gennemføres i perioden
fra 15. august til 1. marts, jfr. redegørelsen side 12 ff.
I § 10, om forudsætninger for ibrugtagen af ny bebyggelse, er fastsat
bestemmelser for støjforhold og forholdet til EF-habitatdirektivet. I §
10.2 er således bestemt, at der inden påbegyndelse af byggearbejde ved
udstedelse af byggetilladelser stilles krav om udførelse af nødvendige
foranstaltninger for bevarelse af yngle- og rasteområder for beskyttede
dyrearter. Bestemmelsen henviser til vejledningen vedrørende krav til
bygherre i byggefasen som beskrevet i redegørelsen side 12-16.
§ 11 foreskriver oprettelse af grundejerforening med medlemspligt for
samtlige ejere af grunde inden for lokalplanens område. Grundejerforeningen
skal forestå drift og vedligeholdelse af fællesanlæg og fællesarealer
i overensstemmelse med retningslinierne, som er beskrevet i redegørelsens
afsnit vedr. beskyttede dyrearter, jfr. EF-habitatdirektivet.
Grundejerforeningens vedtægter skal godkendes af Byrådet.
Lokalplanens redegørelsesdel
Lokalplanens redegørelsesdel indeholder en detaljeret beskrivelse af,
hvordan kommunen ved opstilling af en række principper og vejledninger
vil sikre dels overholdelse af EF-habitatdirektivets artikel 12, således
at nybyggeri i lokalplanområdet ikke beskadiger eller ødelægger de
beskyttede dyrearters yngle- og rasteområder, og dels sikrer, at der i
øvrigt bliver skabt gode livsbetingelser for de beskyttede arter. I redegørelsesteksten
er henvist til lokalplanens kortbilag 3 og 4, som omhandler
placering af faunapassager og paddehegn samt principforslag til
beplantning i korridorer og placering af kunstige overvintringssteder.
I redegørelsesteksten er bl.a. beskrevet, hvor og hvordan paddehegn og
faunapassager skal placeres og udformes, og der henvises til lokalplanens
bilag 2, hvor en skitse til faunapassage er angivet. Redegørelsesteksten
omhandler endvidere etableringen af spredte grupper af beplantning
(korridorbeplantning), hvor padder kan skjule sig og søge føde.
Teksten henviser til kortbilag 4 og beskriver hvilke urter, buske
og træer der sikrer den bedste fødesøgningsmuligheder for padderne,
samt hvor der ikke må plantes træer og hvor eksisterende træer skal
fjernes for at sikre, at vandhullernes vandkvalitet ikke belastes af
4

løvfald. I teksten er beskrevet, hvordan eksisterende levende og døde
træer og buske skal søges bevares uberørte, og hvordan de enkelte vandhullers
vandkvalitet kan forbedres til gavn for padderne. Etablering af
lavbundsarealer og kunstige skjule- og overvintringssteder for de beskyttede
padder i form af stendiger, stensætninger og paddegrube er beskrevet.
Redegørelsen beskriver endvidere, hvordan vandstanden i vandhullerne
sikres under og efter byggefasen samt, hvordan de på kortbilag
3 nummererede vandhuller foreslås restaureret og forbedret som levesteder
for padderne.
Redegørelsesteksten angiver endelig anbefalinger om, hvordan forstyrrelsen
af padderne og deres yngle- og rasteområder under byggeriet kan
minimeres.
Amphi Consults rapport om paddernes levesteder
Konsulentfirmaet Amphi-Consult har overfor Farum Kommune i et notat af
10. juli 2002 i forbindelse med udarbejdelsen af forslag til lokalplan
for Rørmosegård foreslået en række tiltag, der har til formål at mindske
paddernes dødelighed pga. trafikdrab og ved forbedring af vandhullerne
at sikre padderne en større ynglesucces. Notatets forslag og anbefalinger
er stort set ordret medtaget i redegørelsesdelen i Lokalplan
32.1 og indarbejdet i planens bindende del.
Klagernes indhold
Klagerne mener, at lokalplanen lider af retlige mangler som følge af
følgende forhold:
A) Planloven er ikke overholdt:
• Lokalplanen er i strid med regionplanlægningen og aftaler med andre
myndigheder, beboerne i området m.fl.
• Bebyggelsesprocenten er for høj.
• Trafikplanlægningen er utilstrækkeligt oplyst.
B) Lokalplanen er i strid med habitatdirektivets artikel 12:
• Der mangler forudgående undersøgelser af yngle- og rastestederne og
bl.a. forekomsten af spidssnudet frø er ikke undersøgt fyldestgørende,
ligesom områder udenfor lokalplanens område burde have været undersøgt
nøjere.
5

• Bevaringstiltag i lokalplanen for de beskyttede dyrearter er utilstrækkelige.
• Trafikafviklingen er i strid med artikel 12, stk. 1, litra b) om forbud
mod forsætlig drab.
• Kompenserende foranstaltninger er ikke lovlige erstatninger for eventuelle
ødelæggelser af raste- og ynglesteder.
Ad A) Forholdet til planloven og regionplanlægningen.
Klagerne mener, at Lokalplan 32.1 og Kommuneplantillæg nr. 6 er i modstrid
med tidligere planlægning og med aftaler indgået med Frederiksborg
Amt og Miljøministeriet samt beboerne. Klagerne henviser til Trevangsredegørelsen
fra januar 1999, om Trevangsområdets statusændring
fra sommerhusområde til helårsbeboelse i byzone.
Trevangsredegørelsen er udarbejdet af Farum Kommune på baggrund af, at
Miljøministeriet i marts 1996 meddelte, at ministeriet ville genvurdere
et tidligere meddelt afslag om, at områdets sommerhusområder ændrede
status til helårsområde og byzone. Trevangsområdet ligger nordvest for
Rørmosegård.
Af redegørelsen fremgår, at der med vedtagelsen af regionplan 1997 blev
muligt at overføre sommerhusområdet til byzone, såfremt der kunne opnås
enighed herom mellem kommunen, Frederiksborg Amt og Miljøministeriet.
Overførslen forudsætter, at Farum Kommune udarbejder en samlet redegørelse
for området omfattende eksisterende forhold, forholdet til anden
planlægning, fremtidige planlægnings-, miljømæssige, landskabelige,
tekniske og finansielle forhold som konsekvens af områdets ændrede anvendelse
og den fremtidige praksis i forhold til Farum Kasernes aktiviteter.
Redegørelsen beskriver indholdet af den fremtidige planlægning for området.
Et forslag til formulering af forudsætninger for statusændring
af Trevang blev i foråret 1999 fremlagt for ejere og brugere af Trevangsområdet.
Ejere af ejendomme i Trevang har endvidere deltaget i en
spørgeskemaundersøgelse om områdets overgang til byzone.
Af Trevangsredegørelsen fremgår bl.a.:
6

”Naturen/landskabet er områdets største aktiv. Derfor har Farum Kommune
ikke ønsket at indrage ny jord til arealkrævende pacelhusudstykninger.
Det har været ønsket med planlægningen at afrunde byen bymæssigt og
landskabeligt ved mindre, tæt-lave haveboligenheder i randzonen, samtidig
med at de omgivende landbrugsområder søges fredet.” ….. ”Landskabskiler
skal således afgrænse Gregersminde og Trevang, således at de vil
fremstå som afrundede ”øer”, der ikke vokser sammen eller flyder i et
med selve Farum by.”
Klagerne finder, at Rørmosegårdområdets overgang fra landzone til byzone
er et brud på principperne i Trevangsredegørelsen, ligesom byggeri
på Rørmosegård vil fjerne en landskabskile og det i lokalplanen ønskede
regionplantillæg, der muliggør byggeri af yderligere 11 boliger, vil
være i modstrid med Trevangsredegørelsen og i strid med de aftaler, redegørelsen
er udtryk for. Den meget høje bebyggelsesprocent på Rørmosegård
og Hjortefarmen vil stå i skærende kontrast til naboområderne med
en bebyggelsesprocent på ca. 10-12.
Klagerne finder således, at Farum Kommune ikke holder hvad kommunen har
lovet i Trevangsredegørelsen og Regionplanen. Klagerne finder, at det
er uhørt, at en aftale, der også er indgået med beboerne i Trevang,
krænkes så markant efter bare tre år.
For så vidt angår forholdet til regionplanlægningen finder klagerne, at
det er strid med regionplanen, at opførslen af regionplanens kvote på
150 boliger alene sker på Rørmosegård og ikke på Rørmosegård og Hjortefarmen.
Klagerne finder endvidere, at bebyggelsesprocenten for Rørmosegård
fejlagtigt også inddrager arealet på Hjortefarmen, at opførslen af
byggefelt IX er i strid med regionplanlægningen, og at der skal udarbejdes
en trafikplan for området.
Ad B. Forholdet vedrørende EF-habitatdirektivet
Klagerne anfører en række forhold til støtte for, at Lokalplan 32.1 er
i strid med habitatdirektivets artikel 12.
Klagerne finder bl.a., at trafikafviklingen afledet af gennemførslen af
lokalplanen er i strid med artikel 12, stk. 1, litra b) om forbud mod
forsætlig drab af de beskyttede dyrearter.
7

Klagerne finder endvidere, at de udførte undersøgelser for de beskyttede
dyrearter ikke er fyldestgørende. Undersøgelserne vedrørende bestanden
af stor vandsalamander er udført efter, at der på området er sket
optrækning og nedflisning af trærødder under paddernes overvintringen,
hvor en del af bestanden er dræbt, og undersøgelserne er udelukkende
begrænset til selve lokalplanområdet og omfatter ikke den eneste adgangsvej
til Rørmosegård - den 700 m lange Rørmosevej med mange vandringsruter
for padderne. Rørmosevej er beliggende vest for Rørmosegård
og uden for lokalplanområdet.
Klagerne mener endvidere, at de i Lokalplan 32.1 foreslåede beskyttelsesforanstaltninger
er utilstrækkelige.
Klagerne finder, at det påhviler kommunen at redegøre for, hvorledes
beskyttelsen af padderne langs adgangsvejen Rørmosevej kan sikres, således
at bestanden uden for lokalplanområdet ikke trues. Klagerne mener,
at undladelse af at gennemføre de nævnte yderligere undersøgelser
er en klar retlig mangel i forhold til habitatdirektivet. Undersøgelser
af vandringsruter for bilag IVa-arterne på adgangsvejen Rørmosevej skal
være gennemført – eller ny adgangsvej uden de nævnte problemer anvist -
før lokalplanlægning af Rørmosegård kan godkendes.
Til støtte for, at Lokalplan 32.1 er i modstrid med EF-habitatdirektivet
anfører klagerne endvidere, at der ikke i habitatdirektivets artikel
12, eller artikel 16 med undtagelsesbestemmelserne, er åbnet mulighed
for, at man ved kompenserende foranstaltninger kan lovliggøre
trafikdrab af beskyttede individer eller forstyrrelse af habitatet.
Klagerne finder, at den øgede trafik i området – uanset de foreslåede
foranstaltninger - vil medføre forsætlige drab af de beskyttede dyrearter
i strid med artikel 12, der efter klagers opfattelse omhandler forbud
mod alle former for drab og forstyrrelse af dyrearternes yngleområder,
vandreruter, furageringssteder og overvintringssteder.
Klagerne mener, at padderne vandrer over hele området og at de i lokalplanen
foreslåede tiltag med paddehegn og faunapassager ikke sikrer
mod, at padderne bliver slået ihjel af bilernes hjul. Hertil kommer, at
8

det øgede antal hunde og katte, der må forventes at komme i området,
eventuel giftsprøjtning i private haver og eventuelle udsætninger af
guldfisk og skildpadder i vandhullerne vil medføre en reduktion af de
beskyttede arter i området.
Om de i lokalplanen foreslåede tiltag til forbedring af vandhullerne
har klagerne anført, at de vil kunne medvirke til udryddelse af stor
vandsalamander, da vandhullerne herefter også vil være mere egnede for
andre padder, fx den store grønne frø, og snoge som er rovdyr i forhold
til de beskyttede dyrearter.
Kommunens bemærkninger til klagerne
Farum Kommune har over flere gange indsendt udtalelser til klagerne.
Indledningsvis udtaler kommunen, at der ikke er udstedt byggetilladelser
til byggeri på Rørmosegård.
Ad A) Forholdet vedrørende planloven og regionplanlægningen.
I forhold til den overordnede planlægning og forholdet til andre myndigheder,
anfører kommunen, at Lokalplan 32.1 og Kommuneplantillæg 6
overholder gældende retningslinier i den foreliggende regionplan, og at
der ikke er gjort indsigelse fra overordnede myndigheder i offentlighedsfasen.
De forhold HUR og Frederiksborg Amt har haft bemærkninger
til er indarbejdet i den vedtagne Lokalplan 32.1.
Om Trevangsredegørelsen anfører kommunen, at denne er udarbejdet til
brug for de overordnede myndigheder i forbindelse med deres vurdering
af mulighederne i Trevangsområdet og kommunens ønske om, at området ændrede
status fra landzone til byzone.
Redegørelsen, der ikke er et overordnet plangrundlag, indeholder ingen
aftaler, heller ikke med borgerne, og afskærer ikke kommunen fra ved
senere kommuneplanlægning eller lokalplanlægning at sikre mulighed for
opførsel af bebyggelse på Rørmosegård. De overordnede myndigheder har
ikke fremkommet med indsigelser mod regionplanen, der åbner mulighed
for 150 boliger i området. Kommunen finder derfor, at Trevangsredegørelsen
er uden betydning for om lokalplanen overholder den overordnede
planlægning og planloven.
9

Kommunen henviser til, at regionplan 2001 (og ikke som af en klagerne
nævnt regionplan 97) åbner mulighed for ca. 150 boliger, og at regionplanen
ikke regulerer bebyggelsesprocenten eller bebyggelsens udformning
og placering på Rørmosegård. Om bebyggelsesprocenten anfører kommunen,
at denne alene er udregnet for lokalplanområdet, og det er en
misforståelse at tro, at Hjortefarmens areal skulle være inddraget
heri.
I forhold til byggefelt nr. IX, der muliggør opførsel af yderligere 11
boliger - betinget af at regionplanen ændres - henviser kommunen til
planloven § 27, stk. 2, hvorefter det er muligt at indsætte sådanne betingede
lokalplanbestemmelser.
Kommunen afviser i øvrigt, at der foreligger nogen pligt til at udarbejde
en særlig trafikplan i forbindelse med gennemførsel af lokalplanen
for Rørmosegård.
Ad B. Forholdet vedrørende EF-habitatdirektivet
Vedrørende habitatdirektivet anfører Farum Kommune indledningsvis, at
en del af de af klagerne angivne forhold om beskadigelse af habitatet
på Rørmosegård er vurderet endeligt af Tilsynsrådet for Frederiksborg
Amt. Denne sag er derfor efter kommunens mening uden relevans for
lokalplanen og den foreliggende klagesag.
Rørmosevej og øget trafikbelastning
Med henvisning til lokalplanens side 12-16 (redegørelsesdelen) bemærker
kommunen, at der ved lokalplanens administration vil blive taget de
fornødne hensyn til beskyttelsesreglerne i habitatdirektivet.
Farum Kommune afviser, at det er en retlig mangel ved lokalplanen, at
Rørmosevej ikke er omfattet af Lokalplanen eller af planens beskyttelsesbestemmelser.
Planloven forpligter ikke kommunen til også at lade lokalplanen omfatte
en sådan adgangsvej med henblik på beskyttelse af dyrearterne. Kommunen
bemærker, at hvis der af habitatdirektivet følger en sådanne forpligtelse,
må dette løses af de pågældende myndigheder efter anden kompe
10

tence, fx af vejmyndighederne efter vejlovgivningen. I det omfang kommunen
som vejmyndighed er forpligtet af habitatdirektivet vil forpligtelserne
naturligvis blive opfyldt.
Kommunen finder ikke, at der er tale om en relevant problemstilling i
forhold til lokalplanen, der kan medføre planens ugyldighed. Det bemærkes
i øvrigt, at der ikke vedrørende Rørmosevej er tale om forhold, der
er omfattet af forbudsreglerne i habitatdirektivets artikel 12. Kommunen
henviser til, at der ikke, som af klagerne påstået, er tale om forsætlige
drab eller forstyrrelse de beskyttede dyrearter, uanset at en
følge af Lokalplan 32.1 er, at trafikken øges på Rørmosevej. Den øgede
trafik vil ikke påvirke arternes ynglesteder, rastesteder eller overvintring,
og trafikken på Rørmosevej vil heller ikke forstyrre arternes
vandring, idet denne vandring vil foregå uanset trafikken.
Kommunen bemærker i øvrigt, at der ikke er anledning til at antage, at
der vil være særlige omfangsrige vandringer eller vandringsruter tværs
over Rørmosevej. Kommunen henviser til, at der stort set ikke findes
vandhuller syd for Rørmosevej, idet alle vandhullerne ligger nord for
vejen i Trevangsområdet. Med henvisning til Amphi Consults undersøgelser
henviser kommunen til, at det netop kun kan forventes vandringer
mellem de enkelte vandhuller.
For så vidt angår den spidssnudede frø afviser kommunen, at der ikke
skulle være taget fornødent hensyn i lokalplanen. Kommunen henviser
til, at der generelt er taget de fornødne hensyn efter detaljeret rådgivning
fra Amphi Consult, der også har oplyst overfor kommunen, at
lokalplanen opfylder habitatdirektivets krav.
I en efterfølgende udtalelse har kommunen uddybet argumentationen vedrørende
trafikafviklingen i forhold til habitatdirektivet. I den forbindelse
oplyser kommunen, at fagbiologer i foråret 2003 vil fortage
undersøgelser for at afdække, i hvilket omfang der måtte være behov for
eventuelt paddehegn og underføring af Rørmosevej, der kan sikre paddernes
vandringsruter.
11

Afslutningsvis oplyses det, at kommunen netop inden for lokalplanområdet
har gjort sig betydelige anstrengelser for at imødekomme paddernes
behov også udover det, der kræves efter habitatdirektivet. Kommunen vil
derfor også se på dette særlige hensyn ved det af Amphi Consult omtalte
vandhul syd for Rørmosevej.
Endelig bemærker kommunen, at Amphi Consult har udtalt, at der ikke er
fagligt biologisk grundlag for at hindre lokalplanens gennemførelse.
Kompenserende foranstaltninger
Kommunen finder, at spørgsmålet om kompenserende foranstaltninger vedrører
etablering af erstatningsbiotoper andetsteds, hvilket der ikke er
tale om i Lokalplan 32.1. Kommunen henviser til, at habitatdirektivets
artikel 12 ikke indeholder en generel regel om forbud mod indgreb i et
bestemt område, men derimod om specifikke forbud, hvilket må ses i modsætning
til beskyttelsen af habitatområderne, som der fremgår af artikel
6.
Der er efter kommunens opfattelse ikke tale om, at arterne som sådan
forstyrres ved bebyggelse, ligesom der i lokalplanen er taget hensyn
til, at byggeprocessen skal foregå under hensyntagen til padderne. Med
henvisning til, at kommunen generelt har taget de fornødne hensyn ikke
blot til habitatdirektivets specifikke regler, men også til at sikre
paddernes beståen i området i overensstemmelse med det overordnede formål
med habitatdirektivet, finder kommunen, at der ikke forligger nogen
overtrædelse af habitatdirektivet, som måtte kunne lovliggøres gennem
kompenserende foranstaltninger.
Det forhold, at området bevares bl.a. som yngle- og rasteområde gennem
de krav, der stilles i lokalplanen, har efter kommunens mening ikke noget
at gøre med erstatningsbiotop men sikrer, at området ikke beskadiges
eller ødelægges i sin funktion som yngle- og rasteområde m.v.
Kommunen finder endvidere, at de forhold klagerne i øvrigt har anført
om et øget antal hunde og katte i området, om eventuel sprøjtning mod
ukrudt i de private haver og om udsætning af guldfisk og sumpskildpadder
i vandhullerne ikke vedrører habitatdirektivets forbudsregler.
12

For så vidt angår klagernes synspunkter vedrørende pleje af vandhuller
på de ubebyggede arealer bemærker kommunen, at plejen sker efter anvisning
fra Amphi Consult, og at kommunen også vil søge fornøden faglig
vejledning i forbindelse med overholdelse af kravene til de ubebyggede
fællesarealer.
Kommunen henviser endvidere til, at der ved vurderingen af reglerne i
habitatdirektivet må anlægges et sædvanligt væsentlighedskriterium, ligesom
myndighederne kan udøve det fornødne skøn. Kommunen henviser i
den sammenhæng til Kammeradvokatens redegørelse side 35, hvor det antages,
at artikel 12 giver medlemslandene videre skønsbeføjelser i deres
administration, end hvad der er tilfældet med hensyn til de særlige habitatområder.
Kommunen henviser endeligt til, at der ikke i habitatdirektivet kan
indlægges en forpligtelse til den af klagerne foreslåede videregående
fortolkning eller til, at en ”eventuel tvivl” skal komme de beskyttede
arter til gode. Myndighederne skal derimod administrere direktivet på
sædvanlig måde under anvendelse af de ovenfor nævnte væsentlighedskriterier
og inden for rammerne af de skønsbeføjelser, der er tillagt disse
myndigheder.
Disse krav er efter kommunens opfattelse fuldt ud opfyldt, og der er
ikke grundlag for at tilsidesætte Lokalplan 32.1 på grund af reglerne i
habitatdirektivet.
Udtalelse fra kommunens konsulent Amphi Consult
Farum Kommune har til sine bemærkninger til klagerne vedlagt Notat af
30. januar 2003 udarbejdet af kommunens biologiske rådiver Amphi Consult.
Notatet forholder sig til de enkelte klagepunkter vedrørende habitatdirektivet.
Amphi Consults kommentarer er indarbejdet i kommunens
bemærkninger til klagerne.
13

Naturklagenævnets afgørelse
I sagens behandling har deltaget Naturklagenævnets 10 medlemmer: Lars
Busck (formand), Ole Pilgaard Andersen, Marie-Louise Andreasen, Peter
Christensen, Anders Stenild, Leif Hermann, Mogens Mikkelsen, Jens Steffensen,
Poul Søgaard og Jens Vibjerg.
Naturklagenævnet udtaler:
Efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 4, kan der til Naturklagenævnet klages
over retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter
loven. Det er et retligt spørgsmål, om Lokalplan 32.1 og Kommuneplantillæg
nr. 6 er i strid med regionplanlægningen og bestemmelser i
planloven. Det er endvidere et retligt spørgsmål, om kommunen er forpligtet
til at efterleve bestemmelserne i EF-habitatdirektivet, og om
lokalplanen er i overensstemmelse med direktivet.
Ad pkt. A – Uoverensstemmelse mellem lokalplan og regionplanen
Regionplan 2001 fastsætter en samlet kvote for opførelse af nye boliger
på i alt 150 i et område på ca. 19 ha ved Trevang mellem Slangerupvej
og Trevangsvej. Der er ikke i regionplanen fastsat bestemmelser om fordelingen
af boliger mellem Rørmosegård og det øvrige område, der indgår
som bindende forudsætninger for kommunens lokalplanlægning. Det forhold,
at alle 150 boliger planlægges opført på Rørmosegård er derfor
ikke i strid med regionplanlægningen.
Efter planlovens § 27, stk. 2, kan en lokalplan vedtages på betingelse
af de efterfølgende nødvendige ændringer af regionplanen. Den betingede
vedtagelse indebærer, at lokalplanen først får blivende retsvirkninger,
når den forudsatte ændring i den overordnede planlægning er endeligt
vedtaget. Der er intet retligt til hinder for, at en del af en lokalplans
byggemuligheder kan gøres betinget, således som Farum Kommune har
gjort det i lokalplanens § 6.1, hvor 11 yderligere boliger i lokalplanens
byggefelt IX forudsætter ændring af regionplanen.
Regionplanen foreskriver ikke en maksimal bebyggelsesprocent for området.
Med hensyn til Trevangsredegørelsen bemærkes, at denne ikke udgør et
retligt bindende dokument, der kan fastsætte rammer for kommunens
14

lokalplanlægning. Tilsvarende gælder eventuelle aftaler, som kommunen
måtte have indgået. Kommunen er dog forpligtet til at overholde eventuelle
betingelser fastsat i forbindelse med andre offentlige myndigheders
nedlæggelse af veto overfor lokalplanen, jf. planlovens § 28. Der
er ikke efter det oplyste nedlagt veto af nogen myndighed i sagen.
Da Lokalplan 32.1 og Kommuneplantillæg nr. 6 således ikke er i strid
med regionplanlægningen for området, og da Trevangsredegørelsen ikke
har status af overordnede plandokument, der kan fastsætte begrænsninger
for kommunens lokalplanlægning, afvises klagerne for så vidt angår
spørgsmålet om planuoverensstemmelse.
Manglende trafikplan
For så vidt angår klagerne over, at kommunen ikke har udarbejdet en
trafikplan bemærkes, at planlovens § 15 fastsætter rammerne for indholdet
af lokalplaner. I planlovens § 15, stk. 1, er anført, at en lokalplan
skal indeholde oplysninger om planens formål og retsvirkninger. I
§ 15, stk. 2, er oplistet en række forhold en lokalplan kan optage bestemmelser
om, herunder om vej- og stiforhold og andre forhold af færdselsmæssig
betydning, jf. bestemmelsens nr. 4. Efter § 15, stk. 3, skal
en lokalplan for et område, som overgår til byformål indeholde bestemmelser
om trafikforhold, som nævnt i § 15, stk. 2, nr. 4.
Lokalplan 32.1 § 5 indeholder i overensstemmelse med planloven en række
bestemmelser om vej- og stiforhold, herunder hvor og hvordan boligveje
og stier skal anlægges indenfor lokalplanområdet.
Kommunalbestyrelsen har imidlertid ikke nogen pligt til at udarbejde en
særlig trafikplan i forbindelse med vedtagelse af lokalplaner. Klagen
om manglende trafikplanlægning afvises derfor også.
Ad pkt. B Habitatdirektivets artikel 12.
Habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, har følgende ordlyd:
”Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at indføre
en streng beskyttelsesordning i det naturlige udbredelsesområde
for de dyrearter, der er nævnt i bilag IV, litra a), med forbud mod:
15

a) alle former for forsætlig indfangning eller drab af enheder af
disse arter i naturen
b) forsætlig forstyrrelse af disse arter, i særdeleshed i perioder,
hvor dyrene yngler, udviser ynglepleje, overvintrer eller vandrer
c) forsætlig ødelæggelse eller indsamling af æg i naturen
d) forringelse eller ødelæggelse af yngle- eller rasteområder.”
Der er enighed om, at de beskyttede arter spidssnudet frø og stor vandsalamander
lever og yngler inden for lokalplanområdet. Kommunen har i
den anledning ladet et anerkendt konsulentfirma undersøge og kortlægge
områdets yngle- og rastesteder. Klagerne har bestridt, at Farum Kommune
har foretaget de fornødne undersøgelser af forekomsten af spidssnudet
frø.
Klagen vedrører derfor både spørgsmålet, om kommunen er forpligtet til
at foretage undersøgelser, og i givet fald, om kommunens undersøgelser
forud for vedtagelsen af lokalplan 32.1 er tilstrækkelige, og endelig
om hvorvidt Farum Kommune på baggrund af undersøgelserne har truffet
tilstrækkelige foranstaltninger til sikring af de beskyttede arter i
overensstemmelse med kommunens forpligtigelser efter habitatdirektivets
artikel 12.
I Danmark er forbudet mod at indfange, ombringe og indsamle dyr (artikel
12, stk. 1, litra a) og c) implementeret i artsfredningsbekendtgørelsen
efter naturbeskyttelsesloven og bekendtgørelse om jagttider på
pattedyr og fugle efter jagt- og vildtforvaltningsloven. Ynglesteder
med yngel eller æg for pattedyr og fugle må således ikke ødelægges, jf.
§ 4 i sidstnævnte bekendtgørelse. Naturklagenævnet har ingen kompetence
i forhold til disse bestemmelser. Artikel 12, stk. 1, litra a) og c)
har i øvrigt ikke umiddelbar relevans for behandlingen af nærværende
klage.
Klagen angår artikel 12, stk. 1, litra b), forbud mod forsætligt at
forstyrre arterne, og litra d), forbudet mod forsætligt eller uagtsomt
at beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder. Herom har Skovog
Naturstyrelsen i Vejledning til Miljøministeriets bekendtgørelse nr.
782 af 1. november 1998 om afgrænsningen og administration af internationale
naturbeskyttelsesområder udtalt, at en meget væsentlig del af
de beskyttede dyrearters yngle- og rasteområder er beskyttet gennem naturbeskyttelseslovens
§ 3 om beskyttede naturtyper. Det gælder bl.a.
for vandhuller, der er ynglesteder for padder.
16

Efter naturbeskyttelseslovens § 3 må der ikke ske ændring i tilstanden
af en række vandløb, søer og vandhuller over 100 m 2 , heder, moser,
strandenge, strand-sumpe, ferske enge og overdrev over 2.500 m 2 . Ved den
seneste revision af bekendtgørelsen om beskyttede naturtyper er det
præciseret, at der ikke kan dispenseres fra § 3-beskyttelsen, hvis det
er i strid med habitatdirektivets artikel 12.
Tilsvarende præcisering er sket i de seneste bekendtgørelser om beskyttelse
af sten- og jorddiger og bygge- og beskyttelseslinjer i naturbeskyttelseslovens
§ 15 (strandbeskyttelseslinjen) og § 16 (sø- og åbeskyttelseslinjen).
I disse tilfælde må der heller ikke gives dispensationer,
der kan stride mod habitatdirektivets artikel 12.
Ovennævnte love og bekendtgørelser suppleres af en række generelle reguleringer,
som også omfatter arealer udenfor de særligt beskyttede områder.
Af planlovens § 1, stk. 1, fremgår bl.a., at loven har til formål
at medvirke til at værne landets natur og miljø og til bevarelsen
af dyre- og plantelivet. Efter Skov- og Naturstyrelsens opfattelse indbefatter
disse hensyn også beskyttelsen af vigtige levesteder, dvs. raste-
og/eller ynglesteder og dyrenes eventuelle vandringsruter.
De forpligtelser, der følger af habitatdirektivets artikel 12, stk. 1,
litra b) og d), er imidlertid ikke i dansk ret kommet til udtryk i form
af bindende retningslinier for kommunens planlægning.
Habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra b) og d) er således ikke
fuldt implementeret i dansk ret. Det er derfor spørgsmålet, om direktivet
har direkte virkning og er umiddelbart bindende for myndighederne
(umiddelbart anvendeligt).
Det er almindeligt antaget, og følger af EF-Domstolens praksis, at et
direktiv har direkte virkning, når bestemmelsen foreskriver en rettighed,
som er tilstrækkelig klar og ubetinget. Ved vurderingen er der
navnlig lagt vægt på, at direktivbestemmelsen er uden forbehold, at den
ikke er skønsmæssigt udformet eller giver de nationale myndigheder
valgmuligheder, og at bestemmelsen ikke er betinget af udstedelsen af
nye, efterfølgende EU- eller nationale retsakter.
Uagtet at de forholdsvis strengt udformede betingelser indikerer, at
direkte virkning er en undtagelse, tyder domstolspraksis på, at de fleste
direktivbestemmelser opfylder betingelserne. EF-Domstolen har fast
17

slået, at en direktivbestemmelse kan være umiddelbart anvendelig, selvom
den skal undergives en præciserende fortolkning. Det er heller ikke
til hinder for umiddelbar anvendelighed, at en bestemmelse er vag og
elastisk, såfremt den sætter grænser for de nationale myndigheders
skønsudøvelse, så der kan udledes en kerne af direktivet med hensyn til
myndighedernes forpligtelse.
Skov- og Naturstyrelsen har i Vejledning til Miljøministeriets bekendtgørelse
nr. 782 af 1. november 1998 om afgrænsningen og administration
af internationale naturbeskyttelsesområder og i vejledende udtalelser
tilkendegivet, at direktivet har direkte virkning.
Naturklagenævnet er enig i Skov- og Naturstyrelsens vurdering af, at
habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra b) og d) har direkte og
bindende virkning. Nævnet lægger herefter til grund, at Farum Kommune i
forbindelse med lokalplanen for Rørmosegård er forpligtet til at efterleve
habitatdirektivets bestemmelser.
Kommunens undersøgelsespligt
Habitatdirektivets artikel 12 indeholder ikke bestemmelser om myndighedernes
pligt til at undersøge de beskyttede dyrearters yngle- eller rasteområder
eller vandringsruter. En forudgående undersøgelsespligt for
kommuner ved udarbejdelse af lokalplaner vil således afhænge af den
lovgivning og de ulovbestemte forvaltningsretlige principper, herunder
officialprincippet, som kommunerne i øvrigt skal påse overholdt.
Planloven stiller ikke selvstændige krav om forudgående biologiske undersøgelser
af lokalplanområdet, herunder af områdets fauna.
Det ulovbestemte official- eller undersøgelsesprincip hører til de såkaldte
garantiforskrifter, hvis iagttagelse generelt er af væsentlig
betydning for en afgørelses lovlighed og rigtighed. Officialprincippets
formål er således at bidrage til at sikre, at forvaltningens afgørelser
bliver materielt lovlige og rigtige. Utilstrækkelig sagsoplysning vil
derfor kunne bevirke, at afgørelsen må tilsidesættes som ugyldig.
Kravene til forvaltningens sagsoplysning angår tilvejebringelse af et
fyldestgørende faktisk grundlag for afgørelsen, her vedtagelsen af
lokalplanen for Rørmosegård. Kravene til oplysning af faktum kan ikke
præciseres generelt og er i vid udstrækning af skønsmæssig karakter.
I denne sag, hvor kommunens vurdering af tilstedeværelsen af beskyttede
dyrearter forudsætter særlig sagkundskab (som kommunen ikke er i besid
18

delse af) og hvor det er kendt, at de beskyttede dyrearter befinder sig
i området, følger det af officialprincippet, at kommunen må rette henvendelse
til andre myndigheder eller private virksomheder med den nødvendige
faglige kompetence.
Hvad der kan anses for en fuldt forsvarlig oplysning af en sag, afhænger
af sagens karakter. Jo mere betydningsfuld eller indgribende en afgørelse,
der er tale om, jo mere øges kravene til undersøgelsens udstrækning
og sikkerheden for de relevante oplysningers rigtighed.
Kommunen har ladet et anerkendt konsulentfirma undersøge området og
komme med forslag til sikring af, at habitatdirektivets krav er indarbejdet
i lokalplanen samt til tiltag vedrørende administrationen. Det
pågældende firmas medarbejdere må efter det oplyste anses som eksperter
med hensyn til padder.
Kommunes konsulent, Amphi Consult, har i notat af 30. januar 2003 til
Farum Kommune i forbindelse med klagesagen bl.a. udtalt, at det ikke er
korrekt, at forekomsten af spidssnudet frø ikke er afdækket fyldestgørende.
Samtlige lokaliteter i lokalplanområdet er undersøgt efter normal
fremgangsmåde.
Naturklagenævnet har ikke mulighed for at gå ind i en nærmere, faglig
biologisk vurdering af, om de omtalte foranstaltninger fuldt ud vil
sikre den nødvendige beskyttelse af bilag-IVa dyrearterne. Efter det
foreliggende og i mangel af andre undersøgelser, må de faglige undersøgelser,
som kommunen har ladet foretage, efter nævnets opfattelse kunne
lægges til grund ved Naturklagenævnets vurdering af sagen.
Der er herefter ikke grundlag for at antage, at de af Farum Kommune
forud for lokalplanens vedtagelse foretagne undersøgelser for lokalplanområdet
skulle være utilstrækkelige. Klagen for så vidt angår manglende
undersøgelser afvises derfor.
Vedrørende spørgsmålet, om en kommune er forpligtiget til at foretage
forudgående undersøgelser af eksistensen af de beskyttede dyrearters
yngle- eller rasteområder eller vandringsruter ved Rørmosevej udenfor
lokalplanområdet, må det antages, at det ikke af habitatdirektivet eller
forvaltningsretten kan udledes en - som af klagerne forudsat – almindelig
eller generel forpligtigelse til altid at foretage sådanne
yderligere undersøgelser.
19

Det kan dog ikke udelukkes, at kommunens undersøgelsesforpligtigelse
konkret også vil kunne omfatte områder, der støder op til lokalplanområdet.
Det må antages, at kommunen har en sådan forpligtigelse i tilfælde,
hvor en lokalplan giver mulighed for byggeri eller aktiviteter,
der i væsentligt omfang vil forstyrre beskyttede dyrearters yngle- eller
rasteområder udenfor lokalplanområdet.
Det bemærkes herved, at kommunens forpligtelse efter habitatdirektivets
artikel 12 ikke er begrænset til områder, der er lokalplanlagte.
Amphi Consult, har oplyst, at der (200-300 m) vest for det lokalplanlagte
område syd for Rørmosevej findes et enkelt vandhul, hvor der i
april 2002 er fundet stor vandsalamander samt, at der på grund af den
korte afstand til vejen vil forekomme vandringer af salamander på tværs
af Rørmosevej, og disse vandringer vil have stor betydning for ynglebestanden
i vandhullet. Amphi Consult nævner således, at det er sandsynligt,
at øget trafik på Rørmosevej efter Lokalplan 32.1 er gennemført,
vil skabe behov for etablering af faunahegn og faunapassager. Det konkrete
behov for etablering af hegn og/eller tunnel, for at beskytte
padderne mod trafik, kan efter Amphi Consults oplysning vurderes efter
undersøgelser er gennemført i foråret 2003.
Farum Kommune har oplyst, at kommunen i foråret 2003 vil lade foretage
en fagbiologisk undersøgelse for at afdække i hvilket omfang, der måtte
være behov for eventuelt paddehegn og underføring ved Rørmosevej, som
er beliggende udenfor lokalplanområdet. Kommunen vil endvidere også se
på disse forhold ved det af Amphi Consult omtalte vandhul syd for Rørmosevej.
Naturklagenævnet bemærker, at kommunens konsulent, Amphi Consult har
foretaget en foreløbig vurdering af konsekvenserne af lokalplanen for
de beskyttede dyrearter, der er lokaliseret ved Rørmosevej udenfor
lokalplanområdet. Nævnet må efter det oplyste lægge til grund, at der
er behov for yderligere undersøgelser og at kommunen agter at lade disse
gennemføre i foråret 2003.
Naturklagenævnet har videre forstået kommunens tilkendegivelser således,
at Farum Kommune vil træffe de nødvendige foranstaltninger til
sikring af overholdelse af habitatdirektivets artikel 12, inden lokalplanens
realisering.
20

Klagen om manglende undersøgelser af konsekvenserne af vedtagelsen af
Lokalplan 32.1 for Rørmosevej afvises herefter.
Lokalplan 32.1’s overensstemmelse med habitatdirektivets artikel 12
Habitatdirektivet forbyder efter artikel 12, stk. 1, litra b) forsætlig
forstyrrelse af de beskyttede dyrearter, i særdeleshed i perioder, hvor
dyrene yngler, udviser yngelpleje, overvintrer eller vandrer.
Klagerne finder, at der er tale om forsætlige drab eller forstyrrelse
af de beskyttede dyrearter, når en følge af Lokalplan 32.1 er, at trafikken
øges på Rørmosevej og dermed at flere dyr kan blive dræbt af det
forøgede antal biler.
Naturklagenævnet finder ikke, at den øgede trafik og dermed muligvis
øgede risiko for et større antal dræbte padder, efter en konkret vurdering
indebærer en overtrædelse af habitatdirektivets artikel 12, stk.
1, litra b).
Habitatdirektivet forbyder efter artikel 12, stk. 1, litra d) beskadigelse
eller ødelæggelse af de beskyttede dyrearters yngle- eller rasteområder.
De på lokalplanens kortbilag 1 beliggende søer R3 og R5 er ifølge kommunens
telefoniske oplysning over 100 m 2 og dermed omfattet af naturbeskyttelseslovens
§ 3. Søerne der udgør ynglesteder for padder er som
sådan beskyttede. Der kan ikke uden dispensation fra bestemmelsen gøres
indgreb i selve de beskyttede områder, og dispensation kan alene meddeles
under iagttagelse af habitatdirektivets artikel 12, jf. ovenfor.
Naturklagenævnet finder således, at det kan lægges til grund, at naturbeskyttelseslovens
§ 3 yder tilstrækkelig beskyttelse af de af habitatdirektivets
bilag IVa arters ynglesteder.
Flere af de i denne sag beskyttede dyrearters ynglesteder er - på grund
af deres ringe størrelse – imidlertid ikke omfattet af beskyttelsen i
naturbeskyttelseslovens § 3 ligesom rasteområderne ikke er beskyttede
af naturbeskyttelsesloven eller efter anden lovgivning.
Naturklagenævnet skal derfor tage stilling til, om beskyttelsen af de
beskyttede dyrearters yngle- og rasteområder i habitatdirektivets forstand
er tilstrækkeligt tilgodeset i lokalplanen.
21

Direktivet har ikke en selvstændig definition af ”rasteområde”. Det er
af Skov- og Naturstyrelsen oplyst, at rasteområder i direktivets forstand
skal forstås som dyrenes sove- og hvilesteder. Rasteområderne varierer
meget fra dyreart til dyreart. For padder udgør rasteområder ofte
tilfældige huller eller skjul, fx stensætninger, musehuller, etc., i
nærheden af vandhuller. Det er derfor ikke for disse dyrearters vedkommende
muligt på forhånd at udpege et særligt geografisk areal, der udgør
deres ”rasteområder”. Skov- og Naturstyrelsen har videre oplyst, at
rækkevidden af artikel 12, stk. 1, litra d), om forbud mod beskadigelse
eller ødelæggelse af ”rasteområder” er omdiskuteret. Spørgsmålet drøftes
i en arbejdsgruppe under EU-kommissionen, hvori Skov- og Naturstyrelsen
deltager.
Skov- og Naturstyrelsen har i Vejledning til Miljøministeriets bekendtgørelse
nr. 782 af 1. november 1998 om afgrænsningen og administration
af internationale naturbeskyttelsesområder, udtalt, at habitatdirektivets
art. 12, stk. 1 litra d), indebærer, at der, hvor der er regelmæssig
forekomst af bilag IVa-arter, ikke må gives tilladelse til aktiviteter,
der kan beskadige eller ødelægge de pågældende arters yngle- og
rasteområder. Det fremgår endvidere, at myndighederne skal inddrage
dette hensyn i deres planlægning og administration af konkrete beføjelser.
Ifølge vejledningen er artikel 12, stk. 1, litra d), generelt relevant
i forbindelse med planlægning og administration af arealanvendelseslovgivningen.
Vejledningen indeholder ingen retningslinier for, hvori myndighedernes
forpligtelse nærmere består. Skov- og Naturstyrelsen har
udtalt, at det ikke er præcist fastlagt i lovgivningen, på hvilket trin
i myndighedsbehandlingen hensynene senest skal varetages.
Erhvervs- og Boligstyrelsen har på Naturklagenævnets sekretariats forespørgsel
udtalt, at byggelovgivningen ikke indeholder bestemmelser, der
varetager de hensyn, der fremgår af habitatdirektivet, herunder direktivets
artikel 12. Der er således ikke hjemmel til at afslå at give
byggetilladelse eller at fastsætte vilkår om udførelsen af byggearbejder,
som måtte være nødvendige for at kunne leve op til direktivets
krav om beskyttelse af dyrearter. Det vil forudsætte, at der er hjemmel
i den lovgivning, eksempelvis planloven, som kommunalbestyrelsen skal
påse overholdt ved byggesagsbehandlingen.
22

Klageren har henvist til et af Kammeradvokaten den 28. november 2002
udarbejdet notat om implementering af habitatdirektivet. Notatet, der
er udarbejdet på begæring af Skov- og Naturstyrelsen, omhandler primært
spørgsmålet om medlemsstaternes forpligtelse til at udpege og sikre habitatområder
i henhold til habitatdirektivets artikel 6, men omtaler
også kortfattet direktivets artikel 12. Efter artikel 6 træffer medlemsstaterne
”passende foranstaltninger” for at ”undgå forringelse” af
naturtyperne og levestederne for arterne i de særlige bevaringsområder
samt ”forstyrrelser” af de arter, for hvilke områderne er udpeget, for
så vidt disse forstyrrelser har ”betydelige konsekvenser” for direktivets
målsætninger. Kammeradvokaten antager på grund af direktivets systematik
og ordlyd, at medlemsstaterne har større skønsbeføjelser ved
administrationen af beskyttelsen af bl.a. dyrearter, der er omfattet af
artikel 12, uden for habitatområder.
Klagerne har endvidere anført, at et øget antal hunde og katte i området
vil udgøre en trussel mod de beskyttede dyrearter, ligesom eventuel
sprøjtning mod ukrudt i de private haver og udsætning af guldfisk,
sumpskildpadder og andre dyrearter i områdets vandhuller vil kunne true
paddernes yngel og påvirke bestanden af padder i området.
Det er nævnets vurdering, at det ikke kan anses som en direkte, nødvendig
følge af lokalplanen, at pesticidforbruget bliver øget i området
eller, at de beskyttede dyrearter bliver forstyrret af hunde og katte
eller af udsatte guldfisk m.fl. Klagen afvises således også på disse
punkter.
Spørgsmålet om lokalplanen og de foranstaltningerne, der påtænkes
iværksat, generelt er tilstrækkelige til at opfylde habitatdirektivets
artikel 12, stk. 1, litra d) om forbud mod beskadigelse eller ødelæggelse
af yngle- eller rasteområder, baserer sig på en række fagligt
prægede vurderinger. Naturklagenævnet har ikke mulighed for nærmere at
efterprøve sådanne faglige, biologiske vurderinger.
Det er Naturklagenævnets opfattelse, at kommunens og konsulentfirmaets
konklusion om, at direktivet er overholdt, hvis det efter lokalplanens
realisering på længere sigt er muligt at opretholde de pågældende bestande
i samme omfang som hidtil inden for det berørte område, kan lægges
til grund.
I Amphi Consults notat af 30. januar 2003 til Farum Kommune konkluderes
følgende :
23

”Sammenfattende kan det konstateres, at Lokalplan 32.1 følger de råd og
anbefalinger, som Amphi Consult har givet…. Dermed bevares yngle og rasteområder
og de beskyttede arter vil overleve på lang sigt.
Konsulenterne er enige om følgende konsekvenser af at gennemføre Lokalplan
32.1:
• Bestanden af stor vandsalamander og spidssnudet frø vil fortsat yngle
i de samme ynglesteder (ynglestederne bevares og forbedres).
• Bestandstørrelsen vil, i det mindste få år efter anlægsarbejdet er
afsluttet, være mindst lige så stor som før lokalplanen blev gennemført.
• Der vil være tilstrækkeligt med rasteområder (til fouragering, vandring
og overvintring) omkring ynglestederne til at understøtte en bestand
af mindst samme størrelse som den der findes i dag.
Lokalplanen vil føre til en øget dødelighed blandt padderne især på
grund af trafikken. Forbedring af ynglestederne i det i lokalplanen beskrevne
omfang vil efter Amphi Consults vurdering forhindre at dette
fører til en bestandsnedgang, idet området som helhed vurderet herved
er bevaret som yngle- og rasteområde for padderne og med grundlag for
samme bestand som hidtil. Vi mener således klart, at bestemmelserne i
habitatdirektivet overholdes i lokalplanen og at der ikke er faglig
biologisk begrundelse for at forhindre planens gennemførelse.”
Amphi Consults anbefalinger vedrørende de foranstaltninger, der skal
sikre overholdelsen af habitatdirektivet, fremgår direkte af lokalplanen.
De forhold, som anbefalingerne vedrører, er optaget i lokalplanens
redegørelsesdel (s. 12-16) samt i planens retlig bindende del.
Der er således i lokalplanen truffet en række konkrete forholdsregler,
der har til formål at sikre de beskyttede dyrearters fortsatte beståen
i området, herunder at sikre arternes yngle- og rastesteder.
Ved vurderingen af, om der med vedtagelsen af lokalplanen er truffet
tilstrækkelige foranstaltninger må der tages udgangspunkt i, at administrationen
af forbudsbestemmelserne i artikel 12 indgår som et blandt
mange andre hensyn, kommunen skal varetage ved tilvejebringelse af
lokalplaner. Dette indebærer, at de almindelige forvaltningsretlige
principper, herunder om proportionalitet og væsentlighed, skal lægges
24

til grund. Kommunen må endvidere have en vis adgang til at foretage
skønsmæssige afvejninger af, hvilke foranstaltninger der er nødvendige,
for at leve op til kravet om en streng beskyttelsesordning i artikel
12.
Efter en sammenfattende vurdering af sagen, herunder navnlig den omstændighed,
at paddernes yngleområder er beskyttede efter naturbeskyttelseslovens
§ 3 eller søges beskyttet og bevarede efter lokalplanen,
og at det ikke umiddelbart er muligt på forhånd at foretage en specifik
og udtømmende udpegning af paddernes rasteområder, er det Naturklagenævnets
opfattelse, at kommunen i lokalplanen har søgt at sikre arternes
bestående i lokalplanområdet på en måde, som i tilstrækkelig omfang
opfylder de forpligtelser, der påhviler kommunen efter habitatdirektivets
artikel 12.
Det må også tillægges vægt i forbindelse med kommunens skøn over, hvilke
foranstaltninger, der er nødvendige ved udarbejdelse af lokalplanen,
at sagen angår et i planlægningsmæssig henseende nyt problemområde, og
at der ikke er fastlagt nogen praksis eller vejledning fra EU-Kommissionens
side. Heller ikke den danske ressortmyndighed har udsendt nogen
form for vejledning om de typer af foranstaltninger, der skal træffes i
forbindelse med lokalplanlægning.
Naturklagenævnets afgørelse går herefter ud på, at der ikke i det af
klagerne anførte er grundlag for at tilsidesætte Farum Kommunes Lokalplan
32.1 og Kommuneplantillæg nr. 6 som ikke gyldigt tilvejebragt.
Lokalplanen og kommuneplantillægget må herefter bestå.
På Naturklagenævnets vegne
Lars Busck
Naturklagenævnets formand
Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. planlovens § 58, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af
afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. planlovens § 62, stk. 1.
25