EN RIGTIG FAMILIE

EN RIGTIG FAMILIE 

Mikkel Klein & Henning Rasmussen

2 EN RIGTIG FAMILIE



3


INDHOLD 

Intro til En rigtig familie..................................................................................... 

Sådan opstod kernefamilien.............................................................................. 

Rids over familiens udvikling de sidste 50 år..................................................... 

Udvalgte tal om familier i Danmark.................................................................. 

Intro til familien Reseke..................................................................................... 

PORTRÆT: »Mon ikke vi sidder her om 20 år også?«....................................... 

Lars Barfoed: »Der er ikke nogen familieformer, der er bedre end 

andre. Men det er nu bedst for et barn at have både en mor og en far«...... 

Intro til familien Anker...................................................................................... 

PORTRÆT: Mor og mammi i præstens gamle bolig......................................... 


side 09 

side 12 

side 13 

side 15 

side 16 

side 18 

side 26 

side 28 

side 30 

5

Vi har brug for melodien i familien - interview med 

psykologerne Lars Dencik og Allan Westerling................................................ 

Ord om familien................................................................................................. 

Anne Marie Helger: »Det er så lamt i roen, at folk er så uselvstændige«..... 

Intro til familien Balleby..................................................................................... 

PORTRÆT: Når masterplanen må laves om....................................................... 

Vi har krav på lykken - interview med sociologen Emilia van Hauen............. 

Michael Kvium: »Familien er et meget alvorligt valg«.................................... 

Intro til familien Azad-Ahmad.......................................................................... 

PORTRÆT: ”Man skal holde ud og holde sammen”........................................ 

Camilla Miehe-Renard: »Den rigtigste familie 

i hele verden«.................................................................................................... 

6 EN RIGTIG FAMILIE 

side 36 

side 38 

side 40 

side 41 

side 43 

side 47 

side 49 

side 50 

side 52 

side 58

Kjeld Holm: »Ægteskabet er ikke et tivoli – 

det er et tugt- og forbedringshus«.................................................................. 

Medieforsker: Sådan fremstilles familien på film og TV................................. 

Intro til single.................................................................................................... 

PORTRÆT: Single............................................................................................... 

Psykolog: Hvad er det for en trang, der ligger i os til at stifte familie?........ 

Globetrotter:..................................................................................................... 

Intro til familien, der er flyttet i kollektiv....................................................... 

PORTRÆT: Når flere familier bor under samme tag....................................... 

Stand up-komiker:............................................................................................ 

Imam:................................................................................................................. 

Intro til adelig familie...................................................................................... 

PORTRÆT: Når familienavnet forpligter......................................................... 

Livsstilsekspert: Hvordan iscenesætter danskerne deres familieliv?............. 

Sanger:.............................................................................................................. 

Intro til karrierepar uden børn....................................................................... 

PORTRÆT: Når karrieren prioriteres over familien........................................ 

Fremtidsforsker: 6 tendenser for fremtidens familier.................................... 

Præsentation af forfatterne............................................................................ 


side 59 

side xx 

side xx 

side xx 

side xx 

side xx 

side xx 

side xx 

side xx 

side xx 

side xx 

side xx 

side xx 

side xx 

side xx 

side xx 

side 60 

side 65 

7


INTRO 

Prøv en gang at lukke øjnene og forestil dig en 

rigtig familie. Hvad ser du? 

Et idyllisk hus, et gammelt æbletræ, to 

lyshårede børn, der griner? Ser du evig sommer, 

hjemmelavet limonade og en logrende hund? 

Eller hvad med et hvidt stakit, en nabosnak over 

hækken, en håndbajer og grillduft fra Weberen? 

Idéen om den evigt lykkelige familie 

stortrives herhjemme i disse år. Nogle danskere 

lever da også et liv med lyshårede børn og nabosnak 

over hækken. Men mange af os lever på 

alle mulige andre måder. 

For hvad er en rigtig familie? 

Denne bog sætter fokus på familierne i Danmark 

i dag. Dem er der lige omkring 3 millioner 

af, og derfor formentligt også lige omkring 3 

millioner forskellige versioner af en rigtig familie. 

Du får ikke nogen endegyldige svar 

i denne bog på, hvad der er en rigtig familie. 

Der findes nemlig ingen opskrift. For selvom det 

altoverskyggende ideal herhjemme handler om 

far, mor og børn, kan familie også gøres på alle 

mulige andre måder. 


Der kan ikke være nogen tvivl om, at familien 

som institution er mere i fokus nu, end den har 

været i mange år. Og med ”familien” menes 

der i denne sammenhæng kernefamilien med 

det hvide stakit og limonaden, for selvom langt 

fra alle lever på den måde, debatteres ”familien” 

ofte ud fra en utopisk forestilling om, at 

vi ikke har rykket os ét skridt siden 50érnes forstadsidyl. 

Dermed ignorerer vi fuldstændig det 

faktum, at 50érnes familiemønster blot var en 

parentes i historien. 

Det prøver denne bog at gøre op med. 

Formålet er at stille en tidsdiagnose på, hvordan 

familien som institution ser ud og har det i 

dagens Danmark. 

Drømmen om kernefamilien er levende som 

aldrig før, siger sociologen Emilia van Hauen 

her i bogen. I fjernsynet bombarderes vi med 

programmer, der handler om, hvordan vi skal 

få denne (kerne)familiemæssige drøm til at gå 

i opfyldelse. Vi kan lære, hvordan vi opdrager 

vores børn. Vi kan lære, hvordan vi skal indrette 

os i vores familiære lykke (med eller uden Feng 

shui). Og når vi har lært det, kan vi lære, hvordan 

vi laver mad til vores familie i vores nyindrettede 

samtalekøkkener, og vi kan endda også 

9

lære, hvordan vi gør rent efter os. 

For blot få år siden var singletilværelsen sagen. 

Vi skulle alle sammen oprette profiler på 

datingsider på internettet, og i fjernsynet var 

”Venner” og ”Sex and the City” megasucceser. 

Det var sejt at være single. Man kunne drikke 

cocktails og købe nye sko, eller få sig et utal af 

uforpligtende seksuelle oplevelser. 

Men med ét stoppede disse serier i fjernsynet. 

De fire singlepiger fra ”Sex and the City” 

slog sig ned med hver deres mand i allersidste 

episode, og i ”Venner” var der en øredøvende 

larm af babyskrål og bimlende kirkeklokker, inden 

serien lukkede ned. Selv den uheldige alenepige 

Bridget Jones fik sin drømmefyr i enden, 

og med en syngende lussing kunne hele verdens 

singler lære, at det der med cocktails og nye sko 

altså kun er sjovt, indtil den eneste ene dukker 

op, og man kan finde den sande lykke. Familielivet 

er nu det bedste. Og i dag betragtes singler 

lidt som nogle stakler, der bare må gå rundt og 

vente på, at det der med morgenkvalme og babymos 

også bliver virkelighed for dem en dag. 

Også fra politisk side er familien i høj grad i fokus. 

I august 2004 kom et helt nyt ministerium 

til verden i Danmark. Ministeriet for Familie- og 

forbrugeranliggender. 53 medarbejdere flyt- 


tede ind i fuldstændigt nyistandsatte lokaler 

lige overfor Christiansborg. Nu skulle regeringen 

vise os, at familielivet lægger dem meget 

på sinde. 

Så selvom budgetterne ikke er prangende 

og de politiske resultater er til at overse (eksempelvis 

nedsættelse af taksterne på institutionspladser 

og forsøg med tilskud til parterapi), 

så er signalet langt fra til at tage fejl af. 

I denne bog kan du læse, hvad den nuværende 

familieminister, den konservative Lars Barfoed, 

mener, er en rigtig familie. Og sikkert ikke så 

overraskende, vil han ikke stemple nogen familier 

som værende forkerte. Men far, mor og 

børn-modellen går man aldrig helt galt i byen 

med. 

Denne bog er ikke ment som nogen kritik af 

kernefamilien som institution, men snarere som 

en statusrapport og et oplæg til debat. Bogen 

har til hensigt at tegne et tidsbillede af danskernes 

familier lige nu – på godt og på ondt. 

God læselyst 

Henning Rasmussen og Mikkel Klein, 

Århus, januar 2006


11

EN KERNEFAMILIE OPSTÅR 

Kernefamilien blev født blandt velhavende storkøbmænd i handelsborgerskabet efter reformationen 

i 1536. Før overklassen begyndte at leve sammen som mand og kone med børn, boede langt de 

fleste danskere i storfamilier, hvor flere generationer var samlet under samme tag, og der var ikke 

noget, der hed privatliv. Man havde fælles rum, hvor alt lige fra spisning til sex foregik - ofte med 

andre tilstede. Kernefamilien introducerede private rum i boligen, og børn fik lov til at bo hjemme, 

mens de gik i skole i stedet for at blive sendt på kostskole. Gennem de følgende århundreder spredte 

kernefamilien sig til alle sociale lag i samfundet, indtil den i 1800-tallet var den mest almindelige 

måde at leve sammen som en familie på. Samtidig mistede slægten dominans over kærligheden, 

og efterhånden kunne unge vælge samlever ud fra kærlighed og forelskelse - i stedet for at lade 

slægten bestemme, hvem man skulle gifte sig med. 

Kernefamilien anno 2006 er ikke meget anderledes end kernefamilien i det 19. århundrede, 

selvom der i dag er kommet en stribe nye familieformer til. Vi stifter familie ligeså sent, har de 

samme bånd mellem generationerne og vælger partner fra samme sociale lag som os selv. 

(Kilde: Socialforskningsinstituttet) 


RIDS OVER FAMILIENS UDVIKLING DE SIDSTE 50 ÅR 

1950’erne: 

I 1950’erne er rollefordelingen i hjemmene sådan, at manden er den udearbejdende forsørger, 

mens kvindens arbejdsplads er i hjemmet. Unge piger bliver opdraget til ægteskab, så de kan stå for 

hjem og husholdning. Samtidig bliver fritid et populært begreb, og forbrugslån bliver et udbredt 

fænomen, der gør, at familien kan købe husholdningsmaskiner og få tid til overs. I 1950’erne kommer 

“de store årgange”, som er født i optimismen lige efter krigen. Ungdommen bliver efterhånden 

en selvstændig gruppe, som skal tages alvorligt, og får etiketten teenagers. 

Nye ord i 50érne: 

Kernefamilie (1956) 

1960’erne: 

1960’erne er hippiernes og oprørernes årti. Cowboybukser bliver allemandseje, og de signalerer 

lighed mellem kvinder og mænd. Unge begynder at eksperimentere med familieliv, sex og måden 

at bo sammen på. Flere unge tager en uddannelse – også kvinder, som begynder at indtage arbejdsmarkedet. 

Det bliver starten på en radikal ændring af rollefordelingen i kernefamilien. 


Eneforsørger (1963), storfamilie (1967), single (1969) 

1970’erne: 

I 1970’erne er kernefamilien under hård beskydning. De rebelske unge mener, at rollerne for forældrene 

og børnene er fastlåste, og at man isolerer sig fra andre mennesker. Kollektivet, som er en 

moderne form af middelalderens storfamilie, bliver mange unges familievalg. Flere par lever sammen 

uden at blive gift som et antiautoritært oprør mod ægteskabet som samlivsform. 


Karrierekvinde (1970), alenemor (1971), familieterapi (1972), weekendfar (1975), deleforældre 

(1979) 


13

1980’erne: 

Fra sidst i 70’erne og op gennem 1980’erne stiger antallet af skilsmisser til det højeste nogensinde - 

eller dobbelt så mange som i 60’erne. Fødselstallene falder markant, og begynder først at stige igen 

i slutningen af årtiet. Til gengæld bliver kvinderne ældre, inden de får børn. Stedfortræderfamilien, 

den sammenbragte familie, singlefamilien og eneforælder-familien bliver mere udbredte som moderne 

familieformer. Den første officielle registrering af et homoseksuelt parforhold i verden finder 

sted på Københavns Rådhus den 1. oktober 1989. 


Delebørn (1980), kvalitetstid (1986), registreret partnerskab (1988), homopagt (1989) 

1990’erne: 

I 90’erne bliver de klassiske, romantiske kirkebryllupper populære igen. Man bliver ofte først gift 

efter flere års samliv, og mange lader et fælles barn døbe ved samme lejlighed. Individualisering er 

et af tidens buzzwords, hvor ”mig-kulturen” kommer mere i fokus end ”vi-kulturen”. 


Plasticmor (1991), singlebolig (1994), forhandlerbarn (1995), designerbarn (1997), bonusmor (1999), 

økobaby (1999), babybio (1999) 

Efter årtusindskiftet: 

Danmark har EU-rekord i vielser. Mens der i det samlede EU er 4,8 vielser pr. 1000 indbyggere, så 

ligger tallet i Danmark på 6,9 pr.1000 indbyggere. Til gengæld er danskerne også det folkefærd, 

der bliver skilt næstmest i EU. Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende stiger til over 30 år, hvor 

den for 25 år siden var nede på 26,8. Kvinder holder i gennemsnit 278 dages orlov efter fødslen, 

mens mænd holder 19 dage. 

Nye ord efter årtusindskiftet: 

Samtalekøkken (2000), netdating (2000), servicebarn (2000), curlingforældre (2000), tweenager 

(2002), speeddating (2003) 


DANSKE FAMILIER I TAL 

25 % 

andelen af danskere, der er gifte eller samlevende og har 2 børn eller flere 

22 % 

andelen af danskere, der lever i parforhold uden hjemmeboende børn 

26 % 

andelen af singler i Danmark 

6 % 

andelen af eneforsørgere i Danmark 

(Kilde: 2005-tal fra Danmarks Statistik) 


15

INTRO TIL FAMILIEN RESEKE 

Kernefamilien er fantastisk til at producere børn. I Danmark bliver langt de fleste nyfødte til i for- 

hold, hvor mor og far bor sammen. 

I de sidste 25 år er der blevet flere enlige og papirløse forhold herhjemme, men ægteskabet 

med eller uden børn er stadig den foretrukne måde at leve sammen på. Næsten halvdelen af alle 

20-49 årige lever i et ægteskab. 

Til gengæld varede de danske ægteskaber i 2004 i gennemsnit kun 11,4 år. Den største risiko 

for skilsmisse er i ægteskabets femte år, så myten om syv-årskrisen holder ikke i det virkelige liv. 

Hvis der er børn i forholdet, som der er i kernefamilien, har det større chance for at overleve. 

Ægtepar uden børn bliver oftere skilt end par med børn. 

Jan og Rikke Reseke har været sammen i snart 14 år, og har for længst passeret alle dystre 

profetier fra statistikerne. I den lille kernefamilie lever også børnene Naja og Lucas. Du kan læse 

deres historie på de næste sider. 

(Kilde: Danmarks Statistik) 


FAMILIEN RESEKE 

Rikke, 31 år 

Lucas, 6 år 

Naja, 3 år 

Jan, 38 år 


17

PORTRÆT: 

»Mon ikke vi sidder her om tyve år også?« 

Familien Reseke har det hele. Et solidt ægteskab, to børn, gode jobs, en rummelig 

bil og et landsbyhus i det sønderjyske. Livet er indrettet komfortabelt med nem 

adgang til de vigtigste fornødenheder, og drømmene er inden for rækkevidde 

Vi er i en lille by 20 minutters kørsel fra Lunderskov 

Station ved Kolding. Et sted, hvor man ikke 

låser bilen i indkørslen. Vi er helt derude, hvor 

der ikke er noget liv efter mørkets frembrud. I 

landsbyen Jordrup, hvor der ifølge Jan Reseke 

er det hele: Her er både en DK-tank, lokal brugs 

og børnehave - og hvad mere har man egentlig 

brug for? 

Hus nummer fire er ikke det største på 

vejen, men til gengæld er det næsten helt nyrestaureret. 

I køkkenet er der lys i ovnen og det 

dufter af lasagne i hele huset. Rikke Reseke på 

31 skærer tomater, mens Jan på 38 sætter tyske 

dåse-colaer ind på spisebordet i spisestuen. 

Lucas på seks sidder i sofaen i stuen. Der er børnetime 

i fjernsynet. Hans lillesøster Naja på næsten 

tre har fået nye sko, der klikker som en fin 

dames, når hun går hen over gulvet. 

»Vi er nok en kernefamilie med stort K,« 

siger Rikke. 


Roadhouse 1992, det er nytårsaften. Roadhouse 

var in-stedet i Kolding i starten af 90’erne. Det 

var her, man holdt til, længe før café latte og 

spejle på væggene gjorde sit indtog. På Roadhouse 

er der langborde af fyrretræ, håndbajere 

og øretæver i luften. I højttalerne brøler Gasolin 

om kap med Guns’n’Roses. Rikke er kun 18 

år og lyshåret, da Jan på 26 spotter hende i baren. 

Han lyver og siger, at han er 23 og fortæller 

også, at han har en motorcykel. En Honda 

900 kubik med stjernefælge. Rikke er solgt på 

stedet. 

Jan er tilflytter fra Sjælland. Hans forældre 

blev skilt, da han var tre år, og siden kom der 

en ny mand ind i moderens liv. Jans nye stedfar 

tog familien med til Jylland, da Jan var 15. Rikke 

er vokset op hos sine forældre og en søster i et 

parcelhus i Kolding. 

Jan og Rikke er ikke sammen længe, før de 

ved, at det skal være dem. Allerede i april 1993

flytter de sammen, og Jan må langt om længe 

afsløre, at han i virkeligheden er tre år ældre, 

end han havde sagt i kampens hede nytårsaften. 

Nogle måneder senere drager de af sted på 

deres første ferie sammen. Det er sommer 1993. 

Turen går til København, hvor Jan og Rikke sejler 

på kanalerne, tager på Bakken og bor på 

vandrehjem. Jan viser sit barndomshjem frem 

for kæresten. 

Rikke sætter lasagnen ind på bordet. Ligesom 

alle andre dage, har hun også denne fredag 

været mor siden klokken 20 minutter i seks om 

morgenen. Naja har fundet tuscher og papir 

frem og sidder og maler ved spisebordet. Hun 

må bestemme, hvad de skal lege i børnehaven 

på mandag, så det forsøger hun at skrive på et 

stykke papir, men hun er trods alt kun næsten 

tre, så man skal nok vide, at der står gemmeleg 

på papiret. Familiens kat kradser på døren og 

tigger om at komme ud. Rikke hælder salaten 

op i en skål og sætter bestik i. 

I området, hvor familien Reseke bor, er der næsten 

kun kernefamilier. Lucas og Naja har masser 

af kammerater på samme alder lige om hjørnet. 

Her i Jordrup har de fleste børnefamilier 

3-4 børn. 

»To børn, som man har de fleste andre 

steder i landet i gennemsnit, er nærmest unor- 


malt hernede,« fortæller Rikke og smiler. 

Efter turen til København tager Jan og Rikke en 

beslutning. De vil spinke og spare, indtil de har 

råd til deres eget hus og kan flytte ud af lejligheden 

i Kolding. 

Der skulle dog gå næsten fem år, før Jan 

og Rikke en varm augustdag i 1998 kan lægge 

565.000 kroner på bordet og skrive under på 

skødet til 125 kvadratmeter landlig idyl i en omegnskommune 

til Kolding. 

»Vores forældre har nok syntes, at huset 

var noget værre lort,« fortæller Jan, »men vi var 

helt vilde med det.« 

Det er 1998. Jan har været ansat i TDC 

lige siden det hed Jydsk Telefon. Da begyndte 

han som buddreng. Han var 17 år. Siden er han 

avanceret til teletekniker, og meget af hans arbejde 

foregår på centralen eller ved at reparere 

forbindelsen hjemme hos folk. Han gik ud af 

9. klasse med en ambition om at blive grafisk 

tegner, men de drømme faldt fra hinanden, og 

Jydsk Telefon tilbød en fast månedsløn med 

mulighed for forfremmelser. 

I mellemtiden bliver Rikke færdig med 

sin tre-årige HH på Handelsskolen i Kolding, og 

bagefter får hun læreplads på Kolding Kommune 

som kontorassistent. 

De køber huset på landet af en 70-årig 

19

dame, der har gulvtæpper i køkkenet og ikke 

har brugt overetagen i 20 år. Det trænger til 

mange kærlige hænder, og Jan ved ikke meget 

andet, end hvordan en hammer ser ud. 

»Jeg synes nu, du har klaret det ret godt. 

Den cadeau skal du have,« protesterer Rikke. 

Med to gode venners hjælp knokler Jan 

og Rikke i fem måneder for at gøre det forsømte 

hus til et hjem. 

Rikke har aldrig lært at lave mad hjemmefra, 

men da der pludselig er tre sultne håndværkere 

i huset, ser hun ingen vej udenom at 

finde kogebogen frem og komme i gang. Heller 

ikke selvom komfuret står i entreen, og parret 

sover i spisestuen. 

Da huset er tiptop i stand, er det som om der 

mangler noget i Jan og Rikkes liv. De bliver hurtigt 

enige om, at tiden er moden til en familieforøgelse. 

Den 27. november 1999 kommer 

sønnen Lucas til verden. En stor og velvoksen 

baby, og hospitalstasken var pakket i god tid, 

for Lucas blev født to uger for sent. 

»Det var et helt godstog,« forklarer Rikke 

og laver fagter i luften. 

Rikke har altid haft en drøm om et stort 

hvidt bryllup, men med et nyrenoveret hus og 

en baby i klapvognen rækker pengene langt fra 

til den store hvide drøm. I stedet bliver det til 


en dybt hemmelig weekendtur til København, 

hvor Jan og Rikke bliver gift mellem klokken 11 

og tre minutter over 11 den 22. marts 2001 på 

Københavns Rådhus. 

»Ja, ja, tillykke,« siger Rikke og beskriver 

vielsesritualet, »og så fik vi en rengøringsdame 

på rådhuset til at tage et billede af os i hall’en.« 

De smiler begge to. 

Så er parret gift, men Rikke har stadig 

ikke opgivet den hvide drøm. 

Kort efter jul i 2002 bliver Naja født. 

»Hvis alt skulle være perfekt, var det 

eneste, der var galt i vores liv på det tidspunkt, 

at vi fik Lucas, inden vi blev gift,« fortæller Rikke. 

Naja er ligesom Lucas en stor og velvoksen 

baby. Men hun er ikke helt så stille. 

»Det var en rigtig skrigebasse, opdagede 

vi,« fortæller Rikke. 

I det lille hjem er der fredagsslik til ungerne, og 

de får lov at forlade bordet for at se Disney-sjov 

i fjernsynet. Jan rejser sig og stiller tallerkenerne 

ud i køkkenet. Rikke bliver siddende lidt, mens 

Jan sætter bestikket ind i opvaskemaskinen. I 

stuen børster Naja katten af sofaen, for nu skal 

hun se tegnefilm sammen med Lucas. 

Rikke får sit store hvide bryllup i sommeren

2004. Det er i Jordrup kirke. En smuk kirke fra 

1884, der troner over byen med sit majestætiske 

kobbertårn. Jan og Rikke vil holde et godt 

bryllup for et rimeligt budget. Rikke køber sin 

brudekjole i Vejle og hendes mor laver en flot 

buket med lyserøde roser. De booker et selskabslokale 

i Kolding, og inviterer 43 gæster 

– de fleste gode venner. Lille Lucas har fin hvid 

skjorte og butterfly på. 

»Han vidste godt, at det var en helt særlig 

dag,« fortæller Jan. 

DJ Per er hyret 

til at stå for musikken, 

og Rikke 

har omhyggeligt 

instrueret 

ham i, at han 

ikke skal spille 

suppe-steg-ismusik 

eller Tre 

hvide duer til 

hendes bryllup. 

»Det skulle jo 

være en fed 

fest. Ikke et 

kikset bryllup,« 

forklarer Rikke. 

DJ Pers pult er 


beklædt med sort, nervøs velour, og han har sat 

to spejlkugler op i loftet over dansegulvet. Men 

allerede ved de første toner begynder DJ Per 

pludselig at plimpe an til klassisk suppe-steg-ismusik. 

Rikke får ham heldigvis sat på plads med 

et bestemt blik. 

Jan sipper af velkomstdrinken og lægger 

talen til Rikke foran sig ved tallerkenen, mens 

gæsterne spiser honningmarineret pære. Talen 

rykker hele tiden nærmere, hver gang toastmasteren 

prikker ham på skulderen og forklarer, at 

tidsplanen er skredet. 

Rikke og Jans 

første ferie 

sammen. Jan 

skulle vise Rikke 

København og 

sit barndomshjem. 

Bilen gik i 

stykker på vejen 

derover. De boede 

på vandrehjem 

og var på 

Bakken. 

21

Da tiden kommer til det, leverer Jan sin tale til 

bruden, og bagefter glider kalvemedaljonen, 

kartoffelgratinen, forårsløgene og islagkagen 

ubesværet ned. 

De får aspargessuppe til natmad, og Rikke 

får opfyldt alle sine drømme. 

I dag har Jan efterhånden været ansat i 21 år 

hos TDC, mens Rikke lige har holdt sit 10-års jubilæum 

i Kolding Kommune. 

»Vi har altid haft de samme drømme om 

en lille familie med to børn og et hus, så det 

med børn har aldrig været en diskussion. Det 

Her er parret til træf på Als. Det er første gang Rikke 

kører på motorcykel. Hun var lidt fuld, og da hun 

standsede igen, væltede hun sammen med motorcyklen. 


var et naturligt skridt, og nu har vi det hele,« 

fortæller Rikke. 

Hvem er jeres familiemæssige forbilleder? 

»Min mor og far er vores idoler,« fortæller Rikke, 

mens Jan nikker »de har jo været sammen 

altid.« 

»Det har været godt, at kunne trække 

på dem og få gode råd til, hvordan man får familien 

til at fungere. De har haft deres kampe, 

som har givet erfaringer. Men vi lytter selvfølgelig 

ikke til alt, for hvad angår forældrerollen, så 

husker de tit kun det gode,« supplerer Jan. 

Hvad er en rigtig familie? 

»Det kan man ikke rigtigt sige på den måde,« 

siger Jan. 

»For mig har det været vigtigt, at jeg 

har fået børn med den samme mand. Om man 

er gift er ikke så vigtigt,« skyder Rikke ind. 

»I en rigtig familie skal begge parter 

tage det ansvar, man skal, for at få det hele til 

at køre. Men ellers er det op til folk selv, og om 

det er to fædre eller to mødre, er ikke afgørende,« 

fortsætter Jan. 

Rikke protesterer: »Nej, her er jeg ikke 

enig. Et barn skal have en far og en mor.«

Hvad er jeres drømme for fremtiden? 

»Når Lucas bliver større, vil vi gerne have en motorcykel 

igen og tage på træf hvert år, som vi 

gjorde før i tiden,« siger Jan. 

»Og så drømmer vi om et værelse mere. 

Vi har snakket om at bygge til på et tidspunkt, 

men det bliver ikke lige foreløbig. Der er jo 

mange ting, der skal ordnes i et gammelt hus,« 

siger Rikke. 

Jan bryder ind: »Flere store fællesoplevelser, 

hvis det bliver ved at gå godt. Her i området 

er vi stadig lidt skæve, hvor mange af de 

andre beboere bedst kan lide den lige vej. Der 

skal være lidt spontanitet, for ellers bliver det 

sgu’ for kedeligt.« 

»Men samtidig må vi nok indrømme, 

at vi er tryghedsnarkomaner. Vi tør ikke tage 

springet og risikere alting. Så vi kunne nok aldrig 

finde på at pakke og tage til Australien,« 

siger Rikke. 

»Så længe man ikke har problemer med 

at stå op og tage på arbejde mandag morgen, 

er det det hele værd,« siger Jan. 

Og Rikke fortsætter: »Hvis vi bare kan 

have det ligesom mine forældre. De spinkede 

og sparede og købte først ting, når de havde 

pengene, men har alligevel råd til at rejse ind 

imellem. Hvis vi kan have det ligeså godt som 

dem, er det ikke helt galt. I kernefamilien tager 


den ene dag let den anden. Man skal huske at 

gøre noget, så der ikke går trummerum i den. 

Jeg drømmer også om at blive selvstændig, men 

vi tør ikke springe ud i det, når alt kommer til 

alt.« 

Rikke lægger hovedet på skrå og kigger på sin 

mand. 

»Mon ikke vi sidder her om 20 år også?,« spørger 

hun. 

Huset i Jordrup. Da Jan og Rikke købte det, var der 

blyindfattede ruder, og de syntes begge, at det var et 

meget flot hus – som dog trængte til en kærlig hånd. 

23



25

»DER ER IKKE NOGEN FAMILIEFORMER, 

DER ER BEDRE END ANDRE 

– MEN DET ER NU BEDST FOR ET BARN AT HAVE BÅDE EN MOR OG EN FAR« 

Lars Barfoed er konservativ og har været familieminister siden februar 2005. Han er 

vokset op i en helt traditionel kernefamilie med en søster, en far, der var kaptajn og 

en mor, som var kontorassistent. I dag er Lars Barfoed 48 år og har tre børn. Efter han 

blev skilt for tre år siden, er han nu igen sammen med en kæreste. Hun har to børn 

fra et tidligere forhold. Vi har stillet ministeren en række spørgsmål om familien 


»En rigtig familie, det er den gruppe af mennesker, det netværk, som den enkelte synes er sin familie. 

Som konservativ mener jeg, at man skal respektere, at det enkelte menneske selv bestemmer, 

hvordan det vil indrette sig. Der er jo ikke nogen familieformer, der er bedre end andre.« 

Findes der forkerte familier? 

»For mig som minister er der ikke nogen forkerte familier, men for den enkelte kan der være familieformer, 

der er bedre end andre familieformer. Men en forkert familie kunne være, hvis nogen 

føler sig presset ind i nogle familieformer, som de ikke ønsker.« 

Er et homoseksuelt par med børn en rigtig familie? 

»Det er jo også en familie, og den er ligeså god som andre familier. Homoseksuelle er jo fuldstændig 

lige så kærlige og gode forældre som heteroseksuelle er. Men jeg mener, at det er bedst for et 

barn at have både en mor og en far. Derfor er jeg skeptisk overfor, at vi med kunstig befrugtning 

ligefrem bidrager til, at børn vokser op uden både at have en mor og en far. Der er jo også par, som 

bliver afvist som adoptanter, fordi man ikke vurderer, at de vil være gode nok som forældre. Børn 

har brug for både en mor og en far.« 


Hvad bygger du den anskuelse på? 

»Det er en holdning. Det har man trods alt lov til at have. Jeg synes, at det er mest rigtigt, at børn 

har mulighed for at være sammen med både sin mor og sin far, have et forhold til begge to. Det er 

en uvidenskabelig holdning, jeg har.« 

Regeringen har afsat 40 mio. kroner pr. år til parterapi. Hvorfor er det vigtigt? 

»Hvis det kan bidrage til at færre bliver skilt, og i det omfang folk bliver skilt, at det så sker med 

knap så dramatiske konflikter, så vil det jo gavne alle, ikke mindst børnene.« 

Er det ikke dobbeltmoralsk, at du på den ene side vil lade folk selv bestemme, hvordan 

de vil indrette deres familie, og på den anden side bruger penge på at undgå skilsmisser? 

»Det er ikke spor dobbelt. Jeg skal ikke blande mig i, om folk bliver skilt eller ej. Det er absolut ikke 

min hensigt, og det er jo ikke sådan en påtvungen rådgivning. Men ingen kan påstå, at det er lykkeligt, 

at folk bliver skilt. Det har jo ikke noget at gøre med, at jeg foretrækker kernefamilier, men 

hvis folk gerne vil have noget rådgivning og hjælp til at undgå at blive skilt, og vi kan hjælpe dem, 

så er det da kun en god ting.« 

Hvad er dine vigtigste visioner på familieområdet? 

»Jeg ser gerne, at vi får skabt nogle rammer for familierne, så de kan indrette sig så fleksibelt som 

muligt. Jeg vil gerne have et samfund, hvor vi har fleksible service-tilbud til familiernes meget 

forskellige behov. Men jeg ser også gerne, at bedsteforældre får nogle muligheder for at tage en 

mere aktiv del i børnenes liv. Det kunne være i forbindelse med børns sygdom. Begge bedsteforældre 

skal have mulighed for at spille en større rolle i familiernes liv. Man kan godt sige, at det på en 

måde er en tilbagevending til de gode gamle dage, hvor børn og bedsteforældre i højere grad var 

sammen. Det vil jeg gerne bidrage til.« 


27

INTRO TIL FAMILIEN ANKER 

Regnbuefamilier er et helt nyt og internationalt brugt ord om de familier, der bliver stiftet af ho- 

moseksuelle. Som loven ser ud i dag, er det ikke tilladt for det danske sundhedsvæsen at inseminere 

enlige kvinder og lesbiske. Men loven forbyder ikke private jordmødre i at inseminere lesbiske, og 

det benytter jordmoderen Nina Stork sig af. Men lesbiskes ret til kunstig befrugtning er til konstant 

politisk debat, og meget tyder på, at forbuddet er ved at bløde op. 

Charlotte og Josephine Anker, som du kan møde på de følgende sider, har været forbi Nina 

Storks klinik i København. Hvordan det er gået, kan du læse mere om i portrættet af deres lille fa- 

milie. 

Andelen af homoseksuelle i Danmark antages at være et sted mellem 5 og 10 % af befolk- 

ningen, uden at man kan komme det meget nærmere end det. Der findes omkring 700 familier i 

Danmark, der består af to homoseksuelle, der har indgået registreret partnerskab, og som har fået 

et eller flere børn. 



FAMILIEN ANKER 

Charlotte, 25 år 

Valentin Vincent, 2½ år 

Josephine, 37 år 


29

PORTRÆT: 

Mor og Mammi i den gamle præstebolig 

Da præsten flyttede ud, rykkede Familien Anker ind. Og ingen i kvarteret er i tvivl 

om, at det ikke er en Hr. og Fru Anker, der bor i huset på hjørnet, men en fru og fru 

En februardag i 2003 kører en stor, hvid limousine 

op ad Nørrebrogade. Charlotte Knudsen og 

Josephine Anker kommer ud ad døren fra deres 

opgang, og sætter sig, lidt flove over den vulgære 

bil, ind på det læderbetrukne bagsæde. 

Limousinen kører gennem det vintermørke og 

fugtige København, og standser først, da den 

er nået hele vejen op på Rådhuspladsen midt i 

byen og er lige ud for den brede stentrappe, der 

fører op til Rådhuset. En stor gruppe af Charlottes 

og Josephines venner tager imod dem, og 

de skynder sig alle sammen op ad trapperne og 

indenfor i varmen. 

»Charlotte Knudsen og Josephine Anker,« 

bliver der kaldt efter et lille stykke tid. 

De to kvinder tager hinanden i hånden 

og går ind i et lille, halvmørkt værelse med sirlige 

dekorationer på væggene. Selvom der ikke 

er meget plads at gøre godt med, vil samtlige 

af de to kvinders venner med ind og kigge. 30 

mennesker står de stuvet sammen på trods af, 

at de har fået at vide, at der maksimalt kan 


komme 12-13 mennesker med ind. 

Det føles som at stå i en myldretidsbus, 

tænker Charlotte, mens en af de fire repræsentanter 

for Københavns Kommune tysser på selskabet. 

Så går det hele hurtigt. Josephine glæder 

sig over, at hun netop den dag ikke har 

så meget kvalme, som hun har haft det sidste 

stykke tid. Hun har slå-om-bukser på og under 

den lyserøde skjorte, kan man tydeligt se en fin, 

rund mave. 

To minutter går der, og så er det allerede 

tid til at udveksle ringe og skrive under på 

et par dokumenter. ”Charlotte Anker og Josephine 

Anker”, skriver de. 

De kysser hinanden. Og hele selskabet 

vælter igen ud af døren. Mens Charlotte og Josephine 

med hinanden i hånden, skynder sig 

ned ad trappen og hen mod den ventende limousine, 

bliver de overdynget med ris og hujen. 

»Skål skat,« siger Charlotte, da de får

åbnet champagnen, og den eksklusive bil kører 

ned gennem Strøget mod Nyhavn. Da går 

det først virkelig op for de to kvinder, hvad der 

netop er sket. 

»Så er vi Fru og Fru Anker,« griner Charlotte. 

I dag er Fru og Fru Anker flyttet til Skanderborg. 

Valentin Vincent Anker, der i mellemtiden er 

blevet to et halvt år gammel, leger, at han bager 

småkager i en lille rød plastikovn. Den lille 

to-værelses lejlighed på Nørrebro blev for godt 

et år siden skiftet ud med 200 kvadratmeter ren 

parcelhusluksus. 

»Og så er det endda præstens gamle 

hus,« siger Charlotte. »Kan du forestille dig, 

hvordan vi havde det, da vi kom to kvinder med 

et barn og flyttede ind i det her parcelhuskvarter?,« 

spørger hun. 

Og også Josephine havde sine betænkeligheder. 

Hun er ærkekøbenhavner, men da 

parrets økonomi langt fra var til et hus tæt på 

København, bøjede hun sig og flyttede med til 

provinsen. 

»Men vi har slet ikke oplevet noget fordomsfyldt 

her i kvarteret,« siger Josephine, der 

er 37 år gammel og mor til Valentin. 

»Folk har været meget søde og taget 

godt imod os. Nogle gange er der da nogle, der 


har stoppet op ude på vejen for at kigge ind 

gennem vinduerne, men jeg tror bare, at de 

er nysgerrige over, hvem deres nye naboer er. 

Vi har valgt at spille med åbne kort hele vejen 

igennem, for vi orker ikke noget dobbeltspil,« 

siger hun. 

Charlotte på 25, der egentligt er IT-uddannet, 

arbejder hjemme som dagplejemor, og 

heller ingen af dagplejebørnenes forældre har 

haft problemer med, at Charlotte altså har en 

kone og ikke en mand. 

»Den eneste forskel på os og vores naboer 

er, at vi er to kvinder. Jeg går hjemme, og 

Josephine arbejder ude. Vi har en lille søn, og vi 

griller på vores Weber om sommeren. Jeg synes 

altså ikke, det bliver meget mere kernefamilieagtigt 

end det,« siger Charlotte. 


»Det er et svært spørgsmål, som jeg faktisk har 

tænkt meget over,« siger Charlotte. 

»En rigtig familie er bundet sammen af 

kærlighed og historie og traditioner. Når man 

føler, at der er et bånd, der binder en gruppe 

mennesker sammen. Når der er den der vi-holder-sammen-ligemeget-hvad-følelse. 

Men en 

rigtig familie kan jo være alt muligt, for man 

kan jo ikke sige, at noget er en forkert familie,« 

smiler hun. 

31

»Og selvfølgelig er vi da også en rigtig familie,« 

er Charlotte og Josephine helt enige om. 

Fru og Fru Anker har kendt hinanden i 11 år. 

Faktisk lige siden Charlotte var 14 år gammel. 

Der arbejdede de begge som medhjælpere på 

en højskole over sommeren, og de blev hurtigt 

veninder. 

Josephine er døv, men siden Charlotte 

er vokset op med døve forældre, havde de fra 

starten ingen problemer med at snakke sammen. 

Et par år efter de havde mødt hinanden 

udviklede venskabet sig til mere end blot et 

venskab. På trods af, at de boede i hver deres 

ende af landet, holdt de deres forhold kørende 

takket være DSB. Senere flyttede de sammen i 

Josephines lille lejlighed i København, og Charlotte 

indså, at hvis Josephine skulle nå at få 

børn, skulle det altså til at være. 

»Da jeg var yngre havde jeg egentligt 

ikke forestillet mig, at jeg nogensinde skulle få 

en familie. Det var først, da jeg blev i starten af 

30érne, at det gik op for mig, at jeg gerne ville 

være mor,« siger Josephine. 

Så i foråret 2002 laver Charlotte og Josephine 

en aftale med jordemoderen Nina Stork. 

Hun er den eneste i landet, der inseminerer lesbiske. 

De bliver godkendt som kommende for- 


»Skål skat« – Charlotte og Josephine i limousinen lige 

efter de indgik registreret partnerskab på Københavns 

Rådhus en kold februardag i 2003 

ældre og vælger en anonym sæddonor. Inden 

de kommer så langt, skal Josephine igennem en 

proces med alverdens helbredsundersøgelser, 

som er standard, når man skal insemineres. Det 

varer omkring seks måneder, og i september 

2002 bliver Josephine så endelig insemineret. 

De betaler de 4200 kroner, som første forsøg 

koster, og det eneste de ved om sæddonoren 

er, at han har et skandinavisk udseende. 

»Ventetiden var ulidelig,« husker Josephine. 

De købte den ene graviditetstest efter 

den anden, selvom de havde fået at vide, at der 

ville gå omkring 14 dage, inden de ville kunne

se de to små, blå streger, der gør hele forskellen. 

Men så lang tid kunne de to kvinder ikke vente. 

På dag 11 var der ikke længere nogen tvivl. Der 

var to blå streger. Det var der altså. 

»Vi var vildt overraskede og lykkelige 

over, at det lykkedes første gang,« siger Charlotte. 

»Vi kunne næsten ikke tro på det, for 

vi havde frygtet, at vi skulle prøve i hvert fald 

en tre-fire gange, før der 

skete noget, hvis der i det 

hele taget skete noget. 

Det var bare helt fantastisk,« 

husker hun. 

I maj 2003 kommer en lille, 

lyshåret dreng til verden. I 

mellemtiden er Charlotte 

og Josephine blevet Fru og 

Fru Anker, og ved fødslen 

spørger en døvetolk, hvad 

Charlotte skal kaldes, når 

nu Josephine skal kaldes 

”mor”. 

»Bare Charlotte 

tror jeg,« siger Charlotte. 

Men tolken har et meget 

bedre forslag. Hun kender 


nemlig til et andet lesbisk par, der også har fået 

børn, og i deres forhold bliver den anden mor 

kaldt for Mammi, fortalte tolken. Og Mammi synes 

de begge to lyder fremragende. Så på tegnsprog 

får Charlotte det amerikanske tegn for 

mor, der er en åben hånd under hagen, mens 

Josephine får det danske tegn for mor, der er en 

streg henover panden med pegefingeren. 

Mørket har sænket sig over parcelhuskvarteret 

Charlotte og Josephine i døren til deres nye hjem i Skanderborg. Josephine har 

den lille Valentin Vincent på armen 

33

i udkanten af Skanderborg. Valentin puster ned 

i sit glas og prøver at sige ligesom et tog. Han 

skraldgriner, og de klare blå øjne lyser op i begejstring. 

Det er fredag, og det betyder, at man 

gerne må hente aftensmad ude i byen hos Familien 

Anker. Det er Josephines tur i dag. 

Er I lykkelige? 

»Jeg er lykkelig,« siger Josephine. »Jeg har 

både oplevet dårlige tider og gode tider, men 

som jeg har det lige nu, føler jeg mig meget privilegeret.« 

Charlotte stopper med at tolke for 

selv at tage ordet: »Det er det her, jeg altid har 

villet, og det var derfor, jeg pressede sådan på, 

for at vi skulle blive gift og få børn. Vi har et 

lækkert hus, jeg har min kone og vi har vores 

vidunderlige søn. Det er det jeg altid har drømt 

om, så jeg er meget lykkelig,« siger hun. 

»Og så har vi været forbi Nina Storks 

klinik igen, og vi har netop fået at vide, at jeg 

er blevet gravid. Så om 8 måneder skal vi have 

endnu et barn,« siger Charlotte med tydelig 

stolthed i stemmen. 

Hvad drømmer I om for fremtiden? 

»Vi drømmer om, at vores kommende barn bliver 

sundt og raskt, og at både Valentin og den 

nye får en god og tryg opvækst,« siger Josephine. 


»Selvfølgelig kan vi da godt være lidt bekymrede 

over, hvordan det skal gå med Valentin, 

når han bliver ældre og skal starte i skole og alt 

det. Vi vil jo ikke have, at han skal blive mobbet 

på grund af sin familie. Men børn kan jo blive 

mobbet med alt muligt,« mener hun. 

»Selvom Valentin kun er to et halvt år 

gammel, er han allerede begyndt at spørge om, 

hvor hans far er henne,« siger Charlotte, »men 

så fortæller jeg ham bare, at han jo både har en 

mor og en mammi, men ikke nogen far. Det kan 

han godt forstå, men når han bliver lidt ældre, 

skal han selvfølgelig have forklaret, hvordan 

han er blevet til,« siger Charlotte. 

»En anden ting jeg drømmer om for 

fremtiden,« indskyder Josephine, »er, at der 

kommer større accept af regnbuefamilier som 

os, for der kommer flere og flere af dem i Danmark. 

Og så er det jo paradoksalt, at det, i et 

ellers åbensindet land, ikke er tilladt fra politisk 

side for lesbiske at blive mødre,« mener hun. 

»Men det vi drømmer om mest af alt lige 

nu er, at vi kan blive ved med at leve et dejligt 

familieliv som Fru og Fru Anker her i den gamle 

præstebolig,« smiler Charlotte.

Da Valentin kom til verden og Josephine 

blev mor, blev Charlotte samtidig ”mammi”. 

Snart skal hun selv være mor, men 

hun bliver ved med at kalde sig ”mammi”, 

for Charlotte og Josephine vil ikke have, 

at deres børn skal forskelsbehandles 


35

VI HAR BRUG FOR MELODIEN I FAMILIEN 

Er vi danskere i virkeligheden for egoistiske til at indgå i en familie? Og kan vi som 

moderne, individualistiske mennesker overhovedet passes ind i familiens fællesskab? 

Ph.d.-studerende i psykologi Allan Westerling mener, at familiens fællesskab 

stadig opfylder nogle vigtige behov 

»Uanset hvad har vi stadig behov for intimitet 

og tillid, og alle mennesker har behov for forståelse 

og for at blive genkendt. Det behov kan 

familien tilfredsstille. På en helt anden måde 

end relationer på jobbet eller med venner, fordi 

på jobbet udfylder vi en bestemt funktion, og 

blandt venner en bestemt rolle, som jo kan erstattes. 

Men individets rolle i familien kan ikke 

erstattes med noget andet. I familien har man 

en oplevelse af at være særlig og unik – at ingen 

kan gøre det, man gør,« fortæller Allan Westerling, 

ph.d.-studerende i psykologi. 

At vi skulle være for individualistiske til familien, hvor man skal være fælles om alting, mener 

Allan Westerling er en udbredt misforståelse, for hans store undersøgelse viser, at fællesskaberne 

netop skaber muligheden for, at man kan være individualistisk. 

»Der er en gensidig afhængighed mellem individ og fællesskab. Man kan ikke forestille sig et individ 

uden fællesskab. Populært sagt, så har jeg brug for et vi for at blive til et mig. Uden sociale 

sammenhænge kan man ikke definere sig selv,« forklarer Allan Westerling. 

Og den betragtning er Lars Dencik, professor i psykologi, enig i. 

»Individet kontra fællesskabet i en familie er en svær kabale. De vigtigste elementer for at få det til 

at fungere er refleksion, at man tænker over forholdet og dets forudsætninger, og ikke bare tager 

det for givet. Der skal skabes oplevelser, som man kan dele med hinanden. Familien skal være ét 

”os” og ikke bare en samling ”jeg’er”. Der findes ikke nogen eksakt opskrift, men der skal bruges 


Allan Westerling 

• 33 år gammel 

• Cand.mag. i psykologi og. socialvidenskab fra RUC 

• Er ved at færdiggøre en ph.d.-afhandling om familiefællesskaberne 

i velfærdsstaten. 

• Har i forbindelse med ph.d. afhandlingen lavet en 

stor undersøgelse af de sociale relationer i Danmark 

• Gift og far til tre børn 

Lars Dencik 


• Professor i socialpsykologi ved Center for Barndoms- 

og Familieforskning på RUC 

• Gift og har to børn og to børnebørn

åde tid og tænksomhed for at få det til at fungere – fx på at gå i skoven sammen, spise middag 

sammen, osv. Man skal bygge fællesskab – OS – blandt andet ved at gøre så mange ting sammen, 

som man kan. Ritualer i fællesskabet er vigtige. De skaber genkendelighed og kontinuitet,« fortæller 

Lars Dencik. 

Men samtidig mener Allan Westerling, at det at stifte familie også handler om kompromiser, 

for i en familie kan alting ikke handle om en selv. 

»Det er et kompromis mellem familiens krav og min lyst. Men det er et naturligt kompromis. 

Når man stifter familie vokser en ny lyst frem, og familien dækker et behov, som venskaber og 

arbejdsrelationer ikke kan dække. Familien kan formidle stabilitet, for familiemedlemmernes relationer 

har varet meget længere end andre relationer. De vil også vare længere end fx forbindelser 

på jobbet eller i fritiden. Mens præmissen i et venskab er, at ingen skal ofre sig mere end andre, er 

præmissen i familien og i kærlighed, at alle skal ofre sig fuldstændigt,« siger han. 

Og det mener Lars Dencik kan være svært i et moderne og hektisk samfund. 

»I dag har mange arvet den forestilling, at følelser af fællesskab skal komme af sig selv. Men det 

vanskeliggør omstændighederne i det moderne samfund imidlertid. Fællesskab opstår ikke bare 

sådan i samfundet. Heller ikke i familien – og det er et problem for mange samliv i dag. Fællesskab 

må skabes ved egen aktiv indsats. Men det er mange unge i dag til gengæld klar over og indstillet 

på – de er faktisk bedre til det end generationerne før dem. Familielivet leves derfor anderledes i 

dag end tidligere,« siger Lars Dencik. Men der er stadig behov for at have en familie, også selvom 

mange andre ting har ændret sig i samfundet. 

»Familien stimulerer behovet for at slappe af og have nogen tæt på. Og det behov bliver 

mere klart i et individualiseret samfund, for individet bliver først tydeligt i relationer med andre. Så 

når folk går fra hinanden er det ikke fordi, parterne er for egoistiske, men fordi der er for lidt fællesskab 

i familien. Der mangler intimitet og tillid. Vi har alle identitet som os selv, men vi rummer 

hver især så mange facetter, at vi søger noget forskelligt, som vi kan finde i familien. Selvom vi er i 

en familie lægger vi ikke os selv helt på hylden.« 

Efter at have brugt mere end tre år på sin afhandling er Allan Westerling ikke i tvivl: 

»Der er en anden melodi, en anden komposition i familien end i det øvrige liv. En komposition, som 

vi slet ikke kan undvære,« siger han. 


37

ORD OM FAMILIEN 

»Jeg er så gammeldags opdraget, at jeg er halv, når jeg er alene, 

jeg er hel, når vi er to - sådan tror jeg det er for mange mennesker 

til syvende og sidst.« 

Dronning Margrethe II. af Danmark, f.1940 

»Fordi man er mor, behøver man ikke være ekspert i 

citronfromage.« 

Jytte Hilden, tidl. kulturminister, f.1942 

»Jeg synes ikke, at kærlighed har særlig meget at gøre med stearinlys 

og roser. Det har ganske meget at gøre med, at man VIL kærlighed, 

at man satser på det. Bruger tid og gør sig umage.« 

Ritt Bjerregaard, Overborgmester i København, f.1941 


FLERE ORD OM FAMILIEN 

»Alle familier er psykotiske« 

Douglas Coupland, canadisk forfatter, f.1961 

»Familier, jeg hader jer! Tillukkede hjem, lukkede døre, jaloux 

vogtere af lykken« 

Andre Gide, fransk forfatter 1869-1951 

»Hvis dit hus ikke er fyldt med børn, når du har nået en vis alder, 

så bliver det fyldt med bizarre ideer og dårlige vaner« 

Charles Augustin Sainte-Beuve, fransk digter 1804-1868 

»Lykke er at have en stor hensynsfuld, elskelig og tæt forbundet 

familie i en anden by« 

George Burns, amerikansk komiker 1896-1996 

»Familielivet skaber foragt – og børn« 

Mark Twain, født Samuel Langhorne Clemens, amerikansk forfatter 1835-1910 

»Jeg forstår godt, at mange unge i dag kvier sig ved at stifte familie. 

Selve udtrykket har en klang af uendelighed, som når man 

slipper stemmen løs i en ekkodal« 

Tove Ditlevsen, dansk forfatter 1917-1976 


39

»DET ER SÅ LAMT I ROEN, AT 

FOLK ER SÅ USELVSTÆNDIGE« 

»Jeg synes, det er lidt uhyggeligt det hele. Jeg 

kan sidde her i mit vindue og kigge over på de 

par, der bor overfor mig. Der er sådan en stræben 

tilbage til 50érnes kernefamilier. De der 

unge mænd, de ligner jo min bedstefar med 

slips og vest og mappe og det hele. Og de unge kvinder har fuldstændigt umulige sko på og silkestrømer, 

og så har de sådan et fint lille barn og en kæmpestor 4-hjulstrækker, der sviner i hele 

byen, men det er de ligeglade med, og så bor de i millionlejligheder og kender ikke engang deres 

naboer.« 

»Det er kørt totalt af sporet. Det er en iscenesættelse af lykken, hvor det hele handler om at holde 

et stort, hvidt bryllup, at få et barn og så blive skilt igen, for at det hele kan begynde forfra. Det er 

sørgeligt med al den tingstyranni, og jeg synes, det er så lamt i roen, at folk er så uselvstændige.« 

»Da jeg var ung, var der en søgen efter nogle andre værdier. Der eksperimenterede vi jo med sovesale, 

bollerum og alle mulige mærkelige måder at indrette sig på. Og det kan godt være, at det 

ikke kunne holde i længden, for mennesket er vel skabt til at leve sammen to og to, men at der var 

plads til at eksperimentere beviste et eller andet sted, at vi ikke var gået helt i stå.« 

»Men danskerne har altid været egoister. Vi er Osnokkere i det Os nokkiske rige. Efterhånden betyder 

friværdien i vores huse jo mere for os end vores egne børn.« 

»Men man bliver altså nødt til at være noget for andre også. Derfor er det så ærgerligt, at der ikke 

er plads til nogen som helst form for søgen og eksperimenteren i dag.« 


Anne Marie Helger 


• Skuespillerinde, foredragsholder 

• Lever i parforhold og har et barn fra et tidligere forhold, 

hvor faderen bor i lejligheden ovenover hendes

INTRO TIL FAMILIEN BALLEBY 

Omkring en femtedel af alle børnefamilier i Danmark består af én forsøger med et eller flere børn. 

Ann Balleby er én af de enlige forsørgere. Hende kan du møde på de følgende sider. 

Ann føler sig ikke stigmatiseret, blot fordi hun er enlig mor. Det er nemlig blevet fuldstændigt nor- 

malt og accepteret i dag i forhold til tidligere, hvor enlige mødre ofte blev opfattet som stakler. 

Antallet af familier med én forsørger er den familieform, der har oplevet den største stig- 

ning indenfor de seneste par år. Det hænger nøje sammen med, at 2004 blev endnu et rekordår 

for antallet af skilsmisser i Danmark. 15.774 ægteskaber blev opløst det år. Indenfor EU, er det kun 

Belgien, der oplever flere skilsmisser end Danmark. 

(kilde: Danmarks Statistik) 


41

FAMILIEN BALLEBY 

Hunden Bello 

Arthur, 5 år 

Ann Balleby, 40 år 

Ask, 8 år 


PORTRÆT: 

Når masterplanen må laves om 

Man kan lægge alle de planer, man vil, men så sker der lige pludseligt det, at livet 

rammer én. Det ved Ann Balleby alt om 

»Vi havde et lykkeligt ægteskab«, siger Ann. 

»Et rigtigt lykkeligt ægteskab.« 

Ann Balleby, der i dag er 40 år gammel, 

var faldet pladask for sin chef. Han var noget 

ældre end hende. 17 år for at være helt præcis, 

og han havde fire børn i forvejen. 

Efter en tid med hemmelighedskræmmeri 

flyttede Ann og Niels Jørgen sammen i et 

hus lige ned til fjorden i Lihme udenfor Skive. 

Et rødt murstenshus i tre plan med en kæmpe 

græsplæne og et gammelt æbletræ. På en lille 

sydvendt skråning plantede Ann og Niels Jørgen 

tre nye frugttræer, og allerede det første år 

kunne de plukke masser af moreller, ananasæbler, 

pærer og victoriablommer. 

Ann og Niels Jørgen fik to børn sammen. 

Ask er den ældste. Han går i 2. klasse, har 

fregner på næsen og er otte år gammel. Arthur 

er fem. Han har lyse krøller og de klareste blå 

øjne. Og så har han lige fundet sig en ny kæreste. 


Men for tre år siden blev Niels Jørgen alvorligt 

syg efter en hjerneblødning, og snart faldt ægteskabet 

helt fra hinanden. 

»Det er ikke, fordi jeg vil klynke, men jeg 

vil ikke råde nogen til at blive enlig mor«, siger 

Ann. Hun sidder i sit lille køkken i andelsrækkehuset 

i Skive og kigger på billeder fra huset i 

Lihme. 

»Den store masterplan var ellers, at ligeså 

snart vores drenge var blevet lidt ældre, 

kunne jeg begynde at fokusere på min karriere 

igen, for så skulle Niels Jørgen træde ud af 

arbejdsmarkedet og tage sig af dem«, fortæller 

Ann. »Han kunne tage dem med til Sicilien, 

hvor vi har været masser af gange, og jeg kunne 

bruge al min tid og energi på min karriere«, siger 

hun. 

På det tidspunkt var Ann redaktør af et 

fagblad i København, så hun pendlede frem og 

tilbage mellem hovedstaden og Limfjorden flere 

gange om ugen. 

Men da Niels Jørgen blev syg faldt ma- 

43

sterplanen på gulvet. Ann flyttede med sine 

sønner ind i et lille gult rækkehus midt i Skive. 

Asgård hedder området, og vejene, der fører 

derind, hedder Thorsvej, Huginsvej og Lokesvej. 

»Det er vores eget lille Bulderby,« smiler 

Ann. 

Og i Bulderby bor de tæt. Naboerne holder 

øje med hinandens børn. Der er fællesspisning 

fem dage om ugen, og selvom der ikke bor 

mange håndværkere i Asgård, kan man altid få 

hjælp til at sætte sin knagerække op. 

I hundekurven ligger bokseren Bello og snorker. 

Ask ser tegnefilm i stuen på førstesalen, og 

Arthur vil ud og se, om der er kommet nogle 

legekammerater hjem. 

»Der var noget jeg glemte«, siger han, 

»men det kan jeg jo lige så godt gøre herfra,« 

smiler han, og sender sin mor et fingerkys, inden 

han smækker døren efter sig. 

»Selvfølgelig er der nogle fordele ved ikke at 

have en mand«, siger Ann, »for eksempel kan 

jeg helt selv bestemme retningen på mine børns 

opdragelse, uden at der er nogen, der blander 

sig”. 

Men Ann lægger heller ikke skjul på, at 

det ville være rarest med en mand i huset. 


»Følelsesmæssigt ville det jo være godt for mig 

at have én«, mener hun. »Det ville også være 

dejligt for drengene, hvis de fik en mandlig rollemodel. 

Det ville være en praktisk lettelse og 

helt klart også en økonomisk lettelse,« siger 

Kort tid efter Niels Jørgen og Ann var blevet kærester, 

tog det nyforelskede par på ferie i London. De havde 

købt billetter til Les Misérables, men desværre blev 

forestillingen aflyst, fordi der havde været et terroranslag 

i byen

hun. »Det at være enlig mor er jo ren økonomisk 

ruin.« 

Men Ann har ikke nogen kæreste. Ikke 

at hun gør ret meget for at finde én. I hvert fald 

skulle hun være noget mere desperat, hvis hun 

skulle kaste sig over netdatingen. Så hellere ingen 

kæreste end en række kompromisser, mener 

hun. 

»Det absolut hårdeste ved at være enlig 

mor på denne måde er, at jeg er på hele tiden,« 

siger hun. »Hvor andre eneforsørgere får en 

pause i weekenden eller hver anden uge, så er 

jeg på hele tiden, fordi min tidlige mand er for 

syg til at have børnene,« forklarer Ann. 

Hun savner at kunne smutte en tur i biografen 

eller begrave sig i arbejde en hel dag. 

»Pludselig er der ikke længere to til at 

tømme opvaskemaskinen. Pludselig er der ikke 

længere to til at købe ind og lave mad og passe 

børn og alt det,« siger hun. 

Ann har også måttet nedtone sine karriereambitioner 

gevaldigt. Redaktørjobbet blev 

droppet, for det holdt ingen steder som alenemor 

at skulle være i København et par dage om 

ugen. Derfor er hun nu vendt tilbage fra sin orlov 

på Skive Handelsskole. 

»Jeg har virkeligt måttet skære mit liv 

til,« siger hun og laver bevægelser i luften, som 

om hun havde en kniv i hånden. »Jeg har måt- 


Der bliver grillet og hygget på græsplænen foran 

huset i Lihme 

tet konstruere et helt nyt liv. Simple Living, tror 

jeg nok, man ville kalde det,« fortæller hun. 

Derfor købte hun rækkehuset i Asgården. 

Nu kan hun nemlig både handle ind, hente 

børn og komme på arbejde inden for en kilometers 

afstand. Det har været nogle barske år 

for børnene, ved hun, for de har både oplevet 

sygdom, hospitaler, skilsmisse og en flytning inden 

for ganske kort tid. Derfor er børnenes opvækst 

den klare førsteprioritet i Anns liv, og så 

må biografen, kor og fodbold stå lidt på standby. 

45


»En rigtig familie opfatter vi jo normalt som 

noget med blodets bånd,« siger Ann. »Men 

så alligevel. For i mit tilfælde blender venner 

enormt meget ind i det der familiebegreb. 

Venskaber varer jo mange gange længere 

tid end parforhold gør, så jeg vil mene, at 

man godt kan betragte sine venner som familie 

også. Da min mand blev syg, trak jeg 

meget bevidst mit netværk tættere på mig, 

og så må man jo ikke glemme den fuldstændigt 

uvurderlige værdi af bedsteforældre, 

søskende, svigerinder og svogre, for slet ikke 

at tale om nevøer, niecer, fætre og kusiner, 

onkler og tanter.« 

Hvad forestiller du dig om 

fremtiden? 

»Jeg har to scenarier for min fremtid,« siger 

Ann og smiler. »I det ene billede, jeg har, 

møder jeg en ny mand. Og i det andet billede 

lever jeg her alene med mine to børn,« 

siger hun. 

»Men der er da ingen tvivl om, at 

jeg nok har en lille smule nemmere ved at 

forestille mig det første scenarium end det 

andet,« smiler hun. 


Det var en varm sommerdag, da Arthur fyldte fem. Børnene 

i Asgård er så tætte på hinanden, at Ann Balleby 

betegner dem som en slags søskende

VI HAR KRAV PÅ LYKKEN 

Vi lever med forestillingen om, at livet er ét stort tag-selv-bord. Vi vil have det hele, 

og det skal helst være lige nu. Ellers finder vi noget bedre et andet sted. Og det går 

ud over familielivet, mener sociologen Emilia van Hauen 

»I dag kan vi fuldstændigt selv vælge, hvordan 

vores liv skal se ud. Vi kan vælge at blive gift eller 

ikke at blive gift, vi kan vælge job til og fra, 

vi kan vælge, hvordan vi vil bo, hvordan vores 

krop skal se ud, og vi kan endda vælge, hvilket 

køn vi vil have. Og ikke nok med, at vi kan vælge 

frit på alle hylder, så kan vi også lave vores 

valg om, hvis de ikke passer os alligevel. Vi kan smide vores partner på porten, vi kan tage en ny 

uddannelse, vi kan skifte job eller branche, som vi har lyst, og vi kan vælge at få børn som 45-årige,« 

siger Emilia van Hauen. 

Hun er sociolog og beskæftiger sig med, hvordan vi danskere vælger at indrette vores liv i 

det moderne samfund. Og hun er ikke i tvivl om, at det at vi frit kan vælge alle aspekter af vores liv 

til og fra, gør, at vi føler, at vi har krav på lykken. 

»Intet er givet på forhånd længere. Vi har kun os selv til at skabe vores egen lykke og identitet, 

for vi er ikke længere afhængige af familie, slægt eller traditioner. Vi forventer, at vi kan få 

det hele på én gang, så vi er så at sige på spil hele tiden, og vi vil ikke lade os nøjes med mindre end 

det perfekte,« siger hun. 

Ifølge den tankegang er det svært at indgå i en familie, for det indebærer naturligt nok en 

lang række kompromisser. Og derfor nærmer skilsmisseprocenten i Danmark sig også de 50. 

»I familien føler vi, at vi naturligvis har krav på at være lykkelige hele tiden, for vi har alle 

muligheder for det. Men vi er blevet så uafhængige af hinanden, at hvis man alligevel ikke er lykkelig, 

er det nemt at gøre noget andet. Tidligere var man for det første langt mere afhængige af 

hinanden; manden var afhængig af kvinden til at skabe sig et hjem og en familie, mens kvinden var 

afhængig af manden til at forsørge familien. Samtidig var normerne for hvordan et parforhold og 


Emilia van Hauen 


• Uddannet sociolog fra Københavns Universitet 

• Speciale i moderne livsformer 

• Har blandt andet udgivet bøgerne Moderskab – Lederskab, 

Myten om den perfekte mor og Eliten 

• Driver foredrags- og konsulentvirksomheden Indalo 

• Gift og mor til to sønner og en stedsøn 

47

en familie var skruet sammen langt mere rigide, så der var flere, der helt automatisk indordnede 

sig under det, uden overhovedet at stille spørgsmålstegn ved, om det passede en selv,« siger Emilia 

van Hauen. 

»Jeg mener, at vi skal til at lære at blive voksne. At vi skal lære at få en mere ydmyg indstilling 

til ægteskabet og især det at skabe en familie med børn, der er så fuldstændig afhængig af 

deres forældres fornuftige valg. Så i stedet for at sætte det på spil og hele tiden forholde sig til om 

ægteskabet skal bevares, bør vi i stedet bruge kræfter på at finde ud af, hvordan det kommer til at 

fungere. Det er for nemt bare at melde sig ud,« mener hun og agiterer for et how-to-kursus, der 

burde blive tilbudt alle, der vil stifte en familie. 

Samtidig med at vi i Danmark har en andenplads i skilsmisser i hele EU, stræber vi efter at 

opleve familiens værdier. Og det er der en helt klar årsag til. 

»Familien er jo indbegrebet af stabilitet og faste strukturer. Hvis man kigger rundt i verden, 

tegner der sig et billede af strukturer, der brydes ned, af globalisering, af konstant omskiftelighed, 

af terrorisme og kaos. Derfor savner vi noget, der er en konstant faktor i vores liv og som giver os 

en overordnet mening med vores tilværelse. Utallige undersøgelser viser, at det der virkeligt skaber 

en kontinuerlig lykke hos os, er de nære relationer, og det er så det, vi stræber efter og desværre 

også kommer til at idealisere i alt for høj grad,« siger sociologen. Hun mener, at familien er den 

ramme, hvor vi både kan finde en helt praktisk og stabil struktur i hverdagen, men så sandelig også 

en følelsesmæssig struktur, så vi kan opleve den eftertragtede tryghed og dermed skabe orden i det 

kaos, der hersker omkring os. 

»Problemet med mange parforhold er, at man forventer, at kærligheden bare er der – uden 

at den bliver vægtet særligt højt, når det gælder en daglig indsats for at pleje den. Det viser sig 

gang på gang, at forelskelsen er en gave, som man faktisk ikke behøver at gøre noget for at modtage. 

Kærligheden derimod er en viljesakt, hvis den skal leve, og det er jo langt mere krævende. Det 

paradoksale er, at vi i dag indgår et ægteskab på grund af kærlighed og ikke af praktiske grunde, 

men når først hverdagen er sat ind, er det det praktiske, der løber med al opmærksomheden, og så 

er der sjældent meget tilbage til kærligheden,« siger hun. 

Vi vil gerne lykken, og vi vil gerne familien, men det skal ikke have for store personlige omkostninger, 

for så vælger vi bare noget andet på livets store tag-selv-bord, mener Emilia van Hauen. 


»FAMILIEN ER ET MEGET ALVORLIGT VALG« 

»Det bedste ved familie er, at den står for tryghed. 

Da jeg fik børn ændrede jeg mig som 

kunstner, for børnene giver et helt andet ansvar 

i livet. På mine billeder kan man, hvis man ved, 

hvornår min søn er født, direkte se et skift i stil, 

for der kom et helt andet perspektiv ind i mit 

liv.« 

»Familien er et meget alvorligt valg. Arbejdspladser og klubber kan også føles som en familie, men 

de mennesker er et tvunget valg. Partneren er et frivilligt valg, som er et de alvorligste og vigtigste. 

Min familie repræsenterer de valg, jeg har foretaget i mit liv.« 

»Kernefamilien er ikke gammeldags. Tværtimod er det en meget praktisk anordning, for man er 

jo ikke tre til at lave børn. Der er man to, og det fungerer kernefamilien fint til. Men nogle ting er 

selvfølgelig lettere, når man er alene. Det er nemmere at tage på rejser som kunstner. Med små børn 

kan det godt være svært. Men jeg har det sådan, at jeg aldrig fortryder mine valg her i livet.« 

»Som kunstner lever man meget af tiden i usikkerhed, for man ved ikke om ens billeder sælger. Her 

kommer familien ind som en modsætning, der er vigtig at have med: familien giver den tryghed, 

som jeg ikke har i arbejdslivet. Jeg har noget, der ikke lever som kunst.« 


Michael Kvium 


• Kunstmaler 

• Bor sammen med sin kone Kristin på 19. år. De har 

sammen to børn 

49

INTRO TIL FAMILIEN AZAD-AHMAD 

Rabih Azad-Ahmad og hans hustru Dareen har sammen børnene Yousef og Laila. De kommer op- 

rindelig fra en flygtningelejr i Libanon og er dermed en del af Danmarks gruppe af flygtninge og 

indvandrere. 

Der er omkring 450.000 indvandrere og efterkommere i Danmark fra både vestlige og ikke- 

vestlige lande, og deres oprindelse har betydning for, hvornår de stifter familie. Mens danske kvin- 

der i gennemsnit oftest får børn, når de er mellem 25-34 år, så får indvandrere fra ikke-vestlige 

lande børn allerede, når kvinden er mellem 20 og 29. 

Hvis det danske befolkningstal skal opretholdes, skal alle kvinder i gennemsnit føde 2,1 

barn. Men danske kvinder får kun 1,7 barn, mens indvandrerkvinder er oppe på 2,3 børn i gennem- 

snit. 

Rabih Azad-Ahmad er 29 år, og hans hustru er 26 år gammel. De har været sammen siden 

1998. Deres ældste barn er knap seks år, og du kan møde familien på de næste sider. 



FAMILIEN AZAD-AHMAD 

Rabih, 29 år 

Laila, 5 år 

Dareen, 26 år 

Yousef, 3 år 


51

PORTRÆT: 

»Man skal holde ud og holde sammen« 

Rabih Azad-Ahmad og Dareen Abou El-Kheir deler minderne om en barndom med 

borgerkrig og flygtningelejre i Libanon. I dag er de en lille familie med lejlighed i 

udkanten af Århus, to børn og en lys fremtid 

»Det eneste, jeg vidste om Danmark var, at alle 

børn havde det godt, og at alle havde en cykel,« 

fortæller Rabih Azad Ahmad, der kun gennem 

rygter havde hørt fortællinger om livet i Vesteuropa. 

Rabih kom til Danmark i 1989. Da var 

han 13 år. I dag er han 29 og bor i Gjellerupparken 

ved Århus i en lejlighed sammen med sin 

kone Dareen på 26, sønnen Yousef og datteren 

Laila. Gjellerupparken er alment boligbyggeri 

fra 1970’erne med masser af store beton-blokke 

i otte etager. 

Rabih og Dareen kommer fra samme flygtningelejr 

i Sydlibanon. Da mellemøsten brændte i 

1982, og Israel invaderede Libanon, kunne Rabihs 

far se, at fremtiden for familien lå et andet 

sted end i Libanon. Derfor solgte han familiens 

hus og vekslede pengene til en flybillet til Tyskland. 

Planen var, at han ville drage til Europa, 

og senere hente sin familie op til sig. Men inden 

han nåede så langt, brød borgerkrigen ud, 


og lufthavnen lukkede for al trafik ind og ud af 

landet. 

Krigen fik voldsomme konsekvenser for 

den unge Rabih. Allerede i 1982 mistede han en 

storebror til en israelsk granat, og få år senere 

kostede krigen endnu en bror. 

I stedet for at tage til Europa måtte familien 

det næste lange stykke tid flytte fra sted 

til sted. Til sidst endte de i et nedlagt supermarked 

længere nordpå i Libanon. Det var blevet 

besat af flygtninge i samme situation som Rabihs 

familie. 

Laila på næsten seks går rundt i stuen i Gjellerupparken 

med sin fine lyserøde plastiktaske. 

Hun smiler, så man kan se et stort hul, der hvor 

de nye fortænder er på vej. Hun er stolt over, 

at hun i tasken har mobiltelefon og lidt småpenge. 

Dareen sætter kaffe ind på glassofabordet 

og sætter sig ned i en af de tre to-personers 

sofaer. Hun begynder at skrælle et æble til lille 

Yousef på tre år, som følger meget interesseret

med i arbejdet. 

I stuen hænger to store neon-lysrør i loftet. 

De skaber et blåligt lys – næsten som i en 

ventesal. På gulvet ved sofaen står to store palmer 

i urtepotter og kaster et grønligt skær over 

et af de ægte tæpper, som ligger på linoleumsgulvet. 

Siden han var helt lille, har Rabih været meget 

interesseret i duer. 

Han husker en helt speciel dag, hvor han 

havde været ude at købe nogle duer på markedet 

til sin far. Og da han kom tilbage til flygtningelejren 

med duerne, havde faderen og Rabihs 

voksne fætter købt flybilletter til Danmark. Da 

var Rabih 13 år. 

Faderen og fætteren tog kort efter af 

sted mod det kolde land i nord, og knap et år 

efter fulgte Rabih og et par af hans søskende. 

De kom til et asylcenter ved Christiansfeld. Efter 

kort tid i lejren blev familien henvist til en lejlighed 

på Gudrunsvej i Brabrand, lidt uden for 

Århus, hvor de skulle begynde et nyt liv. 

»Det var ikke nemt i starten. Det var 

især meget hårdt at skulle sige farvel til min farmor,« 

husker Rabih, »for vi vidste jo godt, at der 

ville gå meget lang tid, inden vi kom tilbage til 

Libanon. Min storesøster og jeg græd hver eneste 

dag i det første lange stykke tid,« siger han 

stille. 


Skrivebordet i lejligheden i Gjellerupparken flyder 

med papirer, noter, bøger og plakater. De 

fleste af bøgerne handler om love og regler, 

for i dag er Rabih ved at færdiggøre sit jurastudium 

på Aarhus Universitet. Han har klaret 

studiet på den normerede tid og drømmer nu 

om at gøre sit indtog på arbejdsmarkedet. 

»Jeg vil allerhelst arbejde med menneskerettigheder 

i en international organisation, 

men hvis det ikke lykkes, vil jeg være advokat,« 

fortæller han. 

Bag ham hænger tykke røde gardiner, 

der er opsat med flotte draperinger. I den ene 

side af det brede vindue er gardinet trukket 

til side, og der driver fugt ned ad ruden. Han 

sidder med Yousef i en af de bløde grå sofaer, 

mens Dareen sidder i en anden med Laila. 

Yousef hænger om halsen på Rabih og trækker 

i hans blå trøje, så den sidder helt skævt. Rabih 

svinger lille Yousef højt op i luften, og de bryder 

begge to ud i et højt grin. 

Da Rabih var yngre havde tre gode venner i Danmark, 

som også var flygtet fra mellemøsten. To 

af vennerne havde gjort det godt med musik, 

mens den tredje var Jyllandsmester i boksning, 

og det var noget, der gjorde indtryk på Rabih. 

53

»En dag var der en af mine venner, som sagde 

til mig; ”hvad med dig, Rabih, hvad vil du med 

dit liv?”. Jeg fik det helt skidt,« fortæller Rabih 

og gestikulerer med hænderne, mens han forklarer, 

»Og ung som jeg var, tænkte jeg, at jeg 

Rabih og Dareens forlovelse i Libanon. Det var i 1998. 

ville til USA og ikke komme hjem, før jeg havde 

tjent en million«. 

Men det kom han ikke. Spørgsmålet satte 

dog tanker i gang. 

Rabih begyndte at bruge mere tid på 

lektierne, og han tvang sig selv til kun at se 

dansk tv for at lære sproget ordentligt. De tre 

kammeraters ord lå hele tiden i baghovedet. 


Efter 9. klasse tager Rabih på højskole og scorer 

skolens højeste karakter i mundtlig dansk, 

selvom de fleste elever var indfødte danskere. 

Han fortsatte på HF i 1997 og endte med et snit 

på 8,5. 

Hun var smuk, syntes Rabih. Han havde kendt 

Dareen fra flygtningelejren, siden hun var en 

lille pige. Da han sammen med sin mor besøgte 

sin søster i Libanon og boede der i fem uger i 

1998, mødte han Dareen igen. Han kunne næsten 

ikke få øjnene fra hende. 

Hjemme hos Dareen og hendes forældre 

bad han om hendes hånd. Efter arabisk tradition 

gik der 3-4 dage, før han fik en positiv tilbagemelding. 

Dareen var ligeså vild med Rabih, 

som han var med hende. De blev forlovede og 

blev gift et halvt år senere i 1999. Den formelle 

vielse skete i Libanon, mens selve bryllupsfesten 

blev holdt i et forsamlingshus i Århus, da Dareen 

kom til Danmark et år senere. 

»Det var et lille bryllup i forhold til normen 

i Libanon. Der var kun 200 gæster,« fortæller 

Rabih. 

Og der blev kræset for gæsterne med frugt, sodavand, 

kage og masser af nødder. Og der var 

kaffe og te. 

Et år efter brylluppet kom datteren Laila 

til verden.

»Det er arabisk tradition,« siger Rabih og smiler. 

Og tre år efter fik Laila en lillebror, så de 

nu var far, mor og to børn. 

Rabih har travlt med sin læsning. Hver dag fra 

otte morgen til fem om eftermiddagen tilbringer 

han på læsesalen, hvor han studerer til sin 

eksamen i jura. Dareen lærer dansk på sprogskole 

om dagen, mens børnene går i vuggestue og 

børnehave. Parret taler stadig arabisk sammen, 

men børnene taler både dansk og arabisk. 

I dag føler Rabih sig mere dansk end libanesisk, 

og han var bare 300 stemmer fra at 

blive valgt ind i Århus byråd for De Radikale ved 

det netop overståede valg. Han bruger meget 

af sin tid på foreningen Multikulturel Forening, 

som han selv har stiftet. 

Selvom det er en lang og sej kamp, giver 

han ikke op. Han vil bygge bro mellem danskere 

og indvandrere og brænder for, at vi skal møde 

hinanden med forståelse i stedet for fordomme. 

Og så hjælper han svage indvandrere i området 

- både med juridiske spørgsmål og mere generelle 

ting. 

»Men nogle gange drømmer jeg stadig 

om at flytte tilbage til Libanon. Og jeg drømmer 

også stadigvæk om duer,« siger Rabih og 

griner. 



»Man skal kunne forstå hinanden og elske hinanden. 

Og være enige om opdragelsen af børnene. 

Hvis ikke man ofrer sig, skal man ikke 

være gift,« mener Dareen. 

»Der skal være kærlighed og gensidig 

respekt. Er der respekt, kommer kærligheden 

af sig selv, hvis den ikke allerede er der. Og så 

er det en mand og en kvinde og børn. Man skal 

være udholdende, skal holde ud og holde sammen 

– både i gode og dårlige tider. Og ikke 

mindst være solidarisk. Hvis man ikke kan holde 

sammen er det ikke det rigtige valg at blive 

gift,« siger Rabih Azad-Ahmad. 

Sommer 2005. Rabih og Dareen er på ferie i Libanon. 

55

Hvad drømmer I om for fremtiden? 

»Dygtige og veluddannede børn. Vi kan bare 

ikke helt blive enige om, hvad Laila skal være. 

Jeg mener, at hun skal være minister,« fortæller 

Rabih med et stort smil, »mens Dareen mere synes 

hun skal være læge. Vi har ikke diskuteret, 

hvad Yousef skal være endnu… Nej, det er selvfølgelig 

bare noget, vi diskuterer for sjov, men 

vi vil gøre alt, hvad vi kan for, at de får sig en 

god uddannelse, selvom de selv må vælge, når 

de bliver voksne,« forklarer Rabih. 

»Jeg drømmer om, at vi holder sammen. 

Og så vil vi gerne have et lille hus med have – 

gerne et større sted, end lejligheden her. Og så 

drømmer jeg jo om at få mine egne duer,« siger 

han. 

»Jeg vil gerne have min egen butik,« 

bryder Dareen ind. »Enten en dametøjsforretning 

eller en dyrehandel.« 



Parret bliver gift i 

1999 i Århus. 

57

»DEN RIGTIGSTE FAMILIE I HELE VERDEN« 

»De fleste af os er superegoister. Vi er skidebange 

for at overgive os, overgive magten til 

nogen, og bare elske 100 procent. Men det bliver 

man simpelthen nødt til, hvis man vil være 

en del af en ”rigtig” familie. Det der med at lade en anden tage en del af ansvaret for dig og selv 

lære at tage ansvar for andre – det vil vi jo helst ikke, for så bliver man afhængige af hinanden, og 

så bliver man så pokkers sårbar«. 

»Jeg har primært skulle stå til ansvar for mig selv – og ingen andre - de sidste 40 år, og det har da 

været superfedt og dejligt uforpligtende. Så jeg tænkte, at hvis jeg skulle stifte familie, så skulle det 

være endnu federe end det, jeg allerede havde. Men jeg havde sådan et halvfesent glansbillede af, 

hvordan en rigtig familie skulle være, og det var jeg skrækslagen for ikke at kunne leve op til. Jeg 

var simpelthen bange for ikke at kunne leve op til mine egne krav«. 

»Nu synes jeg selv, at vi er den ”rigtigste” familie i hele verden. Vi har godt nok ikke noget samtalekøkken, 

min mand arbejder alt for meget, og kommer ikke hjem med blomster hver dag, og vores 

datter er da også kropumulig på den dér skønne, selvstændige måde. Og vi roder og griner og råber 

nogen gange af hinanden - og der er i det hele taget ufatteligt langt til det yndige glansbillede, 

jeg havde af en rigtig familie før i tiden. Men for fanden, hvor det føles rigtigt.« 


Camilla Miehe Renard 


• Journalist, TV-vært 

• Gift og mor til datter på 1 år

»ÆGTESKABET ER IKKE ET TIVOLI – DET ER 

ET TUGT- OG FORBEDRINGSHUS« 

»Vi lever i dag i en brug-og-smid-væk-kultur. 

Hvis køleskabet går i stykker, smider man det ud 

og køber et andet. Hvis konen ikke duer, smider 

man hende ud og finder en anden. Hvis følelserne 

den næste dag ikke er som den foregående, 

bliver man rastløs. I dag betyder følelserne mere end pligtfuldhed. Som min kollega Jan Lindhardt 

(biskop over Roskilde Stift, red.) har sagt: Før i tiden sagde man, at Gud er kærlighed – i dag siger 

mange, at kærlighed er Gud. De individuelle følelser kommer foran Gud.« 

»Ud fra et kristent synspunkt er det problematisk, at så mange bliver skilt. Jeg plejer at sige til parret, 

når jeg har en vielse, at et ægteskab ikke er et tivoli, hvor man kan komme og gå. Det er mere 

et tugt- og forbedringshus; en dannelsesproces, hvor man sliber kanter af, indgår kompromiser og 

bliver et bedre menneske. Men det kræver vilje.« 

»Det er ikke syndigt at blive skilt. Personligt kender jeg til ægteskaber, hvor det var en fordel for 

begge parter at blive skilt. I kirken har vi flere gange talt om at lave vielsesritualet om, så det bedre 

passer til virkeligheden. Der har blandt andet været snakket om at lave en kontrakt på 4-5 år. Men 

jeg tvivler på, at man kan lave ritualet om, for det er at krænke det unge par. Når de står ved alteret, 

kender de slet ikke til den tanke, at de på et tidspunkt skulle gå fra hinanden.« 


Kjeld Holm 


• Biskop for Århus Stift 

• Har været gift i 39 år, har to voksne døtre og et enkelt 

barnebarn 

59

SEKS TENDENSER FOR FREMTIDENS FAMILIER 

Kommer der et stort opgør mod idéen om kernefamilier? Hvordan skal arbejdsgiverne 

indrette sig efter familierne? Har singlebevægelsen toppet? Birthe Linddal 

Hansen fra Institut for Fremtidsforskning giver her sine bud på seks tendenser for 

fremtidens familier i Danmark 

Hvad med kernefamilien? 

»At kernefamilien er så svært opnåelig gør, at 

den bliver utroligt attraktiv. I dag kan alle forbruge, 

så det er der ikke noget særligt ved, men 

at få en familie til at fungere, er det største ideal 

for langt de fleste. Andelen af skilsmisser vil 

stige lidt i fremtiden til omkring de 50 procent, 

hvor den ligger på ca. 45 i dag. 

Børnefamilier har i virkeligheden aldrig haft bedre vilkår, end de har i dag, men mange børnefamilier 

bliver lidt forkælede. Man skal ikke kæmpe for overlevelse, så det handler langt hen ad 

vejen udelukkende om at realisere sig selv. Derfor har man puttet enormt meget ind i sit program, 

for man vil det hele samtidig med, at man vil have sin kernefamilie til at fungere. 

I fremtiden kommer familierne til at stjæle nogle idéer fra singlerne. For selvom man lever i 

en familie og skal indgå kompromisser hele tiden, vil man også gerne kunne råde over noget, som 

ingen andre skal blande sig i. Derfor vil far få et værelse, hvor han selv kan bestemme, hvordan 

der skal se ud, og mor vil måske få lov til at indrette sommerhuset. Der vil også komme noget, der 

hedder mors ferie, fars ferie og familiens ferie. Det er igen i selvrealiseringens navn. I gamle dage 

havde man familiens fælles venner, og man kendte ikke nogen mennesker hver for sig. Men også 

det vil ændre sig radikalt i fremtiden. Her vil mor og far kunne omgås hver deres venskabskreds og 

have et liv udenom sin partner. « 

Hvad med børnene? 

»Det at få børn, er jo den ultimative selvrealisering. Børn er et symbol på succes, og i disse narcis- 


Birthe Linddal Hansen 


• Uddannet cand. scient. soc. fra RUC 

• Mastergrad i Social Sciences fra Amsterdam Universitet 

• Beskæftiger sig primært med familieformation og 

mennesket i det moderne samfund på Institut for 

Fremtidsforskning 

• Bor sammen med sin kæreste og har ingen børn

sistiske tider, føler man ikke at man lever, hvis ikke man reproducerer sig selv. 

Det ser ud som om, at kvinder har det sådan, at de gerne vil være noget for andre, og de 

derfor vælger at få børn, mens mænd bare gerne vil lave en mindre udgave af dem selv. De vil 

gerne se sig selv.« 

Hvad med singlerne? 

»Vi har kun lige set toppen af singlebevægelsen. Selvom det måske kan virke massivt med datingsider 

på nettet, Running Dinner og alt det, vil tilbuddene til singler eksplodere i fremtiden. 

Datingsider på nettet, der egentligt startede for unge, er så småt ved at blive overtaget af de ældre. 

I fremtiden vil der komme singleboliger, bofællesskaber kun for singler, skiklubber for singler, 

professionelle netværk for singler og alt muligt andet. 

Antallet af singler vil ikke stige voldsomt, men det at være single, vil ikke være så tabubelagt, 

som det mange gange er i dag. Det vil blive helt acceptabelt at gå i biografen alene, og rejsemarkedet 

vil få øjnene op for alle dem, der vil på ferie alene. I nogle fora vil singler stadigvæk møde 

spørgsmål som ”hvorfor har du ikke nogen kæreste?” og lignende, men der vil generelt komme 

større tolerance overfor den selvvalgte singletilværelse. 

I dag er knap halvdelen af husstandene i hovedstaden singlehusstande, og der er også mange 

fordele ved at være single. For eksempel at man ikke skal stå til ansvar over for andre end sig 

selv, og man har bedre mulighed for at realisere sig selv og få succes, fordi man ikke har familielivets 

forpligtigelser at tage hensyn til. Mange singler vil dog gerne finde en partner, men de er 

ikke indstillede på at skulle gå på kompromis. Hvis ikke man passer sammen med en partner 100 

procent, er singlelivet stadigvæk at foretrække frem for at lade sig nøjes.« 

Hvad med ligestillingen? 

»Der er ingen tvivl om, at der vil komme mere ligestilling i fremtiden. Men ét eller andet sted ved 

kvinder jo godt, hvordan de vil have det derhjemme, og i deres øjne kan mænd aldrig gøre det godt 

nok. På arbejdsmarkedet vil en barselsfond gøre det nemmere for kvinderne ikke at skulle vælge 

mellem familielivet og karrierelivet, for de kan få begge dele. Men når det kommer til stykket, ønsker 

mange kvinder i virkeligheden ikke så meget den karriere, de måske giver udtryk for. For det 


61

er hårdt og nådesløst at komme til tops i erhvervslivet. Så selvom kvinderne er veluddannede og 

højt kvalificerede, vil de ofte lade manden gøre karriere og så neddrosle deres egne ambitioner for 

at hellige sig moderrollen.« 

Hvad med de alternative familier? 

»Allerede tilbage i 70érne fandt man jo ud af, at det med kollektiver, det holder bare overhovedet 

ikke. Det er vi alt for individualistiske til. Derfor vil kernefamilien i fremtiden stå som et endnu 

større ideal, end den gør i dag. 

Men de såkaldte regnbuefamilier, homoseksuelle familier, vil blive mere synlige. I dag er det 

stort set udelukkende et storbyfænomen, men det vil sprede sig til resten af landet. Ikke at de vil 

være over det hele, men det bliver formentligt sådan, at alle mennesker før eller siden vil kende 

nogen, der lever i en regnbuefamilie. Og i takt med at regnbuefamilierne bliver mere synlige, bliver 

samfundets accept tilsvarende større.« 

Hvad med familielivet vs. arbejdslivet? 

»Der er ved at ske et kæmpe generationsskifte blandt lederne på arbejdspladserne. De nye ledere 

skal også hente børn og have et familieliv til at fungere, så virksomhederne bliver nødt til at blive 

mere fleksible. For eksempel kunne jeg godt se for mig, at hvis virksomhederne vil have fat i de 

rigtige medarbejdere, bliver de nødt til at sørge for, at medarbejderne kan få deres arbejdsliv og 

familieliv til at spille bedre sammen. Det vil sige, at hvis en medarbejders barn for eksempel er blevet 

sygt, kunne virksomheden sørge for, at have nursingdamer ansat, der kunne tage hjem til dem 

og passe dem, så medarbejderne ikke skal blive hjemme fra arbejde. Det kunne også være, at store 

firmaer betaler for au pair-piger til nogle medarbejdere, så de nemmere kan få det hele til at gå op 

i en højere enhed. Virksomhederne sørger måske for nogle bedre og mere fleksible daginstitutioner, 

og i det hele taget blendes arbejdslivet og familielivet meget mere sammen. Virksomhederne 

går måske ind og betaler for medarbejdernes børns skolemad, og i det hele taget bliver familiegoderne 

en del af fremtidens ansættelser. Men det er da klart, at hvis alt det her bliver for dyrt for 

virksomhederne, så ansætter de nogle medarbejdere, der ikke har børn og ikke kræver samme grad 

af fleksibilitet.« 



63


Om forfatterne: 

Mikkel Klein, f. 1978: 

Jeg blev uddannet journalist fra Danmarks Journalist- 

højskole i januar 2006. 

Jeg er vokset op i en rigtig kernefamilie i en rødstens- 

villa syd for Århus sammen med mine forældre, en sto- 

resøster og en golden retriever. Mine forældre blev skilt 

da jeg var teenager, hvor jeg flyttede ind i en lejlighed 

med min far i Århus. Han blev hurtigt gift på ny og jeg 

har fået tre nye stedsøskende (og en ny sted-golden re- 

triever). Min mor bor for sig selv i et rækkehus. Jeg er 

homoseksuel, single og bor på Vesterbro i København. 

Jeg drømmer nogle gange om, at få min egen familie. 

Men for tiden drømmer jeg mest om at få min egen 

golden retriever. 

Henning Rasmussen, f. 1975: 

Jeg blev uddannet journalist på Danmarks Journalist- 

højskole i januar 2006. Jeg blev født i oktober ’75 som 

den yngste af tre søskende, og voksede op i en helt 

traditionel kernefamilie på et landbrug i Midtjylland. 

Min far var landmand og min mor udearbejdende. Men 

kort før min 9 års fødselsdag døde min far, og resten af 

barndommen har jeg og min ene søster oplevet sam- 

men med en enlig mor. I dag bor jeg sammen med min 

kæreste Sanne i en lejlighed på Frederiksbjerg i Århus. 

Vi har endnu ingen børn, men vi drømmer ind imellem 

om at skabe vores egen lille kernefamilie. 


65


Er det udelukkende far, mor og to børn af hvert sit køn? 

Eller kan to lesbiske med børn også karakteriseres som en rigtig familie? Kan to mennesker, der har valgt ikke at få 

børn, men i stedet at satse på karrieren, betegnes som en rigtig familie? Eller hvad med singlen, der har valgt at leve 

alene? Eller den enlige mor til to? Kan de kaldes en rigtig familie? 

I dag er der langt færre kernefamilier herhjemme, end der var for 25 år siden. Antallet af singler er eksplo- 

deret især i de større byer, og der bliver flere og flere enlige forsørgere. Samtidig er også homoseksuelle begyndt at 

få børn og slå sig ned i såkaldte regnbuefamilier. 

Det er på tide at sætte fokus på, hvordan vi danskere indretter os familiemæssigt i dag, når mange vælger den 

traditionelle kernefamilie fra. For selvom idealet i samfundet uden tvivl hedder far, mor og børn, er der altså en del 

danskere, der lever uden for dette ideal. Hvad enten de selv har valgt det eller ej. 

Denne bog prøver at stille en tidsdiagnose over familielivet i Danmark i dag. Gennem portrætter af helt almindelige 

familier kommer vi et skridt nærmere, hvad der er en rigtig familie. For er alle familier ikke lige rigtige - på hver 

deres måde? 

”En rigtig familie” lader også eksperterne komme til orde. 

Sociologen Emilia van Hauen, fremtidsforskeren Birthe Linddal Hansen og psykologerne Lars Dencik og Allan We- 

sterling giver deres bud på, hvorfor familien kan være en svær kabale at få til at gå op. Faktisk så svær, at den danske 

skilsmisseprocent nærmer sig de 50. Og så svær, at et ægteskab i Danmark langt fra varer ”til døden os skiller”, men 

kun i gennemsnit 11,4 år. 

Hvad ville du selv svare, hvis du skulle beskrive en rigtig familie? Hør buddene fra blandt andre skuespillerin- 

den Anne Marie Helger, TV-værten Camilla Miehe-Renard, biskop Kjeld Holm og kunstneren Michael Kvium. 

Hør også hvad familieministeren mener, kendetegner en rigtig familie i dagens Danmark. 

”En rigtig familie” giver ikke nogle fasttømrede svar på, hvad der er en rigtig familie. Men bogen giver til gengæld 

masser af interessante og fascinerende indlæg i debatten om familielivet i Danmark nu – og i fremtiden. 

”En rigtig familie” er skrevet af journalisterne Henning Rasmussen og Mikkel Klein

EN RIGTIG FAMILIE

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?