Tålegrænser for lufforurening - DCE - Nationalt Center for Miljø og ...

Forsuring og eutrofiering
16
1 Indledning
Luftforurening skyldes hovedsagelig forbrændingen af olieprodukter,
naturgas, kul og affald, samt emission fra trafik og landbrug.
Emissioner af luftforurening udledes og transporteres op til flere tusinder
kilometre i atmosfæren. Undervejs sker der kemiske omdannelser
af luftforureningen. Luftforurening afsættes til overfladen som
gasser og partikler (tør deposition) og med nedbøren (våd deposition).
Luftforurening er et væsentligt miljøproblem både set i dansk og
i europæisk sammenhæng. Denne rapport omhandler tre hovedproblemer
:
1. forsuring, der skyldes svovldioxid (SO 2 ) , kvælstofoxider (NO x ) og
ammoniak (NH 3 ),
2. eutrofiering, der skyldes deposition af kvælstofforbindelser og
næringsstoffer i øvrigt,
3. troposfærisk ozon (O 3 ).
Levetiden af gasser og små partikler i atmosfæren afhænger af de
meteorologiske og atmosfære kemiske forhold. I gennemsnit er levetiden
for S-forbindelser på 2-4 dage efter emissionen. Kvælstof oxiderne
har en længere levetid, hvorimod ammoniak forbindelserne
har en kortere levetid end svovl. Det faktum, at forsurende forbindelser
kan blive i atmosfæren i flere dage, medfører at transport af luftforurening
kan finde sted over flere tusinder af km. Derfor er forsuringsproblemet
et grænseoverskridende problem, og emissioner i et
hvilken som helst europæisk land kan have indflydelse på andre
lande afhængig af vindretning og kemiske reaktioner (Barrett, Berge
1996). I international sammenhæng arbejdes der på omfattende tiltag
til en reduktion af emissioner af forsurende og fotokemiske luftforureninger.
Emissionerne er reduceret i mange europæiske lande, men
den aktuelle reduktionsrate i Europa er så lav, at det vil tage 30-40 år
før forsuringsproblemerne vil blive løst. Derfor er yderligere fremtidige
tiltag på internationalt niveau nødvendige.
Langtransporteret luftforurening er et alvorligt problem i Danmark,
på trods af at der gøres store anstrengelser for at reducere emissioner
af luftforurening nationalt såvel som internationalt. I mange dele af
Skandinavien er depositionen af forsurende og eutrofierende luftforureninger
og overskridelser af ozonkoncentrationer over de niveauer,
som naturlige økosystemer kan tåle. I Sverige og Norge er forsuring
det største problem, mens eutrofiering er mere problematisk i Danmark.
Indtil 1980’erne var det svovlforbindelser, der bidrog mest til forsuring
af jord og vand. Depositionen af svovlforbindelser er faldet i
løbet af 1980’erne og 1990’erne, mens depositionen af kvælstof forbindelser
har holdt sig på et stabilt niveau eller er steget. Deposition
af svovl og kvælstof forbindelser til skove, jordbund og ferskvandssystemer
stammer hovedsagelig fra emissioner af svovldioxid (SO 2 ),
kvælstofoxider (NO x ) og ammoniak (NH 3 ).