Statsminister??? - Dansk Folkeparti
Statsminister??? - Dansk Folkeparti
Statsminister??? - Dansk Folkeparti
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
VKR - begyndelsen<br />
til enden for det<br />
borgerlige<br />
Danmark<br />
Fredag den 7. april blev en begivenhedsrig<br />
dag i dansk politik. Ikke<br />
målt på resultater, men på en anden<br />
vigtig målestok – de fremtidige rammer<br />
for flertalsmuligheder og regeringskonstellationer<br />
i Folketinget. Siden 1993<br />
har blokkene ellers været stabile med<br />
VOK på den ene side og S, R, SF og EL<br />
på den anden, hvilket i 2001 muliggjorde<br />
eksistensen for en VK-regering med<br />
<strong>Dansk</strong> <strong>Folkeparti</strong> som parlamentarisk<br />
grundlag. Det har været til gavn for hele<br />
Danmark og af uvurderlig betydning for<br />
landets fremtid.<br />
Med undtagelse af dele af De Konservative<br />
– og det skal jeg komme tilbage til<br />
– har alle i den borgerlige lejr været enige<br />
om, at det er umuligt at føre borgerlig<br />
politik uden om <strong>Dansk</strong> <strong>Folkeparti</strong>. Det er<br />
os, der er garant for en stram udlændingepolitik<br />
og skattestoppet. Væsentlige<br />
borgerlige mærkesager er blevet til i<br />
snævert samarbejde med <strong>Dansk</strong> <strong>Folkeparti</strong><br />
– hele tiden med øje for, at vi udgør<br />
regeringens sociale samvittighed, og at<br />
det i høj grad er os, der giver den borgerlige<br />
politik et menneskeligt ansigt.<br />
Men for visse konservative politikere<br />
findes der mere attraktive og ”fine” samarbejdspartnere<br />
end <strong>Dansk</strong> <strong>Folkeparti</strong>s<br />
”kolonihavefolk” og ”kakkelbordsdanskere”.<br />
Det er især de hovedstadskonservative,<br />
der må finde duftevandet frem, når<br />
talen falder på <strong>Dansk</strong> <strong>Folkeparti</strong>. ”Mon<br />
Dieu, dem kan vi da ikke have noget<br />
med at gøre”.<br />
Det er de dele af De Konservative, der<br />
lige så godt kunne stemme radikalt, og<br />
hvis synspunkter savner ethvert konservativt<br />
grundlag - blandt andet Europaparlamentarikerne<br />
Gitte Seeberg og<br />
næstformand Mads Lebech, der under<br />
Muhammedkrisen udtalte, at man på<br />
store områder ikke kunne føre politik<br />
med <strong>Dansk</strong> <strong>Folkeparti</strong>.<br />
Overmodige konservative<br />
Og jeg forstår skam godt, at De Konservative<br />
misunder <strong>Dansk</strong> <strong>Folkeparti</strong> en<br />
fremgang, som ikke mindst skyldes, at<br />
vi i modsætning til De Konservative<br />
længe har taget konservative mærkesager<br />
alvorligt og ikke haft skattelettelser<br />
som eneste omdrejningspunkt for vores<br />
politik. Hvad jeg ikke forstår, er, at De<br />
Konservative ikke indser, at en lang<br />
række af de mærkesager, der trods alt<br />
også er deres, aldrig var blevet gennemført,<br />
hvis ikke Danmark havde haft en<br />
DF-støttet VK-regering – det indrømmer<br />
dog mere jordnære konservative som<br />
f.eks. den tidligere integrationsordfører<br />
Else Theil Sørensen.<br />
Fredag den 7. april blev dagen, hvor<br />
de ”progressive” hovedstadskonservative<br />
vejrede morgenluft. Det skete, da den<br />
radikale partiformand Marianne Jelved<br />
– modstræbende og under stort internt<br />
pres – brød tretten års ægteskab med<br />
Socialdemokratiet. Og mens begejstringen<br />
bestemt var til at overse hos den radikale<br />
partiformand, blev den fremherskende<br />
fornemmelse blandt De Konservative<br />
kry og overmodig. Nu kunne man<br />
roligt sparke ud efter <strong>Dansk</strong> <strong>Folkeparti</strong> i<br />
takt med, at også medierne begyndte at<br />
øjne nye spændende alliancer i dansk<br />
politik.<br />
Dyre radikale stemmer<br />
VKR-tanken blev pludselig hot. Ifølge<br />
enkelte meningsmålinger kunne VK-regeringen<br />
havne i den komfortable situation<br />
at have valget mellem <strong>Dansk</strong> <strong>Folkeparti</strong><br />
og Det Radikale Venstre fra sag til<br />
sag. Manden som Jelved kun et par uger<br />
før havde udråbt som ”farlig” skulle<br />
måske en dag samarbejde med hende.<br />
Jeg kan love én ting: Det bliver ikke med<br />
hjælp fra <strong>Dansk</strong> <strong>Folkeparti</strong>. Radikal indflydelse<br />
på en hvilken som helst regering<br />
er en mareridtsvision.<br />
Har man blot en smule hukommelse,<br />
vil man kunne huske, hvad De Radikale<br />
gennem årene har ”præsteret” i dansk<br />
politik. Pointen er, at uanset om statsministeren<br />
hed Poul Schlüter eller Poul<br />
Nyrup Rasmussen, så var resultatet det<br />
samme nedslående. Med De Radikale<br />
som støtteparti blev hele politikken gennemsyret<br />
af radikal tankegang. Det Radikale<br />
Venstre er et totalitært parti, forstået<br />
på den måde, at alt, hvad en radikal<br />
partiformand rører ved, bliver radikalt<br />
helt ind til kernen, uanset mandatfordelingen<br />
i regeringskoalitionen. Og<br />
Marianne Jelved er personificeringen af<br />
hele denne tankegang.<br />
Jeg sover roligt, så længe Marianne<br />
Jelved er formand, og jeg sover sikkert<br />
også roligt, når partiet i tidens fylde får<br />
en ny formand. Der er så meget ”enteneller”<br />
over radikal politik, at det for to<br />
borgerlige partier, der blandt andet har<br />
magten takket være stramninger i udlændingepolitikken,<br />
vil være ensbetydende<br />
med politisk selvmord at basere<br />
en regering på radikal støtte. Sporene<br />
skræmmer for meget. <strong>Dansk</strong>erne husker<br />
udmærket, at udlændingeloven fra 1983,<br />
der indførte de facto-begrebet og slog<br />
Danmarks porte op for masseindvan-<br />
nyhedsbrev<br />
dringen, var groet i den radikale have,<br />
og de er udmærket klar over, at Nyrupregeringens<br />
laden stå til på udlændingeområdet<br />
skyldtes iver for at tilfredsstille<br />
dyre radikale stemmer, der i 1992<br />
sågar kunne diktere et formandsskifte i<br />
Socialdemokratiet.<br />
Radikale stemmer har aldrig været<br />
billige. Det har mere end én regering<br />
gennem tiderne måttet sande. Simpelthen<br />
fordi et radikalt regeringsgrundlag<br />
– hvad enten det deltager i selve regeringssamarbejdet<br />
eller fungerer som<br />
støtteparti – kræver ubetinget lydighed i<br />
forhold til radikale mærkesager. Derfor<br />
har Marianne Jelved i mere end fire år<br />
foretrukket at fryse på sidelinjen i<br />
dansk politik. Derfor har De Radikale i<br />
øjeblikket ingen afgørende indflydelse.<br />
Den stejle afvisning af regeringens udlændingepolitik<br />
har givet øget tilslutning,<br />
men de mange stemmer kan ikke<br />
bruges til noget, så længe enten-eller<br />
holdningen er rådende.<br />
Hvad er radikal politik?<br />
Personligt ved jeg alt om, hvordan det<br />
føles at stå udenfor indflydelse, fordi en<br />
partiformand vil have ubetinget ret og<br />
ubetinget magt. Det lærte jeg i Fremskridtspartiet.<br />
I en periode kan det<br />
måske skabe tilslutning, men aldrig resultater.<br />
Det Radikale Venstre har to<br />
problemer i forhold til magten. For det<br />
første er det to modsatrettede strømninger,<br />
der har skabt medgang i meningsmålingerne,<br />
dels Naser Khaders afstandtagen<br />
fra fanatiske imamers trusler<br />
mod demokratiet, dels Marianne<br />
Jelveds, Elsebeth Gerner Nielsens og<br />
Margrethe Vestagers uændrede positive<br />
tilgang til fornyet masseindvandring fra<br />
den tredje verden. Disse to strømninger<br />
prøver i øjeblikket at forenes i et fælles<br />
krav om, at det store ”projekt” i dansk<br />
politik er at begrænse <strong>Dansk</strong> <strong>Folkeparti</strong>s<br />
indflydelse. Men er det et program?<br />
Hvor er indholdet og politikken?<br />
For det andet står Marianne Jelved<br />
selv i vejen for realiseringen af en VKRregering,<br />
fordi den eneste statsministerkandidat,<br />
hun kan pege på, er sig selv. På<br />
den måde straffer hun faktisk de kræfter,<br />
der støtter en mere pragmatisk tilgang til<br />
de politiske realiteter. Ét er sikkert: Holder<br />
de nuværende meningsmålinger, vil<br />
VK efter et kommende valg skulle træffe<br />
ét vigtigt valg. Skal et kommende regeringsgrundlag<br />
baseres på De Radikale eller<br />
på <strong>Dansk</strong> <strong>Folkeparti</strong>?<br />
Et politisk spagat mellem R og DF vil<br />
vi aldrig acceptere. En forkert beslutning<br />
vil derfor på længere sigt kunne betyde<br />
begyndelsen til<br />
enden for det borgerlige<br />
Danmark. Jeg håber<br />
ikke, den dag kommer…<br />
Med venlig hilsen<br />
3