Statsminister??? - Dansk Folkeparti

More documents

Recommendations

Info

leder Hvad blev der lige af Gud, konge, fædreland og blot en smule økonomisk ansvarlighed? De Konservative og Socialdemokraterne klovner rundt. Det Konservative Folkeparti overhaler Det Radikale Venstre indenom – og det er, trods alt, ganske godt gået af det gamle patriotiske, forsvarsglade lov-og-orden parti – mens Socialdemokraterne hælder gammel vin på så gamle flasker, at selv Frank Jensen jubler over sin formands manglende visioner og fornyelser De Konservative har jo siden statsminister Poul Schlüters glade dage i 80’erne - dengang man med den håbløse Udlændingelov af 1983 åbnede Danmarks grænser på vid gab – ikke været ”så konservative at det gør noget”. Den sandhed må man sige, at partiet til stadighed lever bedre og bedre op til. Der er ikke meget klassisk konservatisme tilbage i Det Konservative Folkeparti. Det vil nok være for vidtgående at geråde sig ud i en påstand om, at den klassiske konservative linie helt blev vasket væk, da Hans Engell efter sin skandaløse kørsel måtte forlade lederjobbet som konservativ partiboss. Men der var ikke desto mindre væsentligt mere klassisk swung over Engells konservatisme - komplet med regimentslips, marchmusik og historieforståelsen på plads. Under Muhammed-krisen har danskerne ofte måttet kigge langt efter De Konservative. Den konservative udenrigsminister Per Stig Møller og hans ministerium kæmpede en imponerende og brav kamp i døgndrift, da krisen var på sit højeste, men partiet i øvrigt var i bedste fald usynligt. Det må de jo selv om. Det er dybest set en sag mellem dem og deres vælgere. Men situationen er jo sådan, at partiet også er i regeringen. Og det har knebet noget for det lille regeringsparti at holde slagordenen, om man så må sige. Dansk Folkeparti har den opfattelse – og adfærd – at man bakker op bag regeringschefen, når landet er i krise. Det gjorde Dansk Folkeparti i 2001, da statsministeren hed Poul Nyrup Rasmussen, og det gjorde vi igen nu, hvor statsministeren hedder Anders Fogh Rasmussen. I krise-situationer lægger man sin indenrigspolitiske mærkevarer på hylden og klapper, billedligt talt, hælene sammen. Smålig markeringstrang og småfnidder i krogene sættes på pause. Dét burde jo være indlysende og let for et parti med De Konservatives historie og hele afsæt. Og da ikke mindst, når man er den ene del af regeringen. At kalde De Konservative for den ene halvdel af regeringen vil være at skabe utidig inflation i begrebet halvdel… Partiets markeringsiver fornægter sig ikke, når de kan hakke på Dansk Folkeparti – partiet, der sikrer regeringens 2 Flot ser Pia Christmas Møller ud, men ”Gud, Konge og Fædreland er reserveret til særligt festlige lejligheder… Foto: Polfoto overlevelse. Dårligt var forårsmåneden kommet i gang med regn og kulde før De Konservative meldte ud – til Ritzau – at de da i grunden syntes, at det var synd for torturofre, at de med den nye indfødsretslov, som partiet selv har stemt for, ikke automatisk får statsborgerskab. Tumpet af en forligspartner at drøfte den slags i medierne. Og i øvrigt et synspunkt, som de udmærket godt ved, så absolut ikke deles af Dansk Folkeparti – og dét har betydet nok så meget for De Konservatives udmeldingstrang. Svært at være lillebror Det Konservative Folkeparti har det ind i mellem lidt småsvært med at være lillebror i regeringen, og ind i mellem har konservative, især dem udenfor Christiansborg, svært ved at se dybsindigheden i at samarbejde med Dansk Folkeparti. Nu kan de fleste af dem godt tælle, så der er ikke rigtig nogen vej udenom, ved de godt. Men uha, hvor de jubler over meningsmålingerne, der i april viste, at De Radikale fik så meget medvind på Khaders popularitet, at de sammen med VK også kunne blive et flertal efter et valg. Selv Pia Christmas Møller kunne ikke afstå fra en glad kvidren i tv over den fikse mulighed for, at de pæne mennesker i det pæne konservative parti kunne lave pæne ting med de pæne mennesker i det pæne radikale parti. Konstellationen kan ikke anbefales. De radikales politik, ikke mindst på udlændingeområdet, er ganske anderledes end den lyd, der kommer ud af Naser Khader. Læs bl.a. artiklen side 14-15 og Pias nyhedsbrev på siden her overfor. Det vil nok være klogt af De Konservative at finde et lidt mere taktfast fodslag inden næste valg. For det kan meget vel være, at partiet er i trit med vælgerne i Whiskybæltet og den nye politisk korrekte avis Berlingske Tidende, men deres ny-radikale profil er elitær og følgelig uden bred appel. ”Socialdemokraterne er tilbage” lovede Helle Thorning Schmidt allerede for lidt over et år siden, da hun bankede Frank Jensen af banen som formandskandidat. Sådan set var der vel ikke nogen, der dengang vidste, at partiet havde været væk, men ok: point for den fikse retorik. Der er nok dem, der vil mene, at ordet ”tilbage” var særdeles velvalgt, for lige siden er det i store træk gået tilbage for partiet, der ellers har ment at have en førstefødselsret til regeringsmagten i Danmark. Bunden blev nået få dage før Thorning Schmidts 1 års jubilæumsdag som formand, hvor en Greens-måling i dagbladet Børsen viste, at færre end hver femte ville stemme på det projektløse parti. I april lancerede partiet så deres projekt. 52 punkter, der skal give velfærd til os alle – blandt andet et sundhedstjek til os alle, også os, der er raske, og et løfte om, at vi ikke skal betale mere i skat, selv om forslagene koster kassen. Og vupti, var Helle tilbage i offensiven. Der gik dog ikke mere end et lille døgns tid før mange med rette spurgte: Og pengene? Hvordan er det lige, at løfterne skal finansieres? Det var straks sværere for Helle Thorning Schmidt at svare på, for lige dén deltalje stod der ikke noget om i manuskriptet. Socialdemokraterne er tilbage i det spor, som Fremskridtspartiet for 10-15 år siden pløjede sig til døde i: Urealistiske overbud, ufinansierede løfter til højre og venstre og ikke en isbolds chance i Helvede for, at det hverken kan eller skal gennemføres. Men godt, det lyder det. Så godt klukkede den gamle socialdemokratiske vin på de lige så gamle flasker, at partiets indre modstandere af formanden med de dyre vaner i tøj og udlandsrejser klappede højstemt. Uanset De Konservatives nye café latte-stil, De Radikales flyvske fornemmelser over meningsmålingerne og Socialdemokraterne, der bliver ved med at gå tilbage nu, hvor de er tilbage, så er den parlamentariske kendsgerning, at VKregeringen sammen med Dansk Folkeparti har et bekvemt flertal. Det er til Danmarks fordel – Guds, kongens, fædrelandets og den økonomiske ansvarligheds vel – at det er sådan. Og selv om andre glemmer deres afsæt og deres værdier, så gør Dansk Folkeparti det ikke. Sønd.
VKR - begyndelsen til enden for det borgerlige Danmark Fredag den 7. april blev en begivenhedsrig dag i dansk politik. Ikke målt på resultater, men på en anden vigtig målestok – de fremtidige rammer for flertalsmuligheder og regeringskonstellationer i Folketinget. Siden 1993 har blokkene ellers været stabile med VOK på den ene side og S, R, SF og EL på den anden, hvilket i 2001 muliggjorde eksistensen for en VK-regering med Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag. Det har været til gavn for hele Danmark og af uvurderlig betydning for landets fremtid. Med undtagelse af dele af De Konservative – og det skal jeg komme tilbage til – har alle i den borgerlige lejr været enige om, at det er umuligt at føre borgerlig politik uden om Dansk Folkeparti. Det er os, der er garant for en stram udlændingepolitik og skattestoppet. Væsentlige borgerlige mærkesager er blevet til i snævert samarbejde med Dansk Folkeparti – hele tiden med øje for, at vi udgør regeringens sociale samvittighed, og at det i høj grad er os, der giver den borgerlige politik et menneskeligt ansigt. Men for visse konservative politikere findes der mere attraktive og ”fine” samarbejdspartnere end Dansk Folkepartis ”kolonihavefolk” og ”kakkelbordsdanskere”. Det er især de hovedstadskonservative, der må finde duftevandet frem, når talen falder på Dansk Folkeparti. ”Mon Dieu, dem kan vi da ikke have noget med at gøre”. Det er de dele af De Konservative, der lige så godt kunne stemme radikalt, og hvis synspunkter savner ethvert konservativt grundlag - blandt andet Europaparlamentarikerne Gitte Seeberg og næstformand Mads Lebech, der under Muhammedkrisen udtalte, at man på store områder ikke kunne føre politik med Dansk Folkeparti. Overmodige konservative Og jeg forstår skam godt, at De Konservative misunder Dansk Folkeparti en fremgang, som ikke mindst skyldes, at vi i modsætning til De Konservative længe har taget konservative mærkesager alvorligt og ikke haft skattelettelser som eneste omdrejningspunkt for vores politik. Hvad jeg ikke forstår, er, at De Konservative ikke indser, at en lang række af de mærkesager, der trods alt også er deres, aldrig var blevet gennemført, hvis ikke Danmark havde haft en DF-støttet VK-regering – det indrømmer dog mere jordnære konservative som f.eks. den tidligere integrationsordfører Else Theil Sørensen. Fredag den 7. april blev dagen, hvor de ”progressive” hovedstadskonservative vejrede morgenluft. Det skete, da den radikale partiformand Marianne Jelved – modstræbende og under stort internt pres – brød tretten års ægteskab med Socialdemokratiet. Og mens begejstringen bestemt var til at overse hos den radikale partiformand, blev den fremherskende fornemmelse blandt De Konservative kry og overmodig. Nu kunne man roligt sparke ud efter Dansk Folkeparti i takt med, at også medierne begyndte at øjne nye spændende alliancer i dansk politik. Dyre radikale stemmer VKR-tanken blev pludselig hot. Ifølge enkelte meningsmålinger kunne VK-regeringen havne i den komfortable situation at have valget mellem Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre fra sag til sag. Manden som Jelved kun et par uger før havde udråbt som ”farlig” skulle måske en dag samarbejde med hende. Jeg kan love én ting: Det bliver ikke med hjælp fra Dansk Folkeparti. Radikal indflydelse på en hvilken som helst regering er en mareridtsvision. Har man blot en smule hukommelse, vil man kunne huske, hvad De Radikale gennem årene har ”præsteret” i dansk politik. Pointen er, at uanset om statsministeren hed Poul Schlüter eller Poul Nyrup Rasmussen, så var resultatet det samme nedslående. Med De Radikale som støtteparti blev hele politikken gennemsyret af radikal tankegang. Det Radikale Venstre er et totalitært parti, forstået på den måde, at alt, hvad en radikal partiformand rører ved, bliver radikalt helt ind til kernen, uanset mandatfordelingen i regeringskoalitionen. Og Marianne Jelved er personificeringen af hele denne tankegang. Jeg sover roligt, så længe Marianne Jelved er formand, og jeg sover sikkert også roligt, når partiet i tidens fylde får en ny formand. Der er så meget ”enteneller” over radikal politik, at det for to borgerlige partier, der blandt andet har magten takket være stramninger i udlændingepolitikken, vil være ensbetydende med politisk selvmord at basere en regering på radikal støtte. Sporene skræmmer for meget. Danskerne husker udmærket, at udlændingeloven fra 1983, der indførte de facto-begrebet og slog Danmarks porte op for masseindvan- nyhedsbrev dringen, var groet i den radikale have, og de er udmærket klar over, at Nyrupregeringens laden stå til på udlændingeområdet skyldtes iver for at tilfredsstille dyre radikale stemmer, der i 1992 sågar kunne diktere et formandsskifte i Socialdemokratiet. Radikale stemmer har aldrig været billige. Det har mere end én regering gennem tiderne måttet sande. Simpelthen fordi et radikalt regeringsgrundlag – hvad enten det deltager i selve regeringssamarbejdet eller fungerer som støtteparti – kræver ubetinget lydighed i forhold til radikale mærkesager. Derfor har Marianne Jelved i mere end fire år foretrukket at fryse på sidelinjen i dansk politik. Derfor har De Radikale i øjeblikket ingen afgørende indflydelse. Den stejle afvisning af regeringens udlændingepolitik har givet øget tilslutning, men de mange stemmer kan ikke bruges til noget, så længe enten-eller holdningen er rådende. Hvad er radikal politik? Personligt ved jeg alt om, hvordan det føles at stå udenfor indflydelse, fordi en partiformand vil have ubetinget ret og ubetinget magt. Det lærte jeg i Fremskridtspartiet. I en periode kan det måske skabe tilslutning, men aldrig resultater. Det Radikale Venstre har to problemer i forhold til magten. For det første er det to modsatrettede strømninger, der har skabt medgang i meningsmålingerne, dels Naser Khaders afstandtagen fra fanatiske imamers trusler mod demokratiet, dels Marianne Jelveds, Elsebeth Gerner Nielsens og Margrethe Vestagers uændrede positive tilgang til fornyet masseindvandring fra den tredje verden. Disse to strømninger prøver i øjeblikket at forenes i et fælles krav om, at det store ”projekt” i dansk politik er at begrænse Dansk Folkepartis indflydelse. Men er det et program? Hvor er indholdet og politikken? For det andet står Marianne Jelved selv i vejen for realiseringen af en VKRregering, fordi den eneste statsministerkandidat, hun kan pege på, er sig selv. På den måde straffer hun faktisk de kræfter, der støtter en mere pragmatisk tilgang til de politiske realiteter. Ét er sikkert: Holder de nuværende meningsmålinger, vil VK efter et kommende valg skulle træffe ét vigtigt valg. Skal et kommende regeringsgrundlag baseres på De Radikale eller på Dansk Folkeparti? Et politisk spagat mellem R og DF vil vi aldrig acceptere. En forkert beslutning vil derfor på længere sigt kunne betyde begyndelsen til enden for det borgerlige Danmark. Jeg håber ikke, den dag kommer… Med venlig hilsen 3
Page 1: NR. 2. MAJ 2006 10. ÅRGANG Iran: E
Page 5 and 6: Foto: Scanpix Poul Nyrup Rasmussen
Page 7 and 8: At hugge brænde er god motion, men
Page 9 and 10: Foto: Polfoto 60 år Statsrevisor H
Page 11 and 12: Rasende muslimske masser afbrænder
Page 13 and 14: til debatår om passiv rygning, og
Page 15 and 16: uset omfang. Alle arbejdspladser -
Page 17 and 18: Hjernevasket til had. Iranske kvind
Page 19 and 20: DFUs hovedbestyrelse. Fra højre: A
Page 21 and 22: 2. Medlemmer af hovedbestyrelsen. 3
Page 23 and 24: Stemmeret på generalforsamlinger o
Page 25 and 26: Blanke stemmer betragtes som afgivn
Page 27 and 28: oganmeldelse Af Karsten Holt ITyskl

Statsminister??? - Dansk Folkeparti

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?