Statsminister??? - Dansk Folkeparti

NR. 2. MAJ 2006 10. ÅRGANG 

Iran: En fanatiker i vindjakke 

rasler med krumsablen 

– og han har snart atomvåben. 

Læs side 16-17 

Statsminister??? 

De radikale fører ikke politik efter meningsmålingerne. Siger de. Men aldrig så 

snart fik de lidt medvind i netop meningsmålingerne, før Marianne Jelved 

tilbød sig som landets næste statsminister. Radikal indflydelse vil blive 

begyndelsen til enden. Læs bl.a. side 3 og side 14-15.

leder 

Hvad blev der lige af Gud, konge, fædreland 

og blot en smule økonomisk ansvarlighed? 

De Konservative og Socialdemokraterne 

klovner rundt. Det Konservative 

Folkeparti overhaler Det 

Radikale Venstre indenom – og 

det er, trods alt, ganske godt gået 

af det gamle patriotiske, forsvarsglade 

lov-og-orden parti – mens 

Socialdemokraterne hælder gammel 

vin på så gamle flasker, at 

selv Frank Jensen jubler over sin 

formands manglende visioner og 

fornyelser 

De Konservative har jo siden statsminister 

Poul Schlüters glade dage i 

80’erne - dengang man med den håbløse 

Udlændingelov af 1983 åbnede Danmarks 

grænser på vid gab – ikke været 

”så konservative at det gør noget”. 

Den sandhed må man sige, at partiet 

til stadighed lever bedre og bedre op til. 

Der er ikke meget klassisk konservatisme 

tilbage i Det Konservative Folkeparti. 

Det vil nok være for vidtgående at geråde 

sig ud i en påstand om, at den klassiske 

konservative linie helt blev vasket 

væk, da Hans Engell efter sin skandaløse 

kørsel måtte forlade lederjobbet som 

konservativ partiboss. Men der var ikke 

desto mindre væsentligt mere klassisk 

swung over Engells konservatisme - 

komplet med regimentslips, marchmusik 

og historieforståelsen på plads. 

Under Muhammed-krisen har danskerne 

ofte måttet kigge langt efter De 

Konservative. Den konservative udenrigsminister 

Per Stig Møller og hans ministerium 

kæmpede en imponerende og 

brav kamp i døgndrift, da krisen var på 

sit højeste, men partiet i øvrigt var i 

bedste fald usynligt. 

Det må de jo selv om. Det er dybest 

set en sag mellem dem og deres vælgere. 

Men situationen er jo sådan, at partiet 

også er i regeringen. Og det har knebet 

noget for det lille regeringsparti at holde 

slagordenen, om man så må sige. 

Dansk Folkeparti har den opfattelse – 

og adfærd – at man bakker op bag regeringschefen, 

når landet er i krise. Det 

gjorde Dansk Folkeparti i 2001, da statsministeren 

hed Poul Nyrup Rasmussen, 

og det gjorde vi igen nu, hvor statsministeren 

hedder Anders Fogh Rasmussen. 

I krise-situationer lægger man sin indenrigspolitiske 

mærkevarer på hylden 

og klapper, billedligt talt, hælene sammen. 

Smålig markeringstrang og småfnidder 

i krogene sættes på pause. 

Dét burde jo være indlysende og let for 

et parti med De Konservatives historie 

og hele afsæt. Og da ikke mindst, når 

man er den ene del af regeringen. At 

kalde De Konservative for den ene halvdel 

af regeringen vil være at skabe utidig 

inflation i begrebet halvdel… 

Partiets markeringsiver fornægter sig 

ikke, når de kan hakke på Dansk Folkeparti 

– partiet, der sikrer regeringens 

2 

Flot ser Pia Christmas Møller ud, 

men ”Gud, Konge og Fædreland er 

reserveret til særligt festlige 

lejligheder… Foto: Polfoto 

overlevelse. Dårligt var forårsmåneden 

kommet i gang med regn og kulde før De 

Konservative meldte ud – til Ritzau – at 

de da i grunden syntes, at det var synd 

for torturofre, at de med den nye indfødsretslov, 

som partiet selv har stemt 

for, ikke automatisk får statsborgerskab. 

Tumpet af en forligspartner at drøfte 

den slags i medierne. Og i øvrigt et synspunkt, 

som de udmærket godt ved, så 

absolut ikke deles af Dansk Folkeparti – 

og dét har betydet nok så meget for De 

Konservatives udmeldingstrang. 

Svært at være lillebror 

Det Konservative Folkeparti har det 

ind i mellem lidt småsvært med at være 

lillebror i regeringen, og ind i mellem har 

konservative, især dem udenfor Christiansborg, 

svært ved at se dybsindigheden 

i at samarbejde med Dansk Folkeparti. 

Nu kan de fleste af dem godt tælle, så 

der er ikke rigtig nogen vej udenom, ved 

de godt. Men uha, hvor de jubler over 

meningsmålingerne, der i april viste, at 

De Radikale fik så meget medvind på 

Khaders popularitet, at de sammen med 

VK også kunne blive et flertal efter et 

valg. Selv Pia Christmas Møller kunne 

ikke afstå fra en glad kvidren i tv over 

den fikse mulighed for, at de pæne mennesker 

i det pæne konservative parti 

kunne lave pæne ting med de pæne men- 

nesker i det pæne radikale parti. 

Konstellationen kan ikke anbefales. 

De radikales politik, ikke mindst på udlændingeområdet, 

er ganske anderledes 

end den lyd, der kommer ud af Naser 

Khader. Læs bl.a. artiklen side 14-15 og 

Pias nyhedsbrev på siden her overfor. 

Det vil nok være klogt af De Konservative 

at finde et lidt mere taktfast 

fodslag inden næste valg. For det kan 

meget vel være, at partiet er i trit med 

vælgerne i Whiskybæltet og den nye politisk 

korrekte avis Berlingske Tidende, 

men deres ny-radikale profil er elitær og 

følgelig uden bred appel. 

”Socialdemokraterne er tilbage” lovede 

Helle Thorning Schmidt allerede for 

lidt over et år siden, da hun bankede 

Frank Jensen af banen som formandskandidat. 

Sådan set var der vel ikke nogen, 

der dengang vidste, at partiet havde 

været væk, men ok: point for den fikse 

retorik. 

Der er nok dem, der vil mene, at ordet 

”tilbage” var særdeles velvalgt, for lige siden 

er det i store træk gået tilbage for partiet, 

der ellers har ment at have en førstefødselsret 

til regeringsmagten i Danmark. 

Bunden blev nået få dage før Thorning 

Schmidts 1 års jubilæumsdag som formand, 

hvor en Greens-måling i dagbladet 

Børsen viste, at færre end hver femte ville 

stemme på det projektløse parti. 

I april lancerede partiet så deres projekt. 

52 punkter, der skal give velfærd 

til os alle – blandt andet et sundhedstjek 

til os alle, også os, der er raske, og 

et løfte om, at vi ikke skal betale mere i 

skat, selv om forslagene koster kassen. 

Og vupti, var Helle tilbage i offensiven. 

Der gik dog ikke mere end et lille 

døgns tid før mange med rette spurgte: 

Og pengene? Hvordan er det lige, at løfterne 

skal finansieres? Det var straks 

sværere for Helle Thorning Schmidt at 

svare på, for lige dén deltalje stod der 

ikke noget om i manuskriptet. 

Socialdemokraterne er tilbage i det 

spor, som Fremskridtspartiet for 10-15 

år siden pløjede sig til døde i: Urealistiske 

overbud, ufinansierede løfter til højre 

og venstre og ikke en isbolds chance i 

Helvede for, at det hverken kan eller 

skal gennemføres. Men godt, det lyder 

det. Så godt klukkede den gamle socialdemokratiske 

vin på de lige så gamle 

flasker, at partiets indre modstandere af 

formanden med de dyre vaner i tøj og 

udlandsrejser klappede højstemt. 

Uanset De Konservatives nye café latte-stil, 

De Radikales flyvske fornemmelser 

over meningsmålingerne og Socialdemokraterne, 

der bliver ved med at gå tilbage 

nu, hvor de er tilbage, så er den 

parlamentariske kendsgerning, at VKregeringen 

sammen med Dansk Folkeparti 

har et bekvemt flertal. 

Det er til Danmarks fordel – Guds, 

kongens, fædrelandets og den økonomiske 

ansvarligheds vel – at det er sådan. 

Og selv om andre glemmer deres afsæt 

og deres værdier, så gør Dansk Folkeparti 

det ikke. Sønd.

VKR - begyndelsen 

til enden for det 

borgerlige 

Danmark 

Fredag den 7. april blev en begivenhedsrig 

dag i dansk politik. Ikke 

målt på resultater, men på en anden 

vigtig målestok – de fremtidige rammer 

for flertalsmuligheder og regeringskonstellationer 

i Folketinget. Siden 1993 

har blokkene ellers været stabile med 

VOK på den ene side og S, R, SF og EL 

på den anden, hvilket i 2001 muliggjorde 

eksistensen for en VK-regering med 

Dansk Folkeparti som parlamentarisk 

grundlag. Det har været til gavn for hele 

Danmark og af uvurderlig betydning for 

landets fremtid. 

Med undtagelse af dele af De Konservative 

– og det skal jeg komme tilbage til 

– har alle i den borgerlige lejr været enige 

om, at det er umuligt at føre borgerlig 

politik uden om Dansk Folkeparti. Det er 

os, der er garant for en stram udlændingepolitik 

og skattestoppet. Væsentlige 

borgerlige mærkesager er blevet til i 

snævert samarbejde med Dansk Folkeparti 

– hele tiden med øje for, at vi udgør 

regeringens sociale samvittighed, og at 

det i høj grad er os, der giver den borgerlige 

politik et menneskeligt ansigt. 

Men for visse konservative politikere 

findes der mere attraktive og ”fine” samarbejdspartnere 

end Dansk Folkepartis 

”kolonihavefolk” og ”kakkelbordsdanskere”. 

Det er især de hovedstadskonservative, 

der må finde duftevandet frem, når 

talen falder på Dansk Folkeparti. ”Mon 

Dieu, dem kan vi da ikke have noget 

med at gøre”. 

Det er de dele af De Konservative, der 

lige så godt kunne stemme radikalt, og 

hvis synspunkter savner ethvert konservativt 

grundlag - blandt andet Europaparlamentarikerne 

Gitte Seeberg og 

næstformand Mads Lebech, der under 

Muhammedkrisen udtalte, at man på 

store områder ikke kunne føre politik 

med Dansk Folkeparti. 

Overmodige konservative 

Og jeg forstår skam godt, at De Konservative 

misunder Dansk Folkeparti en 

fremgang, som ikke mindst skyldes, at 

vi i modsætning til De Konservative 

længe har taget konservative mærkesager 

alvorligt og ikke haft skattelettelser 

som eneste omdrejningspunkt for vores 

politik. Hvad jeg ikke forstår, er, at De 

Konservative ikke indser, at en lang 

række af de mærkesager, der trods alt 

også er deres, aldrig var blevet gennemført, 

hvis ikke Danmark havde haft en 

DF-støttet VK-regering – det indrømmer 

dog mere jordnære konservative som 

f.eks. den tidligere integrationsordfører 

Else Theil Sørensen. 

Fredag den 7. april blev dagen, hvor 

de ”progressive” hovedstadskonservative 

vejrede morgenluft. Det skete, da den 

radikale partiformand Marianne Jelved 

– modstræbende og under stort internt 

pres – brød tretten års ægteskab med 

Socialdemokratiet. Og mens begejstringen 

bestemt var til at overse hos den radikale 

partiformand, blev den fremherskende 

fornemmelse blandt De Konservative 

kry og overmodig. Nu kunne man 

roligt sparke ud efter Dansk Folkeparti i 

takt med, at også medierne begyndte at 

øjne nye spændende alliancer i dansk 

politik. 

Dyre radikale stemmer 

VKR-tanken blev pludselig hot. Ifølge 

enkelte meningsmålinger kunne VK-regeringen 

havne i den komfortable situation 

at have valget mellem Dansk Folkeparti 

og Det Radikale Venstre fra sag til 

sag. Manden som Jelved kun et par uger 

før havde udråbt som ”farlig” skulle 

måske en dag samarbejde med hende. 

Jeg kan love én ting: Det bliver ikke med 

hjælp fra Dansk Folkeparti. Radikal indflydelse 

på en hvilken som helst regering 

er en mareridtsvision. 

Har man blot en smule hukommelse, 

vil man kunne huske, hvad De Radikale 

gennem årene har ”præsteret” i dansk 

politik. Pointen er, at uanset om statsministeren 

hed Poul Schlüter eller Poul 

Nyrup Rasmussen, så var resultatet det 

samme nedslående. Med De Radikale 

som støtteparti blev hele politikken gennemsyret 

af radikal tankegang. Det Radikale 

Venstre er et totalitært parti, forstået 

på den måde, at alt, hvad en radikal 

partiformand rører ved, bliver radikalt 

helt ind til kernen, uanset mandatfordelingen 

i regeringskoalitionen. Og 

Marianne Jelved er personificeringen af 

hele denne tankegang. 

Jeg sover roligt, så længe Marianne 

Jelved er formand, og jeg sover sikkert 

også roligt, når partiet i tidens fylde får 

en ny formand. Der er så meget ”enteneller” 

over radikal politik, at det for to 

borgerlige partier, der blandt andet har 

magten takket være stramninger i udlændingepolitikken, 

vil være ensbetydende 

med politisk selvmord at basere 

en regering på radikal støtte. Sporene 

skræmmer for meget. Danskerne husker 

udmærket, at udlændingeloven fra 1983, 

der indførte de facto-begrebet og slog 

Danmarks porte op for masseindvan- 

nyhedsbrev 

dringen, var groet i den radikale have, 

og de er udmærket klar over, at Nyrupregeringens 

laden stå til på udlændingeområdet 

skyldtes iver for at tilfredsstille 

dyre radikale stemmer, der i 1992 

sågar kunne diktere et formandsskifte i 

Socialdemokratiet. 

Radikale stemmer har aldrig været 

billige. Det har mere end én regering 

gennem tiderne måttet sande. Simpelthen 

fordi et radikalt regeringsgrundlag 

– hvad enten det deltager i selve regeringssamarbejdet 

eller fungerer som 

støtteparti – kræver ubetinget lydighed i 

forhold til radikale mærkesager. Derfor 

har Marianne Jelved i mere end fire år 

foretrukket at fryse på sidelinjen i 

dansk politik. Derfor har De Radikale i 

øjeblikket ingen afgørende indflydelse. 

Den stejle afvisning af regeringens udlændingepolitik 

har givet øget tilslutning, 

men de mange stemmer kan ikke 

bruges til noget, så længe enten-eller 

holdningen er rådende. 

Hvad er radikal politik? 

Personligt ved jeg alt om, hvordan det 

føles at stå udenfor indflydelse, fordi en 

partiformand vil have ubetinget ret og 

ubetinget magt. Det lærte jeg i Fremskridtspartiet. 

I en periode kan det 

måske skabe tilslutning, men aldrig resultater. 

Det Radikale Venstre har to 

problemer i forhold til magten. For det 

første er det to modsatrettede strømninger, 

der har skabt medgang i meningsmålingerne, 

dels Naser Khaders afstandtagen 

fra fanatiske imamers trusler 

mod demokratiet, dels Marianne 

Jelveds, Elsebeth Gerner Nielsens og 

Margrethe Vestagers uændrede positive 

tilgang til fornyet masseindvandring fra 

den tredje verden. Disse to strømninger 

prøver i øjeblikket at forenes i et fælles 

krav om, at det store ”projekt” i dansk 

politik er at begrænse Dansk Folkepartis 

indflydelse. Men er det et program? 

Hvor er indholdet og politikken? 

For det andet står Marianne Jelved 

selv i vejen for realiseringen af en VKRregering, 

fordi den eneste statsministerkandidat, 

hun kan pege på, er sig selv. På 

den måde straffer hun faktisk de kræfter, 

der støtter en mere pragmatisk tilgang til 

de politiske realiteter. Ét er sikkert: Holder 

de nuværende meningsmålinger, vil 

VK efter et kommende valg skulle træffe 

ét vigtigt valg. Skal et kommende regeringsgrundlag 

baseres på De Radikale eller 

på Dansk Folkeparti? 

Et politisk spagat mellem R og DF vil 

vi aldrig acceptere. En forkert beslutning 

vil derfor på længere sigt kunne betyde 

begyndelsen til 

enden for det borgerlige 

Danmark. Jeg håber 

ikke, den dag kommer… 

Med venlig hilsen 

3

stueren 

Nyrup blandt bødler, racister og narkohandlere 

Danmarks fhv. statsminister Poul Nyrup Rasmussen - som ellers går 

meget op i stuerenhed - arbejder i Europa Parlamentet tæt sammen 

med sorte afrikanske racister, mellemamerikanske narkobaroner og 

militante palæstinensere 

Af Kenneth Kristensen 

Den 30.-31. januar holdt en medlemsstærk, 

men ganske upåagtet organisation 

rådsmøde i Athen under overskriften 

”Fred – demokrati – solidaritet – 

mellem mennesker og kulturer”. Organisationen 

var Socialistisk Internationale, 

der kan trække sine rødder tilbage til 

den såkaldt Anden Internationale, der 

blev oprettet i 1889 og frem til 1914 havde 

stor betydning for socialismens udvikling. 

Medlemspartierne tæller bl.a. de 

danske socialdemokrater – og forhenværende 

statsminister Poul Nyrup 

Rasmussen har en prominent position 

som formand for Globalt Progressivt Forum, 

der er et samarbejde mellem netop 

Socialistisk Internationale, Det Europæiske 

Socialdemokratiske parti og den 

socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet. 

Men hvor Poul Nyrup Rasmussen for 

syv år siden gik meget op i Dansk Folkepartis 

stuerenhed, så er det samme ikke 

tilfældet i forhold til de partier, som 

Danmarks forhenværende statsminister 

fletter fingre med i Socialistisk Internationale. 

Blandt medlemspartierne og de 

associerede partier er således rendyrkede 

racister, gennemkorrumperede partier, 

partier, der undertrykker befolkningerne 

i de lande, hvor de er regeringsbærende 

og partier, der finansieres gennem 

narkohandel og egentlige militser. 

Forfølger hvide landmænd 

Et af de partier, som Socialdemokraterne 

samarbejder med, er SWAPO-partiet 

i Namibia. Partiet er regeringsbærende, 

og partiets nuværende formand og 

præsident fra 1990-2004, Sam Nujoma, 

er en erklæret tilhænger af Robert Mugabes 

racistiske politik i Zimbabwe, hvor 

hvide farmeres ejendomme nationaliseres, 

og hvide mennesker forfølges skånselsløst. 

Nujoma indledte selv som præsident 

en lignende proces efter inspiration 

fra Mugabe-styret. 

SWAPO og Sam Nujoma har gjort sig 

skyldige i massive overtrædelser af menneskerettighederne. 

Under borgerkrigen 

i Namibia blev hundredevis af mennesker 

fængslet, torteret, voldtaget, henrettet 

og afhørt under frygtelige pinsler. 

Størstedelen af ofrene tilhørte andre 

stammer end den i SWAPO dominerende 

Ovambo-stamme. Efter SWAPOs magtovertagelse 

i 1990 har der været gentagne 

tilfælde af overgreb mod pressefriheden 

og hadske udfald mod minoritetsgrupper. 

Blandt andet foreslog daværende indenrigsminister 

Jerry Ekandjo i 2000, at 

”homoseksuelle skulle elimineres fra 

4 

Namibias jord”, og i 2001 stod et af partiets 

parlamentsmedlemmer bag et racistisk 

motiveret angreb mod en hvid journalist. 

Samarbejde med narkobaroner 

Et andet bud på et stuerent parti i socialdemokratisk 

optik er den forhenværende 

panamanske diktator Manuel 

Noriegas Revolutionære Demokratiske 

Parti (RDP), som Socialistisk Internationale 

optog som medlem i 1986. Fra 1981 

til 1989 styrede Noriega Panama med 

hård hånd bl.a. ved at myrde politiske 

modstandere skånselsløst. Dissidenten 

Hugo Spadaforas lemlæstede lig blev eksempelvis 

fundet tæt ved den costa-ricanske 

grænse. Hans afhuggede hoved 

dukkede dog først op i en amerikansk 

postsæk noget senere. Manuel Noriegas 

playboy-liv blev finansieret gennem et 

tæt samarbejde med det berygtede colombianske 

Medellin-kartel, hvor Noriega 

bistod narkokartellet med at transportere 

kokain til bl.a. USA. Oven på den 

amerikanske invasion af Panama i 1989 

blev Noriega – efter at have skjult sig på 

Vatikanets ambassade i Panama City – 

fløjet til USA, hvor han blev idømt 40 års 

fængsel for overtrædelse af narkolovgivningen. 

Med Noriegas fald var det dog ikke 

slut med RDPs narkoforbindelser. Således 

viste det sig efter valget i 1994, hvor 

partiets kandidat Perez Balladares valgtes 

til præsident, at Balladares kampagne 

var finansieret af penge, der hidrørte 

fra narkohandel og hvidvaskning. Balladares 

opbakning i den panamanske befolkning 

blev ikke større, efter at han ansatte 

en række tidligere medlemmer af 

RDPs paramilitære fløj i den statslige 

sektor og sikrede dem erstatninger for 

samlet 35 millioner dollars. 

Lidt længere mod nord på den landtange, 

der forbinder Nord- med Sydamerika 

finder vi Nicaragua, hvor Sandinist-partiet 

i perioden 1979-1987 var ansvarlig for 

cirka 5.000 menneskers død, tvangsforflytninger 

af indianerstammer, tvangsudskrivninger 

af børn til militærtjeneste, 

bombning af landsbyer og tortur i landets 

fængsler. Ikke noget, der hindrer de danske 

socialdemokrater i at samarbejde 

med partiet i Socialistisk Internationale. 

Nicaraguas daværende præsident, Daniel 

Ortega - der var en overbevist marxist og 

fik støtte fra bl.a. Cuba under sit autoritære 

regime - er fortsat Sandinist-partiets 

leder og er blandt andet mistænkt for 

under sin oppositionsperiode at stå bag 

dødstrusler mod pressefolk og drabet på 

den kritiske journalist Carlos Guadamuz. 

Forhold, som dog ikke har kunnet bevises 

Sådan tackler Socialdemokraternes 

venner problemer. Carlos Guadamuz 

- Sandinist-kritisk journalist i Nicaragua 

- skudt ned på åben gade den 

10. februar 2004. Efter al sandsynlighed 

stod Sandinist-partiet bag. 

Noriegas parti blev optaget i Socialistisk 

Internationale i 1986 midt under 

Noriegas narko-finansierede 

rædselsregime. 

i retten. 

Også i Colombia har Socialdemokraterne 

venner. Det drejer sig om partiet 

M-19 Demokratisk Alliance, som før omdannelsen 

til et politisk parti, var en milits, 

der bl.a. stod bag belejringen af det 

colombianske justitspalæ i Bogota, hvor 

300 advokater og dommere blev taget 

som gidsler af 35 M-19-medlemmer. M- 

19 nægtede at overgive sig og den colombianske 

hær måtte gribe ind. Mere end 

100 mennesker blev dræbt som følge af 

M-19s angreb. M-19 samarbejdede på 

det tidspunkt med terrororganisationen 

FARC, der er på såvel USA's som EU’s 

terrorliste. 

Castros marxistiske venner 

I det caribiske hav ligger østaten Jamaica. 

Landet er gennemsyret af kriminalitet 

– og landets politiske partier samarbejder 

med kriminelle bander. Men også 

her finder Socialdemokraterne beslægte- 

Foto: Polfoto 

Foto: Scanpix

Foto: Scanpix 

Poul Nyrup 

Rasmussen i 

stuerent selskab 

de nemlig i form af Folkets Nationale 

Parti (PNP). PNP vandt sit første valg i 

1972, hvor partiet gennemførte hårde 

marxistisk inspirerede reformer, der 

nærmest udraderede landets erhvervsliv. 

Partiet knyttede samtidig nære bånd til 

Fidel Castros regime på Cuba. 

I slutningen af 70’erne blev PNP anklaget 

for at være indblandet i den 

såkaldte Green Bay-massakre, hvor ti 

medlemmer af det konkurrerende JLPparti 

blev fanget i bagholdsangreb og 

henrettet af den jamaicanske hær. Såvel 

PNP som JLP er nært knyttet til landets 

gadebander, og så sent som i juli 2001 

døde 36 mennesker efter en væbnet konflikt 

mellem de to partiers paramilitære 

halehæng. Gadebanderne, der reelt har 

magten i de større jamaicanske byer, har 

maleriske navne som eksempelvis ”The 

Klansman Gang”, der er knyttet til PNP. 

Banderne ernærer sig ved salg af kokain 

og afpresning. Den 8. februar 2006 blev 

lederen af One Order Gang, Andrew 

Hope myrdet, hvilket på ny ledte til en 

voldelig opstand mellem de forskellige 

bander. 

Efter Sovjetunionens sammenbrud 

smed en række af de hidtidige lyd-partier 

deres kommunistiske ham og relancerede 

sig som socialdemokratiske. Forvandlingen 

var mere eller mindre vidtgående. 

Mange af partierne blev efterfølgende 

optaget i Socialistisk Internationale 

også selvom en hel del af dem har haft 

mere end vanskeligt ved at komme overens 

med ikke længere at kunne tilside- 

sætte basale menneskerettigheder. 

Mongoliets Sovjet-arv 

Et af de partier, som Socialistisk Internationale 

har optaget, er Folkets Revolutionære 

Parti i Mongoliet (MPRP). 

Partiet regerede fra 1921 til 1996 (indtil 

1990 var ingen andre partier tilladt) og 

var erklæret stalinistisk. Af flere omgange 

gennemførte partiet udrensninger af 

partimedlemmer. Partiet har ikke synderligt 

ændret karakter siden Sovjets 

sammenbrud. I perioden 2000-2004, hvor 

partiet genvandt magten under Nambaryn 

Enkhbayars ledelse, blev pressefriheden 

indskrænket, og oppositionsmedlemmer 

og journalister, der støttede oppositionen, 

fængslet. 

Ved valget i 2004 nægtede MPRP at 

anerkende valgresultat og dekreterede 

omvalg i flere forskellige valgområder, 

hvor MPRP havde klaret sig dårligt. Efter 

flere omvalg, hvor MPRP ikke klarede 

sig væsentligt bedre, indgik MPRP en 

aftale med oppositionen om, at MPRP 

skulle overtage præsidentposten i august 

2006. Imidlertid opsagde MPRP den 13. 

januar i år aftalen og indsatte Miyeegombo 

Enkhbold som premierminister i 

stedet for Tsakhiagiyn Elbegdorj. 

Generelt betragtes MPRP som et gennemkorrupt 

og udemokratisk parti, hvis 

politikere har haft meget vanskeligt ved 

at kende forskel på egne og offentlige 

midler. 

Et andet af partierne er FRELIMO- 

partiet i Mocambique. Partiet har haft 

magten i Mocambique siden 1975 – i perioden 

frem mod Murens fald ivrigt støttet 

af Cuba og Sovjetunionen. I den periode 

er der afdækket flere eksempler på 

korruption i partitoppen, valgsvindel, 

fængsling af og mord på politiske modstandere, 

overgreb fra landets sikkerhedsstyrker 

mod civilbefolkningen, 

overgreb på pressefriheden, tilraning af 

statens ressourcer og menneskerettighedskrænkelser 

bl.a. i form af tvangsudskrivning 

af børnesoldater. I perioden 

1975-1987 beregnes det, at partiet har 

taget livet af 198.000 mennesker. Mocambiques 

nationalmelodi er stadig 

”Viva, Viva a FRELIMO” – Længe leve, 

FRELIMO – selv om nogle af ordene i 

den originale melodi er skiftet ud. 

Flere afrikanske massemordere 

I Afrika nord for Sahara tæller Socialdemokraternes 

venskabspartier bl.a. NationalDemokratisk 

Kongres i Ghana 

(NDC). Partiet blev stiftet af militærdiktatoren 

Jerry Rawlings, som kom til 

magten ved et statskup i 1979 og forblev 

præsident i 22 år. I den periode myrdede 

Rawlings løs i Ghana. Hans tre forgængere 

som præsident blev alle henrettet, 

ligesom fem rivaliserende generaler og et 

antal højesteretsdommere blev likvideret. 

Rawlings regerede gennem frygt og 

tøvede ikke med at torturere og myrde 

personer, der var imod hans styre. 

Rawlings gode venner talte bl.a. oberst 

Muammar Ghaddafi i Libyen. I 2001 afgav 

Rawlings frivilligt magten og ikke 

overraskende tabte NationalDemokratisk 

Kongres det efterfølgende valg. 

I Ghanas naboland, det borgerkrigsplagede 

Elfenbenskysten, er Folkefronten 

(FPI) med præsident Laurent Gbagbo i 

spidsen søsterparti til Socialdemokraterne. 

Efter længere tid i opposition udråbte 

Gbagbo sig som præsident efter et tvivlsomt 

valg i 2000, der medførte borgerkrigslignende 

scener i landet. Både internationale 

og lokale menneskerettighedsorganisationer 

rapporterede om, hvordan 

dødspatruljer kontrolleret af FPI systematisk 

henrettede, torterede og lemlæstede 

politiske modstandere. Flere 

hundrede af oppositionens tilhængere 

fængsledes uden rettergang og mange af 

dem blev senere hen udsat for tortur og 

mishandling i fængslerne. 

Blandt Socialdemokraternes øvrige 

stuerene samarbejdspartnere tæller 

blandt andet Fatah-bevægelsen i Palæstina, 

Egyptens Nationaldemokratiske 

Parti ledet af Hosni Mubarak og Angolas 

MPLA-parti. Alle partier, der i varierende 

grad, har blod på hænderne. 

To gange om året mødes danske socialdemokrater 

med deres udenlandske 

søsterpartier i Socialistisk Internationale. 

To gange om året udveksler danske socialdemokrater 

erfaringer med terrorregimer, 

folkemordere, narkohandlere og racister. 

Hvem sagde stueren….? 

5

finanslov 

Bøger er en af Søren Espersens store 

interesser, og han nøjes ikke med at 

læse dem. Foruden talrige artikler i 

Dansk Folkeblad har Søren Espersen 

skrevet en biografi om den forkætrede 

danske forfatter Valdemar 

Rørdam samt bidraget til bogen 

”Exit Nyrup”. Desuden præsterede 

han et stykke grundforskning, da 

han for et par år siden brugte en 

sommerferie på at finde de gamle 

danske stednavne på skånske lokaliteter. 

I øjeblikket arbejder han på 

en bog om danske frivillige i den israelske 

uafhængighedskrig i 1948. 

Af Karsten Holt 

Når man på internettet går ind på 

avisernes fælles store søgedatabase, 

Infomedia, og indtaster kombinationen 

”Søren Espersen” og ”Muhammed”, popper 

der 227 resultater op. Muhammedkrisen 

er blevet Dansk Folkepartis udenrigspolitiske 

ordfører og udenrigsordfører 

Søren Espersens store ilddåb som 

fremtrædende DF-politiker, som medlem 

af Folketinget siden valget i februar 

2005. Men han har været der hele tiden. 

Mediernes søgelys har faktisk været rettet 

mod Søren Espersen, lige siden han 

begyndte som Dansk Folkepartis pressechef 

i 1997. 

Og stilen er ikke ændret. Den er den 

samme provokerende og forfriskende, 

som dengang Espersen beklædte posten 

som Dansk Folkepartis berømte pressechef. 

Danmarks første ”spindoktor”. 

Medgrundlægger af Dansk Folkepartis 

store succes og eksplosive vækst fra fire 

til fireogtyve mandater på mindre end ti 

år. Og redaktør af nærværende tidsskrift 

fra 1997 til 2005. 

Det lidt brøsige udseende med de mørke 

øjne og den skaldede isse mildnes af 

den karakteristiske bløde, lettere snøvlende 

stemme, og selv om Søren Espersen 

i mere end tyve år har boet udenfor 

Jylland, bærer accenten stadig tydeligt 

præg af den himmerlandske opvækst 

som yngste søn af en skoleinspektør i 

den lille stationsby Svenstrup lige syd 

for Aalborg. 

Det samme gør den underspillede humor, 

de må underfundige, drillende bemærkninger 

og den tilsyneladende me- 

6 

Foto: Birger Storm 

To markveje fører ned til 

familien Espersens sydsjællandske 

idyl. Umiddelbart 

efter valget i februar 

2005 medførte vintervejret, 

at Søren Espersen 

måtte transporteres 

på snescooter for at komme 

op til landevejen og 

videre ind til Christiansborg, 

og bedre har det 

ikke været denne vinter. 

En firehjulstrækker står 

derfor højt på familiens 

ønskeliste. 

Bissen er også blød 

Dansk Folkepartis – og Danmarks – første spindoktor, Søren Espersen, 

er kommet i fokus som udenrigsordfører under Muhammed-krisen. Vi 

har spist frokost med ham i den landlige idyl på Sydsjælland

At hugge brænde er god motion, men endnu bedre er det, når sønnen Peter 

giver en hjælpende hånd, mens Søren bevarer overblikket fra toppen. 

get beskedne måde at optræde på. Men 

også de tilbagevendende uortodokse betragtninger 

og skæve vinkler sætter deres 

umiskendelige præg – og så ved man 

aldrig helt, om han nu virkelig også helt 

mener alt, hvad han siger. 

Endnu længere væk synes den kampberedte 

spindoktorfacade at være gemt 

af vejen, når man møder Søren Espersen 

i bindingsværksidyllen på Køng Mark 

lidt nord for Vordingborg. Her lever han 

på sjette år fjernt fra hovedstadens jag 

sammen med hustruen Yvette og sønnen 

Peter - det eneste af de fem børn, der 

stadig bor hjemme – samt de to dansksvenske 

gårdhunde, Vapper og Swiffer. 

Søren Espersen tager forskud på påsken 

som vært ved et frokostbord, hvor de helt 

selvfølgelige emner spænder over alt fra 

Dansk Folkeparti over Muhammedkri- 

sen til overgangen fra pressechef til folketingspolitiker. 

Fra pressechef til politiker 

Søren Espersen fortæller, at det har 

været spændende at blive politiker, men 

at det også har været lidt svært at slippe 

jobbet som pressechef: 

”Jeg var jo den, der var der hele tiden 

– specielt i begyndelsen, da der virkelig 

ikke var andre. Der var en tendens til, at 

alle forhold på en eller anden måde skulle 

kanaliseres gennem mig. Ingenting 

blev sat i gang, hvis ikke jeg gjorde det. 

Det syntes jeg var et vældigt pres til 

sidst, ikke mindst fordi de forskellige politiske 

områder blev meget mere omfattende. 

Det første halvandet år, jeg var i 

Dansk Folkeparti, og indtil valget i 

1998, havde jeg ganske enkelt aldrig fri 

– heller ikke i weekenderne. Sommetider 

tog vi over til vores sommerhus i 

Skåne, hvor vi hverken havde internet 

eller aviser, men telefax. Pia ringede til 

mig og fortalte, hvad der stod i aviserne, 

og så vendte vi tingene sammen”, siger 

Søren Espersen, der - efter at være blevet 

afbrudt af mobiltelefonen – understreger, 

at han er langt mindre stresset 

nu, hvor han ikke længere behøver være 

nede i hver eneste lille detalje, der vedrører 

Dansk Folkeparti. 

”Nu er det anderledes. Men jeg troede 

egentlig, tilvænningen til rollen som politiker 

ville gå hurtigere, for jeg har været 

på Christiansborg i næsten ti år. Men 

mange ting har været nye for mig. Hvordan 

fungerer for eksempel udvalgsarbejdet? 

Der skal skrives betænkningsbidrag, 

og hele det spil har været nyt for 

mig, men samtidig en stor udfordring”. 

Snakken falder tilbage på tiden som 

pressechef, og Søren Espersen smiler 

selv lidt overbærende af betegnelsen 

spindoktor, selv om Yvette indskyder, at 

han vistnok var den første pressechef i 

Danmark, der gik under den engelske 

betegnelse. Han mener, at ordet 

spindoktor fejlagtigt giver indtryk af, at 

det er noget med at lyve og manipulere, 

men det er forkert. Det eneste, man ifølge 

Søren Espersen aldrig må i politik, er 

at lyve, så er man færdig. Hvis ikke man 

kan sige sandheden som politiker, skal 

man holde mund. 

Mor var spindoktor 

Godt, at der 

er rigeligt 

med plads på 

gården. Yvette 

Espersen 

driver nu sin 

egen grafiske 

virksomhed 

med design af 

hjemmesider 

fra bopælen, 

efter at hun i 

mange år har 

arbejdet med 

marketing i 

teaterverdenen 

– senest 

på Det Ny Teater 

i København. 

”Nej, ”spin” er at flytte fokus fra noget, 

man ikke ønsker at tale om, over til 

en anden dagsorden, og det er jo fair 

nok, for det er jo også sandheden. Min 

mor var utroligt god som spindoktor. 

Når vi som børn græd, fordi vi måske 

Fortsættes 

7

Fortsat 

havde slået os, kunne hun pludselig 

pege op i luften og sige ” Se, der er en 

gråspurv”. Se, det er spin, det er nemlig 

også sandhed. Det er en god måde at illustrere 

det på. Begge dele er sandheden, 

det er bare os, der sætter en ny 

dagsorden. Gunnar Nu Hansen kunne i 

de gamle reportager, hvis Danmark for 

eksempel var bagud med 6-0, optimistisk 

sige: ”Danmark fører i hjørne”, og 

det var jo også rigtigt. Vi fik drejet billedet 

fra det ubehagelige og blev alle lidt 

gladere”, siger Søren Espersen, som 

tilføjer, at aviserne altid meget gerne 

har villet sætte dagsordenen. ”Men det 

har vi aldrig respekteret i vores parti. 

Her bestemmer vi”, lyder det bestemt. 

Men er Søren Espersen villig til at løfte 

sløret for hemmeligheden bag Dansk 

Folkepartis store succes i pressen? Hvilken 

rolle skal en god pressetjeneste spille 

i et politisk parti? Søren Espersen understreger, 

at noget ganske unikt for 

Dansk Folkeparti var de meget flydende 

grænser – såvel mellem de forskellige 

politikområder som mellem partiansatte 

og folketingsmedlemmer: 

”I begyndelsen af partiets levetid vidste 

jeg næsten aldrig, hvad det var for et 

møde, jeg var med til, om det nu var i 

gruppebestyrelsen eller hovedbestyrelsen 

– det hele flød sammen. Ingen vidste 

helt, hvem der gjorde hvad. Jeg kunne 

lige så godt udtale mig som alle andre. 

Det kan man gøre i et lille parti, 

men man kan ikke gøre det på samme 

måde i et stort. Hos os er man også altid 

interesseret i at høre, hvad de ansatte 

har at sige. Vore politikere har for eksempel 

aldrig brugt pressetjenesten som 

et sted, hvor tingene bare ”blev ordnet”, 

men har forventet et feedback – også 

selv om dette feedback ind i mellem har 

kunnet være til stor irritation for det enkelte 

folketingsmedlem. Nogle gange er 

det måske ikke rart at få at vide, at det 

er dumt at gøre dette eller hint. Men det 

er en god pressetjenestes opgave at lege 

djævelens advokat i forhold til politikerne. 

At opstille mulige pressemæssige 

scenarier for en bestemt udmelding. 

Derfor forventer vi et kvalificeret modspil. 

Det er det, der skaber dynamik”, siger 

Søren Espersen. 

Frihed for Loke som for Thor 

Efter at Søren Espersen endnu en 

gang har måttet besvare mobiltelefonen 

– denne gang var det en journalist fra 

Berlingske Tidende – kommer vi til at 

tale om de aktuelle politiske begivenheder. 

Det bliver hurtigt klart, at der ikke 

tages let på ytringsfriheden på Køng 

Mark. Søren Espersen blev allerede i efteråret 

dybt involveret i sagen om de omstridte 

karikaturtegninger af Muhammed 

i Jyllands-Posten. Og er der noget, 

han ikke kan klare, så er det totalitært 

indstillede imamer og følgagtige danskere, 

der i den politiske korrektheds navn 

forsøger at træde ytringsfriheden under 

fode med argumentet om, at man skal 

8 

Udsigten er 

god. Fra sin 

arbejdskrog 

i ”biblioteket” 

kan 

Søren 

Espersen 

nyde udsigten 

til den 

store have. 

Søren Espersen nyder livet på landet 

med hustruen Yvette, der i øvrigt 

er Dansk Folkepartis første indvandrerkvinde, 

som er gået ind i politik. 

Ud af 2000 stemmer til Dansk Folkeparti 

i Ny Vordingborg Kommune opnåede 

den engelskfødte Yvette 800 

stemmer. 

have en ordentlig ”tone” i debatten. 

”Det er det rene, skinbarlige vrøvl. 

Hvis jeg en morgen vågner op og har lyst 

til at være intolerant og uhøflig, vil jeg 

have lov til det. Hvis ikke ytringsfriheden 

også kan bruges til det, er den intet 

værd. Det er lidt banalt sagt – frihed for 

Loke som for Thor. Det er det, der er ytringsfrihedens 

store udfordring. Jeg talte 

engang med en østtysk redaktør for et 

tidsskrift i det gamle DDR, og han sagde, 

at de skam havde haft ytringsfrihed 

i Østtyskland; de brugte den bare ikke. 

Forfatningen var demokratisk, men 

uden værdi, fordi visse holdninger kunne 

være ”skadelige”. Hvis visse holdninger 

ikke må udtales, fordi de provokerer 

en religion og dermed støder en befolkningsgruppes 

følelser, er ytringsfriheden 

værdiløs”, siger Søren Espersen. 

Den seneste tids angreb på Dansk 

Folkeparti har den garvede pressechef i 

øvrigt kun et skuldertræk tilovers for – 

specielt de angreb, der er fremført af visse 

konservative politikere. 

”På Christiansborg har vi et glimrende 

samarbejde med de konservative ministre. 

For mit eget vedkommende udenrigsminister 

Per Stig Møller. Man bør 

lægge mærke til, at kritikken af regeringens 

tætte samarbejde med Dansk Folkeparti 

ikke har konservative ministre 

som afsender, men derimod mere perifere 

skikkelser som Europa-parlamentarikeren 

Gitte Seeberg og Frederiksbergs 

borgmester Mads Lebech, og det er ikke 

for at nedgøre nogen af dem, men hvad i 

alverden ved de om situationen på Christiansborg?”, 

spørger Søren Espersen 

med sit velkendte glimt i øjet.

Foto: Polfoto 

60 år 

Statsrevisor Henrik Thorup - 60 år 

den 28. maj 2006. 

Af Søren Espersen 

Statsrevisor, 1. viceamtsborgmester i 

København og medlem af Region Hovedstaden, 

Henrik Thorup, Gentofte, 

fylder 60 år den 28. maj. Henrik Thorup 

arbejdede, inden han gik aktivt ind i politik, 

i salgs- og forsikringsbranchen. I 

1967 giftede han sig med sin barndomskæreste, 

Pia Kjærsgaard. Parret har to 

voksne børn og tre børnebørn. 

Uden Henrik Thorup er det langt fra 

sikkert, at Pia Kjærsgaards historiske 

brud med Fremskridtspartiet var sket i 

1995 – og det er ikke sikkert, at vores 

gode parti havde fået navnet Dansk Folkeparti. 

Pia Kjærsgaard har selv skildret, 

hvorledes hendes mand mandag morgen 

efter det skandaløse weekendlandsmøde 

i Fremskridtspartiet i 1995 pludselig 

lagde sin avis fra sig – så fast besluttet 

på hende og gjorde hende tindrende 

klart, at han ikke længere hverken kunne 

eller ville være medlem af Fremskridtspartiet, 

men at han i øvrigt ville 

respektere, hvilken beslutning Pia end 

tog. 

Den markante meddelelse over morgenbordet 

blev en øjenåbner for Pia 

Kjærsgaard, som med sig selv vidste, at 

nu gik det bare ikke længere. Nogle 

dage senere var en håndfuld personer 

inviteret hjem til Pia og Henrik på Kærmindevej, 

og her enedes man om at danne 

– ja, hvad skulle navnet være på det 

nye parti? Efter en brainstorming med 

25-30 muligheder, endte man med et af 

Henrik Thorups forslag, ”Dansk Folkeparti” 

– og sådan blev det. 

Henrik Thorups betydning for stiftelsen 

af Dansk Folkeparti og i det hele taget 

for den videre succesrige udvikling 

Karneval i 

Danmarks tegn 

Henrik Thorup – 60 år 

af partiet har været umådelig, og kan 

ikke vurderes højt nok. 

Dels ville Pia Kjærsgaard uden sin 

loyale og kærlige ægtemand ved sin side 

vel næppe have stået alt det igennem, 

som hun har været udsat for i tidens 

løb, og dels har Henrik Thorup som sin 

hustrus nærmeste politiske rådgiver og 

sparringspartner dagligt bidraget med 

indsigtsfulde, fornuftige synspunkter og 

politiske vurderinger. 

Henrik Thorup ejer på én gang den 

vidunderlige og sjældne evne at kunne 

se enhver situation fra et ophøjet og 

overlegent fugleperspektiv – og samtidig 

have en klar fornemmelse af, at det er 

detaljen, eller rettere summen af detaljer, 

der skaber helheden og sammenhængen. 

At intet i en så mærkelig 

størrelse som et politisk parti er for 

småt til at blive taget alvorligt - at kæden 

aldrig er stærkere end det svageste 

led. 

Det er en gentleman i ordets ægte og 

fineste betydning, som fylder 60 år den 

28. maj. Enhver, som har haft fornøjelsen 

af samvær med Henrik Thorup, har 

oplevet en imødekommende, venlig og 

dannet mand. Men skarpheden og den 

Man skulle tro, at disse billeder stammer 

fra Danmark. Det gør de ikke! 

Den belgiske provinsby Aalst valgte 

den 26. februar at gøre byens årlige karneval 

til en manifestation for sympati 

med Danmark og danskerne. Mange af 

Aalsts 80.000 indbyggere var på gaden 

iklædt de danske farver. Langs gaderne 

stod flamlændere og viftede med danske 

flag – alt sammen for at vise, at borger- 

Den 3. juni 1967 holdt Pia og Henrik 

bryllup. Hun var 20 og han 21. De to 

havde været kærester, siden de var 

henholdsvis 13 og 14 i Hellerup Skole. 

ofte omkostningsfulde evne til at skære 

igennem er der alligevel til enhver tid; 

specielt, når han mærker, at der lægges 

unødigt pres på Pia. Når det gælder 

ham selv, derimod, er viljen til kompromis 

og beredvilligheden til at vende den 

anden kind til, umådelig stor. 

I Frimurerlogen er Henrik Thorup i 

gennem årene steget højt i graderne, og 

er blandt logebrødrene et beundret og 

værdsat medlem. I logen finder fødselaren 

den ro og mulighed for fordybelse, 

der giver ham styrken til at brydes med 

dagligdagen i en fortravlet verden. 

I Henrik Thorups selskab har man 

fornemmelsen af at blive lyttet til – at 

blive taget alvorligt. På samme måde 

lytter såvel politiske modstandere som 

meningsfæller instinktivt, når Henrik 

Thorup tager ordet. 

Pia Kjærsgaard lægger megen vægt 

på, at Dansk Folkeparti – som hun udtrykker 

det – er et ordentligt parti – og 

at partiets folkevalgte og tillidsfolk er 

ordentlige mennesker. I dette krav ligger 

der andet og mere end bare at have 

orden i tingene. Der ligger et krav om 

sjæls-dannelse, venlighed og hjælpsomhed. 

Sådant et ordentligt menneske er 

ne i Aalst sympatiserede med danskerne 

og ikke ville acceptere, at de muslimske 

lande trådte ytringsfriheden under fode. 

”Vi griner og morer os over humoren i 

paraden. Her i Aalst vil vi opfordre resten 

af verden til at gøre det samme. Ingen 

skal censurere os”, lød det fra byens 

borgmester Anny De Maght-Aelbrecht. 

kk 

Foto: Polfoto 

9

muhammed-krisen 

Muhammed-krisen fra dag til dag 


30. september 2005: Morgenavisen 

Jyllands Posten offentliggør 12 satiriske 

tegninger af profeten Muhammed. 

12. oktober 2005: 11 muslimske ambassadører 

omtaler i et brev til statsministeren 

en ”igangværende smædekampagne” 

i den danske offentlighed vendt 

mod muslimer, herunder nævnes bl.a. 

tegningerne af Muhammed og kulturminister 

Brian Mikkelsens tale på Det 

Konservative Landsråd. De muslimske 

ambassadører opfordrer til, at regeringen 

lægger afstand til tegningerne og 

mere omtvistet eventuelt tager skridt til 

at retsforfølge avisen. De 11 muslimske 

ambassadører beder samtidig statsministeren 

om et møde. 

21. oktober 2005: Statsminister Anders 

Fogh Rasmussen afviser i et brev til 

de 11 muslimske ambassadører at mødes 

med dem under henvisning til ytrings- 

og pressefriheden. 

22. oktober 2005: Alle politiske partier 

bakker op om statsministerens håndtering 

af sagen, men De Radikale, SF og 

Enhedslisten udtaler dog, at man måske 

ville have gennemført et møde med ambassadørerne. 

27. oktober 2005: Den egyptiske udenrigsminister 

Ahmed Aboul Gheit skriver 

til FN, OSCE og EU om Muhammedtegningerne. 

Han efterlyser ”en officiel 

dansk erklæring, der ville understrege 

behovet for og endda forpligtelsen til at 

respektere alle religioner”. 

29. oktober 2005: Den daværende 

egyptiske ambassadør Mona Omar følger 

op på sin udenrigsministers udtalelser 

med et indlæg i Berlingske Tidende, 

hvor hun bl.a. skriver: ”Vi mener, det er 

enhver regerings pligt at opretholde respekten 

for alt, hvad der er religiøst og 

skride ind, når det er nødvendigt.” Hun 

kræver samtidig ”et øjeblikkeligt stop for 

krænkelser af islam i de danske medier.” 

8. november 2005: Det danske udenrigsministerium 

bliver bekendt med 

Ahmed Aboul Gheits henvendelse til internationale 

organer. Udenrigsminister 

Per Stig Møller svarer på brevet og henstiller 

til, at problemet løses direkte 

mellem Egypten og Danmark. 

12. november 2005: Per Stig Møller 

mødes med den egyptiske udenrigsminister 

i Bahrain, og Per Stig Møller fortæller 

til pressen, at striden nu er bilagt. 

14. november 2005: Den egyptiske 

udenrigsminister omtaler på et pressemøde 

i Egypten sagen om Muhammedtegningerne 

som en skandale. 

5. december 2005: Flere delegationer 

af danske imamer er taget på rundrejse 

i Mellemøsten. Delegationerne tæller 

bl.a Abu Bashar, Ahmed Akkari, Kasem 

Said Ahmad og Raed Hleihel. De mødes 

bl.a. med stormuftier, udenrigsministre 

og ledende imamer. 

8. december 2005: Den islamiske Konferenceorganisation 

(OIC) fordømmer 

10 

Muslimske kvinder afbrænder den 

danske statsminister in effigie under 

en demonstration den 20. februar 

2006. 

Muhammed-tegningerne. 

19. december 2005: 22 tidligere danske 

ambassadører kritiserer i Politiken 

Anders Fogh Rasmussens beslutning om 

ikke at mødes med ambassadørerne. 

1. januar 2006: I sin nytårstale lægger 

statsministeren afstand til religiøse 

krænkelser. 

4. januar 2006: Ifølge udenrigsminister 

Per Stig Møller udtrykker den egyptiske 

udenrigsminister glæde over Fogh 

Rasmussens nytårstale. 

5. januar 2006: Per Stig Møller aftaler 

under en samtale med generalsekretæren 

for Den Arabiske Liga, Amr 

Moussa, at afslutte striden om Muhammed-tegningerne. 

6. januar 2006: Statsadvokaten for Viborg 

afviser at rejse sag mod Jyllands- 

Posten. 

10. januar 2006: Den norske avis Magazinet 

genoptrykker tegningerne. 

20. januar 2006: Boykotten af danske 

varer begynder i Saudi-Arabien. 

25. januar 2006: Saudi-Arabiens øverste 

præst stormufti Sheikh Abdulaziz al- 

Sheikh kræver, at Danmark straffer Jyllands-Posten. 

26. januar 2006: Saudi-Arabien hjemkalder 

sin ambassadør i Danmark. Flere 

religiøse og politiske ledere opfordrer til 

boykot af Danmark. 

27. januar 2006: Fredagsbønnen rundt 

omkring i de muslimske lande skærper 

modstanden mod Danmark. Dansk Industri 

kræver en forklaring af Jyllands- 

Posten. 

28. januar 2006: Den danske ambassadør 

i Saudi-Arabien Hans Klingenberg 

siger i et interview med AP, at Jyllands- 

Posten har udvist manglende dømmekraft 

og har såret mange mennesker. 

Ekstra Bladet afslører, at Imam Abu Laban 

og andre danske imamer har opdigtet 

foreninger og opfundet vrede muslimer 

for at skaffe opbakning til protesterne. 

Islamisk Trossamfunds talsmand, 

Kasem Ahmed, hævder, at foreningerne 

repræsenterer 200.000 muslimer i Dan- 

En enorm udgave af det danske flag 

bliver spyttet på og trådt på af muslimske 

demonstranter 

mark, men det reelle tal er 15.000. 

29. januar 2006: Libyen beslutter at 

lukke sin ambassade i Danmark. I Nablus 

sætter palæstinensere ild til danske 

flag. 

30. januar 2006: Jyllands Posten beklager 

at have såret visse muslimers følelser 

– men beklager ikke tegningerne 

som sådan. Udenrigsministeriet fraråder 

alle unødvendige rejser til Mellemøsten. 

Statsministeren tager personligt afstand 

fra Muhammed-tegningerne på dansk 

tv. 

31. januar 2006: Der udstedes en religiøs 

fatwa mod den danske bataljon i 

Irak. Flere muslimer kræver en mere 

utvetydig undskyldning fra Jyllands Posten. 

I Folketingssalen kritiserer Helle 

Thorning-Schmidt, Svend Auken og andre 

socialdemokrater midt under Danmarks 

største udenrigspolitiske krise siden 

2. verdenskrig, statsministeren 

hårdt og personligt for hans håndtering

Rasende muslimske masser 

afbrænder Dannebrog 

i Karachi, Pakistan. 

af krisen. 

1. februar 2006: Aviser i hele Europa 

bl.a. Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, 

Spanien og Island bringer karikaturtegninger 

af profeten Muhammed 

med henvisning til ytringsfriheden. 

Imam Abu Laban taler mod boykotten i 

danske medier, men taler samtidig for 

den i medier i den arabiske verden. Politikens 

tidligere chefredaktør Herbert 

Pundik foreslår, at der bygges en moske 

i København for at få opblødt krisen om 

tegningerne. 

2. februar 2006: Statsministeren optræder 

underdanigt på Al-Arabiya. Terrororganisationer 

truer Danmark med 

blodige konsekvenser på baggrund af 

tegningerne. 

3. februar 2006: Demonstrationer mod 

Danmark fra Jerusalem til Jakarta. 

Danske flag bliver brændt af, og Anders 

Fogh Rasmussen afbrændes in effigie. 

300 muslimer stormer den danske ambassade 

i Jakarta. 

4. februar 2006: Den danske ambassade 

i Damaskus, Syrien forsøges brændt 

af. 

5. februar 2006: Det danske generalkonsulat 

i Beirut, Libanon forsøges 

brændt af. 

6. februar 2006: I Tyrkiet bliver en katolsk 

præst likvideret som hævn for Muhammed-tegningerne. 

Fem mennesker 

dør under demonstrationer mod tegningerne 

i Afghanistan. Danmarks ambassade 

i Teheran, Iran, angribes. 

7. februar 2006: Det viser sig, at et billede 

af Muhammed med grisetryne, som 

de muslimske delegationer har haft med 

på deres rejse i Mellemøsten, forestiller 

en franskmand fotograferet under en 

grisefestival i en fransk provinsby. Det 

afsløres også, at en række andre falske 

tegninger har været med i bagagen hos 

imamerne. Danmarks ambassade i Teheran, 

Iran angribes igen. 

8. februar 2006: Jyllands Posten politianmeldes 

for overtrædelse af blasfemiparagraffen. 

Raed Hleihel, Ahmed akkari, Abu Bashar og Ahmed Abu Laban, der alle rejste 

Mellemøsten tyndt for at sværte Danmarks ry. 

10. februar 2006: Ahmed Abu Laban 

betegner Ayaan Hirsi Ali og Naser Khader 

som ”rotter i hullet”. 

11. februar 2006: Efter menneskejagt 

på danskere trækkes en række danske 

diplomater ud af ambassaderne i Teheran 

og Jakarta. 

17. februar 2006: Demonstrationerne 

fortsætter bl.a. i Pakistan, Bangladesh 

og Libyen. Den egyptiske ambassadør 

Mona Omar er til afskedsreception hos 

dronningen. Hun overflyttes til en ny 

post som ambassadør i Sydafrika. 

18. februar 2006: En italiensk minister 

mister sit job efter at have båret en 

t-shirt med en af Muhammed-tegningerne 

under et tv-indslag. 

21. februar 2006: EU forsøger at lancere 

Tyrkiet som mæglerland mellem 

Danmark og den muslimske verden. 

22. februar 2006: En række af de rejselystne 

imamer meldes til politiet for 

landsskadelig virksomhed. 

23. februar 2006: Oppositionen til venstre 

for regeringen kræver en undersøgelse 

af Muhammed-krisen herunder 

regeringens rolle i krisen. 

26. februar 2006: Berlingske Tidende 

bringer et længere interview med statsministeren, 

hvor han nævner, at konflikten 

har ført til, at fårene er blevet skilt 

fra bukkene. FNs generalsekretær, Kofi 

Annan, udtaler på et møde i Doha, Qatar, 

at ”de fornærmende karikaturer 

blev først offentliggjort i et land, som for 

nylig fik en væsentlig muslimsk befolkningsandel, 

og som endnu er usikker på, 

hvordan man skal tilpasse sig til det” 

1. marts 2006: I et manifest i den franske 

ugeavis Charlie Hebdo forsvarer 

Salman Rushdie, Ayaan Hirsi Ali, Taslima 

Nasreen og andre intellektuelle Jyllands 

Postens ret til at bringe karikaturerne 

af Muhammed. Ahmed Abu Laban 

udtaler til tv, at han har overvejelser om 

at forlade Danmark. 

8. marts 2006: Den britiske indenrigsminister, 

Charles Clarke, går i rette 

med den danske statsministers håndtering 

af Muhammed-krisen og kalder 

Foghs afvisning af et møde med de muslimske 

ambassadør for ”en seriøs fejltagelse”. 

Betty Nansen-teateret aflyser et 

stand-up show med den norske komiker 

Shabana Rehman, der er kendt for sin 

kritik af muslimske fundamentalister, 

under hensyn til den spændte situation. 

10. marts 2006: Regeringens første 

dialogkonference med den muslimske 

verden ender i kritik af Danmark og løfter 

fra muslimske gejstlige om at 

fortsætte boykotten. 

12. marts 2006: I et længere interview 

med Berlingske Tidende betegner Marianne 

Jelved statsministeren som ”en 

farlig mand for Danmark”. 

13. marts 2006: En undersøgelse af 

Catinet Research viser, at 69 % af de 

danske muslimer kræver en undskyldning 

fra statsministeren personligt for 

tegningerne, 11 % har fuld forståelse for 

flag- og ambassadeafbrændinger. 

15. marts 2006: Rigsadvokaten beslutter, 

at der ikke er grundlag for at rejse 

sigtelse mod Jyllands-Posten – hverken 

for overtrædelse af blasfemi- eller racismeparagraffen. 

18. marts 2006: Flere grupper af muslimer 

anker Rigsadvokatens kendelse 

til FN og Menneskerettighedsdomstolen. 

20. marts 2006: Arla indrykker annoncer 

i mellemøstlige aviser, hvor mejerigiganten 

udtrykker forståelse og respekt 

for boykotten af firmaets varer. 

21. marts 2006: Den svenske udenrigsminister 

Laila Freivalds må gå af, efter 

det viser sig, at hun har været indblandet 

i lukningen af det svenske parti Sverigedemokraternas 

hjemmeside, efter at 

man på siden kunne se Muhammed-tegningerne. 

24. marts 2006: Det afsløres i et fransk 

tv-program, at Ahmed Akkari har truet 

med at sprænge et folketingsmedlem i 

luften, såfremt pågældende blev integrationsminister. 

25. marts 2006: Det afsløres i fraklippede 

scener i det føromtalte franske tvprogram, 

at Ahmed Abu Laban tilsyneladende 

har kendskab til en eventuel forestående 

selvmordsaktion. Abu Laban 

og Akkari kommer hjem efter at have 

deltaget i en konference i Bahrain. 

27. marts 2006: Politiet afhører Abu 

Laban og Akkari men det fører ikke til 

sigtelser. 

31. marts 2006: 27 muslimske foreninger 

har stævnet Jyllands-Postens chefog 

kulturredaktør efter injurieparagraffen 

for at have bragt Muhammed-tegningerne. 

Flere juridiske eksperter er 

stærkt skeptiske over for om injurieparagraffen 

kan bruges i forhold til en 

mand, der er afgået ved døden for 1400 

år siden…. 

11

Foto: Polfoto 

rygning 

Birthe Skaarup: 

Luften er blevet renere 

Skrappere love mod passiv rygning er ikke for at genere rygerne men 

for at sikre befolkningens sundhed, slår formanden for Folketingets 

Sundhedsudvalg fast 

12 

”Det er ikke for at genere 

rygerne, men for at øge befolkningenssundhedstilstand, 

at vi må have bedre 

lovregler mod passiv rygning”, 

siger Birthe Skaarup. 

Foto: Polfoto 

Af Sofia Dahlgaard 

Hvis cigaretter var en helt ny opfindelse 

idag, så var de blevet forbudt med 

det samme ligesom hash’en”, mener 

Birthe Skaarup, DF, der er formand for 

Folketingets Sundhedsudvalg. Hun 

lægger ikke skjul på, at personligt ser 

hun gerne et forbud mod passiv-røg på 

alle indendørs arbejdspladser og offentlige 

steder. - Ikke blot er tobaksrygning 

sundhedsskadeligt for den, der ryger. Det 

er også sundhedsskadeligt og generende 

for andre. 

Passiv rygning er et emne, der stadig 

spreder rygende uenighed, både på arbejdspladserne 

og i Folketinget. Fra den 

ene side anføres den videnskabelige dokumentation 

for, at den passiv-røg, som 

ikke-rygere påtvinges, er endnu mere 

giftig end den røg, som rygerne frivilligt 

inhalerer. 

På den anden side står et rygende 

mindretal af politikere hårdt på deres 

ultra-liberalistiske argumenter om personlig 

frihed og retten til at ryge. 

”Luften er blevet meget bedre herinde 

i Folketinget, efter at vi har fået skærpet 

beskyttelsen mod passiv rygning”, konstaterer 

Birthe Skaarup. ”Folk tænker 

sig også mere om nu end før”. 

Sundhedsministeren udnævnte 2005

til debatår om passiv rygning, og nu er 

en skærpet lovgivning på vej fra regeringen. 


”Dansk Folkepartis holdning er, at 

rygning er en privat sag. Men det er nødvendigt 

af hensyn til de mennesker, som 

ikke ryger at indføre en rygepolitik, som 

gør, at ikke-rygerne beskyttes mod passiv 

rygning”. 

Får vi rygeforbud på alle indendørs 

arbejdspladser, så ikke-rygerne kan færdes 

uden at blive påtvunget andres røg? 


”Hvis det står til mig, så skal vi ved 

lov have fastslået arbejdsgivernes pligt 

til at sikre, at medarbejderne kan færdes 

røgfrit på alle indendørs arbejdspladser. 

Og der skal gælde samme regler 

på private og offentlige arbejdspladser. 

Her bør ikke være forskel. Efter min mening 

bør arbejdsgiverne samtidig 

pålægges en pligt til at tilbyde medarbejderne 

rygeafvænning”. 

Rygeforbud er ikke let 

Jeg vil gerne understrege, at det ikke 

er for at genere rygerne, men for at øge 

befolkningens sundhedstilstand, at vi 

må have bedre lovregler mod passiv rygning. 

fastslår Birthe Skaarup 

Vil der ikke være forretninger og 

væresteder, der må lukke, hvis der bliver 

rygeforbud på arbejdspladser og offentlige 

steder? 


”Vi har i Folketingets Sundhedsudvalg 

været på besøg i Irland, der har indført 

rygeforbud på alle indendørs arbejdspladser, 

pubber og restauranter m.m. I 

Irland sidestiller man beskyttelse mod 

passiv rygning med beskyttelse mod asbest 

og andre skadelige kemiske stoffer. 

Ikke en eneste i det irske parlament 

stemte imod lovforslaget. Men de irske 

erfaringer viser, at det ikke er så let, 

som det umiddelbart lyder. Rygeforbud 

er ikke noget, man bare indfører over en 

nat. 

I Irland er fængsler og psykiatriske afdelinger 

undtaget fra forbuddet mod indendørs 

rygning. Det samme gælder ældreplejen, 

hvor den ansattes arbejdsplads 

jo samtidig er borgerens private hjem. 

Det er bestemt ikke så let, som det lyder. 

Men vi kommer ikke uden om at 

tage stilling til dette her. Befolkningen 

vil have det, og det vil regeringen og Folketinget 

også”, fastslår Birthe Skaarup, 

som erindrer om, at Dansk Folkeparti 

hidtil har bakket op om al lovgivning på 

området ud fra sundhedsmæssige argumenter. 

Lovregler om 

passiv rygning 

1. juli 1995 indføres lov om røgfri 

miljøer. Formålet er at ” begrænse 

generne ved passiv rygning” og at 

”begrænse den sundhedsfare, der er 

forbundet hermed”. 

Loven omfatter kun offentlige lokaler, 

transportmidler o.l.. Private indendørs 

arbejdspladser er således 

ikke omfattet. Loven forbyder tobaksrygning 

i statslige lokaler, hvortil 

offentligheden har adgang, og 

den forbyder tobaksrygning i statslige 

arbejdslokaler, hvor mere end én 

ansat har arbejdssted. Efter loven 

pålægges også kommuner og amtskommuner 

at indføre rygepolitik. 

Der er ingen straffebestemmelser i 

loven, som er rig på undtagelser og 

omgåelsesmuligheder. 

1.august 2001 følger et forbud mod 

rygning for elever i folkeskolen, ungdomsskoler, 

børn i dag- og klubtilbud, 

døgninstitutioner m.v. Samtidig 

blev der ved lov krævet rygeregler 

på uddannelsessteder og fritidstilbud 

for unge. 

Kræftens bekæmpelse har påvist, at 

børn og unge ikke desto mindre fortsat 

udsættes for passiv røg dagligt. 

Det sker i grundskolen og på f.eks. 

efterskoler og ungdomsuddannelser. 

Halvdelen af ikke-rygende unge på 

erhvervsskoler og gymnasier generes 

dagligt af røg på uddannelsesstedet. 

Under hver tredje sportshal 

og sportsklub har rygeforbud. 

1. januar 2002 træder lov om forbud 

mod tobaksreklamer i kraft. Også 

sponsorering til fordel for tobaksvarer 

forbydes. 

30. september 2002 følger lov om 

mærkning af tobaksvarer. Herefter 

skal alle cigaretpakninger være forsynet 

med teksten ”rygning kan 

dræbe” eller ”rygning er yderst skadelig 

for dig og dine omgivelser”. Loven 

indfører også maksimale grænseværdier 

for indhold af tjære, nikotin 

m.m. 

1. juli 2004 træder en lov i kraft, der 

forbyder salg af tobak og alkohol til 

personer under 16 år. 

1. juni 2005 bliver det ved lov obligatorisk 

at skilte om rygepolitik på 

indendørs serveringssteder. 

13

integration 

Den nye integrationsminister skal 

nok få travlt – der bliver i hvert fald 

rigeligt med udlændinge at tage sig 

af i det multikulturelle slaraffenland, 

som integrationsminister Naser 

Khader vil skabe. 


Det radikale Venstres sundhedsordfører, 

Naser Khader, forsøgte i 

marts under stor medieopmærksomhed 

at lancere sig selv som ny integrationsminister. 

Naser Khader siger, at han vil 

give de fundamentalistiske imamer 

kamp til stregen, hvis han bliver minister. 

I virkeligheden vil den politik, som 

han vil føre som radikal integrationsminister, 

betyde, at de fundamentalistiske 

imamer vil få flere proselytter. Radikal 

udlændingepolitik er nemlig hverken 

særlig fremsynet eller visionær – tværtimod 

handler det om at skrue tiden tilbage 

til de gode gamle dage i 90’erne, hvor 

udlændinge væltede ind over grænserne, 

og multikulturalismen var tidens løsen. 

Vil droppe 24-års-reglen 

For Det Radikale Venstre er antallet af 

fremmede, der kommer til landet, nemlig 

underordnet. Integrationsminister 

Naser Khaders første akt som minister 

vil således blive at ophæve en lang række 

af de stramninger, som har medført, 

at antallet af asylansøgere og familiesammenførte 

er styrtdykket. Det gælder 

f.eks. starthjælpen. Udlændinge, der 

kommer til Danmark, skal naturligvis 

have fuld kontanthjælp, så det er slut 

med at give udlændinge et ekstra incitament 

til at tage lønnet arbejde. 

Også adgangen til at blive familiesammenført 

vil blive lempet. Næste skridt 

for Khader vil nemlig blive at ophæve 

24-års reglen. Indtil for få år siden mente 

De Radikale faktisk, at der burde 

gælde en 18-års regel i stedet, så alle 

unge over 18 år kunne få familiesammenført 

en kommende ægtefælle. Partiets 

glæde ved EU-samarbejdet overskygger 

imidlertid partiets glæde ved udlændinge, 

så da EU har en 21-års regel, 

har De Radikale besluttet, at de også accepterer 

denne regel. 

Tilknytningskravet, som betyder, at et 

potentielt pars samlede tilknytning til 

Danmark skal være større end til noget 

andet land, skal naturligvis også fjernes, 

så enhver dansk statsborger, enhver 

flygtning og alle andre udlændinge, som 

har opholdt sig i Danmark i to år, får et 

retskrav på familiesammenføring, som 

partiets integrationsordfører Elsebeth 

Gerner Nielsen formulerede det i et indlæg 

i Politiken den 8. juli 2003. 

Kravet om en passende bolig skal også 

fjernes og de økonomiske krav om bankgaranti 

lempes. 

Fra 2002-2004 blev 3006 personer af- 

14 

Foto: Scanpix 

Hvis Khader blev integrationsminister… 

132.219 flygtninge og familiesammenførte udlændinge blev Danmark 

på kun otte år beriget med sidst Socialdemokraterne og Det Radikale 

Venstre havde regeringsmagten. Der er ingen overensstemmelse mellem 

det, Khader siger, han vil, og den radikale politik i praksis… 

vist på grund af disse regler, og så har 

vi endda slet ikke indregnet dem, som 

helt undlod at søge, fordi de på forhånd 

vidste, at de ikke ville få bevilget familiesammenføring. 

Også for asylsøgere bliver det lettere at 

komme til Danmark under integrationsminister 

Khader. Efter 6 måneders ophold 

i Danmark skal asylsøgeren således 

have lov til at søge arbejde i landet, 

og bliver han ansat, vil han naturligvis 

ikke blive udvist af landet igen, selvom 

hans asylansøgning viser sig at være baseret 

på det rene humbug. 

Flere nye muslimske statsborgere 

Naser Khader vil også gøre det nemmere, 

at opnå permanent opholdstilladelse 

i Danmark. Tre års ophold i Danmark er 

alt, hvad de Radikale kræver (mod syv 

år i dag) – og et dansk statsborgerskab 

skal tilbydes indvandreren efter fem år 

(kravet er i dag ni år). 

Ordet integration indebærer for Det Radikale 

Venstre, at ”ingen skal føle sig 

presset til at lade sig assimilere mere eller 

mindre til flertalskulturen, end vedkommende 

ønsker det.” Partiet går altså 

utvetydigt ind for et multikulturelt Danmark. 

Som integrationsminister vil Naser 

Khader således introducere positiv 

særbehandling af fremmede i et hidtil 

Foto: Scanpix 

Elsebeth Gerner Nielsen - chefarkitekten 

bag den radikal udlændingepolitik, 

som den populære Naser 

Khader skal forsøge at pådutte danskerne.

uset omfang. Alle arbejdspladser – såvel 

offentlige som private skal udarbejde en 

”etnisk personalepolitik” og ”en handlingsplan 

til at sikre, at personalesammensætningen 

afspejler befolkningens 

sammensætning mht. etnisk baggrund”. 

Danske virksomheder skal til at ansætte 

personalet på baggrund af deres etniske 

herkomst i stedet for deres kvalifikationer. 

Heller ikke pensionskasserne går fri, også 

de skal redegøre i deres årsregnskab for 

deres indsats for at sikre en forbedret integration 

på arbejdsmarkedet. 

Ligeledes vil den nye integrationsminister 

iværksætte en storstilet kampagne på 

landets arbejdspladser for at udrydde myter 

om flygtninge/indvandrere og deres efterkommere. 

Skoler bliver fler-kulturelle 

At Det Radikale Venstre betragter den 

danske indfødte befolkning som problemet 

og ikke indvandrerne viser en række initiativer, 

som partiet står bag. Eksempelvis 

vil partiet opfordre danskere til at opsøge 

og bruge de foreninger, der primært benyttes 

af flygtninge/indvandrere – ikke 

omvendt. Og hvor det er et problem, at 

danskerne holder sig for sig selv, så er det 

ikke et tilsvarende problem, når det gælder 

indvandrerne, der bla. skal have deres 

egne alderdomshjem, hvor de ”kan 

fortsætte et liv så tæt på deres kultur som 

muligt”. På disse plejehjem skal personalesammensætningen 

i øvrigt ikke afspejle 

befolkningens sammensætning mht. etnisk 

baggrund, som det ellers er tilfældet 

på landets øvrige arbejdspladser. Når det 

gælder de ældre udlændinge, er det vigtigere, 

at personalet taler den ældres 

sprog…. Det samme gælder i øvrigt de 

danske folkeskoler, hvor man ikke vil 

være med til at tvangssprede elever med 

anden etnisk baggrund end dansk, men 

selvfølgelig vil ansætte flere ”to-kulturelle 

lærere og pædagoger”. 

I det hele taget bliver det på mange måder 

en ny hverdag, der venter danske skoleelever, 

hvis Naser Khader bliver integrationsminister. 

Eleverne skal vende sig 

til nye eksotiske fag på skemaet, f.eks. 

arabisk, urdu og tyrkisk! Ligesom kristendomskundskab 

skal erstattes med religionskundskab, 

hvor islam skal spille en 

langt større rolle end tilfældet er i dag. 

Alle tosprogede skal naturligvis også tilbydes 

gratis modersmålsundervisning. 

Og somalisk kultur fremmes 

Måske vil den nye integrationsminister 

også lade sig inspirere af sin ungdomsorganisation, 

der vil sidestille engelsk med 

dansk som officielt sprog i Danmark! 

Kulturpolitikken vil også blive vendt på 

hovedet. Fremover skal der nemlig gives 

langt mere støtte til kulturtilbud, der tager 

udgangspunkt i andre traditioner, 

kulturer og sprog. Og i det hele taget skal 

mulighederne for, at andre kulturer kan 

vokse og trives forbedres i Danmark. Det 

Radikale Venstre vil således gerne have 

indrettet gravpladser, der er forbeholdt 

eksempelvis muslimer, ligesom den nye 

integrationsminister da heller ikke går af 

vejen for at få bygget et par stormoskéer i 

Danmark. 

For at imødegå de fundamentalistiske 

imamer, vil Naser Khader skynde sig at 

få etableret en imamuddannelse, men 

ikke nok med det; også alle mulige andre 

trossamfund skal naturligvis have en SUberettiget 

uddannelse af egne prædikanter. 

Kilder: www.radikale.dk; Det Radikale 

Venstres integrationspolitik vedtaget af 

partiets hovedbestyrelse 5. marts 2005, 

samt diverse indlæg af Elsebeth Gerner 

Nielsen og Marianne Jelved. 

Familie- og 

forbrugerordfører 

Falkenberg 

Falkenberg 

22-årige Mia Falkenberg har familien 

i centrum – både derhjemme 

og på Christiansborg 

Af Bettina Berg 

Hun er glad – rigtigt glad for sit nye 

ordførerskab. Mia Falkenberg, 22 år, 

er blevet Dansk Folkepartis nye familie- 

og forbrugerordfører, og hun glæder 

sig til for alvor at komme i gang. 

”Det er jo to altafgørende områder for 

vælgerne, som virkelig betyder noget 

for alle i deres hverdag. For Dansk 

Folkeparti er familiepolitikken blandt 

kerneområderne, og vi har kæmpet for 

beskyttelse af forbrugerne mod giftstoffer 

i fødevarer og for skilsmissebørns 

ret til at se deres far,” forklarer 

Mia Falkenberg. 

Hun er selv del af en familie på tre, 

som udover manden Per Brogaard består 

af sønnen Silas på knap et år. Han 

blev født kort efter, at Mia Falkenberg 

blev valgt til Folketinget sidste år i februar, 

så Mia startede sin tid som folketingsmedlem 

med en kort barselsorlov. 

Men hun var hurtigt tilbage i politik 

og nyder sine arbejdsdage på Christiansborg. 

Aktiv i DFU i syv år 

”Jeg er meget beæret over mit arbejde 

og bliver glad ved tanken om, at jeg 

har muligheden for at gøre en forskel. 

Det vil også komme til at præge mit 

kommende arbejde som ordfører”, siger 

Mia Falkenberg, som før valget arbejdede 

som social- og sundhedshjælper i 

Roskilde og København. 

Mia Falkenberg har været medlem 

af Dansk Folkepartis Ungdom siden 

hun var 15 år og har været amtsformand 

først for Roskilde Amt og siden 

for Københavns Amt, da hun flyttede 

til hovedstaden. Hun stillede op til 

Europa-Parlamentetsvalget i juni 

2004 og fik et godt valg. Hun blev opstillet 

igen da det gjaldt Folketingsvalget 

i 2005 i Vestsjællands Amt og 

strøg forbi alle andre på listen op på 

en flot andenplads. 

”Jeg vil kæmpe med næb og kløer for, 

at Dansk Folkepartis mærkesager på 

familie- og forbrugerområdet kommer 

igennem”, lover Mia Falkenberg. 

Mia fik for alvor sin ilddåb, da Christian 

H. Hansen i påsken blev syg, og Mia 

Falkenberg måtte overtage opgaven 

med at forklare medierne Dansk Folkepartis 

holdninger til kødskandalen. 

Den tidligere ordfører på området 

Martin Henriksen beholder ansvaret på 

visse områder for at færdiggøre de sager, 

han har påbegyndt, herunder en ny 

lov om forældremyndighed og børns ret 

til at se begge forældre efter skilsmisse. 

15

iran 

Apocalypse now – Iran på livsfarlig kurs 

Religiøs galning i vindjakke truer verdensfreden, 

mens Vesten er fuldt optaget 

i Irak 


Normalt forbindes det gamle Persien, 

nutidens Iran, med indbegrebet af 

Orientens mystik. Hjemstedet for tusind 

og én nats eventyr. Sneklædte bjerge og 

vidtstrakte ørkener. Ruinbyen Persepolis´ 

gådefulde hemmeligheder og fantastiske, 

farvestrålende moskeer. Men i 

1979 begyndte et totalitært religiøst mareridt 

for landets indbyggere. En islamisk 

revolution forvandlede et efter mellemøstlige 

forhold veludviklet land med 

relativ frihed til et shariastyret, bloddryppende 

diktatur, hærget af terror, 

mord, forfølgelse og krig. I løbet af 

1990´erne var der spæde tegn på en politisk 

opblødning, men var nogle begyndt 

at drømme om reformer, blev alle forhåbninger 

endegyldigt gjort til skamme i 

2005. 

Siden valget af ”Doktor” Mahmoud 

Ahmadinejad til posten som Irans præsident 

sidste år har verdenssamfundet 

med stigende bekymring kunnet iagttage, 

hvordan det fundamentalistiske iranske 

præstestyre – med præsidenten selv 

i spidsen - har udnyttet amerikanernes 

engagement i Irak til at rasle med sablerne. 

Med sit atomprogram risikerer 

landet nu at fremkalde en ny og langt 

mere omfattende krig i Mellemøsten end 

den i Irak. Samtidig er antallet af henrettelser, 

brugen af tortur og andre barbariske 

straffe eksploderet. Den vilkårlige 

terror skyller henover den iranske befolkning. 

Hvem er Ahmadinejad? 

Men hvem er den uanselige mand i 

vindjakke, og hvad vil han? Allerede i 

1979 optrådte Mahmoud Ahmadinejad 

som væbner for lederen af den islamiske 

revolution i Iran, Ayatollah Ruholla 

Khomeini, der, efter at have nydt godt af 

vestlig gæstfrihed som en af den europæiske 

venstrefløjs helte i Paris, i februar 

1979 væltede Irans vestligt orienterede 

leder Shah Reza Pahlevi og styrtede 

Iran tilbage i den mørkeste religiøse 

middelalder med tusindvis af dræbte til 

følge. I Danmark og det øvrige Europa 

jublede venstrefløjen over. Shahens fald. 

I Iran begyndte en terror uden sidestykke 

i landets historie. 

Ahmadinejads ”svendeprøve” i terrorisme 

bestod i deltagelse i gidseltagningen 

på den amerikanske ambassade i 

den iranske hovedstad Teheran umiddelbart 

efter præstestyrets magtovertagelse. 

Gidselstagningen af ambassadepersonalet 

varede fra 1979 til 1981. Senere 

stod Ahmadinejad bag massehenrettelser 

af studerende og lærere fra det universitet, 

hvor han selv han taget sin ud- 

16 

Foto: Polfoto 

dannelse som ingeniør – angiveligt fordi 

de ikke udviste tilstrækkelig stor opbakning 

til Allahs sag. Khomeini kvitterede 

øjeblikkeligt for den revolutionære iver 

ved at udpege Ahmadinejad til en ledende 

stilling i det interne sikkerhedspoliti, 

hvor den ihærdige unge mand fortsatte 

myrderierne. 

Terror mod befolkningen 

For en stund virkede det som om, 

Ahmadinejad var kørt træt i henrettelser. 

I stedet lod han sig i første omgang 

udpege til guvernør i Ardebil-provinsen, 

siden til borgmester i hovedstaden Teheran, 

hvor han for første gang brugte sin 

ingeniøruddannelse og kastede sig over 

mere fredelige sysler som løsningen af 

komplicerede trafikproblemer, hvis vellykkede 

udgang var med til at bringe 

ham til magten ved det iranske præsidentvalg 

i 2005 – et præsidentvalg, hvor 

man vel at mærke kun kunne vælge 

mellem en fundamentalist ”light”, Mohammad 

Khatami og så fanatikeren 

Ahmadinejad. Rygter om valgfusk har 

svirret, men kan ikke bekræftes, da valgobservatører 

traditionen tro ikke havde 

adgang til landet. 

Ahmadinejad har takket vælgerne 

med en slags ”nostalgi-politik” fra revolutionens 

løsslupne dage. En politik, der 

frem for alt har resulteret i en bølge af 

summariske henrettelser – ofte af mindreårige 

og for det meste for forbrydelser, 

der, set med vestlige, oplyste øjne, 

forekommer absurde. Alene i år menes 

hele 28 henrettelser ved hængning at 

have fundet sted, mens der fra forskellige 

steder rapporteres om amputationer 

af hænder og fødder. Et eksempel på en 

henrettelse, der nåede frem til de vestlige 

medier og skabte forargelse, var den 

offentlige piskning og hængning af to homoseksuelle 

drenge på kun 17 og 18 år. 

Listen af dødsdomme er ligeså lang, som 

den er sørgelig. Foruden mord, røveri og 

voldtægt udløser eksempelvis også utro- 

Khomeinis discipel: 

Mahmoud 

Ahmadinejad i 

bøn ved Ayatollah 

Khomeinis 

grav. Foruden 

troen på Khomeini 

er fanatikeren 

og mystikeren 

Ahmadinejad 

overbevist om 

genkomsten af 

”den tolvte 

imam” – en slags 

messias, der vil 

udslette Israel 

og indføre muslimskverdensherredømme. 

På vej mod atomvåben: Irans præsident 

Mahmoud Ahmadinjad i selskab 

med den Göring-lignende iranske 

hærchef Hassan Firoozabadi 10. 

april 2006. Iran opruster militært og 

har netop afsluttet en storstilet militærøvelse, 

kaldet ”Den Store Profet” 

skab, homoseksualitet, krænkelse af Ayatollah 

Khomeinis minde og frafald fra 

islam en øjeblikkelig dødsdom. 

Sideløbende med det iranske styres 

terror mod sin egen befolkning, er der 

også skruet op for retorikken mod Israel 

og USA. Ahmadinejad udtalte – næsten 

samtidig med, at Muhammedkrisen kulminerede 

– at Holocaust, drabet på Europas 

jøder, aldrig havde fundet sted. At 

det ganske enkelt var en myte. Og han 

udstedte et løfte om at ”slette Israel fra 

landkortet”, ligesom han truede hele den 

vestlige verden med ”smerte og lemlæstelse”, 

hvis vi blander os i iranske 

forhold. Ingen fandt det ”krænkende”. 

Men ét er ord, noget andet er handling. 

Med en storstilet oprustning lader 

Ahmadinejad imidlertid forstå, at Iran 

agter at sætte handling bag de mange 

trusler. En oprustning, der ikke blot er 

konventionel, men også omfatter berigelse 

af uran, der er første skridt på vejen 

mod atomvåben – og dermed et muligt 

ragnarok. 

Foto: Polfoto

Hjernevasket til had. Iranske kvinder demonstrerer til fordel for Irans atomprogram 

under et monument af den islamiske revolutionsleder Ayatollah 

Khomeini. Løsenet er det samme som i 1979, da revolutionen fandt sted: Død 

over Israel, død over USA, men denne gang kan det blive virkelighed. 

For at forstå Irans kurs mod dommedag, 

er det imidlertid nødvendigt at kaste 

et blik på Mahmoud Ahmadinejads 

personlige religiøse overbevisning. Den 

består nemlig ikke kun af islam, men af 

islam tilsat et væsentligt dommedagselement: 

Den shia-muslimske tro på den 

”tolvte imams” genkomst – en slags frelser, 

der genopstår som bindeled mellem 

Gud og menneske. Ved den tolvte imams 

genkomst vil Israel helt automatisk blive 

udslettet ifølge Ahmadinejads overbevisning 

– den iranske præsident agter 

dog selv at hjælpe apokalypsen lidt på 

vej med kernevåben. 

Troen på den tolvte imam deles langt 

fra af alle imamer, men hos Ahmadinejad 

er troen blevet en besættelse, der 

blandt andet har ført til rygter om, at 

præsidenten vil etablere en særlig togforbindelse 

fra Teheran til byen Jamkaran, 

hvortil tusinder af pilgrimme hvert 

år kommer strømmende, fordi imamens 

ånd på et bestemt tidspunkt af året siges 

at være til stede i den hellige by, 

hvor sygdomme helbredes og ønsker går 

i opfyldelse. Ahmadinejad skulle ifølge 

eget udsagn ”have set lyset fra imamen”, 

da han holdt en tale til FN om Irans atomprogram. 

International bekymring 

Hadefuld retorik og trusler mod vesten 

og Israel, tilsat religiøs galskab og 

dommedagsfantasier, er ikke en cocktail, 

det internationale samfund bryder sig 

om. Særligt bekymrer det, at det iranske 

styre er fuldstændig immunt over for 

vestlige forsøg på at tale landet fra at 

gennemføre sit atomprogram. Det har 

ført til rygter om, at USA har planer om 

at anvende små underjordiske atombomber, 

de såkaldte ”bunker-busters”, der 

kan ramme mål under jorden. Disse 

bomber skal i givet fald sættes ind mod 

Irans atomanlæg. Det overordnede amerikanske 

mål med et angreb vil dog være 

at destabilisere det iranske styre så meget, 

at befolkningen gør oprør mod styret 

Fotos: Polfoto 

Iran Landefakta 

Areal 1.636.000 km2 

Indbyggertal 66,4 mio. (2003) 

Befolkningsvækst pr. år 1,9% 

(1997-2003) 

Befolkning 58% Persere; 24 % 

Aserbajdsjanere; 18% andre 

Sprog Farsi (hovedsprog) 

Religion Islam; 89% Shiitter 

REGERING 

Regeringsleder Gholam-Ali Haddad 

Adel 

UdenrigsministerManouchehr Mottaki 

Åndelig leder Ayatollah Seyed 

Ali Khamenei 

Præsident Dr. Mahmoud 

Ahmadinejad 

Dagligdag i Ahmadinejad-land: Homoseksualitet 

hører til den alenlange 

liste af forbrydelser, der straffes med 

døden i Iran. I sommeren 2005 gik det 

ud over to drenge på kun 16 og 17 år 

i byen Mashhad. Iranske hængninger 

er i sig selv en grusom tortur, idet offeret 

ikke falder, så halsen knækkes, 

men derimod bliver hejst langsomt op 

i en kran og kvæles. 

og vælter Ahmadinejad, der af flere vestlige 

iagttagere direkte bliver sammenlignet 

med Adolf Hitler. 

Det iranske styres konfrontatoriske og 

selvsikre kurs begunstiges dels af høje oliepriser 

– og dermed store indtægter – 

dels af amerikanernes omfattende engagement 

i Irak, der lægger beslag på store 

troppekontingenter, og hvor den igangværende 

borgerkrig i høj grad holdes i 

gang af det iranske styres støtte til shiamuslimske 

fanatikere og terrorister, der 

opererer i Irak. Den amerikanske præsident 

omtalte i sin tid Iran som hørende til 

”The Axis of Evil”, Ondskabens Akse, 

sammen med Nordkorea og Irak under 

Saddam Hussein. Meget tyder på, at Iran 

til fulde lever op til betegnelsen. 

Den nærmeste fremtid vil vise, hvorvidt 

det lykkes den vindjakkeklædte religiøse 

galning, Mahmoud Ahmadinejad, 

at fremskynde den tolvte imams genkomst, 

eller om vesten i tide når at gribe 

ind og forhindre et atomart ragnarok i 

Mellemøsten. 

17

ude i danmark 

DF-Hovedbestyrelse 

Dahl, Kristian Thulesen, 33-375102 

Ebbesen, CC org. nfmd, 33-375172 

Eilersen, Susanne, 23-302490 

Frifelt, Heidi, 26-396102 

Hansen, Chr. H, 33-375105 

Kjærsgaard, Pia, fmd. 33-375107 

Kristensen, Kenneth, 21-930093 

Nødgaard, Poul, 33-375110 

Poulsen, Ib, 40-722990 

Skaarup, Peter, pol. nfmd 33-375113 

Thomsen, Steen, 75-602890 

Partisekretær: 

Nielsen, Poul Lindholm, 33-375161 

DF-Amterne 

Bornholm: Bjarne Korsgård, 56-949274 

Frederiksberg: Mogens Bækgaard 22-156443 

Frederiksborg: Philip Heimbürger 

(konstitueret) 45-820904 

Fyn: Birger Reslow, 65-921170 

Hovedstaden: Arvin Storgaard, 39-295230 

København: Bente Pedersen, 44-491995 

Nordjylland: A.C. Winther Hansen, 98-351603 

Ribe: Freddy Hyldgård, 75-131064 

Ringkjøbing: Flemming Iversen, 97-485232 

Roskilde: Hanne Kellberg, 56-653003 

Storstrøm: Steen Petersen, 27-248437 

Sønderjylland: Brian Jensen, 73-661507 

Vejle: Dora Rossen, 75-571411 

Vestsjælland: Jan Byrdal, 23-329872 

Viborg: Vita Jensen, 97-764676 

Århus: Inger K. Andersen, 86-325068 

DF-folketingsmedlemmer 

Brix, Colette, dfcolb@ft.dk - 33-375103 

Bøgsted, Bent, dfbenb@ft.dk - 33-375101 

Christiansen, Kim, dfkich@ft.dk - 33-375148 

Christophersen, Walter, dfwach@ft.dk - 33-375126 

Dahl, Kristian Th., dfsokj@ft.dk - 33-375102 

Dencker, Mikkel, dfmikd@ft.dk - 33-375106 

Dohrmann, Jørn, dfjdoh@ft.dk - 33-375109 

Espersen, Søren, dfniry@ft.dk - 33-375124 

Falkenberg, Mia, dfmifa@ft.dk - 33-375127 

Frevert, Louise, dflofr@ft.dk - 33-375114 

Hansen, Chr. H., dfchhh@ft.dk - 33-375105 

Henriksen, Martin, dfmarh@ft.dk - 33-375129 

Kjærsgaard, Pia, dfkala@ft.dk -33-375107 

Knakkergaard, Anita, dfanka@ft.dk - 33-375116 

Krarup, Søren, dfskra@ft.dk - 33-375117 

Kristensen, Pia, dfpikr@ft.dk - 33-375118 

Langballe, Jesper, dfjela@ft.dk - 33-375119 

Messerschmidt, Morten, dfmome@ft.dk - 33-375100 

Nødgaard, Karin, dfkarn@ft.dk - 33-375125 

Nødgaard, Poul, dfpoun@ft.dk - 33-375110 

Petersen, Tina, dftipe@ft.dk - 33-375149 

Skibby, Hans Kristian, dfhaks@ft.dk - 33-375128 

Skaarup, Birthe, dfbisk@ft.dk - 33-375112 

Skaarup, Peter, dfpesk@ft.dk - 33-375113 

Dansk Folkeparti Christiansborg 33-375199 

1240 København K 33-937019 

Fax: 33-375191 

df@ft.dk www.danskfolkeparti.dk 

DF-Europa-Parlamentet 

Mogens Camre, MEP 

Bruxelles, (+32) 22845205 

Strasbourg, ≠(+33) 388175205 

Dansk Folkepartis Ungdom 

Postbox 2297 1025 København K 

- tel: 33375174 eller 21930093 

DANSK FOLKEBLAD 

Tidsskrift, udgivet af Dansk Folkeparti. 

10. årgang, nr. 2 / 2006. ISSN: 1397-3975 

Ansv. redaktør: Søren Søndergaard 

Redaktionschef: Karsten Holt 

I redaktionen: Bettina Berg, Sofia Dahlgaard og 

Kenneth Kristensen 

Artikler og indlæg udtrykker ikke nødvendigvis 

Dansk Folkepartis synspunkter. 

Adresse: Dansk Folkeparti, Christiansborg, 

1240 København K. Tlf: 33-375199. Fax: 33- 

375191. 

www.danskfolkeparti.dk // df@ft.dk 

Næste nr. udkommer juli 2006 

Deadline for kalender o.l. er den 12. juni 2006 

Layout: Cre8 Tryk: Nyhavns Tryk & Kopi Center. 

Forsiden: Scanpix 

Vi ved, et fjeld kan sprænges, 

og tvinges kan en elv, 

men aldrig kan et folk forgå, 

som ikke vil det selv. 

18 

KØBENHAVN 

DF-Hovedstaden: GF. Arvin Storgaard 

(fmd), Jørn Hindkjær (nfmd), Preben Elmenhoff, 

Gunhild Legaard, Elisabeth 

Nielsen, Torben Adelborg Beck, Louise 

Frevert. Suppl. Henrik Svendsen 

DF Tårnby: GF. Arne Hansen (fmd), Mogens 

Christiansen (nfmd), Flemming 

Jensen, Yvonne Gamby, John Løfkrantz. 

Suppl. Paw Karslund, Jannie Meiltoft 

NV-N, Søborg og Vesterbro: GF. Sonja 

Malene Pedersen (fmd), Ole Petersen 

(nfmd), Edith Petersen, Johnny Schou, 

Flemming Jensen. 

Østerbro: GF Preben Elmenhoff (fmd), 

Torben Adelborg-Beck, Gorm A. Fonnesbech, 

Maria Byth, Svend Chr. Tychsen. 

Suppl. Axel G. Nielsen, Richard Overgaard 

STORSTRØM 

DF Stevns/ Vallø: GF. Keld Hein (fmd), 

Varly Jensen (nfmd), Hans Byrge, Torben 

Eklund, Kitt Juhl. Suppl. Jannie 

Baltz, Martin Laungaard. 

Skærtorsdag, d. 13. april 2006 blev foketingskandidat 

Karsten Skov Petersen 

viet til Gitte Jakobsen. Vielsen blev forrettet 

af viceborgmester i Skelskør, Henrik 

Brodersen. 

Karsten og Gitte mødte hinanden på 

Omø-færgen for godt og vel 2 år siden. 

Karsten som den stolte skipper, Gitte 

som Falck piccoline. Brudeparret havde 

derfor valgt at lade sig vie ombord på 

færgen. Under sejlads mellem Stigsnæs 

og Omø .De mange gæster havde trodset 

det barske påskevejr. Stiv vestenvind og 

regnbyger var kulisserne. Men vi husker 

det gamle ordsprog: "Når det regner, 

drypper der guld på bruden". 

VESTSJÆLLAND 

Dan Jochumsen (fmd), Jeppe Jacobsen 

(nfmd), Jan F. Wisler, Peter Jacobsen, 

Sussie Christensen 

ÅRHUS 

DF Syddjurs: GF. Per Dahlgaard (fmd), 

Niels E. Lassen (nfmd), Anni Juhl, Ivar 

Hvidtfeldt, Aage Philipsen. Suppl. Jacob 

Graabæk Møller, Michael Kock Gommesen, 

Per Sørensen. 

Historiebussen kører igen 

Af Gunhild Legaard 

I 2004 havde vi en særdeles vellykket 

”Danmark Dejligst”- bustur til det gamle 

grænseland og de sønderjyske seværdigheder. 

Mange har spurgt om der dog 

ikke kom en fortsættelse – det gør der 

nu! 

Denne gang går turen til det gode Hotel 

Hilltop i Skive, som bliver udgangspunkt 

for ture til Vesterhavet, Limfjorden 

og Himmerlands bølgende landskaber. 

Den fire-dages sommertur finder sted 

i dagene søndag den 25. til onsdag den 

28. juni begge dage inkl. 

Dansk Folkeparti ser det som en vigtig 

opgave at være med til at øge kendskabet 

til vort land, dets kultur og historie. 

Derfor yder vi et betragteligt tilskud 

til turen, hvilket betyder at prisen kun 

er 995,00 kr. for bus og udflugter, hotel 

med halvpension, samt entréer og aftenkaffe. 

Tilmelding til turen er åben indtil 19. 

maj. Som altid gælder princippet ”først 

til mølle…” 

Turen er forbeholdt medlemmer af 

Dansk Folkeparti og DFU. 

Turleder er igen i år Gunhild Legaard 

og assisterende guide Norbert Falkenstrøm. 

Sammen har de lagt en rejse der 

den første dag – søndag – bringer os fra 

København til Skive ved Limfjorden. 

Undervejs er der opsamling af deltagere 

i Korsør og Odense. Køreturen går via 

Grejsdalen, Jelling og Silkeborg til bestemmelsesstedet. 

Under opholdet dér, 

vil vi besøge Mors, Thisted og Løgstør, 

rundt om Limfjorden”. Vi vil besøge 

Himmerland med johs. V. Jensen og 

hans søster Thit Jensens mindestuer, 

Jeppe Aakjærs vidunderligt beliggende 

hjem, Jenle, strandingsmuseet Sct. 

George i Torsminde og en af Danmarks 

ældste herregårde, Spøttrup. 

Om aftenen vil vi hygge os med fællessang, 

fortællinger fra lokalområdet og 

hyggesnak. 

Du melder dig til turen hos Norbert 

Falkenstrøm på telefon 35 83 70 75. 

Rushdie opfordrer til opgør med multikulturalismen 

De britiske forfatter Salman Rushdie, der blev verdensberømt på sin bog ”De sataniske 

vers”, hvor den iranske ayatollah Khomeini nedkaldte en fatwa over hans hoved, 

opfordrer i et debatindlæg i den britiske avis Times til et opgør med multikulturalismen 

og den politiske korrekthed. I sit indlæg advarer Rushdie mod, at den multikulturelle 

tanke har forvandlet sig til kultur-relativisme, hvor reaktionære og undertrykkende 

synspunkter bl.a. i forhold til kvinder bliver retfærdiggjort. 

”Samfund må også bevare deres evne til at diskriminere – både til at afvise og til 

at acceptere – at sætte nogle ting højere end andre og til at insistere på at visse værdier 

accepteres af alle samfundets medlemmer,” fastslår succesforfatteren. kk

DFUs hovedbestyrelse. Fra højre: Allan Steen Hansen, 

Bente Kronborg Holst, Kenneth Kristensen, Marlene 

Harpsøe og Dennis Flydtkjær 

To formænd i takt: DFUs landsformand Kenneth Kristensen 

på dansegulvet med Pia Kjærsgaard 

DFU’s Årsmøde 2006 

Af Marlene Harpsøe, Politisk næstformand, 

Dansk Folkepartis Ungdom 

Iweekenden den 18. – 19. marts 2006 

var mere end 100 DFUere samlede til 

DFUs Årsmøde i Vedersø Klit. 

MF og retsordfører for Dansk Folkeparti, 

Peter Skaarup blev valgt som dirigent 

og holdt et oplæg om terrorbekæmpelse. 

Mange DFU’ere udtrykte stor bekymring 

for, at terrorismen slår ned i 

Danmark og takkede Peter Skaarup for 

hans store indsats på området. 

Kenneth Kristensen blev med stående 

applaus genvalgt som landsformand. 

Herefter blev følgende valgt til Hovedbestyrelsen: 

Marlene Harpsøe, Humlebæk; 

Bente Kronborg Holst, Sunds; Den- 

Offentlige arrangementer og medlemsmøder 

06-07/05 Weekendkursus for partiets byråds 

- amtsråds - og regionsrådsmedlemmer 

på Trinity Hotel & 

Konferencecenter i Erritsø, Fredericia. 

12-14/05 DF Guldborgsund på Døllefjelde 

Marked 

13/05 kl. 10.00 Birthe Skaarup og Pia 

Kristensen om DF´s sundheds –og 

socialpolitik i kommunerne. 

nis Flydtkjær, Herning samt Allan 

Steen Hansen, Brande. 

Om aftenen blev der afholdt et brag af 

en årsmødefest. Efter en lækker middag 

blev vi underholdt af en stand-up-komiker. 

Musikken var også lige noget for 

DFU’erne. Mange var imponerede af Pia 

Kjærsgaard på dansegulvet, som glædeligt 

dansede med de unge, der bød hende 

op til dans. 

Som det første punkt søndag var der 

en hilsen fra Anna Lutek fra partiet 

Prawo i Sprawiedliwosc i Polen. 

Herefter gik Pia Kjærsgaard på talerstolen. 

Alle i salen var tydeligvis stolte 

af, at Pia gæstede årsmødet. 

Peter Kofod Poulsen modtog på vegne 

For DF byrådsmedlemmer i Kbh. Amt, 

Den Gamle Præstegaard, Hovedvejen 

134, 2600 Glostrup. 

05/06 kl. 14.00 DF’s Grundlovsfest på 

Lykkesholm Slot på Fyn 

23/06 kl. 15.00 DF-Hovedstaden holder 

sommerudflugt til Amagermuseet. 

23/06 kl. 19.00 DF’s Sankt Hans Fest 

på Parcelgaarden ved Roskilde 

Fjord 

01/07 DF Guldborgsund på Gedser Marked 

01/08-03/08 Sommergruppemøde for 

af DFU-Bornholm dette års pokal for 

størst medlemsfremgang. 

Der var også en del debat på årsmødet. 

Flere DFU’ere havde stillet ændringsforslag 

til det politiske program. 

Alle var meget ivrige efter at ytre sig på 

talerstolen. 

Vi havde også besøg af den iransk fødte 

skuespiller Farshad Kholghi, der bl.a. 

er kendt for tv-programmet ”OPS – Oplysning 

om Perkerne til Samfundet.” 

Farshad Kholghis mimik og retorik var 

overvældende og fik latteren til at vælte 

ud i hele salen. 

Efter en spændende weekend i Vedersø 

Klit, sagde vi alle farvel til hinanden. 

Alle forventninger til årsmødet var blevet 

opfyldt. 

DF’s folketingsgruppe 

19/08 05 DF Guldborgsund holder sommerfest 

16/09-17/09 DF’s 11. årsmøde i Odense 

Congress Center 

Arrangør: DF i Kbh. Amt. 

Arrangementer til kalenderen bedes, så 

snart de er programsat sendt til Søren 

Søndergaard. Pr. mail dfsoes@ft.dk eller 

Dansk Folkeparti, att. Søren Søndergaard, 

Christiansborg, 1240 København K. 

19

vedtægter 

Hovedbestyrelsens forslag til justering af partiets landsvedtægter på årsmøde 2006 

Hovedbestyrelsen fremlægger hermed nedenstående forslag til 

justering af Dansk Folkepartis landsvedtægter. Forslaget tager 

udgangspunkt i, at partiets amtsorganisationer nedlægges pr. 

31. december 2006 samtidig med, at landets amter nedlægges. 

Forslaget indebærer, at vi i Dansk Folkeparti fra og med 1. januar 

2007 får 2 organisationsled - nemlig partiets nu færre, 

men klart større lokalforeninger og partiets landsorganisation. 

Dermed bliver Dansk Folkepartis lokalforeninger rygraden i 

det fremtidige samarbejde på lokalt og regionalt plan, ligesom 

Nærværende vedtægter er vedtaget på landsorganisationens stiftende 

møde i Idrættens Hus i Vejle lørdag den 27. april 1996. 

Ændret på landsorganisationens ordinære årsmøde i Idrættens 

Hus i Vejle lørdag den 20. september 2003. 

VEDTÆGTER FOR 

DANSK FOLKEPARTIS LANDSORGANISATION 

§ 1. 

Formål og hjemsted 

Dansk Folkepartis formål er: 

at organisere alle vælgere, der vil støtte en politik i tilslutning 

til de principper, der er anført i Dansk Folkepartis program. 

at virke for oplysning om politiske og folkelige spørgsmål. 

at arbejde for varetagelse af danskernes interesser i overensstemmelse 

med den danske kulturarv. 

at forberede valg og folkeafstemninger. 

Partiet har hjemsted i Københavns Kommune. 

§ 2. 

Optagelse af medlemmer 

For at blive medlem af Dansk Folkeparti skal man være fyldt 14 

år, være dansk statsborger, og ikke være medlem af eller tilsluttet 

noget andet politisk parti. Amtsbestyrelsen kan nægte optagelse 

af et medlem. Amtsbestyrelsens afgørelse skal forelægges 

hovedbestyrelsen til godkendelse. Stemmeret og valgbarhed til 

Dansk Folkepartis organer opnås efter 4 måneders medlemskab. 

§ 3. 

Årsmøde 

Dansk Folkepartis øverste myndighed er med de i nærværende 

vedtægter nævnte undtagelser, jvf. §§ 2, 3, 8, 12, 13, 14 og 25, 

årsmødet, som skal afholdes hvert år i perioden 1. september til 

30. november. 

Tidspunkt og stedet for årsmødets afholdelse samt retningslinierne 

for årsmødets afvikling, fastsættes af hovedbestyrelsen. 

Ekstraordinært årsmøde afholdes, når et flertal af hovedbestyrelsens 

medlemmer, herunder formanden eller totredjedele af 

partiets amtsformænd med angivelse af dagsorden, anmoder 

derom. 

Ekstraordinært årsmøde afholdes senest to måneder efter, at anmodning 

om afholdelsen er modtaget af hovedbestyrelsens formand. 

Årsmødet afgør spørgsmål vedrørende grundprincipperne i 

Dansk Folkepartis politiske program. 

Stemmeberettigede på årsmødet er: 

1. Delegerede for samtlige amter, jvf. § 11. 

20 

lokalforeningerne får en stor rolle at spille i forbindelse med 

de nye valgkredse som følge af kommunalreformen. 

Medlemmer er velkomne til at komme med kommentarer og 

forslag til ændringerne inden den 15. juni, så vi kan fremlægge 

et forslag, som alle kan bakke op på årsmødet den 16. og 

17. september i Odense. 

Dansk Folkepartis hovedbestyrelse 

Carl Christian Ebbesen, organisatorisk næstformand 

Dansk Folkepartis landsvedtægter og hovedbestyrelsens ændringsforslag. 

Gældende vedtægter 

Hovedbestyrelsens ændringsforslag 

Ændringer er angivet med fed skrift 

VEDTÆGTER FOR 

DANSK FOLKEPARTIS LANDSORGANISATION 

§ 1. 

Formål og hjemsted 

Dansk Folkepartis formål er: 

at organisere alle vælgere, der vil støtte en politik i tilslutning til 

de principper, der er anført i Dansk Folkepartis program. 

at virke for oplysning om politiske og folkelige spørgsmål. 

at arbejde for varetagelse af danskernes interesser i overensstemmelse 

med den danske kulturarv. 

at forberede valg og folkeafstemninger. 

Partiet har hjemsted i Københavns Kommune. 

§ 2. 

Optagelse af medlemmer 

For at blive medlem af Dansk Folkeparti skal man være fyldt 14 

år, være dansk statsborger, og ikke være medlem af eller tilsluttet 

noget andet politisk parti. Lokalforeningsbestyrelsen kan 

nægte optagelse af et medlem. Lokalforeningsbestyrelsens afgørelse 

skal forelægges hovedbestyrelsen til godkendelse. Stemmeret 

og valgbarhed til Dansk Folkepartis organer opnås efter 4 

måneders medlemskab. 

§ 3. 

Årsmøde 

Dansk Folkepartis øverste myndighed er med de i nærværende 

vedtægter nævnte undtagelser, jf. § 2, 3, 5, 8, 11 og 22, årsmødet, 

som skal afholdes hvert år i perioden 1. september til 30. november. 

Tidspunkt og stedet for årsmødets afholdelse samt retningslinierne 

for årsmødets afvikling, fastsættes af hovedbestyrelsen. 

Ekstraordinært årsmøde afholdes, når et flertal af hovedbestyrelsens 

medlemmer, herunder formanden eller totredjedele af partiets 

lokalforeningsformænd med angivelse af dagsorden, anmoder 

derom. 

Ekstraordinært årsmøde afholdes senest to måneder efter, at anmodning 

om afholdelsen er modtaget af hovedbestyrelsens formand. 

Årsmødet afgør spørgsmål vedrørende grundprincipperne i 

Dansk Folkepartis politiske program. 

Stemmeberettigede på årsmødet er: 

1. Delegerede for samtlige lokalforeninger, jf. § 10.

2. Medlemmer af hovedbestyrelsen. 

3. Dansk Folkepartis folketingsgruppe, medlemmer af Europaparlamentet, 

by- og amtsrådsmedlemmer samt ministre. 

4. Medlemmer af Dansk Folkepartis Ungdoms hovedbestyrelse. 

Hovedbestyrelsen kan beslutte at give yderligere folkevalgte 

stemmeret på årsmødet. 

Årsmødet kan kun træffe beslutninger, hvis mindst en trediedel 

af de stemmeberettigede på årsmødet deltager i afstemningen. 

Hovedbestyrelsen er berettiget til at invitere gæster til at overvære 

årsmødet, idet dog alle medlemmer af Dansk Folkeparti 

som gæster har ret til at overvære årsmødet. 

Gæster kan af hovedbestyrelsen tillægges taleret, men ikke 

stemmeret. 

§ 4. 

Dagsorden 

Årsmødets dagsorden skal indeholde følgende punkter: 

1. Valg af referenter. 

2. Valg af stemmetællere. 

3. Valg af dirigenter. 

4. Aflæggelse af beretning. 

5. Aflæggelse og godkendelse af regnskab for det forløbne regnskabsår 

og forelæggelse af budget for det løbende regnskabsår. 

6. Fastlæggelse af kontingent til landsorganisationen for det 

kommende regnskabsår, jvf. § 6 

7 Indkomne forslag. 

8. Valg af formand. 

9. Valg af hovedbestyrelsesmedlemmer, jvf. § 5, samt suppleanter. 

10. Valg af revisor. 

11. Politisk forhandling. 

12. Eventuelt. 

Valg af formand sker efter forslag fra hovedbestyrelsen eller 25 

delegerede. 

De på årsmødet valgte fem hovedbestyrelsesmedlemmer vælges 

for to år af gangen, idet tre henholdsvis to afgår hvert år. 

Suppleanterne vælges ligeledes for to år af gangen, idet een afgår 

hvert år. 

§ 5. 

Hovedbestyrelsen 

Hovedbestyrelsen består af: 

1. Partiets formand. 

2. Den til enhver tid valgte gruppebestyrelse, dog højest 5 medlemmer, 

der udpeges af partiets folketingsgruppe. 

3. Fem på årsmødet valgte medlemmer, som ikke må være medlemmer 

af Folketinget. 

4. Formanden for Dansk Folkepartis Ungdom. 

Partiets formand er samtidig formand for hovedbestyrelsen. 

Ved afstemninger er formandens stemme udslagsgivende ved 

stemmelighed. 

Folketingsgruppens næstformand fungerer som politisk næstformand, 

og i formandens forfald fungerer denne tillige som formand. 

Hovedbestyrelsen vælger blandt sine fem landsmødevalgte medlemmer 

en organisatorisk næstformand. 

Hovedbestyrelsen konstituerer i øvrigt sig selv, og udarbejder 

selv en forretningsorden, og nedsætter udvalg efter behov til behandling 

eller varetagelse af særlige opgaver. 

Hovedbestyrelsen indkalder mindst een gang årligt bl.a. samtlige 

amtsformænd og lokalforeningsformænd til organisatorisk og 

politisk drøftelse. 

Hovedbestyrelsen har ansvaret for den organisatoriske opbygning 

af Dansk Folkeparti og kan ansætte en partisekretær og anden 

medhjælp til varetagelse af det organisatoriske arbejde. 

2. Medlemmer af hovedbestyrelsen. 

3. Dansk Folkepartis folketingsgruppe, medlemmer af Europaparlamentet, 

by- og regionsrådsmedlemmer samt ministre. 

4. Medlemmer af Dansk Folkepartis Ungdoms hovedbestyrelse. 

Hovedbestyrelsen kan beslutte at give yderligere folkevalgte 

stemmeret på årsmødet. 

Årsmødet kan kun træffe beslutninger, hvis mindst en trediedel 

af de stemmeberettigede på årsmødet deltager i afstemningen. 

Hovedbestyrelsen er berettiget til at invitere gæster til at overvære 

årsmødet, idet dog alle medlemmer af Dansk Folkeparti 

som gæster har ret til at overvære årsmødet. 

Gæster kan af hovedbestyrelsen tillægges taleret, men ikke 

stemmeret. 

§ 4. 

Dagsorden 

Årsmødets dagsorden skal indeholde følgende punkter: 

1. Valg af referenter. 


3. Valg af dirigenter. 

4. Aflæggelse af beretning. 



6. Fastlæggelse af kontingent til landsorganisationen for det 

kommende regnskabsår, jf. § 6 

7. Indkomne forslag. 


9. Valg af hovedbestyrelsesmedlemmer, jf. § 5, samt suppleanter. 

10. Valg af revisor. 

11. Politisk forhandling. 


Valg af formand sker efter forslag fra hovedbestyrelsen eller 25 

delegerede. 

De på årsmødet valgte fem hovedbestyrelsesmedlemmer vælges 

for to år af gangen, idet tre henholdsvis to afgår hvert år. 

Suppleanterne vælges ligeledes for to år af gangen, idet een afgår 

hvert år. 

§ 5. 

Hovedbestyrelsen 

Hovedbestyrelsen består af: 

1. Partiets formand. 

2. Den til enhver tid valgte gruppebestyrelse, dog højest 5 medlemmer, 

der udpeges af partiets folketingsgruppe. 

3. Fem på årsmødet valgte medlemmer, som ikke må være medlemmer 

af Folketinget. 

4. Formanden for Dansk Folkepartis Ungdom. 

Partiets formand er samtidig formand for hovedbestyrelsen. 

Ved afstemninger er formandens stemme udslagsgivende ved 

stemmelighed. 

Folketingsgruppens næstformand fungerer som politisk næstformand, 

og i formandens forfald fungerer denne tillige som formand. 

Hovedbestyrelsen vælger blandt sine fem landsmødevalgte medlemmer 

en organisatorisk næstformand. 

Hovedbestyrelsen konstituerer i øvrigt sig selv, og udarbejder 

selv en forretningsorden, og nedsætter udvalg efter behov til behandling 

eller varetagelse af særlige opgaver. 

Hovedbestyrelsen indkalder mindst een gang årligt bl.a. samtlige 

lokalforeningsformænd til organisatorisk og politisk drøftelse. 

Hovedbestyrelsen har ansvaret for den organisatoriske opbygning 

af Dansk Folkeparti og kan ansætte en partisekretær og anden 

medhjælp til varetagelse af det organisatoriske arbejde. 

21

Hovedbestyrelsen udarbejder i overensstemmelse med nærværende 

vedtægter standardvedtægter for amtsorganisationer, 

eventuelle kredsorganisationer samt lokalforeninger. 

§ 6. 

Kontingent m.v. 

Årsmødet fastsætter kontingentet til landsorganisationen. Kontingentet 

indbetales til landsorganisationen i henhold til regler 

fastsat af hovedbestyrelsen. 

§ 7. 

Tegningsret 

Dansk Folkeparti tegnes af formand eller een næstformand sammen 

med tre medlemmer af hovedbestyrelsen, hvoraf en skal 

være valgt direkte af årsmødet. 

§ 8. 

Eksklusion 

Hovedbestyrelsen kan med totrediedels flertal ekskludere personer, 

organisationer og lokalforeninger. 

Eksklusionen har omgående virkning. 

En ekskluderet person, organisation eller forening kan ikke forlange 

eksklusionen forelagt et årsmøde. 

§ 9. 

Amts- (storkreds) organisationerne 

Hver amts-/storkredsorganisation ledes af en bestyrelse bestående 

af formand, næstformand og minimum tre medlemmer, der 

alle vælges på den årlige generalforsamling. 

Det er amts-/storkredsorganisationens opgave 

at koordinere arbejdet mellem de enkelte lokalforeninger samt 

eventuelle kredsorganisationer inden for området. 

at forestå opstilling af kandidater til Folketinget jf. dog § 13, 

amtsråd samt kommunalbestyrelsen i de kommuner, hvor der 

ikke forefindes lokalforeninger. 

at forestå afholdelsen af medlemsmøder samt politiske møder 

m.v. 

§ 10. 

Generalforsamling i amts-/storkredsorganisationen afholdes 

hvert år inden udgangen af april måned, hvor følgende punkter 

skal behandles: 

1. Valg af referent. 


3. Valg af dirigent. 

4. Beretning og drøftelse af organisationens forhold. 



6. Fastsættelse af kontingent til amts-/storkredsorganisation 

for det kommende regnskabsår. 



9. Valg af næstformand. 

10. Valg af bestyrelsesmedlemmer og to suppleanter. 

11. Valg af revisor og en suppleant for denne. 

12. Valg af delegerede til årsmødet, jvf. § 11. 


22 

Det er hovedbestyrelsens opgave 

at koordinere arbejdet mellem de enkelte lokalforeninger indenfor 

storkredsene. 

at forestå opstilling af kandidater til kommunalbestyrelsen i de 

kommuner, hvor der ikke forefindes lokalforeninger. 

at der foretages opstilling af folketingskandidater og regionsrådskandidater 

på et opstillingsmøde jf. de af hovedbestyrelsen 

fastsatte retningslinier. 

Hovedbestyrelsen udarbejder i overensstemmelse med nærværendevedtægter 

standardvedtægter for lokalforeninger. 

§ 6. 

Kontingent m.v. 

Årsmødet fastsætter kontingentet til landsorganisationen. Kontingentet 

indbetales til landsorganisationen i henhold til regler 

fastsat af hovedbestyrelsen. 

§ 7. 

Tegningsret 

Dansk Folkeparti tegnes af formanden eller een næstformand 

sammen med tre medlemmer af hovedbestyrelsen, hvoraf en skal 

være valgt direkte af årsmødet. 

§ 8. 

Eksklusion 

Hovedbestyrelsen kan med totrediedels flertal ekskludere personer, 

organisationer og lokalforeninger. 

Eksklusionen har omgående virkning. 

En ekskluderet person, organisation eller forening kan ikke forlange 

eksklusionen forelagt et årsmøde.

Stemmeret på generalforsamlinger og opstillingsmøder samt 

valgbarhed til bestyrelsen og som kandidat til amtsrådet, har 

alle medlemmer med bopæl i amtet/storkredsen, der har betalt 

kontingent for det løbende regnskabsår. Med hensyn til nye medlemmer 

- herunder personer, der er slettet på grund af kontingentrestance 

- henvises til § 2, hvorefter stemmeret og valgbarhed 

til Dansk Folkepartis organer opnås efter 4 måneders medlemskab. 

Alle, der har betalt kontingent for det løbende regnskabsår, har 

adgang til generalforsamlinger og opstillingsmøder med taleret. 

Referat af generalforsamlingen skal indsendes til landsorganisationen. 

§ 11. 

Hvert amt/storkreds har ret til foruden formand og næstformand 

at sende en delegeret til årsmødet for hver påbegyndt fem medlemmer, 

dog mindst en fra hver folketingsopstillingskreds i amtet/storkredsen. 

Der beregnes antal delegerede af det totale antal 

betalende medlemmer hvert år pr. 31. december. 

Hovedbestyrelsen kan dog for samtlige amts/storkredse fastsætte 

et højere antal delegerede i forhold til det enkelte amts/storkreds 

antal medlemmer. 

Hovedbestyrelsen meddeler hvert år inden 1. marts hvert amt og 

hver storkreds, hvor mange delegerede det enkelte amt/den enkelte 

storkreds kan sende til årsmødet. 

§ 12. 

Amts-/storkredsbestyrelsen er, jf. dog § 13, ansvarlig for, at der 

foretages opstilling af folke-tingskandidater på et opstillingsmøde 

jf. de af hovedbestyrelsen fastsatte retningslinier. 

§ 13. 

Kredsorganisationer 

Kredsorganisationer til varetagelse af arbejdet i de enkelte folketingskredse 

kan oprettes efter hovedbestyrelsens beslutning herom, 

idet retningslinierne for kredsorganisationernes arbejde 

fastsættes af hovedbestyrelsen. 

Hovedbestyrelsen udarbejder ligeledes vedtægterne for kredsorganisationerne. 

§ 14. 

Europaparlamentsvalg 

Opstilling af kandidater til Europaparlamentsvalg foretages af et 

af hovedbestyrelsen særskilt indkaldt møde, idet hovedbestyrelsen 

fastsætter de nærmere retningslinier for, hvorledes kandidaterne 

udpeges. 

§ 15. 

Lokalforeninger 

I hver kommune søges med bistand af amts-/storkredsbestyrelsen 

oprettet en lokal vælgerforening, som ledes af en bestyrelse 

bestående af formand og næstformand samt minimum tre medlemmer, 

der alle vælges på den årlige generalforsamling. 

En forudsætning for oprettelse af en lokalforening er, at foreningen 

består af minimum 15 medlemmer med bopæl i kommunen, 

idet amts-/storkredsbestyrelsen dog kan dispensere herfra. 

Det er bestyrelsens opgave 

at forestå det politiske arbejde i kommunen. 

at forestå opstillingen af kandidater til kommunevalg. 

at forestå afholdelsen af politiske møder i kommunen, herunder 

afholdelse af medlemsmøder. 

at bistå amts-/storkredsbestyrelsen ved gennemførelsen af folketings- 

og amtsrådsvalg samt Europaparlamentsvalg. 

§ 9. 

Stemmeret og valgbarhed til regionsrådsvalg 

Stemmeret på opstillingsmøder samt valgbarhed som kandidat 

til regionsrådet har alle medlemmer med bopæl i regionen, der 

har betalt kontingent for det løbende regnskabsår. Med hensyn 

til nye medlemmer – herunder personer, der er slettet på grund 

af kontingentrestance - henvises til § 2, hvorefter stemmeret og 

valgbarhed til Dansk Folkepartis organer opnås efter 4 måneders 

medlemskab. 


adgang til opstillingsmøder med taleret. 

§ 10. 

Hver lokalforening har ret til foruden formand og næstformand 

at sende en delegeret til årsmødet for hver påbegyndt 15 medlemmer. 

Der beregnes antal delegerede af det totale antal betalende 

medlemmer hvert år pr. 31. december. 

Hovedbestyrelsen kan dog for samtlige lokalforeninger fastsætte 

et højere antal delegerede i forhold til den enkelte lokalforenings 

antal medlemmer. 

Hovedbestyrelsen meddeler hvert år inden 1. marts hver lokalforening, 

hvor mange delegerede den enkelte lokalforening kan 

sende til årsmødet. 

§ 11. 

Europaparlamentsvalg 

Opstilling af kandidater til Europaparlamentsvalg foretages af et 

af hovedbestyrelsen særskilt indkaldt møde, idet hovedbestyrelsen 

fastsætter de nærmere retningslinier for, hvorledes kandidaterne 

udpeges. 

§ 12. 

Lokalforeninger 

I hver kommune søges med bistand af hovedbestyrelsen oprettet 

en lokal vælgerforening, som ledes af en bestyrelse bestående af 

formand og næstformand samt minimum tre medlemmer, der 

alle vælges på den årlige generalforsamling. 

En forudsætning for oprettelse af en lokalforening er, at foreningen 

består af minimum 15 medlemmer med bopæl i kommunen, 

idet hovedbestyrelsen dog kan dispensere herfra. 

Det er bestyrelsens opgave 

at forestå det politiske arbejde i kommunen. 

at forestå opstillingen af kandidater til kommunevalg. 

at forestå afholdelsen af politiske møder i kommunen, herunder 

afholdelse af medlemsmøder. 

at bistå hovedbestyrelsen ved gennemførelsen af folketings- og 

regionsrådsvalg samt Europaparlamentsvalg. 

23

§ 16. 

Generalforsamling i lokalforeningerne afholdes hvert år inden udgangen 

af marts måned, hvor følgende punkter skal behandles. 




4. Beretning og drøftelse af foreningens forhold. 



6. Fastsættelse af kontingent til foreningen for det kommende 

regnskabsår. 





11. Valg af revisor og suppleant for denne. 



valgbarhed til bestyrelsen og som kandidat til kommunalbestyrelsen, 

har alle medlemmer med bopæl i kommunen, der har betalt 

kontingent for det løbende regnskabsår. Med hensyn til nye 

medlemmer - herunder personer, der er slettet på grund af kontingentrestance 


til Dansk Folkepartis organer opnås efter 4 måneders 

medlemskab. 




Almindelige bestemmelser for de tilsluttede foreninger. 

§ 17. 

Indkaldelsesvarsel 

Årsmøder, amts- og storkredsgeneralforsamlinger og generalforsamlinger 

i lokalforeninger samt opstillingsmøder skal indkaldes 

med mindst 14 dages varsel. 

§ 18. 

Konstituering 

Bestyrelser holder konstituerende møde senest tre uger efter de i 

§ 17 nævnte generalforsamlinger. 

§ 19. 

Tidsfrister for indsendelse af forslag 

Forslag til behandling på de i § 17 nævnte årlige generalforsamlinger 

skal være indsendt til den enkelte forenings formand senest 

1. februar, dog for årsmødet senest 1. august. 

Forslag til behandling på årsmøder kan indsendes af hovedbestyrelsen 

eller 25 delegerede. 

Forslag til ændringer af nærværende vedtægter kræver tillige, 

såfremt hovedbestyrelsen indsender forslaget, tilslutning fra 

partiformanden samt såfremt forslaget til ændring af vedtægterne 

fremkommer fra de delegerede, at et flertal af samtlige amts- 

/storkredsformænd tilslutter sig forslaget. 

Intet forslag, herunder forslag til vedtægtsændringer, kan behandles 

og vedtages på en generalforsamling, med mindre forslaget 

i sin helhed er opført på dagsordenen for den pågældende generalforsamling. 

Nye vedtægter træder i kraft med omgående virkning, med mindre 

andet fremgår af forslaget. 

§ 20. 

Afstemningsregler 

Ved afstemninger i forbindelse med valg af formanden og om 1. 

pladsen ved opstillingsmøder gælder reglen om absolut flertal 

(over halvdelen af de afgivne stemmer). 

Vedtægtsændringer skal vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer. 

24 

§ 13. 

Generalforsamling i lokalforeningerne afholdes hvert år inden udgangen 

af marts måned, hvor følgende punkter skal behandles. 




4. Beretning og drøftelse af foreningens forhold. 



6. Fastsættelse af kontingent til foreningen for det kommende 

regnskabsår. 





11. Valg af revisor og suppleant for denne. 

12. Valg af delegerede til årsmødet, jf. § 10. 



valgbarhed til bestyrelsen og som kandidat til kommunalbestyrelsen 

har alle medlemmer med bopæl i kommunen, der har betalt 

kontingent for det løbende regnskabsår. Med hensyn til nye 

medlemmer - herunder personer, der er slettet på grund af kontingentrestance 


til Dansk Folkepartis organer opnås efter 4 måneders medlemskab. 




Almindelige bestemmelser for de tilsluttede foreninger. 

§ 14. 

Indkaldelsesvarsel 

Årsmøder og generalforsamlinger i lokalforeninger samt opstillingsmøder 

skal indkaldes med mindst 14 dages varsel. 

§ 15. 

Konstituering 

Bestyrelser holder konstituerende møde senest tre uger efter de i 

§ 14 nævnte generalforsamlinger. 

§ 16. 

Tidsfrister for indsendelse af forslag 

Forslag til behandling på de i § 14 nævnte årlige generalforsamlinger 

skal være indsendt til den enkelte forenings formand senest 

1. februar, dog for årsmødet senest 1. august. 

Forslag til behandling på årsmøder kan indsendes af hovedbestyrelsen 

eller 25 delegerede. 

Forslag til ændringer af nærværende vedtægter kræver tillige, 

såfremt hovedbestyrelsen indsender forslaget, tilslutning fra 

partiformanden samt såfremt forslaget til ændring af vedtægterne 

fremkommer fra de delegerede, at et flertal af samtlige lokalforeningsformænd 

tilslutter sig forslaget. 

Intet forslag, herunder forslag til vedtægtsændringer, kan behandles 

og vedtages på en generalforsamling, med mindre forslaget 

i sin helhed er opført på dagsordenen for den pågældende generalforsamling. 

Nye vedtægter træder i kraft med omgående virkning, med mindre 

andet fremgår af forslaget. 

§ 17. 

Afstemningsregler 

Ved afstemninger i forbindelse med valg af formanden og om 1. 

pladsen ved opstillingsmøder gælder reglen om absolut flertal 

(over halvdelen af de afgivne stemmer). 

Vedtægtsændringer skal vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer.

Blanke stemmer betragtes som afgivne stemmer. 

Ved afstemninger til bestyrelsesvalg, hvor der skal vælges flere 

kandidater, skal der på hver stemmeseddel opføres en person 

mindre end det antal personer, der skal vælges. De personer, der 

herefter har fået flest stemmer, anses som valgt. 

Ved afstemninger til opstillingsmøder til kommunalbestyrelsen, 

amtsrådet samt til Folketinget, afgøres rækkefølgen af kandidaterne 

på følgende måde: 

1. afstemning: Der stemmes om hvem der skal indtage 1. pladsen. 

Der skrives 1 navn på stemmesedlen. Såfremt en af de foreslående 

kandidater har fået absolut flertal, er den pågældende 

valgt. Såfremt ingen kandidat har opnået absolut flertal foretages 

en ny afstemning mellem de to kandidater eller ved stemmelighed 

de kandidater, der har opnået flest stemmer. 

2. afstemning: Der stemmes om hvem der skal indtage pladserne 

2, 3 og 4. Der skrives 2 navne på stemmesedlen. De af kandidaterne, 

der har fået flest stemmer er valgt. 

3. og afsluttende afstemning: Der stemmes om de resterende 

pladser. Der skrives 1 person mindre på stemmesedlen end det 

antal personer, der mangler at blive valgt - dog maksimum 5 personer. 

Der kan ikke udøves stemmeret ved fuldmagt. 

§ 21. 

Ekstraordinær generalforsamling 

Ekstraordinær amtsgeneralforsamling samt ekstraordinær generalforsamling 

i lokalforeninger afholdes, når formanden, en trediedel 

af bestyrelsen eller en trediedel af de stemmeberettigede, 

jvf. §§ 10 og 16, anmoder derom. 

Ekstraordinær generalforsamling afholdes senest en måned efter, 

at anmodning om afholdelsen er modtaget af foreningens formand. 

For Dansk Folkepartis landsorganisation gælder de i § 3 omhandlede 

særlige bestemmelser. 

§ 22. 

Skriftlige forslag 

Alle formandsvalg og kandidatvalg skal foregå efter skriftlige 

forslag, og skal, hvor mere end en person bringes i forslag, ske 

ved skriftlig afstemning. 

Dirigenten kan ved alle andre afstemninger beslutte skriftlig afstemning. 

§ 23. 

Bestyrelses- og formandsvalg 

Bestyrelses- og formandsvalg gælder for et år ad gangen, jvf. dog 

§ 4 vedrørende valg til hovedbestyrelsen. 

§ 24. 

Diverse 

Foreningsåret er kalenderåret. 

§ 25. 

Hovedbestyrelsen kan efter ansøgning bevilge amts- og storkredsorganisationer 

samt lokalforeninger dispensation fra ovennævnte 

bestemmelser, idet dispensationen kun kan gælde paragrafferne 

9, stk 1, 10, stk. 1, 15, stk. 1, 16, stk. 1, 18 og 23. 

Hovedbestyrelsen kan tillige give dispensation for bestemmelserne 

i § 2 vedrørende dansk statsborgerskab samt valgbarhed til 

Dansk Folkepartis organer. 

En meddelt dispensation kan altid tilbagekaldes med et års varsel. 

Blanke stemmer betragtes som afgivne stemmer. 

Ved afstemninger til bestyrelsesvalg, hvor der skal vælges flere 

kandidater, skal der på hver stemmeseddel opføres en person 

mindre end det antal personer, der skal vælges. De personer, der 

herefter har fået flest stemmer, anses som valgt. 

Ved afstemninger til opstillingsmøder til kommunalbestyrelsen, 

regionsrådet samt til Folketinget, afgøres rækkefølgen af kandidaterne 

på følgende måde: 

1. afstemning: Der stemmes om, hvem der skal indtage 1. pladsen. 

Der skrives 1 navn på stemmesedlen. Såfremt en af de foreslående 

kandidater har fået absolut flertal, er den pågældende 

valgt. Såfremt ingen kandidat har opnået absolut flertal, foretages 

en ny afstemning mellem de to kandidater eller ved stemmelighed 

de kandidater, der har opnået flest stemmer. 

2. afstemning: Der stemmes om, hvem der skal indtage pladserne 

2, 3 og 4. Der skrives 2 navne på stemmesedlen. De af kandidaterne, 

der har fået flest stemmer, er valgt. 

3. og afsluttende Der stemmes om de resterende pladser. Der 

skrives 1 person mindre på stemmesedlen end det antal personer, 

der mangler at blive valgt - dog maksimum 5 personer. 

Der kan ikke udøves stemmeret ved fuldmagt. 

Ved opstilling af kandidater til kommunal- og regionsrådsvalg 

besluttes opstillingsformen (sideordnet eller partiliste) 

før 1. afstemning finder sted. 

§ 18 

Ekstraordinær generalforsamling 

Ekstraordinær generalforsamling i lokalforeninger afholdes, når 

formanden, en trediedel af bestyrelsen eller en trediedel af de 

stemmeberettigede, jf. § 13, anmoder derom. 

Ekstraordinær generalforsamling afholdes senest en måned efter, 

at anmodning om afholdelsen er modtaget af foreningens formand. 

For Dansk Folkepartis landsorganisation gælder de i § 3 omhandlede 

særlige bestemmelser. 

§ 19 

Skriftlige forslag 

Formandsvalg og kandidatvalg skal, hvor mere end en person 

bringes i forslag, ske ved skriftlig afstemning. 

Dirigenten kan også ved alle andre afstemninger beslutte skriftlig 

afstemning. 

§ 20. 

Bestyrelses- og formandsvalg 

Bestyrelses- og formandsvalg gælder for et år ad gangen, jf. dog § 

4 vedrørende valg til hovedbestyrelsen. 

§ 21. 

Diverse 

Foreningsåret er kalenderåret. 

§ 22. 

Hovedbestyrelsen kan efter ansøgning bevilge lokalforeninger 

dispensation fra ovennævnte bestemmelser, idet dispensationen 

kun kan gælde paragrafferne 12, stk. 1, 13, stk. 1, 15 og 20. 

Hovedbestyrelsen kan tillige give dispensation for bestemmelserne 

i § 2 vedrørende dansk statsborgerskab samt valgbarhed til 

Dansk Folkepartis organer. 

En meddelt dispensation kan altid tilbagekaldes med et års varsel. 

25

oganmeldelse 


ITyskland sidder en skuffet forlægger, 

der kun kan drømme om 

den verdensomspændende opmærksomhed, 

der blev Jyllands- 

Posten til del, efter at avisen dristede 

sig til at trykke de tolv karikaturtegninger 

af profeten Muhammed. 

Dr. Armin Geus, der er leder af 

”Basilisken- Presse” i den tyske by 

Marburg, udgav allerede i 2004 

den kontroversielle bog ”Profetens 

Harem” af forfatteren Johann 

Georg Mausinger. Det er en bog 

med en række saftige illustrationer 

af de mere kødelige sider af 

profetens liv. Men ikke kun tegningerne 

er spændende. 

I bogen skildres det, hvordan 

Muhammed fuldt ud levede op til 

sin egen udtalelse om, at der i jordelivet 

kun var tre ting, der interesserede 

ham: Kvinder, gode dufte 

og bøn. 

Muhammed var en særdeles aktiv 

herre udi elskovskunsten. Han 

havde flere koner på samme tid, og 

i haremmet var der noget for enhver 

smag – mulige pædofile tilbøjeligheder 

blev tilfredsstillet af 

den kun ni-årige hustru Aischa. 

Men hvem var Muhammed, og 

hvordan fik denne mand, der hverken 

kunne læse eller skrive sine 

mange åbenbaringer? 

Epilepsi og hysteri 

Ifølge bogens forfatter er en stor 

del af den gængse viden om profeten 

fra 1700 og 1800- tallets europæiske 

lærebøger konsekvent blevet 

ignoreret, ofret på den politiske 

korrektheds alter. Men allerede i 

Middelalderen beskæftigede forskere 

sig indgående med det mystiske 

fænomen Muhammed. Den byzantinske 

kronikør Theophanes Confessor, 

der levede fra 751 til 818, beskrev Muhammeds 

åbenbaringer som en sygdom 

og mente, at profeten led af epileptiske 

anfald og hysteri, mens den tredje kalif 

Uthman (574-656) beskriver, hvordan 

han under et besøg hos sin svigerfar 

Muhammed oplevede, at profetens ansigt 

pludselig vendte sig mod himlen, 

mens hans forvredne ansigt virrede 

frem og tilbage. Uthman spurgte, hvad 

der var galt, hvortil Muhammed svarede: 

”Jeg har netop fået åbenbaret et koranvers”. 

Nu kan man spørge sig selv, hvorfor 

det er interessant at beskæftige sig så 

indgående med Muhammeds sygdomme. 

Den tyske terrorekspert professor Dr. 

Udo Ulfkotte udtalte i 2003, at det i betragtning 

af den massive muslimske 

indvandring til Tyskland er nødvendigt 

at udnytte det rigelige kildemateriale til 

at foretage en ”patografi” – altså en sygdomsbiografi 

– over profeten for at opnå 

26 

Når en profet elsker… 

Ny bog sætter projektør på Muhammeds harem 

- bl.a. hans yngste kone, 9-årige Aischa - og beskriver 

i øvrigt profeten som en småsyg hystade 

en forståelse af, hvorfor op til tolv procent 

af muslimer i Tyskland åbenlyst bekender 

sig til brugen af terror. Udarbejdelsen 

af en sådan patografi kan kun 

finde sted i et tværfagligt samarbejde 

mellem historikere, læger og filologer. 

Helvede er befolket af kvinder 

At Muhammed ikke havde store tanker 

om det svage køn, kan siges med 

stor sikkerhed. Til en af sine bedste venner, 

Usama Ibn Zaid Harita, fortalte 

han denne historie om en drøm, han 

havde haft: ”Jeg stod ved porten til Paradis. 

De fleste af dem, der blev lukket 

ind, var fattige mennesker. Mange rige 

blev derimod afvist. De, som havde begået 

store synder, blev kastet i Helvede. 

Jeg stod også ved Helvedes port, og de 

fleste af dem, der blev lukket ind dér, 

var kvinder”. 

Kvinder var ifølge profeten kun objekter, 

skabt til mandens nydelse. Fik de 

magt, blev de farlige og ville friste man- 

den. Derfor var det nødvendigt 

med konstant undertrykkelse af 

kvinden, og kun en tilværelse som 

mandens fange, spærret inde i 

hans hus, prisgivet hans luner og 

indhyllet i tørklæder, kunne fratage 

kvinden enhver evne til at friste 

og så splid mellem mænd. 

Udgiveren slår fast, at der i den 

nutidige debat om islam næsten 

altid anføres økonomiske og politiske 

grunde til, at den muslimske 

verden er sakket voldsomt agterud 

i forhold til vesten, hvorimod det 

er i strid med tonen i debatten at 

nævne de utallige koranvers, der 

slår fast, at islam skal udbredes 

med ild og sværd, og at kvinder 

skal pakkes ind i gevandter fra 

top til tå. 

Samtidig ignoreres profetens 

åbenlyse og talrige karakterbrister 

fuldstændig. Intetsteds må 

det nævnes, at Muhammed førte 

et udsvævende seksualliv med 

pædofile tilbøjeligheder, og at det 

lykkedes ham at transformere banale 

personlige affærer og konflikter 

til problemer af teologisk karakter. 

Hver gang Muhammed 

stødte på et problem, kom Allah 

ham til undsætning med en til situationen 

passende åbenbaring. 

Som den ni-årige Aischa ifølge 

overleveringerne skal have bemærket 

til Muhammed: ”Din Gud 

kommer dig altid til undsætning, 

selv i kærlighedsaffærer”. 

Anmelderen skal i al beskedenhed 

ikke forsøge at gøre sig klog 

på det kildemæssige grundlag for 

bogens noget anderledes beskrivelse 

af profeten Muhammed, 

men blot konstatere, at ideen om 

at placere Muhammeds tænkning 

i en patologisk kontekst er yderst 

interessant. Samtidig er bogens 

tegninger, der er udfærdiget af 

den polske kunstner Maius Haban – 

Guds fred og velsignelse være med ham 

– en sand fornøjelse. 

De er så overbevisende og naturtro, at 

man føler sig som vidne til profetens 

kærlighedsliv på nærmeste hold. Og findes 

der i grunden noget mere livsbekræftende 

end kærlighedsaffærer? 

”Der Harem des 

Propheten” 

Aus dem Liebesleben 

eines Religionstifters 

Marburg an der 

Lahn 2004 

24 euro 

Bogen kan bestilles 

hos forlaget på 

adressen www.basilisken-pressemarburg.de

oganmeldelse 


ITyskland sidder en skuffet forlægger, 

der kun kan drømme om 

den verdensomspændende opmærksomhed, 

der blev Jyllands- 

Posten til del, efter at avisen dristede 

sig til at trykke de tolv karikaturtegninger 

af profeten Muhammed. 

Dr. Armin Geus, der er leder af 

”Basilisken- Presse” i den tyske by 

Marburg, udgav allerede i 2004 

den kontroversielle bog ”Profetens 

Harem” af forfatteren Johann 

Georg Mausinger. Det er en bog 

med en række saftige illustrationer 

af de mere kødelige sider af 

profetens liv. Men ikke kun tegningerne 

er spændende. 

I bogen skildres det, hvordan 

Muhammed fuldt ud levede op til 

sin egen udtalelse om, at der i jordelivet 

kun var tre ting, der interesserede 

ham: Kvinder, gode dufte 

og bøn. 

Muhammed var en særdeles aktiv 

herre udi elskovskunsten. Han 

havde flere koner på samme tid, og 

i haremmet var der noget for enhver 

smag – mulige pædofile tilbøjeligheder 

blev tilfredsstillet af 

den kun ni-årige hustru Aischa. 

Men hvem var Muhammed, og 

hvordan fik denne mand, der hverken 

kunne læse eller skrive sine 

mange åbenbaringer? 

Epilepsi og hysteri 

Ifølge bogens forfatter er en stor 

del af den gængse viden om profeten 

fra 1700 og 1800- tallets europæiske 

lærebøger konsekvent blevet 

ignoreret, ofret på den politiske 

korrektheds alter. Men allerede i 

Middelalderen beskæftigede forskere 

sig indgående med det mystiske 

fænomen Muhammed. Den byzantinske 

kronikør Theophanes Confessor, 

der levede fra 751 til 818, beskrev Muhammeds 

åbenbaringer som en sygdom 

og mente, at profeten led af epileptiske 

anfald og hysteri, mens den tredje kalif 

Uthman (574-656) beskriver, hvordan 

han under et besøg hos sin svigerfar 

Muhammed oplevede, at profetens ansigt 

pludselig vendte sig mod himlen, 

mens hans forvredne ansigt virrede 

frem og tilbage. Uthman spurgte, hvad 

der var galt, hvortil Muhammed svarede: 

”Jeg har netop fået åbenbaret et koranvers”. 

Nu kan man spørge sig selv, hvorfor 

det er interessant at beskæftige sig så 

indgående med Muhammeds sygdomme. 

Den tyske terrorekspert professor Dr. 

Udo Ulfkotte udtalte i 2003, at det i betragtning 

af den massive muslimske 

indvandring til Tyskland er nødvendigt 

at udnytte det rigelige kildemateriale til 

at foretage en ”patografi” – altså en sygdomsbiografi 

– over profeten for at opnå 

26 

Når en profet elsker… 

Ny bog sætter projektør på Muhammeds harem 

- bl.a. hans yngste kone, 9-årige Aischa - og beskriver 

i øvrigt profeten som en småsyg hystade 

en forståelse af, hvorfor op til tolv procent 

af muslimer i Tyskland åbenlyst bekender 

sig til brugen af terror. Udarbejdelsen 

af en sådan patografi kan kun 

finde sted i et tværfagligt samarbejde 

mellem historikere, læger og filologer. 

Helvede er befolket af kvinder 

At Muhammed ikke havde store tanker 

om det svage køn, kan siges med 

stor sikkerhed. Til en af sine bedste venner, 

Usama Ibn Zaid Harita, fortalte 

han denne historie om en drøm, han 

havde haft: ”Jeg stod ved porten til Paradis. 

De fleste af dem, der blev lukket 

ind, var fattige mennesker. Mange rige 

blev derimod afvist. De, som havde begået 

store synder, blev kastet i Helvede. 

Jeg stod også ved Helvedes port, og de 

fleste af dem, der blev lukket ind dér, 

var kvinder”. 

Kvinder var ifølge profeten kun objekter, 

skabt til mandens nydelse. Fik de 

magt, blev de farlige og ville friste man- 

den. Derfor var det nødvendigt 

med konstant undertrykkelse af 

kvinden, og kun en tilværelse som 

mandens fange, spærret inde i 

hans hus, prisgivet hans luner og 

indhyllet i tørklæder, kunne fratage 

kvinden enhver evne til at friste 

og så splid mellem mænd. 

Udgiveren slår fast, at der i den 

nutidige debat om islam næsten 

altid anføres økonomiske og politiske 

grunde til, at den muslimske 

verden er sakket voldsomt agterud 

i forhold til vesten, hvorimod det 

er i strid med tonen i debatten at 

nævne de utallige koranvers, der 

slår fast, at islam skal udbredes 

med ild og sværd, og at kvinder 

skal pakkes ind i gevandter fra 

top til tå. 

Samtidig ignoreres profetens 

åbenlyse og talrige karakterbrister 

fuldstændig. Intetsteds må 

det nævnes, at Muhammed førte 

et udsvævende seksualliv med 

pædofile tilbøjeligheder, og at det 

lykkedes ham at transformere banale 

personlige affærer og konflikter 

til problemer af teologisk karakter. 

Hver gang Muhammed 

stødte på et problem, kom Allah 

ham til undsætning med en til situationen 

passende åbenbaring. 

Som den ni-årige Aischa ifølge 

overleveringerne skal have bemærket 

til Muhammed: ”Din Gud 

kommer dig altid til undsætning, 

selv i kærlighedsaffærer”. 

Anmelderen skal i al beskedenhed 

ikke forsøge at gøre sig klog 

på det kildemæssige grundlag for 

bogens noget anderledes beskrivelse 

af profeten Muhammed, 

men blot konstatere, at ideen om 

at placere Muhammeds tænkning 

i en patologisk kontekst er yderst 

interessant. Samtidig er bogens 

tegninger, der er udfærdiget af 

den polske kunstner Maius Haban – 

Guds fred og velsignelse være med ham 

– en sand fornøjelse. 

De er så overbevisende og naturtro, at 

man føler sig som vidne til profetens 

kærlighedsliv på nærmeste hold. Og findes 

der i grunden noget mere livsbekræftende 

end kærlighedsaffærer? 

”Der Harem des 

Propheten” 

Aus dem Liebesleben 

eines Religionstifters 

Marburg an der 

Lahn 2004 

24 euro 

Bogen kan bestilles 

hos forlaget på 

adressen www.basilisken-pressemarburg.de

Dansk Folkeblad 

Dansk Folkeparti 

Christiansborg 

1240 København K 

To ægte 

DF-traditioner 

Gå ikke glip af de to dejlige sommerfester, 

der er blevet en ægte 

DF-tradition. Grundlovsfesten på 

Lykkesholm Slot ved Ørbæk på 

Fyn og Sankt Hans Aften i de helt 

perfekte rammer på Parcelgaarden 

ved Roskilde Fjord. På grundlovsdag 

den 5. juni taler Pia Kjærsgaard 

og Kristian Thulsen Dahl. For 

den musikalske underholdning står 

den islandsk-danske sangerinde 

Hanna Ragnarsdottir med sin veloplagte 

duo. Sankt Hans Aften den 

23.juni holder Pia Kjærsgaard båltale 

på Parcelgaarden, og bålet 

tændes til fællessang af Holger 

Drachmanns smukke Midsommervise. 

Der vil også her være underholdning 

med musik. Kh 

Magasinpost 

12875 

Foto: Allan Køhler Andersen 

Kat på 

lærred 

Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører 

– 

Danmarks dyreven nr. 

1 - Christian H. Hansen 

har fået overrakt 

dette maleri, der er en 

tro kopi af et billede af 

hans kat, ”Special”. 

Kunstneren er Else 

Birkedal, som er så 

glad for Dansk Folkepartisdyrevelfærdspolitik, 

at hun ville betænke 

Folketingets 

første dyrevelfærdsordfører 

med værket, 

som nu skal op at 

hænge i hjemmet i 

Hvalsø på Sjælland. 

Else Birkedal henter 

sin inspiration fra de 

skønne områder ved 

hendes bopæl ved 

Kundby på Sjælland, 

men finder ellers stor 

glæde ved at male oliemalerier 

på bestilling 

– og det hvad enten, 

det er barnebarnet, 

svigermor, kolonihavehuset 

eller – som i dette 

tilfælde – kæledyret. 

Kh 

(Foto: Karsten Holt)

Statsminister??? - Dansk Folkeparti

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?