TRYK HER - Jenle

Aakjærselskabet 

NYHEDS– OG INFORMATIONSMAIL NR. 19 

Jenle, den 15. aug. 2012 

Se Jenle.dk 

DANMARKS STØRSTE LITTERATURSELSKAB ‐ BLIV MEDLEM ‐ TRYK www.jenle.dk

DU KAN NÅ DET ENDNU! 

HVIS DU ER HURTIG 

Desværre er de nummererede billeer billeer billeer udsolgte, men der er fortsat 

billeer billeer billeer l l l denne fantasske fantasske fantasske aen. aen. aen. De optrådte i 2009 og to gange i 

2010 på Jenle og alle gange var der udsolgt. Det forventer vi også i år. 

Du kan købe billeerne billeerne billeerne på www.jenle.dk 

www.jenle.dk. 

. 

2

akjæraenen akjæraenen akjæraenen den 26. 

juli er noget helt speci‐ 

elt for Aakjær Aakjær‐ Aakjær 

selskabet. Fortælle Fortælle– Fortælle og dialektgruppen har 

igennem et år arbejdet med årets tema, 

der er ”Aakjær og det religiøse”. 

Det var en praguld praguld praguld lun sommer sommer‐aen, 

sommer aen, aen, 

hvor 75 havde fundet vej l l l Jenle for at få 

viden om Jeppe Aakjærs forhold l l l det reli‐ 

giøse. 

(Fortsæes på side 14) 

3 

Ruth Dein på talerstolen under oplæsning af digtet 

”Karlsvognen”. Foto Hans Frederiksen.

KARLSVOGNEN 

I Jeppe Aakjærs fineste digtsamling Rugens Sange og andre Digte fra 

1906 skildres naturen som det centrale omdrejningspunkt, og 

erindringen om almuelivet fastholdes i digtets evige nu blandt andet i 

det smukke digt ”Karlsvognen”. For Aakjær er mennesket, hverken 

med med‐ med eller modspiller l l l naturen, men er indlejret i den den—som den som det natur 

‐ligste ligste i verden. 

I det vældige Rum, hvori Kloderne svæver, 

hvor de drager som Flager af Mulm og af Lys, 

hvori Stjernernes Tusinder flimrer og bæver 

under Almagtens Pust og det Eviges Gys ‐ 

— I det Tavshedens Dyb er du sat l at vandre 

med din knækkede Stang omkring Nordboens Pol; 

og naar Jordbuens Skygger har taget de andre, 

staar du lige ukuet, syvstjernede Sol! ‐ 

Jeg har talt dine Hjul, før jeg knap kunde stave, 

jeg har ridset dit Billed i Rudernes Rim; 

jeg har set dig saa stor over sneede Grave 

men saa bleg, naar det gjæred i Vaarnaens Kim. 

Laa jeg skræmmet i Drømme om Farer derude, 

og jeg løed fra Puden min brændende Kind, 

stod du ndrende tavs i min øverste Rude 

og gød lysende Fred i mit barnlige Sind. 

Du har fulgt mine Fjed paa den drømmende Hede, 

hvor i Dalen jeg søgte det vildfarne Lam; 

naar bekymret jeg standsede, træt ved at lede, 

stod dit Billed og skjalv i den porskranste Dam. 

4

Naar det braged om Naen i Isgangens Panser, 

medens Nordlyset drev sin fortryllende Leg, 

og din Vogn blev beskudt med forsølvede Lanser, 

stod hos Far jeg ved Gavlen og srrede bleg. 

Du har lyst paa min S over rimslagne Enge, 

hvor i Mørket sig vender det frysende Kvæg, 

du har kortet min Kvæld, naar jeg ventede længe 

med det rullende Skud bag de dølgende Flæg. 

Du har tryllet mit Sind, saa jeg knap kunde sove, 

naar du spejled din Pragt i den mørknende Fjord, 

du har baaret min Drøm gjennem slumrende Skove 

med dit funklende Hjul og din Stjært imod Nord. 

Naar det lyste bag Krat af den segltynde Maane, 

og det suste saa sagte i Midnaens Siv, 

har jeg skimtet dit Hjul bag den vigende Blaane 

med min skjælvende Arm om den Elskedes Liv. 

Du har løet min Sjæl mod det Eviges Vrimmel, 

naar jeg srrende stod paa min natvaade To, 

og min søgende Tanke omsvirrede svimmel 

som et usseligt Møl under Stjernernes Lo. 

— Da den urfødte Mand havde hvælvet sin Hye, 

stod du lysende højt for hans skinddækte Dør; 

og hans Slægt vil du se som Udsleelsens Bye, 

thi for dig er Aartusind som Hug gjennem Rør. 

Se, du løer din Lygte i Lidelsens Næer, 

og de døende Slægter du lyser paa Vej; 

naar min Kvæld stunder l, og sig Skyggerne tæer, 

lad mig lukke mit Blik om en Straale fra dig! 

Digtet er skrevet den 21. januar 1906 under et besøg hos distriktslæge Johanne og 

Sigurd Rambusch i Sjørup. 

5

Jenlefesten 2012 

Annmarie Langballe 

kronik Flensborg Avis” 

Livlinen l l l vejrguderne var for en 

stund arudt arudt arudt l l l årets Jenlefest, 

for en hel mes mes mes skybrud før festens 

start truede med at drukne hele 

arrangementet. På slaget 13.00 

kom solen frem og velsignede de 

850 deltagere med sin lstedevæ‐ lstedevæ‐ lstedevæ‐ 

relse l l l 17.30. Formandens bøn 

virkede omsider. 

Regntøj, klapstole og kaffekurve blev, 

hvor de var. Kun få forlod stedet. 

”Nu er dagen fuld af sang” og ”Se dig ud 

en sommerdag” lød dernæst forjæen‐ 

Aakjær og det religiøse. 

Foto: Flemming Eskildsen 

Aakjærselskabet har spurgt Annmarie 

Langballe om lladelse l at bringe 

nedenstående kronik fra Flensborg Avis. 

6 

de og smukt i de vidunderlige omgivel‐ 

ser. 

Jeppe Aakjær var dog ikke bare en el‐ 

sket naturlyriker, men også en folkekær 

samfundsrevser. Aakjærselskabets år‐ 

bog i år hedder netop ”Aakjær og det 

religiøse”, og dee tema er allerede an‐ 

slået i hans erindringer ”Fra min bie‐ 

d”. I hans barndom spredte Indre Mis‐ 

sion mørke skyer og talte om de frelste 

og de fortabte. Ja, afladshandelen blev 

ikke afskaffet med reformaonen, som 

skildret i ”Missionen og dens høvding” 

fra 1897. En grundtvigsk lærer fik en af‐ 

gørende betydning for drengen Jeppes 

livssyn. 

Formanden fra Aakjærselskabet Hen‐ 

ning Linderoth fremhæver Aakjærs 

sprogbrug og fremhæver følgende cita‐ 

ter: ”Så sluer far i Jesu navn, og hjem‐ 

met går l hvile med høsten i sin favn”, 

”Af levende menneskers døde tale lær‐ 

te jeg intet; af døde mænds levende 

værker lærte jeg alt. Leve de døde!” og 

”Han havde i hvert lfælde dyb respekt 

for det religiøse”. Det sidste var svar l 

de, som spørger ”Var han ikke ateist?”

Der var i samden en 

præstestand, som var 

blind for samfundsfor‐ 

hold, og det forargede 

Aakjær kolossalt. Han 

kunne ikke forholde sig 

l påstande om Guds 

straf, men snakkede 

om ansvar over for 

samfundet, ikke mindst 

de magthavendes. I 

dag kalder vi det at ta‐ 

ge ansvar for egen læ‐ 

ring i alle samfunds‐ 

grupper. 

Samtlige optrædende, 

udenrigsminister Villy 

Søvndal, journalist og 

forfaer Niels Krause‐Kjær, kgl. skue‐ 

spiller Ghita Nørby, musikerne Lars 

Hannibal og Lars Lilholt frembar egne 

eksempler på deres forhold l det religi‐ 

øse og Jeppe Aakjær og brugte så den 

på at formidle viggheden af fællesskab 

i en d med sgende individualisme. 

7 


Udenrigsministeren fokuserede på det 

at kende sin besøgelsesd, når historien 

banker på. Det er klogt med mod og 

håb at glæde sig over det arabiske forår 

og lægge bekymringerne på standby. Af 

kendte totalitære diktaturstater er de 

gradvis faldet over hele kloden. Nogen 

hæver stemmen, nogen mister livet, 

men de skaber forandring for deres 

skæbne og deres lands fremd. 

Han fremhævede Dostojevskij´s ord om 

det ydmygende og sårende over for fol‐ 

ket i sin samd. Også i dag er der en so‐ 

cial stemme over alt i verden. 

Enhver periode i historien er noget sær‐ 

ligt, og Aakjær sae kød og blod på sin 

d ved bl.a. at skrive ”Hvem sidder der 

bag skærmen” med Jens Vejmand som 

fronigur. I bogen ”Vredens 

børn” (1904) behandledes undertrykkel‐ 

sen og ureærdigheden overfor tyende 

og landarbejdere, et tema som John 

Steinbeck senere i bogen ”Vredens dru‐ 

er” fra 1939 uddybede med at skrive 

om social ulighed, håb, sammenhold og 

værdighed.

Kampen mod ureærdighed må foregå 

overalt i verden. Børnearbejde, pros‐ 

tuon, krig, børnesoldater maner l 

eertanke og kræver engagement af 

ansvarlige i hele verden. 

Villy Søvndal er vokset op i et hjem med 

Indre Mission og fik dligt lært, at det 

var en pligt at sæe sig ind i andres livs‐ 

vilkår og påtage sig ansvar for hinanden. 

Det var ikke bare et ydre krav, men det 

skulle komme indefra. Den sociale in‐ 

dignaon blev vakt, og troen blev en 

reesnor. 

På landets universiteter forskes der i 

disse år i velfærdssamfundets lieratur, 

og ”Jens Vejmand” betragtes som inspi‐ 

raonen l 1960ernes velfærdsrefor‐ 

mer. 


Niels Krause‐Kjær snakkede især om nu‐ 

den og fremden ud fra begrebet op‐ 

mærksomhedskultur. Det betyder 

enormt meget for magorholdene. Han 

fortalte om en oplevelse, han havde 

ha på Skanderborg Staon, hvor en lil‐ 

le flok søvndrukne rejsende en dlig 

8 

morgenstund stod og kiggede på tæer‐ 

ne for ikke at få øjenkontakt. Da kom‐ 

mer en mand løbende med en compu‐ 

ter under armen og siger stakåndet l 

én af de rejsende, at han ligner en ærlig 

mand, om han skal l København, og 

om han så vil tage computeren med l 

hans daer, som skal bruge den l eksa‐ 

men over frokost. Hun skulle nok stå 

med navneskilt på banegården. Compu‐ 

teren kom med og blev behørigt afleve‐ 

ret l daeren. Alle de andre overvåge‐ 

de naturligvis, at det skete. Historien 

skulle belyse, hvor meget to for hinan‐ 

den fremmede stoler på hinanden i vo‐ 

res lille land. 

Danskerne er det mest llidsfulde folk i 

verden. Der er en usagt social kontakt, 

og dee begreb opstod, da englænder‐ 

ne bombede København i 1807, staten 

gik bankerot i 1813 og Norge mistedes i 

1814. Da fik danskerne lært, at de delte 

skæbne og selv måe tage vare på de‐ 

res liv. Man måe bære omsorg for hin‐ 

anden. Hen ad vejen opstod andelsbe‐ 

vægelsen mm. Vi fik lært, at man skulle 

kunne skændes, men alligevel finde løs‐ 

ninger, for vi skulle dele skæbne. 

Vi skal give hinanden opmærksomhed. 

Mange vil gerne have del i opmærksom‐ 

heden. TV‐reklamer prøver at fange og 

fastholde vores opmærksomhed et par 

sekunder – lever af det. Debaerne i TV 

og P1 bliver frataget dybde, for seerne/ 

lyerne falder fra eer et vist antal mi‐ 

nuers opmærksomhed, og de zapper 

videre, hvis det bliver for krævende. Ja,

om føje år skal aviserne betale læserne 

for, at de giver avisen opmærksomhed. 

Den samlede mængde informaon i 

verden er større end nogen sinde i hi‐ 

storien, men får den ikke opmærksom‐ 

hed, er den ikke noget værd. 

Én af løsningerne i folkestyret er l sta‐ 

dighed at lære at skændes – ordentligt 

– og så blive enige om, hvad vi er uenige 

om. I USA blev det antydet, at dee ikke 

var blevet helt forstået, f.eks. mener et 

stort flertal, at præsidenten er muslim. 

Det bliver sværere og sværere at koble 

sig på fællesskaber, men vi skal være 

forpligtede på at lye l hinanden. 

Linderoth blandede sig og mente, at l‐ 

lid og fællesskab var i fremmarch. Der 

er 80 frivillige i det lierære selskab 

Jenle i blomsterkanten af Danmark – 

stedet, hvor der er udsyn. Det syntes, 

han var flot. 

Inden kaffepausen blev der sunget 

”Slle, Hjærte, Sol gaar ned”, den mest 

religiøse verdslige sang, der er skrevet. 


Ghita Nørby læste Aakjærsange med 

stor, stor indlevelse. Hun havde sunget 

disse sange ind i sit blod i sit barndoms‐ 

9 

hjem. Hun var helt henrivende i 

H.C.Andersen historierne, som nærmest 

blev gennemlevet som skuespil. I ”Det 

utroligste!” var det utroligste, at ingen 

var misundelig, mens hele følelsesregi‐ 

stret blev akveret ved fremførelsen af 

”Det er ganske vist!”. Her plukkede fem 

høns sig for at vække hanens opmærk‐ 

somhed – forlød det. 

Hun lagde megen følelse i oplæsningen 

af La Fontaine´s fabel ”De to geder!” 

Begyndelsen lyder sådan: ”Det ender 

galt med verdensriger, hvis ikke no´en i 

verden viger” og sluer eer flere linjer 

med: ”Hvis én vil gi´ en anden ret, kan 

begge gå på samme bræt”. (Det er uma‐ 

gen værd at læse hele fablen på Ghitas 

side på neet). 


Lars Hannibald´s første plade var med 

Aakjærs sange. Han fik et livslangt enga‐ 

gement i musikkens verden gennem en 

lærer på Møllevangskolen i Viby, af no‐ 

gen kaldt Bøllevangskolen. 

Lars Lilholt sang om ikke bare at finde 

sig selv, men om at prøve at finde hin‐ 

anden i et fællesskab. I hans sang

Eskild Dohn og Lars Lilholt på Jenles scene under fremførelse af Lilholts nye sang ”Danmark ligger åben”. 

En utrolig flot sang. Der blev afsluet med ”Jens Langkniv”, der er skrevet i 1916 ‐ få meter fra scenen. 

”Danmark ligger åben” er der en drøm 

om llid, åbenhed, at høre l. 

Hele forsamlingen klappede takast l 

Folk Rock ”Jens Langkniv” (navnet på én 

af Aakjærs romaner) ”Han tog fra de rige 

og gav l de små, og ravnene skrige ved 

Karup Å”. 

Det er tankevækkende, at Jens Vejmand 

er på beatet igen. Det er også interessant, 

at rekordbesøgstallet på 8000 deltagere 

l Jenlefester var i Genforeningsåret 

1920, hvor rigsdagsmand og redaktør H. 

P. Hanssen var hovedtaler. 

Markant, at Woody Allens nye film ”To 

Rome With Love” handler om opmærk‐ 

somhed. Hvem får den? Hvem er bere‐ 

get l den? Hvilken betydning spiller me‐ 

dierne? 

10 

Foto: Flemming Eskildsen

Pressefolk havde i 

stort tal fundet vej 

l Jenlefesten. 

Af Henning Henning Henning Linderoth, Linderoth, Linderoth, 

formand formand formand for 




EEE erhånden erhånden erhånden 

som antal‐ 

let af besøgende 

på Jenle er steget 

markant og antal‐ 

let af frivillige er 

fulgt godt eer, eer, eer, 

så har Aakjærsel‐ 

skabet fået mod 

på at udvikle Jenlefesten og gøre 

det langsomt lidt større på sigt. 

Meget overraskende, så har det samdig be‐ 

tydet, at den landsdækkende presse nu mel‐ 

der deres ankomst. Det er vi rigg stolte af. 

Jeg spurgte en af journalisterne, der lige hav‐ 

de interviewet mig, om deres interesse for 

Jenlefesterne og for Aakjærselskabet. Ved‐ 

kommende havde været der l de tre forgå‐ 

ende Jenlefester. Der var ingen tvivl: 

Det er Aakjærselskabets evne l at forene 

tradionen og fornyelse. Tilhørerne er gla‐ 

de for at synge med på sange de kender. 

De er glade for at høre talerne og få noget 

11 

med hjem at tænke over. Ja, så er de gla‐ 

de for god underholdning! 

Det var sød musik for Aakjærselskabet. I god 

d inden Jenlefesten havde vi rundsendt en 

pressemeddelelse l den danske presse, hvor 

vi havde bedt dem melde retur, om de ville 

være repræsenteret. Til vores store overra‐ 

skelse, så kom der mange posive refleksio‐ 

ner på indbydelsen. 

Vi var bestemt ikke klar over, at den også ville 

blive modtaget af den frie kinesiske presse. 

Pressegruppen blev noget overrasket, da de 

modtog meddelelsen. 

På selve dagen var der mødt over 20 presse– , 

foto– og kamerafolk op på Jenle. Den skriven‐ 

de presse var godt repræsenteret, og vi har

Udenrigsminister Villy Søvndal bliver interviewet af TV‐journalist Svend‐Vilhelm Mikkelsen. Her klip fra 

TV2 Midt‐Vests nyhedsudsendelse den 5. aug. 2012. 

da også kendskab l en del arkler og herun‐ 

der også en kinesisk. 

TV2 Midt‐Vest havde sendt en kameramand, 

der var på Jenle under hele festen. 

hp://www.tvmidtvest.dk/nev/?id=16564 

12 

En radiojournalist fra DR var også kommet og 

lavede to små udsendelser, der blev sendt 

næste morgen mandag, den 6. august 

hp://www.dr.dk/P4/Vest/Nyheder/Skive/2012/08/06/073549.htm 

Til venstre ses Journalist og forfaer Niels 

Krause‐Kjær, udenrigsminister Villy Søvndal og 

sangskriver og sanger Lars Lilholt. 

Foto Gie Smedemark DR. (udklip)

Den kinesiske TV‐staon NTDTVs udsendelse 

kan ses på: 

hp://www.ntdtv.com/xtr/gb/2012/08/08/a744268.html.‐%E4%B8%B9%E9%BA%A6%E8%80%B6%E4% 

BC%AF%E7%9A%84%E7%BA%AA%E5%BF%B5%E6%97%A5‐%E7%87%95%E4%B9%90%E8%81%9A%E4% 

BC%9A.html#video 

Jeg vil her slue med at sige pressen og lhø‐ 

rerne tak for det store fremmøde l Jenlefe‐ 

sten den 5. aug. 2012 og på gensyn l den 33. 

Jenlefest den 4. aug. 2013. 

Skiveegnens meget professionelle TV‐staon 

Twilight TV var l stede under hele Jenlefe‐ 

sten og producerer to udsendelser du kan fin‐ 

de her. 

hp://www.twilighv.dk/index.php?opon=com_content&view=arcle&id=122&Itemid=67 

AFTALE MED BEST WESTERN I SKIVE 

Aakjærselskabet har indgået aale aale aale med Best Western i Skive om over‐ 

natning og besøg på Jenle. Kontakt hotellet i Skive for flere oplysninger. 

13 

Det har meget stor betydning for Aakjærsel‐ 

skabet, at vi bliver så flot præsenteret i den 

danske presse. Det betyder samdig, at vi har 

lagt en standard, som det bliver svært at leve 

op l hvert år. 

Nogle gange skal der også lidt held l. Man 

skal møde de rigge personer på det rigge 

dspunkt. Det er derfor utrolig viggt at 

etablere et stort og akvt netværk. Det har vi 

på Jenle gennem de mange frivillige, der hele 

den giver input l hele organisaonen. 

BEST WESTERN 

HOTEL GL. SKIVEHUS 

Sdr. Boulevard 1, 7800 Skive 

Tlf. 97 52 11 44 

info@skivehus.dk 

www.skivehus.dk

(Fortsat fra side 3) 

Tilhørerne blev bestemt ikke snydt. Per Mou‐ 

ritsen fortalte meget præcist, om det arbejde 

han foretog sig med gravning eer fakta om 

Aakjærfamiliens forhold l livets overgangri‐ 

ter, så som fødsel, dåb, navn‐givninger, kon‐ 

firmaoner, bryllupper og begravelser. 

Det er alt sammen noget, som Per Mouritsen 

har gjort rede for i NI. Arbejdet er ikke færdig 

endnu. Der viser sig at være rigg meget at 

sige om denne sag. De juridiske forhold på 

Aakjærs d var noget anderledes end i dag. 

Peder Krisan Nielsen indledte aenen med 

fortællingen om Aakjærs forhold l de to reli‐ 

giøse retninger, der omkring ved år 1900 stri‐ 

des om udlægningen af det rigge kristne liv. 

Aakjær tog afstand fra både grundtvigiani‐ 

sterne og de indremissionske lhængeres ud‐ 

lægning af kristenlivet. Aakjær var realist— 

men var han ateist? 

(Fortsæes på side 15) 

Foruden Ruth Dein optrådte Per Mouritsen, Hans Frederiksen og Krisan Peder Nielsen (PK). PK var den, 

der bandt aenen sammen medens Anna Lisbeth Olesen spillede l. Foto: Hans Frederiksen og Anton 

Mehlsen 

14

Redakonen af NI har fået lov l at anvende en meget forkor‐ 

tet udgave af P.K. Nielsens foredrag om Aakjærs religiøsitet, 

der blev holdt på Jenle torsdag den 26. juli 2012 i forbindelse 

med Aakjæraenen. 

Foredraget i sin helhed kan man købe af P.K. Nielsen tlf. 9756 1550. 

OM BARNDOMMENS RE‐ 

LIGIØSITET 

Jeppe Aakjærs religiøse opdragelse lignede 

alle andre børns der på egnen. Han gik i skole 

hos den gamle Konservave lærer Lund i Fly, 

som hyldede udenadslæren og hvis bedste 

pædagogiske middel var tampen, som børne‐ 

ne oe fik bekendtskab med, når de ikke kun‐ 

ne leken. I sine erindringer fortæller han om, 

hvor hårdt det var for børnene at skulle lære 

noget for dem ganske uforståeligt udenad, og 

hvor nidkært hans morfar overhørte børne‐ 

børnene i leken. Kunne de ikke svare, måe 

de føle riset, som bedstefaderen nærmest fry‐ 

dede sig over at anvende. 

Nu var det ikke blot morfaderen, men mode‐ 

ren kunne også, når hun siddende ved sin rok 

overhørte børnene i katekismus og abc. Hvis 

barnet stadig ikke kunne leken eller viste ad‐ 

spredthed, ”lagde ikke vor vid ved det,” som 

hun sagde, kunne riset snart findes frem fra 

sit gemme. Dee ikke af ondskab, men sådan 

gjorde man dengang. Ellers omtaler Jeppe 

Aakjær moderen med stor kærlighed. Han el‐ 

skede sin mor, måske mest for det følsomme 

sind, som Jeppe ikke arvede så lidt af. Om 

hendes religiøsitet har han blandt andet skre‐ 

vet i sine erindringer. Eer at have beskrevet, 

hvor lidt moderen magtede at skrive, fortæl‐ 

ler han: 

”Heller ikke i læsning kan man sige, at hun 

eksilerede. Hun foragtede aviser, ja, jeg 

15 

har aldrig set hende med et blad i hånden, 

endda vi havde dem i hjemmet, da min far 

var en flig avislæser. Romaner og andre 

verdslige skrier fik også lov at være i fred 

for hende. Kun salmebogen fandt nåde for 

hendes øjne, men også her kun de salmer, 

hun kendte og havde lært l konfirmao‐ 

nen. Salmebogen kunne hun tage ned fra 

hylden, hvor den lå ved siden af strygejer‐ 

net, og synge med højt og gennemtræn‐ 

gende røst melænge, mens tårerne 

strømmer over hendes blege kinder, ellers 

var der ikke noget ved det. Mor var et fø‐ 

lelsesmenneske. Jeg har hende mistænkt 

for, at hun mange gange slet ikke forstod 

salmens ordlyd, men hun havde lært den 

l konfirmaon, og det var så dejligt, og 

så græd hun”. 

Faderen var derimod helt anderledes. Han var 

venstremand om en hals, og gennem avislæs‐ 

ning fulgte han godt med i alt, der rørte sig i 

samfundet, men han gik slle med dørene. 

Kun sjældent kunne han nikke anerkende l 

sønnens oprørske tanker. Som Aakjær skriver: 

”Det passede så godt l hans natur at be‐ 

kende sig l en ædel humanisme, der tog 

forsigg afstand fra hårdhjertede og bar‐ 

bariske domme over folk, der ikke ganske 

svor l de strengeste dogmer. Far troede 

således ikke på noget evigt helvede, og 

han havde egentlig også mest lyst l at 

bede djævelen ryge og rejse.”

Som sagt elskede Jeppe moderen, og der var 

ingen tvivl om, at hun eer bedste evne op‐ 

dragede børnene l at leve et liv som Guds 

børn. 

Da Jeppe Aakjær vendte hjem som kasseret 

soldat finder han moderen så syg, at han godt 

kunne se, at det ikke blot var i en sygeseng, 

men derimod på sit dødsleje moderen lå. Hun 

kvikkede op ved at se Jeppe, og bad ham 

hjælpe hende ud l brønden i gården, hvor 

hun for en sidste gang ville se ned l det livgi‐ 

vende vand. Jeppe Aakjær skrev senere et 

langt digt ”Mor ved Brønden” om hændelsen. 

Et smukt og rørende digt, som, vi mener, har 

en eller anden religiøs stemning over sig. 

AAKJÆR PÅ BLÅGÅRDS 

SEMINARIUM 

Fra 1884 – 1886 var Jeppe Aakjær elev på Blå‐ 

gårds seminarium for at tage en præliminær‐ 

eksamen. Disse to år i København kom l at 

betyde meget for Jeppe Aakjær. Ikke blot fik 

han da slæbt sig igennem l eksamen, men 

viggere for ham på hans senere færd i livet 

var mødet med realismen. Rent lfældigt lån‐ 

te han på skolens bibliotek Karl Gjellerups 

”Det unge Danmark” (1879), og læsningen af 

den bog kom l at betyde Jeppe Aakjærs 

”omvendelse” l realismen. Her på Blågårds 

seminarium i kongens København sede den 

unge Jeppe Aakjær bekendtskab med J.P. Ja‐ 

cobsen, Henrik Pontoppidan, Drachmann og 

Georg Brandes og alle det moderne gennem‐ 

bruds mænd. 

Hjemvendt fra København holdt Jeppe Aakjær 

en del foredrag på egnen blandt andet hos 

Peder Odgård på Tastumgård. 

2. juledag 1886 holdt Jeppe Aakjær et fore‐ 

drag hos Niels Andersen Kjeldbjerg på Fly 

Nørremark. Det livlige og opvakte ægtepar 

havde fulgt møderne hos Per Odgaard som‐ 

meren før, og nu havde de bedt om, det ikke 

kunne lade sig gøre, at der blev holdt et fore‐ 

drag hos dem. Dee, mente konen, kunne 

være bedre end de sædvanlige ædegilder, 

men Jeppe måe helst ikke tale polik, for så 

blev der ald en frygtelig diskussion bageer. 

Nu da Jeppe Aakjær ikke kunne tale om poli‐ 

k, valgte han at tale om kirken og den vanli‐ 

ge kirkegang der på egnen. Jeppe Aakjær po‐ 

stulerede at ”ordet forkyndelse druknede i 

forargeligt skinvæsen, i bønneremseri og 

skuespilagg kniksen og knælen”. Han sagde 

blandt andet: 

” Jeg tror ikke, det vil blive noget rigg 

godt med kristendommen og menighedsli‐ 

vet her i Danmark, forinden vi får disse fir‐ 

kantede katolske skuespilhuse jævnede 

med jorden og jævne, simple bygninger 

opført i deres sted; jævne skal de være, 

fordi kristendommens lære er et jævnt og 

simpelt ord”. Jeppe Aakjær ville ”slå det 

forargelige hykleri l gulvs, der trivedes i 

den danske folkekirke, og som stødte så 

mange gode kræer fra sig over i fritæn‐ 

kernes lejr”. 

Dee foredrag samt andre bl.a. om den Fran‐ 

ske revoluon gav Jeppe Aakjær 17 dage i Vi‐ 

borg arrest. Tiden brugte han på at læse Det 

nye Testamente både forfra og bagfra, men af 

fængselspræsten, lånte han hele bibelen, så 

nu kunne han studere Det gamle Testamente, 

som han fandt stor glæde i hele sit liv 

OPGØRET MED GRUNDT‐ 

VIGIANISMEN. 

Eer aale med Peder Odgård skulle Jeppe 

Aakjær videreuddanne sig på en højskole, for 

de havde nemlig en plan om at starte en høj‐ 

skole, som Jeppe Aakjær skule lede. Valget 

faldt på Askov højskole. Så frisk og frejdig gik 

han ind på Askov højskole i oktober 1887 for 

igen særdeles skuffet at gå derfra i marts 

1888.

Hans skuffelse bestod i, at lærerne i deres for 

ham kedelige foredrag var for meget inspire‐ 

ret af den romanske skole og ikke beskæi‐ 

gede sig med lieraturen fra de nye strømnin‐ 

ger, så Jeppe Aakjær brugte megen d på sit 

værelse, som var i ude i byen hos fotografen, 

l selvstudium. Det store spørgsmål var for 

Askov højskole, hvordan man skulle forholde 

sig l den moderne ateisske lieratur, og om 

videnskaben havde umuliggjort anvendelsen 

af nordens mytologi l belysning af menne‐ 

skelivet. 

På skolen havde eleverne en diskussionsfor‐ 

ening, hvor man drøede både det ene og det 

andet lørdag aen, den blev stærkt holdt i 

ave af lærerne, da en lærer ald deltog i dis‐ 

kussionen og dermed havde hånd i hanke 

med udtalelserne. Jeppe Aakjær gav ikke me‐ 

get for denne forening, så han havde selv 

dannet en diskussionsforening, hvor han sam‐ 

lede nogle ligesindede i et lokale hos fotogra‐ 

fen l møder. På disse møder drøede vi 

”alle de spørgsmål, der i tavshed blev for‐ 

bigået i skolemerne, sådan som darwi‐ 

nisme, georgeisme, anmilitarismen og 

andre glødende problemer, der fyldte den 

frisindede presse og optog ungdommens 

sind.” 

Da Jeppe Aakjær var den mest studerede af 

foreningens medlemmer, var det ham, der 

førte an. 

Det gærede og sydede i den unge Jeppe Aak‐ 

jær. Han var spliet mellem sin barnetro, Ra‐ 

onalismen og det historisk – poeske , han 

mødte på Askov højskole. Han var ved at mi‐ 

ste sin barnetro 

I vinteren 1887/88 var forstander Schrøder 

ikke meget hjemme på skolen, da han ud over 

en stor foredragsvirksomhed også var blevet 

indvalgt l Landsnget, så i hans fravær var 

det hustruen fru Schrøder, der med hjælp fra 

17 

Poul la Cour havde den daglige ledelse af sko‐ 

len. Jeppe Aakjær skriver i sine erindringer: 

”Denne uskyldige sammenslutning, som 

rummede nogle af de alvorligste kræer 

blandt skolens elever, var fra første færd 

de ledende en torn i øjet.” 

Fru Schrøder dirrede af harme over mine 

oprørslyster. Hun kaldte mig l sig og bad 

mig for Guds skyld opløse denne farlige 

forening; jeg var stædig, jeg mente ikke, vi 

foretog os noget, som kunne bringe den 

gode tone i fare. Jeg elskede denne for‐ 

ening, hvor jeg mødtes med begavede li‐ 

gesindede. Fru Schrøder ggede og græd, 

hvad var ”spildte Guds ord på Balle‐Lars”. 

– Til sidst begyndte hun at true, blandt an‐ 

det sagde hun: ”Havde min mand været 

hjemme, ville han være kommet over Dem 

som et tordenvejr”. 

Det var altså ikke forstanderen, Jeppe Aakjær 

tog livtag med, men skolemoderen fru Schrø‐ 

der og lærer Poul la Cour. 

Poul la Cour (1846‐1908), der bl.a. elektrifice‐ 

rede Askov regnes for en af Danmarks største 

opfindere. Hans kristne syn var, at Gud havde 

skabt verden indl syndefaldet og dereer 

indtrådte i evoluonen. 

I et brev l Marie Bregendal skriver Jeppe 

Aakjær om grundtvigianerne: 

” – Ja, jeg er ved at blive vred på de herrer 

grundtvigianere, deres måde at være på fal‐ 

der mig noget for brystet: Jeg tror, at den ret‐ 

ning i vort åndsliv, der bærer det navn, er ved 

at falme. Jo, de er i færd med at tabe tømmen 

af hænderne. Tiden er på ingen måde grundt‐ 

vigiansk, den er realissk!.... 

OM OPGØRET MED IM 

I begyndelsen af 1880‐erne gik der en religiøs 

strømning over Jeppe Aakjærs fødeegn. Missi‐ 

onen var ved at få fodfæste. Jeppes moder 

var ret ltrukket og yndede at deltage i de så‐

kaldte ”kaffemøder”, men faderen ville ikke 

spilde sin d på det pjat. 

Som før sagt mødte Jeppe Aakjær jo kulturra‐ 

dikalismen under sit første ophold i Køben‐ 

havn. 

De københavnske kulturradikale forsømte al‐ 

drig en lejlighed l at angribe Indre Missio‐ 

nen, og særlig kraig blev den eer pastor 

Moes svovltale l enkerne eer de druknede 

fiskere i Harboøre. Denne svovltale samt me‐ 

get andet fik Jeppe Aakjær l at skrive en pje‐ 

ce – essay – mod Indre Missionen og dens le‐ 

der pastor Beck. Han ville give de hellige og 

deres leder Vilhelm Beck et ordentligt økse‐ 

hug. 

Arbejdet skulle gøres ordentligt, så ingen skul‐ 

le kunne lbagevise hans ord som påstande. 

Under sit historiestudium på Københavns Uni‐ 

versitet havde Jeppe Aakjær fulgt professor 

Erslevs forelæsninger i kildekrik – En meto‐ 

de, hvor historieforskningen tager sit ud‐ 

gangspunkt i de kilder, der er tæest på em‐ 

net, og hvor man sller spørgsmål l ægthe‐ 

den af dem for at komme den historiske sand‐ 

hed så tæt som muligt. – Så Jeppe Aakjær 

brugte en hel måned på universitetsbibliote‐ 

ket for at gennempløje over 30 bind af Indre 

Missions Tidende og et utal bønnebøger og 

prædikensamlinger af Vilhelm Beck, inden 

han skrev ”Missionen og dens Høvding” på et 

par måneder. 

I ”Missionen og dens Høvding” reer Jeppe 

Aakjær et stort angreb på det sortsyn som 

vækkelsen anført af Vilhelm Beck præker. Han 

kan simpelthen ikke fae, hvorfor menneske‐ 

nes børn ald skal trues med Satan, død og 

helvede og den evige ild, hvori sjælen skal 

lures l evig d, hvis ikke de omvender sig i 

de. 

For at give et indtryk af bogens indhold og 

Jeppe Aakjærs udfald mod Indre Missionen og 

dens leder vil jeg her læse nogle citater fra 

bogen: 

18 

”Mennesker er to slags: Gode og onde – 

troende og vantro – frelste og fordømte; 

der er to lstande eer døden: Himmel og 

helvede; der er to folde: Fårenes og bukke‐ 

nes; der er kun to veje fra denne jord: Den 

snævre og den brede.” 

Dee angriber Jeppe Aakjær virkelig. Der er 

mange veje, der fører l Rom. Også l himlen. 

”Der er egne i Jylland, hvor missionsven‐ 

nerne ikke hilser på deres ”vantro” nabo‐ 

er, noget som den vestjyske bonde dlige‐ 

re ikke undlod, selv om han mødte den ar‐ 

geste ende.” 

Jeppe Aakjær påpeger videre, at missionen 

tager glæden fra folk. Ja, han har oven i købet 

hørt, at en nys omvendt spillemand knuste sin 

violin, og en hellig mekaniker havde fået kva‐ 

babbelser over at have repareret en harmoni‐ 

ka for en kunde. 

Bogen sluer med: 

”Intet er fordærveligere for et individ, som 

for et samfund, end for megen tro. De, 

som tænker sig om, vil huske, at troens ‐ 

der var de ulykkeligste, de goldeste i histo‐ 

rien. Troen er for menneskeånden, hvad 

ballast er for båden, men den, der lader alt 

fortrænges af tro, er som den mand, der 

fylder sin båd l randen med sten; det er 

faren, vi løber: At komme l at sejle med 

luer sten i båden, at glemme livets krav 

og livets ret for nogle vintørre dogmer, der 

ikke har anden fyldighed end den, vi vil‐ 

kårlig llægger dem. Dee at lade sig fra‐ 

vriste det nuværende livs glæde og skøn‐ 

hed mod anvisning på en mere end tvivl‐ 

som godtgørelse hisset, er det ikke den 

vante barneleg: At slippe den ene spurv af 

hånden for at glane eer i luen.”

DET RELIGIØSE HOS JEPPE 

AAKJÆR 

Mange Jeppe Aakjærkendere har oe påstå‐ 

et, at skønt Jeppe Aakjær i det ydre så absolut 

ikke er kirkens mand, og at han ald angriber 

den og dens præster, så snart lejlighed gives, 

så er grundstemningen i hans digtning oe ret 

religiøs – også i hans socialrealisske digtning, 

såvel poesien som prosaen. 

Som før nævnt var Jeppe Aakjær i de ganske 

unge år ret religiøs, og prøvede forgæves at 

holde fast ved sin barnelærdom, men påvirk‐ 

ningen fra den nye ds gennembrud – kultur‐ 

radikalismen med dens nye lieratur dyggt 

fremført af Georg Brandes blev for stor for 

Jeppe Aakjær og fratog ham barndommens 

religiøsitet; men aldrig et religiøst forhold l 

lværelsen. Det var blot ikke kirkens lære, 

han fulgte, men han så det guddommelige i 

naturen, skønheden ved det skabte og glæ‐ 

den ved menneskelivet. Livet er her og nu og 

ikke hinsides. 

Lad os se på nogle af Aakjærs sange. De har 

netop det l fælles, at de alle viser noget af 

det religiøse hos Jeppe Aakjær. Nu for eksem‐ 

pel i ”Jeg er født på Jyllands sleer”. 

Far kom kroget ind fra stalden, 

hængte trøjen op ved bjælken. 

spiste tavs, indl han sagde: 

”Lad os takke Gud for mælken 

Bad vi da i lys af månen. 

som kun børn og bønder beder, 

medens tunge stjerne tændtes 

over brede, tavse heder. 

Og i ”Mors rok” hedder det: 

Far ta´r ned så tung en bog, 

med Gud han hvisker sammen, 

19 

famler lidt ved spændets krog 

og lukker med et amen. 

Her ved moders gamle rok 

hun lærte mig at stave, 

synge om den hvide flok 

og al hans nådegave. 

I digtet ”Havren” dukker der ret så mange re‐ 

ligiøse følelser frem: 

Jeg er havren. Jeg har bjælder på, 

mer end tyve, tror jeg, på hvert strå. 

Bonden kalder dem for mine fold. 

Gud velsigne ham den bondeknold! 

Viben fløj om brak og pløjemand 

og slog kryds for både plov og spand. 

Kryds slog bonde også over mig 

for at give helse med på vej. 

Denne strofe er udeladt i Højskolesangbogen, 

men her ser jeg det religiøse i både naturen 

og hos mennesket, jævnført Aakjærs før‐ 

nævnte syn på det guddommelige i naturen: 

Viben slår kryds for både plov og spand, altså 

kors, og bonden slog kryds for havren, altså 

velsignede havren med et korstegn. Til slut i 

digtet, lader Jeppe Aakjær havren få næsten 

gudelig status: 

Jeg får solens sidste lange blink, 

før den dukker ned bag gullig brink, 

og når aenklokken ringer fred, 

står jeg på min tå og ringler med. 

Jeg skal ringle barnet l dets seng, 

ringle tågen op af sump og eng, 

ringle freden over hjemmet ind, 

ringle bønnen frem i fromme sind.

I digtet ”Når rugen skal ind” finder vi også det 

religiøse: 

Den kære rug var gæsten, 

som gjorde hvert et barn så spændt: 

se far han lægger vesten 

og ser så indadvendt: 

En skælven i et ydmygt sind, 

en bøn l altets skaber, 

før avlen bringes ind. 

Og mellem hjulets eger 

går stjerneblink og måneskin, 

og milde vinde hveger, 

mens barnet slumrer ind. 

Så sluer far i Jesu navn, 

og hjemmet går l hvile 

med høsten i sin favn. 

I digtet ”Historiens Sang” beskriver Jeppe Aak‐ 

jær hele vor slægts historie fra dets begyndel‐ 

se l nuden. Han gør det med en ydmyg reli‐ 

giøs tone. I sidste strofe siger han: 

Lad mig kun flagre hen som blad i høst, 

når, du mit land, min stamme, frit må leve, 

og skønne sange på den danske røst 

må frie, stærke sjæle gennembæve. 

Da står en ny ds bonde på sin to 

og lyer ud mod andre lærkesange, 

Men himlen maler blåt sit sommerlo 

og rugen gulnes tæt om vig og vange. 

Mon ikke Jeppe Aakjær her har, som Blicher 

havde det i ”En landsbydegns dagbog”, salme 

103 i GT i tankerne: Det lyder i salme 103 v. 

(15 – 17): 

”Menneskets liv er som græsset, det blom‐ 

strer som markens blomster: når vinden 

blæser over det, er det der ikke mere ‐ 

20 

dér, hvor det stod, ser man det ikke mere. 

Men Herrens troskab varer fra evighed l 

evighed.” 

Disse eksempler taler sit tydelige sprog og vi‐ 

ser stor religiøsitet i Jeppe Aakjærs digtning. 

Det viser også den ydmyghed og dybe respekt 

han havde for de omtalte personers religiøsi‐ 

tet og religiøse handlinger og adfærd. 

Den danske professor i filosofi ved Køben‐ 

havns Universitet Rasmus Nielsen udgav i 

1862 – 1864 to–binds værket ”Grundideernes 

Logik”. Heri gør han rede for den opfaelse, 

at videnskab og religion var baseret på uens‐ 

artede principper, nemlig henholdsvis for‐ 

nu og åbenbaring, og at de derfor kunne 

forenes i en og samme bevidsthed. Denne 

opfaelse skabte en gevaldig strid om tro og 

viden, og kom l at danne indledningen l det 

moderne gennembrud. 

Måske var denne udtalelse en af årsagerne l, 

at grundtvigianismen op igennem 1900‐tallet 

spaltedes i tre retninger: en konservav, en 

midtsøgende og en fremskridtsvenlig. Allere‐ 

de før, Jeppe Aakjær kom på Askov, var der 

en debat i gang på den Rasmus Nielsenkes læ‐ 

re ført an af valgmenighedspræsten Valdemar 

Brücker i Aagaard og Morten Pontoppidan. 

Valdemar Brücker mente, at troen beroede på 

noget personligt. 

”Idet trosgrundlaget således blev person‐ 

ligt, subjekt, blev det sat i en anden ver‐ 

den end naturvidenskabens objekve 

sandheder. Dermed kunne man fastholde 

bibelens skabelsesberetninger samdig 

med, at man tog geologien og Darwins ud‐ 

viklingslære l eerretning som videnska‐ 

belige sandheder.” 

Mange år senere var dee udsagn blandt an‐ 

det med l at mildne Jeppe Aakjærs syn på 

grundtvigianismen og forholdet mellem tro og 

viden, og i en af sine arkler om det religiøse,

oser han udgivelsen af nogle folkelige bibel‐ 

tolkninger, for at være et værn mod den om‐ 

siggribende fritænkeri. 

Det samme gjaldt Jeppe Aakjærs kontakt med 

forstander Thomas Bredsdorff, der startede 

Roskilde højskole eer en årrække som lærer 

på Frederiksborg højskole. De var absolut ikke 

enige om alt, men respekterede hinanden, og 

et besøg på Bredsdorffs skole ændrede ikke 

så lidt på Aakjærs syn på såvel grundtvigianis‐ 

men som højskolen. 

Ved Jenlefesten den 9. juli 1922 skulle for‐ 

stander Bredsdorff tale, men han var netop 

død den 2. juli, hvilket fik Jeppe Aakjær l at 

mindes de venner, der i årets løb var afgået 

ved døden. Om Thomas Bredsdorff sagde han 

følgende: 

Nu er altså også Ths. Bredsdorff borte. 

Han var en god demokrat og en lys op‐ 

mist. På højskolen talte han det ind i unge 

øren, og fra talerstole rundt om i landet 

lød hans røst. Jeg har oe sagt hårde ord 

om højskolen, men det skal erkendes, at 

den er i pagt med livets magter, en op‐ 

misme, som er bærende i vort folk. Og Ths. 

Bredsdorffs ord stod så herligt l det lyse 

løv i de danske skove, han kunne have 

skænket vort folk mange skønne værdier 

endnu”. 

Som så oe nævnt var Jeppe Aakjær stærkt 

inspireret at Georg Brandes, men de læste ik‐ 

21 

ke Den tyske filosof Nietzsche på samme må‐ 

de. ”Gud er død” var for Jeppe Aakjær et tab. 

”Gud er død”. Men genopstandelsen fandt 

Jeppe Aakjær i glæden, fællesskabet og natu‐ 

ren, som mennesket er indfældet i. 

Det religiøse kommer også frem i Aakjærs ”Af 

gamle Jehannes Biwlhiståri”. Vi opfaer jo 

disse tekster som sjove fortællinger af en 

gammel alkoholiseret særling, der har læst de 

gammeltestamentlige fortællinger på sin egen 

enfoldige måde, som han nu har opfaet det. 

Han siger jo også selv i indledningen ” te a sø‐ 

en haar mi egen maad aa løs æ bivel paa; tho 

a haar aalle wot styw the aa løss med anner 

dje breller.” Skønt de er sjove og fantasske, 

så er nogle af dem ret så religiøse i indholdet, 

så man næsten glemmer det humorisske. En 

sådan fortælling er ”Faa’r og Søn”. 

Jeppe Aakjær har om nogen også forstået at 

bruge det religiøse på en vig og sjov måde. 

Særlig om dem, der har fået noget galt i hal‐ 

sen. 

GØR OS ENDNU BEDRE 

BLIV MEDLEM

SSS 

VAR JEPPE AAKJÆ AAKJÆR R SLET IKKE UDMELDT AF 

FOLKEKIRKEN? – (FORTSAT) FORTSAT) 

Af Per Mouritsen 

iden sidste Nyhedsbrev har 

jeg – og formanden for Aak‐ 

jærselskabet – modtaget en del l‐ l‐ l‐ 

kendegivelser omkring min tese 

om Jeppe Aakjærs – måske – 

manglende udmeldelse af folkekir‐ 

ken. 

Ligeledes eerlyste jeg i min søgen eer svar 

på spørgsmålet, om der var nogen, der havde 

oplysninger om, at Jeppe Aakjær har betegnet 

sig selv som fritænker og/eller ateist. De ste‐ 

der, jeg havde fundet i min søgen, var alle ste‐ 

der, hvor Jeppe Aakjær fortæller at han anses 

som værende fritænker og/eller ateist. 

Således modtog jeg fra lektor, dr. theol. Thor‐ 

kild C. Lyby fra Malling ved Århus et brev. 

Thorkild Lyby skrev, at han havde fået nogle 

oplysninger fra sognepræst Caspar W. Tornøe 

i Fly sogn, eer at sognepræsten havde ha 

et indlæg i WeekendAvisen som en kommen‐ 

tar l Niels Højlunds meget negave anmel‐ 

delse af Aakjærselskabets bog ”Jeppe Aakjær 

og det religiøse”. Niels Højlund starter sin an‐ 

meldelse med en overskri, der siger: 

”Det er misvisende at lede eer spor af re‐ 

ligiøsitet i Aakjærs forfaerskab, når han 

var erklæret ateist.” 

Altså Niels Højlund slår fast som en kendsger‐ 

ning, at Jeppe Aakjær var erklæret ateist! 

Jeg – og andre – har bare ikke været i stand l 

at dokumentere denne påstand ud fra Jeppe 

Aakjærs egne oplysninger i breve, dagbøger 

eller erindringer m.v. 

Imidlerd skriver ovennævnte dr. theol. Thor‐ 

kild Lyby i sit brev af 1. juni 2012: 

22 

”Knud Peder Jensen oplyser i sin bog 

”Jeppe Aakjær – et moderne livs fortæl‐ 

ling” (2002) s. 111, at han fra og med 1888 

‐89 var erklæret fritænker. Desværre har 

jeg ikke bogen l disposion i øjeblikket 

og kan derfor ikke se, om der er nogen kil‐ 

deangivelse. Men ”fritænker” er jo ikke 

nødvendigvis det samme som ”ateist”‐ li‐ 

geså lidt som ”bekendelsesløs” er det; og 

endnu fra hans seneste år kan man finde 

digte, der emmer af religiøsitet, f.eks. dig‐ 

tet ”I Nød”, der står i Samlede Digte III, s. 

108, og som begynder: ”Vældige Kra fra 

Almagten, som styrer hver Dødeligs Skæb‐ 

ne”. Vanskeligt at forene med ateisme, ik‐ 

ke?” 

Da jeg har den nævnte bog ”Jeppe Aakjær – 

et moderne livs fortælling” af Knud Peder Jen‐ 

sen, slog jeg eer på side 111 for at finde ste‐ 

det, hvor Jeppe Aakjær angiveligt skulle er‐ 

klære sig selv som værende fritænker. 

Det viser sig så, at kildehenvisningen er kilde 

nummer 122 – ”Bondens Søn side 104‐5, 

Samlede Værker b. VI”. Ved at læse disse si‐ 

der i romanen ”Bondens Søn”, som angiveligt 

blev udgivet 1. gang i 1899 af Jeppe Aakjær på 

V. Oscar Søtoes Forlag, fremgår det, at Jep‐ 

pe Aakjær lader sin hovedperson Jens i roma‐ 

nen sidde ved sin mors dødsleje – på nøjagg 

samme måde, som Jeppe Aakjær beskriver 

det i sine erindringer, at han selv gjorde. Og 

det er Jens, der i romanen erklærer sig som 

fritænker, og ikke vil bede Fadervor sammen 

med sin døende mor. I romanen skriver Jeppe 

Aakjær på side 105 i Samlede Værker, udgivet 

Gyldendaske Boghandel – Nordisk Forlag – 

1919: 

”Der var en Tid, han kunde bede, men 

naar han nu forsøgte det, følte han noget i

sig som Fuglen, der prøver at løe en 

knækket Vinge. 

Og vilde det ikke være en Forbrydelse af 

ham, Fritænkeren, at gøre Kunster her for‐ 

an sin Moders Dødsseng? Thi troed vel han 

paa Bønnens Magt? Vented han den rin‐ 

geste Hjælp fra de erne Himle? 

Nej, det var netop i Stunder som disse, at 

man maae være paa Post. Thi det var i 

slige Stunder, da man sad bøjet og bange, 

at man fik Besøg af gamle afviste Menin‐ 

ger, der benyed sig af ens Sorg l at 

trænge ind i ens Sjæl paany og overtale en 

l at handle uærligt mod sig Selv. De var 

som paatrængende Skyldnere, der ald 

indfinder sig, naar en Krise gaar over ens 

Tag. 

Og han knyed sine Hænder, for at de ikke 

skulde finde hinanden i Bønnen og vanære 

ham” 

Altså er det, som Knud Peder Jensen skriver i 

sin bog ikke noget, der er sagt – og ment ‐ af 

Jeppe Aakjær selv, men af Jeppe Aakjærs ro‐ 

manfigur – Jens ‐ der godt nok senere af Jep‐ 

pe Aakjær er erklæret som stærkt selvbiogra‐ 

fisk. 

Hvis man så kigger eer i Jeppe Aakjærs erin‐ 

dringer ”Før det Dages” udgivet af Gyldendal‐ 

ske Boghandel – Nordisk Forlag 1929, side 

72ff, hvor Jeppe Aakjær omtaler sin mors 

dødsleje, er der intet som helst, der indikerer, 

at Jeppe ikke ville bede Fadervor sammen 

med sin mor, som anført i Knud Peder Jensens 

ovennævnte bog. 

Jeppe Aakjær skriver i sine erindringer: 

”Det var den Sommer – 1890 – da min Mor 

i en forholdsvis ung Alder blev taget ned. 

Hun var paa det Tidspunkt allerede stærkt 

mærket af Døden. Hun holdt mest l i Sen‐ 

gen, men kunde af gammel Vane ikke rig‐ 

g lade være at tage en lille Spadseretur 

langs den lange Skammel. Sandet paa 

Teglstensgulvet knirkede under hendes 

23 

Træsko, mens hun uden Ophør holdt den 

magre Haand presset imod sit Bryst, og 

med store indsunkne Øjne fremstammede 

hun de tungsindige Ord: ”Der er ingen Fryd 

i æ Krop mier”. 

Hun blev som himmelfalden, da hun saa 

mig i den lave Dørkarm. Jeg havde ikke 

faaet Tid l at give noget Varsel for mit 

Komme. Hun havde vist nok opgivet at se 

mig mere. Hendes første udbrud var: ”Nej 

Jøsses Jepp’ – hwoden go’ det te, te do er 

hær?” – Der gik ligefrem en ny Livsstrøm 

igennem hende, og nu hændte den lille 

Scene, jeg har skildret i mit Digt: ”Mor ved 

Brønden”. Men Sygdommen havde allige‐ 

vel for haardt et Greb i hende, og snart 

indtraadte den pinefulde Tid, da det blev 

mig klart, at hun ikke vilde staa det over. 

Hun døde den 7. juli, eer min Hjemkomst. 

Hun blev kun 51 Aar.” 

Det nævnte digt, der er på 44 strofer, er skre‐ 

vet den 18/4 1916 ikke mindre end 26 år 

eer, at Jeppe gik turen l brønden med sin 

mor. 

I de seneste måneder er der gået flere breve 

imellem dr. theol. Thorkild C. Lyby og under‐ 

tegnede, idet Thorkild C. Lyby fortæller, at 

han også har kontakt l Jørgen Stenbæk, der 

er én af landets førende eksperter i kirkeret. I 

et brev af 3. juli 2012, skriver dr. theol. Thor‐ 

kild C. Lyby bl.a.: 

”Som dligere nævnt blev adgangen l 

borgerlig vielse først åbnet for alle i 1922. 

Mellem 1851 og 1922 befinder man sig alt‐ 

så i en mellemperiode mellem en lstand, 

hvor indgåelse af ægteskab udelukkende 

var et kirkeligt anliggende, og en anden, 

hvor kirken ikke nødvendigvis har noget 

som helst med indgåelse af ægteskab at 

gøre. Man må regne med, at borgerligt 

ægteskab i de første mange år har været 

et yderst sjældent fænomen, og personligt

mener jeg ikke, man kan udelukke den 

mulighed, at myndighederne har været så 

meget i tvivl om, hvordan sagen skulle ne‐ 

handles, at det kunne være sket på lidt 

forskellig måde forskellige steder.” 

Jeg havde selv været inde på Københavns 

Stadsarkivs hjemmeside læst følgende om 

borgerligt ægteskab: 

”Indl 1851 havde kun kirkelige vielser 

retslig gyldighed. Hereer blev det muligt 

at indgå borgerligt ægteskab, hvis perso‐ 

nerne ikke lhørte folkekirken eller et an‐ 

det anerkendt trossamfund, eller hvis par‐ 

ret lhørte forskellige trossamfund.” 

og videre står der: 

”I årene eer 1851 var det kun få par, der 

lod sig borgerligt vie. Men i 1880´erne steg 

antallet bl.a. fordi stadig flere af Socialde‐ 

mokraets lhængere erklærede sig som 

fritænkere.” 

Det fik mig l at kontakte Københavns Stads‐ 

arkiv pr. mail for at forespørge om, hvorvidt 

det i perioden fra 1851 l 1922 var muligt at 

blive borgerligt viede alene på baggrund af 

erklæringer om, at man var fritænkere. 

Svaret herpå var, at loven ikke gav en sådan 

mulighed, og at man ikke var bekendt med en 

sådan praksis. 

For mig at se behøver dee jo ikke at være 

énsbetydende med, at det ikke kunne ske ale‐ 

ne på baggrund af en erklæring om, at man 

var fritænker. 

Dr. theol. Thorkild C. Lyby fortsæer i sit se‐ 

neste brev således: 

”Hvor om alng er: Det sikreste bevis for 

udtrædelse af folkekirken må stadig være 

nglysningsbogen under Københavns ma‐ 

gistrat. Stenbæk mente, at så gamle sager 

måe være afleveret l arkiverne, men 

var ikke klar over, hvilke arkiver det i så 

fald måe dreje sig om. I den anledning 

24 

mailede jeg l en gammel ven af både 

Stenbæk og mig, Erik Nørr, der dligere 

har ha ledelsen af det nu nedlagte lands‐ 

arkiv for Sjælland, og som nu er ansat på 

Rigsarkivet. Han meddeler under 1. juli, at 

de borgerlige ægteskabsprotokoller findes 

i original på Københavns Stadsarkiv og i 

kopi på Rigsarkivet. Han foreslår derfor, at 

vi henvender os på Stadsarkivet, som har 

læsesal på Københavns Rådhus.” 

”Vedr. skaelisten: …….Men 

”Menighedsr.” må dog betyde 

”Menighedsråd”, og personligt kan jeg ik‐ 

ke foreslle mig, at en udmeldt af folkekir‐ 

ken skulle være forpligtet l at betale skat 

l det. Men ifølge Stenbæk ligger disse 

spørgsmål i et meget vanskeligt område, 

idet der netop i 1919 skete en ret afgøren‐ 

de ændring i reglerne for den kirkelige 

økonomi, og idet det ikke er l at se, om 

skaelistens oplysninger stammer fra før 

eller eer at disse ændringer er indført.” 

Altså er status sådan, at de juridiske aspekter 

ikke er éntydige, og dr. theol. Thorkild C. Lyby 

afsluer da også sit brev således; 

”Det er, hvad jeg har for øjeblikket. Du ser, 

at forsøg på at besvare spørgsmål om juri‐ 

diske anliggender meget let kan resultere i 

nye spørgsmål – og at man endda i visse 

lfælde må nøjes med fortolkninger. Ær‐ 

gerligt nok, men en kendsgerning!” 

Derfor er der flere kilder der skal forskes no‐ 

get mere i: Dels at få undersøgt ægteskabs‐ 

protokollerne på Københavns Stadsarkiv, og 

dels at få ’gravet’ noget mere omkring Jeppe 

Aakjærs betaling af kirkeskat l Grinderslev‐ 

Grønning Sogneråd, mens han boede på 

”Jenle”.

Lørdag 8. sep.10:00 ‐ 17:00 

på Jenle — en hel dag!! 

LITTERATURDAG OG 

AAKJÆRPRISEN 

PRIS 365,‐ KR. ALT ER MED I PRISEN! 

EXCL. DRIKKEVARER!! 

Salg på www.jenle.dk og i Jenles 

buk! Salget af billeer lukker rsdag 

d. 4. sept. klokken 18:00 

PROGRAM FOR DAGEN: 

Ved ankomsten får man udleveret Jenlebladet 

2012. I pauserne er der rundvisning i 

Mindestuerne. Der er adgang l Museet og meget 

mere. 

10.00: Velkomst ved Henning Linderoth og 

formiddagskaffe m. bolle – ta‐selv‐bord 

10.30: Seniorforsker, mag. art., ph.d. Loe Thyrring 

Andersen 

11.45: Frokost – tag‐selv‐bord 

13.00: Begrundelse for uddeling af Aakjærprisen: 

Henning Linderoth 

Uddeling af Aakjærprisen l Bente og Leif 

14.00: Forfaeren Knud Sørensen. 

15.00: Eermiddagskaffe – ta‐selv‐bord 

15.30: Museumsinspektør ved Odense Bys Museer: 

Ida‐Marie Vorre 

16.45: Afslutning på dagen v. Henning Linderoth 

Loe Thyrring 

Andersen: 

”Jeg, nu og evighed i Jeppe 

Aakjærs digtning.” Loe 

Thyrring Andersen belyser 

forholdet mellem jeg, nu og 

evighed i Jeppe Aakjærs 

digtning og sæer digteren i 

sammenhæng med andre 

Limordsdigtere. 

Ida‐Marie Vorre: 

”Carl Nielsens sange”. 

Komponisten Carl Nielsen 

har skrevet melodier l 

omkring 300 sange. En pæn 

del af disse har tekst af en 

af Carl Nielsens 

yndlingsforfaere, Jeppe 

Aakjær. Med udgangspunkt 

i disse sange og deres baggrund fortælles om Carl 

Nielsen og hans forhold l Aakjær”. 

• Knud Sørensen: ”I gæld l Aakjær”. Knud 

Sørensen fortæller om Aakjærs betydning ikke bare 

for Limordslieraturen men også for den sociale 

udvikling i samfundet, og når det drejer sig om 

hans betydning for Knud Sørensen personligt, så er 

det såvel hans digtning som hans banebrydende 

arbejde med Blicher. 

GAVE 

Alle der deltager får 

Jeppe Aakjærs 

berømte ”Livserind‐ 

ringer 1 & 2” som 

gave—værdi 300,‐ kr. 

Arrangementet er 

sponsoreret af Thise Mejeri og støet 

af Statens Kunstråd. 

26 

Foto: Hans Frederiksen

BEGGE BIND 

300,‐ kr. 

NY MEDLEMSPRIS 

268,‐ kr. 

27 

Endelig bliver Livser‐ 

indringerne udgivet 

igen! 

Det var de lidt længe 

om! 

Sponsorerne: 

SKIVE KOMMUNE 

VELUX FONDEN 

TOYOTA‐FONDEN 

NYKREDITS FOND 

BG FONDEN 

GØR OS ENDNU BEDRE 

BLIV MEDLEM

FAKTASIDE OM AAKJÆRSELSKABET 

“Aakjærselskabet” 

er en folkelig og kulturel sammenslutning 

for alle, der interesserer sig for mennesket 

Jeppe Aakjær, hans forfaerskab, hans om‐ 

faende folkeoplysende indsats i samden 

og hans kulturelle eermæle. 

Selskabet blev set den 21. januar 1980, i 

halvtredsåret for Jeppe Aakjærs død. 

Selskabets formål: 

Selskabets formål er at bidrage l og 

koordinere forskningen og at fremme 

undervisningen i Jeppe Aakjærs for‐ 

faerskab, at forestå og medvirke ved 

udgivelsen af forfaerskabet, og at bi‐ 

drage l varetagelsen og formidlingen 

af de l forfaerskabet og Jenles 

knyede kulturværdier (Se § 8,2). 

Selskabet bemyndiges l at uddele en 

årlig Aakjær‐pris. 

Formålet vedtaget på generalforsamling på 

Jenle d. 22. april 2010. Hent vedtægter: 

hp://Jenle.dk/PDF/Tekster/Vedtaegter.pdf 

Bliv medlem af Aakjærselskabet 

TRYK hp://www.jenle.dk/Mail/ComposeEmail.asp 

28 

ØNSKER IKKE NI‐MAILEN 

TRYK HER 

ni@jenle.dk?subject=Ophør 

ØNSKER NI‐MAILEN 

TRYK HER 

ni@jenle.dk?subject=Nyhed 

OPLYSNINGER OM 

NI‐MAILEN 

NI‐mailen er en automail, der kun 

læses teknologisk. Man kan derfor 

ikke anvende mail‐adressen l kon‐ 

takt med Aakjærselskabet. 

Adressen er kun beregnet l lmel‐ 

ding og afmelding af ni‐mailen. 

Kopiering 

Uddrag af indholdet i nyheds‐ 

mailen må gengives i overens‐ 

stemmelse med god citatskik 

og tydelig kildeangivelse. 

Hele arkler må kun gengives 

eer aale med Aakjærsel‐ 

skabet. 

Ansvarshavende: 

Formand: Henning Linderoth (H.L.) 

Næsormand: Peder Krisan Niel‐ 

sen (P.K.) 

Koordinator: Vinnie Linderoth 

(V.L.) 

Sekretær: Annalise Jensen (A.J) 

Andre: 

Per Mouritsen (P.M.) 

Henning H. Boller (H.B.) 

Svend Erik Jørgensen (S.J.)

TRYK HER - Jenle

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?