16. Mozarts skønhedsrige. I anledning af 200-års ... - Sven Erik Werner
16. Mozarts skønhedsrige. I anledning af 200-års ... - Sven Erik Werner
16. Mozarts skønhedsrige. I anledning af 200-års ... - Sven Erik Werner
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
unge, ligsminkede ansigt med den obligatoriske skønhedsplet på kinden under den gråpudrede<br />
paryk. Med undtagelse <strong>af</strong> Haydn, den eneste, han betragtede som sin jævnbyrdige, ven og<br />
fortrolige, viste Mozart kun sine samtidige så meget <strong>af</strong> sit væsen, som de kunne fatte, dvs. næsten<br />
ingenting. Vi er ikke meget bedre stillet, men vi ved dog fra en nekrolog, at "dette altid forvirrede<br />
og pjankede menneske syntes at blive forvandlet til et helt andet, højere væsen, så snart han satte sig<br />
til klaveret." Det er både godt og skidt, at vores nedgroede hang til personfiksering her får så<br />
snævert <strong>af</strong>løb. På den ene side giver det plattenslagerne frit spil, på den anden side indbyder det til<br />
det enkleste <strong>af</strong> alt: blot at lytte. Selv har jeg lyttet, så længe jeg kan huske. Dvs. min første interesse<br />
gik nu mere på fænomenerne vidunderbørn og de unge helte med de ultrakorte liv. Her kom Mozart<br />
uundgåeligt i pulje med Alexander, Hannibal, Tordenskjold, R<strong>af</strong>ael og Byron, – et selskab, jeg<br />
siden nådigt udvidede med Chopin, Manon, Gropius og James Dean. Drengeårenes<br />
fascinationspunkt var selvfølgelig præstationen, rekorden. Hvem havde løbet længst på den korteste<br />
tid? Mozart vandt. De andre vidste jeg nemlig ikke så meget om. Men om Mozart havde jeg læst, at<br />
han havde klaret at skrive mere end 600 musikstykker på knap 36 år. Det regnede jeg meget på.<br />
Andre har i mellemtiden regnet ud, at det ville tage en professionel nodeskriver med en otte-timers<br />
arbejdsdag 25 år at kopiere det hele. Men ikke at gøre Mozart kunsten efter. Den havde han altså<br />
selv lidt over ti år til. En svimlende, rent ud usolidarisk produktivitet. Alene sommeren 1788: tre<br />
symfonier. Og hvilke symfonier – nr. 39, 40 og 41. Klokkeklar skruebrækker. Og man prøver at<br />
finde fodfæste i den omstændighed, at han jo dog havde en fælles reference og et fælles sprog at<br />
trække på, hvor vi i dag for hvert nyt værk skal begynde forfra med alfabet og grammatik.<br />
Nyskabende kunst har længe været en ren privatsag, og der skal derfor bruges megaton <strong>af</strong> energi på<br />
at overbevise sig selv og andre om værdien <strong>af</strong> kunstnerisk arbejde overhovedet.<br />
Forsvarsmekanismen fungerer, men holder ikke. For jeg ved jo godt, hvad <strong>Mozarts</strong> rastløse<br />
kreativitet dybest set signalerer: den, der vil kunsten, må ville den betingelsesløst, hvert sekund leve<br />
den helt ud til randen, plyndre sig selv, så længe kræfterne slår til. Desværre bliver man ikke genial<br />
<strong>af</strong> at kunne beundre geniet og dele hans autoritative ambitionsniveau. Om Mozart var konventionel,<br />
revolutionær eller moderne, er i det perspektiv komplet ligegyldigt. Spydige tunger har endda<br />
måttet tale om automatskrift for overhovedet at komme overens med fænomenet. Men automatskrift<br />
magter ikke at fremkalde bevidsthedsskred som nocturnen i Cosi fan tutte, modulationsstederne i<br />
Jupiter-symfoniens langsomme sats eller scenen med de tre orkestre i Don Giovanni, hvor<br />
samfundets skel mellem adel (menuet), borgerskab (kontradans) og almue (vals) for en kort stund<br />
suspenderes. Allerede Carl Nielsen havde øje og øre for denne <strong>Mozarts</strong> suveræne, moderne<br />
www.sven-erik-werner.dk 119
Change language