Den praktiske sans.pdf - Køb bogen på gyldendal.dk
Den praktiske sans.pdf - Køb bogen på gyldendal.dk
Den praktiske sans.pdf - Køb bogen på gyldendal.dk
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
forord<br />
ofte for selv at placere sine subjekter i objektive og urokkelige positioner<br />
og glemme de subjektive positioneringer, som det er i deres magt<br />
at vælge imellem. Det er svært at læse Bourdieu <strong>på</strong> det helt elementære<br />
sproglige plan, og det er fristende at bide sig fast i et lille udvalg af de<br />
mange formuleringer, som han giver sine begreber med <strong>på</strong> vejen, og<br />
lade dem tjene som definitioner eller som trædesten i ens egen analyse.<br />
Det er ikke principielt forkert, men man får mere ud af Bourdieus<br />
tænkning, hvis man overfører hans tænkemåde snarere end hans<br />
sætninger – en tænkemåde, der naturligvis er indlejret i hans begreber.<br />
Disse begreber er ikke i sig selv forklarende; de er beskrivende,<br />
derved at de udpeger det paradoks, der er en uomgængelig del af det<br />
sociale felt. Når begreberne bruges i andre sammenhænge, er det<br />
beskrivelsen og dobbeltheden, der hentes ind, ikke årsagen til de<br />
konkrete forhold.<br />
På et andet plan er den gentagne kritik af Bourdieu som strukturalist<br />
<strong>på</strong> trods af sig selv et udtryk for den selv samme bevægelse, som han<br />
finder betænkelig ved objektivismen og herunder ikke mindst strukturalismen.<br />
I denne bog retter Bourdiues kritik sig ikke mindst mod den<br />
strukturalistiske antropologi, som søger forklaringen <strong>på</strong> alle fænomener<br />
i en struktur, hvis objektive eksistens ‘bevises’ af fænomenernes<br />
mønstergyldighed. Det er en kritik, der retter sig mod en antropologi,<br />
de fleste har lagt bag sig, blandt andet (men langtfra udelukkende) i<br />
konsekvens af Bourdieus kritik. Ikke desto mindre er hans kritik stadig<br />
lærerig, fordi videnskaben fortsat tenderer mod objektivistiske forklaringer,<br />
der ligger hinsides praksis, og fordi dens fremdrift i høj grad<br />
hæmmes af idelige objektiveringer af enkeltpersoners udsagn. <strong>Den</strong>ne<br />
objektivering bæres af sproget og indrammes af klassifikationer som<br />
‘strukturalist’, ‘fænomenolog’ og meget andet. At kalde Bourdieu (eller<br />
hvem som helst) for strukturalist er at overse, den konkrete vej han<br />
(eller en anden) tilbagelægger for at opnå ny viden. Det var ikke mindst<br />
den kritik, Bourdieu rettede mod strukturalismen – at den undlod at<br />
undersøge betingelserne for dens viden.<br />
I Bourdieus optik er det som sagt ikke mindst antropologerne (eller<br />
‘etnologerne’ i den franske terminologi), der har det med at falde<br />
tilbage i objektivismen. Det gør de alene <strong>på</strong> grund af den afstand, de<br />
har til deres studieobjekt; han citerer en lingvist for at sige, at der er<br />
11