Den praktiske sans.pdf - Køb bogen på gyldendal.dk

forord
egnelse er kongenial med den franske forståelse af den intellektuelles
rolle som en offentlig tænker snarere end en absolut autoritet på viden.
Hvad mere er, den er kongenial med selve den praksisteori, som
Bourdieu har lagt grunden til. Det gælder nemlig både i det sociale og
i det videnskabelige felt, at ‘fornemmelsen for spillet’ ikke læres via et
regelsæt, men gennem en aktiv tilstedeværelse i det sociale felt. Den
praktiske sans formes i social praksis, i videnskaben omfatter det den
læsepraksis, der er en del af det anerkendte intellektuelle spil.
I Bourdieus værk er der et markant element af tilbagevenden; gamle
eksempler og begreber dukker op i nye sammenhænge, hvor de umærkeligt
ændrer karakter. Det er et udtryk for, at ny viden kan opstå, når
betingelserne for viden er ændrede. Denne ændring foregår løbende i
enhver forskers håndgemæng med det empiriske materiale, som i sig
rummer en kompleksitet, der ikke udtømmes i en enkelt analyse. Det
betyder, at hver afsluttet analyse altid er udgangspunkt for en ny
fortolkning, hvor forskeren omplacerer sig selv i forhold til genstanden
for den videnskabelige interesse. Det er helt grundlæggende i Bourdieus
tænkning, at forskerens relation til genstanden ikke er uskyldig. Nu, en
generation efter Bourdieus store gennemslag, er det en relativt selvfølgelig
sag, men hans overordnede ærinde er langt fra forældet: at
forstå samspillet mellem det subjektive og det objektive – både i og
uden for videnskaben – og afbalancere den videnskabelige teoridannelse,
så den kan rumme begge dele uden at tabe sin berettigelse som teori.
Det er dette anliggende, der skal introduceres i dette lille forord.
Bourdieu tilhørte som sagt en fransk intellektuel tradition, som i
1950’erne, hvor han selv blev uddannet, var domineret af to tendenser,
den strukturalistiske og den eksistentialistiske. Selv lagde han ud med
at hælde stærkt til strukturalismen, som den blev lanceret og udviklet
af antropologen Claude Lévi-Strauss (f.1908), der havde fået sin etnografiske
ilddåb i Sydamerika, hvortil han var flygtet under 2. verdenskrig.
Det blev Lévi-Strauss’ dannelsesrejse og hans introduktion til det
konkrete på samme måde, som senere Bourdieus rejse til Algeriet blev
det for ham. I begge tilfælde medførte mødet med en anden verden og
dens forestillinger om det givne en ny erkendelse af nødvendigheden af
at forholde sig samtidigt til den konkrete virkelighed og den videnska-
9