Den praktiske sans.pdf - Køb bogen på gyldendal.dk

Forord
ved Kirsten Hastrup
Pierre Bourdieu (1930-2002) tilhørte en generation af franske intellektuelle,
hvis arbejder vanskeligt lader sig klassificere i sædvanlige faglige
kategorier. Bourdieu selv var uddannet filosof, men under et ophold i
Algeriet i 1950’erne, hvor han gjorde tjeneste som soldat, blev han
optaget af konkrete samfundsforhold. Det blev afsættet for et livsværk,
hvori både antropologer, sociologer, filosoffer, sprogfolk, pædagoger
m.fl. vil kunne genkende egne faglige problemstillinger. Bourdieus program
er ikke fagspecifikt, men alment teoretisk eller simpelthen intellektuelt
– med et begreb, der stadig har stor betydning i det franske
videnskabelige miljø.
Der er i det hele taget noget umiskendeligt fransk over Bourdieus
arbejde, ikke kun i kraft af det intellektuelle udgangspunkt, men også
på grund af hans empiriske studier og hele hans eksempelkatalog. Når
hans arbejder somme tider kan opleves som enten svært tilgængelige
eller ligefrem uvedkommende, så skyldes det i hvert fald delvis den konsistente
samtænkning af det konkrete og det almene, som driver
argumentet. Det konkrete bliver ofte så detaljeret og så lokalt, at det
kan være svært at fastholde interessen, og omvendt bliver det almene
ofte så abstrakt og så indforstået i en bestemt intellektuel tradition, at
det unddrager sig den dybere forståelse, man søger. I kombination
medfører disse to tendenser ofte en fornemmelse af simpelthen at
drukne i ord.
Redningen fra dette ligger i at tage Bourdieus program på ordet, ikke
at lede efter noget andet. Bourdieu søger konstant og konsekvent at
undersøge betingelserne for viden samtidig med, at han skaber den.
Hans eget arbejde er et godt eksempel på det, han søger: en dynamisk
forståelse for menneskers viden og handlinger inden for rammer, der
hele tiden bevæger sig. Det gælder også videnskabelig viden, at den hele
tiden rokker ved selve de forudsætninger, der igangsatte en bestemt
undersøgelse, og derfor bliver viden ikke stående. Det indebærer, at
forskerens autoritet ikke (kun) befinder sig i den konkrete viden, der
7