Slupinski afhandling 2 del

SOL-SLØR
DEL 2
INDHOLDSFORTEGNELSE
Forord................................................................................................................................................... DEL 1
Resumé – Dansk..................................................................................................................................... DEL 1
Summary – English................................................................................................................................. DEL 1
1. Projektet og dets faglige baggrund....................................................................................................... DEL 1
2. Materialeudforskning – den metodiske tilgang...................................................................................... DEL 1
3. Lysets Materiale - solceller ................................................................................................................. DEL 1
4. Lysets Præstation: visuel perception og lysfiltrering.............................................................................. DEL 1
5. Forskningsmetoden i praksis - undersøgelsesteknikker.......................................................................... DEL 1
5.1 Forskningsområde – solcelletyper og lysfiltreringsprincipper................................................................. DEL 1
5.2 Eksperimentsetting - undersøgelsesomgivelser.................................................................................... DEL 1
5.2.1 Forsøgsmodellen............................................................................................................................ DEL 1
5.2.2 Laboratorium 01: Kunstig himmel................................................................................................... DEL 1
5.2.3 Laboratorium 02: Kunstig sol.......................................................................................................... DEL 1
5.3 Eksperimentevaluering – evalueringsparametre og observationsteknik................................................. DEL 1
SOL-SLØR - DEL 2 Undersøgelsesteknikker og laboratorieundersøgelser.................................. 1
5.3.1 Belysningsstyrkefordeling – KVANTITATIV MÅLING.................................................... 2
5.3.2 Kontrastforhold – KVANTITATIV MÅLING.................................................................... 5
5.3.3 Gennemsigtighed – subjektiv vurdering....................................................................... 8
5.3.4 Modellering – subjektiv vurdering................................................................................ 11
5.3.5 Farvegengivelse – subjektiv vurdering......................................................................... 14
5.4 Eksperimentvariation – undersøgelsesvariabler i de 5 eksperimentgrupper............................................ DEL 1
5.4.1 Undersøgelsesvariabler i eksperimentgruppe A – Opakt fladt mønster....................... 18
5.4.2 Undersøgelsesvariabler i eksperimentgruppe B – Vinkelselektivt mønster.................. 20
5.4.3 Undersøgelsesvariabler i eksperimentgruppe C – Transparent grå-filter..................... 22
5.4.4 Undersøgelsesvariabler i eksperimentgruppe D - Transparent farve-filter.................. 23
5.4.5 Undersøgelsesvariabler i eksperimentgruppe E – Supplerende bagindkapsling......... 26
5.4.6 Evalueringsparametrenes sammenhæng...................................................................... 27

5.5 Eksperimentdokumentation – et eksempel.......................................................................................... DEL 1
6 Laboratorieundersøgelser............................................................................................................ 28
6.1 Observationer for eksperimentgruppe A – Opakt fladt mønster.................................... 29
6.2 Observationer for eksperimentgruppe B – Vinkelselektivt mønster............................... 42
6.3 Observationer for eksperimentgruppe C – Transparent gråfilter.................................... 52
6.4 Observationer for eksperimentgruppe D - Transparent farve-filter............................... 59
6.5 Observationer for eksperimentgruppe E – Supplerende bagindkapsling....................... 71
6.6 Opsamlende konklusion på de gennemførte eksperimenter......................................................... DEL 1
7. Arkitektoniske potentialer for lysfiltrerende solceller............................................................................... DEL 1
Bilag 1: Eksperimentdokumentation.............................................................................................. 75
Bilag 2: Afgangsprojekt.................................................................................................................. 191

SOL-SLØR - DEL 2
Undersøgelsesteknikker og laboratorieundersøgelser
Formålet med denne del er at uddybe både undersøgelsesteknikkerne og eksperimenterne, så man på den måde
kan forholde sig mere kritisk til afhandlingens observationer samt evt. efterprøve projektets eksperimenter efter
samme metode.
De 2 kapitler i afhandlingens del 2 er en uddybelse af kapitel 5 og 6 af i alt 7 kapitler i afhandlingens del 1, der
har en mere overordnet karakter. Dette kan tydeligt spores på kapitlernes nummerering, der direkte kan flettes
sammen med kapitelnumrene i afhandlingens første del. Således kan afhandlingens del 2 læses sideløbende med
del 1, hvis man skal kigge efter bestemte undersøgelsesdetaljer i del 2 til de konklusioner der fremføres i
afhandlingens del 1.
Formålet med, at del 2 er separat og ikke flettet fysisk sammen med del 1, er at få et mere flydende
afhandlingslæsning i del 1 ikke afbrudt af tekniske beskrivelser af undersøgelsesteknikker og -resultater, der har
et mere supplerende karakter til de overordnede beskrivelser i del 1.
1

5.3.1 Belysningsstyrkefordeling – KVANTITATIV MÅLING
Målingen af belysningsstyrkefordeling i rummet fortæller, hvordan facadens lysåbninger fordeler dagslyset inde i
rummet samt hvor langt fra facaden, man kan få tilstrækkeligt dagslysniveau til, at en given funktion kan udføres
uden kunstig belysning.
Belysningsstyrkefordeling skildres typisk igennem måling af DF i bordhøjde ved flere afstande fra facaden under
diffust himmellys (Aschehoug et al. 1998 s. 15). Diffust himmellys er en stabil belysningstilstand samt et ofte
forekommende dagslystilstand på de nordlige breddegrader (Arnesen 2002 s. 9).
Som vist i fig. 5.3.1a, måles DF med 2 illuminansmetre samtidigt, hvor den ene står skyggefrit oven på modellen
lige over facadens midte og den anden placeres inde i modellen på bestemte afstande fra facaden (Lechner 1991
s. 316). Procentandelen mellem den indre og den ydre illuminansmeter angiver DF på de forskellige målesteder
inde i modellen . Begge illuminansmetere sammenlignes ved hver eneste interiørmåling.
Fig. 5.3.1a Rummodellen i lyslaboratoriet med 2 illuminansmetre – en over facaden udenfor og en inde i modelrummet
Fotografi: Artur Slupinski
Som vist i fig. 5.3.1b, er begge de anvendte illuminansmetre digitale af mærket BEHA model 93408. Som også
vist i fig. 5.3.1b viser den ene måler 1625 Lux, mens den anden placeret lige ved siden af ved samme belysning
viser 1618 Lux – altså 0,4 % mere, hvilket jeg anser for en ubetydelig forskel ved måling af DF, der i forvejen er
en procentandel mellem de to målers resultat – en yderligere procentandel af en procentforskel på kun 0,4 %
anser jeg for ubetydelig for synssansen. Fordelen ved kun at bruge 2 målere er en eliminering af flere
måleafvigelser ved endnu flere målere.
Fig. 5.3.1b De to anvendte digitale illuminansmetre af mærket
BEHA model 93408.
Fotografi: Artur Slupinski
2

Afstanden fra facaden for interiørmålerens placering forøges med 10cm fra facaden svarende til 1m
afstandsforøgelse ved et målestoksforhold på 1/10 samt til 2 m afstandsforøgelse ved et målestoksforhold på
1/20 – som nævnt i kapitel 5.2.1, kan modelrummet betragtes i 2 forskellige målestoksforhold. Den yderste
placering er således 10 cm fra facaden, mens den inderste placering er 50 cm fra facaden med i alt 5 forskellige
placeringer ved hver af de 2 forskellige bordhøjder.
Da DF generelt måles i bordhøjde på 80 cm, skal målingen foretages 2 gange ved hvert eksperiment – en gang
ved en bordhøjde i målestoksforhold 1/10 og en gang ved en bordhøjde i målestoksforhold 1/20. Dette gøres ved
at placere illuminansmålerens sensor på en klods, som vist i fig. 5.3.1c, så toppen på sensoren kommer i en
højde svarende til bordhøjden ved de to målestoksforhold – 80 mm ved 1/10 og 40 mm ved 1/20.
Fig. 5.3.1c De to anvendte illuminansmetres højde for
deres placering svarende til bordhøjderne i 2 forskellige
modelskala – 1/10 på det venstre fotografi samt 1/20 på
fotografiet til højre.
Fotografi: Artur Slupinski
DF registreres i en i et DF-diagram, som den vist i fig. 5.3.1d, hvor hvert rumskala har sin kurve med tilhørende
farve – rød for 1/20 med en rumhøjde på 6 m og sort for 1/10 med en rumhøjde på 3 m. I diagrammet er der
også angivet belysningskrav til kontorfunktionen, 300 lux angivet med blåt, samt opholdsstuefunktionen, 100 lux
angivet med grønt (Wuppertal Institut für Klima, Umwelt, Energie 1996 s. 109)
Begge belysningskrav er angivet som et intervalfelt i stedet for en linie, eftersom himmellysets lysstyrke godt kan
variere mellem 5.000 Lux og 10.000 Lux afhængigt af vejrforholdene. Den øverste del af intervalfeltet
repræsenterer således den nødvendige DF for at opfylde belysningskravene ved en overskyet himmel, mens den
laveste del af intervalfeltet repræsenterer den tilstrækkelige DF for at opfylde belysningskravene ved en skyfri
himmel, så jo mere skyfrit vejreforholdene er, desto lavere i intervalfeltet – og dermed længere væk fra facaden
- kan belysningskravene opfyldes, da skæringspunktet mellem DF-kurven og belysningskravfeltet kommer
længere væk fra facaden.
Fig. 5.3.1d Det anvendte DF-diagram med 2 DF-kurver for de to
rumskala samt intervalfelter for belysningskrav – blå for kontorrum og
grøn for opholdsstue.
Illustration Artur Slupinski
3

Disse indtegnede intervalfelter gør desuden, at man hurtigere kan sammenligne forskellige eksperimenters kurver
ved at se dem i forhold til disse felter rent grafisk frem for at skulle aflæse tallene på y-aksen ved hver eneste
sammenligning. Især fordi de forskellige eksperimenter kan resultere i forskellige DF, og dermed
skæringspunkter mellem DF-kurven og belysningskravsfeltet, selvom kurvene kan ligne hinanden uden disse
synlige intervalfelter.
Det, som således er vigtigt at bemærke ved aflæsningen af DF-kurverne, er først og fremmest, hvor langt fra
facaden, angivet på x-aksen, DF-kurve skærer belysningskravene. Dermed kan man se hvor langt inde i rummet
der er tilstrækkeligt med dagslys, og hvor der skal sættes mere ind med kunstig belysning.
Desuden viser kurvernes hældning, hvordan dagslyset fordeles inde i rummet – jo mindre DF ændrer sig ved de
forskellige facadeafstande, desto mere ensartet vil dagslysfordelingen i rummet – dvs. jo mere vandret DFkurven
er. DF-kurvens fald angiver hvor glidende overgangen mellem rummets lyse del ved facaden og mørke del
længere væk fra facaden er – om det sker pludseligt eller som en jævn nedtoning af lysstyrken. Eventuelle
bøjninger på DF-kurverne vil signalere steder, hvor lysniveauet ændres hurtigt – jo mere lig hele kurven er, desto
mere jævnt vil DF aftage igennem rummets dybde – afstanden fra facaden.
4

5.3.2 Kontrastforhold – KVANTITATIV MÅLING
Med luminansfordeling menes der, hvor stor lysforskel der er mellem de mørkeste flader og de mest lyse flader
indenfor samme synsvinkel (Lechner 1991 s. 265). For stor forskel mellem lys og skygge inden for den samme
synsvinkel vil resultere i blænding. Der skelnes mellem primærblænding og sekundærblænding. Primærblænding
kommer direkte fra lyskilden, når man ser på selve lyskilden – et kendt eksempel på primærblænding er, når man
om natten bliver blændet af billygterne fra en modkørende bil og ikke kan se noget som helst, hvorimod man om
dagen sagtens kan se det alt udenom billygterne, selvom de lyser med samme styrke som om natten – det
skyldes den relative luminans – lyshed – i forhold til omgivelserne (Lechner 1991 s. 267). Om dagen, hvor
luminansforskellen mellem billygter og omgivelserne er mindre opstår der ingen blænding, selvom billygterne
lyser med samme lysstyrke om dagen som om natten. Lyskilden i dette projekts tilfælde er solen samt til en vis
grad himmel. Som lyskilde anvendes der sollys-laboratorium, da det oftest er her, at blænding opstår.
Fig. 5.3.2a Primærblænding som sker direkte fra selve
lyskilden, hvor den store luminansforskel mellem lyskilden
og genstande imellem betragteren og lyskilden udvisker
helt genstandenes formskygger og efterlader genstanden
som en mørk silhuet.
Fotografi: Artur Slupinski
Sekundærblænding kommer som refleksion fra belyste flader, eksempelvist en solbelyst tekstside med pletvise
slagskygger kan skabe sekundærblænding, hvis forholdet mellem skyggen og det belyste område bliver større
end det betragtede objekts lys- og skyggeforskelle – slagskyggerne overtager synets opmærksomhed fra teksten
og kræver mere energi for at kunne fokusere på teksten og på længere sigt hurtigere irritation og træthed i
øjnene (Lechner 1991 s. 318).
Fig. 5.3.2b Sekundærblænding udnyttet bevidst perceptuel kvalitet i arkitekturen, hvor murstenens
fugeskygge overdøves helt af bogstavernes skygger pga. større luminansforskel mellem bogstavskygge og
baggrund end mellem murstensfuger og baggrund.
Fotografi: Colin Gregory Palmer
5

Til måling af luminansfordeling anvendes en luminansmeter fra MINOLTA model LS-100, vist i fig. 5.3.2c, der
ligner et kamera med et pistolhåndtag. Målingen foretages ved at kigge igennem luminansmeterens objektiv som
i et spejlreflekskamera og pege det mod det ønskede målingspunkt. Når målingspunktet er i søgeren trykkes der
på ”udløserknappen” og måleren foretager måling af luminansen – lysheden - i det givne punkt målt i candela pr.
m 2 – cd/m 2 . Denne luminansmeters snævre målingsvinkel på kun 1 o eliminerer lysmæssige forstyrrelser fra
målepunktets nære omgivelser.
Fig. 5.3.2c Den anvendte Luminansmeter er en model fra MINOLTA Luminance Meter LS-100
Fotografi: Artur Slupinski
Luminansmålingerne i interiøret foretages både imod facaden på gulv og loft samt langs med facaden på
sidevæggen. Målingspunkterne er afbildet i de i alt tre rumlige diagrammer vist i henholdsvis fig. 5.3.2d og fig.
5.3.2e. Disse diagrammer vil samtidigt blive anvendt til registrering af de forskellige eksperimenters
målingsresultater, vist i de forskellige eksperimenters dokumentation vedlagt som bilag. De udvalgte
målingspunkter inde i modellen ligger alle inden for menneskets normale synsfelt, føromtalt i kapitel 3 om lys og
synssans.
Fig. 5.3.2d viser punkterne for måling imod facaden på gulv og loft, foretaget igennem åbninger i bagvæggen.
Denne måling sker ved 2 forskellige middagssolhøjder på henholdsvis danske sommer- og jævndøgnstidspunkter
- på de danske breddegrader er der tale om en solhøjde på henholdsvis 45 o lysvinkel og 34 o lysvinkel i forhold til
vandret, hvilket er grunden til 2 diagrammer i stedet for ét diagram.
Fig. 5.3.2d Målesteder for luminansen inde i modellen imod facaden igennem åbning i bagvæggen
ved 2 forskellige middagssolhøjder
Illustration: Artur Slupinski
6

Fig. 5.3.2e viser punkterne for målingerne langs med facaden på den solbelyste sidevæg, foretaget ved
eftermiddagssol igennem åbninger i sidevæggen overfor. Åbningerne til disse målinger kan ses i fotografier af
modellen, vist tilbage i fig. 5.2.1a. Disse åbninger vil kun være åbne ved denne luminansmåling og ellers lukket
med hvid vægbeklædning som resten af modelrummet for at undgå forvrængninger i evalueringen af
eksperimenterne.
Fig. 5.3.2e Målesteder for luminansen inde i
modellen langs med facaden igennem åbninger i
sidevæggen ved eftermiddagssol
Illustration: Artur Slupinski
Grunden til de valgte målingspunkter er, at de indeholder både de mørkeste og de mest lyse områder indenfor
den givne synsvinkel. Luminansmålingerne skal vise, om punkternes lysforskel er for stor, hvor der så kan opstå
store kontraster og sekundærblænding. I de eksperimenter, hvor der opstår lysere eller mørkere punkter på flere
eller andre områder end de udpegede, vil der også blive foretaget luminansmåling dér – dette fremtræder
nærmere af de forskellige eksperimenters registrering, vedlagt som bilag.
For at skabe et godt optisk indeklima og undgå overanstrengelse af synssansen, må forholdet mellem det mest
lyse og det mørkeste område i et rum indenfor samme synsvinkel ikke overstige 1:10. Hvis det drejer sig om
lysforholdet mellem en arbejdsopgave og de nærmeste omgivelser, så burde forskellen højst være 1:3 (Lechner
1991 s. 266). Derfor vil måleangivelserne på de ovennævnte rumlige diagrammer blive oversat til relative
angivelser i forhold til hinanden med det mørkeste punkt som ”1” i hver målingssituation, frem for at angive de
absolutte luminansmålinger som cd/m 2 . Dermed vil man på diagrammerne straks kunne se, om der opstår
sekundærblænding ved det givne facadeeksperiment.
7

5.3.3 Gennemsigtighed – subjektiv vurdering
De forskellige eksperimenters påvirkning af gennemsigtigheden vurderes på baggrund af et todimensionalt
landskabsmotiv placeret 50 cm fra facaden, som vist i fig. 5.3.3a. Observationerne foretages under diffust
himmellys igennem en åbning i modellens bagvæg, hvor landskabsmotivet ses igennem den givne eksperiments
lysfiltrerende facademønster. Registreringen sker med omgående notation samt fotografisk registrering, som er
dokumenteret i bilagene for de forskellige eksperimenter. Man kunne godt forestille sig, at ved brug af
mikroskopiske lysfiltrerende mønstre kan det være misvisende at skalere mønstret ved undersøgelserne af
gennemsigtigheden. Hvis man ikke anvender 1:1 målestoksforhold på det givne lysfiltreringsmønster, bliver
spredning af lysbølgerne anderledes eftersom, da skalering foregår i en størrelse, der nærmer sig lysbølgernes
størrelse. Derfor er de undersøgte mønstre i 1:1 målestok for at opnå en troværdig gennemsigtighed.
Fig. 5.3.3a Modelopstilling med simuleret udsigtsmotiv under diffust
himmellys til vurdering af eksperimenternes påvirkning af facadens
gennemsigtighed.
Fotografi: Artur Slupinski
Grunden til, at motivet er placeret 50 cm fra facaden, er, så det kan fylde hele synsvinklen ud og dermed
simulere en virkelig udsigt uden afgrænsning, som vist i fig. 5.3.3b. Samtidigt tillader denne afstand, at der
stadigt kan komme dagslys ind i modellen samt på udsigtsmotivet, så motivet ikke skygger for sig selv.
Fig. 5.3.3b Modelopstilling med simuleret udsigtsmotiv til vurdering af eksperimenternes
påvirkning af facadens gennemsigtighed set indefra modelrummet.
Fotografi: Artur Slupinski
8

Afstanden kan ligeledes afsløre facademønstrets forvrængninger af udsigten, som for eksempel uskarphed samt
evt. konflikt mellem facademønstrets silhuetkontrast og udsigtsmotivets kontraster.
Havde det todimensionale landskabsmotiv været placeret helt op ad facaden, ville evt. forvrængninger ikke
komme ligeså kraftigt til udtryk, da det reflekterede lys fra motivet ville blive spredt på interiørsiden af
facademønstret med en mindre forvrængning end, hvis det også spredes før det går igennem facademønstret. At
denne afstand er afgørende for gennemsigtighedens forvrængning er især kendt fra matteret glas, som vist i fig.
5.3.3c, hvor en tekst placeret væk fra glasset bliver helt utydelig, mens en tekst placeret helt op ad det
matterede glas fremstår klart og læsbart, selvom matteret glas ikke anses for at være klart gennemsigtigt.
Fig. 5.3.3c Matteret glas i den højre halvdel af billedet, hvor forvrængning af
gennemsigtigheden afhænger af afstanden mellem glasset og teksten.
Afstanden forøges mod billedets højre side.
Fotografi: Artur Slupinski
Der flere grunde til det valgte motiv. Det valgte motiv indeholder både skarpe kontraster mellem land og himmel
og fine gradueringer mellem skyerne samt i det grønne landskab. Samtidigt indeholder motivet tydelige linier -
såvel lige og kurvede linier som horisontale og skrå linier. Derudover er det også vigtigt ved eksperimenter i
gruppe D med farvefiltre, at motivet har alle 3 grundfarver – Rød, Grøn og Blå samt forskellige gråtoner.
Under studierne af facademønstrets påvirkning af gennemsigtigheden ses der efter, hvor aflæselig motivet er
igennem det lysfiltrerende mønster. Der fokuseres på, hvorvidt mønstrets kontur i form af mørke felter på en
gennemsigtig baggrund overtager opmærksomheden fra udsigtens former og kontraster i forbindelse med
synssansens kant-detektion, som fokuserer på skarpe overgange mellem lyse og mørke felter.
Ligesom de forskellige facademønstre i de forskellige eksperimenter har forskellige retninger og orienteringer er
det også relevant at observere, om nogle linieretninger i motivet gengives mere tydeligt end andre samt om
motivet i det hele taget gengives klart eller forvrænget. Ved eksperimentgruppe D med transparente farvefiltre
ses der ligeledes på, hvordan disse farvefiltre påvirker landskabsmotivets farver og deres aflæsning.
Samtlige fotoregistreringer er foretaget med samme kamera for at undgå afvigelser i lys- eller farvefølsomheden
– et digital fotokamera fra Kodak model DX6490 med en Schneider-Kreuznach Variogon linse samt en opløsning
på 4 megapixels, vist i fig. 5.3.3d. Afhængigt af den tilstedeværende lysstyrke i de forskellige eksperimenters
interiør tilpasser kameraet selv blænde- og eksponeringstidsindstillinger - ligesom øjet også gør det med
ændringer i pupillens størrelse, så derfor antages kameraets gengivelse af det sete billede for at være
tilstrækkeligt sammenfaldende med synssansens.
9

Fig. 5.3.3d Det anvendte kamera til samtlige fotoregistreringer i dette projekt – et digital fotokamera fra Kodak
model DX6490 med en Schneider-Kreuznach Variogon linse samt en opløsning på 4 megapixels.
Illustration: www.kodak.com
Ved eksperimentgruppe D med brug transparente farverfiltre i facaden suppleres kameraets farvefotografi med
en registrering i gråskala, som er en transformation af det samme farvefotografi i programmet Adobe Photoshop
7. Denne oversættelse af farver til gråtoner i Adobe Photoshop 7 har angiveligt de samme egenskaber som
synssansens sort-hvide hvor-synssystem brugt til afkodning af luminansforskelle i de sete farver (Livingstone
2002 s. 38). Denne oversættelse af transparente farver til transparente gråtoner skal vise, hvordan de forskellige
farverfiltrenes luminansforskelle eller –ligheder spiller sammen med landskabsmotivets luminansforskelle –
kontraster. Samtidigt skal dette også fortælle, om der kan opstå den vibrerende virkning, hvis forskellige
tilstødende farver har den samme luminans, som føromtalt i kapitel 4.2. Anvendelsen af gråskalafotografiet
vender vi tilbage til under beskrivelsen af eksperimentgruppe D i kapitel 5.4.4. Derudover justeres der intet ved
undersøgelsesfotografierne, når de først er blevet taget for ikke at forvrænge observationerne.
10

5.3.4 Modellering – subjektiv vurdering
Lysets modellering handler om form- og teksturgengivelse, hvilket knytter sig til lysretning samt antal lyskilder og
deres størrelser, hvilket i en lysfiltrerende facade kan sammenlignes med antal åbninger og deres størrelser
(Aschehoug et al. 1998 s. 24). En glasfacade uden sprosser vil sprede lyset anderledes ved direkte sollys end en
facade med mange små åbninger – eksempelvis i perforering eller tekstil, som vist i fig. 5.3.4a. Samtidigt vil en
glasfacade, som er delt med en enkelt sprosse, svare til to åbninger, da de hver især vil sprede lyset individuelt,
hvilket vil give 2 slagskygger, der overlapper hinanden og bløder hinanden op, hvilket er tydeligt vist i fig. 5.3.4b
ved diffust lys med retning. Ved mikroskopisk skala kan denne lysspredning blive helt anderledes, hvis mønstret
skaleres og åbningsstørrelsen dermed ændres. Det skyldes, at lyset spredes mest langs en åbnings kant, og en
større åbning har plads til flere lysbølger væk fra åbningskanten end en mindre åbning – hvis en åbning skaleres
tilstrækkeligt ned i størrelse, så kan det sågar være, at over halvdelen af de igennemkommende lysbølger
transmitteres langs åbningens kant og dermed spredes i en anden retning (Lauritzen). Det betyder, at ved et
mønster med store åbninger tranmitteres de fleste lysbølger ikke i nærheden af en åbnings kant og fortsætter
dermed i samme retning, hvilket giver enrettet lys og ikke bidrager til forvrængning af gennemsigtigheden på
samme måde som ved mønstre med tilstrækkeligt mikroskopiske åbninger, hvor en stor del af lysbølgerne
spredes i forskellige retninger – af hver åbning, hvilket kan give diffust lys og frembringe diffraktion, beskrevet
tidligere i kapitel 4. som kan forvrænge et mønsters gennemsigtighed. Derfor må det også være relevant ved
denne evalueringsparameter at beholde det lysfiltrerende mønster, der skal undersøges i målestok 1:1.
Fig. 5.3.4a Eksempler på modellering ved 2 forskellige slags lysspredning. Til venstre ses sollys ved en
facade med mange små åbninger – gardin, hvor lyset bliver diffust med meget få skygger, hvilket
nedtoner overfladens stoflighed og gør formen flad. Til højre ses parallelt direkte lys med klare skygger,
der fremhæver formens dybde og overfladens detaljer, men hvor stofligheden udviskes pga. lysets høje
styrke.
Fotografi: Artur Slupinski
Fig. 5.3.4b Eksempler på modellering ved diffust lys med retning med forskellige antal lyskilder. Til
venstre ses en lyskilde med en overordnet slagskygge og til højre ses 2 lyskilder med 2 overlappende
slagskygger, som er mørkest i det overlappende område. Det kan være svært at se forskellen her, men
stofligheden og formdybden synes bedre gengivet ved en diffus lyskilde med retning end ved to lyskilder.
Fotografi: Artur Slupinski
11

Modellering må også knytte sig til luminansfordelingen mellem det belyste genstands sider eftersom, en
overfladetekstur ved skarpe overgange mellem skyggesiden og lyssiden kan blive usynlig for øjet pga.
synssansens tilpasning til den gennemsnitlige lysstyrke i synsfeltet, som kan udviske detaljerne for synet, når der
skiftevis fokuseres på den objektets lyse og mørke side. Ligesom synssansens kant-detektion, hvor der kun
fokuseres på skarpe overgange mellem lys og mørk ved at forstærke kontrasterne under sansningsprocessen,
risikerer de små detaljer/tekstur at blive udvisket for synssansen, hvilket kan observeres i fig. 5.3.4a højre billede.
For at observere de forskellige facadeeksperimenters modelleringsegenskaber via deres påvirkning af dagslyset
indeholder modellens interiør således 3 observationsgenstande, som vist i fig. 5.3.4c: et dukkehoved, et
vægpanel med tekstur samt 5 skruer i gulvet i 5 forskellige afstande fra facaden. I begyndelsen blev også en
flamingokugle brugt, som vist i fig. 5.3.4d i højre fotografi, som jeg senere fravalgte, da den ikke bidrog med
flere informationer end de nævnte genstande.
Fig. 5.3.4c Observationsgenstande til vurdering af lysets modellering: et dukkehoved, et
vægpanel med tekstur samt 5 skruer i gulvet i 5 forskellige afstande fra facaden.
Fotografi: Artur Slupinski
Ved observationerne ses der generelt efter, om formen bliver gengivet med rumlige skygger i stedet for fladt
uden skygger i tilfælde af et for diffust lys, samt om detaljerne kommer til sin ret uden, at genstandens
overordnede formskygger forstyrres af detaljernes synlighed. Teksturen ønskes også antydet, men ligeledes uden
at forstyrre indtrykket af den overordnede form.
Babydukkehovedet er valgt, da det er en letgenkendelig form, som mange har et forhold til, hvordan et
babyhoved skal se ud. Dermed kan den lysmæssige modellering af dukkehovedet hurtigt bedømmes, om
babydukkens ansigt sig ”rigtigt” ud eller mærkeligt/uhyggeligt på grund af belysningens retning eller skyggernes
karakter. Dukkehovedet er hvidt for lettere at kunne vurdere lys og skygger. Hovedet er desuden blankt, så man
får et indtryk af facademønstrets evne til at sprede lyset - om lyskilden spejles som punkter eller som større flader
– spejling i dukkehovedet som vist i fig. 5.3.4d.
Selvskygge-graduering
Det gælder om at betragte mødet mellem genstandens lysside og skyggeside – selvskyggen – hvordan
fremhæves detaljerne, stofligheden samt formen? Er det en skarp nærmest sort-hvid overgang eller er det en fin
graduering, der fremhæver detaljerne på vejen uden at overtage formens helhedsindtryk?
12

Fig. 5.3.4d Observationsgenstande til vurdering af lysets modellering ved 3 forskellige belysninger – læg især mærke
til forskellen i lysretning på slagskyggerne, detaljeskyggerne ved øjnene, vægteksturens stoflighed samt lyskildernes
refleksion i det blanke dukkehoved – lyskildernes antal og størrelse ses tydeligt.
Fotografi: Artur Slupinski
Vægteksturen skal fortælle om lysets evne til at vise stofligheden eller om det bliver så retningsløst, at skyggerne
i stofligheden forsvinder eller, om lyset bliver så stærkt, at stoflighedens fine skygger bliver udvisket af den
stærke belysning. Vægteksturen har desuden også en formrepetition – en større tekstur oven i den fine tekstur,
som ligeledes viser lysretningens evne til at modellere både form og tekstur sammen.
De 5 skruer skal fortælle om lysets spredning. Hvor skarpe og detaljerede skruernes slagskygger er i
modelrummets forskellige facadeafstande dvs. hvor diffust er lyset, og hvordan ændrer lysets retning sig ved
tiltagende afstand fra facaden?
Der ses også på slagskyggernes afgrænsning. Hvor klart afspejler de formens placering i forhold til lyskildens
placering og lysets retning? Hvor tydelig er overgangen mellem genstandens selvskygger og de kastede
slagskygger? Smelter begge skygger sammen og forvrænger formen eller er der tale om to forskellige lysstyrker i
skyggerne, hvor genstanden tydeligt kan aflæses?
Observationerne foretages både ved diffust himmellys og ved direkte sollys igennem en åbning i modellens
sidevæg overfor teksturpanelet, så samtlige observationsgenstande ses med lys fra siden. Denne synsvinkel
skyldes, at det er netop i overgangen mellem lys- og skyggesiden, at modelleringsegenskaberne kommer tydeligst
til udtryk. Registreringen sker med omgående notation samt fotografisk registrering, som er dokumenteret i
bilagene for de forskellige eksperimenter.
Samtlige fotoregistreringer er foretaget med samme kamera for at undgå afvigelser i lys- eller farvefølsomheden
– et digital fotokamera fra Kodak model DX6490 med en Schneider-Kreuznach Variogon linse samt en opløsning
på 4 megapixels, som omtalt også i kapitel 5.3.3.
13

5.3.5 Farvegengivelse – subjektiv vurdering
Ved sammenligning af forskellige lyskilders lyskvalitet, taler man ofte om de forskellige lyskilders
farvegengivelsesevne. Farvegengivelsesevnen angiver, hvor korrekt farverne fremtræder ved belysning med en
given lyskilde (Lechner 1991 s.257). Som eksempel på vigtigheden af lyskildernes farvegengivelsesevne kan man
nævne restaurationsbranchen, hvor en ”appetitlig” farvegengivelse af maden kan spolere hele den kulinariske
oplevelse.
I dette projekts tilfælde er lyskilden, hvis farvegengivelse skal evalueres, erstattet med den lysfiltrerende
farvemønstre i eksperimentgruppe D. En lysfiltrerende facade med farvede filtre kan betragtes som en lyskilde,
der sender det filtrerede dagslys ind i rummet med forskellige farveblandinger. Således er det relevant at
undersøge farvegengivelsesevnen ved de forskellige farvekombinationers lystfiltrering.
Der er normalt 2 aspekter forbundet til en lyskildes farvegengivelsesevne:
1. Lysets farve
2. Lysets spektralfordelingens evne til at gengive farverne korrekt.
Lysets farve defineres via farvetemperatur målt i kelvingrader som farvemæssig reference – eksempelvis har
dagslysets farve ved middagstid en farvetemperatur på 6500 kelvingrader, som svarer til hvid farve (Lechner
1991 s. 257). Dette dagslys, benævnt D65, danner sammenligningsgrundlag til andre lyskilder ved vurdering af
farvegengivelsesevnen (Aschehoug et al. 1998 s. 10).
Lyskilders evne til at gengive farverne korrekt, - farvegengivelsesindeks, vurderes via en beregnet sammenligning
med det, der svarer til dagslys D65. Metoden er udarbejdet af den Internationale Belysningskommission, forkortet
på fransk til CIE.
Denne sammenligning sker simultant, hvor to flader, som er adskilt med en lystblokerende væg belyses med
testlyskilden samt en justerbar referencelyskilde (Lechner 1991 s. 257). Disse to flader observeres fra en vinkel i
plan med den adskillende væg, så denne kun optræder som en linie i synsfeltet, hvor man til gengæld kan
koncentrere sig om de belyste fladers farveforskel. Ved hjælp af sådan en farvesammenligningstest med et sæt
farvepaletter afgøres der, hvor godt den testede lyskilde matcher dagslysets farvegengivelsesevne. Størrelsen på
denne match eller afvigelse omregnes så til et indekstal af dagslys D65, hvilket viser den testede lyskildes
farvegengivelsesevne, benævnt CRI for Colour Rendering Index, ofte angivet som Ra (CIE 1995). Dagslysets Ra er
100, hvilket er maksimum farvegengivelsesevne. En Ra over 80 anses for at være højt, hvilket ofte er tilfældet i
mange lysstofrør ligesom den anvendt i himmellys-laboratorium.
Sådan en farvegengivelsessammenligning testes ikke kun på én prøveflade, men på en hel farvepalette
udarbejdet på baggrund af CIE’s tristimulusfarvesystem. CIE’s tristimulusfarvesystem er en bearbejdning af
Munsells farvesystem, vist tilbage i fig. 4.2t. CRI-metodens farvepalette består af 8 farver med lav mætning samt
7 supplerende farver med høj mætning – det er dog de 8 førstnævnte der bruges til at bestemme testlyskildens
generelle farvegengivelsesevne. Det er på baggrund af alle disse farvesammenligninger for en given testlyskilde,
at den samlede Ra beregnes. Yderligere beskrivelse af CIE-farvesystem findes i CIE Publikation Nr. 13-3 (CIE
1995).
CIE’s ovennævnte farvepalette er dog blevet kritiseret pga. dens valg af for få mættede farver i forhold til
afmættede farver, hvor de største forandringer i farvegengivelsen og farveafvigelserne kommer angiveligt
tydeligst til udtryk ved mættede intense farver (Color Kinetics Incorporated). Målingen og klassificeringen af
farvegengivelsen på elektriske lyskilder foregår desuden med det nævnte antal farveprøver, der ikke
repræsenterer hele spektret, men bestemte ”hovedpunkter”. Det betyder, at man som lysfabrikant kan, pga. de
relativt få sammenligningsfarve i CIE’s CRI-metode, tilpasse sine lyskilder til at gengive netop de farver godt og
opnå en høj Ra på eksempelvis 80-89 uden nødvendigvist at være i stand til at gengive andre farver ligeså godt
som dagslys D65.
Eksempelvis vil en spektrumskurve på et lysstofrør, vist i fig. 5.3.5a, ofte være ”ude af balance” ved at have store
udsving med høje toppe og dybe dale ved forskellige farver (Hansen 2007). Disse udsving kan tilsammen godt
give hvidt lys, men med en ”ujævn” gengivelse af forskellige farver, hvor bestemte farver fremtræder korrekt,
mens andre farver fremtræder helt afmættet – i forhold til dagslysbelysning.
14

Fig. 5.3.5a De samme farvede genstande ved to forskellige
belysningskilder – kompaktlysstofrør og glødelampen med tilhørende
spektralfordelingskurver øverst i billedet. Bemærk genstandenes
farveafmætning ved belysningen fra kompaktlysstofrøret. Et lysstofrør
har typisk en Ra på 80-90, mens en glødelampe har en Ra på 100.
Kilde: Hansen 2007
Derfor vil jeg hævde, at man i forbindelse med vurderingen af en lyskildes CRI supplerende kan fokusere på, hvor
jævn en spektrumsfordelingskurve en given lyskilde har, for jo mere jævn fordeling denne kurve har, desto flere
farver vil blive gengivet korrekt, selvom farvetemperaturen er en anden. Af netop denne grund har en normal
glødelampe en meget høj Ra på 100, selvom spektralfordelingskurven er højere i den rødlige ende af det synlige
spektrum. Denne skævhed reguleres med synssansens farvekonstans, som førnævnt i kapitel 4.2.
Farvekonstansen lader dog til at virke mest korrekt ved lyskilder med kontinuerlig spektralfordelingskurver uden
toppe og dale, som udtrykker mangler på bestemte farver i lyskilden, ligesom det netop er tilfældet ved mange
lysstofrør samt energisparepærer i modsætning til glødelampens gullige, men kontinuerlige
spektralfordelingskurve, hvilket er illustreret i fig. 5.3.5a (Lechner 1991 s. 255).
Farvekonstansen bliver dog sat ud af kraft, hvis der anvendes 2 eller flere lyskilder med forskellige farver, der ikke
formår at blive blandet sammen og dermed tydeliggør hinandens farveforskelle, da synssansen styrker de
tilstødende farvers mæthed i hver sin retning for at tydeliggøre mødet mellem de to farver, hvilket er yderst
relevant ved sammensætning og størrelsesforhold af forskellige lystransmitterende farvefiltre i facaden (Lechner
1991 s. 261).
Som supplement til vurdering af farvegengivelsen af de udvalgte farvefiltrekombinationer i solcelleruderne i
eksperimentgruppe D, har jeg derfor anvendt en spektrofotometer af producenten Perkin Elmer, model LAMBDA
20 UV-VIS til at måle spektralfordelingen som udtryk for dens jævnhed i hver farvefilters transparens, vist i fig.
5.3.5b. Den anvendte spektrofotometer tilhører Teknologisk Institut og er vist i fig. 5.3.5b.
15

Fig. 5.3.5b Spektrofotometer af
producenten Perkin Elmer, model
LAMBDA 20 UV-VIS til måling af de
enkelte farvefilter transmissionsgrad ved
forskellige lysbølgelængder – farver.
Fotografi: Artur Slupinski
Hver farvefilters måling af transparens ved forskellige lysbølgelængder – farver - omsættes til en
spektralfordelingskurve for dens transparens svarende til spektralfordelingen på det filtrerede lys. Disse
spektralfordelingskurver kan efterfølgende lægges sammen, som vist i fig. 5.3.5c, så man kan se de forskellige
filterkombinationers samlede spektralfordeling, vist med den sorte kurve, for at få et indtryk af den givne
filterkombinations farvegengivelse inde i modellen. Denne samlede spektralfordelingskurve for hver
filterkombination sammenlignes med dagslysets spektralfordelingskurve vist med den lyseblå kurve, som har en
perfekt farvegengivelse. Sammenligningen består i, om filterkombinationens samlede sorte kurve har en
kontinuitet som minder om dagslysets kurve, eller om den dykker ved bestemte lysbølgelængder – farver – og
derfor gengiver disse dårligere i forhold til de andre farver – mere gråt og afmættet.
Fig. 5.3.5c Spektrofotometers måling af farvefilters transmissionsgrad ved forskellige
lysbølgelængder – farver. Der er her målt 2 farvefiltre – en magenta og en grøn, vist med
kurverne i de respektive farver. Den sorte kurve viser begge filters gennemsnitlige
spektralfordeling af transmittansen – ikke som overlapning af filtrene ovenpå hinanden, men
som tilstødende stribekomposition side om side med samme bredde. Den lyseblå kurve viser
dagslysets spektralfordeling som reference. Spektralfordelingskurver til facadeeksperimenterne
i gruppe D.
Illustration: Maria Stegman og Artur Slupinski
16

Som hovedteknik til undersøgelse af farvegengivelsen af de udvalgte farvefiltrekombinationer i solcelleruderne i
eksperimentgruppe D, har jeg valgt en anden lavteknologisk, men effektiv teknik til vurdering af en lyskildes
farvegengivelse, som jeg vil anvende. Teknikken minder principielt om CIE’s CRI-metode, men er både simplere
og lettere tilgængelig end CRI-metoden om end mindre præcis. Denne teknik består i en farvemæssig vurdering
af mættede farver, som er kommercielt kendte fra globale hverdagsobjekter, i belysning fra den givne
eksperiments filterkombination i forhold til vurdering af de samme objekter i belysning fra en klar glasfacade –
altså ved dagslys.
Som vist i fig. 5.3.5d, anvendes der plastikkapsler i kommercielt kendte farver med høj mætning – bl.a. Coca-
Cola-rød, 7-UP-grøn og Schweppes Tonic-gul, der så vidt muligt repræsenterer farvecirklens grundfarver og deres
komplementærfarver. Grunden til de valgte farvers høje mætning er, at dårlig farvegengivelse er lettest at spore
netop ved en høj mætningsgrad, som førnævnt i dette afsnit. Farvernes globale ”berømmelsesstatus” kan
muligvis gøre det også lettere at bedømme farvegengivelsen ved det givne eksperiment – om farven ser rigtigt
eller forkert ud. Man kan hævde, at der foregår noget lignende, når man i Danmark vurderer, om en rød farve er
”postkasserød”. Desuden sammenlignes kapslernes farve fotografisk med referenceeksperimentet X.00.
Fig. 5.3.5d Farvekapsler til test af farvegengivelsen i eksperimentgruppe D set i forhold til en
farvecirkel, hvor primærfarverne er angivet med sorte pile, mens deres komplementærfarver
er diametralt angivet med hvide pile.
Illustration: Artur Slupinski
Observationerne foretages både ved diffust himmellys og ved direkte sollys igennem en åbning i modellens
sidevæg overfor vægteksturen, så samtlige observationsgenstande ses med lys fra siden, som også vist i fig.
5.3.5d i billedet til venstre. En synsvinkel fra siden i forhold til lysretningen reducerer risiko for genskin i
plastikkapslernes overflade, og gør det derved lettere at se farverne.
Samtlige observationer af farvekapslerne i eksperimentgruppe D sammenlignes med kapslerne i
referencemodellen med en klar glasfacade. Registreringen sker med omgående notation samt fotografisk
registrering, som er dokumenteret i bilagene for de forskellige eksperimenter. Samtlige fotoregistreringer er
foretaget med samme kamera for at undgå afvigelser i lys- eller farvefølsomheden – et digital fotokamera fra
Kodak model DX6490 med en Schneider-Kreuznach Variogon linse samt en opløsning på 4 megapixels, som også
omtalt i kapitel 5.3.3.
17

5.4.1 Undersøgelsesvariabler i eksperimentgruppe A – Opakt fladt mønster
I den første undersøgelsesgruppe A drejer det sig om plane mønstre, hvor opake solceller placeres som en
sandwich mellem 2 lag glas – eksempelvist en termorude – hvor det er via det tomme areal mellem de enkelte
solceller i facademodulet, at dagslyset filtreres til interiøret. Som et alternativ til det, at solcellerne er lagt i et
mønster af gennemsigtige og ugennemsigtige felter, kan der også anvendes solceller med perforering, hvor der i
selve solcellerne er huller, som skaber gennemsigtighed.
Fig. 5.4.1a giver et overblik over følgende undersøgelsesvariabler med tilhørende variabelvariationsmuligheder,
som jeg vil afprøve i de forskellige eksperimenter i denne eksperimentgruppe. De forskellige
undersøgelsesvariabler beskrives efterfølgende.
Fig. 5.4.1a Oversigt over undersøgelsesvariabler og deres variationsmuligheder i forhold til de individuelle eksperimenter i
Eksperimentgruppe A – Opakt fladt mønster
Illustration: Artur Slupinski
18

Mønsterregularitet
Med denne undersøgelsesvariabel skal der undersøges, hvordan et repetitivt mønster i form af parallelle striber
påvirker interiørets optiske klima i forhold til et vilkårligt mønster af forskelligt placerede felter, som ikke har en
tydelig rytme eller gentagelsesmønster. Fokus vil her især ligge på gennemsigtigheden – hvordan mønstrets
regularitet spiller sammen med udsigten.
Mønsterretning (komposition)
Med denne undersøgelsesvariabel skal der undersøges, hvordan forskellige retninger i mønstret spiller sammen
med udsigten samt synssansens primært horisontale orientering. Der er her tale om stribemønstre med en
vertikal retning, med horisontal retning samt mønstre uden retning med vilkårligt placerede felter. Denne
undersøgelsesvariabel tager således udgangspunkt i de samme mønstre, som variablen mønsterregularitet.
Mønsteropløsning
Med denne undersøgelsesvariabel skal der undersøges, hvordan ændring i mønstrets opløsningsstørrelse påvirker
interiørets optiske klima. Vurderingen tager udgangspunkt i stribemønstre, hvor der skelnes mellem relativt fine
mønstre med lille inddeling og grove mønstre med stor inddeling, hvor dækningsgraden stadigt er den samme.
Fokus ligger på gennemsigtighed samt modellering og kontrastforhold, hvor de to sidstnævnte
evalueringsparametre knytter sig til, hvordan mønsterskalaen spreder lyset i rummet.
Mønsterbagside
Med denne undersøgelsesvariabel skal der undersøges, om forskellen i mønsterbagsides lysrefleksion har en
betydning for oplevelsen af udsigten. Sammenligningen tager udgangspunkt i mønstre med den samme
dækningsgrad med tre forskellige bagsider: sort, hvid samt spejlende krom med spekulær refleksion. Der
fokuseres på, hvordan kontrasten mellem mønster og baggrund påvirker oplevelsen af udsigtens egne kontraster
mellem lyse og mørke dele af udsigten.
Dækningsgrad
Med denne undersøgelsesvariabel fokuseres der på, hvor stor en betydning eksperimenternes forskellige
dækningsgrader har for belysningsfordelingen i interiøret, for kontrastforhold samt for oplevelsen af udsigten.
Figuration
Med denne undersøgelsesvariabel skal der undersøges, hvordan et lysfiltrerende mønster med figurative
karaktertræk påvirker aflæsningen af udsigtens figurative træk – former - i forhold til et uniformt mønster uden
figuration. Synsmæssigt er det relevant pga. synssansens kant-detektion, som aflæser de stærkeste kontraster i
et givent mønster og forsøger at sætte det sammen til en formhelhed, som beskrevet i kapitel 4.
Udover de nævnte fokuspunkter ved de ovennævnte undersøgelsesvariabler holdes der øje med andre
uforventede udfald.
19

5.4.2 Undersøgelsesvariabler i eksperimentgruppe B – Vinkelselektivt mønster
I denne gruppe drejer det sig primært om mønstre som kan afskære lyset fra bestemte vinkler – eksempelvis
lameller. Denne lysafskæring samt mulig påvirkning af interiørets lyskvalitet har jeg valgt at undersøge via
følgende undersøgelsesvariabler med tilhørende variationer:
Fig. 5.4.2a Oversigt over undersøgelsesvariabler og deres variationsmuligheder i forhold til de individuelle eksperimenter i
eksperimentgruppe B - Vinkelselektivt mønster
Illustration: Artur Slupinski
Mønsterform
Med denne undersøgelsesvariabel skal der undersøges, hvordan udformning af selve mønstret – lamel,
perforering eller udhæng – påvirker belysningsfordelingen i rummets dybde, samt hvordan modellering- og
kontrastforhold påvirkes i kraft de forskellige mønstres lysspredning. Udhænget i eksperiment B.01 er egentligt
ikke et mønster, men er mere tænkt som en lysmæssig sammenligningsgrundlang til de mikroskopiske mønstres
optiske præstation. Da mønstrene i denne eksperimentgruppe primært er i mikroskopisk skala, er der også fokus
på, hvad mønstrene gør ved gennemsigtigheden, eftersom der kan være risiko for sløring af udsigten via
interferens.
20

Mønsterretning
Med denne undersøgelsesvariabel skal der undersøges, hvordan mønstrets retning påvirker belysningsfordelingen
i form af DF samt spredning af lyset i rummet, som kommer til udtryk i kontrastforholdene samt modelleringen.
Ligesom i eksperimentgruppe A er der i denne eksperimentgruppe tale om horisontal og vertikal retning i
lamelmønstrene samt retningsløshed i mikroperforeringsmønstret, hvor det forventes, at deres samspil med
himmellyset af forskelligt pga. de forskellige orienteringer.
Hvordan mønstrets retninger spreder lyset kan også have betydning for gennemsigtigheden og hvordan denne
eventuelt forvrænges afhængigt af mønsterretning.
Relativ mønsterskala
Med denne undersøgelsesvariabel skal der undersøges, om det, at mønstrets størrelse er mikroskopisk, påvirker
gennemsigtigheden samt, om lysspredning bliver anderledes i form af belysningsfordelingen samt
kontrastforholdene. Den makroskopiske reference til de mikroskopiske mønstre udgøres af eksperiment B.01 med
det horisonttale udhæng
Lysafskæringsvinkel
Med denne undersøgelsesvariabel skal der undersøges, hvorvidt en relativt lille ændring i mønstrenes
lysafskæringsvinkel påvirker belysningsfordelingen i form af DF. Lysafskæringsvinkelen fortæller om, hvor højt
solen skal stå på himlen for at blive blokeret af mønstret. Der skelnes mellem 2 lysafskæringsvinkler –
mikrolamelmønstrene har en lysafskæringsvinkel på 55 o i en retning afhængigt af, hvordan lamellerne vender,
mens mikroperforeringsmønstret har en lysafskæringsvinkel på 50 o i mange retninger.
Perpendikulær Lystransmittans (uden hensynstagen til glasruden)
Perpendikulær lystransmittans skal supplerende holdes op imod lysafskæringsvinklen, hvor der fokuseres på,
hvorvidt det er lysafskæring samt mønsterets retning eller den perpendikulære lystransmittans, der har betydning
for belysningsforholdene.
Udover de nævnte fokuspunkter ved de ovennævnte undersøgelsesvariabler holdes der øje med andre
uforventede udfald.
21

5.4.3 Undersøgelsesvariabler i eksperimentgruppe C – Transparent grå-filter
I denne gruppe er der tale om, at selve solcellematerialet er gennemsigtigt med en grad af lysabsorbans til
elektricitetsproduktion – ligesom mørkegrå solbriller, hvor man så kan arbejde med lystransmittansen i
solcellerne. I denne eksperimentgruppe har jeg kun 2 undersøgelsesvariabler:
Fig. 5.4.3a Oversigt over undersøgelsesvariabler og deres variationsmuligheder i forhold til de individuelle eksperimenter i
eksperimentgruppe C – Transparent Grå-filter. Bemærk, at eksperiment C.01 har 2 varianter med 2 forskellige
dækningsgrader.
Illustration: Artur Slupinski
Mønsterkomposition
Med denne undersøgelsesvariabel skal der undersøges, hvor meget det betyder for interiørets optiske klima, om
et transparent grå-filtermønster har uniform transparens over hele fladen eller om den indeholder variations i
transmissionsgraden. Der fokuseres især på lysets modelleringsegenskaber samt på kontrastforholdene. Desuden
ses der også på, hvordan udsigten opleves gennem facaden igennem et varieret grå-filter i forhold til det
uniforme grå-filter – om der sker nogen form for vekselvirkning mellem det graduerede mønster og udsigten. Det
vil ligeledes være relevant at se på forskellen i DF-kurvens udformning mellem det graduerede og det uniforme
grå-filter, eftersom lyset må blive fordelt anderledes.
Dækningsgrad
Med denne undersøgelsesvariabel skal der undersøges, hvor meget betydning dækningsgraden har for det
optiske indeklima, eftersom øjet kan tilpasse sig forskellige lysniveauer og dermed kan have svært ved at aflæse
absolut luminans. Der fokuseres på, hvordan gennemsigtighed, kontrastforholdene samt modelleringsegenskaber
påvirkes af forskellige dækningsgrader.
Udover de nævnte fokuspunkter ved de ovennævnte undersøgelsesvariabler holdes der øje med andre
uforventede udfald.
22

5.4.4 Undersøgelsesvariabler i eksperimentgruppe D - Transparent farve-filter
Denne gruppe omhandler fremtidige lysfiltrerende farvesolceller som for eksempel DSC-solceller. Man kunne godt
forestille sig en dagslysbelysning med farvet lysskær eller flere farverige overgange i facaden ved rumfunktioner
med kort opholdstid eller lavt koncentrationsbehov. Med udgangspunkt i tilgængelige farvefiltre har jeg valgt at
undersøge følgende variabler i denne eksperimentgruppe:
Fig. 5.4.4a Oversigt over undersøgelsesvariabler og deres variationer i eksperimentgruppe D – transparent farvefilter
Illustration: Artur Slupinski
Stribemønsterretning (komposition)
Med denne undersøgelsesvariabel skal der undersøges, hvordan retning på det farvede stribemønster – horisontal
eller vertikal – påvirker oplevelsen af udsigten eftersom, synssansen primært orienterer sig horisontalt, som
beskrevet tidligere i kapitel 3.
Stribemønsterskala
Med denne undersøgelsesvariabel skal der undersøges, hvilken påvirkning stribemønstrets størrelse har på
farvegengivelsen i kraft af synssansens farvekonstans og på lysets modelleringsevne via de forskellige bredders
23

forskellige lysspredning. Ligeledes skal der observeres, hvordan stribernes bredde påvirker oplevelsen af
udsigtens farver. Variationen består af 1 cm bredde, 5 cm bredde samt en blanding af de to bredder.
Farveblanding (sammenlagt farve) og antal farver i kompositionen
Med denne undersøgelsesvariabel skal der i lyset af synssansens farvekonstans undersøges, hvorvidt det har en
betydning for farvegengivelsen og farveoplevelsen af rummet, om en facades kombination af farvefiltre giver gråt
lys tilsammen, hvor farverne ophæver hinanden, eller om kombinationen giver et farvet lys. Ved 2-farvede
kombinationer er der tale om, at farverne er komplementærfarver suppleret af eventuel variation i
lystransmittansgrad.
De forhåndenværende farvefiltres komplementærfarver er vist i tabellen i fig. 5.4.4c i kolonne
”komplementærfarver” med negativfarver til de forhåndenværende farvefiltre, hvilket har dannet baggrund for
udvælgelsen af farvefilterkombinationer til de eksperimenter, der kun involverer 2-farver. Ved 3-farvede
kombinationer drejer det sig om afstanden mellem de valgte farver på farvecirklen er ens eller ej – ligeledes
suppleret af eventuel variation i lystransmittansgrad i de anvendte farvefiltre. De forskellige farvekombinationer
har desuden forskellige farvemætningsgrader, hvilket også forventes påvirke oplevelsen af rummet og udsigten.
derudover skal det undersøges, hvordan ovennævnte farvekombinationer i facaden påvirker oplevelsen af
udsigten, herunder udsigtens farver i kraft af farvefiltrenes variabelvariationer.
Blanding af lystransmittanser
Som nævnt i forrige afsnit om farveblanding vil der blive undersøgt, hvordan variation i farvefiltrenes
lystransmittans i en given farvekombination vil påvirke farvegengivelsen samt oplevelsen af udsigten – set i
forhold til samme lystransmittans mellem farvefiltre i andre facadeeksperimenter.
Der ses også på, hvordan variation i lystransmittansgrader påvirker kontrastforholdene med hensyn til blænding.
Lystransmittansen er målt med illuminansmeteren, hvor målingen er taget med måleren dækket til med det givne
filter og sammenlignet med målingen uden farvefilter – begge målinger foretaget i himmellyslaboratoriet.
Resultaterne af de forskellige tilgængelige filtres transmittansmåling er angivet i fig. 5.4.4c i kolonne ”Målt
lystransmittans” ud for de givne farver. De målte lystranmittanser har afgørende bidraget til valget af bestemte
farvekombinationer til eksperimenterne. Nogle eksperimenter har samme lystransmittans, mens andre forskellig.
Til en supplerende vurdering af farvegengivelsen er der, som førnævnt i afsnit 5.3.5, foretaget målinger af
lystransmittans med en spektrofotometer ved hver anden synlige lysbølgelængde af de forskellige farvefilters
kombinationer for at se hvordan den oplevede farvegengivelse hænger sammen med jævnheden i
spektralfordelingskurve på den givne farvekombinations lystransmittans, som den vist tilbage i fig. 5.3.5c. Disse
målinger er foretaget efter laboratorieundersøgelserne som et supplement til vurderingen af
farvegengivelsesevnen i eksperimenterne.
Blanding af luminanser
Med denne undersøgelsesvariabel skal der undersøges, hvordan farvefilterkombinationer med ens luminans i
transparensen påvirker oplevelsen af udsigten i forhold til farvekombinationer med forskellig luminans. Med
udgangspunkt i den i kapitel 4 beskrevne opdeling af synssansen i hvor- og hvad-synssystem som henholdsvis
luminans- og farvebaseret vil det være relevant at undersøge, hvorvidt der kan opstå en ”vibrerende” effekt i
farvemønstre med ens luminans, og hvordan denne i så fald påvirker oplevelsen af udsigten.
Målingen af de tilgængelige farvefilters luminanser er foretaget på 2 forskellige måder, som begge er registreret i
tabellen i fig. 5.4.4c i kolonne ”Målt luminans på farvetransparens” og i kolonne ”Luminans på gråskalafotografi”
med de tilhørende farver i lyshedsskala, vist i kolonnerne til højre for hver af disse 2 kolonner
Kolonne ”Målt luminans på farvetransparens” viser målingerne foretaget med den føromtalte luminansmeter, hvor
selve opstillingen af luminansmålingen af de gennemsigtige farvefiltre er vist i fig. 5.4.4b. Denne måling er
foretaget med et såkaldt Grey Card fra Kodak som baggrund, der repræsenterer omgivelsernes gennemsnitlige
luminans og derfor danner en antagelig repræsentation af forskellige udsigters luminans.
Kolonne ”Luminans på gråskalafotografi” viser derimod de samme farvefiltre i den samme rækkefølge, men som
farvefotografier oversat til gråskala i programmet Adobe Photoshop. Adobe Photoshops oversættelse af farver til
luminanser i gråskala svarer angiveligt til synssansens oversættelse af farver til gråskalaluminanser i hvor-
24

synssystemet (Livingstone 2002 s.38). Det er denne fotografiske oversættelse til gråskalaluminanser, der er med
til at danne baggrund for udvælgelse af bestemte farvekombinationer til eksperimenterne.
Fig. 5.4.4b Opstilling for måling af de forskellige farvefiltres luminans igennem
modellens facade indefra og ud med et Grey Card på fotostativet som baggrund. Et
Grey Card repræsenterer omgivelsernes gennemsnitlige luminans. Selve målingen
sker med en luminansmeter igennem modellen ved at pege og fokusere på hver
farvefilterstribe øverst på modelfacaden med et Grey Card som baggrund. Desuden
fotograferes hvert filterprøve med Grey Card som baggrund.
Fotografi: Artur Slupinski
Fig. 5.4.4c Tabellen viser farvemålingsresultater for de forhåndenværende farvefiltre – måling af luminans, af
lystransmittans samt komplementærfarvejustering. På baggrund af denne tabel har jeg udvalgt bestemte
farvekombinationer til de forskellige eksperimenter.
Illustration: Artur Slupinski
25

5.4.5 Undersøgelsesvariabler i
eksperimentgruppe E – Supplerende bagindkapsling
I denne gruppe er det især tilstanden med direkte sollys, som er i fokus, da ideen med en supplerende
indkapsling på interiørsiden af en solcelleintegreret facade netop skal kunne eliminere en evt. blænding i de andre
eksperimentgruppers eksperimenter, som kan vise sig at have blændingsproblemer ved direkte sollys.
Supplerende bagindkapsling omhandler bl.a. materialer, der kan skifte transparens ved uhensigtsmæssigt højt
lysniveau. Disse såkaldte kromiske materialer – fotokromiske eller elektrokromiske - kan placeres på solcellernes
interiørside, hvor de kan variere graden af lysindtaget igennem solcellemodulet uden at forhindre solcellerne i at
optage sollys. Der kunne dog godt være tale om en justeringsmulighed, der kan skabes med simple løsninger
som gardiner. Derfor er det relevant at undersøge den supplerende bagindkapslingspotentialer som en del af den
lysfiltrerende solcellerude hvis de 4 andre eksperimentgrupper udviser behov for en supplerende solafskærmning,
som ikke er nødvendig hele tiden, men kan tilpasses dynamisk efter sollysforhold. Fig. 5.4.5a viser relevante
undersøgelsesvariabler for denne eksperimentgruppe.
Fig. 5.4.5a Oversigt over undersøgelsesvariabler og deres variationsmuligheder i eksperimenterne i eksperimentgruppe E –
Supplerende bagindkapsling
Illustration: Artur Slupinski
Lystransmittanstype
Med denne undersøgelsesvariabel skal der undersøges, hvordan selve typen af lystransmittansen – spekulær eller
diffus – påvirker modelleringen og især kontrastforhold via forskellen i lysspredningen – hvorvidt den
supplerende bagindkapsling kan forhindre blænding.
Stribemønsterfarve foran bagindkapsling
Eftersom der er tale om dobbelt lysfiltrering i denne eksperimentgruppe, skal der med denne
undersøgelsesvariabel observeres, hvordan lyset påvirkes efter at have passeret det farvede eller det sorte lag
solceller foran bagindkapslingen – hvor stor en forskel gør solcellefarven på ydersiden af den supplerende
bagindkapsling for lyset indendørs.
Udover de nævnte fokuspunkter ved de ovennævnte undersøgelsesvariabler holdes der øje med andre
uforventede udfald.
26

5.4.6 Evalueringsparametrenes sammenhæng
Sammenhængen mellem evalueringsparametrene er, at de tager alle udgangspunkt i dagslysets præstation, bl.a.
hvordan dagslys opleves og hvordan det bidrager til det optiske indeklima, hvilket gør præstationen egnet som et
evalueringsgrundlag.
Inddelingen af eksperimentvurderingerne i evalueringsparametre er et forsøg på at skabe overblik over den givne
eksperimentgruppes påvirkninger af modellens optiske indeklima. Ikke desto mindre hænger
evalueringsparametrene sammen med gensidige påvirkninger og skal ikke betragtes individuelt men snarere
sammen og op mod hinanden.
Derfor udformes det efterfølgende evalueringskapitel 6 som et sæt af gruppeorienterede underkapitler, der
kommer igennem de forskellige evalueringsparametre og deres indbyrdes sammenspil i stedet for at dele
evalueringen op i enkelte parameterafsnit.
27

6 Laboratorieundersøgelser
Hver eksperimentgruppe har, som beskrevet i kapitel 5, bestemte evalueringsparametre, som danner
udgangspunkt for observationerne. De forskellige evalueringsparametre sammen med følgende
registreringsteknikker:
Gennemsigtighedspåvirkning: Subjektiv vurdering med fotografisk registrering.
Belysningsfordeling: Kvantitativ måling af DF forskellige steder i forskellige afstande fra
facaden.
Kontrastforhold: Kvantitativ måling af luminansforhold på rummets flader indenfor
udvalgte synsvinkler omsat til forhold mellem de lyse punkter og de
mørke punkter i rummet.
Modellering: Subjektiv vurdering af form- og teksturobjekter med fotografisk
registrering.
Farvegengivelse: Subjektiv vurdering af farveobjekter med fotografisk registrering
samt supplerende kvantitativ måling af spektralfordelingen for de
anvendte farvefiltre.
I enkelte tilfælde indgår der spekulative udtalelser med en karakter af påstand og subjektivt synspunkt. Hver
eksperimentgruppes observationer afsluttes med en opsamlende konklusion for den pågældende
eksperimentgruppe. De opsamlende konklusioner befinder sig i afhandlingens del 1 som underkapitler til denne
kapitel. Ligeledes befinder konklusionen for de anvendte undersøgelsesteknikker sig i afhandlingens del 1
sammen med de opsamlende gruppekonklusioner.
28

6.1 Observationer for eksperimentgruppe A – Opakt fladt mønster
Gennemsigtighedspåvirkning - subjektiv vurdering
Som vist i fig. 6.1a, er det ifølge min vurdering lettere at fokusere på udsigten, jo finere en opløsning, det
lysfiltrerende mønster har - også selvom dækningsgraden er den samme. En grovere mønsteropløsning optager
større fragmenter af udsigten, og man skal gætte sig til, hvad der ligger bag mønstrets felter. Ved en fin
mønsteropløsning ser man til gengæld fragmenter af udsigten oftere og derfor er det lettere at fylde de blanke
felter ud til sammenhængende form, end det er ved en grov mønsteropløsning.
Fig. 6.1a Eksperiment A.01 til venstre samt eksperiment A.03 til højre - 2 forskellige mønsteropløsninger, men
samme dækningsgrad – bemærk, hvor meget mere sammenhængende udsigten fremtræder ved den fine
mønsteropløsning med hyppige mellemrum end ved den grove mønsteropløsning i eksperiment A.03, hvor der er
længere mellem mellemrummene. Det skal dog lige bemærkes, at der er en forskel i mønstrenes farve, hvor
eksperiment A.01 er sort, mens eksperiment A.03 er blankt metal. Metallet ser dog ikke ud til at give et andet indtryk
af udsigtens farver eller kontraster end den sorte farve i eksperiment A.01. Det er opløsningens finhed, der gør den
væsentlige forskel i oplevelsen af udsigten.
Fotografi: Artur Slupinski
I forbindelse med, hvor regulært et mønster er, er det mit indtryk, at udsigten fremstår tydeligere ved et regulært
mønster end ved et irregulært mønster, som eksperimenterne A.03 og A.04 viser i fig. 6.1b. Der er dog en risiko
for fejlvurdering her, eftersom dækningsgraden ved disse to eksperimenter ikke er ens - 45 % i eksperiment A.03
i forhold til 64 % i eksperiment A.04. Dog fremstår udsigtens kontrastlinier meget tydeligere ved det regulære
mønster. Det er mit indtryk, at man bedre kan se forbi et regulært mønster end forbi et irregulært mønster, hvor
man kan komme til at fokusere på selve mønstret.
Fig. 6.1b Et regulært mønster i eksperiment A.03 til venstre i modsætning til et irregulært mønster i eksperiment
A.04 til højre, hvor det irregulære mønster tilsyneladende tager mere fokus fra udsigten end det regulære mønster.
Der er dog uens dækningsgrad mellem de to eksperimenter, hvilket også kan have indvirkning udsigtens tydelighed.
Fotografi: Artur Slupinski
29

Ved et irregulært mønster overtager mønstret udsigten og får eget ”liv”. Det samme kan siges, hvis et mønster
har egne figurer - er figurativt, for så optræder mønstrets figurer på lige fod med udsigtens figurer, men befinder
sig foran udsigten i forhold til beskueren, som vist i fig. 6.1c. Hvis man derfor er interesseret i at bevare udsigten
letlæseligt, er det ikke et figurativt mønster, man skal vælge til facaden. Omvendt, hvis man gerne vil have
dagslys ind, men ikke udsigten, kan det figurative mønster give rummet mere eget karakter.
Fig. 6.1c Et figurativt mønster i eksperiment A.05 dominerer
helt udsigten, da mønstret får ”eget liv”. Til dels er mønstrets
kontraster stærkere end udsigtens, og til dels er mønstrets
figurative karakter ”genkendeligt”, hvorfor øjets fokuserer
mere på mønstret, da det bliver svært at se forbi mønstret.
Fotografi: Artur Slupinski
Jo mørkere bagside ind mod rummet mønstret har, desto mere dominerende virker mønstret over udsigten pga.
større kontrast, som vist i fig. 6.1d. Under observationen fik jeg sågar et let indtryk af primærblænding ved den
mørke mønsterbagside i eksperiment A.01. Den hvide bagside i eksperiment A.02 virker relativt roligt at se på og
se igennem på udsigten netop pga. en mindre kontrast end ved de andre stribemønstre i denne
eksperimentgruppe. Det mørke mønster har større kontrast i forhold til udsigten end de fleste kontraster i selve
udsigten. Eftersom synssansen afsøger de største kontraster, som nævnt i kapitel 3, så udjævnes de små
kontraster i udsigten, mens kun de allerstærkeste kontraster træder frem. Dette kan især ses på tydeligheden af
de små kontraster i himlens skyer i begge eksperimenter vist i fig. 6.1d.
Fig. 6.1d Eksperiment A.01 til venstre med mørk bagside og eksperiment A.02 til højre med hvid bagside samme
dækningsgrad, men 2 forskellige mønsteropløsninger. I forhold til udsigten ved det hvide mønster er det kun
silhuetten af landskabet, dens refleksion i vandet samt båden som er mest synlige ved det mørke mønster - skyernes
nuancer er næsten væk ved det sorte mønster.
Fotografi: Artur Slupinski
30

Som vist i fig. 6.1e giver den spejlende bagside i eksperiment A.03 med vertikale striber samt eksperiment A.04
med et tilfældigt heksagon-mønster en mere overlappende overgang mellem udsigten og filtermønstret, hvor
rummets vægge og loft spejles i mønstret, så kontrasten mellem mønster og baggrund reduceres langs kanten af
solcelleruden. I midten af solcelleruden er kontrasten til gengæld ligesom ved det mørke mønster.
Fig. 6.1e Eksperiment A.03 til højre med dækningsgrad 45 % samt eksperiment A.04 til venstre med dækningsgrad
64 % - begge med spejlende overflade. Bemærk, at spejlingen af rummets hvide vægge og gulv fortsætter i
mønstrets overflade.
Fotografi: Artur Slupinski
Med hensyn til striberetningens samspil med udsigten, vist i fig. 6.1f, så er det mit indtryk, at horisontale striber
er mere behagelige at se på, men gør det samtidigt sværere at stykke udsigten sammen til en helhed især ved
den grove mønsteropløsning nederst i fig. 6.1f. Derimod virker vertikale striber mere urolige for øjet, men til
gengæld er det lettere at gennemskue udsigten. Især i forbindelse med udsigtens horisontale linier som
vandspejlets afgrænsning kan det, ved de horisontale striber, være svært at se grænsen mellem landskabet og
dets refleksion i vandet.
Det er min spekulation, at oplevelsen af stribernes retning hænger muligvis sammen med det, at synet orienterer
sig primært horisontalt, da øjnene er placeret ved siden af hinanden og ikke over hinanden - orienteringen er
bredere i horisontal retning med en vinkel på 180 o i modsætning til kun 130 o i vertikal retning (Lechner 1991, s.
258). Det betyder, at de horisontale striber fylder store dele af motivet, da striberne er en konstant del af blikkets
horisontale bevægelse og dermed et konstant afdækket fragment i modsætning til vertikale striber, hvor blikket
skifter mellem opakt og gennemsigtigt og dermed ser ”mere” af udsigten, men til gengæld oftere
luminansforskel.
31

Fig. 6.1f – Øverst eksperiment A.01 og nederst A.02 – begge med samme dækningsgrad på 45 % og begge med 2
variationer i stribernes retning – horisontal og vertikal. Bemærk, hvor svært det er at lokalisere vanspejlets
afgrænsning ved de horisontale striber.
Fotografi: Artur Slupinski
Andre spekulationer omkring stribernes retning kunne omhandle, at lodrette striber kan opfattes mere gængs
pga. kendte associationer som en søjlerække, palisade eller skovtræer. Fælles for disse associationer kan antages
være tyngdekraften og stabilitet i modsætning til horisontale striber, der kan indikere bevægelse og flygtighed.
Yderligere spekulation kan være, at oplevelsen af striberetningen kan hænge sammen med, at der kan være
samspil mellem striberne og udsigtsmotivets hovedtræk, set som én komposition – at der er en vekselvirkning
mellem stribernes retning og udsigtens dominerende liner. Fig. 6.1g viser diagrammatisk to udsigtsmotiver med
dominans af henholdsvis vertikale og horisontale linier med 2 forskelligt orienterede stribemønstre, så kan man få
et indtryk af ovennævnte spekulation.
32

Fig. 6.1g – Kan dominerende linier i et givent udsigtsmotiv påvirke valget af et stribemønters retning?
Fotografi: Artur Slupinski
33

Belysningsfordeling - kvantitativ måling
DF-målingerne i fig. 6.1h og i fig. 6.1i viser, at det irregulære mønster i eksperiment A.04 har omtrent samme DF
som stribemønstrene i eksperimenterne A.01, A.02 samt A.03 til trods for at disse har en dækningsgrad på 45 %,
mens eksperiment A.04 har en dækningsgrad på 64 % - halvanden gang mere dækket facadeareal og alligevel
næsten den samme mængde dagslys indendørs.
Fig. 6.1h Øverst ses DF-kurven for referenceeksperimentet X.00 med en tom glasfacade. Nederst til venstre ses
DF-kurven for eksperiment A.04 med en dækningsgrad på 64 % og til højre ses DF-kurven for eksperiment A.03
med en dækningsgrad på 45 % - bemærk den næsten identiske fordeling af dagslyset inde i rummet på trods af
den store forskel i dækningsgraden. Det blå felt indikerer mindstekrav til belysningsstyrken i et kontorrum ved
overskyet himmellys, som kan variere fra 5.000 til 10.000 lux – derfor er det et intervalfelt og ikke blot en linie. Det
grønne felt er tilsvarende mindstekrav for en opholdsstue.
Illustration: Artur Slupinski
Ifølge DF-målinger giver en hvid eller spejlende mønsterbagside i eksperimenterne A.02 og A.03 lidt mere lys til
rummet end sort mønsterbagside i eksperiment A.01 op imod 2 procentpoint højere DF, hvilket virker lidt
overraskende. Selv i en facadeafstand svarende til facadens højde er DF stadigt højere ved en reflekterende
mønsterbagside end ved en sort mønsterbagside. Dette er registreret i DF-kurverne i fig. 6.1i for eksperimenterne
A.01 og A.02, mens DF-kurven for eksperiment A.03 kan ses i den forrige fig. 6.1h.
34

Fig. 6.1i Sammenligning af DF-kurverne for forskellige mønsterfarver ind mod interiøret - til venstre ses DFkurven
for eksperiment A.01 med en mørk mønsterbagside, til højre ses eksperiment A.02 med en hvid
mønsterbagside. DF-kurven for eksperiment A.03 med et spejlende mønster kan ses i fig. 6.1h. Bemærk, at
eksperiment A.01 har med sin mørke bagside den laveste DF, selvom alle 3 eksperimenter har samme
dækningsgrad på 45 %. Det blå felt indikerer mindstekrav til belysningsstyrken i et kontorrum ved overskyet
himmellys, som kan variere fra 5.000 til 10.000 lux – derfor er det et intervalfelt og ikke blot en linie. Det grønne
felt er tilsvarende mindstekrav for en opholdsstue.
Illustration: Artur Slupinski
Kontrastforhold - kvantitativ måling
Ifølge luminansmålingerne ved middagssol er det ikke muligt for nogen af eksperimenterne i denne
eksperimentgruppe at undgå den sekundære blænding - tværtimod. Det målte luminansforhold mellem det
mørkeste og det mest lyse sted på rummets overflader indenfor synsfeltet burde ikke overstige 1:10. Ved måling
henimod facaden er dukkehovedet ikke med i målingen, men kun selve rummets overflader indenfor synsfeltet.
Slagskygger fra mønstret kan øge kontrasten mellem lyse og mørke flader, hvilket kan resultere i
sekundærblænding. Det skal dog påpeges, at den sekundære blænding bliver mindre, jo finere opløsning
facademønstret har, fordi lyset spredes mere jævnt i rummet ved en fin mønsteropløsning med mange åbninger.
Ved et facademønster med en grov opløsning som det i eksperiment A.05 i fig. 6.1o, er den sekundære blænding
meget stor langs facaden, da luminansforskellene mellem filtermønstrets bagside, mønstrets slagskygger samt
lyspletter skaber meget stor kontrast i forhold til de andre eksperimenter, vist i fig. 6.1j – fig. 6.1n. Længere væk
fra facaden bliver mønstrets slagskygger dog blødet op pga. lysets bredere spredning.
Ved kig henimod facaden opleves det også kontrastreducerende, når mønstrets bagside er lys, så der på den
måde ikke bliver store luminansforskelle mellem rummets belyste arealer og mønstrets lyse bagside – se
eksempelvist eksperiment A.02 i fig. 6.1l i forhold til eksperiment A.01 i fig. 6.1k.
Den metallisk spejlende bagside på mønstrene i eksperiment A.03 og eksperiment A.04 har desuden også en
visuelt opblødende virkning ved overgangen mellem gulv/væg og facade, da gulvbilledet fortsætter som
solcellebagsidens spejling ind i facaden langs facadens kanter.
I fig. 6.1p til og med fig. 6.1s er der ved eftermiddagssol, når man kigger langs med facaden, målt
sekundærblænding ved samtlige eksperimenter i denne gruppe. Filtermønstret gør ingen kontrastopblødende
forskel fra en tom glasfacade. Her er det igen det grove mønster i eksperiment A.05, som resulterer i de største
kontraster.
35

Fig. 6.1j Referenceeksperiment X.00 med en tom glasfacade - rumligt diagram ved 34 o middagssolvinkel
med luminansforhold i synsfeltet som indikation af kontrastforhold i synsfeltet samt fotografi til højre.
Fotografi: Artur Slupinski
Fig. 6.1k Eksperiment A.01 - rumligt diagram ved 45 o middagssolvinkel med luminansforhold i synsfeltet
som indikation af kontrastforhold i synsfeltet samt tilhørende fotografi til højre.
Fotografi: Artur Slupinski
Fig. 6.1l Eksperiment A.02 - rumligt diagram ved 45 o middagssolvinkel med luminansforhold i synsfeltet
som indikation af kontrastforhold i synsfeltet samt tilhørende fotografi til højre.
Fotografi: Artur Slupinski
36

Fig. 6.1m Eksperiment A.03 - rumligt diagram ved 45 o middagssolvinkel med luminansforhold i synsfeltet
som indikation af kontrastforhold i synsfeltet samt tilhørende fotografi til højre.
Fotografi: Artur Slupinski
Fig. 6.1n Eksperiment A.04 - rumligt diagram ved 34 o middagssolvinkel med luminansforhold i synsfeltet
som indikation af kontrastforhold i synsfeltet samt tilhørende fotografi til højre.
Fotografi: Artur Slupinski
Fig. 6.1o Eksperiment A.05 - rumligt diagram ved 34 o middagssolvinkel med luminansforhold i synsfeltet
som indikation af kontrastforhold i synsfeltet samt tilhørende fotografi til højre.
Fotografi: Artur Slupinski
37

Fig. 6.1p Referenceeksperiment X.00 med en tom glasfacade - rumligt diagram
ved eftermiddagssol med luminansforhold i synsfeltet som indikation af
kontrastforhold i synsfeltet samt tilhørende fotografi til højre.
Fotografi: Artur Slupinski
Fig. 6.1q Eksperiment A.01 - rumligt diagram ved eftermiddagssol med
luminansforhold i synsfeltet som indikation af kontrastforhold i synsfeltet samt
tilhørende fotografi til højre.
Fotografi: Artur Slupinski
Fig. 6.1r Eksperiment A.02 samt A.03 - rumligt diagram ved eftermiddagssol med
luminansforhold i synsfeltet som indikation af kontrastforhold i synsfeltet samt
tilhørende fotografi til højre.
Fotografi: Artur Slupinski
38

Fig. 6.1s Eksperiment A.05 - rumligt diagram ved eftermiddagssol med
luminansforhold i synsfeltet som indikation af kontrastforhold i synsfeltet samt
tilhørende fotografi til højre.
Fotografi: Artur Slupinski
Modellering - subjektiv vurdering
Det er min observation, at man opnår en relativt mere skarp og spotlight-agtig formgengivelse, jo grovere/større
et facademønster er i sin opløsning, da et relativt lille antal store åbninger/lyskilder giver tilsvarende lille antal
tydelige skygger. Ved et fint mønster med et relativt stort antal små åbninger/lyskilder kan lyset fra hver åbning
derimod udviske de andre åbningernes skygger, så lyset kan opleves diffust og retningsløst med meget bløde lysskygge-overgange.
Denne forskel i formgengivelsen kan bedst observeres tættest på facaden i henholdsvis
eksperiment A.01 med et relativt fint mønster samt eksperiment A.05 med et relativt groft mønster – især på
tydeligheden i skruens slagskygger samt på overgangen mellem lys og skygge på dukkehovedets hage vist i fig.
6.1t.
Fig. 6.1t Eksperiment A.01 til venstre med mange små åbninger i mønstret og eksperiment A.05 til højre med få
store åbninger i mønstret. Bemærk, at overgangen mellem lys og skygge på dukkehovedets form, især i den øverste
halvdel, er lidt blødere ved eksperiment A.01 end ved A.05, hvor skyggerne er lidt mere markeret. Det samme
gælder omkring næsen – der er lidt skarpere overgang mellem lys og skygge i eksperiment A.05, hvilket gør dens
modellering mere rumlig end ved A.01, hvor kontrasterne er mere udjævnet med blødere overgange, hvilket gør
formen lidt mere flad. Disse betragtninger er tydeligst tættest på facaden.
Fotografi: Artur Slupinski
Ved diffust himmellys giver færre, men større åbninger en skyggeeffekt med flere slagskygger pr. objekt, der
udover dens interessante skyggevirkning, vist i fig. 6.1u, er med til at opbløde kontraster ved slagskygger uden at
lyset bliver helt diffust og ”fladt”, men stadigt bibeholde nogle skyggegivende retninger.
39

Fig. 6.1u Detalje af slagskyggerne i
eksperiment A.05 – bemærk, at skruen
kaster flere skygger pga. flere store
huller i mønstret. De store huller
fungerer som selvstændige store
lyskilder med hver deres distinkte
slagskygger.
Fotografi: Artur Slupinski
Ved direkte sollys kan selv små åbninger give flere slagskygger, men jo tættere åbningerne er på hinanden, desto
tættere på hinanden falder skyggerne. På baggrund af det kan man spekulativt antage, at hvis afstanden mellem
åbningerne bliver tilstrækkeligt lille, vil de forskellige slagskygger sammensmelte til en blød slagskygge, da hver
åbning betragtes som en lyskilde, som, udover at sprede lyset også belyser de andre åbningers slagskygger.
Begge dele bidrager til en opblødning af slagskyggerne samt en graduering af selvskyggerne.
Fig. 6.1v Slagskyggernes opblødning følger facademønstrets retning: til venstre eksperiment A.04 med det
tilfældige retningsløse mønster, i midten eksperiment A.02 med vertikale striber og til højre eksperiment A.01
med horisontale striber.
Fotografi: Artur Slupinski
Ved direkte sollys aftegnes mønstrets slagskygger på objekterne, som vist i fig. 6.1w. Jo finere opløsning
facademønstret har desto tættere på facaden spredes lyset og blandes til en jævn belysning, hvilket ses på
sidevæggen ved facaden og længere væk fra facaden i fig. 6.1w. Jo grovere opløsning, et mønster har, desto
mere klart aftegnes dets slagskygger på objektet, hvilket ses i fig. 6.1w i eksperiment A.05 i forhold til de to
andre eksperimenter. Dette kan forvrænge formaftegningen ved at mønstrets slagskygger blandes sammen med
formens selvskygger. Dog hvis mønstret er repetitivt, som striberne i eksperiment A.02, kan det fremhæve
genstandens form som en skravering, der følger fladens form og tekstur.
40

Fig. 6.1w Modellering og skygger ved eftermiddagssol: til venstre eksperiment A.05, i midten eksperiment A.04 og
til højre eksperiment A.02.
Fotografi: Artur Slupinski
Fig. 6.1x Modellering og skygger ved
eftermiddagssol i reference-eksperiment
X.00 med en tom glasfacade.
Fotografi: Artur Slupinski
41

6.2 Observationer for eksperimentgruppe B – Vinkelselektivt mønster
Gennemsigtighedspåvirkning - subjektiv vurdering
Når mønstrets skala er på mikroskopisk niveau, som lamellerne vist i fig. 6.2b, er facadens gennemsigtighed
ifølge mine observationer afhængig af det vinkelselektive mønstrets form. Ved et repetitivt mønster som i
mikrolamellerne i eksperiment B.02 og eksperiment B.03, vist i fig. 6.2a, kan der opstå diffraktion - et
gennemsigtighedsslørende fænomen tidligere beskrevet i kapitel 3. Denne sløring ser ud til at ske primært i den
retning, som er på tværs af lamellernes retning, som vist i fig. 6.2a.
Fig. 6.2a Gennemsigtighed ved eksperiment B.02 med horisontale mikrolameller til venstre og ved eksperiment B.03
med vertikale mikrolameller til højre. Bemærk, at der sker en forvrængning af udsigtsmotivet på tværs af
mikrolamellernes retning i de to eksperimenter – vertikal forvrængning ved horisontale mikrolameller og horisontal
forvrængning ved vertikale mikrolameller til højre. Forvrængningens retning ses tydeligst på båden samt på
bjergsilhuetten i udsigtens venstre side.
Fotografi: Artur Slupinski
Fig. 6.2b Opskåret detalje af de anvendte
mikrolamellers opbygning med millimeterlineal øverst
i billedet for størrelsesforhold. Mikrolamellerne er fra
firmaet 3M.
Fotografi: Artur Slupinski
Ved mikroskopiske mønstre med samme afstand i flere retninger – eksempelvist cirkelhullet perforering med en
trianguleret eller ortogonal deling (arrangering af hullerne), begge vist i fig. 6.2c, ville interferensen kunne ske i
henholdsvis 3 eller 2 retninger som følge af mønstrets repetitionsretninger. Man kan derfor modarbejde denne
interferensvirkning ved at have en variation i afstanden mellem hullerne eller en irregularitet i hullernes form for
at undgå en repetition i hulafstanden på det mikroskopiske niveau (Bezzel). Dette er så forsøgt i eksperiment
B.04, vist i fig. 6.2e, hvor man har en mikroperforering med irregulær hulform, leveret fra firmaet Photosolar og
42

vist i fig. 6.2f, hvilket har resulteret i tydelig gennemsigtighed, sammenlignet med en tom glasfacade i fig. 6.2d,
selvom dækningsgraden er 6 procentpoint større i eksperiment B.04 end i eksperiment B.02 og B.03 med
mikrolamellerne, som ikke har ligeså tydelig gennemsigtighed.
Fig. 6.2c Triangulær deling med 3 retninger for gentagelse i mønstret vs. ortogonal
deling med kun 2 retninger for gentagelse i mønstret
Illustration: Artur Slupinski
Fig. 6.2d Eksperiment B.01 med en tom glasfacade med
udhæng
Fotografi: Artur Slupinski
Fig. 6.2e Eksperiment B.04 med mikroperforering – afdækket Fig. 6.2f Mikroperforering fra firmaet Photosolar
i siderne pga. materialeprøvens størrelse. med en irregulær mønsterafstand pga. en irregulær
Fotografi: Artur Slupinski hulform – en blanding mellem en cirkel og en trekant.
Illustration: Photosolar
Diffraktion, som opstår ved mikrolamellerne i eksperiment B.02 kan ved ensrettet lys som direkte sollys dog godt
have farverige lysbrydende virkninger, vist i fig. 6.2g, eftersom de forskellige lysbølgelængder med hver sin farve
spredes i forskellige vinkler efter at have passeret igennem mønstret. Denne brydning i forskellige farver kan ses
som en perceptuel detalje, der fremhæver lysets iboende egenskaber – at lyset er sammensat af mange
forskellige lysbølgelængder med hver sin farve, som kan adskilles.
43

Fig. 6.2g Diffraktion ved mikrolamellerne i lamelmønstrets gennemsigtighed. Den
farverige lysbrydning sker på tværs af lamellernes retning.
Fotografi: Artur Slupinski
Belysningsfordeling - kvantitativ måling
Set i forhold til vertikale lameller, er DF meget lavere ved horisontalt orienterede lameller, som vist i fig. 6.2i. Til
gengæld er lyset mere jævnt fordelt i rummet ved de horisontale lameller, som den næsten horisontale DF-kurve
i fig. 6.2i viser, hvilket også påvirker lysets modelleringsevne – mere om det lidt senere. De horisontale lameller til
dels absorberer og til dels reflekterer lyset ind og op i rummets interiør, og derfor er DF ved horisontale lameller
mere jævnt fordelt i rumdybden, om end meget lavere end ved de andre eksperimenter, eftersom de horisontale
lameller blokerer himmellysets vej ind i rummet.
Lamellernes refleksion af lyset ses tydeligt ved direkte sollys fra siden, vist i fig. 6.2h, hvor de horisontale lameller
tydeligt reflekterer en del af lyset op i loftet. Også i fig. 6.2h på det højre billede kan lamellernes lysrefleksion ses
ved vertikale lameller ved direkte sollys fra siden, eftersom skruerne i modellen kaster 2 symmetriske slagskygger
– den ene pga. det filtrerede sollys og den anden pga. lamellernes refleksion af sollyset.
Fig. 6.2h Lamellernes lysrefleksion – på billedet til venstre ses refleksionen i
loftet ved horisontale mikrolameller. På billedet til højre ses vertikale lamellers
lysrefleksion som skruernes dobbeltslagskygger.
Fotografi: Artur Slupinski
Lysstyrken samt belysningsfordeling i eksperiment B.02 med horisontale lameller burde antageligvis også gælde
ved eksperiment B.01, som har et udhæng med samme lysafskæringsvinkel som de horisontale lameller.
Forskellen er dog et formørket bagindkapslingsmateriale ved lamellerne, som var det eneste tilgængelige på
markedet, hvilket giver en højere DF, vist i fig. 6.2j.
44

I eksperiment B.04 med mikroperforering er lysafskæringsvinkel 5 o mere vertikal end ved udhænget i
eksperiment B.01 og ved mikrolamellerne i eksperiment B.02, hvilket tillader mere himmellys fra oven i at komme
igennem facaden. Det giver dog ikke en højere DF, da udhænget har en tom glasfacade og derfor en
dækningsgrad på 0 %, hvilket tillader en større mængde horisontalt lys i at passere facaden. Mikroperforeringen
kunne desuden ikke fås i en størrelse, som kunne dække hele facadearealet, men mangler 5 cm på hver side,
som tilsammen svarer til ca. 20 % af facadearealet. Dette antages dog ikke at have en nævneværdig påvirkning
af DF-målingerne, som foretages i modelrummets centerlinie.
Fig. 6.2i DF-kurver for eksperiment B.02 med horisontale mikrolameller til venstre og for eksperiment B.03 med
vertikale mikrolameller til højre. Bemærk den lave DF ved horisontale mikrolameller til venstre.
Illustration: Artur Slupinski
Fig. 6.2j DF-kurver for eksperiment B.01 med udhæng til venstre og for eksperiment B.04 med mikroperforering
til højre.
Illustration: Artur Slupinski
Kontrastforhold - kvantitativ måling
Ved en 34 o middagssolhøjde og en synsvinkel henimod facaden er der pga. facadens vinkelselektivitet gode
kontrastforhold i næsten alle eksperimenter – kontrasterne overskrider ikke de anbefalede grænser.
Sekundærblænding sker kun i 2 tilfælde her: Hvis solhøjden er lavere end lysafskæringsvinklen på udhænget i
eksperiment B.01, vist i fig. 6.2k, samt hvis solhøjden er tilstrækkelig lav til at de horisontale lameller i
eksperiment B.02 reflekterer det skarpe sollys direkte mod betragteren bagerst i rummet, vist i fig. 6.2l.
45

Fig. 6.2k Eksperiment B.01 med udhæng - rumligt diagram ved 34 o middagssolvinkel med luminansmåling i synsfeltet
som indikation af kontrastforhold i synsfeltet samt tilhørende fotografi. Der opstår sekundærblænding, når solhøjden er
lavere end lysafskæringsvinklen.
Fotografi: Artur Slupinski
Fig. 6.2l Eksperiment B.02 med horisontale mikrolameller- rumligt diagram ved 34 o middagssolvinkel med
luminansmåling i synsfeltet som indikation af kontrastforhold i synsfeltet samt tilhørende fotografi. Bemærk blænding
fra lamellernes lysrefleksion.
Fotografi: Artur Slupinski
Fig. 6.2m Eksperiment B.03 med vertikale mikrolameller - rumligt diagram ved 34 o middagssolvinkel med
luminansmåling i synsfeltet som indikation af kontrastforhold i synsfeltet samt tilhørende fotografi.
Kontrastforholdene i dette eksperiment minder meget om en tom glasfacade.
Fotografi: Artur Slupinski
46

Fig. 6.2n Eksperiment B.04 med mikroperforering - rumligt diagram ved 34 o middagssolvinkel med luminansmåling i
synsfeltet som indikation af kontrastforhold i synsfeltet samt tilhørende fotografi.
Fotografi: Artur Slupinski
Ved en synsvinkel parallelt med facaden ved eftermiddagssol, som vist i fig. 6.20 – 6.2r, overskrider
luminansforholdene de anbefalede grænser og der opstår sekundærblænding i samtlige eksperimenter på nær af
eksperiment B.03 med vertikale mikrolameller vist i fig. 6.2q. De vertikale mikrolameller, der formår at holde
kontrasten indenfor de anbefalede grænser, skærmer for sidelys, herunder sollys fra siden, hvilket er tilfældet det
meste af dagen, da sollys retvinklet på facaden, set i plan, kun sker omkring middagstid. De resterende
eksperimenters kontrastforhold i denne eksperimentgruppe, på nær af eksperiment B.01 med udhæng, minder
om kontrastforholdene ved en tom glasfacade, i referenceeksperiment X.00, vist i fig.6.1p, dog med en blødere
overgang mellem det belyste område og det i skyggen, som vist i fig. 6,2p og 6.2r. Eksperiment B.01 med
udhæng, vist i fig. 6.2o, har en helt ekstrem sekundærblænding nederst ved facaden, hvor solvinklen er
tilstrækkeligt lav til at kunne nå det område. Det område er målt til at være 170 gange lysere end området
bagerst i rummet.
Fig. 6.2o Eksperiment B.01 med udhæng - rumligt diagram ved eftermiddagssol med luminansmåling
indenfor synsfeltet som indikation af kontrastforhold samt tilhørende fotografi. Bemærk den ekstremt
høje luminansforøgelse nederst ved facaden.
Fotografi: Artur Slupinski
47

Fig. 6.2p Eksperiment B.02 med horisontale mikrolameller - rumligt diagram ved eftermiddagssol med
luminansmåling indenfor synsfeltet som indikation af kontrastforhold samt tilhørende fotografi.
Fotografi: Artur Slupinski
Fig. 6.2q Eksperiment B.03 med vertikale mikrolameller - rumligt diagram ved eftermiddagssol med
luminansmåling indenfor synsfeltet som indikation af kontrastforhold samt tilhørende fotografi.
Bemærk, at det direkte lys fra eftermiddagssolen ikke får lov at passere igennem de vertikale lameller i
dette eksperiment.
Fotografi: Artur Slupinski
48

Fig. 6.2r Eksperiment B.04 med mikroperforering - rumligt diagram ved eftermiddagssol med
luminansmåling indenfor synsfeltet som indikation af kontrastforhold samt tilhørende fotografi.
Fotografi: Artur Slupinski
Modellering - subjektiv vurdering
Ved diffust himmellys opnår man i eksperiment B.03, vist i fig. 6.2u, med de vertikale lameller en belysning med
en mere rumlig formgengivelse end med de horisontale lameller i eksperiment B.02, vist i fig. 6.2t, da lyset ved
vertikale lameller ikke kommer fra siderne men retvinklet på facadens plan både horisontalt og skråt fra oven.
Dette ses både på dukkehovedet samt vægpanelets skygger bagved dukkehovedet på billederne.
Ved de horisontale lameller i eksperiment B.02 i fig. 6.2t såvel som ved udhæng i eksperiment B.01, vist i fig.
6.2s, kommer lyset horisontalt ind i rummet fra alle sideretninger, hvilket ikke fremhæver dukkehovedets konkave
former ligeså kraftigt som lyset ved de vertikale lameller – eksempelvis omkring dukkehovedets øjne. Til gengæld
virker lysets horisontale retning nærmest teatralsk, da dukkehovedet nederste former fremhæves mere end ved
den ovenfra skrå retning som ved de vertikale lameller – eksempelvis omkring hagen, der virker som om den får
belysning nedefra.
Ved mikroperforering i eksperiment B.04, vist i fig. 6.2v, er lysets formgengivelse en blanding af de vertikale og
de horisontale lameller, hvor detaljerne ikke understreges ligeså kraftigt som ved de vertikale lameller, da hver
perforeringsåbning spreder lyset i alle retninger og dermed dæmpes forskellen mellem formens skyggede og lyse
områder.
Ved direkte sollys opstår der, pga. den lysafskærende vinkel i eksperiment B.02 og B.03 med lamellerne samt
eksperiment B.01 med udhæng, en dramatisk belysning med en formforvrængende karakter, da lyset kommer fra
vinkler, som pga. mønstrets lysafskæring samt lysspredning ikke minder om dagslysets normale lysvinkel og
derfor kan virke uvant og teatralsk, men ikke desto mindre er det med til at skabe en helt særlig stemning i
rummet. Dette kan ses i fig. 6.2o og i fig. 6.2q.
49

Fig. 6.2s Eksperiment B.01 med udhæng – modellering ved 2 forskellige
afstande fra facaden.
Fotografi: Artur Slupinski
Fig. 6.2t Eksperiment B.02 med horisontale mikrolameller – modellering
ved 2 forskellige afstande fra facaden.
Fotografi: Artur Slupinski
50

Fig. 6.2u Eksperiment B.03 med vertikale mikrolameller – modellering ved 2
forskellige afstande fra facaden.
Fotografi: Artur Slupinski
Fig. 6.2v Eksperiment B.04 med mikroperforering – modellering ved 2
forskellige afstande fra facaden.
Fotografi: Artur Slupinski
51

6.3 Observationer for eksperimentgruppe C – Transparent gråfilter
Gennemsigtighedspåvirkning - subjektiv vurdering
I forhold til referenceeksperimentet X.00, vist i fig. 6.3a, er der ved ensartet gråfilter i eksperiment C.01 en
afmætning af udsigtens farver, som vist i fig. 6.3b og 6.3c, hvor eksperimentets C.01 2 variationer af gråfiltre
med 2 forskellige dækningsgrader på henholdsvis 58 % og 82 % er sammenlignet med en tom glasfacade i
referenceeksperiment X.00 i fig. 6.3a. Farverne bliver mere grå, jo mørkere gråfilteret er – dette træder tydeligst
frem på båden samt bjergets den grønne bred bag båden.
Fig. 6.3a Referenceeksperiment X.00 med en tom glasfacade.
Fotografi: Artur Slupinski
Fig. 6.3b Eksperiment C.01 med lys gråfilter – dækningsgrad 58 %.
Fotografi: Artur Slupinski
Fig. 6.3c Eksperiment C.01 med mørk gråfilter – dækningsgrad 82 %.
Fotografi: Artur Slupinski
52

Som vist i fig. 6.3d, så virker eksperiment C.02 med en graduering af gråfiltre via bånd med forskellige
dækningsgrader mere blikledende mod facadens mest transparente område og dermed mest farvemættede felt -
i dette eksperiments komposition mod horisonten. De mørkere, afmættede og solafskærmende felter tillader
stadigvæk et indtryk af resten af udsigten uden at tage fokus fra det helt transparente område.
Fig. 6.3d Gennemsigtighed i eksperiment C.02 med
horisontalt gradueret gråfilter – den gennemsnitlige
dækningsgrad for hele facaden er 62 %, som lokalt varierer
mellem helt transparent og helt lysblokerende.
Fotografi: Artur Slupinski
Belysningsfordeling - kvantitativ måling
Selvom de 2 forskellige gråfiltervariationer i eksperiment C.01 har forskellige målingsresultater af DF, vist i fig.
6.3f, har øjet svært ved at se forskellen på styrken af rummets dagsbelysning i forhold til en tom glasfacade i
referenceeksperiment X.00, hvilket ses i fig. 6.3a – 6.3c. Dette skyldes øjets adaptionsevne til forskellige
lysstyrker samt det, at de 3 rums relative lysfordeling er ret jævn – afspejlet i DF-kurvens jævnhed uden
pludselige knæk. Relativ lysfordeling har større synsmæssig betydning end den absolutte lysstyrke netop pga.
øjets adaptionsevne og synets lyshedskonstans (Lechner 1991, s. 259).
Fig. 6.3e - DF-kurver for referenceeksperiment X.00 med tom glasfacade til venstre og for eksperiment
C.02 med horisontalt gradueret gråfilter – gennemsnitligt dækningsgrad 62 % til højre.
Illustration: Artur Slupinski
53

Fig. 6.3f - DF-kurver for eksperiment C.01 med mørk gråfilter – dækningsgrad 82 % til venstre og for
samme eksperiment med lys gråfilter – dækningsgrad 58 % til højre. Bemærk her ligheden i rummets
dybeste halvdel ved den lyse gråfilter i forhold til eksperiment C.02 med horisontalt gradueret gråfilter
(lige over i fig. 6.3e), som har næsten samme dækningsgrad, men gradueret.
Illustration: Artur Slupinski
I eksperiment C.02 med den horisontalt graduerede gråfilter, som er helt gennemsigtig midt i modellens højde,
ses en knækket DF-kurve i fig. 6.3e med en høj DF ved facaden, som hurtigt aftager indtil knækket, hvorefter DF
falder langsommere, og DF-kurven begynder at ligne det ensartede gråfilters DF-kurve i eksperimenterne C.01
med 58 % i dækningsgrad, vist til højre i fig. 6.3f.
Sådan en belysningsfordeling med et knækket DF-kurve, hvor faldet i DF sker hurtigt ved facaden og pludseligt
skifter til et langsomt fald i DF, er en almindelig tilbøjelighed ved facader med transparente, horisontale bånd,
hvor lysniveauet i øvrigt er højere, jo højere det gennemsigtige felt er placeret på facaden, som føromtalt i kapitel
3.5.
Kontrastforhold - kvantitativ måling
Ved en synsvinkel henimod facaden er der ikke målt nogen sekundærblænding på interiørets flader i eksperiment
C.01, som vist i diagrammet i fig. 6.3g og 6.3h.
I eksperiment C.02 med horisontal graduering, vist i fig. 6.3i, opstår der en minimal sekundærblænding pga. det
transparente bånds lys, men ellers er der ikke for stor kontrast mellem fladerne i modellen. Derudover nedsætter
det lysblokerende felt med sin hvide bagside forskellen i fladernes luminans i modsætning til, hvis denne bagside
havde været sort. En sort bagside havde antageligvis resulteret i større kontrastforhold, som det var tilfældet
tilbage i eksperiment A.01 i fig. 6.1k.
Fig. 6.3g Eksperiment C.01 med ensartet, lyst gråfilter med en dækningsgrad på 58 % - rumligt diagram
ved 34 o middagssolvinkel med luminansforhold i synsfeltet som indikation af kontrastforhold i synsfeltet
samt tilhørende fotografi til højre.
Fotografi: Artur Slupinski
54

Fig. 6.3h Eksperiment C.01 med ensartet, mørkt gråfilter med en dækningsgrad på 82 % - rumligt diagram
ved 34 o middagssolvinkel med luminansforhold i synsfeltet som indikation af kontrastforhold i synsfeltet samt
tilhørende fotografi til højre.
Fotografi: Artur Slupinski
Fig. 6.3i Eksperiment C.02 med horisontalt gradueret gråfilter – gennemsnitsdækningsgrad: 62 % - rumligt
diagram ved 45 o middagssolvinkel med luminansforhold i synsfeltet som indikation af kontrastforhold i
synsfeltet samt tilhørende fotografi til højre. Bemærk den minimale sekundære blænding på over 10 gange
det mørkeste sted.
Fotografi: Artur Slupinski
Ved en synsretning langs facaden ved eftermiddagssol overskrider luminansforholdene de anbefalede
kontrastgrænser, og der opstår sekundærblænding i begge eksperimenter i denne gruppe, vist i fig. 6.3j – 6.3l.
Den ensartede gråfilter i eksperimentet C.01 skaber luminansforhold, som minder om dem i
referenceeksperimentet X.00 med en tom glasfacade – sekundærblænding imellem lys- og skyggefelter med en
skarp overgang.
55

Fig. 6.3j Eksperiment C.01 med lys gråfilter – dækningsgrad 58 % - rumligt diagram ved
eftermiddagssol med luminansforhold i synsfeltet som indikation af kontrastforhold i synsfeltet samt
tilhørende fotografi til højre.
Fotografi: Artur Slupinski
Fig. 6.3k Eksperiment C.01 med mørk gråfilter – dækningsgrad 82 % - rumligt diagram ved
eftermiddagssol med luminansforhold i synsfeltet som indikation af kontrastforhold i synsfeltet samt
tilhørende fotografi til højre.
Fotografi: Artur Slupinski
Eksperimentet C.02, vist i fig. 6.3l, skaber med dens horisontale gradueringsbånd nogle ret ekstreme
kontrastforhold med mørke ved loftet og ekstremt meget lys i det transparente bånd, der skaber et kraftigt
blændende lysfelt.
56

Fig. 6.3l Eksperiment C.02 med horisontalt gradueret gråfilter - rumligt diagram ved eftermiddagssol
med luminansforhold i synsfeltet som indikation af kontrastforhold i synsfeltet samt tilhørende
fotografi til højre.
Fotografi: Artur Slupinski
Modellering - subjektiv vurdering
Formgengivelsen i samtlige eksperimenter i denne eksperimentgruppe er som ved referenceeksperiment X.00
med den tomme glasfacade – let at aflæse med få detaljer ved overskyet himmellys som vist i fig. 6.3m – 6.3o.
Dog har eksperiment C.02 med horisontal graduering en mere rumlig formgengivelse pga. spotlight-effekten på
objektet, hvilket især ses på dukkehovedets øjne i fig. 6.2o. Ved direkte sollys, vist i fig. 6.3j – 6.3l, er det svært
at aflæse både form og tekstur, hvor selvskygger er meget skarpe og detaljerne helt udviskede. Ved den
horisontale graduering sker der ved direkte sollys derudover en kraftig fokusering af lyset pga. det transparente
facadebånd hvilket pga. den føromtalte høje blænding helt udvisker detaljerne. Dukkehovedets øje tættest på
facaden er helt usynligt, mens flamingo kuglen ser teksturløst ud og nærmest som en flad skive i det direkte
sollys på fig. 6.3l.
Fig. 6.3m Eksperiment C.01 med lys gråfilter – dækningsgrad 58 % –
modellering ved 2 forskellige afstande fra facaden.
Fotografi: Artur Slupinski
57

Fig. 6.3n Eksperiment C.01 med mørk gråfilter – dækningsgrad 82 % –
modellering ved 2 forskellige afstande fra facaden.
Fotografi: Artur Slupinski
Fig. 6.3o Eksperiment C.02 med horisontalt gradueret gråfilter –
gennemsnitsdækningsgrad: 62 % – modellering ved 2 facadeafstande.
Fotografi: Artur Slupinski
58

6.4 Observationer for eksperimentgruppe D - Transparent farve-filter
Farvegengivelse - subjektiv vurdering
Eftersom menneskesynets lysfølsomhed er sammenfaldende med dagslysets mest intensive del af dets
spektralfordeling, som beskrevet i kapitel 3, opnås den mest korrekte farvegengivelse med lys, som har et
kontinuerligt samt jævnt fordelt lysspektrumfordelingskurve svarende til hvidt/gråt lys – ligesom dagslys (Lechner
1991, s. 257).
For at opnå en korrekt farvegengivelse i denne eksperimentgruppe med transparente farvefiltre handler det
således om at skabe en så vidt muligt jævn spektrumsfordelingskurve. Det handler primært om at skabe en grålig
lysfarve via en blanding af de givne farvefilterkombinationers forskellige grader af lystransmittans. Det grå lys kan
lettest skabes med en kombination af komplementærfarver eksempelvis magenta og grøn samt med
trefarvekombinationerne rød-grøn-blå eller cyan-magenta-gul.
På baggrund af de gennemførte eksperimenter er det min vurdering, at der kan skabes en korrekt
farvegengivelse ved at bruge 3 farvers kombination i stedet for to komplementærfarver, hvilket tydeligst ses i
eksperimentet D.04, vist i fig. 6.4e, i forhold til de andre eksperimenter. Farvefiltrene skal have meget ens
lystransmittans og facadeandel, så de blandes ligeligt. Ens lystransmittans er vigtig for den lige farveblanding,
hvilket også ses i eksperiment D.01 med komplementærfarverne grøn og magenta med ens grad af
lystransmittans. Eksperiment D.01 opnår en meget korrekt farvegengivelse, hvilket fremgår af fig. 6.4b med
tilhørende spektralfordelingskurve, som for denne farvefilterkombination er rimelig jævn og dermed gengiver de
forskellige farver rimeligt proportionelt.
Ved at sammenligne eksperiment D.04, vist i fig. 6.4e, med eksperiment D.05, vist i fig. 6.4f, hvor farvestriberne
er skaleret 5 gange bredere – fra 1 cm bredde til 5 cm bredde, virker de små farvestriber ligeledes mere korrekt
farvegengivende, da de tre lysfarver blandes tættere på facaden ved de små farvestriber i forhold til de brede
striber – de brede striber optræder som særskilte lyskilder, som først blandes længere inde i rummet – udfra
observationerne, omkring halvvejs inde i rummet, hvor forskellen så ikke længere er mærkbar mellem de 2
eksperimenter. Ved eksperiment D.06, hvor andelen mellem de tre farver ikke er proportionel – dvs. der er en
forvrængning af farveblandingens proportioner, hvor striberne har forskellige bredder - magentastriber er 1 cm
brede, mens gul- og cyanstriberne er 5 cm brede – er der tydeligvis en nedtoning af den røde og den
magentafarvede kapsel ved facaden, og rummet er lidt mere gul-grønligt end ved eksperiment D.05 samt D.04.
Dog halvvejs inde i rummet er det ikke til at se forskel mellem disse 3 eksperimenter, når alle farver er blandet –
overraskende nok, også selvom magentafarven er arealmæssigt underrepræsenteret i eksperiment D.06.
Komplementærfarverne giver dog stadigt et godt indtryk af de farvede objekter, så længe deres lystransmittans
er ens – se eksperiment D.01, vist i fig. 6.4b, med ens lystransmittans i forhold til eksperiment D.02, vist i fig.
6.4c, med forskellig lystransmittans. Selvom eksperiment D.02 stadigt giver et genkendeligt indtryk af objekternes
farve pga. synssansens farvekonstans, er farverne i sammenligning med eksperiment D.01 slet ikke lige så klare.
I eksperiment D.03, hvor filtersammensætning ikke er komplementærfarver og giver derfor et farvet lys, får man
stadigt et genkendeligt farveindtryk af objekterne - ligeledes pga. synssansens farvekonstans, men heller ikke her
virker farvegengivelsen lige så korrekt som i eksperiment D.01 eller i eksperiment D.04. En korrekt
farvegengivelse opnås derfor bedst med farver, der gensidigt ”ophæver” hinandens lysfarve og resulterer i gråt
lys, hvor hver farve fylder samme areal, har samme grad af lystransmittans og er inddelt i så små felter som
muligt.
59

Fig. 6.4a Referenceeksperiment X.00 med tom glasfacade – farvegengivelse ved 2 forskellige afstande fra facaden.
Yderst til højre ses en spektralfordelingskurve for dagslyslaboratoriets belysning angivet med hvidt samt dagslysets
spektralfordelingskurve angivet med lyseblåt for sammenligning.
Fotografi: Artur Slupinski
Fig. 6.4b Eksperiment D.01 med 1 cm smalle farvestriber i komplementærfarver grøn og magenta med ens grad af
lystransmittans – farvegengivelse ved 2 forskellige afstande fra facaden. Yderst til højre ses en
spektralfordelingskurve for hver stribes transparens af de forskellige bølgelængder vist med de respektive stribers
farver samt en samlet spektralfordelingskurve for begge farver i dette eksperiment vist med den sorte kurve. Til
sammenligning er der også angivet dagslysets spektralfordelingskurve angivet med den lyseblå kurve.
Fotografi: Artur Slupinski
60

Fig. 6.4c Eksperiment D.02 med 1 cm smalle farvestriber i komplementærfarver grøn og magenta med forskellig
grad af lystransmittans – farvegengivelse ved 2 forskellige afstande fra facaden. Yderst til højre ses en
spektralfordelingskurve for hver stribes transparens af de forskellige bølgelængder vist med de respektive stribers
farver samt en samlet spektralfordelingskurve for begge farver i dette eksperiment vist med den sorte kurve. Til
sammenligning er der også angivet dagslysets spektralfordelingskurve angivet med den lyseblå kurve.
Fotografi: Artur Slupinski
Fig. 6.4d Eksperiment D.03 med 1 cm smalle farvestriber i ikke-komplementærfarver violet og mørk cyan med ens
grad af lystransmittans – farvegengivelse ved 2 forskellige afstande fra facaden. Yderst til højre ses en
spektralfordelingskurve for hver stribes transparens af de forskellige bølgelængder vist med de respektive stribers
farver samt en samlet spektralfordelingskurve for begge farver i dette eksperiment vist med den sorte kurve. Til
sammenligning er der også angivet dagslysets spektralfordelingskurve angivet med den lyseblå kurve.
Fotografi: Artur Slupinski
61

Fig. 6.4e Eksperiment D.04 med 1 cm smalle farvestriber i trefarvekombinationen violet, mørk cyan og mørk gul med
ens grad af lystransmittans – farvegengivelse ved 2 forskellige afstande fra facaden. Yderst til højre ses en
spektralfordelingskurve for hver stribes transparens af de forskellige bølgelængder vist med de respektive stribers
farver samt en samlet spektralfordelingskurve for alle tre farver i dette eksperiment vist med den sorte kurve. Til
sammenligning er der også angivet dagslysets spektralfordelingskurve angivet med den lyseblå kurve.
Fotografi: Artur Slupinski
Fig. 6.4f Eksperiment D.05 med 5 cm brede farvestriber i trefarvekombinationen violet, mørk cyan og mørk gul med
ens grad af lystransmittans – farvegengivelse ved 2 forskellige afstande fra facaden. Spektralfordelingskurve for hver
stribes transparens af de forskellige bølgelængder er vist i fig. 6.4e. Bemærk den farvede overgang mellem lys- og
skyggesiden på dukkehovedet og kuglen.
Fotografi: Artur Slupinski
62

Fig. 6.4g Eksperiment D.06 med farvestriber i trefarvekombinationen violet, mørk cyan og mørk gul med ens grad af
lystransmittans men i forskellige bredder – henholdsvis 1 cm, 5 cm og 1 cm – farvegengivelse ved 2 forskellige afstande
fra facaden. Spektralfordelingskurve for hver stribes transparens af de forskellige bølgelængder er vist i fig. 6.4e. Dog
skal det bemærkes, at eftersom den violette farve er arealmæssigt underrepræsenteret, burde den også være
underrepræsenteret i den samlede spektralfordelingskurve med kun 1/5 påvirkning på kurvens udformning i forhold til de
2 andre farver.
Fotografi: Artur Slupinski
Modellering - subjektiv vurdering
Formgengivelsen i denne eksperimentgruppe minder meget om formgengivelsen ved referenceeksperiment X.00
med en tom glasfacade. Objekternes form fremtræder letaflæseligt med få klare detaljer ved overskyet
himmellys, vist fig. 4.6g, og sværtaflæseligt med skarpe selvskygger samt helt udviskede detaljer ved direkte
sollys, vist i fig. 6.4h. Ved direkte sollys kastes der desuden filtermønstrets farvestriber på den belyste genstand,
hvilket kan forvrænge formgengivelsen – især hvis striberne i mønstret er horisontale.
Fig. 6.4h Modellering og skygger i eksperiment D.01 ved middagssol med både vertikale striber og horisontale striber i
billederne henholdsvis til venstre og i midten samt ved eftermiddagssol med horisontale striber i billedet yderst til højre.
Fotografi: Artur Slupinski
63

Både ved diffust himmellys og ved direkte sollys sker der dog spændende slagskyggefænomener, når der indgår
kombinationer af forskellige farver i facaden. Især ved diffust himmellys opstår der fine farveslagskygger, som er
lettest at spore i eksperiment D.05 med de 5 cm brede farvestriber, vist i fig. 6.4i. Farveslagskyggerne er desuden
lettest at se, jo tættere på facaden genstanden befinder sig. I eksperimenterne D.01 – D.04 med 1 cm smalle
farvestriber er de farvede slagskygger næsten usynlige, da de forskellige lysfarver blandes sammen tættere på
facaden ved de smalle striber end ved de brede striber.
Fig. 6.4i Farveslagskygger ved himmellys i eksperiment D.05 med 5 cm brede farvestriber i trefarvekombinationen
violet, mørk cyan og mørk gul. Slagskyggernes afgrænsning ved horisontale striber til venstre og ved vertikale striber
i midten og til højre - ved 2 forskellige afstande fra facaden med den nærmest facaden yderst til højre. Bemærk, at
farverne i skruens slagskygger ses tydeligere, jo tættere på facaden skruen befinder sig.
Fotografi: Artur Slupinski
Ved direkte sollys giver dog selv de 1 cm smalle striber i eksperimenterne D.01 – D.04 tydelige farveslagskygger
langt fra facaden, hvor lysfarverne allerede har blandet sig, som vist i fig. 6.4j og i fig. 6.4k. Slagskyggernes
farvestriber følger altid facadens striberetning, hvilket både kan ses på håndens slagskygger i fig. 6.4k men også
omkring de mindre skygger som skruehovedets slagskygge i fig. 6.4j.
Fig. 6.4j Farveskygger ved direkte sollys i eksperiment D.01 med
vertikale striber til venstre og eksperiment D.02 med horisontale
striber. Stribernes retning i facaden bestemmer farveskyggens
retning.
Fotografi: Artur Slupinski
64

Fig. 6.4k Farveskygger ved direkte sollys i eksperiment D.04 med trefarvet stribekomposition – vertikale striber
til venstre og horisontale striber til højre. Stribernes retning i facaden bestemmer farveskyggens retning.
Fotografi: Artur Slupinski
Kontrastforhold - kvantitativ måling
Ved kig langs med facaden ved eftermiddagssol er der for stor kontrast mellem de farvebelyste flader og
skyggefladerne, hvilket giver sekundærblænding, som vist i luminansmålingerne i fig. 6.4l samt 6.4m. Dette
gælder for samtlige eksperimenter i gruppe D, hvis luminansforhold minder om referenceeksperiment X.00 med
tom glasfacade.
Fig. 6.4l Eksperiment D.03 - rumligt diagram ved eftermiddagssol med luminansforhold i synsfeltet
som indikation af kontrastforhold i synsfeltet samt tilhørende fotografi til højre.
Fotografi: Artur Slupinski
65

Fig. 6.4m Eksperiment D.06 - rumligt diagram ved eftermiddagssol med luminansforhold i synsfeltet
som indikation af kontrastforhold i synsfeltet samt tilhørende fotografi til højre.
Fotografi: Artur Slupinski
Ved en synsvinkel henimod facaden er kontrastforhold på interiørets flader dog indenfor de anbefalede grænser,
som luminansmålingerne i fig. 6.4n samt 6.4o viser. Igen minder kontrastforholdene i denne eksperimentgruppe
om referenceeksperiment X.00 med en tom glasfacade.
Fig. 6.4n Eksperiment D.01 - rumligt diagram ved 45 o middagssolvinkel med luminansforhold i synsfeltet som
indikation af kontrastforhold i synsfeltet samt tilhørende fotografi til højre.
Fotografi: Artur Slupinski
66

Fig. 6.4o Eksperiment D.06 - rumligt diagram ved 45 o middagssolvinkel med luminansforhold i synsfeltet
som indikation af kontrastforhold i synsfeltet samt tilhørende fotografi til højre.
Fotografi: Artur Slupinski
Gennemsigtighedspåvirkning - subjektiv vurdering
Ligesom ved farvegengivelsen er det her, ifølge mine registreringer, en kombination af komplementærfarver samt
en kombination af farverne cyan-magenta-gul, som giver det mest korrekte indtryk af udsigtens farver – især den
sidstnævnte trefarverskombination med 1 cm smalle striber i eksperiment D.04 giver et korrekt indtryk af
farverne udenfor – mere korrekt end med 5 cm brede striber i samme i eksperiment D.05, som vist i fig. 6.4t
samt i fig. 6.4v.
Bemærk, at skyerne kommer primært til udtryk igennem magenta-farvefilteret, violet-filtret samt gult, mens de
grønne og cyan-farvede lysfiltre udjævner himlens blå og hvide farver til den samme farvetone, hvor skyerne så
bliver usynlige.
Fig. 6.4p Gennemsigtighed i eksperiment D.01 med ens grad af lystransmittans mellem farvestriberne, mens
luminansen er uens – til venstre ses udsigten i gråtoner for bedre at kunne vurdere stribernes indbyrdes
luminansforskelle og deres samspil med udsigtens luminansforskelle. Bemærk
Fotografi: Artur Slupinski
67

Fig. 6.4q Gennemsigtighed i eksperiment D.02 med uens lystransmittans mellem farvestriberne, mens luminansen
er ens – til venstre ses udsigten i gråtoner for bedre at kunne vurdere stribernes indbyrdes luminansforskelle og
deres samspil med udsigtens luminansforskelle.
Fotografi: Artur Slupinski
Fig. 6.4r Gennemsigtighed i eksperiment D.03 med både ens lystransmittans og ens luminans mellem
farvestriberne. Til venstre ses udsigten i gråtoner for bedre at kunne vurdere stribernes indbyrdes luminansforskelle
og deres samspil med udsigtens luminansforskelle.
Fotografi: Artur Slupinski
Fig. 6.4s Gennemsigtighed i eksperiment D.04 med både ens lystransmittans og ens luminans mellem
farvestriberne. Til venstre ses udsigten i gråtoner for bedre at kunne vurdere stribernes indbyrdes luminansforskelle
og deres samspil med udsigtens luminansforskelle.
Fotografi: Artur Slupinski
68

Når forskellige farver med ens luminans – ens lyshed – placeres ved siden af hinanden, skabes der en visuelt
vibrerende virkning, hvor farverne skiftes til at ”springe” frem i forgrunden (Livingstone 2004, s. 40). Årsagen til
disse farvevibrationer er beskrevet i kapitel 4.
Efter at have eksperimenteret med tre farvefilterkombinationer, den ene med ens luminans og uens
lystransmittans imellem farvefiltrene i eksperiment D.02, den anden med uens luminans og ens lystransmittans i
eksperiment D.01 og den tredje med begge ens i eksperiment D.03 og D.04, er jeg nået til den afgørelse, at
ovennævnte vibrerende farvevirkning ved lystransmitterende farver i modsætning til reflekterede farver på
eksempelvist billeder ikke afhænger af luminansmålingen, men af lystransmittansgraden. Da det i dette projekts
tilfælde handler om, hvor meget lys, der transmitteres igennem facaden og ikke reflekteres, giver de forskellige
gennemsigtige farvefilters grader af lystransmittans et indtryk af, hvor lys filtrene ville se ud i forhold til hinanden,
hvis de var lysblokerende farveflader – hvordan deres indbyrdes luminansforhold ville være. Luminans i et
lysfiltrerende materiale afspejles i materialets grad af lystransmittans.
I et sort-hvidt fotografi af modelrummet er det således mønstret med ens grad af lystransmittans, i eksperiment
D.01 vist i fig. 6.4p, der giver de mest usynlige striber i forhold til hinanden – dvs. det sort-hvide fotografi, som
kan sidestilles med det sort-hvide hvor-synssystem, virker som en brugbar supplement til farvefotografiregistrering
i denne eksperimentgruppe. I eksperimenterne D.01 og D.02, vist i henholdsvis fig. 6.4p og 6.4q,
som begge har den samme grønne farve, virker den grønne farve mere levende i eksperiment D.01, hvor
magentafarven har samme grad af lystransmittans som den grønne farve. Den grønne farve virker til gengæld
forholdsvis ”dødt” i eksperiment D.02, selvom den faktisk har højere grad af lystransmittans og er dermed lysere
end magentafarven. I eksperiment D.04, vist i fig. 6.4s, hvor både luminansen og lystransmittans er meget ens
imellem de tre farvefiltre, er der også den vibrerende farvevirkning.
Med hensyn til retningen på farvestribemønstret er det ifølge min subjektive vurdering, at vertikale striber giver
en mere korrekt fornemmelse af farverne udenfor facaden frem for horisontale striber. En spekulativ forklaring
hertil kunne være, som førnævnt under eksperimentgruppe A i kapitel 6.1, øjnenes horisontale orientering, hvor
de vertikale farvestribers skiften for det vandrende blik ”blander” de filtrerede farver sammen og giver et indtryk
af udsigtens korrekte farver. Dette virkede dog meget bedre i selve modelobservationerne end gengivet her på
tryk i fig. 6.4t. Horisontalt orienterede farvestriber kan virke mere dominerende over udsigtens farver i forhold til
vertikale striber, da øjnene som sagt orienterer sig horisontalt, og her fylder de horisontale farvestriber store dele
af motivet, da den enkelte farve er en konstant del af blikkets horisontale vandren. Til gengæld virker horisontale
farver mere rolige at se på - muligvis på grund blikkets horisontale vandren, som dermed undgår de konstante
farveskift. Man kan således spekulativt antage, at, ved vertikale striber, kommer motivet mere i fokus, mens ved
de horisontale striber er stribemønstret mere i fokus. Dette kan eksempelvis ses i eksperiment D.04 i fig. 6.4t.
Fig. 6.4t Gennemsigtighed i eksperiment D.04 med vertikale og horisontale smalle striber.
Fotografi: Artur Slupinski
De 5 cm brede striber i eksperiment D.05, vist i fig. 6.4u, virker også roligere end de 1 cm smalle striber i begge
retninger pga. sjældnere farveskift, men samtidigt gør de udsigtens farver sværere at aflæse pga. de store
afstande mellem farverne.
69

Fig. 6.4u Gennemsigtighed i eksperiment D.05 med vertikale og horisontale brede striber.
Fotografi: Artur Slupinski
Det er dog vigtigt at understrege her, at der er tale om min subjektive vurdering, hvilket åbner op for en
diskussion af observationen. Fig. 6.4p – 6.4u skal således ses som registrering af mit indtryk. Sidst, men ikke
mindst kunne man forestille sig, at farvemønstrets vekselvirkning med udsigtens hovedtræk og udsigtens farver
kan påvirke oplevelsen af de farvede stribers retning. Et lignende aspekt omkring stribemønstrets retning har
også været diskuteret i eksperimentgruppe A, kapitel 6.1.
70

6.5 Observationer for eksperimentgruppe E – Supplerende bagindkapsling
Selvom der i eksperiment E.01 samt eksperiment E.03 er udført forsøg ved diffust himmellystilstand, er det i
denne eksperimentgruppe primært observationer ved direkte sollys, som er mest afgørende for vurderingen
eftersom, denne bagindkapsling er tænkt som en dynamisk foranstaltning, som kun skal aktiveres ved direkte
sollys for netop at mindske den blænding, der måtte forekomme. Ved overskyet diffust himmellys ville den
fremstå helt transparent, og kun solcellers filtermønster ville være synlig. Sådan en bagindkapsling kan realiseres
via eksempelvis elektrokromt glas, hvor transparens kan styres med elektricitet. En anden simplere, men dog ikke
panelintegreret løsning ville være gardiner i et materiale med tilsvarende karakter som eksperimenternes
bagindkapsling.
Gennemsigtighedspåvirkning - subjektiv vurdering
Transparensmæssigt er der ved de matte eksperimenter, E.01 samt E.02, ingen transparens. Ved den klare
transparente mørkegrå bagindkapsling, eksperiment E.03 samt E.04, er der en transparens, som dog er så
filtreret, at man kun ser omridset af landskabet uden tydelige detaljer vist i eksperimentet E.03 i fig. 6.5a.
Fig. 6.5a Gennemsigtighed i eksperiment E.03 – til venstre ses udsigten i gråtoner for bedre at kunne vurdere
stribernes luminansforskel og deres samspil med udsigtens luminansforskelle.
Fotografi: Artur Slupinski
Kontrastforhold - kvantitativ måling
Den matte translucente bagindkapsling spreder det transmitterede lys meget jævnt over hele rummet, hvilket
eliminerer al blænding, da luminansforhold har relativt lille variation igennem rummets dybde, som vist i fig. 6.5c
samt 6.5d. Dette kan ligeledes ses på den meget jævne om end lave DF i eksperiment E.01 på fig. 6.5b. Begge
eksperimenter med den matte bagindkapsling i eksperiment E.01 samt E.02 har meget ens luminansfordeling i
rummet til trods for de to forskellige filtermønstre på ydersiden af bagindkapslingen.
Fig. 6.5b DF-kurver for eksperiment E.01 med mat,
hvid bagindkapsling.
Illustration: Artur Slupinski
71

Fig. 6.5c - Eksperiment E.01 med mat, hvid bagindkapsling bag et farvefilter - rumligt diagram ved
eftermiddagssol med luminansforhold i synsfeltet som indikation af kontrastforhold i synsfeltet samt
tilhørende fotografi til højre. Bemærk den jævne lysfordeling.
Fotografi: Artur Slupinski
Fig. 6.5d - Eksperiment E.02 med mat, hvid bagindkapsling bag et vertikalt stribemønster- rumligt
diagram ved eftermiddagssol med luminansforhold i synsfeltet som indikation af kontrastforhold i
synsfeltet samt tilhørende fotografi til højre. Bemærk den jævne lysfordeling.
Fotografi: Artur Slupinski
Den klare transparente mørkegrå bagindkapsling i eksperiment E.03 sænker lysniveauet uden at sprede lyset,
som DF-kurven i fig. 6.5e viser. Selvom den fjerner næsten al sekundærblænding ved kig henimod facaden, vist i
fig. 6.5g, forsvinder blændingen dog ikke ved kig langs facaden, som vist i fig. 6.5f - der er stadigt for høj
luminansforskel mellem lyse og mørke flader i fig. 6.5f. Kontrastforhold med gråfilteret er meget identisk med
kontrastforholdene ved det samme stribemønster uden gråfilter, vist tilbage i eksperiment A.01 i fig. 6.1q.
72

Fig. 6.5e - DF-kurver for eksperiment E.03 med klar, grå
bagindkapsling
Illustration: Artur Slupinski
Fig. 6.5f Eksperiment E.04 med klar, grå bagindkapsling - rumligt diagram ved eftermiddagssol med
luminansforhold i synsfeltet som indikation af kontrastforhold i synsfeltet samt tilhørende fotografi til
højre. Blænding kan ikke undgås med dette gråfilter ved dette synsvinkel.
Fotografi: Artur Slupinski
Fig. 6.5g Eksperiment E.04 med klar, grå bagindkapsling - rumligt diagram ved 45 o middagssolvinkel med
luminansforhold i synsfeltet som indikation af kontrastforhold i synsfeltet samt tilhørende fotografi til højre.
Blænding kan næsten undgås med dette gråfilter ved dette synsvinkel.
Fotografi: Artur Slupinski
73

Modellering - subjektiv vurdering
Den matte bagindkapsling i eksperiment E.01 samt eksperiment E.02 giver, i forhold til den klare bagindkapsling i
eksperiment E.03 samt eksperiment E.04, en mere flad modellering, hvor de små detaljer omkring dukkehovedets
øjne og næse udviskes på grund af det diffuse lys og kun formens hovedtræk beholdes. Der er til gengæld ikke
synlig forskel på, om der er tale om diffust himmellys eller direkte sollys ved den matte bagindkapsling. Derimod
giver den klare mørkegrå bagindkapsling i sollys en meget skarp formtegning med skarpe selvskygger, hvor de
små detaljer omkring øjnene forsvinder pga. den alt for store kontrast, som også afspejles i luminansforholdet,
vist i fig. 6.5f.
De 5 eksperimentgruppers observationer opsamles i gruppeorienterede konklusioner i kapitel 6.6, som befinder
sig i afhandlingens del 1. Herefter perspektiveres de forskellige eksperimentgruppers undersøgelsesresultater i
kapitel 7 til eksisterende bygninger, der gør brug af lysfiltrering som et arkitektonisk motiv. Denne perspektivering
skal udvide fokus fra disse abstrakte undersøgelser og ud til arkitektur for at pege på de forskellige
eksperimentgruppers arkitektoniske potentialer. Kapitel 7 befinder sig i afhandlingens del 1.
På de efterfølgende sider i denne del af afhandlingen findes bilagene – Eksperimentdokumentation for samtlige
eksperimenter i Bilag 1 samt mit Afgangsprojekt med 5 idéer til solcellepaneler i Bilag 2.
74

Bilag 1: Eksperimentdokumentation
75

100

101

102

103

104

105

106

107

108

109

110

111

112

113

114

115

116

117

118

119

120

121

122

123

124

125

126

127

128

129

130

131

132

133

134

135

136

137

138

139

140

141

142

143

144

145

146

147

148

149

150

151

152

153

154

155

156

157

158

159

160

161

162

163

164

165

166

167

168

169

170

171

172

173

174

175

176

177

178

179

180

181

182

183

184

185

186

187

188

189

190

Bilag 2: Afgangsprojekt
191