1 KULTURHISTORISK MUSEUM RANDERS ÅRBOG 2004 FRA ...

KULTURHISTORISK MUSEUM RANDERS ÅRBOG 2004
FRA FRUESTUEN – TO AF ADELENS DUGE FRA 1581 OG 1669
Af Hanne Schaumburg Sørensen
På enhver herregård i 1500- og 1600-tallet fandtes en fruestue. Det var et særskilt rum på gården,
hvor husets frue, døtre eller andre besøgende adelige jomfruer kunne opholde sig uforstyrret med
for eksempel hvile, skrivning eller håndarbejde. Netop håndarbejde var et vigtigt arbejdsområde og
af stor interesse for herregårdens adelige damer, der udførte det med flid og stor dygtighed.
På Kulturhistorisk Museum er der to vidnesbyrd om den faglige dygtighed den tids adelige
kvinder besad inden for netop dette område. For i museets samlinger findes to bordduge broderet i
henholdsvis i 1581 og i 1669 af Kristence Rotfeld gift med Bjørn Kaas og Sophie Reedtz gift med
Valdemar Lykke. Begge kvinder der hørte til blandt dansk adels fornemmeste slægter.
Da det er sjældent, der er bevaret genstande, der udført af 1500- og 1600-tallets kvinder, er
dugene ikke alene unikke som genstande, men de er også vidnesbyrd på det liv adelens kvinder
levede i 1500- og 1600-tallet. Et liv hvor den kristne tro og slægten var i højsæde.
Magteliten
Kristence Rotfeld og Sophie Reedtz tilhørte den danske adelsstand og dermed magteliten i
samfundet. Adelens vigtige funktion i 1500- og 1600-tallet var at virke som krigere og som
politiske ledere, og dens økonomiske grundlag var store besiddelser af herregårdsjorder. Det var
jord, der var fritaget for skat af kongen som modydelse for adelens deltagelse krigstjeneste. Det
medførte, at adelsstanden efterhånden ejede halvdelen af landets jorde. Dertil kom at alle høje
embeder indenfor rigets administration var forbeholdt dem, hvilket igen gav store indtægter.
Deres elitære position i samfundet blev ikke mindre af, at adelen i 1500- og 1600-tallet kun
udgjorde et par promille af rigets samlede befolkning. Adelsstanden bestod således af under 200
slægter og af under 2000 individer. Da det indtil indførelse af enevælden i 1660 næsten var
udelukket for lavere stænder som bønder og byens borgere at blive optaget i adelstanden, var
adelens magt, næst efter kongens, suveræn.
Adelen var dog ikke en homogen stand, idet den havde sin egen lille økonomiske og politiske elite
blandt en lille kreds adelsslægter, der var stærkt indgiftet i hinanden. 1 På den måde sikrede gruppen
sig, at deres jorde og embeder blev på få hænder. Kristence Rotfeld og Sophie Reedtz tilhørte denne
elite, hvor giftermål var et vigtigt politisk og økonomisk magtmiddel for slægten. Indgåelse af
ægteskaber blev derfor også taget yderst alvorligt, da de kunne have store konsekvenser for
slægtens økonomi og politiske indflydelse.
Da den adelige jomfru var arveberettiget, var hendes medgift af jordgods i ægteskab af afgørende
betydning for hendes – og dermed slægtens - chancer på ægteskabsmarkedet. For at holde jorden på
få hænder kunne en adelige jomfru derfor, ifølge loven, også miste sin jord, hvis hun giftede sig
med en ufri mand eller uden slægtens samtykke. 2 Slægtens store betydning for adelen kommer da
også til udtryk i mange former ikke mindst indenfor kirkekunst, slægtsbøger og håndarbejde.
Heraldik smykker for eksempel mange danske kirker, der har haft adelige ejere, og slægtens våben
1

ses på de adelige kvinders linned herunder duge. Det er derfor ikke uden grund, at Kristence Rotfeld
og Sophie Reedtz har broderet deres slægtsvåben på deres kostbare bordduge.
Herrens bord
Slægtens våben er dog ikke det eneste, der har symbols betydning på dugene. Dugene har også en
dyb kristen symbolik, som har rod i sammenhængen mellem alterdugen og den verdslige dug. For
både alteret i kirken og det verdslige bord blev nemlig fra tidlig kristen tid betragtet som hellige
steder, hvor Gud var nærværende, og hvor man modtog en Guds gave – henholdsvis nadveren og
det daglige brød. Således indledes og afsluttes ikke alene kirkegangen med en bøn men også
måltidet ved det verdslige bord.
Forbindelsen mellem kirkens bord, alteret, og det verdslige bord har baggrund i Jesus sidste
måltid med disciplene aftenen før korsfæstelsen. Her deler Jesus brød og vin med ordene om, at
brødet er hans legeme og vinen hans blod. Nadveren eller altergangen fejredes da også oprindelig
med et almindeligt måltid, men blev senere erstattet af det stiliserede måltid ved alteret under
gudstjenesten. 3 Den religiøse sammenhæng mellem alter og bord har betydet, at den måde som
såvel alter og som verdslig bord er blevet dækket på har haft indflydelse på hinanden. Således
anvendes der for eksempel på det katolske alter tre duge, der symboliserer Kristi gravklæder. En
skik man i 1500- og 1600-tallet også brugte på det verdslige bord. At dugen på såvel alteret som på
det verdslige bord var hvid, var udtryk for bordets renhed og hellighed. En anden mere tydelig
symbolik har været udsmykningen af dugene. Fra slutningen af 1500-tallet og i hele 1600’tallet var
mange duge – både alterduge og bordduge - rigt udsmykket med bibelske motiver som for eksempel
”Brylluppet i Kana” og ”Den sidste nadver”. 4
Fornem og praktisk borddækning
Det verdslige spisebord var i 1500’tallet ofte ikke noget særligt, blot en plade med et par bukke
under. Langs den ene side af bordet blev der stillet bænke op, og fra den fri side blev måltidet så
serveret. Adelens og fyrsternes møbler var i 1500-tallet enkle og robuste, så de let kunne
transporteres fra gods til gods sammen med herskabet. Adelen og fyrsterne rejste nemlig ofte
mellem deres gårde med det meste af deres bohave. Over det enkelte bord dækkede man så med
kostbare – og let transportable - duge. Man anvendte to til tre duge af aftagende størrelse, så
kanterne på alle dugene kunne ses. Først var der lagt en underdug - en tung borddug af kraftigt
materiale og i stærke farver med mønster - derover lagdes en eller to overduge i hvidt lærred ofte
silkebroderet eller mønstervævet. I velhavende hjem var det almindeligt at have flere broderede
duge, der blev taget frem ved højtider eller andre festligheder. Inden brug var de hvide duge lagt i
pres, så folderne dannede et klart mønster af firkanter eller kvadrater. 5
Under måltidet var det indtil slutningen af 1500’tallet ikke ualmindelig at benytte overdugen til at
tørre fingre og mund med. Maden blev indtaget med fingrene, så det var nødvendig med noget at
tørre sig i, da det blev anset for uopdragen at slikke sine fingre. Den øverste dug skiftede man så ud
med en ren flere gange under måltidet. Omkring år 1600 blev det dog efterhånden mere almindeligt
at bruge gafler og servietter i stedet for dugen, og behovet for en ekstra overdug forsvandt. Gennem
1600-tallet skete der endnu en ændring, da den løse stol ved bordet blev mere og mere almindelig.
Det gav mulighed for at sidde ved alle sider af bordet. Dermed blev den tunge underdug med
mønster overflødig, da den ikke længere kunne ses fra bordet fri side, og den gik også lige så stille
af mode. Netop ændring i moden og tekstilers bevaringsmæssige skrøbelighed har betydet, at der i
dag er bevaret under 100 broderede duge i Danmark, og ofte kun i fragmentariske udgaver. Dugene
har, hvis de har overlevet, fundet genanvendelse som for eksempel gulvtæpper, sengetæpper,
kanetæpper eller alterduge. 6
2

Kristi lidelseshistorie udført med nål og tråd
Kristence Rotfelds dug fra 1581 er den ældste. Det er en silkebroderet overdug med tydelige kristne
symboler. Dugen, der senere er blevet beskåret, måler i dag 166 cm i længden og 148 cm. i bredden.
Den er fremstillet af meget fint, hvidt hørlærred, hvorpå motivet er broderet med rødt og gult silke i
kontur- og kædesting. Det var den mest almindelige anvendte teknik, da den er let og hurtig at sy i
hånden. 7 Dugens motiv er delt op i et system af broderede rudefelter med stiliserede tidsler. Den
kristne forbindelse er meget tydelig idet tidslen og farven rød er et kristen billede på Kristi
lidelseshistorie. 8 Hvor ruderne mødes ses da også Jesus monogrammet I H S i rektangulære
småfelter. Midt på rudernes sider er der syet en meget speciel snoning, der ikke kendes fra andre
duge. I Danmark er der så vidt vides kun syv andre duge fra perioden 1581-1619 med lignende
rudemotiv.
Dugens udsmykning er med stor sandsynlighed inspireret af religiøse bøger og af samtidige
engelske og italienske mønsterbøger. Forlæg der ikke var ualmindelige at finde i adelige hjem.
Tidselmotivet kendes fra engelske mønsterbøger mens rudemotivet ses i italienske mønsterbøger.
Dertil kom at adelen, som nævnt, var stærkt indgiftet i hinanden, og muligheden for at hente
inspiration i hinandens håndarbejde må have været stor.
I to af ruderne, under midten af dugen, er der broderet våbnene for adelsslægterne Kaas og
Rotfeldt, årstallet 1581 og bogstaverne BKF og KNDF, der står for Bjørn Kaas fædrene våben og
Kristence Nielsdatter Rotfeld fædrene våben. Dugen blev indleveret til museet i 1892 fra Skarresø
Kirke på Djursland, hvor den havde været anvendt som alterdug. Ved indleveringen til museet blev
dugene da også registreret som en alterdug, men den har næppe været syet med det formål. Målene
på dugene passer ikke til et alter, da man må antage, at våbnene har skullet sidde midt på dugen.
Mest sandsynlig er dugen gået af mode som verdslig dug, og man har foræret den til kirken, hvor
man har halveret den. Genbruget af dugen forklarer også, hvorfor det kun er de fædrene våben der
ses på dugen. De mødrene våben mangler simpelthen, fordi de sad på den halvdel af duge, der ikke
er bevaret.
Langs kanten på dugen, hvor flere bogstaver dog med tiden er slidt væk 9 , er broderet en
formanende sentens 10 om ydmyghed og forsagelse:
IHS LAD SØNDEN TENCK
DØDEN WIL KOMME
FRYCT GUD OG LYD HANS BUD
GIØR HVER MAND RET
FORLAD DIG IKKE PAA MENNESKENE
At Kristence Rotfeld har valgt en formanende tekst kan ikke undre, når man ved, at noget af det
vigtigste i adelsdøtrenes opdragelse i 1500- og 1600-tallet var fromhed og gudsfrygt. En opdragelse
pigerne fik ved i stort omfang at lære katekismus, bønner, salmer og sentenser udenad. Læsning,
skrivning og regning kom i anden række.
Når pigerne havde opnået et vist niveau inden for læsning og skrivning, tog de fat på oplæringen i
husførelse og håndarbejde. Pigerne blev oplært af deres mødre eller andre kvindelige slægtning i at
koge, bage, brygge, sy, spinde, væve, kniple, knytte og brodere. Derudover skulle pigerne tilegne
sig dyder som kyskhed, ydmyghed, høviskhed og sagtmodighed samt dannelse indenfor dans og
musik. Når adelsdøtrene, ofte i en ung alder, indgik i ægteskab eller blev trolovet, ophørte
opdragelsen og uddannelsen. At adelens damer dog ikke helt opgav de boglige studier ved
ægtemålet ses af at mange senere udviste stor interesserede for heraldiske og genealogiske studier. 11
En interesse som resulterede i tykke slægtsbøger, slægtstavler og i broderede slægtsvåben på
dugene.
3

Kristence Nielsdatter Rotfeld og Bjørn Kaas
De to afbillede våben på dugen fra 1581 tilhører Bjørn Kaas og hans hustru Kristence Nielsdatter
Rotfeld. Kristence var datter af Niels Jensen Rotfeld til Bratskov, der havde besiddelser i både
Vendsyssel og Salling og på Sjælland, og Anne Nielsdatter Høg som med sig i ægteskabet blandt
andet havde bragt herregården Bjersøholm ved Ystad i Skåne. Halland, Bleking og Skåne hørte
indtil 1658 under den danske konge, og både kongen og adelen havde store besiddelser i områderne.
Kristence var næstældste datter i en større søskendeflok på otte, hvoraf seks var piger. Kristences
fødselsår kendes ikke, så vi ved heller ikke, hvor gammel hun var, da hun den 4. november 1554
blev bortgiftet med adelsmanden Bjørn Kaas til Starupgaard. 12 Med sig ind i ægteskabet havde
Kristence som medgift moderens herregård Bjersøholm i Skåne.
Slægten Kaas tilhørte som Rotfelderne den danske uradel, det vil sige den hørte til blandt de
ældste adelsslægter i landet. Slægten Kaas havde sine rødder i Salling, men jordbesiddelserne var
gennem forlening og ægteskab efterhånden spredt sig ud over hele kongeriget. Bjørn Kaas hørte
dermed til en af landets betydeligste og mest magtfulde slægter. Hans broder Niels Kaas blev
således også i 1573 udnævnt til rigskansler.
Som ung havde Bjørn Kaas, som det passede sig for en ung adelsmand, været på dannelsesrejse i
udlandet, og han havde i en periode tjent ved hoffet, hvor han havde forsat sin uddannelse, og hvor
han havde ledsaget Christian 3.’s datter Anna på hendes brudefærd til Sachsen. Den sociale opgang
fortsatte for Bjørn Kaas og Kristence Rotfeld, idet Bjørn Kaas i forskellige perioder fungerede som
lensmand på Vordingborg, Helsingborg, Malmøhus og Bygholm ved Horsens. I 1563-64 var han
blevet udnævnt som proviantmester i Skåne, og i 1567 kunne Bjørn Kaas tage det sidste skridt op af
den sociale rangstige, da han indtrådte i det adelige Rigsråd, der virkede som rådgivende organ for
kongen.
Bjørn Kaas og Kristence Rotfeld fik i alt syv børn – tre drenge og fire piger. De ældste sønner
blev som det var god tone sendt til udlandet for at studere ved universiteterne i blandt andet Leipzig,
Genf og Orleans, for senere at vende tilbage og som deres søstre indgå standsmæssige ægteskaber.
Det skulle dog vise sig for Bjørn Kaas’s og Kristence Rotfeld’s børn, at et standsmæssig ægteskab
ikke altid var lykken.
I 1581 dør Bjørn Kaas under et ophold på Bygholm, og hans lig føres derfor tilbage til slægtens
hovedgård i Salling, hvor han bisættes i Højslev Kirke. En kirke han selv havde stået som bygherre
for. Efter al sandsynlighed tager Kristence derefter ophold på slægtsgården Bjersøholm i Skåne. Det
er her hun dør i 1601 efter tyve år som enke, og det er her hun bisættes.
I slutningen af 1500-tallet og i begyndelsen af 1600-tallet indtræffer den ene voldsomme
begivenhed efter den anden for flere af Bjørn Kaas’s og Kristence Rotfeld’s børn og svigerbørn.
Deres næstældste søn Erik Kaas anklages i 1593 af sin svigerfar for at have forvoldt sin hustrus
død, men til familiens held dømmes han dog ikke. Tre år efter i 1597 afgår den ældste søn Niels ved
døden. Han gravlægges som faderen i Højselv Kirke. Umiddelbart efter Kristences død i 1603
bliver den ældste søns enke, Birgitte Rosenkranzs, anklaget for blodskam med sin afdøde mands
fætter, med hvem hun havde fået to børn. For denne forbrydelse henrettes hun den 29. juni 1603 i
København. Elskeren nåede i først omgang at flygte og blev i stedet idømt tab af ære og fredløshed,
men senere fanges han og føres til København, hvor også han henrettes. En anden svigersøn, Albert
Skeel, der var gift med datteren Anne Kaas, led samme skæbne. Han blev i 1609 henrettet på torvet
i Horsens for to drab og brud på tingsfreden. 13
Livet for Bjørn Kaas’s og Kristence Rotfelds børn og svigerbørn formede sig dermed langt fra
fredeligt eller gudfrygtigt, og det var måske ikke uden grund at Kristence broderede en formanende
sentens om ydmyghed og forsagelse på sin smukke borddug
4

Som en pragtfuld have
Den anden dug i museets samling er Sophie Reedtz’s underdug fra 1669. Den er som Kristence
Rotfelds dug broderet med kontur- og kædesting. Dugen er af indigofarvet - blåt - uldstof broderet
med både silke- og uldgarn. Den sorte silke er med tiden forsvundet. Dugen er kvadratisk og måler
omkring 238 cm. på hver side. Dugen er ligesom Kristence Rotfelds dug på et senere tidspunkt
blevet beskåret. Et trekantet stykke af hver sides øverste halvdel er bortskåret, sandsynligvis for at
genanvende underdugen som kanetæppe. På midten af dugen er der broderet bogstaverne S W L og
S R for Salig 14 Valdemar Lykke og Sophie Reedtz, årstallet 1669 og våben for adelsslægterne
Lykke – Reedtz – Parsberg – Brahe. Våbnene er omsluttet af en blomsterkrans af tulipaner, nelliker
og roser i røde og gule farver. Kransen er bundet med hvidt og blåt bånd, der ender i store sløjfer.
Symbolikken er ikke til at tage fejl af. De fire slægter er uløseligt forbundet gennem indgåelse af
ægteskabet mellem Valdemar Lykke og Sophie Reedtz.
I hvert af hjørnerne af tæppet er der en buket blomster også sammenbunden med sløjfer, og langs
kanten en bort af tulipaner, nelliker, roser, iris og akeleje. Resten af tæppet er fyldt ud med store
enkelte, blødt svajende strøblomster af de allerede nævnte arter samt en stor hvid og blå lilje. Da det
har været hensigten at give indtrykket af et væld af blomster, er placeringen af strøblomsterne
tilfældig.
Fremstilling af kulørte underduge med broderede strøblomster kom på mode omkring 1600, da
der blev udgivet adskillige nye botaniske værker illustrerede med kobberstik. Stikkene var en ny
forbedret teknik i forhold til tidligere tiders brug af træsnit. Derfor er blomsterne på Sophie
Reedtz’s tæppe også gengivet meget nøjagtigt botanisk.
Samtidig var interessen for botanik stærkt stigende, da hele Europa var blevet grebet af stor
interesse for en helt ny blomst – tulipanen. Den stammede oprindeligt fra Persien 15 , men den var i
midten af 1500-tallet blevet hentet til Europa, hvor den relativ hurtigt blev den helt store
modeblomst. I Holland gik interessen for tulipanen helt over gevind. Blandt den velbeslåede del af
den hollandske befolkning var der borgere, der brugte formuer for at komme til at eje blomsten.
Således steg prisen for en håndfuld løg på et tidspunkt til det samme som et ordentligt hus i
Amsterdam, og hele medgiften for en ung brud kunne være løget til en ny variant af en tulipan. Det
var således billigere at eje et billede af tulipanen end tulipanen selv. Fra Holland kom tulipanen til
England, Frankrig og de nordeuropæiske lande, hvor den alle vegne blev beundret og eftertragtet.
Således dyrkede den danske adelsdame Sophie Brahe tulipaner i sin legendariske have på
Eriksholm i Skåne i 1629. 16 Sophie Brahe var søster til den berømte astronom Tycho Brahe og
dermed også søster til Sophie Reedtz’s farfar. 17 Da Sophie Brahe og Sophie Reedtz levede
samtidig, må Sophie Reedtz have haft kendskab til Sophie Brahes pragtfulde have, hvor tulipanen
var den mest kostbare blomst.
Om inspirationen til dugen og tulipanmotivet kom fra et botanisk værk eller en slægtnings have
vides ikke, men mest sandsynlig har Sophie hentet ideen fra et helt andet sted. Sophie Reedtz havde
en tre år ældre søster, Kirsten, der i 1633 på Koldinghus var blevet gift ind i slægten Rothkrick.
Kirsten havde allerede i 1643, 26 år før Sophie, broderet en dug med et tilsvarende motiv. Dugen
har, som Sophie Reedtz’s dug, et våben som det centrale motiv. Våbenet er omgivet af en
blomsterkrans, mens også strøblomster indgår som et vigtig element af dugen. Samme komposition
med et våben og en krans i centrum indgår også i en anden dug fra perioden midt i 1600-tallet. Den
er broderet af en anden slægtning, Else Krabbe, der var gift med Ejler Høeg. Denne Ejler Høeg var
Sophie Reedtz’s stedmoders bror. 18 I alt kendes der omkring 30 duge broderede med strøblomster
af danske adelskvinder. 19
Brugen af blomster som motiv på dugene var ikke bare en del af en modedille i 1600-tallet, men
ligger også i forlængelse af tidens brug af kristen symbolik. Således kan dugens blå farver være et
billede på himlen, og mange af blomsterne kan ligeledes ses som kristen symbolik. Liljen
5

symboliser Jomfru Maria, rosen ses i kristendommen som paradisets mest fuldendte blomst i både
skønhed og velduft. Irisen er, som liljen, et billede på Jomfru Maria - himlens dronning. Nelliker
står for Jomfru Maries tårer og skal derfor ses som symbolet på moderskabet, en røde nellike er
billedet på kærlighed og ægteskab og en hvid nellike er billedet på kærlighed. 20 Alle symboler der
passer fint ind i 1600-talles adelig kvindes liv og stærk kristne opdragelse.
Sophie Reedtz og Valdemar Lykke
Fire våben fra Sophie Reedtz nærmeste familie, Lykke – Reedtz – Parsberg – Brahe, smykker, som
sagt, den dug Sophie Reedtz broderede i 1669. Sophie Reedtz blev født den 22. juli 1613 på
Tygestrup på Sjælland som datter af Frederik Reedtz til Tygestrup og Hørbygaard og Birgitte
Steensdatter Brahe til Barritskov. Slægten Reedtz var kommet til Danmark fra Mark Brandenburg
med Sophies farfar Peder Reedz. Farfaren havde været i dansk krigstjeneste under syvårskrigen,
men han forlod derefter landet for at vende tilbage to år senere i 1572. Da ledsagede han Frederik
2.’s unge brud, Sophie af Mecklenburg, på hendes rejse til Danmark. Peder Reedz blev en af
kongens betroede mand og slog sig permanent ned i Danmark, hvor han blev gift ind i den gamle
danske adelsslægt Brahe. Det gik godt for slægten Reedz i Danmark. Således tjente også Sophies
far, Frederik Reedz, som ung mand ved hoffet, og med tiden fik også han flere len i forlening og
kunne i 1644 indtræde i det adelige Rigsrådet, hvor landets fremmeste mænd sad. Frederik Reedtz
og Birgitte Brahe fik ikke mindre end 10 børn – fire sønner og seks døtre, hvor Sophie var det
syvende barn i den store søskendeflok. Mens døtrene blev opdraget hos familien eller hos nære
slægtninge, blev tre af sønnerne sendt på Herlufsholm Skole og derefter til udenlandske
universiteter i Gronningen, Oxford, Siena og Padua. Da Sophie var 14 år gammel døde hendes mor
kun 37 år gammel, og efter syv år som enkemand giftede faderen sig igen standsmæssigt med den
jævnaldrende adelskvinde Sophie Høeg, med hvem han fik to døtre.
Sophie Reedtz var en efter tidens forhold en temmelig gammel brud, da hun 29 år gammel forlod
familien for den 5. maj 1642 at indgå ægteskab med den jævnaldrende adelsmand og hofjunker
Valdemar Lykke til Grindeslev Kloster i Salling. Valdemar Lykke var født på Krabbesholm, som
15-årig var han blevet sendt til Sorø Skole og fire år senere var han blevet han indskrevet ved
Leyden Universitet. Efter sit giftermål med Sophie Reedtz indledte Valdemar Lykke en militær
løbebane, mens Sophie gjorde sin ægteskabelige pligt og efter godt et års ægteskab fik sit første
barn – en lille pige, der, som det var brug, blev opkaldt efter hende selv. I løbet af de næste otte år
fik Sophie Reedtz og Valdemar Lykke yderlig seks piger og en dreng, dog døde to af pigerne
allerede som småbørn.
I 1654 var Valdemar Lykke blevet forfremmet og deltog med rang af oberst i den svenske Karl-
Gustavkrig. Det blev ulyksaligt for ham og hans familie. Han faldt i kamp i 1657, og Sophie stod nu
alene med seks børn i aldrene 14, 13, 10, 9, 8 og 6 år. På dugen står der derfor også et S for salig før
hans navnetræk på dugen, da Valdemar var død tolv år forinden, den var blevet syet. Sophie var
blevet enke som 43-årig, og hun giftede sig aldrig igen, men døde i tiden mellem 1690-1691. Hun
ligger begravet sammen med sin mand i Grinderslev Kirke. Tre af Sophies Reedtz og Valdemar
Lykkes døtre forblev ugifte og levede resten af deres liv på Grinderslev Kloster. 21
Hvordan og hvornår Sophies Reedtz’s smukke dug er havnet på Kulturhistorisk Museum vides
ikke. Sandsynligvis er det gået i arv i slægten Lykke, og til sidst har det måske været i så dårlig
stand, at man har valgt at give det til museet. Museet har således to duge der ikke alene er unikke i
museets samlinger med også på national plan, og som giver et sjældent indblik i de adelige kvinders
liv i 1500- og 1600-tallet.
1 Slægterne Lykke og Rotfeld var også indgiftet i hinanden. Således var Valdemar Lykkes oldemor søster til Kristance
Rotfeld. Danmarks Adels Aarbog 1903, s. 264ff. Danmarks Adels Aarbog 1912, s. 428
6

2 Marie Andersen. Adelskvinder og ægteskab. Upubliceret speciale fra Historisk Institut. Århus Universitet, s. 3, s.79f.
3 Den Store Danske Encyklopædi. København 2000.
4 George Garde. Danske Silkebroderede lærredsduge. København 1961, s. 174. Politikkens Symbol leksikon, s. 101.
Ellen Andersen. Bordskik. Haslev 1971, s. 25f. Charlotte Paludan og Bodil Wieth-Knudsen. Damask og Drejl. Gylling
1989, s. 9ff.
5 George Garde. Danske Silkebroderede lærredsduge. København 1961, s. 181f. Charlotte Paludan og Bodil Wieth-
Knudsen. Damask og Drejl. Gylling 1989, s. 9ff.
6 Holger Rasmussen. Bordskik i Danmark i 1500-, 1600- og 1700-årene. Arv og eje 1977, s. 44ff, Ellen Andersen.
Bordskik. Haslev 1971, s. 13f., s. 25f.
7
George Garde. Danske Silkebroderede lærredsduge. København 1961, s. 193.
8
Politikkens Symbol Leksikon, s. 270f.
9
Bogstaver der med tiden er slidt væk er her markeret med en parentes:
IHS LAD SØNDEN TENCK DØDEN WIL KOMM(E FRY)CT (GUD OG LYD H)ANS BUD GIØR HVER MAND
RET (FORLAD) DIG IKKE (P)AA MENNE(SKENE)
10
En sentens der minder meget om adelsdamen og grundlæggeren af kostskolen Herlufsholm Birgitte Gøyes (1511-
1574) valgsprog: Frygt Gud, Giør Ret og Forlad dig ikke paa Menneskene. Suste Bonne. Et helt liv. Herlufsholms
Klosterskole. 2004, s. 132.
11
Birte Andersen. Adelig opfostring. København 1971, s. 81ff.
12
Danmarks Adels Aarbog 1912, s. 427f.
13
H. Berner-Schilden-Holsten. Sophie Staverskovs Silketæppe og lidt om andre Vaabenprydede Textiler. Fra Arkiv og
Museum. Serie 2. Bind 1. København 1925, s. 337. Danmarks Adels Aarbog 1899, s. 199ff. Dansk Biografisk
Leksikon. København 1895. Bind 9, s. 52f.
14
Der er sat et S for salig foran Valdemar Lykkes navn, da han var afgået ved døden 12 år før tæppet blev syet.
15 I det nuværende Tyrkiet.
16 Anna Pavord: Tulipanen. København 2000.
17 Dansk Adels Aarbog 1888, s. 106ff.
18 George Garde. Danske Silkebroderede lærredsduge. København 1961, s. 94ff. Danmarks Adels Aarbog 1947, s. 38.
19 George Garde. Danske Silkebroderede lærredsduge. København 1961.
20 Politikkens Symbol Leksikon, s. 69f.
21 Danmarks Adels Aarbog 1903, s. 263ff. 21 Danmarks Adels Aarbog 1947, s. 38ff.
7