Naturklagenævnet skulle ikke genoptage planlovssag til ny ...

U.1998.759V
Naturklagenævnet skulle ikke genoptage planlovssag til ny
realitetsbehandling.
Naturklagenævnet N havde i december 1994 stadfæstet amtet V's afslag i medfør af
planlovens § 35 på A's ansøgning af februar 1994 om byggetilladelse til »restaurering af
eks. 70 m² hus« på en ejendom i landzone, som A havde købt med overtagelsesdag 1.
januar 1987. N tiltrådte i sin afgørelse bl.a. V's vurdering af, at de ansøgte byggearbejder
måtte anses som opførelse af en ny beboelsesbygning, og flertallet bemærkede
herudover bl.a., at det ikke kunne antages, at kommune K havde givet A føje til at tro, at
byggeriet kunne gennemføres. A, der ikke havde indbragt N's afgørelse for domstolene,
anmodede i november 1995 om genoptagelse af sagen. K anførte i sin
fremsendelsesskrivelse til V bl.a., at det var en fejl fra K's side, at det i 1994 af K var
anført, at den eksisterende bygning var faldefærdig, og at K havde betragtet
restaureringen som en nyopførelse. N afslog i maj 1996 at genoptage sagen og anførte
bl.a., at de af A indsendte oplysninger om husets tilstand i 1986 og 1988 ikke anfægtede
de oplysninger, N lagde til grund ved afgørelsen af december 1994. Flertallet anførte
endvidere bl.a., at K's senere udtalelse ikke kunne tillægges en sådan vægt, at det kunne
begrunde genoptagelse af sagen. A indbragte denne afgørelse for landsretten med
påstand om, at N skulle tilpligtes at genoptage sagen til ny realitetsbehandling.
Landsretten lagde A's forklaring om de påtænkte byggearbejder til grund og fandt, at de
påtænkte byggearbejder var så omfattende, at de ifølge planlovens § 35, stk. 1, krævede
tilladelse fra landzonemyndigheden. Allerede som følge heraf kunne de af A i øvrigt
påberåbte oplysninger om ejendommens tilstand på ansøgningstidspunktet i 1994 ikke
antages at ville have medført en ændret vurdering fra N's side. Det var ikke bevist, at K
mundtligt havde meddelt A byggetilladelse. Uanset om K måtte have givet A det indtryk,
at han uden videre kunne igangsætte arbejdet, kunne dette heller ikke antages at ville
have medført, at V eller N, der ikke ville være bundet af K's opfattelse, men alene af de
faktiske forhold vedrørende ejendommen sammenholdt med planlægningslovgivningen,
ville have truffet en anden afgørelse. N blev herefter frifundet for A's påstand om
genoptagelse af sagen til ny realitetsbehandling.
V.L.D. 27. februar 1998 i anke 11A. afd. B-2300-96
(Bjarne Christensen, Inger Nørgaard, Steffen Pertou (kst.)).
Christian Peter Larsen (adv. Anne-Lisa Andersen, Fjerritslev) mod Naturklagenævnet (Km.adv. v/adv.
Benedicte Galbo, København).
Sagsøgeren, Christian Peter Larsen, købte til overtagelse den 1. januar 1987 blandt andet ejendommen
matr. nr. 5c, Højstrup by, Tømmerby, beliggende Lyngevej 20, Frøstrup, for en købesum på 115.000 kr.
Ejendommen er beliggende i landzone. Den 9. februar 1994 ansøgte sagsøgeren om byggetilladelse til
»restaurering af eks. 70 m² hus«.
Hanstholm Kommunes tekniske udvalg besluttede på et møde den 13. april 1994 at fremsende
sagsøgerens ansøgning til Viborg Amt med anbefaling om godkendelse. I skrivelse af 18. april 1994 til
Viborg Amt anførte Hanstholm Kommunes tekniske forvaltning, at »eks. bygning er faldefærdig, og
restaureringen herfra betragtes som en nyopførelse«. Skrivelsen er underskrevet af bygningsinspektør
Kurt Westermann.
Viborg Amts Udvalg for Miljø og Teknik meddelte den 22. juni 1994 i medfør af lov om planlægning § 35
afslag på sagsøgerens ansøgning. Sagsøgte, Naturklagenævnet, stadfæstede afslaget den 19. december
1994. Denne afgørelse blev ikke indbragt for domstolene. Sagsøgeren anmodede herefter i november
1995 ved henvendelse til Viborg Amt om genoptagelse af sagen under henvisning til, at der forelå
væsentlige nye oplysninger. Sagsøgte traf den 22. maj 1996 afgørelse om, at der ikke var grundlag for at
genoptage sagen.

Under denne sag, der er anlagt den 28. oktober 1996, har sagsøgeren påstået sagsøgte tilpligtet at
genoptage sagen til realitetsbehandling.
Sagsøgte har påstået frifindelse.
I sagsøgtes afgørelse af 19. december 1994 hedder det:
». . .
Ejendommen er 5 ha stor og grænser til Selbjerg Vejle. Ejendommen ligger i et EFfuglebeskyttelsesområde
og i et område, der i regionplanen for Viborg Amt er udlagt som »særligt
beskyttelsesområde«.
Landbrugspligten på ejendommen blev ophævet i 1959, og ejendommen har ikke siden været noteret i
matriklen som landbrugsejendom.
På ejendommen lå der indtil foråret 1994 et beboelseshus, der var opført i 1884. Ifølge klagerens
oplysning har huset stået tomt i 10-15 år og har før den tid i ca. 20 år >> 760 >> udelukkende
fungeret som sommerbolig, eftersom huset var for fugtigt at bo i om vinteren. Et af klageren afleveret
foto, der er fra enten 1986 eller 1991/92, viser, at huset da var forfaldent, bl.a. ved delvis
sammenstyrtning af taget. Klageren er født i dette hus og boede der i det først halve år af sit liv. Han har
siden boet ca. 500 m derfra.
Klageren købte ejendommen ved skøde af 3. august 1987 for 115.000 kr. kontant, og den 14. april 1988
blev der på ejendommen tinglyst et ejerpantebrev på 125.000 kr. Ejendomsværdien blev pr. 1. januar
1988 ansat til 76.000 kr., heraf grundværdi 62.100 kr. Pr. 1. januar 1994 var stuehusværdien ansat til
10.000 kr.
Ifølge klagerens oplysning købte han ejendommen for at sætte huset i stand til beboelse, men på grund
af sygdom påbegyndtes byggearbejderne først i sommeren 1993. Fra dette tidspunkt og indtil juni 1994
er huset blevet nedrevet, og der er påbegyndt opførelse af et nyt beboelseshus på fundamentet for det
tidligere hus. Ifølge klagerens oplysning var den ene ydermur i juli 1993 genopført i vindueshøjde. I juni
1994 var alle ydermurene genopført og tagspærene lagt på.
Klageren har oplyst, at han i efteråret 1992 henvendte sig telefonisk til Kurt Westermann i Hanstholm
Kommunes tekniske forvaltning om restaurering af huset ved udskiftning af murværket, og at han fik det
svar, at det kunne der ikke være noget forkert i. Klageren har endvidere oplyst, at Kurt Westermann i
marts eller april 1994 besigtigede byggeriet og efter anmodning fik udleveret en bygningstegning, men at
Kurt Westermann ikke advarede ham om problemer med hensyn til at opnå tilladelse til byggeriet.
Kurt Westermann har i en skriftlig erklæring af 13. september 1994 udtalt, at han ikke på noget
tidspunkt har givet udtryk for, at byggeriet kunne udføres uden byggetilladelse, at han ikke har været på
Lyngevej siden efteråret 1993, hvor han ikke så noget byggeri på klagerens ejendom påbegyndt, at han
den 9. februar 1994 på sit kontor havde et møde med klageren, som fik at vide, at han ikke måtte
genopføre huset uden byggetilladelse fra kommunen og landzonetilladelse fra amtet, og at kommunen
først i sommeren 1994 gennem presseomtale fik kendskab til, at der foregik ulovligt byggeri på
ejendommen.
Blandt sagens akter findes en ansøgning om byggetilladelse til »restaurering af eks. 70 m² hus«.
Ansøgningen er dateret 9. februar 1994 og er underskrevet af klageren. Den udaterede bygningstegning,
der er vedlagt ansøgningen, viser et nyt hus på 92 m².
Hanstholm Kommunalbestyrelses tekniske udvalg besluttede den 13. april 1994 at sende ansøgningen til
Viborg Amt med anbefaling om godkendelse. Udvalget bemærkede samtidig, at den eksisterende bygning
var faldefærdig, og at kommunen betragtede den ansøgte restaurering som opførelse af en ny bygning.
Amtet besigtigede ejendommen den 27. april 1994 og optog fotos, der viser det ældre hus i en tilstand,
hvor taget og dele af ydermurene var sammenstyrtet.
Amtsrådets udvalg for miljø og teknik traf herefter den påklagede afgørelse. I afgørelsen anførtes, at den
eksisterende bygning var stærkt forfalden og uanvendelig som bolig, og at den derfor ikke
repræsenterede nogen værdi af betydning. Ansøgningen var derfor betragtet som en ansøgning om
opførelse af et nyt beboelseshus.

Efter den 30. juni 1994 at have konstateret, at byggeriet var i gang, påbød amtet den 6. juli 1994
klageren straks at standse byggearbejdet.
Ved skrivelse af 8. juli 1994 påklagede klagerens advokat amtets afgørelse af 22. juni 1994 og anmodede
samtidig amtet om at genbehandle sagen. Efter at have modtaget supplerende skrivelser af 18. august
og 12. oktober 1994 fra advokaten fastholdt amtsrådsudvalget den 19. oktober 1994 den trufne afgørelse
og sendte sagens akter til Naturklagenævnet.
Klageren har v/sin advokat påstået amtets afslag ændret til en tilladelse. Det er herved navnlig anført, at
Hanstholm Kommune gennem en meget lang periode har været vidende om byggeriet og har givet
klageren føje til at tro, at byggeriet var godkendt, at klageren i god tro har indkøbt materialer siden
1992, at der i 1988 er tinglyst gæld i ejendommen for 125.000 kr., at dette viser en værdi af
ejendommen, som fjerner grundlaget for at anse det tidligere beboelseshus for ikke at »repræsentere
nogen værdi af betydning«, at klageren over for panthaveren er forpligtet til efter nedrivningen at opføre
et nyt hus, og at Den Danske Bank i skrivelse af 29. september 1994 har forlangt retablering af
ejendommens bygninger, at en stadfæstelse af afslaget vil påføre klageren et stort tab, at ejendommen
ifølge vurderingsattest er en landbrugsejendom, at der findes flere bebyggede landbrugsejendomme i
området, at der er givet tilladelse til opførelse af udsigtstårne i kortere afstand fra Vejlerne med deraf
følgende langt større forstyrrelser i området, end klagerens helårsbolig vil medføre, og at den ansøgte
bebyggelse derfor ikke vil fremkalde forhold i strid med formålet med planlovens landzonebestemmelser.
Ved en underskriftsindsamling har et stort antal personer skrevet under på, at de finder det urimeligt, at
klageren er blevet nægtet retten til at genopbygge sit fødehjem.
I sagens behandling har deltaget 8 af Naturklagenævnets 10 medlemmer.
Naturklagenævnet skal enstemmigt udtale:
Efter fast praksis siden landzonebestemmelsernes ikrafttræden i 1970 har genopførelse af en stærkt
forfalden bygning i landzone været anset for opførelse af en ny bygning, og en ansøgning om
landzonetilladelse dertil har været vurderet uden hensyntagen til eksistensen af den stærkt forfaldne
bygning. Efter de foreliggende >> 761 >> oplysninger er det utvivlsomt, at den oprindelige bygning var
stærkt forfalden, da byggearbejderne blev påbegyndt. Det tiltrædes derfor, at amtet har anset de
ansøgte byggearbejder på den omhandlede ejendom for at være opførelse af en ny beboelsesbygning.
En landbrugsejendom er efter landbrugslovens § 2 en ejendom, der er noteret i matriklen som landbrug
m.v. Dette er ikke tilfældet for den omhandlede ejendom. De særlige bestemmelser i planlovens § 36 om
landbrugsejendomme finder derfor ikke anvendelse.
Et flertal på 6 medlemmer udtaler herefter:
Landzonebestemmelserne tilsigter at friholde det åbne land for bebyggelse, der ikke er nødvendig for
driften af landbrugsejendomme, og hvis opførelse ikke kan begrundes i særlige forhold.
Klagerens personlige tilknytning til den omhandlede ejendom er så beskeden, at der ikke kan lægges
vægt derpå. Efter de foreliggende oplysninger kan det heller ikke antages, at Hanstholm Kommune har
givet klageren føje til at tro, at byggeriet kunne gennemføres.
Det tiltrædes derfor, at Viborg Amtsråd har afslået at meddele landzonetilladelse til byggeriet.
Mindretallet på 2 medlemmer udtaler:
Klageren har en særlig tilknytning til ejendommen. Det er ikke med tilstrækkelig sikkerhed godtgjort, at
det oprindelige hus også var stærkt forfaldent, da klageren i 1987 købte ejendommen, og efter klagerens
forklaring, var det hans sygdom, der udskød påbegyndelsen af en restaurering af huset. Endvidere
forekommer det tvivlsomt, om Hanstholm Kommune har ydet klageren tilstrækkelig vejledning, og det
bør derfor lægges til grund, at klageren har udført byggearbejderne i god tro med hensyn til deres
lovlighed. Med disse bemærkninger finder mindretallet, at den nødvendige landzonetilladelse bør
meddeles, men kun som gældende, så længe klageren ejer ejendommen, og i øvrigt på betingelse af, at
bygningen udelukkende anvendes som bolig for klageren med husstand.
Efter stemmeafgivningen er Naturklagenævnets afgørelse herefter, at den påklagede afgørelse
stadfæstes.«

De i afgørelsen nævnte fotos, der blev optaget af amtet den 27. april 1994, er forevist under
domsforhandlingen.
I BBR-ejermeddelelse af 14. juni 1988 er det anført, at bygningen på sagsøgerens ejendom »er i »Meget
Dårlig Stand««.
Forhenværende snedker- og tømrermester Hartvig Odde har i en skrivelse af 17. oktober 1995 oplyst, at
han i august 1988 besigtigede ejendommen. I skrivelsen hedder det videre:
». . .
Jeg foretog besigtigelsen på foranledning af Chr. P. Larsen med henblik på at vurdere om bygningen
skulle restaureres el. ombygges. Bygningen var på dette tidspunkt beboelig, der var gulve, lofter og man
kunne gå fra rum til rum gennem indvendige døre og ad trappen op på loftet. Vinduer og døre var intakte
og der var tag over hele huset men gavlspidsen mod vest var væltet.
Min vurdering var at en ombygning var at foretrække da jeg regnede med at en restaurering ville blive
for dyr i forhold til hvad man fik ud af det. Bygningen var misligholdt men kunne under ingen
omstændigheder regnes for at være en ruin«.
Kort- og Matrikelstyrelsen har i en skrivelse af 27. september 1995 til sagsøgerens advokat oplyst, at
bygningen tydeligt ses på flyfotos optaget den 9. april 1986 i originalbilledmålestok ca. 1:25.000. Det er i
skrivelsen anført:
». . .
Taget har høj rejsning, den nordlige flade ligger i skygge, den sydlige i sol. Der er tilsyneladende
vegetation ved vestgavlen, hvilket forklarer, at den vestlige afgrænsning af huset virker »uklar« på
billederne. Begge tagflader virker i struktur ensartede og må antages at være intakte, da det er vores
erfaring, at huller i tagfladerne ned til størrelser på ca. 1 m² tydeligt vil kunne ses.
. . .«
Inger Lise Larsen og Johan Larsen har i en erklæring af 11. september 1995 anført, ». . . at vi den 3. og
4. juli 1993 hjalp Chr. P. Larsen med at rive vestgavlen på Lyngevej 20, ned, samt at lave en ny sokkel,
hvorefter vi byggede gavlen op i vindueshøjde.«
I en skrivelse af 12. december 1995 fra Hanstholm Kommune til Viborg Amt hedder det:
». . .
Kommunalbestyrelsen mener, at der ved behandlingen af sagen ikke er taget nok hensyn til, at
bygningen havde været tom et stykke tid, men ved starten af istandsættelsen ikke kunne opfattes at
være så forfalden og kommet i en sådan tilstand - »benævnt ruin« - at en istandsættelse i virkeligheden
ikke var mulig.
. . .
Sagsforløbet kan have givet K.P. Larsen det indtryk, at han uden videre kunne igangsætte
istandsættelsen, idet han gennem en periode havde drøftet sagen med kommunens tekniske forvaltning
uden dog at have fået en skriftlig tilladelse.
. . .
Sluttelig skal det meddeles at der i.f.b. herværende teknisk udvalgs møde den 13. april 1994, blev
besluttet at anbefale sagen, men ved fremsendelse til videre behandling i amtet blev der i skrivelsen
fremført citat: »Man skal gøre opmærksom på, at eksisterende bygning er faldefærdig, og restaureringen
herfra betragtes som en nyopførelse« citat slut, dette var en fejl, hvilket må tillægges Hanstholm
kommune.
. . .«
Af sagsøgtes afgørelse af 22. maj 1996 i sagen om genoptagelse fremgår, at sagsøgeren i sin anmodning
om >> 762 >> genoptagelse blandt andet henviste til Kort- og Matrikelstyrelsens udtalelse af 27.
september 1995 og til forhenværende snedker- og tømrermester Hartvig Oddes skrivelse af 17. oktober
1995. Det hedder i sagsøgtes afgørelse:
». . .

På baggrund af disse oplysninger er det Kristian Peter Larsens opfattelse, at bygningens tilstand i foråret
1994, hvor amtet behandlede sagen, primært skyldtes den påbegyndte nedrivning af taget og ikke
almindeligt forfald. Kristian Peter Larsen mener derfor, at afgørelsen efter planloven bør træffes på
grundlag af, hvorledes bygningen så ud, umiddelbart før nedrivningen blev påbegyndt.
Viborg Amt finder ikke, at der foreligger væsentlige nye oplysninger i sagen i forhold til de, der lå til
grund for henholdsvis amtets og Naturklagenævnets tidligere afgørelser. Amtet anfører bl.a., at det
afgørende i behandlingen af denne type sager er bygningens tilstand på ansøgningstidspunktet.
I sin anmodning om genoptagelse henviser Kristian Peter Larsen endvidere til, at Hanstholm Kommune i
brev af 12. december 1995 til Viborg Amt har anført, at sagsforløbet kan have givet ejeren det indtryk, at
han uden videre kunne igangsætte istandsættelsen, idet han gennem en periode havde drøftet sagen
med kommunens tekniske forvaltning (efteråret 1992) uden dog at have fået en skriftlig tilladelse.
Kristian Peter Larsen gentager på den baggrund det i forbindelse med sagens tidligere behandling
anførte, at han i god tro påbegyndte nedrivningen i juli 1993, og at det derfor er Hanstholm Kommunes
mundtlige tilsagn, der bør ligge til grund for afgørelse af sagen.
I sagens behandling har deltaget 9 af Naturklagenævnets 10 medlemmer.
Et enstemmigt Naturklagenævn skal udtale:
Det fremgår af Naturklagenævnets afgørelse af 19. december 1994, at et af klageren afleveret foto fra
enten 1986 eller fra 1991/92 viste, at huset da var forfaldent, bl.a. ved delvis sammenstyrtning af taget.
Det fremgår endvidere, at det oprindelige hus fra 1884 blev fuldstændigt nedrevet i foråret 1994, og at
huset, ifølge klagerens oplysning, forinden havde stået tomt i 10-15 år, og før den tid i ca. 20 år
udelukkende havde fungeret som sommerbolig, da huset var for fugtigt at bo i om vinteren.
Tømrermesterens og Kort- og Matrikelstyrelsens udtalelser om husets tilstand i 1986 og 1988 anfægter
således ikke de oplysninger, nævnet lagde til grund for sin afgørelse af 19. december 1994.
Et flertal på 6 medlemmer skal om Hanstholm Kommunes behandling af sagen udtale:
I Naturklagenævnets afgørelse er det oplyst, at bygningsinspektør Kurt Westermann, Hanstholm
Kommune i en skriftlig erklæring af 13. september 1994 har udtalt, at han ikke på noget tidspunkt har
givet udtryk for, at byggeriet kunne udføres uden byggetilladelse, og at han den 9. februar 1994 på sit
kontor havde møde med klageren, som fik at vide, at han ikke måtte genopføre huset uden
byggetilladelse fra kommunen og landzonetilladelse fra amtet.
Flertallet finder på den baggrund ikke, at Hanstholm Kommunes udtalelse af 12. december 1995 kan
tillægges en sådan vægt, at det kan begrunde en genoptagelse af sagen.
Et mindretal på 3 medlemmer skal udtale:
Hanstholm Kommunes nye udtalelse om kommunens vejledning af klageren må anses for at rumme en
så væsentlig ny oplysning, at sagen bør genoptages.
Naturklagenævnets afgørelse går herefter ud på, at der ikke er grundlag for at genoptage sagen.
Naturklagenævnets afgørelse af 19. december 1994 står derfor fortsat ved magt.«
Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøgeren og vidneforklaring af Hartvig Odde, Johan Larsen,
Kurt Westermann og Anders Andersen.
Sagsøgeren har forklaret, at han erhvervede ejendommen, der er hans fødehjem, med henblik på
istandsættelse, når han fik tid til det. I 1988 fik han problemer med sin ryg, og han kunne derfor først
påbegynde istandsættelsen i 1993. I sommeren 1992 spurgte han telefonisk bygningsinspektør
Westermann, om der ville blive problemer, hvis han »satte murene om«. Westermann svarede, at der
ikke ville blive problemer, og han bad ikke om tegninger. Sagsøgeren har tidligere i 1984 foretaget
tilbygning til en anden ejendom uden skriftlig tilladelse, og han er bekendt med, at kommunen også i
andre tilfælde har meddelt skriftlig byggetilladelse efter et byggeris afslutning. I juni/juli 1993
påbegyndte han istandsættelsen. Det var meningen, at alle udvendige og indvendige mure skulle
udskiftes. Der skulle laves sokkel, og cementgulvet skulle udskiftes med et trægulv. Det var endvidere
planen, at vinduerne og taget skulle udskiftes. Det var meningen, at huset skulle holdes inden for den
gamle »ramme«, hvis grundareal han opmålte til 92 m². Da han begyndte på istandsættelsen, var
spidsen af nordvestgavlen faldet ned, men bygningen var ikke en ruin. Det foto, der er omtalt i sagsøgtes
afgørelser, er optaget en nytårsmorgen i enten 1991 eller 1992. Da den vestlige ende af taget var faldet
ned, begyndte han med at skifte muren i vestgavlen, og han fjernede i løbet af 1993 resten af taget.

Vestgavlen var i oktober 1993 bygget op i vindueshøjde, og ejendommen så ud som en byggeplads med
sten, mørtel og blandemaskine. Den 9. februar 1994 var sagsøgeren på bygningsinspektør Kurt
Westermanns kontor i forbindelse med en ansøgning om tilladelse til opstilling af en vindmølle. Kurt
Westermann spurgte da, om det var et sommerhus eller et helårshus, sagsøgeren var i gang med.
>> 763 >> Kurt Westermann mente, at en zonetilladelse var nødvendig, og han har muligvis sagt, at
sagsøgeren ikke måtte fortsætte byggeriet uden byggetilladelse. Da Amtet besigtigede huset i april 1994,
var ingen af indermurene sammenstyrtede, og kun en enkelt ydermur var fjernet. Amtets beskrivelse er
ikke korrekt, og huset kunne restaureres. Han ringede til Hjaltelin, der sagde, at han ville satse på, at
han skulle få lov til at bygge om, og at det ville være en god ide, om Westermann kunne trække sagen
tilbage fra Amtet. Hjaltelin var på ejendommen få dage efter den 27. april 1994.
Hartvig Odde har forklaret, at han kan vedstå sin erklæring af 17. oktober 1995. Ejendommen var i 1988
beboelig og ikke en ruin. Det eneste, der var i vejen, var, at øverste spids af vestgavlen var faldet ned.
Han sagde til sagsøgeren, at huset kunne restaureres, men at det ville blive for dyrt, hvorfor han foreslog
en ombygning. Han har ikke været på ejendommen siden august 1988.
Johan Larsen har forklaret, at han er uddannet bygningssnedker og tømrer og har været beskæftiget i
faget i 25 år. Han hjalp i juli 1993 sagsøgeren med at rive vestgavlen ned og bygge en ny op i
vindueshøjde. Der var da hul i tagets vestlige ende, og der var knækket en del spær i den anden ende.
Huset så bortset fra de knækkede spær ud som på fotoet fra 1986 eller 1991/92. Der var et soverum,
hvor der ikke var kommet vand ind, og der var glas i nogle af vinduerne. Det var muligt at restaurere
bygningen.
Kurt Westermann har forklaret, at sagsøgeren muligvis inden 1993 har omtalt, at han ville restaurere
bygningen på Lyngevej 20, men vidnet har ikke givet sagsøgeren en mundtlig byggetilladelse. Det er
forekommet, at en bygherre har fået byggetilladelse, efter at byggearbejdet var påbegyndt, men det har
aldrig været på baggrund af en forudgående mundtlig tilladelse, og vidnet erindrer ikke, at andre har
hævdet at have fået en mundtlig tilladelse. Det var muligvis vidnet, der på mødet den 9. februar 1994
bragte Lyngevej 20 på tale, men han var ikke klar over, at sagsøgeren allerede havde påbegyndt
byggearbejdet. Han blev først bekendt med, at sagsøgeren var begyndt, da det blev omtalt i dagspressen
i juni eller juli 1994. På mødet den 9. februar 1994 sagde vidnet til sagsøgeren, at sagsøgeren ikke kunne
forvente zonetilladelse, hvis kun soklen var tilbage. Han husker det sådan, at han sagde til sagsøgeren,
at hvis han ville bevare huset, skulle han søge om tilladelse til genopførelse. Vidnet besigtigede ikke
sagsøgerens ejendom i forbindelse med ansøgningen om byggetilladelse. Vidnet har tidligere - i 1992
eller i foråret 1993 - været på ejendommen, og bygningen så da stort set ud som på de billeder, der blev
taget i forbindelse med amtets besigtigelse den 27. april 1994. Det var på denne baggrund, han i
skrivelsen af 18. april 1994 anførte, at bygningen var faldefærdig, og at restaureringen betragtedes som
en nyopførelse. I efteråret 1993 passerede han ejendommen, og han kunne fra vejen konstatere, at der
ikke på det tidspunkt var påbegyndt byggeri.
Anders Andersen har forklaret, at han i 8 år har været medlem af Hanstholm Kommunes teknik- og
miljøudvalg. Han deltog i udvalgets møde den 13. april 1994. Udvalget havde ikke besigtiget sagsøgerens
ejendom inden mødet, og det blev ikke på mødet drøftet, om bygningen på sagsøgerens ejendom var
faldefærdig, og om der var tale om en nyopførelse. Det er derfor en fejl, når dette anføres i skrivelsen af
18. april 1994. Udvalget har efterfølgende i efteråret 1994 besigtiget ejendommen, og det var på et
kommunalbestyrelsesmøde den 7. december 1995 hele kommunalbestyrelsens opfattelse, at sagsøgerens
ansøgning om byggetilladelse burde imødekommes. Det var svært at vurdere bygningens tilstand, da
udvalget foretog besigtigelse, fordi restaureringen da var påbegyndt, men det var udvalgets opfattelse,
at en tilladelse til restaureringen lå inden for kommunens kompetence. Det er ikke praksis i kommunen
at give mundtlige byggetilladelser, men det hænder, at forvaltningen svarer på en sådan måde, at
spørgeren forstår svaret anderledes end tilsigtet. Udvalget giver i så fald dispensation, hvis det ligger
inden for lovens rammer.
Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at han har ført bevis for nye faktiske forhold af
så væsentlig betydning for sagen, at det er sandsynliggjort, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis
oplysning om forholdene havde foreligget i forbindelse med sagsøgtes oprindelige stillingtagen til sagen.
Der foreligger nu nye oplysninger om bygningens fysiske tilstand i 1992, hvor sagsøgeren mundtlig blev
meddelt byggetilladelse, og Hanstholm Kommune har erkendt, at det var en væsentlig
sagsbehandlingsfejl, at sagsøgers restaurering blev betragtet som en nyopførelse. Denne fejl er ikke
rettet ved Viborg Amts og sagsøgtes sagsbehandling. Der foreligger endvidere nye oplysninger, der
godtgør, at sagsøgeren mundtligt blev meddelt byggetilladelse af Hanstholm Kommune i 1992.

Sagsøgte har til støtte for sin frifindelsespåstand anført, at sagsøgeren ikke, efter at sagsøgte første gang
traf afgørelse i sagen, er fremkommet med væsentlige, nye oplysninger, der kan begrunde genoptagelse
af sagen. Husets tilstand på ansøgningstidspunktet i 1994 blev konstateret ved amtets besigtigelse i
forbindelse med ansøgningen og fremgår af de af amtet optagne fotos. Det fremgår klart af sagsøgerens
egen forklaring, at der var tale om nybyggeri. Det er således utvivlsomt, at en tilladelse efter planlovens
§ 35 var nødvendig, og at meddelelse af en tilladelse ville stride mod praksis for meddelelse af tilladelse i
naturbeskyttelsesområder. Der er derfor intet grundlag for at antage, at sagsøgte i tilfælde af
genoptagelse ville komme til et andet resultat. Det er ikke godtgjort, at kommunen havde tilkendegivet,
at zonetilladelse var unødvendig, men i øvrigt er >> 764 >> sagsbehandlingen i Hanstholm Kommune
uden betydning for sagsøgtes afgørelser. Zonemyndigheden skal alene tage hensyn til, om de faktiske
forhold er af en karakter, som bevirker, at tilladelse efter planloven, som denne skal administreres, bør
meddeles eller afslås, og det er for zonemyndighedens afgørelse uden betydning, om en kommune måtte
have tilkendegivet, at et byggeri kan gennemføres uden zonetilladelse.
Landsretten udtaler:
Sagsøgeren indbragte ikke sagsøgtes stadfæstelse af Viborg Amts afslag på at meddele zonetilladelse for
domstolene. Sagsøgte kan derfor alene dømmes til at genoptage sagen til en ny realitetsbehandling, hvis
sagsøgeren godtgør, at der er fremkommet væsentlige, nye oplysninger om forhold, som sagsøgte ikke
var bekendt med på tidspunktet for sagsøgtes afgørelse, og som må antages at ville have medført en
væsentlig ændret vurdering fra sagsøgtes side.
Det må i overensstemmelse med sagsøgerens forklaring lægges til grund, at de påtænkte byggearbejder
var så omfattende, at de ifølge lov om planlægning § 35, stk. 1, krævede tilladelse fra
landszonemyndigheden. Allerede som følge heraf kan de i øvrigt af sagsøgeren påberåbte oplysninger om
ejendommens tilstand på ansøgningstidspunktet i 1994 ikke antages at ville have medført en ændret
vurdering fra sagsøgtes side.
Landsretten finder det ikke bevist, at sagsøgeren mundtligt blev meddelt byggetilladelse af Hanstholm
Kommune. Uanset om kommunen måtte have givet sagsøgeren det indtryk, at han uden videre kunne
igangsætte arbejdet, kan dette imidlertid heller ikke antages at ville have medført, at Viborg Amt eller
sagsøgte, der ikke ville være bundet af kommunens opfattelse, men alene af de faktiske forhold
vedrørende ejendommen sammenholdt med planlægningslovgivningen, ville have truffet en anden
afgørelse.
Som følge af det anførte kan sagsøgte ikke dømmes til at genoptage sagen til ny realitetsbehandling.
Landsretten tager derfor sagsøgtes frifindelsespåstand til følge. - - -