NOGLE OFFICERERS INDLÆG I NIELS KJELDSEN -STRIDEN.

®
.
.
Poul Larsen

Nærværende fremtræder som et nødvendigt Supplement til
hvad der andel Steds er samlet a{ Jndla·g i den Strid,
Professor Karl Larsens Skrift >> Niels Kjeldsen og hans Drabs­
mand« har fremkaldt. Det turde formentlig ikke være uden
Interesse som et Bidrag til al godtgøre, hvilken Holdning
danske Officerer offentlig have indtaget ved denne Lejlighed.

KAPTAJN C. TH. SØRENSEN.
(Krigshistorisk Forfatter (bl. a. til •Den anden slesvigske Krig•).
I 1864 Kompagni-Kommandør i 1. Regiment).
Patrouillefægtningen den 28. Februar 1864.
Hvis Meningen med den af Professorerne Erslev og
Larsen og de fire Officerer afgivne Erklæring skulde
have været at fastslaa et andet Forløb af Kampen paa Kolding-Chausseen
den 28de Februar 1864 end det, der i Karl
Larsens Bog er fremstillet som sandsynligst, vilde Hensigten
ikke kunne naas, thi Historien lader ikke narre, og efter
den for Tyskland og os fælles Krigshistorie og de Oplysninger,
som Professor Larsen ad forskellige Veje har tilvejebragt
i sin Bog, maa Kampens Forløb antages at have
været til Punkt og Prikke netop den, som Larsen har
fremstillet.
Inden jeg omtaler, hvad der foregik paa Chausseen den
Dag, ønsker jeg al forudskikke, at lJ.Yad jeg har at sige,
ikke er rettet mod Maleriet En Helt fra 64, idel jeg mod
dette Maleri ikke har andet at indvende end Titlen og
det Sted, paa hvilket Maleriet er ophængt
Maleriet er efler min Mening smukt malet, og jeg kan
godt forstaa, al det virker betagende paa den, der ikke
for meget grubler over, hvorledes en Situation som den
fremstillede kunde opslaa. Hvis dette Maleri fik en Titel
som for Eksempel Gengivelse af et folkeligt Sagn og ophængtes
i el Galleri, hvor Kunsten, ln-ormed det er malet,

6
var del afgørende, vilde ingen kunne haYe nogel at indvende
derimod. Men paa det historiske .Museum kan det
ikke hænge, allerede af den Grund, al den paa Billedet
optrædende Dragon ikke udtrykkeligt er betegnet ved
Niels Kjeldsens en Len borgerlige eller mi lilære N av n.*) I
et Galleri over vor nyeste Tids nationale Helle fra Biilow
og Rye nedefter til Anker maa det ikke se ud, som om
man udelod Navnet paa Folk, der kun var Menige. Og
dette betyder saa megel mere, som Navnet med Flid er
udeladt, og antageligt fordi Museumsdirektionen rigtigt
har ment, al Billedel ikke illustrerede den virkelige Kamp.
Men naar man ikke tør sælle Niels Kjeldsens Navn under
Billedet, maa del selvfølgelig borl. Anonyme Helle gives
ikke.
Hvad der skele paa Kolding-Chausseen den 28de
Februar 1864 var ikke, al Niels Kjeldsen, som fortalt,
traadle ud af Palrouillen for paa egen Haand al føre en
Kamp mod Fjenden.
Hvis han havde gjort del, vilde han være bleven betragtet
som Fange, Prøjserne havde gallopperet ham forbi
uden at have bekymret sig om ham, og den eller de,
hvis Pligt det var, vilde have beordret ham ned af Hesten
og, hvis han ikke havde lystret, have skudt ham ned paa
Stedet udenfor hans Sabels Rækkevidde. Saaledes er
Krigens Pligt og Ret.
Niels Kjeldsen forlod ikke Patrouillen, han satte af Sted,
alt det han kunde, efter sin »flygtende« Fører, han er af
og til »standset«, naar forfølgende Ryttere kom op paa
Siden af ham og med el Hestehoved eller lo foran ham
fik Farten i hans Hesl mindsket. Men lige saa snart han
var bleven Herre i den kortvarige Krydsning af Klinger,
*) Niels Kjeldsens Navn i Regimentet var Ullerup; under andet
Navn kan han ikke findes i vore Arkiver, og tmder det Navn
blev han ogsaa efter Regimentets Indstilling, 2 l\faaneder
efter sin Død, d. 30. April 1864, offentlig berømmet af Krigsministeriet.

7
som derefter fandt Sted, satte han sin Hest i fuld Fart
for at komme op til de andre. Og han er bleven saaledes
ved, indtil han fik sit dræbende Skud, paa et Tidspunkt,
da han stadig var paa Plads i Patrouillen ca. 30 Skridt tilbage
og tilhøjre for den næstf'orreste, Holsted, der fulgte
efter Korporalen. Paa den Tid, da han greb sin Pistol -
hvortil jeg nærmere skal komme tilbage - var han i den
Grad nær ved at sejre, at han efter alt, hvad der foreligger,
sandsynligvis vilde have været fri af Forfølgerne, hvis det
dræbende Skud ikke havde naaet ham. Thi at hans Maal
var rletle, ønsker jeg at fastslaa . Man hører fra alle Sider,
at han hellere vilde dø end blive Fange; sligt passer ikke
for en sund, djærv og kraftig Natur som Niels Kjeldsen.
Valgel stod for ham mellem Sejr og Fangenskab.
l del Hele kan Palrouillefægtninger ikke medføre saa
alvorlige og blodige Optrin, som Fantasien har udstyret
Skærmydslen paa Kolding Landevej med. Jeg har selv
personlig været i den allernøjeste Forbindelse med Palrouillefægtningerne
paa Kolding-Chausseen om end nordligere
og noget senere. .Jeg har der været Vidne til talrige
Sammenstød og Patrouillekampe af lignende Art som den
omtalle. Fra begge Sider mødtes Rytterne for al krydse
Klinge, og det udmærkede 6. Dragonregiment fra Ilzehoe,
s?m ogsaa senere førte Kampen mod de prøjsiske Husarer,
var disse saa overlegne i Brugen af blanke Vaaben, at de
fjendtlige Patrouiller sjældent holdt længe Stand. Og
meget farlige var disse Sammenstød aldrig, hvorvel Skydevaaben
altid var med i Kampen paa fjendtlig Side. Vore
Folk brugte sjældent eller aldrig deres Skydevaaben uden
Lil Alarm ; paa prøjsisk Side havde vist kun Officererne
Revolvere; men de menige Ryttere brugte deres Karabiner,
som de anvendte til Bueskud uden Sigte med Kolben
fæstet mod Laaret.
Det knaldede altid under Patrouillefæglningerne. Skud
hørte med til Rytterkampen som Chambrieren Lil ekvestriske
Produktioner i Cirkus. Smældene satte Humør i
- ____ .".

8
Kampen og oplivede baade Heste og Ryttere; men særlig
farlige var disse under Bevægelse og uden rigtigt Sigte afgivne
Skud ikke. I hele Perioden fra 28. Februar til 22.
April er der paa Kolding Chausseen, saa vidt vides, kun
dræbt 2 Mand ved den Art Skydning, nemlig Niels Kjeldsen
og Brokmosehus. Og i øvrigt er der saa godt som ingen
blevne saaledes saarede at de kom paa Lasaret.
At Kampen den 28. var af samme Art fremgaar af Beretningerne
i Larsens Bog, thi man har hørt Skydning
baade i Attakens Begyndelse og ved dens Slutning. Niels
Kjeldsen har derfor næppe næret særlig Frygt for at blive
overmandet, og Patrouillen vilde sikkert have været Herre
over Situationen, hvis Føreren havde været paa sin Plads,
og Mellemvedetterne op imod Feltvagten og Mældesystemet
i det hele havde været i saadan Orden, at Feltvagten
havde vist den samme Adfærd, som den samme Feltvagt
under samme Fører paa den brillanteste Maade viste den
8. Marls. - Desværre dellog den danske Patrouillefører
aldeles ikke i Kampen, hvad der er et enestuaende Tilfælde
under Patrouillekampe ved 6. Dragonregiment i 64, thi de
Førere, der kom tilbage fra disse Fægtninger, havde ellers
altid Flænger i deres Klæder, Rifter i Ansigtet eller andre
Mærker af Kampen. Og fordi de havde kæmpel paa
denne Maade, kom de ogsaa hjem med deres Patrouiller,
uagtet det flere Gange kun var 3 a 4 Mand, der havde
taget det op med den tredobbelte Overmagl.
Niels Kjeldsen maa derfor, efter hvad der er sikkert oplyst
i Larsens Bog, og naar vi har Øje for den Situation,
hvori han befandt sig, have haabet paa Sejr over sine
Forfølgere i stedse slørre Grad, jo længere han kom op
imod Nord og jeg anser det for sandsynligst, at han, da
han greb sin Pislol, troede sig nær ved at være fri.
Næsten alle Officerer erklærer det for en Umulighed, a l
han kan have faael Pistolen op under Kamp, og jeg selv
kender saa godt som nogen Vanskelighederne derved; men
saaledes som jeg opfaller Niels Kjeldsen som en behæ_n,dig

11
dels al komme de Kammerater Lil Hjælp, der trænger
dertil.
Begge Dele var Tilfældel her. Niels Kjeldsen havde
gjort Underofficeren ukampdygtig, saa denne afstod fra
videre Forfølgning, han havde nu kun l eller højst 2
fjendtlige Ryttere ved sin Side, og den eller de var Kjeldsen
underlegne. Fændriken handlede derfor rigligt efter alle
militære Instrukser og Forsk ri Iler ved al komme dem til
Hjælp.
Al Greven udøvede el Mord, fordi han skød Kjeldsen
bagfra i Nakken, saa Kuglen gik ud gennem Panden, forekommer
det mig dog for urimeligt at ville paastaa. Thi
skulde en Rytter i Galop virkelig sigte for Alvor, maalte
han være fra Sans og Samling, lwis han - selY om han
samler sin Hest op - vilde sigte paa Halsen. Han skal
sigte paa Midtpunk te l af H es l og Rytter. Og n a ar den
tyske Greve har sagt, al han sigtede paa Rytterens Hofteparti,
saa synes delle al maalle betragtes som noget saa
selvfølgeligt, al del næppe en Gang turde søges afkræftet.
At han har raml Kjeldsen i Nakken, er del rene Træf -
som ogsaa Professor Larsen rigligt bemærker.
Greven er kommel sine Kammerater til Hjælp, hvilket
tjener ham til Ære.
Nu er der dem, som paaslaar, al han vilde have optraadt
mere »ridderligt«, hvis han havde !adel Kjeldsen undslippe.
Ja, i Sandhed, saa havde han Yæret ridderlig mod os,
men ikke mod sine Kammerater, der var i Kamp.
Jeg mener, al Grev Liillichau ved den omtalte Lejlighed
netop har opført sig, som Ære og Pligt bød, og, at det
vilde være ridderligt af os, om vi vilde anerkende dette
aabenl. Thi mellem Nationer, der har været i Kamp
sammen, er del netop ønskeligt, at der i Omtalen af de
tidligere Kampe vises saa megen Hensynsfuldhed som
muligt.
(• Politiken• 7 / • -
8 / • 1902).

KAMMERHERRE, OBERST L. PONTOPPIDAN.
N
(Under Krigen 1864 Løjtnant i 19. Regiment).
l.
Niels Kjeldsen og hans Drabsmand.
aar en Mand udslynger en grov Beskyldning mod en
anden, maa han bevise denne Beskyldnings Rigtighed
eller tage den tilbage, eventuelt lide Straf. Har Beskyldningen
været særlig ondartet, og har den vist sig at være
urigtig, lider den, der fremsætler den, Skade i det ofientlige
Omdømme , hvis han ikke snarlig søger at gøre sin Fejl
god igen.
Naar danske Mænd og Kvinder beskylde prøjsisk Fændrik,
Grev Liittichau for al have begaaet en Niddingsdaad,
og naar de om ham have anvendt Ordet »fejg « paa
Mindestenen over Niels Kjeldsen, bør de kunne bevise
Beskyldningens Rigtighed. Men viser del sig, al den prøjsiske
Fændrik i Stedet for at være fejg har handlet som
en flink og tapper Rytter, er det en Pligt at rense ham
for den uretfærdige Beskyldning og at fjærne Ordet »fejg «
fra Mindestenen.
Man skylder en h æderlig Modslander en retfærdig og
ridderlig Behandling, og del er smukkere og heldigere, at
vi Danske af egen Tilskyndelse giver Luttichan den Oprejsning,
der tilkommer ham, end at Yi maa lade os overbevise
om vor Pligt af Tyskerne.
Det er altsaa fortjenstfuldt af Professor Karl Larsen at
rense Grev Liittichau for Beskyldningen for Fejghed, naar

15
Kampen om Karl Larsens Bog raset over hele Linien.
Der er vundet yderligere Sikkerhed for, at Niels Kjeldsen
har kæmpet tappert, idet det har vist sig, at hans højre
Arm har været flænget af Sabelhug. Han ligger, som
Karl Larsen skrev, med Ære i sin Grav, og jeg gentager:
»Niels Kjeldsen har kæmpet mod flere som brav og tapper
Dragon, der ikke vilde give sig , men foretrak Død for
Fangenskab«.
Allerede i min førsle Artikel udtalte jeg min Formodning
om, at Niels Kjeldsen har kunnet stanse sin Hest, og jeg
slutter mig gerne li l dem , der tror , at han har stanset
den og under Stansningen har brugt sin Sabel godt. Men
jeg har Vanskelighed ved al lro paa , at denne Stansning
var frivillig; har den fundet Sled , er den bleven pautvunget
af Modstandernes Bevægelser.
Jeg udtalte ligeledes i min første Artikel min Formodning
om, al Niels Kjeldsen ikke har skudt paa Liittichau.
Dennes Skrivelse af 7. Marts, der er afTalte l, efter al han
har opdaget, at Kuglen ved hans Hests Øre var hans
egen, taler heller ikke om el saadant Skud. Ved Opdagelsen
af sin Ubehændighed bliver han ærgerlig og
skamfuld, men derfor burde han naturligvis ikke glemme
at fa a Rapportens Ordlyd: » .. .. og med sit Skud saarede
hans Hest ved Ørel .... «, forandret, hvis han har kendt
den. Har Niels Kjeldsen stanset sin Hest, inden Liittichau
kom ti l, kunde denne have u n d ladt at skyde, men han
har næppe i del Øjeblik været særlig anlagt for sindige
Overvejelser, og del hastede. Saa vidt mig bekendt, skød
desuden Prøjserne stadig med deres Karabiner under
Krigen, jvfr. 18. Febr.
Med Hensyn til den Dadel , Regimeniskommandøren
skulde have udlall ved Middagen i Kolding over LiHtichau,
staar Vidnesbyrdene mærkelig skarpt lige over for hinanden.
Er Dadlen udtall - mange mærkelige i\Iisl'orstaaelser
kunne fremkomme -, lænker jeg mig, al Sagen
kan wcre gaael saaledes til :

17
det for heldigt, at Undersøgelserne om Kampen den 28.
Februar er foretagne fra dansk Side.
Blandt de Indlæg, der er fremkomne fra Karl Larsens
Modstanderes Side, sætter jeg Premierløjtnant Møhl's højst,
se »Nationaltidende« for MandagAflen den 17. Blandt de
uheldigste kan nævnes et af X i »Dannebrog« for samme
Dag. X har fundet ud af, at der ikke var Krig i Jylland
fra den 18. Februar til den 6.-7. Marts, og hat· paa
Grundlag af dette interessante Faktum draget en Del
mærkelige Slutninger. Da jeg den 17. læste denne aparte
Artikel, opfattede jeg den som en Vandgang af Rang.
X er imidlertid endnu ikke bleven afkølet, men tror
stadig, at der ikke var Krig. Hvis X ønsker det, og hvis
»Jyllandsposten«s Læsere ikke finder del overflødigt, skal
jeg senere komme ind paa dette mærkelige journalistiske
Fænomen. Jeg saa Ligene af vore Dragoner den 18. Februar
straks efter, at et af os lagt Baghold var mislykkedes;
jeg modtog den l. Marts som Feltvagtkommandør
ved Krybily Meddelelse om, at Fjenden havde paatænkt
et Overfald, og maatte lade min Deling staa under Gevær
paa Chausseen bag Broen til langt ud paa Natten; og jeg
glæder mig over at have talt Sauerbrey, Ridderen fra
Vorbasse, blandt mine Venner.
III.
X i ,, Dannebrog«.
(• Jyllandsposten« 21 /s 1902).
Som et Bevis paa hvilke mærkelige Paastande der kan
fremsættes, naar Sindene ere blevne ophidsede saa stærkt
som under Polerniken om Niels Kjeldsens Kamp og Død,
kan anføres, at en Indsender X i »Dannebrog« for den
2

18
17. f. M. har skrevet: »at ·den 28. Februar havde vi slet
ikke Krig i Jylland«, og at vi først fik Krig der den 6.-7.
Marts. Han skriver endvidere: » ... til Jylland skulde
Kampen ikke udstrækkes. Del havde man erklæret atter
og aller forinden, det samme erklærede man ogsaa nu
højtidelig, efter al Kolding (den 18. Februar) var blevel
besat uden Kamp. Den Lyske Øverstkommanderende havde
bestemt Ordre om al standse alle videre Operationer i
Jylland, og rimeligvis havde vor Øverstbefalende der faael
nøjagtig den samme Besked.«
At »Erklæringerne« fra Bismarck og Recbberg til de
neutrale Magler ingen videre Betydning havde, og al
Ordren til de allierede Troppers Øverstkommanderende
maa betragtes med mistænksom Kritik, burde X allerede
have sel deraf, al Kolding blev besat. C. Th. Sørensen
antyder desuden - 2. Del, Side 69 - at Besællelsen kan
have været foranlediget af Bismarck. Hvor meget 0111cererne
kendte til den af X anførte Ordre, turde være
l vi v l som t; de kendte rimeligvis langt bedre Armebefalingen
for 15. Februar, der meddeler, at Il. og III. Korps eller
fuldendt Koncentration ved den jydske Grænse skulde
overskride denne, indeslutte Fredericia og trænge videre
frem i .Jylland. Og hvad General Hegennann angaar, da
var han fra Midten af Februar forberedt paa en (jendllig
Fremrykning over den jydske Grænse - se Generalslabens
Værk, 2. Del, Side 18 -, ligesom det af samme Værks
2. Del, Side 21, fremgaar, al Overkommandoen den 18.
Februar leJegraferede til ham »al saafreml Fjenden med
stor Styrke brød over Grænsen i delte Øjeblik, kunde den
tilbagetrukne Stilling« - Vejle, Fredericia - »Vel være
retfærdiggjort paa Grund af Brigadernes svage Sammensætning,
men at der, naar 3. Division var samlet, og Forholdene
ikke i Mellemtiden havde forandret sig, atter vilde
være at foretage en Fremrykning. «
Vi forberedte os da ogsaa den 17. Februar ti l en haardnakkel
Kamp ved Kolding , og naar ,.j den 18. gik fra

19
selve Byen uden Kamp, var del ikke paa Grund af »Erklæringer«,
men paa Grund af, at vi manglede vore Patronkarrer,
og paa Grund af andre faktiske og strategiske -
men ikke politiske - Forhold. For øvrigt medførte Besættelsen
en Kamp, som jeg her skal gaa nærmere ind paa.
Da to preussiske Gardehusareskadroner brød frem mod
vor l. og 2. Eskadron af 3. Dragonregimenl, der holdt ved
Nørre Bjert, en go9 halv Mil nordøst for Kolding, prøvede
Oberst Neergaard, der med sin Stabschef Kaptajn Tvermoes
var til Stede, al lokke dem i et Baghold. Skovudkanten
hag Bækken, der løber under Landevejen ca. 1200 Alen
nordøst for Nørre Bj ert, besatles vest for Landevejen af
et Kompagni af 21. Hegiment - vistnok 5. - og øst for
Landevejen af 19. Regimenls 2. Kompagni. Meningen var
nu, at vore to Eskadroner skulde lokke de preussiske
efter sig gennem Skovkanten, saa skulde vore lo Fodfolkskompagnier-
der tillige med de to Eskadroner dannede vor
Arrieregarde - spærre dem Tilbagevejen. Men Snedighed
ligger nu en Gang ikke for os. Vorl Rylleri bevægede sig
ikke lilstrækkeligt lunlig l lilbage ; det blev naaet og dels
bageste Rækker angrebne - efter tilstedeværende Øjenvidners
Udsagn med Ildvaaben , og da vort l 9. Regimenls
2. Kompagni saa vore Dragoner falde, skød det, hvorefter
Preusserne forsvandt med et Tab af l sam·et Officer og
4 saarede Menige samt 3 Heste.
Del Kompagni, hvorved jeg slod, 19. Hegiments 4. , kom
straks efter denne Episode Lil Stede ved Gudsø. 19. Regimenls
2. Kompagni passerede os, og dels ældste Løjtnant,
Bøggild, fortalle mig, hvor uhyggeligt det havde været at
se Preusserne »skyde vore Dragoner i Ryggen•, og at 2.
Kompagni havde givet Ild for al redde flere af vore fra al
blive >skudle«. Vorl Tab var: 2 Dragoner faldne, 3 taget
Lil Fange. Jeg saa Ligene af de to Dragoner, i alt Fald
den enes, og mener bestemt al kunne mindes, at det var
Skud, der havde bragt dem Døden. Oberst Steenstrup i
Aarhus og Løjtnant Slensen-Leth, vistnok den nuværende

20
Landstingsmand, kunne give nærmere Oplysninger. Jeg
har senere ofte spekuleret paa, om Fejlen, der bevirkede,
at Bagholdet mislykkedes, laa hos vore Dragoner, der bevægede
sig for langsomt, eller hos vort Fodfolk, der skød
for hurtigt, eller hos Kaptajn Tvermoes, der maaske ikke
har fa a el Føreren for vore Eskadroner Lilstræk keligl instrueret.
En for os uheldig Omstændighed var forøvrigt,
at en skarp Nordøstvind hindrede Føreren for vore Eskadroner,
der red i deres Tele, i at høre Signaler fra Queuen.
X vil maaske finde, al Fejlen slel ikke laa hos de
Danske, men hos Preusserne, der anvendte de uridelerlige
Skydevaaben. Havde de indskrænket sig Lil de blanke
Vaaben, kunde de 4 Eskadroner under gensidig ridderlig
Uddeling af - se X i »Dannebrog« for 17 . d. M. -
»dygtige Saar, men som dog heldigvis ikke vare livsfarlige,
hvad der overhovedet sjældent vil være Tilfældel
med Saar, som hidrøre fra en Ryllerfægtnings
Sabelhug, især ikke om Vinteren, hvor den tykke Kappe
og Husarpels (Huen?) beskytte Rytteren meget«.
have bevæget sig gennem Skovkanten, saaledes at det
danske Fodfolk kunde have taget Preusserne »uden«
Dræbning.
Men Krig i Jylland var der allsaa den 18. Februar til
Trods for alle Bismarcks og Rechbergs Erklæringer til
neutrale Magter; ligeledes den 20., da en fjendtlig Palrouille
viste sig foran Gudsø, og den 21., da fjendtligt Rytteri
kastede vor Rytterpost ved Krybily med et Tab for denne
af en haardl saarel Menig. Samme Dag rekognoscerede
Fjenden Hegermanns Stilling ved Vejle, og Fyn blev for
saa vidt heller ikke helt forskaanel for Krig, som Fjenden
kastede nogle Granater til Fænø. Om forskellige andre
Krigsbegivenheder mellem den 18. og 28. har Karl Larsen
oplyst i »Politiken«, og den 29. fandt, som bekendt, den
største Rytterfægtning i hele Krigen Sted ved Vorbasse.

21
Efter denne forbød Wrangel langl ind i Jylland gaaende
Ekspeditioner, men derfor var der alligevel Krig. Havde
der været Fred, Vaabenstilstand eller Vaabenhvile, kunde
Fjenden ikke uden forudgaaet Meddelelse være rykket frem
den 8. Marts mod Fredericia og Vejle, og Kampene den
Dag maa efter Xs Logik blive el •Overfald« paa »civile
jydske Bønder« - se X i »Dannebrog«.
X - eller »Dannebrog« - har villet bruge en Skrivelse
fra General Hegermann af 29. Februar som et Bevis paa,
at der ikke var Krig i Jylland. I denne Skrivelse oplyser
Hegermm111 Wrangel om, al Kolding ligger i Jylland, en
tilsyneladende lemmelig overflødig Oplysning, hvis Hegermann
ikke gennen den yderligere har villet konstatere, at
der var Krig i Jylland. Og Wrangel svarer under 2. Marts
med en Skrivelse, hvori bl. A. findes, al det var overladt
Herredsfogden i Kolding »nach welchem Modus er die
Landgemeinden J iHlands z u den Lieferungen « - af N aluralforplejning
lil Lyske Tropper - »heranziehl«, saaledes at
Wrangel altsaa tydelig viser, at han ikke har samme Respel

22
v. d. Miilbe i den 28. Aften al beordre den Fremrykning
i .Jylland, der førte til Affæren ved Vorbasse.
Og endnu i Dag, 25. Marts, paaslaar »Dannebrog«, al
der ikke var Krig i Jylland den 28. Februar 1864.
IV.
En Protest.
(>Jyllandspos lcn • 80 /s 1902).
Vi har modlage l følgende :
Den 9. d. l\1. indsendte jeg nedenstaaende Protest til
»Berlingske Tidende«, ikke fordi del tiltalle mig al henvende
mig til et saa holdningsløst Blad, men fordi den
Sætning, hvorimod jeg vilde protestere, fandtes i dette
Blad. Bladet har ikke ønsket al optage mit Indlæg, og
jeg lillader mig nu al anmode »Jyllandsposlen « om med
sædvanlig Velvillie mod mig at optage det. Prolesten
følges af nogle Sætninger, der ikke har Nyhedens Interesse
for »Jyllandsposten «s Læsere ; men de viser, al jeg ogsaa
efter »Erklæringen« og efter Pressens fornyede Rasen mod
Liillichau fastholder mil oprindelige Standpunkt.
Del af mig til »Berlingske Tidende« indsendte lød saa­
Jedes:
Hr. Redaktør!
I en Artikel af Oberst Viale i »Berlingske Tidende« for
Mandag Aften den 7. d. M. lindes følgende Udtalelse om
Fændrik LiHtichaus Nedskyden af Niels Kjeldsen :
»Hvorvidt man kan belegne hans Handling som fejg, er
jo Lil Dels en Skønssag, men de fleste Officerer Yil vis l,
som jeg, sanktionere denne Betegnelse. «
Jeg nedlægger for mit Vedkommende Protest mod denne
Udtalelse.
Oberst Viale slutler sig fuldslændig Lil den først af
Karl Larsen fremsatte Anskuelse, »at Niels Kjeldsen er

KAMMERHERH.E, OBEHST V{. Y. ZEPELIN,
(Under Krigen 1864 Kommandør for det ene Halvregiment af
Gardehusarrcgirnentet).
l.
Grev Liittichaus Kampmaade.
H err Professor! l Anledning af de mange uretfærdige
Angreb paa Deres Bog skriver jeg det følgende. Vil De
benylle Skrivelsen i el eller andet Blad er den til Tjeneste.
Det forekommer mig, al Deballen om Niels Kjeldsens
Kamp og Fald har laget allfor store Dimensioner og mere
drejer sig om andre Ting end om den, del egenlig har
været Deres Hensigt at undersøge.
Hvorledes Kampen er førl , er et sekundært Spørgsmaal,
der saa mange Aar efter er vanskeligt al faa riglig Rede
paa, da Forklaringerne herom lyder saa forskelligt.
Hovedsagen er den Kendsgærning, som Professoren ogsaa
har fremhævet, at Kjeldsen har kæmpet tappert og foretrukket
at dø fremfor at overgive sig; delle ued man.
Hvad ved man om Li.iltichau '?
Man ved, al han har dræbt Kjeldsen, saarel og fanget 2
andre Dragoner og erobret disses Vaaben og Heste. Paa
hvad .Maade han har gjort del, spørges der ikke om i
Krig. Den er ingen Duel, og i Krig gælder del om at tilføje
Fjenden den størst mulige Skade med del mindst
mulige Tab for sig selv. Dette har Luttichan efterkommet.
Hans 6-løbige Revolver har han ikke for at lade den blive
siddende i Pistolhylslrel, men for at benylle den ved paa-

25
kommende Lejligheder, og det er baade lettere og sikrere
at besejre et Par stærke, haandfaste Dragoner med en god
Revolver end med en Sabel, ført af en 19-aarig, næppe
fuldl udviklet Yngling. At denne derfor har foretrukket
Revolveren, er ikke noget al bebrejde ham. Det er et
godl V a aben, og det var ikke saa ganske lidt, han i saa
kort Tid udrettede med den. Han handlede hurligt, praktisk
og hensynsløst, saaledes som Krigen fordrer del, og
heller ikke uden Mod, eftersom han jo selv risikerede at
blive skudt. Men nogen stor Heltegærning har han visl
ikke selv ansel del for al være. - Vi Danske har Lov og
Grund til al være stolte af Niels Kjeldsen, men vi har
hverken Lov eller Grund Lil al kaste Skarn paa hans
Banemand og kalde denne en fejg Morder, fordi han fældede
Kjeldsen for at slaa sine Kamerater bi. Og vi kan
være glade ved, at det ikke er Tyskerne, der har undersøgt,
hvorledes det forholder sig med Maleriet paa Frederiksborg
Slot og dets Beskrivelse. Detle Billede burde
ikke hænge paa el historisk I'\alionalmusæum. Derfor bort
med det snarest muligt, og lad os faa et andel i Stedet,
der mere svarer til den virkelige Begivenhed! Og ligeledes
bort med Ordet lej g paa Niels Kjeldsens Gravmonument!
II.
(• Politiken• 27 /s 1902).
Rytterkamp og Rytterære i 1864.
Maalle det være mig tilladt som Fortsættelse af mil
Brev forleden til Hr. Professor Karl Larsen al fremkomme
med nogle faa Bemærkninger angaaende Kavaleris Kamp
og Kavalerislers Æresbegreber i 1864.
l. De prøjsiske Kavalerislers Instrukser er mig ubekendt,
men jeg kender vore egnes Instruks. Enhver dansk
Rekrul, som før 1864 har gennemgaael en Kavaleriskole,

27
Til Slut blot delle:
For at kunne herømme Niels Kjeldsen efter Fortjeneste
havde det - saaledes er del nu min ringe Mening -
ikke været nødvendigt al sætte en Plet paa en anden
Mands Navn og Ære. Og al Pletten har kunnet aftages
uden al Niels Kjeldsen har tabt, men snarere vundet
derved - del har Professor Karl Larsens Bog vist.
(• Politiken • 81 /s 1902).
III.
Hr. Redaktør!
De har i »Berlingske Tidende« for i Mandags v:.-cret saa
god al optage en Artikel fra Oberst Viale. Jeg haaber, at
De i den Anledning vil bevise mig den samme Gunst og
optage nogle faa korlfallede og fra min Side afsluttende
Bemærkninger.
Jeg maa da først gentage , ln·ad jeg tidligere har sagt
andetsteds , al naar en sabelbevæbnet Kavalerist i Felten
fungerer som Blænker eller Flankør og har Udsigt til at
komme i Enkeltkamp, skal han altid have sin Sabel
hængende ved Haandledel og Pistolen i højre Haand. Det
kan ikke nylle at gøre Indvendinger herimod, thi det
slaar eller stod skrevet i hans Instruks, hvorefler han
havde al rette sig. Der staar endvidere, al han , hvad
enten han forfølger eller bliver forfulgt, skal afgive sit
Skud først, førend han bruger sin Sabel. Det er ligeledes
Lydeligt og kan ikke misforstaas.
Hvis Niels Kjeldsen ikke har faaet Tid til al faa Sabelremmen
om Haandleddel og Pistolen af Hylsteret, saa kan
dertil kun siges, al del var meget uheldigt, og al han
haardt har maallel bøde for sin Uforsigtighed at sidde af
og indtage Forfriskninger ved el Bondehus.
At jeg har kaldt den prøjsiske Fændriks Sabel en
>Smørstikker«, var fordi han selv fornylig har sagt Lil en

28
Dansk, som besøgte og udspurgte ham i Warschau, at
hans Sabel var lille og kort, altsaa ikke som de menige
Husarers. Oberst Viale mener, at den nittenaarige unge
Mand snarere ikke har været »meget vaabenøvet og ikke
haft Kræfter« til at bruge den reglementerede HusarsabeL
Men det var dog en Grund mere til at bruge Revolveren.
Dertil behøvedes hverken Tilladelse eller » Seen igennem
Fingre« fra hans Foresattes Side. Revolveren var for ham
det hensigtsmæssigste og virksomste Vaaben; og var hans
Instruks som den danske, skulde han benytte den.
Obersten mener endvidere - hvad der ogsaa er det
rimeligsle - at Kjeldsen kort før sit Fald var paa Flugt
ligesom den foranværende Dragon. Fændriken, som havde
»Smørstikkeren« i Skeden og Revolveren i Haanden, forfulgte
dem begge to og skød først efter den ene, saa efter
den anden, for at gøre dem ukampdygtige, da de ikke paa
hans Tilraab vilde stanse. Han naaede ogsaa sin Hensigt,
og ulykkeligvis virkede det første Skud dræbende. Fændriken
maatte jo antage, at Dragonerne ogsaa havde ladte
Pistoler, og udsatte ligeledes sig selv for at blive skudt,
og naar Kjeldsens saarede højre Arm var ubrugelig, kunde
han vel ligesaa godt eller ligesaa daarligl have brugt den
venstre Haand til al skyde med som til at hugge med.
Nogle have fundet, al F ændriken »kunde have ladet
dem begge løbe«. Det kunde han have gjort, og det er
den fornuftigste Ytring jeg endnu har hørt. Men saa
havde han rigtignok været meget langt fra a t gøre sin
Pligt som Feltsoldat.
Oberst Vi al e siger med stor Bestemthed: »Kjeldsen har
absolut ikke skudt«. Men deri bestod saa netop Fejlen -
en Fejl, der hidrørte fra den ovenfor omtalte Uforsiglighed,
som hindrede Sabelremmens Anbringelse og Pistolens
Fremtagen. Havde Kjeldsen og hans Kammerater skudt,
var Resultatet af Affæren vistnok blevet et ganske andet
end det ulykkeligvis blev.

29
Der er ingen, der bestrider .Niels Kjeldsens Tapperhed
lige til det sidste, og vi er alle enige om, at han fortjener
at hædres i sin Grav.
Men lad os ikke være uretfærdige imod den anden
Part - og hermed vil jeg slutte mit Forsvar imod den
saa haardt angrebne unge Fændrik.
Med Tak for Optagelsen af dette Indlæg i denne saa
meget drøftede Sag, tegner jeg mig, Herr Redaktør,
( • B er l. Tid.• 9 / • 1902).
ærbødigst
W. von Zepelin.

V. DALHOFF-NIELSEN.
Kaptajn og Kompagnichef i 10. Hegiment.
l.
Teaterhelt eller Soldat.
Sjældent er en Begivenhed bleven mere forvansket end
Patrouillesammenstødel den 28. Februar 1864 i Billedel
paa Frederiksborg nationalhistoriske Musæum. Saaledes
som Niels Kjeldsen her er fremstillet, er han bleven en
ren Teaterfigur.
Læser man den Beretning, som ledsager Billedet i den
officielle Charlottenborg-Katalog, staar man som tænkende
Soldat ganske undrende og spørger, i hvad Anledning all
delte Blod flyder, og hvorfor det prøjsiske Eliteregiment
paa en Gang har Labl Næse og Mund overfor denne jævne
GaardmandJssøn i Dragonuniform, saa al ikke en af Husarerne
hitter paa at hugge Hesten ned, naar de med deres
store Overmagt endelig ikke kan ramme Manden. De er
i den Grad gaael fra Koncepterne, at Fændriken rider om
bag Danskeren for at fyre Pistolen af, med Mundingen
pegende mod sine egne, der lige saa godl kan blive ramle
som Fjenden.
I den nævnte Fremstilling er Kampen en ren »Forestilling«.
En dansk Ravallerist er jo ikke en Ridder, som søger
Turnering for Kampens Skyld eller for al gøre Lykke hos
sin Udkaarede, men han er menig Soldal i en Eskadron,

skylder sine Foresalle Lydighed og Fædrelandet sit Liv,
naar det forlanges af ham.
Hvis hans Palrouille overraskes og forfølges af Fjenden,
og Føreren har Grund til al tro, at Palrouillen kun kan
reddes ved at ofre en Mand , som faar Befaling til at opholde
Forfølgerne, medens Reslen rider Li ve t af Hestene,
saa falder denne Mand som en pligttr6 Soldat.
Hvis han derimod bare møder en »Afdeling« fjendllige
Rytlere, »oppebier« deres Komme og i ensom Majestæl
hugger ind paa dem uden nogetsomhelst fornuftigt Motiv,
saa er han ikke en Gang en trofast Soldat; thi han udsætter
sin Eskadron for til ingen Verdens Nytte at miste
en Mand. Han er endnu mindre en Nationalhelt; Lhi han
indlader sig paa en Kamp i Vind og Vejr - han er
simpelthen en Nar!
Det er imidlertid del, som den tapre Dragon er bleYen
til i den inden Professor Larsens Undersøgelse overall
troede Legende, og saaledes ynder man at foreslille sig
ham: den brave Dragon, der ikke vil trække sig tilbage
med sin Foresalle og sine Kammerater, men som »rolig
oppebiede Tyskernes Nærmelse«, og som uden Hensigt og
uden Befaling etablerer en Holmgang midt paa Landevejen.
Man skylder Professor Karl Larsen Tak for, al han
rensede Niels Kjeldsens Minde og fritog os for at se ham
som en TealerheiL I Karl Larsens Undersøgelser, der i
mine Øjne er et Mønster paa eksakt Kildebenyttelse og
klar Anskuelse, fremslaar Niels Kjeldsen som del han Yar,
en tapper, trofast dansk Soldat, som i Farens Øjeblik ikke
tabte Hovedet, men hleY sm Fane og sin Pligt tro Lil
Døden.
Man har villet sammenslille Niels Kjeldsen med Sven
Duf\'a. Men Runeberg retfærdiggør Sven Dufyas Kamp
mod den russiske Overmagt ved al stille ham paa en Bro,
som del gjald l om at holde for enll\'er Pris, til Sandels
kunde komme med Undsa·lning:

32
Bra, bra! han sagde, bra håll ut min kiicke gosse du,
slapp ingen djafvul Ofver bron, håll u t en stund annu!
Her er der Mening i Ofret. Den hele Situation er
visselig en stærk poelisk Overdrivelse, men den strider
ikke mod den indre Sandhed. Man ser i Sven Dufvas
Kamp blot et Symbol paa finsk Tapperhed : Så skal! en
Finne slåss!
Holsted, Espe og Korup fulgte deres Foresatte, som
Pligten bød dem, alle blev de tagne.
Som Karl Larsen fremstiller Situationen, trækker Niels
Kjeldsen blank og gør all, hvad der staar i hans Magl for
at holde Fjenden fra Livel, for al naa sin Eskadron og
redde en Soldat for Landet.
Dette er uendeligt mere værd end de Løjer, som Legenden
har arrangeret for ham.
II.
En Soldat.
(• Politiken • 19 /s 1902).
Bladet Dannebrog har ment, at jeg med min lille Artikel
i Politiken om Professor Karl Larsen og Niels Kjeldsen
havde villet blande mig i Diskussionen om, hvorvidt Professoren
har Ret i sin Opfatleise af, at der under Niels
Kjeldsens Tilbagelog ingen »Frontkamp« har fundet Sted,
eller i Spørgsmaalet om den Grev Liittichau, efter Holelejer
Svenssons Mening, lildelle officielle Reprimande m. v.
Om alt delte vil jeg senere udtale mig saaledes, som
man behandler et Emne af Krigshistorien.
Men hvad jeg foreløbigt ønskede at optræde imod, var
kun den saa besynderligt udbredte Misforstaaelse, at Professor
Karl Larsen i sil Skrift skulde have forsøgt at berøve
Folkel en national Helt og en værdig Soldalerlype.

Inlet k a n dog va're urimeligere, naar vi nelop s kylder
Karl Larsens Undersøgelse, at Niels Kj eldsen fra den teatra
lsk e Altilude, hvori ha n m eningsløst trodsede Fjenderne,
hl ev til d el , Hr. La rsen med Relle ka ld er en Soldat, der
»har gjorl sin Pligt og fuldtud !« og som >> li gger med Æ re
i sin Gra v «.
Og for a l vi se, a l den mod salle (og usande) Opfa tleise
a f Ni els Kj eldsen havde værel den gængse inden Karl
La rsens Skrift, var det, jeg kriliserede det uhistori s ke og
mililærl menings løse Billede paa Frederiksborg nationalhisloriske
1\lu sæum .
.J eg mente , a l Billeder paa d elle Musæum , for saa vidt
de beha ndlede bestemte Æ mner af vort F ædrela nds Historie
, skulde væ re histori sk sande og ikke fri e i deres
Behandling, som del ka n Lillades paa almindelige Ma leri ­
sa mlinger. Og lwis ma n i lignende historiske Ga llerier i
Ud landel h ar li gesaa usande Bill eder , vilde det i mine
Øjne in ge n Undskyldning væ re.
l min Artikel udla lle jeg en passant , a l Ka rl La rsens
Skrin forekom mig, som Militæ r og lidt a f en Krigshisloriker,
a l væ re el forlræ ll"eligl Arbejde.
Men min Hovedhensigt med , hvad j eg skrev , va r den,
som Soldal a l ville relle en varm T ak Lil Professor Karl
Larsen , fordi ha n - hvad jo a lle , endogsaa Dannebrog
erkender - ha r befri et os for Krønil.-en om Niels Kj eldsen.
Og denne var virkelig a lmindelig lroet , som Frederiksborg-Billedets
An s ka freJse i Fjor Lydelig godtgør , og den
gik ud paa , a l Ni els Kj eldsen b estod en Holmgang, under
hvilken ba n i hverl F a ld dræble en af Fjenderne , for
selv, medens han a fventede el n y t Angreb, a l blive dræbt
bagfra paa ganske lignende Maade , som Valentin under
Duell en med F a usl i Operaen.
Den saaledes >> overl eve rede« Niels Kj eldsen ka ielle jeg
en T ealerhelt
Professor Karl La rsen har givet os en Solda t.
(• Politiken• 2 ' /:J 1902).

III.
Legenden.
Bladet Dannebrog har indeholdt en ny Artikel angaaenoe
min Oplraxlen i Spørgsmaalel om
Legenden.
' iels Kj eld sen-
Bladels l artigheder mod mig lader mig li gegyldig.
Dannebrogs Redaktion er overfor Hr. Professor Karl
Larsen oplraad l paa en uriciderlig Maade ved i sine Artikler
a f 12 . og l 4. d s. a l forti e a Ile Forudsælni n ger for
Niels Kjeldsen-Undersøgelsen i Professorens Lidii gere Produktion
og ved a l underskyde Karl Larsen den aldrig a f
ham ud la Ile Anskuelse, a l Mindestenen over Niels Kjeldsen
ikke skulde blive slaaende saml stemple ga nske simple
og sandfærdige Bemærkninger i Hr. Larsens Skrifl som
skrevne for paa Forhaand al vinde Gunst.
Da Karl Larsen med Føje paa lalle dette ofl'enligl, gjorde
Redaktionen ha m ikke nogen Undskyldning, men svarede
paa hele denne Side a f Sagen kun med del ga nske urigti
ge, a L Hr. La r sen ha v de vi Il e l raillere O Y er Hedaklørens
Ridderkors.
Mine Kammerater, der er oplraadl ofl'enligl i denne Sag
- hølli gl, Joyall og ridderligt, forstaar mi g alle, naar jeg
siger" al eller Dannebrogs Redaktion oYenfor godtgjorte
Holdning er jeg frilage t for al lage dens Angreb paa 111111
Person alvorlig. -
Dannebrog vil hævde, at vi ikke skylder Professor Karl
L arsen Tak for al have gendrevet fÆgenden om Niels
Kjeldsen , da »man vidste meget godt og meget korrekt
Besked om Niels Kjeldsen, inden Professor Larsen skrev
sin Bog«.
Del ærede Blads derefter følgende Forsøg paa al bevise
d ette, minder om dels Paa visning af, at fordi den prøjsiske
Overkommando i 1864 fra 18. Fehruar Lil 6. Marts
havde Ordre til a l indstille Operationerne i .Jylland, var

35
der ikke Krig i Jylland, og saa blev Patrouillekampene at
ligne med fjendtlige Overfald paa civile Bønder!
Det kunde ikke falde mig ind at drøfte Betragtninger
af saadan Art nærmere.
Men jeg skal blot tillade mig at udtale, at selv om
f. Eks. den af Biadel eilerede Forfatter fra Biografisk
Leksikon, Hr. Oberst Nieuwenhuis, ikke udtrykkelig havde
henvist til baade Vort Forsvar og Martin Kok, kunde
Leksikonets kortfallede Artikel aldrig afgive noget Bevis
for, hvad der almindeligt troedes og officielt hævdedes
angaaende Niels Kjeldsens Kamp og Drab.
Dette godtgøres derimod bl. a. ved, al Direktionen for
en specielt historisk Malerisamling indkøber et Billede,
som - dets kunstneriske Værd ufortalt - i sin Fremstilling
af Holmgangen og Drabet helt hviler paa den
overleverede Legende.
.,_....,..._ ,......_._
(• Politiken• 28 /s 1902) .