Down & Up nr. 4-2012 - Landsforeningen Downs Syndrom

En lille historie om en stor oplevelse
I september var Egil (4 år med DS) på forsinket sommerferie
sammen med mor og lillesøster på 3. Da vi bor på
Færøerne, var det først en to timer lang flyvetur, som
Egil klarede rigtigt flot. Da vi var kommet til Danmark,
var der mange indtryk, og især de mange busser og
lastbiler på motorvejen vakte stor lykke.
Som de fleste forældre nok kender til, så er det
ikke så ligetil endda at tage et barn med særligt
behov med på udflugter eller lignende, da det
ofte kræver så stor planlægning. Rent mentalt
kræver det også meget, da man skal gøre sig
det klart, at man jo blander sig med en stor
menneskemængde af såkaldte ‘normale’, og
der vil blive kigget på én – og når det så drejer
sig om ens barn, så er man desto mere sårbar.
Vi ankom til Legoland og fik lejet klapvogne,
så der var styr på tropperne. Da jeg i den forbindelse
skulle spørge en medarbejder om
noget og nævnte, at jeg havde en dreng med
handicap, så fik jeg at vide, at de havde en
ordning, som hedder ‘Vis hensyn’.
Legolands ’Vis hensyn’-ordning drejer sig
kort om, at visse handicappede ikke har de
sociale færdigheder, som ofte skal til, når man
skal være i en forlystelsespark, og at der derfor
bliver vist hensyn ved, at den handicappede
samt 3 ledsagere kan slippe for at stå i kø ved
forlystelserne, samt at man kan tage 2 ture
med det samme.
Jeg havde godt hørt lidt om, at der nogle
steder fandtes specielle ordninger, men jeg
havde slet ikke tænkt på at spørge om det,
også fordi man på en eller anden måde blotlægger
lidt af sig selv ved at skulle bede om
særbehandling. Men at få det tilbudt som den
største selvfølgelig var rigtig dejligt, for så var
det bare at sige stort ’ja tak’.
Legoland var en stor oplevelse for begge
børn, men der var kun 5-6 forlystelser, som
32
Egil ville prøve. Da vi kom en søndag i september,
var der ikke fyldt af folk alle vegne,
men der var alligevel ca. 10 minutters kø ved
hver forlystelse. Her kunne vi så med vores ’vis
hensyn’-skilt stå ved udgangen og komme
med allerede den næste tur. Og det var så godt,
for bare det at vente to minutter på næste tur
var svært for Egil, som jo også udtrykte sin utilfredshed
dermed – og så blev der jo kigget!
Og det er her, man mentalt skal være stærk,
for man ved jo, at man tiltrækker opmærksomhed,
men man vil heller ikke være til udstilling.
At ’Vis hensyn’-ordningen samtidig betyder,
at man kan tage to ture ad gangen betød
også, at når vi så fandt noget, som Egil kunne
lide, så kunne vi blive der lidt. Han har nemlig
svært ved at skifte imellem ting, aktiviteter og
lignende og kan blive meget frustreret over
at blive revet væk fra det, han hygger sig allermest
med.
Som nævnt, så er det for mig meget grænseoverskridende
at bede om særbehandling,
også selvom det er på vegne af min søn. Jeg
frygtede derfor også lidt at skulle benytte ’Vis
hensyn’-skiltet, for det kunne jo være, at det
ikke var så populært at komme foran i køen.
Men Legolands personale var så søde og professionelle,
de snakkede med os, spurgte til
os, og behandlede os som om, at det var den
største selvfølge, at Egil da bare skulle have
den bedste dag hos dem.
Vores tur til Legoland og vores ferie i det
hele taget var meget vellykket, og jeg er især
glad for at have givet mine børn nogle gode
oplevelser. Det er en udfordring at have et barn
med DS med ud at rejse, og for mig kræver
det energi og mentalt overskud at deltage i
aktiviteter ligesom andre familier, og derfor
er det en stor hjælp, når omgivelserne tager
tingene med et smil og hjælper og støtter én.
Down & Up 4.2012