vestsjællands amtsråd om aktindsigt og ulovlig - Statsforvaltningen

Resumé: Statsforvaltningen Sjælland udtaler, at Vestsjællands
Amtsråd ikke kunne afslå advokatens begæring om
aktindsigt i en afskedigelsessag og træffer herudover afgørelse
om annullation af amtsrådets beslutning om afskedigelse
uht. manglende partshøring
Vedr. Karen Marie Spliid, Deres j. nr. 800885
Ved skrivelse af 31. juli 2006 til Vestsjællands Amt udtalte
Statsamtet Vestsjælland, Tilsynet med kommunerne i
Vestsjællands, Storstrøms og Roskilde amter bl.a. følgende:
”For så vidt angår den partshøring, der er gennemført
af Karen Marie Spliid i forbindelse med
afskedigelsen af hende, er det Tilsynets opfattelse,
at den hverken opfylder de lovbestemte eller
de ulovbestemte krav til en partshøring.
[…]
Hertil kommer, at Karen Marie Spliid ved den efterfølgende
partshøring kun er blevet gjort bekendt
med en ekstraheret udgave af undersøgelsesrapporten,
og bl.a. ikke blev gjort bekendt
med det samlede konklusionsafsnit i kap. 8. Karen
Marie Spliid er således efter det oplyste fortsat
ikke bekendt med hele grundlaget for Amtsrådets
beslutning om at afskedige hende.
[…]
Men hertil kommer, at rapporten fremtræder som
anonym i forhold til såvel Karen Marie Spliid som
over for Amtsrådet. Tilsynet er opmærksom på, at
Karen Marie Spliid ud over udleveringen af den
ekstraherede rapport har fået udleveret ekstraherede
udskrifter af samtlige interviews, hvor interviewpersonerne
ikke optræder anonymt. Tilsynet
skal dog henlede opmærksomheden på den oven-
04- 09- 2008
TILSYNET
STATSFORVALTNINGEN SJÆLLAND
DRONNINGENSGADE 30
4800 NYKØBING F
JOURNAL NR.: 2007- 613/56
SAGSBEHANDLER: VLVE
DIREKTE TELEFON: 7256 7601
TELEFON: 7256 7600
TELEFAX: 5482 1864
GIRO: 10202027
EAN- NR. 5798000362628
sjaelland@statsforvaltning.dk
www.statsforvaltning.dk

nævnte udtalelse fra Ombudsmanden, FOB 1999,
side 472 ff., hvorefter den myndighed, der træffer
beslutning om en indgribende personaleretlig reaktion
over for en offentligt ansat, skal kunne
kontrollere de oplysninger, der indgår i afgørelsesgrundlaget,
hvorfor oplysningerne ikke kan
indgå i grundlaget, dersom de er anonyme.
Den omstændighed, at rapporten indeholder fortrolige
oplysninger, som ikke lovligt kan videregives
til offentligheden, begrænser ikke
myndighedens pligt til at foretage partshøring.
[…]
Det er herefter Tilsynets opfattelse, at Amtsrådet,
forinden der blev truffet afgørelse om at indlede
en afskedigelsessag mod Karen Marie
Spliid, burde have givet hende en skriftlig redegørelse
for Amtsrådets opfattelse af sagen, som
hun skulle have haft lejlighed til at udtale sig
om, og at hun burde have været partshørt over en
ikke redigeret udgave af rapporten, inden Amtsrådet
traf beslutningen, ligesom de oplysninger i
rapporten, der bygger på anonyme gengivelser af
de gennemførte interviews, ikke burde have indgået
i Amtsrådets beslutningsgrundlag. Det bemærkes,
at undtagelsesbestemmelserne i Forvaltningsloven
§ 19, stk. 2, ikke ses at finde anvendelse
i den foreliggende sag.
Samlet er det Tilsynets opfattelse, at Amtsrådets
beslutning af 29. august 2005 om at afskedige
Karen Marie Spliid er behæftet med sådanne
mangler ved sin tilblivelse, at der kan rejses alvorlig
tvivl om beslutningens gyldighed. Ved at
undlade at give hende en redegørelse for sagens
faktum og den retlige kvalifikation af dette som
anført ovenfor, og ved at undlade at partshøre
hende over den undersøgelsesrapport, der danner
grundlag for beslutningen af 27. juni 2005
om at indlede en afskedigelsessag mod hende,
har Amtsrådet tilsidesat en væsentlig garanti for
sagsbehandlingen. Den efterfølgende udlevering
af en ekstraheret udgave af rapporten sammen
med ekstrakter af de interviews, der blev gennemført
som et led i undersøgelsen, har ikke kunnet
rette op på den manglende forudgående høring,
så meget mere som Karen Marie Spliid fortsat
er uden kendskab til en række delkonklusioner
i de enkelte afsnit i rapporten og til rapportens
kapitel 8 med konsulenternes opsummering
og samlede konklusion, som efter det oplyste har
SIDE 2

spillet en væsentlig rolle for Amtsrådets beslutning
om at afskedige hende, jf. f.eks. bilaget til
Amtsrådets mødegrundlag til mødet d. 27. juni
2005. Karen Marie Spliid har derved været afskåret
fra at fremkomme med sin version af de hændelsesforløb,
der er gengivet i rapporten, forud
for Amtsrådets møde d. 27. juni 2005, ligesom
hun heller ikke forud for Amtsrådets møde d. 29.
august 2005, hvor den endelige beslutning om at
afskedige hende blev truffet, har haft mulighed
for at forholde sig til og fremkomme med sine
kommentarer til væsentlige dele af afskedigelsesgrundlaget.
Vestsjællands Amt har ikke godtgjort,
at den manglende partshøring ikke ville
have kunnet føre til et andet resultat eller oplyse
sagen yderligere.”
Vestsjællands Amtsråd vedtog i sit møde d. 28. august
2006 ikke at foretage sig videre i anledning af Tilsynets
udtalelse, idet amtsrådet var uenig i vurderingen.
D. 7. september 2006 anmodede De som advokat for Karen
Marie Spliid Folketingets Ombudsmand om at tage
stilling til den klage, De oprindeligt havde fremsat over
for ombudsmanden. De anførte bl.a., at de svar, som amtet
havde givet på Deres begæringer om aktindsigt, var
uhjemlede, og at statsamtet alene havde forholdt sig til
høringsreglerne, men ikke til de øvrige forhold, som De
oprindelig havde anført over for ombudsmanden, ligesom
Vestsjællands Amt havde afvist at respektere Tilsynets
vurdering.
Ombudsmanden anførte hertil i skrivelse af 30. oktober
2006, at det centrale for Karen Marie Spliid herefter måtte
være, at Vestsjællands Amt som følge af denne uenighed
ikke havde forholdt sig til, hvilke retlige konsekvenser
tilsynsudtalelsen skulle have. På denne baggrund fandt
ombudsmanden det ikke hensigtsmæssigt at indlede en
undersøgelse af denne del af sagen. Ombudsmanden henledte
i stedet Deres opmærksomhed på muligheden for at
anmode Tilsynet om at annullere amtsrådets afgørelse om
afskedigelse af Karen Marie Spliid, jfr. lov om kommunernes
styrelse § 50a, stk. 1. Notits af denne skrivelse blev
sendt til statsamtet med henblik på en stillingtagen til
Deres klage over amtets besvarelser af Deres aktindsigtsbegæringer.
D. 22. november 2006 klagede den daværende amtsborgmester
til Indenrigs- og Sundhedsministeriet over Tilsynets
udtalelse af 31. juli 2006. I denne forbindelse meddelte
ministeriet Statsamtet Vestsjælland, at Tilsynets videre
behandling af de fra ombudsmanden oversendte
spørgsmål måtte stilles i bero, indtil ministeriet havde
SIDE 3

forholdt sig til amtsborgmesterens klage.
Velfærdsministeriet afgav udtalelse d. 14. december 2007,
hvorefter statsforvaltningen har fortsat behandlingen af
sagen, jfr. ombudsmandens skrivelse af 30. oktober 2006.
Da Vestsjællands amt var nedlagt med udgangen af året
2006, og da det af Velfærdsministeriets (tidligere Indenrigs-
og Sundhedsministeriets) udtalelse af 14. december
2007 fremgår, at det er Region Sjælland, der pr. 1. januar
2007 har overtaget Vestsjællands Amtskommunes opgaver
og forpligtelser i forbindelse med personalesagen, har
statsforvaltningen d. 30. januar 2008 anmodet regionen
om en udtalelse vedrørende de udestående spørgsmål
(aktindsigt og annullation). Region Sjælland har d. 9. maj
2008 svaret, at regionen har noteret sig Velfærdsministeriets
opfattelse af spørgsmålet om overtagelse af opgaver
og forpligtelser i forbindelse med personalesagen, men
forbeholder sig fortsat at gøre indsigelse herimod.
Herudover finder regionen ikke at kunne bidrage til yderligere
klarlæggelse af de afgørelser, som Vestsjællands
Amt har truffet i den pågældende sag eller af
begrundelsen for disse afgørelser ud over det skriftlige
materiale, der foreligger i sagen, hvorfor regionen ikke
har grundlag for at komme med en udtalelse derom.
Samtidig blev samtlige sagens akter fremsendt til
statsforvaltningen.
Dette høringssvar blev tilsendt Dem til orientering og
eventuelle bemærkninger, og De har ved skrivelse af 24.
juni 2008 bl.a. anført, at Karen Marie Spliid ikke ønsker,
at statsforvaltningens afgørelse af spørgsmålet om annullation
udsættes på gennemførelse af aktindsigt i det særdeles
omfangsrige bilagsmateriale.
SÆRLIGT VEDRØRENDE SPØRGSMÅLET OM AKTINDSIGT
Det fremgår af sagen, at De d. 14. september 2005 anmodede
Vestsjællands amt om aktindsigt i pkt. 181 på Amtsrådets
dagsorden for møde d. 29. august 2005. D. 3. januar
2006 imødekom amtet Deres ansøgning, dog bortset
fra et enkelt bilag, der stammede fra en anden, for længst
afgjort personalesag.
D. 10. oktober 2005 anmodede De amtet om aktindsigt i
tilsynssagen på grundlag af en artikel, der d. 8. oktober
2005 havde været bragt i Sjællands Tidende. Det fremgik
af denne artikel bl.a., at amtet ikke ville offentliggøre flere
dele af konsulentrapporten, før afskedigelsessagen var
endeligt afgjort, men at man, når sagen var endeligt afgjort,
ville overveje at offentliggøre flere dele af rapporten
end hidtil. Det fremgik videre af artiklen, at en tilbageholdelse
over for offentligheden var nødvendig af hensyn
til Karen Marie Spliid, og at en videregivelse af
SIDE 4

Karen Marie Spliid, og at en videregivelse af oplysninger
ud over de allerede meddelte ville kunne skade amtet i
forhold til den foreliggende sag.
De bemærkede hertil i skrivelsen af 10. oktober 2005, at
den omstændighed, at der kunne foreligge oplysninger,
hvis videregivelse kunne skade amtet, inden sagen var afsluttet,
måtte betyde, at amtet var i besiddelse af oplysninger,
som måtte være af væsentlig betydning for sagen.
Disse oplysninger var ikke videregivet til Karen Marie
Spliid, og De anmodede derfor amtet dels om at oplyse,
hvilke dokumenter disse oplysninger fandtes i, dels om at
modtage dokumenterne med oplysningerne.
Vestsjællands amt afslog dette ved skrivelse af 5. januar
2006 under henvisning til, at amtet havde en væsentlig
interesse i ikke at videregive oplysningerne. Hermed sigtedes
til varetagelsen af amtets interesser under de verserende
tilsynssager, men navnlig i forhold til en eventuel
risiko for kommende sagsanlæg. I øvrigt var afskedigelsessagen
endnu ikke endeligt afsluttet, så længe der var
en aktuel risiko for, at amtet ville blive mødt med et sagsanlæg
fra Karen Marie Spliid i forbindelse med den gennemførte
afskedigelse.
Amtet henviste yderligere til, at De ved skrivelse af 8. november
2005 til den konstituerede amtsdirektør bl.a. havde
anført, at ”jeg fortsat arbejder med sagen med henblik
på indbringelse for en prøvelsesinstans”, hvilket måtte
tolkes som en reel risiko for, at amtet ville blive stævnet
af Karen Marie Spliid. På denne baggrund fandt amtet, at
der i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6 er hjemmel til
at begrænse retten til aktindsigt af hensyn til offentlige
interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige
karakter er påkrævet.
Videre hedder det i amtets skrivelse af 5. januar 2006:
”De afsnit i konsulentrapporten, der i den henseende
er interessante, er konsulenternes anbefalinger
og konklusioner, idet en videregivelse af
disse oplysninger vil kunne forringe Vestsjællands
amts position i forhold til den kommende
retssag. Det er da også disse afsnit i konsulenternes
rapport, som der hentydes til i det afsnit,
der er citeret ovenfor.
Vestsjællands Amt er således ikke indstillet på at
give Dem yderligere indsigt i konsulentrapporten.
…”
Statsforvaltningens udtalelse
SIDE 5

Statsforvaltningen finder, at Vestsjællands amts besvarelse
af 5. januar 2006 på Deres begæring af 10. oktober
2006 om aktindsigt er uhjemlet. Amtets afgørelse herom
skulle rettelig være truffet efter bestemmelserne i kap. 4 i
Forvaltningsloven om partens aktindsigt, idet der er tale
om en sag, i hvilken Karen Marie Spliid er part. Forvaltningsloven
kap. 4 indeholder ingen bestemmelse, svarende
til offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.
Den omstændighed, at en videregivelse til Karen Marie
Spliid af konsulenternes anbefalinger og konklusioner efter
amtets opfattelse ville kunne forringe amtets position
under en eventuel kommende retssag, findes ikke at kunne
tilsidesætte Karen Marie Spliids ret til at kunne benytte
kendskab til sagens oplysninger, herunder til rapporten,
til varetagelse af sin tarv. Der kan herved henvises
bl.a. til John Vogter: ”Forvaltningsloven med kommentarer”,
3. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag
1999, p. 312:
”Hensynet til offentlige eller private interesser
må for at kunne begrunde indskrænkning i partens
adgang til aktindsigt efter § 15 være af en
sådan styrke, at de i det konkrete tilfælde bedømmes
som ”afgørende” modhensyn. Med anvendelsen
af ordene ”afgørende hensyn” er det
tilkendegivet, at oplysninger kun kan undtages
fra aktindsigt, hvor der er nærliggende fare for,
at private eller det offentliges interesser vil lide
skade af væsentlig betydning, hvis begæringen
imødekommes, …”.
På denne baggrund har statsforvaltningen, efter en gennemgang
af samtlige sagsakter, meddelt Dem, at akterne
vil være til rådighed for Karen Marie Spliid på statsforvaltningens
kontor, idet materialet har et sådant omfang,
at Forvaltningsloven § 16, stk. 3, sidste punktum, skønnes
at finde anvendelse. Statsforvaltningen har dog efter aftale
med Dem fremsendt kopi af den uforkortede udgave af
konsulentrapporten, der må betragtes som det centrale
dokument i sagen.
SÆRLIGT VEDRØRENDE SPØRGSMÅLET OM ANNULLATION
D. 7. november 2006 anmodede De Tilsynet om at genoptage
sagen med henblik på en stillingtagen til spørgsmålet
om annullation af Vestsjællands amts afgørelse om at
afskedige Karen Marie Spliid. Tilsynets stillingtagen til
spørgsmålet måtte imidlertid udsættes som følge af den
daværende amtsborgmesters klage til Indenrigs- og Sundhedsministeriet,
jfr. ovenfor.
SIDE 6

Statsforvaltningen har d. 28. maj 2008 tilsendt Dem en
kopi af Region Sjællands besvarelse af statsforvaltningens
høring. De har hertil på vegne af Karen Marie Spliid og
DJØF bl.a. anført følgende:
”Region Sjælland anfører, at Regionen forbeholder
sig at gøre indsigelse mod Velfærdsministeriets
afgørelse af 14. december 2007, hvorefter
det er Region Sjælland, der har overtaget amtskommunens
opgaver og forpligtelser i forbindelse
med personalesagen.
Det bemærkes, at det efter min opfattelse ikke
tilkommer Region Sjælland at bestride dette, idet
det må antages, at Velfærdsministeriet i dette
spørgsmål er øverste administrative myndighed.
Det vil desuden være meget uhensigtsmæssigt,
såfremt Karen Marie Spliid fanges i en kompetencestrid
mellem to myndigheder.
Til sidste afsnit om annullation af afskedigelsen
henviser Regionen til, at afskedigelsen er bragt
til udførelse, at amtet ikke længere eksisterer, og
at der er forløbet mere end to år.
Hertil bemærkes, at det alene er hensynet til
myndigheden, der påberåbes i de anførte omstændigheder.
Der er således ingen private interesser,
der tale mod annullation ex tunc.
Jeg har tidligere fremsendt en redegørelse for de
omstændigheder, der har ført til, at sagen har
fået et uforholdsmæssigt langt forløb. Det fremgår
heraf, at det alene er afskedigelsesmyndigheden,
der er den direkte årsag hertil.
Jeg mener således, at der er grundlag for annullation
ex tunc.
For så vidt angår grundlaget for afskedigelsen i
øvrigt, henviser jeg til mine oprindelige høringssvar
til Vestsjællands Amtsråd.”
D. 6. april 2008 fremsendte De et notat om de omstændigheder
i sagen, der taler for annullation ex tunc. Heri
har De bl.a. anført:
” Amtet tilbageholdt oplysninger om konsulentundersøgelsens
reelle formål - at få skabt
et afskedigelsesgrundlag
I min høringsskrivelse af 14. august 2005 har jeg
i Del I side 2 – 5 vist, at formålet med konsulent-
SIDE 7

apporten fra første færd har været at tilvejebringe
et grundlag for afskedigelse af Karen Marie
Spliid, og at oplysningerne herom blev tilbageholdt
- også da hun direkte spurgte konst. amtsdirektør
Fritz Kaarup.
Det fremgår af Fritz Kaarups forklaring til konsulenterne,
at baggrunden for undersøgelsens
iværksættelse var anklager mod Karen Marie Splid
fra andre medarbejdere – anklager der i forløbet
ikke blev oplyst overfor Karen Marie Spliid. Fritz
Kaarup bad medarbejderne om at skrive notater
om Karen Marie Spliids embedsførelse. Notaterne,
fem i alt, er daterede fra 8. – 13. april 2005.
Karen Marie Spliid fik først torsdag den 2. juni
om aftenen kendskab til disse notater, da hun
modtog dem i en sending materiale forud for, at
hun skulle interviewes af KLs konsulenter tirsdag
den 7. juni. Djøf havde notaterne mandag den 6.
juni.
Notaterne spillede en central rolle for konsulentundersøgelsens
iværksættelse.
[…]
Fritz Kaarup fortæller i interviewet med konsulenterne
om sin orientering til Karen Marie Spliid om
undersøgelsen og oplyser: ”Karen Marie Spliid
blev ikke orienteret om drøftelserne i Økonomiudvalget.
Fritz Kaarup frygtede en” omvendt Hans
Klindt sag”, hvor Økonomiudvalget ikke ville fyre,
men Amtsrådet ville.”
Karen Marie Splid fik intet at vide om undersøgelsens
reelle formål, da Fritz Kaarup frygtede, at
der ikke ville være tilslutning til at fyre hende,
hvis hun fik kendskab til formålet med undersøgelsen
og dermed mulighed for at forsvare sig.
Hun blev heller ikke oplys om, at Fritz Kaarup
havde fået udarbejdet medarbejdernotater om
hende og derved ikke fik mulighed for at forklare
sig.
[…]
Sendt hjem uden at kende grundlaget for beslutningen
om at indlede afskedigelsessag -
krænkende proces med varige skadesvirkninger
Ikke engang da Amtsrådet på sit møde den 27.
juni 2005 havde truffet beslutning om at indlede
afskedigelsessag mod hende, fik hun en redegø-
SIDE 8

else eller rapporten. I stedet blev hun på konst.
Amtsdirektør Fritz Kaarups kontor i en pause i
Amtsrådsmødet kort orienteret om, at Amtsrådet
havde besluttet at indlede afskedigelsessag, og
at hun med øjeblikkelig virkning var fritstillet, og
at der ville blive udsendt en pressemeddelelse.
Først torsdag den 30. juni 2005 modtog Karen
Marie Spliid for første gang konsulentrapporten -
og det i den redigerede form, der var udsendt til
offentligheden. Dette var fire dage efter Amtsrådets
beslutning og efter amtslige pressemeddelelser
og udtalelser fra Amtsborgmesteren og andre
amtsrådsmedlemmer til pressen og efter læk
af rapporten til pressen og krænkende omtale i
regional- og landspresse. Først fem dage efter
beslutningen, fredag den 1. juli 2005 om eftermiddagen,
modtog hun den version, som KL havde
redigeret til hendes brug - og på det tidspunkt
var det ikke muligt at vende billedet. Selve høringsskrivelsen
kommer først en uge senere
sammen med de interviews, som den anonymiserede
rapport bygger på,
Sagen og rapporten var således genstand for løbende
offentliggørelse og krænkende omtale af
Karen Marie Spliid i pressen uden, at Karen Marie
Spliid var gjort bekendt med grundlaget herfor.
For eksempel betød denne fremgangsmåde, at
Karen Marie Spliid gennem pressen erfarede, at
rapporten omhandlede Karen Marie Spliids
drengs specialundervisning.
Processen var stærkt krænkende overfor Karen
Marie Spliid uden, at Amtet gjorde noget for at
afbøde dette. Amtet gik på intet tidspunkt ud og
beklagede lækken. Tværtimod kommenterede og
diskuterede Amtsborgmesteren og andre amtsrådsmedlemmer
rapporten i pressen endnu før
Karen Marie Spliid havde modtaget en første version
af denne. Rapporten var blevet et fælleseje
mellem Amtsrådet og pressen, som livligt kommenterede
sagen og hendes personlige forhold
uden at hun selv havde fået materialet. Der var
tale om massiv, negativ presseomtale af Karen
Marie Spliid i både lokal-, regional- og landspressen
og i såvel aviser, som radio og TV.
Rapporten blev distribueret til 30 mennesker, inden
Karen Marie Spliid havde haft mulighed for at
kommentere den. Der blev ikke udfoldet effektive
bestræbelser på at holde rapporten fortrolig, og
der blev lækket til pressen. Allerede i min hø-
SIDE 9

ingsskrivelse af 14. august 2005 til amtet påtalte
jeg dette og anførte i Del II side 12:
Til punkt 3 om uberettiget videregivelse bemærkes,
at det står klart efter den omtale, der har været
i pressen, at rapporten har været videregivet
til pressen. Det fremgår f.eks. af bilag 4. Jeg er
ikke bekendt med, hvem der har foretaget denne
videregivelse. Det fremgår af sagens oplysninger,
at den fulde rapport alene har været udleveret til
amtsrådets politikere og den konstituerede amtsdirektør.
[…]
Det fremgår af amtets sagsfremstilling til Amtsrådsmødet
den 29. august 2005, hvor der formelt
blev truffet beslutning om at afskedige Karen Marie
Spliid, at amtet afviste selv at foretage nærmere
undersøgelser med henblik på at afklare,
hvad der havde fundet sted, og at amtet henholdt
sig til den politiundersøgelse, der verserede. Den
undersøgelse var imidlertid ikke initieret af Amtet,
men af en politiker, og amtet har derfor reelt
intet gjort for at afbøde udbredelse og omtale af
rapporten og skadesvirkningerne heraf.
Den massive negative omtale af Karen Marie
Spliid i forbindelse med afskedigelsen har påført
hende varig arbejdsmæssig skade, og det har på
grund af omtalen ikke været muligt for hende
igen at komme i arbejde.
[…]
Amtet årsag til at sagsbehandlingen ikke har
kunnet afsluttes
Amtsrådet traf den 27. juni 2005 beslutning om
at fritstille Karen Marie Spliid og besluttede formelt
den 29. august at afskedige hende med 3
måneders varsel til fratræden den 30. november
2005. At sagsbehandlingen ikke har kunnet afsluttes,
skyldes forhold i Vestsjællands Amt, hvor
Amtet dels i sommeren 2006 valgte at sidde udtalelsen
fra Statsamtet overhørig, dels umiddelbart
inden sin nedlæggelse valgte at klage over
Statsamtet til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Amtet har ved sine usædvanlige handlemåder
selv været årsag til den lange sagsbehandlingstid,
hvilket bør tages i betragtning ved annullationsvurderingen.
[…]
SIDE 10

Som tidligere nævnt viser forløbet, at amtets
manglende opfyldelse af høringspligten ikke er en
enkeltstående fejl, men et led i et forløb, hvor der
er tilbageholdt oplysninger mv. Det har navnlig
været Amtet, der har været årsag til den lange
sagsbehandlingstid. Der er således ikke noget
hensyn til amtet, der taler mod at anvende annullationsbeføjelsen
ex tunc.”
Statsforvaltningens afgørelse
Lov om kommunernes styrelse § 50a, stk. 1, har følgende
indhold:
” Har kommunalbestyrelsen truffet en beslutning,
der strider mod lovgivningen, kan statsforvaltningen
sætte beslutningen ud af kraft. Under behandlingen
af sagen kan statsforvaltningen midlertidigt
suspendere den pågældende beslutning.
Er beslutningen bragt til udførelse, kan den dog
kun suspenderes eller sættes ud af kraft, hvis
1) en part over for statsforvaltningen skriftligt
fremsætter begæring herom,
2) der ikke efter anden lovgivning er en klageinstans
og
3) væsentlige hensyn, særlig til private interesser,
ikke taler herimod.”
Af Lov om kommunernes styrelse med kommentarer af
Hans B. Thomsen, Pernille Christensen og Christian Schønau,
Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2004, fremgår
om betingelserne for annullation (p. 331), at det som hidtil
er en betingelse, at ulovligheden af den beslutning, der
annulleres, fremtræder med den fornødne klarhed, dvs. at
der ikke må være rimelig tvivl om, at lovgivningen er tilsidesat.
Der er næppe grundlag for at antage, at der kan
være forskelle i klarhedskriteriets indhold, afhængigt af,
om en disposition må anses for i strid med kommunallovgivningen
eller anden lovgivning. Klarhedskriteriet er rettet
såvel mod det retlige som det faktiske grundlag for at
antage tilstedeværelsen af en ulovlighed og er en selvstændig
betingelse ud over betingelsen om, at beslutningen
skal være ulovlig.
Videre fremgår det (p. 333), at statsforvaltningens annullation
af en beslutning vil få samme faktiske virkning som
en domstols afgørelse af, at en forvaltningsakt skal anses
for ugyldig. Det vil på denne baggrund ofte være nærliggende,
at tilsynsmyndigheden ved vurderingen af, om annullation
skal finde sted, inddrager synspunkter, der sva-
SIDE 11

er til de synspunkter, domstolene anvender ved afgørelsen
af, om retlige mangler ved en afgørelse skal medføre
afgørelsens ugyldighed. Det vil navnlig kunne komme på
tale at vurdere, om ulovligheden har været af væsentlig
betydning for den trufne beslutning.
Indenrigsministeriet har i en konkret sag om annullation
af en kommunes afgørelse om bortvisning af en dagplejer
(resumé af brev af 9. juli 1999) udtalt, at
”der i sager om uansøgt afsked på grund af påstået
uegnethed, samarbejdsvanskeligheder m.v.
antages at gælde en ulovbestemt pligt til partshøring,
der går videre end den partshøringspligt,
der følger af forvaltningsloven. Den udvidede
pligt til partshøring antages endvidere at gælde i
sager om disciplinær afsked.
Denne ulovbestemte pligt indebærer en pligt for
afskedigelsesmyndigheden til, inden der træffes
afgørelse i sagen, i almindelighed at give den
ansatte en redegørelse, der efter omstændighederne
bør være skriftlig, for myndighedens egen
(foreløbige) opfattelse af sagen, herunder den
retlige kvalifikation af faktum.
Indenrigsministeriets fandt, at den udvidede
pligt til partshøring fandt anvendelse ved siden
af partshøringspligten efter forvaltningslovens §
19, stk. 1, i en sag som den foreliggende, hvor
kommunen agtede at bortvise dagplejeren med
den begrundelse, at hun væsentligt havde misligholdt
sine forpligtelser i ansættelsesforholdet.
Det fremgik af sagen, at dagplejeren ikke, forinden
kommunen traf afgørelse om bortvisning,
blev gjort bekendt med visse oplysninger om faktiske
forhold.
[…]
På baggrund af de foreliggende oplysninger om
sagsforløbet lagde Indenrigsministeriet til grund,
at kommunen forinden bortvisningen hverken
skriftligt eller mundtligt havde forelagt dagplejeren
en redegørelse for kommunens foreløbige opfattelse
af sagen, herunder at det var kommunens
opfattelse, at forholdene skulle begrunde
bortvisning af dagplejeren.
Indenrigsministeriet var således enigt med tilsynsrådet
i, at kommunen i forbindelse med afgørelsen
om bortvisning havde tilsidesat pligten til
SIDE 12

partshøring.
Videre udtalt, at det efter Indenrigsministeriets
opfattelse var klart, at kommunen i forbindelse
med afgørelsen havde tilsidesat partshøringspligten.
Udtalt, at da tilsynsmyndighedernes annullation
som udgangspunkt har samme faktiske virkning
som i tilfælde, hvor domstolene erklærer en forvaltningsakt
for ugyldig, er det ofte nærliggende,
at tilsynsmyndigheden ved vurderingen af, om
annullation skal finde sted, inddrager synspunkter,
der svarer til de synspunkter, domstolene
anvender ved afgørelsen af, om retlige mangler
ved en afgørelse skal medføre afgørelsens ugyldighed.
Det vil i den forbindelse navnlig kunne
være af betydning at vurdere, hvorvidt ulovligheden
har været af væsentlig betydning for den
trufne beslutning.
Denne vurdering krævede i den foreliggende sag
en stillingtagen til, hvorvidt kommunen havde
sandsynliggjort, at tilsidesættelsen af pligten til
partshøring konkret måtte antages at have været
uden betydning for kommunens afgørelse, og indebar
derfor, at tilsynsmyndigheden i et vist begrænset
omfang måtte inddrage ansættelsesretlige
spørgsmål i sagen. Vurderingen var
imidlertid en forudsætning for, at der kunne
tages stilling til spørgsmålet om, hvorvidt
tilsidesættelsen af partshøringspligten skulle
føre til annullation.
Efter Indenrigsministeriets opfattelse kunne det
forhold, at stillingtagen til annullationsspørgsmålet
i et begrænset omfang forudsatte en
inddragelse af spørgsmål, der ellers falder uden
for tilsynsmyndighedens kompetence, ikke udelukke,
at tilsynsmyndigheden kunne tage stilling
til annullationsspørgsmålet. Indenrigsministeriet
lagde herved vægt på, at den kendsgerning, at
der i domstolenes vurdering af, om en afgørelse
skal anses for ugyldig, indgår et element af konkret
væsentlighedsvurdering, ikke skal være til
hinder for, at tilsynsmyndighederne kan tage stilling
til, om tilsidesættelsen af en offentligretlig
regel skal føre til anvendelse af sanktioner efter
den kommunale styrelseslov.
På baggrund af de i sagen foreliggende oplysninger
var det Indenrigsministeriets opfattelse,
at det ikke kunne udelukkes, at dagplejeren, såfremt
hun var blevet tilstrækkeligt partshørt forud
SIDE 13

for afgørelsen, og herunder havde fået forelagt
kommunens (foreløbige) vurdering, hvorefter forholdene
skulle føre til en bortvisning af hende fra
stillingen som dagplejer, havde kunnet fremkomme
med oplysninger, som kunne have ført til, at
kommunen havde truffet en anden afgørelse i sagen.
Der var således ikke grundlag for at antage,
at tilsidesættelsen af pligten til partshøring i sagen
havde været uden betydning for afgørelsen.”
Som eksempler på domstolenes praksis vedrørende retsvirkningerne
af manglende eller ufuldstændig partshøring
kan nævnes en sag om en kommunes afskedigelse af en
sygeplejerske (U.1999.1337H), hvor Højesteret tiltrådte
Østre Landsrets dom, ifølge hvilken afskedigelsen måtte
anses for ugyldig. Højesteret var enig med landsretten i,
at kommunen havde tilsidesat de forvaltningsretlige krav
til høring, aktindsigt og begrundelse, ligesom retten lagde
vægt på, at kommunen ikke havde godtgjort, at den manglende
iagttagelse af disse garantier for rigtigheden af
kommunens beslutning var uden afgørende betydning for
denne.
Højesteret tilføjede, at kommunens manglende overholdelse
af de forvaltningsretlige regler ikke burde føre til, at
sygeplejerskens ansættelse ved kommunen fortsat bestod,
men at der alene ville tilkomme hende en økonomisk kompensation.
Tilsvarende har Østre Landsret i en dom af 12. november
1996 vedrørende en påtale fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn
af en læges undersøgelse statueret
ugyldighed. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at
patientklagenævnet ikke fandtes med den fornødne
klarhed at have underrettet lægen om, at nævnet havde
inddraget en bestemt undersøgelse i klagesagen som et
spørgsmål, der kunne give anledning til kritik, eller at
have givet ham tilstrækkelig mulighed for at sætte sig ind
i det grundlag, hvorpå nævnets afgørelse blev truffet,
herunder med henblik på at kommentere eller eventuelt
korrigere dette grundlag.
Ved afgørelsen af spørgsmålet om annullation af Vestsjællands
Amtsråds beslutning om at afskedige Karen Marie
Spliid har statsforvaltningen taget udgangspunkt i:
§ Statsamtet Vestsjællands tilsynsudtalelse af 31.
juli 2006 og de deri gengivne lovbestemmelser
med tilhørende fortolkningsbidrag
§ Indenrigsministeriets udtalelse af 9. juli 1999,
jfr. ovenfor
§ Domstolenes praksis vedrørende retsvirkningerne
af manglende eller ufuldstændig partshøring
SIDE 14

Den omstændighed, at der er forløbet ca. 3 år, siden Vestsjællands
amtsråd besluttede at afskedige Karen Marie
Spliid, har givet statsforvaltningen anledning til at overveje,
hvorvidt der på nuværende tidspunkt bør ske annullation
af beslutningen.
For annullation taler, at der er sket så væsentlige sagsbehandlingsfejl
i forbindelse med beslutningen om afskedigelse,
at beslutningen bør annulleres.
Mod annullation taler, at afskedigelsen for længst er gennemført,
og at hensynet til amtskommunen/efterfølgermyndigheden
kunne føre til, at der ikke bør
ske annullation af beslutningen, eller at annullationen
først skal have virkning fra tidspunktet for afgørelsen herom,
jfr. Indenrigsministeriets ovenfor tilkendegivne opfattelse.
Under hensyn til karakteren af amtsrådets sagsbehandling
og til de alvorlige skadevirkninger, som den har medført
for Karen Marie Spliid, har statsforvaltningen fundet det
rettest at annullere Vestsjællands Amtsråds beslutning af
29. august 2005 om at afskedige hende.
Statsforvaltningen har herved lagt vægt på, at amtsrådet
ved afskedigelsen af Karen Marie Spliid har tilsidesat de
forvaltningsretlige krav til høring og aktindsigt, således
som disse fremgår af Forvaltningsloven, af ombudsmandens
udtalelser og af domstolenes praksis, og at det ikke
kan anses for godtgjort, at den manglende iagttagelse af
disse garantier for rigtigheden af amtsrådets beslutning
var uden afgørende betydning for denne.
Om spørgsmålet om, fra hvilket tidspunkt en annullation
har virkning, anføres bl.a. følgende i Indenrigsministeriets
resumé af ovennævnte skrivelse af 9. juli 1999:
”Udtalt, at det i lovbemærkningerne til § 61, stk.
1, nr. 3, (nu § 50a, stk. 1, nr. 3) i lov om kommunernes
styrelse er anført, at hensynet til kommunen
som udgangspunkt ikke kan begrunde
udelukkelse af annullation, idet annullation er lige
indgribende over for kommunen, uanset om
den er foretaget før eller efter, at beslutningen er
bragt til udførelse.
Videre udtalt, at annullation i en sag om afskedigelse
af en medarbejder imidlertid virker mere
indgribende over for kommunen, jo længere tid
der forløber mellem afskedigelsen og annullationen,
idet annullationen som udgangspunkt har
virkning fra det tidspunkt, hvor kommunen træffer
afgørelse om afskedigelse. Virkningen af annulla-
SIDE 15

tionen er således normalt, at den ansatte har
krav på løn m.v. fra tidspunktet for afskedigelsen,
og indtil kommunen eventuelt træffer en ny og
lovlig afgørelse om afskedigelse. En annullation
vil derfor – hvis der hengår lang tid mellem afskedigelsen
og tilsynsmyndighedens annullation
– føre til, at den ansatte, der er blevet afskediget,
opnår et betydeligt krav på løn m.v. fra
kommunen.
I en sag om afskedigelse af en medarbejder kan
hensynet til kommunen derfor efter Indenrigsministeriets
opfattelse – afhængig af hvor lang tid,
der er forløbet fra afgørelsen om afskedigelse til
anmodningen om annullation – efter omstændighederne
føre til, at der ikke bør ske annullation
af afgørelsen, eller at annullationen først skal
have virkning fra tidspunktet for afgørelsen herom.
Ved vurderingen af, om der skulle ske annullation
i den foreliggende sag, måtte virkningen af tilsynsrådets
annullation sammenholdes med domstolenes
praksis i sager vedrørende tilsidesættelse
af partshøringspligten i afskedigelsessager.
Indenrigsministeriet fandt, at retspraksis var udtryk
for, at domstolene ikke altid vil nå frem til,
at tilsidesættelse af partshøringspligten – uanset
at den i den konkrete sag ikke har kunnet antages
at have været uden betydning for afgørelsen
– medfører, at den pågældende får krav på løn
m.v. fra opsigelsen.
Efter Indenrigsministeriets opfattelse må tilsynsmyndighederne
derfor i afskedigelsessager
vedrørende tilsidesættelse af partshøringspligten
foretage en vurdering af, hvorvidt der – som følge
af, at der er forløbet lang tid mellem afskedigelsen
og tilsynsmyndighedens afgørelse – efter
omstændighederne ikke bør ske annullation eller
om en eventuel annullation – i stedet for fra tidspunktet
for kommunernes afgørelse om afskedigelse
– først skal have virkning fra tidspunktet for
annullationen.
I den foreliggende sag var det Indenrigsministeriets
opfattelse, at alene hensynet til kommunen
talte imod annullation af afgørelsen om bortvisning.
Konsekvensen af tilsynsrådets afgørelse var, at
dagplejeren fik krav på løn i perioden fra bortvis-
SIDE 16

ningen, og indtil kommunen – hvis der ikke var
fundet en forligsmæssig løsning i sagen – efter
tilsynsrådets annullation eventuelt traf en ny og
lovlig afgørelse om afskedigelse.
Tilsynsrådet traf afgørelse om annullation ca. syv
måneder efter, at kommunen havde truffet afgørelse
om bortvisning. Af de ca. syv måneder, der
forløb fra bortvisningen til tilsynsrådets afgørelse,
udgjorde ca. 2½ måned den tid, der gik, før
dagplejerens advokat indbragte sagen for tilsynsrådet.
Tilsvarende forløb der ca. 2½ måned, inden
kommunen besvarede en høring fra tilsynsrådet
i sagen. Tilsynsrådet traf således afgørelse
i sagen ca. 2 måneder efter, at kommunens høringssvar
forelå.
På denne baggrund var der efter Indenrigsministeriets
opfattelse ikke forhold, der talte imod, at
tilsynsrådet havde annulleret kommunens afgørelse
om bortvisning med virkning fra tidspunktet
for bortvisningen.
[…].”
Den omstændighed, at der nu er forløbet ca. 3 år, siden
beslutningen om afskedigelse blev gennemført, har givet
statsforvaltningen anledning til at overveje, fra hvilket
tidspunkt statsforvaltningens afgørelse om annullation af
beslutningen bør have virkning.
Under hensyn til den ovenfor anførte begrundelse for at
annullere beslutningen, har statsforvaltningen fundet det
rettest at lade annullationen have virkning fra tidspunktet
for gennemførelsen af afskedigelsen (ex tunc). Statsforvaltningen
har herved tillige tillagt det betydning, at årsagerne
til det meget langvarige sagsforløb ikke kan
tilskrives forhold hos Karen Marie Spliid.
Statsforvaltningen anser det ikke for muligt at gøre udtømmende
op med retsvirkningen af annullationen, idet
dette indebærer væsentlige ansættelsesretlige vurderinger,
som det falder uden for statsforvaltningens kompetence
at foretage.
Statsforvaltningen skal i denne forbindelse henvise til bestemmelsen
i den kommunale styrelseslov § 48, stk. 2,
hvorefter statsforvaltningen ikke fører tilsyn med, at kommunerne
overholder ansættelsesretlige regler.
Om rækkevidden af denne regel fremgår af de bemærkninger,
der ledsagede lovforslaget:
SIDE 17

"Bestemmelsen fastslår i overensstemmelse med
gældende praksis, at tilsynet ikke omfatter ansættelsesretlige
spørgsmål.
Baggrunden for denne afgrænsning af tilsynets
kompetence er, at det ikke er ønskeligt, at der for
kommunalt personale åbnes en særlig adgang til
klage over arbejdsgiveren, der ikke står åben for
personale i staten eller i private erhverv. Uoverensstemmelser
om ansættelsesretlige forhold bør
fortsat løses ved hjælp af de almindelige arbejdsretlige
forhandlingsregler og organer til
afgørelse af tvister.
[…]
Statsamtmanden er efter bestemmelsen ikke afskåret
fra i sager, der vedrører uoverensstemmelser
mellem en kommune og dens ansatte, at
tage stilling til kommunens overholdelse af –
skreven eller uskreven – lovgivning, der særligt
gælder for offentlige myndigheder, jf.
afgrænsningen i § 48, stk. 1, f.eks.
offentlighedsloven, forvaltningsloven og
almindelige offentligretlige grundsætninger, i det
omfang, der ikke er tale om særlige
ansættelsesretlige regler. Dette er også i
overensstemmelse med gældende tilsynspraksis.
F.eks. vil det være omfattet af statsamtmandens
kompetence at tage stilling til overholdelsen af
grundsætningen om saglighed i forvaltningen,
lighedsgrundsætningen og proportionalitetsgrundsætningen.
Ikke kun offentligretlige grundsætninger
af almen karakter, men også offentligretlige
grundsætninger på det ansættelsesmæssige
område, der er afledt af de almindelige offentligretlige
grundsætninger, er omfattet. F.eks.
vil det være omfattet af statsamtmandens kompetence
at tage stilling til, om den ulovbestemte
udvidede partshøringspligt, der gælder i visse afskedigelsessager,
er overholdt, ligesom statsamtmanden
vil kunne tage stilling til, om en
kommune ulovligt har sat skønnet under regel
ved at anvende objektive kriterier, f.eks. anciennitet
(SIFU-princippet) i en afskedigelsessag.
Statsamtmanden vil endvidere kunne tage stilling
til, om en ansættelse er sagligt begrundet ved
overholdelsen af princippet om ansættelse af den
bedst kvalificerede, ligesom statsamtmanden også
vil kunne tage stilling til, om en afskedigelse
er sagligt begrundet i f.eks. samarbejdsvanskeligheder
eller strukturomlægninger.
[…]
SIDE 18

I forbindelse med en afgørelse om sanktionsanvendelse
vil statsamtmanden i sager, hvor der
utvivlsomt er sket en tilsidesættelse af lovgivning,
der særligt gælder for offentlige myndigheder,
kunne blive nødsaget til i begrænset omfang
at inddrage ansættelsesretlige spørgsmål, hvis
dette er nødvendigt for at anvende sanktioner
som følge af kommunernes overtrædelse af denne
lovgivning. Det vil således ofte være nærliggende,
at tilsynsmyndigheden ved vurderingen af,
om annullation skal finde sted, inddrager synspunkter,
der svarer til de synspunkter, domstolene
anvender ved afgørelsen af, om retlige mangler
ved en afgørelse skal medføre ugyldighed.
Det vil navnlig komme på tale at vurdere, om
ulovligheden har været af væsentlig betydning for
den trufne beslutning. Det vil eksempelvis ved
vurderingen af, om en kommunes afgørelse om
afskedigelse af en medarbejder skal annulleres
som følge af en sagsbehandlingsfejl, være nødvendigt
i begrænset omfang at inddrage ansættelsesretlige
spørgsmål som led i vurderingen af,
om sagsbehandlingsfejlen har været af væsentlig
betydning for den trufne afgørelse. I modsat fald
ville tilsynet ikke kunne anvende sanktioner som
følge af kommunens overtrædelse af de offentligretlige
regler for kommunernes sagsbehandling,
f.eks. forvaltningsloven, kommunen måtte have
tilsidesat ved afskedigelsen, og hvis overholdelse
påses af tilsynet. Tilsynet vil derfor efter den
foreslåede bestemmelse – og i overensstemmelse
med gældende tilsynspraksis – fortsat ikke være
afskåret fra at inddrage sådanne spørgsmål i
afgørelsen om sanktionsanvendelse."
Samlet er det statsforvaltningens opfattelse, at de ændringer
i både ansættelsesmæssig og forvaltningsmæssig
henseende, der er gennemført i tiden omkring og umiddelbart
efter, at det foreliggende sagskompleks er skabt,
er så væsentlige, at en endelig og fyldestgørende
beslutning om annullationens retsvirkning kun kan
tilvejebringes gennem enten en forhandling mellem de
involverede parter eller ved sædvanlig domstolsprøvelse
af sagens ansættelsesretlige indhold.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvem der må anses for
at være efterfølgermyndighed i forhold til Vestsjællands
Amtskommune i den her foreliggende sammenhæng, skal
statsforvaltningen henvise til Lov om visse proceduremæssige
forhold i forbindelse med kommunalreformen
(Procedureloven) og den dertil hørende Bekendtgørelse
om fordeling af aktiver og passiver, rettigheder og pligter
SIDE 19

og ansatte som følge af opgaveflytninger den 1. januar
2007 i forbindelse med kommunalreformen (bek. nr. 877
af 24. juni 2005). Ifølge bekendtgørelsens § 23 fordeles
aktiver og passiver, som er opstået efter det tidspunkt,
hvor aftaleudkast forelægges, jf. § 9, stk. 1, i lov om visse
proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen,
og som ikke ville være indgået ved beregningen
af nettoformuen efter § 5, samt rettigheder og pligter,
som er opstået efter det tidspunkt, hvor aftaleudkast forelægges,
jf. § 9, stk. 1, i Procedureloven, den 1. januar
2007 fra en myndighed, der nedlægges i henhold til lovgivningen
vedrørende kommunalreformen, i overensstemmelse
med reglerne i § 20, stk. 3 og 4, og § 22, stk. 2.
Fordelingsreglerne er således nærmere beskrevet i bekendtgørelsens
§ 20, hvis stk. 4 har følgende indhold:
"De aktiver og passiver, der indgår i efterreguleringen
efter § 19, og som ikke er endeligt fordelt
ved aftalen eller delingsrådets beslutning eller
omfattet af stk. 2 eller 3, fordeles efter følgende
regler mellem forvaltningsniveauerne:
1) Aktiver og passiver, som udelukkende er knyttet
til en opgave, der overføres i henhold til lovgivningen
vedrørende kommunalreformen, eller
som udelukkende er knyttet til varetagelsen af
kommunalfuldmagtsopgaver, som har en nær og
naturlig tilknytning til en opgave, der overføres i
henhold til lovgivningen vedrørende kommunalreformen,
fordeles til det forvaltningsniveau, der
overtager opgaven.
2) Aktiver og passiver, der ikke er omfattet af nr.
1, fordeles til det forvaltningsniveau, der efter
§ 19 har den største andel af den efterregulerede
nettoformue."
Velfærdsministeriet har i sin skrivelse af 14. december
2007 til tidl. amtsborgmester Hans Jørgen Holm tilkendegivet,
at Region Sjælland i medfør af bestemmelsen i bekendtgørelsens
§ 20, stk. 4, nr. 2, har overtaget Vestsjællands
Amtskommunes opgaver og forpligtelser i forbindelse
med personalesagen. Statsforvaltningen har ikke
grundlag for at foretage en selvstændig efterprøvelse af
spørgsmålet om fordelingen af den efterregulerede nettoformue,
men må henholde sig til Velfærdsministeriets opfattelse.
Statsforvaltningens afgørelse om at annullere Vestsjællands
Amtsråds beslutning af 29. august 2005 om at afskedige
Karen Marie Spliid kan af Region Sjælland indbringes
for Velfærdsministeriet, jfr. bestemmelsen i Lov
om kommunernes styrelse § 52.
SIDE 20

I øvrigt
Statsforvaltningen har ligeledes sendt dette brev til Region
Sjælland og til Folketingets Ombudsmand.
Udtalelsen vil snarest blive offentliggjort på statsforvaltningernes
hjemmeside på Internettet
(www.statsforvaltning.dk).
Med venlig hilsen
SIDE 21