Syv beretninger fra naturen - Det frie Gymnasium

Hvad oplevede 1a mon
på deres hyttetur til Rørvig?
Syv beretninger fra naturen
1
Jeg glædede mig til at komme væk. Væk fra byens stress og jag. Komme ud og opleve et
afslappet naturområde, nemlig Rørvig. Jeg glædede mig til at føle mig fri. Fri fra skolen, fri
fra lektier, fri fra stramme, sure miner, fri fra at være omklamret af dit og dat. Generelt
bare, at føle frihed. Jeg glædede mig til at slappe af med min nye, spændende klasse,
men mest til at lære de fleste bedre at kende. Egentlig var jeg også bange. Bange for at
jeg ikke ville passe ind med de andre typer. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at
tænke på, at de andre med garanti havde det lige sådan. Angst for det sociale samvær.
Jeg regnede lidt med at føle, som Dan Turèll skriver det så smukt: ” Vi rigtige
storby-mennesker, vi asfalt-rotter der lever af benzin og nikotin, vi der altid kommer til at
smile lidt, ikke hånligt, ikke afstandstagende, bare uvilkårligt, når nogen taler om landets
og naturens fredfulde skønhed – vi ville sandsynligvis dø hvis man fjernede os fra betonen
og cementen og neonskiltene.”
Da vi alle sammen stod på Hovedbanegården, kunne jeg ikke helt lade være med at
tænke på, at vi nu skulle til at forlade byen. Forlade København – vores egen lille hverdag.
Hver dag ligner København sig selv, men ingen dage er den ens. Da vi så havde forladt
centrum og sad i toget, var det som i digtet ’Vej-rejsende’: ”Tungt lastet har vi snacks og
forsyninger. Det er tid til at forlade denne by. Det er tid til at stjæle sig væk.” Det var en
dejlig togtur. Der var masser af tid, til at sætte sig og slappe rigtig af. Jeg sad sammen
med de piger jeg danner ’gruppe’ med, og der kom et lille skub af lykke frem i mig. De nye
mennesker – de kunne bringe smilet frem i mig ligeså let, som de gamle. Nogle sad med
slik, andre sad bare med æbler og lignende madpakker. Bagagen fyldte alt i toget, så man
hverken kunne gå eller rejse sig. Det gjorde det på en sær måde hyggeligt. At sidde så
klemt mellem store tasker og glade mennesker, gjorde det lidt huleagtigt. Der gik ikke langt
tid før vi var ude af byen. Helt uden jeg havde tænkt over det, var der ikke andet at se, end