Syv beretninger fra naturen - Det frie Gymnasium

Klima og en hjort i hegnet
Nogle gange er jeg forvirret: Hvad er det jeg vil, og hvor skal undervisningen hen? Og
hvad er det eleverne vil? Får de noget ud af alt det her, eller vil de hellere have det
anderledes, og er det hele bare ved at være forkert?
Sådan har alle det vel nogle gange, og man kan også sagtens være forvirret
uden at have elever og undervisning, og man kan sagtens være forvirret over mere vigtige
ting. Men så er der andre gange – ikke så få – hvor man bare oplever sollyset strømme
ned over Fælledvej. Og det får alting til at skinne inde i Kebab-butikken, og eleverne har
været så entusiastiske og glade. Og man spadserer lige ind i en livmoder og sjæl der
ligger uden for én.
For eksempel var det sådan – hvor væggene i Kebab-butikken, på grund af
lyset, blev grønne som en gyngende alge under båden – da jeg gik hjem sent fredag
eftermiddag efter International Uge på det frie Gymnasium. Det var her sidste fredag, og
som afslutning på ugen stod vi alle sammen i kantinen og en masse elever udklædt som
isbjørne og en masse elever udklædt som isbjerge kom ind, og de legede de var lige ved
at smelte væk, og isbjørnene havde et skilt rundt om halsen og gik rundt til os og efterlyste
et kram og spurgte: - Jeg er en hjemløs isbjørn: har du en fryser jeg må bo i? Er dit
køleskab stort nok?
International Uge var fire dage fra tirsdag til fredag, hvor vi havde besøg af
elever og lærere fra skoler i Belgien, Danmark, England, Frankrig, Holland, Tyskland og
Østrig, og hvor undervisningen var fjernet til fordel for en række workshops, der alle
kredsede om natur og klima.
Jeg var en del af en fantastisk workshop, som handlede om det skiftende syn
på naturen i de sidste 250 år i litteratur, filosofi og kunst. Den var fantastisk, fordi der hver
morgen i fire dage kom de her elever med entusiasme og ideer. Der var heriblandt fem
elever fra skolen Sands i Devon i England: Esme, Iowena, Maya, Zsa-Zsa og Joe. De
besøgte Statens Museum for Kunst og tegnede Botanisk Have. Ditte, Phie, Rose og Tine
(alle fra 1g) lavede en spektakulær skulptur – baseret på en gine – hvorpå de angav de
skiftende syn på naturen fra middelalderen og Descartes, til Rousseau og videre op til
vores tid med inddragelse af naturvidenskab, Camus, Luc Ferry og Dan Turell. Lea og
Nanna fra 3x lavede collager, og arbejdede med Hemingway og Camus og med
Tranströmers haiku-digte. Haiku-digte hører vistnok til i naturen. Man kan ikke skrive dem i

yen. For Haiku-digte afspejler en slags meditativ tilstand af koncentreret sansning, som
byens tempo og forandring synes at umuliggøre. Hos Hemingway fulgte vi figuren Nick
Adams, der fulgte et flodleje og på den måde fik renset sine krigstraumer. Og hos Camus
opdagede vi, hvordan hans barndoms nærhed til og sansning af havet fulgte ham som en
våd nærende understrøm i hans voksne liv i Paris. Det vi var en gang, er her stadigvæk,
og kan redde os, når vi er ved at synke sammen. Og måske har naturen nogle gange den
samme kvalitet.
Det smarte ved naturen er, at når vi er ved at være alt for meget os selv, så er
den der stadigvæk, og den er ikke noget vi har formet, så den ligner os. Den er altid noget
andet.
Jeg var på introtur med 1g´erne i Rørvig. Bag kolonien Skansen og bag hybenroserne,
imellem huset og klitrækkerne, nærmest i læ under klitterne, lå en fodboldbane. Godt
sunket sammen under hybenroser og klitter, lå den dér, algegrøn og skinnende i sollyset,
som inde i Kebab-kiosken på Fælledvej. Der var ikke andet at gøre end at gå ud på
græsset. Slet ikke når solen skinnede på den måde den eftermiddag. Og vi spillede
fodbold, og Louis stod på mål, og vi støttede ham, når de andre en sjælden gang scorede.
Rasmus var faldet i søvn ved siden af stolpen, og Asbjørn løb hele tiden, og jeg ved ikke
hvordan han gjorde det, og Thomas spillede så godt og lavede alle de rigtige ting, virkelig
smukt og effektivt, og Mikkel sled sig op ad banen i det ene løb efter det andet, og når han
fik antydningen af en chance, sparkede han mod målet som en slange, og til sidst kom Liv
ind og scorede de vigtigste tre mål, så vi vandt. Og ude i det høje græs lå alle pigerne og
holdt med os, fordi det var pigerne fra 1a. Imens sank solen lidt, men vi blev høje.
Der var også en masse andet godt at sige om den tur. Det var en fin tur. Solen
skinnede over sundet imellem Rørvig og Hundested, og klasserne mødte hinanden.
Med den her tekst vil jeg gerne byde inden for i medlemsbladet for Støttekredsen. Det er
ment som et velkommen til et vindue ind i Det frie Gymnasium. Velkommen til jer der som
medlemmer af Støttekredsen er med til at bakke op om skolen. Det her blad er en slags
introduktion til livet på Det frie Gymnasium, en samling sansninger af livet som det har
foregået her i sensommeren.
Jeres kontingent går jo ubeskåret til at støtte elever på skolen, der ellers ikke
ville have råd til at deltage på klassens studierejse, og derfor deltager Iben i bladet med
sin rejsebeskrivelse. Iben, som sidste år var med 2p i Amsterdam, har sendt os en

sansningsfuld tekst fra byen. Jeg var også med på turen, og jeg tror at kanalerne og
træerne, som tabte gult løv ud i luften, stadig sidder i os.
De første måneder på Det fri har stået i klimaets og naturens tegn. Som en del
af medlemsbladet får I en collage af 1a-elevers oplevelse af naturen på hytteturen til
Rørvig. Kunne de klare at blive omplantet, borte fra den københavnske hverdag? Hvad
oplevede de i vildnisset? Læs ”Syv beretninger om naturen”.
Man kan have så travlt, at man ikke mærker skyggen fra cyklisten eller hjorten i hegnet.
Men mine damer og herrer: livet er godt, og livet på Det frie Gymnasium er godt. Man kan
blive meget glad for sine elever, og nogle gange interesserer de sig for noget fornuftigt.
Hvad er det for et liv der fylder dem? Det ved jeg ikke. Jeg er ved at være en gammel ræv,
der ikke rigtigt er i live længere. Men prøv at se hvad de skriver i det her blad. Prøv f.eks.
at se hvad de skriver om Rørvig eller Amsterdam, følg f.eks. 1a og deres sansninger. I
deres tekster kan vi komme ind til dem.
John Toldsted (gymnasielærer)
Et lysshow
Gult
Midt i et trafikkryds der splitter Tagensvej fra Blegdamsvej og lader den løbe videre over
søerne, som Fredensgade, skifter den grønne lygte om til gul, og vi løber alle sammen ud
til den lille ø midt i det hele, for ikke at blive kørt ned før den skifter til rød. Her i tusmørket
står så en lille flok mennesker, som ikke kender hinanden, kun parate til at løbe videre i
forskellige retninger.
Jeg kigger op på et kæmpe stort ur, der lyser med store røde digitale numre, og så er jeg
faldet i staver.
Jeg tænker på en historie om en dreng, der engang var kravlet op til uret. Tallene havde
været så store, at de havde været højere end ham selv. Han havde kunne se hele
København. Eller i hvert fald noget af den. Jeg tænker på om man mon egentlig kan se
uret om dagen. Pludselig lægger jeg mærke til, at resten af den lille flok, allerede er ude på
de hvide felter. Sådan går det tit.

Når vi skal rejse til Amsterdam, kan vi falde i staver over noget som vi ikke allerede har
faldet på halen over en milliard gange før.
Jeg glæder mig rigtig meget! Især til at flyve. Jeg håber det bliver en lang flyvetur, selvom
det bare er Amsterdam vi skal lande i.
Mon vi kommer til at snakke meget med hinanden? Det gør vi nok, når vi er der sammen.
Jeg håber at der er et bestemt tivoli i byen, hvor der er en forlystelse, som hedder
BUSTER-MAX. Det er en kæmpe, gigantisk slags arm, der svinger rundt med
menneskene.
Rødt
Præcis som stjerner, går vi ned af en trappe fra flyveren i Amsterdam. Jeg får lyst til alting.
Vi tager med tog og med sporvogn i forvirring, og lander, måske anden gang den dag, på
vores hotel. Vores parallelklasse har fået røde øjne og det er spændende at tale med dem.
Ugen bliver til én dag. Dagen lang, bliver dagen kortere, og tiden svinger os rundt som en
kæmpe, gigantisk arm.
Vi har gået langs kanalerne og kigget op på husene og ned på bådene. Bådene kan have
en have på tagene og husene har store vinduer, for at facaderne vejer mindre, så byen
ikke synker.
Vi har set Amsterdams havnemund, og røget en masse cigaretter. Byen summer inde i os
alle sammen, og jeg føler at vi ryger ud på det samme sidespor. Her kører så få biler, at
man glemmer at se sig for, før man bliver kørt ned af en cykel.
Detaljerne løber efter os, så vi stopper op og holder picnic ved vandkanten. Her snakker vi
sammen, skåler, nyder nuet og roen, og lader hinanden kaste øjnene i vandet, så de kan
svømme lidt rundt og slappe af efter sådan en omgang muskeltræning.
Nætterne ligger nede i den spejlvendte by i kanalerne. Der ligger de i vores bevidsthed og
føles på en måde mere konkrete end dagene. Hotellet er åbent hele tiden og der er et
diskotek i kælderen, to barer og to elevatorer.
Vi har tre køjesenge på værelserne og hinanden som naboer. Anne Marie har købt en lille,
sød fisk, som fortæller hvad man føler. Vi er alle sammen forelskede og byen gynger
næsten. Jeg føler at vi aldrig skal tilbage til noget som helst.

Træernes rødder holder jorden under byen på plads. Vi går en lang tur i parken og drikker
en energidrik på en fredelig bænk. Drikken svarer til syv kopper kaffe. Vi kender ikke
vejene som vi gør i København, så vi farer vild og farer rolig, når vi finder tilbage til det
store, gule skilt, hvor der står: "hotel".
En hemmelig kirke gemmer sig dybt inde i et meget smalt hus. Det har den gjort siden
femtenhundredetallet, selvom det er okay at være katolik i dag.
Vi sejler nettet rundt og finder yndlingshuse på vandet. Nogle med mursten, så man skulle
tro at de synker. Få sejlbåde er allerede sunket, for ejerne har endnu ikke tømt dem for
regnvand. Et strejf af syd hist og her giver mig mere rejselyst, og jeg ønsker mig til at være
i Afrika på Limpopofloden, hvor det ikke er rustne cykler, men anakondaer man kan vente
sig, hvis man falder i. Vores skib kæntrer midt i kanalen og de lokale hjælper os op på
kanten. Det var bare havnen og rundfartsbåden lagde til.
Vi letter igen og lysene fra byen bliver som en himmelvæg, når flyveren drejer og jeg falder
helt i søvn.
Grønt
Når hjulene på flyveren rammer jorden med et bump, vågner jeg brat op og så er vi
kommet hjem. Jeg har helt glemt tivoliet, flyturen og alt det som jeg havde tænkt på inden
turen begyndte. Nu vil jeg blive på sidesporet, som vi havde været på sammen. Mine
propper i ørene er stadig ikke helt forsvundet, så dem holder jeg fast i. Det hjælper hvis jeg
holder mig for næser og puster ud af.
Nu kører bilerne igen og med hele klassen i hovedet, er jeg fanget på den lille ø midt i
krydset. Jeg kigger ud over Fredensbro. Der kommer ikke nogle biler nu. Jeg går bare
over for rødt.
Iben Andrea Jørgensen (2.p)

Hvad oplevede 1a mon
på deres hyttetur til Rørvig?
Syv beretninger fra naturen
1
Jeg glædede mig til at komme væk. Væk fra byens stress og jag. Komme ud og opleve et
afslappet naturområde, nemlig Rørvig. Jeg glædede mig til at føle mig fri. Fri fra skolen, fri
fra lektier, fri fra stramme, sure miner, fri fra at være omklamret af dit og dat. Generelt
bare, at føle frihed. Jeg glædede mig til at slappe af med min nye, spændende klasse,
men mest til at lære de fleste bedre at kende. Egentlig var jeg også bange. Bange for at
jeg ikke ville passe ind med de andre typer. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at
tænke på, at de andre med garanti havde det lige sådan. Angst for det sociale samvær.
Jeg regnede lidt med at føle, som Dan Turèll skriver det så smukt: ” Vi rigtige
storby-mennesker, vi asfalt-rotter der lever af benzin og nikotin, vi der altid kommer til at
smile lidt, ikke hånligt, ikke afstandstagende, bare uvilkårligt, når nogen taler om landets
og naturens fredfulde skønhed – vi ville sandsynligvis dø hvis man fjernede os fra betonen
og cementen og neonskiltene.”
Da vi alle sammen stod på Hovedbanegården, kunne jeg ikke helt lade være med at
tænke på, at vi nu skulle til at forlade byen. Forlade København – vores egen lille hverdag.
Hver dag ligner København sig selv, men ingen dage er den ens. Da vi så havde forladt
centrum og sad i toget, var det som i digtet ’Vej-rejsende’: ”Tungt lastet har vi snacks og
forsyninger. Det er tid til at forlade denne by. Det er tid til at stjæle sig væk.” Det var en
dejlig togtur. Der var masser af tid, til at sætte sig og slappe rigtig af. Jeg sad sammen
med de piger jeg danner ’gruppe’ med, og der kom et lille skub af lykke frem i mig. De nye
mennesker – de kunne bringe smilet frem i mig ligeså let, som de gamle. Nogle sad med
slik, andre sad bare med æbler og lignende madpakker. Bagagen fyldte alt i toget, så man
hverken kunne gå eller rejse sig. Det gjorde det på en sær måde hyggeligt. At sidde så
klemt mellem store tasker og glade mennesker, gjorde det lidt huleagtigt. Der gik ikke langt
tid før vi var ude af byen. Helt uden jeg havde tænkt over det, var der ikke andet at se, end

marker. Det var det samme som i digtet ’kystlandet’: ”elmetræerne og poplerne vendte
deres rygge til. Langs den rumlende station vi fulgte skinnerne”. For det gjorde vi. Vi kørte
bare for fuldt drøn hen ad de uendelige jernbaneskinner.
Inden vi gik i seng, sad vi udenfor på bænkene og drak te. Jeg frøs en anelse. Jeg kunne
mærke teen, som varmede mig indvendigt – kun indvendigt. Det føltes, som om der blev
hældt dejlig, lunt vand på mit skelet, mine organer. Det varme vand løb, som blod rundt i
kroppen på mig. Det nåede bare ikke ud i mine iskolde fingre og min røde næse. Vi lagde
os på bordet og kiggede op på de helt ufattelig klare stjerner. Aldrig før havde jeg set dem
så tydeligt. Himlen var kulsort og alle de tusindvis af stjerner lyste op, som en masse
ildfluer eller lange lyskæder forbundet rundt om hele verdenen. Det var et uendeligt syn,
og jeg kunne ikke tænke andet, end at det nok var noget af det smukkeste jeg nogensinde
havde set.
Morgenen efter vågnede jeg tidligt, sammen med Iben. Vi havde aftalt at stå tidligt op og
gå i bad, så vi kunne blive friske. Jeg orkede næsten ikke. Da jeg vågnede følte jeg mig i
hvert fald ikke frisk! Jeg følte mig træt og ville egentlig bare sove videre. Men efter badet
følte jeg faktisk, at jeg genopstod, som et nyt menneske. Jeg følte mig frisk, fri og fuld af
glæde. Glæde over at endnu en ny, spændende dag ville begynde.
Amalie Aggergaard (1a)
2
Min tur til Rørvig
Så er vi her sgu’, i Rørvig er vi landet
Suger på en cecil, imens jeg stirrer på vandet.
Bydreng i naturen
Korrespondancen er tydelig
Her er kun skov og vand
Trangen er sygelig
Hvor er min by, med bilos og med had?
Intet finder sted her

Kun en evig fred
Roen breder sig, i mit tunge sind
Føler ikke frygten, naturen vinder ind
Et blad daler langsomt fra oven
Alene går jeg nu, dybt inde i skoven
Hvor er de andre, skal finde min koloni
Ingen stemmer, kun mørke
Hvad er jeg havnet i?
Vejen uden ende
Intet kan jeg kende
Kun fremmede lyde
Prøver desperat at tyde
Stierne blir’ smaller’
Ingen som der kalder.
Alene og forladt
Sulten, træt og mat
Mørket blænder mig
Sanserne forstærkes
Jeg gemmer mig
Det som ikke kan ses, kan mærkes
Hører hver en lyd
Famler frem i blinde
Skoven er snedig
Hvad har den i sinde?
Famler mig frem mellem buske, træer og blade
Finder kolonien
Hvilken fryd og hvilken glæde
3
Væk min ven
Her
Naturen fik mig fanget
I sit store spind
God tur, det må jeg sige
Men sku’ jeg bo på landet
Ville jeg skrige
Rasmus Mørck Lange (1a)

Væver jeg mit net af drømme
Tanke strømme
Uden ende
Hvad gemmer du i lommen
Hvor skal du hen
En duft af kanel
Et strejf af spidskommen
Højre eller venstre
Har du tabt dig selv på vejen
Jeg leger gemmeleg med angsten
Forsvind og bliv borte
Op og ned
Ud og rundt
Et helt nyt ord der tegner mine skridt i sneen
Bliv ved og bliv væk
Aldrig fundet
Tabt bag en vogn siger de
Grav dybt siger mor
Dybere hvisker morgentågen
En ny verden i min lomme
Iben Andreassen (1a)
4
Sidder i en hybenbusk og spiser hyben, skriver om hyben, dufter hyben snakker om
hyben, men min hyben elskende veninde Nicoline, hun slapper af i en anden hybenbusk
og ser meget smuk ud.

Hvorfor har vi brug for naturen? Vi har brug for naturen, fordi det er der vi
kommer fra. Vores forfædre boede i naturen så mange år, at det ligger dybt begravet
under en masse normer og nydelige facader. Vi kan fysisk tæmme, trimme naturen, men
ikke styre dens magt på vores sind. Det er sundt at komme ud og stå på en vulkan eller
bare på en klit i Rørvig. Hvis du er helt fortabt i hverdagens trummerum, så tag ud og vær
alene med naturen, eller sammen med en anden fortabt, og nyd det, sans det, tag
udfordringen. Først når du er i et med den vilde natur, du har inde i dit hjerte, kan dit hjerte
holde op med at bløde. Men når det er sket, skal det også holdes ved lige; det skal
oplades, og der skal frisk luft ned i lungerne. Når du først har fået naturen i hjertet, er du
blevet en slave, en slave i lænker, lænker som forbinder dig med naturen og hele tiden
slæber dig tilbage. Du kan prøve at kæmpe imod, men du kæmper en umulig kamp, som
en kamp imod en sumobryder. Nu er du blevet afhængig. Lad vær med at spejl dig i andre,
spejl dig i strandrosen, se at du kan være en strandrose, hvis du vil. Bare tænk med en
strandroses tankegang bare en gang imellem, mærk hvor befriende det er, løb en tur i
skoven, tag ud til havet og mærk, hvordan det trækker i dig.
Det var en af oplevelserne jeg fik i Rørvig. Bare at sidde og tage en lille del af naturen,
som ellers er så kompleks, at man ikke kan gøre andet end at blive overvældet. Men hvis
man tager en af dens fantastiske evolutioner, f.eks. en hyben, og så bare giver den al ens
opmærksomhed, kan man møde naturen på en anden måde, mere i øjenhøjde.
Olivia Kornum Rask (1a)
5
Næste dag er der sat tid af til ”at opleve naturen”, og vi er fire der beslutter at gå ned til
stranden. Her sætter vi os i sandet, og snart høres kun lyden af blyanter mod papir.
Solen skinner ned og varmer ens ryg, i kontrast til det fugtige, kølige sand. Himlen over os
er blå, den slags blå farve der er helt ren, uden skær af noget andet. I horisonten er
akvarellen blandet op med mere vand, og den blå farve er lysere og mere gennemsigtig.
De røde hustage læner sig op af himlen.

Vandoverfladen krakelerer i små bølger, og bølgerne bevæger sig langsomt og monotont
ind mod vandkanten. Vandets brusen er den eneste lyd. Det føles næsten som om der
alligevel er helt stille.
Rose Sofie Levinsen (1a)
6
Jeg er glad for at se Luna. Vi får kaffe og kage, men jeg drikker te. Aftenen melder sig og
nattehimlen over os virker uovervindelig. Der er noget helt specielt ved at sidde i mørket
og snakke med folk under åben himmel. Intet under at mange føler naturen som et
livgivende, nærmest berusende element.
I sit digt ”Efter Langelandsbroen” udtrykker Frank Jæger, at han egentlig ikke
er specielt vild med Langelandsbroen, der forbinder natur og civilisation/by, og spolerer
idyllen. Men jeg må sige, at jeg er glad for denne bro vi nu har bygget mellem Nørrebro,
Møllegade, graffiti, skoleliv, politisk røre og Rørvig, natur, stikkende hyben og den synlige
mælkevej. Det spolerer intet, men bygger tilhørsforhold for os af en helt anden størrelse.
Liv Rabøl Andersen (1a)
7
Mange steder igennem skoven var vegetationen så voldsom, at den nærmest dannede et
tag over vores små identitetsforvirrede teenage-hoveder. Solen spillede igennem bladene,
som igennem grønne mosaikruder.
Da vi gjorde NV hurtigt færdigt, valgte Nicoline, Signe og jeg at lægge os ud i det høje
græs, for at varme os og overvære en spændingsløs fodboldkamp. Vi lå og snakkede,
tyggede på strå og fik røde kinder. Skønt det skarpe i vinden, der tydede på efterår lige
rundt om hjørnet, nød vi at være i naturen. Det var først da Liv kom til spillet, at vi blev
optaget af det. Hun sørgede for en stor sejr til 1.a og der kom tilråb fra det voksende
publikum, dog kun bestående af os piger fra a-klassen.
Om aftenen var der så fantastisk stjerneklart, som der kun kan være et sted så langt fra al
by og gadelygter, som de to feriekolonier var. Her så jeg mit første stjerneskud, omfavnet

af den kolde og fløjlsbløde nat. Her manglede jeg ikke sprækken at putte mønten i, for her
var magi på en måde som kun kan skabes uden menneskehænder.
Aftnerne gik også med en masse spil. Gårdspladsen på Eriksminde blev den sidste aften
omdannet til et mindre kasino. Det viste sig at hele årgangen havde en stor passion for
backgammon, og der blev også dyrket en masse kortspil. Skønt de dalende temperaturer
blev næsten alle siddende ude, undtaget dem der befandt sig inde og spille bordfodbold
og bordtennis. Vi sad ude og blev forkølede, fordi vi kunne.
Jeg blev ikke mere fascineret af naturen end jeg tidligere har været. Jeg kan godt være
enig i at der er noget foruroligende smukt ved naturen, og ved de magter vi ikke kan styre.
Men det vidste jeg godt før vi tog af sted. Jeg elsker at finde mit eget sted at sidde og
tømme hovedet, og der er intet bedre tænkested end midt i noget grønt, midt i noget der
ikke er styret af os mennesker, hvor man kan føle sig lille og omringet af noget trygt.
Øjeblikke som dem har jeg intet problem med at finde tid til, og for mig var turen en
mulighed for at andre elementer skulle mødes, og blandes. Vores egne elementer, os
første g'ere på Det frie gymnasium. Den korrespondance der finder sted mellem
personligheder i et grønt og spirende venskab er lige så efterforskningsværdig som en
hybenbusk.
Vi unge Odysseus´er kom hjem; ændrede? Måske. Hjemme var stadig hjemme, men vi
havde hinanden, og et nyt fællesskab, et nyt andet hjem, Det Frie Gymnasium.
Alma Bille Stræde (1a)

Julie Bjørnø Kåg 1.z