www.munkiana.dk issn: 1397-7172 nr. 36 2007 11. årgang

og modstandsmanden Niels Ebbesen
opfylder betingelserne for at opleve
hver sin kairos, sin besøgelsestid.
13. Kairos og kaldsbevidstheden
Jeg vil afslutte med at pege på en
ejendommelighed i Kaj Munks
tankegang, som forbinder kairos
med kaldsbevidstheden og dermed
viser, at det virkelig drejer sig om et
nøglebegreb hos ham. I Mest lever vi
når vi dør forklarer N. Nøjgaard, at det
var en ”oftere forekommende tanke”
hos Kaj Munk, at ”en enkelt, kortvarig,
tilsyneladende beskeden indsats kan
udgøre kvintessensen af et menneskes
liv”. I dette tilfælde nævner han Valdemar
Rørdam, hvis ”Kongsgave til sit Folk” –
i Munks øjne – var ”den knappe linje,
der i sig selv alene er hans Liv værd:
’Og aldrig kan et Folk forgaa, som ikke
vil det selv’.” (op. cit., s. 76) I Ordets
Dyst og Daad formulerer Nøjgaard den
sammen tanke lidt anderledes: ”at et
Menneske naar sit Livs Bestemmelse
i en enkelt kort Handling”. (op. cit., s.
426) Her nævnes Thomas Cranmer,
fra Cant, eller Johannes Døberen, som
Munk også hentyder til i en prædiken:
”Johannes skal bedømmes efter, ikke
hvad han var før eller siden, men hvad
han var i den Stund, han øvede sit Livs
Daad. Den giver ham evigt Ry...” (ibid.,
s. 427) Det er også tilfælde med den
sang om kong Christian IV, Johannes
Ewald skrev i syngespillet Fiskerne.
Digterens elskede, Arendse, mener i
Munks skuespil Ewalds Død, at denne
sang ”skal leve som den eneste lille
Smule Evighed i hans Værk.” (ibid.)
Meget betegnende betragtede Kaj Munk
Niels Ebbesens dåd som en af disse
gerninger som havde evighedsværdi.
30
Niels Ebbesen var kun en halv
Nat Danmarks Redningsmand
og i sine alle andre Nætter en
ganske almindelig jydsk Herremand,
men dog Danmarks Redningsmand
i alle kommende
Aarhundreder. (Dagen er inde,
MU, 114)
Det er afgørende at forstå det, som ligger
bag den her skitserede tankegang. Det er
nemlig overbevisningen om, at et menneske
ikke kan præstere noget af værdi,
hvis vedkommende ikke får det af Gud.
De store handlinger bliver frembragt af
Guds nåde. Derfor skal den menneskelige
kraft knuses. Hermed kan Guds kraft
”fuldkommes i Magtesløshed”. Det er
betingelsen for at ”Tiden og Evigheden
berører hinanden”. Det er i øvrigt noget
lignende Munk har villet illustrere med
et af sine vanskeligste skuespil, De
Udvalgte, hvor det efter eget sigende
har været hans agt at
levendegøre for Sind af i Dag hin
Bibelens uforfærdede Tankegang,
at det at være en Menneskehedens
Vejviser ikke er lig med at være
Expert i det Gode, at en Helgen
ikke er et Dydsmønster, men en
Sjæl, der tumlende mellem Sejre
og Synder, selv de groveste,
bærer Vidne for Slægterne om
det Navn Gud. (En Digters Vej,
MU, s. 82)
Det er nok ikke for ingenting at to, ja
tre, af hans figurer: biskop Cranmer i
Cant, digteren Johannes Ewald i Ewalds
Død og i en vis forstand også professor
Mensch i Han sidder med Smeltediglen,
forenes i det samme billede med tanke
på oplevelsen af deres respektive kairos,