www.munkiana.dk issn: 1397-7172 nr. 36 2007 11. årgang
www.munkiana.dk issn: 1397-7172 nr. 36 2007 11. årgang
www.munkiana.dk issn: 1397-7172 nr. 36 2007 11. årgang
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
har professor Mensch – en berømt tysk<br />
arkæolog – fundet de to brikker, der<br />
manglede for at få det billede færdigt,<br />
som han har arbejdet på i længere tid.<br />
Dette billede består af nogle potteskår,<br />
som han har bragt hjem efter nogle<br />
udgravninger i udlandet. Lidt senere<br />
kommer frk. Schmidt i al hast fra<br />
kælderen med den allersidste ”brik”,<br />
hvor der står en indskrift, som løser<br />
gåden om ansigtets identitet.<br />
På det subjektive plan har man på<br />
fornemmelsen, at alt dette svarer til<br />
en indvendig udviklingsproces hos<br />
forfatteren. Et vigtigt element, der indtil<br />
da manglede, er nu faldet på plads.<br />
For mig at se repræsenterer potteskårs-<br />
motivet det arbejde, der har fundet<br />
sted i Munks indre i disse år, det hans<br />
modstandere kalder hans politiske<br />
”kovending”.<br />
Det skal være helt klart, at hverken<br />
Mensch eller hans kvindelige assistent,<br />
frk. Schmidt, omvender sig<br />
til kristendommen. Det er biskop<br />
Beugel, der i stykket repræsenterer<br />
kristendommen og kirken. Han er en<br />
modig modstandsmand; men i en vigtig<br />
regibemærkning oplyser Kaj Munk, at<br />
”det er jo det ubegribelige, at han er en<br />
lille hjulbenet og snakkesalig Mand”. (s.<br />
35) Dette svarer imidlertid til en tendens<br />
i Munks senere skuespil, hvor heltene<br />
aldrig er idealiseret, og hvor de til og<br />
med har store skavanker. Dette illustrerer<br />
udmærket stykkets motto: Guds kraft er<br />
ikke afhængig af de mennesker, Gud<br />
bruger som redskaber. ”Kald mig kun<br />
Nar, men glem saa ikke, det var Narrens<br />
Embede at sige Sandheden ved Magtens<br />
Hof.” Det er i hans mund, Kaj Munk<br />
har lagt den kendte replik: ”Lad dem<br />
bare slaa os ihjel Langfredag, vi lurer<br />
dem Paaskemorgen.” (s. <strong>36</strong>-37) Han<br />
28<br />
ærer føreren, men mener, at han ”som<br />
Menneske har Brug for en Kirke til at<br />
sige sig, naar han fejler.” (s. 37) Hans<br />
våben er ordets forkyndelse:<br />
Der spiller mig en Lue herinde<br />
bag Tænderne, se, den er rød.<br />
Holder I ikke op, skal jeg tænde<br />
en Ild over Tysklands Byer og<br />
Sletter og Bjerge med den. Vi<br />
er Tusinder, vi er Titusinder,<br />
Hundredtusinder, der vil løfte<br />
vore Hænder imod jer, til I enten<br />
bøjer jer eller nagler dem, I –<br />
Farisæere, som I engang naglede<br />
hans. (s. 39)<br />
Det er ikke i biskop Beugel, forvandlingen<br />
sker. Fra at være en betingelsesløs<br />
beundrer af den tyske fører og som sådan<br />
antisemit, bliver professor Mensch et helt<br />
andet menneske. Han gifter sig til sidst<br />
med sin kvindelige assistent, nægter den<br />
udmærkelse føreren vil give ham, og går<br />
i eksil. Det gunstige øjeblik – kairos –<br />
kommer for ham, når han sætter føreren<br />
på prøve og opdager, at denne ikke vil<br />
bøje sig for sandheden. Det er i dette<br />
”sandhedsøjeblik”, forvandlingen sker.<br />
Han har ganske rigtigt fået kraft ved den<br />
overnaturlige udstråling, der udgår af det<br />
billede af Jesus, han har rekonstrueret;<br />
men denne stærke oplevelse fører ikke<br />
til hans omvendelse. Han regner med,<br />
at han vil få en søn i sin alderdom, og<br />
denne skal blive ”en god Tysker og et<br />
sandt Menneske” (s. 54) men – vel at<br />
mærke – ikke nogen kristen. Hans brud<br />
med det nazistiske styre koster ham<br />
landets største udmærkelse, han var ved<br />
at modtage fra førerens hånd, og han må<br />
desuden forlade landet. Han er derfor<br />
en slags martyrfigur og er et typisk<br />
eksempel på den proces, en repræsentant