www.munkiana.dk issn: 1397-7172 nr. 36 2007 11. årgang

More documents

Recommendations

Info

Kaj Munks avisartikler i kronologisk orden, er hhv. En Digters Vej og Dagen er inde. Den ene tager således hensyn til den kontinuitet, der findes i forfatterskabet, mens den anden lader forstå, at en bevidstgørelsesproces fandt sted på et bestemt tidspunkt. Det er på samme måde relevant at lægge mærke til nogle af de titler, Kaj Munk valgte for sine artikler og prædikener specielt efter 9. april. Det er naturligvis fremfor alt disse teksters indhold, det kommer an på; men der er desværre ikke plads til mere end nogle spredte citater i dette oplægs sammenhæng. I september 1939 skrev han for eks. ”Sæt Korset imod Krigen!” hvor han afslutter med disse ord: ”Her i Danmark er vi neutrale, dvs. at [...] vor Harme maa koge som Sul under Laag. [...] Og om vi også blev Helte! Om alle vi neutrale Folk, Mænd og Kvinder og Børn, gav os paa Vej til Fronten uden andet Vaaben end et korsmærket Flag i vor Haand!” (Dagen er inde, s. 119-120) Her plæderer Munk tydeligt for ikke-voldelige løsninger. Nogle Dage senere u<strong>dk</strong>om artiklen ”Lad os tage fat!”, hvor han spinder videre på den samme tanke. ”Hvad der kræves af os som Neutrale, det ved jeg ikke. Jeg forstår det slet ikke, at det er muligt at være neutral. Men hvad der kræves af os, der vil kaldes Kristne, det begynder jeg at skimte. Der kræves aktiv Tro. O, hvad er virksom Kristendom? Jeg ved det, men jeg tør næsten ikke sige det. Det er saa stort et Ord, at det knapt gaar an at tage det paa Tungen. For det er Martyrsind. Ved Martyrsindet vandt de første Kristne over Verden; og vi nu har ingen Genvej til Sejren faaet skænket” (s. 122-23) Dette blev skrevet ca. 3 år før den berømte prædiken i København. I ”Dagen er inde” i slutningen af januar 24 1940 slår han fast, at ”Korstogsdaadens Dag er inde”, og han tilføjer som et sidste uimodsigeligt argument: ”Gud vil det”. (s. 131) Han forklarer nu bl.a., at Kristi eksempel ”maner os til at kæmpe for Sejren med foldede Hænder” men forsikrer samtidig, at ”i den Stund, da jeg saa Uskyldighed og Svaghed truet med Skændsel og Vold, vilde jeg betragte mig som en kristendomsløs Sjover, om jeg ikke fulgte den modsatte Anskuelse af den, jeg troede paa.” (s.129) Her kan man konstatere, at en bevidstgørelse har fundet sted. Et skridt er blevet taget. I maj 1940 spørger han ”Hvor gaar vi hen?” Her er der tale om Nikodemus, der ikke mere lod sig ”lamme af det onde i Verden, for han havde mødt noget, der var større” (s. 158) nemlig Jesus selv. Samme måned skriver han ”Mens vi venter”, hvor han stiller det afgørende spørgsmål: ”Hvad skal vi saa bestille, mens vi sidder her og venter paa, at der ingenting sker?” Svaret lyder i bedste Kaj Munk-stil: ”Jeg ved et godt Sted at gaa hen, naar man ikke kan gaa nogen Steder, og det er at gaa i sig selv. Lad os benytte Tiden til at gaa i os selv.” (s. 159) Han maner sine læsere til ”Tro og Udholdenhed”. At landet er midt i en kairos-tid, hvor det gælder at besinde sig, fremgår specielt tydeligt af et afsnit midt i teksten: Med Udholdenhed mener jeg Herredømmet over Nerverne. Dette er en Ildprøve, især for Ungdommen. Kan den bevise sin Danskhed ved, som Kongen fordrer og Sønderjyderne har givet os Helteeksempel paa, at afstaa fra Handling i Utide for des mere at være rede i Tide, da beviser den, jo stærkere des
længere det varer, at denne Feberkrisis for Danmark ikke er Dødens, men Udrensningens, - at Danmark stadig er Livet værd og efter Sygdommen og Operationen vil genvinde sin Sundhed og frisk leve videre, maaske Aartusinder endnu. (s. 160-161) Som vi ser, opfordrer han sine landsmænd ikke til passivitet men til en indre renselse. I en anden passage skærpes tonen, sådan af man er nødt til at forstå, at det ikke er nok med ord: ”Vi protesterede, men naar det ikke var nok, skulde vi have skreget, og naar det ikke var nok, skulde vi have skudt.” (s. 160) I august samme år indeholder hans tale til de danske soldater i Næstved en utvetydig opfordring. Han siger først: ”Konsekvent Fornægtelse af Vold; konsekvent Tro paa Aands Almagt maa jo føre til, at man modstandsløs lader sig stange ihjel af en Tyr...” (s.172) Men han korrigerer straks denne Tankegang: ”Hvis enhver korporlig Modstand mod det onde skal kaldes Overtrædelse af Jesu guddommelige, overmenneskelige Bud om Kærlighed og Tilgivelse, skal kaldes Synd, nuvel, saa kan der indtræffe Tilfælde, hvor Gud af os kræver denne Synd. Vi lever atter i den gamle Pagts Tid...” (s. 173) Her – man skal selvfølgelig tage hensyn til at han taler til soldater – går han ikke af vejen for voldshandlinger og brug af våben. Tre dage senere var han i Gerlev og holdt foredrag for en del studenter. Her minder han bl.a. om at ”uden Langfredag ingen Paaskemorgen 17 ”. (s. 182) I ”Danmark, 17 Han spørger bl.a.: “Eller skal vi fare løs paa Tyskerne med Brø<strong>dk</strong>nive eller lave Sabotage, klippe Telefonledninger over og sprænge Broer der fødes”, et fremtidsrettet indlæg i dagens debat i oktober 1940, beklager han, at der endnu findes ”Præster og Højskolemænd”, der dysser folk i søvn; men han glæder sig også over, at der ”Gudskelov er [...] Folk, der ved, at et nyt Danmark er ved at fødes – med sunde Ben til Marchen ind det nye Tusind Aar”. (s. 202) Titlerne ”Det gamle forpligter til det ny” (nov. 1940) og ”Et haardført og nøjsomt Danmark” (dec. 1940) taler for sig selv. Når han i september 1941 skriver i en artikel i Præsteforeningens Blad, at ”Mine Herrer Embedsbrødre, vor Gerning i Dag er Uforsigtighed” (s. 250), forstår vi imidlertid, at utålmodigheden vokser. Hvilket også fremgår at et kort bidrag med titlen ”Hvorlænge...” (november 1941), hvor han afslutter med at bemærke, at ”Den, der spørger saadan, ved altsaa, at den Tilstand, der skaber bare Spørgsmaal, hører op.” (s. 252) I marts 1943 blev artiklen ”Hvornaar gaar Jorden under?” publiceret, hvor Munk opfordrer de danske kristne til at være årvågne, selv om ingen kan vide, hvornår Jesus kommer igen. Enhver skal være tro i sin gerning. Der skal ske noget. ”Netop fordi vi føler at vi har Eksamen lige over os, hænger vi dobbelt ivrigt i med vort Pensum. Netop vor Fornemmelse af Himlens Nærhed gør os saa tro mod Jorden.” Han kommenterer selv dette udsagn: ”Ikke i Sensation og sygelig Spændthed og overeksponeret Forventning, men i Luften, er det det, du vil have os til?” Og han svarer: “paa ingen mulig Maade. Den Chance er forpasset. Det er vor smertefulde Smerte og Tort. Men den er væk. At gribe til den Slags nu, er Forræderi mod gamle Mor Danmark.” (s. 177- 178) Det er en moralsk opvågnen, han opfordrer til i denne tale. 25
Page 1 and 2: Munkiana nr. 36 2007 11. årgang ww
Page 3 and 4: Indholdsfortegnelse Formanden har o
Page 5 and 6: Universitet afholdt i april et semi
Page 7 and 8: fællesmenneskelig historie, der r
Page 9 and 10: kan frigøre sig fra tidligere gene
Page 11 and 12: udsprang af en refleksion over live
Page 13 and 14: Sydafrika? 6 ” var det retoriske
Page 15 and 16: finder man i slutningen af Mussolin
Page 17 and 18: har til fælles, at deres respektiv
Page 19 and 20: inden Atlantis naaede sin højeste
Page 21 and 22: Efter at Angelika har givet kansler
Page 23: egen del - i hvert fald i besættel
Page 27 and 28: Martyrsind - ikke at de vilde være
Page 29 and 30: for modstandsånden må gå igennem
Page 31 and 32: nemlig det skrøbelige lerkar, der

www.munkiana.dk issn: 1397-7172 nr. 36 2007 11. årgang

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?