www.munkiana.dk issn: 1397-7172 nr. 36 2007 11. årgang

More documents

Recommendations

Info

til den sidste version af stykket 10 – den hvor kansleren går ud til hyldesten. Det er derimod den første, der bedst afslører Munks tanker på et tidspunkt, hvor han begyndte at forstå, hvad diktaturet egentlig stod for. Han fandt det passende at lade helten dø, for at han kunne nå frem til ”den Barmhjertighed, der skænker de Vildfarne Hvilen og Sejr til de Slagne”. At kansleren slet og ret er beskrevet som en ”vildfaren” og ”slagen” person, kaster et besynderligt lys over titlen. Specielt hvis man tager hensyn til, at pavens slutreplik er en syndsforladelse. Det er næsten som om han ville sige, at hensigten helliger midlet: ”og dog er det helligt at hige; vandres bør der, skønt alle Jordens Veje ender blindt.” Vigtigt er det at bemærke, at skuespillet på flere måder står i kairos’ tegn. Kansleren bebrejder sig selv, at han i et ubevogtet øjeblik mistede herredømme over situationen. ”Jeg tøvede et halvt Minut i Forgaars. Det halve Minut indvinder jeg aldrig, om jeg saa bliver hundrede Aar.” (s. 266) Han skulle nemlig have sat sin finansminister, en ”Svindler af Verdensformat”, i fængsel; men han gjorde det ikke. Hermed kunne han have ryddet af vejen et af de mennesker, der var mest interesseret i, at Italien kastede sig ud i en krig. Resten kom af sig selv som en følge af denne fatale forsømmelse. Det er ikke kun denne korte episode, der viser, hvor vigtigt det er at handle ret i en given situation. Hele stykket beskriver nemlig en krise, en typisk kairos-situation. I stedet for at besinde sig og vælge fredens og retfærdighedens vej, vælger kansleren at hovmode sig. Det bliver hans skæbne. Fra hans side set handler han imidlertid 10 Stykket blev aldrig opført med denne slutning. 22 fuldstændig formålstjenligt. Der sker nemlig en slags fødsel, og den lidelse, krigen medfører, er den pris, der skal betales for at nå målet. Det er igen Munks dualisme i renkultur. Kanslerens sejr her og nu er et nederlag i Åndens verden, i evighedens perspektiv 11 . 10. Ventetidens betydning og funktion – Munks journalistik fra 1939 til 1944 Jeg er overbevist om, at forskningen ikke har taget tilstrækkeligt hensyn til kronologien i Kaj Munks produktion 12 især fra midten af 30’erne og ikke mindst i tiden efter 9. april. Der gik næsten 4 år mellem de tyske troppers indmarch i Danmark og mordet på Hørbylunde Bakke; men man betragter ofte det, Munk skrev i denne periode under ét uden at undersøge nærmere, om man faktisk kan identificere en udvikling i hans dramatik, journalistik og prædikener. Dette er vigtigt for nærværende analyse af Kairos-problematikken. Dette kan spidsformuleres på følgende måde: Guds time skulle godt nok ikke foregribes; men hvordan skulle man forholde sig i ventetiden? Det fremgår tydeligt af det foregående, at selve martyrtanken fra ungdommen af var retningsgivende for Kaj Munks kristendomsforståelse. At han for sin 11 Hans ideal – som han vel at mærke har svigtet pga. sit hovmod – sættes imidlertid også i evighedens perspektiv. Det er myten om Roma. Han siger nemlig til sin kone: „Det er godt, du ikke er Roma, Elskede. Vi dør, men Roma bestaar.“ Det er igen forestillingen om idealets evige genkomst, han således refererer til. 12 Det er alligevel ofte blevet fremhævet, at Kaj Munk har gennemløbet en personlig udvikling fra Herodes til Mensch. ”Kroppens Glans er veget for Aandens. Magtens hidsende Blændlys er veget for Sandheds og Kærligheds rene, varme Skær.” Cf. Ole Palsbo, Kaj Munk, 1940, s. 40.
egen del – i hvert fald i besættelsens sammenhæng – så den slags død i øjnene, er hævet over enhver tvivl. Allerede i marts 1939 dvs. temmelig nøjagtigt et år før okkupationen, i anledning af tyskernes indmarch i Tjekkiet, skrev Kaj Munk en artikel med titlen ”Brændende Europa”. Han begynder her med at erkende, at han hører til dem, der i årevis har taget fejl af Hitler, og han spekulerer på, om ikke ”Tidspunktet atter er kommet for Kalanus til at bestige Baalet 13 .” (Dagen er inde, MU, s. 95) Han afslutter med den tungtvejende påstand at ”den største Trøst, man har over for alt det fortumlende og hurlumhejede, der sker omkring os, er den, at een Ret vil de aldrig tage fra en, i hvert Fald ikke saalænge Tiden er heroisk, og det er Retten til at lade sig stille op mod Muren for det, man tror paa og brændende føler for.” (s. 97) I maj 1940 skrev han til en kvinde, hvis mand lige var blevet likvideret af Gestapo: ”Vi er nogen, der begynder at længes efter at opnaa den Død, der blev Deres Mands 14 ”. Og i sit julebrev til Oscar Geismar i 1940 giver han udtryk for sine følelser på følgende måde: ”Jeg længtes at farvelle til Pennen og Scenen og holde mig til Prækestolen alene. Men jeg magter det vel ikke endnu? Og hvor langt er der til Golgatha, det lille private?” (Ibid., s. 221) Man finder her 13 Cf. F. Paludan Müllers drama Kalanus (1854), hvor den indiske asketiske vismand Kalanus i 300-tallet f.Kr. først beundrer den græske verdenserobrer Alexander den Store som en verdensfornyer men bliver i den grad skuffet af ham ved at opdage, hvem han egentlig er, at han til sidst frivilligt ofrer sig på et bål. 14 Kaj Munk, Aldrig spørge om det nytter, Digterenes liv fortalt af ham selv i breve og artikler m.m., Nyt Nordisk Forlag, 1958, s. 216. både en vis længsel efter et altkrævende opgør og overbevisningen om, at tiden ikke er moden endnu. I 1941 mente han, at ”Livsbevarelsen ligger i Golgatha, i at udsætte Skindet 15 ...” Sit foredrag i Kristelig Akademisk Forening i november 1942 afsluttede han med disse utvetydige ord: ”Glem ikke, at der er en ret, de mægtige aldrig kan tage fra os, og det er retten til martyriet!” Ud fra et brev Kaj Munk skrev i sommeren 1942, argumenterer Bjarne N. Brovst med rette for, at der ikke var noget sygt i Munks holdning til martyriet. Han kendte martyriet men søgte det ikke. Munk skrev nemlig: ”Hvor længslen efter Martyriet er til Stede, er der (det tror jeg fuldt og fast på) også noget sygt til Stede. Getsemane er en lærerig Historie. Det var Kristus næsten uovervindeligt med at skulle dø. Nej, lad os gøre det arbejde vi skal gøre uden at skele. Måske er det af og til herligt og af og til et beskidt Job. Men gøres skal det. Basta 16 ...” Hvis man trods alt kan spore en form for længsel efter martyrdøden hos Kaj Munk, kan den bestemt ikke tilskrives en morbid og sygelig trang. Vi husker Munks kendte udtalelse i Vedersø kirke nytaarsdag 1944, tre dage før han blev hentet og skudt af tyskerne: ”Jeg ved, at jeg nu i Maaneder ikke har lagt mig til Ro nogen Aften uden at tænke: ’Kommer de efter dig i Nat?’ Og den Tanke er ikke morsom for en, der elsker Livet, har nok at gøre i sin Gerning og er glad for sin Kone og sine Børn.” (Prædikener, MU, s. 357) De titler, mindeudgavens udgivere har valgt for de to bind, hvor de har samlet 15 Niels Nøjgaard, Ordets Dyst og Daad, 1946, s. 379. 16 Cf. Bjarne Nielsen Brovst, Kaj Munk, Krigen og mordet, 1993, s. 208. 23
Page 1 and 2: Munkiana nr. 36 2007 11. årgang ww
Page 3 and 4: Indholdsfortegnelse Formanden har o
Page 5 and 6: Universitet afholdt i april et semi
Page 7 and 8: fællesmenneskelig historie, der r
Page 9 and 10: kan frigøre sig fra tidligere gene
Page 11 and 12: udsprang af en refleksion over live
Page 13 and 14: Sydafrika? 6 ” var det retoriske
Page 15 and 16: finder man i slutningen af Mussolin
Page 17 and 18: har til fælles, at deres respektiv
Page 19 and 20: inden Atlantis naaede sin højeste
Page 21: Efter at Angelika har givet kansler
Page 25 and 26: længere det varer, at denne Feberk
Page 27 and 28: Martyrsind - ikke at de vilde være
Page 29 and 30: for modstandsånden må gå igennem
Page 31 and 32: nemlig det skrøbelige lerkar, der

www.munkiana.dk issn: 1397-7172 nr. 36 2007 11. årgang

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?