www.munkiana.dk issn: 1397-7172 nr. 36 2007 11. årgang

More documents

Recommendations

Info

54) For sin egen del synes han at ”det er godt således. For saalænge der er Kamp og Sejr og Død paa Jorden, er Jorden god og Livet Livet værd.” (s. 55) Dette er godt nok stykkets sidste replik, men det er klart, at både Allan og Marchanel har forfatterens sympati. Atlantis vil dukke op af havet igen. Fugl Fønix vil blive genfødt af sin aske; men den skal først gennem den nødvendige tilintetgørelse ved ild. Man skal ikke foregribe tingenes gang. Fødslen vil ske naturligt og i rette tid. Det er to diametralt modsatte opfattelser af historiens løb, der således tørner sammen – eller måske rettere: krydser hinanden – i dette skuespil, hvor den for Munk typiske dualisme – dennesidighed vs. hinsidighed – meget tydeligt kommer til udtryk. Sperazios tilsyneladende smagløse brander – ”Ja, det kan man kalde et Kejsersnit” – afslører derfor på en forbavsende måde en af stykkets hovedidéer: hvor vigtigt det er, at man ikke lader kairos gå ubenyttet forbi, det øjeblik hvor ”Tiden og Evigheden berøre hinanden”, for igen at tale med Kierkegaard. 9. Sejrens to slutninger En lignende situation finder man bl.a. i skuespillet Sejren (19<strong>36</strong>). Det mest betegnende og tankevækkende i dette stykke er for mig at se at det fik to diametralt modsatte slutninger. I den ene sejrer en diktatorfigur (en italiensk kansler der minder om Mussolini), mens det er repræsentanten for den evige verdensorden – paven – der i den anden får det sidste ord. Der skal gøres en afgørende forskel mellem paven og den officielle kirke i dette stykke. En gammel kardinal, der befinder sig i den hellige faders 20 umiddelbare omgivelse og varetager kirkens jordiske interesser, er meget kynisk; men paven selv er en ægte idealist 8 . Han opfatter sig selv og opfører sig som Guds talerør. På en måde bliver altså Augustins tanke om civitas dei og civitas terrena og – for den sags skyld – den lutherske lære om de to regimenter delvis respekteret. Vel at mærke: ikke af den officielle kirke og ikke af kansleren, der gør oprør mod Gud. Paven og kansleren har ikke desto mindre et afgørende punkt til fælles, der viser, at de trods alt på en måde er åndsbeslægtede: de sloges om den samme kvinde – Angelika – da de var unge. Da den fremtidige pave var kalveknæet (!), nægtede hun at gifte sig med ham og valgte så kansleren frem for ham. Men der var en tid, hvor begge to havde lige præcis de samme idealer. De ville nemlig frelse hele verden. Det vil paven stadigvæk, mens kansleren nu kun tænker på et enkelt lands frelse, ”om det saa skal koste alle andre Livet”. (s. 278) Kansleren har med andre ord svigtet sin ungdoms idealer. Angelika, et symbolsk navn, er uden tvivl én af de kvindelige skikkelser, som Munk holdt af. Hun spiller en frelserrolle, idet hun griber ind i slutningen af stykket, da kansleren i et raserianfald gør sig klar til en ubarmhjertig kamp mod kirken og nu vil give sig til at erobre hele verden. Hun vil redde ham fra hans hybris, hans overmod, beskytte ham fra forbandelsen. Kansleren opfatter nemlig sig selv som en slags verdensfrelser, som en gud : ”Frelseren er jeg, Roms Ægtefælle, Guden Augustus.” (s. 299) 8 En ung kardinal erklærer sig villig til at dø som martyr og distancerer sig tydeligt fra sin gamle kollegas kynisme og opportunisme; men det er sidstnævnte, som træffer afgørelserne.
Efter at Angelika har givet kansleren et dolkestød, kommer paven og udtaler en slags syndsforladelse post mortem. Hver Menneskets Stræben er skambidt af Synden; og dog er det helligt at hige; vandres bør der, skønt alle Jordens Veje ender blindt. Kun gennem Dødens bitre Lutring naar Sjælene frem til den – Barmhjertighed, der skænker de Vildfarne Hvilen og Sejr til de Slagne. Vobiscum Pax 9 ! (s. 300) Det er altså paven, der får det sidste ord i denne version af stykket. Således blev det skrevet og udgivet; men da det skulle spilles på Folketeatret, blev Munk grebet af tvivl og forestillede sig en helt anden slutning, hvor det kun er Angelika, som dør, medens kansleren siger til sin ven Devetti: ”Nu er Sejren vundet – helt – endelig. Nu kan intet standse mig. Nu er Jorden min. – Kom! Vi gaar ud til Hyldesten.” Denne sidste slutning minder om Herodes i En Idealist, som efter at have dræbt sin kone Mariamme mente, at han var blevet fri og nu kunne leve op til sit store ideal, mens han i virkeligheden fortsat var besat og svækket af mindet 9 I parentes bemærket minder denne hilsen på latin om den afsluttende replik i Ibsens allersidste skuespil Når vi døde vågner, når diakonissen udtaler en forsonende ”Pax vobiscum!” over Professor Rubek og hans model Irene. Hensigten med denne absolution i sidste øjeblik har måske den samme funktion i begge skuespil. Hovedpersonerne dør brutalt, sådan at de objektivt er de tabende, men deres livsgerning (i kunstens verden for Rubeks ve<strong>dk</strong>ommende og i det politiske liv hvad kansleren angår) gør dem værdige til at blive frifundet. For den sags skyld minder det også om den milde dom, der bliver udtalt i slutningen af Goethes Faust: ”Wer immer strebend sich bemüht, den können wir erlösen.” om hende og til syvende og sidst blev overrumplet og fuldstændig sat ud af kurs af hendes tilbagevenden i jomfru Marias skikkelse. Selv om kansleren utvivlsomt har forfatterens sympati, er paven ikke desto mindre dennes egentlige talerør. Han bærer i øvrigt en munkekutte og bliver kaldt for Munken og er derfor på en måde hans navnefælle. I alt fald repræsenterer han et vigtigt aspekt af digterpræstens opfattelse af historiens gang. Kansleren symboliserer den brutale styrke, mens paven symboliserer åndens magt. Derfor anser paven sig selv som den stærkeste. Hans styrke ligger i bønnen. Han er symbol på den evige orden, hvorimod kansleren ”maa nøjes med Muskler”, som han selv siger. (s. 297) Forestillingen, om at der kunne eksistere en anden orden, en tidløs orden, er ikke fremmed for kansleren, selv om han lever kun hic et nunc, her og nu. Maaske vil der komme en Tid for Jorden, da han hersker over den, han derovre, i Fred og Menneskers Velbehag. Men inden den Tid? […] Der vil gaa Aartusinder, inden Mars’s røde Fakkel er slukket imellem Stjernerne. Lad saa Fredsfyrsten sejre engang om en Evighed. Men jeg har et Rige af denne Verden, maa sejre nu, altsaa krige nu. (s. 279-280) Som så mange andre af Munks diktatorfigurer, har kansleren en overmenneskelig dimension. Den stærke mand øver stadig væk en vis fascination over forfatterens sind. Det må indrømmes at titlen passer bedre 21
Page 1 and 2: Munkiana nr. 36 2007 11. årgang ww
Page 3 and 4: Indholdsfortegnelse Formanden har o
Page 5 and 6: Universitet afholdt i april et semi
Page 7 and 8: fællesmenneskelig historie, der r
Page 9 and 10: kan frigøre sig fra tidligere gene
Page 11 and 12: udsprang af en refleksion over live
Page 13 and 14: Sydafrika? 6 ” var det retoriske
Page 15 and 16: finder man i slutningen af Mussolin
Page 17 and 18: har til fælles, at deres respektiv
Page 19: inden Atlantis naaede sin højeste
Page 23 and 24: egen del - i hvert fald i besættel
Page 25 and 26: længere det varer, at denne Feberk
Page 27 and 28: Martyrsind - ikke at de vilde være
Page 29 and 30: for modstandsånden må gå igennem
Page 31 and 32: nemlig det skrøbelige lerkar, der

www.munkiana.dk issn: 1397-7172 nr. 36 2007 11. årgang

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?