www.munkiana.dk issn: 1397-7172 nr. 36 2007 11. årgang

54) For sin egen del synes han at ”det er
godt således. For saalænge der er Kamp
og Sejr og Død paa Jorden, er Jorden
god og Livet Livet værd.” (s. 55) Dette
er godt nok stykkets sidste replik, men
det er klart, at både Allan og Marchanel
har forfatterens sympati.
Atlantis vil dukke op af havet igen.
Fugl Fønix vil blive genfødt af sin
aske; men den skal først gennem den
nødvendige tilintetgørelse ved ild.
Man skal ikke foregribe tingenes gang.
Fødslen vil ske naturligt og i rette tid.
Det er to diametralt modsatte opfattelser
af historiens løb, der således tørner
sammen – eller måske rettere: krydser
hinanden – i dette skuespil, hvor den for
Munk typiske dualisme – dennesidighed
vs. hinsidighed – meget tydeligt kommer
til udtryk. Sperazios tilsyneladende
smagløse brander – ”Ja, det kan man
kalde et Kejsersnit” – afslører derfor
på en forbavsende måde en af stykkets
hovedidéer: hvor vigtigt det er, at man
ikke lader kairos gå ubenyttet forbi,
det øjeblik hvor ”Tiden og Evigheden
berøre hinanden”, for igen at tale med
Kierkegaard.
9. Sejrens to slutninger
En lignende situation finder man bl.a.
i skuespillet Sejren (1936). Det mest
betegnende og tankevækkende i dette
stykke er for mig at se at det fik to
diametralt modsatte slutninger. I den
ene sejrer en diktatorfigur (en italiensk
kansler der minder om Mussolini), mens
det er repræsentanten for den evige
verdensorden – paven – der i den anden
får det sidste ord.
Der skal gøres en afgørende forskel
mellem paven og den officielle kirke
i dette stykke. En gammel kardinal,
der befinder sig i den hellige faders
20
umiddelbare omgivelse og varetager
kirkens jordiske interesser, er meget
kynisk; men paven selv er en ægte
idealist 8 . Han opfatter sig selv og
opfører sig som Guds talerør. På en
måde bliver altså Augustins tanke om
civitas dei og civitas terrena og – for
den sags skyld – den lutherske lære om
de to regimenter delvis respekteret. Vel
at mærke: ikke af den officielle kirke
og ikke af kansleren, der gør oprør
mod Gud. Paven og kansleren har ikke
desto mindre et afgørende punkt til
fælles, der viser, at de trods alt på en
måde er åndsbeslægtede: de sloges om
den samme kvinde – Angelika – da de
var unge. Da den fremtidige pave var
kalveknæet (!), nægtede hun at gifte sig
med ham og valgte så kansleren frem
for ham. Men der var en tid, hvor begge
to havde lige præcis de samme idealer.
De ville nemlig frelse hele verden. Det
vil paven stadigvæk, mens kansleren
nu kun tænker på et enkelt lands frelse,
”om det saa skal koste alle andre Livet”.
(s. 278) Kansleren har med andre ord
svigtet sin ungdoms idealer.
Angelika, et symbolsk navn, er uden
tvivl én af de kvindelige skikkelser, som
Munk holdt af. Hun spiller en frelserrolle,
idet hun griber ind i slutningen af
stykket, da kansleren i et raserianfald gør
sig klar til en ubarmhjertig kamp mod
kirken og nu vil give sig til at erobre
hele verden. Hun vil redde ham fra hans
hybris, hans overmod, beskytte ham fra
forbandelsen. Kansleren opfatter nemlig
sig selv som en slags verdensfrelser,
som en gud : ”Frelseren er jeg, Roms
Ægtefælle, Guden Augustus.” (s. 299)
8 En ung kardinal erklærer sig villig til at dø som
martyr og distancerer sig tydeligt fra sin gamle
kollegas kynisme og opportunisme; men det er
sidstnævnte, som træffer afgørelserne.