www.munkiana.dk issn: 1397-7172 nr. 36 2007 11. årgang

More documents

Recommendations

Info

tredie symbol: fødslen, som optager en nok så stor plads på forskellige steder i stykket. Allerede i akt 2 gør Willi Kuhn biskop Sehnil – hans navn taler for sig selv – opmærksom på, at hans Mester, Jesus, ikke gik ”Fredens og Forstaaelsens Vej” (s. 204), og det er billedet af ”Kvinden, der fødte sit Barn med Smerte”, der falder ham ind, når han tænker på sit lands skæbne. Og når kongen i fjerde akt konstaterer, at solen skinner, mener han, at den har ”taget sit Lykønskningssmil paa” for at ”gratulere med det nye Donlands Fødsel”. (s. 218) Han fremhæver i øvrigt omtalte symbolik endnu stærkere, når han oplyser, at det har taget netop ni måneder – den normale længde for et svangerskab – før man kunne komme så langt, og han fastsætter undfangelsestidspunktet til den dag, hvor hans statsminister, Willi Kuhn, bogstaveligt talt har hjulpet ham i seng næsten mod hans vilje for at kunne træffe de autoritære beslutninger, han anså for nødvendige. En af disse bestod i at føre krig mod nabolandet. Kuhns plan er ikke at afsætte kongen. ”Er Kongen en stærk Mand, bien, lad ham styre selv. Er han svag, kan den, der duer til at styre, let faa ham i sin Magt og saa styre i hans Navn.” (s. 207) Han er endvidere overbevist om, at ”Menneskene er hverken onde eller gode, men en Ting saa uhyggeligt midt derimellem, at kun en Djævel kan herske over dem.” Og ”den Rolle vil [han] ofre sig for Stykket at tage [sig] paa”. (s. 208) Det er ikke en let vej, den stærke mand er kaldet til at gå. ”Jeg førte mit Folk ind i Krigens Lidelse, fordi jeg vilde dets Lykke. [...] For Lykken avles af Lidelsen.” (s. 219) Det karakteristiske er, at Munks første politiske skuespil indeholder alle de elementer, man kan betegne som hans 18 syn på politisk ansvar: det forudsætter offersind og kræver, at man er i stand til at holde ud i krisesituationer, hvad det end måtte koste, indtil løsningen kommer. Det begreb, han spontant fandt på, var kairos, vel at mærke ved at sætte det i forbindelse med lægekunsten og det militære – landet er i krigstilstand –, som det allerede var tilfældet i den gamle græske kulturtradition. Forestillingen om at en modningsproces – en smertefuld besindelse – er nødvendig, spiller en afgørende rolle i den slags handlingsfilosofi. Det er det stik modsatte af tilfældighed. Der findes en afgørende forskel mellem den velvillige men viljesvage konge og hans statsminister. Mens denne – en urokkelig diktatortype – er ”usvigeligt forvisset om, at hvad [han] nu gør, er rigtigt” (s. 209), synes kongen, at man principielt ikke kan være sikker i sin sag. Han indrømmer beredvilligt, at han ikke duer; men han tilføjer meget betegnende: ”Men der kan jo komme en anden, der er bedre begavet og kan tænke det Stykke længere. Og der kan komme en tredie, ikke sandt?” (s. 215) Han udvikler ikke denne tanke; men det er klart, at han her henviser til en anden dimension af tiden end den, hans statsminister er vant til. Som det hurtige handlingsmenneske han er, lever Willi Kuhn udelukkende her og nu. 8. Fugl Fønix – evigheden og nuet Det andet ungdomsskuespil, jeg her vil henvise til, er Fugl Fønix. Den modsætning i tidsopfattelsen, jeg netop har peget på i Operationen, spiller her en afgørende rolle. Den allerførste regibemærkning i Fugl Fønix definerer tidsrammen på en ejendommelig måde: ”Tiden er et Par Aarhundreder,
inden Atlantis naaede sin højeste Kulturudfoldelse og forsvandt i Havet. Eller ogsaa er den om nogle Aartusinder, naar Atlantis atter er dukket op af Havet og vidt fremme igen.” (Fugl Fønix, 1939, s. 8) De to myter – Atlantis og Fugl Fønix – Kaj Munk her refererer til, peger som bekendt i den samme retning. De vækker associationer om udødelighed, evighed, guldalderen med det tabte paradis, evig genkomst. Stykket handler om en international konference, hvor der skal udarbejdes en fredstraktat. Det er sikkert forhandlingerne, der førte til Versailles-freden, Munk her har haft i tankerne. Præsident Allan, Sperazio og Marchanel minder stærkt om Wilson, Lloyd George og Clemenceau. En række af elementer knytter sig udtrykkeligt til fødselssymbolikken, og der hentydes typisk nok flere gange til en for tidlig fødsel. Angsten for i det hele taget at komme før tiden i konkret betydning – kairos-begrebet er lige om hjørnet – findes allerede to gange på de første sider. Alt taler for, at dette motiv spøgte i forfatterens underbevidsthed, mens han skrev stykket. For eksempel i den sidste scene, hvor Allans ædelmodige ideal sættes direkte i forbindelse med juleevangeliet, når præsidenten erklærer: ”Ære være Ideen i det højeste, Fred paa Jorden, i Menneskene Godvilje.” (s. 53) Det er også betegnende, at Allan glæder sig over, ”at Ideen fandt [ham] værdig til at være dens Fødselshjælper ”. (s. 17) I stykkets slutning finder man et i denne sammenhæng afslørende ordspil. Da den besejrede kejser giver Marchanel et dolkestød, river Sperazio en af sin mange vittigheder af sig: ”Det kan man kalde et Kejsersnit.” (s. 42) Ordet ”kejsersnit” passer udmærket til situationen. Både i dets direkte og overførte betydning. Det drejer sig nemlig om en vanskelig fødsel. Den ny verdensorden, der fødes i anledning af den omtalte internationale konference, svarer ikke til Allans ønsker og forventninger. Ildfuglen Fønix repræsenterer idealet (”Idéen”). Den idealistiske præsident er kun dens bærer. Han skulle hjælpe den til verden; men hvis det ikke er lykkedes for ham, så vil det lykkes for en anden, før eller siden. Det er i hvert fald det håb, han giver udtryk for: Mine Herrer, De har sejret. Ja, men ikke over min Tanke. Kun over mig. For Ideen er ful<strong>dk</strong>ommen. [...] Dette er min Sejr og min Glæde, at det var mig, der ikke duede. Ideen vil komme igen, i større og bedre Tjenere, vil atter blive slaaet og atter komme igen. Og efter hvert Nederlag vil den rejse sig rankere og mer og mere moden, til den omsider staar der, uimodstaaelig. (s. 53) I mellemtiden er det Marchanel/Clemenceau, der sætter dagsordenen, med alt hvad det indebærer af krigsofre og lemlæstelser; men denne tingenes tilstand er foreløbig, den er et nødvendigt onde, mens der ventes på noget bedre nemlig den ful<strong>dk</strong>omne verdensorden, der afhænger af én, som tjener ”Idéen” bedre end præsident Allan, der omsider dør af et hjerteslag. I den anledning erklærer Marchanel uden omsvøb: ”Han var ingen Mand. Han var et Luftvæsen, farlig i sin Feber for at hilde denne tunge Klodes Børn i Maanedrømme og Stjernefantasterier. Hans Slags burde uskadeliggøres straks de dukker op.” (s. 19
Page 1 and 2: Munkiana nr. 36 2007 11. årgang ww
Page 3 and 4: Indholdsfortegnelse Formanden har o
Page 5 and 6: Universitet afholdt i april et semi
Page 7 and 8: fællesmenneskelig historie, der r
Page 9 and 10: kan frigøre sig fra tidligere gene
Page 11 and 12: udsprang af en refleksion over live
Page 13 and 14: Sydafrika? 6 ” var det retoriske
Page 15 and 16: finder man i slutningen af Mussolin
Page 17: har til fælles, at deres respektiv
Page 21 and 22: Efter at Angelika har givet kansler
Page 23 and 24: egen del - i hvert fald i besættel
Page 25 and 26: længere det varer, at denne Feberk
Page 27 and 28: Martyrsind - ikke at de vilde være
Page 29 and 30: for modstandsånden må gå igennem
Page 31 and 32: nemlig det skrøbelige lerkar, der

www.munkiana.dk issn: 1397-7172 nr. 36 2007 11. årgang

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?