www.munkiana.dk issn: 1397-7172 nr. 36 2007 11. årgang

More documents

Recommendations

Info

forvandlingsproces. Han har ”omvendt” eller besindet sig. Hans oprindelige oprør mod Gud har hurtigt veget pladsen for en betingelsesløs overgivelse. 16 Og giv mig sligt et Hjerte, at selv om det / skal koste mig alt – alt, hvad tænkes kan, / saa ofrer jeg det dog med ydmyg Glæde, / naar jeg blot ved, det er din Viljes Værk.” (Pilatus og andre Skuespil, MU, 144) Han er nu befriet fra ”Hovmodsdjævlen” (s. 166). Han har nemlig lært, at ”enhver, der hugger sine Fjender ned, / han vinder Ry og Rigdom, Magt og Kvinder, / og derved gavner han sit eget Navn / og binder sig til Verden og til Støvet, / hvorved han løsner sig fra Aand, fra Gud.” (s. 157) Rebekka kommer nu til ham for at få ham til at tage kampen op mod filistrene og sætte sig på tronen. Hun vil ægge hans vrede og fremkalde hans ungdoms heltemod. Men Samson afviser kategorisk hendes tilskyndelse. Ja, gennem Nøden skuer jeg Gud Herren; / bag Døden straaler Evighedens Liv. / I Døden tror jeg bedst, et Menneske / kan gøre Herrens Gerning. Thi i Døden / er Haab om egen Fordel, egen Vinding / Umulighed; dér er kun Haab om Gud.” (s. 167) Han er overbevist om, at ”alene Gud kan redde Israel”. (ibid.) Et af stykkets tilbagevendende motiver er tvangstanken om tidens uafvendelige gang og frygten for, at lade en gunstig anledning gå forbi. I sin allersidste replik indrømmer Rebekka, at hun ”har syndet svart ved dette / at ville foregribe Herrens Vilje” (s. 189). Hun har ikke været i stand til at afvente Guds time. I første omgang nægter Samson at følge hendes plan om at han skal stille sig mellem to kæmpestore søjler og i en voldsom kraftanspændelse få filistrenes tempel til at styrte sammen. Så længe han synes, at hans time ikke er kommet, nægter han at følge hendes råd. I en gribende torturscene, hvor kongen vil tvinge ham til at knæle ned for Dagon, bestemmer han sig dog pludselig til at skride til handling. ”Guds Vilje ske! Nu er hans Time kommen!” (s. 186) Han dør omsider med glæde, efter at Rebekka har erkendt sin synd og bøjet sig for Guds vilje. Hans eksempel skal ”gyde Mod i den forsagte Barm”, og han anmoder også den jødiske ypperstepræst om at advare hans folk mod overmod og hovmod. Netop kairos-begrebet spiller ind her. Dette gunstige øjeblik kræver imidlertid en frivillig ydmygelse og bærer heltens død i sit skød. Rebekkas plan var, at filisterkongen skulle dræbes, sådan at Samson kunne tilrive sig magten. Men ved det ville han være blevet en tyran, en af de mange diktatorfigurer man møder i Kaj Munks teater. Meningen var til gengæld, at han skulle dø som martyr. Han skulle give sig selv som et offer, ”som Aand og kun som Aand”, således at han ”som saadan [kunne] smelte sammen / med ham, om hvem [han vidste], at han i Gryet / indblæste Støvet Livets Aandepust”. (s. 156) 7. Ungdomsskuespillet Operationen – kairos i en politisk situation Jeg skal nu pege på to ungdomsskuespil, som Kaj Munk skrev hhv. i 1920 (eller måske 1919) – på næsten samme tidspunkt som Samson – og 1926. De
har til fælles, at deres respektive emner er udelukkende politiske. Men det mærkelige er, at kairos spiller en afgørende rolle i begge to. Det første hedder Operationen og blev udgivet for første gang i Med Sol og megen Glæde i 1942, sandsynligvis i stærkt forkortet form. Nøjgaard oplyser, at det drejer sig om en ”efter Idéindhold og Handlingsgang saa godt som uændret Udgave af et endnu eksisterende Manuskript fra Digterens Studenterdage: ’Willi Kuhn i Donland’” (Pilatus og andre Skuespil, MU, s. 192). Det er i hvert fald Kaj Munks første egentlige diktatorskuespil, og vigtigt er det at bemærke, at skuespillets to forskellige udgaver ikke falder i akter men – ejendommeligt nok – i fire ”faser”, som udtrykkeligt svarer til et sygdomsforløb nemlig: sygdommen, forværringen, krisen og helbredelsen. Det er i dette stykke man – som allerede nævnt – finder begrebet kairos i den lægevidenskabelige betydning, ordet havde hos Hippokrates og hans discipler. Handlingen foregår i et imaginært land, som hedder Donland og på flere måder minder om Danmark. Det er nemlig et konstitutionelt monarki med et ”venstredemokratisk Ministerium” (Pilatus, MU, 193), som ikke kan få bugt med den sociale agitation. Kongen optræder som et velmenende, samvittighedsfuldt menneske, der har oprigtig omsorg for sit lands skæbne men mangler karakterstyrke og derfor ofte er på grænsen af det latterlige. Kontrasten mellem politikernes leflen for vælgernes gunst og den stærke mands offervilje hører med til stykkets hovedidé. Når alt er overstået, og ro og orden er genoprettet takket være statsministerens modige og brutale metoder, arrangeres der en folkefest, hvor Willi Kuhn viser sig for den jublende skare. Han holder en kort tale: ”En Stat kan kun bestaa ved Samvirken af 3 Faktorer: Guds Naade, een Mands Vilje, og de manges Pligttroskab. Vi takker Gud, der gav os Lidelsen, for Naaden, Kongen, der fastholdt sit Maal, for Viljen og Generalen og vor tavse Hær for Pligttroskaben. Generalen og Hæren leve!” (s. 220-221) Så trækker han sig hurtigt tilbage under et ”Drøn af Hyldest”, men en sceneanvisning viser, at han ikke uden videre er på bølgelængde med folket, der tiljubler ham. ”Glimt af Smerte? Eller af Spot? – hvem ved det – jager hen over hans Ansigt, hvergang hans Navn bæres ind til ham”. Hans sidste replik retter sig til hans bror, som i mellemtiden har indset, at han har taget fejl af ham og nu falder sammen: ”Gør det saa ondt at miste Troen paa Menneskene?” Der findes flere symboler i Operationen; men alle bidrager til at fremkalde idéen om at en ny tid begynder for det imaginære Donland. Den mest oplagte symbolik gælder den sygdom, der skal få en medicinsk behandling og har givet stykket og de forskellige akter deres respektive titler. I sidste akt sammenligner diktatorfiguren sin gerning med et kirurgisk indgreb. En kræftsvulst skal fjernes, og denne ”Kræftsygdom” er ikke andet end ”Illusionssoten”, den forestilling at ”det skubber-sig-nok”. (s. 209) Til denne enkle symbolik kommer – ganske flygtigt – i slutningen af 3. akt billedet af solens ned- og opgang, nattens mørke som efterfølges af dagens lys (s. 216), der minder om død og genopstandelse. I begyndelsen af 4. akt nævner kongen solopgangen, og han knytter den til et 17
Page 1 and 2: Munkiana nr. 36 2007 11. årgang ww
Page 3 and 4: Indholdsfortegnelse Formanden har o
Page 5 and 6: Universitet afholdt i april et semi
Page 7 and 8: fællesmenneskelig historie, der r
Page 9 and 10: kan frigøre sig fra tidligere gene
Page 11 and 12: udsprang af en refleksion over live
Page 13 and 14: Sydafrika? 6 ” var det retoriske
Page 15: finder man i slutningen af Mussolin
Page 19 and 20: inden Atlantis naaede sin højeste
Page 21 and 22: Efter at Angelika har givet kansler
Page 23 and 24: egen del - i hvert fald i besættel
Page 25 and 26: længere det varer, at denne Feberk
Page 27 and 28: Martyrsind - ikke at de vilde være
Page 29 and 30: for modstandsånden må gå igennem
Page 31 and 32: nemlig det skrøbelige lerkar, der

www.munkiana.dk issn: 1397-7172 nr. 36 2007 11. årgang

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?