www.munkiana.dk issn: 1397-7172 nr. 36 2007 11. årgang

More documents

Recommendations

Info

Kairos eller det gunstige øjeblik Et nøglebegreb i Kaj Munks livssyn og forfatterskab Af Marc Auchet, professor, Université de Paris-Sorbonne 1. Indledning Kaj Munks død for morderhånd har vakt mange spekulationer. Fra den største beundring og overbevisningen om at han døde som kristen martyr, til nærmest nedladende eller til og med ondskabsfulde bemærkninger om, at han så at sige havde arrangeret sin egen død, fordi han var udbrændt som digter, eller fordi han ville bøde for sin tidligere politiske blindhed. Det er ikke min agt her at gendrive nederdrægtige påstande. De falder til jorden af sig selv og skal betragtes for det de er. Omtalte spekulationer indbyder trods alt til en nærmere undersøgelse af Kaj Munks opfattelse af martyriet. Langt fra at være en tanke han først fik i okkupationens sammenhæng som en reaktion på situationens alvor spillede ”martyrsindet 1 ” helt fra begyndelsen en central rolle i hans kristendomsopfattelse. Det er det, jeg bl.a. vil pege på i nærværende analyse. Da jeg ikke er teolog men litteraturforsker, vil jeg hovedsagelig sætte fokus på Kaj Munks dramaer; men jeg vil også efter behov inddrage andre aspekter af forfatterskabet, bl.a. journalistikken og prædikenerne. Min hovedtese kan sammenfattes på følgende måde: det, at kristendommen kræver martyriet, var ikke kun en teoretisk mulighed for Kaj Munk, han var tværtimod fra barndommen af overbevist om, at 1 Cf. KMs prædiken i Frue Kirke, 5. dec. 1943, Prædikener, MU, s. 351. 10 martyrsindet – efter Kristus – var ”det næstdyrebareste 2 ” vi har, og dermed en væsentlig bestanddel af det kristne budskab. Spørgsmålet var således ikke om martyriet i det hele taget var berettiget; men om hvornår denne tanke skulle føres ud i livet. Mens jeg gjorde mig nogle tanker om dette, faldt det mig pludselig ind at det kendte græske kairosbegreb – opportunitas på latin – svarer udmærket til denne problemstilling, og jeg vil derfor gerne lægge det til grund for mine overvejelser. I den her omtalte problematik forekommer det mig at være et nøgle-begreb i ordets egentlige forstand. Det åbner nemlig for en bedre forståelse af Kaj Munks måde at tænke og handle på både før og under okkupationen. 2. Kairos-begrebets oprindelse I den græske mytologi var som bekendt Kairos guden for det flygtige øjeblik, det øjeblik man må gribe, fordi det aldrig kommer igen i modsætning til Kronos, der repræsenterede tidens lineære og kvantitative forløb, datid, nutid og fremtid, mens Aion betegnede den uforanderlige tid dvs. evigheden. Billedhuggeren Lysippos skal have fremstillet en statue af Kairos, hvor guden optrådte som en mand, der var skaldet på bagsiden af hovedet men havde en lang hårtjavs på panden som tegn på, at det er om at gøre, at man bogstavelig talt ”griber lejligheden ved hårene”, det vil sige at man ikke forpasser det gunstige øjeblik 3 . Jeg skal ikke her indlade mig på en lang redegørelse om kairosbegrebets forskellige betydninger; men det er vigtigt at understrege, at det 2 Ibid. 3 Det er nok derfor tyskerne siger ”eine Gelegenheit beim Schopfe fassen”.
udsprang af en refleksion over livets praktiske sider. Det gjaldt at finde ud af, hvordan man opnår de bedste resultater på så forskellige områder som retorik, militær strategi, medicin, m.m. At det – bevidst eller ubevidst – netop er den græske kairos-idé, der spillede en central rolle i Kaj Munks måde at tænke på ikke mindst på det politiske område, fremgår meget tydeligt af et skuespil, han skrev i sin ungdom, hvor han sammenligner den krise, et land går igennem med en sygdoms forskellige faser. Ordet ”krise” – krísis på græsk, i betydning af afgørelse, dom – blev i øvrigt anvendt af Hippokrates og hans discipler for at betegne vendepunktet i en sygdomstilstand, det kritiske punkt hvor lægen skal træffe en beslutning. Også her blev altså kairos-begrebet taget i brug. Fælles for de forskellige betydninger af dette ord er, at de alle betegner det korte øjeblik, hvor en handling fører til det ønskede resultat eller mislykkes. Der ligger en hel handlingsfilosofi bag kairos- begrebet. Sidst men ikke mindst har kairos også en typisk religiøs betydning. Det er det, som det nye testamente kalder ”tidens fylde” det vil sige tiden for Jesu komme. Mere generelt er også kairos tiden, hvor Gud åbenbarer sig, det evighedsmættede øjeblik Søren Kierkegaard taler om i Begrebet Angest: ”Øieblikket er hiint Tvetydige, hvori Tiden og Evigheden berøre hinanden.” Der kan utvivlsomt drages afgørende paralleller mellem Kierkegaard og Munk i den henseende; men jeg foretrækker som allerede nævnt en litterær indfaldsvinkel, og holder mig derfor bevidst på afstand af både teologiske og rent filosofiske refleksioner. Evighedsperspektivet er i øvrigt i den grad betegnende for Kaj Munk, at jeg en overgang overvejede at vælge det som tema for denne artikel. 3. Kairos-begrebet i Paul Tillichs kulturteologi Før jeg underbygger min tese med eksempler fra Munks forfatterskab, vil jeg endnu dvæle et øjeblik ved kairosbegrebet. Det er oplagt, at evighedens betydning i forhold til tidsopfattelsen har givet grund til mange spekulationer; men det er slående, at øjeblikket det korte tidsrum hvor en afgørelse træffes, og hvor den enkelte skal handle, har tiltrukket sig stor opmærksomhed fra teologer mht. det politiske livs vilkår i krisetider. Det kunne således være fristende at undersøge Paul Tillichs (1886-1965) kulturteologi, hvor netop kairos-begrebet spiller en central rolle, som ”the point of history in which time is disturbed by eternity” (det punkt i historien hvor tiden bliver forstyrret af evigheden), ”a moment at which history has matured to the point of being able to receive the breakthrough of the manifestation of God 4 ” (et tidspunkt hvor historien er modnet i den grad, at den er blevet i stand til at modtage gennembruddet af Guds åbenbarelse). I dette oplægs sammenhæng er jeg desværre nødt til at forblive ved overfladen af hans ”filosofiske teologi”. Han tilbragte som bekendt flere år som professor ved universitetet i Frankfurt hvor han blev ven med både Adorno og Horkheimer. Man skal lægge mærke til, at han allerede i 20’erne udformede det motto ”Teologi må være angreb” (Theologie muss Angriff sein). I 1919 havde han dannet en arbejdskreds hvis 4 Cf. II Kairos and Logos in The Interpretation of History by Paul Tillich: http://<strong>www</strong>.religiononline.org. 11
Page 1 and 2: Munkiana nr. 36 2007 11. årgang ww
Page 3 and 4: Indholdsfortegnelse Formanden har o
Page 5 and 6: Universitet afholdt i april et semi
Page 7 and 8: fællesmenneskelig historie, der r
Page 9: kan frigøre sig fra tidligere gene
Page 13 and 14: Sydafrika? 6 ” var det retoriske
Page 15 and 16: finder man i slutningen af Mussolin
Page 17 and 18: har til fælles, at deres respektiv
Page 19 and 20: inden Atlantis naaede sin højeste
Page 21 and 22: Efter at Angelika har givet kansler
Page 23 and 24: egen del - i hvert fald i besættel
Page 25 and 26: længere det varer, at denne Feberk
Page 27 and 28: Martyrsind - ikke at de vilde være
Page 29 and 30: for modstandsånden må gå igennem
Page 31 and 32: nemlig det skrøbelige lerkar, der

www.munkiana.dk issn: 1397-7172 nr. 36 2007 11. årgang

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?