www.munkiana.dk issn: 1397-7172 nr. 36 2007 11. årgang

Munkiana 

nr. 36 2007 11. årgang 

www.munkiana.dk issn: 1397-7172

2 

Bestyrelse: 

Kaj Munk Selskabet 

Formand: 

Søren Dosenrode, Elme Allé 8, 9000 Aalborg, 

tlf. 98 10 34 10, E-mail sd@ihis.aau.dk 

Næstformand: 

Peter Øhrstrøm, Stokrosevej 5, 9380 Vestbjerg, 

tlf. 98 29 70 61, E-mail poe@hum.aau.dk 

Kasserer: 

Jørgen Albretsen, Myrdalstræde 273, 9220 Aalborg Ø, 

tlf. 86 21 57 12 / 96 35 91 24, E-mail jalb@hum.aau.dk 

Sekretær: 

Elsebeth Dyekjær Kruse, Strandbakken 67, 4400 Kalundborg, 

tlf. 59 51 55 58, E-mail elsebethkruse@hotmail.com 

Arkivar: 

Vagn Egetoft, Golfvænget 42, 7000 Fredericia, 

tlf. 75 56 22 12, E-mail avegetoft@mail.tele.dk 

Hjemmeside: www.munkiana.dk 

Det planlægges, at munkiana.dk, ud over at være normal hjemmeside for Kaj Munk 

Selskabet, vil indeholde supplerende materiale til artiklerne i de trykte numre af- 

Munkiana. 

Medlemsblad: Munkiana, issn 1397-7172. 

Redaktør: Peter Øhrstrøm. 

Layout: Jørgen Albretsen. 

Cover: Suzanne Eide Knudsen. 

Munkiana nr. 36 er udgivet i samarbejde med Kaj Munk Forskningscentret. 

Kommende Munkiana: 

Nr. 37 bliver et særtryk med artikler fra Kaj Munk Forskningscentrets seminar i 

april 2007 om Kaj Munks dramatik. 

Forventes at udkomme oktober 2007. 

Nr. 38 bliver næste ordinære Munkiana. Deadline 01.11.2007. 

Forventes at udkomme december 2007. 

Forsideillustrationen viser en scene fra “Ordet//07”, som blev opført på Statens 

Teaterskole i maj/juni 2007. Det var en afgangsforestilling baseret på Kaj Munks 

“Ordet” med tilskriving af Andreas Garfield. Forestillingen havde Heinrich 

Christensen som instruktør og Nadia Nabil Nielsen som scenograf. På billedet ses 

Johanne/Johannes spillet af Gry Guldager Jensen. Se i øvrigt omtalen på side 8.

Indholdsfortegnelse 

Formanden har ordet 4 

Søren Dosenrode: Fra Munk til Muhammed..., 

2. internationale Kaj Munk Seminar 5 

Peter Øhrstrøm: Ordet/07-08 6 

Marc Auchet: Kairos eller det gunstige øjeblik, 

et nøglebegreb i Kaj Munks livssyn og forfatterskab 10 

Jørgen Albretsen: Billede fra Lolland 31 

Arrangementskalender 

* 29. og 30. august: 

2. internationale Kaj Munk Seminar ved Kaj Munk 

Forskningscentret. Program og tilmelding på www.kajmunk.hum.aau.dk 

* 3. oktober kl. 13-14.30: 

“Kaj Munk - hans tid og hans kritikere”. Debat 

mellem Henning Tjørnehøj og Svend Aage Nielsen. Arrangør Kaj Munk 

Forskningscentret.Yderligere info kommer på www.kajmunk.hum.aau.dk 

* 7. november: 

Den Danske Skueplads opfører ”De Herrer Dommere” og 

”Før Cannae” i Vor Frelsers Kirke i Aalborg. 

www.dendanskeskueplads.dk/turne.htm 

* 31. december: 

Odense Teater har premiere på “Ordet”. 

0708.odenseteater.dk/01218/01680. 

På turné inden, 0708.odenseteater.dk/documents/00528.pdf 

* 16. april 2008: 

Det Kgl. Teater har premiere på ”Ordet”. Spilles indtil 7. juni 2008 

www.kglteater.dk/Forestillinger/Skuespil/Skuespil_07_08/Ordet.aspx 

Har du husket at betale for 2007? 

Årskontingentet for medlemskab af Kaj Munk Selskabet er 150 kr. (hvilket også 

dækker abonnement på Munkiana). 

Biblioteker og organisationer kan tegne abonnement på Munkiana for 150 kr. 

Hvis du har glemt at betale årskontingent, kan beløbet indbetales på vedlagte 

girokort, som også kan benyttes til frivillig indbetaling af gaver til Kaj Munk 

Selskabets arbejde. 

Via netbank kan indbetaling ske på indbetalingskort type 73, nr. 89402859, eller 

til Lån & Spar Bank reg. nr. 0400, konto nr. 4011 7927 88. Husk at skrive navn og 

adresse i meddelelse til modtager. 

Ekstranumre af bladet Munkiana kan bestilles ved henvendelse til kassereren (se 

side 2). Pris pr. eksemplar er 25 kr. Mindste ordre tre stk. 

Jørgen Albretsen, kasserer. 

3

Formanden har ordet … 

Kære Medlem af Kaj Munk Selskabet! 

Efter generalforsamlingen i januar 

består bestyrelsen af Elsebeth D. Kruse, 

Vagn Egetoft, Jørgen Albretsen, Peter 

Øhrstrøm samt undertegnede. På vores 

første egentlige bestyrelsesmøde den 

17. april brugte vi størsteparten af vores 

tid på at drøfte Selskabets fremtid. 

Grundtonen på mødet var enigheden 

om, at et styrket samarbejde med Kaj 

Munk Forskningscentret (KMF) ville 

være til gavn for begge parter. Referatet 

fra bestyrelsesmødet kan ses på www. 

munkiana.dk. 

Dette nummer af Munkiana er et 

konkret resultat af diskussionen om et 

samarbejde med KMF. Vi blev enige 

om, at bladet, når der er materiale til 

det, udgives i samarbejde imellem 

Forskningscentret og Selskabet. 

Ideen er, at Munkiana ud over at 

bringe meddelelser og oplysninger til 

Selskabets medlemmer, også kan 

fungere som en mulighed for forskerne 

til at videregive nogle af deres analyser. 

Vi forventer, at arkivet, i takt med dets 

registrering, vil bidrage med spændende 

nyt. Den formidlingstradition, som Jens 

Kristian Lings har begyndt, fortsættes 

altså. Selskabets næstformand, Peter 

Øhrstrøm, blev valgt til ansvarshavende 

redaktør for Munkiana. Dermed blev det 

også bekræftet, at bestyrelsen ønsker at 

fortsætte udgivelsen af Munkiana, med 

2-3 numre om året. 

Ved Selskabets generalforsamling blev 

jeg spurgt, hvor generalforsamlingen 

skulle afholdes i 2008. I bestyrelsen er 

4 

vi enige om, at Vedersø er et rigtigt godt 

sted, så længe det er muligt. 

I bestyrelsen er vi også enige om, 

at en velfungerende hjemmeside er 

vigtig. Foreningens nye hjemmeside 

får adressen www.munkiana.dk. 

Hjemmesiden for KMF, www.kajmunk. 

hum.aau.dk vil også indeholde nyttig 

information. 

Der har de seneste år været afholdt 

højskoleseminarer med Kaj Munk og 

hans værker som tema. Bestyrelsen 

syntes, at traditionen skal fortsættes. 

Det store spørgsmål er, om man skulle 

overveje at forlægge seminaret til et 

mere centralt sted end Vestjylland? Vi 

overvejede både Odense og Roskilde, 

men nåede ikke frem til en konklusion. 

Den 7. november kl. 19.00 opføres ’De 

Herrer Dommere’ og ’Før Cannae’ i Vor 

Frelsers Kirke i Aalborg. Det er Den 

Danske Skueplads, der opfører de to 

enaktere. I den forbindelse overvejede 

bestyrelsen, om der ville være mulighed 

for at arrangere en seminareftermiddag 

eller aften, før opførelsen, hvor 

deltagerne ville kunne gå i dybden med 

fx ’mennesket Kaj Munk’ og ’Kaj Munk 

som dramatiker’. Nærmere information 

om denne ide vil blive lagt ud på 

Selskabets hjemmeside eller blive bragt 

i næste nummer af Munkiana. 

Og hvordan er ’Munksituationen’ så 

i dag? Kaj Munk er mere i vælten end 

længe! Både Det kgl. Teater og Odense 

Teater har ’Ordet’ på spilleplanen i 

sæsonen 2007/2008 (se mere herom i 

Peter Øhrstrøms artikel om ’Ordet’ side 

6). I Danmarks Radio var der i februar et 

længere indslag om Kaj Munk; Aalborg

Universitet afholdt i april et seminar om 

Munks dramatik, KMF afholder det 2. 

internationale Munk-seminar den 29. 

og 30. august (se omtale neden for), og 

KMF har inviteret Svend Aage Nielsen 

og Henning Tjørnehøj til at ’krydse 

klinger’ den 3. 10. kl. 13 til 14.30 med 

temaet ’, ’Kaj Munk - hans tid og hans 

kritikere’. Se arrangementskalenderen. 

På denne fortrøstningsfulde baggrund 

ønsker bestyrelsen alle Selskabets 

medlemmer en god sommerferie! 

Søren Dosenrode 

Formand 

Fra Munk til Muhammed – 

Pressefrihed, Censur, Selvcensur 

og presseetik 

Af Søren Dosenrode 

Den 29. og 30. august i år afholder 

Kaj Munk Forskningscentret ved 

Aalborg Universitet sit 2. internationale 

Kaj Munk Seminar. Formålet med 

seminarerne er at sætte fokus på et 

samfundsrelevant tema, der også har 

relation til Kaj Munk. Sidste år var 

temaet ’Kristendom og Modstand – Fra 

Munk og Bonhoeffer til Tutu’, og dette 

års seminar drejer sig om pressefrihed. 

Presse- og i det hele taget ytringsfrihed er 

en af de mest centrale frihedsrettigheder, 

der er i et demokrati. Et demokrati, 

der knægter denne ret, er ikke værd at 

blive kaldt ved dette navn. Derfor er 

pressefriheden også noget af det første, 

der står for skud, når totalitære grupper 

får magten. Det ved enhver. Men hvor 

går grænserne, hvis der da er nogen, 

for pressefriheden? Hvordan overlever 

pressen i et diktatur? Hvor forsigtig skal 

man være med hensyn til at udtrykke sin 

mening over for fx. en stor nabostat? Og 

hvilket etisk ansvar påhviler der pressen, 

når den agerer som demokratiets vagthund? 

Det er de svære og centrale 

spørgsmål, der vil blive taget op på dette 

års seminar. 

Og hvor er så forbindelsen til Kaj Munk? 

I Kaj Munk Forskningscentrets arkiv 

befinder der sig i vært fald tre kortfattede 

breve og en notits, der viser den klare 

sammenhæng. I det første, fra udenrigsministeriet 

(26. maj 1941) forbydes 

genoptrykket af et af Kaj Munks digte 

(’Nu kræver Danmark’), i det andet, 

dateret 6. oktober 1942, skriver Nyt 

Nordisk Forlag til forhandlerne, at ”Paa 

given foranledning anmoder vi Dem 

indtrængende om ikke at udstille mere 

end ét enkelt Eksemplar af Kaj Munk 

Erindringer og ’Snart kan vi vente 

den glimrende Sommer’ – ligesom De 

anmodes om ikke for Tiden at arrangere 

Udstillinger af Kaj Munks Bøger med 

Fotografier af ham og lignende.” Og 

pudsigt nok er der endnu en trykt notits 

uden afsender, men også klassificeret 

’fortroligt’: ”Efter Henstilling er titlen 

på Kaj Munks nye Bog ’Snart kan vi 

vente den glimrende Sommer’ blevet 

ændret til ’Med Sol og megen Glæde’. 

Paa given foranledning anmoder vi 

Dem indtrængende om ikke at udstille 

mere end ét Ekspl. af Bogen”. Det sidste 

brev er fra Jyllands-Posten til Kaj Munk 

personligt (se næste side), hvor Kaj 

Munk ikke får beskeden skjult, men 

direkte, så han ved, hvor han står. 

5

Seminaret tager altså afsæt i Kaj 

Munk (Arense Lund foredrager om 

’Journalisten Kaj Munk’, og Svend 

Aage Nielsen om ’Kaj Munk under og 

efter de to verdenskrige – officiel og 

uofficiel censur af Kaj Munk’), men det 

breder sig senere ud til at beskæftige 

sig med pressen under 2. Verdenskrig, 

under Den kolde Krig og i dag – 

herunder er der en rundbordsdiskussion 

med Flemming Rose (Jyllands-Posten), 

Erik Bjerager (Kristeligt Dagblad) og 

Herbert Pundik (Politiken). Seminaret 

afholdes på engelsk, er gratis, og åbent 

for interesserede (frokost den 29. kan 

købes via Kaj Munk Forskningscentrets 

hjemmeside, hvor programmet også kan 

ses www.kajmunk.hum.aau.dk). Råder 

du ikke over internet, er du velkommen 

til at ringe til centret (96 35 91 23 eller 

96 35 91 24 – i juli måned er centret 

lukket). 

Seminaret bliver sponsoreret af 

Morgenavisen Jyllands-Posten og Det 

Obelske Familiefond, hvilket KMF 

hermed udtrykker sin tak for! 

6 

Ordet/07-08 

Af Peter Øhrstrøm 

Meget tyder på, at det har medvirket til 

en øget opmærksomhed på Kaj Munks 

store drama Ordet, at det var med på 

listen over de 12 vigtigste værker inden 

for dansk scenekunst, da kulturminister 

Brian Mikkelsen d. 24. januar 2006 

lancerede sin Kulturkanon. I hvert 

fald har vi hørt en del til værket og til 

opførelser af det siden. 

På Kulturministeriet hjemmeside 

kan man læse mere om ideerne bag 

kulturkanonen og om debatten om hele 

konceptet. Man kan også finde en del om 

kanonudvalgenes begrundelser for netop 

at udvælge de værker, som er kommet 

med på listen, der angiveligt skulle give 

en god introduktion til dansk kultur som 

sådan. Når det specielt drejer sig om de 

12 sceniske værker, fremhæves følgende 

kriterier for kanonværdigheden: 

”Værket skal repræsentere et nybrud, 

skal fortælle en medrivende,

fællesmenneskelig historie, der rækker 

ud over sin tid. Det skal kunne udfordre 

publikum og teaterfolk af i dag, have 

vist sig holdbart i virkelighedens verden 

og repræsentere et unikt håndværk. Det 

skal kunne spilles i dag og give mening 

for dem, der vil fortælle historien, men 

først og fremmest for det publikum, der 

skal modtage og bruge det. Men vigtigst 

skal værket have den særlige kvalitet, at 

det nærmest skriger på at blive iscenesat 

og i særlig grad lever i mødet med 

publikum.” (www.kum.dk) 

Der kan næppe være tvivl om, at Ordet 

opfylder disse kriterier. Gennem 7 årtier 

– siden det i 1932 for første gang blev 

opført på Betty Nansen Teatret – har 

værket stået sin prøve for et kritisk 

publikum, som gennem stykket er blevet 

konfronteret med tilværelsens store 

spørgsmål – om liv og død samt om 

vort ansvar over for Gud og hinanden. 

Hertil kommer, at det til overflod er 

demonstreret, at værket kan fungere på 

en scene. 

Kulturkanonens egen website www. 

kulturkanon.kum.dk, bør roses for 

klarhed, smukt design og ikke mindst 

masser af muligheder for at gå på 

opdagelse i kanonværkerne. Her 

vises vedrørende Ordet bl.a. et klip 

fra opsætningen af dramaet på Betty 

Nansen Teatret i 1991/92, der havde 

Sam Besekow som instruktør, Morten 

Grunwald som producent og Peter De 

Neergaard som scenograf. Kanon-siten 

gengiver ca. 6 min. fra opførelsen. Det 

drejer sig om scenen med samtalen 

mellem den grundtvigske Mikkel 

Borgen og den indremissionske Peter 

Skrædder (spillet af Aksel Erhardtsen 

og John Martinus). Det er en velvalgt 

scene, der er både underholdende og 

engagerende. Alvorlig og morsom på én 

gang! 

Kanonudvalget kan dog ikke dy sig for 

også at udtrykke en vis reserverethed 

over for Ordet. Man kan gætte på, 

at det hænger sikkert sammen med 

stykkets meget stærke markering af 

det kristne univers og dets betydning 

for menneskelivet. Udvalget må dog 

medgive, at denne kritik forsvinder som 

dug for solen, når man konfronteres 

med det munkske stykkes dynamik. De 

skriver: 

”Intet er nemmere end at kritisere Ordet. 

Både for stykkets radikale genreskred 

fra de første akters folkekomedie til 

de sidste akter, der antager karakter 

af mirakelspil. Og for den villede 

djærvhed, der ofte skæmmer dialogen 

og giver den et snert af kold kalkulering. 

Men kritikken forstummer, for Ordet 

er skrevet med en vildskab, der får en 

til at sluge det scene for scene. Det er 

vanskeligt at finde plads til tvivlen, så 

længe man befinder sig i Kaj Munks 

overspændte univers.” 

Udvalgets anerkendelse af stykkets 

ubetvivleligt store kvalitet må altså 

gå hånd i hånd med påstanden om, at 

Munks univers er ”overspændt” på en 

sådan måde, at det bliver ”vanskeligt at 

finde plads til tvivlen”. Disse bemærkninger 

kan næppe forstås som andet end 

et forsøg på at lægge kritisk distance 

til den tilværelsesforståelse, der tager 

udgangspunkt i troen på en almægtig 

Gud, som er herre over liv og død, og 

som også på en hel konkret og mirakuløs 

måde kan gribe ind i almindelige 

menneskers tilværelse. – Men denne lidt 

7

klodsede afstandstagen til et konsekvent 

kristent verdensbillede får altså heldigvis 

ikke udvalget til at afvise, at Ordet 

fungerer som et overbevisende drama – 

i det mindste på dets egne præmisser. 

Det er klart, at diskussionen om 

miraklets mulighed er et hovedtema 

i Ordet. Dermed er det også oplagt, 

at stykket nødvendigvis må sætte 

religionen på dagsordenen. Som en 

afspejling heraf er det godt, at man 

har på kulturkanonens web-site har 

valgt at medtage artiklen, ”Et under”, 

der er skrevet af Lone Nyhuus, som 

er tidligere danser og koreograf samt 

medarbejder på Teatermagasinet på P2. 

Det hedder heri bl.a. om Kaj Munk som 

dramatiker: 

”Kaj Munk var Danmarks store 

digterpræst. Frem til hans alt for tidlige 

død - han blev skudt af nazistiske 

soldater i 1944 - skrev han med 

udgangspunkt i præstegården i Vedersø 

i Vestjylland digte, artikler og dramaer. 

Det hele var gennemstrømmet af en stor 

tro. På Gud og på Guds ord som det 

milde og frelsende element i en barsk 

hverdag. - Således også i Ordet. Husets 

svigerdatter dør i barselsseng, og ved 

hendes dødsleje bøjer de to gamle fædre 

sig og lader deres børn, Anders og Anne, 

gifte sig med hinanden. Det ene mirakel 

fører det andet med sig: Straks derefter 

bliver Inger, gennem den fromme 

Johannes og hans store tro, vækket fra 

de døde. Sådanne mirakler kan kun Gud 

præstere. Men han kan kun gøre det 

gennem menneskers tro.” 

8 

Ordet på Statens Teaterskole 

I maj-juni 2007 inviterede Statens 

Teaterskole til en utraditionel opsætning 

af Kaj Munks Ordet. Det drejede sig om 

et afgangsprojekt for den unge instruktør, 

Heinrich Christensen. Forestillingen, 

som havde fået titlen Ordet//07, var 

baseret på Munks tekst med tilskrivning 

af Andreas Garfield. Nadia Nabil Nielsen 

var scenograf. Udover studerende fra 

Statens Teaterskole og Skuespillerskolen 

ved Århus Teater medvirkede de 

professionelle skuespillere Nis Bank- 

Mikkelsen og Peter Khouri. 

Ordet//07 er et spændende forsøg 

på at sætte Munks centrale og 

tidløse problematik ind i et moderne 

sammenhæng. Ideen i opsætningen er 

at lade Borgensgård fra Munks drama 

blive opkøbt i en senere generation af 

en moderne familie, der rodløst kæmper 

med sin tids religiøse og eksistentielle 

kriser og frustrationer, som bl.a. opstår 

i konfrontationen mellem en efterkristen 

ateisme og en indvandret islam. 

I forestillingen bliver historien om 

den moderne families værdimæssige 

forvirring ofte afbrudt af flashbacks til 

Munks drama, historien om det, der 

en generation tidligere udspillede sig 

på Borgensgård. Det bliver klart, at de 

to historier trods tidsforskellen i vid 

udstrækning handler om det samme, 

nemlig diskussionen om miraklets, 

det overnaturliges, mulighed. Denne 

problematik viser sig at være aktuel til 

alle tider. Det vil ikke lykkes for det 

moderne menneske at se bort fra den. 

Forestillingens flashback understreger 

derimod, at det ”moderne” menneske 

midt i sit forsøg på at hæve sig over det 

religiøse og metafysiske alligevel ikke

kan frigøre sig fra tidligere generationer 

religiøse dagsorden. Det viser sig, at 

vore forældres og bedsteforældres livtag 

med tilværelsens store spørgsmål også 

er relevante og aktuelle for os i dag. 

Den moderne familie i Ordet//07 

holder nytårsfest med balloner og 

rigelig indtagelse af de våde varer – 

men midt i det hele altså også med 

konfrontationen om meningen med det 

hele, det metafysiske, det religiøse. 

Ligesom Johannes i Munks drama er der 

også i den moderne familie en person, 

som i særlig grad er åndeligt følsom, 

nemlig Johanne. Ved forestillingens 

flashbacks bliver Johanne til Johannes. 

Forsideillustrationen på dette Munkiana 

viser en scene med Johanne/Johannes, 

dygtigt spillet af Gry Guldager Jensen. 

Scenen understreger betydningen af 

opmærksomhed på tilværelsens åndelige 

dimension og dennes kontrast til 

nytårsfestens banalitet. Forestillingens 

fokus på de store spørgsmål om liv 

og død, bliver i øvrigt scenografisk 

understreget af et faretruende hul i 

scenegulvet og desuden også med det 

velvalgte spil mellem lys og mørke. 

Selv om Ordet//07 klart er eksperimenterende 

og meget utraditionel i sin 

anvendelse af materialet, er opsætningen 

som nævnt tro mod det munkske 

hovedtema. Vi præsenteres gennem 

forestillingen for stribevis af 

synspunkter, overvejelser og argumenter 

om Gud, det overnaturlige og 

miraklets mulighed. Dette er genialt i 

forestillingen markeret ved både som 

indledning og som afslutning på stykket 

at lade skuespillerne i munden på 

hinanden udtale forskellige reaktioner 

på og holdninger til det religiøse tema. 

På den måde indrammes hele dramaet 

af denne hovedtematik, og det bliver 

fremhævet, at den stadig er til diskussion. 

Stykket fremtræder i det hele taget som 

en talentfuld, ung instruktørs spændende 

og engagerende nyfortolkning af Munks 

klassiske drama. 

Ordet på Det Kongelige Teater og på 

Odense Teater 

Det er glædeligt, at Ordet i den kommende 

sæson bliver sat op både på 

Det Kongelige Teater og på Odense 

Teater. Ordet er et fantastisk stykke. 

Det er tankevækkende og engagerende. 

Det har skabt og skaber stadig debat, 

engagement og modsigelse. Det sætter 

de vigtige temaer om tro og tvivl samt 

om menneskelivets grundvilkår på 

dagsordenen. Hvordan skal vi forholde 

os til Gud og til hinanden? Det er klart, 

at den debat om de store religiøse temaer 

må føres videre, og at den – på trods af 

statsministerens ønske om det modsatte 

– også må være markant til stede i det 

offentlige rum. Derfor er det godt, at 

den danske teaterverden giver god plads 

til Ordet. 

På Odense Teater instrueres 

forestillingen af Carsten Brandt. 

Teatrets version af Ordet er på turné 

rundt i landet i november og december 

2007. Fra januar 2008 kan forestillingen 

ses på Odense Teaters Store Scene. På 

det Kongelige Teater iscenesættes Ordet 

af svenske Lars Norén, og forestillingen 

kan ses på Skuespilhusets Store Scene i 

perioden 16/4-7/6 2008. 

Vi vil her i Munkiana vende tilbage med 

anmeldelser af de to teatres opførelser 

af Ordet. 

9

Kairos 

eller det gunstige øjeblik 

Et nøglebegreb i Kaj Munks livssyn og 

forfatterskab 

Af Marc Auchet, 

professor, Université de Paris-Sorbonne 

1. Indledning 

Kaj Munks død for morderhånd har 

vakt mange spekulationer. Fra den 

største beundring og overbevisningen 

om at han døde som kristen martyr, til 

nærmest nedladende eller til og med 

ondskabsfulde bemærkninger om, at 

han så at sige havde arrangeret sin 

egen død, fordi han var udbrændt som 

digter, eller fordi han ville bøde for sin 

tidligere politiske blindhed. Det er ikke 

min agt her at gendrive nederdrægtige 

påstande. De falder til jorden af sig 

selv og skal betragtes for det de er. 

Omtalte spekulationer indbyder trods 

alt til en nærmere undersøgelse af Kaj 

Munks opfattelse af martyriet. Langt 

fra at være en tanke han først fik i 

okkupationens sammenhæng som en 

reaktion på situationens alvor spillede 

”martyrsindet 1 ” helt fra begyndelsen 

en central rolle i hans kristendomsopfattelse. 

Det er det, jeg bl.a. vil 

pege på i nærværende analyse. Da jeg 

ikke er teolog men litteraturforsker, 

vil jeg hovedsagelig sætte fokus på 

Kaj Munks dramaer; men jeg vil også 

efter behov inddrage andre aspekter af 

forfatterskabet, bl.a. journalistikken 

og prædikenerne. Min hovedtese kan 

sammenfattes på følgende måde: det, 

at kristendommen kræver martyriet, 

var ikke kun en teoretisk mulighed 

for Kaj Munk, han var tværtimod fra 

barndommen af overbevist om, at 

1 Cf. KMs prædiken i Frue Kirke, 5. dec. 1943, 

Prædikener, MU, s. 351. 

10 

martyrsindet – efter Kristus – var ”det 

næstdyrebareste 2 ” vi har, og dermed 

en væsentlig bestanddel af det kristne 

budskab. Spørgsmålet var således 

ikke om martyriet i det hele taget var 

berettiget; men om hvornår denne tanke 

skulle føres ud i livet. Mens jeg gjorde 

mig nogle tanker om dette, faldt det mig 

pludselig ind at det kendte græske kairosbegreb 

– opportunitas på latin – svarer 

udmærket til denne problemstilling, 

og jeg vil derfor gerne lægge det til 

grund for mine overvejelser. I den her 

omtalte problematik forekommer det 

mig at være et nøgle-begreb i ordets 

egentlige forstand. Det åbner nemlig for 

en bedre forståelse af Kaj Munks måde 

at tænke og handle på både før og under 

okkupationen. 

2. Kairos-begrebets oprindelse 

I den græske mytologi var som bekendt 

Kairos guden for det flygtige øjeblik, 

det øjeblik man må gribe, fordi det 

aldrig kommer igen i modsætning til 

Kronos, der repræsenterede tidens 

lineære og kvantitative forløb, datid, 

nutid og fremtid, mens Aion betegnede 

den uforanderlige tid dvs. evigheden. 

Billedhuggeren Lysippos skal have 

fremstillet en statue af Kairos, hvor guden 

optrådte som en mand, der var skaldet 

på bagsiden af hovedet men havde en 

lang hårtjavs på panden som tegn på, at 

det er om at gøre, at man bogstavelig talt 

”griber lejligheden ved hårene”, det vil 

sige at man ikke forpasser det gunstige 

øjeblik 3 . Jeg skal ikke her indlade mig 

på en lang redegørelse om kairosbegrebets 

forskellige betydninger; men 

det er vigtigt at understrege, at det 

2 Ibid. 

3 Det er nok derfor tyskerne siger ”eine Gelegenheit 

beim Schopfe fassen”.

udsprang af en refleksion over livets 

praktiske sider. Det gjaldt at finde 

ud af, hvordan man opnår de bedste 

resultater på så forskellige områder som 

retorik, militær strategi, medicin, m.m. 

At det – bevidst eller ubevidst – netop 

er den græske kairos-idé, der spillede 

en central rolle i Kaj Munks måde at 

tænke på ikke mindst på det politiske 

område, fremgår meget tydeligt af et 

skuespil, han skrev i sin ungdom, hvor 

han sammenligner den krise, et land går 

igennem med en sygdoms forskellige 

faser. Ordet ”krise” – krísis på græsk, 

i betydning af afgørelse, dom – blev i 

øvrigt anvendt af Hippokrates og hans 

discipler for at betegne vendepunktet i 

en sygdomstilstand, det kritiske punkt 

hvor lægen skal træffe en beslutning. 

Også her blev altså kairos-begrebet 

taget i brug. Fælles for de forskellige 

betydninger af dette ord er, at de alle 

betegner det korte øjeblik, hvor en 

handling fører til det ønskede resultat 

eller mislykkes. Der ligger en hel 

handlingsfilosofi bag kairos- begrebet. 

Sidst men ikke mindst har kairos også 

en typisk religiøs betydning. Det er det, 

som det nye testamente kalder ”tidens 

fylde” det vil sige tiden for Jesu komme. 

Mere generelt er også kairos tiden, hvor 

Gud åbenbarer sig, det evighedsmættede 

øjeblik Søren Kierkegaard taler om i 

Begrebet Angest: ”Øieblikket er hiint 

Tvetydige, hvori Tiden og Evigheden 

berøre hinanden.” Der kan utvivlsomt 

drages afgørende paralleller mellem 

Kierkegaard og Munk i den henseende; 

men jeg foretrækker som allerede 

nævnt en litterær indfaldsvinkel, og 

holder mig derfor bevidst på afstand 

af både teologiske og rent filosofiske 

refleksioner. Evighedsperspektivet er 

i øvrigt i den grad betegnende for Kaj 

Munk, at jeg en overgang overvejede at 

vælge det som tema for denne artikel. 

3. Kairos-begrebet i Paul Tillichs 

kulturteologi 

Før jeg underbygger min tese med 

eksempler fra Munks forfatterskab, vil 

jeg endnu dvæle et øjeblik ved kairosbegrebet. 

Det er oplagt, at evighedens 

betydning i forhold til tidsopfattelsen 

har givet grund til mange spekulationer; 

men det er slående, at øjeblikket det 

korte tidsrum hvor en afgørelse træffes, 

og hvor den enkelte skal handle, har 

tiltrukket sig stor opmærksomhed fra 

teologer mht. det politiske livs vilkår 

i krisetider. Det kunne således være 

fristende at undersøge Paul Tillichs 

(1886-1965) kulturteologi, hvor netop 

kairos-begrebet spiller en central rolle, 

som ”the point of history in which time 

is disturbed by eternity” (det punkt i 

historien hvor tiden bliver forstyrret af 

evigheden), ”a moment at which history 

has matured to the point of being able 

to receive the breakthrough of the 

manifestation of God 4 ” (et tidspunkt 

hvor historien er modnet i den grad, 

at den er blevet i stand til at modtage 

gennembruddet af Guds åbenbarelse). 

I dette oplægs sammenhæng er jeg 

desværre nødt til at forblive ved 

overfladen af hans ”filosofiske teologi”. 

Han tilbragte som bekendt flere år som 

professor ved universitetet i Frankfurt 

hvor han blev ven med både Adorno 

og Horkheimer. Man skal lægge mærke 

til, at han allerede i 20’erne udformede 

det motto ”Teologi må være angreb” 

(Theologie muss Angriff sein). I 1919 

havde han dannet en arbejdskreds hvis 

4 Cf. II Kairos and Logos in The Interpretation 

of History by Paul Tillich: http://www.religiononline.org. 

11

hovedopgave blev udgivelsen af ”Blätter 

für Religiösen Sozialismus” (1920- 

1927). Betegnende nok blev denne kreds 

kaldt... ”Kairos-Kreis”. Jeg skal til sidst 

kun minde om, at Tillich 1933 måtte 

emigrere til USA som resultat af hans 

modige optræden mod det nazistiske 

styre. Jeg er klar over, at der findes 

eminente forskelle mellem Tillich og 

Munk; men det var mig magtpåliggende 

at pege på, at begge to havde en – lad 

os kalde det: – ”eksistentiel” tilgang 

til teologien samtidig med, at de 

bekæmpede nazismen og var derfor i 

bred forstand ”politisk engageret”. I 

denne deres kamp mod uretten spillede 

forestillingen om, at det gjaldt at finde 

Guds time, det rette øjeblik (kairos), en 

afgørende rolle for begge to. 

4. En Kairos-tradition i den politiske 

kamp mod uretten? 

Flere eksempler viser, at kairos i nyere 

tid har været et operativt begreb for 

en række teologer og har bidraget til 

at skabe en vis tradition, når der er 

tale om at bekæmpe en eller anden 

uret i en given politisk situation. Jeg 

tænker her først og fremmest på det 

kendte KAIROS-dokument, der blev 

publiceret i Sydafrika i september 1985 

med over 150 underskrifter af gejstlige 

og lægmænd, der var engageret i 

befrielseskampen og modstanden mod 

apartheidregeringen. Det var det første 

eksempel på den såkaldte ”kontekstuelle 

teologi” og ”befrielsesteologien” i 

denne sammenhæng, og det udløste 

stærke reaktioner og hidsige debatter 

over hele verden. I denne teologiske 

kommentar til landets politiske situation 

blev ordet kairos opfattet i dets bibelske 

betydning som et sandhedsøjeblik i 

en akut krisetid, det tidspunkt hvor en 

12 

besindelse en radikal omvendelse skulle 

finde sted i overbevisningen om, at 

hvis man således gjorde bod, ville det 

blive efterfulgt af en synlig forandring, 

og man ville skride til handling. Der 

var tale om en ”bibelsk teologi som 

indebærer direkt konfrontation med det 

ondes kræfter i stedet for en teologi der 

betyder forsoning med synd og djævel” 

(Cf. omtalte dokument). Allan Boesak 

var som bekendt en af dem, der kaldte 

til et opgør med det onde. Når jeg 

nævner specielt ham, er det fordi han 

fandt en kraftig inspiration i Kaj Munks 

forfatterskab og eksempel. Han havde 

nemlig fundet en billigbogsudgave af 

Kaj Munk-prædikener og taler hos en 

boghandler allerede i 1979 i Holland og 

havde således stiftet bekendskab med 

hans liv og virke. Titlen på et foredrag, 

han holdt så tidligt som i 1984, taler 

for sig selv: ”A holy rage for justice – 

Kaj Munk and South Africa”. Året før 

havde han i sin egenskab af formand 

for ”World Alliance of Reformed 

Churches” deltaget i kirkedagene i 

Silkeborg og i den anledning aflagt et 

besøg hos Lise Munk i Vedersø. Pastor 

Paul Honoré var til stede i Silkeborg i 

sin egenskab af generalsekretær for De 

samvirkende Menighedsplejer og hørte 

Boesak i den anledning. Han er nok en 

af de allerførste, der blev opmærksom 

på, hvilken betydning Kaj Munk har 

haft for ham 5 . 

”Er det ikke utilladeligt sådan at 

spænde Kaj Munk for de sortes vogn i 

5 Cf. Allan Boesak, Livet værd, Artikler, 

prædikener og taler fra den sydafrikanske befrielseskamp, 

Redigeret og indledt af Flemming 

Behrendt, Gad 1984. Se også Paul Honoré, „Kaj 

Munk, Allan Boesak og Sydafrika“, in Kaj Munk, 

Dansk rebel og international inspirator¸ red. af 

Marc Auchet, med fl., Akademisk Forlag, 1995, 

s. 198-209

Sydafrika? 6 ” var det retoriske spørgsmål 

Ricardt Riis dengang sognepræst i 

Horsens stillede i en piece, der hed ”Kaj 

Munk om KAIROS-dokumentet” og 

blev publiceret i Præsteforeningens blad 

i marts 1986. Det skal understreges med 

eftertryk, at denne artikel ikke havde 

spor at gøre med Allan Boesaks besøg 

i Danmark. Riis refererer i hvert fald 

ikke til det og oplyser, at han ”tilfældigt 

fik tilsendt KAIROS-dokumentet lidt 

før Kaj Munk-udsendelserne vistes i 

fjernsynet”. Den tv-serie, han nævner 

her, vakte i øvrigt en del opmærksomhed 

omkring Vedersøpræsten men fokuserede 

næsten udelukkende på hans liv 

og originale personlighed. Det skyldes 

altså en tilfældighed, at Riis fik øje på 

”lighedspunkterne mellem Kaj Munk 

og KAIROS ikke blot lighedspunkter 

i situationen også lighedspunkter 

i teologien”. Nogle måneder 

efter, at han havde opdaget denne 

”overraskende overensstemmelse” 

mellem digterpræsten og den sydafrikanske 

befrielsesteologi, fandt han 

problemstillingen i den grad relevant, 

at han forfattede en ny artikel denne 

gang om noget så udæskende som 

”Luther og Kairos-dokumentet”. Jeg 

skal ikke opholde mig ved den grundige 

teologiske diskussion, disse overvejelser 

gav stof til. Det var mig om at gøre 

at dokumentere, at en række grunde 

indbyder til at opfatte kairos som et 

centralt begreb for forståelsen af Kaj 

Munks handlingsteologi. 

Disse betragtninger vil jeg afslutte med 

at præcisere, at det sydafrikanske Kairosdokument 

har inspireret flere tilsvarende 

tiltag i andre dele af verden. I 1988 blev 

over hundrede teologer og lægmænd fra 

6 Venlig stillet til min rådighed af forfatteren. 

Elektronisk version. 

Centralamerika enige om at offentliggøre 

dokumentet ”Vejen til Damaskus – 

Kairos og omvendelsen” rettet mod 

især den amerikanske imperialisme og 

kolonialisme. Året efter, i 1989, blev det 

europæiske netværk ”Kairos Europa” 

oprettet af en del økumeniske grupper, 

der satte sig som formål at fremme 

”et socialt retfærdigt, levedygtigt og 

demokratisk Europa”. 1996 satte dette 

netværk en bred diskussion i gang med 

tanke på udfærdigelsen af et europæisk 

kairos-dokument. Processen er så vidt 

jeg ved stadig væk under udvikling. 

Hermed være sagt, at kairos-begrebet 

har været og fremdeles er et frugtbart 

redskab i debatten om, hvorvidt man 

som kristent menneske er berettiget til 

at gøre modstand mod øvrigheden. 

5. Samson-motivet i Kaj Munks 

forfatterskab 

Et af de bedste beviser, på at tanken på 

martyriet fra ungdommen af hørte med 

til Kaj Munks kristendomsforståelse, er 

det gribende digt ”Mester med den tunge 

Tornekrone”, der som bekendt blev 

skrevet i 1921. På affattelsestidspunktet 

var han altså kun 23, han havde ikke 

afsluttet sin uddannelse som præst og 

havde hverken kone eller børn. 

Mester med den tunge Tornekrone 

/ jeg kan ikke følge dig, / naar en 

Præstegaard, en venlig Kone / og 

to raske Drenge lokker mig. 

(Digte, MU, 59) 

Digtets sidste vers taler for sig selv: 

Mester med den tunge 

Tornekrone: / ”Hvo sit Liv vil 

bjerge, naar det ej!” / Hjælp mig 

da trods Præstegaard og Kone, / 

ja, selv Drengene at følge dig. 

13

At digteren hermed havde ”martyrkronen” 

i tanke er hævet over enhver 

tvivl. Han skriver nemlig bl.a. om ”de 

mørke Blodspor til [Jesu] Grav”, som 

”vidner, at [han] ogsaa stiller Krav!” 

Forestillingen, om at et idyllisk liv i et 

harmonisk hjem kunne hindre en mand 

med et kald i at fuldføre den gerning, 

Gud har forudset for ham, forekommer 

bl.a. i flere af Munks skuespil, for eks. i 

et utrykt og ufuldendt drama Saul, i Niels 

Ebbesen eller i det sidste skuespil, vi har 

fra hans pen, Alverdens-Urostifterne. 

Der findes imidlertid et andet – mere 

grundlæggende – motiv i Kaj Munks 

forfatterskab, som med al tydelighed 

beviser, at han på et meget tidligt 

tidspunkt var klar over, ”at døden i sig 

selv bliver livets afgørende indsats”, eller 

som det står i digtet til de finske helte: 

”mest lever vi, naar vi dør 7 ”. Jeg tænker 

på Samson-motivet et yndlingstema hos 

ham, som forekommer i nogle af hans 

breve og flere steder i hans forfatterskab. 

Hans ”aabne Brev til en Minister” i Den 

Skæbne ej til os (1943) er ofte blevet 

citeret: ”Og aldrig bli’r Samson Filister. 

/ Før sprænger han Tempelets Hvælv 

/ for Fjenden at knuse, Minister, / om 

saa han skal knuse sig selv.” (Digte, 

MU, 275). Hvor relevant billedet af den 

blinde Samson var for digterpræsten 

i besættelsens sammenhæng, fremgår 

også af den modige prædiken, han holdt 

på nytårsdagen i 1943. Dette sit forsøg 

på at få danskerne til at ”tænke stort” 

afslutter han med det opråb: 

14 

Før os, Kors i vort Flag, før os 

til at kæmpe paa Linje med det 

lænkede Norge og det blødende 

Finland i Nordens Kamp mod 

7 Cf. Niels Nøjgaard, Mest lever vi når vi dør, 

Syv skitser om Kaj Munk, 1973, s. 59. 

den Ide, der er modsat alle vore, 

før det gamle Danmark frem til 

dets nye Aand. (Prædikener, 

MU, 340) 

Det er vel at mærke netop Samsonmotivet, 

der i denne forbindelse faldt 

ham ind, da han skulle forklare, hvad 

han på det tidspunkt forventede af 

danskerne. ”Lad os faa Mod til at vende 

tilbage til Troskab mod det, vi tror paa, 

om saa Fængslerne skal fyldes, til de 

sprænges. De, der villigt har ladet sig 

barbere i Nakken til Ære for Filistrene, 

maa jo kunne dreje Kværnen i Gaza saa 

længe for dem, at Haaret igen en Dag 

er vokset ud.” (Prædikener, MU, 340- 

341) Kaj Munk var tydeligt fascineret 

af to hovedaspekter i Samson-motivet: 

hans ydmygelse – han er blind og drejer 

kværnen i Gaza – og hans stordåd 

i dødsøjeblikket, da templet falder 

sammen. 

Det samme billede finder man igen i 

Havet og menneskene (1929), et skuespil 

der efter min mening fortjener en større 

opmærksomhed, end det ofte er tilfælde. 

Jeg vil her kun fremhæve, at stykkets 

kvindelige diktator-figur – Alma Jensen 

– udtrykkeligt sammenligner sig selv 

med Samson og beslutter så at dø med 

”filistrene” dvs. hendes fjender i sognet. 

(Cant og andre skuespil, MU, 66, 70, 

87) Det gør hun, idet hun fuldtstændig 

identificerer sig med den stormflod, 

der river alt med sig i slutscenen, hvor 

det altopslugende hav – Vesterhavet – 

til syvende og sidst bliver symbol på 

kærligheden og på Guds barmhjertighed. 

Idéen bag dette er, at døden bliver Alma 

Jensens måde at sejre på og det totale 

sammenbrud en åben dør mod en evig 

ordning. 

En lignende brug af Samson-motivet

finder man i slutningen af Mussolinistykket, 

Sejren (1936). Kansleren 

refererer til et konkordat, som en 

kardinal tvang ham til at skrive under og 

udbryder i et anfald af storhedsvanvid: 

Kan De huske, De rulled den 

sammen, sylespids. De stak mine 

Øjne ud med den, Herr filister. 

Siden har jeg trukket Kværnen i 

Mørke. Rundt og rundt. Men nu 

– nu vælter vi Templet [...] Kan 

De se, jeg kan løfte Dem? For 

jeg er Guden for Brutalitet [...] 

Samson den Blinde. Giv mig 

Haandfæstningen tilbage. De 

vægrer Dem. Saa kaster jeg Dem 

over Balkonen som et Offer for 

Dagon. (Cant og andre Skuespil, 

MU, s. 297) 

Han får godt nok det ønskede dokument 

tilbage og river det i stykker; men han 

straffes for sit hovmod. Hans fromme 

kone myrder ham for at frelse ham 

fra forhærdelsen, og paven udtaler sit 

”Vobiscum Pax!” over ham som tegn 

på, at hans synder er ham forladt. Som 

Alma Jensen i Havet og Menneskene 

er kansleren villig til at ofre sig selv 

for at sejre over sine fjender. At sejren 

i afgørende kampe kræver livet som 

indsats var en naturlig tanke for Kaj 

Munk. 

6. Kairos i skuespillet Samson 

Første gang, Samson dukker op i 

forfatterskabet, er imidlertid i skuespillet 

af samme navn, der sandsynligvis blev 

skrevet i juleferien 1917 kort tid efter 

det allerførste drama, vi har fra Kaj 

Munks hånd, Pilatus. Niels Nøjgaard 

kalder det med rette et ”profetisk Blik 

ind i Digterens egen Fremtid”. (Pilatus 

og andre Skuespil, MU, s. 96) På dette 

tidspunkt – ca. 3 år før det allerede 

omtalte digt ”Mesteren med den 

tunge Tornekrone” – havde Munk lige 

påbegyndt sit teologistudium. Samson 

er således det allerførste bevis, vi har 

i hans dramatik, på den fascination 

martyrtanken øvede på hans sind. Det er 

hermed et tungtvejende argument mod 

dem, der mener, at hans død i januar 

1944 må tilskrives hans sindstilstand 

i krigssituationen. Hvilken rolle hans 

indremissionske baggrund har kunnet 

spille i denne sammenhæng, skal jeg 

ikke prøve at analysere. Det afgørende 

er at slå fast, at hovedskikkelsen i et af 

hans allerførste dramatiske værker var 

ikke en diktator men en martyr. 

Det skal bemærkes, at stykket har to 

kvindelige hovedfigurer. Den ene er 

Dalila, som ventelig var; men den 

anden er den frit opfundne Rebekka, 

som optager en stor og afgørende 

plads i stykkets to sidste akter. I de to 

første forelsker hun sig i Samson, og 

den unge helt forbliver ikke uberørt 

af hendes yndige væsen. Men så snart 

han får øje på Dalila, vender han den 

unge jødiske pige ryggen. Hun dukker 

op igen i slutningen af 2. akt, efter at 

Dalila er død; men hun har gennemgået 

en forunderlig forvandling, idet hun 

er blevet en af filistrenes stormænds 

hustru. I næste akt er hendes mand 

avanceret til konge, således at hun ender 

som filisterdronning. I virkeligheden 

har hun frivilligt prostitueret sig for 

at påvirke Israels fjender til fordel 

for Samson og sit folk. 3. akt består 

næsten udelukkende af en dramatisk 

dialog mellem Samson og Rebekka. 

Handlingen foregår i Gaza i et fængsel 

,hvor Samson ustandseligt trækker en 

kværn. Helten er gået igennem en dyb 

15

forvandlingsproces. Han har ”omvendt” 

eller besindet sig. Hans oprindelige 

oprør mod Gud har hurtigt veget pladsen 

for en betingelsesløs overgivelse. 

16 

Og giv mig sligt et Hjerte, at 

selv om det / skal koste mig alt – 

alt, hvad tænkes kan, / saa ofrer 

jeg det dog med ydmyg Glæde, 

/ naar jeg blot ved, det er din 

Viljes Værk.” (Pilatus og andre 

Skuespil, MU, 144) 

Han er nu befriet fra ”Hovmodsdjævlen” 

(s. 166). Han har nemlig lært, at ”enhver, 

der hugger sine Fjender ned, / han 

vinder Ry og Rigdom, Magt og Kvinder, 

/ og derved gavner han sit eget Navn / 

og binder sig til Verden og til Støvet, 

/ hvorved han løsner sig fra Aand, fra 

Gud.” (s. 157) Rebekka kommer nu til 

ham for at få ham til at tage kampen op 

mod filistrene og sætte sig på tronen. 

Hun vil ægge hans vrede og fremkalde 

hans ungdoms heltemod. Men Samson 

afviser kategorisk hendes tilskyndelse. 

Ja, gennem Nøden skuer jeg Gud 

Herren; / bag Døden straaler 

Evighedens Liv. / I Døden tror 

jeg bedst, et Menneske / kan gøre 

Herrens Gerning. Thi i Døden 

/ er Haab om egen Fordel, egen 

Vinding / Umulighed; dér er kun 

Haab om Gud.” (s. 167) 

Han er overbevist om, at ”alene Gud 

kan redde Israel”. (ibid.) 

Et af stykkets tilbagevendende motiver 

er tvangstanken om tidens uafvendelige 

gang og frygten for, at lade en gunstig 

anledning gå forbi. I sin allersidste 

replik indrømmer Rebekka, at hun ”har 

syndet svart ved dette / at ville foregribe 

Herrens Vilje” (s. 189). Hun har ikke 

været i stand til at afvente Guds time. I 

første omgang nægter Samson at følge 

hendes plan om at han skal stille sig 

mellem to kæmpestore søjler og i en 

voldsom kraftanspændelse få filistrenes 

tempel til at styrte sammen. Så længe 

han synes, at hans time ikke er kommet, 

nægter han at følge hendes råd. I en 

gribende torturscene, hvor kongen vil 

tvinge ham til at knæle ned for Dagon, 

bestemmer han sig dog pludselig til at 

skride til handling. ”Guds Vilje ske! 

Nu er hans Time kommen!” (s. 186) 

Han dør omsider med glæde, efter at 

Rebekka har erkendt sin synd og bøjet 

sig for Guds vilje. Hans eksempel skal 

”gyde Mod i den forsagte Barm”, og han 

anmoder også den jødiske ypperstepræst 

om at advare hans folk mod overmod og 

hovmod. 

Netop kairos-begrebet spiller ind her. 

Dette gunstige øjeblik kræver imidlertid 

en frivillig ydmygelse og bærer heltens 

død i sit skød. Rebekkas plan var, at 

filisterkongen skulle dræbes, sådan at 

Samson kunne tilrive sig magten. Men 

ved det ville han være blevet en tyran, 

en af de mange diktatorfigurer man 

møder i Kaj Munks teater. Meningen 

var til gengæld, at han skulle dø som 

martyr. Han skulle give sig selv som et 

offer, ”som Aand og kun som Aand”, 

således at han ”som saadan [kunne] 

smelte sammen / med ham, om hvem 

[han vidste], at han i Gryet / indblæste 

Støvet Livets Aandepust”. (s. 156) 

7. Ungdomsskuespillet Operationen – 

kairos i en politisk situation 

Jeg skal nu pege på to ungdomsskuespil, 

som Kaj Munk skrev hhv. i 1920 (eller 

måske 1919) – på næsten samme 

tidspunkt som Samson – og 1926. De

har til fælles, at deres respektive emner 

er udelukkende politiske. Men det 

mærkelige er, at kairos spiller en afgørende 

rolle i begge to. Det første hedder 

Operationen og blev udgivet for første 

gang i Med Sol og megen Glæde i 1942, 

sandsynligvis i stærkt forkortet form. 

Nøjgaard oplyser, at det drejer sig om en 

”efter Idéindhold og Handlingsgang saa 

godt som uændret Udgave af et endnu 

eksisterende Manuskript fra Digterens 

Studenterdage: ’Willi Kuhn i Donland’” 

(Pilatus og andre Skuespil, MU, s. 192). 

Det er i hvert fald Kaj Munks første 

egentlige diktatorskuespil, og vigtigt 

er det at bemærke, at skuespillets to 

forskellige udgaver ikke falder i akter 

men – ejendommeligt nok – i fire 

”faser”, som udtrykkeligt svarer til et 

sygdomsforløb nemlig: sygdommen, 

forværringen, krisen og helbredelsen. 

Det er i dette stykke man – som 

allerede nævnt – finder begrebet kairos 

i den lægevidenskabelige betydning, 

ordet havde hos Hippokrates og hans 

discipler. 

Handlingen foregår i et imaginært 

land, som hedder Donland og på flere 

måder minder om Danmark. Det er 

nemlig et konstitutionelt monarki med 

et ”venstredemokratisk Ministerium” 

(Pilatus, MU, 193), som ikke kan 

få bugt med den sociale agitation. 

Kongen optræder som et velmenende, 

samvittighedsfuldt menneske, der har 

oprigtig omsorg for sit lands skæbne 

men mangler karakterstyrke og derfor 

ofte er på grænsen af det latterlige. 

Kontrasten mellem politikernes leflen 

for vælgernes gunst og den stærke 

mands offervilje hører med til stykkets 

hovedidé. Når alt er overstået, og ro 

og orden er genoprettet takket være 

statsministerens modige og brutale 

metoder, arrangeres der en folkefest, 

hvor Willi Kuhn viser sig for den 

jublende skare. Han holder en kort tale: 

”En Stat kan kun bestaa ved Samvirken 

af 3 Faktorer: Guds Naade, een Mands 

Vilje, og de manges Pligttroskab. Vi 

takker Gud, der gav os Lidelsen, for 

Naaden, Kongen, der fastholdt sit Maal, 

for Viljen og Generalen og vor tavse 

Hær for Pligttroskaben. Generalen og 

Hæren leve!” (s. 220-221) Så trækker 

han sig hurtigt tilbage under et ”Drøn 

af Hyldest”, men en sceneanvisning 

viser, at han ikke uden videre er på 

bølgelængde med folket, der tiljubler 

ham. ”Glimt af Smerte? Eller af Spot? 

– hvem ved det – jager hen over hans 

Ansigt, hvergang hans Navn bæres ind 

til ham”. Hans sidste replik retter sig til 

hans bror, som i mellemtiden har indset, 

at han har taget fejl af ham og nu falder 

sammen: ”Gør det saa ondt at miste 

Troen paa Menneskene?” 

Der findes flere symboler i Operationen; 

men alle bidrager til at fremkalde 

idéen om at en ny tid begynder for 

det imaginære Donland. Den mest 

oplagte symbolik gælder den sygdom, 

der skal få en medicinsk behandling 

og har givet stykket og de forskellige 

akter deres respektive titler. I sidste 

akt sammenligner diktatorfiguren sin 

gerning med et kirurgisk indgreb. En 

kræftsvulst skal fjernes, og denne 

”Kræftsygdom” er ikke andet end 

”Illusionssoten”, den forestilling at ”det 

skubber-sig-nok”. (s. 209) Til denne 

enkle symbolik kommer – ganske 

flygtigt – i slutningen af 3. akt billedet 

af solens ned- og opgang, nattens mørke 

som efterfølges af dagens lys (s. 216), 

der minder om død og genopstandelse. 

I begyndelsen af 4. akt nævner kongen 

solopgangen, og han knytter den til et 

17

tredie symbol: fødslen, som optager en 

nok så stor plads på forskellige steder 

i stykket. Allerede i akt 2 gør Willi 

Kuhn biskop Sehnil – hans navn taler 

for sig selv – opmærksom på, at hans 

Mester, Jesus, ikke gik ”Fredens og 

Forstaaelsens Vej” (s. 204), og det er 

billedet af ”Kvinden, der fødte sit Barn 

med Smerte”, der falder ham ind, når 

han tænker på sit lands skæbne. Og når 

kongen i fjerde akt konstaterer, at solen 

skinner, mener han, at den har ”taget sit 

Lykønskningssmil paa” for at ”gratulere 

med det nye Donlands Fødsel”. (s. 218) 

Han fremhæver i øvrigt omtalte symbolik 

endnu stærkere, når han oplyser, at 

det har taget netop ni måneder – den 

normale længde for et svangerskab – 

før man kunne komme så langt, og han 

fastsætter undfangelsestidspunktet til 

den dag, hvor hans statsminister, Willi 

Kuhn, bogstaveligt talt har hjulpet ham i 

seng næsten mod hans vilje for at kunne 

træffe de autoritære beslutninger, han 

anså for nødvendige. En af disse bestod i 

at føre krig mod nabolandet. Kuhns plan 

er ikke at afsætte kongen. ”Er Kongen 

en stærk Mand, bien, lad ham styre selv. 

Er han svag, kan den, der duer til at 

styre, let faa ham i sin Magt og saa styre 

i hans Navn.” (s. 207) Han er endvidere 

overbevist om, at ”Menneskene er 

hverken onde eller gode, men en Ting 

saa uhyggeligt midt derimellem, at kun 

en Djævel kan herske over dem.” Og 

”den Rolle vil [han] ofre sig for Stykket 

at tage [sig] paa”. (s. 208) Det er ikke 

en let vej, den stærke mand er kaldet til 

at gå. ”Jeg førte mit Folk ind i Krigens 

Lidelse, fordi jeg vilde dets Lykke. [...] 

For Lykken avles af Lidelsen.” (s. 219) 

Det karakteristiske er, at Munks første 

politiske skuespil indeholder alle de 

elementer, man kan betegne som hans 

18 

syn på politisk ansvar: det forudsætter 

offersind og kræver, at man er i stand 

til at holde ud i krisesituationer, hvad 

det end måtte koste, indtil løsningen 

kommer. Det begreb, han spontant fandt 

på, var kairos, vel at mærke ved at sætte 

det i forbindelse med lægekunsten og 

det militære – landet er i krigstilstand –, 

som det allerede var tilfældet i den gamle 

græske kulturtradition. Forestillingen 

om at en modningsproces – en 

smertefuld besindelse – er nødvendig, 

spiller en afgørende rolle i den slags 

handlingsfilosofi. Det er det stik 

modsatte af tilfældighed. 

Der findes en afgørende forskel mellem 

den velvillige men viljesvage konge og 

hans statsminister. Mens denne – en 

urokkelig diktatortype – er ”usvigeligt 

forvisset om, at hvad [han] nu gør, er 

rigtigt” (s. 209), synes kongen, at man 

principielt ikke kan være sikker i sin 

sag. Han indrømmer beredvilligt, at 

han ikke duer; men han tilføjer meget 

betegnende: ”Men der kan jo komme 

en anden, der er bedre begavet og kan 

tænke det Stykke længere. Og der kan 

komme en tredie, ikke sandt?” (s. 215) 

Han udvikler ikke denne tanke; men 

det er klart, at han her henviser til en 

anden dimension af tiden end den, hans 

statsminister er vant til. Som det hurtige 

handlingsmenneske han er, lever Willi 

Kuhn udelukkende her og nu. 

8. Fugl Fønix – evigheden og nuet 

Det andet ungdomsskuespil, jeg her vil 

henvise til, er Fugl Fønix. Den modsætning 

i tidsopfattelsen, jeg netop 

har peget på i Operationen, spiller her 

en afgørende rolle. Den allerførste 

regibemærkning i Fugl Fønix definerer 

tidsrammen på en ejendommelig 

måde: ”Tiden er et Par Aarhundreder,

inden Atlantis naaede sin højeste 

Kulturudfoldelse og forsvandt i Havet. 

Eller ogsaa er den om nogle Aartusinder, 

naar Atlantis atter er dukket op af Havet 

og vidt fremme igen.” (Fugl Fønix, 

1939, s. 8) De to myter – Atlantis og 

Fugl Fønix – Kaj Munk her refererer 

til, peger som bekendt i den samme 

retning. De vækker associationer om 

udødelighed, evighed, guldalderen med 

det tabte paradis, evig genkomst. 

Stykket handler om en international 

konference, hvor der skal udarbejdes 

en fredstraktat. Det er sikkert forhandlingerne, 

der førte til Versailles-freden, 

Munk her har haft i tankerne. Præsident 

Allan, Sperazio og Marchanel minder 

stærkt om Wilson, Lloyd George og 

Clemenceau. 

En række af elementer knytter sig 

udtrykkeligt til fødselssymbolikken, og 

der hentydes typisk nok flere gange til 

en for tidlig fødsel. Angsten for i det 

hele taget at komme før tiden i konkret 

betydning – kairos-begrebet er lige om 

hjørnet – findes allerede to gange på de 

første sider. Alt taler for, at dette motiv 

spøgte i forfatterens underbevidsthed, 

mens han skrev stykket. For eksempel 

i den sidste scene, hvor Allans ædelmodige 

ideal sættes direkte i forbindelse med 

juleevangeliet, når præsidenten erklærer: 

”Ære være Ideen i det højeste, Fred paa 

Jorden, i Menneskene Godvilje.” (s. 53) 

Det er også betegnende, at Allan glæder 

sig over, ”at Ideen fandt [ham] værdig til 

at være dens Fødselshjælper ”. (s. 17) 

I stykkets slutning finder man et i denne 

sammenhæng afslørende ordspil. Da 

den besejrede kejser giver Marchanel et 

dolkestød, river Sperazio en af sin mange 

vittigheder af sig: ”Det kan man kalde 

et Kejsersnit.” (s. 42) Ordet ”kejsersnit” 

passer udmærket til situationen. Både 

i dets direkte og overførte betydning. 

Det drejer sig nemlig om en vanskelig 

fødsel. Den ny verdensorden, der fødes 

i anledning af den omtalte internationale 

konference, svarer ikke til Allans ønsker 

og forventninger. Ildfuglen Fønix 

repræsenterer idealet (”Idéen”). Den 

idealistiske præsident er kun dens 

bærer. Han skulle hjælpe den til verden; 

men hvis det ikke er lykkedes for ham, 

så vil det lykkes for en anden, før eller 

siden. Det er i hvert fald det håb, han 

giver udtryk for: 

Mine Herrer, De har sejret. 

Ja, men ikke over min Tanke. 

Kun over mig. For Ideen er 

fuldkommen. [...] Dette er min 

Sejr og min Glæde, at det var 

mig, der ikke duede. Ideen vil 

komme igen, i større og bedre 

Tjenere, vil atter blive slaaet og 

atter komme igen. Og efter hvert 

Nederlag vil den rejse sig rankere 

og mer og mere moden, til den 

omsider staar der, uimodstaaelig. 

(s. 53) 

I mellemtiden er det Marchanel/Clemenceau, 

der sætter dagsordenen, med 

alt hvad det indebærer af krigsofre 

og lemlæstelser; men denne tingenes 

tilstand er foreløbig, den er et nødvendigt 

onde, mens der ventes på noget bedre 

nemlig den fuldkomne verdensorden, 

der afhænger af én, som tjener ”Idéen” 

bedre end præsident Allan, der omsider 

dør af et hjerteslag. I den anledning 

erklærer Marchanel uden omsvøb: ”Han 

var ingen Mand. Han var et Luftvæsen, 

farlig i sin Feber for at hilde denne 

tunge Klodes Børn i Maanedrømme og 

Stjernefantasterier. Hans Slags burde 

uskadeliggøres straks de dukker op.” (s. 

19

54) For sin egen del synes han at ”det er 

godt således. For saalænge der er Kamp 

og Sejr og Død paa Jorden, er Jorden 

god og Livet Livet værd.” (s. 55) Dette 

er godt nok stykkets sidste replik, men 

det er klart, at både Allan og Marchanel 

har forfatterens sympati. 

Atlantis vil dukke op af havet igen. 

Fugl Fønix vil blive genfødt af sin 

aske; men den skal først gennem den 

nødvendige tilintetgørelse ved ild. 

Man skal ikke foregribe tingenes gang. 

Fødslen vil ske naturligt og i rette tid. 

Det er to diametralt modsatte opfattelser 

af historiens løb, der således tørner 

sammen – eller måske rettere: krydser 

hinanden – i dette skuespil, hvor den for 

Munk typiske dualisme – dennesidighed 

vs. hinsidighed – meget tydeligt kommer 

til udtryk. Sperazios tilsyneladende 

smagløse brander – ”Ja, det kan man 

kalde et Kejsersnit” – afslører derfor 

på en forbavsende måde en af stykkets 

hovedidéer: hvor vigtigt det er, at man 

ikke lader kairos gå ubenyttet forbi, 

det øjeblik hvor ”Tiden og Evigheden 

berøre hinanden”, for igen at tale med 

Kierkegaard. 

9. Sejrens to slutninger 

En lignende situation finder man bl.a. 

i skuespillet Sejren (1936). Det mest 

betegnende og tankevækkende i dette 

stykke er for mig at se at det fik to 

diametralt modsatte slutninger. I den 

ene sejrer en diktatorfigur (en italiensk 

kansler der minder om Mussolini), mens 

det er repræsentanten for den evige 

verdensorden – paven – der i den anden 

får det sidste ord. 

Der skal gøres en afgørende forskel 

mellem paven og den officielle kirke 

i dette stykke. En gammel kardinal, 

der befinder sig i den hellige faders 

20 

umiddelbare omgivelse og varetager 

kirkens jordiske interesser, er meget 

kynisk; men paven selv er en ægte 

idealist 8 . Han opfatter sig selv og 

opfører sig som Guds talerør. På en 

måde bliver altså Augustins tanke om 

civitas dei og civitas terrena og – for 

den sags skyld – den lutherske lære om 

de to regimenter delvis respekteret. Vel 

at mærke: ikke af den officielle kirke 

og ikke af kansleren, der gør oprør 

mod Gud. Paven og kansleren har ikke 

desto mindre et afgørende punkt til 

fælles, der viser, at de trods alt på en 

måde er åndsbeslægtede: de sloges om 

den samme kvinde – Angelika – da de 

var unge. Da den fremtidige pave var 

kalveknæet (!), nægtede hun at gifte sig 

med ham og valgte så kansleren frem 

for ham. Men der var en tid, hvor begge 

to havde lige præcis de samme idealer. 

De ville nemlig frelse hele verden. Det 

vil paven stadigvæk, mens kansleren 

nu kun tænker på et enkelt lands frelse, 

”om det saa skal koste alle andre Livet”. 

(s. 278) Kansleren har med andre ord 

svigtet sin ungdoms idealer. 

Angelika, et symbolsk navn, er uden 

tvivl én af de kvindelige skikkelser, som 

Munk holdt af. Hun spiller en frelserrolle, 

idet hun griber ind i slutningen af 

stykket, da kansleren i et raserianfald gør 

sig klar til en ubarmhjertig kamp mod 

kirken og nu vil give sig til at erobre 

hele verden. Hun vil redde ham fra hans 

hybris, hans overmod, beskytte ham fra 

forbandelsen. Kansleren opfatter nemlig 

sig selv som en slags verdensfrelser, 

som en gud : ”Frelseren er jeg, Roms 

Ægtefælle, Guden Augustus.” (s. 299) 

8 En ung kardinal erklærer sig villig til at dø som 

martyr og distancerer sig tydeligt fra sin gamle 

kollegas kynisme og opportunisme; men det er 

sidstnævnte, som træffer afgørelserne.

Efter at Angelika har givet kansleren et 

dolkestød, kommer paven og udtaler en 

slags syndsforladelse post mortem. 

Hver Menneskets Stræben er 

skambidt af Synden; og dog er 

det helligt at hige; vandres bør 

der, skønt alle Jordens Veje ender 

blindt. Kun gennem Dødens bitre 

Lutring naar Sjælene frem til den 

– Barmhjertighed, der skænker 

de Vildfarne Hvilen og Sejr til de 

Slagne. Vobiscum Pax 9 ! (s. 300) 

Det er altså paven, der får det sidste 

ord i denne version af stykket. Således 

blev det skrevet og udgivet; men da 

det skulle spilles på Folketeatret, blev 

Munk grebet af tvivl og forestillede sig 

en helt anden slutning, hvor det kun er 

Angelika, som dør, medens kansleren 

siger til sin ven Devetti: ”Nu er Sejren 

vundet – helt – endelig. Nu kan intet 

standse mig. Nu er Jorden min. – Kom! 

Vi gaar ud til Hyldesten.” 

Denne sidste slutning minder om 

Herodes i En Idealist, som efter at have 

dræbt sin kone Mariamme mente, at han 

var blevet fri og nu kunne leve op til sit 

store ideal, mens han i virkeligheden 

fortsat var besat og svækket af mindet 

9 I parentes bemærket minder denne hilsen på 

latin om den afsluttende replik i Ibsens allersidste 

skuespil Når vi døde vågner, når diakonissen 

udtaler en forsonende ”Pax vobiscum!” over 

Professor Rubek og hans model Irene. Hensigten 

med denne absolution i sidste øjeblik har måske 

den samme funktion i begge skuespil. Hovedpersonerne 

dør brutalt, sådan at de objektivt er 

de tabende, men deres livsgerning (i kunstens 

verden for Rubeks vedkommende og i det politiske 

liv hvad kansleren angår) gør dem værdige til 

at blive frifundet. For den sags skyld minder det 

også om den milde dom, der bliver udtalt i slutningen 

af Goethes Faust: ”Wer immer strebend 

sich bemüht, den können wir erlösen.” 

om hende og til syvende og sidst blev 

overrumplet og fuldstændig sat ud af 

kurs af hendes tilbagevenden i jomfru 

Marias skikkelse. Selv om kansleren 

utvivlsomt har forfatterens sympati, 

er paven ikke desto mindre dennes 

egentlige talerør. Han bærer i øvrigt 

en munkekutte og bliver kaldt for 

Munken og er derfor på en måde hans 

navnefælle. I alt fald repræsenterer 

han et vigtigt aspekt af digterpræstens 

opfattelse af historiens gang. Kansleren 

symboliserer den brutale styrke, mens 

paven symboliserer åndens magt. 

Derfor anser paven sig selv som den 

stærkeste. Hans styrke ligger i bønnen. 

Han er symbol på den evige orden, 

hvorimod kansleren ”maa nøjes med 

Muskler”, som han selv siger. (s. 297) 

Forestillingen, om at der kunne eksistere 

en anden orden, en tidløs orden, er ikke 

fremmed for kansleren, selv om han 

lever kun hic et nunc, her og nu. 

Maaske vil der komme en Tid 

for Jorden, da han hersker over 

den, han derovre, i Fred og 

Menneskers Velbehag. Men 

inden den Tid? […] Der vil 

gaa Aartusinder, inden Mars’s 

røde Fakkel er slukket imellem 

Stjernerne. Lad saa Fredsfyrsten 

sejre engang om en Evighed. 

Men jeg har et Rige af denne 

Verden, maa sejre nu, altsaa 

krige nu. (s. 279-280) 

Som så mange andre af Munks 

diktatorfigurer, har kansleren en overmenneskelig 

dimension. Den stærke 

mand øver stadig væk en vis fascination 

over forfatterens sind. 

Det må indrømmes at titlen passer bedre 

21

til den sidste version af stykket 10 – den 

hvor kansleren går ud til hyldesten. 

Det er derimod den første, der bedst 

afslører Munks tanker på et tidspunkt, 

hvor han begyndte at forstå, hvad 

diktaturet egentlig stod for. Han fandt 

det passende at lade helten dø, for at han 

kunne nå frem til ”den Barmhjertighed, 

der skænker de Vildfarne Hvilen og 

Sejr til de Slagne”. At kansleren slet og 

ret er beskrevet som en ”vildfaren” og 

”slagen” person, kaster et besynderligt 

lys over titlen. Specielt hvis man tager 

hensyn til, at pavens slutreplik er en 

syndsforladelse. Det er næsten som 

om han ville sige, at hensigten helliger 

midlet: ”og dog er det helligt at hige; 

vandres bør der, skønt alle Jordens Veje 

ender blindt.” 

Vigtigt er det at bemærke, at skuespillet 

på flere måder står i kairos’ tegn. 

Kansleren bebrejder sig selv, at han i et 

ubevogtet øjeblik mistede herredømme 

over situationen. ”Jeg tøvede et halvt 

Minut i Forgaars. Det halve Minut 

indvinder jeg aldrig, om jeg saa bliver 

hundrede Aar.” (s. 266) Han skulle 

nemlig have sat sin finansminister, en 

”Svindler af Verdensformat”, i fængsel; 

men han gjorde det ikke. Hermed 

kunne han have ryddet af vejen et af de 

mennesker, der var mest interesseret i, 

at Italien kastede sig ud i en krig. Resten 

kom af sig selv som en følge af denne 

fatale forsømmelse. Det er ikke kun 

denne korte episode, der viser, hvor 

vigtigt det er at handle ret i en given 

situation. Hele stykket beskriver nemlig 

en krise, en typisk kairos-situation. I 

stedet for at besinde sig og vælge fredens 

og retfærdighedens vej, vælger kansleren 

at hovmode sig. Det bliver hans skæbne. 

Fra hans side set handler han imidlertid 

10 Stykket blev aldrig opført med denne slutning. 

22 

fuldstændig formålstjenligt. Der sker 

nemlig en slags fødsel, og den lidelse, 

krigen medfører, er den pris, der skal 

betales for at nå målet. Det er igen 

Munks dualisme i renkultur. Kanslerens 

sejr her og nu er et nederlag i Åndens 

verden, i evighedens perspektiv 11 . 

10. Ventetidens betydning og 

funktion – Munks journalistik fra 

1939 til 1944 

Jeg er overbevist om, at forskningen 

ikke har taget tilstrækkeligt hensyn til 

kronologien i Kaj Munks produktion 12 

især fra midten af 30’erne og ikke mindst 

i tiden efter 9. april. Der gik næsten 4 

år mellem de tyske troppers indmarch 

i Danmark og mordet på Hørbylunde 

Bakke; men man betragter ofte det, Munk 

skrev i denne periode under ét uden at 

undersøge nærmere, om man faktisk 

kan identificere en udvikling i hans 

dramatik, journalistik og prædikener. 

Dette er vigtigt for nærværende analyse 

af Kairos-problematikken. Dette kan 

spidsformuleres på følgende måde: Guds 

time skulle godt nok ikke foregribes; 

men hvordan skulle man forholde sig i 

ventetiden? 

Det fremgår tydeligt af det foregående, 

at selve martyrtanken fra ungdommen 

af var retningsgivende for Kaj Munks 

kristendomsforståelse. At han for sin 

11 Hans ideal – som han vel at mærke har svigtet 

pga. sit hovmod – sættes imidlertid også i evighedens 

perspektiv. Det er myten om Roma. Han 

siger nemlig til sin kone: „Det er godt, du ikke er 

Roma, Elskede. Vi dør, men Roma bestaar.“ Det 

er igen forestillingen om idealets evige genkomst, 

han således refererer til. 

12 Det er alligevel ofte blevet fremhævet, at Kaj 

Munk har gennemløbet en personlig udvikling 

fra Herodes til Mensch. ”Kroppens Glans er 

veget for Aandens. Magtens hidsende Blændlys 

er veget for Sandheds og Kærligheds rene, varme 

Skær.” Cf. Ole Palsbo, Kaj Munk, 1940, s. 40.

egen del – i hvert fald i besættelsens 

sammenhæng – så den slags død i 

øjnene, er hævet over enhver tvivl. 

Allerede i marts 1939 dvs. temmelig 

nøjagtigt et år før okkupationen, i 

anledning af tyskernes indmarch i 

Tjekkiet, skrev Kaj Munk en artikel 

med titlen ”Brændende Europa”. Han 

begynder her med at erkende, at han 

hører til dem, der i årevis har taget fejl 

af Hitler, og han spekulerer på, om 

ikke ”Tidspunktet atter er kommet for 

Kalanus til at bestige Baalet 13 .” (Dagen 

er inde, MU, s. 95) Han afslutter med 

den tungtvejende påstand at ”den 

største Trøst, man har over for alt det 

fortumlende og hurlumhejede, der 

sker omkring os, er den, at een Ret vil 

de aldrig tage fra en, i hvert Fald ikke 

saalænge Tiden er heroisk, og det er 

Retten til at lade sig stille op mod Muren 

for det, man tror paa og brændende føler 

for.” (s. 97) 

I maj 1940 skrev han til en kvinde, 

hvis mand lige var blevet likvideret af 

Gestapo: ”Vi er nogen, der begynder at 

længes efter at opnaa den Død, der blev 

Deres Mands 14 ”. Og i sit julebrev til 

Oscar Geismar i 1940 giver han udtryk 

for sine følelser på følgende måde: ”Jeg 

længtes at farvelle til Pennen og Scenen 

og holde mig til Prækestolen alene. 

Men jeg magter det vel ikke endnu? Og 

hvor langt er der til Golgatha, det lille 

private?” (Ibid., s. 221) Man finder her 

13 Cf. F. Paludan Müllers drama Kalanus (1854), 

hvor den indiske asketiske vismand Kalanus 

i 300-tallet f.Kr. først beundrer den græske 

verdenserobrer Alexander den Store som en 

verdensfornyer men bliver i den grad skuffet af 

ham ved at opdage, hvem han egentlig er, at han 

til sidst frivilligt ofrer sig på et bål. 

14 Kaj Munk, Aldrig spørge om det nytter, Digterenes 

liv fortalt af ham selv i breve og artikler 

m.m., Nyt Nordisk Forlag, 1958, s. 216. 

både en vis længsel efter et altkrævende 

opgør og overbevisningen om, at tiden 

ikke er moden endnu. I 1941 mente han, 

at ”Livsbevarelsen ligger i Golgatha, 

i at udsætte Skindet 15 ...” Sit foredrag 

i Kristelig Akademisk Forening i 

november 1942 afsluttede han med 

disse utvetydige ord: ”Glem ikke, at der 

er en ret, de mægtige aldrig kan tage 

fra os, og det er retten til martyriet!” 

Ud fra et brev Kaj Munk skrev i 

sommeren 1942, argumenterer Bjarne 

N. Brovst med rette for, at der ikke 

var noget sygt i Munks holdning til 

martyriet. Han kendte martyriet men 

søgte det ikke. Munk skrev nemlig: 

”Hvor længslen efter Martyriet er til 

Stede, er der (det tror jeg fuldt og fast 

på) også noget sygt til Stede. Getsemane 

er en lærerig Historie. Det var Kristus 

næsten uovervindeligt med at skulle 

dø. Nej, lad os gøre det arbejde vi skal 

gøre uden at skele. Måske er det af og til 

herligt og af og til et beskidt Job. Men 

gøres skal det. Basta 16 ...” Hvis man 

trods alt kan spore en form for længsel 

efter martyrdøden hos Kaj Munk, kan 

den bestemt ikke tilskrives en morbid og 

sygelig trang. Vi husker Munks kendte 

udtalelse i Vedersø kirke nytaarsdag 

1944, tre dage før han blev hentet og 

skudt af tyskerne: ”Jeg ved, at jeg nu i 

Maaneder ikke har lagt mig til Ro nogen 

Aften uden at tænke: ’Kommer de efter 

dig i Nat?’ Og den Tanke er ikke morsom 

for en, der elsker Livet, har nok at gøre 

i sin Gerning og er glad for sin Kone og 

sine Børn.” (Prædikener, MU, s. 357) 

De titler, mindeudgavens udgivere har 

valgt for de to bind, hvor de har samlet 

15 Niels Nøjgaard, Ordets Dyst og Daad, 1946, 

s. 379. 

16 Cf. Bjarne Nielsen Brovst, Kaj Munk, Krigen 

og mordet, 1993, s. 208. 

23

Kaj Munks avisartikler i kronologisk 

orden, er hhv. En Digters Vej og 

Dagen er inde. Den ene tager således 

hensyn til den kontinuitet, der findes i 

forfatterskabet, mens den anden lader 

forstå, at en bevidstgørelsesproces fandt 

sted på et bestemt tidspunkt. Det er på 

samme måde relevant at lægge mærke 

til nogle af de titler, Kaj Munk valgte 

for sine artikler og prædikener specielt 

efter 9. april. Det er naturligvis fremfor 

alt disse teksters indhold, det kommer 

an på; men der er desværre ikke plads 

til mere end nogle spredte citater i dette 

oplægs sammenhæng. 

I september 1939 skrev han for eks. ”Sæt 

Korset imod Krigen!” hvor han afslutter 

med disse ord: ”Her i Danmark er vi 

neutrale, dvs. at [...] vor Harme maa koge 

som Sul under Laag. [...] Og om vi også 

blev Helte! Om alle vi neutrale Folk, 

Mænd og Kvinder og Børn, gav os paa 

Vej til Fronten uden andet Vaaben end et 

korsmærket Flag i vor Haand!” (Dagen 

er inde, s. 119-120) Her plæderer Munk 

tydeligt for ikke-voldelige løsninger. 

Nogle Dage senere udkom artiklen ”Lad 

os tage fat!”, hvor han spinder videre på 

den samme tanke. ”Hvad der kræves af 

os som Neutrale, det ved jeg ikke. Jeg 

forstår det slet ikke, at det er muligt at 

være neutral. Men hvad der kræves af 

os, der vil kaldes Kristne, det begynder 

jeg at skimte. Der kræves aktiv Tro. O, 

hvad er virksom Kristendom? Jeg ved 

det, men jeg tør næsten ikke sige det. 

Det er saa stort et Ord, at det knapt gaar 

an at tage det paa Tungen. For det er 

Martyrsind. Ved Martyrsindet vandt de 

første Kristne over Verden; og vi nu har 

ingen Genvej til Sejren faaet skænket” 

(s. 122-23) Dette blev skrevet ca. 3 år 

før den berømte prædiken i København. 

I ”Dagen er inde” i slutningen af januar 

24 

1940 slår han fast, at ”Korstogsdaadens 

Dag er inde”, og han tilføjer som et 

sidste uimodsigeligt argument: ”Gud vil 

det”. (s. 131) Han forklarer nu bl.a., at 

Kristi eksempel ”maner os til at kæmpe 

for Sejren med foldede Hænder” men 

forsikrer samtidig, at ”i den Stund, da jeg 

saa Uskyldighed og Svaghed truet med 

Skændsel og Vold, vilde jeg betragte 

mig som en kristendomsløs Sjover, om 

jeg ikke fulgte den modsatte Anskuelse 

af den, jeg troede paa.” (s.129) Her kan 

man konstatere, at en bevidstgørelse har 

fundet sted. Et skridt er blevet taget. 

I maj 1940 spørger han ”Hvor gaar vi 

hen?” Her er der tale om Nikodemus, 

der ikke mere lod sig ”lamme af det 

onde i Verden, for han havde mødt 

noget, der var større” (s. 158) nemlig 

Jesus selv. Samme måned skriver han 

”Mens vi venter”, hvor han stiller det 

afgørende spørgsmål: ”Hvad skal vi saa 

bestille, mens vi sidder her og venter 

paa, at der ingenting sker?” Svaret lyder 

i bedste Kaj Munk-stil: ”Jeg ved et godt 

Sted at gaa hen, naar man ikke kan gaa 

nogen Steder, og det er at gaa i sig selv. 

Lad os benytte Tiden til at gaa i os selv.” 

(s. 159) Han maner sine læsere til ”Tro 

og Udholdenhed”. At landet er midt i en 

kairos-tid, hvor det gælder at besinde 

sig, fremgår specielt tydeligt af et afsnit 

midt i teksten: 

Med Udholdenhed mener jeg 

Herredømmet over Nerverne. 

Dette er en Ildprøve, især for 

Ungdommen. Kan den bevise 

sin Danskhed ved, som Kongen 

fordrer og Sønderjyderne har 

givet os Helteeksempel paa, at 

afstaa fra Handling i Utide for 

des mere at være rede i Tide, 

da beviser den, jo stærkere des

længere det varer, at denne 

Feberkrisis for Danmark ikke 

er Dødens, men Udrensningens, 

- at Danmark stadig er Livet 

værd og efter Sygdommen og 

Operationen vil genvinde sin 

Sundhed og frisk leve videre, 

maaske Aartusinder endnu. (s. 

160-161) 

Som vi ser, opfordrer han sine 

landsmænd ikke til passivitet men til 

en indre renselse. I en anden passage 

skærpes tonen, sådan af man er nødt til 

at forstå, at det ikke er nok med ord: ”Vi 

protesterede, men naar det ikke var nok, 

skulde vi have skreget, og naar det ikke 

var nok, skulde vi have skudt.” (s. 160) 

I august samme år indeholder hans tale 

til de danske soldater i Næstved en 

utvetydig opfordring. Han siger først: 

”Konsekvent Fornægtelse af Vold; 

konsekvent Tro paa Aands Almagt maa 

jo føre til, at man modstandsløs lader 

sig stange ihjel af en Tyr...” (s.172) Men 

han korrigerer straks denne Tankegang: 

”Hvis enhver korporlig Modstand mod 

det onde skal kaldes Overtrædelse af 

Jesu guddommelige, overmenneskelige 

Bud om Kærlighed og Tilgivelse, 

skal kaldes Synd, nuvel, saa kan der 

indtræffe Tilfælde, hvor Gud af os 

kræver denne Synd. Vi lever atter i den 

gamle Pagts Tid...” (s. 173) Her – man 

skal selvfølgelig tage hensyn til at han 

taler til soldater – går han ikke af vejen 

for voldshandlinger og brug af våben. 

Tre dage senere var han i Gerlev og holdt 

foredrag for en del studenter. Her minder 

han bl.a. om at ”uden Langfredag ingen 

Paaskemorgen 17 ”. (s. 182) I ”Danmark, 

17 Han spørger bl.a.: “Eller skal vi fare løs paa 

Tyskerne med Brødknive eller lave Sabotage, 

klippe Telefonledninger over og sprænge Broer 

der fødes”, et fremtidsrettet indlæg i 

dagens debat i oktober 1940, beklager 

han, at der endnu findes ”Præster og 

Højskolemænd”, der dysser folk i søvn; 

men han glæder sig også over, at der 

”Gudskelov er [...] Folk, der ved, at 

et nyt Danmark er ved at fødes – med 

sunde Ben til Marchen ind det nye 

Tusind Aar”. (s. 202) 

Titlerne ”Det gamle forpligter til det 

ny” (nov. 1940) og ”Et haardført og 

nøjsomt Danmark” (dec. 1940) taler 

for sig selv. Når han i september 1941 

skriver i en artikel i Præsteforeningens 

Blad, at ”Mine Herrer Embedsbrødre, 

vor Gerning i Dag er Uforsigtighed” 

(s. 250), forstår vi imidlertid, at 

utålmodigheden vokser. Hvilket også 

fremgår at et kort bidrag med titlen 

”Hvorlænge...” (november 1941), hvor 

han afslutter med at bemærke, at ”Den, 

der spørger saadan, ved altsaa, at den 

Tilstand, der skaber bare Spørgsmaal, 

hører op.” (s. 252) 

I marts 1943 blev artiklen ”Hvornaar 

gaar Jorden under?” publiceret, hvor 

Munk opfordrer de danske kristne til at 

være årvågne, selv om ingen kan vide, 

hvornår Jesus kommer igen. Enhver 

skal være tro i sin gerning. Der skal 

ske noget. ”Netop fordi vi føler at vi 

har Eksamen lige over os, hænger 

vi dobbelt ivrigt i med vort Pensum. 

Netop vor Fornemmelse af Himlens 

Nærhed gør os saa tro mod Jorden.” 

Han kommenterer selv dette udsagn: 

”Ikke i Sensation og sygelig Spændthed 

og overeksponeret Forventning, men 

i Luften, er det det, du vil have os til?” Og han 

svarer: “paa ingen mulig Maade. Den Chance 

er forpasset. Det er vor smertefulde Smerte og 

Tort. Men den er væk. At gribe til den Slags nu, 

er Forræderi mod gamle Mor Danmark.” (s. 177- 

178) Det er en moralsk opvågnen, han opfordrer 

til i denne tale. 

25

en rolig Flamme af Tro, Haab og 

Kærlighed i det daglige Liv 18 ...” (s. 308) 

Meningen med denne hurtige gennemgang 

var at finde ud af, hvordan Kaj 

Munk opfattede kairos-tiden. Ventetiden 

skulle i hvert fald bruges til at gå i sig 

selv, til bod og bedring, sådan at noget 

nyt kunne komme. En grundigere 

analyse at Munks journalistik i denne 

periode ville nok bekræfte det indtryk, 

jeg har prøvet at formidle: der findes 

en udviklingslinie i disse tekster, tonen 

skærpedes tydeligt eftersom tiden gik. 

Der var til at begynde med tale om 

passiv modstand; men det endte med, 

at der skulle gribes til mere håndfaste 

handlinger. 

11. Munks prædikener – Fra Ved 

Babylons Floder til Med Ordets Sværd 

og I Guds Bismer 

Der kan heller ikke være tale om en 

egentlig analyse af Munks prædikensamlinger 

i dette bidrags snævre ramme. 

Men jeg vil påstå, at det også kunne 

lønne sig at tage dem under luppen i 

deres kronologiske orden. Det er kun 

Ved Babylons Floder (1941), Med 

Ordets Sværd (1941-1942) og I Guds 

Bismer (udg. posthumt i 1946, men 

holdt i de sidste måneder af KMs liv), 

der er relevante her. Titlerne antyder 

ligeledes en vis stigning i tonen: Ved 

Babylons Floder minder om salme 137, 

nærmest en klagesang, hvor salmisten 

husker, hvordan Israel led og græd, mens 

det var i fangenskab i Babylon. Med 

Ordets Sværd røber en afgjort krigersk 

holdning, mens I Guds Bismer er en 

18 Han nævner også sin yndlingssalme: ”Jeg 

venter dig, Herre Jesus, til Dom, / Hvert Øjeblik, 

jeg ser mig om. – Hastig du komme kan og brat 

/ I hver en Time ved Dag og Nat. – Lad brænde 

mit Hjertes Lampe bered, / I Tro, i Haab og i 

Kærlighed!” 

26 

meget alvorlig og højtidelig mindelse 19 

om, at dommedag kommer ufravigeligt. 

Gud vil veje vore handlinger og kræve, 

at vi aflægger regnskab for dem. 

Hvorom alting er: alle disse tekster 

blev skrevet i kairos-tiden, og de har til 

hensigt at vække danskerne, at få dem til 

at besinde sig, at føre dem så at sige til 

bodsbænken. Jeg vil her kun bringe nogle 

citater, hvor Munk definerer martyriet og 

dets betydning. Under datoen 7. søndag 

efter Trinitatis i 1942 holdt han en 

prædiken med den megetsigende titel: 

”Forankret i det usynlige”. Der skriver 

han, at ”fra Sandhedens Tronsæde lyder 

[Jesu] Røst til os om ikke at frygte 

dem, der slaar Legemet ihjel, men som 

maaske ved denne Dødelse af Legemet 

blot opnaar at give Evighed til Sjælen.” 

(Prædikener, MU, s. 320) Han afslutter 

med denne utvetydige erklæring: 

Vort Kald, vor Kamp er, uden 

Frygt for, om Legemet skulde 

styrtes, kun med Frygt for, om 

Værket skal mislykkes og Sjælen 

gaa under i Mørket, at være vor 

Herre følgagtig og se paa vor 

Mester, saa hver enkelt af os kan 

klare sit Svendestykke. (Ibid.) 

I den modige og gribende tale han holdt 

i Frue Kirke i København 5. december 

1943 ca. en måned før sin død, forklarer 

han at 

det dyrebareste, det er Krisus 

selv; men det næstdyrebareste 

det er Martyrsindet, de Kristnes 

19 Det skal imidlertid tages hensyn til, at denne 

sidste samling blev udgivet posthumt, sådan at 

titlen ikke stammer fra forfatteren, dvs. den er 

hentet i en af prædikenerne men blev ikke valgt 

af Kaj Munk selv.

Martyrsind – ikke at de vilde 

være Helte og var bidt af den 

Ærgerrighed, ikke at de var 

sjælesyge og fandt Fornøjelse 

i Selvpinsel, men at de elskede 

Kristus saadan, at intet Offer til 

ham var dem for stort. Med dette 

Martyrsind overvandt vi engang 

Verden, og uden det vil Verden 

overvinde os. Romerne troede, at 

blot man slog dem ihjel, saa var 

de døde. Men de Kristnes Blod 

var en Udsæd. (s. 351) 

Når man så ser på den prædiken, han 

holdt på Kristi Himmelfartsdag 2. maj 

1940 nogle uger efter 9. April, ser man, 

at der er sket meget i kairos-tiden. 

Teksten er blevet trykt under titlen 

”Oppebie” og Munk erklærer dér, at 

”eet har der været krævet af Guds Folk 

til alle Tider og maatte [Jesus] altsaa 

ogsaa kræve af sine: at de kunde vente.” 

(s. 301) Denne prædikenen indeholder 

hans handlingsteologi i en nøddeskal. 

Han understreger nemlig med eftertryk, 

at disciplerne var i sig selv uduelige; 

men at deres kraft kom ovenfra. ”Man 

kunde ægges til at sige, at skulde de have 

bestaaet nogen Eksamen, saa skulde det 

have været en Eksamen i Uduelighed.” 

(s. 300) Men denne ”lille Folk, som der 

slet ikke var noget ved [...] men som 

havde været gennem al Nedværdigelse 

og Ydmygelse og var gaaet i sig selv 

og vendt om, oplevede efter den lange, 

svære Venten, at Gud sendte Bud til 

dem: Nu er Tiden inde. Og de stod op, 

og en ny Kraft bar dem, og hans Finger 

viste dem Vej, og fortrøstningsfulde gik 

de i Gang med Arbejdet, at bygge det 

nye Rige.” (s. 303) 

Det, jeg lige har påpeget ved dette citat, 

går som en rød trød gennem hele Kaj 

Munks liv og forfatterskab. Skal et 

menneske være i stand til at gribe det 

gunstige øjeblik, skal det forstå Guds 

time, må dets kraft og hovmod først 

knuses. 

12. Han sidder ved Smeltediglen og 

Niels Ebbesen 

To af de allersidste skuespil vi har fra 

Kaj Munks hånd beskriver også typiske 

kairos-situationer og den proces, et 

menneske med et kald er nødt til at 

gå igennem, før det er i stand til at 

øve stordåd. Vi ved, at Han sidder 

ved Smeltediglen blev nedskrevet på 

rekordtid i januar 1938 på en rejse til 

Paris og Berlin. Forfatterens hensigt 

var at tage stilling til jødeforfølgelserne 

i Nazi-Tyskland. Titlen er hentet fra 

en af Ingemanns salmer og giver en 

sammentrængt formulering af stykkets 

centrale idé. ”Den store mester kommer 

/ fuldkærlig er han id, / han sidder ved 

smeltediglen / og lutrer sølvet med flid, 

/ det øjeblik han venter / og agter kærlig 

på, / når klarlig hans eget billed / vil 

dybt i sølvspejlet stå.” Selve billedet er 

hentet fra Malakias 3, 2-3. Skuespillet 

blev trykt med et motto, der kaster 

lys over forfatterens intention, sidste 

del af det 9. vers i kapitel 12 i Paulus’ 

andet brev til korinthierne: ”Min Kraft 

fuldkommes i Magtesløshed”. Titlen og 

mottoet tydeliggør, hvad der sker i løbet 

af skuespillet: professor Mensch bliver 

”smeltet”, sådan at han kan blive et 

dueligt redskab i Guds hænder. 

Der kunne siges meget om dette skuespil; 

men jeg vil dog begrænse mig til det 

for kairos-problematikken relevante. 

Det karakteristiske potteskår-motiv 

minder faktisk om et slags puslespil. 

Da frøken Schmidt i begyndelsen af 

stykket kommer tilbage fra sin ferie, 

27

har professor Mensch – en berømt tysk 

arkæolog – fundet de to brikker, der 

manglede for at få det billede færdigt, 

som han har arbejdet på i længere tid. 

Dette billede består af nogle potteskår, 

som han har bragt hjem efter nogle 

udgravninger i udlandet. Lidt senere 

kommer frk. Schmidt i al hast fra 

kælderen med den allersidste ”brik”, 

hvor der står en indskrift, som løser 

gåden om ansigtets identitet. 

På det subjektive plan har man på 

fornemmelsen, at alt dette svarer til 

en indvendig udviklingsproces hos 

forfatteren. Et vigtigt element, der indtil 

da manglede, er nu faldet på plads. 

For mig at se repræsenterer potteskårs- 

motivet det arbejde, der har fundet 

sted i Munks indre i disse år, det hans 

modstandere kalder hans politiske 

”kovending”. 

Det skal være helt klart, at hverken 

Mensch eller hans kvindelige assistent, 

frk. Schmidt, omvender sig 

til kristendommen. Det er biskop 

Beugel, der i stykket repræsenterer 

kristendommen og kirken. Han er en 

modig modstandsmand; men i en vigtig 

regibemærkning oplyser Kaj Munk, at 

”det er jo det ubegribelige, at han er en 

lille hjulbenet og snakkesalig Mand”. (s. 

35) Dette svarer imidlertid til en tendens 

i Munks senere skuespil, hvor heltene 

aldrig er idealiseret, og hvor de til og 

med har store skavanker. Dette illustrerer 

udmærket stykkets motto: Guds kraft er 

ikke afhængig af de mennesker, Gud 

bruger som redskaber. ”Kald mig kun 

Nar, men glem saa ikke, det var Narrens 

Embede at sige Sandheden ved Magtens 

Hof.” Det er i hans mund, Kaj Munk 

har lagt den kendte replik: ”Lad dem 

bare slaa os ihjel Langfredag, vi lurer 

dem Paaskemorgen.” (s. 36-37) Han 

28 

ærer føreren, men mener, at han ”som 

Menneske har Brug for en Kirke til at 

sige sig, naar han fejler.” (s. 37) Hans 

våben er ordets forkyndelse: 

Der spiller mig en Lue herinde 

bag Tænderne, se, den er rød. 

Holder I ikke op, skal jeg tænde 

en Ild over Tysklands Byer og 

Sletter og Bjerge med den. Vi 

er Tusinder, vi er Titusinder, 

Hundredtusinder, der vil løfte 

vore Hænder imod jer, til I enten 

bøjer jer eller nagler dem, I – 

Farisæere, som I engang naglede 

hans. (s. 39) 

Det er ikke i biskop Beugel, forvandlingen 

sker. Fra at være en betingelsesløs 

beundrer af den tyske fører og som sådan 

antisemit, bliver professor Mensch et helt 

andet menneske. Han gifter sig til sidst 

med sin kvindelige assistent, nægter den 

udmærkelse føreren vil give ham, og går 

i eksil. Det gunstige øjeblik – kairos – 

kommer for ham, når han sætter føreren 

på prøve og opdager, at denne ikke vil 

bøje sig for sandheden. Det er i dette 

”sandhedsøjeblik”, forvandlingen sker. 

Han har ganske rigtigt fået kraft ved den 

overnaturlige udstråling, der udgår af det 

billede af Jesus, han har rekonstrueret; 

men denne stærke oplevelse fører ikke 

til hans omvendelse. Han regner med, 

at han vil få en søn i sin alderdom, og 

denne skal blive ”en god Tysker og et 

sandt Menneske” (s. 54) men – vel at 

mærke – ikke nogen kristen. Hans brud 

med det nazistiske styre koster ham 

landets største udmærkelse, han var ved 

at modtage fra førerens hånd, og han må 

desuden forlade landet. Han er derfor 

en slags martyrfigur og er et typisk 

eksempel på den proces, en repræsentant

for modstandsånden må gå igennem, før 

han kan opfylde sit kald. 

Jeg er først for nylig blevet opmærksom 

på, at der findes 5 forskellige udkast af 

skuespillet Niels Ebbesen 20 . Et vigtigt 

spørgsmål er for mig at se, at før stykket 

blev trykt i sin endelige form, var det 

planlagt, at den tyske soldat Vitinghofen 

og Niels Ebbesens datter, Ruth, ikke bare 

skulle være forelsket i hinanden men til 

og med skulle blive gift, lige før soldaten 

døde. I den endelige version glæder 

Niels Ebbesen sig til den tid ”da vi og 

vor Nabo lever Side om Side hinanden 

til Gavn” (Egelykke og andre Skuespil, 

MU, s. 260); men netop dette spørgsmål 

synes at have spillet en meget større 

rolle i tidligere versioner af stykket. Der 

er altså al grund til at se nærmere på 

tekstens tilblivelseshistorie. 

Det fremgår af udkastene, at Niels 

Ebbesen var mere ”filosofisk” anlagt 

end det er tilfældet i den trykte version. 

Han ser, hvorledes en af hans bondekarle 

er blevet mishandlet af holstenerne; 

men hans kommentar er, at ”det er 

ikke Holstenerne, der har gjort ham til 

Krøbling [...] Det er Krigen, Gertrud. 

Det er den, vi skal ramme.” På samme 

måde nægter han at hjælpe Niels Bugge, 

der vil rydde grev Gert af vejen. Niels 

Ebbesen synes, at det er ikke godt at 

bruge vold. ”I vil dræbe et Menneske, 

Niels Bugge. Det er efter min Mening 

slet ikke noget Værd. (Ja) eller rettere, 

det er forkert, det volder Skade for det, 

man vil gavne.” Han fortsætter: ”Nej, det 

er ikke Kroppen, der skal bekæmpes. Det 

20 Ricardt Riis har beskæftiget sig intensivt 

med disse og har påbegyndt en afhandling om 

dette skuespil. Så vidt jeg kan se, er han specielt 

optaget af Niels Ebbesens holdningsskift. Han 

mener bl.a., at det ikke kan have været Munks 

hensigt at opfordre til væbnet kamp, da han skrev 

den første version af skuespillet lige efter 9. april. 

er Aand. Derudefra Voldets Aand, det 

ondes Aand.” Og når Ove Haase spørger 

ham, hvordan man bekæmper ånd, svarer 

han : ”Det onde bekæmper man bedst 

ved at lade det løbe Linen ud og opløse 

sig selv. Og hos os er det Splid(en)s og 

Svagheds Aand; den bekæmper man 

bedst ved at prøve at vente og holde ud. 

Kan man (det) gøre det længe nok saa 

tror jeg, man er forvandlet 21 .” Den slags 

teoretiske overvejelser er den Niels 

Ebbesen, vi kender fra stykkets sidste 

version, slet ikke i stand til at formulere. 

Han ser ud til at handle mere impulsivt. 

Det udløsende moment er, at grev Gert 

pludselig vil indrullere hans folk i den 

holstenske hær. Det, som fra starten af 

ligger ham mest på hjertet, er at bevare 

hjemmene. 

Hvorom alting er: jeg synes, at 

man er tilbøjelig til at undervurdere 

fader Lorents’ rolle. Til trods for 

sin uværdighed repræsenterer han 

kristendommen. To gange byder han 

holstenerne trods. Anden gang bliver han 

mishandlet af dem. Men det er to rigtige 

kairos-oplevelser, han har. Guds kraft 

fuldkommes i hans skrøbelighed. I den 

for mig at se bedste scene i hele stykket 

ser man, hvorledes han opmuntrer Niels 

Ebbesen til at dræbe den kullede greve. 

Han kommer ham i møde i det rigtige 

øjeblik og tilskynder ham til at skride til 

handling. Er det måske det, Kaj Munk 

fremfor alt ville vise? Når han rækker 

Niels Ebbesen hostien, kan han ikke 

give nogen teologisk forklaring på 

dette ritual; men han finder alligevel 

ord, der styrker ”helten” i hans forsæt: 

”Det er en Hemmelighed, lad os kalde 

den, at Kristus besøger vort Hjerte.” 

(s. 248) Både den fordrukne præst 

21Håndskrevne manuskripter i Kaj Munk Forskningscentrets 

arkiv. 

29

og modstandsmanden Niels Ebbesen 

opfylder betingelserne for at opleve 

hver sin kairos, sin besøgelsestid. 

13. Kairos og kaldsbevidstheden 

Jeg vil afslutte med at pege på en 

ejendommelighed i Kaj Munks 

tankegang, som forbinder kairos 

med kaldsbevidstheden og dermed 

viser, at det virkelig drejer sig om et 

nøglebegreb hos ham. I Mest lever vi 

når vi dør forklarer N. Nøjgaard, at det 

var en ”oftere forekommende tanke” 

hos Kaj Munk, at ”en enkelt, kortvarig, 

tilsyneladende beskeden indsats kan 

udgøre kvintessensen af et menneskes 

liv”. I dette tilfælde nævner han Valdemar 

Rørdam, hvis ”Kongsgave til sit Folk” – 

i Munks øjne – var ”den knappe linje, 

der i sig selv alene er hans Liv værd: 

’Og aldrig kan et Folk forgaa, som ikke 

vil det selv’.” (op. cit., s. 76) I Ordets 

Dyst og Daad formulerer Nøjgaard den 

sammen tanke lidt anderledes: ”at et 

Menneske naar sit Livs Bestemmelse 

i en enkelt kort Handling”. (op. cit., s. 

426) Her nævnes Thomas Cranmer, 

fra Cant, eller Johannes Døberen, som 

Munk også hentyder til i en prædiken: 

”Johannes skal bedømmes efter, ikke 

hvad han var før eller siden, men hvad 

han var i den Stund, han øvede sit Livs 

Daad. Den giver ham evigt Ry...” (ibid., 

s. 427) Det er også tilfælde med den 

sang om kong Christian IV, Johannes 

Ewald skrev i syngespillet Fiskerne. 

Digterens elskede, Arendse, mener i 

Munks skuespil Ewalds Død, at denne 

sang ”skal leve som den eneste lille 

Smule Evighed i hans Værk.” (ibid.) 

Meget betegnende betragtede Kaj Munk 

Niels Ebbesens dåd som en af disse 

gerninger som havde evighedsværdi. 

30 

Niels Ebbesen var kun en halv 

Nat Danmarks Redningsmand 

og i sine alle andre Nætter en 

ganske almindelig jydsk Herremand, 

men dog Danmarks Redningsmand 

i alle kommende 

Aarhundreder. (Dagen er inde, 

MU, 114) 

Det er afgørende at forstå det, som ligger 

bag den her skitserede tankegang. Det er 

nemlig overbevisningen om, at et menneske 

ikke kan præstere noget af værdi, 

hvis vedkommende ikke får det af Gud. 

De store handlinger bliver frembragt af 

Guds nåde. Derfor skal den menneskelige 

kraft knuses. Hermed kan Guds kraft 

”fuldkommes i Magtesløshed”. Det er 

betingelsen for at ”Tiden og Evigheden 

berører hinanden”. Det er i øvrigt noget 

lignende Munk har villet illustrere med 

et af sine vanskeligste skuespil, De 

Udvalgte, hvor det efter eget sigende 

har været hans agt at 

levendegøre for Sind af i Dag hin 

Bibelens uforfærdede Tankegang, 

at det at være en Menneskehedens 

Vejviser ikke er lig med at være 

Expert i det Gode, at en Helgen 

ikke er et Dydsmønster, men en 

Sjæl, der tumlende mellem Sejre 

og Synder, selv de groveste, 

bærer Vidne for Slægterne om 

det Navn Gud. (En Digters Vej, 

MU, s. 82) 

Det er nok ikke for ingenting at to, ja 

tre, af hans figurer: biskop Cranmer i 

Cant, digteren Johannes Ewald i Ewalds 

Død og i en vis forstand også professor 

Mensch i Han sidder med Smeltediglen, 

forenes i det samme billede med tanke 

på oplevelsen af deres respektive kairos,

nemlig det skrøbelige lerkar, der skal 

fyldes med Guds kraft. 

Da skal jeg, sikker ved din Haand, 

ej frygte Døden mer, 

men ofre dig min frelste Aand 

paa dens nedbrudte Ler 22 . 

Det er i denne ånd, Kaj Munk gik døden 

– den uafvendelige – i møde. 

(litteraturlisten til Marc Auchets artikel 

findes på www.munkiana.dk) 

22 Munk citerer her fra et af Ewalds kendte digte 

”Udrust dig helt fra Golgatha”. Cf. Egelykke og 

andre Skuespil, s. 312. 

Billede fra Lolland 

Af Jørgen Albretsen 

På Stiftsbiblioteket i Maribo findes 

en udmærket Munk-samling med 

bl.a. litteratur, breve og lærer Westeds 

scrapbøger. Men bibliotekets specielle 

Munk-attraktion findes i udlånssalen, 

som er udsmykket med to smukke 

friser, udført af kunstneren Poul- 

Henrik Jensen (1905-1990). På billedet 

herover ses en del af frisen på den 

østlige endevæg med personer i Munks 

skuespil, personificeret ved skuespillere 

fra opførelserne i 30’erne. 

Fra venstre mod højre ses fra skuespillet 

“Ordet”: Henrik Bentzon som Johannes, 

fra “Cant”: Gunnar Lauring som 

Henrik d. 8. og fra “En idealist”: Poul 

Reumert som Herodes, Bodil Ipsen som 

Cleopatra og Johannes Poulsen som 

Cæsar Antonius. 

Et besøg på “Lolland, Lavland, 

Lerjordsslette” (første linie i “Sangen 

til vor Ø” / “Lolland”, som Munk 

skrev i 1934) kan altid anbefales. 

Besøg kirkerne, hvor Munk prædikede, 

Maribo, med bl.a. statuen af Kaj Munk 

på torvet og gravstenen på kirkegården, 

og Opager, hvor hans barndomshjem lå. 

31

Formanden har ordet 4 

Søren Dosenrode: 

Fra Munk til Muhammed…, 

2. internationale 

Kaj Munk Seminar 5 

Peter Øhrstrøm: 

Ordet/07-08 6 

Marc Auchet: 

Kairos eller det gunstige øjeblik, 

et nøglebegreb i Kaj Munks 

livssyn og forfatterskab 10 

Jørgen Albretsen: 

Billede fra Lolland 31 

Kaj Munk Selskabet 

www.munkiana.dk 

Tryk prinfoaalborg

www.munkiana.dk issn: 1397-7172 nr. 36 2007 11. årgang

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?