Undersøgelse af forskelle og ligheder ved ... - Erhvervsstyrelsen

Undersøgelse af forskelle og ligheder ved implementering 

af europæisk regulering i forskellige EU medlemslande. 

Tværgående rapport 

- Opsamling på 9 undersøgelser med fokus på administrative 

konsekvenser for erhvervslivet 

Udarbejdet af Deloitte & Touche og PLS Rambøll Management 

i samarbejde med Erhvervs og Selskabsstyrelsen 

September 2003

Indhold 

1. INDLEDNING.......................................................................................3 

1.1 ANALYSENS BAGGRUND , FORMÅL OG INDHOLD............................3 

1.2 LÆSEVEJLEDNING ...........................................................................5 

2. ANALYSENS BEGREBER OG METODE ......................................6 

2.1 ANALYSENS BEGREBSMÆSSIGE RAMME .........................................6 

2.2 DATAKILDER OG FREMGANGSMÅDE...............................................9 

2.3 METODISKE ERFARINGER..............................................................12 

3. TVÆRGÅENDE ANALYSE .............................................................14 

3.1 DIREKTIVERNES FRIHEDSGRADER ................................................14 

3.2 DE NATIONALE REGLER.................................................................15 

3.3 LOVGIVNINGSPROCESSEN .............................................................17 

3.4 ADMINISTRATIVE KONSEKVENSER ...............................................19 

3.5 HÅNDHÆVELSEN AF DE NATIONALE REGLER................................21 

3.6 REGELFORENKLING.......................................................................23 

3.7 ANBEFALINGER .............................................................................25 

Bilag 1-9: Rapporter 

Bilag 1: Rapport om regler for aflæggelse af årsregnskab 

Bilag 2: Rapport om regler for moms 

Bilag 3: Rapport om regler for forbrugerbeskyttelse ved fjernsalg 

Bilag 4: Rapport om regler for mærkning og reklame for levnedsmidler 

Bilag 5: Rapport om regler for tilladelse til at udføre vognmandskørsel 

og/eller buskørsel 

Bilag 6: Rapport om regler for identifikation og registrering af dyr 

Bilag 7: Rapport om regler for VVM vurderinger 

Bilag 8: Rapport om Arbejdspladsvurdering 

Bilag 9: Rapport om Intrastat 

Bilag 10: 

Det anvendte spørgeskema 

2

1. Indledning 

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen præsenterer i denne rapport en analyse af 

forskelle og ligheder i den nationale implementering af otte udvalgte EUdirektiver 

og en forordning i seks medlemslande, hhv. Danmark, Sverige, 

Holland, Belgien, Storbritannien og Østrig. For enkelte direktiver er endvidere 

Tyskland og Irland inddraget i analysen. Analysen er udført i et samarbejde 

mellem Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Deloitte & Touche og PLS Rambøll 

Management. 

1.1 Analysens baggrund, formål og indhold 

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen deltog i 2001 i en undersøgelse vedrørende 

implementering af EU-direktiv 98/6/EU (direktiv om enhedspriser) i forskellige 

medlemslande. Formålet med undersøgelsen var at afdække, om der er 

forskelle i den måde de enkelte medlemslande indarbejder europæisk regulering 

i den nationale lovgivning, og om det har betydning for omfanget af de 

administrative byrder, virksomhederne pålægges i de enkelte lande. 

Undersøgelsen viste, at danske virksomheder var blevet pålagt større administrative 

byrder end virksomhederne i de andre lande, idet Danmark - som 

det eneste land - havde valgt ikke at undtage små virksomheder fra de nye 

regler. Dette har medført en særskilt interesse for forskelle og ligheder i, 

hvordan EU-direktiver implementeres og håndhæves i medlemslandene og 

hvilke administrative konsekvenser for virksomhederne, der følger heraf. 

Formålet med nærværende analyse er med udgangspunkt i case-studier af 

udvalgte EU-direktiver at belyse forskelle og ligheder i henholdsvis implementeringsprocessen, 

de nationale love og reglers indhold og håndhævelsen 

af de nationale love og regler. Dette bl.a. med henblik på at identificere 

muligheder for regelforenklinger på henholdsvis nationalt og europæisk plan. 

Viden herom kan danne udgangspunkt for erfaringsudveksling og læring 

mellem relevante myndigheder i de forskellige lande med henblik på at give 

inspiration til, at fremtidig implementering af direktiver gennemføres, så de 

administrative konsekvenser for erhvervslivet reduceres mest muligt. 

Undersøgelsen skal dermed bidrage til at fremme bedre regulering og i den 

forbindelse sætte fokus på de administrative konsekvenser for virksomhederne 

ved implementering af EU-direktiver i national lovgivning. 

3

Analysen har imidlertid også et metodisk sigte. Således ønsker Erhvervs- og 

Selskabsstyrelsen at afprøve, om den komparative metode er en hensigtsmæssig 

fremgangsmåde til belysning af de ovenfor nævnte temaer. 

I undersøgelsen indgår otte udvalgte EU-direktiver og én forordning, jf. boks 

1. 

Boks 1: Direktiver der indgår i analysen 

Der indgår følgende otte EU-direktiver i analysen: 

1. Fjerde direktiv om årsregnskaberne for visse selskabsformer - direktiv 

78/660/EØF 

2. Sjette momsdirektiv – direktiv af 17. maj 1977 (77/388/EØF) om 

harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter 

3. Fjernsalgsdirektivet - direktiv af 20. maj 1997 (97/7/EF) om forbrugerbeskyttelse 

i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg 

4. Direktiv (2000/13/EF) om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes 

lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler 

samt om reklame for sådanne levnedsmidler 

5. Transportdirektiv – (direktiv 96/26 EF) af 29.april 1996 om adgang til 

erhvervet godstransport ad landevej og erhvervet personbefordring 

ad landevej 

6. Husdyrsdirektiv – (direktiv 92/102 EØF) af 27.november 1992 om 

identifikation og registrering af dyr. 

7. VVM direktiv – (direktiv 85/337 EØF) af 27.juli 1985 om vurdering af 

visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet 

8. APV direktiv – (direktiv 89/391 EØF) af 12.juni 1989 om iværksættelse 

af foranstaltning til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og 

sundhed under arbejdet 

9. Rådets Forordning (3330/91 EØF) af 7.november 1991 om statistikker 

over udveksling af goder mellem medlemsstater 

Analysen af hvert enkelt direktiv er centreret omkring fire temaer: 

Tilblivelsen af de nationale regler: Med fokus på høringsprocedurer og anden 

involvering af interessenter i det lov forberedende arbejde, og på om der 

er gennemført systematiske vurderinger af de administrative konsekvenser 

af de nationale love og regler. 

Håndhævelsen af de nationale regler: I dette tema fokuseres der på om og 

hvordan det sikres, at virksomhederne informeres om nye og eksisterende 

love og regler. Det undersøges endvidere, om der er særlige digitale services, 

som gør det nemmere for virksomhederne at efterleve administrative 

forpligtelser. Endelig belyses medlemslandenes håndhævelse af reglerne 

samt mulige sanktioner mod virksomheder, der ikke lever op til deres forpligtelser. 

4

1.2 Læsevejledning 

Administrative konsekvenser: Under dette tema sammenlignes de nationale 

love og regler med fokus på forskelle i reglernes indhold med deraf følgende 

forskelle i administrative konsekvenser. I den sammenhæng vil det blive belyst 

om eventuelle overgangsordninger og undtagelsesbestemmelser udnyttes, 

om landene stiller strengere krav end eventuelle minimumsbestemmelser 

i direktiverne lægger op til, og om der er forskelle og ligheder i myndighedernes 

administrative systemer og procedurer. 

Muligheder for regelforenklinger: Endelig sammenfattes det, i hvilket omfang 

landene har gennemført regelforenklinger samt mulighederne for regelforenklinger 

på nationalt og europæisk niveau. 

Rapporten er struktureret som følger: 

I kapitel 2 belyses analysens begrebsmæssige ramme, metode og fremgangsmåde, 

ligesom de metodiske erfaringer, der er indhøstet i forbindelse 

med at bruge en komparativ metode til belysning af analysens temaer, 

sammenfattes. 

I kapitel 3 præsenteres resultaterne af undersøgelsen i form af en analyse, 

hvor perspektiverne fra de otte undersøgte direktiver samt en forordning 

trækkes op. Analysen omfatter først en række overvejelser omkring sammenhængen 

mellem omfanget af frihedsgrader i direktiverne og mulighederne 

for at gennemføre regelforenklinger. Dernæst følger den tværgående 

analyse struktureret ud fra undersøgelsens fem centrale temaer. 

Nærværende rapport er baseret på 9 undersøgelser jf. boks 1, som hver er 

afrapporteret i selvstændige rapporter. I hver undersøgelse belyses forskelle 

og ligheder i henholdsvis implementeringsprocessen, de nationale love og 

reglers indhold og håndhævelsen af de nationale love og regler. Videre identificeres 

muligheder for regelforenklinger på henholdsvis nationalt og europæisk 

plan. 

Som bilag er vedlagt den spørgeramme, som er blevet anvendt i forbindelse 

med de gennemførte telefoninterviews. Der er tale om en generisk spørgeramme, 

som er blevet tilpasset de særlige karakteristika der kendetegner de 

enkelte direktiver. 

5

2. Analysens begreber og metode 

Analysen er gennemført i perioden fra 1. september til ultimo november 

2002. Der er tale om et stykke pionérarbejde, idet der inden for rammerne af 

det europæiske samarbejde os bekendt ikke tidligere er gennemført en systematisk 

empirisk analyse af forskelle og ligheder i nationalstaternes implementering 

af EU-direktiver og deraf følgende administrative konsekvenser. 

Da undersøgelsen har karakter af et udviklingsarbejde har det været nødvendigt 

at udvikle et begrebsapparat, der muliggør sammenligninger på 

tværs af medlemsstaterne. Dette begrebsapparat præsenteres i afsnit 2.1. 

neden for. I afsnit 2.2. beskrives undersøgelsens datakilder og fremgangsmåde. 

I afsnit 2.3. konkluderes på metodens styrker og svagheder. 

2.1 Analysens begrebsmæssige ramme 

Sammenhængen mellem direktiver, implementering, håndhævelse og administrative 

konsekvenser er skitseret i nedenstående figur. Det er denne 

sammenhæng mellem direktiver og administrative konsekvenser, der har 

været styrende for udviklingen af de spørgeguides, der er anvendt i dataindsamlingen 

til undersøgelsen. 

Figur 2.1. Forbindelsen mellem vedtagelse af EU-lovgivning og de administrative 

konsekvenser for virksomhederne i medlemslandene 

EU-direktiv 

Implementering i 

nationale love og 

regler 

Forordning 

Håndhævelse 

Administrative 

konsekvenser 

Et EU-direktiv fastsætter med bindende virkning for medlemsstaterne det 

mål, der skal opnås med den pågældende retsakt. Dette kan f.eks. være på 

miljøområdet. Medlemsstaterne er forpligtigede til at implementere direktivet 

6

i national lovgivning, f.eks. som ny lovgivning eller ved supplering af eksisterende 

lovgivning. 

En forordning har derimod umiddelbar retsvirkning i medlemsstaterne, uafhængigt 

af eventuel anden lovgivning på området. 

Efter direktivet er implementeret i national lovgivning håndhæves regelsættet 

i forhold til virksomhederne. Håndhævelsen dækker både over måden, reglerne 

håndhæves på, samt over de sanktionsmuligheder medlemsstaterne 

har til rådighed i forhold til virksomheder, der ikke efterlever reglerne. 

Det fremgår, at de administrative konsekvenser dels afhænger af, hvordan 

direktivet er implementeret i national lovgivning, der f.eks. kan friholde grupper 

af virksomheder fra regelsættet. De administrative konsekvenser afhænger 

også af håndhævelsen, f.eks. hvor ofte der føres tilsyn med at reglerne 

overholdes, eller ved at myndighederne stiller services til rådighed for virksomhederne, 

der gør det administrativt arbejde forbundet med at efterleve 

reglerne lettere. 

I det følgende uddybes ovenstående begreber. 

Administrative konsekvenser 

Administrative konsekvenser refererer til det administrative arbejde, som 

virksomhederne udfører på baggrund af krav fra det offentlige. De administrative 

konsekvenser af ændringer i love og regler kan enten pålægge virksomhederne 

mere administrativt arbejde, eller reducere det administrative 

arbejde forbundet med efterlevelse af reglerne. 

Direktiver og implementering 

I nærværende undersøgelse fokuseres der på de administrative konsekvenser, 

der følger af EU-direktiver og forordninger. 

Direktiver giver større frihedsgrader for implementering i medlemslandene 

end forordninger, der er bindende i alle enkeltheder i hver medlemsstat. Direktiver 

implementeres således af myndighederne i medlemsstaterne, hvorimod 

de retlige virkninger af forordninger indtræder umiddelbart. Dette giver 

mulighed for at implementere direktiver forskelligt i de enkelte medlemslande, 

hvilket kan have forskellige administrative konsekvenser. 

Frihedsgraderne for implementering af direktiver i national lovgivning hænger 

sammen med konstruktionen ’minimumsdirektiver’, der giver medlemsstaterne 

pligt til at indføre et minimum af foranstaltninger, men desuden mu- 

7

lighed for at medlemsstaten selv kan fastlægge mere vidtgående foranstaltninger, 

så længe disse er i overensstemmelse med procedurerne i direktivet. 

Dette er interessant i forhold til nærværende undersøgelse i det omfang, det 

har betydning for omfanget af virksomhedernes administrative arbejde, hvilket 

f.eks. er tilfældet hvis 

• Medlemsstaterne friholder grupper af virksomheder fra forpligtelserne i 

direktivet. Dette kan f.eks. være ved at friholde mindre virksomheder fra 

at indberette oplysninger, eller skal gøre dette med en lavere frekvens 

end større virksomheder. Muligheden afhænger af, hvilke undtagelsesmuligheder, 

direktivet indeholder. Omvendt kan medlemsstaterne også 

vælge at lade flere virksomheder være omfattet af kravene end direktivet 

foreskriver. 

• Medlemsstaterne stiller mindre krav til de oplysninger, virksomhederne 

skal indberette, fx indberetning af færre oplysninger. Denne mulighed 

kan udnyttes i kombination med friholdelse af virksomheder, således at 

indberetningskravene for nogle virksomheder er mindre end for andre 

virksomheder. 

Høringer af de virksomheder, der bliver berørt af direktivet kan bidrage til, at 

lovgivningen bliver nemmere at håndtere for virksomhederne. Høringer af 

brancheorganisationerne giver for eksempel de berørte grupper af virksomheder 

mulighed for at kommentere reglerne inden de ophæves til lov. Derfor 

omfatter denne undersøgelse også i hvilken grad myndighederne inddrager 

de berørte grupper af virksomheder, f.eks. via brancheorganisationerne, i 

den lov forberedende fase. 

Et af de værktøjer, der kan anvendes i det lov forberedende arbejde er exante 

vurderinger af lovforslagets administrative konsekvenser. Dermed får 

beslutningstagerne et mere kvalificeret grundlag at vurdere lovens administrative 

konsekvenser på, og dermed mulighed for at justere reglerne. Nærværende 

undersøgelse sætter derfor også fokus på, hvorvidt systematiske 

ex-ante vurderinger anvendes i de undersøgte lande. 

Håndhævelse 

Efter implementeringen af et EU-direktiv i national lovgivning har myndighederne 

mulighed for at påvirke de administrative konsekvenser for virksomhederne 

gennem håndhævelsen af reglerne. Håndhævelsen af reglerne er 

derfor interessant som forklaring af forskelle i de administrative konsekvenser 

mellem landene. I nærværende undersøgelse fokuseres på følgende 

aspekter af håndhævelsen: 

8

• Information fra myndighederne Ændringer i de love og regler virksomhederne 

er omfattet af betyder, at virksomhederne skal tilpasse deres administration 

til nye krav, hvilket kan være ressourcekrævende. En forudsætning 

for at denne tilpasning sker så effektivt som muligt er, at virksomhederne 

kender og forstår de ændrede krav, de er underlagt. 

• Vejledning Der kan løbende opstå tvivlsspørgsmål i virksomhederne, 

f.eks. ved ændringer i driften. Ved ansættelse af den første medarbejder, 

eller ved andre ændringer i produktionen, stilles der således typisk nye 

administrative krav til virksomheden. 

• Services: Udover information og vejledning til virksomhederne, har myndighederne 

mulighed for mere direkte at lette det administrative arbejde i 

virksomhederne ved at stille forskellige services til rådighed. Eksempler 

på dette er fortrykte skemaer til indberetninger, eller skabeloner for 

udarbejdelse af vurderinger. Disse services kan f.eks. stilles til rådighed 

på myndighedernes hjemmesider som en del af en digital forvaltning. 

• Digital forvaltning: Der findes også mere avancerede former for digital 

forvaltning, hvor der udvikles systemer til elektronisk indberetning af oplysninger 

over Internettet. Systemerne kan i nogle tilfælde integreres 

med virksomhedernes egne systemer, således at indberetningen af oplysninger 

sker automatisk. 

• Monitorering: Endelig kan monitoreringen af, om virksomhederne efterlever 

reguleringens krav have betydning for det administrative arbejde 

virksomhederne pålægges. Monitoreringen kan f.eks. ske ved kontrolbesøg 

blandt en stikprøve af virksomheder. Da et kontrolbesøg er tidskrævende 

vil hyppigheden af disse have betydning for virksomhederne. En 

anden mulighed er, at myndighederne sammenkører oplysninger fra forskellige 

registre og derigennem identificerer virksomheder, der ikke efterlever 

reglerne. Virksomheder der ikke efterlever reglerne, kan efterfølgende 

pålægges større eller mindre sanktioner. 

2.2 Datakilder og fremgangsmåde 

Analysen bygger på et omfattende datagrundlag, som er tilvejebragt med 

udgangspunkt i tre gensidigt supplerende datakilder. Således er analysens 

primære datagrundlag semistrukturerede kvalitative interview med repræsentanter 

for de ansvarlige offentlige myndigheder i medlemslandene. For 

9

nogle lande har det ikke været muligt at få arrangeret telefoninterviews, 

hvorfor landene har sendt skriftlige besvarelser. Der er endvidere gennemført 

omfattende desk research med henblik på at få information om udvalgte 

problemstillinger. Analysen er forløbet som følger: 

1. Først er der i dialog med Erhvervs- og Selskabsstyrelsen sket en udvælgelse 

af relevante direktiver til analysen. Ved udvælgelsen af direktiver er 

der tilstræbt en vis bredde i undersøgelsen. Det indebærer, at: 

• de dækker forskellige policy-områder 

• at de varierer med hensyn til omfanget af administrativt arbejde der 

pålægges erhvervslivet 

• at de varierer med hensyn til, hvor store frihedsgrader der er i forbindelse 

med den nationale implementering 

2. Dernæst er der gennemført en intensiv desk research i forhold til hvert 

enkelt direktiv. Formålet med denne desk research har været at få afdækket 

og analyseret, hvilke administrative konsekvenser direktiverne har for erhvervslivet, 

og hvilke frihedsgrader der overlades til medlemsstaterne i forhold 

til at udarbejde nationale regler med forskellige administrative konsekvenser. 

Der er endvidere fokuseret på: 

• Har direktivet store, løbende administrative konsekvenser for virksomhederne? 

• Er der undtagelsesmuligheder? 

• Er det et minimumsdirektiv? 

• Er der mulighed for forskellige administrationsmodeller? 

• Berører direktivet erhvervslivet bredt? 

Den gennemførte desk research er målrettet blevet anvendt med henblik på 

at fokusere de spørgsmål, der er indgået i spørgeskemaet. Således spørges 

der i spørgeskemaet meget direkte og konkret ind til, hvordan evt. frihedsgrader 

i direktivet er omsat i de nationale regler. 

3. Med udgangspunkt i desk research af de enkelte initiativer samt dialogmøder 

med en række af de myndigheder i Danmark, der er ansvarlige for 

den danske implementering af direktiverne, er der udarbejdet et spørgeskema 

til belysning af den nationale implementering af hvert enkelt direktiv. Der 

er tale om et semistruktureret spørgeskema, som kombinerer faste svarkategorier 

med muligheden for uddybende kvalitative kommentarer. Boks 2 

10

neden for sammenfatter en række af de temaer, der er indgået i spørgeskemaet 

1 . 

Boks 2: Temaer der indgår i spørgeskema 

Fakta om national implementering 

• Hvornår er direktivet implementeret? 

• Hvilke love/bekendtgørelser implementerer direktivet? 

• Hvilke myndigheder forestod regeludarbejdelsen? 

• Hvilke myndigheder/organisationer forestår den daglige håndhævelse 

af reglerne? 

Lovgivningsprocessen 

• Hvordan er interessenter blevet inddraget i lovgivningsprocessen? 

• Er der foretaget administrative konsekvensvurderinger som led i det 

lov forberedende arbejde? 


• Hvordan udnyttes frihedsgrader, undtagelsesbestemmelser, overgangsordninger 

m.v. 

Håndhævelse 

• Hvordan informerer og/eller vejleder myndighederne virksomhederne 

• I hvilken grad er der udarbejdet digitale services der kan lette virksomhederne 

med deres administrative arbejde 

• Monitoreres det om virksomhederne efterlever reglerne? 

• Hvilke sanktionsmuligheder er der til at sikre efterlevelse af regler og 

udnyttes disse? 

Muligheder for regelforenklinger 

• Er der muligheder for at forenkle nationale/EU regler? 

• Er der gennemført forenklinger af nationale/EU regler? 

• Forslag til regelforenklinger for så vidt angår direktivet? 

4. Herefter er der rettet henvendelse til de relevante myndigheder i de udvalgte 

medlemsstater, med henblik på at få dem til at deltage i et semistruktureret 

telefoninterview af ca. 40 minutters varighed. Hvor myndighederne 

ikke har haft mulighed for at deltage i et telefoninterview, har de haft mulighed 

for at foretage en skriftlig besvarelse af spørgeskemaet. 

Der er i alt gennemført ca. 55 kvalitative telefoninterviews med repræsentanter 

for danske myndigheder og myndigheder i udlandet. Der er således indsamlet 

et meget omfattende datagrundlag til belysning af den nationale implementering 

af de udvalgte EU-direktiver. 

1 Det anvendte spørgeskema er vedlagt i bilag 10 

11

2.3 Metodiske erfaringer 

5. Efter interviewenes gennemførelse er interviewpersonernes besvarelser 

blevet returneret, således at interviewpersonen har kunnet verificere de afgivne 

oplysninger. En række interviewpersoner er endvidere blevet kontaktet 

med henblik på at afgive supplerende oplysninger. Herefter er der for hvert 

af de udvalgte direktiver udarbejdet en rapport, som er sendt til kommentering 

i medlemsstaterne. De modtagne kommentarer er herefter indarbejdet i 

analyserne. 

Afslutningsvis er der gennemført en samlet tværgående tematisk analyse, 

som sammenfatter erfaringer på tværs af lande og direktiver. 

Det er den generelle oplevelse, at den anvendte komparative metode, med 

systematiske tematiske sammenligninger af forskelle og ligheder i implementeringen 

af EU-direktiver i forskellige lande er meget velegnet til identificering 

af fokusområder for regelforenklinger, som vil kunne lette virksomhedernes 

administrative arbejde. 

I den komparative tilgang er der lagt stor vægt på, at afdække direkte sammenlignelige 

spørgsmål og problemstillinger. Derfor er det i de udarbejdede 

spørgerammer tilstræbt at stille direkte og konkrete spørgsmål samtidig med, 

at der har været mulighed for at fremhæve særlige forhold og omstændigheder 

i de enkelte medlemslande. 

De meget direkte tematiske sammenligninger har lettet arbejdet med at identificere 

relevante forskelle og ligheder i medlemslandenes implementering af 

EU-direktiver. På den baggrund vil analysen forhåbentligt kunne give inspiration 

til ansvarlige politikere og embedsmænd og fremme erfaringsudveksling 

og dialog. 

Analysens primære datagrundlag er som nævnt semistrukturerede kvalitative 

interview. Det er erfaringen, at kvalitative interview har væsentligt større 

værdi end skriftlige besvarelser af spørgeskemaet. Baggrunden er, at intervieweren 

har mulighed for at introducere de forskellige spørgsmål og problemstillinger, 

hvorved det sikres, at respondenterne har den rette forståelse 

af spørgsmål m.v. Samtidig kan intervieweren stille supplerende spørgsmål, 

hvilket sikrer, at der opnås en højere grad af forståelse af respondenternes 

besvarelser. Blandt de respondenter, der har indsendt skriftlige besvarelser, 

har det således været nødvendigt at gennemføre en række supplerende 

henvendelser pr. telefon, med henblik på at få uddybet besvarelserne. 

12

Der er i forbindelse med undersøgelsen for hvert direktiv generelt gennemført 

ét interview med repræsentanter for de ansvarlige myndigheder – oftest 

de der har arbejdet med udarbejdelsen af de nationale regler. Det er den 

generelle opfattelse, at disse personer har haft stor viden om de problemstillinger, 

der er indgået i undersøgelse. I forhold til enkelte problemstillinger 

ville det dog have været værdifuldt at udvide kredsen af respondenter. Det 

kunne f.eks. have været relevant: 

• at inddrage repræsentanter for relevante interesseorganisationer 

m.v. for at belyse muligheder for regelforenklinger og belyse de offentlige 

myndigheders indsats med hensyn til information og vejledning. 

• at have gennemført interviews med de personer, der varetager den 

daglige håndhævelse af disse regler. Baggrunden er, at det ofte ikke 

er de samme personer, kontorer eller myndigheder, der både varetager 

regeludarbejdelsen og varetager håndhævelsen af disse regler. 

Derfor har det i flere tilfælde været vanskeligt at få oplysninger 

om, i hvilken grad og hvordan reglerne i praksis håndhæves. 

Den beskrevne interviewbaserede metode kan være vanskelig for så vidt 

angår ældre direktiver som f.eks. 4. regnskabsdirektiv. Baggrunden er, at de 

medarbejdere, der forestod regeludarbejdelsen, ofte er udskiftet med nye 

medarbejdere, der ikke er bekendt med historikken og detaljerne i lovgivningsprocessen. 

Denne problemstilling gør sig dog også gældende i forhold 

til direktiver af nyere dato, idet der ofte sker personudskiftninger og omrokeringer 

blandt personalet. 

Slutteligt skal det nævnes, at den anvendte metode især har sin styrke i forhold 

til mere enkle direktiver med klart identificerbare administrative konsekvenser 

for erhvervslivet. For mere komplekse direktiver - f.eks. 4. regnskabsdirektiv 

og 6. momsdirektiv – vil det være relevant at supplere den anvendte 

metode med en egentlig ekspertanalyse, med henblik på at tegne et 

mere samlet og balanceret billede af de nationale reglers administrative konsekvenser. 

13

3. Tværgående analyse 

I dette kapitel præsenteres resultaterne af undersøgelsen i form af en analyse, 

hvor perspektiverne fra de ni undersøgelse trækkes op. Analysen omfatter 

først en række overvejelser omkring sammenhængen mellem omfanget 

af frihedsgrader i direktiverne og mulighederne for at gennemføre regelforenklinger. 

Dernæst følger den tværgående analyse struktureret ud fra undersøgelsens 

fem centrale temaer: De nationale regler, Lovgivningsprocessen, 

Håndhævelsen af de nationale regler, Administrative konsekvenser og 

Muligheder for regelforenkling. 

På baggrund af den tværgående analyse gives i kapitlets sidste afsnit en 

række anbefalinger til det fremtidige arbejde med regelforenkling, og mulighederne 

for at reducere de administrative konsekvenser for erhvervslivet. 

3.1 Direktivernes frihedsgrader 

Udgangspunktet for analysen af forskelle i implementeringen af EU-direktiver 

og de deraf følgende administrative konsekvenser er, at direktiverne indeholder 

frihedsgrader for medlemsstaterne. 

Disse frihedsgrader kan relatere sig til minimumsregler for retstilstanden på 

et område, hvor det står medlemsstaterne frit at fastsætte strammere regler, 

end der umiddelbart lægges op til i direktiverne. Et eksempel på dette kunne 

være transportdirektivet, i hvilket medlemsstaterne kan stille strammere regler 

for at blive godkendt til at udføre vognmandskørsel og/eller buskørsel end 

direktivet foreskriver. 

Frihedsgraderne kan også relatere sig til medlemsstaternes metoder eller 

midler til at opnå en given retstilstand. Således specificeres i mange direktiver 

en vis retstilstand, der skal opnås i medlemsstaterne, mens medlemsstaterne 

stilles frit i forhold til at vælge hvilke midler de vil anvende for at opnå 

denne retstilstand. Dette er f.eks. tilfældet for momsdirektivet og regnskabsdirektivet. 

Enkelte direktiver indeholder kun meget begrænsede frihedsgrader for medlemsstaterne. 

Det gælder f.eks. mærkningsdirektivet, som dels fastsætter en 

retstilstand der skal opnås i medlemsstaterne vedrørende mærkning og 

samtidig fastsætter, at medlemsstaterne på en række af direktivets mest 

centrale områder ikke må indføre regler, der er mere restriktive end direktivet 

lægger op til. 

14

3.2 De nationale regler 

I forhold til de to førstnævnte grupper af direktiver vil medlemsstaterne som 

sagt have de største frihedsgrader i forhold til at fastsætte regler, der afviger 

fra andre medlemsstater. Det er således i forhold til disse direktiver, at der er 

de største variationer mellem medlemsstaternes forskellige regelgrundlag. 

Det er samtidig her, at der er de største muligheder for at gennemføre regelforenklinger 

som ikke er centralt koordinerede i EU-regi. 

Inden for nogle områder vanskeliggøres regelforenklinger dog som følge af, 

at medlemslandene finder det hensigtsmæssigt at efterleve internationale 

standarder. Således er f.eks. tendensen inden for årsregnskabslovgivningen, 

at der udkrystalliserer sig internationale standarder, som de fleste lande finder 

det hensigtsmæssigt at følge. Dette lægger reelt en række bindinger på 

medlemslandenes frihedsgrader. 

I forhold til den sidste gruppe af direktiver, hvor frihedsgraderne er små, vil 

tiltag til administrative forenklinger ofte skulle gennemføres i EU-regi, da det 

vil kræve egentlige ændringer i direktiverne. 

Det følger af ovenstående, at omfanget af frihedsgrader i direktiverne har 

betydning for, om der primært skal sættes ind på nationalt niveau eller EUniveau, 

hvis der skal gennemføres regelforenklinger. 

Af direkte betydning for det administrative arbejde virksomhederne pålægges 

som følge af et direktiv er tidspunktet for, hvornår bestemmelserne i et 

EU direktiv implementeres i de nationale regler. Vælger en medlemsstat at 

udskyde implementeringen, eller at indføre overgangsordninger, udskydes 

eventuelle administrative konsekvenser af direktivet ligeledes. 

Om dette vil være til gavn for virksomhederne vil variere afhængigt af direktivets 

indhold i forhold til de nationale regler på området: Hvis direktivet pålægger 

virksomhederne mere administrativt arbejde end de eksisterende 

nationale regler på området, udskydes den ekstra arbejdsbyrde, der følger af 

direktivet. Hvis direktivet er administrativt enklere at efterleve for virksomhederne 

end de eksisterende nationale regler på området udskydes lettelsen af 

det administrative arbejde i virksomhederne. 

Set ud fra et fællesskabssynspunkt forekommer for sen implementering dog 

altid problematisk bl.a. set ud fra målsætningerne om at skabe et velfungerende 

indre marked med ensartede konkurrencevilkår. 

15

Undersøgelsen viser, at der for nogle direktiver er stor forskel på, hvornår 

medlemslandene vælger at implementere EU direktiverne. Figur 3.1 nedenfor 

viser den tidsmæssige forskel i implementering af direktiverne i medlemslandene, 

hvor søjlerne viser spredningen i antal år fordelt på de enkelte direktiver. 

For de undersøgte direktiver er der en forskel på mellem et og seks år mellem 

lande, der har implementeret direktiverne først og sidst. På VVM direktivet 

er forskellen 6 år. Forklaringen på den store forskel på VVM-direktivet er, 

at nogle medlemslande i forvejen havde regler og administrative strukturer 

på miljøområdet, der gjorde det relativt nemt at implementere (f.eks. Holland), 

mens andre lande fandt lovgivningen meget omfattende og kompliceret 

at implementere. 

Figur 3.1. Spredning i implementering af de nationale regler – antal år 

fordelt på direktiver 

9 

8 

7 

6 

5 

4 

3 

2 

1 

0 

VVM Moms Regnskab APV 

Registrering 

af husdyr 

Fjernsalg 

Note: Transportdirektivet er ikke medtaget i denne opgørelse, da der er tale om en 

kodificering af flere tidligere dokumenter. Det er derfor ikke muligt at vurdere hvornår 

landene har implementeret reglerne. Intrastat er heller ikke medtaget, da der er tale 

om en forordning, der har umiddelbar retsvirkning i alle medlemslande. Desuden er 

mærkningsdirektivet ikke medtaget, da hovedparten af landene ikke har angivet nogen 

skæringsdato for, hvornår direktivet blev implementeret. 

Det sker relativt ofte, at et land ikke implementerer et direktiv indenfor Kommissionens 

deadline, og alle lande inklusiv Danmark har overtrådt deadline 

med et eller flere år på et eller flere direktiver. Dette skyldes i nogle tilfælde, 

at der eksisterer regler i den nationale lovgivning, der opfylder direktivets 

16

krav, eller endog er mere vidtrækkende end direktivet foreskriver. At direktivet 

ikke er formelt implementeret i lovgivningen er dermed uden betydning 

for erhvervslivet. 

Forskellene i tidspunktet for medlemslandenes implementering af direktiver 

kan konkret resultere i forskelle i de administrative konsekvenser for virksomhederne 

mellem landene, og dermed ulige konkurrencevilkår. Dette vil fx 

være tilfældet, hvis et land friholder virksomhederne fra en række ressourcekrævende 

administrative opgaver gennem flere år. 

I nogle tilfælde kan det være en konkurrencemæssig fordel, at implementere 

direktivet tidligt. Dette er fx tilfældet på fødevareområdet, hvor en høj grad af 

kontrol og tilsyn med produktionen af fødevarer, kan bruges i markedsføringen 

i udlandet. 

Udarbejdelsen af de nationale regler samt den daglige håndhævelse af det 

nationale regelsæt foregår meget ens i de deltagende lande. Ressortministerierne 

i de enkelte medlemslande har for alle de undersøgte direktiver været 

den primære part i regeludarbejdelsen. Ligeledes varetages den daglige 

håndhævelse for de fleste direktiver af myndigheder på statsligt niveau, dvs. 

af statslige styrelser, tilsyn og inspektorater m.v., der refererer direkte til ressortministerierne. 

VVM og momsdirektivet er dog to undtagelser, idet den 

daglige håndhævelse foretages på regionalt og lokalt niveau. I de fleste lande 

er det f.eks. de regionale skattemyndigheder, der har den direkte kontakt 

til virksomhederne omkring momsspørgsmål. På dette område er landenes 

tilrettelæggelse af håndhævelsen meget ensartet. 

3.3 Lovgivningsprocessen 

Det er i lovgivningsprocessen at medlemsstaterne beslutter, om evt. undtagelsesmuligheder 

i et EU-direktiv skal udnyttes ved implementering i national 

lovgivning. At der er gennemsigtighed i denne proces er derfor væsentligt i 

forhold til beslutningstageres og berørte virksomheders mulighed for indflydelse 

på, hvordan et EU-direktiv omsættes til nationale regler. 

Det er standardprocedure i hovedparten af de undersøgte medlemslande, at 

der gennemføres en formel høring blandt interesseorganisationerne og andre 

interessenter om lovforslaget. Danmark, Holland, Sverige og Østrig har 

således for alle de undersøgte direktiver gennemført høringer, mens det for 

de øvrige lande gælder, at man i enkelte tilfælde har undladt at sende et lovforslag 

i høring. Det synes dog at være normen i de fleste lande, at lovfors- 

17

lag sendes i høring inden de fremlægges til godkendelse i de lovgivende 

forsamlinger. 

Undersøgelsen viser, at involvering af relevante organisationer i udarbejdelse 

af lovgivningen kan betyde både, at de administrative konsekvenser for 

erhvervslivet øges og at de mindskes. I forbindelse med implementeringen 

af Transportdirektivet i England blev der således indført en 12 måneders 

overgangsordning for virksomhederne. 

Det forekommer umiddelbart overraskende, at brancheorganisationerne ønsker 

strengere krav end direktivet foreskriver. Men det har været tilfældet 

f.eks. for direktivet om registrering af dyr, hvor erhvervsorganisationerne ønskede 

skrappere krav for at sikre et højt niveau af fødevaresikkerhed. Også 

for dele af regnskabsdirektivet har der fra erhvervslivet i Danmark været et 

ønske om, at virksomheder skal levere oplysninger, som man i følge direktivet 

har haft mulighed for at friholde dem for. 

Svarene viser også, at det er meget anvendt at holde mere uformelle drøftelser 

med organisationer, der repræsenterer de berørte virksomheder. Inddragelsen 

spænder fra uformelle møder, hvor erhvervsorganisationer har 

lejlighed til at afgive kommentarer til forslaget, til arbejdsgrupper om udformningen 

af reglerne. 

For embedsmænd og beslutningstagerne kan viden om de administrative 

konsekvenser et givent lovforslag har for erhvervslivet være et vigtigt input i 

lovgivningsprocessen, således at der tidligt kan justeres for evt. uhensigtsmæssigheder. 

England har foretaget ex-ante vurderinger af de administrative konsekvenser 

ved implementeringen af fire ud af fem direktiver, mens de har foretaget vurderinger 

efter regeludarbejdelsen i alle fem tilfælde. De administrative konsekvensvurderinger 

har haft form af embedsmandsvurderinger af kvantitativ 

karakter i England. De øvrige lande har ikke lavet konsekvensvurderinger i 

alle tilfælde. 

Tabel 3.1. neden for sammenfatter datoen for direktivets ikrafttræden og antallet 

af lande, der har gennemført hhv. ex-ante og ex-post vurderinger. 

18

Tabel 3.1. Antal lande der har foretaget administrative konsekvensvurderinger 

i forbindelse med implementering af EU-direktiver 

Ikraftræden jf. KOMs 

deadline 

Ex-ante Ex-post 

Moms 1977 0 0 

Regnskab 1978 3 0 

VVM 1989 1 2 

Intrastat 1991 2 3 

Registrering af husdyr 1993 1 2 

APV 1993 1 2 

Transport 1996 4 2 

Fjernsalg 1997 2 0 

Mærknings 2000 2 1 

At vurdering af lovforslagenes administrative konsekvenser forekommer relativt 

sjældent skal ses i lyset af, at hovedparten af direktiverne er gennemført i 

første halvdel af 90erne, hvor der var mindre fokus på denne del af erhvervslivets 

rammebetingelser. I Danmark og Holland er der således de senere år 

etableret faste procedurer for ex-ante vurdering af ny lovgivning. 

Opgørelsen over ex-ante vurderinger i tabellen dækker således over store 

forskelle med hensyn til vurderingernes omfang og ambitionsniveau. Tendensen 

har således været, at de administrative konsekvensvurderinger, der 

er gennemført i 1990’erne, er langt mere systematiske og ambitiøse end de, 

der blev foretaget i 1970’erne og 1980’erne. 

3.4 Administrative konsekvenser 

På baggrund af gennemgangen af direktiverne og de deraf afledte nationale 

regler sammenfatter nedenstående oversigt direktivernes administrative 

konsekvenser for erhvervslivet i forhold til antallet af virksomheder, der er 

omfattet af direktivet, og de administrative aktiviteter direktivet medfører for 

virksomhederne. 

19

Tabel 3.2. Administrative konsekvenser som følge af direktiverne 

Direktiv Berørte virksomheder Aktiviteter 

APV Alle virksomheder med ansatte Opgørelser, beregninger, vurderinger, 

Intrastat Alle virksomheder med im- 

Regnskab 

port/eksport over fastsatte niveauer 

Alle selskaber 

Moms Alle momsregistrerede virksomhe- 

der 

afrapportering, stille information til 

rådighed for myndigheder 

Opgørelser, indberetninger 

Bogføring, indsamling af oplysninger, 

udarbejdelse af informationer og ind- 

sendelse af regnskaber 

Beregning, angivelse og indbetaling af 

moms 

VVM Alle der udfører større anlæg Opgørelse, analyse og vurdering af 

Transport Godstransportvirksomheder plus 

personbefordring 

miljøpåvirkning, udarbejde VVM rap- 

port 

Dokumentation af egenkapital, kurser, 

eksamen 

Registrering af dyr Landmænd, slagterier m.fl. Opgørelser, indberetninger 

Fjernsalg Fjernsalgsleverandører Oplysningskrav til forbrugerne forud 

for og i forbindelse med indgåelse af 

aftale om fjernsalg 

Mærkning Leverandører af levnedsmidler Oplysningspligt til forbrugerne 

Da medlemslandene ikke systematisk foretager vurderinger af de administrative 

konsekvenser af de nationale regler, har det ikke været muligt inden 

for rammerne af nærværende projekt præcist at vurdere de administrative 

konsekvenser af direktiverne. Men antallet af omfattede virksomheder og 

kravene til administrative aktiviteter kan anvendes som indikatorer for de 

samlede administrationsomkostninger erhvervslivet har ved at efterleve direktivernes 

krav: 

APV, moms og Intrastat vurderes at have store administrative konsekvenser, 

da de berører et stort antal virksomheder, henholdsvis alle virksomheder 

med ansatte, alle momsregistrerede virksomheder, og virksomheder der 

eksporterer varer over et vist minimumsniveau. Ligeledes har 4. regnskabsdirektiv 

omfattende administrative konsekvenser, idet det omfatter et stort 

antal virksomheder som pålægges en række oplysningsforpligtelser, hvis 

efterlevelse har betydning for bl.a. den daglige bogføring. VVM retter sig ligeledes 

bredt mod hele erhvervslivet, men rammer kun bygherrer, der udfører 

større anlægsarbejder. 

20

Transportdirektivet, mærkningsdirektivet, Husdyrdirektivet og Fjernsalgsdirektivet 

berører afgrænsede erhvervssektorer, og dermed et begrænset antal 

virksomheder. Men konsekvenserne for de enkelte virksomheder kan dog 

godt være omfattende. En nærmere undersøgelse af dette ligger uden for 

nærværende projekts rammer. 

I nogle direktiver er der lande, der sigter mod at implementere reglerne således, 

at de kun netop opfylder kravene i direktivet. Der er flere eksempler på, 

at lande forsøger at lægge sig under de minimumsregler og -krav, der er 

formuleret i et givent direktiv. Ofte forsøger man at lette virksomhederne ved 

at undtage flest mulige virksomheder fra reglerne. Dette kan fx ske ved at 

benytte undtagelsesmuligheder, eller fritage virksomhederne i størst mulig 

grad fra at skulle registrere og indberette oplysninger. 

I andre tilfælde er der lande, der benytter direktiverne til at skabe høje standarder, 

eller udvide kravene på områder, der er højt prioriteret. Dette observeres 

typisk, hvor landene har mange regler på de områder, direktiverne 

retter sig mod. De administrative konsekvenser for erhvervslivet er i disse 

tilfælde ofte omfattende, som følge af, at landene indfører administrativt 

krævende modeller. Det kan f.eks. være ved at udvide antallet af informationer 

virksomhederne skal registrere og indberette, samt ved at udvide målgruppen 

for direktivet. De administrative konsekvenser for virksomhederne 

problematiseres dog ikke i alle tilfælde af erhvervslivets organisationer. Der 

er således eksempler på, at det er erhvervsorganisationerne selv der har 

presset på for opnå høje standarder. 

I Danmark vælger myndighederne i flere tilfælde en minimumsmodel for implementeringen, 

hvor man præcist opfylder kravene i direktivet. Der er dog 

også eksempler områder, hvor der stilles strengere krav, hvorfor der her pålægges 

virksomhederne mere administrativt arbejde ved implementeringen 

end direktiverne foreskriver. 

3.5 Håndhævelsen af de nationale regler 

Interviewene viser, at myndighederne i alle de undersøgte lande anser information 

til virksomhederne i forbindelse med nye regler som meget vigtig. I 

praksis tilrettelægges informationen fra gang til gang afhængig af direktiv og 

målgruppe. Myndighederne kan dog nedtone deres informationsindsats, hvis 

det er praksis, at organisationerne varetager en del informationsopgaver. 

Informationen tilrettelægges ofte på samme måde på tværs af landene, idet 

de fleste myndigheder udarbejder skriftlige vejledninger og guidelines om 

21

eglerne, og tilbyder virksomhederne rådgivning i forhold til tolkning af reglernes 

indhold. Desuden benytter myndighederne i nogle tilfælde dagspressen 

eller fagblade, eller informerer virksomhederne direkte via breve. Der er 

ikke nogen indikation af, at enkelte lande generelt er bedre til at informere 

virksomhederne end andre. Det skal dog fremhæves, at Holland arbejder 

meget systematisk med området, da det i Holland er en fast procedure, at 

man før indførelsen af hver ny lov udarbejder en kommunikationsplan i fællesskab 

med brancheorganisationer for, hvordan reglerne skal introduceres 

til virksomhederne. 

IT kan udnyttes af myndighederne til at gøre det administrative arbejde lettere 

at håndtere for virksomhederne. I de fleste lande benyttes Internettet til at 

give information og flere lande tilbyder efterhånden mulighed for at indberette 

oplysninger via disketter, e-mail, Internet mv. Her er der grundlæggende 

tale om, at gamle papirbaserede brochurer, blanketter m.v. lægges ud på en 

Internetside, hvor det sjældent er muligt for virksomhederne at indberette 

oplysninger. 

Der er enkelte eksempler på, at der er udviklet mere avancerede IThjælpeværktøjer. 

For eksempel har myndighederne i Danmark udviklet ITbaserede 

beregningsmodeller, der stilles til rådighed for de virksomheder, 

der skal udarbejde en VVM-redegørelse, hvilket gør det nemmere at beregne 

miljøkonsekvenserne af nye anlægsprojekter. Ligeledes har Told- og 

Skattestyrelsen i Danmark udviklet et tast-selv-service system, hvor virksomhederne 

har mulighed for at indberette og indbetale deres moms direkte 

over Internettet. Samtidig kan betaling trækkes over PBS. Generelt er det 

dog vores vurdering, at der er et stort uudnyttet potentiale i alle medlemslandene 

mht. anvendelse af IT og digital forvaltning. 

Alle medlemslandene i undersøgelsen foretager monitorering af om de nationale 

regler overholdelses. Der kan generelt sondres mellem en aktiv og en 

reaktiv monitorering. Den aktive monitorering sker på mange områder, f.eks. 

APV, og er kendetegnet ved at myndighederne af egen drift kontrollerer, om 

diverse regler efterleves. Den reaktive monitorering findes f.eks. i forhold til 

fjernsalgsdirektivet, hvor der i de fleste lande kun rejses sager mod virksomhederne, 

hvis der indkommer klager fra forbrugerne. Myndighederne rejser 

således ikke sager af egen drift. 

I nogle lande udnyttes samkøring af registre til at gøre monitoreringen mere 

effektiv. Et eksempel er i Danmark, hvor landmændenes indberetninger om 

antal flytninger af dyr sammenholdes med antallet af dyr på gårdene. Er der 

indikationer af, at registreringerne ikke er konsistente, kan der foretages kon- 

22

3.6 Regelforenkling 

Antal lande 

7 

6 

5 

4 

3 

2 

1 

0 

trolbesøg. Kontrolbesøgene er dermed målrettet mod virksomheder, der tilsyneladende 

ikke overholder reglerne. Alternativet er, at der gennemføres 

kontrolbesøg blandt en større tilfældig stikprøve af landmænd, men da kontrolbesøgene 

er tidskrævende for såvel landmanden som myndighederne, er 

denne monitorering mere ressourcekrævende. 

En væsentlig del af monitoreringen er grundigheden og effektiviteten af landenes 

etablerede tilsyns- og kontrolsystemer, og ressourcerne, der benyttes 

i kontrollen. En undersøgelse af disse systemer ligger uden for undersøgelsens 

rammer. 

Der er store ligheder i de sanktionsmuligheder myndighederne har til rådighed. 

De mest anvendte sanktioner er påbud, bøder og inddragelse af tilladelser. 

Yderligere betragtes det i nogle tilfælde som en kriminel handling, 

hvis loven ikke overholdes, og overtrædelse kan dermed medføre straf i 

henhold til den nationale kriminallovgivning. Undersøgelsen viser dog, at 

denne mulighed meget sjældent udnyttes. 

De undersøgte direktiver samt Intrastat forordningen indeholder alle frihedsgrader 

for myndighederne i udarbejdelsen af de nationale regler. Der således 

mulighed for efter implementeringen, at foretage en revision af de nationale 

regler med henblik på at forenkle reglerne for de berørte virksomheder. 

Figuren nedenfor viser, hvor mange lande, der har fortaget regelforenkling i 

de nationale regler indenfor hvert af direktiverne og Intrastat forordningen. 

Figur 3.2. Antal lande der har forenklet de nationale regler 

Intrastat VVM Regnskab Moms Dyr APV Adgang Fjernsalg 

Direktiv 

23

Det fremgår af figuren, at der er gjort en stor indsats for at forenkle reglerne 

omkring VVM og Intrastat. 

Alle lande i undersøgelsen har arbejdet med forenkling af reglerne om Intrastat. 

Dette er en følge af EU Kommissionens SLIM initiativ om at forenkle 

forordningen, der har betydet, at kravene til obligatoriske oplysninger er 

mindsket. 

Fire lande har forenklet de nationale VVM regler, hvoraf tre af landene har 

samlet love eller bekendtgørelser i en lov eller bekendtgørelse, (Danmark, 

Sverige og Irland), mens det fjerde land, Østrig, har arbejdet med at integrere 

VVM-procedurerne mere i den eksisterende lovgivning. Integrering af 

VVM-reguleringen med øvrig lovgivning kan betyde, at regelsættet bliver 

mere gennemsigtigt, og kravene til virksomhederne i forbindelse med en 

VVM-redegørelse dermed mere overskuelige. Der kan ligeledes være en 

direkte effekt, hvis virksomhedernes godkendte VVM-redegørelser kan anvendes 

til at opfylde godkendelseskravene fra andre myndigheder, således 

at virksomhederne kun skal udarbejde en redegørelse pr. projekt. 

Der er også fire lande der har forenklet henholdsvis momsreglerne og årsregnskabsreglerne. 

For de øvrige fire direktiver er de nationale regler blevet forenklet i en enkelt 

medlemsstat: 

• APV: Belgien har fjernet så mange af arbejdsgiverens forpligtelser 

som muligt, og reglerne er forsøgt gjort så branchespecifikke som 

muligt. 

• Transportdirektivet: Holland har gennemført en række initiativer til 

forenkling af de nationale regler. Det overvejes bl.a. om antallet af 

omfattede virksomheder kan reduceres. 

• Registrering af dyr: Danmark har gennemført, at ejere af flere ejendomme 

ikke behøver at indberette flytninger af husdyr mellem disse 

til det centrale register. 

• Mærkning: I England sker der en jævnlig konsolidering af loven. 

Holland er i gang med undersøgelser af flere af direktiverne for at identificere 

muligheder for at regelforenkle, og det interessante ved dette arbejde er 

særligt, at Holland arbejder på flere områder mod at foretage en mere grundlæggende 

revision af det nationale regelsæt. I Danmark er der også et regelforenklingsprogram, 

der omfatter national lovgivning. 

24

3.7 Anbefalinger 

På baggrund af ovenstående undersøgelse kan der peges på en række initiativer 

og tiltag, der kan bidrage til at reducere de administrative konsekvenser 

for erhvervslivet af EU-regulering: 

Dialog og erfaringsudveksling mellem medlemsstaterne 

Medlemsstaterne kan sikres inspiration i forhold til at udarbejde regler, der 

ikke har uhensigtsmæssige administrative konsekvenser for erhvervslivet, 

ved at mødes i EU-regi eller netværk til dialog og erfaringsudveksling. Møderne 

kan gennemføres i perioden fra et direktiv vedtages i Kommissionen 

og til deadline for implementering i medlemsstaterne. Her kan det diskuteres, 

hvilke administrative problemstillinger direktiverne vil indebære for erhvervslivet, 

og hvordan de administrative konsekvenser kan begrænses. Hermed 

vil medlemsstaterne allerede inden de nationale regler udarbejdes få inspiration 

til den nationale lovgivningsproces. 

Når de nationale regler er vedtaget kan der gennemføres nye møder, med 

hensyn til implementeringen af administrative modeller. F.eks. ville det være 

relevant at drøfte mulighederne for implementering af digitale selvbetjeningsløsninger 

til lettelse af det administrative arbejde for virksomhederne forbundet 

med indberetninger til det offentlige. 

Transparent implementering 

Kendskab til, hvilke krav der kan henføres til direktivet, og hvilke der kan 

henføres til national lovgivning, er en forudsætning for en kvalificeret debat 

om mål og midler, da sidstnævnte er de krav, som medlemsstaterne selv er 

ansvarlige for, og derfor umiddelbart har lettest ved at ændre. 

En metode til sikring af en sådan gennemsigtighed kunne være, at det klart 

specificeres i bemærkningerne eller forarbejderne til en lov eller et regelgrundlag: 

• Hvad der som minimum kræves som følge af direktivet 

• Om eventuelle undtagelsesmuligheder er udnyttet 

• Om regelgrundlaget overskrider eventuelle minimumskrav 

• Om særlige administrative modeller eller formkrav følger af direktivet 

og at mulige alternativer overvejes 

25

Information til virksomhederne 

I alle de undersøgte lande anses information til virksomhederne i forbindelse 

med nye regler som et vigtigt instrument til mindskelse af de administrative 

konsekvenser for erhvervslivet. Af særlige initiativer kan fremhæves: 

• Oplæring af de lokale myndigheder i de nye regelsæt, således at der 

kan gives bedst mulig information og vejledning om, hvordan virksomhederne 

skal håndtere reglerne. 

• Lokale møder og work-shops med de berørte virksomheder om nye 

regler. Her har virksomhederne mulighed for at få en grundig og 

mundtlig præsentation af reglerne, og kan stille spørgsmål om reglerne 

og deres tolkning. 

• Udvikling af hjemmesider med oplysning og information om de nye 

regler. 

• Etablering af telefoniske help-desks til at imødekomme alle spørgsmål 

fra virksomhederne. Dette gør adgangen til information lettere 

for virksomhederne, end hvis de skal ringe til sagsbehandlere i ministerier 

eller styrelser. 

• Outsourcing af vejledning og hjælp til en uafhængig rådgiver, dvs. at 

ministeriet finansierer rådgivning til virksomhederne fra uafhængige 

eksperter på området. 

• Udgivelse af branchespecifikke vejledninger, udarbejdet af brancheorganisationerne 

i samarbejde med de centrale myndigheder. 

Avancerede IT-værktøjer 

En barriere i forhold til at udnytte de teknologiske muligheder i arbejdet med 

at lette det administrative arbejde i virksomhederne er, at udviklingen af nye 

avancerede IT-værktøjer er forbundet med høje omkostninger. 

Specielt i forbindelse med direktiver, hvor virksomhederne i alle medlemsstater 

i princippet pålægges det samme administrative arbejde, kan udviklingen 

af nye værktøjer med fordel ske på fælleseuropæisk niveau, således at udviklingsomkostningerne 

for de enkelte lande mindskes. Et eksempel på dette 

er i forbindelse Intrastat forordningen, hvor EUROSTAT stillede indberetningssystemet 

IDEP (Intrastat data Netry Package) til rådighed for medlemslandene. 

Et andet eksempel på et avanceret IT-værktøj er mulighederne for at lette 

indberetningerne forbundet med registrering af kvæg og svin: I Holland overvejes 

et system, hvor al registrering foregår elektronisk. I systemet scannes 

dyrene automatisk af transporteren, hvorefter informationen automatisk bliver 

rapporteret til det nationale register. En forudsætning for et sådant sy- 

26

stem er overgangen til elektroniske øremærker, hvilket er meget omkostningstungt. 

Regelforenkling 

Det må på baggrund af undersøgelsen konstateres, at der er få eksempler 

på større nationale regelforenklinger af lovgivningen, der implementerer de 

undersøgte direktiver. For flere af direktiverne gælder det, at det har været 

svært for de interviewede myndighedspersoner, at identificere mulige områder 

for regelforenkling, hvis man fortsat skal opfylde kravene i direktivet. 

På baggrund af undersøgelsen vurderes det, at den kraftigste effekt i retning 

af at forenkle de nationale regler kan opnås gennem en samlet og koordineret 

indsats på EU niveau. Derved kan der sættes fokus på administrative 

konsekvenser allerede i den lov forberedende fase ved udarbejdelsen af 

nye, eller ved revision af eksisterende, direktiver, således at disse ikke pålægger 

virksomhederne mere administrativt arbejde end nødvendigt. 

27

Undersøgelse af forskelle og ligheder ved implementering af europæisk 

regulering i forskellige EU medlemslande 

Rapport om regler for aflæggelse af 

årsregnskab for visse selskaber 

- Med fokus på administrative konsekvenser for erhvervslivet 

Udarbejdet af Deloitte & Touche i samarbejde med Erhvervs og 

Selskabsstyrelsen 

September 2003

Indhold 

Resumé 3 

1. Indledning 5 

2. Fakta om de nationale regler 6 

3. Lovgivningsprocessen 8 

4. Håndhævelsen af de nationale regler 11 

5. Indholdet af de nationale love og regler 15 

6. Mulighed for regelforenkling 18

Resumé 

Danmark, Sverige, Holland, Belgien og England har alle fuldt ud implementeret regnskabsdirektivet 

i den nationale lovgivning i perioden 1981-1984. Sverige har implementeret 

det forholdsvist sent, nemlig i 1995, hvilket dog skal ses i lyset af, at Sverige 

først blev medlem af EU i 1995. Der er en klar forskel mellem landenes måde at implementere 

regnskabsdirektivet på. Metoderne spænder over erstatning af eksisterende 

lovgivning, supplement til eksisterende lovgivning og helt ny lovgivning. 

Alle landene har udsendt de nationale regler til høring blandt relevante parter. Danmark 

har suppleret høringsprocessen med et samarbejde med Regnskabsrådet, som 

løbende har givet input i forbindelse med det lov forberedende arbejde og tematiserede 

arbejdsgrupper. I Sverige deltog interesseorganisationer direkte i det lov forberedende 

arbejde via tildeling af pladser i den lov forberedende komité. På samme måde 

nedsatte Belgien en komité, hvor relevante arbejdsgivere og fagforeninger deltog. I 

Holland har en uafhængig institution, kaldet Counsil of Annual Reporting, deltaget som 

konsulent i det lov forberedende arbejde. 

Både Danmark, Belgien og England har på forskellige måder foretaget et skøn over 

de nationale reglers administrative konsekvenser. Danmark er det eneste land, som 

har foretaget et estimat over hvor mange virksomheder, der vil blive berørt af implementeringen 

af regnskabsdirektivet i den nationale lovgivning. 

I alle landene forefindes foranstaltninger, hvis formål er at informere virksomheder og 

borgere om nye nationale regler. Derudover har Holland og Belgien IT-systemer, som 

gør det lettere for virksomhederne at indsende deres regnskaber til myndighederne. I 

Danmark er et sådant IT-system under udvikling. 

Alle landene påser på samme måde, hvorvidt virksomhederne indsender årsregnskaberne, 

og de har desuden samme sanktioneringsmuligheder; påbud og bøder. De 

myndigheder, som forestår modtagelsen af årsregnskabet, overvåger automatisk, 

hvorvidt indsendelsen fra virksomhederne finder sted. I Sverige, Belgien og England 

sker der kun en sanktionering af ikke-regelrette virksomheder, hvis myndighederne 

modtager klager over virksomhedernes regnskaber. Håndhævelsen af reglerne er 

derfor passiv, og landenes sanktioneringsmuligheder bliver kun taget i brug ved sådanne 

tilfælde. 

Der er sanktioneringsmuligheder i Danmark både i forhold til virksomheder, der ikke 

indsender deres årsregnskab til tiden og i forhold til virksomheder, som ikke overholder 

reglerne for årsregnskabet. I Holland udnyttes sanktionsmulighederne jævnligt, og 

de er set brugt i England og Belgien. Den svenske respondent har imidlertid ikke oplevet, 

at der reelt er blevet rejst sager mod virksomheder, som følge af at de ikke efterlever 

reglerne. 

3

Alle landene har forskellige definitioner af små virksomheder. Definitionen har betydning 

for, hvor stor en procentdel af landenes virksomheder der kan nyde godt af eventuelle 

administrative lettelser for små virksomheder. Belgien har den højeste grænseværdi 

for små virksomheder, hvor England har den mindste. 

Holland har implementeret alle direktivets undtagelsesbestemmelser og har gjort det 

på nøjagtig samme måde som i direktivet. Holland har dermed også implementeret de 

medfølgende valgmuligheder for virksomheder, som direktivet giver plads til. 

Alle landene, undtagen Danmark og Sverige, har mere eller mindre implementeret 

muligheden for at udarbejde forkortede statusopgørelser for små virksomheder. 

Alle landene, undtagen Belgien, har i en hvis grad givet deres små virksomheder mulighed 

for at udarbejde forkortede noter til deres regnskaber. Danmark og England 

har, i forlængelse af dette, givet deres små virksomheder mulighed for at offentliggøre 

færre noter. 

Endvidere er alle landenes små virksomheder fritaget fra at anføre øvrige oplysninger 

i noterne. Kun Holland har medtaget fritagelsen, for små virksomheder, fra at udfærdige 

en årsberetning i deres lovgivning. Kun Belgien og England har tilladt små virksomheder 

at offentliggøre en forkortet status. 

Hverken Sverige eller Danmark har benyttet sig af muligheden for at lade små virksomheder 

være fritaget fra forpligtigelsen til at lade deres årsregnskab revidere. Dette 

er tilfældet i Belgien, England og Holland. 

Alle landene, undtagen Belgien, kan se muligheder for at gennemføre forenklinger, 

som vil lette de administrative byrder for virksomhederne. Alle landene har således 

overvejet flere lempelser for de små virksomheder. 

4

1. Indledning 

Regnskabsdirektivet 

Rådets fjerde regnskabsdirektiv (direktiv 78/660/EØF) omhandler foranstaltninger for 

samordningen af de enkelte medlemsstaters bestemmelser vedrørende opstilling og 

indhold af årsregnskab og årsberetning, værdiansættelsesmetoder samt 

offentliggørelse af disse dokumenter. Direktivet omfatter aktieselskaber, anpartsselskaber 

og kommanditaktieselskaber. 

Administrative byrder 

For at opnå den ønskede samordning af de enkelte medlemslandes bestemmelser 

vedrørende selskabers regnskaber, indeholder fjerde regnskabsdirektiv følgende 

overordnede minimumsregler 1 : 

• Minimumsregler vedrørende de finansielle oplysninger, som selskaber skal 

offentliggøre. Årsregnskabet skal give et pålideligt billede af selskabets aktiver 

og passiver og økonomiske stilling og resultat. I forlængelse af dette stilles der 

krav om fastlæggelse af obligatoriske opstillingsskemaer til udarbejdelse af 

status og resultatopgørelse. 

• Minimumsregler vedrørende noternes og årsberetningens indhold 

• Minimumsregler vedrørende værdiansættelsesmetoder. 

Direktivet lægger således primært op til administrative byrder som følge af den række 

af oplysningsforpligtelser, som selskaberne pålægges. 

Fokuspunkter for analyse af forskelle og ligheder 

Den følgende analyse af forskelle og ligheder i medlemsstaternes implementering af 

4. regnskabsdirektiv har følgende fokuspunkter: 

• Først gennemgås en række faktuelle forhold omkring medlemsstaternes 

implementering af regnskabsdirektivet. 

• Herefter følger en analyse af forskelle og ligheder i regeludarbejdelsesprocessen 

i de udvalgte medlemsstater. 

• I forlængelse af dette sættes der fokus på medlemsstaternes håndhævelse af 

de nationale love og regler. 

• Endvidere beskrives indholdet af de nationale love og regler med hensyn til 

forskelle og ligheder i de administrative konsekvenser for erhvervslivet. 

• Endelig vurderes mulighederne for at gennemføre regelforenklinger, der vil 

kunne lette de administrative byrder for erhvervslivet som følge af de 

nationale regler. 

1 

Indledning til Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF af 25. Juli 1978 om årsregnskaberne for 

visse selskabsformer. 

5

Er direktivet fuldt ud 

implementeret i den 

nationale lovgivning? 

Frist for national 

implementering. 

Dato for national 


Hvordan direktivet er omsat 

til nationale love og regler? 

Myndighed, som varetog 

regeludarbejdelsen. 

Hvilke myndigheder/ 

interesseorganisationer 

forestår den daglige 

håndhævelse af det 

nationale regelsæt? 

2. Fakta om de nationale regler 

Dette afsnit belyser en række formelle forhold omkring de enkelte medlemslandes 

implementering af regnskabsdirektivet. 

Skema 1: Lovgivningen 

Danmark Sverige Holland Belgien England 

Ja Ja Ja Ja Ja 

14/8 1980 14/8 1980 14/8 1980 14/8 1980 14/8 1980 

1981 1995 1984 1983 1981 

Ny national 

lovgivning. 

Erhvervs- og 

Selskabsstyrelsen. 

Erhvervs- og 

Selskabsstyrelsen. 

Supplement til 

gældende 

national 

lovgivning + ny 

national 

lovgivning. 

Justitsdepartementet. 

Patent- og 

Registreringsvær 

ket. 

Fuldstændig 

erstatning og 

udvidelse af 

eksisterende 

lov. 

Ministry of 

Justice. 

Economic 

Control 

Service. 

Delvis 

ændring af 

national 

lovgivning og 

ny lovgivning. 

Ministry of 

Economic. 

The 

Commission 

of Accounting 

Standards og 

The Ministry 

of Justice. 

Erstatning af 

gældende national 

lov. 

Department of Trade 

and Industri. 

Companies House for 

Smaller Companies 

og The Financial 

Reporting Review 

Panel for Large 

Companies – begge 

offentlige 

institutioner. 

Det fremgår af skemaet, at alle lande har implementeret regnskabsdirektivet i den 

nationale lovgivning. Sveriges relativt sene implementering skal ses i lyset af, at Sverige 

først blev medlem af EU i 1995. 

Der er nogen forskelle i landenes måde at implementere regnskabsdirektivet på: 

• Sverige har lavet en ny lov vedrørende årsregnskab (årsredovisningslagen), 

som indeholder både gamle og nye elementer. Landet havde tidligere en 

bogføringslov, som omhandlede forskellige tillæg til regnskabet. Nogle af 

disse er indført i den nye lov, selvom det fjerde regnskabsdirektiv ikke har 

krav om lignende tillæg. 

• I Danmark er direktivet gennemført af Erhvervs- & Selskabsstyrelsen med en 

ny national lov i 1981 – Danmarks første årsregnskabslov. Før 1981 var 

årsregnskaber reguleret i Selskabslovgivningen. I dag er direktivet 

implementeret i årsregnskabsloven 2001 (LOV nr. 448 af 07/06/2001) 2 . 

2 I dag er direktivet implementeret i årsregnskabsloven 2001 (LOV nr. 1076 af 17/12/2001), 

samt den dertil hørende årsregnskabsbekendtgørelse (BEK nr. 1076 af 17/12/2001) og undtagelsesbekendtgørelse 

(BEK 841 af 11/10/2002). 

6

• Holland implementerede direktivet i deres civillov, bog 2. Justitsministeriet 

gennemførte en fuldstændig erstatning af Hollands eksisterende lov, og 

tilføjede desuden regler omkring indberetning, som ikke fandtes i den tidligere 

lov. 

• I England er direktivet implementeret af Department of Trade and Industry 

gennem en erstatning af eksisterende national lovgivning – en erstatning af 

Companies Act 1948 og 1967. Dette begrundes i, at den tidligere lovgivning 

ikke levede op til de omfangsrige krav i direktivet. 

• I Belgien er direktivet implementeret af Ministry of Economics i en lov af 1983. 

Denne nye lov ændrede på næsten hele den tidligere lov fra 1976. Den nye 

lov hedder ”Amendment of The Royal Decree of 1976”. 

Landene lader deres nationale regelsæt håndhæve af offentlige instanser. I Danmark 

er det Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der forestår den daglige håndhævelse af 

årsregnskabsloven. I Sverige er det Patent og Registreringsværket, og i Holland er det 

Economic Control Service. I England varetager Companies House of Smaller 

Companies den daglige håndhævelse af regelsættet over for de små virksomheder, 

mens The Financial Reporting Review Panel for Large Companies håndhæver 

regelsættet overfor store virksomheder. I Belgien håndhæves reglerne af The 

Commision of Accounting Standards, som følger den daglige udvikling af 

regnskabsreglerne og The National Bank of Belgium, som er den instans, der 

modtager regnskaberne fra virksomhederne. 

7

Har de nationale regler 

været udsendt til formel 

høring blandt relevante 

interessenter? 

Har relevante 


på anden vis været 

involveret i det 

lovforberedende 

arbejde? 

Blev der ved 

regeludarbejdelsen 

foretaget en vurdering af 

reglernes administrative 

konsekvenser for 

erhvervslivet? 

Er der efter 


blevet foretaget en 

vurdering af reglernes 

administrative 



Er der foretaget et estimat 

over, hvor mange 

virksomheder der berøres 


3. Lovgivningsprocessen 

En hensigtsmæssig lovgivningsproces kan være af stor betydning for formuleringen 

og implementeringen af nationale regler, som under hensyntagen til den retstilstand, 

som man ønsker at opnå, minimerer de administrative byrder for erhvervslivet. 

Nedenstående skema sammenfatter en række karakteristika ved lovgivningsprocessen 

i de udvalgte lande. 

Skema 2: Lovgivningsprocessen 


Ja 

Til en bred 

høring. 

Ja 

Regnskabsrådet 

har løbende givet 

input i forbindelse 

med det 


arbejde. 

Endvidere har der 

været nedsat 

tematiserede 

arbejdsgrupper. 

Ja 

til en bred høring. 

Ja 

i komiteen, som 

fremlægger 

lovforslaget, deltog 

udvalgte interessentgrupper, 

f.eks. Det 

Svenske Industriforbund 

og 

repræsentanter fra 

De Svenska Revisororganisationer. 

Nej 

men uformelt 

udsendes lovforslaget 

til 

relevante 

interessegrupper 

for 

kommentarer. 

Ja 

via The Council 

of Annual 

Reporting. 

Ja 

gennem The 

Central Council 

of Economics, 

som fungerer 

som rådgiver og 

består af aktører 

fra relevante 

interessegrupper. 

Ja 

The Central 

Commission of 

Accounting 

Standards 

fungerede som 

rådgivere under 

lovforberedelsesarbejdet. 

Nej Nej Nej Ja 

foretaget af The 

Commission of 

Accounting 

Standards. 

Ja 

ændringen af 

årsregnskabsloven 

blev testet 

gennem 

fokuspaneler. 

Fokus var 

konsekvenserne 

af overgangen fra 

den gamle til den 

nye årsregnskabslov. 

Ja 

det vurderes, at 

ca. 400.000 

virksomheder 

(plus/ minus 

100.000) berøres 


Nej Ja 

i forbindelse med 

senere ændring 

af loven. 

Ja 

til en bred høring. 

Nej 

Ja 

foretaget af 

embedsmænd. 

Nej Nej 

Nej Nej Nej Nej 

Inddragelse af interessenter i det lovforberedende arbejde 

Alle landene har udsendt de nationale regler til høring blandt relevante interessenter. 

Dette begrundes med, at en bred høring giver mulighed for at rette eventuelle fejl, 

korrigere uhensigtsmæssigheder og sikre et hensigtsmæssig samspil med anden 

8

lovgivning. Høringen i Holland er dog ikke formel, da den formelle høring finder sted i 

Parlamentet. Den lovforberedende myndighed i Holland sender dog altid lovforslag ud 

til kommentarer hos relevante interessegrupper, inden den endelige høring i Parlamentet. 

England har ikke involveret interesseorganisationer yderligere i det lovforberedende 

arbejde. I Danmark, Sverige, Holland og Belgien er billedet anderledes. 

• I Danmark har Regnskabsrådet løbende givet input i forbindelse med det 

lovforberedende arbejde. Der har endvidere været nedsat en række 

tematiserede arbejdsgrupper inden for udvalgte områder. 

• I Sverige deltog interesseorganisationer direkte i det lovforberedende arbejde 

via tildeling af pladser i den lovforberedende komité. Beslutningen om den 

endelige sammensætning af komitéen tages af den ansvarlige minister. I 

forbindelse med regnskabsreglerne blev repræsentanter fra virksomheder, 

revisorer, Redovisningsrådet, Børsen mv. udvalgt. 

• I Belgien blev der nedsat en komité, hvor relevante arbejdsgivere og faglige 

organisationer deltog. Denne komité fungerede som rådgivere i lovudarbejdelsesperioden. 

• I Holland har en uafhængig institution – Council of Annual Reporting – 

deltaget som konsulent i det lovforarbejdende arbejde. Rådet betragtes i 

Holland som meget videntungt på regnskabsområdet og består af 12 

mennesker sammensat af embedsmænd, selskaber og revisorer. 

Vurdering af administrative konsekvenser 

Det er som nævnt afgørende for indeværende problemstilling, hvorvidt der i 

forbindelse med det lovforberedende arbejde er blevet foretaget et systematisk skøn 

over lovgivningens administrative konsekvenser for de involverede virksomheder. I 

Holland blev der ikke på tidspunktet for implementeringen af direktivet foretaget noget 

skøn. Det er dog siden blevet praksis at vurdere ny lovgivnings administrative 

konsekvenser. Myndighederne udfører ikke selv vurderingen, men får den nødvendige 

viden fra et uafhængigt råd kaldet ACTAL, som beskæftiger sig med forskning og 

undersøgelse af blandt andet loves administrative konsekvenser. 

Både Belgien og England har foretaget et skøn over de nationale reglers 

administrative konsekvenser. Det er sket på baggrund af forskellige metoder: 

• I England blev der på embedsmandsplan foretaget en skønsmæssig vurdering 

af lovgivningens administrative konsekvenser for virksomhederne. 

• I Belgien blev en ekspertvurdering udført af The Commision of Accounting 

Standard. Denne kommission fungerede, som tidligere nævnt, som rådgivere i 

det lovforberedende arbejde. 

9

I Belgien blev resultaterne af vurderingerne brugt til The Commission of Accounting 

Standards’ rådgivning af den lovforberedende myndighed. På denne måde havde 

vurderingernes resultater direkte indflydelse på den endelige nationale lov. Derudover 

pegede resultaterne på et behov for at udarbejde faste modeller til udførelsen af 

regnskaber. Det vil sige modeller, som indeholder standardiserede retningslinjer for 

udførelsen af regnskaber. Disse modeller er i dag til rådighed på software, og brugen 

af dem er påkrævet ved lov. Modellerne fungerer endvidere på den måde, at de 

indeholder kontrolligninger, som Central of Balance Sheet Office bruger i deres 

matematiske og logiske check af regnskabernes rigtighed. Central of Balance Sheet 

Office er den afdeling i The National Belgium Bank, der modtager virksomhedernes 

regnskaber. 

I Danmark blev der ikke foretaget skøn over de nationale reglers administrative 

konsekvenser i forbindelse med den oprindelige lov fra 1981. Først i 2001, da man 

ændrer årsregnskabsloven, foretager Erhvervs- og Selskabsstyrelsens fokuspaneler 

en vurdering af de administrative konsekvenser ved overgangen fra den gamle til den 

nye årsregnskabslov. 

I Danmark var konklusionen, at den nationale lov ville give ekstra administrative byrder 

for mellemstore og store virksomheder, blandt andet grundet krav til yderligere 

oplysninger om de risici, som virksomheden er udsat for, og en beskrivelse af virksomhedens 

påvirkning af det eksterne miljø og foranstaltninger til forebyggelse, reduktion 

eller afhjælpning af skader herpå. 

10

4. Håndhævelsen af de nationale regler 

I forhold til spørgsmålet om håndhævelsen af de nationale regler sættes der i det følgende 

fokus på tre problemstillinger: 

• Om virksomhederne kan få information om de nye regler og vejledning i, 

hvordan de skal fortolkes. God information og vejledning må i den sammenhæng 

formodes at reducere virksomhedernes byrder med hensyn til på egen 

hånd at søge information og hente vejledning. 

• Om de nationale regler rent faktisk håndhæves fra myndighedernes side. 

Sidstnævnte problemstilling er relevant, idet regler, som ikke håndhæves forventeligt, 

vil få mindre administrative konsekvenser end regler, som håndhæves 

meget konsekvent. 

• Om der stilles digitale værktøjer til rådighed for virksomhederne i forbindelse 

med udarbejdelsen og indsendelsen af årsregnskabet 

11

Er der procedurer/ 

systemer, der sikrer, 

at virksomhederne 

informeres om 

indførelse af nye 

regler? 

Kan virksomhederne 

få vejledning i forhold 

til tolkning af 

reglernes indhold? 

Kan det administrative 

arbejde ordnes 

elektronisk? 

Tilbydes 

virksomhederne andre 

services, der gør dem 

bedre i stand til at 

overholde eller 

administrere 

reglerne? 

Påses det, om 

virksomhederne 

efterlever reglerne? 

Hvilke 

sanktionsmuligheder 

er der i forhold til 

virksomheder, der 

ikke opfylder deres 

oplysningsforpligtelser? 

Udnyttes sanktionsmulighederne 

i forhold 

til virksomheder, der 

ikke efterlever reglerne? 

Skema 3: Håndhævelsen af de nationale regler 


Ja 

offentliggørelse af 

love, tæt dialog med 

erhvervslivet, foredrag 

og Erhvervs- og 

Selskabsstyrelsens 

hjemmeside. 

Ja 

virksomheder kan 

kontakte Erhvervs- og 

Selskabsstyrelsen for 

vejledning. 

Et system er under 

udarbejdelse 

Ja 

vejledninger jf. 

ovenfor. 

Ja 

indsendelse 

kontrolleres 

automatisk, og via 

stikprøver kontrolleres 

indhold. 

I forhold til 

regeloverholdelse: 

Yde vejledning, påtale 

overtrædelse og 

påbyde at fejl rettes. 

I forhold til 

regnskabsmodtagelse: 

Afgift ved for sen 

indsendelse. 

Tvangsopløsning ved 

manglende 

indsendelse. 

Ja 

Bokföringsnämnden 

spreder information 

om nye regnskabsregler. 

Ja 

Bokföringsnämnden 

udarbejder også 

vejledninger til 

fortolkning af loven. 

Ja 

informationen når 


automatisk via 

høringsprocessen. 

Ja 

guidelines 

udarbejdes af The 

Council of Annual 

Reporting. 

Nej Ja 

Chamber of 

Commerce er 

online. 

Ja 

Bokföringsnämndens 

vejledninger. 

Ja 

indsendelse overvåges 

automatisk af 

Patent- og 

Registreringsværket. 

Ja 

Chamber of 

Commerce udvikler 

templates til 

specielt de små 

virksomheder med 

det formål at guide 

dem gennem 

regnskabsprocessen. 

Ja 

af Economic 

Control Service. 

Ja 

offentliggørelse af 

nye love. 

Ja 

Økonomiministeriet 

samarbejder med 

The Commission of 

Accounting 

Standards, som så 

spreder 

informationen. 

Kan indsendes på 

floppy disk til The 

National Bank. 

Ja 

The Commission of 

Accounting 

Standards har 

udviklet modeller, 

som virksomhederne 

forventes 

at bruge, når de 

udfærdiger deres 

regnskaber. 

Ja 

Central Balance 

Sheet Office 

udfører matematisk 

kontrol på 

regnskaberne. 

Ja 

pressemeddelelser 

og via høringsprocessen. 

Ja 

fra deres brancheorganisationer. 

Companies House 

udfærdiger 

informationsbrochurer. 

Information og vejledning 

I alle landene gennemføres en række tiltag med henblik på at informere 

virksomhederne om regnskabsreglerne: 

Nej 

Nej 

Ja 

af Companies 

House for Small 

Companies og 

Financiel Reporting 

and Review Panel. 

Påbud og bøder. Påbud og bøder. Påbud og bøder. Påbud og bøder. 

Ja Ja Ja 

specielt når det 

gælder konkurssager. 

Ja Ja 

12

• I Danmark offentliggøres nye love i Lovtidende. Erhvervs- og 

Selskabsstyrelsen indgår endvidere i tæt dialog med erhvervslivets 

organisationer samt revisionsbranchen, hvilket spiller en væsentlig rolle i 

forhold til udbredelsen af information til organisationernes medlemmer. 

Desuden supplerer Erhvervs- og Selskabsstyrelsen deres informationsservice 

til offentligheden med relevante oplysninger på deres hjemmeside og en 

mulighed for virksomheder og deres revisorer til at kunne kontakte Erhvervsog 

Selskabsstyrelsen med eventuelle spørgsmål. 

• I Belgien offentliggøres nye love i det officielle nyhedsmagasin ”The Belgium 

Monitor”. Derudover udgiver de pressemeddelelser. Med hensyn til vejledning 

vedrørende fortolkning af den nationale lov, samarbejder Ministeriet med The 

Commission of Accounting Standards, som til daglig varetager spredningen af 

information vedrørende regnskabslovgivningen. Derudover har Belgien gjort 

det lettere for de regnskabsførende virksomheder ved at udfærdige modeller 

til gennemførelse af regnskabet. 

• I Holland deltager The Council of Annual Reporting, som tidligere nævnt, som 

fast rådgiver i det lovforberedende arbejde på regnskabsområdet. Det er 

samtidig dette organ, der informerer virksomhederne om lovens indhold, 

fortolkning og betydning. Rådet udarbejder guidelines, som – selvom de ikke 

er juridisk bindende – forventes brugt af alle virksomheder. 

• I Sverige varetages informationsopgaven af The Swedish Accounting 

Standard Board. De informerer virksomhederne om nye regler på 

regnskabsområdet og udfærdiger også vejledninger til, hvordan reglerne 

efterleves. 

• I England udgiver The Department of Trade and Industry pressemeddelelser, 

når de vil gøre virksomheder opmærksomme på nye regler. Companies 

House for Small Companies udarbejder brochurer med generel information 

om lovgivning på regnskabsområdet. Derudover opnår brancheorganisationnerne 

viden om reglernes indhold via deres funktion som konsulenter i det 

lovforberedende arbejde. Med dette udgangspunkt informerer brancheorganisationerne 

deres medlemmer om de gældende regler, ligesom medlemmerne 

kan henvende sig til brancheorganisationerne med diverse spørgsmål. 

Håndhævelse og sanktionering 

Det formodes, at for så vidt reglerne håndhæves konsekvent, har det en effekt på 

reglernes administrative konsekvenser for virksomhederne. Derfor er det relevant at 

undersøge, i hvilken grad de enkelte landes myndigheder påser, om virksomhederne 

efterlever reglerne, og om myndighederne reelt sanktionerer virksomheder, der ikke 

efterlever reglerne. Desuden formodes det at være af afgørende betydning for den 

administrative byrde, om virksomhederne har mulighed for at udfærdige og indsende 

deres årsregnskab ved hjælp af IT-redskaber. 

13

Alle landene kontrollerer, om virksomhederne indsender årsregnskab. Der er imidlertid 

varierende praksis i forhold til, om det undersøges, hvorvidt de indsendte oplysninger 

er korrekte. 

• Danmark og Holland kontrollerer aktivt, om de indsendte regnskaber er udført 

korrekt. Henholdsvis Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og Economic Control 

Service udtager stikprøver for at kontrollere om reglerne efterleves. 

• Belgien kontrollerer aktivt, om de indsendte regnskabsoplysninger er logisk 

sammenhængende. Central of Balance Sheet Office kører automatisk 

matematiske og logiske test på indsendte regnskaber. 

• I Sverige og England er kontrollen mere reaktiv. Således kontrolleres 

virksomheders regnskaber kun, hvis myndighederne modtager klager over de 

pågældende virksomheders årsregnskaber. 

I Sverige håndteres klager af Patent- og Registreringsværket. I England håndteres 

mindre alvorlige klager af Companies House og alvorligere klager af Financial Reporting 

and Review Panel. I Belgien håndterer The Court of Commerce eventuelle klager 

mod virksomheder. 

Alle lande har mulighed for at sanktionere virksomheder, der enten ikke indsender 

årsregnskaber, eller som indsender årsregnskaber med fejlagtige oplysninger. I modsætning 

til de øvrige landes respondenter, kendte den svenske respondent ikke til 

tilfælde, hvor sager var blevet rejst mod virksomheder, som følge af fejlagtige oplysninger 

i årsregnskabet. Dette blev begrundet med, at straffereglerne for området først 

blev gennemført for tre år siden, og at effekten af reglerne derfor ikke kendes fuldstændigt. 

IT-værktøjer 

Virksomheders administrative byrder som følge af informationsforpligtelser til det 

offentlige vil ofte kunne reduceres gennem implementering af IT-baserede 

indrapporteringsværktøjer. 

Danmark er det eneste af de lande, der indgår i undersøgelsen, som har forsøgt sig 

med et elektronisk indrapporteringsværktøj. Der er tale om et digitalt system til 

udarbejdelse og indrapportering af årsregnskabet. Systemet bliver dog ikke udnyttet af 

virksomhederne. Der er derfor taget initiativ til at udvikle et nyt system. Ideen i det nye 

system er, at man skal kunne trække bogførte tal over til regnskabet, og herefter fylde 

ekstra oplysninger på før den endelige indrapportering. 

I Belgien og Holland eksisterer der ikke sådanne værktøjer. Virksomhederne i Holland 

har imidlertid mulighed for at indsende deres årsregnskab pr. e-mail, og 

virksomhederne i Belgien kan indsende deres regnskaber på en floppydisk. Disse 

muligheder eksisterer ikke Sverige og England. 

14

5. Indholdet af de nationale love og regler 

I henhold til regnskabsdirektivet har medlemsstaterne en række muligheder for at stille 

reducerede krav til små virksomheder. I nedenstående skema 4 er direktivets 

tærskelværdier for definitionen af små virksomheder listet. Det følger af direktivet, at 

medlemsstaterne kan have varierende tærskelværdier. Landenes tærskelværdier har 

en væsentlig betydning, da de er bestemmende for antallet af virksomheder, der kan 

nyde godt af medlemslandenes eventuelle reducerede krav til små virksomheder. 

Af direktivet følger endvidere, at en virksomhed skal overholde mindst to af 

grænseværdierne, for at være karakteriseret som en lille virksomhed. 

Skema 4: Grænseværdi for små virksomheder 

EU- 

direktivet 

Statussum ca. EUR Nettoomsætning ca. EUR Gns. antal medarbejdere 

i løbet af regnskabsåret 

3,1 mio EUR 6,3 mio EUR 50 

Danmark 2,7 mio. EUR 5,4 mio. EUR 50 

Sverige 2,7 mio. EUR - 10 

Holland 3,2 mio. EUR 6,2 mio. EUR 50 

Belgien 3,1 mio. EUR 6,2 mio. EUR 50 

England 2,2 mio. EUR 4,6 mio. EUR 50 

Danmark og Sverige har begge som kriterium, at statussummen for en lille virksomhed 

maksimalt må være 2,7 mio. EUR. Belgien og Holland medtager flere virksomheder 

under paraplyen ’små virksomheder’ ved at have sat grænsen på henholdsvis 3,1 

mio. EUR og 3,2 mio. EUR. England har med 2,2 mio. EUR den laveste tærskelværdi. 

Landene varierer ligeledes med hensyn til tærskelværdien for nettoomsætningen. I 

Danmark skal man, for at være defineret som en lille virksomhed, have under 5,4 mio. 

EUR i nettoomsætning, mens man i Belgien og Holland kan have helt op til 6,2 mio. 

EUR i nettoomsætning. Til sammenligning er England nede på 4,6 mio. EUR i nettoomsætning. 

England er igen det land med den laveste tærskelværdi. 

Når det kommer til antal medarbejdere er grænseværdien i næsten alle landene 50 

medarbejdere. Kun Sverige skiller sig ud ved at have en grænseværdi på 10 medarbejdere. 

Dette udelukker en del flere virksomheder end i de andre lande fra eventuelle 

administrative lempelser rettet mod små virksomheder. 

Sammenligner man landenes nationale grænseværdier for små virksomheder med 

regnskabsdirektivets grænseværdier, kan det ses, at Holland og Belgien stort set har 

de samme høje værdier som direktivet. Det betyder, at Holland og Belgien giver flere 

15

af deres virksomheder mulighed for at nyde godt af de administrative lettelser, som 

kan gives til landenes små virksomheder i relation til udførelse af regnskaber. Englands 

grænseværdier er meget mindre end direktivets. Dermed medtager England en 

mindre del af landets virksomheder under definitionen små virksomheder, end direktivet 

giver mulighed for. 

Skema 5 viser i hvilken grad medlemsstaterne udnytter en række af de centrale undtagelsesmuligheder 

for små virksomheder. 

Skema 5: Indholdet af de nationale love og regler 

Har små selskaber mulighed for at 

opstille en forkortet status? (jf. artikel 

11) 


udarbejde forkortede noter til deres 

regnskaber? (jf. artikel 44, stk. 1) 

Er små selskaber fritaget for pligten til 

i noterne at anføre øvrige oplysninger? 

(jf. artikel 44, stk. 2) 

Er små selskaber fritaget for pligten til 

at udarbejde årsberetning? (jf. artikel 

46, stk. 3) 


offentliggøre en forkortet status? (jf. 

artikel 47, stk. 2, litra a) 


offentliggøre færre noter? (jf. artikel 

47, stk. 2, litra b) 

Er små selskaber fritaget fra 

forpligtelsen til at lade deres 

årsregnskab revidere? (jf. artikel 51, 

stk. 2) 


Nej Nej Ja Ja Ja 

Ja Ja Ja Nej Ja 


Nej Nej Ja Nej Nej 


Ja Nej Ja Nej Ja 


En af undtagelsesbestemmelserne gælder krav til statusopgørelsen. Den giver 

landene mulighed for at bestemme, om små virksomheder skal have mulighed for at 

opstille forkortede statusopgørelser. 

Belgien har anvendt denne undtagelsesbestemmelse gennem en regel om, at små 

virksomheder ikke behøver angive deres nettoomsætning i statusopgørelsen. England 

har delvist medtaget denne undtagelsesbestemmelse i deres nationale lovgivning. De 

har ikke implementeret den fuldstændig, men kræver udover bestemmelsen arabiske 

numre i det årsregnskab, som lægges ud til aktieejerne. I årsregnskabet, som 

virksomhederne indsender til den offentlige myndighed, er det tilladt at bruge 

bogstaver og almindelige numre. 

Endvidere har de små selskaber ifølge direktivet mulighed for at udarbejde forkortede 

noter til deres regnskaber. I alle landene, undtagen i Belgien, har små virksomheder til 

en hvis grad mulighed for dette. I Sverige er små virksomheder for eksempel fritaget 

for de i artikel 43 paragraf 8 og 11 nævnte emner, omhandlende nettoomsætningen 

fordelt på aktiviteter og geografiske markeder og forskellen mellem skatter udgiftsført i 

dette og i tidligere regnskabsår. 

16

Derudover er alle landenes små virksomheder mere eller mindre fritaget fra at anføre 

øvrige oplysninger i noterne. I Danmark er artikel 15, paragraf 3, litra a, omhandlende 

noter om anlægsaktivers bevægelse, kun implementeret for finansielle anlægsaktiver. 

Det vil sige, at små virksomheder kun skal anføre ekstra noter om finansielle 

anlægsaktiver. Derudover er artikel 15, paragraf 4 og artikel 34, paragraf 2, 

omhandlende noter om ”etableringsomkostninger”, ikke relevant i Danmark, da de 

krav, der ligger bag, ikke er implementeret i Danmark. 

I Sverige er små virksomheder fritaget fra artikel 15, paragraf 3, litra a, omhandlende 

noter om anlægsaktivers bevægelse. I Belgien forefindes der, som tidligere nævnt, 

modeller hvis brug er påkrævet i udarbejdelsen af regnskabet. I forlængelse af 

noterne er virksomheder påkrævet at vedlægge en udfyldt model som bilag. Små 

virksomheder er i Belgien fritaget fra at udfylde enkelte poster i denne model. 

Ingen af landene, undtagen Holland, har medtaget fritagelsen fra at udfærdige en 

årsberetning i deres lovgivning. Dette begrundes i, at årsberetningens oplysninger 

opfattes som essentielle. I Danmark er der endda, på erhvervslivets opfordringer, 

indført skærpelse af loven i Årsregnskabsloven fra 2001. Dette peger igen på, at dele 

af årsregnskabet betragtes som vigtige redskaber af erhvervslivet, og måske derfor 

ikke betragtes som tunge administrative byrder. 

Sverige og Danmark har, modsat Belgien og England, ikke tilladt små virksomheder at 

offentliggøre en forkortet status. Dette begrundes i Sverige med, at man ikke ville 

bryde en tradition for, at alle med hensyn til offentliggørelse skulle have de samme 

betingelser. Desuden indeholder statusopgørelsen en række essentielle oplysninger, 

som, hvis man var foruden, ville forøge risikoen for snyd og mindske muligheden for 

lige konkurrencevilkår. 

Kun Danmark og England har givet små virksomheder mulighed for at offentliggøre 

færre noter. Sverige begrunder også i denne forbindelse deres restriktive krav til 

offentliggørelse med deres lange tradition for lige betingelser og forhindring af svig. 

Dette kan illustreres yderligere med, at Sverige ikke har fritaget deres små virksomheder 

fra forpligtelsen til at lade deres årsregnskab revidere. Heller ikke Danmark har 

fritaget små virksomheder fra revision, hvilket begrundes med hensynet til 

forebyggelse af økonomisk kriminalitet. 

Holland, England og Belgien har valgt en anden tilgang. I England er små 

virksomheder med en omsætning på mindre end 1,6 mio. EUR og en statussum på 

mindre end 2 mio. EUR, fritaget fra at lade deres årsregnskab revidere, og i Belgien er 

virksomheder fritaget, hvis de falder ind under den almindelige grænseværdi for små 

virksomheder. 

17

6. Mulighed for regelforenkling 

Skema 6 viser de enkelte medlemslandes svar på, hvorvidt de ser muligheder for 

forenklinger eller allerede har gennemført forenklinger af de nationale regler. 

Skema 6: Muligheder for regelforenkling 

Er der gennemført 

initiativer til 

forenkling af de 

nationale regler, 

der vil lette 

virksomhedernesadministrative 

byrder? 

Ser I muligheder 

for forenklinger 

af de nationale 

regler, der vil 

lette 

virksomhedernes 


byrder? 


Ja 

via den nye 

regnskabslov 

og via den 


årsregnskabsloven, 

som er 

på vej 

Ja 

på baggrund af 

tilbagemeldinger 

i forhold til 

den nye 

regnskabslov 

overvejes 

yderligere 

forenklinger. 

Ja 

påbegyndelse af 

et projekt, hvor 

grænseværdierne 

for de små 

virksomheder 

genovervejes. 

Ja 

forhøjelse af 

grænseværdierne 

for små 

virksomheder. 

Ja 

ved at følge 

EU-direktivet 

fuldstændigt. 

Ja 

at presse EU 

for endnu 

flere 

forenklinger 

for små 

virksomheder. 

Nej Ja 

adskillige gange 

siden 1982 er 

kravene til de små 

virksomheder blevet 

reduceret. 

Nej Ja 

samling af al 

regnskabslovgivning 

i én lov. 

Som det kan ses af skemaet, er der gennemgående enighed om, at der i den 

nationale lovformulering ses muligheder for at gennemføre forenklinger, som vil lette 

de administrative byrder for de involverede virksomheder. 

Alle landene, undtagen Belgien, har - på grundlag af direktivet - overvejet at indføre 

lempelser for små virksomheder. 

• Holland, som har implementeret direktivet fuldstændigt, ser en mulighed for i 

EU-regi at arbejde for flere simplificeringer for små virksomheder. 

• I Danmark har man, i den nye årsregnskabslov fra 2001, gjort forsøg på at 

lette de administrative byrder for små virksomheder, blandt andet ved at 

bygge årsregnskabsloven op efter en byggeklodsmodel, som bevirker, at 

loven især for de små virksomheder bliver mere overskuelig. Desuden har 

tilbagemeldinger på den nye lov gjort, at det i øjeblikket diskuteres, om 

reglerne kan forenkles yderligere. Danmark sigter mod hele tiden at følge den 

internationale udvikling på markedet. 

• I England er kravene til de små virksomheder blevet lempet flere gange siden 

starten af 90’erne. Desuden planlægger England at samle al lovgivning 

vedrørende årsregnskab i én lov. 

• Sverige har på nuværende tidspunkt startet et projekt, hvor grænseværdierne 

for små virksomheder genovervejes. Sverige har hermed en intention om at 

forhøje grænseværdierne, så et større antal virksomheder kan fritages for 

forskellige regler. Dette er et skridt hen imod en opløsning af deres tradition 

om lige betingelser for alle. 

18

Undersøgelse af forskelle og ligheder ved implementering af 

europæisk regulering i forskellige EU medlemslande 

Rapport om regler for moms 




September 2003

Indhold 

Resumé 3 






6. Muligheder for regelforenkling 16

Resumé 

Alle landene (Danmark, Sverige, Holland, Belgien og Østrig) har implementeret 6. 

momsdirektiv i perioden 1993-1995. I de fleste lande har Finansministeriet udarbejdet 

de nationale love og regler, undtaget i Danmark, hvor Skatteministeriet forestod opgaven. 

Den daglige håndhævelse af reglerne varetages i alle landene af regionale skattekontorer. 

Alle landene, med undtagelse af Belgien, har udsendt den nationale lovgivning til høring. 

Endvidere har Sverige og Østrig involveret interesseorganisationer yderligere i 

det lovforberedende arbejde via arbejdsgrupper. 

Ingen af landene har i forbindelse med det lovforberedende arbejde gennemført en 

egentlig vurdering af regelsættenes administrative konsekvenser eller et estimat over, 

hvor mange virksomheder, der vil blive berørt af reglerne. 

I alle landene findes procedurer der sikrer, at virksomhederne informeres om indførelse 

af nye regler. Myndighederne udsender information og vejledning om nye regler 

direkte til virksomhederne. I alle landene udarbejder de ansvarlige myndigheder endvidere 

services såsom guidelines, checklister, læs-let brochurer m.v., som generelt 

har til formål at lette virksomhedernes arbejde med at efterleve momsreglerne. I Danmark 

adviseres virksomhederne om indberetningstidspunktet, hvis de er tilmeldt tast 

selv-service. Endvidere yder alle landene individuel vejledning til virksomhederne. 

Denne vejledning forestås af enten de regionale skattekontorer eller af den regeludstedende 

myndighed. 

Danmark er det eneste land hvor både indberetning og indbetaling af moms kan ske 

elektronisk via en hjemmeside. I Sverige og Belgien kan indberetningen ske elektronisk 

via hjemmesider. I de øvrige lande er der endnu ikke udviklet internetbaserede 

services på dette område. 

I alle landene er der løbende monitorering af, om virksomhederne indsender deres 

momsangivelser og indbetaler deres moms, og af om de afgiver sandfærdige oplysninger. 

Der er endvidere mulighed for at gennemføre økonomiske sanktioner over for 

virksomheder, som enten glemmer at indsende momsangivelsen, glemmer at betale 

momsen eller afgiver urigtige oplysninger. 

Der er relativt store forskelle mellem landene i forhold til de parametre vedrørende de 

nationale love og regler, der er sat fokus på i undersøgelsen. Det gælder: 

• Hvor hyppigt der skal indsendes momsangivelser 

• Hvornår angivelsen og indbetalingen skal finde sted 

• Eksistensen af en bundgrænse for om virksomheder skal være momspligtige 

og denne bundgrænses tærskelværdi. 

3

• Grænsen for hvornår ikke-afgiftspligtige juridiske personer samt afgiftspligtige 

personer, der ikke er registreringspligtige, momsregistreres for betalingspligt 

på køb af varer i EU. 

Bundgrænser for hvornår virksomheder er momspligtige er på hele 84.547 EUR i England, 

22.000 EUR i Østrig og 6.728 EUR i Danmark. I Sverige, Holland og Belgien er 

der ingen bundgrænse. England har ligeledes en markant højere grænse for hvornår 

ikke-afgiftspligtige juridiske personer samt afgiftspligtige personer, der ikke er registreringspligtige, 

momsregistreres for betalingspligt på køb af varer i EU. I England er 

grænsen således 84.547 EUR, mens den i de øvrige lande er på 10.000 - 11.000 

EUR. 

Både Holland, Østrig og Belgien har gennemført initiativer til forenkling af de nationale 

regler. I Østrig bliver det forsøgt at reformere deres momslov, og Belgien vil i fremtiden 

indføre en beløbsgrænse på 5.000 EUR for, hvornår virksomhederne skal momsregistreres. 

Endvidere overvejer Belgien at simplificere det administrative arbejde via 

mere omfattende brug af IT. Holland har gennemført forenklinger på indhold af indberetningen 

og på hyppigheden af indberetningen. 

Sverige overvejer at indføre en beløbsgrænse for, hvornår virksomhederne skal 

momsregistreres, hvilket ikke findes i Sverige på nuværende tidspunkt. Danmark har 

udarbejdet et regelforenklingskatalog med ideer omhandlende regelforenklinger for 

små virksomheder. Heri indgår ideen om a conto-betalinger for små virksomheder, så 

der kun skal laves opgørelse én gang årligt. Små virksomheder defineres her som 

dem med en omsætning på mindre end 135.000 EUR. Fra 1/7 2002 blev bundgrænsen 

for hvornår virksomheder er afgiftspligtige hævet fra 2.691 EUR til 6.728 EUR 1 . 

1 Kurs 743,1600 DKK pr. 100 Euro v. Nationalbanken 29. oktober 2002. 

4

1. Indledning 

Formålet med 6. momsdirektiv er at sikre en harmonisering af medlemsstaternes 

momssystemer. Særligt er det et mål at sikre, at det fælles system for omsætningsafgifter 

er neutralt med hensyn til godernes og tjenesteydelsernes oprindelse. Hermed 

kan der med tiden skabes et fælles marked med en sund konkurrence og med typiske 

træk svarende til de, der karakteriserer et hjemmemarked. 

Trods de nævnte harmoniseringer udtrykkes der i direktivets præambel samtidig en 

vis accept af, at medlemsstaterne opretholder særordninger. Det hedder f.eks. at: 

• For så vidt angår mindre virksomheder bør der dog gives medlemsstaterne 

mulighed for at opretholde deres særordninger i overensstemmelse med fælles 

bestemmelser med henblik på en bredere harmonisering. 

• For så vidt angår landbrugere bør der gives medlemsstaterne mulighed for at 

anvende en særordning, der omfatter en standardgodtgørelse af merværdiafgiften 

i et tidligere led til landbrugere, som ikke omfattes af den almindelige 

ordning. 

• Inden for visse grænser og på visse betingelser bør medlemsstaterne kunne 

indføre eller opretholde særlige foranstaltninger, der fraviger dette direktiv for 

at forenkle afgiftens opkrævning eller undgå visse former for svig og unddragelse. 

• Det kan vise sig hensigtsmæssigt at tillade medlemsstaterne at indgå aftaler, 

som kan indeholde fravigelser fra dette direktiv med tredjelande eller med internationale 

organer. 


Momsdirektivet fastlægger i vid udstrækning en retstilstand, som skal opnås i medlemsstaterne 

og stiller på mange områder medlemsstaterne frit i forhold til, hvordan de 

vil opnå denne retstilstand. Direktivet har derfor store frihedsgrader i forhold til hvilke 

regler, der kan anvendes for at opnå denne retstilstand. De samlede administrative 

konsekvenser af momsdirektivet i et givet land er derfor en funktion af et komplekst 

samspil mellem en række karakteristika ved det enkelte lands ”oversættelse” af 

momsdirektivet til nationale love og regler. Der gives ikke i nærværende undersøgelse 

et samlet billede af virksomhedernes momsrelaterede byrder i de enkelte lande. I stedet 

er fokus sat på udvalgte og sammenlignelige parametre i de nationale love og 

regler, som isoleret set forventes at have betydning for virksomhedernes administrative 

byrder. 

Ud fra en overordnet betragtning medfører momsdirektivet administrative byrder for 

virksomhederne. Således bliver virksomhederne pålagt på statens vegne at inddrive 

en skat, som pålægges forbrugerne og at videreformidle denne skat til staten. Definitionen 

af administrative byrder indebærer dog, at de administrative aktiviteter indebærer 

en omkostning for virksomhederne. At anskue momsreglerne som en administrativ 

byrde i dette lys må derfor modificeres på baggrund af det faktum, at virksomhederne 

5

får en betaling for deres ”arbejde” i kraft af den ekstra likviditet virksomhederne ligger 

inde med fra tidspunktet, hvorpå de opkræver momsen til tidspunktet, hvor denne 

videreformidles til staten. 

Fokuspunkter for benchmarking 


6. momsdirektiv har følgende fokuspunkter: 

• Først gennemgås en række faktuelle forhold omkring medlemsstaternes implementering 

af momsdirektivet. 

• Herefter følger en analyse af forskelle og ligheder i regeludarbejdelsesprocessen 




• Endvidere beskrives indholdet af de nationale love og regler med hensyn til 

forskelle og ligheder i de administrative konsekvenser for erhvervslivet 

• Endelig vurderes mulighederne for at gennemføre regelforenklinger, der vil 

kunne lette de administrative byrder for erhvervslivet som følge af de nationale 

regler. 

6


Dette afsnit belyser en række formelle forhold omkring de enkelte medlemslandes 

implementering af momsdirektivet. 

Skema 1: Implementeringsfakta 




Frist for national 


Dato for nationale 

reglers ikrafttræden. 

Hvordan er direktivet 

omsat til nationale 

love og regler. 

Myndighed, som 

varetog 




forestår den 

daglige håndhævelse 

af det nationale 

regelsæt? 

Danmark Sverige Holland Belgien Østrig 


1/1 1978 1/1 1995 

(Dagen for 

deres indtrædelse 

i 

EU.) 

1/1 1978 1/1 1978 1/1 1978 

1994 1995 1993 1993 1995 

Delvis 


eksisterende 

lovgivning. 

Skatteministeriet. 

Told- og 

skatteområderne. 

Delvis 


eksisterende 

lovgivning. 

Ministry of 

Finance. 

Skatte- og 

toldmyndighederne. 

Delvis 


eksisterende 

national 

lovgivning. 

Ministry of 

Finance. 

Regionale 

afdelinger af 

Skattedepartementet. 

Erstatning og 

supplement til 

eksisterende 

lovgivning plus 

ny lovgivning. 

Ministry of 

Finance. 

The 

administration 

of fiscal 

affairs. 

Ny 

lovgivning. 

Ministry of 

Finance. 

Regional 

Fiscal 

Directorates 

and tax 

offices. 

Skemaet viser, at direktivet er fuldt ud implementeret i alle lande, og at de nationale 

regler trådte i kraft i perioden 1993 til 1995. De fleste lande havde på tidspunktet for 

direktivets vedtagelse allerede en lovgivning på momsområdet, der, som en konsekvens 

af direktivets bestemmelser, blev ændret. I Danmark dækkede den eksisterende 

merværdiafgiftslov fra 1967 størstedelen af momsdirektivet. Momsdirektivet var 

derfor ikke kilde til større lovgivningsmæssige ændringer. Først i 1994 blev der foretaget 

en sammenhængende tilpasning af den danske lovgivning til momsdirektivet. Væsentligt 

i den sammenhæng var det, at direktivets sprogbrug i væsentligt omfang vandt 

indpas i den danske lovgivning. 

I de fleste lande, der indgår i undersøgelsen, har finansministeriet udarbejdet de nationale 

love og regler. Den daglige håndhævelse af reglerne varetages dog i alle landene 

af regionale skattekontorer. Således er det f.eks. i Danmark Skatteministeriet, der 

har forestået regeludarbejdelsen mens den daglige håndhævelse af reglerne varetages 

af Told- og Skatteområderne, som er underlagt Told- og Skattestyrelsens instruktionsbeføjelser. 

Told- og Skattestyrelsen samt Landsskatteretten fungerer endvidere 

som klageinstans for afgørelser truffet i Told- og Skatteområderne. 

7



og implementeringen af nationale regler, som under hensyntagen til den retstilstand, 

som man ønsker at opnå, minimerer de administrative byrder for erhvervslivet. Nedenstående 

skema sammenfatter en række karakteristika ved lovgivningsprocessen i 

de udvalgte lande. 






Har relevante 


på anden vis været 

involveret i det 

lovforberedende arbejde? 

Blev der ved 






Er der efter 

regeludarbejdelsen blevet 





Er der foretaget et estimat 

over, hvor mange 

virksomheder der berøres 




Nej Ja ja Nej Ja 

Nej Nej N/A Nej Nej 


Nej 

(men skattemyndighederne 

kender antallet af 

momsregistrerede 

virksomheder 

(pga. krav om 

registrering). 

Nej 

(men skattemyndighederne 

kender antallet af 

momsregistrerede 

virksomheder 

(grundet 

obligatorisk 

registrering). 

N/A Nej Nej 

Det fremgår, at de nationale regler i næsten alle lande har været udsendt til høring 

blandt en bred kreds af respondenter som et vigtigt element i det lovforberedende 

arbejde. Mens det i Østrig primært er de store interesseorganisationer, der er blevet 

opfordret til at indgive høringssvar, har man i Danmark og Sverige inddraget en bredere 

aktørkreds i høringsprocedurerne. Holland holder høringen i parlamentet, hvor alle 

interessenter kan deltage. Belgien har ikke udsendt lovforslaget til formel høring, da 

man i forbindelse med det lovforberedende arbejde mente at have et tilstrækkeligt 

informationsgrundlag for at udarbejde lovgivningen. 

Ud over den formelle høring, som alle lovforslag er genstand for i Danmark, har der 

ikke været nogen formaliseret inddragelse af interesseorganisationer i det lovforberedende 

arbejde. I Sverige, Østrig og Holland har relevante interesseorganisationer m.v. 

løbende deltaget i arbejdsgrupper, temamøder mv. hvor de har givet input til lovgiv- 

8

ningsprocessen. Holland har endvidere møder med relevante interesseorganisationer 

fire gange om året, hvor lovgivningen på området diskuteres. 

Ingen af landene har gennemført en egentlig vurdering af regelsættenes administrative 

konsekvenser for virksomhederne, idet det først efter implementeringen af sjette 

momsdirektiv er blevet praksis at udføre sådanne vurderinger. Der er således i forbindelse 

med det lovforberedende arbejde heller ikke i nogen af landene fortaget et estimat 

over, hvor mange virksomheder der vil blive berørt af reglerne. I Danmark estimeres 

det dog, at der i dag er ca. 420.000 momsregistrerede virksomheder, mens myndighederne 

i Sverige angiver at der er ca. 820.000 momsregistrerede virksomheder. 

9


I forhold til spørgsmålet om håndhævelsen af de nationale regler vil to centrale problemstillinger 

blive belyst i det følgende: 

• For det første i hvilket omfang virksomhederne kan få information om nye regler 

samt vejledning i hvordan de skal fortolkes. 

• For det andet i hvilket omfang de nationale regler rent faktisk håndhæves/sanktioneres 

fra myndighedernes side. 

Sidstnævnte problemstilling er relevant, idet regler, som ikke håndhæves effektivt og 

konsekvent i praksis, må forventes at få mindre indflydelse på virksomhedernes administrative, 

end hvis det modsatte er tilfældet. 

Information og vejledning 

Nedenstående skema 3 sammenfatter en række fakta i forbindelse med landenes 

håndhævelse af de nationale regelsæt. 

10

Hvordan 

informeres 


om indførelse af 

nye regler? 

Kan 

virksomhederne få 

rådgivning i 

forhold til tolkning 

af reglernes 

indhold? 

Kan momsen 

indberettes/ 

indbetales 

elektronisk? 

Tilbydes 


andre services, 

der gør dem 

bedre i stand til at 

overholde eller 

administrere 

reglerne? 

Skema 3: Information 


Der er en bred vifte af 

informationskanaler: 

Hjemmeside med offentliggørelse 

af afgørelser, 

ny lovgivning, cirkulærer 

og andre meddelelser, 

nyhedsbreve til virksomheder,pressemeddelelser, 

momsvejledning i 

bogform og på hjemmeside. 

Ja, Told & Skat har en 

vejledningsforpligtelse 

overfor virksomhederne, 

som udfyldes af Told- og 

Skatteområderne. Hertil 

kan virksomhederne 

henvende sig med 

spørgsmål. 

Ja, virksomhederne kan 

indberette deres moms 

og betale elektronisk via 

Told og Skattestyrelsens 

hjemmeside. 

Ja, virksomhederne 

adviseres om, at de skal 

indberette moms ved 

momsperiodens udløb. 

Hvis virksomhederne er 

tilmeldt tast-selv-service 

vil de modtage mail. 

The National Tax 

Board udfærdiger 

brochure til virksomhederne. 

Der 

er desuden en 

omfangsrig hjemmeside, 

hvor information 

af forskellig 

art kan 

hentes, bl.a. guidelines, 

som også 

findes i bogform. 

Ja 

spørgsmål kan 

rettes til 

skattekontorerne, 

men ønskes 

juridisk bindende 

lovgivning, skal 

henvendelse rettes 

til 

Skatteretsvæsenet. 

Ja 

indberetningen kan 

ske via et system 

kaldt ’Elektronisk 

Skattedeklaration’. 

Virksomhederne 

kan betale over 

bank- eller 

postgiro, som 

begge kan gøres 

over internettet. 

Pressemeddelelser 


udsendelse af ny 

lovgivning til 

virksomhederne. 

Ja 


kan henvende 

sig til de lokale 

skattedepartementer 

og til 

Finansministeriet 

med spørgsmål. 

Informationskampagner, 

brochurer og 

seminarer. Der 

er endvidere en 

offentlig 

tilgængelig 

database, som 

indeholder al 

momslovgivning, 

parlamentariske 

spørgsmål, 


cirkulærer og 

kommentarer. 

Ja 

The VATadministration 

udarbejder 

guidelines til 

hjælp til 

fortolkning. 

Nej Ja 

indberetningen 

kan ske ved 

hjælp af et 

system kaldet 

InterVATsystem. 

Ja 

seminarer, brochurer 

og offentlige 

møder. 

Ja 


kan få 

informationen ved 

at ringe til 

Finansministeriet 

eller ved at besøge 

ministeriets 

hjemmeside. 



kan fra systemet 

’Finance Online’ 

downloade formularer 

til hjælp til 

momsangivelsen. 

Det fremgår, at der i alle lande er procedurer der sikrer, at virksomhederne informeres 

om indførelsen af nye regler. I alle lande udsender myndighederne information og 

vejledning om nye regler direkte til virksomhederne. Der udarbejdes endvidere guidelines, 

checklister, læs let-brochurer m.v., som generelt har til formål at lette virksomhedernes 

arbejde med at efterleve momsreglerne. Dette suppleres i Østrig af offentlige 

informationsmøder, i Holland med pressemeddelelser, i Belgien med informationskampagner, 

seminarer og en informationsdatabase kaldt Fisconet, mens det i Danmark 

suppleres med: 

• Informationer på Told- & Skattestyrelsens hjemmeside 

• Brancherettede og/eller tematiserede nyhedsbreve 

• Pressemeddelelser 

• Udgivelsen af en momsvejledning, som forefindes i bogform samt i en elektronisk 

udgave, som er tilgængelig på Told- & Skattestyrelsens hjemmeside. I 

Nej 

11

Sverige udgiver National Tax Board ligeledes en ”guidebook” i bogform og ligeledes 

på elektronisk form. 

I alle lande har virksomhederne mulighed for at henvende sig direkte til myndighederne 

med henblik på vejledning og med spørgsmål af mere praktisk karakter. 

Momsområdet er et af de områder, hvor der er potentialer for at virksomhederne kan 

indberette og indbetale momsen elektronisk. 

I Østrig og Holland er denne mulighed endnu ikke udnyttet. Østrig arbejder dog for, at 

det vil blive muligt fra begyndelsen af 2003. I dag har virksomhederne i Østrig mulighed 

for at downloade relevante blanketter fra et system, der kaldes ”Finance Online”. 

I Sverige er der mulighed for at indberette elektronisk, hvilket gøres over et system 

kaldet ’elektronisk skattedekleration’. I Belgien har alle virksomheder mulighed for at 

indberette elektronisk ved hjælp af et system, som de kalder InterVATsystem. 

I Danmark har virksomhederne mulighed for via Told- og Skattestyrelsens hjemmeside 

at foretage elektronisk indberetning af momsangivelsen samt at foretage indbetalingen 

af momsen. Indbetalingen kan enten foretages gennem overførsler fra homebanking 

eller internet-bank, eller de kan trækkes fra virksomhedens bankkonto via 

PBS. Virksomheder, som gør brug af muligheden for elektronisk indberetning af 

moms, bliver ved hver momsperiodes afslutning automatisk adviseret pr. mail om 

hvornår de skal indberette og indbetale moms. 

Danmark er derfor det eneste land, hvor både indberetning og den tilhørende indbetaling 

af moms kan ske elektronisk. I Sverige og Belgien kan indberetning ske elektronisk 

via hjemmesider. I andre lande er der endnu ikke udviklet internetbaserede services 

på dette område. 

12

Monitoreres det, om 



Hvilke sanktionsmuligheder 

er der i 

forhold til virksomheder, 

der ikke opfylder 

deres oplysningsforpligtelser? 

Udnyttes 

sanktionsmulighederne 

i forhold til 

virksomheder, der 

ikke efterlever 

reglerne? 


Skema 4 sammenfatter en række aspekter omkring myndighedernes håndhævelse af 

momsreglerne: 

Skema 4: Håndhævelse 


Ja Ja Ja Ja 

det elektroniske 

indberetningssystem 

checker 

automatisk, om 

indberetningen er 

korrekt udfyldt. 

Urigtige 

oplysninger: 

Bøder. 

Manglende 

momsangivelse: 

Afgiftsforhøjelse. 

Manglende 

betaling: Renter og 

gebyrer for 

rykkere. 

Urigtige 

oplysninger: 

Tillægsskat. 

Manglende 

momsangivelse: 

Bøder. 

Maximum 6 

måneders fængsel 

eller 4.500 EUR i 

bøde. 

Bøder, som 

varierer fra 35 

EUR til 2.500 

EUR 2 afhængig af 

forseelsens 

alvorlighed. 

Ja 

Bøder, påbud 

og skatteinspektion. 


Det fremgår, at der i alle lande er en løbende kontrol af, om virksomhederne indsender 

deres momsangivelser og indbetaler deres moms, og af om de afgiver sandfærdige 

oplysninger. Der er endvidere mulighed for at gennemføre økonomiske sanktioner 

overfor virksomheder, som enten glemmer at indsende momsangivelser, glemmer at 

betale eller afgiver urigtige oplysninger. 

• I Danmark kan virksomheder, som undlader at angive moms, f.eks. påføres 

en afgiftsforhøjelse fra ca. 57 til 148 EUR. Hvis virksomhederne ikke indbetaler 

den skyldige moms, vil der påløbe renter, og rykkerskrivelser vil blive pålagt 

gebyrer. Virksomheder, som afgiver urigtige oplysninger vil kunne idømmes 

bødestraf. 

• I Belgien går bødestørrelserne fra 35 til 2.500 EUR 

• I Holland er bødestørrelsen op til 4.500 EUR. Den ansvarlige kan endvidere, i 

alvorlige tilfælde, idømmes op til 6 måneders fængsel. 

• I Sverige er bøderammen for urettidig indberetning 50 til110 EUR. Virksomheder 

kan endvidere blive påkrævet at betale et skattetillæg, hvis de ikke indberetter 

korrekt. Skattetillægget beregnes som 5, 10 eller 20 procent af den 

skat, som – hvis den urigtige anvisning var blevet godtaget – var blevet tilgodeset 

virksomheden. Tilfælde af beslutninger i Sverige omhandlende idømmelse 

af skattetillæg kom i år 2000 op på 61.263. 

Alle lande angiver, at sanktionsmulighederne anvendes i praksis. 

2 Kurs 743,1600 DKK pr. 100 Euro v. Nationalbanken 29. oktober 2002. 

13

Hvor hyppigt skal 

der indsendes 

momsangivelser? 

Hvornår skal 

angivelse og 

betalingen 

foretages? 

Findes der en 

bundgrænse for, 

hvornår 

virksomheder er 

momspligtige? 

Ved hvilken 

beløbsgrænse 

skal ikkeafgiftspligtige 

juridiske personer 

samt afgiftspligtige 

personer, der ikke 

er registreringspligtige, 

momsregistres for 

betalingspligt på 

køb af varer i EU? 


I dette afsnit fokuseres på forskelle og ligheder i de nationale regler med betydning for 

virksomhedernes administrative byrder. Nedenstående skema sammenfatter en række 

fakta omkring basale forhold med administrative konsekvenser. 

Skema 4: Momsdirektivet 

Danmark Sverige Østrig Belgien Holland England 

Enten hver 

måned (over 2 

mio. EUR i 

omsætning), 

hver 3. måned 

(135.000 EUR-2 

mio. EUR i 

omsætning) eller 


(under 135.000 

EUR i omsætning). 

1 måned og ti 

dage efter 

momsperiodens 

udløb, undtagen 

når der indsendes 

hvert halve 

år, hvor det er 

den 3. måned 

efter halvårets 

udløb. 

Hver måned. 

Årligt for 

virksomheder 

med årlig 

omsætning 

under 

110.0001 

EUR. 

For dem, som 

indberetter 

månedligt; 1 

måned og 12 

dage efter 

momsperiodens 

udløb 

eller, hvis 

virksomhedensomsætningoverstiger 

4.396.000 

EUR, 1 måned 

og 26 

dage efter 

momsperiodens 

udløb. 

Enten hver 

måned 

(20.000 EUR i 

omsætning), 


(mindre end 

20.000 EUR) 

eller årligt 

(7.500 EUR i 

omsætning). 

Ved udgangen 

af marts i 

efterfølgende 

kalenderår 

indsendes 

angivelsen. 

Der foretages 

a contobetalinger 

med forfald 

den 15. dag i 

den anden 

måned efter 

forfaldsdatoen. 

Hver måned i 

almindelighed. 

Hvis under 

500.000 EUR 

kan der 

foretages 

kvartalsvise 

indbetalinger. 

Den 20. i 

måneden efter 

angivelsen. 

Enten hver 

måned, hver 

3. måned eller 

årligt afhængig 

af nettoomsætning. 

Den 15. dag 

efter den 

sidste dag i 

momsperioden. 

Hver 3. måned. 

Betaling skal 

ske samtidig 

med 

angivelse. 

6.728 EUR Nej 22.000 EUR Nej Nej 84.547 EUR 

10.764 EUR 10.071 EUR 11.000 EUR 11.200 EUR 10.437 EUR 84.547 EUR 

Der er store forskelle landene imellem med hensyn til, hvor ofte der skal indsendes 

momsangivelser. I de fleste lande afhænger det af de enkelte virksomheders omsætning. 

Billedet er som følger: 

14

• Danmark: Virksomheder med mindre end 135.00 EUR i omsætning skal indsende 

hver 6. måned, virksomheder med 135.000-2 mio EUR i omsætning og 

med over 2 mio. EUR i omsætning skal indlevere henholdsvis hver 3. måned 

og hver måned. 

• Sverige: Hver måned, dog årligt for virksomheder med årlig omsætning under 

110.000 EUR 

• Holland: Hver måned hvis virksomhederne har mere 20.000 EUR i omsætning, 

hver 3. måned hvis de har mindre end 20.000 EUR i omsætning og årligt 

hvis de har under 7.500 EUR i omsætning. I sidste tilfælde skal momsen ikke 

betales. 

• Belgien: Hver måned i almindelighed. Virksomheder med mindre end 500.000 

EUR i omsætning kan indbetale kvartalsvis. 

• Østrig: Virksomheder med en omsætning på mindre end 20.000 EUR skal 

indsende årligt, mens virksomheder med over 20.000 EUR både skal indlevere 

momsangivelse månedligt og årligt. 

Der er dermed store forskelle på hvor mange gange om året virksomhederne skal 

indsende momsangivelse samt de tærskelværdier for omsætning, som har betydning 

for hvor ofte en virksomhed skal indsende momsangivelser. 

Der er ligeledes stor forskel på medlemslandenes bundgrænser i forbindelse med 

hvornår virksomheder er momspligtige. Denne bundgrænse har indflydelse på hvor 

mange virksomheder i de enkelte lande, der skal udfylde og indsende momsangivelser. 

Bundgrænserne varierer fra i Danmark at være 6.728 EUR til ca. 84.547 EUR i 

England. Herimellem findes Østrig med ca. 22.000 EUR. Sverige, Holland og Belgien 

har ingen bundgrænse. Sverige begrunder dette med, at det sandsynligvis har været 

overvejet, at en bundgrænse ville lede til konkurrencemæssige fordele for virksomheder, 

som nyder godt af bundgrænsen, og til tab af indkomst for staten. 

Beløbsgrænsen for hvornår ikke-afgiftspligtige juridiske personer samt afgiftspligtige 

personer, der ikke er registreringspligtige, skal momsregistreres for betalingspligt på 

køb af varer i EU, er stort set ens i alle landene, bortset fra i England. I England er 

beløbsgrænsen sat til ca. 84.547 EUR, hvilket er langt højere end i de andre lande, 

hvor grænsen ligger på omkring de 10.764 EUR. 

15


initiativer til forenkling 

af de nationale regler, 

der vil lette virksomhedernesadministrative 

byrder? 

Ser I muligheder for 

forenklinger af de 

nationale regler, der vil 

lette virksomhedernes 

administrative byrder? 

6. Muligheder for regelforenkling 



Nej 

(men DK meget 

langt fremme 

med 

elektroniske 

tast-selvservices). 

Ja 

a contobetalinger 

for 

små 

virksomheder 

(under 135.000 

EUR), så der 

kun skal laves 

opgørelser én 

gang årligt. 

Ja Ja 

gående på 

indhold i 

indberetning 

en og indberetningsperioderne. 

I en official 

rapport, er det 

blevet foreslået, 

at en mulighed 

for at undgå 

moms skal 

introduceres for 

skattepligtige 

personer, hvis 

indtægt er 

mindre end 

10.071 EUR. 

Ja 

elektroniske 

faciliteter, 

fritagelse fra at 

vedhæfte en 

forklaring til 

momsangivelsen 

og virksomheder 

med mindre end 

5.000 EUR i 

omsætning er 

fritaget fra at lave 

momsangivelser. 

N/A Ja 

introduktion af 

mere eadministration 


højere 

grænseværdi for 

små 

virksomheder. 

Ja 

prøvede at gennemføre 

momsreform (VAT- 

NEW), men projektet er 

blevet stoppet af EU. 

Ja 

momsreformen; Østrig 

har ikke opgivet at få 

den gennemført. 

I forlængelse af ovenstående, er det interessant om medlemslandene ser nogen særlige 

problemstillinger vedrørende direktivet, og hvorvidt der ses muligheder for i fremtiden 

at forenkle landenes nationale regler. 

Østrig er det eneste land, som ser en særlig problemstilling vedrørende forskelle i de 

nationale regler. Det drejer sig om problematikken om udlejning af biler på tværs af 

grænser – det er et problem, hvis inputskat kan fratrækkes i for eksempel Tyskland og 

ikke i Østrig, eller andre lande for den sags skyld. Denne problemstilling addresserer 

direktivet ikke. 

Alle landene har gennemført initiativer til forenkling af de nationale regler. I Østrig blev 

det forsøgt at reformere momsloven til noget, som på dansk bliver kaldt Moms-Nyt. 

EU accepterede imidlertid ikke initiativet, da det afveg for meget fra det 6. momsdirektiv. 

Østrig har dog ikke opgivet at få reformen gennemført, da landet stadig, via denne 

reform, ser store muligheder for forenklinger af de nationale regler med lettelse af 

virksomhedernes administrative byrder til følge. Holland har gennemført forenklinger 

på områder såsom indhold af indberetningen og indberetningsperioderne. 

I en official svensk rapport, er det blevet foreslået, at en mulighed for at undgå moms 

skal introducers for skattepligtige personer, hvis indkomst er mindre end 10.071 EUR. 

Dette forslag vil blive overvejet. På nuværende tidspunkt findes ingen beløbsgrænse, 

hvilket vil sige, at ingen virksomheder i Sverige er fritaget for den administrative byrde, 

som det er at udfærdige en momsangivelse. 

16

Belgien har gennemført en administrativ lettelse for virksomhederne ved at fritage 

dem fra et tidligere krav om at skulle vedhæfte en forklaring til deres indberetning. 

Desuden har de indført en beløbsgrænse på 5.000 EUR i nettoomsætning for hvornår 

virksomheder er momspligtige. Endvidere overvejer Belgien muligheden for at simplificere 

det administrative arbejde via mere omfattende brug af IT. 

I Danmark er der i udarbejdet et regelforenklingskatalog med ideer omhandlende regelforenklinger 

for små virksomheder. Heri indgår ideen om a conto-betalinger for små 

virksomheder, så der kun skal laves opgørelser én gang årligt. Små virksomheder 

defineres her, som dem med en omsætning på mindre end 135.000 EUR. 

17



Rapport om regler for 

forbrugerbeskyttelse ved fjernsalg 




September 2003

Indhold 

Resumé 3 






6. Muligheder for regelforenklinger 16

Resumé 

Denne analyse af medlemsstaternes implementering af Fjernsalgsdirektivet omfatter 

Danmark, Sverige, Belgien, Østrig og England. 

Alle landene har implementeret direktivet i perioden fra 1. oktober 1999 til 31. oktober 

2000. Der har således kun været begrænsede overskridelser af den frist for national 

implementering, der i direktivet er fastsat til 4. juni 2000. Endvidere har alle landene, 

med undtagelse af England, fuldt ud implementeret direktivet. Dette er hovedsageligt 

sket gennem ændringer og supplementer til eksisterende love. I Danmark, Sverige og 

Østrig har Justitsministeriet stået for implementeringen af direktivet, mens det i Belgien 

og England har været henholdsvis Økonomiministeriet og Department of Trade & 

Industri. 

I Danmark, Sverige og Østrig håndhæves de nationale regelsæt ikke direkte. Kun hvis 

forbrugere klager over manglende efterlevelse af reglerne, kan en virksomhed blive 

udsat for sanktioner. I England håndhæves regelsættet derimod også aktivt. Dette 

foregår ved at offentlige institutioner checker, om virksomhederne efterlever reglerne. 

Alle landene har haft den nationale lovgivning til høring blandt relevante interessegrupper. 

I alle landene, undtaget Danmark, har relevante interessegrupper endvidere 

været involveret yderligere i det lov forberedende arbejde via deltagelse i arbejdsgrupper 

eller møder. 

Danmark og England er de eneste to lande, som har foretaget et skøn over de nationale 

reglers administrative konsekvenser. I Danmark via testpaneler og i England via 

embedsmænds skønsmæssige vurdering. Danmark er endvidere det eneste land, 

som har foretaget et estimat over hvor mange virksomheder, der vil blive berørt af 

reglerne. 

Danmark, Belgien og England har gennemført en række foranstaltninger, der skal 

sikre, at virksomhederne og borgere informeres om indførelsen af de nye regler. Midlerne 

spænder over: Information på Internettet, skriftligt materiale til virksomhederne, 

pressemeddelelser og offentlige opslag. I England er der en regel om, at virksomhederne 

senest 12 uger før de nationale regler træder i kraft skal modtage skriftlige 

guidelines. I Østrig og Sverige varetages informationsopgaven primært af erhvervslivets 

organisationer. 

De fleste lande yder individuel vejledning til virksomhederne. Vejledningen varetages 

enten af den regeludstedende myndighed gennem vejledninger indeholdt i lovgivningen 

eller ved udarbejdelse af guidelines og checklister til virksomhederne. 

Efterlevelsen af de nationale regler på fjernsalgsområdet er vanskeligt at monitorere. 

Med undtagelse af England angiver alle lande således, at der ikke sker en aktiv monitorering 

af efterlevelsen af regelsættet. Dog er det muligt for forbrugere, at rejse sager, 

3

hvis forpligtelserne i direktivet ikke er overholdt. Der er dog ingen af respondenterne, 

der er bevidste om, at der har været rejst sager mod virksomheder som følge af, at de 

ikke har levet op til deres forpligtelser. 

Alle landene har fuldt ud valgt at udnytte undtagelsesmulighederne i direktivet, dog på 

forskellige måder. For eksempel har alle landene, med undtagelse af Østrig, valgt at 

kræve yderligere informationer fra virksomheden til forbrugeren forud for indgåelsen af 

aftaler om fjernsalg. Ingen af landene har lavet bestemmelser vedrørende informationernes 

form og indhold. 

I Danmark er der en problemstilling vedrørende SMS-services. Således volder direktivets 

krav om, at diverse oplysninger til forbrugeren skal leveres på et varigt medium 

vanskelighederne for leverandørerne. Problemet må dog forventes at være af midlertidig 

karakter, idet den teknologiske udvikling sandsynligvis vil betyde, at mobiltelefoners 

kapacitet forøges væsentligt inden for få år. Ingen af de andre lande har nævnt 

lignende problemstillinger. 

Det kan sammenfattende konkluderes, at der trods de mindre forskelligheder i landenes 

regler, kun er begrænsede forskelle i den nationale implementering af direktivet 

med betydning for de administrative byrder. Således er det overordnede billede, at 

fjernsalgsdirektivet er relativt ordret implementeret i medlemslandene, og at der kun er 

marginale forskelligheder landene imellem. 

4

1. Indledning 

Fjernsalgsdirektivet 

Den 20. maj 1997 udfærdigede Europaparlamentet og Rådet ”Direktiv om forbrugerbeskyttelse 

i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg” (fjernsalgsdirektivet). På 

tidspunktet for direktivets udfærdigelse havde visse medlemsstater allerede fastsat 

forskellige eller afvigende bestemmelser for forbrugerbeskyttelse i forbindelse med 

aftaler vedrørende fjernsalg. Formålet med fjernsalgsdirektivet er at tilnærme medlemsstaternes 

love og administrative bestemmelser om aftaler vedrørende fjernsalg 

indgået mellem en forbruger og en leverandør for herigennem at sikre den fri konkurrence 

mellem virksomhederne og for at sikre købere af varer og tjenesteydelser mod 

krav om betaling for ikke bestilte varer og aggressive salgsmetoder. 

I direktivet defineres aftaler vedrørende fjernsalg som: ”Enhver aftale mellem en leverandør 

og en forbruger vedrørende varer eller tjenesteydelser, der er indgået som led i 

et system for varesalg eller levering af tjenesteydelser organiseret af leverandøren, 

som for den pågældende aftales vedkommende udelukkende anvender en eller flere 

former for fjernkommunikationsteknik frem til og inklusive selve indgåelsen af aftalen”. 

Fjernkommunikationsteknik defineres endvidere som: ”Ethvert middel, som uden leverandørens 

og forbrugerens samtidige tilstedeværelse kan anvendes med henblik på 

indgåelse af en aftale mellem disse parter” 1 . 


Fjernsalgsdirektivet indeholder en række bestemmelser, som pålægger leverandørerne 

at udføre en række administrative aktiviteter. I overensstemmelse med Erhvervsog 

Selskabsstyrelsens terminologi henhører disse aktiviteter under betegnelsen ”oplysningspligt”. 

Således skal leverandørerne i god tid inden indgåelsen af enhver aftale vedr. fjernsalg 

give forbrugerne en række forudgående oplysninger, herunder oplysninger om: 

• Leverandørens navn, og – i tilfælde af aftaler, hvor der kræves forudbetaling – 

tillige hans adresse 

• Varens eller tjenesteydelsens pris samt vigtigste egenskaber 

• Betalings- eller leveringsbetingelser eller betingelserne for opfyldelse af aftalen 

• Eventuel fortrydelsesret, undtagen i de i artikel 6, stk. 3, nævnte tilfælde 

• Omkostningerne ved anvendelse af fjernkommunikationsteknikken 

• Det tidsrum, i hvilket tilbuddet eller prisen er gyldig 

1 En vejledende fortegnelse over de teknikker, der er omfattet af dette direktiv omfatter: 

Uadresserede tryksager, adresserede tryksager, standardskrivelser, reklamer i tidsskrifter med 

bestillingsseddel, kataloger, menneskelig betjent telefon, automatisk telefon (opkaldsautomat, 

audiotekster), radio, visiofon (telefon med billede), videotekst (mikrocomputer, fjernsynsskærm) 

med tastatur eller sensorskærm, elektronisk post, telefax, fjernsyn (telekøb, telesalg). 

5

• I givet fald aftalens korteste gyldighedsperiode i forbindelse med aftaler om 

varige eller regelmæssige vareleverancer eller tjenesteydelser. 

Endvidere skal forbrugeren modtage bekræftelse skriftligt eller på andet varigt medium, 

af de ovenfor nævnte oplysninger i god tid inden aftalens opfyldelse, og senest 

ved leveringen, når der er tale om varer, som ikke skal leveres til tredjemand, medmindre 

oplysningerne allerede er givet forbrugeren forud for aftalens indgåelse skriftligt 

eller på et andet varigt medium, som er til hans rådighed og tilgængeligt for ham. 

Der skal under alle omstændigheder forelægges: 

• Skriftlig oplysning om betingelserne for fortrydelsesret 

• Den fysiske adresse på leverandørens forretningssted, hvortil forbrugeren kan 

indgive eventuelle klager. 

• Oplysninger om foreliggende eftersalgsservice og garantibetingelser 

• Betingelserne for ophævelse af aftalen, hvis denne er af ubestemt varighed eller 

af mere end ét års varighed. 



fjernsalgsdirektivet har følgende fokuspunkter: 


af fjernsalgsdirektivet. 

• Herefter følger en analyse af forskelle og ligheder i regeludarbejdelsesprocesserne 




• Endvidere beskrives indholdet af de nationale love og regler med fokus på forskelle 

og ligheder i de administrative konsekvenser for erhvervslivet. 

• Endelig vurderes muligheden for at gennemføre regelforenklinger, som vil 

kunne lette de administrative byrder for erhvervslivet, som følge af de nationale 

regler. 

6


Dette afsnit belyser en række formelle forhold vedrørende de enkelte medlemslandes 

implementering af fjernsalgsdirektivet. 


Danmark Sverige Belgien Østrig England 

Er direktivet gennemført Ja Ja Ja Ja Delvist 

Frist for national implementering 

Dato for national implementering 

Hvordan direktivet er 

omsat til nationale love 

og regler 






håndhævelse af det nationale 

regelsæt? 

4/6 2000 4/6 2000 4/6 2000 4/6 2000 4/6 2000 

1/6 2000 1/6 2000 1/10 1999 1/6 2000 31/10 2000 


eksisterende 

lovgivning 

Justitsministeriet 

Forbrugerklagenævnet 

samt 

forbrugerombudsmanden 

Ny lovgivning Supplement til eksisterende 

lovgivning 

Ministry of Justice Ministry of Economic 

Affairs 

The Swedish 

Consumer Agency 

Administration of 

Trade Policy and 

Administration of 

The Economic 

Inspection. 

Erstatning af eksisterende 

lovgivning 

Erstatning af eksisterende 

lovgivning 

Ministry of Justice Department of Trade 

and Industry 

Forbrugerorganisationer 

- Office of Fair Trading 

- Local Government 

Trading Standards 

Authority 

Det fremgår af skemaet, at alle de lande, der indgår i undersøgelsen, har implementeret 

direktivet i perioden fra 1. oktober 1999 til 31. oktober 2000. Der har således kun 

været begrænsede overskridelser af den frist for national implementering, der i direktivet 

er fastsat til 4. juni 2000. 

Alle lande har – med undtagelse af England – fuldt ud implementeret direktivet. England 

har kun delvist implementeret direktivet i den nationale lovgivning. Således er en 

del af direktivet – omhandlende ”uopfordrede salgshenvendelser” – ikke implementeret 

i lovgivningen, hvilket skyldes en engelsk tradition for selv-regulering på dette område. 

De fleste af landene har implementeret direktivet gennem ændringer – supplementer – 

til eksisterende love. Fælles for de fleste af landene er, at den eksisterende lovgivning 

ikke har dækket alle fjernkommunikationsteknikker, og at de eksisterende regelsæt 

ikke har været så eksplicitte som direktivet. Der har dog været nationale love, som 

man har fundet det naturligt at supplere. 

I Danmark, Sverige og Østrig har Justitsministerierne været ansvarlige for udarbejdelse 

af den nationale lovgivning, mens det i Belgien og England har været henholdsvis 

Økonomiministeriet og ministeriet for handel og industri. 

I alle lande håndhæves reglerne ved at forbrugerne har mulighed for at klage, hvis de 

mener, at en leverandør ikke har efterlevet sine informationsforpligtelser. Der sker 

således ikke en aktiv monitorering fra myndighedernes side med hensyn til om leverandørerne 

efterlever reglerne – hvilket i praksis også ville være vanskeligt. I England 

derimod sker der dog fra myndighedernes i et vist omfang en aktiv monitorering af, om 

7

leverandører efterlever reglerne. Dette foregår lokalt af Local Government Trading 

Authorities og centralt gennem Office of Fair Trading. 

8



og implementeringen af nationale regler, som under hensyntagen til den retstilstand 

på området, som man ønsker at opnå, minimerer de administrative byrder for erhvervslivet. 

I den sammenhæng må man formode, at en vis grad af dialog med erhvervslivet 

vil kunne forebygge uhensigtsmæssigheder. Nedenstående skema sammenfatter 

en række karakteristika ved lovgivningsprocessen i hvert af de udvalgte 

lande. 


Har de nationale 

regler været udsendt 

til formel 

høring blandt relevanteinteressenter? 

Har relevante 


på anden vis 

været involveret i 

det lovforberedende 

arbejde? 

Blev der ved regeludarbejdelsen 

foretaget en vurdering 





Er der efter regeludarbejdelsen 






Er der foretaget et 

estimat over, hvor 

mange virksomheder 

der berøres af 

reglerne? 



Nej Ja Ja Ja Ja 

Ja 

Foretaget af Erhvervsministeriets 

testpanel. Resultat: 

Minimale administrativekonsekvenser. 

Ja 

11% af landets 

virksomheder. 

Nej N/A Nej Ja 

Foretaget af de 


myndigheder 

(embedsmænd). 

Resultat: Minimaleadministrativekonsekvenser. 


Nej N/A Nej Nej 

Skema 2 viser, at de nationale regler i hvert af landene har været udsendt til høring 

som et led i det lovforberedende arbejde. De fleste lande fremhæver høringsproceduren 

som et vigtigt element i kvalitetssikring af reglerne og derved undgå uhensigtsmæssigheder. 

Fælles for høringsprocesserne er, at en meget bred gruppe af nationale 

aktører involveres. 

Ud over høringsprocessen har man i Danmark ikke haft en yderligere involvering af 

interesseorganisationer m.v. i det lovforberedende arbejde. I de øvrige lande er billedet 

anderledes, idet relevante interesseorganisationer i forbindelse med det lovforberedende 

arbejde, har været involveret i arbejdsgrupper (Sverige, Belgien) eller møder 

9

(Østrig, England). Arbejdsgrupperne og møderne betragtes af de pågældende lande 

som værende væsentlige for at forebygge uhensigtsmæssigheder. 

I forhold til nærværende problemstilling er det af særskilt interesse, om der som et led 

i det lovforberedende arbejde er blevet foretaget et systematisk skøn over lovgivningens 

administrative konsekvenser for erhvervslivet. Danmark og England er de eneste 

af de lande, der indgår i undersøgelsen, som har foretaget et skøn over de nationale 

reglers administrative konsekvenser. Der er imidlertid stor forskel på de to landes 

fremgangsmåde: 

• I Danmark blev den nationale lovgivning vurderet på baggrund af Erhvervs- og 

Selskabsstyrelsens testpaneler, hvor en repræsentativ stikprøve af virksomheder 

angiver de omkostninger, de forventer at ville få som følge af den planlagte 

lovgivning. 

• I England blev der på embedsmandsplan foretaget en mere skønsmæssig 

vurdering af lovgivningens administrative konsekvenser for virksomhederne. 

Det var altså de lovforberedende aktører, som foretog vurderingen. 

I begge lande var konklusionen, at de administrative konsekvenser af de nationale 

regler vil være begrænsede for erhvervslivet. I Danmark var konklusionen endvidere, 

at de administrative byrder hovedsagligt vil være forbundet med leverandørernes oplysningspligt 

til forbrugerne og at ca. 11% af landets virksomheder, vil få løbende administrative 

byrder som konsekvens af lovforslaget. 

10

Er der procedurer/ 

systemer, der sikrer, 

at virksomhederne 

informeres om 


regler? 


få vejledning i forhold 

til tolkning af 

reglernes indhold? 

Monitorerer myndighederne, 

om virksomhederneefterlever 

reglerne? 


i 

forhold til virksomheder, 

der ikke 



I forhold til spørgsmålet om håndhævelsen af de nationale regler er der to centrale 

problemstillinger: 

• For det første i hvilket omfang virksomhederne kan få information om de nye 

regler og vejledning i, hvordan de skal fortolkes. God information og vejledning 

må i den sammenhæng formodes at reducere virksomhedernes byrder 

med hensyn til på egen hånd at søge information og hente vejledning. 

• For det andet i hvilket omfang de nationale regler rent faktisk håndhæves fra 

myndighedernes side. Sidstnævnte problemstilling er relevant, idet regler, 

som ikke håndhæves forventeligt, vil få mindre administrative konsekvenser 

end regler, som håndhæves meget konsekvent. 





Ja 

informationsmateriale 

spredes via 

biblioteker og 

pressen. 

Brancheorganisationer 

vil ofte yde 

vejledning. 

Nej 

men forbrugerne 

har klagemulighed 

via Forbrugerklagenævnet.Forbrugerombudsmanden 

kan 

endvidere nedlægge 

forbud ved 

klar lovovertrædelse. 

Information varetages 

af erhvervslivetsorganisationer. 

Ja 


kan kontakte 

deres brancheorganisationer. 

The Swedish 

Consumer Agency 

følger op på virkningen 

af reglerne, 

men monitorerer 

ikke aktivt. 

Ja 

via hjemmesider 

og brochurer. 

Ja 

myndighederne 

forestår rådgivning 

og samarbejde 

med brancheorganisationer 

om 

informationsmateri 

ale. 

Nej Ja 

ifølge lov skal virksomhederne 

have information 

om ny lovgivning, 

senest 12 uger før loven 

træder i kraft. 

Ja 


har mulighed for 

at kontakte 

Justitsministeriet 

for at få rådgivning. 

N/A Nej 

kun indirekte af 

Consumer 

Protection Council. 

Vejledninger udfærdiges 

i samarbejde med virksomhederne 

og andre 

interessegrupper. 

Ja 

virksomhederne kan 

kontakte Department of 

Trade and Industri for 

vejledning. 

De kan også få vejledning 

fra netværket af 

Trading Standard 

Authorities. 

Ja 

myndighederne monitorerer 

aktivt. 

N/A Nej Ja N/A Ja 

11

Information 

I følge fjernsalgsdirektivet skal medlemsstaterne træffe passende foranstaltninger med 

henblik på at informere forbrugerne om national gennemførelseslovgivning af direktivet. 

I Danmark, Belgien og England er der en række foranstaltninger, der skal sikre, at 

virksomheder og borgere informeres om indførelsen af de nye regler. Midlerne spænder 

over: Information på Internettet, skriftligt til virksomheder formidlet gennem pressen, 

offentlige opslag. I England er der en regel om, at virksomhederne senest 12 

uger før de nationale regler træder i kraft skal modtage skriftlige guidelines. 

I Østrig og Sverige varetages informationsopgaven primært af erhvervslivets organisationer. 

De leverer den nødvendige information til deres medlemmer. I Danmark har 

Justitsministeriet i samarbejde med Forbrugerinformation og Forbrugerstyrelsen udarbejdet 

en informationsbrochure kaldet ”Nye Regler om Fjernsalg”, som er henvendt til 

forbrugere og virksomheder. 

I tillæg til ovenstående vil det være af betydning for virksomhedernes administrative 

byrder, om de kan få individuel vejledning med hensyn til, hvordan de helt konkret skal 

fortolke indholdet af de nationale regler. Alle lande angiver, at de yder en sådan vejledning, 

om end der kan identificeres to grundmodeller. I den ene model ydes vejledningen 

af de regeludstedende myndigheder. I Østrig, England og Belgien kan virksomheder 

og forbrugere i almindelighed henvende sig til de regeludstedende myndigheder 

med henblik på at få information om gældende regler. 

I Belgien og England har myndighederne i tillæg til ovenstående udarbejdet en række 

guidelines og checklister til virksomhederne, som sammenfatter leverandørernes forpligtelser 

over for forbrugerne. 


Et af de centrale spørgsmål i forbindelse med håndhævelsen af reglerne er, i hvilken 

grad man fra myndighedernes side kan monitorere, om virksomhederne efterlever 

reglerne, og om man sanktionerer virksomheder, som ikke efterlever reglerne. 

Et af de særlige kendetegn ved fjernsalgsdirektivet og den nationale implementering 

er, at det er vanskeligt at monitorere, om reglerne overholdes. Det generelle billede er 

derfor, at det er op til forbrugere og forbrugerorganisationer at klage, hvis de mener, at 

en virksomhed har overtrådt reglerne. 

I forlængelse af ovenstående kan det nævnes, at ingen af de respondenter, der har 

indgået i undersøgelsen, har været bevidste om, at der har været rejst sager mod 

virksomheder som følge af, at de ikke har levet op til deres forpligtigelser. 

12


Fjernsalgsdirektivet er et minimumsdirektiv. Det indebærer, at medlemsstaterne inden 

for det område, der omfattes af dette direktiv, kan oppebære bestemmelser, der er 

forenelige med traktaten, for at sikre et højere forbrugerbeskyttelsesniveau. Disse 

bestemmelser omfatter eventuelt forbud af hensyn til almenvellet mod fjernsalg af 

visse varer eller tjenesteydelser, navnlig lægemidler, på deres område under overholdelse 

af traktaten. 

I dette afsnit fokuseres på forskelle og ligheder i de nationale regler, med betydning 

for virksomhedernes administrative byrder. Det samlede indtryk i den forbindelse er, at 

alle de lande, der indgår i undersøgelsen, stort set har implementeret direktivets tekst 

uden nævneværdige nationale afvigelser. Skema 4 sammenfatter de enkelte forskelle, 

der er. 

Skema 4: De nationale love og regler 

Er undtagelsesbestemmelser i 

direktivets artikel 3 stk. 1 optaget i 

nationale regler? 

(Undtagelsesbestemmelserne 

omhandler typer af aftaler, som 

direktivet ikke finder anvendelse 

på.) 

Er undtagelsesbestemmelser i 

direktivets artikel 3 stk. 2 optaget i 

nationale regler? 

(Undtagelsesbestemmelserne 

omhandler typer af aftaler, som 

dele af direktivet ikke finder anvendelse 

på.) 

Er der fuld overensstemmelse 

mellem direktivets artikel 5, paragraf 

2 og de nationale regler? 

(Artikel 5, paragraf 2 er en undtagelsesbestemmelse, 

som omhandler 

fritagelse fra dele af oplysningspligten 

ved visse typer af 

tjenesteydelser.) 

Er der i de nationale regler krav om 

yderligere informationer end dem, 

der er angivet i artikel 4 inden 

indgåelse af aftale om fjernsalg? 

(Artikel 4 lister alle krav til information 

til forbrugeren inden indgåelse 

af enhver fjernsalgsaftale.) 

Stilles der i de nationale regler 

særlige krav til oplysningernes 

form/indhold? 

Er der i de nationale regler krav om 

yderligere informationer end dem, 

der er angivet i artikel 5? 

(Artikel 5 lister krav til indhold af 

den information, som forbrugeren 

skal modtage inden nogen fjernsalgsaftale 

indgås.) 

Er der i de nationale regler særlige 

krav til oplysningernes 

form/indhold? 




Nej Ja Ja Ja Ja 


Nej Nej Nej Nej Nej 

Nej Nej Ja Nej Ja 

Nej Nej Ja Nej Nej 

13

I direktivet artikel 3 paragraf 1 og 2 er der en række undtagelsesbestemmelser. Det 

fremgår således af paragraf 3 stk. 1, at direktivet ikke finder anvendelse på aftaler, der 

• vedrører de finansielle tjenesteydelser, der er opført på en ikke-udtømmende 

liste i bilag II 

• indgås ved hjælp af vareautomater eller automatiserede forretningslokaler 

• indgås med formidlere af telekommunikation ved brug af offentlige telefonbokse 

• indgås med henblik på opførelse og salg af fast ejendom, samt aftaler om andre 

rettigheder i forbindelse med fast ejendom bortset fra udlejning. 

• indgås på en auktion 

Af paragraf 3, stk. 2 fremgår det, at reglerne om forudgående information og skriftlig 

bekræftelse ikke finder anvendelse på: 

• Aftaler om levering af fødevarer, drikkevarer eller andre dagligvarer til husholdningen, 

der udbringes til en forbruger på dennes bopæl eller arbejdsplads 

af handlende som led i hyppige og regelmæssige vareudbringningsrunder. 

• Aftaler om levering af tjenesteydelser i form af logi, transport, forplejning og 

fritidstilbud, når leverandøren ved aftalens indgåelse påtager sig at levere sådanne 

ydelser på en forud fastlagt dato eller i et nærmere bestemt tidsrum. I 

tilfælde af udendørs fritidsbegivenheder kan leverandøren undtagelsesvis forbeholde 

sig ret til ikke at anvende artikel 7, stk. 2, under særlige omstændigheder. 

Det står medlemsstaterne frit, om de vil udnytte disse undtagelsesbestemmelser, eller 

om de vil se bort fra dem i den nationale lovgivning. Det fremgår i den forbindelse af 

skema 4, at de lande, der indgår i undersøgelsen, i vid udstrækning har udnyttet undtagelsesmulighederne. 

Dog har Østrig ikke i deres nationale lov undtaget fjernsalgsaftaler 

over offentlige telefoner ligesom Belgien jf. artikel 3, stk. 1 kun har undtaget finansielle 

services. 

Et af de punkter, hvor der er nogen forskel mellem landene, er i forhold til spørgsmålet 

om der i de nationale regler er krav om yderligere informationer end de, der er angivet 

i artikel 4, forud for indgåelse af aftaler om fjernsalg. Det fremgår, at der i alle lande 

med undtagelse af Østrig er krav om yderligere informationer. I Danmark og Sverige 

er der i tillæg til de i direktivet oplistede informationskrav yderligere krav om, at leverandøren 

i alle tilfælde skal oplyse sin adresse. I Belgien er der krav om information 

om refundering af produktet og omkostningerne ved dette og endvidere om fravær af 

frasigelsesrettigheder. I England er der krav om, at udbyderen: 

• informerer forbrugeren om, at i tilfælde af at bestilte varer ikke er tilgængelige, 

bliver der sørget for erstatningsvarer eller services, som lever op til samme 

kvalitet og pris. Dette er kun i tilfælde, hvor udbyderen rent faktisk giver denne 

“erstatningsservice”. 

14

• informerer forbrugeren om, at omkostninger ved at returnere disse erstatningsvarer 

til udbyderen, i tilfælde af afbestilling fra forbrugeren, tilkommer 

udbyderen, og 

• ifølge paragraf 4 (i loven) skal sikre, at hans kommercielle formål er gjort klart, 

når han giver den information, som er krævet via paragraf 1 (i loven). 

Med hensyn til de oplysninger, der skal gives i forbindelse med indgåelsen af en aftale 

om fjernsalg er det kun England, der stiller yderligere informationskrav end de, der er 

angivet i direktivet. I England skal forbrugerne således også have følgende informationer: 

• Information om hvorvidt forbrugeren eller udbyderen skal dække omkostninger 

vedrørende returnering af varer hvis forbrugeren fortryder. 

• Før afslutningen af kontrakten vedrørende udbud af services skal udbyderen 

informere forbrugeren om, at forbrugeren ikke vil være i stand til at afbryde 

kontrakten, så snart udførelsen af servicen er begyndt med hans accept. 

I forbindelse med de informationer virksomhederne skal give til forbrugerne forud for 

indgåelse af aftale og i forbindelse med eventuel skriftlig bekræftelse af en aftale, har 

medlemsstaterne mulighed for at lave nærmere bestemmelser vedr. oplysningernes 

form og indhold. Det fremgår af skemaet, at kun Belgien har formuleret sådanne særlige 

bestemmelser i de nationale regler. Det drejer sig om en såkaldt imperativ klausul, 

omhandlende kundens frasigelsesmuligheder, hvilket vil sige, at der er strenge krav 

om klar og tydelig oplysning om eventuel mulighed for at afbestille varen. 

Det kan sammenfattende konkluderes, at der trods de nævnte forskelligheder i landenes 

regler, kun er begrænsede forskelle med betydning for de administrative byrder. 

Således er det overordnede billede, at fjernsalgsdirektivet er relativt ordret implementeret 

i medlemslandene, og at der kun er marginale forskelligheder landene imellem. 

15

6. Muligheder for regelforenklinger 

I forlængelse af ovenstående forekommer det ikke overraskende, at der i de medlemsstater, 

der indgår i undersøgelsen, kun i begrænset omfang peges på muligheder 

for at forenkle de nationale regler. 


Er der nogle særlige 

problemstillinger vedr. 

direktivet eller de nationale 

regler, som I er 

blevet bevidste om? 


initiativer til forenkling 

af de nationale regler, 

der vil lette virksomhedernes 


byrder? 


forenklinger af de 



administrative byrder? 


Ja 

IT- og telebranchen fremhæver, 

at det er vanskeligt 

for udbydere af SMSserviceydelser 

at leve op til 

kravene om forhåndsinformation 

og skriftlig bekræftelse 

på varigt medium. 

Nej 

men JM har den 4. oktober 

2002 nedsat et udvalg, der 

skal se på mulighederne for 

at foretage en revision af 

forbrugeraftaleloven, herunder 

bl.a. på mulighederne 

for modernisering og forenkling 

af loven, så den bliver 

lettere at efterleve i praksis. 

N/A Ja 

forenklinger 

og lettelse af 

reglerne 

vedrørende 

varigt medium. 



Ja 

men de skal 

afholdes i 

forhold til en 

høj grad af 

beskyttelse af 

forbrugeren. 

Nej Nej 

Der er dog en problemstilling, som har gjort sig gældende i Danmark, og som f.eks. 

IT-brancheforeningen har påpeget som et problem. Problemet handler om det voksende 

marked for SMS-services, hvor mobilnettet og mobiltelefoner anvendes som 

medium for salg af og betaling for såvel digitale som fysiske produkter. 

I den forbindelse volder direktivets krav om, at diverse oplysninger skal leveres på et 

varigt medie, problemer. Dette dels fordi SMS i Danmark ikke accepteres som et varigt 

medium, dels fordi mobiltelefonens begrænsede kapacitet indebærer, at diverse 

oplysninger vil skulle leveres gennem et større antal SMS-beskeder. Dette må dog 

som følge af den teknologiske udvikling, hvor mobiltelefonernes kapacitet til stadighed 

øges, forventes at være et overgangsfænomen. 

Justitsministeriet indgår i en dialog med bl.a. IT-brancheforeningen med henblik på at 

kortlægge problemstillingen. 

16



Rapport om regler for mærkning og 

reklame for levnedsmidler 




September 2003

Indhold 

Resumé 3 




4. Håndhævelse af de nationale regler 11 


6. Muligheder for regelforenklinger 15

Resumé 

Mærkningsdirektivet 2000/13/EF er en kodificering af direktivet fra 1979 (79/112/EØF). 

Direktivet vedrører mærkning af levnedsmidler, der er bestemt til i uforandret stand at 

leveres til den endelige forbruger og etablissementer, samt visse aspekter i forbindelse 

med præsentationsmåde og reklame for sådanne levnedsmidler. I direktivet defineres 

mærkning af fødevarer som: ”angivelser, oplysninger, fabriks- eller varemærker, 

billeder eller symboler, som vedrører et levnedsmiddel, og som er anført på emballager, 

dokumenter, skilte, etiketter eller halsetiketter af enhver art, der ledsager eller 

henviser til dette levnedsmiddel. 

Danmark, Holland, Belgien, Østrig og England har alle implementeret direktivet via 

henholdsvis erstatning og supplement til gældende lovgivning. Implementeringen er i 

Danmark sket den 1. september 2000 gennem en ny bekendtgørelse. 

Belgien, Holland, Østrig og England har ikke nogen skæringsdato for, hvornår mærkningsdirektivet 

2000/13/EF blev implementeret, hvilket skyldes, at landene løbende 

har implementeret ændringer til mærkningsdirektivet fra 1979 (79/112/EØF). Da 

mærkningsdirektivet 2000/13/EF er en kodificering af direktivet fra 1979, har direktivet 

ikke forårsaget nogle reelle ændringer i Belgiens, Østrigs og Englands nationale lovgivning. 

I Danmark er det Fødevaredirektoratet, som har været ansvarlige for udarbejdelsen af 

den nationale lovgivning, mens det i Belgien, Østrig, England og Holland har været 

henholdsvis Food Inspection Service, Ministry for Social Security and Generation, 

Food Standard Agency og Ministry of Public Health, Welfare and Sports. 

I alle landene påses det aktivt fra myndighedernes side, om fødevareleverandørerne 

efterlever reglerne. Dette understøttes af et aktivt brug af sanktioner. 

De nationale regler har i Danmark, Holland, Østrig og England været udsendt til høring. 

Belgien er det eneste land, som ikke har udsendt reglerne til høring. Danmark, 

Østrig og Holland har ikke haft en yderligere involvering af interesseorganisationer 

m.v. i det lovforberedende arbejde. I Belgien og England er billedet anderledes, idet 

relevante interesseorganisationer har været involveret i arbejdsgrupper (England) 

og/eller diskussionsgrupper (England, Belgien). 

Danmark og England er de eneste lande, der indgår i undersøgelsen, som har foretaget 

et skøn over de nationale reglers administrative konsekvenser. Metoden var i begge 

lande en embedsmandsvurdering. 

I Danmark, Østrig, Holland og England er der en række procedurer, der skal sikre, at 

virksomhederne og borgere informeres om indførelse af nye regler. Midlerne er dog 

forskellige i landene og spænder sig over offentliggørelse i officielle tidende og konsultationer. 

I Danmark benyttes offentliggørelse i Lovtidende og på hjemmesider, mens 

3

Østrig, Holland og England tillægger høringsprocessen en stor rolle med hensyn til 

spredning af information om ny lovgivning. I Belgien er der ingen procedurer, der skal 

sikre, at virksomhederne og borgere informeres om indførelse af nye regler. Belgiens 

Food Inspection Service står dog til rådighed med individuel vejledning, hvis virksomhederne 

skulle henvende sig med spørgsmål. 

I direktivet er der meget få frihedsgrader og dermed begrænsede muligheder for forskelle 

mellem de nationale regelsæt. De få muligheder, der dog er i direktivet for nationale 

tilpasninger af reglerne, har i Danmark, Østrig og England affødt overvejelser 

om små ændringer. Danmark er fx ved at indføre en særlig regel vedrørende salg af 

ikke-emballeret ost. Tidligere skulle osten være mærket, men nu lægges der op til, at 

der blot skal være mærkning til stede i butikken, det vil sige i nærheden af osten. 

Danmark er det eneste land, som ser en særlig problemstilling vedrørende direktivet 

eller de nationale regler. Det bemærkes, at der løbende opstår fortolkningsspørgsmål i 

forhold til vurderinger, der beror på skøn. Det betyder til eksempel, at vurderinger om 

hvorvidt mærkningen af et produkt vildleder en forbruger altid vil være subjektive. 

Både Danmark, Belgien og England ser generelt muligheder for forenklinger af de 

nationale regler. Danmark ser muligheden for at gennemføre en forenkling angående 

mærkning af varer med under 2 % indhold af en ingrediens. Er der under 2% behøves 

det ikke at blive påført varens mærkat. Landene påpeger dog, at skal store forenklinger 

gøres muligt, er man nødsaget til, at få forenklingerne igennem på EU-niveau 

først. 

4

1. Indledning 

Mærkningsdirektivet 

Den 20. marts 2000 udfærdigede Europaparlamentet og Rådet ”Direktiv om indbyrdes 

tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder 

for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler” (mærkningsdirektivet). 

Rådets direktiv 79/112/EØF af 18. december 1978 omhandlende det samme, har ved 

flere lejligheder været underkastet omfattende ændringer. 

Mærkningsdirektivet 2000/13/EF, som nærværende afsnit omhandler, har derfor 

blandt andet grundlag i et ønske om at kodificere direktivet fra 1978, så dets bestemmelser 

kan fremtræde klart og rationelt. Endvidere er formålet med mærkningsdirektivet 

at fortsætte tilnærmelsen af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser 

om mærkning af levnedsmidler for herigennem at sikre produkters frie bevægelighed 

og lige konkurrencevilkår medlemslandene imellem. 

Direktivet vedrører således mærkning af levnedsmidler, der er bestemt til i uforandret 

stand at leveres til den endelige forbruger og etablissementer, samt visse aspekter i 

forbindelse med præsentationsmåde og reklame for sådanne levnedsmidler. I direktivet 

defineres mærkning af fødevarer som: ”angivelser, oplysninger, fabriks- eller varemærker, 

billeder eller symboler, som vedrører et levnedsmiddel, og som er anført på 

emballager, dokumenter, skilte, etiketter eller halsetiketter af enhver art, der ledsager 

eller henviser til dette levnedsmiddel” 1 . 


Mærkningsdirektivet indeholder en række bestemmelser, som pålægger leverandørerne 

af levnedsmidler at udføre en række administrative aktiviteter, som vedrører 

deres oplysningspligt til forbrugeren. 

Dette indebærer at leverandørerne skal mærke deres færdigpakkede levnedsmidler 

med de i direktivet fastsatte oplysninger. Med enkelte undtagelser 2 , er følgende oplysninger 

på mærkatet obligatoriske: 

• Varebetegnelse 

• Ingrediensliste 

• Mængden af visse ingredienser eller kategorier af ingredienser 

• For færdigpakkede levnedsmidler: nettoindhold 

• Dato for mindste holdbarhed, eller for visse levnedsmidler, som i mikrobiologisk 

henseende er meget letfordærvelige, sidste anvendelsesdato. 

• Særlige opbevarings- og anvendelsesforskrifter 

1 Artikel 1 paragraf 3 i direktivet 2000/13/EF 

2 Til eksempel ved fællesskabsbestemmelser, som finder anvendelse på bestemte levnedsmidler, 

men ikke på levnedsmidler generelt, kan ingrediensliste og dato for mindste holdbarhed/anvendelsesdato, 

undtagelsesvis fraviges, når forbrugeroplysningen ikke lider derved. 

5

• Navn elle firmanavn og adresse på fabrikanten eller pakkevirksomheden eller på 

en forhandler, der er etableret indenfor det Europæiske Fællesskab. 

• Angivelse af det sted, hvor levnedsmidlet har oprindelse eller kommer fra, i de 

tilfælde, hvor undladelse heraf ville kunne vildlede forbrugeren med hensyn til levnedsmidlets 

virkelige oprindelsessted. 

• Brugsanvisning i de tilfælde, hvor det pågældende levnedsmiddel ikke vil kunne 

anvendes på rette måde, såfremt en sådan ikke findes 

• For drikkevarer, der indeholder mere end 1,2 volumenprocent alkohol, angivelse 

af det virkelige alkoholindhold udtrykt i volumen. 

For levnedsmidler, der udbydes til den endelige forbruger og til virksomheder uden at 

være færdigpakkede, eller for levnedsmidler, der pakkes på salgsstedet på anmodning 

af køberen eller er færdigpakkede med henblik på øjeblikkelig salg, kan medlemsstaterne 

selv fastsætte de nærmere regler for angivelsen af ovenstående oplysninger. 

Medlemsstaterne skal dog blot tilgodese købers oplysningsbehov. 


Analysen af forskelle og ligheder i medlemsstaternes implementering af mærkningsdirektivet 

direktivet har følgende fokuspunkter. 


af mærkningsdirektivet 

• Herefter følger en analyse af forskelle og ligheder i regeludarbejdelsesprocesserne 

i de udvalgte medlemsstater 

• I forlængelse af dette sættes der fokus på medlemsstaternes håndhævelse af de 

nationale love og regler. 

• Endvidere beskrives indholdet af de nationale love og regler med fokus på forskelle 

og ligheder i de administrative konsekvenser for erhvervslivet. 

• Endelig vurderes muligheden for at gennemføre regelforenklinger, som vil kunne 

lette de administrative konsekvenser for erhvervslivet, som følge af de nationale 

regler. 

6


Dette afsnit belyser en række formelle forhold vedrørende de enkelte medlemslandes 

implementering af mærkningsdirektivet. 


Er direktivet gennemført? 

Danmark Holland Belgien Østrig England 


Frist Juni 2000 Juni 2000 Juni 2000 Juni 2000 Juni 2000 

Dato for nationale reglers 

ikrafttræden 


omsat til nationale love 









1/9 2000 Er sket 

løbende. 


og supplement 

til gældende 

national lovgivning. 

Fødevaredirektoratet. 

Fødevaredirektoratet 


de 13 fødevareregioner. 


eksisterende 

national 

lovgivning. 

Ministry of 

Public 

Health, 

Welfare and 

Sports. 

The Dutch 

Food and 

Non-Food 

Authority 

(VWA). 

Er sket løbende. 


eksisterende 

national lovgivning. 

Food Inspection 

Service. 

Food Inspection 

Service, 

General EconomicInspection 

Service og 

Veterinarian 

Service 



og supplement 

til gældende 

national lovgivning. 

Ministry for 

Social Security 

and Generation 

Head of the 

Provincial 

Government - 

findes 9 af 

dem i Østrig. 



eksisterende 

lovgivning. 

Food Standard 

Agency. 

Local authorities:Environmental 

Health 

and Trading 

Standard 

Department. 

Det fremgår af skemaet, at alle landene, der indgår i undersøgelsen, har implementeret 

direktivet. Dette er sket enten ved erstatning af national lovgivning eller ved at supplere 

gældende lovgivning. 

Belgien, Holland, Østrig og England har ikke nogen skæringsdato for, hvornår direktivet 

blev implementeret, hvilket skyldes, at landene løbende har implementeret ændringer 

til mærkningsdirektivet fra 1979 (79/112/EØF). 

Mærkningsdirektivet 2000/13/EF, som dette kapitel omhandler, er, som tidligere 

nævnt, en kodificering af direktivet fra 1979. En kodificering, hvor alle ændringer til 

direktivet fra 1979 er indarbejdet og fremstår på en klar og rationel måde. Dette betyder, 

at mærkningsdirektivet 2000/13/EF ikke har forårsaget nogle reelle ændringer i 

Belgiens, Østrigs og Englands nationale lovgivning. Således er direktivet 2000/13/EF 

reelt implementeret inden for rammerne af lovgivningen i alle fire lande. 

England er ved at lave en konsolidering af deres nuværende mærkningslov, som er 

fra 1. juli 1996. Den nye konsolidering vil træde i kraft 1. juli 2004. De mangler dog 

stadig at ændre den nationale lovgivning, så der, i lovgivningen, henvises til mærkningsdirektivet 

79/112/EEC og de dertil hørende senere ændringer frem for 

2000/13/EC. 

7

Implementeringen er i Danmark sket d. 1. september 2000. Den danske Fødevarelov 

fra 1998 behøvede ikke at blive ændret, men det var nødvendigt at udarbejde en ny 

bekendtgørelse, hvilket begrundes med, at mærkningsdirektivet fra 2000 (2000/13/EF) 

er en gennemskrivning og supplering af de tidligere direktiver på området. 

I Danmark er det Fødevaredirektoratet, som har været ansvarlige for udarbejdelsen af 

den nationale lovgivning, mens det i Belgien, Østrig, England og Holland har været 

henholdsvis Food Inspection Service, Ministry for Social Security and Generation, 

Food Standard Agency og Ministry of Public Health, Welfare and Sports. 

I alle landene påser myndighederne aktivt om fødevareleverandører efterlever reglerne. 

Det overordnede billede for landene er, at regionale og lokale offentlige myndigheder 

varetager den daglige håndhævelse af det nationale regelsæt. Disse myndigheder 

reagerer på klager og er bemyndiget til at foretage kontrolbesøg hos produktionsvirksomhederne 

og i de forretninger, hvor produkterne bliver solgt. 

8



og implementeringen af nationale regler. I den sammenhæng må man formode, at en 

hvis grad af dialog med erhvervslivet vil kunne forebygge uhensigtsmæssigheder og 

mindske de administrative konsekvenser for erhvervslivet. Nedenstående skema 

sammenfatter en række karakteristika ved lovgivningsprocessen i hvert af de udvalgte 

lande. 




til formel høring blandt 

relevante interessenter? 

Har relevante interesseorganisationer 

på 

anden vis været 

involveret i det lovforberedende 

arbejde? 

Blev der ved regeludarbejdelsenforetaget 

en vurdering af 





blevet 


af reglernes administrative 

konsekvenser 

for erhvervslivet? 

Er der foretaget et 

estimat over, hvor 

mange virksomheder 

der berøres af reglerne? 


Ja 

ved en bred 

høring. 

Ja Nej Ja 


høring. 

Nej Nej Ja 

via diskussionsgrupper 

Ja 

embedsmandsvurdering 

i 

forbindelse 

med regeludarbejdelsen. 

Ja 


høring. 

Nej Ja 

via arbejds- og 

diskussionsgrupper 


embedsmandsvurdering 

i 1995. 


N/A Nej Nej Nej Ja 

i 1995. 

Skema 2 viser, at de nationale regler i hvert af landene, undtagen i Belgien, har været 

udsendt til høring som et led i det lov forberedende arbejde. Dette har i England været 

i forbindelse med lovgivningen på området fra 1996. I Holland foregik høringen ved, at 

Ministry of Public Health, Welfare and Sports havde konsultationer med Regulier 

Overleg Warenwet (ROW), som er et forum, hvori industrien og forbrugerne er repræsenteret. 

På samme måde har Østrig konsultationer med Austrian Economic Chamber, 

som er en lobbyorganisation med repræsentanter fra forretningsverdenen, og 

andre interessegrupper inviteres endvidere til at give kommentarer på lovforslaget. I 

England sendes lovforslaget ud til en bred gruppe af relevante interessegrupper, som 

så har 12 uger til at komme med kommentarer. 

Ud over høringsprocessen har man i Danmark, Østrig og Holland ikke haft en yderligere 

involvering af interesseorganisationer m.v. i det lov forberedende arbejde. Dette 

begrundes i Danmark med, at direktivet er meget detailspecificeret, og at det således 

9

er yderst begrænset, hvor meget organisationerne kan øve indflydelse på det nationale 

regelsæt. 

I Belgien og England er billedet anderledes, idet relevante interesseorganisationer i 

forbindelse med det lovforberedende arbejde, har været involveret i arbejdsgrupper 

(England) og/eller diskussionsgrupper (England, Belgien) og via indsendte, skrevne 

kommentarer til lovforslaget (England). I Belgien bliver hovedessensen af diskussionerne 

med interesseorganisationerne sendt til EU, som indslag til diskussionerne, som 

foregår på EU-niveau. Således har de Belgiske interessegrupper mulighed for indflydelse 

på de direktivændringer, som bliver gennemført af EU på mærkningsområdet. 

I forhold til nærværende problemstilling er det af særskilt interesse, om der som led i 

det lov forberedende arbejde er blevet foretaget et systematisk skøn over lovgivningens 

administrative konsekvenser for erhvervslivet. Danmark og England er de eneste 

lande, der indgår i undersøgelsen, som har foretaget et skøn over de nationale reglers 

administrative konsekvenser. Metoden var i begge lande en embedsmandsvurdering. 

I England var fremgangsmåden at virksomhederne blev konsulteret, hvilket skete i 

forbindelse med det lov forberedende arbejde i 1995. Der planlægges på nuværende 

tidspunkt at revidere vurderingen ved at spørge virksomhederne igen. England er 

endvidere det eneste land, som har foretaget et estimat over, hvor mange virksomheder, 

der berøres af reglerne, hvilket ligeledes skete i 1995. Det generelle billede var, at 

alle virksomheder, som har med produktion af mad at gøre, er berørt af mærkningsdirektivet. 

En revidering af dette estimat planlægges også at finde sted i den nærmeste 

fremtid. 

10

4. Håndhævelse af de nationale regler 

I forhold til spørgsmålet om håndhævelse af de nationale regler vil to centrale problemstillinger 

blive belyst i det følgende: 

• For det første, i hvilket omfang virksomhederne kan få information om nye regler 

samt vejledning i, hvordan de skal fortolkes. 

• For det andet, i hvilket omfang de nationale regler rent faktisk håndhæves/sanktioneres 

fra myndighedernes side. 

Sidstnævnte problemstilling er relevant, idet regler, som ikke håndhæves effektivt og 

konsekvent i praksis, må forventes at få mindre indflydelse på virksomhedernes administrative 

praksis, end hvis det modsatte er tilfældet. 



11


Er der procedurer/systemer, 

der 

sikrer, at virksomhederne 

informeres om 


regler? 


få vejledning 

i forhold til 

tolkning af reglernes 

indhold? 

Tilbydes virksomhederne 


der gør dem 

bedre i stand til 

at overholde 

eller administrere 

reglerne? 

Påses det, om 




er der i forhold til 

virksomheder, 




i forhold til 

virksomheder, 

der ikke efterlever 

reglerne? 


Ja 

via offentliggørelse 

i Lovtidende 

og på Fødevaredirektoratets 

hjemmeside. 

Ja 

man kan henvende 

sig til Fødevareregionerne 

med 

spørgsmål, og 


samarbejder 

med brancheorganisationerne 

om informationsopgaven. 

Ja 

en tilsynsrapport, 

som angiver, 

hvilke regler der 

evt. er blevet 

overtrådt og 

tjeklister til brug 

for brancheforeningernesegenkontrol. 

Ja, Fødevareregionerne 

påser 

aktivt efterlevelsen 

af reglerne 

via kontrolbesøg. 

Indirekte påses 

mærkningen af 

medierne og 

forbrugerorganisationer. 

Indskærpelser, 

påbud, bøder og 

fængsel. 

Ja 

blandt andet via 

kontrolkampagner. 

Ingen eksempler 

på fængselsdomme. 

Ja 

via regelmæssigekonsultationer 

med 

Regulier 

Overleg 

Warenwet. 

Ja 

man kan 

henvende sig 

til Ministry of 

Public Health, 

Welfare and 

Sports og til 

Dutsch Food 

and Non-food 

Authority. 

Nej Ja 

men kun 

via høringsprocessen. 

Ja 

EU-guidelines sendes 

til virksomhederne 

af Food Inspection 

Service. 

Endvidere kan man 

henvende sig med 

spørgsmål til de 

myndigheder, som 

påser efterlevelsen 


Ja 

man kan 

henvende 

sig til 

Ministry for 

Security 

and Generation 

og til 

Austrian 

Agency for 

Health and 

Food 

Safety. 

Ja 

via involvering i 

det lovforberedende 

arbejde, 

resultatet af 

høringsprocessen 

offentliggøres og 

interesserede 

parter informeres 

om lovens endelige 

udformning. 

Ja 

Food Standard 

Agency udarbejder 

guidelines og 

opfordrer industrien 

til at gøre 

de samme. Endvidere 

kan man 

henvende sig til 

de lokale myndigheder 

med 

spørgsmål. 


Ja 

af Dutch Food 

and Non-food 

Authority. 

Bøder, fjernelse 

af varer fra 

markedet, 

indkaldelser til 

møder. 

Ja 

tre offentlige myndigheder 

påser 

aktivt via kontrolbesøg. 

Ja 

Head of 

Provinsial 

Government 

påser 

aktivt via 

kontrolbesøg. 

Ja 

de lokale myndigheder;environmental 

Health og 

Trading Standard 

Department, som 

begge reagerer 

på klager og laver 

kontrolbesøg. 

Bøder og fængsel. Bøder. Bøder og fængsel. 

Ja Ja Ja Ja 

12

Information 

I Danmark, Østrig, Holland og England er der en række procedurer, der skal sikre, at 

virksomhederne og borgere informeres om indførelse af nye regler. I Danmark offentliggøres 

regler i Lovtidende og på Fødevaredirektoratets hjemmeside. Endvidere informeres 

i pjecen ”Kontrolnyt”, som kan downloades fra Fødevaredirektoratets hjemmeside. 

Samtidig spiller brancheorganisationerne en væsentlig rolle med hensyn til at 

kommunikere regler og regelændringer til virksomhederne. Derudover supplerer Fødevareregionerne 

med en mulighed for virksomhederne til at kunne kontakte dem med 

eventuelle spørgsmål 

I England, Østrig og Holland tillægges høringsprocessen, i forbindelse med lovforberedelsen, 

en stor rolle med hensyn til spredning af information om ny lovgivning. Således 

informeres interessegrupper automatisk, når de tilbydes muligheden for at kommentere 

på et lovudkast under høringsprocessen. Derudover kan virksomhederne 

kontakte myndighederne med eventuelle spørgsmål. 

I Belgien er der ingen formelle procedurer, der skal sikre, at virksomhederne og borgere 

informeres om indførelse af nye regler. Belgiens Food Inspection Service, står dog 

til rådighed med individuel vejledning, hvis virksomheder skulle henvende sig med 

spørgsmål. Udover individuel rådgivning fremsender det belgiske Food Inspection 

Service guidelines udarbejdet på EU-plan til virksomhederne. Dette er guidelines til 

fortolkning af mærkningsdirektivet. 

I tillæg til ovenstående har myndighederne i Danmark udviklet en tilsynsrapport, som 

Fødevareregionerne bruger i forbindelse med kontrolbesøg. Rapporterne viser hvilke 

regler, der eventuelt er overtrådt, hvilket gør virksomhederne bedre i stand til at overskue, 

hvad de skal gøre for at efterleve reglerne. Derudover udarbejdes der checklister 

til brug for brancheforeningernes egenkontrol. 


Det er centralt, hvorvidt myndighederne i de enkelte lande aktivt påser, hvorvidt virksomhederne 

efterlever reglerne, da dette formodes at have indflydelse på, i hvilken 

grad reglerne reelt har en effekt på virksomhedernes administrative praksis. I forlængelse 

af dette, har det betydning, hvorvidt landenes sanktionsmuligheder på området 

benyttes. 

Alle landene påser aktivt, om virksomhederne efterlever mærkningsreglerne. Det generelle 

billede er, at regionale og lokale offentlige myndigheder påser, hvorvidt virksomhederne 

efterlever reglerne, hvilket understøttes af et aktivt brug af sanktioner. 

Sanktionerne spænder over påbud, forbud, bøder, politianmeldelser, indskærpelser og 

fængselsstraffe. 

13


I dette afsnit fokuseres på forskelle og ligheder i de nationale regler med betydning for 

virksomhedernes administrative konsekvenser. Det som kendetegner mærkningsdirektivet, 

og som også påpeges af alle landenes respondenter er, at der i direktivet er 

meget få frihedsgrader og dermed begrænsede muligheder for forskelle mellem de 

nationale regelsæt. 

Skema 4: Administrative konsekvenser 

Svarer de nationale regler fuldstændigt 

til direktivet? 

Er der nogle specielle karakteristika 

ved de nationale regler med administrative 

konsekvenser for virksomhederne? 



Ja Nej Nej Ja Ja 

Alle landene har implementeret direktivet fuldstændigt i deres nationale regler, hvilket 

forklares med en henvisning til direktivets manglende frihedsgrader. De få muligheder 

der dog er i direktivet for nationale tilpasninger af reglerne, har i Danmark, Østrig og 

England affødt initiativer til ændringer. 

Danmark er ved at indføre en særlig regel vedrørende salg af ikke-emballeret ost. 

Tidligere skulle osten være mærket, men nu lægges der op til, at der blot skal være 

mærkning til stede i butikken, det vil sige i nærheden af osten. 

Østrig har indført en særlig regel vedrørende mad, som har overskredet sidste anvendelsesdag. 

Dette indebærer, at man i Østrig skal mærke varer, som har overskredet 

udløbsdatoen, så det klart fremstår for forbrugeren, at dette er tilfældet. 

England har gennemført, at salg af varer, som har overskredet udløbsdatoen, er ulovlig. 

Ikke-emballerede varer behøver kun at mærke om indhold, men er dog påkrævet 

at liste, hvis varen indeholder konserveringsmidler (antioxidanter, farve, smagstilsætning, 

smagsforstærker, konserveringsmidler og sødemiddel). Dog skal det i alle tilfælde 

være klart for forbrugeren, hvilken slags vare det drejer sig om. Desuden behøver 

cateringfirmaer slet ikke at mærke og give information af nogen art – dog skal de gøre 

klart, hvis varen, på nogen måde, har været eller indeholder ingredienser, som har 

været udsat for stråling. 

14

6. Muligheder for regelforenklinger 

Det er interessant for nærværende problemstilling om medlemslandene ser nogen 

særlige problemstillinger vedrørende direktivet, og hvorvidt der ses muligheder for i 

fremtiden at forenkle landenes nationale regler. 


Er der nogle særlige 

problemstillinger vedr. 

direktivet eller de nationale 

regler, som I er blevet 

bevidste om? 

Er der gennemført initiativer 

til forenkling af de 



administrative konsekvenser? 


forenklinger af de nationale 

regler, der vil lette 

virksomhedernes administrative 

konsekvenser? 

Er der (andre) særlige 

karakteristika ved implementeringen, 

der bør 

fremhæves? 


Ja 

fortolkningsspørgsmål 

i forhold 

til områder, der 

beror på skøn. 


Nej Nej Nej Nej Ja 

jævnlig konsolidering 

af loven. 

Ja 

vedrørende mærkning 

om ingredienser, 

som udgør 

mindre end 2% af 

færdigvaren. 

Nej Ja 

EU-direktivet 

lægger op til 

et for komplekstregelsæt. 

Nej Ja 

men det skal 

støttes af EU. 


Danmark er det eneste land, som ser en særlig problemstilling vedrørende direktivet 

eller de nationale regler. Det bemærkes, at der løbende opstår fortolkningsspørgsmål i 

forhold til områder, der beror på skøn. Således er det f.eks. op til den enkelte kontrolinstans 

selv at skønne hvornår en mærkning af et levnedsmiddel er vildledende eller 

ej. Her kan den administrative praksis ændres inden for rammerne af det nationale 

regelsæt, hvilket ligger op til utilsigtede forskelle mellem landene. 

Kun England har gennemført forenklinger af de nationale regler. Dette gøres ved at 

efterkomme industriens ønske om jævnlig konsolidering på lovområdet, således at 

virksomhederne ikke skal overskue flere forskellige love på én gang. 

I Danmark ser man muligheder for at forenkle de nationale regler således, at hvis en 

ingrediens udgør mindre end 2 % af færdigvaren, kan der i mærkningen skrives enten/eller 

i forhold til ingrediensen. Således kan en producent skifte mellem brugen af 

soja og olivenolie, hvis indholdet af dem udgør mindre en 2% af færdigvaren, uden at 

skulle ændre på sin mærkat, hvorpå der står, at enten soja eller olivenolie er brugt. 

Også Belgien og England ser muligheder for forenklinger af de nationale regler. Belgien 

henviser til at regelsættet på nuværende tidspunkt er alt for komplekst og sagtens 

kan gøres lettere at administrere, hvilket støttes af landets fødevareindustri og forbrugerorganisationer. 

Både Belgien og England påpeger dog nødvendigheden af, at æn- 

15

dringerne sker på EU-niveau, da direktivet ikke giver plads til egenhændige nationale 

ændringer. 

16



Rapport om regler for tilladelse 

til at udføre vognmandskørsel 

og eller buskørsel 

- med fokus på administrative konsekvenser for erhvervslivet 

Udarbejdet af PLS Rambøll Management i samarbejde 

med Erhvervs og Selskabsstyrelsen 

September 2003

1 

Indholdsfortegnelse 

Side 

Sammenfatning................................................................................... 2 

1. Transportdirektivet.......................................................................... 5 

2. De nationale regler......................................................................... 8 

3. Lovgivningsprocessen.................................................................. 10 

4. Håndhævelsen af de nationale regler .......................................... 14 

5. Administrative byrder.................................................................... 18 

6. Mulighed for regelforenkling......................................................... 23

2 

Sammenfatning 

I EU direktiv 96/26 er betingelserne for adgang til vognmandserhvervet 

og erhvervet persontransport af landevej blevet fastlagt. Denne 

rapport omhandler de dele af direktivet, der retter sig mod private 

virksomheder, dvs. adgang til vognmandserhvervet. Direktivet er en 

kodificering af 2 direktiver fra 1974 vedrørende gods- og passagertransport. 

Direktivet er udarbejdet med henblik på at skabe ens adgangskrav 

til vognmandserhvervet i EU samt lige konkurrencevilkår 

for alle, der udfører godskørsel for fremmed regning inden for EU. 

Der er efterfølgende kommet et ændringsdirektiv 1998/76, som havde 

til formål at udvide anvendelsesområdet for direktivet fra 1996. 

I direktivet er nævnt en række specifikke krav, som den ansøgende 

virksomhed skal opfylde for at blive godkendt til at udføre landevejstransport. 

Virksomhederne skal have en egenkapital på 9.000 Euro, 

hvis de kun har et køretøj. For hvert ekstra køretøj kræves en egenkapital 

på yderligere 5.000 Euro. For at blive godkendt til landevejstransport 

skal transportøren desuden dokumentere sin faglige viden 

via en skriftlig, obligatorisk prøve. Slutteligt skal ansøgere være ’hæderlig’, 

dvs. vedkommende må ikke have begået alvorlige strafbare 

handlinger. 

De administrative konsekvenser som følge af direktivet er forbundet 

med betingelserne for at få en vognmandstilladelse. Betingelserne er 

ikke nærmere specificeret i direktivet, og det enkelte medlemsland 

har derfor muligheder for at skærpe eller reducere kravene til virksomheden, 

der ønsker at udføre landevejstransport. Der stilles typisk 

krav om dokumentation af en vis egenkapital, mens kravene til faglig 

dygtighed kan opfyldes gennem deltagelse i obligatoriske kursusforløb 

og eksamener. Efter godkendelse af ansøgerne udstedes en 

vognmandstilladelse, og det administrative arbejde er derefter begrænset 

til kontrol og fornyelsen af denne tilladelse. 

Da direktivet som nævnt er en kodificering af ældre direktiver har alle 

ældre medlemsstater som udgangspunkt opfyldt direktivets bestem-

3 

melser allerede inden direktivets udarbejdelsesdato. I alle landene 

har det dog været nødvendigt at foretage visse lovmæssige justeringer. 

I Holland og Danmark blev der foretaget lovmæssige justeringer 

allerede før direktivets udarbejdelse i 1996. 

I alle landene har relevante brancheorganisationer været involveret i 

lov processen udover den formelle høringsrunde, primært i form af 

uformelle møder og drøftelser. Holland har i størst grad involveret organisationerne, 

da en stor del af det lov forberedende arbejde er foregået 

i deciderede arbejdsgrupper med repræsentanter fra myndighederne 

og brancheorganisationerne på transportområdet. 

I England og Belgien blev det vurderet inden direktivets implementering, 

at direktivet kun ville få mindre økonomiske konsekvenser for 

vognmændene. Til gengæld ville de økonomiske krav forhindre en del 

vognmandsansøgere i at opnå godkendelse. I begge lande var der 

tale om embedsmandsvurderinger. 

Holland og Belgien har som de eneste af de undersøgte lande bestemt 

at udvide antallet af omfattede vognmænd, idet de nationale 

regler er gældende for alle vognmænd med køretøjer med en lasteevne 

på over 500 kg. I alle andre lande er reglerne gældende for 

vognmænd med køretøjer over 3,5 tons, hvilket er direktivets minimumskrav. 

I Danmark er de nationale regler, der implementerer direktivet, skærpede 

i forhold til de fleste andre undersøgte lande. Det er således 

gjort obligatorisk at følge et kursus, og der er stillet krav om fornyelse 

af erhvervstilladelse samt yderligere krav til vognmændenes kvalifikationer. 

Belgien og Tyskland stiller ligeledes krav om, at ansøgeren 

skal deltage i kurser. Kursernes varighed er i Danmark på 110 timer 

(Passagertransport) - 117 timer (Godstransport), mens omfanget i 

Belgien er på cirka 150 timer. Lovgivningen i Tyskland specificerer 

ikke et krav til kursernes længde. 

De højeste minimumskrav til virksomhedernes egenkapital er fastsat i 

Danmark. Her kræver myndighederne en egenkapital på 20.000 Euro 

for de to første køretøjer for at godkende vognmandsansøgeren. Det-

4 

te beløb er knap 7.000 Euro højere end i England, der har de laveste 

minimumsgrænser. 

I Danmark og England kan vejledning og ansøgningsskema downloades 

fra henholdsvis Færdselsstyrelsen og ”The Traffic Commisioners” 

hjemmeside. De skal dog indsendes med konventionel post. 

Fra 1. maj 2003 kan informationen i Danmark indsendes elektronisk. 

England, Holland og Sverige arbejder ligeledes med at skabe en Internet 

service, hvor ansøgning kan ske direkte over nettet. 

Med henblik på senere regelforenkling på området er der i Holland 

igangsat en undersøgelse, der har til formål at belyse administrative 

konsekvenser af de nationale regler. Undersøgelsen er endnu ikke 

afsluttet.

5 

1. Transportdirektivet 

I EU direktiv 96/26 er betingelserne for adgang til vognmandserhvervet 

og erhvervet personbefordring ad landevej blevet fastlagt. Denne 

rapport omhandler de dele af direktivet, der retter sig mod private 

virksomheder, dvs. adgang til vognmandserhvervet. 

Direktivet er en konstitutiv kodificering (samling af en række regler i et 

samlet dokument) af en række EU direktiver fra 70’erne vedrørende 

landevejstransport. Med direktivet blev der desuden foretaget en 

harmonisering af de forskellige medlemslandes nationale regler. 

Denne harmonisering blev foretaget med henblik på at skabe ens adgangskrav 

til vognmandserhvervet i EU samt lige konkurrencevilkår 

for alle, der udfører godskørsel for fremmed regning inden for EU. 

I 1998 vedtog EU Rådet ændringer til direktivet ved direktiv 98/76/EF. 

Formålet med ændringerne var at fortsætte processen mod mere lige 

konkurrencevilkår for erhvervet i EU og at forøge tilliden til erhvervet 

generelt. Herudover var det direktivets mål at forbedre færdselssikkerheden 

og mindske miljøbelastningen fra erhvervet. 

Ændringerne bestod primært af en udvidelse af direktivets anvendelsesområde, 

idet vognmænd med køretøjer med en tilladt totalvægt på 

over 3,5 ton nu blev omfattet af direktivet. Før var grænsen sat ved 

køretøjer med en tilladt totalvægt på over 6 ton. Desuden forhøjedes 

kravene til vognmandens kapitalgrundlag og hæderlighed. Endelig 

blev der indført et krav til medlemsstaterne om at gennemføre en løbende 

kontrol med virksomhederne og at indføre effektive, rimelige 

og forebyggende sanktioner. 

Krav til virksomheder, der ønsker adgang til landevejstransporterhvervet 

I direktivet er der nævnt en række specifikke krav som virksomheder, 

der ønsker adgang til erhvervet godstransport/personbefordring ad 

landevej, skal opfylde. I direktivet står det eksplicit skrevet, at virksomhederne 

skal:

6 

• Være ”hæderlige” 

• Være i besiddelse af passende økonomisk evne 

• Opfylde betingelserne med hensyn til faglig dygtighed 

Med hæderlighed menes, at virksomhederne ikke må have begået 

alvorlige strafbare handlinger, og at de skal være egnede til at udøve 

landevejstransport erhvervet i henhold til gældende forskrifter. Det er 

op til det enkelte medlemsland at vurdere den enkelte transportvirksomheds 

hæderlighed. 

Desuden skal virksomhederne råde over en kapital og reserver af en 

størrelse på mindst 9.000 Euro, hvis den kun benytter et køretøj, og 

på 5.000 Euro for hvert køretøj derudover. 

Ved kravet om faglig dygtighed forstås, at den pågældende vognmand/leder 

af vognmandsvirksomheden er i besiddelse af tilstrækkelige 

kundskaber inden for emner, der er specifikt nævnt i et af direktivets 

bilag. Kundskaberne skal dokumenteres ved en obligatorisk 

skriftlig prøve. 


De vigtigste administrative konsekvenser i forbindelse med EU direktiv 

96/26, og de efterfølgende ændringer i EU direktiv 98/76, er arbejdet 

med at blive kvalificeret til at udføre landevejstransporterhvervet. 

Så snart myndighederne har vurderet, at ansøgeren er kvalificeret til 

at modtage licensen til at udøve transport, er der intet ekstra administrativt 

arbejde som følge af direktiverne. Dog skal licensen i nogle 

medlemslande fornys inden for en fastsat tidsperiode. 

Der kan være et betydeligt arbejde forbundet med at kvalificere sig til 

erhvervet. Dels forbundet med at opfylde kravene til kapitalgrundlaget, 

men primært i form af at opnå den faglige dygtighed, der kræves. 

For at vurdere den faglige dygtighed kræves det, at man består en 

skriftlig eksamen vedrørende de væsentligste aspekter ved landevejstransporterhvervet. 

I nogle lande er der et obligatorisk kursuskrav 

i forbindelse med den obligatoriske eksamen.

7 

De enkelte medlemslande har visse frihedsgrader i forbindelse med 

den nationale implementering af disse EU direktiver. Først og fremmest 

kan det enkelte medlemsland udvide omfanget af direktivet, idet 

reglerne kan gøres gældende for motorkøretøjer med en tilladt totalvægt 

på mindre end 3,5 tons. Omvendt kan medlemslandene også 

vælge helt eller delvist at fritage virksomheder, der udelukkende udfører 

lokal transport, der kun har ringe betydning for transportmarkedet. 

Medlemslandene kan også vælge at udvide de krav, som ansøgeren 

skal opfylde for at blive godkendt til at udføre landvejstransport. Medlemslandene 

er i forvejen selv delvist ansvarlige for at definere hæderlighedsbegrebet. 

Desuden kan kravene til økonomiske evne og 

faglig dygtighed skærpes på nationalt niveau. 

Medlemslandene kan således selv påvirke direktivets administrative 

konsekvenser.


reglers ikrafttræden: 

EU Implementeringsfrist: 

01.01.90 

Hvordan er direktivet 

omsat til 

nationale love og 

regler 

Myndighed som 

varetog regeludarbejdelsen: 

Hvilke myndigheder 

forestår den 



regelsæt? 

8 

2. De nationale regler 

Nedenstående tabel sammenholder de 6 medlemsstaters implementering 

af direktivet mht. de nationale regler på området. 

Tabel 1: Lovgivning 

Danmark Sverige Holland Belgien Tyskland England 

Godstransport: 

Medio1989 

Passagertransport: 

Medio 1990 

Ændring af 

national lovgivning 

Trafikministeriet 

Færdelsstyrelsen 

01.10.98 12.03.92 Godstransport: 

1996 


national lovgivning 

Ministry of 

Transport 

sammen med 

National Road 

Administration 

National Road 


County boards 

Supplement 

til gældende 

lovgivning 

Ministry of 

Transport 

State inspectorate 

of the Ministry 

of 

Transport 


01.01.03 


national lovgivning 

Ministry of 

Transport and 

Communications 

Ministry of 

Transport and 

Communications 

01.01.98 Godstransport: 


national 

lovgivning 

Ministry of 

Traffic, 

Building and 

Housing 

Regional 

authorities 

Chamber of 

Commerce 

01.10.99 


01.10.99 


gældende 

lovgivning 

Department of 

Transport 

Traffic Commisioners 

De undersøgte medlemslande har implementeret bestemmelserne i 

direktiv 96/26 i den nationale lovgivning på forskellige tidspunkter. 

Dette skyldes, at direktivet som nævnt er en kodificering af ældre direktiver 

fra 1974, hvorved de ældre medlemsstater har opfyldt direktivets 

bestemmelser allerede inden direktivets udarbejdelse 1 . De fleste 

lande har dog i forbindelse med direktivets indførelse foretaget nogle 

lovmæssige justeringer. 

1 

Dette er grunden til, at direktivets frist for implementering i medlemslandene 

er fastsat til 01.01.90

9 

I Danmark, Sverige, Tyskland og Belgien er disse justeringer foretaget 

ved at ændre den nationale lovgivning, hvorimod justeringerne i 

Holland og England er sket ved at udarbejde et supplement til den 

gældende lovgivning. Med en ændring menes her, at paragraffer i 

eksisterende love er ændret, hvorimod der med et supplement blot er 

tale om en tilføjelse af paragraffer til eksisterende love. Generelt må 

en ændring af den nationale lovgivning anses som et større indgreb 

end et supplement. 

I Danmark og Holland blev ændringerne for godstransport allerede 

indføjet før direktivets ikrafttrædelsesdato. I England blev de mindre 

ændringer først foretaget i 1999 (i forbindelse med implementeringen 

af ændringsdirektivet 98/76). Belgien foretager først ændringerne 

som følge af 96/26 direktivet for passagertransport i 2003, idet der 

her kommer en helt ny lov på området. 

I alle landene er det trafik/transport ministeriet, der har varetaget regeludarbejdelsen. 

Håndhævelsen af reglerne foretages i de fleste 

lande af en afdeling under trafik/transport ministeriet. I Danmark er 

det kun Færdselsstyrelsen, der håndhæver reglerne, hvorimod der i 

Sverige er flere parter til at håndhæve reglerne. Her bistås National 

Road Association (Vägverket) af de lokale myndigheder i håndhævelsen 


I Holland er Transport Inspektoratet den håndhævende part, og det er 

således her hovedansvaret for udstedelse af licenser til transporterhvervet 

findes, hvorimod det er politiet, der har ansvaret for kontrol af 

licenser og teknisk sikkerhed på vejene generelt. I England har det 

engelske transportministerium udpeget uafhængige trafikkommissærer 

til at håndhæve reglerne. I Tyskland er det trafik myndighederne i 

de enkelte ”Länder”, der er ansvarlige for den daglige håndhævelse 

af reglerne. Det er dog Industri og Handelskammeret, der er ansvarlig 

for afholdelsen af den obligatoriske skriftlige prøve, der giver adgang 

til transporterhvervet.






på anden 

vis været involveret i det 

lovforberedende arbejde? 


foretaget en 


administrative konsekvenser 







Estimat over hvor mange 

virksomheder, der berøres 

af reglerne: 

10 


Tabellen nedenfor viser et overblik over lovgivningsprocessen i de 6 

medlemslande. 

Tabel 2: Lovgivningsprocessen 


√ √ √ √ √ √ 

√ 

(Uformelle 

møder før 

høring) 

√ 

(Mulighed 

for kommentering 

før høring) 

√ 

(Etablering 

af arbejdsgrupper) 

√ 

(Uformelle 

møder før 

høring) 

- √ 

(Uformelle 

møder før 

høring) 

- √ √ √ - √ 

- 

Ca. 6.300 

godsvognmænd 

Ca. 1.000 

Busvognmænd 

Ca. 11.500 


Note: √ = Ja, ± = Delvist, - = Nej 

√ - - √ 

Ca. 12.000 

vognmænd i 

alt 

Ca. 8.000 


Ca. 1.200 


? 

(Der findes 

ikke noget 

central register) 

Ca. 60.000 


Ca. 7.400 


I alle landene har de nationale regler været udsendt til høring blandt 

relevante interessenter inden reglerne er blevet endeligt vedtaget. 

Lov udkastet i Danmark har været udsendt til høring hos et bredt 

spektrum af arbejdsgiver-, arbejdstagerog interesseorganisationer 

som fx DTL (Dansk Transport og Logistik), Danske Busvogmænd og 

DI. I England, Sverige, Belgien, Tyskland og Holland har der ligele-

11 

des været afholdt en formel høring blandt arbejdsgiver-, arbejdstagerog 

interesseorganisationer. 

De berørte parter har ligeledes i alle landene (Tyskland undtaget) været 

yderligere involveret i det lov forberedende arbejde. I Danmark er 

der på vejområdet tradition for et tæt samarbejde med brancheorganisationerne. 

I lov udarbejdelsesprocessen er der således blevet afholdt 

en række møder og drøftelser. De har dog alle haft en meget 

uformel karakter. I Sverige og Belgien har brancheorganisationerne 

ligeledes deltaget i uformelle møder med myndighederne. I Holland 

blev en del af det lov forberedende arbejde gjort i arbejdsgrupper 

med deltagelse af de relevante brancheorganisationer. Dette arbejde 

fandt sted før den formelle høring af lovforslaget blev foretaget. 

Brancheorganisationers involvering i lov udarbejdelsesprocessen i England 

I England var brancheorganisationer indenfor transport erhvervet meget 

involveret i de lov forberedende arbejde i forbindelse med implementeringen 

af direktiv 96/26 og 98/76. Først blev brancheorganisationerne inviteret 

til uformelle møder i ministeriet, hvor relevante emner blev diskuteret. Efterfølgende 

blev de konsulteret i forbindelse med den offentlige høring af 

lovforslaget. For ministeriet gjaldt det om at udforme en lovgivning, der var 

i balance mellem de enkelte virksomheders specifikke behov, og ministeriets 

ønske om øget sikkerhed på vejene. I forbindelse med den endelig lov 

fik brancheorganisationer fx indført en ekstra frist på 12 måneder for virksomhederne 

til at opfylde de øgede krav til transportvirksomhedernes kapitalgrundlag. 

Kun i Danmark og Tyskland er der ikke foretaget en vurdering af de 

nationale reglers administrative konsekvenser for de berørte virksomheder. 

I Danmark var dette ikke almindelig praksis i 1990, da reglerne 

blev udarbejdet. 

I Sverige blev der foretaget en konsekvensvurdering af embedsmænd 

og brancheorganisationer. Konkrete tal fra denne vurdering er 

dog ikke umiddelbart tilgængelige. I England vurderede embedsmænd, 

at reglerne kun ville medføre meget begrænsede administrative 

byrder for de berørte virksomheder. Til gengæld blev det vurderet, 

at de udvidede krav til vognmandens økonomiske evne formentligt

12 

ville være at afskære en del personer i at søge adgang til vognmandserhvervet. 

I Belgien er der foretaget en embedsmandsvurdering af de nationale 

reglers administrative konsekvenser. Denne vurdering blev foretaget 

af embedsmændene efter møder med brancheorganisationerne, hvor 

emnet blev belyst. Ligesom i England blev det vurderet, at reglerne, 

og i særdeleshed kapitalkravet, ville være en byrde for nogle virksomheder. 

Der er dog tale om et begrænset antal virksomheder, idet 

der allerede inden EU direktivets vedtagelse eksisterede lignende 

regler i Belgien. Reglernes administrative konsekvenser er ikke blevet 

kvantificeret i hverken England eller Belgien. 

De administrative konsekvenser blev vurderet af en ekspert gruppe i 

Holland. Vurderingen blev foretaget efter diskussioner med de relevante 

brancheorganisationer. Det blev vurderet, at reglerne ville få 

store konsekvenser for vognmandens arbejdsbyrde i ansøgningsfasen. 

Et tal for den øgede arbejdsbyrde er dog ikke tilgængeligt. 

I Holland er der igangsat en undersøgelse af de nationale regler, men 

de endelig resultater ligger endnu ikke klar. I England blev det vurderet, 

at der var nogle få omstillings byrder forbundet med implementering 

af direktivet. Disse omkostninger vurderes dog at være så små, 

at de ikke havde nogen betydning for de berørte virksomheder. Vurderingen 

blev foretaget af en speciel ”Regulatory Impact Unit”, der 

har til opgave at vurdere hvert lovforslag med henblik på regelforenkling. 

Dette er en fast procedure i England. 

Undersøgelse af administrative konsekvenser i Holland: 

I Holland afsluttes i øjeblikket en undersøgelse af de administrative konsekvenser 

for de berørte virksomheder som følge af direktivet. Undersøgelsen foretages 

af embedsmænd, som på baggrund af diskussioner med de relevante 

brancheorganisationer estimerer de nationale reglers administrative konsekvenser. 

Undersøgelsen er et led i et program i Holland, der går ud på at gennemgå 

eksisterende lovgivning mhp. at mindske de administrative byrder for 

erhvervslivet. Med programmet sigtes der på at mindske de administrative byrder 

med 25 % inden 2006.

13 

Holland og Belgien har som de eneste af de undersøgte lande bestemt 

at udvide antallet af omfattede vognmænd, idet de nationale 

regler er gældende for alle vognmænd med køretøjer med en lasteevne 

på over 500 kg. I alle andre lande er reglerne gældende for 

vognmænd med køretøjer over 3,5 tons, hvilket er direktivets minimumskrav. 

I Danmark er ca. 7.300 vognmænd berørt af EU direktivet. I Belgien 

og Holland er der henholdsvis ca. 9.000 og 12.000 berørte vognmænd, 

hvorimod der i England er knap 70.000. Sammenholder man 

antal berørte virksomheder med befolkningstal i de respektive lande 

vil direktivet berøre et forholdsmæssigt ens antal vognmænd i Danmark 

og England, hvorimod antallet af berørte vognmænd i Holland 

og Belgien er markant lavere. Det er bemærkelsesværdigt, idet Holland 

og Belgien har valgt at gøre de nationale regler bredere gældende, 

hvorfor man skulle forvente, at antallet af berørte vognmænd ville 

være højt. Der er i undersøgelsen ikke identificeret forhold i de nationale 

regler, der kan forklare forskellene mellem Danmark/England og 

Holland/Belgien, hvilket tyder på, at forklaringen er forskelle i erhvervsstrukturen 

landene imellem.

14 


Tabellen nedenfor viser landenes håndhævelse af de nationale regler. 

I Danmark eksisterer der ikke en fast procedure for informering af 

virksomheder ved indførelse af nye regler omkring transport erhvervet, 

men i tæt samarbejde med erhvervet vurderes informationsbehovet 

fra gang til gang. I Sverige derimod er der faste informations procedurer 

for informering af erhvervslivet omkring ny regler. Her distribuerer 

”Vägverket” information primært i form af brochurer til de berørte 

parter. 

I Belgien, England, Tyskland og Holland findes der ligeledes standardprocedurer 

for informering af erhvervslivet. Denne består primært 

i at udsende informationsbreve til vognmænd og brancheorganisationer 

ved lovændringer. I England offentliggøres lovændringer desuden 

i forskellige fagblade, hvilket også i visse tilfælde benyttes i Danmark. 

For at give de berørte vognmænd en grundig indføring i de nye regler 

lavede Danmark en informationskampagne i 1989/1990. Denne bestod 

af information via fagblade. Kampagnen blev foretaget i samarbejde 

med brancheorganisationer som DTL og Danske Busvognmænd. 

Ved ændringerne i 1998 blev der desuden udsendt informationsbreve 

til alle vognmænd. I England, Sverige og Holland har myndighederne 

ligeledes samarbejdet med brancheorganisationerne om 

at udgive informationsmateriale til vognmændene omkring de nye adgangskrav.


der sikrer, at 


informeres 

om indførelse 

af nye regler? 


få 

rådgivning i 

forhold til tolkning 


indhold? 

Kan det adm. 

arbejde ordnes 

elektronisk? 



der gør dem 

bedre i stand til 

at overholde 

eller administrerereglerne? 

Monitoreres 

det, om virksomhederne 



er der i forhold 

til virksomheder, 

der ikke 

opfylder deres 

oplysningsforpligtelser? 

Udnyttes sanktionsmulighederne? 

15 

Tabel 3: Håndhævelsen af nationale regler 


± 

(Fastlægger inf. 

fra sag til sag 

sammen med 

erhvervet) 

√ 

(Inf. i fagblade 

via samarbejde 

mellem myndigheder 

og brancheorg.) 

√ √ √ √ √ 

√ 

(Inf. via samarbejdemellemmyndigheder 

og brancheorg. 

) 

√ 

(Inf. via samarbejdemellemmyndigheder 


brancheorg) 

√ 

(Inf. til alle 

transportører 

fra myndighederne) 

√ 

(Inf. fra både 

myndigheder 

og brancheorg.) 

√ - √ - ? 

(Lagt ud til de 

enkelte ”Länder”) 

√ √ √ √ ? 

(Lagt ud til de 

enkelte ”Länder”) 

√ 

(Inf. til alle transportører 

fra myndighederne 


”Traffic Commissioners”) 

√ √ √ √ √ √ 

√ 

• Bøder fra 

540 EURO 

• Fratagelse 

af licens 

• Konfiskering 

af køretøj 

√ 

• Konfiskering 

af køretøj 



√ 

• Bøder op 

til 100.000 

Euro 



√ 

• Bøder 



√ 

• Bøder op 

til 250.000 

Euro 



√ 

√ 

√ 

• Suspendering 

/fratagelse af 

licens 

√ √ √ √ √ √ 

Note: √ = Ja, ± = Delvist, - = Nej

16 

I Danmark og England kan vejledning og ansøgningsskema downloades 

fra henholdsvis Færdselsstyrelsen og ”The Traffic Commisioners” 

hjemmeside. De skal dog indsendes med konventionel post. 

Fra 1 maj 2003 kan informationen i Danmark indsendes elektronisk. 

England, Holland og Sverige arbejder ligeledes med at skabe en Internet 

service, hvor ansøgning kan ske direkte over nettet. I Holland 

kan ansøgning indsendes via floppydisk. 

Elektroniske services i England: 

I England foregår der i øjeblikket et stort arbejde med at forbedre de 

elektroniske services for de ansøgende til landevejstransporterhvervet. 

Servicerne udvides trinvist. Målet er, at alle dokumenter som en transportør 

skal bruge fra myndighederne kan findes og indsendes elektronisk. 

Der arbejdes ligeledes på en self-service funktion, hvor transportører 

kan ændre detaljer ved deres licens, fx køretøjs specifikationer. Indgangen 

til alle disse funktioner er www.tan.gov.uk. 

I alle landene er der udgivet en række vejledninger og checklister 

som vognmændene kan støtte sig til, når de skal lave deres ansøgning 

for at få adgang til landevejstransport erhvervet. I Danmark, England 

og Holland er der desuden udviklet fortrykte ansøgningsskemaer 

til hjælp for vognmændene i ansøgningssituationen. 

Jf. direktivet skal medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger 

for at sikre sig, at adgangsdirektivet bliver overholdt. Alle de 

undersøgte lande monitorerer reglernes efterlevelse, primært i form af 

stikprøve kontrol på landevejene af lastbiler. Her undersøges det i 

samarbejde med politiet om vognmanden har de godkendte licenser. 

I England foretager ”The Vehicle Inspectorate” kontrol besøg hos 

vognmænd, for at sikre sig, at de kan fremvise de påkrævede licenser. 

I Sverige monitoreres vognmændenes hæderlighed ved at 

sammenkøre forskellige databaser. En lignende samkøring foretages 

i Danmark. Her samarbejder Færdselsstyrelsen med Told og Skat for 

at få klarlagt om vognmanden har nogle alvorlige restancer, der gør 

at adgangskravene ikke kan overholdes. 

Hvis en person udføre vognmandstransport uden at have de fornødne 

tilladelser kan der i alle landene udstedes store bøder. I Danmark

17 

ligger bødeniveauet fra 540 EURO, og desuden kan køretøjerne i 

grove tilfælde blive konfiskeret. I Tyskland kan der straffes med bøder 

helt op til 250.000 EURO. Denne bøde størrelse bruges dog kun meget 

sjældent, og ifølge udsagn fra Tyskland ligger det generelle bødeniveau 

i Tyskland markant lavere end i andre EU lande. 

Personer der ikke opfylder ansøgningsbetingelserne, eller som ikke 

udleverer de fornødne oplysninger til myndighederne, bliver i alle lande 

nægtet en tilladelse til erhvervet. 

I alle landene er der mulighed for at trække licenser tilbage fra vognmænd, 

der har opnået vognmandstilladelse. Dette sker, hvis vognmanden 

ikke udleverer information krævet af myndighederne, eller 

hvis vognmandens køretøjer ikke opfylder den foreskrevne standard. 

I Belgien og England benyttes denne sanktionsmulighed ofte. I England 

fik 255 vognmænd deres licens inddraget i år 2000, mens 198 

vognmænd fik deres licens midlertidigt inddraget. I Holland benyttes 

muligheden for at inddrage en vognmands licens meget sjældent. 

Generelt håndhæves reglerne meget stramt og bødeudstedelse sker 

ofte.

18 

5. Administrative byrder 

Nedenstående tabel viser en oversigt over de vigtigste områder i direktivet 

i forhold til virksomhedernes administrative byrder, hvor medlemslandene 

har haft mulighed for at implementere direktivet forskelligt. 

I direktiv 96/26, og i de efterfølgende ændringer fra 1998, er der en 

række muligheder for den enkelte medlemsstat at gøre direktivet mere 

eller mindre omfattende. Jo flere fritagelsesordninger og regel lempelser 

der er indført, jo mindre bliver direktivets administrative konsekvenser 

for de berørte virksomheder. Omvendt, hvis det enkelte medlemsland 

vælger at udvide listen af krav til vognmandsansøgeren. 

Jf. minimumskravene skal vognmændene have viden om borgerligog 

handelsret, social-, arbejdsmarked- og skattelovgivning, virksomhedsledelse, 

markedsadgang, tekniske/driftsmæssige forhold samt 

færdselssikkerhed. At ansøgeren har den tilstrækkelige viden omkring 

disse emner, skal i alle landene jf. direktivet dokumenteres ved 

en skriftlig prøve. Dette krav om bestået skriftlig eksamen har store 

administrative omkostninger for kommende virksomhederne, idet eksamen 

skal være bestået, før virksomheden kan startes 

I Danmark er der stillet højere krav til vognmændene end direktivets 

minimumskrav. Således er pensumlisten i Danmark blevet udvidet 

med krav om viden om chauffør vikarvirksomhed samt bus udlejning.

Er der i de nationale regler stillet yderligere krav om 

vognmændenes kvalifikationer, udover minimumskravene 

i direktivet? 

Er der stillet krav om, at vognmændene skal igennem 

kurser inden de kan gå op til den obligatoriske 

prøve, der giver adgang til erhvervet? 

Er der krav om, at erhvervstilladelsen skal fornyes? 

Hvilke minimumskrav til virksomhedernes egenkapital 

er fastsat? 

Har man i de nationale regler benyttet muligheden 

for helt eller delvist at fritage virksomheder, som 

udfører lokal transport, fra kravene? 

Har man i de nationale regler indført særlige lempelige 

regler for personer og virksomheder, der har 

mindst fem års praktisk erfaring? 

Har man i de nationale regler indført særlige fritagelser 

for personer med visse eksamensbeviser fra 

højere eller teknisk uddannelse? 

Har man i de nationale regler indført særlige fritagelser 

for virksomhedsledere? 

Har man i de nationale regler valgt at lade den 

skriftlige prøve blive suppleret med en mundtlig 

prøve, til vurderingen af vognmandens kundskaber? 

19 

Tabel 4: Administrative byrder 


√ - - - - - 

√ - - √ √ - 

√ - ± 

20.000 

Euro for 2 

første 

tilladelser 

Herefter 

5.400 

Euro per 

tilladelse 

11.000 

Euro for 

1. tilladelse 

Herefter 

5.500 

Euro per 

tilladelse 

Obligatorisk 

kontrol 

mindst 

hvert 5. år 

18.000 

Euro for 2 

første tilladelser, 

1.000 Euro 

for den 3. 

Herefter 

5.000 Euro 

- ± 

9.000 

Euro for 

1. tilladelse 

Herefter 

5.000 

Euro per 

tilladelse 

Obligatorisk 

kontrol 

mindst 

hvert 5. år 

9.000 

Euro for 1. 

tilladelse 

Herefter 

5.000 Euro 

per tilladelse 

± 

Obligatorisk 

kontrol 

mindst 

hvert 5. år 

8.600 Euro 

for 1. tilladelse 

Herefter 

4.800 Euro 

per tilladelse 

- - √ - - √ 

√ 

Fritagelse 

for kursuskravet 

√ - - √ 

Fritagelse 

for kursuskravet 

- - √ - √ √ 

- - - - - √ 

- - - √ √ - 

Note: √ = Ja, ± = Delvist, - = Nej, ? = Ved ikke/intet svar 

-

20 

I Danmark, Belgien og Tyskland er der krav om, at vognmandsansøgeren 

skal have deltaget i kursus med de ovennævnte emner som 

indhold, inden ansøgeren kan gå til den obligatoriske, skriftlige prøve. 

Dette krav om kursusdeltagelse har store administrative omkostninger 

for de virksomheder, der søger om adgangstilladelse til erhvervet. 

Kurset i Danmark skal mindst have en længde på 100 lektioner for 

erhvervelse af adgang til persontransport og på 118 lektioner for erhvervelse 

af adgang til godstransport. I Belgien er kursuskravet endnu 

mere omfattende, her skal alle ansøgere deltage i et 6 måneders 

kursus med et samlet lektions antal på ca. 150. I Tyskland er der fra 

centralt hold blot specificeret kursernes påkrævede emnekredse (jf. 

direktivet). Det er således op til de enkelte ”länder” at fastlægge kursernes 

varighed. De vil dog typisk være på 80 – 150 lektioner. 

I England og Holland afholdes der kurser af lignende længde og med 

det samme indhold (indhold jf. direktivet), men kurserne er ikke obligatoriske. 

Hvis ansøgeren føler sig kvalificeret nok til at gå til den obligatoriske 

eksamen uden undervisning, er det således muligt. 

I Danmark er der desuden et krav om, at erhvervstilladelsen skal fornys 

hvert femte år. I England, Holland og Tyskland er tilladelsen i 

princippet gyldige for resten af livet, dog med den begrænsning, at de 

skal kontrolleres mindst hvert femte år. Dette er et krav jf. direktivet. 

I direktivet er der fastsat nogle minimumskrav til virksomhedens 

egenkapital, som vognmandsansøgeren skal opfylde for at få godkendt 

sin ansøgning. I direktivet er disse minimumskrav fastsat til 

9.000 Euro for det første køretøj og 5.000 Euro for hvert køretøj ekstra. 

Jo højere disse tærskler er sat, jo større en hindring udgør de for 

den enkelte vognmandsansøger i forsøget på at blive godkendt. 

I Danmark har myndighederne valgt at hæve minimumskravene til 

20.000 Euro for de 2 første køretøjer. Dette er de højeste krav af de 

undersøgte lande. De laveste krav findes i England. Her kræves der 

blot en egenkapital på 8.600 Euro. Dette er faktisk under direktivets 

krav. Dette skyldes formentlig kurssvingninger i Pund/Euro forholdet. I 

Belgien kræves en bankgaranti på 9.000 Euro for at blive godkendt

21 

vognmand. Det kan således konstateres, at hverken England eller 

Belgien har valgt at stille højere krav end direktivets på dette punkt. 

For yderligere køretøjer ligger alle de undersøgte omkring minimumskravet 

på 5.000 Euro. England ligger igen lidt under, hvorimod Holland 

topper med et krav på 5.500 Euro i ekstra egenkapital pr. ekstra 

køretøj. 

Såfremt medlemslandet informerer Kommissionen derom, er det legalt 

helt eller delvist at fritage virksomheder, der kun udfører lokal 

transport fra direktiv kravene. Denne mulighed er anvendt i Holland 

og England, idet Kommissionen her er blevet meddelt, at der af 

vognmænd, der kun udfører indenlandsk transportvirksomhed, kun 

kræves viden om emner af national karakter. Der er således to forskellige 

prøver, en for internationale transport virksomheder og en for 

virksomheder, der kun udfører indenlandsk transport. I England gælder 

der desuden fritagelsesordninger for virksomheder med visse 

specialkøretøjer, der kører meget lidt på offentlig vej. Hvis et transport 

køretøj kører under 9,5 km om ugen på offentlig vej, er det således 

ikke omfattet af reglerne. 

Direktivet indeholder desuden muligheden for at indføre særligt lempelige 

regler for personer og virksomheder med mindst 5 års praktisk 

erfaring. I Danmark og Tyskland er en ansøger fritaget fra kursuskravet, 

hvis den pågældende igennem de seneste 5 år har have haft en 

stilling med overordnede funktioner i en godskørsels- eller personbefordringsvirksomhed. 

Det skal dog understreges, at det kun er Belgien 

af de undersøgte lande, udover Danmark og Tyskland der i det 

hele taget har kursuskrav. 

I England, Holland og Tyskland er der gjort brug af muligheden for at 

indføre fritagelsesordninger for personer med visse eksamensbeviser 

fra højere eller tekniske uddannelser. I Holland og Tyskland kan 

vognmandsansøgere, der er i besiddelse af visse eksamensbeviser 

således få dispensation for dele af den obligatoriske prøve. Denne 

regel bruges typisk, hvis ansøgeren har en lang videregående uddannelse 

som fx revisor, jurist eller lignende. I England kan en række 

eksamensbeviser bruges til at opnå en alternativ godkendelse til ud-

22 

førsel af vognmandserhvervet. Det drejer om eksamensbeviser som ” 

Certificate in Transport (Road Freight) awarded by the Institute of Logistics 

and Transport” og lignende. Med denne alternative godkendelse 

kan vognmanden helt undtages fra den normale ansøgnings procedure. 

For at kunne bedømme vognmandsansøgeren bedre er der i direktivet 

mulighed for at udvide den skriftlige obligatoriske prøve med en 

mundtlig prøve. Denne mulighed er det kun Belgien og Tyskland, der 

har benyttet sig af. I Tyskland er det dog blot ansøgere, der har mindre 

en 60 % korrekte svar i den skriftlige prøve, der skal gå til en 

mundtlig prøve.

23 


Myndighederne er blevet bedt om at angive, om der er gennemført 

initiativer til lettelse af de nationale regler. I ingen af landene er der 

efter vedtagelsen af EU direktivet gennemført forenklinger af de nationale 

regler. Men Sverige og Holland har iværksat undersøgelser, 

der skal mindske virksomhedernes administrative byrder. Blandt disse 

initiativer kan nævnes Holland, der har igangsat en stor undersøgelse 

af blandt andet dette direktivs administrative konsekvenser på 

erhvervslivet. Undersøgelsen skulle gerne på sigt medføre regelforenklinger. 

I Holland er der en række forslag til, hvorledes reglerne kunne simplificeres 

på nationalt niveau med mindre administrative konsekvenser 

for erhvervslivet til følge. Det overvejes om antallet af omfattede virksomheder 

skal begrænses ved kun at gøre vognmænd med køretøjer 

med en tilladt totalvægt på over 3,5 tons omfattet af lovgivningen, 

hvilket som nævnt ville være på linje med de andre undersøgte lande. 

Desuden overvejes det i Holland om kun vognmandsvirksomheder, 

der transporterer for fremmed regning bør være omfattet af de nationale 

regler. I øjeblikket er både transport for egen og fremmede regning 

omfattet. 

I England overvejes det om der skal indføres flere undtagelses bestemmelser 

i den nationale lovgivning. Dette ville lette kravene for en 

stor række virksomheder, og ville desuden være muligt inden for den 

gældende EU lovgivning. De gældende fritagelsesordninger for specialistkøretøjer 

(nævnt i afsnit 6.2.4) er i øjeblikket noget uklare. Det 

vil blive forsøgt at gøre disse regler noget klarere, så de kan blive mere 

anvendelige. Det skal dog understreges, at disse nævnte forslag 

fra Holland og England reelt blot er en overvejelse omkring tilbagetrækning 

af tidligere indførte ekstra nationale procedurer. 

Desuden overvejes det i England om der skal implementeres et system 

med nationale licenser. I øjeblikket er England delt op i 6 trafik 

regioner, og for at udøve transport virksomhed kræves det en licens 

for hver region, der ønskes at udføre virksomhed i. Dette giver natur-

24 

ligvis nogle administrative omkostninger, som kunne undgås ved at 

slå trafik regionerne sammen. 

I Danmark, Belgien og Tyskland findes der ikke umiddelbart nogle 

planer om at simplificere de nationale regler.


europæisk regulering i forskellige EU medlemslande. 

Rapport om identifikation og registrering 

af dyr 

- med fokus på regler, der har administrative konsekvenser 

for erhvervslivet. 



September 2003

1 


Side 

SAMMENFATNING....................................................................................2 

1. DIREKTIVET FOR REGISTRERING AF DYR..................................5 

2. DE NATIONALE REGLER ....................................................................7 

3. LOVGIVNINGSPROCESSEN................................................................9 

4. HÅNDHÆVELSEN AF DE NATIONALE REGLER........................12 

5. ADMINISTRATIVE BYRDER.............................................................16 

6. MULIGHED FOR REGELFORENKLING ........................................19

2 

Sammenfatning 

EU direktivet 92/102 om identifikation og registrering af dyr har til 

formål at sikre veterinærkontrol i samhandelen med visse levende dyr 

og produkter inden for Fællesskabets indre marked. Direktivet omfatter 

kvæg, svin, geder og får. 

Direktivet skal sikre, at enhver landmand identificerer sine dyr ved et 

mærke med entydigt identifikationsnummer, samt registrerer oplysninger 

om oprindelses- og bestemmelsessted for dyr, der flyttes. 

Desuden pålægges landmanden at føre registre over, og indberette 

oplysninger til myndighederne om, dyrene på bedriften. Derved kan 

dyrene følges over tid, og om nødvendigt tilbageføres til oprindelsesstedet. 

De administrative konsekvenser, der følger af direktivet, er primært 

arbejdet i forbindelse med registrering af oplysninger om bedriftens 

dyr, herunder flytninger og mærkning af dyrene. Direktivet er fuldt implementeret 

i de undersøgte medlemslande, men med mindre forsinkelser 

i England og Belgien. 

Ved implementeringen af direktivet i den nationale lovgivning har der 

været et intensivt samarbejde med de relevante parter i de fleste lande. 

Myndighederne i Belgien og Danmark har etableret arbejdsgrupper 

i den lov forberedende fase med deltagelse af brancheorganisationerne. 

I Østrig har der været udvidet mødeaktivitet. I England blev 

der i forbindelse med udarbejdelse af loven foretaget en kvalitativ undersøgelse 

af lovens konsekvenser for landbrugserhvervene. 

Danmark og Holland har som de eneste lande valgt at inddrage brancheorganisationer 

i håndhævelsen af det nationale regelsæt. I Danmark 

bistår Dansk Kvæg og Danske Slagterier således myndighederne 

i administrationen af registreringen af dyr og i Holland står Animal 

Health Service for registreringen af svin, får og geder. I de øvrige lande 

administreres registreringen af myndighederne på nationalt eller 

lokalt niveau.

3 

Udstedelsen af direktivet og de efterfølgende tilføjelser har for landmænd 

med svinebesætninger haft de største samlede konsekvenser i 

Danmark, idet der her findes det største antal svinebesætninger. Det 

største antal kvægbesætninger findes i England, og bestemmelserne 

for kvæg har tilsvarende haft de største konsekvenser her. 

De udvidede bestemmelser som følge af EU forordning 820/97 og EU 

direktiv 2000/15 om etableringen af centrale nationale elektroniske 

registre for kvæg og svin har fået alle de undersøgte lande til at fokusere 

på de elektroniske indberetningsmuligheder. I alle landene er det 

således muligt at indberette data elektronisk, men indberetningen foregår 

på forskellig måde i alle landene. Der er således ikke udviklet 

en fælles standard for elektronisk indberetning i EU. 

I Holland og England er kravene til, hvilke data der skal registreres, 

udvidet i forhold til direktivets bestemmelser. I Holland stilles der krav 

om et register over tab af øremærker for svin, samt et register over 

antal søer over 1 år. England er på forkant i forhold til direktivets krav, 

da et centralt nationalt register for svin blev etableret umiddelbart efter 

direktivets indførelse. Et sådant register er først lovpligtigt i andre 

EU lande fra 2003. 

I alle landene er det landmændene og slagterierne, der er ansvarlige 

for indberetningen af kvæg og svin til det nationale register. I Danmark 

har nogle transportører ønsket at indberette flytningen af dyr, 

men de er ikke påkrævet til dette fra myndighedernes side. I Belgien 

er det anvendt praksis, at transportørerne indberetter flytninger af dyr. 

Dette er ikke et krav fra myndighedernes side, men det bliver det inden 

for den nærmeste fremtid, hvorfor systemet allerede nu næsten 

er fuldt ud implementeret. 

Det er medlemslandenes vurdering, at de nationale regler indeholder 

meget få muligheder for regelforenkling. Flere lande fokuserer derfor 

på at gøre indberetningen så let som muligt. I Holland og Belgien er 

der iværksat initiativer, der når de er fuldt ud implementeret vil mindske 

de administrative omkostninger som følge af direktivet. I disse to 

lande arbejdes der i øjeblikket med at integrere IT i indberetningsarbejdet. 

Specielt i forbindelse med flytning af dyr kan IT lette det admi-

4 

nistrative arbejde betragteligt. Hovedproblemet i forbindelse med IT 

løsningerne er dog, at de er meget omkostningstunge, hvilket er den 

primære årsag til, at implementeringen af disse systemer går meget 

langsomt.

5 

1. Direktivet for registrering af dyr 

EU direktivet 92/102 om identifikation og registrering af dyr har til 

formål at sikre veterinærkontrol og zooteknisk kontrol med dyr i EU’s 

medlemsstater. Dyr omfatter kvæg, svin, geder og får. 

Kontrollen består i, at dyr som handles mellem medlemsstaterne, skal 

være registreret på en sådan måde, at de kan spores tilbage til deres 

oprindelsessted, eller til steder, som de har passeret igennem. Identifikations- 

og registreringsordningerne omfatter fra den 1. januar 1993 

også flytning af dyr inden for de enkelte medlemsstaters områder. 

For at forstærke håndhævelsen af disse krav blev en forordning vedrørende 

registrering af kvæg vedtaget i 1997. Med forordningen 

820/97 om indførelse af en ordning for identifikation og registrering af 

kvæg er det et krav, at medlemslandende etablerer nationalt dækkende, 

elektroniske registre over kvæg. Forordningen er siden hen 

blevet erstattet af forordning 1760/2000, der dog fortsat bygger direkte 

på EU direktivet 92/102. Håndhævelsen af reglerne vedrørende 

registrering og identifikation af kvæg sker således i dag på baggrund 

af forordning 1760/2000, mens reglerne for alle andre dyr fortsat er 

fastlagt på baggrund af direktiv 92/102. 

Den seneste revision på området er direktiv 2000/15/EF af 10. april 

2000 om veterinærpolitimæssige problemer ved handel inden for 

Fællesskabet med kvæg og svin. Med dette direktiv besluttes det, at 

der skal oprettes elektroniske databaser for svin med oplysninger om 

dyrene og flytninger heraf. Endvidere udvides registreringskravene til 

svin, således at der stilles samme krav som til registrering af kvæg. 

Krav til identifikation og registrering af dyr 

Direktivet pålægger medlemsstaterne at sikre, 

• at enhver ejer af en dyrebesætning på den kompetente myndigheds 

forlangende kan give oplysning omkring oprindelsessted, 

identifikation og i givet fald bestemmelsessted for dyr, som han er 

eller har været i besiddelse af.

6 

• at enhver person, der handler med dyr, som flyttes til eller fra et 

marked eller en samlestation, kan forelægge et dokument med 

nærmere oplysninger om dyrene, herunder identifikationsnumrene 

eller -mærkerne for kvæg. 

• at brugerne af dyr altid har et ajourført register over dyrene på 

deres bedrift. De registrerede oplysninger skal på forlangende stilles 

til rådighed for den kompetente myndighed. 

Gennemførelsesfristen er oktober 1993. 


Fra direktivet kan der uddrages to administrative aktiviteter, der pålægges 

virksomheder beskæftiget med opdræt og salg af dyr: 

Registrering af oplysninger om bedriftens dyr, herunder flytninger 

Mærkning af dyrene 

Begge kan karakteriseres som løbende byrder. I forbindelse med 

etableringen af registret vil der endvidere være tale om engangsbyrder. 

Medlemslandene har i et vist omfang mulighed for at implementere 

direktivet med større eller mindre administrative konsekvenser for de 

omfattede virksomheder: 

Medlemslandene kan mindske direktivets konsekvenser ved at 

indføre undtagelsesbestemmelser for mindre besætninger. 

Reglerne kan udvides, ved at øge kravene til den information den 

enkelte landmand skal registrere.




Kvæg: 01.10.93 

Svin: 01.01.94 

Får og geder: 

01.01.95 

Hvordan er forordningen 

omsat 

til nationale love 


Myndighed som 

varetog regeludarbejdelsen: 


forestår den 



regelsæt? 

7 


Nedenstående tabel sammenholder de 6 medlemslandes implementering 


Tabel 1: Lovgivning 

Danmark Sverige Holland Belgien Østrig England 

Kvæg og svin:1993 

Får og geder: 1995 

Ny lovgivning Ny lov samt 


eksisterende 

lov 

Fødevareministeriet The Swedish 

Board of 

Agriculture 

Fødevareministeriet 


Dansk Kvæg 

Danske Slagterier 

1995 1992 Kvæg:1992 

The Swedish 

Board of 

Agriculture 

The County 

Boards are 

responsible 

for controls 

Ny lov samt 


eksisterende 

lov 

Ministry of 

Agriculture, 

Nature 

Management 

and 

Fisheries 

(ANMF) 

Cattle: I&Roffice 

of the 

ministry of 

ANMF 

Other: Animal 

health 

service 

Svin:1995 

Får og geder:1996 

Ny lovgivning Ny lov samt 


eksisterende 

lov 

Ministry of 

Agriculture - 


de la Santé 

animale et de 

la Qualité des 

Produits animaux 

The Central 

Veterinary 

Association 

1995 Svin:1995 

Ministry of 

health and 

consumer 

protection 

and The 

ministry of 

Agriculture 

Cattle: The 

Austrian 

Intervention 

Agency 

(AMA) 

Other: Veterinaryauthorities 

on 

the provincial 

level. 

Får og geder:1996 

Kvæg:- 

Ny lovgivning 

Ministry of 

Agriculture, 

Fisheries 

and Food 

(Now DE- 

FRA) 

Local veterinaryauthorities

8 

Alle landene har på nuværende tidspunkt implementeret EU direktivet, 

dog ikke alle indenfor Kommissionens tidsgrænse. Fristen for opfyldelse 

af kravene til svin er 01.01.94. Som det ses er denne frist 

blevet overskredet med et år i England og Belgien. Det samme er tilfældet 

for får og geder, der skulle være implementeret senest 

01.01.95. 

I alle lande har det været nødvendigt at implementere direktivet via 

nye love, da der før 1992 kun eksisterede mindre omfattende nationale 

regler på området. I Sverige og Østrig eksisterede der lovgivning 

vedrørende registrering af husdyr inden EU-direktivet blev fremlagt. 

Den eksisterende lovgivning var dog ikke tilstrækkelig, og det var 

nødvendigt at vedtage nye love for at kunne implementere direktivet i 

den nationale lovgivning fuldt ud. I Østrig var det først ved indførelsen 

af forordning 820/97, at det blev nødvendigt at samle hele reglementet 

i nye love. 

Det er det nationale ministerium med landbrug som ressort område, 

der i alle landene har stået for regeludarbejdelsen. I Østrig er regeludarbejdelsen 

foretaget i samarbejde med sundhedsministeriet. 

Den daglige håndhævelse af reglerne er i Holland og Østrig delt op i 

kvæg og andre dyr. I Holland er det identifikations- og registrerings 

afdelingen under Landbrugsministeriet, der tager sig af kvæget, hvorimod 

det er brancheorganisationen Animal Health Service i Holland, 

der af myndighederne har fået overdraget håndhævelsen af reglerne 

for andre dyr. I Østrig er AMA, der er den nationale autoritet for landbrugsprodukter, 

den håndhævende part for kvæg. For andre dyr er 

det i Østrig, ligesom det er tilfældet for alle dyr i England og Belgien, 

de veterinære myndigheder, der håndhæver reglerne. 

I Danmark er brancheorganisationer ligesom i Holland inddraget i 

håndhævelsen af det nationale regelsæt. Dette er sket ved, at Fødevareministeriet 

og Fødevaredirektoratet har indgået aftale med Dansk 

Kvæg om deltagelse i administrationen af registrering af data vedrørende 

besætninger. Dansk Kvæg har efterfølgende indgået aftale 

med Danske Slagterier om deltagelse i administrationen af registrering 

af svinebesætninger.



til formel 

høring blandt relevanteter?interessen- 


på anden vis 

været involveret i 

det lov forberedende 

arbejde? 

Blev der ved regeludarbejdelsenforetaget 

en vurdering 

af reglernes administrativekonsekvenser 


Er der efter regeludarbejdelsenblevet 

foretaget en 

vurdering af reglernesadministrative 

konsekvenser 


Estimat over hvor 

mange virksomheder, 

der berøres af 

reglerne: 

9 


Nedenstående tabel sammenholder de 6 medlemslande mht. lovgivningsprocessen. 



√ √ √ √ √ √ 

√ - ? √ √ √ 

- - - - - √ 

- - √ - - √ 

Svine bønder: 

20.000 

Kvæg bønder: 

25.000 

Får og gede 

bønder:10.000 

35.000 

Kvæg bønder 

7.000 Svine 

bønder 

? 



13.000 


53.000 

Får og gede 

bønder:42.000 

Bønder i alt: 

100.000 


10.000 

Fårebønder:97.000 

Gedebønder: 9.000 


100.000

10 

Alle landene har udsendt de nationale regler til formel høring blandt 

de relevante interessenter, før de er blevet endeligt vedtaget. I Danmark, 

Sverige og Holland har der været afholdt høringsprocedurer, 

hvor de relevante parter har kunnet kommentere lovforslagene per 

brev. Disse kommentarer er efterfølgende blevet behandlet i ministerierne, 

inden den endelig lov er blevet udfærdiget. 

Høringsproceduren i Østrig var mere omfattende, idet de mest 

relevante parter i starten af lov udarbejdelsesprocessen var inviteret 

til møde i ministeriet. På dette møde havde de mulighed for at komme 

med input til den nye lov. Efterfølgende blev lovforslaget udsendt til 

en bredere kreds af relevante parter, som herefter kunne komme med 

kommentarer til forslaget. 

I Belgien har virksomheder, der handler med dyr, samt dyrlæger, laboratorier 

og bønder været involveret i det lov forberedende arbejde. I 

Belgien mødes repræsentanter fra disse grupper fire gange årligt for 

at deltage i arbejdsgrupper med myndighederne. En del af det lov forberedende 

arbejde i forbindelse med dette direktiv er foregået i disse 

grupper. Derudover er der i Belgien taget uformel kontakt til 

producenter af mærkningsmateriale, for at vurdere de praktiske konsekvenser 


I Danmark blev der i forbindelse med det lov forberedende arbejde 

ligeledes etableret arbejdsgrupper med deltagelse af forskellige relevante 

landbrugsparter. Specielt Dansk Kvæg og Danske Slagterier 

har været involveret i arbejdet. 

I England blev der fra ministeriel side udsendt et spørgeskema til et 

repræsentativt antal af bønder og slagterier. Spørgeskemaet havde til 

formål at give ministeriet en indikation af lovforslagets virkninger inden 

loven blev endelig vedtaget. Resultaterne viste, at implementeringen 

af direktivet til praksis i England ville koste ca. 12 millioner 

pund i startomkostninger plus et årligt beløb for at holde systemet kørende. 

Dette beløb blev i 2001 estimeret til 6,2 millioner pund. Undersøgelsen 

dækkede kun registrering og identificering af får og geder i

11 

England. Der er ikke foretaget tilsvarende undersøgelser for kvæg og 

svin. 

I Holland blev der sidste år udarbejdet en rapport, hvor landbrugssektorens 

administrative byder generelt blev kortlagt. Blandt rapportens 

konklusioner var, at landbrugssektoren årligt pålægges store byrder 

som følge af EU direktiver, der kræver identifikation, registrering og 

indberetninger af en række oplysninger. Et af de direktiver som kræver 

mest administrativt arbejde for landbrugssektoren er netop direktiv 

om identifikation og registrering af dyr og de efterfølgende ændringer 

af dette. 

Antallet af besætninger i det enkelte land siger ikke nødvendigvis noget 

om antallet af dyr. Men da direktivets krav skal opfyldes for hver 

besætning, vurderes dette at være en god indikator for direktivets 

administrative konsekvenser i det enkelte land. Nederst i tabel 2, side 

9 er der derfor medtaget en opgørelse over antallet af berørte svine-, 

kvæg-, får- og gedebesætninger: 

Danmark er det mindste af de undersøgte lande med hensyn til 

befolkningstal, men det er her, der findes flest svinebesætninger. 

Beslutningen om at indføre et nationalt register over svin (direktiv 

2000/15) har således samlet set haft de største konsekvenser i 

Danmark. 

England har flest kvægbesætninger. Forordning 1760/2000, der 

foreskriver oprettelsen af nationale registre for kvæg, vurderes 

derfor at have haft de største samlede konsekvenser i dette land.

Er der procedurer/systemer, der sikrer, at 

virksomhederne informeres om indførelse af 

nye regler? 

Kan virksomhederne få rådgivning i forhold til 

tolkning af reglernes indhold? 

Kan det administrative arbejde ordnes elektronisk? 

Tilbydes virksomhederne andre services, der 

gør dem bedre i stand til at overholde eller 

administrere reglerne? 

Monitoreres det, om virksomhederne efterlever 

reglerne? 

Hvilke sanktionsmuligheder er der i forhold til 

virksomheder, der ikke opfylder deres oplysningsforpligtelser? 

Udnyttes sanktionsmulighederne i forhold til 

virksomheder, der ikke efterlever reglerne? 

12 





√ - √ √ √ √ 

√ √ √ √ √ √ 

√ √ √ √ √ √ 

√ √ √ √ √ √ 

√ ± 

Påbud og 

bøder 

(kun for 

kvæg) 


Bøder 

√ ± 

(kun for 

kvæg) 


± 

(kun for 

kvæg) 


bøder 

± 

(kun for 

kvæg) 

√ √ √ 

Påbud, 

bøder og 

fængsel 

Påbud, 

bøder og 

lukning af 

farm 

Bøder og 

fængsel 

√ √ √ 

I alle de undersøgte lande er der faste procedurer for informering af 

de relevante parter ved indførelse af nye regler. I Sverige træder disse 

procedurer kun i kraft ved store ændringer. Implementeringen af 

husdyrsdirektivet i svensk lovgivning blev ikke vurderet at være så 

stor, at det var nødvendigt at informere via specielle nyhedsbreve. 

Specielt fordi de relevante parter via høringsrunden var blevet informeret 

om EU direktivets implementering.

13 

I England brugte Landbrugsministeriet en del ressourcer på at oplære 

de lokale veterinær myndigheder, der er den håndhævende myndighed 

i England, i de nye regler, for at sikre sig at de blev implementeret 

og håndhævet korrekt. 

I Danmark vurderes det løbende om informationen til de omfattede 

virksomheder er tilstrækkelig. Indtil videre er det vurderet, at det nuværende 

rådgivningsniveau kombineret med det introducerende informationsmateriale 

er tilstrækkeligt. 

I alle landene er det muligt at få rådgivning i forhold til tolkning af reglernes 

indhold. Denne rådgivning tager i de undersøgte lande primært 

form af informative og opdaterede hjemmesider, samt help-desks i de 

enkelte ministerier. I Belgien afholdes der desuden løbende workgroups, 

hvor repræsentanter fra landbruget informeres omkring nye 

regler vedrørende dyre brug. Der afholdes 4-5 work-groups pr. år for 

hver af de forskellige dyre arter (kvæg, svin, får etc.). Møderne arrangeres 

af den nationale myndighed. 

Det elektroniske register over kvæg skulle være fuldt implementeret 

inden 1.1.2000, hvorimod fristen for svin er 1.1.2003. Kravet om disse 

nationale elektroniske registre har medført et pres på de enkelte medlemslande 

for at få indført elektroniske indberetningsmuligheder for 

de omfattede virksomheder. Da EU direktivet kun forlanger elektroniske 

nationale registre for kvæg og svin, er det naturligt, at det er disse 

to områder medlemsstaterne primært har fokuseret på. Således eksisterer 

der i de undersøgte lande kun få muligheder for at indberette 

data for får og geder elektronisk. 

I Danmark foregår den elektroniske indberetning for kvæg ved, at den 

enkelte kvægholder skal købe et specielt program, der kobler op til 

den nationale database. Data indtastes herefter direkte i databasen. 

For indberetning af svin er fremgangsmåden anderledes. Her kan der 

indberettes direkte over Internettet, eller ved at lave en filoverførsel. 

Begge dele er omkostningsfrit for brugeren. I Sverige og Holland bruges 

sidstnævnte model for både svin og kvæg.

14 

Af andre elektroniske muligheder kan nævnes: 

• Østrig: Indberetning for kvæg ved at sende en e-mail med de 

relevante data til AMA (den håndhævende myndighed). AMA 

overfører herefter data til databasen. 

• England: På landbrugsministeriets hjemmeside findes elektroniske 

skemaer, som de omfattede virksomheder kan downloade, 

udfylde og e-maile til den nationale database. 

I Østrig er der som det eneste land endnu kun oprettet et elektronisk 

register for kvæg. Det elektroniske register for svin forventes at være 

på plads inden kommissionens deadline senere på året. I Danmark, 

Sverige, Belgien og England er der udviklet særlige skemaer for indberetning 

af data for dyr. Frem for at udfylde data elektronisk, kan 

disse skemaer anvendes. I Østrig er der ikke udviklet et særligt skema, 

men forskellige foldere, der kan anvendes i forbindelse med indberetning. 

Disse foldere indeholder grundige checklister over den 

krævede information. 

Digital forvaltning i Belgien og Holland til lettelse af de administrative byrder 

I Holland og Belgien undersøges forskellige elektroniske muligheder for 

reducering af de administrative byrder som følge af kravet om registrering 

af kvæg og svin. I Belgien er et nyt system på vej ind, hvor transportører, 

landmænd og slagterier rapportere (f.eks. via håndholdte computere) til en 

fælles database, der efterfølgende laver kontrol check på oplysningerne. I 

Holland overvejes et system, hvor al registrering foregår elektronisk. I systemet 

scannes dyrene automatisk af transporteren, hvorefter informationen 

automatisk bliver rapporteret til det nationale register. Det er således 

udelukkende transportøren, der er ansvarlig for indberetningerne. Et krav 

for et sådant system er overgangen til elektroniske øremærker, hvilke er 

meget omkostningstunge. Dette er grunden til, at initiativet er blevet standset 

midlertidigt. 

I Danmark, Østrig, Belgien og England monitoreres det for alle dyrearter, 

om reglerne vedrørende registrering og identificering overholdes. 

I Danmark kontrolleres oplysningernes ved at samkøre oplysninger 

om gårdens størrelse med antal flytninger, hvorimod der i Østrig 

monitoreres ved at foretage konsistenscheck på registreringer fra

15 

landmænd og slagterier. Disse konsistenscheck følges op af inspektioner 

på gårdene. I Belgien og England foregår monitorering primært 

ved kontroltilsyn af de lokale myndigheder. Ved disse tilsyn kan det 

afgøres om den indberettede information stemmer overens med de 

faktiske forhold. 

I Sverige og Holland er det som de eneste lande blevet vedtaget kun 

at kontrollere kvægfarmere. I Sverige skyldes dette traditionsmæssige 

årsager, idet der aldrig før har været kontrol af landmænd med 

svin. Kontrollen på kvæg foregår i Sverige og Holland som i Belgien 

og England primært ved stikprøver. I Holland og Sverige er monitoreringsplaner 

for svin, dog ved at blive udviklet i forbindelse med implementeringen 

af det centrale nationale register. Monitoreringen forventes 

at være i funktion fra 2003. 

Den primære sanktionsmulighed overfor virksomheder, der ikke rapportere 

de påkrævede oplysninger, er påbud og bøder. I Belgien og 

England kan grov svindel med indberetningerne straffes med fængsel. 

I Østrig kan gården i ekstreme tilfælde lukkes af myndighederne, 

hvis ejeren gentagne gange har svigtet sine oplysningsforpligtelser. I 

Holland har myndighederne ret til at slå uidentificerbart kvæg ned. 

I praksis er det i alle landene kun bøder og påbud, der benyttes som 

sanktionsmulighed. Der er således ingen eksempler på tvangslukkede 

gårde i Østrig eller på fængselsstraffe i Belgien eller England.

Er der i de nationale regler stillet yderligere krav til 

hvilke oplysninger, brugerne af kvæg og svin skal 

afgive (Udover de i direktivet nævnte minimumsoplysninger)? 

Anvendes undtagelsesbestemmelsen vedrørende 

registrering af fødsler og dødsfald blandt svin? 

Hvem har pligt til at indberette oplysningerne om 

dyr til det centrale nationale register? 

16 



i forhold til virksomhedernes administrative byrder 



√ - √ 

√ ± 

Landmanden 


slagterierne 

(Frivillig 

registrering 

af 

fødsler) 

Landmanden,slagterierne 


transportfirmaerne 

√ 

Landma 

nden, 


slagterierne 

Landmanden,slagterierne 


transportfirmaerne 


- √ 

± 

(Frivillig 

registrering 


dødsfald) 

Landmanden 

og slagterierne 

√ 

Landmanden, 


slagterierne 

I EU direktivet 92/102 og forordning 1760/2000 er der nævnt en række 

oplysninger, som den enkelte svine- eller kvægholder skal afgive. 

For både svin og kvæg gælder det, at der til enhver tid skal være et 

ajourført register over: 

• Fødsler (Dog kun for kvæg) 

• Dødsfald (Dog kun for svin) 

• Flytninger (Antal dyr, der er omfattet af hver flytning til eller fra 

bedriften, dyrenes oprindelses- og/eller bestemmelsessted 

samt dato for flytning)

17 

Dette er minimumsoplysninger, og det enkelte medlemsland kan vælge 

at stille yderligere krav til de oplysninger, som brugerne skal afgive. 

I Danmark, Holland og England er det besluttet at udvide listen. 

I Holland skal det registreres, hvis et svin har tabt sit øremærke. 

Desuden skal der i Holland føres register over søer over 1 år. 

I England har der i flere år eksisteret et nationalt register over 

flytninger af svin. Et sådant register har ikke eksisteret i andre 

lande før EU direktiv 2000/15 implementeres i medlemslandene. 

Dette har givet de omfattede virksomheder i England mere 

arbejde i form af indberetninger til registret omkring destination, 

identifikationsmærker samt transport. 

I Danmark er der ligeledes yderligere krav til, hvilke oplysninger, 

der skal tilgå den centrale database for svin. Udover kravene fra 

direktivet er der krav om indberetning af registreringsnummer på 

den afhentende bil samt klokkeslæt for afhentning af dyrene. 

Jf. EU direktivet 92/102 kan der i de nationale regler laves undtagelsesbestemmelser 

vedrørende registrering af fødsler og dødsfald hos 

svin. Undtagelsesbestemmelsen anvendes fuldt ud i Danmark, Holland 

og England. Det er således valgfrit om den enkelte bruger vil 

indberette disse oplysninger. 

I Østrig og Sverige benyttes undtagelsesbestemmelsen kun delvist. I 

Sverige kræves der ikke oplysninger om svinefødsler, hvorimod det i 

Østrig er frivilligt at indberette dødsfald. 

Direktivet giver mulighed for at undtage personer med under tre 

får/geder eller et svin fra registreringspligten. Denne undtagelsesbestemmelse 

er ikke anvendt i nogle af landene. Den blev tidligere anvendt 

i Sverige og Danmark, men blev fjernet, da man vurderede, at 

sundhedsrisikoen ikke er mindre for disse besætninger. Dette argument 

er også årsagen til, at undtagelsesmuligheden ikke udnyttes i 

England, hvor det konstateres, at sygdom blandt dyr kan komme fra 

store gårde såvel som fra små gårde, og udnyttelse af undtagelsesbestemmelsen 

ville vanskeliggøre lokaliseringen af smittekilden ifald 

en epidemi/sygdom blandt dyr skulle bryde ud.

18 

Jf. EU forordningen 1760/2000, skal alle virksomheder beskæftiget 

med kvæg, undtaget transportvirksomheder, indberette de påkrævede 

data indenfor en vis tidsfrist fastsat af den enkelte medlemsstat. 

Indberetningspligten ligger således hos landmændene, slagterierne, 

destruktionsvirksomhederne og salgssteder. For svin står det ikke 

beskrevet eksplicit i EU direktiv 2000/15, hvilke parter der skal supplere 

de enkelte oplysninger. Det nævnes blot, at der skal oprettes et 

ajourført centralt register for svin, og hvad indholdet af dette register 

skal være. I praksis har de fleste medlemslande valgt den samme 

løsning som for kvæg. 

I Belgien er det anvendt praksis, at transportfirmaer indberetter flytninger 

af både svin og kvæg til det nationale centrale register. Det er 

ikke påkrævet at indberette flytninger nu, men det bliver det inden for 

den nærmeste fremtid. Derfor har de fleste transportfirmaer indrettet 

sig efter dette. 

I Danmark har nogle transportfirmaer frivilligt valgt at indberette flytninger 

af svin, men det er intet krav fra myndighedernes side.

19 


Myndighederne er blevet bedt om at oplyse, om der er gennemført 

initiativer til lettelse af de nationale regler. Kun i Danmark er der gennemført 

initiativer til forenkling af de nationale regler. I Danmark er 

det således vedtaget, at ejere af flere ejendomme ikke behøver at 

indberette flytninger af dyr mellem disse til det centrale register. 

Østrig og England peger på, at EU-direktiverne er meget klare, og det 

derfor ikke er muligt at forenkle de nationale regler. I Belgien konstateres 

det dog, at overgangen til elektronisk indberetning generelt har 

forenklet registreringsproceduren for handlende med dyr. Der følges 

op på denne pointe i Danmark, hvor det bemærkes, at den eneste 

mulighed for at opnå administrative lettelser i fremtiden inden for de 

gældende EU rammer er ved at styrke indsatsen på det elektroniske 

indberetningsområde. 

På trods af begrænsningerne inden for EU lovgivning findes der i Holland 

en række idéer til, hvorledes de nationale regler kunne forenkles. 

Der argumenteres for, at initiativer som decentral udstedelse af pas til 

dyrene på den enkelte bedrift kunne lette de administrative omkostninger 

betragteligt. I øjeblikket udstedes de fra nogle få udvalgte centrale 

steder. Jf. forordning 1760/2000 artikel 6 stk. 1 skal myndighederne 

dog stå for udstedelsen af dette pas, hvorfor en decentral udstedelse 

af dyre pas på den enkelte bedrift næppe vil accepteres af 

EU Kommissionen.


regulering i forskellige EU medlemslande. 

Rapport om VVM-vurderinger 




September 2003

1 


Side 

Sammenfatning af VVM ................................................................. 2 

1. VVM direktivet....................................................................... 4 

2. De nationale regler................................................................ 6 

3. Lovgivningsprocessen .......................................................... 8 

4. Håndhævelsen af de nationale regler ................................. 12 

5. Administrative byrder .......................................................... 16 

6. Mulighed for regelforenkling................................................ 23

2 

Sammenfatning af VVM 

VVM direktivet 85/337 pålægger medlemsstaterne at indføre lovgivning 

om vurderinger af offentlige og private projekters indvirkning på 

miljøet. VVM proceduren skal sikre, at miljømæssige konsekvenser af 

projekter identificeres og vurderes før en tilladelse udstedes. Formålet 

er at forebygge forurening fra større projekter og skabe mere lige 

konkurrence vilkår i det indre marked. 

I direktivet udstikkes retningslinier for, hvilke oplysninger der skal opgives 

i en VVM redegørelse, samt hvilke kategorier af projekter der er 

omfattet. Direktivet giver mulighed for, at de enkelte medlemslande 

kan udvide listen af omfattede projekter, ligesom VVM proceduren 

kan gøres mere omfattende. 

De administrative konsekvenser i forbindelse med direktivet er primært 

omkostninger i virksomhederne i forbindelse med udarbejdelse 

af VVM-redegørelser, bl.a. betaling af eksterne konsulenter. Derudover 

kan det være tidskrævende at få behandlet og godkendt VVMredegørelsen. 

Holland og England har relativt tidligt implementeret direktivet, mens 

Irland, Belgien, Danmark, Frankrig og Italien har implementeret direktivet 

efter Kommissionens deadline juni 1988. 

I de fleste lande er godkendelsen af VVM redegørelsen integreret i 

andre godkendelsesprocedurer. Dvs. virksomheder skal ikke vente på 

at få godkendt VVM redegørelsen, før de kan søge videre projektgodkendelse 

hos andre instanser. I de andre lande forsøges processen 

ligeledes integreret. 

Det er kun Holland, der har foretaget en grundig vurdering af de administrative 

konsekvenser af de nationale VVM-regler inden implementeringen. 

Det blev vurderet, at de administrative byrder for virksomhederne 

ville være begrænsede, men vurderingen blev ikke 

kvantificeret. Østrig og England har vurderet de administrative byrder

3 

som følge af VVM-reglerne efter implementeringen. Byrderne blev 

opgjort til henholdsvis 1-3 pct. (Østrig) og 0.6 pct. af projektsummen 

(England). 

Det højeste antal VVM screeninger foretages i Danmark, nemlig 

2.500 - 3.000 årligt. I Holland foretages der årligt 61 screeninger og i 

Østrig 40. Det høje antal screeninger i Danmark skyldes primært, at 

der - de seneste år i Danmark - har været en kraftig vækst i antallet af 

husdyr. Når landmænd øger besætningen af kvæg og svin, skal der 

automatisk laves en VVM screening i Danmark. 

Antallet af gennemførte VVM redegørelser er meget stort i Sverige og 

Frankrig, henholdsvis ca. 1.000 og 5-6.000 pr. år. I begge lande er 

der dog tale om en simplificeret VVM procedure i de tilfælde, hvor 

man ikke finder, at en fuld VVM er nødvendig. 

Udover at følge direktivets eksplicitte miljøbegreb fokuseres der i visse 

lande på yderligere forhold. I Belgien skal bygherren også informere 

omkring sociale, økonomiske og mobilitetsaspekter ved projektets 

igangsættelse. I Danmark og Holland er der særlig fokus på projektalternativer. 

IT-services er stort set ikke benyttet til at vejlede og hjælpe virksomhederne 

med at udarbejde VVM. Kun i Danmark benyttes avancerede 

IT systemer, idet visse amter stiller beregningsmodeller til rådighed 

for bygherren til at beregne miljøkonsekvenser. Generelt ser der således 

ud til at være et uudnyttet potentiale i medlemslandene på dette 

punkt. 

Myndighederne kan mindske de administrative byrder af VVM direktivet 

ved at stille informationer til rådighed for bygherrerne. De danske 

myndigheder har den mest vidtgående forpligtelse til informations udlevering, 

og for en del screeningsprojekter på landbrugsområdet udfører 

myndigheden en stor del af screeningen. 

I Holland er der igangsat en evaluering af al lovgivning på miljøområdet, 

der har administrative konsekvenser for virksomhederne. Som en 

del af dette arbejde forsøges VVM proceduren yderligere strømlinet.

4 

1. VVM direktivet 

VVM direktivet (direktiv 85/337) pålægger medlemsstaterne at indføre 

lovgivning om vurderinger af offentlige og private projekters indvirkning 

på miljøet. Direktivet blev introduceret i 1985 og ændret i 1997. 

Medlemsstaterne skulle implementere direktivet senest juni 1988. 

Direktivets formål er at forebygge forurening eller gener fra større projekter, 

samt at skabe lige konkurrencevilkår i det indre marked ved at 

harmonisere miljøpolitikken i medlemslandene. Direktivet indfører 

fælles principper for vurdering af indvirkningerne på miljøet, inden der 

gives tilladelse til større offentlige og private projekter, som kan forventes 

at få betydelig indvirkning på miljøet. 

VVM-proceduren sikrer, at miljømæssige konsekvenser af projekter 

identificeres og vurderes før en tilladelse kan udstedes. VVMdirektivet 

udstikker retningslinierne for, hvilke projektkategorier der 

skal udfærdiges VVM-redegørelse for, hvilke procedurer der skal følges, 

og hvilke oplysninger der skal med i vurderingen. Oplysningerne 

til VVM skal tilvejebringes af bygherren og myndighederne. 

Offentligheden kan ytre sin mening, og alle resultater skal tages i betragtning 

i tilladelsesproceduren for et projekt. Offentligheden informeres 

efterfølgende om udfaldet. 


De administrative konsekvenser af VVM direktivet varierer afhængigt 

af et projekts størrelse og karakter. På visse projekter er bygherren 

fritaget fra at udarbejde en VVM redegørelse, hvis projektet skønnes 

ikke at ville kunne påvirke miljøet væsentligt. For de projekter, der er 

omfattet af direktivet, er der to typer af omkostninger forbundet med 

at skulle udarbejde en VVM: 

Den første type omkostninger kan betegnes direkte omkostninger, 

der er det arbejde, der skal præsteres for at udarbejde en tilfredsstillende 

VVM redegørelse, der kan godkendes af myndighederne. Afhængig 

af projektets størrelse kan der være en del omkostninger for-

5 

bundet med at indsamle de relevante data, udarbejde de påkrævede 

analyser, opstille alternativer osv., som direktivet fordrer. Dette er en 

omkostning, der bæres af bygherren. Det enkelte land er med til at 

justere omfanget af dette arbejde, idet det kan vælges at gøre proceduren 

mere omfattende end den foreskrives af EU direktivet. 

Den anden type omkostninger vedrører tidsaspektet. Inden et projekt 

omfattet af VVM-reglerne kan igangsættes, skal VVM redegørelsen 

være færdigbehandlet og godkendt. Dette kan være en tidskrævende 

proces, og der er således risiko for, at proceduren kan forsinke byggearbejdet. 

Det enkelte land har også her mulighed for at påvirke 

konsekvenserne, idet de kan vælge at inkorporere VVM proceduren i 

andre nationale godkendelsesprocedurer.

Er direktivet 

fuldt ud implementeret 

i den 



reglers 

ikrafttræden 

Hvordan direktivet 

er omsat 

til nationale 

love og regler 

Myndighed 

som varetog 



forestår 

den daglige 

håndhævelse 


regelsæt? 

6 


Nedenstående tabel sammenholder syv medlemslandes implementering 

af VVM direktivet mht. de nationale regler på området. 

Tabel 1: De nationale regler 

Danmark Sverige Holland Belgien - 

Region Bruxelles 

(RB) * 

Østrig England Irland Frankrig Italien 

√ √ √ √ √ √ √ √ ± 

1989 1995 

(ved indtrædelse) 

Supplement 

til 

gældendelovgivning 

Miljøministeriet 

Amterne 

Supplement 

til 

samt ny 

lovgivning 

Naturvärdsverket 

Kommun 

Län 

Naturvärdsverket 

1986 1991 

(Wallonia) 

Supplement 

til samt ny 

lovgivning 

Ministerie 

van 

Volkshuisve 

sting, RuimtelijkeOrdening 

en 

Milieubeheer 

Gemeente 

(lokal) 

Provincie 

(region) 

VROM 

(national) 

1991 

(Flanders) 

1992 (Brx) 

Ny lovgivning 

(Brx) 

Institut Bruxellois 

de la 

Gestion de 

l’Environnem 

ent (IBGE) 

IBGE og 


for Urbanism 

1995 

(ved indtrædelse) 

Primært 

supplement 

Umweltbundesamt 

De 9 provinser 

samt The 

Senate of 

Environment 

1988 1990 1993 1989 

Erstatning 

af gældende 

lovgivning 

The dep. 

of Environment, 

Transport 

and Region 

Local 

authorities 

Supplement 

til 

samt ny 

lovgivning 

The Dep. of 

the Environment 

and Local 

Government 

Local authorities 

& 

GovernmentDepartments 

/ 

Agencies 

Delvis 


gældende 

lovgivning 

Ministère 

de l'Ecologie 

et du 

Développement 

Durable 

Local level 

precincts 

Regional 

and national 

level 

authorities 

Ny lovgivning 

Ministry of 


Ministry of 


EIA Departments 

in 

Regional 

Administrations 

Note: √ = Ja, - =Nej, ± = Delvist, ? = Ved ikke/intet svar 

* Hvor intet andet er angivet dækker svarene for Belgien kun en af de tre 

regioner, nemlig Bruxelles regionen

7 

Alle landene har implementeret VVM direktivet, Italien dog kun delvist. 

Tidspunktet for implementeringen varierer en del. Holland og 

England har implementeret direktivet relativt hurtigt, hvorimod Danmark, 

Irland, Belgien og Frankrig alle har implementeret direktivet efter 

Kommissionens deadline i 1988. 

Holland og Frankrig havde allerede i 70erne og 80erne regler og procedurer, 

der lignede direktivets krav. Dette er en vigtig årsag til, at EU 

kommissionen ikke kommenterede Frankrigs sene implementeringstidspunkt 

(1993). Dog kommenterede Kommissionen den manglende 

implementering af 97/11 direktivet. 

Sverige og Østrig havde allerede regler på området, da de indtrådte i 

EU, som følge af deres aftaler i EØS. At Sverige og Østrig i forvejen 

har haft VVM-lignende procedurer viser sig ved, at den indledende 

implementering kunne foretages ved et supplement til en eksisterende 

lov. I Belgien og Italien har det været nødvendigt at implementere 

direktivet gennem ny lovgivning. 

I alle lande varetages regeludarbejdelsen af de nationale ministerier 

med ansvar for miljø, dog undtaget Belgien, hvor de tre regioner hver 

især har implementeret direktivet med selvstændige love. 

Niveauet for den daglige håndhævelse af det nationale regelsæt varierer 

mellem landene: I England varetages en væsentlig del af planlægningen, 

inklusive VVM, i de 410 local councils, og i Irland, Holland, 

Sverige og Italien varetages en del af håndhævelsen af VVM på 

kommune-niveau. I Danmark varetages den daglige håndhævelse af 

VVM reglerne af regionplanmyndigheden, hvorimod håndhævelsen i 

Frankrig er delt ud til myndighederne på såvel nationalt, regionalt som 

lokalt niveau.






på anden vis 

været involveret i det lovforberedende 

arbejde? 



af reglernes administrative 








Hvor mange projekter er 

omfattet af VVM proceduren 

i 2001? 

Hvor mange screeninger af 

projekter foretages pr. år i 

forhold til om der skal 

laves en VVM? 

8 


Tabellen nedenfor giver et overblik over lovgivningsprocessen i de 

syv medlemslande. 


Danmark Sverige Holland Belgien 

(RB) 


√ √ √ √ √ √ - - - 

√ √ √ √ √ ± 

Kun inddragelse 

på lokalt 

niveau 

- - ± 

Ikke kvantitativ 

- - - ? Ja, 

ca. 1-3% 

af projektsum 

85 1.000** 67 24 (Brx) 

50-60 (Fl) 

2500- 

3000 * 

√ √ ? 

- - - - ± 

Ikke 

kvantitativ 

Ja, 

ca. 0.6% 

af projektsum 

11 600 (år 

2000) 

- - ? 

200 5000- 

6000 


* PLS’s vurdering på baggrund af information fra Miljøministeriet og Ringkøbing Amt 

** Kilde: EU Commission, Draft report, Five years report to the European Parliament 

and the Council on the Application and Effectiveness of the EIA Directive 

ENV.B.3/SER/2002/0003rg 

Kun i godt halvdelen af de undersøgte lande er der gennemført en 

høring i forbindelse med direktivets implementering. I Irland blev der 

heller ikke afholdt en offentlig høring, da VVM direktivet blev implementeret 

via forskrifter (’Regulations’) og ikke som en lov (’Act’). Hel- 

? 

50 (Antal 

på nationaltniveau) 

? 61 ? 40 ? ? 0 13 (Antal 

på nationaltniveau)

9 

ler ikke i Italien og Frankrig har der været afholdt høring blandt de berørte 

parter i forbindelse med direktivets implementering. 

I de fem lande, der har foretaget høringer, har de centrale erhvervsorganisationer 

været inddraget. Høringen er i alle landene foregået 

som en invitation til at afgive skriftlige kommentarer, som myndigheden 

kan tage i betragtning ved udarbejdelsen af den endelige lovgivning. 

Danmark, Sverige, Holland, Belgien, Østrig, Irland og Frankrig har 

desuden inddraget erhvervsorganisationerne i de mere uformelle 

drøftelser omkring udarbejdelsen af lovgivningen. I Danmark har der 

været tale om møder med Dansk Industri og Landbrugsrådet i forbindelse 

med den første implementering i 1989. Det var også tilfældet 

ved den ændrede implementering i 1994 som følge af Kommissionens 

åbningsbrev til Danmark for manglende implementering af direktivets 

bilag II og endelig ved direktivændringen i 1997. 

I Østrig og Holland har der været arbejdsgrupper om ændringen med 

deltagelse af interesseorganisationer. 

I Belgien, Irland og Frankrig har de uformelle drøftelser med interesseorganisationerne 

afløst en egentlig formel høring. I Frankrig var det 

den mest dominerende interesseorganisation på miljø området 

(France Nature Environment), der blev involveret i det uformelle arbejde 

omkring implementeringen af direktivet. I England har der ikke 

været uformelle drøftelser med interesseorganisationer på nationalt 

niveau, men de lokale myndigheder kan have inddraget interesseorganisationer 

i arbejdsgrupper mv. i forbindelse med deres høringssvar 

på lovudkast. 

Holland har lavet en vurdering af de administrative konsekvenser af 

de nationale VVM-regler inden implementeringen. Det blev vurderet, 

at de administrative konsekvenser for virksomhederne som følge af 

direktivet ville være begrænsede. Vurderingen blev ikke kvantificeret. 

I Frankrig blev der foretaget kvalitative ekspert vurderinger af reglernes 

effekt. Vurderingernes konklusioner har ikke været umiddelbart 

tilgængelige.

10 

I Østrig og England har myndighederne siden implementeringen vurderet 

byrderne af VVM-reglerne. Desuden har Danmark foretaget en 

kvantitativ vurdering af de administrative konsekvenser af en bekendtgørelse, 

der implementerer VVM direktivændringen fra 1997. 

Siden har Østrig og England vurderet byrderne af VVM-reglerne. Byrderne 

blev opgjort til henholdsvis 1-3% (Østrig) og 0.6% af projektsummen 

(England). En rapport fra Kommissionen fra 1996 1 fandt, på 

baggrund af 18 case studier, at de totale omkostninger for en VVM 

androg i gennemsnit 0,5% af den samlede projektsum med et interval 

på 0,01% til 2,56%. 

Antallet af VVM-redegørelser og screeninger der udarbejdes årligt, 

kan give en indikation af, hvor stramme reglerne er i de enkelte lande, 

og hvor stramt reglerne håndhæves. I Danmark foretages et meget 

højt antal VVM screeninger årligt (ca. 3.000). Alene i en region blev 

der sidste år foretaget ca. 400 screeninger (Ringkøbing Amt), hvilket 

er mere end Holland og Østrig tilsammen (henholdsvis 61 og 40 

screeninger). 

Antallet af gennemførte VVM redegørelser er meget stort i Sverige og 

Frankrig, henholdsvis ca. 1.000 og 5-6.000 pr. år. I både Frankrig og 

Sverige er der dog tale om en simplificeret VVM procedure i de tilfælde, 

hvor man ikke finder, at en fuld VVM er nødvendig. 

Antallet af screeninger i Danmark er relativt højt sammenlignet med 

de øvrige lande, om end det danske tal er behæftet med en vis usikkerhed, 

og kun to andre lande har kunnet levere tal på dette område. 

En årsag til de høje danske tal kan være forskelle i regler vedr. 

screeningsproceduren 2 , samt den særlige erhvervsstruktur med et 

stort landbrug, da tallene dækker over mange screeninger og VVM 

1 

European Commission, 1996: Environmental Impact Assessment in 

Europe. A Study on Costs and Benefits. Land Use Consultants in association 

with Eureco, Luxembourg, and Enviplan, Athens. 

2 

For yderligere information om forskelle screeningsprocedurerne mellem 

landene, se: EU Commission, 2003: Draft report, Five years report to the 

European Parliament and the Council on the Application and Effectiveness 

of the EIA Directive ENV.B.3/SER/2002/0003rg

11 

vurderinger på landbrugsområdet. Det skal tilføjes, at tallene varierer 

fra år til år, og at en del af landbrugsscreeningerne er forbundet med 

relativt få administrative byrder for bygherren. 

De bemærkelsesværdige lave antal VVM redegørelser og screeninger 

foretaget i Østrig skyldes nogle høje tærskelværdier for, hvornår 

der skal udføres en VVM redegørelse. Det skal her nævnes, at EU 

Kommissionen har indklaget Østrig til EU-domstolen for manglende 

implementering af VVM-reglerne indenfor restrukturering af landbrug 

(Kilde: EU Institutions press releases, IP/03/117). 

I Italien udarbejdes der et stort antal VVM redegørelser og screeninger 

på lokalt plan, men det har ikke været muligt at få oplyst det konkrete 

antal af redegørelser og screeninger.


der sikrer, at 

virksomhederne informeres 

om indførelse af nye 

regler? 

Kan virksomhederne få 

rådgivning i forhold til 

tolkning af reglernes indhold? 

Hvilke IT Systemer bruges 

til at afhjælpe det administrative 

arbejde? 


andre services, der gør 

dem bedre i stand til at 

overholde eller administrere 

reglerne? 

Monitoreres det, om virksomhederne 

efterlever 

reglerne? 


er der i forhold til virksomheder, 




i forhold til virksomheder, 

der ikke efterlever 

reglerne? 

12 





(RB) 


√ √ √ √ √ √ √ √ ± 

√ √ √ √ √ √ √ √ √ 

Standard 

og avancerede 

Ingen 

projekt 

godkendelse 

/ 

Bøder 

Standard 

Standard Standard Standard 

Standard 

Standard Standard Standard 

√ √ √ √ √ ± √ ± √ 

√ √ √ √ √ √ ± ± √ 

Ingen 

projekt 

godkendelse 

/ 

Bøder/ 

Fængsel 

Ingen 

projekt 

godkendelse 

Ingen 

projekt 

godkendelse 

√ √ √ ± 

Ikke 

systematisk 

Ingen 

projekt 

godkendelse 

/ 

Bøder 

Ingen 

projekt 

godkendelse 

/ 

Bøder 

Ingen 

projekt 

godkendelse 

/ 

Bøder 

Ingen 

projekt 

godkendelse 

± √ ± √ ? 


Alle landene har i dag etableret procedurer og systemer til at informere 

virksomhederne om VVM, samt ændringer i reglerne. Der er dog 

stor forskel fra land til land i informationsindsatsen. I Italien og Frankrig 

informeres der således udelukkende via publicering af loven eller 

lovændringen i statstidende, hvorimod andre lande fx Danmark udgi- 

?

13 

ver specifikke brochurer til virksomhederne for at gøre opmærksom 

på ny lovgivning/lov ændringerne. I alle landene findes dog en række 

brochurer og guidelines til at hjælpe med fortolkningen af VVM reglerne. 

I de fleste lande bruges ligeledes Internettet til information om 

VVM. I Danmark består informationen primært af amternes og Miljøministeriets 

hjemmeside, en vejledning, samt nogle brochurer. Derudover 

kan man - som i alle andre lande - få mundtlig rådgivning af 

myndighederne. 

Af særlige initiativer til information og vejledning af virksomhederne 

skal fremhæves: 

• Afholdelse af temadage samt årlige kurser i samarbejde med 

forskellige interesse- og brancheorganisationer (Danmark) 

• Vejledning og hjælp fra en uafhængig rådgiver betalt af miljøministeriet 

(Holland) 

• Afholdelse af workshop om direktivændringen i 1997 (Østrig) 

• Etablering af en information desk kaldet ECO-BRU, der bl.a. 

rådgiver virksomheder om VVM (Belgien) 

• Udgivelse af branchespecifikke vejledninger, udarbejdet af 

brancheorganisationerne i samarbejde med de centrale myndigheder 

(Sverige) 

• Proaktiv information til virksomheder om nye regler gennem 

aviser (Irland) 

• Oprettelse af specielle agenturer for projekter vedrørende industrielle 

og landbrugs processer (Regional Office for Industry 

and Environment). Agenturernes opgave er blandt andet at 

rådgive virksomhederne i udarbejdelsen af VVM redegørelsen 

• Samling af alle VVM redegørelse på mikrofilm (Irland) 

Fælles register og samling af VVM redegørelse i Irland 

I Irland er alle VVM redegørelser gjort tilgængelige for offentligheden på mikrofilm, 

hvilket har vist sig at være en stor hjælp for virksomhederne Lige nu arbejdes der på 

at gøre dem tilgængelige elektronisk. At det er muligt at finde alle VVM redegørelser 

på den samme database i Irland har været en stor hjælp for bygherrerne, idet de kan 

se udfra disse, hvilke punkter de skal fokusere på i deres egen redegørelse. I andre 

lande er VVM redegørelserne også offentligt tilgængelige, men her er de arkiveret 

hos den kompetente myndighed.

14 

Mht. at kommunikere elektronisk om VVM tilbyder alle medlemslandene 

kommunikation med almindelige, standard IT-systemer, f.eks. email, 

men de fleste har den opfattelse, at de enkelte VVM er så forskellige, 

at IT-systemer ikke kan bruges i større udstrækning til at afhjælpe 

det administrative arbejde. 

Kun i Danmark er der fundet mere avancerede metoder til at udnytte 

IT til at lette de administrative byrder. Nogle amter i Danmark stiller 

beregningsmodeller til rådighed for bygherren til at beregne miljøkonsekvenser. 

Dette er en service på amts niveau, hvilket vil sige, at det 

er optil det enkelte amt at tilbyde denne service. Generelt set ses der 

således at være et uudnyttet potentiale i medlemslandene mht. ITservices 

og e-governance. 

De administrative konsekvenser af direktivet bliver mere omfattende, 

jo mere monitorering der foregår i det enkelte land. Dette fordi myndighederne 

via en omfattende overvågning let kan tvinge den enkelte 

bygherre til omgående at udføre de påkrævede ændringer eller levere 

de ønskede oplysninger. 

Der foretages monitorering i alle landene, oftest på lokalt eller regionalt 

niveau. Derudover har Belgien og Østrig opfølgende fysisk inspektion 

efter 3-5 år. 

I Irland har der været stor økonomiske vækst, og et stort antal VVMredegørelser, 

så myndighederne har fokuseret på at få behandlet sagerne 

frem for håndhævelse af reglerne og monitorering. I Frankrig 

kontrollerer myndighederne VVM-redegørelsernes kvalitet i forbindelse 

med godkendelsesprocessen, men herefter er der ingen yderligere 

kontrol/monitorering af projektets faktiske udførelse for ca. halvdelen 

af projekterne. 

Den primære sanktionsmulighed overfor bygherrer, der overtræder de 

nationale VVM-regler, er, at projektet ikke bliver godkendt. I flere lande 

kan der endvidere straffes med bøder. I Østrig kan virksomhederne 

få bøder på 15.000 – 30.000 Euro.

15 

Da den daglige håndhævelse af det nationale regelsæt i alle landene 

primært foregår på lokalt niveau, er det vanskeligt at danne sig et 

overblik over anvendelsen af disse sanktioner og antallet af sager. I 

alle landene bemærkes det dog, at det ofte sker, at en projekt godkendelse 

holdes tilbage af myndighederne, indtil de krævede oplysninger 

er leveret. En manglende projektgodkendelse er naturligvis en 

alvorlig sanktion for en bygherre, og derfor virker denne sanktionsmulighed 

meget effektivt. Myndighederne i alle de undersøgte lande peger 

på, at de foretrækker en konstruktiv dialog med bygherrerne frem 

for sanktioner som bødestraf og fængsel.

16 



i forhold til virksomhedernes administrative byrder, hvor medlemslandene 

har haft mulighed for at implementere direktivet forskelligt. 

Bilag 1 i direktivet angiver de projekter, hvor der skal gennemføres en 

VVM. Såfremt medlemslandene vælger at udvide listen over obligatoriske 

VVM-projekter vil antallet af omfattede virksomheder stige. 

I Danmark, Sverige, Holland, Belgien, Frankrig og Italien er bilag 1 

listen blevet udvidet. I Danmark er dette sket ved, at en række projekter 

primært indenfor landbrug og infrastruktur er rykket op fra bilag 2 

listen. Det vil sige, at en VVM redegørelse nu er gjort obligatorisk, 

hvor den før først kunne pålægges, hvis et skøn baseret på umiddelbart 

tilgængelige oplysninger af projektet (screening) vurderede det 

nødvendigt. 

I Sverige er der benyttet samme procedure. Udover visse landbrugs 

projekter er også projekter inden for udvindingsindustri og papir/træ/ 

tekstil/læder/glasfremstilling rykket fra bilag 2 op i bilag 1. Herudover 

er andre projekter, f.eks. projekter med skydebane, blevet pålagt at 

lave en VVM. 

I Holland er en VVM obligatorisk for militære træningsanlæg og golf 

baner over visse grænseværdier. Disse projekttyper står ikke nævnt i 

EU direktivet, i Holland har man således valgt ikke at flytte bilag 2 

projekter op i bilag 1.

Er der i de nationale regler 

tilføjet yderligere projekter til 

den liste af projekter, hvor der 

skal foretages en vurdering af 

virkninger på miljøet (direktivets 

bilag 1)? 

Er der i de nationale regler 

tilføjet yderligere projekter til 

den liste af projekter, hvor der 

skal foretages en screening af 

virkninger på miljøet (direktivets 

bilag 2)? 

Er der tilføjet yderligere krav til 

de oplysninger bygherren skal 

levere, udover de der er nævnt i 

direktivet (bilag 3)? 

Indgår VVM-tilladelsen i andre 

nationale godkendelsesprocedurer? 

Har myndigheden fuldt ansvar 

for VVM redegørelsen? 

Er der i de nationale regler krav 

om, at myndighederne sørger 

for at stille relevante oplysninger 

til rådighed for bygherren? 

Udnyttes undtagelsesbestemmelsen 

om at fritage et konkret 

projekt helt eller delvist fra de i 

direktivet fastsatte bestemmelser? 

Er de nationale regler udvidet 

mht. anvendelsesområdet eller 

procedurerne for vurdering af 

virkninger på miljøet? 

- anvendelsesområdet 

- procedurerne 

17 



(RB) 


√ √ √ √ - - - √ √ 

- √ √ √ √ √ - - ? 

√ √ √ √ - - - - √ 

√ ± 

Forskelligt 

fra 

sag til 

sag 

√ ± Mynd. 

kun 

ansvarlig 

for 

fagligt 

grundlag 

± 

Forskelligt 

fra 

sag til 

sag 

± Mynd. 

kun ansvarlig 

for 

fagligt 

grundlag 

√ √ ± 

± Mynd. 

kun ansvarlig 

for 

fagligt 

grundlag 

± Mynd. 

kun ansvarlig 

for 

fagligt 

grundlag 

Forskelligt 

fra sag til 

sag 

± Mynd. 

kun ansvarlig 

for 

fagligt 

grundlag 

√ 

± Mynd. 

kun ansvarlig 

for 

fagligt 

grundlag 

√ √ 

Mynd. 

kun 

ansvarlig 

for 

fagligt 

grundlag 

√ √ - - √ √ - ± 

For visse 

projekt 

typer 

± Mynd. 

kun 

ansvarlig 

for 

fagligt 

grundlag 

- - - - - - - - √ 

√ 

- 

√ 

√ 

√ 

- 

√ 

√ 


- 

√ 

- 

- 

- 

- 

? 

- 

√ 

√ 

√

18 

I Belgien er der blevet tilføjet en række projekter, da man opererer 

med lavere grænseværdier end dem, der er nævnt i direktivet. Af tilføjede 

projekter kan nævnes projekter, der inkluderer 50-200 parkeringspladser 

og mere end 20.000 km 2 kontorlokaler. 

I Frankrig er bilag 1 og bilag 2 listen blevet udvidet med projekter indenfor 

golfbaner, skilifter, jernbanestationer mv. 

Som nævnt angiver bilag 2 i direktivet de projekter, hvor der skal 

gennemføres en screening. På baggrund af screeningen vurderes 

det, om der skal laves en VVM for projektet. 

Reglerne for hvornår der gennemføres en screening er meget forskellig 

fra land til land. Irland har fastsat kvantitative tærskelværdier for 

alle projekter i bilag 2 i EU direktivet (f.eks. opførelse af et butikscenter 

på over 10.000 m2, længden af en landingsbane overstiger 800m 

mv.). Tærskelværdierne bruges til at fastslå, om der skal foretages en 

screening. EU-domstolen har i en dom af 21. september 1999 mod 

Irland dog fastslået, at en bagatelgrænse i form af rent kvantitative 

tærskelværdier ikke er acceptabel. 

Såfremt medlemslandene vælger at udvide listen over projekter, hvor 

der skal foretages VVM screening, pålægges virksomhederne større 

administrative byrder. Følgende lande har tilføjet projekter i bilag 2: 

• Holland (Militære træningsanlæg og golfbaner under visse 

grænseværdier) 

• England (Golfbaner) 

• Belgien (Flere projekter, bl.a. projekter der inkluderer 80-200 

parkeringspladser). 

• Østrig (konstruktion af partikel acceleratorer samt konstruktion 

af anlæg til genetisk modificering af mikroorganismer). 

Som anført tidligere har bilag 1 og bilag 2 projekter i Frankrig nøjagtig 

samme status. Dvs. der udføres ingen screeninger; kun fuldstændige 

VVM redegørelser. Hvis ikke andre kriterier eller tærskelværdier er 

defineret, er det en gældende regel, at for alle projekter med omkost-

19 

ninger for mere end 1,9 millioner Euro skal der udarbejdes en VVM 

redegørelse. Dette kombineret med udvidelsen af bilag 1 listen er 

baggrunden for det høje antal VVM redegørelser i Frankrig. Rent ressourcemæssigt 

har myndighederne dog svært ved at kvalitetstjekke 

alle disse redegørelser grundigt, hvilket betyder, at kvaliteten af 

VVM’erne vurderes at være for nedadgående. Det påpeges således, 

at visse VVM redegørelser i Frankrig ikke er mere omfangsrige end 

screeninger i andre lande. 

VVM direktivets bilag 3 er en liste over de oplysninger, bygherren skal 

levere i VVM-redegørelsen. Følgende lande har valgt at udvide kravene 

til, hvad redegørelsen skal indeholde: 

• Danmark: Større krav om belysning af alternativer til projektet 

og vurdering af ”Adgang til naturen”. 

• Holland: Yderligere krav om belysning af alternativer til projektet, 

obligatorisk post-projekt evaluering 

• Belgien: Projektets effekt på mobiliteten i området samt sociale 

og økonomiske aspekter forbundet med projektet 

I visse lande er der indlagt en ekstra offentlig høringsrunde i starten 

af VVM-processen, hvor offentligheden kan give kommentarer vedrørende, 

hvilke områder der bør omfattes af VVM-redegørelsen (i direktivet 

omtalt som ’scoping’). Dette er fx tilfældet i Danmark og Frankrig. 

For bygherren betyder en omfattende scopingfase, at det bliver præciseret 

hvilke emner, der bør være de centrale i VVM redegørelsen. 

Det kan betragtes som en hjælp til at øge fokus i forbindelse med 

VVM udarbejdelsen, men der er dog også administrative konsekvenser 

forbundet med scopingfasen. Via scopingfasen kan bygherren 

blive pålagt at undersøge en række forskellige aspekter af projektet 

(ud over de obligatoriske jf. direktivet), hvilket kan være omkostningstungt. 

Desuden vil en eller flere ekstra høringsrunder være en administrativ 

byrde for bygherren. 

I Bruxelles regionen er der i lighed med Danmark en ekstra offentlig 

høringsfase i starten af VVM-processen (hvorimod Flanderen og Wallonien 

ikke har en sådan høring). Til sammenligning består scoping-

20 

fasen i Irland af en uformel drøftelse med myndigheden, hvilket giver 

færre administrative byrder for bygherren. I Holland består scopingfasen 

af en høring af en ekspertgruppe i starten af VVM-forløbet, og 

denne gruppe giver ligeledes en vurdering af den endelige redegørelse 

fra bygherren som oplæg til myndighedens afgørelse. 

I Italien er procedurerne for hele VVM udarbejdelses processen gjort 

mere grundig og omfangsrig end umiddelbart påkrævet af direktivet. 

Dette indebærer fx detaljerede oplysninger for hvilke oplysninger 

bygherren skal oplyse. I Østrig, Belgien og Sverige er procedurerne i 

VVM processen ligeledes blevet udvidet. 

Integrationen af VVM-tilladelsen i andre nationale godkendelsesprocedurer 

kan bidrage til at mindske de administrative byrder. I Danmark 

er VVM systemet en integreret del af miljøreguleringen / regionsplanlægningen. 

Også i 4 andre lande er VVM tilladelsen i høj grad integreret i andre 

godkendelsesprocedurer: 

• Østrig: VVM er en integreret del af godkendelsessystemet. 

Bygherren får på en gang en samlet godkendelse af den pågældende 

myndighed. 

• Belgien: VVM er en integreret del af den generelle procedure 

mht. at opnå byggetilladelse. VVM indgår direkte som grundlag 

for vurderinger i forbindelse med lokalplaner. 

• Sverige: VVM er en integreret del af godkendelsessystemet. I 

nogle tilfælde skal der søges separate godkendelser efter at 

VVMen er godkendt. 

• Irland: VVM vurdering indgår som grundlag for plangodkendelse 

og miljøgodkendelse. 

Den danske integration af VVM i andre godkendelsesprocedurer 

Som nævnt er VVM systemet i Danmark en integreret del af miljøregulerin- 

gen/regionsplanlægningen. Der er en meget tæt kobling til kapitel 5 godken- 

delser og VVM-reglerne. Dette kommer bl.a. til udtryk ved, at de samme op- 

lysninger indgår i såvel miljøvurderingerne i henhold til planloven og miljø- 

godkendelsen i henhold til miljøbeskyttelsesloven samt, at der ved offentlig- 

gørelsen af regionplanforslag også skal fremlægges forslag til afgørelse i 

henhold til miljøbeskyttelsesloven.

21 

I de øvrige lande er der tale om integration, men hvor der i højere 

grad er tale om individuelle vurderinger fra sag til sag, og i højere 

grad separate godkendelser: 

• Holland: VVM er en uafhængig procedure, men man har forsøgt 

at kombinere VVM med så mange andre godkendelser 

som muligt (regionsplaner og miljøgodkendelser). 

• England: Når myndigheden har accepteret VVM-redegørelsen 

vil godkendelsen ofte følge umiddelbart efter, men der foretages 

en individuel vurdering, hvor andre forhold end miljø også 

indgår, f.eks. sociale og økonomiske forhold. 

• Frankrig: VVM vurderingen er en del af hele projektgodkendelsesapparatet. 

I størst mulig grad forsøges godkendelsesprocedurer 

at kombineres. Afhængig af projekttype vil VVM 

vurderingen således indgå i forskellige godkendelsesprocesser. 

Spørgsmålet om ansvarsfordelingen mellem myndighed og bygherre 

hænger tæt sammen med ovenstående om sammenhæng med øvrige 

nationale godkendelser. Her kan identificeres to modeller i implementeringen: 

1. Myndigheden har det fulde ansvar for VVM-redegørelsen, inklusive 

det faglige grundlag for VVM-redegørelsen og redegørelsens 

vurderinger. (DK) 

2. Myndigheden har ansvar for det faglige grundlag, der ligger til 

grund for VVM-redegørelsen, men redegørelsen er et udtryk 

for bygherrens vurdering. (Alle øvrige 8 lande) 

I det danske VVM-system tegner redegørelsen således regionplanmyndighedens 

vurdering og ikke bygherrens forestilling. Resultatet 

er, at der er mere administrativt arbejde forbundet med selve udarbejdelsen 

af en VVM i Danmark, pga. af større dialog og koordinering 

med myndigheden, mens den efterfølgende godkendelsesprocedure 

er lettere for danske virksomheder.

22 

I Danmark er der i samlebekendtgørelsen fra 1999 indskrevet et krav 

om, at myndighederne skal sørge for at stille relevante oplysninger til 

rådighed for bygherren. Det er ligeledes et krav i England, Østrig og 

Sverige. Jo flere oplysninger myndighederne stiller til rådighed for 

bygherren, jo færre administrative konsekvenser får udarbejdelsen af 

VVM redegørelsen for bygherren. Dette eftersom det altid vil være en 

tidsbesparende faktor for bygherren at kunne trække på myndighedernes 

ressourcer i forbindelse med VVM udarbejdelsen. 

De danske myndigheder har dog den mest vidtgående forpligtelse til 

informations udlevering, og for en del screeningsprojekter på landbrugsområdet 

udfører myndigheden en stor del af screeningen. 

Der er i direktivet mulighed for at undtage et konkret projekt helt eller 

delvist fra at foretage en VVM, men denne mulighed er dog kun udnyttet 

af Italien. Den ringe udnyttelse af denne mulighed skyldes, at 

dens brug kræver undersøgelse af, om der kan gennemføres en anden 

form for miljøvurdering, at der stilles oplysninger om undtagelsen 

og begrundelsen for undtagelsen til rådighed for den berørte offentlighed, 

at Kommissionen underrettes forud for tilladelsen, at Kommissionen 

underretter de øvrige medlemsstater og årligt underretter Rådet 

om brugen af undtagelsen - jf. direktivets art. 2,3. Det har ikke 

været muligt at få oplysninger omkring de projekter, som Italien har 

anvendt denne mulighed for.

23 


Danmark, Sverige, Belgien, Irland, Frankrig og Italien har allerede 

gennemført initiativer til at simplificere de nationale regler. Initiativerne 

består af: 

• Samle love eller bekendtgørelser i en lov eller bekendtgørelse, 

således at de er nemmere at overskue (Danmark, Sverige, 

Irland) 

• Generelt arbejde med at simplificere hele VVM-proceduren. 

Specifikt er VVM-procedurerne blevet mere integrerede i den 

eksisterende lovgivning, hvilket har mindsket byrderne på 

virksomhederne (Østrig) 

• Flytte en række beslutninger fra nationalt niveau ned på lokalt 

niveau (Frankrig). 

Myndighederne er endvidere blevet spurgt, om de ser muligheder for 

forenklinger af de nationale regler, der vil lette virksomhedernes administrative 

byrder. I Danmark er der i Regeringens handlingsplan om 

regelforenkling og administrative lettelser fra august 2002 et forslag 

om at forenkle procedurerne omkring VVM-screening i forbindelse 

med husdyrbrug 3 . Østrig foreslår kodificering eller samling af alle miljølove 

i blot en eller to overordnede love, hvilket man anslår vil betyde 

en væsentlig reduktion i virksomhedernes administrative byrder. I 

Frankrig foreslås det at forenkle VVM processen ved kun at have 

myndigheder på et niveau i stedet for på tre, som det er tilfældet i 

dag. Med blot en håndhævende myndighed vil hele VVM godkendelses 

processen blive smidigere. 

I Holland er der i Miljøministeriet (VROM) igangsat et gennemgribende 

review af alle love mhp. at undersøge muligheder for regelforenkling. 

Formålet er at skabe et mere effektivt og strømlinet system og 

reducere antallet af processer for at reducere lovenes administrative 

konsekvenser. Blandt de love, der undersøges er lovene omkring 

3 Ålborg Universitet har desuden udarbejdet en rapport om den miljømæssige 

nytte af VVM-reglerne, der inkluderer en evaluering af både screeningsprocessen 

og den mere omfattende VVM-procedure.

24 

udarbejdelse af en VVM redegørelse i Holland. Man analyserer bl.a. 

mulighederne for at kombinere de forskellige høringer. Resultatet af 

denne proces foreligger ikke pr. primo 2003, og der kan derfor ikke 

siges noget endeligt om resultatet. 

I Sverige blev der i 1999 udpeget en regeringskomite, der skulle evaluere 

implementeringen af miljøregulering. Komiteen skulle særligt 

undersøge VVM procedurerne, kvalitet og omkostninger for de omfattede. 

Komiteen skal udgive sin sidste rapport i slutningen af 2003.



Rapport om Arbejdspladsvurdering 


for erhvervslivet 



September 2003

1 


Side 

SAMMENFATNING 2 

1. DIREKTIV OM APV 4 

2. DE NATIONALE REGLER 6 

3. LOVGIVNINGSPROCESSEN 8 

4. HÅNDHÆVELSEN AF DE NATIONALE REGLER 10 

5. ADMINISTRATIVE BYRDER 14 

6. MULIGHED FOR REGELFORENKLING 19

2 

Sammenfatning 

Formålet med EU direktiv 89/391 er at iværksætte foranstaltninger til 

forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet. 

Direktivet omfatter de generelle principper for, hvordan dette opnås. 

Direktivet finder anvendelse på alle former for private og offentlige 

aktiviteter. 

Et af de et væsentligste krav er, at alle virksomheder med ansatte 

skal vurdere de sundheds- og sikkerhedsmæssige risici for arbejdstagerne. 

Selvstændige uden ansatte og familievirksomheder er undtaget 

fra at foretage en sådan vurdering. I Danmark betegnes denne 

vurdering APV (Arbejdspladsvurdering). De administrative konsekvenser 

i forbindelse med direktivet er primært øget arbejde for arbejdsgiveren 

ved udarbejdelsen af APV. 

Deadline for implementering af direktivet var d. 1. januar 1993. England, 

Danmark og Belgien har implementeret direktivet indenfor denne 

deadline, mens Tyskland først har implementeret direktivet i 1996. 

I Danmark, Holland og Østrig har der været overgangsordninger for 

visse typer af virksomheder. I Tyskland er virksomheder med under 

10 ansatte undtaget fra at lave en skriftlig APV. Situationen kan dog 

ændre sig som følge af, at EU domstolen har forbudt denne praksis. I 

England er virksomheder med under 5 ansatte undtaget fra at lave en 

skriftlig APV, men de er stadig forpligtede til at foretage en vurdering 

af de ansattes sikkerhed og sundhed. 

I alle lande har virksomhederne mulighed for at få mundtlig og skriftlig 

vejledning til fortolkning af lovgivningen, og specielt i Danmark er der 

gjort et stort arbejde for at gøre det nemmere at udarbejde en APV. 

Således er der udarbejdet 60 branchespecifikke skabeloner til udarbejdelsen, 

der primært er beregnet for virksomheder med under 10 

ansatte. 

I alle de undersøgte lande er det et krav, at APV revideres, når der er 

grund til at tro, at den ikke længere er gyldig. I Belgien og Danmark er

3 

der yderligere et krav om, at APVen løbende revideres - i Belgien 

hvert femte år og i Danmark hvert tredje år. 

Holland skiller sig ud fra de øvrige lande ved at have indført en model, 

hvor alle virksomheder skal finansiere, at en certificeret privat 

bedriftssundhedstjeneste gennemgår og godkender APVen. 

Landene i undersøgelsen vurderer, at der er begrænsede muligheder 

for regelforenkling inden for direktivteksten og domstolenes tolkning 

af reglerne. Det er kravet om, at APV skal være skriftlig, der skaber 

de største administrative byrder i virksomhederne, og friholdelse fra 

dette krav kræver en ændring af selve direktivet. Friholdelse fra dette 

krav vurderes at kunne reducere virksomhederne administrative arbejde 

i forbindelse med APV væsentligt, men vil naturligvis også betyde, 

at myndighederne mister synlighed omkring, hvorvidt virksomhederne 

faktisk foretager en vurdering.

4 

1. Direktiv om APV 

EU direktiv 89/391 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring 

af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet har til formål, 

at forbedre arbejdsmiljøet på arbejdspladser i medlemslandene. 

Direktivet omfatter generelle principper for forebyggelse af erhvervsbetingede 

risici, herunder fjernelse af faktorer, der kan frembyde risici 

eller forårsage ulykker, oplæring af arbejdstagerne og deres repræsentanter, 

samt at udstikke almindelige retningslinjer for iværksættelsen 

af nævnte principper. Alle private og offentlige virksomheder er 

omfattede, herunder industri, landbrug, handel, administration, tjenesteydelser, 

undervisning og kulturel virksomhed. Gennemførelsesfristen 

er 31. december 1992. 

Det væsentligste krav i direktivet er, at alle virksomheder skal vurdere 

risiciene for arbejdstagernes sikkerhed og sundhed gennem en Arbejdspladsvurdering 

(APV). 

Indhold af en APV 

Kravene til indholdet af en APV fremgår af direktivteksten: 

• Vurdere risiciene for arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, 

blandt andet ved valg af arbejdsudstyr, kemiske stoffer og 

præparater samt ved indretning af arbejdsstederne. 

o Som følge af vurderingen skal de forebyggende aktiviteter, 

samt de arbejds- og produktionsmetoder arbejdsgiveren 

anvender, om nødvendigt sikre en bedre 

beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed 

og integreres i samtlige aktiviteter i virksomheden 

og/eller institutionen og på alle niveauer inden for arbejdsmiljøet. 

o Arbejdsgiveren skal desuden have en vurdering af risici 

for sikkerheden og sundheden under arbejdet til sin 

rådighed, herunder også risici for de grupper af arbejdstagere, 

der er udsat for særlige risici.

5 

o Medlemsstaterne skal fastsætte de forpligtelser de forskellige 

kategorier af virksomheder skal opfylde i forbindelse 

med udarbejdelse af de omhandlede dokumenter 

(APV) under hensyn til aktiviteternes art og 

virksomhedernes størrelse. 

Administrative konsekvenser af APV 

Kravet om udarbejdelsen af en arbejdspladsvurdering har administrative 

konsekvenser for alle virksomheder med ansatte. I direktivet åbnes 

der dog mulighed for, at det enkelte medlemsland kan begrænse 

omfanget af arbejdspladsvurderingen for mindre virksomheder. 

Den direkte administrative konsekvens af APV er øget arbejde til arbejdsgiveren 

i forbindelse med: 

• Identifikation og kortlægning af virksomhedens arbejdsmiljøforhold 

• Beskrivelse og vurdering af virksomhedens arbejdsmiljøproblemer 

• Prioritering og opstilling af handlingsplan for vurdering af disse 

problemer 

• Opstilling af retningslinjer for opfølgning på handlingsplan 

Indenfor disse rammer er der for det enkelte medlemsland kun få frihedsgrader. 

Det må derfor vurderes, at direktivets administrative konsekvenser 

er forholdsvis ens landene imellem. Da direktivet er et minimums 

direktiv kan myndighederne i det enkelte land dog vælge at 

udvide de nationale regler på området.







01.01.93 


omsat til nationale 

love og regler 

Myndighed som varetogregeludarbejdelsen 





6 


Nedenstående tabel sammenholder seks medlemsstaters implementering 


Tabel 1: Lovgivningen 

Danmark Holland Belgien Østrig England Tyskland 

√ √ √ √ √ √ 

1993 1994 1993 1995 1993 1996 


eksisterende 

lov / 

bekendtgørelse 

Arbejds- 

(beskæftigelses-) 

ministeriet 

Arbejdstilsynet 

Ændring 

af eksisterende 

lov 

The Ministry 

of 

Social 

Affairs 

The LabourInspectorate 

Ny lov samt 


eksisterende 

lov 

Ministère de 

l’Emploi et du 

Travail. 

(Maintenant 

Service Publique 

Fédéral 

Emploi, Travail 

et Concertation 

Sociale) 

Inspectorate 

of the Federal 

Public 

Service Employment, 

Labour and 

Social 

Concertation 

Ny lov Ny lov 

samt ændring 


eksisterende 

lov 

The Ministry 

of Economic 

Affairs and 

Labor 

The Central 

Labor Inspection 

Note: √ = Ja, ± = Delvist, - =Nej, ? = Ved ikke/Intet svar 

The Health 

and Safety 

Executive 

(HSE) 

HSE og 

Local Authorityenforcementorgans 

Ny lov 

Bundesministerium 

für 

Arbeits- und 

Social Ordnung. 

Das Länderministerium, 

das Amt für 

Arbetsschutz, 

die Arbeitsinspektoren 

Alle landene har på nuværende tidspunkt implementeret direktivet, 

men kun Belgien, Danmark og England har implementeret direktivet 

indenfor Kommissions deadline (primo 1993). Tyskland har imple-

7 

menteret direktivet sent pga. uoverensstemmelser mellem ministeriet 

og de enkelte Länder. 

EU Kommissionen har kørt en sag mod Tyskland, der har undtaget 

virksomheder med under 10 medarbejdere fra kravet om en skriftlig 

APV. Kommissionens vurdering er, at Tyskland dermed har indført 

mere lempelige regler for små virksomheder end direktivet kræver. 

EU domstolen har vurderet sagen og fundet, at Tyskland har tilsidesat 

sine forpligtelser. 

Der kører for tiden også en sag mod Holland. I Holland er alle virksomheder 

pålagt ved lov at benytte en privat certificeret bedriftssundhedstjeneste 

til specifikke arbejdsopgaver, som f.eks. at tjekke 

APV’en. Virksomheden kan selv vælge, om det skal være en intern 

eller ekstern (privat) Bedriftssundhedstjeneste (sidstnævnte anvendes 

af ca. 50 større virksomheder). EU Kommissionen mener, baseret 

på direktiv 89/39, at kun de virksomheder, der ikke (efter national 

lov) kan have de nødvendige kompetente medarbejdere, skal have 

lov til at indkalde eksterne eksperter. 

Direktivet er i de fleste lande implementeret ved ændringer i den nationale 

arbejdsmiljølov. I Østrig, Belgien, England og Tyskland også 

ved ny lov. For Belgien skal det nævnes, at den nye lov først trådte i 

kraft i 1996, indtil da blev direktivet opfyldt af national regulering. Efter 

nogle år blev det vurderet mest hensigtsmæssigt at udskifte reguleringen 

med en decideret lov vedrørende APV. 

I alle lande på nær England er lovgivningen udarbejdet af det nationale 

ministerium, der har arbejdsmiljø som ressortområde, og den daglige 

håndhævelse foretages af tilsynsmyndighederne for arbejdsmiljø. 

I England er lovgivning udarbejdet af ”The Health and Safety Executive”, 

der er en ikke-departemental institution med ”Crown Status”.

Har de nationale regler været udsendt 

til formel høring blandt relevante 



på anden vis været involveret i 

det lov forberedende arbejde? 


foretaget en vurdering af reglernes 

administrative konsekvenser for erhvervslivet? 

Er der efter regeludarbejdelsen blevet 

foretaget en vurdering af reglernes 

administrative konsekvenser for 


8 


Tabellen nedenfor giver et overblik over lovgivningsprocessen i seks 

medlemslande. 



√ √ √ √ √ √ 

√ √ √ √ - √ 

√ 

- - - √ - 

- ? - √ √ - 


Alle lande har gennemført en høring ved implementeringen af direktivet. 

Høringerne er i alle lande foretaget blandt arbejdsmarkedets parter. 

I Danmark har de store erhvervsorganisationer været hørt, bl.a. 

Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri og Dansk Handel og Service. 

I Arbejdsmiljørådet i Danmark er arbejdsmarkedets parter sikret medindflydelse 

på lovgivning, der vedrører arbejdsmiljø. Rådet er med til 

at udarbejde regler, og det gennemfører initiativer rettet mod arbejdsmiljøproblemer. 

Østrig, Belgien og Holland har lignende institutioner, 

der har sikret interesseorganisationerne indflydelse på det lov 

forberedende arbejde ved implementering af direktivet. I Tyskland har 

der været et samarbejde med de enkelte länder og de relevante interessegrupper, 

herunder de store erhvervsorganisationer.

9 

I både England og Danmark er der blevet gennemført en vurdering af 

de administrative konsekvenser, inden de nationale regler blev vedtaget. 

I Danmark blev der foretaget en ekspertvurdering. I ekspertvurderingen 

konkluderedes det dog, at loven ikke ville få nogen nævneværdige 

administrative konsekvenser for de berørte danske 

virksomheder. 

I Holland blev der i maj 2002 publiceret en rapport om de administrative 

byrder forbundet med APV lovgivningen. Den konkluderede, at 

for 129.000 mindre virksomheder (1-11 medarbejdere) med lav risiko 

og 39.000 mikro virksomheder (1-6 medarbejdere) var de samlede 

administrative byrder ca. 49 millioner euro. To tredje dele af omkostningerne 

var assistance fra de private bedriftssundhedstjenester.

Er der procedurer/systemer, der sikrer, 

at virksomhederne informeres om indførelse 


Kan virksomhederne få rådgivning i forhold 

til tolkning af reglernes indhold? 

Kan det administrative arbejde ordnes 

elektronisk? 

Tilbydes virksomhederne andre services, 

der gør dem bedre i stand til at 

overholde eller administrere reglerne? 

Monitoreres det, om virksomhederne 


Hvilke sanktionsmuligheder er der i forhold 

til virksomheder, der ikke opfylder 


Udnyttes sanktionsmulighederne i forhold 

til virksomheder, der ikke efterlever 

reglerne? 

10 




√ √ √ √ √ √ 

√ √ √ √ √ √ 

√ √ √ √ √ √ 

√ √ √ √ √ √ 

√ √ √ √ √ √ 

Påbud 

og bøder 

Påbud 


Påbud, 

bøder, 

fængsel, 

lukning 

Påbud 


Påbud, 

bøder 

Påbud, 

bøder, 

fængsel 

√ √ √ √ √ √ 


Direktivet var ved implementeringen et supplerende reguleringsinstrument 

på arbejdsmiljøområdet, og reglerne var ikke særligt specifikke. 

Introduktionen kan derfor have skabt usikkerhed i virksomhederne 

omkring, hvordan kravene i den nationale lovgivning skulle 

håndteres. De undersøgte lande har alle igangsat særlige informationsaktiviteter 

i forbindelse med indførelsen af de nye regler, og der er 

også efterfølgende gjort meget for at udvikle bedre information og vejledning. 

Myndighederne i alle lande har etableret systemer til information af 

virksomhederne omkring APV:

11 

• Danmark: Skriftlig vejledning samt mulighed for mundtlig vejledning 

fra Arbejdstilsynet, BST, Branche Arbejdsmiljø Råd 

(BAR) og arbejdstilsynets kredse. 

• Holland: Der har været mange aktiviteter for at sikre, at virksomhederne 

får relevant information. F.eks. har ministeriet i 

mange tilfælde co-finansieret produktion af materiale fra interesseorganisationer 

samt branche specifikke formater. I marts 

2003 finansierede regeringen en APV-specific hjemmeside 

(www.rie.nl) med SME’er som målgruppe. I nogle tilfælde kan 

branche eller sector specifikke APV-formater downloades gratis 

fra internettet. I andre tilfælde henvises der til private bedriftssundhedstjenester. 

• Østrig: Samarbejde mellem myndigheder og arbejdsmarkedets 

parter om information til virksomhederne. 

• Belgien: Offentligt-privat samarbejde om informationsindsatsen 

på arbejdsmiljøområdet generelt, herunder også om APV. 

Myndighederne gav tilskud til foldere publiceret af interesseorganisationerne 

vedrørende de nye regler. Der har også været 

samarbejde omkring afholdelse af informationsmøder 

o.lign. Der eksisterer en specifik internet-hjemmeside på Bygge- 

og Anlægsområdet, der også giver råd om APV. 

• Tyskland: Der blev udviklet brochurer af ministeriet til information 

af virksomheder. 

• England: Annoncering af den ny lovgivning og tilhørende vejledning. 

HSE har også produceret brochurer om APV processen. 

Kommunikationsplan ved introduktion af lov om APV i Holland: 

I Holland blev der udformet en kommunikationsplan i forbindelse med introduktionen 

af APV. I kommunikationsplanen indgik følgende: 

• Hvem skal informeres? 

• Hvilke informationsmedier skal benyttes? 

• Hvad skal budskabet være? 

For at få emnerne belyst så godt som muligt deltog de relevante interesse- 

organisationer i arbejdet, og deltagelsen er indgået som en integreret del af 

det lov forberedende arbejde.

12 

I arbejdet med kommunikationsplanen for APV deltog udover repræsentan- 

ter fra de relevante interesseorganisationer (f.eks. fagforeninger) også re- 

præsentanter fra flere politiske partier og fra Direktoratet for Kommunikation. 

De fleste lande bruger Internettet til at vejlede, informere om nye regler 

mv., og i alle lande er der mulighed for at bruge standard ITsystemer 

til kommunikation med myndigheder fx i form af e-mails til 

myndighederne. Derimod er der i ingen af landene en mere avanceret 

anvendelse af IT. Det kunne således være relevant at udvikle portaler, 

der målrettet i forhold til virksomhedsstørrelse, branche mv. stillede 

information og værktøjer til rådighed for virksomhederne. 

Danmark har udviklet et stort antal branche tilpassede checklister til 

hjælp i arbejdet med at udarbejde en APV. I Holland har det derimod 

foreløbig ikke været muligt at udvikle fælles standarder på nationalt 

niveau. Det skyldes, at den største viden ligger i det private system af 

’Occupational health and safety service’ firmaer, der arbejder uafhængigt 

af hinanden. 

Branche tilpassede checklister i Danmark 

Danmark har gjort meget for at gøre virksomhederne bedre i stand til at 

overholde og administrere reglerne, idet der er lavet 60 branchetilrettede 

checklister, hvor virksomhederne, især dem med under 10 medarbejdere, 

via afkrydsning kan lave en skriftlig APV. Checklisterne er tilgængelige via 

Internettet (http://www.arbejdstilsynet.dk). 

Undersøgelsen viser, at kontrollen af om virksomhederne udarbejder 

APV efter reglerne er en fast del af procedurerne ved myndighedernes 

tilsyn med virksomhederne. Monitoreringen af, om danske virksomheder 

overholder reglerne, sker således i forbindelse med Arbejdstilsynets 

almindelige tilsynsbesøg. 

Sanktioner for ikke at overholde reglerne varierer fra land til land. Såfremt 

en virksomhed ikke overholder reglerne, gives i de fleste lande 

et påbud om at leve op til reglerne, og hvis ikke virksomheden gør 

det, gives der i alle lande bøder. I Holland gives dog en bøde med det 

samme, hvis virksomheden ikke har en APV, der er kontrolleret af en 

privat certificeret bedriftssundhedstjeneste. I Tyskland er bøderne op 

til 5.000 EURO. I England er bøderammen 8.000 EURO (5,000 pund)

13 

ved ’Lower court’ og ubegrænset i ’Upper Court’. I Tyskland kan overtrædelse 

af reglerne resultere i fængsling i særlige tilfælde. I Belgien 

er der sanktionsmuligheder udover bøder og fængsling. Arbejdstilsynet 

kan udstede påbud vedr. brug af maskiner eller hele arbejdspladser. 

Efter store ulykker kan Arbejdstilsynet kræve en undersøgelse af 

ulykken af en uafhængig ekspert.

14 


Nedenstående tabel viser de områder i de nationale regler, der har 

størst betydning for virksomhedernes administrative byrder. 


Er der i de nationale regler krav om at udarbejde 

en skriftlig arbejdspladsvurdering? 

Er der i de nationale regler en fritagelse for mindre 

virksomheder fra kravet om at udarbejde en 

skriftlig arbejdspladsvurdering? 

Har der efter 1993 været overgangsordninger for 

særlige grupper af virksomheder? 

Omfatter de nationale regler også virksomheder 

uden ansatte? 

Er der i de nationale regler krav om, at arbejdspladsvurderingen 

skal gennemføres i samarbejde 

med sikkerhedsorganisationen eller virksomhedens 

ansatte? 

Er der krav om at arbejdspladsvurderingen skal 

revideres? 


√ √ √ √ √ √ 

- - - - √ ± 

√ √ - √ - - 

- ± - - - - 

√ √ √ - √ √ 

√ √ √ √ √ √ 


Det vurderes specielt at være kravet om en skriftlig APV, der er administrativt 

krævende for virksomhederne at efterleve. De undersøgte 

lande har derfor alle i større eller mindre omfang søgt at friholde 

grupper af virksomheder fra dette krav: 

I England er virksomheder med mindre end 5 ansatte undtaget for 

kravet om, at arbejdspladsvurderingen skal være skriftlig. 

Tyskland har hidtil fritaget virksomheder med 10 eller færre ansatte 

fra kravet, men EU domstolen har i februar 2002 afgjort, at 

Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser, da man ikke har sikret, at 

forpligtelsen til at råde over en vurdering af risici for sikkerheden 

og sundheden (APV) gælder for alle arbejdsgivere med ti eller

15 

færre ansatte 1 . Tyskland er derfor blevet pålagt at ændre reglerne 

på dette område. Tyskland har fortsat i deres arbejdsmiljølov (Arbeitssicherheitsgesetz 

– AsiG) hvad de betegner som en principiel 

fritagelse af virksomheder med under ti ansatte fra at lave en 

skriftlig APV, men mener, at kravet eksisterer i en anden lov (Unfallversicherungsträger). 

Status er således, at det fortsat er uklart i 

hvilken grad de små virksomheder i Tyskland er omfattet af kravet 

om en skriftlig APV. 

I Danmark, Østrig og Holland har der været overgangsordninger 

for små virksomheder. Motivet har i alle landene været at give de 

mindre virksomheder en mulighed for langsomt at tilpasse sig de 

nye regler. I Danmark omfattede reglerne fra 1992 som hovedregel 

kun BST-pligtige virksomheder. De ikke-BST pligtige virksomheder 

med over 5 ansatte blev omfattet i 1998, og ikke-BST pligtige 

virksomheder med under 5 ansatte blev omfattet i 2000. 

I Østrig blev direktivet implementeret trinvist, hvilket betød at der 

blev gjort undtagelser for mindre virksomheder i starten af 1995, 

og de næste to år. Overgangsordningen var dog uformel, og ikke 

indarbejdet i lovgivningen. Det blev således besluttet, at de lokale 

arbejdstilsyn i første omgang primært skulle fokusere på de større 

virksomheder ved kontrol af APV. Fra 1997 var alle virksomheder 

fuldt ud omfattet af de nationale regler. 

I Holland var det før 1994 kun virksomheder med over 100 ansatte, 

der skulle lave en APV, og firmaer over 500 ansatte, der skulle 

have en privat arbejdsmiljørådgiver til at gennemgå den. Efter 

1994 blev alle virksomheder pålagt at udføre en APV, og efter 

1998 blev det vedtaget ved lov, at alle virksomheder skulle have 

en privat certificeret bedriftssundhedstjeneste til at gennemgå 

APV’en (undtaget dem der beskæftiger mindre end en fuldtidsansat 

medarbejder). 

I Belgien er virksomheder uden ansatte ikke omfattet af reguleringen 

undtagen når der er tale om midlertidige eller mobile arbejdspladser, 

eller når de arbejder for en virksomhed eller institution, 

der er omfattet af reguleringen. 

1 http://curia.eu.int/jurisp/cgibin/form.pl?lang=da&Submit=S%F8g&docrequire=alldocs&numaff=c- 

5%2F00&datefs=&datefe=&nomusuel=&domaine=&mots=&resmax=100

16 

De forskellige fritagelsesmodeller og overgangsordninger er opsummeret 

i figuren nedenfor: 

Tabel 5: Oversigt over overgangsordninger 

Danmark Holland Østrig Belgien/ 

1992 Normalt kun BST pligtige 

virksomheder omfattet 

1993 

Kun virksomheder med 

over 100 virksomheder 

omfattet 

1994 Alle virksomheder omfattet 

1995 Indtræder i EU – Kun 

større virksomheder 

omfattet. 

1996 

1997 Alle virksomheder 

omfattet 

1998 Ikke BST pligtige virksomheder 

med over 5 

ansatte også omfattet 

1999 

2000 Alle ikke BST pligtige 

virksomheder omfattet 

Alle virksomheder skal 

tilmed have privat arbejdsmiljørådgiver 

til at 

gennemgå APV 

England/Tyskland 

Ingen overgangsordninger 

– Alle virksomheder 

omfattet 2 

I direktivet er mulighederne for overgangsordninger ikke eksplicit beskrevet, 

men kommissionen har uformelt givet udtryk for at mindre 

virksomheder i starten kunne pålægges mere lempelige krav. Da alle 

landene i dag fuldt ud har implementeret direktivet, er der ikke kommet 

nogle anmærkninger fra EU kommissionen vedrørende disse 

overgangs ordninger. 

Direktivet gælder for virksomheder med ansatte, og altså ikke enkeltmandsfirmaer 

(selvstændige uden ansatte). I England og Holland 

2 

Dog med permanente fritagelsesordninger for mindre virksomheder i England 

og Tyskland – se ovenfor.

17 

er virksomheder uden ansatte dog også omfattet. I England pålægges 

virksomhederne at lave en vurdering, men den behøver ikke at 

foreligge skriftligt. 

I Danmark er pligten til at udføre APV placeret hos arbejdsgiveren, 

der også har pligt til at sørge for, at de ansatte inddrages og deltager i 

hele processen. Metoden er valgfri: det kan ske gennem sikkerhedsorganisationen, 

gennem spørgeskemaer mv. Det betyder, at arbejdsgiveren 

har metodefrihed til at lave APV’en, men skal inddrage medarbejderne 

og sikkerhedsorganisationen (hvis der er en sådan). I Holland, 

Belgien, Tyskland og England er der lignende krav om samarbejde 

med medarbejderne eller medarbejderrepræsentanter. I Østrig 

eksisterer der ikke dette krav, og arbejdsgiveren kan selv udarbejde 

APV, blot han informerer de ansatte om resultatet. 

I alle lande er det et krav, at der skal foretages en revision af APV, 

når der sker væsentlige ændringer i arbejdet eller arbejdsprocesserne, 

som har betydning for sikkerheden og sundheden på arbejdet. 

Danmark og Belgien har som de eneste lande yderligere krav. I Belgien 

skal APV’en revideres hvert femte, og i Danmark hvert tredje år. 

Generelt adskiller den Hollandske model sig fra de øvrige lande: I 

Holland er det et krav, at APV skal godkendes af en intern eller ekstern 

certificeret Bedriftsundhedstjeneste. Det betyder, at alle Hollandske 

virksomheder skal have foretaget en gennemgang af virksomhedens 

arbejdsmiljø af de certificerede ’Occupational Health and Safety 

Services’ firmaer, der enten kan være private eksterne virksomheder 

eller en certificeret afdeling internt i virksomheden. Som en del af 

gennemgangen skal virksomhedens skriftlige APV gennemgås. 

EU Domstolen har i 2001 afsagt dom i en sag mod Italien for traktatbrud 

mht. APV direktivet 3 . Ifølge dommen har Italien begået traktatbrud 

idet man ikke har: 

Foreskrevet, at arbejdsgiveren skal vurdere alle risiciene for 

arbejdstagernes sikkerhed og sundhed på arbejdsstedet, 

3 Sag nr. C-49/00 af 15. november 2001.

18 

Har tilladt arbejdsgiveren at afgøre, om han vil henvende sig 

til serviceorganer uden for virksomheden med henblik på beskyttelse 

og forebyggelse, når personalet i virksomheden ikke 

er tilstrækkelig kompetent, og 

Defineret de færdigheder og kvalifikationer, de personer skal 

have, som er ansvarlige for arbejdsmiljøet.

19 


Belgien har som det eneste land gennemført en forenkling af de nationale 

regler ved at fjerne så mange af arbejdsgiverens specifikke forpligtelser, 

som det er muligt inden for direktivets rammer. Tidligere 

gjaldt der i Belgien meget specifikke regler for valg af sikkerhedsløsninger, 

men i udformningen af den nye nationale lovgivning efter vedtagelsen 

af EU direktivet 89/391 blev det besluttet at udnytte alle de 

frihedsgrader, der eksisterede i dette direktiv til at lempe den sikkerhedsmæssige 

arbejdsbyrde for arbejdsgiverne. Dermed er en række 

af sikkerhedsreglerne mindre specifikke i dag, end de var tidligere. 

Det er således i stor udstrækning op til den enkelte arbejdsgiver at 

vælge en passende sikkerhedsløsning, fx ved valg af døre, køb af 

sikkerhedsudstyr etc. 

I Belgien er det desuden forsøgt at gøre reglerne så branchespecifikke 

som muligt, så de passer bedre til det enkelte firma. Dette har lettet 

fortolkningen af reglerne betydeligt. 

For de øvrige lande er der fremkommet følgende kommentarer vedrørende 

mulighederne for regelforenkling af de nationale regler: 

• Danmark ser ikke muligheder for regelforenkling indenfor den 

nuværende direktivtekst og domstolens tolkning af direktivteksten. 

• Holland har for nylig fremlagt forskellige ideer for deres ”Sociaal 

Economische Raad” om at reducere de administrative 

byrder fra APV lovgivningen. Dette omfatter at ophæve kravet 

om at en certificeret privat bedriftssundhedstjeneste gennemgår 

APV’en for mindre virksomheder, såfremt de benytter et 

branchespecifikt APV format der er baseret på en kollektiv aftale. 

• Tyskland, Østrig og England mener ikke, at det er muligt at 

regelforenkle indenfor rammerne af direktivet. 

Indenfor direktivets nuværende rammer vurderer landene derfor, at 

mulighederne for forenkling af de nationale regler er begrænsede, og

20 

medlemslandene mener således, at de eneste muligheder for regelforenklinger 

er en ændring af selve direktivet, således at kravene til 

APV er mindre omfangsrige, f.eks. kravet om skriftlighed.


regulering i forskellige EU medlemslande 

Rapport om Intrastat 


for erhvervslivet 



September 2003

1 


Side 

SAMMENFATNING 2 

1. INTRASTAT FORORDNINGEN 4 

2. DE NATIONALE REGLER 6 

3. LOVGIVNINGSPROCESSEN 8 

4. HÅNDHÆVELSEN AF DE NATIONALE REGLER 11 

5. ADMINISTRATIVE KONSEKVENSER 15 

6. MULIGHED FOR REGELFORENKLING 18

2 

Sammenfatning 

Rådets forordning (EØF) nr. 3330/91, i det følgende Intrastat, vedrører 

statistikker over udveksling af goder mellem medlemsstaterne. 

Pligten til at indberette oplysninger gælder for virksomheder i alle EU 

lande. Virksomhederne er dog kun oplysningspligtige, såfremt deres 

handel med udlandet har en værdi over en bestemt tærskel, der bestemmes 

af det enkelte medlemsland. Tærsklen fastsættes udfra en 

række forskellige, komplekse regler om dækning, der skal sikre en 

høj datakvalitet mht. EU handel 1 . Forordningen giver mulighed for, at 

antallet af krævede oplysninger kan variere fra land til land. 

De administrative konsekvenser af Intrastat for de oplysningspligtige 

virksomheder består i arbejdet i forbindelse med den månedlige registrering 

og indberetning af data. 

Analysen af seks landes implementering af Intrastat viser bl.a., at der 

i UK er forholdsvis få virksomheder, set i forhold til indbyggertallet, 

der er omfattet af forordningen, hvorimod Belgien har forholdsvis 

mange omfattede virksomheder. At der er mange omfattede virksomheder 

i Belgien skyldes en stor koncentration af internationalt handlende 

firmaer 2 , mens det lave antal i UK først og fremmest kan henføres 

til tærskelværdien. Tærskelværdien for indberetningspligt er i UK 

således fastsat til 233.000 Pund (svarende til 370.000 EURO), hvilket 

er over dobbelt så højt som i Sverige, der har de laveste tærskelværdier 

på 1.5 mio. svenske kr. (svarende til 166.000 EURO). De øvrige 

landes tærskelværdier ligger tæt på hinanden mellem disse to yderpunkter. 

De høje tærskelværdier i UK skyldes, at de største firmaer tegner sig 

for næsten hele EU handlen totalt set. Der er derfor ikke samme behov 

for lave tærskelværdier for at overholde forordningens kvalitets- 

1 

Jf. Forordning 1901/2000 artikel 13 stk.1. 

2 

Jf. André Peters, Bank of Belgium

3 

krav 3 , som i fx Sverige, hvor de mindre virksomheder tegner sig for en 

betragtelig del af EU handlen. 

Den mest intensive monitorering af, om virksomhederne opfylder kravene 

til indberetning til Intrastat findes i UK og Danmark. I alle lande 

foretages registerbaseret monitorering, hvor de indberettede data 

analyseres for konsistens og pålidelighed. Både i UK og Danmark 

sker det ved at sammenholde Intrastat oplysninger med oplysninger 

fra Told- og Skattemyndigheder. Desuden udtrækker UK og Danmark 

et antal virksomheder til mere grundige test af deres indberetninger 

og regnskaber. 

Det er kun i Danmark og Sverige, at virksomhederne er blevet undtaget 

fra at skulle indberette oplysninger, der ellers er frivillige jf. EU 

forordningen. I UK er det dog kun de største virksomheder, der skal 

indberette disse ekstra oplysninger. 

Forordningen giver mulighed for at virksomheder indberetter import 

og eksport under en vis fastsat bagatelgrænse på en samlet varekode 

i stedet for en række specifikke varekoder. Det kaldes varepartier 

af mindre værdi, og gør indberetningen mere enkel. 

Af de undersøgte lande har Danmark den højeste grænseværdi for 

anvendelse af varepartier af mindre værdi. Kun i Sverige og Belgien 

anvendes varepartier af mindre værdi slet ikke. 

Flere lande har gjort en indsats for at forenkle arbejdet med indberetningen, 

bl.a. ved indberetning direkte over Internettet. England har et 

system, hvor fejlrapporteret information ikke rettes, så længe værdien 

er under en vis tærskel, og vurderes ikke at være statistisk signifikant. 

En lignende procedure eksisterer i Danmark. 

3 Reglerne om tærskler og krav til dækning/kvalitet er yderst komplekse jf. 

artikel 12 og 13 i forordningen. For de undersøgte lande gælder, at de undersøgte 

medlemsstater typisk har en samlet dækning på 97 - 98 procent 

af den samlede samhandelen med andre EU-lande.

4 

1. Intrastat forordningen 

I det følgende beskrives Rådets forordning 4 (EØF) nr. 3330/91 af 7. 

november 1991 om statistikker over udveksling af goder mellem medlemsstaterne, 

i det følgende benævnt Intrastat. 

Før det indre marked blev indført blev handlen mellem EU-landene 

opgjort på basis af told- og udførelsesdokumenter, som virksomhederne 

indberettede til Told- og Skattemyndighederne. Siden etableringen 

af det indre marked i 1993 blev disse indberetninger erstattet 

af et nyt system, hvor virksomheder med EU-handel over en vis beløbsgrænse 

er pligtige til at indberette import- og eksportoplysninger. 

Forordningen trådte i kraft d. 1. januar 1993. 

Oplysningspligten til Intrastat omfatter alle virksomheder, som medvirker 

i en udveksling af goder mellem medlemsstater. Hvert medlemsland 

fastsætter - under hensyntagen til reglerne om datakvalitet i 

forordningen - nogle tærskelværdier for import og eksport, og hvis 

virksomhedernes årlige handel med de øvrige medlemslande overstiger 

disse tærskler, er de oplysningspligtige. 

Indberetninger til Intrastat 

Pligten til at indberette til Intrastat gælder i alle EU-lande, men antallet 

af oplysninger kan variere. Oplysningerne indrapporteres en gang 

om måneden. Følgende oplysninger skal indberettes for hver vare 

type: 

• Modtagermedlemsstaten/afsendelsesmedlemsstaten 

• Godernes mængde i nettovægt og/eller supplerende enheder 

• Godernes værdi 

• Transaktionens art 

4 En forordning er et EU-retsinstrument, som er almengyldigt. Den er umiddelbart 

bindende i alle enkeltheder i hvert medlemsstat, og skal ikke omsættes 

til national ret som et direktiv.

5 

Derudover kan medlemsstaterne selv vælge, om de vil kræve følgende 

oplysninger: 

• Oprindelsesland 

• Modtager område 

• Leveringsbetingelser 

• Forventet transportform 

• Statistisk ordning 


Intrastat forordningen har konsekvenser for de omfattede virksomheders 

administrative arbejde. Forordningen omhandler ikke private 

personer og visse andre mindre virksomheder. Det, kombineret med 

de førnævnte tærskelværdier, bevirker, at forordningen udelukkende 

har konsekvenser for den del af virksomhederne, der har mest EU 

handel. 

Medlemslandene har, jf. forordningen, visse frihedsgrader for fastsættelsen 

af tærskelværdier og ved bestemmelse af, hvilken information 

der kræves indberettet. Dermed har landene i et vist omfang mulighed 

for selv at påvirke forordningens administrative konsekvenser, 

herunder antallet af omfattede virksomheder. 

Det administrative arbejde for de omfattede virksomheder består i registrering 

af handel med andre medlemslande, samt de månedlige 

indberetninger af disse oplysninger. Dette arbejde er den konkrete 

administrative konsekvens af forordningen, og det kan være en administrativ 

byrde for virksomhederne.

År for nationale reglers 

ikrafttræden: 

(Forordningen trådte i kraft 

d. 1. januar 1993) 

Hvordan er forordningen 

omsat til nationale love og 

regler 

Myndighed som varetog 

regeludarbejdelsen: 

Hvilke myndigheder forestår 

den daglige håndhævelse 

af det nationale regelsæt? 

6 


Nedenstående tabel sammenholder seks medlemsstaters implementering 

af Intrastat forordningen mht. de nationale regler på området. 

Tabel 1: De nationale regler 

Danmark Sverige Holland Belgien Østrig UK 

1993 1995 1993 1993 1995 1993 

Delvis ændring 

af lovgivning 

Økonomi og 

Erhvervsministeriet 

(Danmarks 

Statistik) 

Danmarks 

Statistik 

Supplement 

til gældende 

lovgivning 

The Swedish 

Customs 

Data Service 

Statiske 

Centralbyrån 

Ny lovgivning 

CBS (Centraal 

Bureau 

voor de Statistiek) 

Erstatning 

af gældende 

lovgning 

National 

Institute of 

Statistics 

CBS Bank of 

Belgium, 

National 

Account 

Institute 

(ICN) 


Erstatning 

af gældendelovgivning 

Statistics 

Austria, 

Ministery 

of EconomicAffairs,Ministery 

of 

Finance 

Statistics 

Austria, 

Ministery 

of EconomicAffairs,Ministery 

of 

Finance 

Ny lovgivning 

HM Customs 

& Excise 

(HMCE) 

HMCE – the 

Statistics 

and Analysis 

of Trade Unit 

Forordningen om Intrastat blev vedtaget i 1991 og trådte i kraft i alle 

medlemslande i 1993. I alle de undersøgte lande er det valgt at introducere 

nye nationale regler eller tilpasse eksisterende nationale regler 

umiddelbart inden forordningens implementering for at kunne leve 

op til reglerne. I Sverige og Østrig er denne tilpasning af de nationale 

regler først sket ved deres indtrædelse i EU i 1995.

7 

Landene har valgt forskellige måder at gennemføre forordningen på. I 

alle landene har handlen mellem EU-lande før 1993 kunne opgøres 

på basis af told- og udførelsesdokumenter, som virksomhederne indberettede 

til Told- og Skattemyndigheder. Ved overgangen til det indre 

marked har det været nødvendigt at ændre dette system. De fleste 

lande har derfor justeret eller suppleret den gældende lovgivning, 

så kravene til Intrastat er opfyldt. I Danmark er der ingen særskilt lovgivning, 

men ved ændring af den mere generelle Lov om Danmarks 

Statistik fra 1992 gennemførte Danmark bl.a. bestemmelserne i Intrastat 

forordningen. Desuden er der udstedt en bekendtgørelse, der 

beskriver hvem der indsamler data. UK og Holland har som de eneste 

lande lavet helt ny lovgivning vedrørende indberetning i forbindelse 

med intra EU handel. 

I Danmark og Østrig er regeludarbejdelsen sket i Økonomiministeriet, 

hvorunder Danmarks Statistik hører, i samarbejde med Erhvervsministeriet. 

I Sverige og UK er lov forberedelsen lagt ud til toldmyndighederne, 

hvorimod det lov forberedende i Holland og Belgien blev foretaget 

af det nationale institut for statistik. 

I de fleste lande er det det nationale statistikbureau, der står for den 

daglige håndhævelse af forordningen. I UK er det dog toldmyndighederne, 

der står både for den daglige håndhævelse af forordningen og 

for indsamling af data, mens Belgien har valgt en særlig model hvor 

nationalbanken står for indsamlingen af data. I Danmark har Danmarks 

Statistik lavet en driftsaftale med Told og Skat vedrørende indsamling 

af data. I de resterende lande varetages data indsamlingsopgaven 

af de nationale statistikbureauer.

Har de nationale regler været udsendt til 

formel høring blandt relevante interessenter? 

Har relevante interesseorganisationer på 

anden vis været involveret i det lovforberedende 

arbejde? 

Blev der ved regeludarbejdelsen foretaget 

en vurdering af reglernes administrative 

konsekvenser for erhvervslivet? 

Er der efter regeludarbejdelsen blevet 

foretaget en vurdering af reglernes administrative 

konsekvenser for erhvervslivet? 

Estimat over hvor mange virksomheder, 

der berøres af reglerne: 

Antal berørte virksomheder pr. 1.000 

indbyggere* 

8 


Tabellen nedenfor giver et overblik over lovgivningsprocessen i de 

seks medlemslande, samt et estimat over, hvor mange virksomheder 

der er omfattet af Intrastat. 



√ √ √ 

- - - 


* Ideelt burde vægtningen ske i forhold til den samlede bestand af virksomheder. 

Det har ikke været muligt at fremskaffe sammenlignelige opgørelser 

af dette, hvorfor befolkningstallet er anvendt. 

I Danmark, Sverige, Østrig og Holland er de nationale regler, der implementerer 

forordningen, udsendt til høring blandt de relevante parter. 

Høringsparterne har således haft mulighed for at afgive skriftlige 

kommentarer, som myndighederne har taget i betragtning ved udarbejdelsen 

af den endelige lovgivning. Idet der ikke er nogen forpligtigelse 

til at afholde høring i forbindelse med bekendtgørelser i UK, 

blev det bestemt ikke at afholde nogen formel høring her. 

± 

(Begrænset 

høring) 

± 

(Via uformellemøder) 

√ - 

√ ? 

√ - - - - √ 

√ √ √ - - √ 

Ca.10.000 Ca.14.500 Ca.35.000 Ca. 41.000 Ca.20.000 Ca.30.000 

1,9 1,6 2,2 4,0 2,4 0,5

9 

Statistisk råd i Belgien 

I Belgien er det kun ”The High Council of Statistics”, der er blevet hørt i for- 

bindelse med implementeringen af forordningen. Dette råd er en national 

myndighed, der har til opgave at overvåge, at der ikke bliver vedtaget lovgiv- 

ning vedrørende indberetning af statistik, der har uhensigtsmæssige og 

unødvendige administrative konsekvenser for virksomhederne. 

Kun i Østrig har relevante interesseorganisationer været yderligere 

involveret i det lov forberedende arbejde. Dette er sket i form af etablering 

af arbejdsgrupper med repræsentanter fra såvel de relevante 

ministerier som fra de berørte interesseorganisationer/virksomheder. I 

Belgien har der også været afholdt en række møder med relevante 

interessegrupper i forbindelse med implementeringen. Disse møder 

var af uformel karakter. 

I forbindelse med regeludarbejdelsen blev der i Danmark og UK foretaget 

embedsmandsvurderinger af reglernes administrative konsekvenser 

for erhvervslivet. Vurderingerne blev ikke kvantificeret, men i 

UK blev det konstateret, at ordningen i starten ville give de enkelte 

virksomheder meget arbejde, da det er en tidskrævende proces at 

sætte sig ind i hele Intrastat proceduren. På sigt vurderedes Intrastat 

dog ikke at udgøre nogen større byrde for virksomhederne. I Danmark 

vurderedes det i forbindelse med regeludarbejdelsen, at 15- 

20.000 virksomheder ville blive berørt af reglerne. Forudsætningerne 

for indberetning har siden hen ændret sig, hvorfor der i dag er et noget 

færre antal omfattede virksomheder i Danmark. 

I Danmark og Holland er der foretaget målinger af Intrastat ordningens 

administrative konsekvenser for de berørte virksomheder (se 

box nedenfor). Som det eneste land foretager Danmark disse målinger 

årligt for at kunne følge arbejdsbyrdens udvikling på tæt hold. I 

UK er der foretaget en analyse der viser, at de årlige omkostninger 

ved at indberette oplysninger til Intrastat for virksomhederne er 30 

mio. pund pr. år. I 1999 blev der i Sverige foretaget en survey af virksomheders 

tidsforbrug ved Intrastat relaterede opgaver. Det har ikke 

været muligt at fremskaffe resultaterne til nærværende analyse. I Østrig 

foretages i øjeblikket en omfattende undersøgelse af den byrde

10 

Intrastat ordningen lægger på erhvervslivet. Der foreligger dog endnu 

ikke nogle resultater. 

Måling af Intrastats administrative konsekvenser 

Målingen af de administrative omkostninger forbundet med indberetning til 

Intrastat er i Danmark og Holland foretaget ved at sammenholde antallet af 

indberetninger med et fast tidsforbrug pr. indberetning. I begge lande vurderes 

en Intrastat rapportering for virksomheder, der både skal indberette import 

og eksport at tage ca. 3,5 time. I Holland skønnes Intrastat i 1999 at 

koste 550.000 arbejdstimer totalt set, mens tallet for Danmark i 2001 skønnes 

til 262.500 arbejdstimer. Forskellen skal ses i lyset af, at Holland har 3 

gange så mange omfattede virksomheder som Danmark. 

I alle landene er der foretaget estimater over antallet af virksomheder, 

der berøres af reglerne. I Danmark er der ca. 10.000 virksomheder, 

der indberetter til Intrastat, mens der er 14.500 i Sverige, 20.000 i 

Østrig og 30.000 i UK. I forhold til indbyggertal er der således et meget 

lille antal virksomheder i UK, der er omfattet af Intrastat ordningen. 

Dette hænger først og fremmest sammen med de høje tilpasningstærskler 

(jf. tabel 5, s. 15) i UK, der begrænser antallet af virksomheder, 

der er forpligtiget til at indberette. 

For Holland og Belgien er tallene henholdsvis 35.000 og 40.000 omfattede 

virksomheder. Det forholdsvis store antal omfattede virksomheder 

skyldes en kombination af relativt lave tilpasningstærskler og 

en erhvervsstruktur med mange mellemstore importerende/ eksporterende 

virksomheder. Begge lande har en geografisk placering som 

”Døren til Europa”, hvilket har medført en stor koncentration af internationalt 

handlende virksomheder, fx distributørerne ved havnene i 

Antwerpen og Rotterdam.

Er der procedurer/systemer, der sikrer, at 

virksomhederne informeres om indførelse 


Kan virksomhederne få rådgivning i forhold 

til tolkning af reglernes indhold? 

Help desk 

Hjælp via Internet 

Publicering af årlige vejledninger 

Kurser 

Kan det administrative arbejde ordnes 

elektronisk? 

IDEP eller tilsvarende 

Diskette/E-mail 

Internet 

Tilbydes virksomhederne andre services, 

der gør dem bedre i stand til at overholde 

eller administrere reglerne? 

Monitoreres det, om virksomhederne efterlever 

reglerne? 

Hvilke sanktionsmuligheder er der i forhold 

til virksomheder, der ikke opfylder 


11 


Tabellen nedenfor indeholder en oversigt over landenes håndhævelse 

af de nationale regler. 



√ √ √ √ √ √ 

√ 

√ 

√ 

√ 

√ 

√ 

√ 

√ 

√ 

√ 

- 

√ 

√ 

- 

√ 

√ 

√ 

- 

√ 

√ 

- 

√ √ √ √ √ √ 

√ √ √ √ √ √ 

Ekspeditionsafgift 


Udnyttes sanktionsmulighederne i forhold 

til virksomheder, der ikke efterlever reglerne? 


√ 

√ 

√ 

√ 

√ 

√ 

- 

√ 

√ 

√ 

√ 

√ 

√ 

√ 

Bøder Bøder Bøder Bøder 

(op til 

1.090 

Euro) 

√ 

√ 

√ 

√ 

√ 

√ 

√ 

Bøder (op 

til 4.000 

euro per 

forseelse) 

√ √ √ √ √ √ 

I alle landene er der etableret systemer, der sikrer, at virksomhederne 

bliver informeret ved ændringer i reglerne vedrørende Intrastat rapporteringen. 

I Danmark sker dette ved, at virksomhederne en gang

12 

årligt pr. brev bliver informeret om, at Intrastat skal indberettes. Med 

brevet følger der en grundig vejledning samt en CD-ROM, samt en 

henvisning til Intrastats hjemmeside i Danmark, hvor ændringer også 

bliver annonceret. I de andre lande er der lignende systemer. Bekendtgørelse 

om ændringer bliver pr. brev sendt ud til alle de berørte 

virksomheder, ligesom Intrastats hjemmeside løbende opdateres for 

ændringer. I Belgien afholdes der kontinuerligt Intrastat workshops for 

interesserede, hvor bl.a. ændringer i Intrastat gennemgås. Kurserne 

afholdes forskellige steder i landet, så deltagerne ikke skal rejse langt 

for dem. 

I alle landene kan virksomhederne få rådgivning om fortolkning af 

reglernes indhold. Af særlige initiativer kan nævnes: 

• Etablering af help desks til at give virksomhederne løbende 

rådgivning og vejledning (alle landene) 

• Hjælpe funktioner på de respektive Intrastat hjemmesider (alle 

landene) 

• Publicering af årlige vejledninger til Intrastat (Alle landene) 

• Kurser i Intrastat (Danmark, UK, Østrig og Belgien). Disse 

kurser afholdes året rundt i Belgien, mens udbuddet af kurser 

er mere begrænset i UK og Østrig. I Danmark afholdes kurser 

i anvendelse samt ad hoc kurser. Kun i Danmark er der ikke 

speciel stor interesse for disse kurser. 

I alle landene er der udviklet skabeloner til brug ved indberetning af 

Intrastat oplysninger. Dvs. at firmaerne modtager fortrykte skemaer 

fra den ansvarlige myndighed, som udfyldes og indsendes med konventionel 

post. Denne metode er mindre administrativt byrdefuld end 

f.eks. guidelines og checklister, da det giver virksomheden en nøjagtig 

anvisning på hvilke oplysninger, der skal indberettes. 

Indberetning af data til Intrastat kan desuden i alle landene foretages 

elektronisk. IDEP (Intrastat Data Entry Package), et rapporteringsprogram 

udviklet af EuroStat, kan bruges i alle landene, undtagen 

Holland og UK. Disse lande har udviklet deres egne programmer til 

indberetning. I UK, Østrig og Danmark er yderligere udviklet et system, 

hvor virksomhederne kan rapportere data via en hjemmeside

13 

på Internettet. Systemet benyttes i UK af et stigende antal virksomheder. 

Før IDEP blev udviklet, havde man i Holland selv udviklet et 

rapporteringsprogram, IRIS. Dette blev hurtigt standard i Holland, og 

er grunden til at IDEP ikke anvendes. I dag er de to programmer dog 

meget ens. 

IDEP – Fælles løsning for elektronisk Intrastat indberetning 

EU’s statistiske kontor (EuroStat) har udviklet Windows programmet IDEP 

til Intrastat indberetning. Programmet indeholder alle varekoder, der er relevante 

ved indberetning til Intrastat. Hvert år udsendes en ny version af 

programmet, da nogle nye varekoder kommer til og andre udgår. Medlemslandene 

har med udviklingen af IDEP undgået at bruge ressourcer på at 

udvikle deres egen Intrastat software. Programmet er standard i de fleste 

medlemslande. 

I alle landene er der ligeledes mulighed for at indberette data ved 

hjælp af IT-systemer som fx e-mail og Idep indberetning, der efterhånden 

er integreret i mange økonomistyringsprogrammer. 

Der udføres monitorering i alle de undersøgte lande, dog med forskellig 

intensitet. I alle lande foretages registerkontrol, hvor det kontrolleres 

om de indberettede Intrastat data er konsistente og kohærente 

med anden indberettet data. I Danmark foregår dette ved at sammenholde 

med andre indberetningerne vedrørende udenrigshandel. 

Derved kan myndighederne få en indikation for fejlrapporteringer. 

I Østrig og UK foretages desuden årligt en stikprøve kontrol af virksomheder, 

hvor alle de indberettede Intrastat oplysninger kontrolleres 

grundigt. 

I UK og Holland er det en del af toldinspektørernes arbejde at undersøge 

om virksomhedernes dataopsamlingssystemer virker korrekt. I 

Holland sker denne kontrol dog reaktivt, dvs. ved gentagen mangel 

på indberetning, eller ved gentagne fejlrapporteringer, hvor der udsendes 

en inspektør til kontrol af virksomheden. 

Hvis der opdages fejl i rapporteringsarbejdet er der i alle landene 

sanktionsmuligheder. I første omgang vælger alle myndigheder at 

udsende påmindelser til den pågældende virksomhed i forsøget på at

14 

fremskaffe de korrekte data. I Danmark opereres der – som i det eneste 

land i undersøgelsen - med ekspeditionsafgifter. Hvis der efter 

flere konsultationer og rykkerskrivelser ikke er sket noget fremskridt, 

er der mulighed for at udstede bøder. I Danmark og UK er der enkelte 

eksempler på virksomheder, der har fået store bøder, idet der efter 

gentagne forseelser kan pålægges stadig stigende bøder. I Danmark 

afgøres sådanne sager ved domstolene, idet virksomhederne kan 

anmeldes til politiet. 

I Østrig og UK kan der udstedes bøder af en størrelse op til henholdsvis 

1000 og 4000 EUR. Generelt er det dog ikke normen med 

store bøder. I alle landene forsøger myndighederne at skabe et konstruktivt 

samarbejde med virksomhederne for at fremskaffe data. 

I Sverige er der som det eneste land en samlet opgørelse over den 

praktiske anvendelse af sanktionerne. I løbet af de første 3 måneder i 

2002 blev der i Sverige udsendt 191 påbud og udstedt 45 bøder.

Er der gjort brug af den mulighed, der er i forordningen, 

for at udvide antallet af oplysninger, der 

kræves indberettet (jf. artikel 23)? 

Oprindelsesland 

Modtager område 

Leveringsbetingelser 

Forventet transportform 

Statistisk ordning 

15 

5. Administrative konsekvenser 

Nedenstående tabel viser en oversigt over de vigtigste områder i forordningen 

i forhold til administrative konsekvenser for virksomhederne 

på de områder, hvor forordningen giver medlemslandene frihedsgrader: 

Tabel 4:Administrative konsekvenser 

Hvorledes er fritagelsestærsklerne fastsat? Jf. forordningen 


- 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

Jf. forordningen 

- 

- 

- 

√ 

√ 


- 

√ 

√ 

√ 

- 


√ 

- 

- 

√ 

√ 


√ 

- 

± 

- 

- 


Hvorledes er forenklingstærsklerne fastsat? Ingen Ingen Ingen Ingen Ingen Ingen 

Hvorledes er tilpasningstærsklerne fastsat (EU- 

Årligt i Euro)? 

Hvad er tærskelværdien for varepartier af mindre 

værdi fastsat til (Euro)? 

Import: 

200.000 

Export: 

333.000 

Import: 

166.000 

Export: 

166.000 

Import: 

225.000 

Export: 

225.000 

Import: 

250.000 

Export: 

250.000 

Import: 

200.000 

Export: 

200.000 

Import: 

370.000 

Export: 

370.000 

400 0 100 0 100 125 


Forordningen giver mulighed for, at de enkelte medlemslande kan 

udvide antallet af oplysninger, der kræves indberettet. I Østrig, Belgien 

og Holland har man gjort brug af denne mulighed, idet virksomhederne 

her er forpligtet til at oplyse den forventede transportform. I 

Østrig og Holland skal den statistiske ordning desuden oplyses for 

alle varetransporter, mens der i Belgien kræves oplysning om varens 

leveringsbetingelser og modtagelsesområde. I Østrig og UK kræves 

der yderligere oplysning om varens oprindelsesland, i UK dog blot for

16 

virksomheder med EU-handel over en værdi af 13,5 mio. pund (svarende 

til 21,1 mio. EUR). 

Der opereres i forordningen med tre typer af tærskler: 

Fritagelsestærsklen Dette er en liste over typer af personer/virksomheder, 

der altid vil være fritaget fra at indberette data. Listen 

i forordningen rummer fx privatpersoner, ikke momspligtige juridiske 

personer og virksomheder, der kun foretager transaktioner, der 

ikke giver dem ret til nogen former for fradrag. Inden for visse rammer 

kan listen udvides af de nationale myndigheder. Denne mulighed er 

ikke udnyttet i nogle af de undersøgte lande. 

Forenklingstærsklen Virksomheder, der foretager EU-handel, der 

værdimæssigt ligger under forenklingstærsklen for import og eksport, 

er kun forpligtet til at opgive begrænset information. 

Tilpasningstærsklen Virksomheder, der foretager EU-handel med 

en værdi under tilpasningstærsklens for import og eksport, er helt fritaget 

for at opgive information. 

Både forenklingstærsklen og tilpasningstærskler kan fastsættes frit på 

nationalt niveau, såfremt de ligger over 100.000 EURO, og forordningens 

kvalitetskrav overholdes 5 . Alle de undersøgte lande har valgt 

udelukkende at operere med tilpasningstærskler. 

Jo lavere tilpasningstærsklerne er fastsat nationalt, jo flere virksomheder 

vil være omfattet af Intrastat. Medlemslandene søger derfor at 

sætte tærskelværdierne højt, så de pålægger så få virksomheder som 

muligt at indberette, og samtidig dækker en stor del af den samlede 

handel med andre EU lande, jf. forordningens kvalitetskrav 6 . 

De laveste tærskelværdier findes i Sverige og de højeste i UK. At UK 

kan fastsætte høje tærskelværdier skyldes erhvervsstrukturen, hvor 

5 

Jf. forordningen 3330/91 artikel 28 stk. 9 

6 

Jf. Forordning 1901/2000 artikel 12 og 13 stk.1. I de undersøgte lande anvendes 

der typisk en dækningsgrad på 97 - 98 pct. af den samlede samhandel 

med andre EU-lande.

17 

de største virksomheder tegner sig for hovedparten af intra EU handelen. 

Dette er også grunden til, at det er forholdsmæssigt få virksomheder 

i UK, der skal indberette til Intrastat ordningen. 

I forordningen eksisterer der en mulighed for at indberette varer under 

en vis tærskelværdi på den samme varekode (varepartier af mindre 

værdi). Anvendelse af denne kode letter indberetningsarbejdet. I forordningen 

er tærskelværdien fastsat til 100 EUR, dvs. varer under 

100 EUR behøves ikke indberettet under en specifik varekode. Nogle 

lande har dog valgt at operere med andre tærskelværdier. Jo højere 

denne tærskelværdi er fastsat, jo enklere bliver indberetningen for 

virksomhederne. Danmark har fastsat den højeste værdi for anvendelse 

af varepartier af mindre værdi (400 EUR). I UK er tærskelværdien 

fastsat til 125 EUR, og i Østrig og Holland er værdien er fastsat i 

overensstemmelse med forordningen (100 EUR). I Sverige og Belgien 

anvendes varepartier af mindre værdi slet ikke. Vurderingen i disse 

to lande er, at det ikke er muligt at levere data af den fornødne 

kvalitet, såfremt den benyttes. 

Tærskelværdien for brug af varepartier af mindre værdi ligger således 

i Danmark et stykke over grænsen på 100 Euro, som er fastsat i Forordningen. 

Dette er ikke blevet påtalt af EU Kommissionen, da det 

vurderes, at data er af en tilfredsstillende kvalitet.

18 


I alle landene er det forsøgt at forenkle de nationale regler. Dette har 

primært været i forbindelse med ændringer i forordningen, der har 

tilladt at reducere antallet af oplysninger, der kræves indberettet. I EU 

blev der i 1996 således igangsat et arbejde under navnet SLIM- 

Intratat, hvor blandt andet Danmark deltog, for at forsimple indberetningen. 

Alle medlemslande nævner en forhøjelse af tærskelværdierne, samt 

en reducering af listen over data, der skal indberettes, som muligheder 

for at forenkle reglerne. Som tidligere nævnt er medlemslandene 

også forpligtigede til at levere data af en vis kvalitet 7 . Da landene i 

mere eller mindre udstrækning har forhøjet tærsklerne og reduceret 

mængden af oplysninger, mener flere af interviewpersonerne, at det 

er meget vanskeligt fortsat at bruge disse metoder i forenklingsprocessen, 

så længe de overordnede kvalitetskrav ikke ændres. I Belgien 

påpeges det, at hvis blot virksomhederne kunne nøjes med at indberette 

de månedlige data kvartalsvis, så ville de administrative konsekvenser 

af Intrastat ordningen kunne reduceres. 

Derudover kan administrationen af fejlindberetninger justeres for at 

lette virksomhedernes administrative arbejde. Denne mulighed er udnyttet 

i UK og Danmark, som vist nedenfor. 

Nemmere håndtering af virksomhedernes indberetninger 

I UK er der indført en speciel fejlrapporteringsprocedure. Det er således ikke 

længere nødvendigt at rette fejlrapporteret data, så længe fejlen er under en 

vis værdi og ikke vurderes at være statistisk signifikant. Dette har lettet ar- 

bejdet med Intrastat betragteligt, specielt for de små- og mellemstore virk- 

somheder, idet korrektion af indberettet data totalt set er en tidskrævende 

proces. Denne fejlovervågning bliver styret rent automatisk, men når en fejl 

vurderes at være signifikant, bliver der fulgt op manuelt. En lignende proce- 

durer eksisterer i Danmark, dog er grænserne for hvornår en fejlangivelse er 

statistisk signifikant lavere end i UK. 

7 Jf. Forordning 1901/2000 artikel 12 og 13 stk.1.

Undersøgelse af forskelle og ligheder ved ... - Erhvervsstyrelsen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?