Magtanalytikken og det disciplinerede subjekt

1
Moderne diagnoser
Magtanalytikken og det disciplinerede subjekt
Dagens program
Opsamling: Anthony Giddens og Thomas Ziehe: Modernitet
og identitet (MV)
Michel Foucault: Magtanalytikken og det disciplinerede
subjekt (MV)
Daniel Bell & Jean-François Lyotard og det post-industrielle/
postmoderne/ informationssamfund (SL).

2
Giddens’ strukturationsteori
Giddens’ strukturationsteori handler om, at det sociale liv
indbefatter mere end tilfældige individuelle anliggender, men at
det samtidig ikke kun er styret eller determineret af sociale kræfter.
Der sker altså mere end bare aktivitet på mikroniveauet, men samtidig skal
samfundet heller ikke kun studeres på makroniveauet.
I stedet skal social aktivitet og sociale strukturer forstås i hinandens
sammenhæng. Derfor er det social aktivitet (på mikroniveauet) der skaber de
sociale strukturer (makroniveauet) – og de selv samme strukturer rammesætter
den sociale aktivitet.

3
Modernitetens forandringer
Den sene modernitet er karakteriseret ved sin dynamik og intensitet.
Moderniseringen medfører nogle væsentlige ændringer i samfundslegemet
og derfor også i vores erfaringsgrundlag:
1. Adskillelsen af tid og rum.
2. De sociale systemers udlejring.
3. Det moderne samfunds refleksivitet.
Forandringerne ses bl.a. i form af og forstærkes pga. globaliseringen,
hvor sociale relationer løftes ud af den lokale kontekst, og sker nu på
tværs af tid og rum. Derfor oplever vi, at vi nu lever i én stor
sammenhængende verden, hvor lokale handlinger kan få globale
konsekvenser.
Moderniteten har skabt væsentlige forandringer for det enkelte
mennesker, bl.a. i forbindelse med vores tillidsrelationer. Giddens skelner
mellem to typer af tillid:
1. Ansigt-til-ansigt forpligtelser
2. Ansigtsløse forpligtelser

4
Giddens og Ziehe: Identiteten
Det førmoderne samfunds faste rammer og orienteringsprincipper forsvinder
eller ændres med moderniseringen af samfundet og individet og kollektivet
efterlades kulturelt og psykologiske frisatte.
Præmissen er, at vi står overfor nye vilkår og nye rammer, der gør, at vores
identitet udfordres. Vi er altså nødt til at genetablere en forståelse af verden
Senmoderniteten medfører tre væsentlige ændringer:
Øget refleksivitet
Formbarhedstænkning
Individualisering
Identitetsbegrebet hos Giddens:
Selvidentiteten er en processuel størrelse, der er åben for forandring og bekræftelse, fx qua
vores refleksive aktiviteter og rutineprægede handlinger.
Selvidentiteten kan forstås som en art selvbiografi.
Selvet er et refleksivt projekt:
Vi er ikke, hvad vi er, men hvad vi gør os selv til.
Livsstil aktualiseres her som en vigtig dimension hos Giddens.
Men identiteten er mere og andet end et refleksivt projekt. Identiteten har også
en emotionel kerne

Michel Foucault
Magtanalysen og det disciplinerede subjekt
MODERNE DIAGNOSER
5

6
Michel Foucault (1926-1984)
Født 1926 i Poitiers. Studerede filosofi og psykologi.
Skrev disputats om sindssygdom og psykologi
1968 Professor v. Vincennes og i 1969 v. Collège de France
Homoseksuel, hvilket har afstedkommet nogle særlige (ikke altid relevante…) læsninger
af hans forfatterskab
Død 1984 af AIDS-relaterede følgesygdomme.
Foucaults forfatterskab og engagement var kendetegnet ved en række klare brud
med den eksisterende filosofi, psykologi og samfundsteori – heriblandt marxismen.
Klare antipatier var hermeneutikken og fænomenologien, der dels søgte
underliggende sandheder (altså hermeneutikken) og dels havde det enkelte
subjekts intentioner som kardinalpunkt (altså fænomenologien).
En anden overordnet kritik var universalismer. Således handler hele forfatterskabet
groft sagt om opgør med universalismer, selvom tolkningen af forfatterskabet dog
også kan udmønte sig i sådanne…
Et kendetegn ved forfatterskabet er konstante skift i optik, empiri, metoder,
vægtninger m.m., hvilket typisk sker uden forklaring eller kommentarer. Foucault var
derfor også anti-etikette, dvs. ønskede ikke at blive klassificeret som fx strukturalist,
filosof, etc.

7
Foucaults analyser
Karakteriseret ved et blik for, hvordan virkeligheden konstrueres af os og for os
samt for, hvorledes disse konstruktioner igen disponerer og foreskriver social
adfærd.
Primære værker:
Sindssygdom og psykologi (’61)
Galskabens historie i oplysningens tidsalder (’62)
Klinikkens fødsel (’63)
Ordene og Tingene (’66)
Vidensarkæologien (’69)
Overvågning og straf (’75)
Seksualitetens historie 1-3 (’84)
Analyserne er i særdeleshed karakteriseret ved en interesse for de forskellige
måder, hvorpå mennesket bliver til et subjekt i vores samfund og kultur.

8
Vidensarkæologi og diskurser
Vidensarkæologien (L’Archéologie du savoir) er et retrospektivt værk, hvor Foucault
søger at beskrive sine hidtidige værker og de metodikker, der anvendes heri.
Vidensarkæologien: Fokus på det allerede sagte og på, hvorledes det sagte er
underlagt bestemte regler (kulturelt, historisk betingede); regler som muliggør og
betinger fremstillingen af nye udsagn.
Analyseobjektet er derfor udsagnet, dvs., hvad subjektet siger, skriver, ’gør’ m.m.,
Disse udsagn forbindes til relationelle helheder, såkaldte diskurser, som på et
overindividuelt niveau regulerer, styrer, rammesætter og disponerer subjektets viden,
forståelse, handlen og ytringer
Udsagnene former med andre ord meningshelheder eller relationer, som virker som
særlige videnshorisonter og mulighedsbetingelser for subjekterne.
Herved emergerer to centrale punkter i Foucaults analytik, nemlig subjektet og
viden. Relationen mellem disse to punkter afæsker et tredje punkt, nemlig magt,
som er det der som oftest fremhæves hos Foucaults forfatterskab (selvom det kun
er til sidst, at det for alvor manifesterer sig).

9
Diskurser og den kontingente viden
Diskurser er derved særlige måder at tale om og begribe verden
ved.
Fx en medicinsk diskurs vs. en holistisk diskurs
Diskursforståelsen indbefatter derfor en særlig præmis: Viden er i
meget vid udstrækning kontingent
Mennesket er historiske og kulturelle væsner og vores viden om verden er altid
allerede kulturelt og historisk betinget.
Vores viden, forståelse m.m. kunne derfor have været anderledes konstrueret.
Vores omverden (i hvert fald den sociale verden) har derfor ikke nogen essens
eller er givet på forhånd. Tværtimod struktureres vores viden om den af os
selv – ved vores navngivelse etc.
Eksempel: Den uhellige Onan

10
Produktionen af viden og magtanalytikken
Den viden, der konstrueres i diskurserne, skaber således mulighederne for,
hvorledes man kan være et subjekt (det være sig menneske, individ, kollega,
undersåt etc.).
Subjektet er følgelig udsat for særlige former for viden – en særlig historisk og
kulturelt betinget viden – og dertilhørende praktikker. Og netop det er
mulighedsbetingelserne for det moderne menneske; det er sådan det moderne
menneske konfigureres.
Produktionen af viden (som altid foregår i vores sociale udveksling) rammesætter
derfor konstant subjektets handlen og muligheder.
Relationen mellem viden og subjekt afføder Foucaults magtanalytik, som
metaforisk tager sit udgangspunkt i fængslet og moderne straffeformer.
Eksempel: Afstraffelsen på torvet.
Omkring slutningen af 1800-tallet overgår man (i forlængelse af ’nyvindinger’ i
fængselssystemet i slutningen af 1700-tallet) i stigende grad til at straffe sjælen og ikke
længere primært kroppen. Derfor indespærres forbrydere i længere tid – modsat
tidligere tiders korporlige straffe.

11
Panoptikon
Michel Foucault: Overvågning og straf.
Jeremy Benthams fængselskonstruktion:
Panopticon
Panoptikon stammer fra det
græske pan, der betyder alt
og optikos, der betyder dét,
der vedrører synet.
Oversat betyder panoptikon
altså alsyn eller synet, der
ser alting.
Panoptikons modlyseffekt.

12
Panoptismen og selvdisciplineringen
Fangen i Panoptikon kan altså blive overvåget, men gør det ikke nødvendigvis og
ved ikke af hvem.
Vogterens magt er anonym og afindividualiseret. Så med bevidstheden om den
mulige overvågning udfører fangen en selvdisciplinering. For hvis overvågningen
er mulig, er straffen det også.
Foucault bruger det panoptiske princip som en metafor for samfundets
magtudfoldelse. Alle overvåger hinanden og alle praktiserer derfor en konstant
selvdisciplinering.
På ydersiden af fængslet (samfundet) virker samfundets retssystemer, men inden for
virker samfundets egne reguleringsmekanismer (normer)
Panoptikkens virkning er permanent, selvom overvågningen ikke er konstant.
Magtens fuldkommenhed gør at det nærmest bliver overflødigt at bruge den. Kort sagt:
Hovedhensigten med Panopticon er at skabe en situation, hvor de indsatte selv danner
grundlaget for det herredømme de lever under. (Michel Foucault).

13
Magtanalytikken
Panoptikon-metaforen afleder en anderledes magtforståelse. Hvor
magt traditionelt begribes i termer som udøvelse, kontrol, besiddelse,
forstår Foucault den som distribueret, relationel og produktiv.
Traditionel magtforståelse
Magt besiddes og udøves bevidst
Magt er centraliseret og udøves fra toppen og nedover samfundslegemet
Magt er repressiv, dvs. undertrykkende og hæmmende
Magten studeres i et makroperspektiv
Foucaults magtforståelse
Magt udøves af alle gennem vores viden (magt/viden)
Magt flyder gennem samfundet
Magt er en relationel forbindelse – magtrelationer
Magt er produktiv (dog ikke ensbetydende med noget positivt)
Magten studeres i et mikroperspektiv

14
Magt/viden og biomagt
Den viden og de sandheder, vi producerer, har altid mennesket som subjekt. Derfor
opstår der et subjekt, som opererer i forhold til en given videnshorisont. Og derfor
er viden en uløselig del af magt, fordi det er den faktor eller kraft, der får det
sociale felt til at virke.
Således er der ikke tale om en magt, som kan udnyttes og det er ikke en primært destruktiv
og undertrykkende magt. Tværtimod er det en magt som eksisterer i alle sociale relationer.
Samfundets magt kan derfor begribes som en art biomagt.
Biomagten er en magttype som er udviklet gennem de sidste 300 år.
Biomagtens funktion er ikke at bestemme, men at gennemsyre det sociale liv.
Herved disciplineres den enkelte og kollektivet (samfundet som hele) reguleres
Derfor er interessen ikke i, hvem der udøver magten, men hvilke effekter/
konsekvenser den har for den enkelte og, hvordan den virker.
Magten findes derfor mellem os: Mellem kønnene, mellem generationer, mellem det
eksisterende og det nye, mellem indfødte og indvandrere, mellem det normale og perverse
findes magten i form af vidensrelationer, normer m.m.
Ethvert netværk har følgelig sit eget relationelle magtnetværk.

15
Modmagten
Foucault hævder at, hvor der er magt – er der også modmagt. Selv
de regulerede subjekter vil altid allerede opponere og stride mod
magten.
Derfor er denne magt ikke blot noget der ufravigeligt styrer
samfundet. Der findes altid modmagt.
Modmagtens ansigter er mange: Modmagten kan være umiddelbar,
koordineret, voldsom, passiv, egalitær, egoistisk, altruistisk, uforsonlig, forsonlig
osv.
Således har hverken magten eller modmagten et centrum, et locus.
Magten er altid relationel. Og den relationelle magt vil derfor altid
være et art spil – et åbent relationsnetværk, som potentielt kan tage
sig anderledes ud, fordi relationerne (der netop kan være
omskiftelige) kan ændres og forskydes.

16
Det disciplinerede subjekt
Disciplineringen – og altså reguleringen – skabes af os
selv, men hvad motiverer den?
Findes motivationen bag ved jer?
På nettet
Hos hinanden
Er subjektet et refleksivt, kulturelt og psykologiske frisat
individ?

17
Typiske Foucault (fejl)fortolkninger
Relationen mellem viden og magt låser den enkelte fast i en afmagtsposition, der som oftest
er præget af uvidenhed.
Korrektiv: Foucault arbejder især i sidste del af sit forfatterskab (som udvikler sig meget) med de
teknikker (selvteknikker) eller technologies of the self, som kan bruges til at styrke og forhindre fx
kulturel eller politisk underkastelse og en sund udvikling af den personlige moral. Det er derfor
muligt at yde en modmagt og at agere som et refleksivt subjekt.
Foucault taler om en produktiv magt. En sådan produktiv magt kan forstås som noget
positivt.
Korrektiv: At videns/magt-relationer er produktive dækker over det forhold, at magtrelationer
afæsker adfærd (deraf det produktive), men det er vel og mærke adfærd, som netop er styret,
regulerer m.m. af overindividuelle mekanismer og som derfor kan være krænkende og fornedrende
ligesåvel som det kan være mulighedsfremmende. Magten er altså produktiv fordi den skaber
formbare og føjelige subjekter.
Foucault opererer med en kategorisk brudtænkning, som gør, at et skifte i tænkningen skal
forstås som brud.
Korrektiv: Foucault taler ikke om en kumulering af viden, men nærmere om udstrækninger af
kontinuniteter, som gør, at man ikke umiddelbart kan sammenligne historiske perioders tænkning.