Indhold - AU Library - Kasernen

antaget suverænitet hos komponisten; øvrige led må underordne sig og bestræbe sig på at
forsøge at udrede og efterleve det ”øverste” leds intentioner.
Opfattelsen, at komponistens version af et værk er den eneste rigtige, vanskeliggør vor
omgang med tidlig musik. Intet notationssystem, end ikke det moderne med sin større grad af
specifikation, redegør præcist for alle musikalske parametre, som det blev diskuteret i afsnit
2.1.3. Derfor er vi henvist til at foretage et minimum af fortolkning. I værker skrevet efter
1800 bliver denne fortolkningsmargen smallere pga. notationens udvikling mod mere
specifikation (jf. skellet i notationspraksis, som beskrevet i notationsafsnittet). Dette kan
måske skyldes, at komponistens rolle har undergået en forandring i musikverdenens
bevidsthed; fra at være anonym leverandør af et tema (fx en cantus firmus), hvorpå andre
kunne bygge videre, og hvorover han knapt selv havde nogen rettigheder – til at være det
romantiske geni. Med copyright-begrebets indtog og lignende tankemønstre er det blevet
gradvist mere ildeset at foretage alterationer på komponistens (”geniets”) opus. På den
baggrund kan det stadig strammere net af præciseringer i nodeteksten være et udslag af en
voksende tendens hos komponister – siden romantikken, men måske allerede begyndende i
rokokoen (jf. afsnit 2.1.1) – til at ville udfolde geni og originalitet uden forstyrrende elementer
fra andre deltagende skaberkræfter. Dart påpeger, at det er første gang i historien, at udøveren
på slig måde udelukkes, og at dette er beklageligt:
”This progressive annihilation of the performer‟s share in the creation of a piece of music is an alarming
phenomenon”. 149
Dart forsvarer tilstedeværelsen af et intertekstuelt aspekt: udøverens del i skabelsen af værket.
Det samme gør Harnoncourt, der med følgende bemærkning leverer sit bud på en gylden
middelvej mellem de to poler i autenticitetsbegrebets forståelse (historisk korrekthed eller
moderne relevans):
”Der Zuhörer darf nicht den Eindruck bekommen, dass wir spielen, was wir gelernt haben. Es muss in unser
Wesen eingegangen sein, es ist Teil unserer Persönlichkeit geworden. Wir wissen selbst nicht mehr, dass und wo
wir etwas erfahren haben.” 150
Måske kan en bredere og mere intertekstuel forståelse af barokkens og rokokoens lang-kort-
artikulation befordre denne artikulationsforms mulighed for at blive lige så personligt og
relevant for nutidige musikere, som det var i barokken og rokokoen.
149 Dart: 59
150 Harnoncourt: 63
39