gadejuristen - Hus Forbi

hus forbi 

nr. 79 november 2008 | pris 20 kr. | 8 kr. går til sælgeren | køb kun af Hus Forbi-sælgere 

Hjemløs møder 

sine idoler 

fra D-A-D 

Kvinder 

i krise mangler 

netværk 

gadejurist 

Systemet 

mangler 

tolerance

hus forbi 

UDGIVER: Foreningen Hus Forbi 

Tornebuskegade 1, 2., 1131 København K 

Tlf. 6199 6922, www.husforbi.dk 

ANSVARSHAVENDE REDAKTØR: 

Jaku-Lina E. Nielsen, tlf. 3832 2324, 

jaku-lina@husforbi.dk 

ADMINISTRATOR: Heidi Riel 

Tlf: 3171 0481, heidi@husforbi.dk 

SALGSANSVARLIG: Rikke Kratholm, 

Tlf. 6199 6922, rikke@husforbi.dk 

SALGSMEDARBEJDER: Leif Baran, 

Tlf. 3132 8456, leif@husforbi.dk 

SÆLGERREPRÆSENTANT SJÆLLAND: 

Preben Larsen, tlf. 5055 0175 

DEBATINDLÆG OG ANNONCER: 

redaktion@husforbi.dk 

Næste nummer udkommer den 31. oktober. 

FORSIDEFOTO: Flemming Schiller 

BIDRAG: Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du 

sætte beløbet ind på dette konto-nr.: (9541)60028842. 

Mærk indbetalingen ”bidrag”. 

DISTRIBUTION: Boformer for hjemløse, varmestuer, 

medborgerhuse m.m. kan fungere som distributør for Hus 

Forbi – dvs. være udleveringssted af avisen til sælgerne. 

Kontakt os på: 3171 0481 (se listen af distributører på 

www.husforbi.dk). 

ABONNEMENT: Standardabonnement: 340 kr. 

(12 numre om året – inkl. moms, porto og gebyr). 

Støtteabonnement: 540 kr. 

Henvendelser om abonnement på tlf. 7026 7006 

eller karina@notatgrafisk.dk 

LAYOUT: salomet grafik 

TRYK: Medieselskabet Nordvestsjælland 

OPLAG: 70.000 

ANTAL SÆLGERE: ca. 400 

LÆSERTAL: 1. halvår 2008 ifølge TNS Gallup: 391.000 

ISSN: 1397-3282 

OM HUS FORBI: Hus Forbi udkom første gang i 1996. 

Siden starten af 2006 er Hus Forbi udkommet en gang 

om måneden. Salgsrekorden er ca. 78.000 solgte eksemplarer 

(december 2007). Hus Forbi sælges af hjemløse og 

tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker 

– det, man under ét kan kalde ’skæve eksistenser’. Avisen 

sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. 

Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede 

grupper både via indholdet af Hus Forbi og i mødet 

med sælgeren. Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et 

id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus 

Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri 

og evt. kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres 

primært af professionelle freelancere, fotografer og 

illustratorer. Der er fem fastansatte på Hus Forbi. 

Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af 

gadeaviser, INSP. 

Køb avisen på stationen – ikke i toget 

Det går din 20’er til 

moms 

reserve 

markedsføring sælgeren 

husleje mv. 

løn til 

medarbejdere 

Vi støtter Hus Forbi 

Lions Club Søllerød Mølleaa 

www.loge86.dk 

produktion 

og tryk 

| HUS FORBI | nr. 79 | november 008 

| leder | 

Ret skal være ret 

Selvom Danmark går for at være et af de mest retfærdige samfund i verden, 

er der mennesker, der sidder med følelsen af at være udstødte og rettighedsløse. 

Mange lever på samfundets skyggeside – spørg bare Nanna 

W. Gotfredsen, som vi bringer et interview med i denne udgave af Hus 

Forbi. Hun er leder af Gadejuristen, der dagligt yder juridisk førstehjælp 

til stofbrugere og andre socialt udsatte på Vesterbro, og her kommer hun i 

kontakt med rigtig mange, der føler sig sat uden for systemet, og som har 

den opfattelse, at de basale juridiske, økonomiske og politiske rettigheder, 

som gælder for alle, lige netop ikke gælder for dem. 

Den misforståelse forsøger Gadejuristen at lave om på med sin juridiske 

førstehjælp på gadeplan. Og der er rigeligt at se til. Rettigheder er nemlig 

noget af det sidste, som de socialt udsatte tænker på under den daglige 

kamp for at skaffe mad, et fix og et trygt og 

varmt sted at sove. Spørger man dem, vil de 

formentlig svare, at rettigheder hverken mætter 

en slunken mave eller sikrer et sted for natten 

Rettigheder er 

nemlig noget af 

det sidste, som 

de socialt udsatte 

tænker på under 

den daglige kamp 

for at skaffe mad, 

et fix og et trygt 

og varmt sted 

at sove. 

– lige nu og her. 

Afmagten er forståelig, men alligevel en 

alvorlig fejlslutning. Rettigheder kan nemlig 

mætte og give varme på lang sigt. Og basal 

viden om rettigheder, der fortæller, hvad man 

har krav på, og hvem man i givet fald kan holde 

ansvarlig, kan være første vigtige skridt væk 

fra en nedadgående social spiral. Rettigheder 

– og deres modpart, pligterne – er de spilleregler, 

som samfundet kører efter. Uden kendskab til 

begge går det som flere af de borgere, Nanna W. 

Gotfredsen har kontakt med. Hun fortæller om 

stofbrugere, der får ulovlige afslag på døgnbehandling, 

selvom der er udstedt en klokkeklar 

behandlingsgaranti. Om socialt udsatte, der 

pludselig står uden kontanthjælp, og som derfor 

har akut brug for en juridisk sparringspartner til 

det forestående møde med sagsbehandleren. Og 

hendes konklusion er klar; det etablerede system 

er ikke indrettet til de mest udsatte mennesker, 

der som regel er uden det netværk, der skal til 

for at få sat deres problemer på dagsordenen. 

Andre udsatte befolkningsgrupper, eksempelvis 

de sindslidende eller de handicappede, er bakket op af stærke interesseorganisationer, 

der kan tale deres sag. Samme apparat – når man undtager 

Gadejuristen – har de socialt udsatte ikke. 

Derfor er det nødvendigt, at de, der føler sig udstødte af samfundet, kan 

få stivet deres rettigheds-ABC af, så de ved, hvad de har krav på og pligt 

til som borgere i Danmark. Det kan være med til at eliminere den mistillid, 

de nærer til systemet, og sikre, at de igen kan føle sig som fuldgyldige 

mennesker af samfundet. 

God læselyst 

Simon Ankjærgaard 

Journalist, Hus Forbi

| indhold | 

4 

0 

11 

1 -1 

5 

6 

7 

8 

tema 

Juridisk førstehjælp 

til socialt udsatte 

Vi følger gadejuristen 

Nanna W. Gotfredsen, når 

hun uddeler mad og oplyser 

om rettigheder. 

Kom til Santa Cruz 

Bade- og surferbyen Santa 

Cruz er formentlig det bedste 

sted at være hjemløs i 

USA. 

kommentar 

Der er gået politik i 

Mo-Bo- projektet, mener 

idémanden, Jørn Bagger. 

ris og ros 

Generation fucked up 

er bedre end sit rygte. 

noter 

Årets Hjemløsepris 

er uddelt 

Gaderummet på vej 

på gaden 

Hjælp til misbrugerne 

i Århus 

noter 

Sundhedsrum er klar 

til Vesterbros stofbrugere. 

Køb en kalender af 

din sælger. 

x-ord 

vorherres 

køkkenhave 

historie 

fra gaden 

8 TEMA 6 

I won’t cut my hair 

Hus Forbi-sælgeren Chopper fik 

eksklusivt interview med D-A-D. 

Netværk 

Kvinder i krise savner et stærkt 

netværk. 

8 - Du skal 

lige svare mig 

på én ting, 

før jeg skrider! 

Hvad betyder 

fremmed- 

arbejderunge? 

Ingen kommentarer 

Armbånd husker Vesterbros stofbrugere 

på, at de ikke behøver at 

udtale sig. 

| et billede fra gaden | 

14 

Modsætningen 

Da Uffe Helles var ung endte han 

på gaden. 24-årige Peter Helles 

opsøger ham – han vil have en 

forklaring. 

Manden på risten. En af Hus Forbis sælgere tager sig et hvil – og en øl 

– på et af Københavns mange torve. 

foto Anja Natalie | www.anjas-foto.dk 

HUS FORBI | nr. 79 | november 008 |

Hver tirsdag og fredag er Gadejuristen på Maria Kirkeplads med mad og retshjælp. 

Der er altid en løsning 

De socialt udsatte 

kender ikke deres 

rettigheder. Og de, 

der skal hjælpe dem, er 

heller ikke altid inde i 

paragrafferne. Det er 

for galt, mener gade- 

jurist Nanna W. 

Gotfredsen, der efter- 

lyser mere nytænkning. 

4 | HUS FORBI | nr. 79 | november 008 

af Karen Pedersen | karenp@email.dk 

foto Holger Henriksen 

Tirsdag kl. 16. Gadejuristens kontor på Gasværksvej 

i København. 

Nanna W. Gotfredsen og to af hendes kolleger 

jonglerer med telefoner og lægger øre til de 

stofbrugere, der kigger forbi. 

Ude i forlokalet sprutter kaffekanden. Bonnie 

sidder ved køkkenbordet og kommer til hægterne. 

- Her kan du komme, som du er, uanset om du 

ligner en hængt kat, om du går på gaden og trækker 

eller har et almindeligt arbejde, siger hun. 

- Gadejuristen har hjulpet mig med flere ting, 

med medicin, bolig og psykologhjælp og med at få 

lavet mine tænder. De er til for os. Andre steder 

får man at vide, at ”hvis du ikke kan lide lugten i 

bageriet, så kan du gå …”. 

Gadejuristen er en privat organisation, der 

bl.a. yder juridisk førstehjælp til socialt udsatte, 

hovedsageligt stofbrugere, på gaden på 

Vesterbro. 

- Skal retshjælpen komme de mest udsatte 

borgere til gode, skal hjælpen komme til dem, 

siger Nanna W. Gotfredsen, som er leder af 

Gadejuristen. 

Hver tirsdag aften og fredag eftermiddag 

rykker hun og kollegerne ud med ladcyklen 

lastet med mad, rene kanyler, råd og retshjælp. 

Resten af ugen står døren til kontoret åben. 

Den praktiske retshjælp kan handle om 

mange ting: Om kontakt til sagsbehandleren, 

hvis kontanthjælpen f.eks. er blevet stoppet. 

Om at tage med til et møde som bisidder. 

Om ansøgning om bolig eller behandling. Om 

hjælp til at klage over en uberettiget bøde. Eller 

helt praktisk om at tage med i Ikea og købe 

møbler til den nye lejlighed, så den er til at 

holde ud at bo i. 

Bider sig fast i systemet 

Som gadejurist er Nanna lidt af en retspolitisk 

vagthund. Som en anden terrier bider hun sig 

fast i haserne på systemet eller politikerne, 

når noget ikke fungerer. Hun mener ikke, at 

brugerne bare ”skal tilpasse sig lugten i bageriet”.

- Et ’almindeligt’ 

job som 

jurist syntes 

meningsløst, 

når så 

mange har 

et gigantisk 

behov for 

retshjælp. 

Det er en 

skamplet for et 

retssamfund. 

- Det etablerede system er ikke indrettet til 

de mest udsatte mennesker. Jeg tror ikke på, 

at vi kan reducere antallet af socialt udsatte 

gennem krav om, at de skal forandre sig. Jeg 

tror på, at vi skal forandre os. Det er os, der 

skal blive mere tolerante, siger hun. 

- Før vi stiller krav til folk, må vi sikre, at 

deres fundament er i orden. Give dem en bolig 

– det har man jo ikke engang retskrav på i 

Danmark! Tilbyde relevante og kvalificerede 

behandlingstilbud, tilrettelægge ordninger, 

der fungerer så de kan få eftergivet deres 

gæld. 

Nanna holder en sjælden trække-vejr-pause, 

inden hun fortsætter: 

- Vi bliver nødt til at tænke mere kreativt. 

Indrette socialforvaltningerne, så man kan 

kontakte dem pr. sms – folk har ikke taletid på 

mobilen til at vente i 20 minutter på at komme 

igennem til en sagsbehandler. Og holde kontorerne 

åbne om aftenen. Etablere muligheder og 

tilbud, så folk kan honorere de krav, vi stiller. 

Da først Nanna W. Gotfredsen havde stiftet bekendtskab med miljøet på Vesterbro, var der ingen vej til- 

bage. At så mange har et så udtalt behov for retshjælp, er ”en skamplet for retssamfund”, siger hun. 

- Folk har ikke 

taletid på 

mobilen til 

at vente i 

20 minutter 

på at komme 

igennem til en 

sagsbehandler. 

Kl. 18.40. Maria Kirkeplads. 

- Vil du have en portion? 

Gadejuristerne langer gullasch over disken på 

ladcyklen. Bagefter er der varm kakao med flødeskum. 

En lille flok mennesker stimler sammen 

om cyklen og tanker op med kalorier. Der er også 

rent ’værktøj’ – kanyle, vand og vat – hvis nogen 

har brug for det. Nanna W. Gotfredsen er på hej 

og knus og ”hvordan går det” med mange af dem, 

der er her i aften. Hun laver aftaler med et par 

stykker og beder dem om at kigge op på kontoret. 

Kæmper sig ud af dårekisten 

Maria Kirkeplads på Vesterbro er tilholdssted 

for mange af kvarterets stofbrugere og derfor 

også et logisk træffested for Gadejuristen. Da 

Nanna W. Gotfredsen for ti år siden læste jura, 

var hun frivillig i Mariatjenesten, der laver 

gadeplansarbejde blandt Vesterbros socialt 

udsatte og som har adresse i Mariakirken, og 

efter mødet med miljøet og menneskene her 

var der ingen vej tilbage. 

- Et ’almindeligt’ job som jurist syntes meningsløst, 

når så mange har et gigantisk behov 

HUS FORBI | nr. 79 | november 008 | 5 

4

4 

for retshjælp. Det er en skamplet for et retssamfund, 

fnyser hun. 

- De mest udsatte kender ofte ikke deres 

rettigheder. Og de har ingen stærke interesseorganisationer 

i ryggen. Tag f.eks. de sindslidende 

og de fysisk handicappede. For ikke 

mange år siden var de spærret inde i dårekister 

og lå der i deres tis og afføring. I dag har 

enhver socialforvaltning en rampe til kørestole, 

folk er kommet i arbejde og har hjælpeordninger. 

Deres interesseorganisationer har 

været så dygtige. 

- Det er vanskeligt at finde en lignende hær 

af kæmpere blandt folk, der har svært ved 

overhovedet at overleve – og som vi hovedsagelig 

møder med straf for deres lidelse. 

Stofbrugerne kæmper faktisk for at komme ud 

af deres ’dårekister’. 

Vi må være kreative 

Nøgleordet for Nanna W. Gotfredsen er nytænkning. 

- Sociallovgivningen er en rammelov, som 

faktisk giver mulighed for at være lidt kreativ. 

Men ofte mangler der penge og relevante 

tilbud: heroinbehandling, fixerum, botilbud 

med højt til loftet, et skævt arbejdsmarked, 

hvor man f.eks. kan arbejde på daglejerbasis. 

Vi bliver nødt til at tænke nyt!, siger hun. 

Armbånd med budskab 

Med et nyt gråt armbånd gør stofbrugerne på Vesterbro politiet opmærksom på, 

at de kender deres ret til ikke at udtale sig. 

af Simon Ankjærgaard 

og Karen Pedersen 

foto Holger Henriksen 

”Jeg ønsker ikke at udtale mig 

– RPL § 750”. 

Sådan lyder teksten på det gummiarmbånd, 

som flere stofbrugere 

på Vesterbro går med. Armbåndet 

henviser til Retsplejelovens § 750 

og signalerer, at de nægter at udtale 

sig om sig selv og andre, hvis 

de bliver anholdt. 

Med armbåndene ønsker 

Gadejuristen, der yder retshjælp 

til stofbrugerne i bydelen, at gøre 

dem opmærksomme på deres rettigheder. 

- Mange oplever at blive dømt 

og ryge i fængsel stort set udelukkende 

på det, de selv fortæller 

politiet – eller det, andre i miljøet 

fortæller om dem. Nogle gange får 


Og så må medarbejderne mere op på dupperne, 

påpeger Nanna W. Gotfredsen, der gennem 

årene har undervist omkring 1.500 socialarbejdere 

og sagsbehandlere. Nogle af dem, der 

er ansat til at hjælpe de socialt udsatte, kender 

nemlig ikke altid lovens regler og muligheder. 

- Vi har behandlingsgaranti (stofbrugere, 

der ønsker at komme i behandling, skal have 

et tilbud inden 14 dage, red.), men det bliver 

ofte ikke overholdt. Vi ser også tit, at folk får 

ulovlige afslag på døgnbehandling: ”Du har allerede 

været af sted syv gange”. ”Du får afslag, 

fordi du ikke har en bolig”. Så reagerer vi! 

Nogle synes ikke, vi er så sjove at have med at 

gøre; de er ikke vant til, at de her mennesker 

stiller krav, siger Nanna W. Gotfredsen. 

19.35. Gadejuristens kontor på Gasværksvej. 

Den unge kvinde, der har sovet på kontoret siden 

i eftermiddag, er vågnet og vil gerne snakke. Hun 

har fået lejlighed efter at have levet på gaden i 

syv år. Og et brev fra kommunen med en rekvisition 

på 5.000 kr., som hun kan bruge til at indrette 

sig for. Problemet er bare, at pengene kun 

kan bruges til helt bestemte møbler og ting. 

- Jeg mangler ikke køkkenting, jeg vil have 

nogle hyggeting. Hvis ikke jeg selv må bestemme, 

hvordan jeg skal bo, har jeg slet ikke lyst til at 

være der, siger hun. 

alene angsten for at blive syg og få 

abstinenser folk til at tilstå mere, 

end de har gjort, for at slippe hurtigt 

fra afhøringen. Og jeg har set, 

hvordan det af forskellige årsager 

desværre ikke lykkes dem at få 

trukket sådan en tilståelse tilbage 

senere, heller ikke når straffesagen 

bliver behandlet i retten, 

fortæller Nanna W. Gotfredsen, 

der er leder af Gadejuristen. 

- Desværre har man i Danmark 

ikke ret til en gratis forsvarsadvokat 

i straffesager, selvom 

mange tror det. Bliver man dømt, 

og det gør de fleste, får man som 

hovedregel også regningen for 

den forsvarer, man har ret til at få 

beskikket. Det betyder, at en del 

stofbrugere siger nej til en forsvarer, 

fordi de ikke har råd til at 

betale regningen. Det er et kæmpe 

problem for retssikkerheden. Vi 

anbefaler, at folk nægter at udtale 

retsplejelovens § 750 

- Lad os se på det i morgen tidlig, siger Nanna. 

- Der er altid en løsning. 

Målet er ikke at klage 

Der er altid en løsning. Det kunne være Gadejuristens 

motto. Ofte handler det om at finde 

en god og hurtig en af slagsen, og det lykkes i 

langt de fleste tilfælde. Det er ikke et mål i sig 

selv at rejse en masse klagesager. 

- Klagevejen er sjældent den bedste løsning. 

En klage til Det Sociale Nævn tager typisk 

fem-seks måneder. En klage til Patientklagenævnet 

endnu længere tid – 14 måneder i 

gennemsnit. Ti procent af dem, der klager, er 

døde, inden klagen er færdigbehandlet, så det 

er håbløst. Vi prøver at undgå for lange forløb 

– men ikke på bekostning af folks retssikkerhed! 

- Vi har en sag, der er trukket ud i urimeligt 

lang tid. En bruger blev bortvist fra et værested, 

et såkaldt ’lavtærskeltilbud’, som netop 

er for dem, der ikke magter forandring – fordi 

hun ikke var ”forandringsvillig”. Vi forsøgte 

med dialog, men måtte til sidst hjælpe hende 

med at klage over det. Vi bad om en skriftlig 

begrundelse for afgørelsen, men det nægtede 

stedet. De mente ikke, de var underlagt forvaltningsloven. 

Den sag røg til ombudsmanden, 

som efter godt to år gav kvinden med- 

sig, indtil de har haft mulighed for 

at tale med en forsvarsadvokat. 

Og vi forsøger at hjælpe, så de i 

det mindste kan få et gratis råd pr. 

telefon. 

Ordensmagten tager tilstedeværelsen 

af de grå gummiarmbånd 

roligt. 

- Vi har ingen problemer med 

armbåndene, der jo blot viser, 

hvilke rettigheder alle har – inklusive 

hjemløse og stofbrugere, siger 

Flemming Steen Munch, pressechef 

i Københavns Politi. | 

Politiet kan foretage afhøringer, men kan ikke pålægge nogen at afgive 

forklaring, og ingen tvang må anvendes for at få nogen til at udtale sig. 

Enhver er dog pligtig til på forlangende at opgive navn, adresse og fødselsdato 

til politiet. Undladelse heraf straffes med bøde. 

4

4 

hold. Først nu behandles selve bortvisningen 

så. Der er gået mere end tre år! 

Tænker i store linjer 

Bunkerne på Nannas skrivebord vidner om, at 

der er nok at se til. Men selvom hverdagen er 

mere end fyldt med den praktiske retshjælp, 

er det vigtigt at have tid til at tænke i de store 

linjer, understreger hun. 

- Vi har pligt til at råbe vagt i gevær! Pligt 

til også at hive vores erfaringer op på et generelt 

niveau og bruge dem retspolitisk. Uanset 

partifarve giver politikerne jo udtryk for, at de 

er optagede af de dårligst stilledes ve og vel, 

siger Nanna W. Gotfredsen og fortsætter: 

- De fleste af dem, vi møder i Gadejuristen, 

er så velfærdstruede og har så livstruende 

problemer, at der skal være en løsning i et 

velfærdssamfund. Vi kan ikke være andet 

bekendt. Så afsøger vi loven for en løsning, og 

er der ikke umiddelbart en, så må vi opfinde 

en. Ændre loven – enten den måde, den bliver 

forvaltet på, eller selve lovgivningen. Heroinbehandling 

(lægeordineret heroin til de 

hårdest stofafhængige, red.) er et eksempel 

på det. Vi er mange, der har arbejdet for at få 

heroinbehandling til landet. Gadejuristen ikke 

mindst. Vi blev ved og ved med at sætte det på 

dagsordenen. Nu er det endelig på vej. | 

Bliv frivillig i Røde Kors 

Receptionister 

Bliv en del af vores 

team bestående af 

glade, imødekommende 

og hjælpsomme 

receptionister på vores 

sekretariat. 

Vi søger receptionister, 

som kan varetage 

heldagsvagter fra kl. 

9-16. Som receptionistfrivillig 

er du med 

til at sikre, at alle der 

henvender sig til os, får 

den fornødne hjælp. 

Du skal være IT orienteret 

og vant til, at 

håndtere flere ting på 

én gang. 

Tonen på kontoret 

er uformel og vi har 

et ualmindelig godt, 

humoristisk og positivt 

arbejdsklima. 

Hovedstadens afdeling 

Sidste nye skrig? 

gadejuristen 

Til vores butikker i City, Brønshøj og på Nørrebro 

søger vi frivillige, som har lyst til at indgå i 

et team af imødekommende, friske og farverige 

frivillige. Overskuddet fra tøjsalget, går 

til international nødhjælp og socialt arbejde i 

Danmark. Vagterne ligger på 4-5 timer ugentligt. 

Vi er en blandet skare af flere forskellige mennesker 

i alle aldre og afskygninger, og vi har 

det sjovt og godt sammen. Som frivillig vil du 

hurtigt opleve at blive en del af det gode kammeratskab 

og en vigtig del af verdens største 

humanitære organisation. Vi tilbyder relevante 

kurser, ligesom vi ikke forsømmer, at mødes til 

socialt samvær. Er du engageret og ansvarsbevidst 

og har øje for moden og tøjets mange 

muligheder, så skal du være hjertelig velkommen 

til uforpligtende at møde teamet bag 

butikkerne. Måske finder du ud af, at det også 

kunne være noget for dig, at gøre holdning til 

handling. 

• er en privat organisation stiftet i 1999 

• yder retshjælp til (primært) udsatte stofbrugere 

• har seks lønnede medarbejdere og mere end 30 frivillige, bl.a. jurister, socialrådgivere, sygeplejere 

og andre, heraf en del studerende 

• tilbyder også konsulentbistand og undervisning 

• er støttet af satspuljemidlerne og private donationer. 

Gadejuristen har netop fået penge fra satspuljen til at gennemføre en retshjælpsundersøgelse, der 

skal afdække stofbrugernes behov for retshjælp. 

Læs mere på www.gadejuristen.dk 

små kort med vigtig information 

”Jeg er hjemløs, skal jeg have en adresse for at komme i metadonbehandling?” 

”Bliver huden ren, hvis jeg slikker der, hvor jeg vil fixe?” 

Når Gadejuristen udleverer små plasticposer med kanyle, vat og sterilt vand, ligger der også et lille 

kulørt kort i posen. På forsiden står der et spørgsmål, eksempelvis om stoffer, fixeteknik, sundhed, 

rettigheder mv. På bagsiden findes svaret. 

Der er 250 forskellige kort, og de er udviklet af Gadejuristen i samarbejde med Embedslægerne 

for København, som alternativ oplysning til stofbrugere på gaden. Kortene er også eksporteret til 

Norge, og de er ved at blive oversat til engelsk, så de kan bruges i Sydøstasien og andre steder, 

hvor en meget stor del af stofbrugerne er smittede med hiv og hepatitis. | 

Frivillige til kvindenetværket 

Hovedstadens Røde Kors’ Kvindenetværk 

er et tilbud til voldsramte kvinder. Nogle 

af kvinderne bor stadig på krisecentrene, 

og andre er flyttet i egen bolig. Fælles for 

dem er, at de står i en svær livssituation 

og på mange måder starter forfra i livet. 

Vi mangler løbende kvinder i alderen 

25+, som har lyst til at engagere sig som 

besøgskvinde. Du skal være psykisk robust, 

tolerant, god til at lytte og skal være 

opmærksom på besøgsmodtagerens behov. 

Ydermere skal du have mulighed for 

at forpligte dig i et år. Som frivillig tager 

du på besøg en gang om ugen hos den 

kvinde, du blev matchet med. 

Nordre Fasanvej 224, 2. 2200 København N 

Tlf.: 38 33 64 00, hrk@drk.dk 

Læs mere på www.hovedstaden.drk.dk 

Besøgsleder 

fx på Østerbro, 

Nørrebro eller 

Amager 

Til vores besøgstjeneste 

mangler vi frivillige 

besøgsledere. Som 

besøgsleder formidler 

du kontakt til mennesker, 

der har svært 

ved selv at skabe og 

bevare et netværk. 

Din vigtigste opgave, 

som besøgsleder, er 

at holde samtaler med 

nye besøgsmodtagere 

og besøgsvenner samt 

at matche disse til 

gensidig glæde. Er du 

nysgerrig og interesseret, 

så ring og hør 

nærmer 

HUS FORBI | nr. 79 | november 008 | 7


Kunne coolnes fås på flaske, 

ville etiketten se sådan ud.

Langhårede 

drenge 

med 

rodløshed 

hang til 

Siden dengang i 80’erne, 

da D-A-D sang ”I Won’t 

Cut My Hair”, har hjemløse 

Chopper følt et særligt 

slægtskab med rockdrengene. 

Derfor var 

det stort, da han endelig 

– med Hus Forbis mellemkomst 

– mødte bandet, 

der barsler med et 

nyt album. 

af Birgitte Ellemann Höegh 

| birgitte.hoegh@os.dk 

foto Ulrik Jantzen 

Chopper er hjemløs, sover i parker og har altid 

musik i ørerne på sin vej rundt i København. 

Tidligere har han haft en del D-A-D-skiver i 

sin rygsæk, men de er med årene gået til. 

Han kommer oprindeligt fra Ungarn, hvor 

man ifølge Chopper kun hørte ”skod-sigøjnermusik 

og skodkommunistiske slogan-sange”. 

Så det var først, da han kom til Danmark som 

otteårig, at han blev introduceret for rockmusikken 

– og den ramte lige ind. 

I dag er Chopper 46 år og stadig fan af D-A- 

D, og en onsdag i september tager han til Sun 

Studio på Ydre Nørrebro i København for at 

møde bandet, der er ved at lægge sidste hånd 

på deres kommende album, ”Monster Philosophy”. 

D-A-D’s promotion manager er med. Hun 

har købt croissanter og har lavet kaffe og 

minder venligt om, at man altså skal ryge sine 

cigaretter udendørs. Så Chopper går pænt uden 

for og ryger en ’inden-vi-går-i-luften’-smøg. 

Indenfor kigger han lidt på platinpladerne, 

der hænger på væggen i de stille lokaler, hvor 

man kan høre et køleskab slå fra – men så 

ankommer Jesper Binzer (forsangeren, red.) 

og Stig Petersen (bassisten, red.), og rummet 

får straks en helt anden energi. Stigs bulldog, 

Manse, farer omkring med en stor pink 

hundesnor daskene efter sig, Jesper forsøger 

at få en cappuccinomaskine i sving, og Stig 

begynder at rode med vinduerne. For der skal 

sgu da ryges nu! Det ene vindue er malet til og 

er for genstridigt. Det andet får et par ordentlig 

dunk, og så er det smækket op. Chopper 

tænder Stigs cigaret med sin lighter og snupper 

også selv en – nu det med rygeforbuddet 

alligevel ikke blev til noget. 

- Nå, men det var da en herre-nice idé at 

lave det her interview, siger Jesper. 

- Jep. Jeg har altid haft en drøm om at møde 

jer, for jeg har aldrig set jer live. Jeg har haft 

billetter tre gange, men er blevet stoppet på 

vejen. Jeg har haft en vild ungdom med rødderne 

og politiet i hælene og er også gået glip 

af Pink Floyd to gange – så surt! – og Black 

Sabbath, så efterhånden tager jeg det personlig, 

griner Chopper og fortsætter: 

- Men jeg ville også gerne møde jer, fordi 

I ved, hvad det betyder med stoffer. Både 

musikere og os ’forkerte drenge’ har jo prøvet 

stofferne. Hvordan pokker har I kunnet undgå 

alle faldgruberne? 

- Det er et godt spørgsmål. Jeg tror ikke, jeg 

har en addictive personality. Og så handler det 

da også om, at vi har haft noget at gå op i. Der 

er jo forskel på tørst og trøst. Enten er det en 

festting eller en flugtting, siger Jesper. 

- Jeg tror også, at det hjalp, at vi ret hurtigt 

fik nogle resultater. I starten boede vi jo i en 

kælder sammen, og hvis det ikke var gået i den 

rigtige retning, havde vi nok bare siddet der 

og sumpet og talt om gamle dage, siger Stig. 

- Skal I ikke have noget stærkt, inden I går 

på scenen?, spørger Chopper. 

- Det startede vi med, men vi indså hurtigt, at 

hvis man gerne ville have fest næste aften igen, 

kan man ikke med en hangover, siger Jesper. 

- Så musikken har været vigtigere end 

drukken! For der er jo mange dygtige musikere, 

der ikke en gang har nået at snuse til 

stofferne, før de er grebet, siger Chopper. 

- Jeg har en teori om Jimmy, Janis og Kurt 

og alle dem, det skred, da de var omkring 27 

år, siger Jesper og fortsætter: 

- Da vi var omkring 27 og havde været i 

gang i syv år, forsvandt alt godset jo også lige 

pludselig ud fra øvelokalet, og man tænkte: 

”Er det kun et arbejde, det her?” Og i den 

periode var det helt vildt svært at trække sig 

i gang. Nogle valgte så stofferne, fordi de ikke 

syntes, at det kunne være rigtigt, at de ikke 

skulle være oppe og køre over deres musik 

hele tiden, siger Jesper. 

Lever i en rygsæk 

Chopper har levet på gaden, siden han var ni 

år. Hele hans identitet og hverdag er bygget op 

omkring det rodløse liv, som han har en forestilling 

om ikke er så langt fra musikernes. 

- I lever jo også i en rygsæk, når I er ude at 

spille, så I må da også kende til det der med at 

blive lidt rodløs, siger Chopper. 


4

4 

- Ja, ja, ikke noget fast arbejde og at være 

mest vågen, når andre er på vej i seng, fortsætter 

Jesper. 

- Når man er hjemløs, er man jo også mest 

ude om natten, for så er der fred og ro, siger 

Chopper. 

- Ja, men det er værre at komme hjem og 

skulle tage stilling til regninger og Netto efter 

at have været ude og ikke tænke på andet, end 

hvad for noget tøj, man skal have på i dag, og 

om ens stemme er god nok, siger Jesper. 

- Vi er jo vant til at peake hver aften, så 

dem, vi lever sammen med, kan ikke forstå, 

hvorfor vi løber rundt på væggene tre uger 

efter. Og så går man hen og bliver deprimeret, 

fordi der ikke sker en skid, medgiver Stig. 

- Et af de gennemgående temaer for os 

hjemløse er jo også, at hvis der er ting, vi ikke 

har lyst til at tage os af, så stikker vi af, siger 

Chopper og fortsætter: 

- Hvis du har problemer med rockere, stoffer 

og skylder 100.000 kr., stikker du af. Hvis du 

har haft problemer som barn – seksuelt misbrug, 

druk, stoffer – søger du jo derhen, hvor 

man kan få forståelse af andre, siger Chopper. 

- Ved du så, hvor de gode toiletter er, og 

hvor man kan få et bad?, spørger Stig. 

- Dét gør jeg. Efter så mange år på gaden ved 

man det. I starten valgte jeg at stikke af, fordi 

jeg blev sat i bås. Et: Du er langhåret. To: Du 

hører rock. Tre: Du dur ikke til noget fornuftigt. 

Fire: Der er begået et indbrud, og det er dig. ”Ja, 

men jeg var ikke i nærheden!”. ”Nej, men det 

er stadig dig, og så hedder du Chopper.” Har I 

tænkt over mit navn?, spørger Chopper. 

- Nææ, egentlig ikke – vores guitarist hedder 

Kopper, sååå ..., svarer Jesper. 

- Ser I, jeg er ungarer og hedder faktisk 

Chopper – det staves bare C-s-a-b-a. 

- Kan du huske Ungarn?, spørger Jesper. 

- Sagtens. Min bror og jeg startede ude på 

gaden i Budapest alene med min mor. Hun 

havde fungeret som sygeplejerske under 


Ungarnopstanden mod russerne 

tilbage i 1956 og måtte senere 

flygte til Danmark. Men dét, jeg 

husker mest, var, da jeg kom 

i familiepleje. Det var ude på 

bøhlandet, hvor de troede på 

Dracula, fortæller Chopper. 

- Vildest, siger Jesper. 

- Og så kom jeg til Danmark, 

gik i skole inde i ’den sorte 

firkant’ (kvarter på Nørrebro i 

København, red.), og allerede 

da jeg havde været i skole i fire 

dage, råbte min mor af mig: ”Du 

slås hele tiden!” Men jeg sagde til hende: ”Du 

skal lige svare mig på én ting, før jeg skrider! 

Hvad betyder fremmedarbejderunge?” Det 

var dér, musikken begyndte at spille ind. Jeg 

måtte ikke høre rock derhjemme, men jeg 

fandt et fristed: Lige ovre på den anden side 

af gaden lå en pladeforretning, der havde alt 

det fede rock, og dér sad jeg med høretelefoner 

på i flere timer… Og så kom I jo i midten 

af 80’erne, og det var noget af det bedste, jeg 

nogensinde havde hørt. Bl.a. var der ”I Won’t 

Cut My Hair” – for det var der jo mange af os 

rødder, der ikke ville. Når vi hørte det nummer, 

følte vi os specielle og beslægtede med 

jer, siger Chopper. 

- Det er også en life-favorit. Den kommer 

frem uanset hvor, vi er henne i verden, fortæller 

Jesper 

Savner fristeder 

Chopper spørger lidt til D-A-D’s forhold til 

Christiania, for blandt rødderne på gaden, 

mener man, at de på et tidspunkt har boet 

der. Jesper og Stig maner rygtet i jorden, men 

fortæller, at de har spillet der en del, bl.a. på 

Rockmaskinen i Fredens Arv, som var det 

sted, hvor de har trådt deres musikalske barnesko 

– lige som i Ungdomshuset. 

- Vi savner virkelig de steder. Det er enormt 

Chopper har altid drømt om at mødes med musikerne i D-A-D. Hus Forbi fik drømmen til at gå i opfyldelse. 

- Hvis du har 

problemer 

med rockere, 

stoffer og 

skylder 

100.000 kr., 

stikker du af. 

vigtigt, at der er et sted, hvor 

man kan stå med det ene ben 

uden for samfundet og finde 

ud af, hvad der skal laves om, 

siger Jesper. 

- Ja, der mangler nogle 

steder, hvor man kan tænke 

nyt. Inde på Christiansborg 

kan de kun finde ud af at 

lave de gamle regler om, siger 

Chopper. 

- Det var godt sagt, siger 

Jesper. 

Tiden er ved at rinde ud, 

og de to andre fra bandet skal hentes ned fra 

studiet til fællesfoto. Stig spørger interesseret 

til Choppers tidligere misbrug. 

- Er du så kureret i dag, eller kan du stadig 

få tilbagefald? 

- Nej, jeg har ikke drukket eller taget hårde 

stoffer i 17 år, siger Chopper. 

- Nå, for satan, svarer Stig. 

- Det er jeg også temmelig stolt af. Men jeg 

ryger fed, smøger og drikker kaffe … og så 

savner jeg tit og ofte en seng og er træt af at 

bruge offentlige lokummer, slutter Chopper. 

Det kan Stig godt forstå, og så er interviewet 

forbi. Stig skal lige nette sig på toilettet og tager 

jakke, solbriller og hårvoks frem. Chopper mener, 

at han selv er pæn nok, som han er, og det 

gør Jesper vist også. Han nøjes med at iføre sig 

en læderjakke og skrue bissen lidt på til fotografering. 

Jacob Binzer og Laust Sonne dukker op. 

Der bliver taget billeder, og så er alle fire drenge 

forsvundet igen efter en runde håndtryk. 

Chopper forlader studiet på Ydre Nørrebro 

- Det var stort – de var virkelig søde … Og 

helt nede på jorden, hvisker han lavt. | 

Denne interviewartikel er en del af serien ”Hende/ 

ham vil jeg gerne møde”, hvor Hus Forbi-sælgere 

interviewer et af deres forbilleder i samarbejde med 

redaktionen. 

d-a-d og monsterfilosofien 

Bandet har eksisteret siden 1982 og hed i første 

omgang Disneyland After Dark. Det navn blev 

ændret til D-A-D, da bandet rykkede ind på det 

amerikanske marked og fik navneforbud af Disney-koncernen. 

Debutalbummet hed ”Call Of The 

Wild” og udkom i 1986. 

”Monster Philosophy” er bandets 10. studiealbum 

og kommer på gaden den 10. november. På 

samme tid udkommer dokumentarfilmen ”True 

Beliver” om bandet. 

D-A-D giver 12 koncerter fra januar til marts. 

De starter i Horsens d. 30. januar og slutter i 

København d. 7. marts. 

Se hele tourplanen på www.d-a-d.dk

| kommentar | af 

- Jeg mener 

naturligvis ikke, 

at Mo-Bo’en skal 

opfattes som én 

løsning på 

problemet med 

hjemløshed. 

Det er et 

politisk problem. 

privatfoto 

Da Folkekirkens Nødhjælp i 2006 startede sin ’Køb 

en ged’-kampagne, der byggede på næstekærlighed, 

tog en idé form i mit hoved. Afsættet var næstekærligheden 

hér i Danmark. Hvis danskerne var villige til at 

købe husdyr og vandpumper til u-landene, ville de også 

være villige til at købe en andel i en vogn til hjemløse 

med et telt, der kan slås ud som i en camp-let. En vogn, 

der kan pakkes, låses og efterlades. Et produkt til at 

opfylde helt basale behov for dem på gaden. Jeg gik 

straks i gang med at udvikle og producere to vogne, de 

såkaldte Mo-Bo’er, der efterfølgende blev afprøvet af 

flere hjemløse. 

Sidste efterår bragte Hus Forbi en artikel om de to 

modeller, vi havde på gaden. Det gjorde Jyllands-Posten 

også og til sidst havnede vi i Aftenshowet. Alle var 

begejstrede, især de hjemløse, og det væltede ind med 

positive mails. Så manglede vi, holdet bag Mo-Bo’en, 

blot at skaffe den halve million kroner, det ville koste at 

videreudvikle konceptet og lave en produktionsplan. 

Efter et møde i april i år med Socialforvaltningen 

i Københavns Kommune stod det imidlertid klart, at 

Mo-Bo-projektet kunne møde politisk modstand, fordi 

borgerne kunne få indtryk af, at en hjemløsevogn var 

en endegyldig løsning på hjemløshedsproblematikken, 

Jørn Bagger, designer og idémanden bag Mo-Bo’en 

Når alle lamper lyser rødt 

| læserne skriver | 

generation fucked up er bedre end sit rygte 

Klokken nærmede sig ni, og mørket 

havde så småt sænket sig over hovedbanegården 

i Prag. De femogtyve 

unge mennesker, der enten sad på de 

snavsede, grå fliser eller stod henslængt 

op ad væggene, virkede på én 

og samme tid afslappede og opmærksomme, 

enormt forskellige, men 

alligevel samlede. Stille summede de 

mange stemmer, udvekslede meninger 

og ideer, og kunne udefra virke 

lukkede eller måske endda afvisende. 

Et øjeblik senere hæver enkelte stemmer 

sig over de andre, og pludselig 

forvandles den fredsommelige gruppe 

til et stort kaos af aktivitet, hvor de 

unge med deres dertilhørende saft og 

kraft rejser sig og griber til lommer og 

tegnebøger. For en hjemløs mand er 

trådt ind fra gaden. 

Udefra er niendeklassen fra Bal- 

lerup ganske gennemsnitlig, bestående 

af halvstore børn, der i et virvar 

af fester, kærestesorger og identitetskriser 

rejser sig på egne ben og 

vakkelvornt bevæger sig ud i verden. 

De unges glæde er slående, og hvis 

ikke på højde med, så næsten lig den 

hjemløses, da de gavmildt forærer 

deres sidste lommepenge til en, der 

er mere trængende, alt imens lokale 

forundrede ser til. Forundrede, fordi 

de unge tilhører den generation, 

der så lidet flatterende omtales som 

’generation fucked up’, og anses for 

at være selvcentrerede individualister, 

der kun har blik for egen fortjeneste, 

og for hvem glæden ved at give må 

være en illusion. At der er mange 

forskellige grunde til, at skoleeleverne 

handlede, som de gjorde, er 

der ingen tvivl om. Men jeg tror, at 

uanset om det skyldes opdragelse, 

generelt livssyn eller gruppepres, så 

er en større social bevidsthed atter 

ved at indfinde sig i ungdommen. En 

forståelse for, at et stærkt samfund 

bygger på forskellighed, og at det er 

en selvfølge, at man rækker en hjælpende 

hånd til dem, som er snublet i 

svinget. Gruppementaliteten og sammenholdet 

har hele tiden været der, 

men med den nye udvikling står ungdommen 

stærkere end nogensinde 

før. Nu mangler vi bare, at de voksne 

anerkender den nyfundne ansvarlighed 

og ser i øjnene, at ’generation 

fucked up’ er en myte, der risikerer 

at fastholde de unge i en position, de 

overhovedet ikke har fortjent! 

hvilket ikke stemmer overens med kommunens hjemløshedspolitik. 

Den hviler på den præmis og har som mål, 

at alle hjemløse skal i egen fast bolig. Der var ikke lydhørhed 

over for vores argumenter om, at der er nogle 

hjemløse, som ikke ønsker at have en fast bolig, eller at 

Mo-Bo’en kan fungere som en overgangsløsning. Det 

blev endda fremført, at en sådan vogn kunne gøre det 

så behageligt at bo på gaden, at nogle hjemløse ville 

afslå et tilbud om fast bolig. Mødet mindede mest af 

alt om at sidde midt i et lyskryds hvor alle lamper lyser 

rødt. Og det synliggør den modvilje til nytænkning, 

som hele hjemløsedebatten er strandet på. 

Jeg mener naturligvis ikke, at Mo-Bo’en skal opfattes 

som én løsning på problemet med hjemløshed. Det er et 

politisk problem, men det kunne være en overgangsløsning 

for nogle, til de får deres egen bolig – en periode, 

der kan vare op til otte-ti år. Det er meget lang tid. 

Hvis man vil have politikerne op af stolene, skal der 

være et folkeligt krav. Derfor har jeg besluttet at ændre 

fokus. Fra nu af vil jeg koncentrere mig om at skabe 

opmærksomhed omkring projektet og herved skabe det 

fælles, folkelige krav, vores politiske system åbenbart 

kræver. | 

Se, hvordan det går, på www.mo-bo.dk. 

Nanna Marie Daugaard Petersen, 

14 år, Ballerup 

overskud er 

drikkepenge 

Jeg står på gaden og sælger 

jeres avis og er nu flere gange 

blevet tilbudt ekstrabeløb, 

som jeg synes tilfalder jeres 

projekt. 

K. Guldbrandtsen, Roskilde 

svar 

De kroner, som vores sælgere 

modtager ud over de 20, 

som avisen koster, er i første 

omgang at betragte som 

drikkepenge til sælgerne. Hvis 

købere ønsker at støtte Hus 

Forbi direkte, kan de sætte 

penge ind på denne konto; 

(9541)60028842 – og mærke 

indbetalingen ’bidrag’. 

Leif Baran, salgsmedarbejder 


minister: kommunerne 

skal sørge 

for boliger til 

hjemløse 

Det er kommunerne, der skal 

sikre, at der bliver bygget nok 

boliger til hjemløse. Det skriver 

velfærdsminister Karen Jespersen 

(V) i et svar til Christian H. 

Hansen (DF), der er formand for 

Folketingets Socialudvalg, og 

som har spurgt hende, hvordan 

hun vil sikre, at der bliver bygget 

tilstrækkeligt med boliger til 

hjemløse. 

Karen Jespersen henviser til de 

tilskud på mellem 8 og 20 mio. kr. 

årligt, der siden 1999 er ydet til 

kommunerne for at få etableret 

flere boliger til hjemløse. 

- Regeringen har med ovennævnte 

tilskudsordning ønsket 

at tilskynde kommunerne til at 

prioritere dette område. Det 

er imidlertid op til den enkelte 

kommunalbestyrelse at træffe 

beslutning om etablering af 

boliger til hjemløse, skriver Karen 

Jespersen i sit svar. | -sia 

 

 


Sådan ser 1.610 nøgler garn ud. De er ved at blive omstrikket til 1.500 par lune 

sokker til landets hjemløse. 

garn i lange baner 

Som altid er pindene rødglødende, når landets varmestuestrikkere knokler 

for at få sokker og andet varmt tøj klar til landets hjemløse. For nylig fik 

strikkerne doneret 1.610 nøgler garn fra et firma. I sidste ende bliver det 

til 1.500 par lune sokker, som bliver fordelt til de fodkolde modtagere via 

diverse krisecentre og herberger. Man kan se mere på www.rokken3.dk. | 

-sia 

Besøg billedgaleriet 

www.hilsenfravirkeligheden.dk 

og se billeder fotograferet 

af socialt udsatte 

hundeejere 

KirKeNs Korshær 

omsorG varme Nærhed 

Nikolaj Plads 5 

1067 København K 

Telefon 33 12 16 00 

Girokonto 540-1429 

kk@kirkenskorshaer.dk 

www.kirkenskorshaer. 

privatfoto 

hjælp til socialt 

udsatte 

grønlændere 

Nu skal det være slut med, at 

århusianske grønlændere falder 

gennem det sociale sikkerhedsnet. 

Århus Kommune har netop 

søsat en storstilet social indsats, 

der med støtte, tolkehjælp 

og oplysning om det danske 

samfund skal hjælpe de socialt 

udsatte grønlændere til et bedre 

liv og eventuelt et arbejde. 

Baggrunden for tiltaget er det 

såkaldte Grønlænderprojekt, som 

Århus Kommune igangsatte for 

tre år siden med det formål at få 

et overblik over grønlændernes 

situation. Og konklusionerne 

talte deres tydelige sprog; 150 

ud af de ca. 1.000 århusianske 

grønlændere har haft svært ved 

at finde fodfæste i det danske 

samfund, blandt andet fordi de 

har haft svært ved at forstå og 

tale dansk og derfor ikke har 

kunnet navigere i det sociale 

system. | -sia 

Mariatjenesten 

søger 

FRIVILLIGE MEDARBEJDERE 

Har du hjerterum, et åbent sind og lyst til at engagere dig i sam- 

fundets skæve eksistenser på Vesterbro, så har Kirkens Korshær 

brug for dig til: 

Mariatjenesten - i Mariakirken, Istedgade. Et værested for alle. 

Vi søger frivillige (25+) til dag- eller aftenvagter ca. én gang 

om ugen. 

Herberget - i Valdemarsgade. Overnatning kun for kvinder. Vi søger 

frivillige (kvinder, 25+) til en vagt hver anden uge kl. 22-10. 

Det er muligt at sove på vagten. Herberget drives i samarbejde 

med Diakonissestiftelsen. 

Miljøet er præget af misbrug, hjemløshed, psykisk sygdom og 

prostitution. 

Ring for flere oplysninger: 

Johan Petersen eller Karin Zorn 

Mariatjenesten 

Istedgade 20, 1650 København V 

Tlf. 33 24 50 50 hverdage kl. 10-12 

Kirkens Korshær er en folkelig hjælpeorganisation, der har sit virke blandt samfundets 

marginaliserede og udstødte grupper. Kirkens Korshær har 380 ansatte og ca. 6000 

frivillige medarbejdere.

autocamper til 

lollands hjemløse 

16 medarbejdere og næsten 2,5 

mio. kr. i støtte fra Sundhedsstyrelsen, 

der bl.a. skal bruges til en 

autocamper. Sådan er et treårigt 

projekt på Lolland skruet sammen. 

Meningen er at komme ud i 

alle kroge af øen på to ugentlige 

ture og hjælpe hjemløse, misbrugere 

og folk med sociale problemer. 

Målet er at gøre folk bedre 

til at hjælpe sig selv. | -bela 

gaderummet 

på vej på gaden 

Det er ved at være sidste udkald 

for Gaderummet i København. 

Halvandet år efter at Københavns 

Kommune lukkede for 

støtten til det kontroversielle 

opholdssted for unge udsatte, 

har Landsretten stadfæstet 

Fogedrettens beslutning om, at 

kommunen kan sætte beboere 

og personale på gaden. 

Derfor er Gaderummets brugere 

og ansatte ved redaktionens 

slutning i gang med at flytte fra 

lokalerne på Nørrebro. De har 

fundet et sted, de kan have deres 

sager stående, indtil de finder et 

nyt sted at opholde sig. 

Et nyt socialt projekt med 

samme navne skal erstatte 

Gaderummet, og det ser socialborgmester 

Mikkel Warming (EL) 

frem til. 

- Det er godt for alle at få 

afklaret situationen. Nu ved vi, 

vi har ret til og mulighed for at 

føre Gaderummet videre i en ny 

form. Og et alternativt sted til de 

unge har vi brug for, siger han til 

magasinet Socialrådgiveren. | -sia 

udsatte børn 

og unge på 

dagsordenen 

Velfærdsministeriet har afsat 

3,5 mio. kr. til forskning i de 

indsatser, som landets kommuner 

sætter i gang over for udsatte 

børn og unge. 

Formålet med bevillingen er at 

få en større viden om indholdet i 

indsatserne, herunder indsatsernes 

effekt på de udsatte børn og 

unges situation. | -sia 

En tydelig stolt Mia Omø Larsen modtager årets hjemløsepris. 

Somalier-projekt 

fik Hjemløseprisen 

17. oktober blev årets hjemløsepris uddelt, og det skete vanen tro på 

Rådhuspladsen i København i forbindelse med Hjemløsedagen. 

I år gik prisen til Mia Omø Larsen, der står bag sprogundervisningen 

af somaliere på Kirkens Korshærs herberg i Hillerødgade i Københavns 

Nordvest-kvarter. Hun gik i gang med undervisningen, da hun fandt ud af, 

at somalierne var den gruppe, der talte dansk dårligst, selvom flere af dem 

havde boet i Danmark i årevis. Det skyldtes primært, at flere af dem var 

indadvendte og reserverede som følge af tortur eller andre dybt traumatiserende 

oplevelser i Somalia. Undervisningen drejer sig derfor om meget 

mere end det at lære et sprog. 

- Det første var at forstå, at det ikke er, fordi de er dovne. Det er ikke, 

fordi de ikke vil integreres. Det er faktisk, fordi de ikke kan. Udgangspunktet 

er at lære dem dansk. Men vi må tage højde for de ting, der er udenom. 

De lider af psykiske sygdomme, traumer og misbrug, siger Mia Omø Larsen 

til Korshærsbladet. 

Hjemløseprisen gives hvert år til et menneske, en organisation eller et 

projekt, der har gjort en særlig indsats på hjemløseområdet. | -sia 

Populært klassesæt kan 

hentes gratis 

Børn og hjemløshed var det 

gennemgående tema i Hus Forbis 

jubilæumsudgave nr. 75 i juli i år. 

6.000 eksemplarer af nummeret 

blev udbudt som klassesæt, og de 

blev hen over sommeren revet væk. 

Lærere, der ikke fik fat på nummeret 

i første omgang, må dog ikke 

fortvivle. 

Det kan downloades kvit og frit 

fra vores hjemmeside, 

www.husforbi.dk. | -sia 

foto: Holger Henriksen 

hjælp til 

misbrugerne 

i århus 

En ny sundhedsklinik er åbnet 

i Mindegade i hjertet af Århus 

med det formål at hjælpe misbrugere 

med fysisk behandling og 

kontakt til offentlige instanser. 

Til at tage imod misbrugerne er 

der en læge, en socialrådgiver, to 

sygeplejersker og en social- og 

sundhedsassistent. 

- En stor del af arbejdet 

handler om behandling af sår hos 

mennesker i fysisk dårlig stand, 

fortæller læge Bente Brysting og 

fortsætter: 

- Det normale behandlingssystem 

har de svært ved at forholde 

sig til, men her kan de komme 

anonymt, få tilbud om hjælp – og 

vi kan hjælpe dem videre ind i 

det almindelige behandlingssystem, 

hvis der f.eks. er behov for 

længerevarende behandlinger. 

Den nye sundhedsklinik er et 

treårigt projekt, hvis udgifter 

deles af Århus Kommune og 

Sundhedsstyrelsen. Klinikken har 

åbent alle hverdage mellem kl. 9 

og 11 – eller efter aftale. | -bela 

odense får ny 

varmestue 

I forbindelse med Odense 

Kommunes kommende Udsattestrategi 

vil der formentlig blive 

oprettet en varmestue i kvarteret 

omkring Pantheonsgade, hvor 

mange hjemløse og misbrugere 

holder til. Udsattestrategien forventes 

klar til politisk behandling 

i maj 2009. | -sia 

foa støtter 

fundraiser 

Organisationen FOA – Fag og 

Arbejde har støttet Mo-Bo-projektet 

med 35.000 kr. til at hyre 

en professionel fundraiser, der 

skal skaffe yderligere økonomiske 

midler til den fortsatte produktudvikling 

af Mo-Bo’en, der er en 

lille vogn, som de hjemløse kan 

trække med sig rundt, og som 

kan foldes ud, så der bliver plads 

til at sove i den. | -sia 

Man kan se mere på 

www.mo-bo.dk. 


- Jeg tager hjem. 

Han følger mig ud i 

entreen og griner lidt af 

mig. Jeg er glad for at blive 

drukket fuld af Uffe. 


FAMILIEPORTRÆT. Jeg ved ikke, hvor lang tid der er gået, siden Uffe sidst blev fotograferet 

til et familieportræt. Men nu sker det, og jeg glæder mig til at give ham en kopi af billedet.

Mødet med 

min 

modsætning 

Jeg er 24 år. Jeg har en 

seng, en spændende 

uddannelse, en masse 

venner og fester at gå 

til. I min familie tager 

vi det nærmest som en 

selvfølge, for det har 

næsten alle i familien 

i den alder. Det gjaldt 

også min mors fætter, 

Uffe Helles, da han var 

i midten af tyverne, 

men pludselig blev 

ramt af skizofreni og 

fik vendt op og ned på 

sit liv. I 2008 opsøgte 

jeg for første gang Uffe 

Helles for at møde min 

families modsatte side. 

tekst og foto Peter Helles 

| mail@peterhelles.dk 

Den summende, varme lyd brydes igen og igen 

af et kort skarpt klap, mens tusindvis af støvkorn 

lyser op, når de vrimler ind gennem den 

skarpe lyskegle. Det kaotiske rum er forsvundet 

ned i mørket, og øjet retter sig automatisk 

mod den lysende firkant på den gabende 

tomme endevæg. Hver gang Uffe trykker på 

diasfremviseren, skabes en ny fortælling i lys 

og farve. 

Vi er tilbage i april 1974. Uffe er 26 år, og 

sammen med to af sine venner kører han 

gennem Europa og Nordafrika i et blåt folkevognsrugbrød. 

På et billede fra Italien kan 

man se Uffe i tætsiddende trompetbukser. 

Håret er som Jimi Hendrix’, og han har et stort 

skæg hen over overlæben. Det er en glad og 

charmerende ung mand, der har alle verdens 

muligheder foran sig. 

Efter denne tur begyndte den glade unge 

mand på arkitektskolen i København, men 

inden der var gået et år, blev han ramt af skizofreni, 

droppede studierne og begyndte et liv 

på gaden, der skulle vare i mere end tyve år. 

1. dag – Jeg møder Uffe 

Jeg er på Lundtoftegade på Ydre Nørrebro 

i København. Kvarteret er bygget i stål og 

beton, og gelændere og husnumre er trukket 

op med en turkis farve. Her sidder jeg nu i en 

lille etværelseslejlighed med et stykke mazarintærte 

i den ene hånd og en meget stærk kop 

kaffe i den anden. Det samme gør Uffe Helles, 

der bød mig indenfor, så snart han fandt ud af, 

at vi var i familie. Han er utroligt sympatisk 

og meget interesseret i at snakke om vores 

familiemedlemmer, selvom han ikke har set de 

fleste i årtier. 

Men nedenunder det hele virker han 

utilpas. Der er lange pauser, hvor han sidder 

og kigger på mig uden at sige et ord, mens 

fjernsynet viser Premier League på fuld drøn. 

Jeg har svært ved at forstå, hvorfor han bare 

kigger. Gør hans sygdom ham utryg, eller er 

han bare ikke vant til, at fremmede mennesker 

braser ind i hans lejlighed og udspørger 

ham om alle mulige ting? 

Jeg fortæller, at jeg gerne vil følge ham med 

mit kamera, men han svarer skeptisk. 

- Jeg laver jo ikke noget, sidder bare her og 

driver den af. 

Jeg insisterer på, at han er interessant, 

fordi han er en del af min familie, som jeg ikke 

kender. Efter den forklaring virker han mindre 

afvisende. Det ender med, at vi aftaler, at jeg 

skal komme igen. 

3. dag – Jeg bliver drukket fuld 

Fjernsynet kører ikke i dag. Vi hører kun den 

dunkende lyd af popmusik nogle lejligheder 4 


ETVÆRELSES. Uffes lejlighed er 40,6 m med køkken, 

toilet og entre. Han har ansøgt kommunen om en to- 

værelses lejlighed, hvor han kan indrettet et rum til at male 

sine akvareller i, men kommunen mener, at Uffes lejlighed 

passer fint til hans behov. 

4 

- Strisserne tog mig, 

da jeg stod og pissede 

op ad Hovedbanegården, 

og så var der 

også noget andet. 

væk og os selv, der tygger os igennem de 

rundstykker, som jeg har taget med. Jeg har 

allerede fået en fast plads i den lille af Uffes 

to lædersofaer, og der sidder jeg og prøver at 

finde ud af, hvem det er, jeg deler min morgenmad 

med. Han sidder og stirrer ud på skyerne, 

der nærmest står stille på himlen, og det bruger 

han meget af sin tid på. Men hvad foregår 

der inde i hans hoved i al den tid? Efter et 

stykke tid tager jeg mod til mig og spørger 

ham, hvad han tænker på. 

- Det er ikke noget særligt, svarer han tørt. 

- Hvor mange bajere drikker du?, spørger 

Uffe pludselig, da klokken er omkring et. 

Jeg bliver helt målløs, for det er første gang, 

han kommer med en direkte invitation til mig. 

Jeg svarer, at jeg kan klare et par stykker. 

Han går ud i køkkenet og kommer tilbage med 

påskeøl og håndmadder. To styks dyrlægens 

natmad og to styks fiskefrikadelle til hver. 

Inden jeg har drukket den første øl, spørger 

han, om jeg vil have en ny. Jeg prøver at 

følge hans tempo. Pludselig har jeg drukket 

tre guldøl på meget kort tid. Jeg bliver træt og 

fjern og er nær ved at falde i søvn i den varme, 

sorte lædersofa. Det gør jeg dog ikke. Jeg tager 

hjem. Han følger mig ud i entreen og griner 

lidt af mig. Jeg er glad for at blive drukket fuld 

af Uffe. 


FOLKEKØKKEN. Under Blågårds Kirke er der mulighed for at få et varmt måltid mad efter gudstjenesten 

hver onsdag og torsdag. Men heldigvis for Uffe behøver man ikke at gå til gudstjenesten for at nyde 

menuen. Kristendommen har nemlig aldrig interesseret ham. 

5. dag – Det handler om ham og mig 

Jeg ser det som en tillidserklæring, at Uffe 

drak mig fuld. Det har givet mig mod til, at vi 

skal prøve noget nyt sammen. Nu sidder jeg så 

tæt på Uffe, at jeg kan se de små fine krummer 

i hans skæg, og jeg forsøger at smile så naturligt 

som muligt. Vi kigger begge direkte mod 

kameraet, som summer, indtil det siger ”klik” 

og foreviger os som to slægtninge i en lille lejlighed 

på Nørrebro i 2008. Jeg har tvivlet på, 

om Uffe forstod mit projekt, men nu, hvor jeg 

fotograferer os sammen, tror jeg, at han fanger 

idéen. Det handler om ham og mig og mødet 

mellem os. Efter nogle skud drejer han hovedet 

væk fra kameraet. Jeg spørger ham, om han 

synes, at jeg er fjollet. Måske kan han ikke 

klare al den opmærksomhed, tænker jeg. 

- Jeg gad ikke lige kigge, siger han bare. 

Sådan svarer han ofte. Meget kort. 

6. dag – Hvorfor flyttede han på gaden? 

Dagen efter sidder jeg igen i sofaen, som solen 

har varmet op, inden jeg er kommet. Sollyset 

får luften til at føles mere tør, end den plejer, og 

fremhæver det tykke lag af støv, som ligger hen 

over skrivebordet ved vinduet. Pensler, papirer, 

cd’er og farver er spredt mellem hinanden. Her 

har Uffe siddet og malet akvareller, men for 

et par år siden stoppede han igen. Jeg spørger 

hvorfor, og han forklarer, at han bare ikke gad 

mere. Det er svært at få uddybende svar fra 

Uffe, men der er et centralt spørgsmål, jeg alligevel 

vil forsøge at få opklaret. 

- Hvor mange år boede du udenfor?, spørger 

jeg ham. 

Men Uffe kan ikke huske, hvor lang tid det 

var. Eller vil han ikke huske det? Han siger, at 

han flyttede på gaden, fordi han måtte forlade 

et dårligt lejemål. Jeg synes, at det er en tynd 

forklaring på en dramatisk ændring i hans liv, 

men han undviger, når jeg forsøger at grave 

dybere. Til gengæld fortæller han, at hans forældre 

ikke vidste noget om det. Men det gjorde 

hans venner, og det måtte de bare finde sig i. 

8. dag – Om at blive fundet i en snedrive 

I dag er vi sammen i Københavns gader. Temperaturen 

er ikke langt over nulpunktet, men 

for Uffe er det nok med en åben cowboyjakke 

over de brede skuldre. Da han boede udenfor, 

sad han ofte på Strøget og kiggede på massen 

af mennesker, der myldrede gennem gaderne 

på vej til og fra arbejde og familie. I dag gør vi 

det samme. Vi sidder på den store stenskulptur 

på Sankt Hans Torv og lader øjnene vandre, da 

Uffe pludselig begynder at fortælle små brudstykker 

fra sin fortid. 

En dag i år 2000 vågnede han for første 

gang i mange år op i en seng. Det var på 

Rigshospitalet. Nogen havde fundet ham i en

- Han er ligeglad med, hvad andre tænker. Jeg synes, at han er sej. 

snedrive og sendt ham med en ambulance. 

- De troede, at jeg var forkommen, men jeg 

sov bare dybt, erklærer Uffe. Han havde drukket 

en flaske kirsebærvin og var gået ud. 

Lægerne beholdt ham i fem dage, for de 

mente, at der var noget galt med ham. Selv 

mente Uffe, at det var noget pjat, men det 

endte alligevel med, at han igen fik smag for 

livet inden døre. Efter denne episode begyndte 

han at bo på herberg, og kort efter flyttede 

han ind i sin nuværende lejlighed. 

Det er en overraskende historie, men det viser 

sig, at der er flere. Uffe har været i fængsel. 

- Strisserne tog mig, da jeg stod og pissede 

op ad Hovedbanegården, og så var der også 

noget andet. 

”Noget andet” gør mig nysgerrig. Det dækker 

såmænd over, at han har stjålet en bil. 

Nøglerne sad i en Opel på Vesterbrogade, og 

så stjal han den bare for sjov. Han kørte lidt 

omkring, men da han kom til Helsingør, blev 

han stoppet af politiet. 

Det er nogle spændende historier, men jeg 

begynder at fryse så meget, at jeg bliver nødt 

til at gå. Vi siger farvel og aftaler, at vi skal 

mødes på Amager næste morgen. 


4

LYSBILLEDSHOW. Selvom Uffe har levet på gaden i 

over 0 år, har han formået at arkivere 7 0 lysbilleder 

i pinlig orden. De er alle taget på den arkitektur-rejse, 

som Uffe og to af hans gode venner tog ud på i 1974. 

BRYSTSVØMNING. Uffe og hans ven, Jenö Farkas, mø- 

des hver onsdag for at træne fitness og gå i svømme- 

hallen bagefter. De dage, hvor Jenö ikke kan komme, 

bliver Uffe også hjemme. Han har ikke lyst til at træne 

og svømme alene. 

4 

9. dag – Jeg møder Uffes bedste ven 

Jeg står foran et fitnesscenter på Amager. Ikke 

et sted, jeg havde forventet at møde Uffe, men 

her kommer han åbenbart de fleste onsdage. 

Uffe har en ven, der tager ham med, når han 

går i fitnesscentret og svømmehallen. 

Uffe og hans ven, fotografen Jenö Farkas, 

dukker op med hver deres sportstaske. Jenös 

få tynde hår er redt hen over issen, og han har 

smarte spidse lædersko på. I modsætning til 

Uffe taler han meget og med lidt accent fra Ungarn. 

Han siger, at han ser sig selv som Uffes 

lillebror, og klapper Uffe med en flad hånd på 

låret. Uffe lyser op i et smil. 

I fitnesscentret glider Uffes shorts hele tiden 

ned, så han blotter en stor del af sin bagdel. 

En ældre, forsvedt kvinde er tydeligvis irriteret 

over at blive ufrivillig betragter af det, 

og af og til trækker Uffe også op i shortsene, 

men det er kun for at beholde dem på. Han er 

ligeglad med, hvad andre tænker. Jeg synes, at 

han er sej. 

Om aftenen ringer jeg til Jenö Farkas. For 

otte år siden lavede han dokumentarfilmen 

”Himlen er mit tag” om Uffe, så han ved en 

masse, som jeg ikke ved. Jeg spørger Jenö, 

hvorfor Uffe blev syg, og han kommer med en 

interessant forklaring. 

Han forklarer, at midten af tyverne er en 

afgørende periode for psyken i resten af ens 


SOFA. Jeg vil tro, at Uffe bruger tre fjerdedele af sin vågne tid siddende eller liggende i sin trepersoners læder- 

sofa. Her kan han se fodbold i fjernsynet, kigge på mågerne uden for vinduet eller tage en lur. 

liv. Mange mennesker rammes af depression 

eller psykoser, når de nærmer sig den periode, 

og det skete for Uffe, da han var 27 år. 

Det var i sommeren 1975. Uffe havde gået 

på arkitektstudiet i et år og var taget til England 

for at tjene penge. Men da han kom hjem, 

var han en anden. Han var blevet ramt af 

skizofrent paranoia. To indbrud i hans atelier 

styrkede hans idé om forfølgelse, og Uffe trak 

sig langsomt væk fra studie, venner og familie. 

En psykisk lidelse var stadig et tabu i 

Danmark i 1975, og hverken Uffe eller hans 

omgivelser formåede at få et behandlingsforløb 

i gang. Han isolerede sig mere og mere fra 

omverdenen og begyndte et liv for sig selv i 

Københavns gader og parker. 

Uffes historie er tragisk, men den er også 

meget interessant for mig. Det store vendepunkt 

i hans liv indtraf nemlig omkring den 

alder, som jeg har nu. Uffe havde, som jeg, en 

normal borgerlig tilværelse, indtil han blev 27 

år. Derefter skete der noget i hans hoved, som 

ændrede resten af hans liv. 

10. dag – Det sidste møde 

Uffe Helles er en speciel person med en kompliceret 

og nogle gange utilgængelig fortid. 

Men denne aften er helliget til at kigge på 

lysbilleder fra en fjern tid. 

Uffe ligger i sofaen og piller sig i hovedbun- 

den, mens han ser et program, der handler om 

en rig mand, der sælger store ejendomme til 

andre rige mennesker. 

- Skal vi ikke til at se billeder?, udbryder 

han pludselig. Vi kæmper med at sætte lysbilledapparatet 

op i det lille, rodede værelse. Ledninger, 

en trappestige og en sofa er i spil, før 

det til sidst lykkes at få placeret apparatet på 

en stol oven på et bjerg af rod på sofabordet. 

Uffe trækker en papkasse frem, hvor 720 

lysbilleder er lagret i pinlig orden. Hvert 

enkelt billede har sit eget klistermærke med 

nummer, og hver kasse sin tekst med datoer og 

stednavne. 

Henne på væggen dukker ophavsmanden 

op. Det er Uffe, og det er 34 år siden. Han har 

lige afsluttet bygningskonstruktøruddannelsen 

og glæder sig til at begynde på arkitektstudiet. 

Vi ser ham bag rattet i en folkevogn, 

mens han maler akvareller af interessante 

bygninger. Vi ser ham, da han vågner på et 

hotel i Marokko, og når han taler med lokalbefolkningen. 

Han stråler af selvtillid og nysgerrighed. 

Han er klar til at erobre verden, og han har et 

spejlreflekskamera i hånden. På flere måder 

ligner han mig. |

Intet slår smagen og duften af hjemmebagt brød – især når 

det er økologisk. Hos Finax er vi glade for at kunne tilbyde alle 

bageglade danskere 4 nye økologiske 

brødblandinger, som sikrer dig et 

rigtigt godt resultat hver gang. 


Hjemløse søger mod Santa 

Det er en barsk affære at være hjemløs i USA, men skal det endelig være, 

er bade- og surferbyen Santa Cruz sandsynligvis et af de bedste steder at være det. 

af Tine Sejbæk 

| tine.seibaek@newmail.dk 

foto Peter Zappel 

Han sidder med krydsede ben på 

fortovet midt på hovedgaden med 

et papskilt foran sig og en kop til 

forbipasserendes småmønter. ”Never 

been to Disneyland”, står der 

på skiltet. Det er barskt at være 

hjemløs i USA, hvor velfærdsydelser 

ikke er noget, man kan 

tage for givet. 

Men nogle steder er det trods 

alt lidt nemmere end andre. Det 

er turistbyen Santa Cruz 115 km. 

syd for San Francisco et eksempel 

på. Den populære bade- og 

surferby er befolket af mange 

velhavere og hippier (for modsat 

i andre byer i området ser politiet 

i Santa Cruz f.eks. gennem fingre 

med dyrkning af marihuana) og 

er i det hele taget meget uamerikansk. 

På hovedgaden ligger et 

økologisk supermarked side om 

side med små butikker med økologisk 

tøj, Buddhafigurer og andre 

varer fra den tredje verden. 

Santa Cruz tolerante og progressive 

tilgang til hjemløshed 

tiltrækker mange uden tag over 

hovedet, og i dag lever 1.000 

hjemløse i byen, der i alt huser 

homeless services center 


Det er dyrt at få foden indenfor på boligmarkedet i Santa Cruz. Det ved Don 

Lane alt om. Han er direktør for byens Homeless Services Center. 

55.000 indbyggere. De nyder 

godt af, at Santa Cruz har flere 

tilbud til hjemløse, end tilfældet 

er i andre amerikanske byer af 

tilsvarende størrelse. Et eksempel 

er det rummelige bibliotek 

midt i byen, hvor en del af byens 

hjemløse holder til om vinteren, 

og hvor de blandt andet kan 

bruge computere, læse eller bare 

få varmen. 

Centralt i byen ligger Homeless 

Services Center. Her finder man 

bl.a. et dagcenter, hvor der bliver 

serveret morgen- og aftensmad 

for 2-300 hjemløse (og frokosten 

kan man få hos et andet velgørende 

projekt et par gader derfra). 

Desuden er der en sovesal med 

plads til 46 hjemløse, et center 

for 25 børnefamilier, der bor i lejligheder 

med egne badeværelser, 

og et sted, hvor enlige hjemløse 

kan bo i eget værelse i op til 18 

måneder. 

- Det er meget svært at få 

noget at bo i, der er til at betale, 

her i området, siger Don Lane, der 

er direktør for Homeless Services 

Center, og fortsætter: 

De 1.000 hjemløse, der lever i Santa Cruz, kan blandt andet benytte Homeless Services Center, der tilbyder: 

Et dagcenter, der laver mad til 2-300 personer 

to gange dagligt. Folk kan også hente deres post, 

få et bad, vaske tøj og stille deres ting, mens de 

f.eks. leder efter et job. Der er også mulighed for 

at bruge internettet til at søge job og et sted at 

bo. 

En nybygget sovesal, hvor hjemløse kan sove 

en nat eller længere (med plads til 32 mænd og 

16 kvinder). Handicappede og ældre har fortrinsret. 

En familieafdeling, hvor hver familie har en 

stor to værelseslejlighed med badeværelse, men 

uden køkken. For at kunne bo der skal man være 

fri af misbrug og sige ja til at opspare 80 % af en 

eventuel indkomst til depositum på en lejlighed. 

Familierne får tre gratis måltider om dagen i egen 

spisesal. På centeret hjælper man dem med at få 

et andet sted at bo og med at søge arbejde. 

En lægeklinik. I USA er sundhedssystemet ikke 

gratis – og man bruger ikke penge på sin sundhed, 

hvis man i forvejen er flad. 

Page Smith Community House for enlige, der 

har været hjemløse længe, men som er klar til at 

yde en ekstra indsats for ikke længere at være 

- Bare dét at leje et lille værelse 

koster nemt 6-700 dollars månedligt 

(3.200 kroner, red.). Og hvis du 

kun har et deltidsjob, er det ikke 

nok. Som regel er der jo også et 

depositum, der skal betales. 

Generelt er huslejerne høje, 

fordi det er attraktivt at bo langs 

Stillehavskysten. Og med en 

mindsteløn på ca. 40 kr. i timen 

kan det være svært at få sparet op 

til en husleje på 3.200 kr. 

Hjemløse skal sove indenfor 

Årsagerne til hjemløshed i USA 

kan være en skilsmisse, der 

munder ud i, at manden flytter, og 

kvinden (og eventuelt børnene) 

ikke har økonomien til at blive 

boende. Andre bliver hjemløse, 

fordi de på grund af arbejdsløshed 

eller sygdom ikke længere 

er i stand til at betale huslejen og 

derfor bliver smidt på gaden. Selv 

mennesker, der har en sygeforsikring 

– læger og hospitaler er som 

bekendt ikke gratis i USA – kan 

ende på gaden, fordi deres forsikring 

i sidste ende ikke dækkede 

det, de troede den ville. 

Andre gange har hjemløsheden 

sin rod i misbrug eller psykisk 

sygdom. Ifølge statistikkerne er 

den typiske hjemløse en mand på 

på gaden. Det er en samling af små træhuse, 

hver med plads til fem beboere. Man deles om et 

køkken og to badeværelser og kan bo der i op til 

18 måneder. En del af beboerne har job eller får 

offentlige ydelser pga. et handicap. De betaler en 

tredjedel af deres indkomst i husleje og laver selv 

mad. Rådgivere hjælper dem med at finde egen 

bolig. 

Hjemløsecenteret i Santa Cruz har både en del 

ansatte og en del frivillige. Økonomisk bliver det 

støttet af bl.a. Santa Cruz by, firmaer og private i 

byen. Centeret afholder også årligt flere velgørenhedsfester, 

der indbringer store beløb. 

4

Cruz 

4 

- Det er meget 

svært at få 

noget at bo 

i, der er til at 

betale, her i 

området 

40-50 år med et misbrugsproblem. 

Flere kan have et deltidsarbejde, 

hvor indtægten alligevel ikke 

rækker til at leje et værelse eller 

en lejlighed. 

De hjemløse, der ikke sover på 

hjemløsecenteret i Santa Cruz, 

sover typisk på sofaen hos en 

ven eller i de nærliggende skove, 

selvom det besværliggøres af 

Santa Cruz’ såkaldte sleeping 

ban, der er et forbud mod at sove 

på stranden, i byens parker og i 

skovene. Forbuddet har eksisteret 

i 30 år, fordi mange turister i sin 

tid sov på stranden og efterlod en 

masse affald. 

- Forbuddet mod at sove udenfor 

er da afgjort et minus for de 

hjemløse. Men hvis de finder et 

skjult sted at campere, bliver de 

ikke generet af politiet, siger Don 

Lane. | 

Det er gratis for Keith, Alena og lille Gildon at bo i familielejligheden på Homeless Services Center, forudsat 

at de sparer op til at få egen bolig inden for seks måneder. 

En familie på vej 

35-årige Alena og 48-årige 

Keith bor med babyen Gildon 

i familieafdelingen på Homeless 

Services Center. 

af Tine Sejbæk | tine.seibaek@newmail.dk 

foto Peter Zappel 

Rummet henligger i halvmørke, og tv’et kører 

konstant. Oprah Winfreys talkshow fylder 

rummet. Lejligheden består af en stor stue, 

et mindre soveværelse og et badeværelse. 

Familien har boet her i fire måneder. Før den 

tid camperede de i et telt i et skovområde nær 

Santa Cruz. Tidligere var de hjemløse i San 

Francisco, hvor de camperede illegalt i Golden 

Gate Park. Det var også dér – i Golden Gate 

Park – at Keith og Alena mødte hinanden i 

2003. 

- Først tog vi til Iowa og havde en hård tid 

der. Keith har problemer med ryggen, og jeg 

har også kroniske smerter i maven ... kvindeproblemer, 

du ved, siger Alena Cardinal. 

Hun fortæller, at de altid har haft det vanskeligt 

– både hver for sig og sammen. 

- Vi kommer begge fra svære familieforhold, 

og når man tænker på det, synes jeg, at 

vi gør det godt, siger hun. 

Keith mistede sit arbejde, der var for hårdt 

for hans ryg. Han får smertestillende medicin 

og er i samråd med sin læge ved at søge om 

handicapydelse. P.t. får han en social ydelse på 

548 dollars om måneden (2.500 kroner, red.) 

for ham og barnet. Det er gratis at bo i lejligheden 

i seks måneder, men så skal parret også 

spare 80 % af deres indkomst op til depositum 

på en bolig. 

Alena er ikke berettiget til sociale ydelser, 

fordi hun har en narkodom. Hun havde tidligere 

et misbrug af smertestillende piller, og i 

2003 blev hun arresteret i Iowa for at udskrive 

falske recepter på smertestillende medicin. Det 

gav et år i fængsel. 

Santa Cruz er for dyrt 

Familien håber snart at få et varigt sted at bo 

gennem projektet ’Families in transition’, hvor 

man betaler en tredjedel af sin indkomst i husleje. 

De håber også på at få godkendt Keiths 

handicap med tilbagevirkende kraft til 2004. 

På den måde vil de kunne få betalt gamle 

regninger og blive kreditværdige igen. Og få 

en bil – noget nær et must i det amerikanske 

samfund. 

Alena vil gerne starte på college for at læse 

til sundhedshjælper. Og Keith vil gerne læse 

til jurist. De vil allerhelst bo i Santa Cruz, men 

erkender, at det nok er for dyrt. Så det bliver 

sikkert inde i landet, hvor det er billigere. Det 

sværeste ved at være hjemløs er at finde et 

sted at være hjemløs, mener Keith. 

- Engang kunne man campere gratis i statens 

parker, men nu koster det 20-25 dollars 

for en nat. Og det er for dyrt at bo på moteller, 

siger han. 

Det er heller ikke nemt at komme til at leje 

noget. Det kræver, at man har to måneders 

depositum, er kreditværdig og har positive 

skriftlige referencer fra tidligere udlejere. 

Selv om de savner at lave deres egen mad, 

er de glade for at bo i lejligheden. 

- Det er meget bedre end forholdene for 

hjemløse i San Francisco, siger Alena, der kan 

komme på én positiv ting ved at være hjemløs. 

- Du får en slags stolthed. Det, der ikke slår 

dig ihjel, gør dig stærkere. | 


Jytte Madsen er leder på Stormly. Hun er uddannet socialpædagog og har tidligere arbejdet på bl.a. Esbjerg Børnehjem. Her sidder hun og taler med en af bostedets 

beboere ved et fællesbord i haven. 

Netværk giver livsmodet 

På Kvindebostedet 

Stormly i Esbjerg satser 

man på at styrke både 

nuværende og tidligere 

beboeres netværk, så 

man undgår, at fra- 

flyttede kvinder 

vender tilbage. 

| HUS FORBI | nr. 79 | november 008 

af Lisbeth Rindholt | lisbeth@rindholt.dk 

foto Ole Joern 

Fra første sal lyder kvindestemmer og klirren 

med kopper. Stemmerne tilhører en gruppe 

på otte-ti kvinder, der er samlet til møde i 

pensionatet Stormly, et bosted for kvinder i 

Esbjerg. De er med i en større netværksgruppe 

af tidligere beboere og nuværende personale, 

der samles hver tirsdag til aktiviteter uden for 

huset eller til kaffe, blødt brød og en snak. I 

dag er der kaffemøde. 

Her bliver både udvekslet hverdagserfaringer 

og mere barske oplevelser fra et liv, der for 

de fleste kvinders vedkommende har været 

præget af misbrug, økonomiske problemer og 

turbulente parforhold. 

- Jeg så ingen mennesker. Det eneste, 

jeg kunne finde ud af, var at sende en taxa 

ned efter mere vin, fortæller 55-årige Helle 

ligeud. Til sidst blev hun så syg i leveren og 

skjoldbruskkirtlen, at hun måtte indlægges på 

Fredericia Sygehus. 

Hun blev visiteret fra sygehuset til Stormly 

sidste år. 

- Efter otte måneder var jeg ovenpå igen. 

Her får man jo ikke lov til at sidde alene. Der 

er faste spisetider og omsorgsmøder og hjælp 

til at få styr på sit liv, siger hun. Ligesom de 

andre kvinder finder Helle især støtte til at 

håndtere misbrugsproblemer i hverdagen. 

Gik ned for fulde gardiner 

Mange af kvinderne i netværket har ikke andet 

socialt liv end møderne på Stormly. 

- Stormly var mit eneste netværk fra den 

dag, jeg flyttede ind, og sådan er det stadig. Vi 

er alle i samme båd her, vi kan tale om vores 

problemer og har lov til at give udtryk for, at 

vi f.eks. er kede af det. Derfor kommer jeg her, 

siger 56-årige Britta og fortæller, hvorfor hun 

havnede på Stormly i 2002: 

- Jeg boede sammen med min kæreste i 

Esbjerg, men forholdet gik ikke. Han flyttede 

ind på Skjoldbo (pensionat for hjemløse 

i Esbjerg, red.), og jeg stod alene tilbage med

Beboerne på Stormly spiser frokost sammen. De har alle praktiske arbejdsopgaver i huset, som de skal udføre i samarbejde med personalet. 

tilbage 

lejligheden og 300 kr. til mig selv om måneden. 

Jeg kunne slet ikke overskue mit liv og gik 

ned for fulde gardiner. Så fik jeg et værelse 

her. 

For enden af bordet sidder Anita. Hun har 

boet på Stormly ad flere omgange og er blandt 

de 13-14 kvinder fra stedet, der efter § 85 i 

Serviceloven har fået tildelt hjælp til støtte i 

hjemmet fra Esbjerg Kommune. Hun får besøg 

af sin kontaktperson tre timer om ugen, og der 

er især ét område, de taler meget om. 

- Jeg har problemer med kommunikation, 

fortæller Anita, der er tidligere alkoholmisbruger, 

og uddyber: 

- Jeg er glad for det sociale samvær her, 

men når nogen forlanger noget af mig, kan jeg 

godt blive lidt udfarende og sige tingene på en 

bombastisk måde. Min kontaktperson hjælper 

mig med at styre temperamentet og lade være 

med at drikke. 

- Sagde du lidt udfarende?, griner Britta og 

viser, at der i netværket også er plads til godmodige 

drillerier. 

- Grunden til, 

at kvinderne er 

blevet hjemløse 

eller er kommet i krise, 

er ofte, at de er 

ensomme, 

har lavt selvværd 

og dårlig økonomi. 

Ud over tirsdags-netværket, der har eksisteret 

siden 1996, tilbyder Stormly to andre 

typer netværk for tidligere beboere: En social 

netværksgruppe, der mødes privat, eksempelvis 

over en middag, og hjemmebesøg af én fra 

personalet, som hjælper med det praktiske i 

hverdagen. 

Alle skal arbejde 

- Vi prioriterer netværk højt. Netværk er en af 

de mest effektive måder at hindre kvinder i at 

komme tilbage hertil igen og igen, siger Jytte 

Madsen, der har været leder på Stormly i over 

20 år, og forklarer: 

- Grunden til, at kvinderne er blevet hjemløse 

eller er kommet i krise, er ofte, at de er ensomme, 

har lavt selvværd og dårlig økonomi. De 

fleste har haft problemer i mange år, og forholdet 

til deres familie er måske blevet godt slidt. Derfor 

er det vigtigt, at vi støtter op om kvinderne, efter 

de er flyttet herfra. De resultater, som de har 

opnået under opholdet, kan nemt gå tabt, hvis vi 

ikke holder kontakten ved lige. 

HUS FORBI | nr. 79 | november 008 |

-Jeg vil 

gerne lære 

at acceptere 

mig selv 

og min fortid. 

Ca. 90 % af alle tidligere beboere tager imod 

tilbuddet om at være med i Stormlys netværk. 

Fællesskabet med de andre kvinder er allerede 

blevet opbygget under opholdet, for socialt 

samvær er ganske enkelt et af kravene til 

husets beboere. 

- Kvinderne skal sige ja til både et arbejdsfællesskab 

og et socialt fællesskab, når de flytter 

ind. Man behøver ikke at elske de andre, 

men man skal respektere dem, understreger 

Jytte og fortsætter: 

- Alle skal påtage sig arbejdsopgaver i den 

udstrækning, de kan, og med hjælp fra personalet. 

Samtidig skal de følge en handleplan, 

af Lisbeth Rindholt 

| lisbeth@rindholt.dk 

Stormly i Esbjerg blev etableret i 

1971 og er et af de første kvindebosteder 

i Danmark. 

Grundstenen til Stormly blev lagt 

af Emma Nielsen, der var aktiv i 

KFUM/K i Esbjerg, hvor hun bl.a. 

hjalp kvinder med at sy tøj om én 

gang om ugen. Her erfarede hun, 

at der var kvinder i byen, som 

havde brug for hjælp. I weekenden 

gik hun rundt på gaden og til bl.a. 

værtshuse som en del af foreningen 

Midnatsmissionen (forløber 

for Natteravnene). Når hun mødte 

kvinder, der var ulykkelige på 

grund af f.eks. en voldelig ægte- 


Bettina er år og i øjeblikket den yngste beboer på Stormly, men bo- 

stedet huser også ind imellem kvinder på 18- 0 år. 

som de selv udarbejder sammen med deres 

kontaktperson, og som eksempelvis skal dreje 

sig om at søge en ny lejlighed. Kvinderne skal 

mærke, at der er brug for dem. Det giver dem 

øget selvværd. 

Det er rart uden mænd 

Stormly består af fire rækkehuse, der er bygget 

sammen, så man via trapper og gange kan 

gå igennem hele bostedet. Jytte Madsen viser 

vej til fjernsynsstuen, hvor et par af husets 

nuværende beboere er samlet. 

Bettina er 33 år og i øjeblikket den yngste 

beboer på stedet. Hun flyttede ind efter et 

Historien om et hjem – ikke en institution 

Historien om Stormly starter i begyndelsen af 1970’erne, da Emma Nielsen gik på gaden for at opsøge ulykkelige kvinder. 

mand, tog hun dem med hjem og 

gav dem husly. 

Emma Nielsen besluttede at 

skabe et hjem til kvinderne, hvor 

de kunne bo, til de kom på fode 

igen. Hun overtog to rækkehuse i 

Sædding ved Esbjerg og lod seks 

kvinder flytte ind her. Planen 

var at rykke ind i et andet hus i 

Stormgade i Esbjerg, deraf navnet 

Stormly, men Emma Nielsen blev 

så glad for rækkehusene, at hun 

valgte at blive dér. I dag er Stormly 

udvidet til i alt fire rækkehuse 

med plads til 12 kvinder. 

Kvinder kan blive boende 

Der lægges stor vægt på at videreføre 

Stormly i Emma Nielsens ånd, 

og stedet er stadig indrettet som et 

hjem og ikke en institution. 

I dag fungerer Stormly som et 

beskyttet pensionat (under § 110 i 

Lov om Social Service) og som en 

del af KFUM’s sociale arbejde. 

90-95 % af beboerne har eller 

har haft misbrugsproblemer (alkohol 

eller stoffer). 

75 % har en psykiatrisk diagnose, 

f.eks. personlighedsforstyrrelse, 

og er tilknyttet psykiatrien. 

60-65 % har været udsat for 

seksuelle overgreb, f.eks. incest 

i barndommen eller voldtægt i 

parforholdet. 

Det er ikke tilladt at have et 

aktivt misbrug under opholdet på 

Stormly. 

ophold på en afvænningsklinik for to måneder 

siden. Bettina har været stofmisbruger i 

mange år, og misbruget har haft store konsekvenser 

for hende. 

- Jeg har bl.a. siddet i fængsel, og jeg har 

mistet min datter, der døde ved fødslen. 

Stofferne har også kostet mig to ægteskaber, 

fortæller Bettina, der er glad for at være clean 

nu. Hun har et klart mål med sit ophold på 

Stormly. 

- Jeg vil gerne lære at acceptere mig selv og 

min fortid, siger hun og tilføjer: 

- Det er rart at have nogle gode piger at 

støtte sig til og ikke at skulle forholde sig til 

det modsatte køn hele tiden. 

Anett er enig. 

- Her er trygt og sikkert. Jeg har prøvet 

at leve i voldelige forhold og bl.a. boet sammen 

med en mand, der var jaloux over alt. Jeg 

måtte ikke tømme postkassen, for der kunne 

jo være et kærestebrev i posten, og jeg måtte 

ikke rede sengen, for der kunne have ligget en 

anden mand i den. Jeg var en lille mus, da jeg 

kom her, fortæller Anett, der er tidligere alkoholmisbruger 

og har boet på Stormly i halvandet 

år. Opholdet har styrket hendes selvværd 

betydeligt. At hun også er blevet mere forfængelig, 

er et klart sundhedstegn. 

- Når man drikker sammen med en mand, 

betyder udseendet ikke så meget. Så er det 

alkoholen, der er i centrum. Nu gør jeg mere 

ud af mig selv, tager lidt makeup på og farver 

hår ind imellem, siger hun. 

Hvornår Bettina og Anett flytter fra Stormly 

og til egen bolig, ved de endnu ikke, men de 

vil sandsynligvis begge tage imod tilbuddet 

om at deltage i netværket – til den tid. | 

Der er ingen regler for, hvor 

længe kvinderne må blive boende 

på stedet, modsat mange andre 

hjemløseboformer, hvor grænsen 

officielt er 120 dage. 

Pensionatet er bemandet døgnet 

rundt med 11 medarbejdere (inkl. 

netværket). Ud over de 12 kvinder, 

der i dag bor fast på stedet, har 

Stormly kontakt til ca. 50 kvinder 

gennem stedets netværk. 

Stormly samarbejder i øjeblikket 

med Esbjerg Kommune om at 

etablere en række ’skæve’ boliger 

kun for kvinder i løbet af 2008.| 

Se mere på 

www.stormly.esbjergkommune.dk.

Michael Lodberg Olsen, leder af Dugnad Vesterbro, glæder sig til det nye Sundhedsrum og Værested på Vesterbro – men 

vil langt hellere have, at der blev etableret et fixerum. 

Sundhedsrum er klar til Vesterbros stofbrugere 

Første etape af det nye Sundhedsrum 

og Værested for stofbrugere på 

Vesterbro er nu klar. Det drejer sig 

om den sundheds- og socialfaglige 

del af projektet. 

- Med lidt held er hele projektet 

klar til jul eller senest i starten af 

januar, siger Michael Lodberg Olsen. 

Han er leder af foreningen Dugnad 

Vesterbro, der arbejder med at løse 

de lokale narkotikaproblemer på 

Vesterbro, og som sammen med 

Københavns Kommunes socialforvaltning 

står bag det kommende 

køb en kalender af din sælger 

Igen i år udgiver Hus Forbi en 

kalender, som kan købes af vores 

sælgere fra 17. november. Prisen 

er 50 kr., hvoraf 30 kr. går til 

sælgeren. Billederne i kalenderen 

for 2009 er skudt af Hus Forbis 

hoffotograf, Holger H. Henriksen, 

og skildrer det liv, som leves 

på gaden – på godt og ondt. 

Teksterne til billederne er skrevet 

af journalist Birgitte Höegh, 

mens det visuelle udtryk er 

blevet til i samarbejde med Helga 

C. Theilgaard, Michael Elmkjær 

Madsen og Rebekka Larsen. 

Kalenderen er dedikeret Henrik 

Pedersen, Hus Forbis sælgerrepræsentant, 

der døde i april. | -sia 

Sundhedsrum og Værested. 

Projektet er støttet af Sundhedsministeriet, 

men står rent 

faktisk ikke øverst på ønskelisten 

hos hverken Dugnad eller Københavns 

Kommune. Det gør et fixe- og 

brugerrum, som man kender det 

fra 80 andre steder i verden. Det 

vil regeringen med støtte fra Dansk 

Folkeparti imidlertid ikke tillade. 

- Det nye tiltag kommer til at 

forbedre forholdene for de 3-500 

stofbrugere, der dagligt kommer i 

bydelen. Men vi kommer først til vir- 

Tre venner – og en hund: Fra venstre 

ses Claus Monefeldt, Mariane Nørby, 

hunden Molly og hendes ejer, Røde 

Orm. 


kelig at rykke, når regeringen giver 

os lov til at åbne stedet som fixe- og 

brugerrum. Så vil narkomanerne få 

det markant bedre, og Vesterbro 

blive fri for kanyler på gader og 

stræder, siger socialborgmester Mikkel 

Warming (EL). 

- Det er pinligt, at vi får lægeordineret 

heroin før et fixerum, siger Michael 

Lodberg Olsen og henviser til 

Folketingets beslutning om at indføre 

lægeordineret heroin til de hårdest 

ramte narkomaner fra 2009. | 

- sia 

Hus Forbis 009-kalender er dedikeret 

til Henrik Pedersen, der var sælgerre- 

præsentant indtil sin alt for tidlige død i 

april i år. Fotograf Holger Henriksen har 

foreviget ham sammen med hunden Naja. 

foto: Polfotot/Bo Svane 


der er kun ét 

hus forbi 

Hus Forbi er et helt unikt 

produkt – og det har det nu papir 

på. Foreningen Hus Forbi, der 

udgiver dette blad, har nemlig 

fået godkendt navnet ’Hus Forbi’ 

som et registreret varemærke. | 

-sia 

spillede dansk 

– og støttede 

hus forbi 

Da der 30. oktober var landsdækkende 

”Spil Dansk Dag”, 

valgte Studenterhuset i København 

og bandet ”Take the Money 

and Run”, at alt overskud fra 

entréen til koncerten skulle gå til 

Hus Forbi. Ved redaktionens slutning 

var der endnu ikke overblik 

over det faktiske beløb. | -sia 

Beatpoeten Claus Høxbroe lever 

som selvvalgt hjemløs – det er 

resulteret i en digtsamling, der 

udkommer i november. 

selvvalgt hjemløs 

udgiver 

digtsamling 

”Vi kvæles i normaliseringens 

strammende slips”. 

Ovenstående står at læse i 

digtsamlingen ”Tilpas utilpasset” 

der udkommer i november. Bag 

digtsamlingen står beatpoeten og 

lyrikeren Claus Høxbroe, der har 

levet som selvvalgt hjemløs siden 

januar, og som med sine digte 

sender et par dybe stød af sted 

mod det etablerede samfund: 

”Du travler ned af gaden – jeg 

hænger i gården – du er på vej 

mod mere wellness – på vej mod 

fast job, børn, bil og Ballerup”. 

Claus Høxbroe udgiver i 2009 en 

bog om sine oplevelser. | -sia 

Man kan se mere på 

www.beatnix.dk. 


| x-ord | af 


Anne Jensen, tidligere hjemløs 

www.andersagerbo.dk 

send løsningen 

på x-ord senest 

den 30. november 

Blandt de rigtige løsninger 

trækkes lod om: 

1 boggavekort på 500 kr. 

Vinderen får direkte besked. 

Skriv kodeordet på bagsiden af 

kuvert/postkort, og send det til: 

HUS FORBI 

Tornebuskegade 1, 2. 

1131 København K 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 

13 14 15 

vinder af 

x-ord nr. 77 

Kirsten Sørensen 

Fodbygårdsvej, Næstved 

| digtet | 

digt 

Mens sorg og glæde skifter 

og livet går sin gang 

jeg synger denne vise 

– de boligløses sang 

der er så mange skæbner 

der ligger gemt deri 

så find en ven, en sælger 

og køb din Hus Forbi 

Yvonne Knudsen, Brønshøj

| vorherres køkkenhave | 

| november | 

En måned, der efter manges 

mening er grå og trist og årets 

kedeligste. Det er måske rigtigt 

for dem, der ikke bevæger sig ud i 

Vorherres Køkkenhave. 

I forgangne tider var det 

måneden, hvor der blev slagtet 

og saltet ned, og i fadeburet hang 

pølser på rækker, silden lå i lag 

i krukker, og hylderne bugnede 

med henkogte grøntsager fyldt 

op til den kommende vinter. Det 

var måneden, hvor tællepråsen og 

siden petroleumslampen kastede 

sit skær over familiens husflid og 

samtidig gav varme og hygge og 

en nærmest tryg duft af fællesskab. 

Jeg går og tænker på dengang, 

mens skovbundens farverige tæppe 

af døde blade dæmper mine 

skridt, så sangdroslens smukke 

triller og gærdesmuttens sang kan 

nydes i fulde drag. 

Får fisk i gave 

November er ikke kedelig, blot 

lidt fugtig, og dagene er ikke så 

foto Robert Voxen 

lange, hvilket jeg er forberedt 

på, mens jeg vandrer mod en god 

lejrplads. Tågen er så småt ved at 

indhylle de åbne områder, og da 

jeg når frem, under jeg mig intet 

hvil, før bivuakken er klar. 

Selv om jeg har overlevelsestørfoder 

med, griber jeg alligevel 

min fiskestang. Nu skal der plukkes 

muslinger og fanges fisk – det 

er nu min måde at fejre fødselsdag 

på. Vandet ligger som et gråt 

spejl, og jeg husker mig selv på, at 

jeg skal have høstet nogle slåen i 

morgen, inden den efterårsstorm, 

der er i antræk, bryder løs. 

Indhyllet i mørket og den lune 

sovepose betragter jeg det hendøendes 

båls forvirrede gnister, der 

flakser uforudsigeligt rundt som 

hjemløse ildfluer. Det er dejligt at 

være mæt. Benene fra de to fladfisk, 

jeg har sat til livs, lyser rødt 

i bålets skær. Jeg mærker duften 

af de faldne løvblade og den 

nærliggende granskovs massive 

tæppe af nåle. Jeg holder altid 

fødselsdag og juleaften i Vorherres 

Køkkenhave – ikke fordi det 

er specielle dage, men netop fordi 

steen viggo 

steenviggo@galnet.dk 

enhver dag i Køkkenhaven er en 

gave. 

Vorherre, der har siddet og 

småslumret i hjørnet af min 

bivuak, sparker til soveposen. Det 

er dejligt at få øjne efter en velsignet 

søvn uden onde drømme, 

men det er lidt af en oplevelse 

at være spundet ind i vat. 

Nåh, vat er det ikke, det er 

tågen. Jeg fumler mig frem 

til noget tørt brænde, jeg 

har sovet ved siden af, og 

får gang i bålet. 

Efter et par krus kaffe 

og en tør leverpostejmad fra 

i går informerer Vorherre mig 

om fornuften i at få pakket 

sammen, da stormen er på vej. 

Jeg har ubetinget tillid til Vorherre, 

og selv om det er koldt og 

klamt, bryder jeg lejren ned. 

Til stranden skal jeg dog for at 

høste slåen, thi en ældre dame, 

jeg kender, vil hellere brænde en 

læge på bålet og genkorsfæste 

Jesus end undvære sin livseliksir, 

som jeg fremstiller i køkkenets 

muntre laboratorium. | 

Er tidligere hjemløs og udeligger. Boede i naturen fra 

foråret 1992 til vinteren 1993. 

To-tre gange om måneden overnatter Steen Viggo i naturen. 

I forbindelse med sine ophold i naturen fører han dagbog, og 

det er de optegnelser, der ligger til grund for hans månedlige bidrag 

til Hus Forbi. 

Slåen 

den ældre dames 

livseliksir 

Hvis nattefrosten udebliver, 

anbringes et halvt kilo slåen i 

fryseren i mindst et døgn. 

Slåen og et halvt kilo sukker 

hældes nu over i et rimeligt stort 

syltetøjsglas og rystes godt sammen. 

Lad nu slåen og sukker hygge 

sig sammen ved stuetemperatur, 

inden du fylder syltetøjsglasset 

op med enten gin eller vodka. 

Lad det stå i to måneder, og 

filtrer det derefter. Så har du 

livseliksiren. | 


foto: scanpix

Her bliver jeg 

Miljøet i København blev for hårdt for Hus Forbi-sælgeren Leif Milatz. 

Nu er han rykket til Viborg, hvor han er faldet godt til – selvom det er sværere 

at gemme sig her end i København. 

| historie fra gaden | 

tekst og foto Karen Pedersen 

| karenp@email.dk 

- Jeg synes, jeg er blevet godt modtaget. 

Viborg er en hyggelig by med nogle dejlige mennesker. 

Men det er sværere at være usynlig her 

end i København. Jeg skal opføre mig ordentligt. 

Jeg kan ikke være fuld den ene dag og sælge 

aviser den næste! 

For et lille års tid siden rykkede 

Leif Milatz teltpælene op og tog 

fra København til Viborg. 

- Jeg vil helst ikke bo i København 

mere, miljøet er for hårdt. 

2.g’erne (andengenerationsindvandrerne, 

red.) styrer narko-gaderne, 

siger Leif, som selv er tidligere 

narkoman. Nu er han på metadon. 

- Det var det første, der gik i 

orden her. Jeg henter min metadon 

på misbrugscentret hver dag, 

fortæller han. 

Sover på forsorgshjemmet 

Leif kom til Viborg med hjælp fra 

sin mor og søster. 

- De hjalp mig med at få kontakt til en gammel 

kammerat, min søsters gamle kæreste, som bor 

her. Jeg boede hos ham i begyndelsen, men det 

fungerede ikke så godt med det praktiske. Men 

vi ses stadig og spiser tit sammen. 

Nu overnatter Leif i stedet på forsorgshjemmet 

Vibohøj. Han kan komme ind kl. 18 og skal 

være ude igen kl. 9.30. 

- Det koster 47 kr. om dagen. Jeg vil ikke bo 

der fast, fordi jeg ikke vil betale for at spise der 

– jeg spiser ikke kød. Og man kan ikke vælge 

maden fra, fortæller han. Jeg har aldrig haft et 

rigtigt sted at bo. Ikke ret længe ad gangen i 

hvert fald. Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 16, 

fordi jeg ikke rigtigt kunne med min far. Han var 

lidt voldsom. Så boede jeg i en Ungbo-hybel med 

min kæreste. Da hun gik, begyndte jeg at drikke, 

siden kom stofferne til. 

’Rigtigt’ arbejde har der heller ikke været 

meget af i Leifs liv. 

- Jeg var i lære som brolægger i tre år og 

manglede et halvt år, da jeg røg uklar med en 

af de andre og meldte mig ud, fortæller Leif og 

indrømmer, at det har ærgret ham siden. 

- I stedet har jeg levet af bistandshjælp og kriminalitet. 

Mest indbrud. Jeg har også været inde 

at sidde. To år i alt ad tre omgange. Det skal jeg 

ikke nyde noget af mere. Sidst fik jeg angst- 


- Min mor er 

ikke glad for 

den måde, jeg 

har levet på. 

Men hun har 

lært at leve 

med det, og 

hun har været 

ret god! 

Læs flere historier fra gaden på www.husforbi.dk 

anfald og har det stadig; nu får jeg medicin for det. 

De sidste mange år har Leif boet på gaden og på 

forskellige herberger rundt omkring. Flere steder er 

han blevet smidt ud, fordi han har røget hash. 

- En del af tiden har jeg boet på gaden sammen 

med min kæreste – eller kone – som er 

næsten blind. Vi boede under Hovedbanegården. 

- Vi var sammen i otte år. Vi er faktisk stadig 

gift, men ikke sammen mere. Hver gang vi forsøgte 

at finde et fast sted at bo, stak hun af eller 

lavede ballade, så vi blev smidt 

ud. Jeg tror, hun blev bange. Nu 

har jeg sagt fra, selvom jeg er 

glad for hende. Og jeg har fået 

det meget bedre med mig selv. 

Mor passede datteren 

Leif har også en datter på 19 år, 

som han ser. 

- Hun er vokset op hos min 

mor. Da hun var to år, tog jeg 

hende med hjem til min mor 

og spurgte, om hun ville passe 

hende, mens jeg trappede ned 

(på stofferne, red.). Det er jeg 

så ikke færdig med endnu, siger 

han med et skævt smil. 

- Min mor er ikke glad for den måde, jeg har 

levet på, men hun har lært at leve med det, og 

hun har været ret god! 

Nu søger jeg pension 

For seks år siden begyndte Leif at sælge Hus 

Forbi i København ”i stedet for at stjæle”. Der er 

ingen udleveringssteder i Viborg, så han henter 

sine aviser på varmestuen i Silkeborg. 200 først 

på måneden, hvis han har råd. 

- Folk herovre tror, at det er et blad for københavnere, 

og at hjemløse er et københavnerfænomen. 

Så fortæller jeg, at jeg er hjemløs og 

bor på Vibohøj, siger han. 

Selv er han faldet godt til i det jyske. Så godt, 

at han har tænkt sig at blive: 

- Nu søger jeg pension. Det har jeg gjort i ti 

år, men jeg er aldrig nået ret langt med det, fordi 

jeg aldrig har været et sted ret længe ad gangen. 

Nu er jeg nået til trin to, som er fysisk og psykisk 

lægetjek. Jeg har gigt i fingrene og er døv på det 

ene øre, efter at jeg blev sparket engang, jeg sad 

og tiggede småpenge på gaden. 

- Jeg håber, det går i orden med min pension. 

Jeg drømmer om at få et lille sted at bo – et lille 

hus lidt uden for byen med en have, hvor jeg kan 

gå og rode lidt. Jeg kan ikke finde ud af at sidde 

i en lejlighed. | 

3spørgsmål til 

Leif Milatz, 44 år og 

Hus Forbi-sælger i Viborg 

hvad er vigtigt lige nu? 

- At få et sted at bo og få pension. Og at 

få betalt noget gæld af, så jeg kan begynde 

at leve. 

hvad fik du til aftensmad 

i går? 

- Røget ål med spejlæg og brød. Og ris 

bagefter. Der kommer fiskemand på Torvet 

en gang om ugen, og jeg bytter somme- 

tider en Hus Forbi med en røget ål. 

hvad er det værste ved at bo på 

gaden? 

- At man kan blive overfaldet for ingenting. 

Det kan jeg ikke forstå. Der var én, 

der blev sparket ihjel på en trappe i Rødovre. 

Jeg har selv sovet på den trappe…

gadejuristen - Hus Forbi

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?