Abstractbog printer - ansatte - Roskilde Universitet

Abstracts - S8 Marin Akvakultur (incl. Biologisk produktion)
50. DSP toksiner i havmiljøet – fra produktion i Dinophysis til ophobning i
muslinger
Lasse Tor Nielsen 1 , Bernd Krock 2 , Bent Vismann 1 , Per Juel Hansen 1
1
Københavns Universitet, Denmark ltnielsen@bio.ku.dk, bvismann@bio.ku.dk,
pjhansen@bio.ku.dk
2
Alfred-Wegener-Instituttet for Polar og Marin Forskning, Germany bernd.krock@awi.de
Diarrhetic shellfish poisoning (DSP) forsages af de marine, planktoniske dinoflagellater Dinophysis
spp. Algen spises af filtrerende muslinger og dermed bliver muslingerne giftige, hvilket til
stadighed er en trussel mod fødevaresikkerheden for konsumenter af både danske og udenlandske
muslinger, og samtidig en økonomisk trussel mod muslingefiskere og –opdrættere. I Danmark, og
mange andre steder i verden, lukkes muslingefiskeriet årligt som følge af for høje Dinophysis
koncentrationer i vandet, eller hvis toksinindholdet i muslingerne overstiger grænseværdien. Dette
kan føre til store økonomiske tab for den enkelte fisker/opdrætter, men kan også være et problem i
det længere løb, da det svækker forsyningssikkerheden til den bagvedliggende industri og
detailleddet.
Toksinindholdet i Dinophysis varierer enormt, hvilket gør det svært at forudsige, hvornår
muslingerne er giftige. Vi har studeret, hvad der regulerer toksinindholdet ved at dyrke forskellige
arter af Dinophysis i laboratoriet under kontrollerede forhold. Dinophysis er mixotrofe, dvs. at de
skal have både lys og føde for at gro. Vi viser at lysmængden ikke er afgørende for toksinindholdet,
men at toksinerne ophobes, når Dinophysis oplever begrænset vækst pga. fødemangel. Det betyder,
at Dinophysis opblomstringer sandsynligvis er mere giftige i deres sene fase, når væksten er
begrænset.
Vi viser også, at en meget stor del af det toksin som Dinophysis producerer, bliver lækket til
omgivelserne, primært i form af opløste molekyler. Toksinerne er ikke labile, og hvis de lækkede
toksiner bindes til større aggregater, eller bliver optaget af bakterier, kan også de ende i muslinger
og andre filtratorer. Dette kan potentielt forklare, hvorfor der ikke altid er en god korrelation
mellem Dinophysis koncentrationen i vandet og muslingernes toksinindhold.
Ved at masseproducere Dinophysis, undersøgte vi desuden, for første gang, hvor hurtigt og effektivt
toksinerne akkumuleres i blåmuslinger, når disse udsættes for realistiske koncentrationer af
Dinophysis. Vi viser at stort set intet toksin passerer ufordøjet gennem muslingerne, og at
nettoakkumuleringsraten er ca. 70 % for de to mest giftige toksingrupper, okadainsyre og
dinophysistoksiner. Desuden påpeger vi, at den gængse metode til kvantificering af DSP toksiner i
muslinger (LC-MS/MS) sandsynligvis overser størstedelen af den kvantitativt vigtigste
toksingruppe, pectenotoksiner (PTX). Andre studier har vist at PTX ikke fremkalder diarré, hvis det
indtages oralt, og den nuværende klassificering som DSP toksin er sandsynligvis forkert. På den
anden side reguleres PTX i den nuværende lovgivning sammen med okadainsyre og
dinophysistoksiner som del af den samlede grænseværdi for DSP toksiner, og resultatet bør derfor
overvejes i moniteringen.
Program 17. danske havforskermøde, 72